↩

Den forrige

Barberer og Kabinetsminister

J. F. Struenses

mærkværdige

Liv og Levnet

skrevet paa Tydsk af

F. E. G. Biersaufenfreund,

Mag. Philosoph. fra Krainvitz.

Siden oversat paa Dansk af

Christen Nielsen Jyderop,

Mag. sta Aars.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2
3

Fortale

til den gunstige Læser.

Saasnart jeg i Aviserne læste min forrige Conhibernals J. Frid. Struenses ulykkelige Skiebne, holdt jeg det for min Pligt, at meddele Publikum disse Blade, hvoraf nogenledes sees samme Mands Karakteer; og kan i Tiden tiene til Materialier for andre af større Insigter end mine, der kunne faae i Sinde at meddele Verden en fuldkommen Historie af denne besynderlige Mands Liv og Levtmet. Manden var min Conhibernal i Halle, hvor vi begge studerte tilsammen paa høi Skolen, vi samledes

siden i Vittenberg hvor vi hørte et Collegium Privatissimum hos en gammel erfaren Magister, navnlig Schwartz i adskillige Naturens Hemmeligheder, og et andet over Cyprianus & c. Saa ingen bedre end jeg er i Stand til at give Publikum nøiagtige Efterretninger om hans Levnetsløb. Kierlighed til Sandhed skal styre min Pen igiennem disse Blade, og den søde Fornøielse at give Verden tilforladelige og sande Efterretninger, være en værdig Løn for mit Arbeide. Til den Ende har jeg Meddelt disse Anecdoter i visse Kapitler, baade for at styrke en svag Hukommelse, og at de som ikke have Tid til at giennemløbe det hele Verk, kunde i kort Udtog see det merkværdigste. Jeg rekommenderer mig Læserens gode Bifald, og forsikrer, at Iver for at behage mine Medborgere, skal altid være Gienstanden af mine Bestræbelser. Krainitz den 8 Febr. 1772.

F. E. G. Biersaufenfreund.

1. Kapitel.

Om hvad, som hændte sig før hans Fødsel, item om en Qvindes Spaadom.

Moderen var ikke saa snart bleven frugtsommelig med vores Greve, før hun mærkde en Bulder og Riven i Maven, som forøgedes ligesom Fosteret voxte. Stædets Læge-Doctor Sysmilch, der ikke formodede, at det var vor Greve, som støiede, gav hende ind et Rabarbara-Pulver, der vel gjorde sin ønskelig Virkning, men kunde dog ikke udjage den lille Greve. En skikkelig Kone i Byen, som man

troede, kunde lidet mere end særdvanlig, blev spurgt til Raads, samme Kone, hvis Navn var Sara Vainegelin, eller Krainegelin, som jeg ikke drister mig til at bestemme for sanden, da jeg unødig vil binde Læseren en Urigtighed paa Ermene; denne spaaede, at hun var frugtsommelig med en Person, som skulle komme til stor Ære og Anseelse, skulle giøre stor Bulder i Verden, og døe mæt af Dage og Ære. — Hun skiældte Doctor Sysmilch ud for en Sinke og Idiot. Samme brave Kone blev siden brændt, tilligemed tvende Fættersker i en liden Flække Breischlingen, nær ved Vittenberg, sluttelig af Misundelse, fordi de vare klogere, end andre.

2. Kapitel.

hans Fødsel og mærkværdige Begivenheder ved samme.

Moderen tvivlede ikke længere om sin Frugtsommelighed; men det besynderligste, at hun ikke engang vidste, at hun havde bragt et

Barn til Verden. Det begaa sig paa følgende Maade: Et Korps preusiske Husarer strøifede om i Egnen, og da de havde faaet Øie paa en Trop vestphaliske Sviin, satte de i fuld Furie efter denne Trop. Tvende af Flygtningerne toge sin Retirade i Præstens Gaard, hvor de med Hurra-Skrig bleve fangne, og paa en meer end barbarisk Maade masakrerede. Denne gruelige Tildragelse satte den gode Kone saa i Bestyrtelse, at Fosteret ɔ: Greven faldt fra hende ligesom et Æg fra en Høne. Kokkepigen, Maria Krygelstein, raabte af Forskrækkelse paa Ave Maria, thi hun var katolsk, og fra Beiren. Men hvad skede? Barnet krøb under Bordet, som en anden Hund, gav et sælsom Lyd fra sig, og satte dem baade i stor Hierte-Angest. Moderen sagde, at det faldt fra Maria, Kokkepigen, thi da hun var katolsk, kunde hun vel føde et Monstrum til Verden. Maria var selv halv i de Tanker, og ansaae Tildragelsen, som en Straf af en alt for fortrolig Omgang med Gaardskarlen Joseph Møller fra Eisenach. Denne Hændelse har været en Hemmelighed indtil denne Dag, og er mig med Eed stadfæstet af Maria Krygelstein selv.

3. Kapitel.

Fortsættelse af samme Materie.

Da de stode i denne Strid, see da, hvad skede? Barnet krøb hen til Moderen, og tog hende i Skiørtet. Nu tvivlede hun ikke længere paa, at hun jo var Moderen; men da det næsten var laaden over den hele Krop, græd hun bitterlig, og stod i Tvivl, om hun skulle lade det døbe: Det holdt ved sin sælsomme Lyd, ligerviis som en Buk, hvilket Sara Vainegelin sagde, at kunde betyde, at det skulde blive en god Prædikant.

NB. Her maa jeg bekiende, er en stor Lakuna i Historien lige til hans fjerde Aar, da han blev sat i Skole; thi der har været mig umuelig at fornøie Læseren, hvor stor Umage jeg end har giort mig, og paa løse Relationer er ikke min Agt at bygge; saa meget veed man, at da han var tre Aar, vilde hans Amme, Susanna Kirschendorph, ikke længere have ham i Seng med sig, da hun efter tit begangne Synder giorde et alvorlig Kydskheds Løfte.

4. Kapitel.

Om Hans Skolegang med meere.

Med stor Møie fik man ham til at lære at læse, skiønt han blev betroet en meget drabelig Skoleholder navnlig, Zacharias Mehlphyrer, som hudstrøg ham hver Dag, og skiønt samme var en meget sindig Mand, blev han engang saa forbittret, at han beed ham et stort Merke paa et vist Sted. Dette haver jeg selv seet med mine Øyne og talte hver Tand. Publikum vil selv erfare Rigtigheden, naar Dagen kommer han faaer sin fortiente Lon. Siden blev han jaget af denne Skole og sat i en anden hvor der ingen Piger gaves.

5. Kapitel. Hvorledes han blev sat i en anden Skole, og nok i den tredie.

Siden blev han sat under en anden Læremester, nemlig Magister Jeremias Schlegenthal, som søgte at give ham de første

Elementer in Humanioribus. Denne brave Lærere spillede ham adskillige Putser. See et, hvis Lige er vel aldrig hørt i Christenheden. Manden havde en meget kostelig Marelok, som han under Informationen var vant at pille i, og som han elskede, som sin Kone. Men denne dristige Kompan undsaae sig ikke ved at afskiære den med en stor Sax. Det havde nu været en let Sag at faae ham i Skarpretterens Hænder, men han lod sig dog omsider bevæge af Forældrenes Taarer. Endelig fik Faderen vide, at der i Hamborg skulle gives ret en Nero af en Skolemester, og den største Tyran lige fra det romerske Monarkies Undergang. Denne spægede ham vel nogenledes; thi alle hans Executioner skede paa tyrkisk Fason og Maade. Men han havde dog aldrig faaet ham kyndig i det latinske Tungemaal, om han ei havde begyndt med Ovidii Libri Amorum, og nogle udsøgte Oder af Horatio; tilsidst praktiserede han den gode Theorie, som han havde faaet af disse Bøger paa Skolemesterens ældste Datter Sischen Maria Dunerwetter, og blev med nogle Bagstød jaget hiem til Faderen.

6. Kapitel.

Hvorledes Faderen satte ham til Skibs.

Faderen vidste nu ikke, hvad han skulle anfange med ham. Han havde en Ven, som var Kiøbmand i Amsterdam, navnlig Cornelius von Moor, til hvilken han skikkede ham, paa det han kunde gaae med de Skibe som gik paa Hvalfiskefangsten til Grønland, sluttelig i den Hensigt, at han i dette kolde Klima noget kunde kiøles. Han blev da leveret til Skipperen Adrian Zeeland. Denne Skipper medbragte en nye-gift Hustrue, og da der opkom en stor Storm, maatte han om Natten være pag Dækket, og fant vor Person i Armene af sin Kone. Til Lykke for ham, han havde med en koldsindig Mand at bestille; thi han udvisket ham allene et hundrede Tamp, og flengte ham siden over Borde.

7. Kapitel.

Hvorledes han blev opfisket af de mæhriske Brødre, og hvad sig iblant dem med ham tildrog.

Kast over Borde, havde han nær gaaet til Grunde, om ei Madame Zeeland havde uformærkt udkast til hannem en Bredde, oz om der ei havde været Fiskere i Søen. Al Verden veed, at der gives en Kolonnie mæhriske Brødre i Grønland, der paa en meget kompendieus Maade viser Grønlænderne Veien til Himmelen. Disse tog ham op, og vare glade over at finde en Landsmand. Han sagde sig at være udkast for at have villet omvende Skipperens Hustru. Her levede han ret kostelig, og ligesom i Naturens første Tilstand; thi disse Folk regner det ikke saa nøie, naar man er kommen til en vis Høide i Naaden. Desuden var man glad over at finde saa stor Dygtighed hos dette unge Menneske, thi paa Kolonnier er gierne dette slags Folk velkommen.

8. Kapitel. Hvorledes han blev sat i Lære hos

en Barberer, item hvorledes han skar Næsen af en Raadsherre.

Med got Skudsmaal blev han sendt

fra Grønland, derfor satte man ham i Lære hos en Barberer i Hamborg, navnlig Joachim Zeifenbak. En Dag han skulle barbere en af Stadens Raadsherrer, ved Navn Pandechtstein, og samme havde en smuk Kone, som sad ved Vinduet, for at helbrede sin Mands Benklæder, blev vor unge Barberer saaledes slagen af Elskovs Brynde, at han uden for sig selv skar et Stykke af Raadsherrens Næse. Dette var Crimen læsæ Civitatis, og mod alle Folke-Rettens Grundsætninger; derfor blev han af Rentendienerne og Stadsknegterne udjaget af Byen med raadne Æg.

9. Kapitel.

Hvorledes han bliver sendt til Halle.

Den Incision, han havde giort paa Raadsherrens Næse, gav ham Lejlighed videre at excolere Chirurgien, saavel som Medicinen. Han gik da til Høiskolen Halle, hvor han inden kort Tid gjorde stor Fremgang i Anatomien; thi han havde længe for sig selv praktiseret paa denne Videnskab. Han hørte Collegier hos den berømte Doctor Heiminchen over Jordemoderkonsten, de qvindelige Sygdomme, item de veneriske. Disputerede og pro Licentias under samme Mands Præsidio: De Gonnhorea virulenta benigna & maligna. Aaret derefter tog han Doctor-Graden, og disputerede de præputio. Paa dette Sted blev jeg med ham bekiendt paa en heel besynderlig Maade, som er følgende: Han sad paa Vertshuset, die blosse Schinkel kaldet, og drak en Maas Goslar Gooze. Jeg derimod begierede et Glas got Breihan, strax drak vi hinanden Huld-

skab og Troskab, og sloges hele Natten til Bestyrkelse.

10. Kapitel.

Andre Collegier, som han freqventerede.

Han lagde sig stærkt efter det politiske Studium, hvortil han havde stor Lyst; thi han sagde ofte, at han ikke skulle døe som Dokter. En italiensk Professor, fordreven fra Padoua, ved Navn Magno Coballo, opholdt sig hemmelig i Halle, hvor han holdt private Collegier over Machiavel. Denne Mand hørte han, og hos ham erhvervede sig den gode Theorie, som han siden saa skiønt sat i Praxi i Dannemark. Ham hørte ham og i Moralen in sensu strikto, hvori han havde nogle ikke alt for ortodoxe Sætninger; men dette Collegium holdt han om Natten. Nok er det, alle hans Discipler bleve store Mænd, her ere nogle: Samuel Turentax blev hængt, for at have

plyndret Landkudsken fra Leipsig til Frankfurt. Carl Vernstein blev mærket i Panden, for at have plyndret en Jøde. Joachim Phalspourg kom paa Spandouv, for af have myntet falske Penge. Joseph Carl Spangenberg hudstrøgen, for at have voldtaget Borgemesterens Frue i Augsborg. Johan Friderich Struense, som vel ikke slipper saa let.

11. Kapitel.

Hvorledes han blev Husar for et bekiendt Puds.

Nær ved Halle gaves et Nonne-Kloster, hvor han var bleven vaer en ung Nonne, som han om Natten havde udpraktiseret. De bleve begge fangne paa Veien, og Galgen havde blevet hans visse Løn; men see, hvad skeete? Priorinden havde en Broder, der var Oberst over et Regiment Husarer, ved Navn Teufelvitzi.

Denne blev strax indtagen i vor Greve, og giorde ham Proposition om at blive Husar, da han var føer og stærk af Skuldre. Tilbudet blev antaget, og inden fiorten Dage gik han igiennem alle militairiske Øvelser lige til Spitsroden. Men dette er Maaden, hvorpaa han slap frie: Obersten, der var en god Cavallerist, og en ret martialsk Herre, havde lagt sig til en fransk Feltmaitresse, navnlig Caprolette, som i fire Aar havde været Kielderpige i Lyon, og siden Aktrise i Provintserne. Denne kom med ganske friske Varer fra Frankerige, og meddeelte Obersten en god Portion deraf. Miu kom Medicinen Ham til Nytte. Han kurerede Obersten paa tre Dage saa vel, at han den fierde igien kunde stige til Hest, og derfor til Belønning kom ud af Tjenesten.

12. Kapitel, og sidste.

Hvorledes han blev Stadsphysikus i Altona.

Endelig blev han udvalgt til Statsphysikus i Altona, hvor han gjorde forunderlige Kurer. En gammel Frøken der ikke kunde gaae, kurerede Han saa vel, at han den ottende Dag begyndte at giøre hende Propositioner. En Archi Diaconi Hustrue, der uden Lives Frugt, levede 12 Aar i Ægteskab, gav han noget ind, saa hun Aaret derefter fødde et frisk Drengebarn, samme Kone har forsikkret mig, at det ret var en Lyst at være patient under denne Doctors Hænder. Og at man ikke skal troe han lod det allene beroe med sine egne Troesforvandte, saa giorde han og store Kurer paa den ebraiske Nation i Altona. Jødinden Michael Abrahams skar han meget net for en Fistel, og tilgedan. Susana Moses Hemsel gav han saadanne hiertestyrkende Draaber, at hun deraf befandt sig altid vel.

Beslutning.

Dette er Enden paa hans medicinske Liv. Næste Tome skal handle om hans politiske, som kommer ud v. D. næste Paaskemesse, i samme vil læses hans Bedrifter i Dannemark, samt hans Ende.

Tillæg.

Fra en tilforladelig Haand, er mig mældt følgende til ikke liden Oplysning i vores Heltes Historie:

1) Da han var et Barn, udøvede stor Tyranie imod sin Moders Høns. Og man saae klart hvad af ham skulle blive

i Tiden. En Dag tog han af alle hendes Gies, og der var nogle, som sagde at det var got; thi det var dyr Tid, og disse aad han op for Hønsene.

2) Pillede han alle Juvelerne af sin Moders og Søsters Halssmykke og Qvinde-Prydelser, og feiede dem ud til en Jøde i Hamborg, Sr. Isascar Solomon, item hendes Sølvskiæder, saa at da Amtmanden der skulle spise til Middag, maatte man begynde med Sauerkrauten, d. e. Suurkaal, og dette var jo en stor Skam for den hele Menighed.

24 4) Det begav sig ligeledes, at han af Universitetets Skarpretter Francisc. von Rehdelfyrer var indbuden til en Jule-Smaus; thi Datteren Maria havde han kureret for Mavepine. Under Maaltidet bevægede Sverdet sig af sig selv, som var udtaget for at vise Giesterne til Lyst under Maaltidet, og i sær da det kom til ham, men vores Person bevægedes ikke derover, men sagde: At det ikke kom meget an paa Maaden at døe, naar man kuns levede got naar man var i Verden og efterlod sig et got Navn, derpaa drak han Verten til i et Krus Braunschweiger Mume.

Den levende Græv Struenses Gravskrift.

Tør man vel Gravskrift skrive, Og melde Levnets-Lov Om een, der er i Live,

Før han i Døden sov.

Sit Liv med Dyder net, Som vi før Skam tilkiendte,

Saa var det Gravskrift slet.

Kan man vel skrive Minde,

Hvor ingen Gravsteen er; Kan Ømheds Taarer rinde,

Naar Ondskabs Børn døer.

Vil man det Liv besiunge,

Som var opfyldt med Svig, Et Ordsprog paa hver Tunge,

Et Navn faa skammelig.

Ja vil der ingen skrive

Hans Gravskrift, før han døer,

Da mens han er i Live

Jeg vil, jeg kan, jeg tør.

Grev Struense, din Ære

Min Sang bestemmes til Og skal opofret være,

Om dig jeg skrive vil.

Grev Struense, dit Levnet

Min Pen beskrive skal,

Dit Navn skal blive nævnet Blant store Helters Tal.

Grev Struense, din Vælde

Min Pensel skildrer saa,

Den skal i Tidens Ælde I friske Farver staae.

Grev Struense, din Lykke

Min Sang besiunger saa,

At Momus selv skal tykke

Den Gravskrift bør bestaae.

Gravskrift:

Her hviler den Forrædere,

Grev Johan Fridrik Struense,

Som efter Kronen tragtede,

Men dybt i Skiendsel tumlede Fra Ærens høie Tinding ned,

Hans Hierte var opfyldt med Svig; Han elskte Qvinder inderlig,

Mod Gud og Fædre viste sig Ulydig og bespottelig,

Derfore leed han, det han leed.

Den forrige Barberer og Kabinetsminister J.F. Struenses mærkværdige Liv og Levnet skrevet paa Tydsk af F.E.G. Biersaufenfreund, Mag. Philosoph. fra Krainvitz. Siden oversat paa Dansk af Christen Nielsen Jyderop, Mag. fra Aars.

Den forrige

Barberer og Kabinetsminister

J. F. Struenses

mærkværdige

Liv og Levnet