P.F. Suhm Conferents-Raad Peter Friderich Suhms Brev til Kongen i Anledning af De mærkværdige Omstændigheder i Kiøbenhavn den 17 Jan. 1772.

Conferentz-Raad Peter Friderich Suhms Brev til Kongen i Anledning af De mærkværdige Omstændigheder i Kiøbenhavn den 17 Jan. 1772.

2

Længe nok have Religion og Dyd været hos os traadde un- der Fødder; Retsindighed, Ærbarhed alt for længe forviste fra vore Grændser. Dog er du o Konge uskyldig herudi. En skammelig Sammenrottelse af nedrige Folk have bemestret sig Din Person; giort Adgangen til Dig umuelig for alle retskafne; Du saae og hørte kun igiennem deres Øj-ne og Ørne. Imedens dit Land svemmede i Taarer; Frygt, Forskrækkelse, Angest herskede allevegne; Imedens det Danske Navn var blevet til en Vanære; og man udenlands ej torde bekiende sig til det; Imedens Patrioterne stode forbau-sede, Rigerne udsuedes, det Kongelige Huses Soel formør-kedes, og alting var til Pris for Æreskiændere, for Røvere, for Guds Bespottere, for Dyds og Menneskelighedens Fiender: Imedens alt dette skeede, da var Du fornøyet, fordi du tænkte at alle vare fornøyede, at Undersaaternes Lyksalighed fremmedes. Velsignet være Juliane! Ophøjet være være Prinds Friderich! Takket være alle de Patrioter, alle de som af rene Hensigter have revet det Baand fra Dine Øjne, som hindrede Dig i at see; Som have hævnet Dig og Riget; Som have vovet deres Liv for vor Frelse; Som have igien givet Dig Din rette og væsentlige Magt. Og sandelig det var paa den høje Tid, thi jeg saae Borger hvæsse sit Sværd mod Borger, forhen fredelige Folk at ophidses til Mord; Maaskee havde Din Residence-Stad inden faae Dage bleven et Offer for Luen, kun været en ynkelig Steenhob; og Dannemark og Norge ulyksalig under den Konge, som ivrigst ønsker deres Vel. See Konge, Glæden af Dine Undersaatters Øyne! Beskue med Eftertanke deres Fryde-lld, deres frivillige Fryde-Ild. Lad faa mange Kongers Blod, som rinder i dine Aarer, opvarme Dit Hierte til selv at see til Dit Folk. Saa giorde Christian den Fjerde; Saa giorde Friderich den Fjerde; Forævigede Navne! Lad

3

Smigrere ey indbilde Dig, at Du er allerede dem, men stræb at blive som de. Af Gud og Dit Folk har Du EenevoldsMagten; Du er ogsaa Gud det Regnskab skyldig, hvorledes Du bruger den. En forfærdelig Magt, Eenevolds-Magt! Jo større Magt, jo større Pligter. Gæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkiende Gud over Dig, ved at tilsce Dit Folks Beste, ved at udvælge værdige Mænd, og du har den værdigste i din Broder, ved ej at dømme og afsætte nogen uden efter Lovene, ved at ophøye mest Dine egne Undersaatter. Lad os igien i Dine Befalinger høre vort eget kiære Sprog, Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk; Lad det fremmede Sprog være et Kiendemærke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at nedlade sig saavidt. Leg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, endog om den traf de allersletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forvilste komme tilbage; Lad nyttige Mænd i- blant dem igien beklæde Embeder; Giør ej for mange og hastige Forandringer, at ej den tilkommende Tid skal blive lig den forbigangne; lad ei ældgamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøje de sidste; revs lemfælig dem, som det er mueligt at behandle med Naade, men straf retfærdig uden Skaa- fel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg at din Faders Monumenter ej forfalde; Indskrænk de bekostelige Lystigheder; Undersøg nøye Landets Giæld; og betal den retmæssige; Lad Norge, det troe og tapre Norge, faae sin Mynt igien: Lad deres Helte aldrig mere blive, forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikkerste Stytte; Glem ej Banqvens, Handelens Tilstand, og lad den sidste ej mere være et Maal for nogle faae egennyttige; Er det mueligt, da afskaf de haarde Skatter, som betynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddeel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Ævne bære den Deel, som forhen laae paa den Usle. Da skal Ecnevolds-Magtcns Land værre Frieheds, Glædes, Over- flødigheds, Trygheds Land, mere end det frie Engelland selv, hvor egenyttige og nedrige Ministre vel ej kunne hindre Folkets Raad at komme for Kongen, men hvor de dog hindre Virkningen deraf, hvor de tør understaae sig at fængsle Folkets

4

Forsvarere, dem som tale en hellig Sag. Danmark, Norge og Fyrstendommene tale igiennem min Mund til Dig o Kon- ge. Hverken Hyklerie, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; Ikke har jeg nedrig eller flittig giort Opvartning for de forrige Ministrer; Aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa, eller bukket for de sidste Afskum; Aldrig har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takker jeg for, at de have sat mig i Stand ey at bede om noget. Hør derfore Sandhed af min Mund, en Sandhed, som ey kan være mistænkt, Sandhed, som fast alletider udelukkes fra Kongens Sæde: Frygt Gud, elsk Dit Folk, regier selv, troe Din Broder. Da ville vi og efter Tiden kalde Dig Kong Christian den Store, den Vise, den Gode. Vor Formue, vore Børn, vort Blod staae til Din Tieneste: For Dig, for Juliana, for Friderich, for Fædernelandet flyder det. Dit Konge- Huus, det Danske og Norske Rige ville da staae til Verden falder. Den, som ey tænker saa, er ingen Dansk, ingen Normand; men hvo tænker anderledes, uden de, som ere solgte til Laster. Hvo ærer og ophøyer ey den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som giorde os igien til et Folk. Herlige Nat! tilkommende Homerer og Virgiler skulle besiunge Dig. Saa længe Danske og Norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Roes vedvare, men ey forøges, thi det er umueligt; Verden vil altsaa før blive til intet end deres Ære forgaae. Ævige Gud! Du som hersker over Konger, over Menneskener og Verdener; Du som med Dit Vejrs Aande haver bortspredet de Ugudelige, og giort deres Anslag til intet; giv os Forstand og Hierter til at indsee Din vise Bestyrelse, til at erkiende Din Almagt, til at følge Dine hellige Love. Giv vor Konge Kraft til at hænge fast ved Dig, lad Ham indsee, at Du er Hans Konge, og Han vor Fader. Det skee! Det skee!