↩

Sorgens Skrift eller en oprigtig Undersaatters Følelser

ved

Eindringen

af

Kong Christian den Syvendes

naadige Villie,

Dronning Juliana Marias

velsignede Arbeyde

og

Prins Frederichs

foreenede Kræfter til at udføre den vigtige Plan, som Forsynet havde bestemt over

det saa lykkelige Norden.

Med Devise:

Kongers Konge styre kand Christelige Kongers Haand.

Kiøbenhavn 1772, trykt hos M. Hallager.

2
3

Til Kongen. Har end vore Munde for kort tid siden hylet: i vor Fryd paakom os Bitterhed, saa smelter nu vore Hierter hen i, Glædes, den ægte Glædes Taarer, og enhver Dansk, der har den Lykke, at staae under den Christians velsignede Fane, raaber den fortrængte

Zions Taarer ere nu forvandlede til Glædes-Strømme.

Evigheds Fader! du alle Tings Regenter! men i sær det fordum fortrængte Danemarks almægtige Ophielpere! vi kiender endnu Sporet af din Haand, — den Haand, der saa ofte har udrakt sig til Danemarks Frelse, — den Haand, der udvik-

4

lede en Christian, velsignet for din Trone, du Evige! — ømmeligen elsket paa sin Trone, — ærbødigen betragtet fra alle Jordens Troner.

Det behagede dig, Algode! at Viise for en Verden, der, uden den alviise Bestyrelse, snart vilde falde tilbage igien i sit første Intet, at de Danskes Skiebne var som en vaklende Boble for din billige Vredes Veyrkast; men — ach! vare dog vore Siæle idel Lov! —- du viiste tillige, at din Under-Haand endnu holdt ved den dene Ende af Nordens bævende og forviklede Lykke, — ja du viiste det, som vi i Evigheden skal siunge dig Takke-Psalmer for, dette, — o Eyegode ! al vor Haab, vor Glæde, vor Alt, vor Konge, vor Christian stod optegnet i din Hukommelses Bog iblant hans Høysalige Fædre og Slægter.

Ja! du aabnede, o! Verdners Regenter! din Viisdoms og vor Skiebnes Bog, og staae, — men i Naade til det forlegne, det bedøvede Danemark, dette dit Skiøde-Barn, o! evige Kierlighed ! — du vinkede af dine Myriader, din Villies He-

5

rolder, og vor stille og skiælvende Andagt hørte disse Frydens Ord fra din glandsende Trone: Jeg vil hielpe det fortrængte Danemark.

O! Naaders Budskab! hvor sank du sagte og salig ind i de Bedendes, de Grædendes Hierter, der Dag og Nat bestormede din Himmel med Sorgens oprigtige og ydmyge Taarer og Bønner! O! vigtige Time ! — uforglemmelige Øyeblik! — Time, da dine evige Herolder, Algode! steeg ned fra din Trone til vor dyrebare Christian, og bebudede Høystsamme, da han i Søvnens troløse Arme deelte sin Roe imellem Frygt og Haab, denne for alle Nordens Slægter altid ihukommende Tidende: elskede

Fyrste! Evigheds Fader har giort en naadig Ende paa dine vigtige

sorger. Saa flygtede den forskrækkede Søvn bort fra vor Monarkes Øye, og Herrens Klarhed omskinnede hans Seng.

Den mørke Sorg, der saa længe havde giort de Kongelige Gemakker utilgængelige for de Oprigtiges Fied, iilede ind i Forrædernes Hierter, og den saa længe skiul-

6

te Glæde blomstrede først paa de Kongelige Ansigter, og siden udgydede sig i glade Taarers Strømme paa alle Nordens Slægter.

O! vort Haab! vor Christian! hvor smeltede ikke dine Børns, dine Undersaatters Hierter hen af Glæde, da de opklarede Morgen-Timer bragte os det uforglemmelige Ekko af vor Salvedes Billie, da denne vigtige Straf af den vigtige Bøn: skee din Villie, min Gud! aabnede din Høye Siæl

Veyen til Himlen, os Veyen til dit Faderlige Konge-Hierte, og Forræderne Veyen til det for dem saavel fortiente Fængsel.

Hvad yndigere Morgen-Soel har ved nogen Tid beskinner det belykkede Norden, end den Soel, hvis Straaler opvarmede de af Skræk og Frygt stivfrosne danske Hierter, imens dens truende Skielmer blændede Guds og Nordens Fienders forseglede Øyne saaledes, at de for et prægtig Slot og et halv-bemestret Scepter fandt for sig et velbevogtet Fængsel og de Lantser brækkede, hvormed Voldsomhed havde bevæbnet deres frække Arme, for at fælde det fredelige danske Rige.

7

Imens dette glade Rygte mælder sig Hos hver en dansk Mand: et Hævnens Sværd var draget og blinkede over Tyrannernes forvovne, men nu nedbøyede Hoveder, laae endnu Frygt og Tillid i en stille Andagt for den evige Kierligheds Fødder, og under de meest brændende Taarer og Sukke udaandede disse halvafbrudte Ord:

Timen er kommen! skee din Villie, o! Herre! og lad denne Time naae ved din Viisdom og Almagt en lykkelig Ende!

O! hvor iilede denne Bøn til de evige Boeliger, og hvor antagelig var den ikke for Kongers Konge!

Neppe var den udsukket, før den var antagen, neppe antagen, før den var bønhørt.

Og vore Siæle, drukne af uudtrykkelige Glæder, tabte sig i et Hav af ubekiendte Vellyster, da vi saae vor Konge, vor velsignede Landsens Fader roelig, frelst og synlig midt iblant sine forknuste og forgrædte Børn.

8

Vor Soel i Norden! dyrebare Christian aldrig skal denne Dag, da dine og Rigets Fiender - blev styrtet efter en evig Raadslutning tabes af vor Ihukommelse, men evige Mindes-Mærker skal opreises i alle Hierter. Til Enke-Dronningen.

Nedslagne Norden! du for kort Tid siden forsørgede Rige! — Endnu opstiger en vigtig og dyrebar Ester, som vil drage dig ud af dine mørke Sorger, og med et tage det Skiul fra dine Øyne, der hidindtil har skiult dig for Forderveren, skiult dine Fordeele, dit Vel, din Lykke for vor nordiske Ahasverus.

Saaledes skal den farlige egennytte,

det sorte Forræderie, den blodige Voldsomhed tumle i en drukken Svimmel ned fra Ærens Spidse i Vanærens Afgrund.

Vort Haab stod og bævede paa Kanten af Mistvivl, da Herrens Haand udrakte sig til vor Frelse.

9

Men endeel af vor Takoffer, som opstiger for Alfaders Trone, kommer tilbage igien, og i en dobbelt Velsignelse møder for vor Velsignelseværdige Julianes Fødder.

Vigtigste iblant det Kiøn, der tilforn har ziiret den danske Trone! glorværdigste Dronning! o! kunde du, som den Alvidende læse i vore Hierter, da vilde du der see dit heldige Navn i evig Minde; thi naar mærkede vi tydeligere, at Norden trængte til en Juliane end i disse kritiske Øyeblikke, da Nordens Foragtere havde soren vor Konges og vores Ruin; da — ja! dyrebareste! da mærkede vi først, at alle Tings Regenter havde bestemt dig til at udføre et Arbeyde, bestemt i Himmelen og fuldbyrdet paa Jorden, men —- Glorværdige! ved din af Almagten styrkede.

Vore Hænder sank afmægtige ned, Byrden var os for svær, for vigtig; vore bævende Knæ seynede, naar vore taarefulde Øyne igiennemsaae heele Omfanget af vor fælles Jammer.

10

Vi saae vor tilstødende og til os ilende Fare, men ach! vi saae ikke Midlerne til den Frelse, vi saa glade oplevede.

Men see: da vi alle trøstesløse redningsløse kastede vore matte Øyekast omkring paa Jorden, tænkte Himlen i Naade paa et Folk, der stod blot for Fritænkernes blodige Flinter, for Forrædernes giftige

Dolk.

Engle! I selv synger Lov-Sange —eders salige Chore klinger i harmoniske Slag omkring Alfaders Trone over den nye Seyer, det forviklede Norden fik i den Time, da Mørkhed skiulte vor Jord, og Søvnen laante og den uvisse Roe.

I salige Muntre! hvor tindrede ikke Glæden af eders salige Øyne, da den evige Beherskere opmuntrede eders altid velgående Villighed til at tiene Jordens Oprigtige.

Den Eyegodes uforanderlige Ordreklang, og I ilede ud af eders for Forkrænkelig-

11

heden utilgiængelige Kredse, for at nedstige til de bedrøvede Nordens Børn, men eders Glæde var ey fuldkommen, førend I fik omringet vor dyrebare Juliane med eders beskyttende Vinger.

Liig den Glæde, som fremskinner af eders muntre Ansigter, naar en salig Synderes Omvendelse forkyndes eder i de Himmelske Egne, saae jeg eder beredvillige til at udføre den Eviges alvise Ordre, og at nærme eder til vor velsignede Juliane for at styrke hendes af Afmagt og Andagt segnende Haand.

Men ach! Hvilken guddommelig Kraft løb ikke i Hendes Aarer!

Hvor snart blev ikke vor reneste Dronning, vor største Heltinde.

Almagten opløftede den segnende Arm paa vor sorgende Juliane, og hendes vaklende Fied forkyndte den tilstundende og længe forønskede Velsignelse, der for en vis Tid var viget fra de meest velsignede Lande paa Jorden.

12

De muntreste Ahnelser indfandt sig i de forknuste Herter, og Haabet, det velsignede Haab, der næsten ikke mere var til for danske Hierter, sang en Seyer-Sang; denne dyrebare Sang: Vel ligger den

uskatteerlige Perle forborgen i en uanseelig Skat, men naar den udvikles af sit raae Element, og kommer i Kienderens Haand, faaer man først med Glæde at vilde, hvad den er værd.

Saaledes og vor Juliane. Denne Nordens Perle kiendte ingen bedre, end Hiertekiendere, fordi ingen kunde skattere den, uden den alvise Kundskab selv; men da den almægtige Haand, der dannede de nyefødte Kloder og Lyset og Verdner drog Tidende Nordens længe ukiendte Skat frem for Lyset, saae først Kienderen, og den Retsindige og den Fortrængte, at Juliane, død i Dansk-Haderens og Forrædernes Sind, levede, naar det kom an paa at fægte for den gode Sag.

Nordiske Heltinde! du kiender vor Afmagt, hvad kan du vel forlange af dine arme Børn, dine ømme Venner, uden Taa-

13

rer, øste af det kierligste Bryst, af de mest rørte Hierter.

Her ere de, disse Taarer — disse billige Glædes-Taarer! og de skal daglig vande dine Himmelsigtende Trin, og naar Dødens Blye-Hænder tiltrykker vore brustne Øyne og læspende Læber, skal endnu vor sidste Suk ydes dig; — dette: den Algode udvalgte en Juliane til at gaae i Spidsen af en heel Nations dyrebare og vigtige Frelsere.

Naar saae vi Det forenede 3 Tal at svare vissere og viisere til sit Hemmeligheds Navn, fuldere end da en nye Grund-Steen skulde legges til Verdens Lyksalighed.

Dyrebare Printz! vel vare dine Kongelige Dyder en Tidlang skiulte, Men det var ikkuns for de kortsynede Forrædere; de kunde ikke faae Øye paa andet end paa Laster, og paa det, der lignede deres lastværdige Hensigter.

Men ligesaa vel som den yndigste Rose, endog blant de skarpeste Torne blomstrer, og giver sin balsamiske Lugt fra sig, ligesaa blomstrede og

14

vor dyrebare Printses velsignede Dyder, de vare de meest kraftige Frugter til velbeleilig Tid, endskiønt Ondskaben havde opkastet en Vold og Gierde om dem, — men Hevren være lovet! Forsynet nedbrød denne Mellemvæg, og banede Vey for de Dyder, der nu har udbred en velsignet Lugt over det hele Norden.

Er der vel noget dansk Hierte, der ofrer den Høyeste sine oprigtige Bønner, at de jo begyndes og endes med Bønner og Forbønner for vor ulignelige Konges Broder.

Og var jeg en Engel eller forstod jeg Aandernes viise Sprog, o! hvor vilde jeg ikke da fortælle det oplivede Norden mange dyrebare Hemmeligheder om vor velsignede Prins; — dog jeg fortaler mig ikke, men mine Tanker og Følelser faaer en nye Værd, naar jeg siger, at Engle selv, og de saligste Aander glemmer ikke i deres hellige Lovsange at anbringe de Velsignelser, der hører vor dyrebare Prints, vor velsignede Frideric til.

Ja velsignede Frederic! - vi kan aldrig, var vi end de uskiønsomste Jordens Slægter, glemme dine forenede, og af Himmelen belykkede Kræfter, hvormed du har ledsaget den glorværdige Moders uforglemmelige Hensigter og himmelvigtige Arbeyd.

Vi kan ikke igiennem alle Historierne finde noget af det, der kaldes Helte-Gierninger, der kan settes i Ligning, Velsignede, med de Gierninger, dine høye Indsigter har foretaget.

Jammer og Frygt havde omgivet vort Riges Støtter; der skulde banes en Vey igiennem alle disse forvovne Farver, som Hovmod og Egennytte havde optørnet omkring det Kongelige Sæde.

Hvem torde vel nærme sig til den saa stærk forskantsede, saa stærk bevæbnede Overmod?

Almagten maatte bestyrke med uovervindelige og meer end almindelige Kræfter den Haand, der skulde vriste den forgiftige Dolk af de hemmelige Morderes Hænder.

15

Men, mine Med-Borgere! naar har vel Himmelen nægtet sin almægtige Hielp til dem, der daglig vandrer for Herrens Øyne i sand Oprigtighed og uforfalsket Hellighed?

Hør mig, du Jord! - og Nationer fra os til Verdens Ender! - I Norden er skeet et Under, den vigtigste af Foretagender, en Helte-Gierning af de vigtigste Helte og Heltinder iblant de lyksalige Danske.

Vor Christian, Herrens Salvede, var indelukt i en Kreds af de skiændigste Forrædere, af nedrige Folk, der jeg veed ikke ved hvad guddommelig besynderlig Tilladelse havde i en forunderlig hastig Fart opsvinget sig til de formasteligste Foretagender.

Vel vidste vi, Norden havde en Konge, men ach!-— hvor skulde vi søge ham? - hvor finde ham?

Den fredeste Vittighed havde talt et Skiul imellem ham og os, havde blændet hans og vores Øyne, at vi ikke kunde faae Adgang til hans hellige Person, og høre vore bittre Klager: men den Evige være altid priset og lovet! stolet skiønt Ondskaben paa sin Magt og Vælde, saa viiste dog det evige Forsyn, at disse Forræderes Magt var ikkuns som Straaet, der snart maatte fortæres for Herrens Vredes Ild, da deres Synde-Maal havde uaaet sin ugudelige Fuldkommenhed.

Den sandfærdige Erfarenhed har lært os, at naar de afmægtige Menneskers Nød er haardest, er den almægtige Skaberes Hielp nærmest; og hvordan vilde det vel see ud for os, naar ikke Herren selv vaagede over os.

Da vore Øyne vare idel Taarer og vort Hierte idel Suk, bliver alting klart, der hidindtil havde været for os, som en forseglet Bog.

Vore Munde blive idel Lov; og vore Hiertet smelter hen i Taarer.

Blant Nordens lyksalige Mænd opstiger vor dyrebare Prints Frideric, og legger sine forenede Kræfter til sin vigtige Moders velsignede Arbeyd og til sin høye Broders naadige Villie.

16

Elskværdige Frideric! skulde vi vel kunde ansee disse dine vigtige Skridt, uden tillige at see Guds Fingere.

Ndy! vi spører herudi den almægtige Haand, der saa længe har draget der belykkede Norden i Naade, den Viisdom, der saa mange Aarhundrede har sparet det syndige Norden; det kierlige Øye, der saa længe har seet til for det forlegne Norden.

Vi og alle vore Efterkommere skal besynge den Dag, da vor velsignede Konges Broder ikke sparede sine Kræftter, for at rædde det under Ondskabens Byrde næsten nedtrykte Norden; Og hver Gang vi nævner dig, allerdyrebareste Prints! da skal vore Hierter opofre de meest brændende Bønner for dig til den Gud, der er Nordens naadigste Gud, og som daglig viiser, at det danske Folk er et Folk, som Herren elsker.

Jordens Beherskere! Evigheds Fader! Kierlighed selv!

Vi tabe os gandske i dine Under, naar vi betragte og beundre din Viisdom mod os arme.

Vi vare allerede dømte til en uoprettelig Jammer af alle andre Nationer, men vi vare endnu ikke dømte hos dig.

Du vilde ikke, at det Folk, du havde givet saa mange Prøver paa at være et af dine elskede Folk, skulde tiene alle andre Folk til et Vidunder, derfor ræddede du os ud i Tide af de grumme Lovers Tænder, af vore Fienders Haand da de endog mindst tænkte derpaa.

Skulde vel da denne din høyeste Naade nogensinde blive forglemt af os; ney, Herre! — men Vi vil, saa længe du tillader os Livet, ophøye dit Navn for alle Folk og Slægter, og hvor man nævner Norden, nævner man Prøver, uforglemmelige Prøver paa din Viisdom, Naade og Kierlighed imod dine Skabninger.

Herre! dit Navn være evig lovet! og vore Siæle skal idelig siunge dig Æres og Taksigelses Sange fra Slægt til Slægt, indtil vi evig faaer Leylighed til at siunge dig en nye Sang.