Uddrag fra Brev fra En Ven i Norge.

Oprigtige kiære Ven! Gud velsigne Kongen og Landet! Dette anseer jeg for største Billighed, at man fornøyer sine Venner med den Glæde, hvormed man selv glædes af Gud, og det saa snart man har Leylighcd, helst naar det er ikke blot en privat, men en publique Glæde, saadan en, der angaaer det heele Land. Saa gjorde Du min Ven! velsignet være Dit Hierte, som ville og Din Haand, som kunde, og meddelte os den 18de Januarii, hvad glædeligt der var passeret den 17de, det besynderlige, det uventede, det gavnlige Nyt, som glæder, opmuntrer og igjen opliver vort bekymrede Sind og melankolske Tanker; et Nyt, der upaatvivlelig vil drage store og gode Suiter efter sig til alle Stænders Lyksalighed. O! — — Lad mig puste lidt ud! Jeg er saa fuld af Glæde, at Blodet bestormer mig, og Taarene rinde. — Nu føler man hvorledes der var mueligt, at en Moder kunde døe af bare Glæde, da hun saae sin Søn komme sund hjem af Krigen, den hun efter Rygtet holdt forloren. Og vi — Ja med Billighed holdte vi os forlorne!