? Udførlig Efterretning om den hemmelige Sammenrottelse, som lykkelig blev aabenbaret i Kiøbenhavn Natten imellem den 16 og 17 Jan. 1772. da formedelst de Sammensvornes Fængslelse, en betydelig Ulykke blev afvendet [...]. Tillige en kort Berætning om E. Brandt og J.F. Struensees ynkværdige dog salige Ende og sidste udstandene Dødsstraf.

Udførlig Efterretning

om

den hemmelige

Sammenrottelse

som lykkelig blev aabenbaret

i Kiøbenhavn,

Natten imellem den 16 og 17 Jan. 1772,

da ved Guds Bistand

formedelst de Sammensvornes Fængslelse, en betydelig Ulykke blev afvendet fra den Kongel. Residence Kiøbenhavn og

alle Kongens Rige og Lande.

Tillige

en kort og tilforladelig Berætning

om

E. Brandt og J. F. Struensees

ynkværdige dog salige Ende

og sidste udstandene Dødsstraf.

Kiøbenhavn 1772,

trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2

        

3

Der findes kun faae Monarchier, hvor ei en eller anden Sammenrottelse har skeet. Under alle Regeringsformer, finder man Mennesker, som misfornøyede med deres Vilkaar, gribe til de forvovenste Midler, for derved enten at befrie sig fra den Byrde som trykker dem, eller at sætte sig i lykkeligere Omstændigheder, eller og for at svinge sig op til den høie Stand, som de i Betragning af deres ringe Herkomst, ikke ellers kunde haabe.@Disse ere almindelig de Aarsager, som forleede en troløs Underdan til ar føre Avindskiold, imod sin Konge og sit Fædreneland. Saadane Mennesker vare Johan Fridrich Struensee og hans Tilhængere, hvis onde Anslag, vil formørke Dannemarks Historie med en uforglemmelig Nat; men den hellige Gud som boer i det Høie, lod dem selv falde i de Snarer som de havde opstillet for den aller elskværdigste Konge.

4

4 Hovedmanden for den skiændige Sam- menrottelse, var Johan Friderich Struensee, en Søn af den Kongel. Danske Superintendent Adam Struensee: denne rekstafne fromme Fader havde anvendet al Møie paa hans Opdragelse og Underviisning, men man kunde fra hans Ungdom af tydelig spore, at han var tilbøielig til alle Laster og til en Løs- agtig Levemaade. Hans retskafene Fader anvendte al Flid paa ved en god Opdragelse og Formaninger at undertvinge hans onde Tilbøiligheder, men det frugtede kun lidet, og da han ei mere stoed under Faderens Tugt, ytrede sig hans onde Naturel desto hastigere. Han havde studeret Medicinen og erholdet Doctergraden deri, skiønt han intet retskaffent deraf forstoed. Desuagtet havde han den Lykke, at blive foreslaget den beste Konge Chistian den 7de som Reise Livmedicus, paa hans Reise, hvortil han af Kongen blev antaget og tilladt at følge Allerhøistsamme paa Reisen. Lykken var ham fremdeles saa gunstig at han (skiønt ikke for hans Dueligheds Skyld) ei allene blev benaadet med at være bestandig Livmedicus, men steeg fra den ene Æres Trin til det anden, ja saa vidt, at Kongen, den 23de Januarii 1771, i Be- tragning af en vis høie Persons Forbøn, ophøiede ham i Greve Standen og udnævnte ham til gehem Kabinets og Statsminister.

5

5

Opblæst af en skammelig Hovmod formaaede han benævnte høie Talsmandinde, ved en Acte at forsikre ham af Kongen Hertugdommet Pløn, men den kom ei for Lyset. Endelig gik han saa vidt at han tillige med denne høie Person vilde bemægtige sig Riget og Formæle sig med hende og tillige med hende regiere som som Protector, men i Forveien, vilde han ombringe den af Gud anordnede dyrebarest Landsfader og Konge Christian den 7de, den haabefulde Kronprinds Friderik, den beste Dronning Juliane Marie, den elskværdigste Arveprinds Friderik og Princesse Charlotte Amalie, og derefter, ifald nogen høie eller lav giorde Modstand, med Ild og Sværd at bane sig Veien til den Kongelige Krone, Throne og Scepter.

Adskillige befrygtelige Anstalter, som nogle Uger forhen, bleve giorde af denne skiændige Greve, satte alle Indbyggerne i og omkring Kiøbenhavn i forvirrelse og den eene frygtede den anden, saa at ingen uden største Frygt gik paa Gaden om Aftenen eller lagde sig til Sengs om Natten. Han lod de største Ca- noner bringe fra Tøihuset paa Volden, for Vagterne og Porterne, skarp ladede med Cartescher. Canonerne paa Voldene bleve alle Aftener efter Tappenstreg vendte imod Staden, saa de kunde bestryge Gaderne.

6

6 Begge de Kongelige Guarder Regimenter bleve afskaffede, adskillige berømmelige Ministre afskedigede, alle Vagter fordoblede og flere extra Vagter udsadte. Soldaterne bekomme enhver 36 skarpe Skud, og Patrolleringen var overordentlig stærk. Paa Slottet selv bleve Vagterne fordoblede og skarpladne Ka- noner plantede, ja enhver som paa Slottet havde noget at forrette eller vilde tale med nogen, blev uden Persons Anseelse, af 2 Solda- ter ført ind paa Slottet og tilbage. Da dette kom Kongen fremmed for, spurgte han Grev Struensee (thi han var allene ved ham) hvortil disse skrækkelige Anstalter stulle tiene? hvortil han svarede: det skede alt for at beskytte hans Majesters dyrebareste Person; thi alle Underdanerne vare opbragte imod hans Majestet, hvorover man befrygtede det kunde gaae med hans Majestet, som med den ulykkelige Peter i Rusland. Kongen blev bestyrtet herover, slog Hænderne sammen og sagde: Min Gud! hvad Ondt haver jeg da giort at mine kiære og troe Underdanere, saa hade mig! denne Uværdige svarede Kongen og forebragte adskilligt af Kongens Regiering, som mishagede Folket, og i Besynderlighed anførte han, den hidindtil indrevne Extraslat. Dette krænkede Kongen Hiertelig, som ei strax kunde finde det giørligt at ophæve Ex- traskatten.

7

7

Imidlertid fortsatte denne Bande sine Anslag, og under allehaande Forevendinger, veigrede de redelig sindede Patrioter Adgang til Kongen, vidste og at paadigte enhver redelig Underdan saadanne nederdrægtige onde Gierninger, saa at Kongen ingen Lyst havde at tale med dem. Naar nogen endelig maatte for Kongen, blev han tvungen at giøre sine Sager korte, og at pakke sig bort, saasnart Giensvar var falden. Tilsidst maatte enhver skriftelig indgive sit Foredragende og bekom skriftelig Giensvar alleting maatte leveres til Grev Struensee, der ei sagde Kongen meere end han fandt forgot, ja Kongen bekom alle Brevene opbrudte. Grev Struensee og Brandt vare stedse om Kongen, den første var hos Kongen før han vaagnede og gik ei fra ham igien førend han sov, imidlertid opholdte Grev Brande sig stedse i Forgemakket. Naar nu den eene eller den anden i andre Forretninger maatte være borte, saa blev Vagten og Betienterne i Kongens Navn befalede, at ingen under Kongens høieste Unaade, maatte nærme sig til det kongelige Gemak, saasom Kongen var upasselig og havde lagt sig til Hvile. Saasnart de komme tilbage fra deres Forretninger, som de paa muligste Maade ile- de med, saa havde og Kongen udhvilet. Vilde Kongen fare eller ride ud, men der ei var Grev Struense eller Brandt beleiligt, saa

8

8 vidste de under tusinde listige Forevendinger, at indgive ham skadelige Medikamenter, saa han nødvendig maatte befinde sig ilde, gierne blev hiemme og holdt ved Sengen. Disse Medikamenter have virkelig beskadiget Kongens Sundhed til en Deel. Naar Kongen kiørede eller reed ud, var altid Grev Struensee og Brandt om ham, og var han da omringet med en stark Escorte, saa ingen kunde komme til ham. Saadant og mere andet øvede de saa længe, til de endelig efter at tvende Nætter havde slaget dem feil, udvalgte Natten imellem den 16de og 17de Januarii til at udføre sin fordømmelige Gierning i. For at understøtte deres Forehavende, vare adskillige Herrer underrettede om deres Hensigter, dog ikke Generalmajor Eichstedt eller Oberste Köller. Den første blev den 14de Jannarii indbuden til Kongens Taffel og indfandt sig der. Efter Taffelet, blev han af Grev Struensee indkaldet i et Gemak og i en høie Persons Nærværelse foreviset den hele Plan, og blev hans Regimente forlanget til Hielp, ligesom man og forlangede af ham, at han i den høie Persons og hans Navn skulde meddele Oberste Köllert denne Befaling og Plan paa det han og til bestemte Tid kunde holde sit Regimente færdigt og naar der var lagt Haand paa Kongen, og alle Indvaanerne i og uden om Kiøbenhavn, ei strax vilde Hylde den re

9

9

gierende Dronning Caroline Mathilde og ham (Grev Struensee) eller de vilde giøre nogen Bevægelse, skulde han med bevæbnet Haand tvinge dem, til hvilken Ende fornævnte Anstalter vare giorte, og skulle de andre Officierer bekomme nærmere Forholds Ordres. Derhos blev Generalmajor Eichstedt befalet, ei at gaae fra Slottet førend han fik Ordre dertil. Den brave Officer maatte love at iagtage Ordrene nøie, han gjorde det og stillede sig an som han var dem ganste tro.

Herover blev Grev Struensee forud fornøiet og troede allerede at see sig paa Kongens Throne.

Den 16 Januarii om Aften var mas- qveret Bal i det franske Comoediehuus, imidlertid fik Generalmajor Eichstedt Ordre at begive sig til sit Huus og udfærdige de fornødne Ordres. Saasnart han kom til sit Qvarteir og i sit Kammer, skikkede han sin Tiener væk, i al Stilhed byttede Klæder, gik hemmelig udaf Huset og hen til den Fortienst- fulde Herre Rigsgreve af Rantzov Ascheberg og med største Bestyrtelse fortællede ham det hele farlige Anslag. Denne i største Fare standhaftige Herre, ilede med Generalmajor Eichstedt strax hen til Enkedronningen Juliane Marie og Hans Kongelige Høihed Ar-

10

10 veprinds Friderik, strax bleve Oberste Köl- lert, som den Dag havde Vagt paa Slot- tet med Hans Regiment og Geheimeraad Grev Osten hentede. Man aabenbarede de høie Personer, Forrædernes Forehavende og be- styrtede kunde de ei holde sig fra Taarer; før- ommeldte Greve af Rantzov, indprentede de høie Personer Mod, begierede Pen og Blek og Papir, og skrev de nødvendige Ordres, som hensigtede til de Messueres de havde ta- get. Saasnart samme være udfærdigede, opmuntrede han de høie Porsoner, at gaae med hen til Kongen, der kort tilforne var kom- men fra Ballet, og allerede var gaaet til Sengs. Da Enkedronningen Hendes Mst. Juliane Marie, Hs. K. Høihed Arveprinds Friderik, Geheimeraad Grev Rantzov, Gehemeraad Grev Osten, Generalmajor von Eichstedt, Oberste Köller, uanmeldede trinede ind i Kongens Gemak, saa slog Kongen Forhænger for sin Seng tilbage og sagde: Min Gud hvad vil De? derpaa svarede Enkedronningen Juliane Marie med græ- dende Stemme: Deres Majestæt min Søn frygt ikke, vi komme ei som Fiender, men Venner, for at redde os og det ganske Land og med Guds Hielp at afvende den Fare som truer os. Da Hun havde udsagt Dette, tog Bedrøvelsen Overhaand og Hun kunde ei for Graads Skyld

11

11

tale mere; hvorfore Hs. Kongl. Høihed Arveprindsen og Grev Rantzov toge Ordet og fortellede den ganske Plan. Den sidste greb i Lommen, og optog de udfærdigede Ordres

og forelagde Kongen dem til Underskrift.

Hvorpaa Kongen udbrød med disse Ord: Min Gud det vil koste hele Strømme Blod! Grev Rantzov svarede Kongen derpaa og sagde: Deres Majestet vær ved god Mod jeg skal med Guds Hielp tage al Faren paa mig, jeg skal saa vidt muligt forebygge al Fare! & c. Hvorpaa alle de høyeste og høie Nærverende, formaaede Kongen uden Tidsspilde at underskrive Ordrene, hvilke Hs. Kongl. Høihed Arveprinds Fridrik tilligemed underskrev.

Da de Kongelige Ordres vare udstæde- de bleve de uddelede til adskillige Officiers af Eichstedts og Köllerts Regimente, til den nøiagtigste Efterlevelse.

Der udfordredes endnu en Ordre, til at bringe en vis høie Person i Sikkerhed, men den maatte Kongen med høiest egen Haand udstæde. Monarchen udstædde denne Ordre, med den inderligste Bedrøvelse, og overgav den til Rigs Greven af Rantzov, for at iverksætte den. Imedens dette blev bragt i Stand, blev Generalmajor Gudde, som

12

12 den Tid var Commendant i Kiøbenhavn, af- sadt, og i hans Sted Generalmajor Eichstedt, Chef for det i Garnison liggende Siællandske Regiment, udnænt til Commendam og befalet at føie de fornødne Anstalter. Denne Herre begav sig strax i Spidsen af sit Dra- guner Regiment meddelede alle Vagthavende Offiiciers fornødne Ordres, lod alle Vagter paa Slottet forstærke, og alle hoved Indgange besynderlig Kongens Gemak, med Vagt vel forsee.

Strax derpaa blev Grev Struensee, hans Broder Justiceraad Struensee, Grev Brandt, General Gude og hans Frue, General Gæhler og hans Frue arresterede og enhver for sig henbragte til Citadellet. Frue Generalinde Gelert blev beklaget af alle som kiendte den brave Dame, hun blev entlediget af sin Arrest da man befandt hun var Uskyldig.

Da værende Liv-Medicus Professor Berger (som ingenlunde maa tages i Stæden for den redelige Liv-Medicus Etatsraad Berger, sam for lang Tid har søgt og erholdet af Kongen sin Afskeed) Oberste Falken: skiold, Oberstlueitnant Hesselberg, bleve sadt i Hovetvagten, hvor de efter nogle Dages Forløb pønsede paa at desertere, men de

13

13

bleve grebne deri og derpaa henbragte til Holmens Love i bedre Bevaring. Den 20de Januarii blev Legationsraad og Postdirecteur Sturtz, ligesaa Arreteret i Hovedvagten, og derfra blev han siden bragt til Citadellet. Stalmester Baron vor Bülov, Contreadmiral Hansen, Etatsraad Willebrand, Lieutenant Aboe og 3 Secretairer i Kabinettet, bleve arreterede i deres Qvarteer, og saa blev strax de Fangenes Papirs forseglede.

Gehiemeraaderne Rigsgreve af Rantzou og Grev von der Osten, ledsagede af en Vagt, ginge med den Kongelige Ordre, uanmeldede ind i den benænte høie Persons Kammer hvor hun allerede laae i Sengen. Grev Rantzov trinede ind. Hun slog Forhænget for Sengen til Side og spurgte: Hvem er der? Ha Monsieur Rantzov, er De der? hvor staaer det ? lever K**** endnu? hvor ere Grev Struensee og Brandt? Greven lod som han ei hørte det, men overgav i Hans Kongelige Majestets Navn den medhavende Ordre og forkyndte Hende Arrest. Hun foer op og sagde: At arretere mig, det skal koste deres Hoved! hvor er von der Osten? Greven svarede i Forgemakket! hvorpaa Hun gav til Giensvar! Den Forræder! Hun spurgde videre om Grev Struensee og Brandt, hvortil Greven svarede:

14

14

De sade alt i god Forvaring i Citadellet! Greven igientog sit første Ærinde i Kongens Navn. Herover blev Hun forbitret, sprang op af Sengen og gik op og ned i Gemakket, imidlertid holte Greven sin Hat for Øinene og formanede Hende at klæde sig paa, thi i Mangel deraf, saae han sig nødet til at lade Hende paaklæde. Herpaa greb Hun ham i Haaret. Han kaldte et par Damer ind af hvilke den ene, trak Hende en Klædning paa. Hun greb selv en Salouppe og ilede til en forborgen Trappe for at undflye, men den var allerede besadt med Vagt. Heel forstrekket vendede Hun tilbage, og ganske Afmægng lagde sig paa en Canopee. Greven gav Hende Tid ar recolligere sig, men formanede Hende Tid efter anden at gaae med. Hun bad at man vilde give Hende Princessen med, dette blev Hende tilstaaet, og Hun til den Ende iklædet. Derpaa sagde Greven, nu Madame gaar De! skynd Dem! gesvindt, gesvindt! Han tog Hende ved Haanden bar sin Hat under Armen og den blotte Kaarde i den anden Haand og gelejdede Hende til Vognen, hvor Hun anden gang sagde til ham: Det skulde koste hans Hoved! hvortil Greven svarede: Jeg elsker Gud og er min Konge tro! adieu Madame! Frøken Moesting, sadte sig tillige med den lille Princes i Vog-@hos Hende samt Major Carstenskiold med

15

15 den blottede Kaarde, og saaledes blev Hun under en Escorte af 30 Dragoner ledsaget til Cronborg. De første Dage har Hun hverken spist eller drukket noget undtagen er par Kopper Chocolade, endelig har Hun faldet i Graad og adskillige Gange igientaget disse Ord: Ach du ulykkelige Barn! ach jeg ulykksalige Moder! i saadan Tilstand lever Hun i den underste Etage af Slottet.

Ved Grev Struenses arrettering er følgende forefaldet: Da Obriste Alev forkyndede ham Arresten og viste ham den Kongel. Ordre, søgte han at vinde Tiden og vilde ei troe at Kongen selv havde Underskrevet denne Ordre. Obristen for at betage ham al Tvivl, sagde han vilde med sit Liv borge for, at der virkelig var en Kongelig Ordre. Kort; han vilde ei give sig. Obristen fandt sig altsaa nødsaget, at sætte ham Kaarden for Brøstet, da han tillige sagde: Han havde Ordre at bringe ham enten døed eller levende! derpaa faldt han i afmagt i en Canopee! man bragte ham igien til rette. Han bad at han først maatte faae en Kop Chocolade, som blev ham afslaget. Han forlangede skt Etuie som laae i Vindvet, men det blev ham ei tilladt at tage den med. Obristen formanede ham at skynde sig og komme af Sted, førend det blev Dag, ellers var det umueligt

16

16 at at beskytte ham for Overlast af Pøbelen. Saasnart han kom ud af hans Gemak, bleve hans Hænder bundne. Da han gik bort bandede han sin Kammertjener, fordi han ei havde givet ham hans Pels med. Han blev altsaa i en Hyrevogn under Bedækkelse af Dragoner bragt i Citadellet. Da han steeg ud af Vognen, bar han enda Omsorg for Kudsken og bad man maatte betale ham eller give ham Drikkepenge. Obriste Köller gav ham en Daler, den han tog imod, men derhos sagde paa godt dansk: Jeg havde og gierne giort det for intet. Herpaa blev han bragt til Commendanten i Citadellet. Da Greven kom der, bandede han heftig, Com- mendanten bad ham være stille. Saasnart Struensee var bragt i det for ham bestemte Logie, som er den samme den bekiendte Norcros saa længe havde sadt i, spurgte han: hvor ere mine Betientere? den vagthavende Officier svarede: Jeg saae ei der kom nogen med, min Secretair! han er heller ei her! min Pels! her er koldt for Diævelen! jeg vil ei fryse, jeg vil have et andet Kammer! han fandt en sort Træstol og sagde hvortil skal denne Stol, giv mig min Sopha! alt dette besvarede den vagthavende Officier saaledes: Min Herre her er intet andet til eders Tieneste, end en Kammerpott.. Over dette Giensvar blev han saa rasende forbittret

17

17

at han foldede begge Armene sammen og med Hovedet løb imod Veggen og Jerngitteret, i den Hensigt at knuse sin Hierne-Skald, og bandede han gruelig derved, men Vagten løb hurtig til og forhindrede ham dette ved at give ham nogle Slag. Hans Opførsel blev meldet, hvorpaa han strax midt i Stuen med Hænder og Fødder blev sluttet fast til Gulvet siddende, saa han ei kunde giøre sig videre Skade, og tillige bleve Vinduerne i hans Fængsel, tilslagne tvertover med Lægter. Da han saae dette, sagde han: man bliver begiænet som en Kanallie, i denne Tilstand vognede hans onde Samvittighed, og han stillede sig an som han havde en hæftig Tandpine, og bad derfore man maatte dog sende nogen hen til hans forrige Cabinet, der skulde de for Vinduet i et Papir finde lig- gende et Tandpulver, det bad han de vilde hente ham, at han dog derved kunde stille Smerten. Man sendte Bud derhen, det blev og fundet, men da Hr. Etats Raad og Livmedicus Berger blev befalet at undersøge der, befantes der at være en stærk Gift, hvor- fore lige saa lidet dette som noget andet Tandpulver blev ham givet. Derefter begyndte han at vilde sulte sig ihjel, og vilde hverken nyde Mad eller Drikke. Nogle Gange lod man ham heri sin Villie, men derpaa kom Befalning han skulle æde og drikke, og ifald han ei vilde

18

18 med det Gode, skulde han saa længe prygles indtil han fik Appetit. Derpaa beqvemmeve han sig tit at æde, uden at lade sig prygle dertil. Men ham blev hverken givet Kniv, Gaffel eller Skee, da de vagthavende Soldater, skare Maden i tu og stoppede ham den i Munden. Da han nogle Dage havde siddet i denne Tilstand, lovede han at vilde bedre opføre sig, og bad man vilde be- de om Naade for ham, dette blev og bønhøret, og derpaa blev han krydsviis slukket fra Hænder til Fødder, og en til Vaggen fastgjort 3 Alen lang Kiæde lagt ham om Benet, og Sengeklæder givet ham at ligge paa. Over alt saa befandt han sig i et Fængsel hvor de groveste Misdædere plejede at forvares og bar han og Klæder som en Misdæder, der bestaaer i en blaae Filtes Trøie uden Knapper, og alle de andre Knapper som han havde i sine Klæder bleve afskaarne, af den Aarsag, at han har afrevet og nedsvælget nogle. Skoe eg Knæspender bleve ham ligeledes fratagne. For nærværende Tid bær han en Jern-Hue, saa han ei kan støde sit Hoved. Siden det Eluce hvorom han saa meget bad, at man skulde give ham det med, bleven visiteret, og i samme har man fundet 3 smaae Kugler. Etats- Raad og Livmedicus Berger har undersøgt dem og befundet at deres Beskaffenhed, var en langsom virkende Gift, hvilket denne U-

19

19

gudelige skal have brugt til en høi Person. Nok et Tillæg om Grev Struensee: Da han ungefehr for et Aar siden en Gang i Kiøbenhavn gik paa Gaden, beglænede ham en Slave i Kiæder; Slaven bad ham om Almisse, og tillige at anraabe Kongen om Naa- de for ham, at han maatte blive løsgivet af denne elendige Tilstand. Greven gav ham en Almisse og sagde derhos, du bær vel dine Lænker for din Dyds Skyld! siden erholdte Slaven sin Frihed og blev Slutter i Citadellet. Da det nu hendte, at just den samme lagde Greven Lænkerne paa, sagde han: Deres Exellence, for deres Dyds Skyld legger jeg dem disse Lænker paa.

Om Grev Brandt er følgende at mær- ke: da Officieren kom med Vagten for at arrestere ham, lukkede han sig inde i sit Kammer. Officieren sagde han skulde lukke op og bære sig ad som en fornuftig Mand, thi det kunde ei hielpe ham, da han brød Døren op, ifald han ei aabnede den! han lukkede Døren op, holdte sin Kaarde i Haanden for at forsvare sig, hvorpaa man bemægtigede sig den da kastede han Kaarden fra sig, søgte ar rive sig løs og sagde: Mine Herrer! de gaaer feil, jeg er en Stats-Minister, jeg veed ei jeg har forbrudt noget, hvorfore man kan arrettere mig. Officieren

20

20

foreviiste ham Ordren, og sagde, jeg gaaer ganske ret, han skulde nu følge med, det øvrige vilde nok finde sig, derpaa bragte man ham til Citadellet.

Da Grev Brandt i Citadellet var afstegen i Commendanten, General von Hobens Huus, complimenterede han Kommendanten saaledes: Min Herre! tag det ei ilde op jeg incommederer Dem saa tidlig! Commendanten svarede: Slet ikke min Herre man har længe siden ventet dem her! derpaa gik Grev Brandt op og ned i Kammeret, saae sig allegvene om, sang en italiensk Arie, og sagde: Her er min Siæl smukke Værelser i Castellet! Commendanten svarede: Ja min Herre de skal bekomme dem endda bedre! derpaa blev hans Kammer ham anviiset som var temmelig dunkelt: det giorde ham enda ikke forsagt, men han sagde: Ved min Troe! Commendanten har sagt sant! han er stedse lystig og spiller paa Fløite. Af de 3 Mark, han daglig har at fortære, sparer han 12 Skilling, hvilke som han siger: Hans tilkommende Bøddelknegt skal have til Drikkepenge. Han betiener sig og ofte af dette Udtryk: Det sømmer en liden Gris at lade sig ydmygge af smaae Ting, men en stor

21

21

Gris opløfter sit Hoved, langt over sin

Skiæbne.

Faa Dage for denne Tumult, blev Grev Brandt, af en Ven, ved et Brev advaret, og forud sagt og betydet hvad Skiæbne. han vilde have, ifald han vedblev

de fordervelige Anslag.

De forbenævnte Personers arrettering skeede ommeldte Nat, imod Morgenen imellem 3 og 6 Slet, da alle Personerne vare komne hiem fra Bal og havde gaaet i Seng. Alle Stadsportene vare lukkede paa den Tid, da samme siden afvigte Foraar bestandig haver staaet aaben. Ved den stærke Kiøren og Riden, vare alle satte i Bevægelse og giortes op- mærksomme, desuagtet dristede ingen sig til, for Dag at gaae ud af deres Huse, men saasnart det blev Dag, forsamledes alle, og Gaderne vrimlede af Folk. Skrækken havde udbre- det sig paa alles Ansigter, da de vare bange for, at noget ubehageligt var vederfaret vor allernaadigste og huldsaligste Monark. Af den Aarsag samledes alle paa Slotspladsen, for at erkyndige sig om deres Frygt var grun- det, og i kort Tid var Pladsen opfyldt med Mennesker. Da det derpaa behagede hans Majestet Kongen, Dronning Juliane Ma- ria og hans kongelige Høihed Arveprints Fri-

22

22

derik, at lade sig see paa Slottets Balcon, glædede folket sig saa meget derover, at de med største Fryd udraabte: Vivat! længe leve vores dyreste Konge Christian den 7de, Dronning Juliane Marie og Arveprints Friderik! hele Staden blev opfyldt med dette Fryderaab, al Misfornøielse forviist og Bedrøvelse forsvandt. Den eene ønskede den anden til Lykke i de frydefulde Udtrykke, da de havde seet deres elskværdigste Monark ved fuldkommen Sundhed. Indvaanernes Glæde ved Kongens Opstigelse paa Tronen, Formæhling og Kongens Kroning, kan ei lignes ved denne vedvarende Fryd; thi enhver var nu overbeviist om at Gud af Naade havde afvendt denne øiensynlige Fare. Klokken 12 om Middagen, kiørte Kongen tilligemed Prints Friderik i en aaben Vogn med 6 Hvide Heste for og bag efter i en anden aaben Vogn Kronprintsen.

Gaderne igiennem hvilke de kiørede, vare saa opfyldte af Mennesker, saa Hestene fast ikke havde nødig at trække, da man saa got som løftede Vognene op og bar, og hørtes derved et uendeligt Fryderaab. Derefter var Cour til Hove og blev holdt offentlig Taffel. Begge Guarde Regimenterne ere igien oprettede. De Folk som havde tient under Fodguarden og vare afskedigede, indfunde sig

23

23

strax igien, baade med og uden Mundering, som de ginge og stode, og efter Forlangende igien samme Dag trak op paa Vagt og afløsede Eichchstedt Dragoner, som i 48 Timer havde havt Vagt.

Om Aftenen var hele Byen paa der prægtigste illumineret, de høikongelige Personer kom samme Aften paa den franske Komedie, og bleve Allerhøistsamme; ved deres Ankomst imodtagne med den frydefuldeste Haandklappen og Vivat raaben. Natten derpaa ruinerede Pøbelen henved 70 berygtede Huse, hvorunder er indberegnet det forhen Grev Schulin tilhørende Huus, hvilket Gabel efter Grev Struensees Tilskyndelse havde kiøbt og maattet indrette til et offentlig H*** Huus, hvortil og Grev Struensee havde forstrækket ham Penge.

Anden Dagen vilde Pobelen atter begynde at ruinere, men Hans Kongelige Majestet lod ved Trommers og Paukers Lyd tilkiende- give: at skiønt Kongen ved sine kiære Under- daneres øvrige Opførsel var meget fornøiet, saa var han og høist ubehageligt at erfare de forgangne Nat udøvede Uordentligheder, thi blev under vis Straf al videre Udvi- gelse forbuden. Det var knap mueligt at sætte Pøbelens rasende Fornøielse Skranker.

24

24 Pøbelen vilde i Førstningen ikke troe at det var en kongelig Befalning og begiærede derfore at see den skriftelig, den blev dem foreviset, de kyssede paa den, og strax blev alting roligt. Pøbelen vilde og gierne have havt fat paa Grev Struensees prægtige Stadsvogn, hvilken havde kostet 6000 Rdlr., men den stod i Forvaring paa Kongens Slot. Ved denne Lejlighed skede folgende Avancemets.

Generalinde Numsen blev Oberhof- mesterinde hos Kronprintzen, Generalleiut- nant Greve af Rantzau Aschenberg, blev udnævnt til General af Infanteriet og be- naadet med Ridderordenen af Elephanten, Hr. Generalmajor von Echstedt, blev i Steeden for den forrige Commendant Generalmajor Gude, udnævnet til Commendant i Residensen, til General af Cavalleriet, optaget til Ridder af Dannebroge og til Medlem i General- og Commissariats- Colegio. Obriste Køller blev Ridder af Dannebroge, Generalleiutnant af Infanteriet og Ober-Generaladjutant hos Kongen.

Alle Officererne af hans Regimente, som ved denne Expedition bleve brugte, avancerede alle en Grad, og da nu værende Hr. Generallieutnant Køller ønskede at

25

25

optages iblant den danske Adel, omendskiønt han er af en meget fornemme pommersk Familie, saa erholdte Han Naturalisations Patent under det Navn Køller-Banner, saa blev Han og udnævnet til Medlem i General- og Commissarints-Collegio. General Krigs-Commissaire Bieringskiold, fik Kammerherre Nøglen, og et par Dage efter Ordre at reise til sit Gods i Vordingborg. Statshauptmand Treeld fik 300 Rdlr. Aarlig Tillæg og Rang med Obrister. Hans Majestet lod 3 Søndag efter Helligtrekonger holde Taksigelses Fæst i alle Kirker, og bringe alle Kongers Konge Lov og Takoffer, for det ganske Kongelige Huses og hans Rigers og Landes forunderlige Beskiermelse.

Tillæg.

Efter at Statsfangernes Giemmer, og Papire paa Christiansborg Slot vare igiennem seede, begyndte den anordnede Kongl. Inqvisitions Commission, første gang Forhørene den 20 Februarii 1772, udi Commendantens General von Hobens Værelser.

26

26

Da Struensee nogle gange havde været i Forhør, og ham var overbeviset Crimen læsæ Majestatis i en høi Grad, da han baa- de uden Hans Kongl. Majestets Foreviden- de og Approbation havde udfærdiget adskilli- ge Cabinets Ordres, endog Landet til Skade, og fornærmet den Kongelige Casse paa en anseelig Sum, som kunde erfares af en mistænkelig Reigning som iblant hans Pa- pire blev fundet, da saae han nok der var ingen Redning mere for ham og han havde fortient Døden, thi handlede han siden gan- ske aabenhiertig, bekiendte alleting rent ud, ja man fik fast mere af ham at vide end man forlangede og skyttede om.

Samvittigheden slog ham, hans Fræk- hed forvandles til Veemodighed og han gav Gud Æren, bekiendte sin Synd baade for Gud og Verden, og da blev man overbevi- set om han virkelig var delagtig i de Laster Rygtet havde forhen tillagt ham.

Ikke allene Frygten for Guds og Ver- dens Domme, sønderknusede hans Hierte, men tillige en sand Anger og Ruelse over hans Synder, thi nu virkede Guds Aand paa hans Hierte som forhen havde været: tillukket for Naadens Raad.

27

27

Et par Breve som indløbe fra hans Forældre forøgede meget hans inderlige Fortrydelse, og den Taareflod hvorved han daglig stræbede at aftvætte noget af sin Synde Smitte. De kierlige Forælders Formaninger som forhen havde værer frugtesløse, de faldt nu i en god Jord og bare Frugt, hvilker han i et Brev til sine Forældre bevidnede, da ham Pen og Blek blev tilladt, dog under Opsyn; Pastor Münther som gik til ham, fandt i ham den sande Bodfærdighed ,som Hiertelig angrede sin Synd mod Gud, Kongen og Landet. Da hans Doms-Tid nærme- de sig, gruede han ingenlunde derfore, men længtes efter dette Livs Opløsning og at komme i den Samfund som er tilsagt alle omvendte og boedfærdige Syndere.

Løverdagen den 25 April, blev og for Inqvisitions Commissionen hans Dom oplæst, og enhver Tilstædeværende blev indkaldet at paahøre den; Dommens Slutning lydde stråledes

I Følge danske Lovs 6te Bogs 4de Capit. 1ste Artikel, bør Joh. Fr. Struensee, sig til velfortient Straf og andre ligesindede til Exempel og Afskye, have forbrudt Ære, Liv og Gods, og være degraderet fra hans Grevelige

28

28 og al anden forundet Værdighed, samt hans Grevelige Vaaben af Skarpretteren sønderbrydes, saa bør og Joh. Frid. Struensees høire Haand hannem levendes afhugges, og dernæst hans Hoved, hans Krop parteres og legges paa Steile og Hiul, men Hovedet med Haanden sættes paa en Stage.

Denne Doms Execution blev berammet Tredie Dagen efter, nemlig den 28de April Mandagen den 27de annammede han Alterens Sacramente, og denne korte Levetid tilbragte han i idel Bøn og Paakaldelse, og Gud opvagte i hans Siæl den Glæde og Frimodighed, som ved en sand Tillid til Jesu dyrebare Forsoning erlanges.

Hvad Brandt angaaer, da som Medvidere i alle Struensees Misgierninger, som den der selv havde øvet mange Misgierning, ja endog været saa Ugudelig at opløfte sin Haand imod Herrens Salvede Kongen, da fik han den samme Dom som Struensee i alle Maader.

I Førstningen havde han maaskee ei forestillet sig at hans Straf skulle blive saa stor eller at han skulde miste Livet, skiønt

29

29

Strafen i Proportion af Hans Misgjerning, var særdeles naadig, desuagtet forlangede han dog en Præst, og var Hans Høiærværdighed Provst Hee til Holmens Kirke, den som blev beordret, at berede ham til Døden.

Han havde altid havt Ord for en Fritænker, og mange tvivlede om hans sande Omvendelse, ved det der sagdes, at han naar Præsten gik fra ham, var han ligegyldig og letsindig, og i hans Nærværelse allene andægtig paa Skrømt, som og virkelig er skeed i Begyndelsen.

Men da den velfortjente og retskafne Lærere kom i Erfarig derom, foreholdte han ham hans dybe Fordervelse og den Skade som sligt foraarsagede for ham, da han tilstod sine Feil, og lovede at han vilde vogte sig herefter, hvilket han og har giort, efter det Vidnesbyrd som Hr. Provst Hee har givet ham, og som offentlig er bekiendtgiort, var han vel overbeviset om sin Synd, og beredet til Døden, som en Christen bør væ- re. Den Frimodighed han udviste i sin sidste Døds Time maa ei regnes ham til Frækhed. Han tilskrev og sin høist bedrøde Moder i Fængslet et Brev, hvori han udtrykkede sig saaledes: at hans ganske Bestræbelse var allene, at gaae salig udaf

30

30

Verden. Han bekymrede sig et saa meget over Straffen, men allene over den Skam for Verden, og ønskede han den Formildel- se i hans Dom, at han ei som er slagtet Fæ skulle behandles og sønderhugges, men hans umenneskelige Gierninger fortiende en enda større Straf.

Han annammede og Mandagen den 27de det hellige Alternes Sacramente, som et dyrebart Pant paa sine Synders naa- dige Forladelse, og denne Forsikring giorde ham frimodig og styrkede ham i Dødens sidste Time, som tydelig erfaredes, da han laae paa Blokken, og af Provst Hee blev erindret om Jesu leie i Getsemane, da han i det han endte Livet, raabte: Jesu Blod raaber for min Synd!

Deres Execution gik for sig paa følgende Maade: Klokken hen imod 9 kom begge Fangerne under Bedekning af en Commando Musqveterer med opplantede Bajonetter hen til Echafautet, hver kiørte for sig i en Hyre Vogn, med de vagthavende Officiers hos begge Præsterne, som fra om Morgenen Kloken 8te havde biet ved Echafautet, toge imod dem.

31

31

Brandt steeg først op og Provst Hee fulgte ham. Efter en holden OpmuntringsTale blev Dommen oplæst for ham af Kongens Foged Herr Etatsraad Ortwed. Provst Hee gjorde ham adskillige Spørsmaal som han besvarede, og derved beviste at han ei døde som en Fritænker, det han havde Ord for.

Derpaa annammede han Herren Velsignelse, afførte sig selv sine Klæder ganste frimodig, og lagde sig ned paa Blokken, og blev da Dommen i et og alt fuldbyrdet.

Dernæst steeg Struensee op og Pastor Münter fulgte ham. Struensee udvidste en mere Bedrøvelse, end den første, maa- skee hans Frygt var større, fordi endskiønt han ei paasaae Brandts Execution, dog under Echafautet tydelig kunde høre et hver af de dødelige Hug som blev giort paa hans Medskyldiges Legeme, og nu stoed ham til Rest. Han udviste i det sidste Øieblik af sit Liv den christelige Sindsforfatning. som han efter Hr. Pastor Münters Vidnesbyrd allerede nogle Uger i sit Fængsel havde trøstet sig med, og som han i sit Brev, kort for sin Henrettelse har til- skrevet sine Forældere, hvor han udtrykke sig saaledes, at han ventede at døe med en

32

32 fuldkommen Siæle Roe, som han havde sin Overbeviisning om Religionen og Troen til Jesu at takke for. Han bad alle Om- staaende om Forladelse, ønskede, at Jesn Blods Kraft, maatte komme Kongens ganske Huus og Landet til Velsignelse.

Da han laae paa Blokken og skulde imodtage det dødelige Hug, blev han af sin Skriftefader herligen opmuntret med de Ord: Halt in Gedächtniß Jesum den gekreutzigten.

Saaledes vare disse Mænds Liv, og saaledes deres Endeligt, saa Ugudelig som det Første, faa Boedfærdig det Sidste.

Gud lære os daglig at skye og flye Synden, og naar vi falde i den, da lad os igien opstaae ved din Naade.