Uddrag fra Brev fra En Ven i Norge.

Jeg var just hos et Par gode men modløse Venner, da jeg modtog din ærede Skrivelse: Nu skal I see, der er værre end før, sagde min Monfrere! kandskee desvær! siger en anden; jeg svarede: Bie dog lidt. Men da Dit Brev gik i lutter høye Toner, vinkede jeg med en Smiil ad de andre, hvorved de gave Lyd, og din velsignede Skrivelse blev som en Freds-Tractat hørt med Agtsomhed og Forundring. Vi bleve alle opvakte, som drømmende, veedste ej om vi skulle troe vore egne Øyne og Øren, enhver ville selv læse og kysse dit Brev; Farven omskiftedes i vore Ansigter, og vi kunde neppe staa paa vore Been. Store Gud! sagde den Gamle G.**, Du beviser Dig dog midt udi alle Forvirringer for den Du er: Jorderiges Beherskere og alle dine Skabningers Tilsynsmand! Vil man nu ikke troe paa Dig, saa troer man ej evindeligen! Jeg tvivler ikke paa, at Du jo udfører dette, Du har begyndt, til en god Ende! Denne Dag bør være en Takke-Fest, om ej offentlig, saa dog i alle skjønsommes Hjerter! Herre, min Gud! Evindelig vil jeg takke Dig!