? Anden Efterretning om Stats-Fangerne, hvori gives sidste Beretning om de tvende ulykkelige Grevers Struensees og Brandts Sinds-Beskaffenhed, Dom, og Henrettelse som skede Tirsdagen, den 28de April 1772.

Anden Efterretning om Stats - Fangerne,

hvori gives

sidste Beretning

om de tvende ulykkelige Grevers

Struensees og Brandts Sinds-

Beffaffenhcd, Dom, og Henrettelse,

som skede

Tirsdagen, den 28de April 1772.

Kiøbenhavn.

Trykt hos August Friederich Stein, boende i Ski- denstrædet i No. 172.

2

        

3

Om Greve Struensees Omvendelse og Beredelse til Døden. Saasnart den Kongelige Inkvisitions - Commis sion, som var anordnet, til at undersøge Stats-Fangernes Forhold og Forseelser, var klar paa Slottet med at igiennemsee de arresterede Grevers Papirer og deres efterladte Giemmer, begyndte den Forhørerne over enhver af de arresterede Personer, og første Gang samledes i Kastellet Torsdagen den 20de Februarii udi Commandantens General von Hobens Værelser, hvor-

4

4

Grev Struensee blev henbragt i Commandantens Vogn med de ved ham vagthavende Officierer. Forhørene continuerede siden bestandi; og det varede ikke længe, førend man fik den tilforladelige Efterretning, at Grev Struensee baade var overbeviist om, og i de over ham holdte Forhører selv tilstod, at han havde begaaet adskillige Misgierninger, som involverede Crimen læfæ Majestatis i høy Grad, og at han, uden hans Kongelige Majestets Forevidende og Approbation, havde ud- stædt adskillige Cabinets - Ordres, hvorved han havde føyet endeel adelige, ja endog farlige An- stalter. Der var iblant hans Papirer blevet fundet en af ham selv skrevet Regning, som var høyst suspect, at han for en anseelig Summa havde til sin egen og andres Fordeel fornærmet den Kongelige Cassa

Grev Struensee saae nu, at der var intet mere Haab for ham til Frihed og Liv i denne Verden; og altsaa giorde han heller ingen Røverkule af sit Hierte, men bekiendte alting reent ud. I Førstningen var han endnu vel noget frek; men Samvittigheden slog ham snart, og da begyndte han at græde og udøse sit Hierte baade for Gud og Menneskene. Han aabenbarede langt mere end man spurgte ham om; og der blev nu ikke længer nogen Tvivl tilbage, ar han jo var skyl

5

5

dig i de heslige Laster, som Rygtet allerede i lang Tid havde udspreedt om ham.

Som han af Naturen nu havde et godt, bøyeligt og ærligt Hierte: saa blev han heller ikke nogen forstokket og forhærdet Synder i Fængselet. Det var dog ikke allene Frygt for den timelige Straf og Skræk for den ævige Fordømmelse, som opvakte ham til en alvorlig Eftertanke; men hans Omvendelse var en Virkning af Guds Aand og Ord, som nu fik Lov at virke paa hans Hierte, ver hidindtil havde varet lukket for alle Paamindelser.

Hr. Pastor Münther begyndte at gaae til ham, for at handle med ham om den Sag imellem Gud og Synderen; og han fandt en velsignet Indgang hos ham. Struensee omvendte sig til Gud af sit gandske Hierte. Det smertede ham nu inderlig, at han havde saaledes syndet imod Gud og Kongen, og bedrøvet saa mange Mennesker i Dannemark og Norge.

Det, som bidrog meget til hans inderlige Anger og daglige Graad den øvrige Tid, han sad i Fængselet, var er Par Breve, som han fik fra sin Fader og Moder. Disse hans bedrøvede Forældre

6

6

foreholdt ham hans Hiertes Ondskab og gave ham de kierligste Formaninger, hvilke han heller ey slog bort i Veyr og Vind, men lod dem tiene sig til en salig Anledning, at blive desto kraftigere styrket i Naaden og forvisset om sine Synders Forladelse. Det blev ham og tilladt, at faae Blek og Pen og skrive i Arresten, dog under der tilbørlige Opsyn. Han skrev da ikke allene sine Foraldre til, og glædede dem ved hans Omvendelse til Gud, men han førte endog sit Levnets Løb i Pennen og beskrev selv sin egen Omvendelse, som alle Kiendetegn viiste at være god og retskaffen. Han skal og, om man kan troe Rygtet, have skrevet en Deel under Forseigling, som han havde udbedet sig, ikke at blive aabnet og giennemlæst, førend efter Hans Død.

Da Tiden alt mere og mere nærmede sig, ar hans Dom skulde fældes: saa blev det ham sagt af Præsten, at han med den allerstørste Alvorlighed maate tænke paa den forestaaende Gang ind i Ævigheden. Det var saa langt fra, at han udlod sig med nogen Frygt derover, at han meget mere tilkiendegav en inderlig Glæde ved den Tidende, snart at kunne slippe bort fra denne onde Verden, til hvis Besmittelse og Ondskab han selv havde bidraget saa meget; ja han ønskede ak hans Henrettelses-Dag var strax forhaanden.

7

7

Det varede heller ikke længe, førend detkom dertil; thi hans Dom blev afsagt Løverdagen den 25 April og offentlig oplæst for Inquisitions- Commissionen paa Christiansborgs Slot, hvor alle og enhver, som vare tilstæde, bleve indkaldede for at Høre den. Alle hans begangne grove Misgierninger bleve først derudi kortelig opregnede; og derefter var Dommens Conclusion denne:

I følge Danske Lovs 6 Bogs 4 Cap. 1 Ark. bør Greve Johan Friderich Struensee, sig selv til velfortient Straf og andre ligesindede til Exempel og Afskye, have forbrudt Ære, Liv og Gods, og være degraderet fra hans Grevelige og al anden forundt Værdighed, samt hans Grevelige Vaaben af Skarpretteren sønderbrydes; Saa bør og Johan Friderich Struensees høyre Haand af hannem levendes afhugges, og dernæst hans Hoved; Hans Krop parteres og legges paa Steyle og Hiul, men Hovedet med Haanden settes paa en Stage.

Da denne Dom blev ham forkyndet, efterat den var confirmerrt og underskrevet af Hans Kongelige Majestæt, blev og Executionen fastsat, at skee næste Tirsdag derefter, den 28 April, da den og gik for sig. Han anvendte nu hvert Øyeblik,

8

8 som han havde tilbage af den kostbare Tid, til at forarbeyde sin Saliggiørelse med Frygt og Bævelse. Han bad med den stadigste Troe og den inderligste Tillid til Jesu Christi Fortieneste om Guds Barmhiertighed for sin arme Siel og sine Synders naadige Forladelse. Gud gav hahamn« og den Trøst og Glæde, at hans Synder vare ham forladne, saa at han i den største Gudhengivenhed smagede den søde Fred med Gud i Christo. Om Mandagen annammede han det hellige Nadverens Sacramente, til sin Troes Bestyrkelse og desmere Forvisning om sine Synders Forladelse og det evige Liv, paa det at han om Morgenen derpaa kunde desto frimodigere gaae sin forsmædelige Død i Møde, hvorom vi ret strax ville høre.

9

9

Om Greve Brandts Omvendelse og Beredelse til Døden.

Saa god, flittig og omhyggelig en Opdragelse, som Greve Brandt havde havt udi sin Ungdom, og faa stort et Haab, som han den Tid gav om sig, saa meget havde han ladet sig forlede af sit Hiertes onde Tilbøyeligheder til at handle tvertimod den beste Overbeviisning, og blive sin Gud og Konge utroe. Det var derfor ikke at undre over, at Herrens Vrede og Hævn fulgte ham i hælene, da han anden Gang kom til Hove, og der deelagtiggiorde sig i alle slags Misgierninger og Forbrydelser, hvorved han giorde sig høyst uværdig til Monarchens Tillid og Naade. Han var Kongelig Kammerherre, blev udnævnt til Directeur for Spektaklerne, og dirigerede sine Anslag saaledes, at han maatte blive til et Spektakel for Verden selv, ved den retfærdigste Straf og Vanære, som tilsidst overgik ham. Han blev tillige med Struensee ophøyet til Dansk Greve; og han var ikke allene Medvider i Struensees hemmelige uretfærdige Omgang, men han gjorde sig endog skyldig, ved selv at udøve mange grove Misgierninger; ja hans Umenneskelighed var saa stor, at han understod sig til at legge Haand paa Kongen, Herrens Salvede.

10

10 I Forhørerne, som bleve holdte over ham, blev alt dette ham overbeviist, ligesom han og selv tilstod det. Rygtet gik, at han forestillede sig i Førstningen ikke, at hans Straf skulde blive saa haard, som den blev; ja at han ikke engang skul- de komme til at miste Livet. Imidlertid forlangte han dog strax en Præst til sig, omendskiønt Han altid havde havt Ord for at vare en Fritænker. Provst Hee blev udnævnt til at besøge Ham i Arresten og præpærere ham til Døden. Man sagde om ham, at han altid viiste sig meget andægtig, naar Præsten var hos ham; men der- imod meget ligegyldig og letsindig, naar han forlod ham. Der vare altsaa mange, som tvivlede om, at hans Omvendelse var alvorlig; imidlertid bør vi efter Christen Kierlighed haabe og troe det beste om ham, og overlade Dommen til Herren, som saae ind i hans Hierte og randsagede det. Provsten har givet ham det beste Vidnesbyrd; og de, som saae hans Frimodighed ved hans paafølgende Henrettelse, saae den med saa mange ude mærkede Kiendetegn, som gandske adskilte den fra Frekheden.

Det blev ham, ligesom Struensee, tilladt, ar faae Blek og Pen til Slutning i Arresten, hvor han og fik Brev fra sin gamle dybtsaarede Moder, som med saa megen Ømhed og Omhue havde sørget for hans Opdragelse, og oplevede nu saa liden Glæde deraf. Han skrev

11

11 og ligeledes et Brev til hende, for i den Tilstand at give hende den sidste og vigtigste Glæde, at det var nu hans gandske Sag, at han ved den fortiente uærlige Død maatte gaae salig ud af Verden.

Hans Døds-Dom faldt ligesom Struen sees. De begangne Misgierninger bleve opregnede og navngivne, og derefter fulgte Dommens Conclusion saaledes:

Grev Envold Brandt bør i Følge Lovens 6 Bogs 4 Cap. 1 Ark. have forbrudt Ære, Liv og Gods, og være degraderet fra hans Grevelige og al anden hannem forundt Værdighed; hans Grevelige Vaaben af Skarpretteren paa Ret- terstædet sønderbrydes; og derefter bør Envold Brandts høyre Haand ham levende afhugges, og dernæst Hovedet. Krop- pen parteres og legges paa Steyle; men Hovedet med Haanden settes paa en Stage.

Saafnart denne Dom var ham forkyndet, beredde han sig med den største Alvorlighed til at overstride den vel. Kun allene Vanæren, men ikke Straffen krænkede hans Sind; og dersom han efter Rygtet, ønskede at faae Formil- derudi, da var det ikkun for den Menne-

12

12

skelighedens Skam at behandles som et flaaet Fæe ved den fæle Partering; men hans Misgierninger vare ikke mindre Umenneskelighedens Vanære, og involverede ikke mindre Crimen Iæfæ Majestatis end Struensee: saa der ey allene ingen Formildelse kunde være at haabe: men han maatte endog ansee der, som en naadig Dom. Dette giorde han vist ogsaa med den samme Aand og Overbeviisning, hvorved han var kommen i sine Synders Erkiendelse, og havde faaet den Troens Frimodighed at gaae sin Dom og Død i Møde, som man blev vaer hos hannem, da han stod paa Chafautet.

Om Mandagen fik han Afløsning og Forsikring om sine Synders Forladelse, og annammede det høyværdige Alterens Sacramente til et Pant derpaa; og det gav ham den store og udmerkede Frimodighed imod Døden paa Retterstædet.

13

13 Om begge disse Grevers Henrettelse.

Saasnart det var blevet fastsat, at disse to Stats-Fangers Henrettelse skulde skee om Tirsdagen den 28 April: saa blev Dagen tilforn det allerede noget forhen paa Tømmerpladsene tilhugne Chafaut opreyst under Musik og med Ceremonie af Tøm- mersvendene, og sat i fin Stand paa Østerfælled uden for Stadens Østerport, 9 Alen høyt over Jorden, foruden Forhøyelsen ovenpaa, og 8 Alen paa hver Side i Fiirkant. Om Morgenen Kl. 7 kom en Commando af Musketteer-Regimenterne, samt en Dito af Dragonerne derud, som sloge Kreds om Chafautet. Omtrent Kl. 8 komme begge Præsterne, som havde besøgt Greverne i deres Arrester, og opholdt sig under Chafautet indtil Misdæderne komme Klokken henved 9, under Bedekning af en Commando Musketterer med opplantede Bajonetter. Saasnart de vare ankomne til Retterstedet, hver kiørende udi sin Hyre-Karet for sig selv, med de vagthavende Officierer hos sig: saa udsteeg Grev Brandt først af Vognen, og blev imodtaget af Provst Hee neden ved Chafautet, med ham han fulgte op oven paa, efter en Opmuntrings-Tale til ham. Han stod med en frimodig Mine indsvøbt i sin Peltz, og med en guldtresset Hat paa Hovedet, indtil Dommen for ham blev oplæst af Kongens Foged Hr. Etatsraad Ortved, da han saa lange tog Hatten af ligesaavel som de andre; men fatte

14

14

den strax paa igien. Provst Hee blev ved at tale til ham, trøste og opmuntre ham imod den forestaaende Død; og da Greve Brandt havde Ord for at have været en Fritænker, hvilket hans fore- gaaende Levnet heller ikke syntes at imodsige: saa giorte Hr. Provsten adskillige Spørsmaale til ham angaaende den christelige Troe og Religion, hvilke Greven lydelig og frimodig besvarede, og derved tilintetgjorde den Mistanke, som mange endnu havde om ham, at hans Omvendelse ikke var oprigtig og af Hiertet. Skarpretteren traadde da til, og sønderbrød hans Grevelige Vaaben, hvorved man hørte udraabes: Dette skeer ikke omsonst, men efter Fortieneste. Endelig lyste Provsten Herrens Velsignelse over ham, og formanede ham paa det kraftigste og alvorligste at blive bestandig og fast i Troen indtil Livets Ende under den nu forestaaende Dødens Bitterhed. Hof - Væsenet, det frie Væsen forlod ham ikke i disse sidste Øyeblikke, omendskiønt man ey deraf fik Anledning at stutte sig til nogen Frekhed hos ham. Han vendte sig derpaa omkring til de Tilstædevarende, og bad dem alle om Forladelse, som han havde giort imod, samt ønskede, at Jesu Blods Kraft maatte komme Kongen, det Kongelige Huns og det gandske Land til Velsignelse. Han afførte selv sine Klaver, og lagde sig ned paa Blokken. Hr. Provst Hee har givet ham det Vidnesbyrd, som man har seet offentlig bekiendtgiort, at han gik sin bittre Død med Troens Frimodighed i Mode, og raabte, da

15

15 han laae paa Blokken, og af Hr. Provsten blev erindret om Jesu Leye med Ansigtet mod Jorden i Gethsemane Have: Jesu Blod raaber for min Siel; og med de Ord endte han sit Liv, da Haanden og Hovedet i en Hast blev afhugget af Skarpretteren. Derpaa blev hans Krop nøgen afklædt af Natmandens Folk, og parteret efter Dommens Bydende, for siden at legges paa Steyle.

Saasnart Executionen var forbi med Greve Brandt, gik den for sig med Grev Struensee. Omendskiønt Straffen og Vanæren var eens for dem begge, kunde dog Struensees i visse Maader ansees for større, da han under Brandts Henrettelse holdt i Vognen neden for Chafautet, og om han ikke just kunde eller vilde se paa samme: saa kunde han dog ikke undgaae at høre hvert Hug, som Skarpretteren og Natmandens Folk giorde; og hvilken Ængstelse og hvad for Virkninger maae det have opvakt hos ham, naar han forestillede sig, at han om et Øyeblik skulde medhandles ligesaaledes. Det var derfor slet ikke ar undre over, at da han traadde ud af Vognen, og blev modtaget og geleydet op paa Chafautet af Hr. Pastor Münther, saa kunde man see en meget storre Nedslagenhed og Dødsfrygt hos ham, end hos Brandt. Dog udviste han i disse sidste Øyeblikke af sit Liv den samme christelige Sinds-Forfatning, som han efter Hr. Pastor Münthers offentlig givne Vidnesbyrd allerede i nogle Uger forhen i sit Fængsel havde trøstet sig med, og som han i det Brev , han kort for

16

16 sin Henrettelse tilskrev sine Forældre, har udtrykt saaledes, at han ventede at døe med fuldkommen Siele - Roe, som han havde sin Overbeviisning om Religionen og Troen til Jesum at takke for. Dommen blev af Kongens Foged ligeledes oplæst for ham. Derpaa traadde Skarpretteren frem med de Ord: Er der ikke eders Vaaben, hvilket han med Ja besvarede; Og derpaa sønderbrød det for hans Øyne, da der og blev udraabt, ar det skeede ikke omsonst, men efter Fortieneste. Han udstod derpaa sin Straf og Vanære paa samme Maade som Greve Brandt. Han afførte sig og ved Skarpretterens Hielp selv sin Peltz og Klæder; og da han laae paa Blokken, og skulde modtage det dødelige Hug: saa blev han af Pastor Münther paa det kraftigste opmuntret med de Ord: Halt in Gedächtniss Jesum den gekreutzigten; og vi troe med Glæde at han døde salig, da han her paa Chafautet endte sine Dage. Han skal Dagen før hans Henrettelse have ladet sin Broder Justitzraaden ved Hr. Münther sige sit sidste Farvel, og skal ellers have aflagt mange Beviis pag sin gode Sinds-Forfatning.

De Henrettedes Kroppe bleve siden lagte paa Steiler uden for Vester-Port, og deres Hoveder og Hænder satte paa Stager.