? Nøiagtig Afbildning og Udtydning paa den forige Græv Struenses prægtige Vaaben.

Nøiagtig

Afbildning og Udtydning paa den forige Græv Struenses

prægtige

Vaaben.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Da den hele Verden Har fæstet Øie paa den, for sin besynderlige Skiebne, vidtbekiendte Johan

Friderik Struense, forrige Græve og Geheime-Kabinetsminster hos Hans Majestæt Kongen af Dannemark, og alle ere nysgierige for at vide endog de allermindste Omstændigheder i hans Liv; saa har man holdt det baade fornøieligt og nyttigt at overlevere til den nysgierige Læsere, ikke allene en ganske nøie og akkurat Afstikning af hans høigrævelige Vaaben, saaledes som han førte det i sit

4

4 Segl, i den Tid, da hele Dannemark og Norge, ja endog for en vis Part en stor Deel af Verden, maatte lyde hans Nik ; men endog for deres Skyld, som ere ukyndige i Heraldiken, at giøre en Beskrivelse og Udtydning paa det, forhaabende at enhver retsindig Læser optager saadant i den beste Mening.

Man seer da altsaa efter den akkurate Afbildning, som her foran paa Titelbladet er giort,

at dette hans prægtige grævelige Vaaben fører adskillige — i Sandhed, ret artige Sindbilleder for:

Det første seer man i Hovedskioldet@fire Afdelinger, og i Midten et Mellem- skiold.

I den første Afdeelning, som er den høire af de to øverste, seer man tvende Nøgler, hvor- af den ene vender Kammen op, og den anden Kammen ned ad.

Hvad vores forrige Græve Struenses hensigt med disse tvende Nøgler har været, kan man ikke saa lige vide, siden de fleste af hans

5

5

Handlingers Hensigter ere Hele Verden ube- kiendte, og kommer an paa Himmelens Direktion og fornuftige Mænds Omsorg at aabenbare. Nogle meene, at han derved har forstaaet Nøglerne til Dannemark og Norge, — for at vise, at han havde i sin Magt at sukke i og lukke op, baade for sig selv og for andre. — I al Sandhed! denne Udtydning er ikke aldeles urigtig, — næsten havde han lukket sig selv op; — men Himmelen afværgede, at

den Nøgle, som vender sin Kam ned, endnu ikke var vendt op.

Andre mene, at han derved har for- staaet, den store Fordeel han havde faaet, i at kunde lukke sin velsignede Monarks Hierte op og i, ved den store Naade og det Venskab, hvormed Majestæten benaadede ham.

Overalt skulde det nok i Almindelighed være et Tegn paa hans store Magt og Myndighed, at han, som for er mældt, kunde lukke sig selv op og i, og tillige aabne Lykkens Dør, og slage den til igien for enhver, ligesom han havde opnaaet hans Yndest eller ei.

6

6 Den Gud, som Architophels Raad forstyrrede, Han dennes Forsæt jo og naadig hindrede, Uagtet at han selv til Døren Nøgle havde. At han forblindet blev, Gud naadig det dog

lav'de.

Lige over for løber tvende Strømme over hinanden, — om det skulde betyde hans store Lykkes dobbelte Løb — skal man ikke saa lige kunde sige; imidlertid er det dog en rimelig Hentydning, da man med Rette kan sige, at hans Lykke løb med større Fart, end den stærkeste Strøms — Alleene; som Strømmen har sit Udspring, — finder den og engang sin Standsning.

Den Strøm, som vilde os saa heftig over- svømme,

Gud i Betids selv holdt saa kraftig udi

Tømme,

At da den heftigst løb, den snarest standsede,

Og derved eget Ont just selv afværgede.

Nu kommer vi da til de tvende nederste Afdelninger i Hovedskioldet.

7

7

Hvad den lige under Nøglerne er an- gaaende, da svarer den til den, som sidder skraas over for den, fører nemlig og tvende løbende Strømme.

Derover har vi allerede giort saadan en Udtydning, som vi meene at være den beste, hvorfore vi ville strax begive os til den fierde Afdeling, som er lige under den øverste, med Strømmene; og hvad den er angaaende, da fører den en Krone med tvende Oliegrene, som ligger tvers over hinanden. Kronen, som er en ordentlig grevelig Krone, (thi, saasom han holdt sine Anslag forborgene, maatte han endnu lade sig nøie med den), skal betyde den Værdighed til hvilken han var bleven ophøiet, da ingen uden Græver maa føre slig en Krone.—@Eiede han end ikke Grævskabet endnu, saa havde han dog Navnet og Gavnet.— Og dersom Himlen ikke havde afværget det, og giort alle hans Anslag til intet, saa havde han vidst opnaaet større Ting, end Grævskaber.

De tvende Oliegrenes Udtydning, som ligge paa tvers inden i Kronen, skal man ikke saa lige kunde giette.

8

8 Oliegreners Hentydning veed man at være Fredens Forkyndelse hos de Gamle.

For hvor vidt den forrige Græv Struense har forskaffet vores Lande den gyldene Fred, eller ikke, er let at forstaae.

I al Sandhed, uden at være den gode Struense for nær, kan man sige, at naar han i alting havde giort sit Vaaben saa talende, (at man saa skal sige), saa havde han ogsaa heri kundet vise sine fordømmelige Hensigter, og sit onde Forsæt, naar han i Steden for disse tvende Oliegrene havde sat tvende Qviste, enten af en Bøg, eller andet Træ, som har smidige Grene, for derved at vise, hvor got han meente os det.

"Men Gud, som altid viser At være Fader for vor Land,

Vi for sin Naade priser.

At han os skilte ved den Mand.

Vor Christian vi tilbeder,

Hans Naade hver Dag voxer til,

Til Viisdom Gud ham leder,

Han seer hvad Landet gavne vil.

9

9 Gid Himlen altid give,

At Oliegrenen blomstre maa,

Og Freden hos os blive,

Mens Danmark skal i Verden staae!

Nu have vi betragtet de fire Afdeelninger i Hovedskioldet, og deri giort saadanne Udtydninger, som vi med Rimeligheden synes at være meest overeensstemmende. Nu have vi altsaa for

Det Andet, at igiennemgaae det mellemste Skiold, som omringes af de fire Afdeelninger, hvis Udtydning alt er giort, — og seer man da paa Titelbladet, at samme zires med et Orlogskib, som med opspendte Seil, gaaer for fuld Vind.—

Atter et stor Sindbillede paa Hr. Grævens Skiebne — og Hensigt, som beroede paa Skiebnen. Man kan giøre adskillige Udtydninger paa dette Skib, som baade viser hans forrige Ære — og tilkommende Skiebne, og tillige en Deel af hans Hensigter. Til den Ende, maa det ikke fortryde den gunstige Læser, at henlede ham paa adskillige Veie, for at ud-

10

10

finde Sporene, af den forrige Grev Struenses

Hensigter

For det første, kan man hentyde dette, med fulde Seil løbende Skib, til hans egen Person, som man med Billighed kan sige løb for Lykens Vinde, og havde alle Seilene op- spænt, — det er at sige, havde alle de Fordele i sin Magt, ved hvilke et Menneske i denne Verden, kan, saa at tale, besegle alle Lykkens Vande.— Men, som det er got, medens Vinden blæser med, at hidse alle Seilene, for at komme desto hastigere afsted, saa er det og et Tegn paa Klogskab hos en Styrmand, at han firer lidet, naar Vinden tager for stærk paa, og for ikke at kuldsegle, da hellere, at lavere, end stride imod de mægtige Vinde; og, som den største Forsigtighed udfordres, naar man segler i farlige Vande, hvor man har at vogte sig for blinde Skier, og skiulte Klipper, saa kan man troe, ar vores forrige Græve, Har vildet vise, enten den Forsigtighed, som udfordredes, naar han for saa fulde Seil, skulle pløie de farlige Bølger, saa at tale,

inter Schyllam & Charybdim, — eller og det store Mod, hvormed han torde give

11

11

sig ud paa disse farlige Vande; Tiden og Er- farenheden overlod han, at affskildre det forskrækkelige Skibbrud, som han leed, da han, enten fordi han ikke var befaren nok paa disse Vande, eller og, som de fleste Styrmænd, alt for forvoven, — kuldseglede just, som han var nær ved den forønskede Havn.

"Vor Lykke lignes kan,

Ved Søens Bølgevand,

Og Skibet Haabet heder,

Tit Maalet farligt er At naae, hvortil vi seer Begierlighed os leder.

Forvoven Styremand Tit søge vil til Land,

Skiønt Vinden mod ham strider,

Paa Lykkens Farevand Er Viljen Styremand,

Og selv ved Roret sidder.

Hvor tit paa blinde Stier,

(Naar den ved Roret er),

Vor Haab ved Skibbrud endes,

Os lærer Struense "At fire Seilene,

Før Lykkens Vinde vendes.

12

12 Da vi nu paa den ene Side, har søgt om Udtydningen paa dette artige Sindbillede, saa vilde vi paa den anden Side giøre, disse Anmærkninger:

At nemlig, vores Græve Struense derved ligeledes vilde give os forblummet tilkiende den store Magt han nu og efterhaanden, alt meere og meere, kunde opnaae, — da enhver vel veed, at vores allernaadigste Kongers største Magt bestaaer i deres Flode, som, efter Landets Størrelse, kan byde Trods til andre Søe- magters.

Men Gud, som vogter Dannemark,

Han deri vogted vor Monark,

Han Landets Styrke — vil bevare Fra Struense, og anden Fare!

Da vi nu have betragtet det hele Hovedskiold, med dets fire Afdeelninger, og Mellem- skioldet vilde vi ligeledes betragte, de aabne Hielme, som krone Vaabenet.— Det mellemste af dem, saavel som det paa den høire Side, ere de samme som staae i Midten, eller i Mellemskioldet, nemlig et Skib for fulde

13

13 Seil, og en Krone med tvende Oliegrene paa tvers, — Hvorfor vi ikke vil tale mere om dem, men begive os til det tredie nemlig:

Uglen med en Nøgle i Nebet. En Ugle veed man er Aarvaagenheds Sindbillede, og man vil troe, at vores Greve har haft den samme Hensigt dermed. Men han tillader os, at troe, (thi Gierningen dømmer Manden), at denne Aarvaagenhed sigtede ikke til det beste.

Man veed Uglens Haandtering om Natten, — den kan ei see om Dagen.— Den er et artig Sindbillede paa Mørkhedens Børn.

Nøglen i Nebet kan gierne udtydes, paa Uglens aarvaagene Lyst til at betiene sig af dette Middel, til at lukke op, — og da den bliver holdet af en Natfugl, — giver det tilkiende, at Brugen af Nøglen har ikke den beste Hensigt.

Men Gud han stekked' Vingen paa den Ugle, Som udi Sælskab med saa mange Fugle, Betiente sig udaf Det Middel i sit Næb, Og helst om Natten, for at skiule List

og Kneb.

14

14

Som i forstyrred Stad de Ugler tude, Saaledes tuder han, — nu det er ude,

Han tuder nu saa fælt; enhver udaf mig

lær, —

Jeg tænkte aldrig: Der i Mosen Ugler

er.

Hele Skjoldet, er ellers omvunden med Mathildes Orden, som det eeneste Ærestegn, af det Slags, som han endnu hidintil var beæret med. Tiden forhindrede ham heri, som i meget andet.

Skioldholderne ere tvende Dyr, som naar man vil udlægge det, som hieroglyphiske Figurer,

— ligner uden Tvivl Ræve, — formedelst den tykke Hale, som enhver af dem har imellem Benene. De griner meget ilde, — og, naar de være plættede paa Skindet, kunde man tage dem for Tiger.— Dog! — han har sat Plætter nok paa sit Navn og Rygte, — og hans Listighed maatte han endnu bruge, da

han, til at opsluge, saa at sige, andre smaa Dyr endnu med Ræven, maatte liste sig frem,

— siden kunde altid Tigren holde hans Vaaben ɔ: hans Høihed, — hans Ære.

15

15

Nu veed vi ikke, at noget rester, i Henseende til hans Vaabens Udtydning, som nøiagtig er aftrykt paa Titelbladet, efter hans originale Signete, forhaabende derfore, at den gunstige Læser optager denne Efterretning med gunstige Øine.

16