Sandfærdig Beskrivelse

over

De betydelige Forandringer og mærkværdige Tildragelser i Kiøbenhavn Fredagen den 17 Jan. 1772,

Odense, trykt i det Kongl. Privil. Adresse-Contoirs Bogtrykkerie.

Natten imellem den 16 og 17de Januarii var paa det Kongelige Hof-Theatre Ball en Domino, hvorved var en stor Skare forsamlet; alle vare vel fornøjede endog de ugudelige og store Forbrydere, som gik frugtsommelige med de ugudeligste Anslag mod Kongen, det Danske Konge-Huus og heele Landet. Disse dandsede endog frisk heele Natten, indtil om Morgenen Klokken 4. Gud havde slaget dem med Blindhed; de vare stolte og hovmodige i deres Ugudelighed, og tænkte, ingen turde røre og forpurre dem; men deres Ugudelighed og store Ondskab var steeget til den højeste Spidse; de vare blevne moedne til den retfærdige Hævn og Straf, som biede paa dem

Imedens disse ugudelige dandsede frisk,

( 3 )

vare de Højeste og Høje Personer, de redelige Mænd, som meente Kongen og det Kongelige Huus med det gandske Land det vel, geskiæftede med at fordoble Vagterne overalt for og paa Slottet, og dettegik saa snildt til, at disse ugudelige Lands-Forrædere endog lode sig indbilde, at sligt skeete til deres egen Sikkerhed; ( thi midt i deres Ondskab vare de meget sikre og enfoldige. ) De dandsede væk heele Natten, som sagt er, og mod Dagningen gik til Sengs, sove trygt midt i deres Ondskabsfulde , afskyelige og Forræderske Anslag. Men tilig om Morgenen vaagnede de i en kold Drøm: Havde de nyelig dandset og sprunget om efter den deiligste Musik, da fik nu Piben en anden Lyd for dem. Den skurrede forbandet ilde i deres Ører, de Ører, der tilforn stode kun aabne for al Liderligheds og Uteerligheds Snak og Tale. Dandsede de nyelig, da zittrede de og skiælvede de nu. Det kom dem underligt og uformodentligt for, at de fik saadanne Morgen-Besøgelser; de havde før ventet dem af deres saa høytelskede Nat-Mameseller, som de saa gierne beskyttede og Friegiorde fra Huus-Søgning og al retfærdig Tiltale. Men, nu

var deres Ondskabs Skaal fuld. Nu skulde Viinen for dem forandres til bittert Mara-Vand; og nu skulde deres ugudelige Anslag blive til Vand; de skulde nu smage det Suure for det Søde, og ligge paa det haarde i Steden det Bløde; Letfærdigheds Kløen skulde nu forvandles til den bitterste Svie. See! Dommen var afsagt. Imedens de Ugudelige sove, vaagede de Retsindige. De Ugudelige skulde nu gribes, og beskiæmmes i deres Ugudelighed.

Det var Fredagen den 17de Januarii 1772. da vor allernaadigste Konge ved General-Lieutenant Grev Rantzau, General-Major von Eichstedt og Oberst von Køller lod paa Slottet Christiansborg om Morgenen Kl. imellem 5 og 8 gribe, og til Castellet henføre Geheime-Cabinets Ministeren Grev Struensee, Grev Brandt, Liv-Medicus Professor Doctor Berger, ligesom og i Staden General Lieutenant von Gæhler, Kammerherre og Oberst Falkenskiold tilligemed Oberst Lieutenant Hesselberg og Justice-Raad Struensee. Deres Papirer bleve strax forseglede. (Cabinets Ministeren Grev Struensee giorde ellers en Hoben Ind-

vendinger, vilde gierne havt nogle Papirer med sig, troede ej i Førstningen det var Alvor, vilde og gierne have talt med * * Men han maatte strax afsted; og paa Slotstappen bandede han sin Kammer-Tiener, fordi han ey havde flyet ham sin lodne Pæls paa, hvori han pleiede at staae bag paa Kanen, Da han kom i sit Hul i Kastellet, og de der lagde stærk Jern paa ham, sagde han: Ey! Her tracterer I Folk en Canallie, Hyrekudsken, som kiørte ham ud i Castellet, og derfor fik 1 Rdlr. sagde: han vilde gierne have kiørt den Tour for slet intet, hvilket er dog mod Hyrekudske-Religion, men saa kier havde alle denne Struensee. Grev Brandt tog sin Sloprok paa, og slængte sig i sin Canopee, og tænkte i Førstningen, det skulde være civil Arrest; men han maatte snart afsted, og op fra sit bløde Sæde, Han var ey fornøyet med Gud og Mennesken.) Da alle disse Forrædere vare komne hver til sit Sted; blev der en almindelig Glæde over heele Staden; ja, Glæden var ubeskrivelig, og indtil følgende Morgen yttrede sig paa adskillige og alle optænkelige Maader.

(Samme Dags Morgen, nemlig den

17 Jan. imellem 8 og 9, rejste Dronning ' Carolina Mathilda med Prinzessen Lovise Augusta til Cronborg Slot. Hvor efter Kongl. Befaling prækes baade tydsk og dansk for Hende saa længe Hun der forbliver.)

Samme Dag mod Middag behagede det Kongen med sin Hr. Broder Arve Printz Friderich at kiøre igiennem Stadens Gader, næsten baaren paa sine Undersaatters Skuldre. Hvor de kom frem, hørtes en almindelig Glæde: alle raabte Hurra! svingende deres, Hatte baade Høye og Lave; mange traadde udi Porte og Døre for at hilse Kongen, Landets Fader, og at bevidne deres Glæde over Kongens Velgaaende; Almuen raabte: See, kiere Fader! at Du er tryg og sikker, foruden de mange, som før omringede Dig. -

Eftermiddagen gik bort med Frydeskrig, Lystigheder og indbyrdes Lykønskninger blandt Store og Smaa; her bleve mange Flasker Viin udtømmede; men: bedre var det, at udgyde Viin end Blod.

Om Aftenen spillede Lyst-Raketter og Sværmere i alle Gader; og da begyndte Spillet ret at gaae an: Gabels Gaard paa Østergade var den første, som blev et

Offer for den opmuntrede Almue. Gabels Soel var nu bleven formørket, og Gabel saae nu, at der blev slet intet skiønnet paa hans Letfærdigheds Indretninger. Alting indtil do bare Vægge blev ruineret; og nogle raabte : at de vilde hale det Siette Bud ind igien. Gabel løb da af sin Stabel og blev forvist Landet

Fra Gabels Gaard vendte Pøbelen sig til de andre smaa-Contoirer, saasom: General-Contoret,

Piece-Contoret, Pomade-Contoret, Jæger-Contoret, Skræder-Contorer Anker-Contoret, Melpose-Contoret, Borlys-Contoret, Tydske Lottes-Contor, Niefinger-Contoret, Hoppe-Contoret, Hue-Contoret, Fægte-Contoret, Blomster-Contoret, Nellike-Contoret, og mange flere sadanne Contorer, hvor Pon ce-Bollerne vare Blækhuse, som Smækfillekerne frembare; de Ufornuftiges Penge vare Sandbøsserne. Her bleve manges Sønner og Døttre forførte og fordervede. De, som ey kunde eller vilde stave, vare de beste Skrivere paa disse Contorer.

Men alle disse Contorer bleve udfeyede indtil de bare Vægge, og alle disse kiere Muuse-Reeder udreensede indtil det inderste og kostbareste, alting gik i Løbet, der

sparedes ingen og intet:; ingen søde Ord kunde da frelse; ja, man vare saa haardhiertede mod disse lækre og smækre Drage-Dukker og Lokke-Duer, at man satte dem under Postene, og postet Vand over deres casserede Haar og blottede Bryste. Hillemænd! hvor maa dette kolde have gyset i dem, de vare ey vante til at faae det saa koldt; dette var ikke den varme Ponce, de pleyede at drikke Letfærdigheds Skaaler af. Ney, nu skulde de kiøles. Tugthuuset fik mange peene Spindersker og denne Gang gik det ikke efter det gamle

Ordsprog: Man hænger de smaa Tyve, og lader de store gaae. Her var en retfærdig Straf besluttet over dem alle.

Da denne Forstyrrelse, som gik af uden uskyldigt Borger-Blods Udgydelse, havde Ende, blev Roelighed igien ved god Politie indført. Himlen være lovet, som lod disse betydelige Forandringer skee uden større Allarm!