↩

COPIE af et retskaffen patriotisk Brev, indsendt til Kongen Hr. Conferents-Raad Suhm,

i Anledning

af

de overhængende

Farer og ulykker

for

Kongen, det Kongelige Huus, samt disse Lande og Riger;

saa og

Norske Bierges Echo

tilligemed

en Sonnet eller Synge-Digt

til

Talsmandens Ære.

Bergen, 1772.

trykt hos R. M. privil. Bogtrykker, H. Dedechen.

2

Længe nok have Religion og Dyd været hos os traadde under Fødder; Retsindighed, Ærbarhed alt for længe forviiste fra vore Grændser. Dog er Du, o Konge! uskyldig herudi. En skammelig Sammenrottelse af nedrige Folk have bemestret sig Din Person, giort Adgangen til Dig umuelig for alle Retskafne; Du saae og hørte kun igiennem deres Øyne og Ørne. Imedens Dit Land svømmede i Taarer; Frygt, Forskrækkelse, Angest herskede allevegne; Imedens det Danske Navn var blevet til en Vanære, og man Udenlands ey torde bekiende sig til det; Imedens Patrioterne stode forbausede, Rigerne udsuedes, det Kongelige Huses Soel formoøkedes, og alting var til Priis for Æreskiendere, for Røvere, for Guds Bespottere, for Dyds og Menneskelighedens Fiender; Imedens alt dette skeede, da var Du fornøyet, fordi Du tænkte at Alle vare fornøyede, at Undersaatternes Lyksalighed fremmedes. Velsignet være Juliane! Ophøyet være Prints Friderich!

3

Takket være alle de Patrioter, alle de, som af reene Hensigter have revet det Baand fra Dine Øyne, som hindrede Dig i at see; som have hævnet Dig og Riget; som have vovet deres Liv for vor Frelse; som have igien givet Dig Din rette og væsentlige Magt. Og sandelig det var paa høy Tid; thi jeg saae Borger hvæsse sit Sværd mod Borger, forhen fredelige Folk at ophidses til Mord; Maaskee havde Din Residence-Stad inden faa Dage bleven et Offer for Luen, kun været en ynkelig Steenhob; og Danmark og Norge ulyksalig under den Konge, som ivrigst ønsker deres Vel. See, Konge! Glæden af Dine Undersaateres Øyne! Beskue med Eftertanke deres Fryde-Ild, Deres frivillige Fryde-Ild. Lad saa mange Kongers Blod, som rinder i Dine Aarer, opvarme Dit Hierte til Selv at see til Dit Folk. Saa giorde Christian den Fierde; Saa giorde Friderich den Fierde; Forevigede Navne! Lad Smigrere ey indbilde Dig, at Du er allerede dem; men stræb at blive, som de. Af GUD og Dit Folk har Du Eenevolds Magten; Du er ogsaa GUD det Regenskab skyldig, hvorledes Du bruger den. En forfærdelig Magt, Eenevolds Magt! Jo større Magt, jo større

4

Pligter. Sæt selv Skranker for denne Magt, ved at erkiende GUD over Dig, ved at tilsee Dit Folkes Beste, ved at udvælge værdige Mænd, og Du har den værdigste i Din Broder, ved ey at dømme og afsætte nogen uden efter Lovene, ved at ophøye meest Dine egne Undersaatter. Lad os igien i Dine Befalinger høre vort eget kiere Sprog; Du er jo Dansk, og jeg veed at Du kan Dansk; Lad det fremmede Sprog være et Kiendemerke paa den nedrige Forræder, som var for doven til at lære vort Sprog, for spodsk over os, til at nedlade sig saavidt. Leg Tømme paa Egenraadige, og lad ingen forurettes, allermindst ved aabenbare Vold, end og om den traf de allersletteste Mennesker. Lad de med Uret Afsatte og Forviiste komme tilbage; Lad nyttige Mænd iblandt dem igien beklæde Æmbeder; Giør ey for mange og hastige Forandringer, at ey den tilkommende Tid skal blive liig den forbigangne; Lad ey ældgamle Ting undersøges og oprippes, men undersøg nøye de sidste; Revs lempfældig dem, som det er mueligt at behandle med Naade, men straf retfærdig uden Skaansel dem, som have vanæret Dig og os. Afværg, at Din Faders Monumenter ey forfalde; Indskrænke beko-

5

stelige Lystigheder; Undersøg nøye Landets Gied, og betal den retmessige; Lad Norge, det troe og tapre Norge, faae sin Mynt igien; Lad deres Helte aldrig mere blive forjagede fra Thronen, Helte, som ere Thronens sikkerste Stytte; Glem ey Banqvens, Handelens Tilstand, og lad den sidste ey mere være et Maal for nogle faa Egennyttige; Er det muelig, da afskaf de haarde Skatter, som betynge Dine Undersaatter, og i det mindste uddeel dem ligere; med Glæde skal jeg efter Ævne bære den Deel, som forhen laae paa den Usle. Da skal Eenevolds-Magtens Land være Friheds, Glædes, Overflødigheds, Trygheds Land, mere end det frie Engelland selv, hvor egennyttige og nedrige Ministre vel ey kunde hindre Folkets Raad at komme for Kongen, men hvor de dog hindre Virkningen deraf, hvor de tør understaae sig at fængsle Folkets Forsvarere, dem, som tale en hellig Sag.

Danmark, Norge og Fyrstendømmene tale giennem min Mund til dig, o Konge! Hverken Hyklerie, Smiger, Haab eller Frygt drive min Pen; Ikke har jeg nedrig eller flittig giort Opvartning for de forige Ministrer; Aldrig har jeg engang besøgt, hilset paa, eller bukket for de sidste Af

6

skum; Aldrig har jeg som en Betler nærmet mig Din Throne; Forsynet og min Kone takker jeg for, at de have sat mig i Stand ey at bede om noget. Hør derfore Sandhed af min Mund, en Sanhed, som ey kan være mistænkt, Sandhed, som fast altid udelukkes fra Kongens Sæde; Frygt GUD, elsk Dit Folk, regier Selv, troe Din Broder. Da ville vi og Eftertiden kalde Dig Kong Christian den Store, den Viise, den Gode. Vor Formue, vore Børn, vort Blod staaer til Din Tieneste; For Dig, for Juliana, for Friderich; for Fædernelandet finder det; Dit Konge-Huus, det Danske og Norske Rige, ville da staae til Verden falder. Den, som ey tænker saa, er ingen Dansk, ingen Nordmand; men hvo tænker anderdeles, uden de, som ere solgte til Laster? Hvo ærer og ophøyer ey den farlige, men ærefulde Nat, som sønderbrød vore Lænker, som giorde os igien til et Folk? Herlige Nat! Tilkommende Homerer og Virgiler skulle besiunge dig.

Saa længe Danske og Norske Helte ere til, skulle Julianes, Friderichs Roes vedvare, men ey forøges; thi det er umueligt. Verden vil altsaa før blive til intet, end deres Ære forgaae.

7

Evige GUD! Du, som Hersker over Konger, over Menneskener og Verdener; Du, som med Dit Veyrs Aande haver bortspredet de Ugudelige, og giort Deres Anslag til intet; giv os Forstand og Hierter til at indsee Din Viise Bestyrelse, til at erkiende Din Almagt, til at følge Dine hellige Love. Giv vor Konge Kraft til at hænge fast ved Dig; Lad Ham indsee, at Du er Hans Konge, og Han vor Fader. Det skee! Det skee!

Norske Bierges Echo!

Du Store Patriot! som paa Guds Forfyns Veye For Dig og andre seer, Dig lader ey omdreye,

Som Veyre-Haner ved hver hastig blæsend' Vind,

Slig hykkelsk Tanke kom vist aldrig i Dit Sind.

Sand Troskab, Nidkierhed Din Sandheds Mund oplader Med Hierte-rörend' Ord at gaae til Landets Fader.

Som et Forrædersk Pak vil fra os snappe bort;

Men Himlens Store GUD det Anslag fik omgiort. Det Skum af Mennesker, som Jorden ei bör bære,

Gid de ved Tugtens Riis at græde ret maa lære! Bierg-fostret Folk i Nord sin Glæde dölger ey,

Som i den Deel og seer Forfynets skiulte Vey.

Du Nordens Heros er, Dit Folkes Sag har talet,

Sligt Portrait aldrig för af nogen Pensel malet! Trods Lykke, Hykleri her Sandhed fremmes maa, Slig Sandhed, som er rar i denne Tid at faae.

8

Et Echo fra vort Land, et Gienskrald fra vor’ Bierge

Dig intoneres bör af Risser, som af Dværge;

En Laurbær Krands Dig skal vor’ Musæ fætte paa,

Og hvad Du skrevet har i evig Marmor staae.

Din lærde Pen lad os end flere Tanker give Af lige Sindriighed, da skal beregnet blive

Din’ Dyders samlet Skat; Summa Summarum blîr:

Den Ædelmodig SUHM er Nationens

Ziir

SONNET,

i Anledning af forestaaende Skrift.

Fortræffelige Suhm! - - Som disse Ord fremförte; Dit Hierte er vist fuld af ægte Fölelse For Kongen, Kongens Huus og Undersaatterne. Fortræffelige Ord! - - Som hvert et Hierte rörte.

Af alle Læsere et ædelt Suk man hörte,

Og i hver Græde-Punct en Taare spiIlede,

Dog glade Miner man blandt alle kunde see;

Fordi Forræderne alt blevne var bortkiörte.

Til KONGEN Du vel skrev! Men dog som til en Ven! Du vidste, Han det ey optog unaadigen.

Beviis paa ægte Stort ! - - Ja! Du saa frit kan skrive, Hvis Hierte er saa reent, og blandt de ædelste. Fortræffelige Suhm ! - - Nu Himmelen det give,

At alt hvad önsket er af Dig: Det skee! Det skee!

Af M.