? Nøiagtig Afbildning og Udtydning paa Grev Brandts Vaaben.

Nøiagtig Afbildning og Udtydning paa Grev Brandts Vaaben.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggieststrædet.

2

        

3

Da vi allerede har meddeelt den gunstige Læser en nøiagtig og accurat Afbildning paa Grev Johan Friderich Struenses forrige prægtige grevelige Vaaben, og derover giort saadan en Udtydning, som vi synes, at være meest over- enstemmende med Rimeligheden, saa vilde vi ligeledes herved meddele vore gunstige Læsere en ligesaa nøiagtig og accurat Afbildning paa Grev Enevold Brandts, ligesaa prægtige grevelige Vaaben.—

4

4

Vel er sandt! at vores Grev Brandt, formedelst sine Forretninger, som Maitre des Plaisirs ved Hoffet, ikke har havt den Leilighed saa offentlig at giøre sig bekiendt for Landet, som Grev Struense, der i sit høie Embede, som hans allernaadigste Konge havde betroet ham, giorde hver Dag sit Navn bekiendt, ved de Ordres, han udstædede, — og altsaa kan der maaskee i hans Vaabens Forklaring ikke findes saa vidtløftig en Materie, — eller saa riig en Lejlighed, som i Forklaringen over Grev Struenses.—

Imidlertid vil vi dog herved giøre os den største Umage, at udlægge det saaledes, at vore Læsere skal finde sig fornøiede.—- For det første har vi da at betragte det hele Vaa- ben i sig selv, og seer vi da, at det, ligesom Grev Struenses Vaaben, er afdeelt i fire Hoved-Afdeelninger, og et Mellemskiold.— I den øverste Afdeelning paa høire, og den nederste paa venstre Haand, betragte vi en Søeslange, som skiuler Kroppen i Søen, men stikker Halen og Hovedet op af Bølgerne.—

5

5 Naar man overveier, hvad Søeslangen er for betydelig en Fisk i Havet, saa er det i sandhed et mærkværdig Sindbillede paa Grev

Brandt.—

Man veed, at Søeslangen er en stor Fisk, som giør stor Opsigt i Havet, — og kan ikke vende sig i smaa Vande.—

Vores Grev Brandt har med denne mærkværdige Devise overtydet os om, at han ikke kunde blive inden snævre Grændser, men maatte endelig tumle sig i Lykens store Hav. — Som Søeslangen er beskyldt for, at opæde og kujonere de smaa Fiske, saaledes er det troligt, at Grev Brandt, i den Tid han tumlede sig i Lykkens Vande, ligeledes, saa at tale, har opædt og kujoneret en Hoben, som nu kujonerer ham desto kraftigere.—

Til Lykke, at dette store Dyr blev fanget i Tide, og da heder det, at fiske i rørte

Vande.—

I saadan et Vand skal man fange saa- danne Fiske. Da vi nu have beskrevet, og

6

6 udtydet denne Afdeeling af Vaabenet, som er den øverste paa høire Haand, og den nederste paa venstre er overensstemmende med den, saa vilde vi ikke tale meere om dem, men begive os til de andre to Afdeelinger, som ere nemlig: Det nederste paa høire Haand, og det øverste paa den venstre Haand, hvilke begge føre eens Sindbillede, nemlig: Et Dyr med Ild

under sig.—

Efter lang Overveining kan man ikke see rettere, end samme Dyr jo skal forestille den bekiendte og saa kaldede Sali-

mander.

At den har havt Ild under sig, skal betyde den almindelige Sagn om bemeldte Dyr, at den nemlig brændes op til Aske.—

I al Sandhed! vores Grev Brandt kan ikke ilde hentyde det paa sig.—

Hans Gierninger vil vist fortære hans Person (saa at tale) som Ilden Salimandern, — og intet af den stinkende Aske bliver tilovers, uden allene Navnet.—

7

7 Allene! gid ikke af denne Aske et nyt Dyr maa oplives.—

Nogle derimod vil hentyde denne Devise paa hans Lykke, at den nemlig nu var optændt i den stærkeste Flamme, — allene — Ilden gik lige saa hastig ud, som den blev oppustet.

Ligesom de tvende første Afdeelninger ligne@hinanden, — saaledes ere ogsaa disse tvende overensstemmende med hinanden, og altsaa vilde vi ikke opholde os længere ved denne, men begive os til

Mellemskioldet, som zires med en udsprunget Blomst, — her maa vi henlede den gunstige Læsere til vores Grev Brandts forrige adelige Vaaben, for at giøre Sammenligning mellem dem begge.—

Man seer da altsaa i dette Mellemskiold en Blomsterknop, som ikke endnu er udsprungen.— Denne Forskiel er baade artig

og sindriig.— Man betragte vores Greve,

som en simpel Adelsperson, og siden som en Greve, og desuden sat saa høit paa Lykkens

8

8

Top, — saa seer man tydelig, at han med dette udsprungene Blomst vilde give tilkiende, at hans Lykke var nu fuld moden, og dens Blomster, saa at tale, udsprungen med de yndigste Blade.

Allene, — han tænkte paa Lykkens behagelige Foraar, — og Sommer, — men ach! Løvfald, — var ligesaa langt fra hans Tanker, som Skibbrud fra Grev Struen-

ses.—

Den enes Lykke blev paa samme Tid tiltaklet, som den andens sprang ud, — og den enes Blomster visnede paa samme Tid, som den andens Haab leed det ulykkelige, men da høist lykkelige Skibbrud.—

Den eenes Sindbillede pegede paa For- vovenhed, og den andens talede om Forgiæn- gelighed.—

Nu haver vi da betragtet alle fire Af- deelninger i Skjoldet, tillige med Mellem- skioldet.—

9

9

Vi vilde altsaa betragte det øvrige, nemlig:.

De tvende aabne Hielme, som kroner Vaabenet, hvilke ere:

1) En Stierne.—

2) En Vildmand, og

3) Tvende ordentlige Ildvifter, som ere lagde tvers over hinanden.— Hvad det første er angaaende, nemlig Stjernen, da vil vi troe, at han derved haver havt Hensigt til:

Enten den høie Stierne, han havde paa Lykkens Himmel, eller og, at han vilde ved samme ligesom vise, at den var en Veiviisning for ham paa Lykkens Vei.— Men stor Tvivl er der paa, at den har været af de gode Stierner, og man vil snarere troe, at den har været en forvildende Lygtemand, eller et Vettelys, — i det mindste er det nu soleklar, at den har ledet ham i en heslig Mose, hvoraf han ikke kommer saa let op, som han er kommet i den, — og hvor han er ilde tilreedt.—

Man vil ellers troe, at denne Stierne har været den samme, som har veiledet Grev

10

10

Struense, nemlig Vellyst, Hovmod og

Gierighed.

Det andet aabne Hielm ziret med en Vildmand, som enten er et Sindbillede paa hans vilde og haarde Sind, hvorpaa han ufeilbarlig har aflagt mange Prøver, eller og paa den anden Side skal forestille hans egen Person, som naar man vil ligne den med Stiernen,

— med Rette kan siges: At have løbet

vild.

Det tredie ere tvende ordentlige paa tvers over hinanden liggende Ildvifter.—

Uafgjort er det, hvad vores Brandts Hensigt dermed haver været.—

Man veed, at Ilden pustes op alt mere og mere ved Hielp af disse Instrumenter, — om dette skulde være disses Hensigt, veed man ikke til visse, — imidlertid synes det rimeligt, at disse Vifter har oppustet den Ild, som endelig har fortæret det forunderlige Dyr.— ɔ: At Grev Brandt har selv været Aarsag i sin egen Ulykke.—

11

11 At han imidlertid denne Lykkens Ild flammede, har betient sig af disse Midler, til at kiøle sig af imellem, er ogsaa trolig. — Men hans af Vellyst og Gierighed svedende Siæl blev uformodentligere og hastigere afkiølet, end han selv ventede.—

Hele Skioldet er omvunden med Mathildes Orden, som det eeneste Ærestegn, af det Slags, han indtil denne Tid var beæret med (Kammerherre-Nøglen undtagen).

Tiden forhindrede saavel ham, som Grev Struense i dette, som i meere.

Skioldholderne ere paa den ene Side en@Løve, og paa den anden Side en Ørn med en Stierne paa Brystet.

Løvens Natur veed man er Grumhed, — denne Udtydning er overeensstemmende med Vildmandens i den ene Post, — og vil man troe, at have fulgt Rimeligheden deri.—

Hvad Ørnen er angaaende, da seer man tydelig hans Hensigt dermed, at han nemlig,

12

12 ligesom Ørnen vilde svinge sig op til Solen.—

Allene! han faldt, som Icarus, med sine falske Vinger, langt dybere need.—

Tuluntur in altu Sit lapsii graviori ruant.

Ovidius.

Nu have vi meddeelt den gunstige Læser en Udtydning og accurat Afbildning paa begge Grevernes Vaabener, forhaabende, at den gode Læser optager dem med gunstige Øine, allerhelst, naar man forsikrer, at de ere begge accurate afstukne efter original Seglene, og at man har giort sig den mueligste Fliid i deres Udtydning.

13

13 Grev Brandts

Liv og Levnetsløb.

1.

Fra Fødsel af Mig Lykken gav

Af Adel at udspringe;

I Kiøbenhavn Min Stand og Navn Hos alle kunde klinge.

Min Stamme var God, gammel, rar,

Og vel bekiendt blant alle;

Min Rettighed Til Ære, veed

Jeg ingen Tvivl kan kalde.

Som Struensee Sig svingede

Fra ringe Stand til Ære,

Min Lykke var,

Fra Svøb jeg bar,

Jeg Adel skulde være,

14

14

2.

Hvad sømme kand Saa høi en Stand,

Hvoraf jeg var udsprungen.

Jeg lærte vel,

Men til min Siæl

At redde, — blev jeg tvungen. At danse net,

At fægte ret,

At ride, — jeg snart lærte.

Hos Qvinderne Jeg Pengene,

Og al min Tid fortærte. Vellysterne Jeg fødede,

Paa intet Got jeg tænkte,

En bon Humeur,

Og god Couleur,

Fuld Glas jeg stedse skiænkte. 3.

Blant Hoffets Folk I sær Grev Holk,

Var mig i Veien stedse,

15

15

At styrte Ham Til Nød og Skam Jeg brugte Politesse.

Jeg det opnaaer,

Hos Kongen faaer

Den største Gunst og Maade,

Med Struensee,

(Til egen Spee,)

I alting kunde raade.

Paa Ærens Trin Til Glands og Skin,

Jeg først blev Kammerherre,

Jeg Greve blev,

Men Hovmod drev

Mig til alt Ont desværre.

4.

Med Greve-Rang Jeg samme Gang

Mathildes Orden nyder;

Jeg Vellyst nød Saa sukkersød,

Jeg Trods til alle byder.

Udi mit Bryst Kun Syndelyst,

Og intet Got da boede,

16

Til Skam og Nød,

Ja! skiændigst Død,

Jeg egen Aare roede.

Da Syttende Man tegnede

I Januarii Maaned,

Min Lykkes Soel Paa Skiebnens Poel,

Uhældig for mig graaned!