[Bynch] HLS Gabriels Giensvar, til Helvedes Fyrste, om hans Beskyldning imod Nordfolket. Et Manuskript af Sal. Geheimeraad ***.

Gabriels Giensvar, til Helvedes Fyrste, om hans Beskyldning imod Nordfolket.

Et Manuskript af Sal. Geheimeraad

Kiøbenhavn, 1772. Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

Mit Menneske! Kiender du Sandhed fra Lögn; veed du at giöre Forskiel paa Lysets og Mörkets Engle; er dit Öie reent; kan du forkue din Enfoldighed, naar den vil overkige Hemmeligheder, med et myndigt Dommeröie; da kan du og lære u- sminkede Domme af Gabriel. Veed du hvor Lyset giemmer sig om Natten; kan du viise mig, Kilderne til alle dine Handlinger; Nei! hvor vil du da hen med at giette Ondt om Ga-

briel, som er helliget Mig? Du Forvov-

ne! — — Jeg fortærer Nidingen og Menne- skeæderen. — Jeg er Dommer. — Rens dit eget Bryst, i min Kraft! — Tilbed! - Jeg er din Gud

JEHOVAH.

3

Underretning.

Da Grev B* den store Menneskeven; den forsigtige Statsmand; den usminkede Gudsdyrker udaandede sine sidste Velsignelser over Jorden; da han paa en hvi- lesød Dødsseng sendte sin Reddeligheds og Dyds Straaler sidste Gang til Guddommens Venner, som omringede ham; da han følte i sit afmægtige Legeme, Styrken af de Vellyster, som vare avlede af Millioner Viisdoms og Ædelmodigheds Handler; da Døden, inden faa Øieblikke ville standse hans sagtnende Legems Kræfter; da hans Siel i saa livagtige Forestillinger; i saa skierpede Fornemmelser og i saa Himmelske Forlystelser følte sin Lyksalighed, uendelig meget større end i de friske Dage, saa var jeg et Vidne til Udviklingen af dette Dødeligheds Optrin. Faa Minuter inden min eviglyksalige B., belysede mig med sit Øies allersidste Smiil,

4

4 kaldte han mig nærmere til sig med en svag Stemme og en endnu mere afmægtigvinken- de Haand. Han sagde: Ven eftersøg hos mig Gabriels Breve, mod Beelzebul bekiendtgiør dem for mine Venner. Dette var min Vens sidste Ord og sidste Villie. Skulle jeg da forsømme min Lydighed? Nei!— nu er det Tid, da Norden kan hovere over at Beelzebuls Anslag forsvandt, som Taagen, der bebuder Frugtbarhed og bleve qvalte ligesom Svovel Faklen i Aaen. Nu maa Gabriel lære den fæle Beelzebul, at alle hans Tanker; alle Hans Haab; alle hans Underviisninger ikkun lignede ham og hans egne Originaler; at de belees med høimodig Foragt af Nordfolket. Nu maa Gabriel piine denne Helvedaand og hans Anhængere, med at Viise dem Grundtrækkene til Skilderiet af den Glæde, som udbreder sine Straaler i Norden. Skielvende maa disse Aanders mordiske Øine blive, ved at see dette Billede, og Avinsygdom maa krybe om med sin Qval, i deres sorte Væsener — imedens Gabriels uskyldige, grundige og retfærdige Taler, i en Tordenlyd, kommer Helvedfæstningen, lige

5

5 indtil den nederste Afgrund, til at ryste. Om Beelzebul ikke er bleven døv, af sin egen og sine Slavers Jammerskrig, da maa Gabriels Ord falde ham saa tunge i Hans Ører, som styrtende Klipper, og om denne Dievel er alt for tunghøret til at skrækkes ved denne Stormklokkes bævende Buldren,— da hører ham I Engle! I reene og retsindige Aander i Himlene og paa Jorden! da hører ham og glædes; da hører ham og henrykkes; da hører ham og opløftes til at priise i, med Indbyggerne af de evige Høies Brændsler.

Udgiveren.

6

Svar paa Beelzebuls første Brev: Skræm dig længe nok, Beelzebul! over, at dine forrige Venner ere løftede bort fra Thronen og Jorden; — jeg kildres af Fryd; ja! gid jeg var omklædt af et Legeme: Undersaat ville jeg da være i Norden. Jeg har nok i min Saligheds Beskuelse; intet Blændeværk skiuler mig deres Tanker, som ere Jehovaes Fiender; ingen prangende Vellyst forlokker mig uden for Upartiskheds Straaler. Øm var jeg over dine styrtede selvraadige Slaver; jeg følte ikke minste Gnist af den Grumhed, der glaanede af dine og fornærmede Jordboeres Øine; heller ikke følte jeg

7

7

den Haardhed, som giorde Hierter til Flintesteene. Det iisnede i mig, hver Gang jeg saae, at Gud, Forsoner og Religion blev sparket, med disse Slavers, Fødder bort fra Thronen; dog blødede det i mig, naar Ubarmhiertighed, mens dine Slaver sad lænkede i det jordiske Fængsel, krumsluttede dem og- saa i i dine Kløer, grumme Beelzebul!— Den første Taare jeg saae trillende paa disses Kinder, den bebudede dig deres evige Had, og mig et Venskab i Salighed. En mørk Taage af Bodfærdighed saae jeg da omkring deres Øine; jeg hørte en Eed af deres ydmyge Vemodighed, som evig forbandede dig, og forbandt dem til Saligheds Deelagtige. Strax tabte jeg Jehovahs strænge Dom, over dem; jeg blev blød, over disse paa Jorden Ulyksalige; min Glæde over deres Sindsændring var da langt vældigere, end den græsselige Bestyrtelse, som martrede dig, da de faldt uden for den Kreds, du ville befæste, med dine Legioner. Omvexlinger paa Jorden, som vederqvæge Himmelen, dem kalder du Ulykker; men ingen virkelig Ulykke opvækker din Klage. Til evig Trods for dig Beelzebul! fik Jehovah disse hentede tilbage til sit Rige. Der skal de dræbe dig, til en immer nye Forsmædelse, og det, med deres stedsevarende Lovsange. Det Hoved, du fik til at kneise og fnyse ad Helligdomme, det skal hisset bøie sig i de evige Straaler og tilbede; den Mund, du lærte at bespotte, den skal kysse Forsoneren; de Knæe, du

8

8 giorde stive, af Hovmod, de skal knæle for Lammets Throne; de Fødder, som du forvreed, de skal løbe om paa en evig Viisdoms, Almagts, Forsyns og Retfærdigheds Baner. Nyelig saae jeg Dem, næs- gruus liggende for Gudmenneskets Throne. Deres Salighed avlede mig en nye Fryd;— men jeg var for Væmodig, over deres Selvtillid og Synderoe, saa

tit som de greb fat paa Scepteret. — Du Beel-

zebul lokkede dem til at holde fast ved dit Scepter, paa det at de skulle slæbes ned i din Fordærvelses Afgrund Jeg og mine Medengle satte alle vore himmelske Vaaben i Bevægelse, for at vriste dem dit Scepter af Hænderne; men De ville ikke og vi vendte vore Øine bort, fra at vente paa Faren, som skulle udgyde sig over dem; — den som er alt for tummel til at høre sin egen Lyksaligheds Lov, skulle han kunne adlyde Jehovahs Vink?— den som vender Ryggen til guddommelige Tillokkelser, skulle han kunne danne Love til Verdens Lykke?— Er det saligt for Verden, at den kudsker under dit Scepter, Beelzebul? Rodfæstes ikke dit Helvede paa Jorden, ved at stenke Gift i Religionens Ansigt og ved at sprøite blodig Foragt, hist op mod Himmelen? Saae jeg ikke, Beelzebul! at dit Scepter i disses Haand forvandledes til Millioner Rovdyr? Mærkede jeg mig ikke, hvor hovent dit Bryst var blevet, af det Haab, at hele Nordfolket ville krone dine Scepterdragere?— Ak daarlige Hovmod! du tillukkede maaskee dine for-

9

9

bittrede Øine, for ikke at see, hvorledes Dydige krøb i Skiul og sukkede; hvorledes Kydsthed ingensteds fandt Hviile, uden i sin Elskedes Arme;— hvorledes afholdne Mænd elskede kun deres kielne Hustruer og disse væmmedes ved alle Udsvævelser; hvorledes Nøisomhed ikke spildte et vigtigt Øieblik, paa de Forlystelser, som bestiael den noget af sin Lyksalighed; hvorledes Vin- skibelighed endnu beskæftigede sig, ligesaavel med at krydre Overflødighed, som med at sanke Brødsmuler smaaelig tilsammen; hvorledes ædle Bedagede og ædle Unge ikke tabte sig i Nederdrægtighed og tilbad for dine Afguder; hvorledes disse soere Dig og Dem en dydig og evig Misforstaaelse; hvorledes Nogle giemte sig i et himmelsk Brystværn og truede Dem, du hialp at for- trylle Norden. Disse vare ikke tyndt saaede; de flokkede sig undertiden, og dette lede Syn blev en Qval i din brændende Glæde. Dog var her Sørgespil nok for din glubske Skadelyst. De som af Gud og Dyd kun vare halvbeseglede, dem stødte dine Venners Regierstang op i Dievlehæren; den ustadige Kydskhed glemte reent sin Adstadighed, ved at nyde Exemplers lokkende Viine; da blev den Haarhuddet, som før straalede af en spæd Undseelse; da blev den, som forskiønnedes af Blyefærdigheds Roser, saa frek, som et blodigslaget Ansigt; — afholdne Mænd forvandlede deres Stræbsomhed til Ødselhed og reve sig løs fra Kierligheds Baand, ved dievelske Loves Vink; huuselige Qvinder frygtede da ingen Skam,

10

10

naar de kun havde den Ære at afskyde det Aag, fort Sælskabets Grundstøtter nu ikke længere ville bære. Den Nøisomme blev da forvirret ved de utallige smidskende Adspredelser, som Nordens vellystige Ba- nemænd udskrammede; men fik han for meget i sig af disse Uddunstninger, da virkede de ei allene en overnaturlig Søvn, men ogsaa et mordisk Raserie. Vinskibelighed fortærede da sine Kræfter paa Vellysternes Valplads; og Vellysten ranede fra halvnøgne Arbeidsfolk. Lykkens Slot blev søgt paa en krum og glatfrossen Vei, som indhegnedes af ildsprudende Bier- ge. Naar man havde naaet dette Slot, saae man, hvorledes en ubekiendt Daare styrtede graahaarede Gamle baglænds ned af det steile Bierg, hvorpaa det laae, og trak Unge op i deres Ledebaand. Da var dit Rige, Beelzebul! en kort Tid eenig med sig selv og klappede Despotens lynende Kinder, med en smigrende Haand. Stolthed brystede sig i dine Lænker; ophævede truende Næver imod den bævende Christendom og omhyllede Jhovahs Straaler i Gudsbespottelses Tusmørke. Man opbrændte Love, fordie, at der ingen Lovs Overtrædere skulle være. O daar- lige Klogskab! skulle Jehovah hiemkalde sine overtraadde Befalninger, hvor ville Verden da styrtes i Jammer? Ville Guddommen udrive sin Lov af et ulydigt Menneskehierte, saa ville Mennesket, ikke anderledes end Fuglen, der fik Banesaar i Hovedet, tumle forvildet, en kort Tid, om paa Kloden, indtil det

11

11

stengte sig i den evigbrændende Afgrund. Skulle Gud da taale, at dine Anhængere, Beelzebul! bemægtigede sig hans Scepter; synderslog hans Love og overlod det dyrebare Nordfolk til sin egen Forbandelse? Hvor tidt har Gud ikke bortblæst Dievlethroner fra Jorden; skulle han da forsømmet sit elskede Folk? Nei! — Gud taler til Dydens Beskytterin- de og hun hører; han anbefaler sit Raad til Fredens Søn og han adlyder. Salige Fryd for mig at høre, hvorledes Menneskenes Priis og mine Med- englers Lovsange harmonere med Guds Velbehag o- ver Beskytterinden og Fredens Søn. Disse vare Mennesker, kronede til Dyd og Ære i Norden; det er ingen Hemmelighed for mit Øie, at Gud beseglede dem, til at frelse et forhudlet Folk; thi Gudsfrygt havde sit Indsegl paa deres Hierter og disse vare de Eeneste, som uden tvetydige Hensigter, kunne krone Guds Salighed i Norden; skulle de som ere fødte i Ære og indviede til Dyd, lade deres Øine lystes efter støv? Da Timen var nær, at Beskytterinden og Fredens Søn skulle udføre den guddommelige Ordre, da havde jeg mange salige Sysler, i Deres Hierter, for Jehova; — til at lade udvikle Frelsen, laante de sig en Hær af Jorden, som jeg ikke kiendte. Engleøiet er ikke Al- seende; endsige Menneskets; — Nok! — Beskyt- terinden og Fredens Søn vandt Jehovahs Seier og baade Dydige og Lastefulde lagde Takoffere paa

12

12 Jehovahs Altere, og disse havde ingen Pletter af Menneskeblod. Græmmelse og Skræk skuulede da frem af dine Øien, Beelzebul! imens jeg og mine Medbrødre støttede os priisende op til NordensThrone. Denne salige Omvexling skar dig i Øiet; vor og Menneskenes taksigende Toner bed dig i Øret og Gudsdyrkernes Vellyster følte du da, som en

Ildstrøm paa dit Hierte. Dig til Qval; dig

til en piinende Hugorm foreholder jeg dig Billedet af Fredens Søn. Fredens Søn er paa Jorden et levende Aftræk af Guddommens Billede. Jeg kiendte, blandt Menneskene, ingen, siden Paradisets Flor, som mere lignede Uskyldighed. Den Pagt med Guddommen, som en forført Ungdom slaar Vrag paa, den binder ham endnu, ved de helligste Baand, til Himmelen. Fra den Tid, da han lærte, at viide sine spæde Tanker, og lige indtil nu, da han udvikler dem i himmelske Handler, har jeg glædet mig i hans Venskab. Tro ikke dette vantroe Beelzebul, førend jeg har overtydet dig; er du ikke alt for for- elsket i dine dievelske Mistanker, da skal jeg, blot

ved at spørge, aftvinge din Tilstaaelse. Naar

sov jeg og Fredens Søn tillige? — Naar vare vi, vaabenløse, betryggede nok til at forraskes af dig? Naar kunde du faae Snue til at sætte dit Brændemærke paa hans Samvittighed? Forskandskede ikke Gud og Guddommens Legioner, hans Ungdoms friske, reene og deilige Blomster, fra Foraarets sta

13

13

dende Indstefter? Var han seendrægtig til at udslukke de Gnister, med himmelsk Vand, som dine Fakkeldragere udstrøede over hans Siel? Var han, uden for Himmelens vaagne Varetægt, løsladt til sig selv, eller overladt til den Viisdom, som lærte ham at føre Scepteret over sit eget Hierte, for at være dygtig til at bestyre Millioner? Blev ikke almindelig Menneskekierlighed, hans Maalesnoer, efter hvilken han viiselig afpassede sine Handler, baade for sig og for Verden? Lærte han ikke, i sin bøielige Ungdom, at kiende alle de farlige Løngange, som den underfundige og mordiske Forførere grov, for at kunne liste sig ind og overrumple et spædt Hierte? Var nogen af disse Adgange til hans Hierte bestrøet med saa mangefarvet glimrende Guldsand, at hans Øie, af Blindelse, ikke blev de græsselige Rovdyr vaer, som paa slige fortryllende Veie, ville luure sig ind paa ham? Var han nogensinde ganske uagtsom paa sine egne Følelser, siden han forstod sig paa, at bruge Fornuftens granseende, upartiske og helligede Øie? Lærte han ikke, med sin fine Tunge, at dømme, hvilke Følelser give en Livssmag til Livet, og hvilke, en Giftsmag til Døden? Sat han ikke Priis paa søde Fornemmelser efter deres Varighed? Agtede han ikke Sielens Vellyster langt uskatterligere end Legemets Gottelser? Var det ikke allerede den Gang, det Klenodie, han hiigede efter, at hans eget Hierte kunne lykønske sig selv, som den første Kil

14

14 de, til Millioners Lyksalighed? Kunne hans private Lyksalighed vel udvirke vældigere himmelske Fornemmelser hos ham, end Billedet af den almeennyttige Lyksalighed, som han, formedelst hans Bestemmelse og Haab, var kaldet til at bygge? Tilønskede han ikke heele Verdens Stater, al den Retfærdighed; al den Villighed; al den Flor, som hans eget Hierte tilønskede sig, og som kunne bestaae med Menneskeslægtens fælles Vel? Afskyede han ikke, i en hellig Iver, alle voldsomme Begierligheder, hvis Strøm- me havde en tærende Indflydelse, ligesaavel i Fremmede; som i den Stat, hvis fornemmeste Borger han var? Lysede han ikke med Borgerdyder, som en Stierne af første Størrelse, paa Statens Firmament, baade fordie hans store Siel ville saa have det, og fordie han vidste, at de Stores Dydsexempler hielpe til at danne en lyksalig Stat? Var hans elskede Medborgeres Vel og Vee, ham ikke ligesaa følbar og nærgaaende, som hans eget? Var han fornøiet med Svagsynedes Skilderier paa Medborgernes Tilstand; eller eftersaae han selv deres Trang? Ville han savne Underviisning om Verdens moralske, naturlige og sælskabelige Forfatning? Var han ubeløben i Viisdommens Regimente over Verden, og Menneskets Regiering over sig selv? Havde han, ikke tilstrækkelig Kundskab om det faste Land og Øer; om Jordens og Havets, og Himmelens Afgifter; om Mangler og Overflødigheder; om Luftens forskiel-

15

15

lige Indflydelser paa Mennesket; om Orden og Uorden; om Fordelen og Skaden i andre Stater og i sær i sin egen Cirkel? Mon Mageligheds Aand, som tit er de Fornemmes Tidsfordriv, nogensinde var saa Haandfast, at den knnne tilsperre Døren til Videnskabernes Tempel for ham? Var han for svag til at opriste Døren med seierrige Kræfter; til at faae en uhindret Vei ind i Templet, for at udsee sig, af Videnskabernes Skatter, den, ved hvis Tillokkelse, Lyksalighed igien kunne lystes, at tage sin Residentze i hans Fædrene-Stat? Var ikke jeg; vare ikke mangfoldige af mine himmelske Med- brødre glade Vidner til, hvor ofte den klareste Ild, af Folkekierlighed, giennemfoer hans heele Væsen; hvorledes Folkekierlighed var den Ild, som anflammede baade hans beskiæftigede og sysselsatte Timers Offere; hørte vi ikke hans høitidelige Løfte til Jehovah: at ville indvie sin UngdomsFyrrighed, og sin uforkrænkede Sundhed, paa at skabe sig de vidtudsende Love, som, under det ydmyge Navn af Raad, skulle forherlige hans uindskrænkede Lyst til Folkets Vel? Saae vi ikke tillage, hvordan Blodet ofte hæ vede sig i hans spendte Aarer, af Banghed, for de tunge Hindringer, som ville styrte sig i Veien for hans Ønsker? Hvor ofte fik heele Glædesstrømme en væmmelig Smag for ham, naar en eeneste Tanke, om Fædrenelandets Ulyksalighed, faldt ham ind? Var nogen Forestilling tækkeligere for ham.

16

16 end den, som bestyrkede ham Fædrenelandets Beqvemhed til at blive lyksalig? Anpriiste en vankelmodig Statskierlighed ham nogensinde Piinebænken, som et lykkeligt Middel, til en udtæret Stats Forfristelse; eller udsaae hans Viisdom lemfældige Lægedomme? Laante han sin Klogskab og Viisdom; eller øste han den ikke meget mere af sit grundgode Hierte, som havde faaet sin Form af to store Sieles Underviisning? Hiigede han efter, nogensinde at see sit Fædreneland lykkeligere, end det kunne taale at være? Brændte han ikke alt den Gang af inderlig Længsel efter Udviklingen af sit Haab? Blev han vel forbauset, at han ikke torde true, med et modigt Blik, alle dem i Møde, som stred med hans almindeligelskende Følelser? Havde han ikke himmelsk Snildhed nok, til at giemme sig hos den uagtede Ydmyghed, og forvare sine store Sieleklenodier i hendes Skiød? Blev hans Mod slapt, da Timen ankom, at han skulle vinde Seier over Statsfristerne, og over De- res Anfægtninger? Agtede han sin Velstand; sin Byrde; sit Blod; sig selv for dyrebart til at besegle sin ulignelige Statskierlighed, for tvende ærlige Folkeslag? — — Hvad Under da nidiske Beelzebul! at Jehova valgte sig Fredens Søn, til at græmme dig og til at hielpe sin Salvede med at bære Regieringsbyrderne i Norden. Jeg og mine elskelige sande Christne skinne nu, med salig Fryd, i vore Ansigter. Vederstygeligheds Tilbedere ere nu

17

17 forkuede i deres uærlige Vraaer og de Love, som skrække Ukydskhed, til at omvanke skielvende paa Jorden, de Love have igien faaet Majestætens Riis i Hænderne. Dine Glædes Boeliger bleve en Steen-

dynge, Beelzebul! Er du ikke forbandet til

Helvede, ved evige Love; skulle da Retfærdigheds Haand være bunden, fra at oprive dit Helvede paa Jorden? Jehovah kiendte sig ikke ved det falske Skin, bag hvilket du og din Hær skiulte Eder; maatte Jehovahs Riis da ikke kunne trænge igiennem den Helvedglands, som betryggede Eder; maatte det ikke kunne ramme Eder? Jo! Beelzebul! dine lyse og seierrige Palladser bleve smulrede smaae, i Tugtens Haand og nu maa du, med dine Legioner, skielvende omskandse de jordiske Plagegudinders tumme Kamre. Hvilket Øieblik ere I nu sikre nok for det Sværd, som er indviet, til at afhugge Eders forraadnede Lemmer, fra Statens Legeme? Nu vove Eders tvinende Offerdrenge og Offerkarle knap at stige ind, ved Solens Veiledelse, i disse Helvedgruber; nu ere Eders Templer sværtede med Foragt; nu sender man ikke længere et spottende Smiil til kydske Medborgere, naar man stikker sin forvovne Foed ind, blandt de Hugorme, som vrimle i Templet; nu indvikler man sig i en sort Nat, for at komme usynlig til disse Rovdyr; fordrister disse forgiftige Slaver at nærme sig den kielne Kydskhed, da bliver hun nu ikke længere rødmoset, ved at lade dem viide, at Tiigerens

18

18 Opvarter ikke stinker saa slemt, som de i hvor me- gen Vellugt de spildte paa sig. Den Sorrig og Blussel, som før formørkede de Christnes Aasyn, den skyndte sig bort; forvandlede sig til Skræk og Skam, og kastede sig, til et Brændemærke, i dine, Slavers Pander. Nu skal hverken du, Beelzebul, eller din elskelige Ø*, skry- de med Triumphsskrig, over den Græmmelse, Gudsdyrkerne maatte bide i sig, mens de vare forgravede blant Helvedes Forsmædelser. Nu maa I drikke Angester og Piinsler og Qval af gloende Begre,— og Gudsdyrkerne, ædle nok til at ynke Eder, læd- skes af Saligheds Kilde; disse Saligheder lod Gud tilflyde dem, igiennem den store Gudsdyrkers Haand; thi Jehovah vandt jo, ved ham. Seier over dine Fæstninger, Beelzebul! — ved ham, fik Jehovah Religionen og Dyden omstraalet med Ære og forskandset for Mordbrænders. Du meener, Beelzebul! at dit Rige kun blev rokket, da dine Tienere bleve hævede af Veien; du stoltserer endnu over et talrigt Tilhæng; du troer, at Norden giemmer dig endnu

en Hob Venner; — men Stolte! Sandhed

tør trodsende bede dig at giøre Antal: og hvor faa ville da sees at staae paa din blodige Rulle? Trøst dig kun ved, at du endnu har en raae, en kaad, en vægelsindet, og egennyttig Flok, at regiere over. Dog Flokken forminskes; men hvor kan det være

19

19 dig en Trøst, at den aldrig udryddes, saa længe du udpuster din Gift over Norden? Nok Anledning er det til salig Fryd for mig, at Rigsroret i Norden, sidder fast i Dydens og Religionens og Viisdommens Hænder! At alle sande Borgere kysse, i ydmyg Taknemmelighed, Forsynets Haand, som giemte ham, der rev dem løs fra Despoternes Lænker; som vinkede ad sine hellige Love, at de skulle løbe frem af Mørket og skinne, med fornyet Glands, for Nordfolket. Hvor fløi da dine Venner hen, Beelzebul? Jeg saae, at nogle vendte dig Ryggen, fordi du ikke længere havde Magt nok, at fyldestgiøre deres Ønsker; jeg saae andre, som bleve vaer, at man, i dette nysoprundne Himmellys, alt for meget ville tage Kiende paa og skrækkes for de fæle Lineamenter, de havde faaet i din Trældom; disse skammede sig selv ud; skielvede for at lade sig see blant Lysets Børn; krøb skuulende ud af Forsamlingen og forstak sig i Krogene, for at luure og for at drage Gift i sig. Jeg saae Nogle, som gave sig villig ind under den optronede Religions udvortes Tvang; som i afskillige smukke Masker, giorde sig Møie med at trygle sig Yndest hos de Viise Overhoveder og hos deres oprigtige Raadgivere. Tillige saae jeg, med glade Øine en stor Skare af dine Trælle, som bleve tillokkede, at lade sig hellige, ved vor Guds Kraft; at faae Helligdommens Indsegl paa deres Hierter

20

20 Siig mig Beelzebul! hvor finder du dine mægtige Venner dem du giver, og dem som bindes af dine Raad? Finder du dem der, hvor Menneskelighedens fortraadde Støv sammendynges; — eller antreffer du dem endnu, trods Jehovahs Renselse, paa den Plads, som tvende Rigers Undersaatter beskue?— Kom! følg mig, med din Tanke, lige ind i det Gemak, hvor dit Øie ikke taaler, at aabne sig. Mine Ord ere saa retfærdige, som den evige Sandheds; mærk dem! og du skal i Forstrækkelse ta- be det Mod, du har, paa at anfægte Norden; den Tillid, du synes at have til dine Venner, skal da synke med dig, i en umaalelig Afgrund.

Men hvad er da det, som giør dette deilige Gemak saa skierende i dine Øine? Er du vel en Fiende af Gemakker? Nei! der gad du gierne ophænge dine gruelige Seiersfahner. Hvad er her da, som giør dig ræd? Det er din vældige Fiende; Fredens Søn; Regentens største Raad. Kunne du besnære ham, da ville dit trusselfulde Haab udbrøle sin Glæde igiennem den Basun, du laante dine Medfordømte. Hvor umuelig er denne Tanke! Smigreren finder jo ingen glat Vei til hans Pallads, allerminst til hans Hierte. Det Hofsprog han er for at høre, det er

21

21

det ukunstlede, usminkede og oprigtige Vennesprog. Han kiender Menneskehiertet; han veed at det, i hvor fast det hviiler i Gud, dog er udsat for mange og mangefarvede Farligheder. Derfore bevarer han sig kun i Deres Venskab, paa hvis Hierter han veed sig sikker. Og hvor kan han viide sig sikrere, end hos Dydernes Beskytterinde? Hvor finder han et sødere Venskab, end det som, fra hans spæde Op- vært, hæftede sig ved ham, der selv er et Mynster paa den viiseste Dyd; der selv indpodede, ved vor Guds Aand, Viisdommen og Dyden i hans Hierte; der selv (i Overbeviisning om mødende Vanskeligheder og i Foragt mod falske lokkende Fortrin) vegrede sig fra at forvalte offentlige Embeder? — Hvor skulle han udkaare sig et frugtbarere Venskab, end hos ham, som lærte hans Skiønsomhed grundige og salige Videnskaber; som underviste ham i den himmelske Statskunst og som ikke vil nyde anden Belønning, for sin ubetalelige Omhu, end at værdiges med denne dyrebare Fyrstes uafbrudte Fortrolighed? Fredens Søn kroner alle sine uskatteerlige Egenskaber med Ydmyghed og, Hengivenhed til den bedagede Erfarenhed. Ingen Selvtillid, ingen Ligegyldighed imod Sandheden, sætte deres Skierm for hans Øine. Han indvier to heele Timer, til at høre Raad af ham, som var hans tidlige Ungdoms Ledsager, og det hvergang han vil afhøre deres Stemmer, som fortolke Undersaattens Raad.

22

22 Jeg seer, med hvor stor Graadighed, han udforsker sin gamle Vens Hierte; med hvilken Omhyggelighed han udleder sig alle Vennens Tanker og Raad;— jeg seer at Glæden over den unge Fyrstes dydige Kielenhed, udsletter mange af Alderdommens Spoer paa den bedagede Raadgiveres Ansigt. Med bøiet Høimodighed anhører han Raadgiveren og med viis Dømmekraft prøver han hans Raad. Ingen Mistanke til Vennen, bliver indladt i Fyrstens Siel; thi Fyrsten maaler sin gamle Ven efter sin egen Dyd; derfore veed ogsaa Raadgiveren bestandig at fortiene Navn af en uskatteerlig Ven. Med klar Overbeviisning besegles Vennens Raad i Fyrstens Hierte, og dette savner hverken Sindighed, eller Fyrrighed, eller Snildhed nok, til at iværksætte Raadet. Medens han nyder Sødhederne af et oprigtigt Venskab, glemmer han de Fortrin ham tilkommer, i Fyrsternes Rang; han husker sig selv knap, som Fyrste; men føler, at han er Menneske og derfore bygger han helst sine Beslutninger, paa hans troe Vens Erfaring om Personer og Ting; denne Erfaring bliver baade Grundpillen og Prøvestenen for hans virksomme Indsigter.

Med Manddommens Erfaring og med en velanvendt Ungdoms Indsigt, pryder han det første Sted i Landets Raad. Hans Visdom er her ligesaa beskæftet, som i Kabinettet og intet Ord und-

23

23

løber hans Opmærksomhed. Han føler sig da at være i Midten af sine sande Venner; thi her har ingen Raadsherre Sæde, uden den som hiiger efter og har Beqvemhed til at bestemme Undersaattens Vel. Fyrsten veed, at een eeneste Raadsherre ligesaa lidet som han selv, har skarpe Øine nok, til at opdage alle de Farligheder, hvorved den private Egennytte truer det almindelige Vel. Jo vigtigere derfor det Anliggende er, som Fyrsten vil have fyldestgiort, desto fleere Raadsherrer drages til Raad af ham; desto fleere Meninger indsamler han, i sit eget Skatkammer, og udlokker, af dem alle, den Meening, som hans egen Viisdom seer at kunne nærmest opnaae hans Ønske. Udtænker een Raadsherre et Middel til at opnaae Fyrstens Øiemed, som strider med en andens Tanke, det er ikke skadeligt for denne viise Fyrste; thi han er selv skarpsindig nok, til at kunne antage eller forkaste; ja upartisk nok til at kunne biefalde det, i enhvers Meninger, som rækker ham den Underretning, han griber efter; og det Middel, hans ædle Menneskekierlighed vil have udfundet til Landets Lyksalighed. Den dyrebare Kunst, at befordre heele Nationers Velstand; det hellige Ønske, at kunne befordre den, det er den Middelpunkt, i hvilken alle Raadsherrernes for- eenede Vellyster hviile. Fyrsten vidste, at denne Kilde var tilfælles for alle disse, hans sande Venners Hierter; derfore vare alle deres Meninger, enskiønt de

24

24

vare indbyrdes forskiellige, i Fyrstens Ører, ikke an- det, end de sødeste Kontraster i Musikken. Soelens Straaler fornærme jo ikke hinanden, endskiønt de tage deres Veie paa Kryds og paa Tvers; Straalerne flyde lige ud fra Soelen og der er ikke een eneste, som jo, med at give Lys fra sig, opnaar sin Bestemmelse. Et mat Skin hensmelter i mange Straalers Glans. Det Klenodie, som ledes efter, findes ikke saa let, ikke saa snart i Tusmørke, som i Kraft af utallige sammenflødte Straaler; Saaledes forholde sig Raadets fremlysende Meninger, til hinanden; saaledes forholde sig Statens og Fyrstens Anliggender. Ethvert Lem i Raadet er Fyrstens Yndling; heraf kommer det, at intet Raad bliver fulgt, fordi det er avlet hos en Favorit. Det glæder ham, naar Raadsherrerne, drevne af Sandhedskierlighed, geraade i Modsigelser med hinanden; herved trækkes det Indviklede i Sagerne, ud i Soelskinnet, og det Mørke faaer en nye Glans, det Tvetydige bestraales, i slige Modsigelser, af en viis Eenfoldighed og det Dybe føres i Triumph ud af sine Huuler.

Ved det Lys som dette Slags venskabelige Tvistigheder kaste fra sig, afveies Sandhederne ligesom paa den fiineste Guldvægt; ingen Knude blive uop- løselig ingen Tvetydighed, uafgiort; ingen Forvirring, ureglert; ingen Mangel overseet; ingen For-

25

25 deel forglemt og ingen Afgiørelse krones, med Biefald førend dens Grundsandheder først ere synderledede og giennemmynstrede! Enhver af de Modsigende kiemper, af alle Sielekræfter, efter den Ære, der tilkommer den, der nærede en uryggelig Sandhed, i Viisdommens Forraadskammer. Hvo har da Sæde i Raadet, som ikke umager sig for at vinde Seier i det Fag, hvor hans Indsigt falder stærkest; som ikke hiiger efter Seiervindingstegnet?-— Og hvad er det vel for et Tegn? Det er et Smiil fra den deilige Fyrste, der tilstraaler Seiervinderen Biefald; det er Kierligheds og Erkientligheds Glans; Glædens og Fyldestgørelsens Pragt, hvorved Sagens grundigste Oplystre forhøier Fyrstens yndigheder. Ja! hvilken Belønning er større, er gyldigere, end at fortiene og faae en forøget Tilbøielighed fra et fyrsteligt Hierte, som aldrig var ødsel — og som Viisdommen giorde sparsomt paa sine Naadesbeviisninger. Ingen Under, at man i dette Raad forfarer saa oprigtigt med Landets Velfærd: Enhver af dets Lemmer veed nok, at man ikke vil fradømme ham sin Indsigts og sit oprigtige Hiertes Fortienester, end- skiønt han, undertiden, ikke betragter den afgiørende Ting, fra den vigtigste Synspunkt af; han veed nok, at Forstandiges og Indsigtsfuldes Meninger ikke altid kunne harmonere og at Omhu, for at finde den klare Sandhed, knytter hans Medlemmer til ham, med et stærkt Venskabsbaand: Dette foraarsager, at

26

26

ingen er saa blye, at han jo vel tør indstille sin Mening for Fyrstens og sine Medraadiges Kiendelse; at ingen er bange for at blive modsagt og at heller ingen giør sig Skruppel over at giendrive. — Statens Lyksalighed er den Klippe hvorpaa disse store Siele grundfæstede deres Venskab; maa da ikke dette Venskab boere de dybeste Rødder under sig, hvergang een af Lemmerne værdiges at belyses med Fyrstens Naadeglimt; kan nogen af dem blive forsagt, fordi Fyrstens Naadeprøver deele sig iblant heele Raadets Lemmer, i et viist Forhold med enhvers Fortienester? Nei ingenlunde! —

Til disse Optrin har jeg ofte været et frydefuldt Vidne; men du, Beelzebul! har med dine skeele Øine skaattet til denne Fredens Søn og til disse himmelske Raadgivere i Norden; ja jeg har seet, hvor ofte du har revet dig selv i Hiertet, af grum Forbittrelse over, at dine Raad ikke kunne trænges ind i disse snevre, uskyldige Hierter.

Er du endnu frek nok, til at fornægte dine Øines Syn; til at nægte de græsselige Skrald, som disse Beraadslagninger skyde ind i dine Ører? Vantroe kan det ikke være; men Overmod og Smigren for dig selv, er det, som bilder dig ind, at dit Regimente, i Norden, kun er bleven rokket. Dine Veirlys skal aldrig mere blive anstukne i Raadsahlen

27

27

og man skal aldrig tiere have nødig at udkaste dine Venner af Forsamlingen; den skal blive, som den er, renset af Jehovah og intet Urent skal snige sig derind; jeg og mine Medengle, udrustede med Jehovahs Sværd, ville selv holde Vagt ved Indgangen, til Raadets Paulun. Den Souveraine Magt skal stedse forherlige Norden; Gudsfrygt og Viisdom skal altid bevæge dens Zepter; Nordens Blodigler skal blive saa slappe, som en tom Læderflaske; end ydermere! de skal forbrændes i Retfærdigheds Ild. Majestætsrætten skal aldrig nogensinde omgives af Helvedes Taage; den skal fælde sin vældige Styrke i, med en aarvaagen Raadgivere og med Hans sande Venners Stræbsomhed; disse skal stadfæste dens Varighed paa evige Grundpiller og høit op i Himmelen skal den, paa Jehovahs Vinger, opthrone sin Herligheds Glands; her skal den blive et Maal for heele Jordens beundringsfulde Beskuere. Jeg kiender dig fuldvel, Beelzebul! du ville saa gierne have din Throne opslaget igien ved Siden af Majestætens; du luurer nu efter at røve dig Leilighed til at kaste Ild paa de Baand, som hæfte Monarken til sine sande Venners Fortrolighed. Tidt har du været paa Spring, for at overraske ham med dit dievelske Skielmstykke; men et naa- digt Glimt fra Jehovah, som skinnede over ham og dem, styrtede dig, mit i din Fart, tilbage i Afgrunden. Vov dine Forsøg, saa ofte som dit tyran-

28

28 ske Haab driller dig til at vove dem; men forgieves skal alle dine Anlæg blive, saalænge Regenten vil, at Beflytterinden og Fredens Søn og visse Raadgivere maa leire sig ved Thronen; men dette vil Regenten altid. Ved disses dydige og viise Raad lokkes Himmelens forfriskede Velsignelser ned over Norden og disse Velsignelser blive saa kraftige, at de blive til Gift i dit Væsen! — Gudsfrygt er en Aare, igiennem hvilken Himmelen lader alle Lyksaligheder udøse sig over Jorden; — er Gudsfrygt først kommet paa Thronen, da varer det ei længe, førend den omslutter mange Undersaatters Hierter i sine hellige Arme; dette veed jeg af den frydefulde Erfaring, jeg nylig fik hos Nordfolket.

Folket tabte den indsugede Foragt mod Jehovah, da Majestæterne i offentlige Taksigelser knæle- de for Frelsens Gud og bød Undersaatten at agte hans Lære. Majestæterne, som da bleve Formal for alles Agtpaagivenhed; for alles Ønsker og Ef- terlignelser, de udmærkedes nu af Hoben, som de ivrigste Gudsdyrkere; tilforn gav den sig ingen Stunder til at see ind i Herrens Forgaarde; derfore dannede den sig heller ikke den Gang efter disse majestætiske Gudsdyrkere; men nu, da den saae, hvorfra Frelsen kom, da laante den Øret til Jehovah og saae, med seende Øine, at Majestæterne aldrig lod nogen Gudindviet Time, glide forbie, uden, at

29

29 de jo ofrede paa Jehovahs Altere og fremstillede sig der, hvor Herrens Ihukommelse boer;— nu agtes det ikke længere, af den løse Hob, for en gammeldags Daarlighed, at hellige sig den offentlige Gudsdyrkelse; nu vil man ligne Majestæterne i at forære Gud, og mange Hierter have Jehovah faaet til at ligne deres. Saaledes som det øverste Herskab er, saaledes er ogsaa Hoffolket. Et udladt Væsen (som flygter den Ærbødighed, Hoffolket i sær bør føle for Majestæter og udviise i alle deres Handler) fordrister sig ikke nu til at fornærme de majestætiske Øine og Un- dersaatterne selv, kan kiende paa Hoffolkets udvortes Adfærd, at Høiagtelse, tilligemed Kierlighed for Landets Kronede, har indtaget dets Hierter.

Vildskab, som er et Skildt paa Ryggesløshed og undertiden paa adeligt Fortrin, giør ikke Hofsindene væmmelige for Adstadige; en moeden Sædelighed og en dydig Munterhed forskiønner de Unge; Alvorlighed og Beskedenhed og viis Frimodighed giøre de Ældre æreværdige. Ingen Lasters Støjen høres i Slotsgangene; alle Forargeligheder ere forkuede af den herskende Gudfrygtighed; Hofsindenes Ærbarhed giver Gienskin af de ypperstes Ustraffelighed; disse Guddoms Billeder besiele alle, med en reen Ærefrygt, for Gud og sig selv. Ligesom den raae Miskmask der skulle udvikle en Verden af sig, ventede taus paa Almagtens Vink, for at blive virksom, saa-

30

30

ledes vogte Hofsindene, saaledes vogte alle, i lydig Hengivenhed, Majestæternes Bydende. Den som bespotter Jehovah, hvorledes kan han lystre dem, som beklæde Jehohahs Throne paa Jorden; men nu kyster Nordfolket Jehovahs og hans Salvedes Zepter; thi Jehovah styrer selv Nordens Zepter.

Saaledes er du afklædt den Pragt, Beelzebul, som man tilforn, i Norden, faldt ned for og tilbad. Man lærte, at din Magt er alt for stækket til at beskikke dine Tilbedere de Herligheder, som din Falskhed og Forførelyst lover dem; man saae, at sande Lyksaligheder allene groe ud af regierende Gudsdyrkeres Hænder og at alle dine Skatter, som giøre dig og hine Undersaatter opblæste, at de kun ere mordiske Smigrerier.

Ugudelighed kan aldrig mere komme til at herske; Monarken har faaet en salig Smag paa de Vellyster, som Venstab med Gudsdyrkere, iskienker for Hans Majestæt. Undersaatterne føle endog Sødheden af disse Vellyster; ja den glade Kierlighed imod Hans høie person, udvikles, ved dette varme Venskabs Skin, immer mere og mere i deres Hierter. Ja hvor kan Undersaatten andet end ve- derqvæges af Fryd, ved at skue disse saa længe tilforn, af Retskafne, forønskede Scener; og ved at samle selv Frugterne der falde ved denne høie og him

31

31

melske Venskabs Stamme. Saavidt det danske Navn naaer, saa vidt omkring veed man at ophøie dette Venskab, og at berømme det Gode, hvormed denne Kilde udstrømmede til Nordfolket. Ere der da ingen Frydsherolder inden Rigets egne Grændser? — Skal andre forkynde Nordfolkets Priis? Skulle andre Folkeslag synge Nordfolkets Lov til Jehovah, og det selv, — skulle det qvæle sin Glæde i Strømme af Misfornøielse? Nei! jeg hører ofte i de smaae og i de store Forsamlinger Lovsange, som jeg selv fyrriggiør og som ledsages af mine Medengles utallige Harmonier. De glæde sig over Monarkens Frydefulhed; de viide ingen Ord, som ere vældige nok til at fortolke deres Tanker og Følelser, om Fredens Søn; i at priise ham, glemme de alle Veltalenheds Kunster; thi de eftertrykkeligste og føie- ligste Udtryk, synes da for dem, som de haardeste Steene, i Forhold med de Fornemmelser, som opkomme i deres Hierter, ved at giennemtænke hans Storhed, og som de saa ivrig ville skildre.

Følg mig, Beelzebul! ind i Videnskabernes Tempel; der tilpresses dine Øine, der altid skye Lyset, af de Æresstraaler, som derinde skinne omkring den unge Fyrstes Fortienester. Den norske Ungdom, som have indviet sig til at dyrke Videnskaber, fryde sig nu i Haabet, at Fyrstens Raad snart vil formaae Monarken til at berige den med en Høi-

32

32 skole. Den studerende Ungdoms Forældre, glæde sig nu ved at skue den kommende Lyksalighed i Møde, da de Unge ikke, alt for langt fra en viis Opsigt, længere skulle spilde den lærvillige Ungdoms Aar og arvende Midler i Vellystens Kær, for at gavne lokkende vindesyge Forførere. Det Haab blev undfanget blant de Norske, da Fredens Søn, som har Regentens Hierte, værdigede det lærde norske Sælskab, at antage sig dets Sag. Hovedopsynsmanden over en Flok Gudslærere, var den Herold, som kildrede dem med Fyrstens dyre Venskabs For- pligtelse.

Han nedlod sig og lovede dem da at befordre Videnskaberne mit iblant dem; ja hvilke Klenodier ventede ikke strax deres Dyrkere, nu, da han den Høiindsigtsfulde Fyrste, som opammede Viisdom i sit eget Bryst, selv forsikkrede, at ville ophielpe de synkefærdige Videnskaber. Deres Forventning smig- rede ikke for dem: For at viise sin Iver efter at lokke Videnskaberne op til en høiere Fulkommenhed bestemmede han aarlig 300 Rigsdaler til Ærestegn for Videnskabernes beste Fosterfædre og nægtede sin

private Formue denne Tilvext; ja for at byg-

ge sin Selvfornægtelse een desto mere glimrende, desto mere priisværdig og evig Ærestøtte, ville han at Monarkens høie Fødsels Dag, maatte giøres mere Høitidelig, ved deres taksigende Ønsker, som

33

33

vandt de bestemte Æres Skuepenge. Det er hans dyrebare Hierte nok; — nok af Velsignelser; nok af hellige Vellyster;— at det veed med sig selev, at have været en lokkende Tilskynder til Videnskabernes Fremtarv blant Normændene; i denne høimodige Ydmygheds Følelse glæder den unge Fyrste sig ved, at kunne undvære de Taksigelser, som blive et Hovedsigte for mange Velgiørere; — men Nordmændene taale ikke at glemme hans Æres Udbredelse; det ville ellers blive en Plet paa deres oprigtige taknemlige Hierter, som alt for meget ville sees af Retsindige: Det Norske lærde Sælskab vil dog for at af- skildre sin store Glæde over den store Fredens Søn; og hans uafladende Omhu; og over hans inderlige Kierlighcd imod det norske Folk, derfore vil der dog helligholde en Dag, til at priise Jehovah, som skien- kede Norden et saa ustatteerligt Klenodie; til at priise Fyrsten, der ogsaa ville blive for Nordmændene ligesaa uundværlig, som for det danske Folk. Hans velsignede Fødselsfest vil det Norske lærde Sælskab udmærke sig blant Aarets Lyksalighedsfulde Dage; da skulle Videnskaberne opsvinge sig, i en ærefuld Pragt, med Normandens Hierte, i den evige God- heds Straaler, og, ved at føle dem, tillige føle Fyrstens Storhed, Umistelighed og Godhed. Fyrstens Forsyn for Sælskabet vil den Dag, give dem over- flødig Stof til at udbrede dets tilvoxne Yndigheder og optegne, med takfulde Hierter, dets Tilvext i Fyr,

34

34

stens ærerige Dagregister. Ikke nok, at den lærde Nordmand, paa Fyrstens Fødselsdag allene forærer Fyrsten i hellig Erindring; men alle Dage krones med Lovtaler over ham. — — Saa lyksalig, Beelzebul! føler sig nu Normanden, der tilforn følte Videnskabernes Tarv; og det ei allene fordi han selv gotter sig i deres Straalekraft; men endog, fordi hans Menneskekierlighed fik den søde Fortrøstning, at de, i deres fornyede Skiønhed, skal udstrække nyt Liv; nye Oplysning; nye Vinskibelighed og nye Lyksalighed, til den halvoplyste og halvuvirksomme Bondestand i Norge, som ikke veed at nytte sine Fordeele, og som, formedelst en godtroende Vankundighed, maa forfeile mange Lyksaligheder.

Seer du ikke da, Beelzebul! at Fyrsten forstod, med sine Viise Raad, at tilsperre alle de Passer, igiennem hvilke du ville liste din ødelæggende Hær ind paa Nordfolket; seer du ikke at dets Vankundighed skal nu ikke længere give dig Vaaben til at giennembore Hiertet i dets Lyksalighed; hyler du ikke over, at Monarken bøier sit store Zepter, efter hans dyrebare Broders Viise Tilskyndelser og at dette Zepter nedslaaer alle dine Haab i Forskrækkelsers Rige? Glad har du ofte tilforn vandret omkring i det Huule og paa det Steile af Norges frugtesløse Klipper, for at aflægge Besøg hos de norske Mænd: Disse stolprede i den tykke Midnat, som af Van-

35

35

kundighed var udpustet over Norderriget, og opsnappet, som den sorte Røg, i Favnen af de dybeste Dale; og som havde forsvækket baade Mod og Mæle hos dem, der beboede Roden af himmelragende Fielde. Den Vankundighed som er mørkere og fælere, end Afgrundens tilsperrede Kamre, den bliver en Soel i dit Helvede, Beelzebul! og din Fortrolighed kroner enhver, som brænder sig i denne, din Sols giftige Luer. Mangel paa Sandheds Erkiendelse er dig til ligesaa stor Lise i din Qval, som Kundskabens Skin er mig til Vederqvægelse i min Salighed; — bad dig da længe nok i din egen Vankundigheds Solskin, men nu skal du ikke længere see paa at Eenfoldige svies af dens Flammer.

Nu da Fredens Søn, var Jehovahs Aande og Monarkens Medbør, da bortblæstes Skyerne fra

Kundskabens Sol; nu da dens Straaler

fik en frie Fart blant de Norske, til Lyksaligheds Oplivelse, Udviklelse cg Bert; nu da Jehovah skienkede mig den liflige Pligt, at fæste det fremkaldte og udbredende Kundskabs Lys i norske Siele; nu da Dalene ikke længere indelukke en mørkegraae kold Dagning og Klippernes Toppe ikke længere bære paa uigiennembrydelige formørkende Skyer; nu da Forsagthed oprykkedes af norske Hierter, og Mod og vid- begierlig Veltalenhed opgroede i Steden; — nu, siger jeg, skal du Beelzebul! heller ikke oftere anrette

36

36 Suk og Jammerskrig i Fieldene, naar du vandrer om fra een Fieldeboe til en anden, for at bortstiele Jordens Grøde, for at forkue, fortære og forgifte alle Lyksaligheder.

Nu skal Vankundighed ligesaa lidet overtale nogen til at ofre dig den Fortrolighed, i hvilken baade Himlens og Jordens Skatter forspilles. Ingen skal priise sig lykkelig ved den Ære og det Gavn, at giemme dig og din elskede Vankunnighed i sit Bryst. De Unge ville løbe, og de Gamle ville støtte sig hastig frem, af Mørket, for at vederqvæges i Oplysningens Varme. Lyksalighed vil, ved virksomme Hænders ydmyge Vink, lokkes ned fra Himmelen og bryde tilende frem af den haarde og uvillige Jord, og komme did anflyvende fra hiin Side Havet, og udbytte sig derfra til dem, som vente den, i langtbortliggende Riger. Den Eenfoldige skal herefter kunne opdage de Miner hvorigiennem en graadig Egennytte, saa listig og taus, borer sig ind i dens Forraadshuuse, og, beriget med den sidste Haandfuld Havre og den eeneste Fist, som der giemmes, smutter tilbage. Vankundighed kan nu ikke længere tillade Uretfærdighed at dræbe med sin Torden og røve med sit stiaalne Guld- zepter.

Længe nok lod man dig Beelzebul! tumle om blant Nordmændene med Vankundigheds Fortryllelser

37

37

og længe ønskede de Retskafne af Folket, at dine Forvirringer maatte blive hemmede. Fredens Søn blev Monarkens Raad og nu bliver intet frit for hans Viise Omhyggeligheds Forening med Maje- stætens Hierte. Hans Viisdom smeddede de Lænker, med hvilke du blev bunden fra at skade det kiere norske Folk, saa meget, som før, med Vankundigheds Sværd. Dog seer jeg dig endnu, i disse Lænker, at gaae brølende om efter Rov og at forbande Gud, Monarken og Fredens Søn.

Næringsveiene, som før vare forgroede, eller kun aabnede for nogle Aagerkarle, vil nu Fredens Søn have nye anlagte, nye banede. Agerdyrkningen skal nu begynde at groe og stige til en saa moeden Høide at Sædemanden kan vade i Overflødighed. Fiskene, som Ørkesløshed forviiste fra norske Strandbredder, dem skal aarvaagne Fiskere sætte Diige i Havet, med Fangenætter, — og utallige Fiskeres forenende Garn skulle nu, ved Flids Tillokkelser, gribe uendelig fleere af Havets Velsignelser, end tilforne; kunstig Vinskibelighed skal giøre Havet tomt fra Indbyggere og friske Indbyggere skulle besøge Norges ubeboede Bølger, for at høste de Egne i de norske Have, som mistede sine Fiske og ikke længere glemte Beboere, der kunne mættes af Havbundens Rigdomme. De norske Skove, som saa man-

ge Plynderier, i en saa lang Række Aar, have for

38

38

vandlet til nøgne Slætter, de skal blive beprydede med unge Træer; Træerne skal forskandses for en tidligdræbende Øre, og skyggefulde, Lunde og himmelrækkende Træer skal trænge sig op af Jorden til en mere sildig levende Efterslægts Taksigelser, som de skal ofre Jehovah, Fredens Søn og dem, hvis Arbeidsomhed udklækkede disse jordiske Skatter.—

Skadelige Rovdyr skulle nu ikke længere giennemfare Skove og Enge med uhemmet Rovbegierlighed; ikke længere afskiere Jordens Frugter; ikke heller strække de skye Lam og de matflyvende vingede Kreature; ikke heller stiele Livet af det spagfærdige Livvahre;— men Rovdyrene skulle selv blive bange for det dræbende Blye og for det synderskierende Staal, hvormed deres Konge, Nordmanden skal indjage dem Skræk og forjage dem op under den græsselig øde Nordpol, eller myrde dem, fra at skade Jorden. De fældede Rovdyrs Hudder skulle blive deres Baneman til Opreisning for det Nederlag de anrettede paa hans Rigdomme. Dyrene skulle skiel- ve for den vældige Jægere; døde stulle de falde for hans Øiesigte, og deres Hudder skulle da betale ham hans Møie og blive ham til Forsvar imod den giennemtrængende Kulde. Man skulle nu, i Na-

turens store Tempel, ikke allene udfinde Aarsagerne til den giængse Spedalskhed, som, med Ild i sin grumme Haand, smelter saa mange dyrebare Nord-

39

39 mæn og røver Søekanterne sine omhyggelige Beboere; men man skal endog kunne udsee sig

der, med Indsigts og Erfaringens Øie, de Vaaben, som afskrække denne glubske Morderengel fra at nær- me sig de norske Kyster; men disse Anlæg

ere ei de eeneste Spyd, som opvække Svie hos dig Beelzebul! Ikke nok at Fredens Søn op-

muntrer dem til at dyrke Landet og Videnskaberne; — den overhaand tagne Tarv ville svække Nordmandens Lyst til at gribe efter den Ære, der nu skal pryde den, som opnaaer Landsfaderens Hensigt og Øn-

ske; Mangelen ville udmatte ham fra al den

Munterhed, dette Øiemed lokker for; den ville tære alt for meget paa de Kræfter, som Flid skulle have at anvende, til Landets Forbedrelse og Videnskabernes Fortplantelse; Nordmanden ville ikke strax, med Frugterne af sit Arbeide, kunne fyldestgiøre den TiLighed, som hans Kræfters Afgang foraarsagede; men Fredens Søn veed alt dette; han overtaler Monarken til at aflette deres Trang, saalænge, indtil Nordmandens Vinskibelighed faaer samlet Styrke til at bære sit eget Aag, uden at raabe Vee over Naturen. Heraf hører man nu, hvorledes Nordmanden, i henrykkende Toner, priise Monarkens Ømhed og siunge ham Lov, som fyldte deres billige Ønske, efter Brød, baade med indenlandske og udenlandske Velsignelser. Nu skal Nordmanden ikke oftere, udsuges af den blodgierrige Hunger; ikke oftere, med

40

43

bævende, matte Hænder skalde Barken af Træerne og rive den smaae for at tøve Hungeren fra sit grumme Forsæts Fuldførelse og bruge den i Steden for der eeneste, uundværligste Klenodie; i Steden for det velsignede Brød. —

Saasnart disse Lyksaligheder omarmede Nordmanden, ligesaa hastig blev den Glæde fortæret, som du Beelzebul! smagte i dine Triumphstog, der vare prægtige af de sorte flyvende Ødelæggelser, som havde

raset iblant dem. Saalænge Fredens Søn

staaer som en viis og vældig Talsmand imellem Monarken og det kiere norske Folk, saalænge skal dine Piinsler groe, tillige med din Forbittrelse over deres balsamiske Vederqvægelser og ingen giftig Blæst skal

kunne skade deres Lyksaligheds Blomster; Je-

hovahs ranke og uforaadnelige Cedertræer skulle sammenfælde sig til et Gierde om Folket; — i Lye, bag dette Gierde skal det hviile i vor Guds mægtige Va- retægts Skiød og hans Styrkes Arm skal være under dets Hoveder.

Nordmændenes Taler skal hovere af Taksigelser @og deres Hierter skulle fordoble sine muntre Bevægel- ser; ingen Umættelighed, men lutter Nøisomhed skal blande sine Krydderier i den Fryd, som glider sig øm i deres tapre og ærlige og taknemmelige Aarer

41

41

Jeg saae selv, hvor alle Nordmænds Øine glimrede af Gienkierlighed imod Monarken; ja at Frydefuldhed giorde deres modige Alvorlighed alleryn- digst, da deres Ører bleve kildrede ved den første Tone, der udbasunede, at Monarken var bleven rørt af Fredens Søn, til at undtage den fattige Nordmand fra at yde Regieringskassen den sidste Skierv, der var det eeneste, han eiede, undtagen Bettelstaven.

Vaklende ville heele Rigets Lyksalighed blive naar det ikke kunne rive sig ud af sin Gield. Et velhavende Rige, som trues af Gieldbundenhed, eier Intet; — kan det da kaldes et Rige? — Men et fattigt Rige, som strækkes for sin ubetalelige Gield, eier mindre end Intet; — er dette da ikke ringere

end et Rige? Hvilket Rige kan bestaae for

sig selv allene; ved sin egen Styrke, og stolt forsmaae fremmet Understyttelse; men hvorfra kan et forgieldet Rige, der suger paa laante Kræfter, vente Nødhielp? — Ligesaa umueligt er dette, som en Døende at faae laant friste Levekræfter. Ingen vil vel forsvække sig, for at tiene en anden, og Rigerne have en ædelmodig Egennytte for Øie, ved at række hinanden Samfunds hielperige Hænder; men en vissen Haand rækker Ingen efter. Gieidbundenhed, i et Rige, er ligesom Staadderen i en leiet Guldbrokades Dragt; afklædes han sin Pragt, da staaer han blot

42

42 tet for Skam og Foragt; afløses Gielden (som er ukiendelig formedelst borgede Klenodiers Straaler) den deilige Purpurkaabe, hvorunder Rigets Tilstand og Gielden selv skiules, da sees Riget snart, af alle andre, i sin sande Gestalt og dets nøgne Maverhed yngler da en hastig — fortplantende Foragt. Foragt, uden fra, tilstopper alle Lyksaligheds Kilder inden Riget, og slæber det til sin Undergang; ja triller det undertiden, i ustandset Fart, ned i Afgrunden af sit første Intet.

Monarken vil altsaa ikke andet; — kan alt- saa ikke andet, end iile; med modige Skrit, til at fordrive Gielden, denne dødelige Gift, ud af sit Riges Strækning og tilintetgiøre den. Norge er lodtaget i Dannemarks Velsignelser; skulle det da ikke hielpe til at døie, at afhielpe, om det kunne, Dannemarks Mangler? Visselig! ingen Nordmand følte heller Uvillighed; men mangen een sukkede kiendelig over sin Uformuenhed til at giøre Fylde for denne Billigheds Fordring. Fredens Søn trængte disse Suk til Hierte og han fortolkede dem for Landets Fader. Han sagde: Det er vel ikke Blodpenge at vriste den Skilling af den fattige og forarmede Nordmands Haand, som knap forstaaer til at frakiøbe ham Hungersnød; det er en grum Nødvendighed, at Skatkammeret maa blive i Stand til at forskanse de kiere

43

43 og troe Undersaatter for truende Ulykker; dog!

denne Nødvendighed svier mig i Hiertet. Nu føler jeg hvorledes jeg ville blive til Mode, naar man ranede mig den eeneste Brødsmule, jeg havde tilbage, for at mætte mig paa; eller om man bortsnappede mit allersidste Klædebon; jeg føler den arme Nordmands Smerter; skulle ikke den Viise kunne udsee en Lægedom herimod, uden at lemme- Iæste det Heeles Velgaaende; uden at fraskiere nogen Medhielp til Gieldens Afbetalning?— Ja gid man kunne spare dem som ingen Sparepenge eie! — Folkeslagets Sindsbeskaffenhed er den Vægt, hvorpaa man afveier de Love, der bestemmes for det. Nord-

manden er Høimodig-ærekier; den sødtalende Ære udlokker alle Hans Evner til at række efter sande Fortienester, og hvilken Fortieneste er yndigere, er anmodigere i hans Øine, end den, at kunne befordre sin heele Stats Vel? — Den uformuende Nordmand saares med Undseelse, i det han føler sig for mat, til at naae denne Fortienestes Prydelse, som han hiiger efter; men den Formuende, elsker Æ- ren alt for meget, ar han skulle taale nogen Medbeilere til den, som havde gyldigere Fortienester, end han, til at giøre paastand paa dens Hengivenhed. Skulle Æren da vel ikke

44

44

kunne, ligesaavel, som en kielende Skiønhed, med sin liflige og uskyldige Snedighed, udlokke en hastigere, velvilligere og overflødigere Skat af de Formuende, til at bøde pag Rigets Tarv,— end Tvangen, tilforn nogensinde var mægtig til at udpiine baade af Formuende og Uformuende tillige. Større Fordeel ville den indvortes Kappen imellem de Formuende, i Æren forelskede, Nordmænd indhøste i Regieringskassen; stor, skiønsom Glæde ville det avle hos de Uformuende, om vi spare dem, — og en sød Vellyst ville belønne den Formuende Nordmands Gavmildhed, ved at kunne tænke sig selv, at være en Lettelse for sine Medborgere i Særdeleshed og for Regieringen i Almindelighed. End ydermere! mangen en Formuende ville da forføre sig selv til at gribe sin Formue alt for nær an, og det allene for ikke at give tabt under de Byrder, med hvilke han betyngede sit dyde- fulde Hierte: — — Saaledes talede Viisdommen i denne Fyrstes Røst og hvert Ord var ulideligere for dig Beelzebul! end naar Jehovahs Lynstraale gimnembrænder dit Væsen.

Nu skal ikke dm udtærede Nordmand længere besvimme ved at skue den græsselige Extraskat i Møde; den skal nu ikke, som før, liste Arbeidsman-

45

45 den sine suurfortiente Brødpenge bort under Hænderne og den Huusarme skal ikke forvandles til Bettelarm, formedelst Extraskattens grumme Ubillig- hed. Man skal ikke see den at bryste sig paa sine Friebytterier, geleidet og forønsket af diende Børns Jammerskrig, som savne den mættende Melk ved deres hungrige Mødres Bryster, og Mødrene skulle ikke oftere skiende paa den Skiebne, som tvinger Fattigdom fra at nyde sin Sveds Frugter. Menneskevenner, som havde net op Kræfter nok, til at rive sig ud af dens Kløer, de skulle ikke oftere bløde af Ømhed, naar de, uden at kunne hielpe, maatte være Vidner til, hvor ynkelig den mishandlede halvnøgne Medborgere; hvorledes den, med en giftig Ordre i sin eene, og med en glubsk Rive, i sin anden Kloe, tilragede sig Beboerens Indhave; ja! at den fandt, paa sine graadige Streiferier, undertiden meere Gods i Tusmørket, end Eieren selv kunne finde om Natten.

Fredens Søn raadede og Monarken bød, at Extraskatten, den Bøddel! skulle nu ikke længere rase med sit Sværd, blant norske Uformuende, i deres halvudplyndrede Hytter. Monarken stoler nu paa den Formuende Nordmands utvungne Ædelmodighed og, under et mildere Navn, faaer Extraskat- ten nu, ved at lokke, Skiengkaser som langt overveie det, den ville have ved at true. Saa viis er Regie-

46

46 ringen og saa ædelmodig er den Formuende troe Nordmand.

Dig Beelzebul! har jeg sielden seet saa nedslagen, som den Dag, da denne Mildhed blev kundgiort Nordmanden. Men jeg saae Nordmanden sat i den helligste Bevægelse ved dette Budskab. Glæden der strax triumpherede i de norske Fielde, saae jeg da at iføre sig adskillige Prydelser, som alle vare Skildter paa norsk, uforstilt Taknemmelighed. Den gamle graaskieggede Nordmand hentede da sin Ungdoms Smiil tilbage til sit forrynkede Ansigt; Glædens Straa- ler tindrede saa herlige ud af hans Øine, at Alderdommens omsluttende tykke Øinebryne ikke længere fordunklede dem; hans Skiæg syntes da kun at smykke ham, for at giøre hans fyrrige Glæde æreværdig; nu glemte han, at han savnede sine Ungdoms Kræfter; han trode sig at være let og hoppede muntert nok om Halsen af sine graaehaarede Venner. Venner! (sagde han, da Glædens Henrykkelse var gaaet over,) — nu kan jeg pleie min skrantene Alderdom i Roe; Extraskatten skal ikke bemægtige sig den Tærepenge, som vederqvæger mig i min Skrøbelighed; den skal ikke udpresse mine Suk. Min Afkom døde fra mig;— jeg farer snart til mine Fædre; — Fredens Søn giorde os Glæde; — min Konge elsker jeg; min Død skal besegle denne Kierlighed; — Hans

47

47 Naade sparede min Uformuenhed, mens jeg var i levende Live; men naar jeg er død, faaer man at viide, hvor skiønsom jeg var; thi da skal jeg lade Kongen anvende mine faa Pen-

ge; (hvis Frugter giorde min Alderdoms Smerter taalelige) til at nytte Riget. Saaledes talede en ukunstlet Oprigtighed ud af den glade gamle Nordrnand og mange bleve opmuntrede, af ham, til at fatte det samme Forsæt og til at giøre Monarken et ligesaa helligt Løfte; Mandommen frydede sig nu i deres unge Hustruers Omarmelser; den fandt, ved at blive lettet fra denne Ugifts Byrde, et freidigere Mod, til at danne sig, lit efter lit, de Vaaben, hvormed den kiek kunne gaae den overrumplende Røvere, Alderdommen i Møde;— den kryede sig nu ved at være bleven i Stand til at berige Staten med en liden Tilvext af veloplærte, reddelige og nyttige Borgere.

Kort! alle frydede sig over denne Kongelige Naade, og enhver vidste Aarsagen til sin Glædes Styrke.

Saaledes har det betrængte Norge, saaledes det forvirrede Dannemark, faaet uskatteerlige Lyksaligheder og ingen, uden Jehovahs Venner vare i Stand til at plante, i et Aars snevre Sirkel, saa utallige Lyksaligheder. Mine salige Forretninger kalde mig fra at udvikle Dannemarks deilige, Forbedrings Skuespil, for dig, ulyksalige Beelzebul. Mit Brev til dig er allerede bleven alt for fuldproppet, med ufuldkomne Malerier om Norge, saa at du vil læse min udbredte Sandhed

48

48 med dievelsk Kiedsommelighed;— men Engle-Breve ere ei kortere, min Indsigt og Glæde og Harm over dig, giorde mig veltalende. En anden Gang skal jeg forherlige den utrolige Viisdom, hvormed Dannemark, i en ligesaa utrolig Hastighed, fik smage en før usmagt Lyksalighed, som aldrig skal vige ud af dets Stændser.

At styrte dem, som ere de store Ophavsmænd til denne Lyksalighed: det er din Dumheds Sprog og et Luftkastel for dit daarlige Haab. Den syttende Januarii, som kommer, skal give Eienlyd op i de Saliges Pauluner, af Taksigelser mod Jehovah og mod hans Kronede. Denne Dag, skal, ved Millioner glade Hierters Høitid, udmærke sig blant Ævighedens tusinde Aar. Ingen Tunge i Norden skal forstumme af Ufornøielighed; Intet Hierte skal være kolt af utidig Begierlighed efter unydte umuelige Lyksaligheder; baade den som nød, . og den som kan komme til at nyde Frugterne af nye indpodede Lyksaligheder, skal med harmoniske Fø- lelser istemme Jehovahs og hans Salvedes Priis og jeg og mine himmelske Medundersaatter, skulle

besegle alle nordiske Undersaatter i en salig Gudhengivenhed.

Trykfeilene skal i næste Stykke blive rettede.