↩

Et kort men fuldstændigt Udtog af de henrettede Grevers sidste Omvendelses-Historie.

Forfattet og beskrevet over

Johan Friderich Struensee

af Hr. Dr. Münther,

og over

Enewold Brandt

af Hr. Provst Hee.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i store Helliggeiststrædet.

2
3

Forerindring.

Hans Høiærværdighed Hr. Pastor Münther haR ved Trykken bekientgiort den vitberygtede Johan Friderich Struensees Omvendelses-Historie, i det tydske Sprog, under Titel:

Bekehrungs-Geschichte des vormahligen Grafen und Königlichen dänischen geheimen Cabinets Minister J. F. Struensee, nebst desselben eigenhändiger Nachricht, von der Art, wie Er zur Aenderung seiner Gesinnungen über die Religion gekommen ist.

Dette Skrift udgiør 20 Ark i 8vo, uagtet det

med den mueligste Korthed og Nethed er afhandlet af hans Høiærværdighed Hr. Münther, som om alt har givet en fuldstændig og speciel Beretning, saa kan det dog formodentlig hændes, at Skriftet formedelst sin Kostbarhed ei kan komme i saa mange Læseres Hænder, som det i Henseende dets vigtige og opbyggelige Forhold fortiener. For derfore at fyldestgiøre Læsernes billige Nysgierrighed, som ønske en sandfærdig Underretning om disse besynderlige Statsfangers Tænkemaade imod Enden og Udgangen af det Liv, hvori de havde spillet saa mange uhørlige Scener, som forraadede en Tænkemaade, der blottede en alt for kiendelig Foragt imod de guddommelige Sandheder, er det man ved et Udtog søger at giøre disse smukke Skrifter mere almindelig bekiendt.

Udtoget skal lætte Prisen for Læserne, uden at berøve dem det minste af det i Skriftet Vigtige eller Interesante. Langt fra, jeg siger, at der i disse ypperlige Skrifter findes det minste ubetydeligt eller uinteresant. Nei, Hr. Münthers vigtige Pligt, ved Struensees Omvendelse, udfordrede mange aandelige Samtaler, som i sig selv ere høist betydelige, men da man allene i Udtoget heraf udfører det Væsentligste, og saa meget som netop hører til at fornøie Læsernes Curiositet, saa er det slutteligt, at dette nærværende Skrift maa blive meget kortere end Originalen; men derfore skal det intet tabe af dens væsentlige Værd, da det af Originalen selv er uddraget, og langt fra ei taget af det Udtog som anføres i Ugebladet Kiøbenhavns Allehaande, og følgelig skal altsaa lige saa lidet binde Læseren nogen Usandfærdighed paa Ærmet, som det skal fordølge eller udlade nogen Betydelighed.

Ligeledes og med samme Vilkaar leveres et Udtog af Enewold Brandts Omvendelse, det Venskab imellem dem i Livet, den lige Skiebne i en gruelig Død, giør disse i vor Periode saa betydelige Menneskers Catastrophe lige opmærksom.

Ved en Sammenligning ville de skiønsomme Læsere selv best sættes i Stand at dømme om, hvorvidt man ved dette Udtog har giort Publikum en Tjeneste, hvilket er just dets Hoved-Hensigt.

Forlæggeren.

Jeg kan ei undlade i Forveien at indberette Læseren, en Underretning-, som den Høiær-. værdige Forfatter selv i Fortalen til sit Skrift giver, og hvortil han selv anfører den Aarsag, nemlig, at ei hans, som en geistlig Mands Underretning, skal ansees for Bedragerie, hvilket Friegeister gemeenlig beraabe sig paa, naar de see en Beskrivelse over en af deres Parties Omvendelse. Hr. Münters Underretning er denne: vid. Fortalen 4de Side, sine egenhændige Underretninger, har Struensee selv skrevet, hans Haand er bekiendt nok i Dannemark, Papiret hvorpaa de ere skrevne, er ham af hans egne Dommere givet, og et hvert Ark er af Retten nummereret og underskrevet. Ja den Høiærværdige Forfatter tilbyder enhver, som maatte have nogen Tvivl herom, ei allene at see den egenhændige Skrift, men og at faae den udlaanet, saa længe han kan confrontere den med Originalen.

En Forsikkring og en Overbeviisning, saa tydelig og tilstrækkelig, at den udsletter al minste Levning af Tvivl hos den, som kunde være uforskammet nok, for at ville tvivle om saa retskaffen og paalidelig en Mands blotte Ord, der aldrig trænge til andet Beviis, end det de have i sin Autors bekiendte og uforfalskede Redelighed.

Jeg vil inddele dette Udtog i 38 Samtaler, følgende deri Hovedskriftet, og ved at udtrække noget af hver Samtale, vil jeg fornøie Læserens Curiosite, jeg vil altsaa begynde med

Den Første Samtale

den 1 Martii 1772.

Heri, som Begyndelsen, vil jeg nøiagtig følge Forfatteren. Hans Ord ere:

For denne Gang kunde ei min Hensigt gaae videre, end at vinde Grevens Fortrolighed, og giøre ham Hensigten af min Besøgelse nødvendig og magt paaliggende, og tillige, om jeg saae Leilighed dertil, at blive underrettet om hans Religions Systeme.

Da det blev ham meldet, at jeg forlangede at tale Med ham, erkyndigede han sig, om jeg havde Ordre at komme til ham. Man sagde Ja, og han fandt sig deri.

Han imodtog mig med en misfornøielig Mine, og som den der med Stiltienhed havde belavet sig paa at imodtage en Hoben bittre Bebreidelser. Vi vare allene. Jeg kunde og vilde ei skiule den Bevægelse som gik for sig hos mig, ved at betragte en Mand,

der nylig var i stor Anseende i Riget, og nu i saadan jammerlig Tilstand. Hr. Greve! sagde jeg, De seer jeg kommer til Dem med et bevæget Hierte. Jeg veed og føler hvad jeg skylder, i saa ulykkelig en Tilstand, en Mand som Gud vist ikke har dannet til saadan en Vanskiebne. Jeg ønsker mit Besøg maatte blive Dem Nyttigt og behageligt.

Hans Ansigts Træk bleve mere utvungne og muntre, han gav mig Haanden, og takkede mig, for jeg tog Andeel i hans Vanskiebne.

Jeg vedblev. Vore Samtaler vilde maaskee undertiden blive uangenemme, baade for Dem og mig. Men jeg forsikkrer Dem derhos helligen, at jeg uden al Bitterhed eller Fornøielse over andres Ulykke, skal bibringe Dem de ubehagelige Sandheder, som jeg holder mig forbunden at sige.

Jeg vilde ansee det for en Ubillighed af mig, om jeg uden at være nødsaget, bedrøvede Dem. Og i fald i en Hast et Ord skulde falde mig af Munden, som De kunde optage for fornærmeligt, saa vær forsikkret at jeg ei har talt det i den Hensigt, og læg i saadan Fald, ei min Overilelse paa Hiertet! Han svarede mig her paa, med Miner og paa en Maade som ei behagede mig: O! de kan sige mig hvad de vil!

Jeg vil visselig intet sige Dem Hr. Greve, uden det jeg drives til af mit inderlige Forlangende efter saadan deres Forbedring som kan befordre Deres tilkommende Lyksalighed. Jeg ønskede gierne jeg kunde giøre Dem opmerksom paa Deres moralske Tilstand og Deres Beskaffenhed ihenseende til Gud. De kan ei vide hvor-

ledes Deres Skiebne i Verden kan blive, og den Chris stendom jeg troer og bekiender, forbinder mig til inderligen at ønske Deres tilkommende Velgang. Naar de fra denne Side betragter mine Besøger og Samtaler, saa skal De efter mine Grundsatser, ikke kunde besinde Dem lastværdige ihenseende Deres Hensigt.

Jeg kunde paa mere end en Maade have undskyldet mig for og afbedet den Befalning som bringer mig til Dem. Men det Haab at kunde trøste Dem i Deres Ulykke, og med mine Raad veilede Dem til at undflye en nok større, har kraftelig opmuntret mig.

De maae ei mistænke mig for smaae Biehensigter. Fordeel kan jeg ei vente mig af dette Arbeide, og Ære - Ja ifald De vil, saa er det virkelig en Ære at være i Guds Haand et Redskab til at befordre et ulyksaligt Menneskes Lyksalighed.

Men betænk den Møie som herved er forenet og det Ansvar jeg troer mig at have for Gud, ifald ved min Skyld, det maatte vare af Overilelse eller Mangel paa nødvendig Kundskab, min Bestræbelse ei fik det forønskede Udfald. Betænk, for hvilke særdeles ubehagelige Føleser jeg stiller mig blot, ifald Deres Sag skulde Udfalde saa ulykkelig for Dem, som De kan befrygte.

Saa maa De dog tilstaae mig at jeg ikke for min egen Skyld har kommet til Dem, men kun for at gavne Dem. Han tilstod mig herpaa 2de Gange, han var fuldkommen overbeviset om, at jeg ei søgte andet end hans Beste.

Er De overbeviset derom, vedblev jeg med Rørelse, saa und mig den Fortrolighed, at De ei nægter den noget, som søger Deres Beste.

Jeg vil med største Taknemlighed giengielde det omendskiønt De og i Førstningen, vil holde mig for en svag og af Fordomme indtaget Mand, jeg skal ei falde Dem besværlig med mit Venskab, men til Deres Beroligelse, overbevise Dem om, at jeg er Deres eeneste Ven paa Jorden, og De tilforladelig skal kunde fordre og erlange Trøst af Deres eeneste Ven.

Han saae mig her stivt an, og saa vidt jeg kunde merke, med taareblandede Øine, og trykkede han mig i Haanden. Jeg benyttede mig af hans Bevægelse, og kort, Følgen af dette første Besøg var, at Hr. Münther af ham fik udlokket, at han holdte alle Mennesker for blotte Maskiner, at Gud var ligegyldig og ei bekymrede sig om Menneskernes Vandel, at han ei troede nogen Straf at være Belønning efter dette Liv, thi han holdt for, at Straffen ei kunde tilfredsstille Gud, om han endog bekymrede sig om Menneskets Gierninger, Mennesket blev her nok straffet for sine Handlinger. Imod Christendommen vare hans fornemste Indvendinger; at den ei var almindelig; var den en Guds Aabenbaring, og den eeneste Vei og Maade at behage Gud paa, maatte den nødvendig væte bekiendtgiort for det ganske Menneskelige Kiøn.

Hr. Münther giorde denne Gang ikkun nogle faae Indvendinger, imod hans Begreb om Religionen, men foreslog ham en ypperlig Bog, som han troede skulde oplyse hans i Religionen formørkede Forstand. Greven spurgte, med en mistroisk Mine hvad det var for en Bog, og da Hr. Münther svarede: at det var Jerusalems Betragtning over Religionen, og

han allene for den fortreffelige Skrivemaades Skyld, med Fornøielse ville læse den, bad Greven ham at tilbringe sig den. Da Hr. Münther vilde bestyrke ham i sin Urolighed over sin Opførsel, saa ifald Læserne ville vide hvorvidt han ihenseende sin Omgang med Grev Bernstorph havde at bebreide sig, fortalte Hr. Münther ham i det han vilde gaae, at han var død. Er han død raabte han med stor Rørelse, og slog Hænderne sammen. Ja svarede Hr. Münther han er død, men har til det yderste vedligeholdt en stor, viis, gudfrygtig og from Mands Karakter, og man troer almindelig, at den Sorg De Hr. Greve har forvoldet ham, har forkortet hans Liv, Hr. Münther, saae ham her i Øinene med en Miine som han godt begreb, thi han rødmede derved.

Den Anden Samtale

den 3 Martii.

Det første nu Hr. D. Münther foretog sig, var at overbeviise Greven om, hvor falsk denne hans Hypothese er, at Mennesket er en Maskine. Hr. Münther beviste Greven, at naar Mennesket var blot en Maskine, saa kunde ikke vilkaarlige og frivillige Handlinger have Sted, saa kunde ei Mennesket efter Behag, til en Tid baade giøre og lade en Ting, det kunde ei imellem flere Ting vælge en i særdeles; thi naar det var en Maskine, maatte det absolute følge de Virkninger, som dets Mekanisme medførte, uden enten at kunde Hindre eller forandre dem, ligerviis som Viseren paa et Uhrværk ikke af sig selv kan dreie sig til-

bage, men maa følge den Bevægelses Lov som indeholdes i dets Bygningsmaade. Vel kan mange af vore Legems Bevægelser være Følger af vor Mekanisme, men at være sig selv bevidst, at kunde paa engang forestille sig mange Billeder, at kunde sammenligne disse Billeder, og af Sammenligningen uddrage sig almindelige Slutninger, at erindre, at ønske, at haabe, at føle indvortes Overbevisninger, Glæde og Fred i Samvittigheden med mere, ere ei Følger af Maskinens Bygning.

Kork efter at Hr. Münther med mange og tilstrækkelige Overbevisninger havde viset Greven, at ei hans Hypothese kunde holde Stik, saa anbragte han en anden Hypothese, som han bevisede Greven var bedre, nemlig at antage, at Mennesset bestaaer af tvende Dele, som er Legeme og Siel. Ved denne Hypothese bliver det ei længere vanskeligt at forklare Menneskenes vilkaarlige og fri Handlinger.

Greven maatte endelig tilstaae at hans egen indbildte Hypothese (at Mennesket er en Maskine,) var langt fra ei saa god som den Hr. Münther fremsadte, han sagde det kunde vel være at han hidindtil havde bedraget sig, men om han antog et nyt Begreb, kunde han løbe Fare for at bedrage sig paa nye, desuden havde han ei under sine nærværende Omstændigheder Rolighed og Munterhed nok i Sindet, til at undersøge sine forrige Grundsætninger, nu var det og forsildig, han skulde have giort det forhen. Hr. Münther herimod tog Anledning just af hans nærværende Tilstand at bevise ham at den var Følgen af hans forrige bedrage-

lige Grundsats men nu skulde han undersøge og erfare til hvilken Dyd og sand Lyksalighed, Hr. Münthers Sats kunde bringe ham. At han ei forhen havde tænkt paa at prøve sit Religions Systeme, men det berettigede ham ikke til at udsætte den Undersø'gning længere, han havde endnu Tid, Sinds Rolighed og Beqvemhed skulde ei mangle ham, thi de plejede altid at ledsage Sandheds Undersøgelse. Saadan redelig Bestræalse var Gud behagelig og han skulde velsigne dens Frugt. Om og sagde Hr. Münther, det var bevisligt at Mennesket var en Maskine, saa kan den Gud som har dannet Maffinen jo igien sammensætte den efter den engang har været adskildt, ligesom en Uhrmager kan giøre med et Uhrverk som er taget i Stykker. Altsaa matte han jo med en gruelig Uvished om sin tilkommende Tilstand forlade Verden. Taarene stode Greven i Øinene men han vilde ei give sig tabt; og da Hr. Münther vedblev med Ømhed og Eftertryk at trænge ind paa ham, saae Greven ham stivt i Øiinene, og derpaa med nedslagne Øine sagde: De maae besidde i en høi Grad Godhed, Menneskekierlighed, Overbevisning og Nidkierhed i Deres Embede, da De er saa bekymret for mig og ei bliver fortræden over at det ei frugter mere hos mig.

Hr. Münther forsikkrede han vilde vedblive til den sidste Time deri, sagde derhos, han befrygtede at den skadelige Tilbøielighed, som var Aarsagen til hans Ulykke, nemlig Ærgierrighed, gjorde ham saa døv imod Sandhed allene fordi han ei vilde give tabt. For ret at bevæge ham, bad Hr. Münther ham betænke

hvor høiligen han havde bedrøvet sine retskafne Forældere, og hvor vigtig en Pligt der paalaae ham at skaffe dem den eneste Trøst de endnu kunde nyde, og som var den, at de kunde være ubekymrede over hans tilkommende Tilstand.

Min Fader, svarede Greven, er en retskaffen Mand, han er vant at handle efter sin Overbeviisning, men jeg troer han har været for haard imod mig. Præsten sagde: De feiler formodentlig i den Tanke, maaskee De fra Ungdommen har været udvigende, det har den fromme Fader ei vildet tillade, og det har De holdt for Haarhed. Greven tilstod det; Præsten vedblev: De vidste jo han var Fader og De Søn, thi var det Dem ei uvitterligt, at De var forbunden at adlyde en Fader, som oven i Kiøbet var en retskaffen Mand.

Greven svarede: det har jeg og giort indtil visse Aar! Hr. M. sagde: var De da efter de visse Aar ikke lige fuldt Søn og han lige fuldt Fader? Greven tilstod han havde Ret. Hr. Münther lod ham beholde Jerusalems Betragtning (den foromtalte Bog,) gik bort med Graad, Greven bad ham snart komme igien.

Den Tredie Samtale

den 5 Martii.

Ved 3die Samtale fornam Præsten at Greven ihenseende sin Sats om Menneskers Mechanisme, var overvunden og at allene den Skam at have Uret i en Sag af saa stor Betydenhed, holdte ham fra at give

sig tabt. Præsten spurgde hvorvidt han var kommen i Bogen og hvorledes den behagede ham. Han tilstod den var vel skreven og at han fandt intet i den som stridde imod hans Fornuft.

Efter adskillige anbragte grundige og giennemtrængende Overbevisninger bragte endelig Hr. Münther Greven saa vidt at han til Hr. M. egen Forundring sagde: Jeg tilstaaer det er bedre og sikkrere at oplede Bevægelsesgrundene til vor Giøren og Laden fra Gud, og at betragte ham som deres Tilskuer og Dommer! i det samme pægede han paa Bogen Jerusalems Betragtning. Da Præsten mærkede at han mest bekymrede sig over at han havde styrtet sine Venner i Ulykke, greb han ham fra den ømme Side an, og da begyndte Greven bitterlig at græde, tilstod han fandt sig deri Strafskyldig og vidste intet at sige til sin Undskyldning. Da Præsten foreholdte ham at han ikke kunde forsvare det for Gud, tilstod han det, sigende: Jeg vil ei retfærdiggiøre mig for Gud, og haaber han vil ei fordre det af mig, jeg forlader mig paa min Fortrydelse derover og paa Guds Godhed, han spurgde Hr. M. om han ei meenede, at Gud efter hans philosophiske Anger og Ruelse vilde give ham til. Præsten sagde ham, at ei en philosophisk, Men christelig Bodfærdighed var tilstrækkelig. Kort Hr. M. bragte det ved denne Samtale saa vidt, at Greven ei giorde nogen forsætlig Modstand, men hemmelig ønskede, at han maatte blive en Christen, da Præsten aabenbarede ham den gode Tanke han fattede om ham, syntes han at fornøie sig derover, og da han blev til-

raadet at anraabe Gud om Oplysning, spurgte han: om ei et inderligt Ønske, rettet paa Gud, var en Guds Paakaldelse? Jo vist, svarede Præsten, og naar De ofte frembær saadanne Ønsker for Gud, saa foruden Haab om Benhørelse, har De tillige den Fordeel deraf, at De erindrer Guds allesteds Nærværelse, hvor høit De trænger til ham, og derved legger De i Deres Siel Grunden til en sand Fortrolighed til Gud. Vedbliv bestandig, og forglem det ei, derved forbedres Deres Sindelag, og at forbedres er just Hovedsagen, men det forbedrede Sind maa De søge at anvende til Roligheds Befordring. Eftertænk, som for Guds Aasyn, hvad got De endnu kan udrette, og i Besynderlighed, hvad Deres Pligt i nærværende Tilstand udfordrer af Dem.

Hr. Münther havde denne Gang bragt med sig Reimari fornemste Sandheder af den naturlige Religion, i denne Bog raadede han ham flittig at læse og studere, for at giøre sig et rigtigt, fornuftigt og fuldstændigt Begreb om Gud.

Vi see nu Greven halv overvunden, overbevist om sine egne Sætningers Falskhed og den christelige Religions og Lærdoms Fortrin, ja tillige ønskende at blive en Christen. Lader os nu følge ham videre, og see hvorledes dette Ønske ved Guds Maade, hans trofaste Læreres Hielp og egen Bestræbelse blev fuldbragt.

Den Fjerde Samtale

den 8 Martii.

Nu havde Hr. Münther erholdet vigtige Fordele. Grev Struensee, saae den tilstundende Evig-

hed, og hverken kunde eller vilde sætte sig imod det Indtryk, den Forestilling giorde paa hans Siæl. Han var bekymret om sin moralske Tilstand, men ei nok, i det minste ei saa meget som han burde være fordi han kunde bemærke at Gud havde Mishag til ham. Han ønskede ved Christendommen at beroliges, men holdte det ei for mueligt, af den at erlange en fuldkommen Overbevisning.

Her tog Hr. Münther den ypperlige Plan, nemlig uden at sætte for ivrig an paa ham om Christendommens Antagelse: vilde han allene giøre ham den nødvendig ved at lære ham at indsee og føle sin Elendighed, og derunder efter Haanden give ham Lejlighed til at kiende den christelige Religions Beviser og anvende dem mere og mere paa sig selv, alt eftersom hans Invendinger, Tvilsmaal og Skrupler forminskedes. Kort efter adskillige ikke frugtesløse Forestillinger, berettede Hr. Münther, at Hr. Cramer havde ladet ham hilse og bedet ham melde, at Grev Bernstorph havde forladt ham, og endog paa sit Yderste, havde været bekymret for hans Siels Tilstand.

Greven spurgte: Har Bernstorph oplevet min Arrest? Ja svarede Hr. Münther, han er død omtrent for 14 Dage! Her strømmede Taarene ned af hans Øine, Greven bad Hr. Münther melde til Hr. Cramer, at han takkede ham for Underretningen og bad at han vilde have ham i Tankerne. Denne Gang bekom Greven Gellerts moralske Forelæsninger, thi Reimarus havde han meest igiennemlæset.

Den Femte Samtale

den 10 Martii.

Da Hr. Münther kom fandt han Greven læsende

i Gellerts moralske Forelæsninger, han sagde: havde jeg for nogle Aar siden, da jeg levede i Rolighed, faaet saadanne Bøger at læse, havde jeg blevet et langt andet Menneske, men jeg levede som i en Drøm. Dog hvor finder man saadanne Christne? Præsten svarede, han troede dog, at Gellert var saadan en Christen.

Præsten erindrede ham nu om deres forrige Aftale, at de ved denne Sammenkomst vilde prøve hans moralske Tilstand. Udfaldet af Undersøgningen blev, at Greven ingenlunde kunde undskylde sig, men blev overbeviist om, og selv maatte tilstaae sit uregelmæssige og syndige Levnet.

Greven beklagede sin forrige Blindhed, og at han havde saa aldeeles forglemt sig selv, han lovede at overveie i Eenlighed sin Vandel, og paa det han ei af Partiskhed eller Egenkierlighed skulde forledes, forsikkrede han, at han for Gud gierne vilde bekiende sig for en større Syndere, end han ellers have troet sig til at være.

Hr. Münther tilbragte ham nu de 2 første Dele af Historien om Jesu trende sidste Leveaar, og bad ham baade fra den historiske og moralske Side at betragte den Mand, til hvilken han forud saae, at Følelsen af hans Elendighed vilde drive ham.

Greven forsikkrede, at han nu høitagtede Christendommes Sædelære, og ansaae den overeensstemmen-

de med og værdig et guddommeligt Udspring. Han forlangede Underretning om tvende Tvivlsmaal, nemlig, hvorfore Mosis ikke havde lært om Udødeligheden, og for det andet, at Christus er Guds Søn, og hvorledes der i det ene guddommelige Væsen kan være 3 Personer foreenede?

Den Siette Samtale

den 12 Martii.

Efterat Hr. Münther havde forholdet ham hans Ærgierrighed, Vellystighed, Stolthed, Yppighed, Egennyttighed og mere, hvormed han havde fornær-. met Gud, den hele Stat og besynderlige Personer i Staten, hvilket Greven altsammen maatte tilstaae, skiønt ikke uden Blussel og Ængstelse, saa begyndte han igien at handle med ham om den christelige Religion, og de Veie paa hvilke man kan og bør komme til dens Erlangelse, nemlig, ved bestandig at leve efter Jesu Forskrift, og den anden, som af forstandige Folk, først bør fuldendes, nemlig at undersøge om Jesus virkelig har beviset at han var et Guds Sendebud? Jesu Sædelære maatte Greven tilstaae var yppperlig og Gud anstændig, naar det nu kunde bevises, at Jesus virkelig haver giort Mirakler, som overstige menneskelige Kræfter, saa maatte han jo med en høiere Kraft dertil være udrustet; men Gud gav ham ei saadan Magt til at bedrage Mennesker med, altsaa maatte hans Lære være sand og enhver forbunden at antage og følge den. Jesu Opstandelse er det merkværdigste, og det kom an paa at bevise den. Greven sagde: jeg

maa vel antage den paa Deres Autoritet. Nei, sagde Præsten, den kan alleneste bevise Dem, at jeg har undersøget og befundet den rigtig; nei, De maa selv undersøge og prøve Vidnesbyrdet om Jesu Opstandelse, og til den Ende vil jeg give Dem Beskrivelsen om en Frigeist, som just ved denne Sags Undersøgning blev bevæget til at blive en sand Christen. Greven visede sig herover meget fornøiet, og Præsten forlod ham med et godt Haab.

Den Syvende Samtale

den 14 Martii.

Kommendanten i Kastellet Hr. General-Lieutenant von Hoben, berettede Hr. Münther at Greven efter hans sidste Besøgelse havde været meget urolig, havde mellem hvert pludselig sprunget op af den Kanopee han bestandig laae paa, havde hele Halv-Timer sidet med nedslaget Hoved og i dybe Tanker, med videre.

Ved Ankomsten traf Præsten ham læsende i Gellerts Betragtninger, og han fandt ham altid læsende. Greven sagde: Jeg maatte have tabt al Forstand ifald jeg ei tilstod jeg burde have levet som her staar i denne Bog, o! at jeg i min lykkelige Tilstand havde læset i saadanne Bøger! jeg veed vist de havde overbeviset og forbedret mig! paa Præstens Spørsmaal hvordan han befandt sig? svarede han; meget urolig, jeg kan ei noksom bejamre at jeg har levet saa slet handlet efter saa onde Bevægelsesgrunde og anvendet saa onde Midler.

Hr. Münther førte sig denne Urolighed til Nytte erindrede ham om adskilligt, og blandt andet hans Ulydighed imod hans Forældre og ved den Leilighed overleverede Præsten ham et Brev fra hans Fader saaledes lydende:

Min anden Søn!

"Er det mueligt, saa ønsker jeg at disse Linier maa imodtages, læses og lægges paa Hierte af Dig. Dine Forældres Sorg, Angest og Bedrøvelse over deres Søn kan jeg ei udtrykke, vi væde Øinene Dag og Nat. Vore Siæle raabe uophørlig til Gud om Naade for Dig. Dog jeg vil tie hermed. Een Ting ligger mig og Din bekymrede Moder paa Hiertet. Du veed hvad vi med Din Opdragelse har sigtet til. Du kan ei have forglemt hvor ofte og hvor eftertrykkelig den Sandhed er Dig indprentet, at en uforfalsket Gudsfrygt er nyttig i alle Ting. Saa ofte jeg har havt Leilighed at tale med Dig da Du allerede var i Embede, har jeg erindret Dig om den allesteds nærværende Gud og formanet Dig til med Omhyggelighed at bevare en god Samvittighed.

Dit eget Hierte vil sige Dig om og hvorvidt Du har efterkommet mine faderlige Formaninger. For lang Tid siden, have Dine Forældre lidet megen Bekymring for Din Skyld. Da vi leve i Stilhed og have ikkun faae Bekiendte, og Du ei haver meldet os noget om Dine Omstændigheder, saa have vi Hemmeligen sukket til Gud, og inderlig anraabt ham om Din Siels Redning."

Trende Gange, nemlig i Halle, Gedern og Altona, har Du været holdet for død, af dem som stode om din Sotteseng. Gud har bevaret Dig, og holdt Dig ved Livet, visselig efter sin Kierligheds Medfør, til den Ende, her i Naadens Tid at berede Dig til den evige Salighed. Og til dette Maal vil den trofaste Forbarmere fornemmelig bringe Dig i Dit Fængsel. Du er hans Skabning, han elsker Dig, Du er forløset med Jesu Blod, og han er en forsonet Fader. Du er døbt i den treenige Guds Navn, han vil giøre en evig Pagt med Dig, og aldrig aflade at være Din Velgiørere. Omvend Dig til Gud min Søn, han vil vende sit Naades Ansigt til Dig. Mærk til denne Ende paa din Samvittigheds Røst, og de Overbeviisninger Guds Aand virke i Din Siel! randsag nøie Din Siels inderlige Tilstand, saa at Du ved Guds Ords Lys kan lære at indste Din store Forbrydelse. Anvend Din Eensomhed paa, at undersøge Dit ganske Levnets Løb, som for Guds Ansigt, og at erkiende Dine Synders Afskyelighed og Mangfoldighed. Hykle ei for Dig selv. Giv nøie Agt paa Dig. Vær selv Din Anklagere, og døm Dig selv skyldig for Guds Domstol, imedens Naadens Tid endnu er. Naar Du føler, hvor Dine Synders Byrde trykker, saa nedbøies Dit Hierte for Gud, og da vil Du sukke efter Naade, og alvorligen fatte Had og Afskye for Dine Overtrædelser. Nu bliver Dig Christi Fortieneste vigtig og nødvendig. Du tager Din Tilflugt til ham som annammer Syndere, og

blev giort til Synd for os, ja som gjorde fyldest for alle vore Synder og bar al vor Skyld, paa det vi

skulde forløses ved hans Blod og bekomme den Retfærdighed

som gielder for Gud, nemlig Syndernes Forladelse af hans uudtømmelige Barmhjertighed. Jesu Blod raaber for dig. Forbarmeren udrekker endnu sin Naadens Haand til Dig. Uden Jesu er ingen Salighed, han er vor Saligheds Grund. Du kan og ved ham bekomme Retfærdighed, til

Din Rolighed og Din Saliggiørelse. O! at Jesus maatte opklares i Dit Hierte, hos ham have vi godt, baade i Livet, Lidelser, i og efter Døden. Din Moder lader hilse, hun græder og beder med

mig, for vores ulyksalige Søn. Min Søn! min Søn! Du bøier os ned med Sorg! ak, kunde vi

dog bekomme den eneste Trøst: at vor Søn af ganske Hierte omvendte sig til Gud, og at vi i Evighed med Glæde maatte see ham for Lammets Throne.

De Forbrydelser hvorfore Du er fanget ere

os ei egentlig og tilstrækkelig bekiendte. Hvad som

af Publico kan sees og læses derom er noget som Dine Forældre forbande og grues for. Ach!

at Du havde blevet en Medicus. Denne Ophøielse

som vi af Avsiserne have læset, have ikke fornøiet os, men vi have med Kummer læset dem. O! at Du i alle Dine Foretagender, havde brugt et forsigtigt

Øie og iagttaget det danske Lands Beste med

Gudsfrygt og Ydmyghed og med Underdanighed

adlydet Din allernaadigste Konges Befalninger. Vi kunde ei dømme herom formedelst Mangel af

Kundskab: men Du maa vide at ihvor høit vi elske vore Born, saa billige vi dog ikke Deres Forseelser, ikke undskylde, ikke bedække, ikke holde Dem for Ret, men meget mere hade alle Synder, laste, fordømme og afskyer dem, og prise Gud naar han viser sin retfærdige Vrede imod de Ugudelige, og de Bodfærdige og Troende sin Barmhjertighed. Gud vor Herre, være i Dit Fængsel, Din Læge og af Grunden helbrede Din Siæles Mangel.

Vi som Forældre anbefale Dig Din evige Forbarmeres faderlige Kierlighed. Jesus den barmhiertige ypperste Præst, han tænke paa Dig til Beste for Guds Ret, han vise Dig Barmhjertighed fra sin Naades-Throne og lade Dig vederfares Naade til Din evige Salighed. Ja! Jesu! du store Sieleven som ei forskyder nogen der kommer til dig, hielp baade Forældrene og Børn til det evige Liv! Rendsburg den 4 Martii 1772.

Med de veemodigste Taarer læste Greven dette Brev, og bad Hr. Münther tilskrive sine Forældre, og forsikkre dem, han vilde anvende al Flid og Møie paa at døe som en Christen.

Den Ottende Samtale

den 16 Martii.

Ved denne Samtale overbevisede Hr. Münther Greven om, at den evige Straf var nødvendig, at ei en blot Anger kunde tilfredsstille Gud, og at ingen fuldkommen Erstatning for det begangne var et Menneske muelig, og at ei allene vort Levnets For-

bedring kunde forsikkre os om Guds Tilgivelse; alt dette var just passeligt paa Greven i hans Omstændigheder, og nu visede Hr. Münther ham hen til den eneste Person Jesum. De Indvendinger Greven gjorde imod hans Opstandelses Virkelighed bleve saaledes begiægnede, at Greven maatte tilstaae hans Tvilsmaal var oplyset og at han intet vidste at invende imod Jesu Opstandelses Sandhed. Denne Gang bekom Greven Bonnets philosophiske Undersøgning af Christendommens Beviser, at læse i.

Den Niende Samtale

den 18 Martii.

Denne Sinde blev Forsoningens Nødvendighed afhandlet. Greven blev meget rørt, ønskede inderlig at blive en sand Christen, og forsikkrede, at han oprigtig vilde stræbe derefter at erlange en levende Følelse af Religionens Trøst. Bonnet havde han igiennemlæset og tilstod den havde betaget ham mange Tvilvsmaal.

Denne Gang medbragte Hr. Dr. Münther ham Claparedes Skrift om Evangelii Underværk, for, at han ved den som en Modgift skulde helbredes for de farlige Meninger han kunde have indsuet af Rosseau hvilken Hr. Münther vidste var en af de Skribentere han mest holdte af. Præsten formanede ham ved Undersøgning at blive overbeviset om, hvor upaalidelig og feilende Rosseau er.

Den Tiende Samtale

den 20 Martii.

I denne Samtale, vilde Hr. Münther overbevise Greven om at Fornuften intet grundigt kunde indvende imod Christi Forsoning. Hvorvidt dette velegnede Arbeite lykkedes ville vi erfare af Følgende, som jeg Ord for Ord vil anføre stråledes som Hr. M. har selv skrevet dem. De lyde saaledes:

Nu fulgte et Optrin, som ubeskrivelig rørede mig. Aldrig har jeg fornummet saadan Glæde, aldrig har jeg været saa vis om eller med saadan Hjertets Opløselse fornummet den Lyksalighed, at have bragt en Synder tilbage fra sin Veis Vildfarelse. Jeg vil aldrig forglemme, aldrig aflade, at takke Gud for denne frydefulde Stund. Greven sagde: jeg maatte være den største Daare, dersom jeg efter saa mægtige Beviis Grunde ei vilde antage Christendommen med Glæde. m. m.

Greven sagde videre han læste flittig i Bibelen som Hr. Münther havde bragt ham; han ønskede Oplysning om hvorledes man godtgjorde, at de bibelske Bøger virkelig vare af de Forfattere, som de vare tillagde. For at oplyse ham herom, gav Præsten ham, den tilsamme Ende medbragte D. Less Bog om den christelige Religions Sandhed.

Endelig efter han havde spurgt, om der og vare tilstrækkelige Beviser for det gamle Testamentes Bøgers Autenticitet, udbrød han: dog jeg behøver ei at spørge derom, naar det nye Testamente er Sandhed, saa maa og det Gamle være det. Jeg beder nu ofte Gud

om Oplysning og Bestyrkelse i Sandheden, og jeg er forsikkret han skal høre min Bøn og velsigne mine Bestræbelser.

Den Ellevte Samtale

den 22 Martii.

Præsten fandt ham læsende i D. Lesses Bog og efter adskillige Samtaler, udlod sig Greven med at han ønskede hans Venner som ved hans Exempel kunde være forførte, maatte omvendes fra deres Vildfarelse. I Besynderlighed laae ham Brandt paa Hiertet, jeg hører sagde han, at han er stedse Letsindig, men troer han skulde bevæges ved at høre min Forandring. Han bad Hr. Münther bringe Provst Hee til sig at han kunde bede ham sige det til Brandt; thi nu skammede han sig ei ved at bekiende det hvorom han var overbeviset, og ønskede han havde Lejlighed at sige det til alle sine Bekiendte, og fra denne Tid talede han bestandig med de vagthavende Officierer om Religion og Moralitet. Ved Afskeden lovede Hr. Münther ham Hr. Spaldings Bog.

Den Tolvte Samtale

den 24 Martii.

Hr. Provst, Hee kom denne Gang tilligemed Hr.

Münther. Greven som nu ei undsaae sig for at tilstaae sin forrige Vildfarelse, fortryllede omstændelig, Hvorledes han havde forladet Dyden, giort sig løs fra Religionen, og paa hvad Maade Han var kommen til Erkiendelse. Han sagde, han var bange at Grev

Brandt, formedelst sin naturlige Munterhed, skulde bleven hindret fra alvorlig Undersøgelse, han holdte det for sin Pligt, at berette sin Tilstand for sin Ven, haabende, den skulde giøre Indtryk paa ham, da dog Brandt altid havde havt mere Religon end han selv, m. m.

Greven læste nu Lesses Bog om Religionens Sandhed, og var ved den fuldkommen blevet overbeviist om Christi Udsendelse fra Gud. Nu fik han og den belovede Spaldings Bog.

Den Trettende Samtale

den 25 Martii.

Denne Gang havde ei Præsten lang Tid at bie, her blev handlet om Urigtigheden af Baulaugers antiqvité devoilée. Da Præsten vilde gaae, sagde Greven: han ønskede selv at underrette Brandt om sine nærværende Tanker om Religionen. Han vilde enten giøre det i Retten, ifald de som han dog tvivlede om, bleve Confronterede, eller han vilde udbede sig Tilladelse at besøge ham og i Vidners Paahør at sige ham det.

Naar jeg selv siger ham det, (lagde han til,) saa vil det dog vel giøre den meste Indtryk paa ham, og hans Tilstand bedrsver mig alt for meget til, at jeg ei skulde anvende alt mueligt til hans Forbedring; et smukt Bevis paa Omvendelsens Frugt, at sørge og bede for sin egen og andres Salighed.

Den Fiortende Samtale

den 26 Martii.

Nu havde Greven udlæset Less, og tilstod han havde den Bog meget at takke. Paa hans Spørsmaal hvoraf det kom, at Medici saa let bleve indtagne af Fordomme imod Religionen. Svarede Præsten: han vidste nok at Religionen, var Medicis skiønt med Uret fordægtig. Men Præsten repeterede en Boerhave, Stahl, Junker, Hofman, Verlhost som alle vare gode Christne. Meads Skrifter til Religionens Bekræftelse kiender De vel, sagde Hr. Münther, og Hr. Haller har nylig skrevet en Bog for Religionen. Vor Berger, hvilken smuk Christen er han ei? Greven lagde til, jo Zimmermann er og en Christen. Men Greven undskyldte sig forsikkrende han menede intet med dette Indfald.

Den Femtende Samtale

den 27 Martii.

Saasom Greven havde yttret sig med, at han ønskede mere Underretning om Prophetiernes Opfyldelse, saa bragte nu Hr. Münther ham Nevtons Afhandlig om Prophetierne. Blant andet udlod Greven sig denne Gang saaledes: Ved min stærke Tilbøielighed til kiødelig Vellyst, har jeg immer forestillet mig,

at da Himmelens Glæde ei hørte dertil, saa kunde den ei have nogen synderlig Fornøielse for mig.

Hr. Münther svarede: den kiødelige Vellyst, hvorom de taler, ville Sielene ligesaa lidet fornemme som begiere. Alle de Fornøielser som hisset ere unød-

vendige, og de Sindets Redskaber, hvorved man har fornummet dem her, skal hisset ophøre. Som for Exempel, den Fornøielse som Mad og Drikke og Ægteskab medføre. Man finder en Bekræftelse herpaa i Matthæi 22, 30. Men det synes mig ei troligt, at man slet ikke i Evigheden skulle fornemme Sindets Fornøielser. Vi skal jo bekomme et organisl Legeme, og følgelig Sandser. Disse kan af det Indtryk det Omkringværende giør paa dem, røres paa en behagelig Maade. Da Legemets Materie vil blive meget finere, end den, hvoraf det nu bestaaer, saa vil de og blive finere, empfindtligere og skarpere, og altsaa give os rigtigere og nøiere trofne Sindbilleder.

Og det allene vil blive en stor Fornøielse, for Exempel, det er mig jo en stor Fornøielse, som ei kan see langt fra, at betragte en fraliggende skiøn Plads igiennem et Telescop, ligesom den var nær hos. Og hvad som er det fordeelagtigste, vi skal ei misbruge den Fornøielse, ikke fortørne Gud derved, og aldrig blive kiede deraf, o.s.v. Maaskee vore Legemer der kunde bekomme nye Sandser, som vi ei kunde giøre os noget Begreb om. Og overalt, skulde vi ei hisset mangle nogen Fryd og Glæde, som kan passe sig paa den Tilstand og de Ævner vi da have.

Den Sextende Samtale

den 28 Martii.

Nu sagde Greven har jeg læst Apostlernes Gierninger, og deraf lært at kiende Kirkens underbare Befæstelse. Det er Soleklart, at en høiere Haand

har bestyret denne Sag, thi hvorledes skulde den ellers i saa kort Tid have kommet i Stand, ved saadanne Personer som Apostlerne vare og i saadan en Modstand som fra alle Sider skede? en Ting har giort mig opmærksom. Jeg har fundet at Petrus og Paulus, engang ikke vare ret ganske enige, men da jeg paa den anden Side gav Agt paa, hvor ganske overensstemmende de ere i Hovedsagen om Christi Opstandelse, om Bodfærdighed og Troe, saa kunde det andet ei forvilde mig. De vare jo Mennesker og altsaa deres Mening ei ufeilbar. Ved denne Lejlighed blev talt om at de bibelske Bøger ere af Gud indblæste,

Blandt andet sagde Greven: falder det mig undertiden ind, naar jeg tænker paa min forrige Tilstand, mon det ei havde været bedre for dig om du havde kundet vedligeholde dig i din Heihed og Vellyst. Men naar jeg igien et par Minuter har overlagt det, faa befinder jeg strax at jeg nu er langt lykkeligere end jeg var i min storste Lykke. Jeg har selv den Tid ofte sagt til min Ven Grev Brandt, saasom han troede jeg havde det meget bedre end han, at jeg var ei mindre end lykkelig, De kan ei troe, hvor utallige Ting immer gave mig at bestille, jeg maatte tcrnke paa Anstalter til Sikkerhed, og jeg maatte samme Tid tvinge mig og skiule min Urolighed baade for mig selv og andre. Dagen tilbragte jeg under fortrcrdelige Forretninger og kjedsommelige Adspredelser, og til mit Arbeide maatte jeg bruge endeel af Natten. Kunde jeg i saadan en Situation vcrre lykkelig? men nu er jeg roligere og for noiet, Jeg befficeftiger mig med Religionen, som

meget

meget gavner mig og er min eneste Trøst, der aabner sig en forønsket Udsigt for mig i det Tilkommende, og min Død foruroliger mig hverken meget eller tidt. Jeg ved ei hvor det vil blive med mig naar det lakker bedre frem, men det veed jeg, at jeg for nærværende Tid er lykkelig og rolig, og ei attraaer at komme i min forrige Tilstand.

Han spurgte videre Præsten, om det ei er Kirkens Lærdom, at Christus er undfangen af den hellig Aand, han anførte herhos Engelens Ord: Den hellig Aand skal komme over dig; Præsten svarede, naar De sætter de følgende Ord til: Og den Høiestes Kraft al overskygge dig, saa vil De besinde at her ikke egentlig tales om nogen Undfangelse. Herved siges allene saa meget: at Gud vilde ved sin Aand og ved sin Almagt foranstalte, at Maria uden Mands Beblandelse kunde blive Moder til den forjettede Søn, som er vores Forløsere.

Den Syttende Samtale

den 30 Martii.

Jo mere sagde Greven, jeg af Bibelen selv lærer at kiende Christendommen, desto mere bliver jeg over beviset om, hvor ubillige de Indvendinger ere som giøres imod den. Saaledes finder jeg for Exempel at hvad Voltaire og andre tale om de Christnes Intollerance og den Blodsudgydelse den har foranlediget, paa ingen Maade kan lægges Religionen til Last.

Han havde nu fuldendet at læse Nevton, og fandt den meget bevisende for Christendommens Sandhed.

Jeg maa tilstaae, sagde han, at adskillige Spaadomme synes mig dunkle. Saaledes kan jeg ikke for Exempel finde mig i, hvad Christus har forstaaet ved de Tegn paa Himmelen, som skulde skee ved Jerusalems Forstørring. Mine verdslige Forretninger sagde endelig Greven, ere alle til Ende, undtagen at jeg taler et par Gange med min Defensor, og skriver et par Breve. Saa kan vi, sagde Hr. Münther, i Orden og Sammenhæng fortsatte vore Samtaler, lad os nu anvende den øvrige Tid paa Deres Saligheds Sag, saaledes, at vi kan have en god Samvittighed. Greven svarede, det vil jeg vist giøre med Alvorlighed. Jeg er, Gud skee Lov! fuldkommen overbeviset om Christendommens Sandhed, og jeg fornemmer at den er kraftig til at berolige min Samvittighed og forbedre mit Sind.

Hr. Münther overgav Greven et Brev fra hans kiere Moder, det han med en bevægelig og fornøiet Mine antog. Aldrig sagde han har jeg følet saadan Kierlighed til mine Forældre som nu, aldrig har jeg været saa overbeviset om, hvor vel de altid have meent det med mig. Og min kiere Moder! her strømmede Taarene ham ned af Øinene, hun har altid besynderlig elsket mig. Brevet lyder saaledes:

Min Søn!

"Istæden for at opholde dig og mig med vores fælles Kummer og Smerte, finder jeg mere beføiet at tilkiendegive Dig mit hiertes Følelser over

Din nærværende Tilstand. I Aar og Dag har jeg med Bøn og Taarer anraabt den treenige Gud, at

han vilde redde Din udødelige Siel fra den evige Fordervelse med saadan Opofrelse af min altid ømme Kierlighed som en Moder der ønsker det maa gaae hendes Børn vel til Liv og Siel. At dersom Din Siæles Frelse og Velfærd, ei af Gud paa nogen anden Maade kunde befordres end ved de haardeste, og for det udvortes Menneske smerteligste

Midler, at jeg da med et ydmygt og taalmodigt

Sind skulle underkaste mig den evige Forbarmers og almægtige Guds Villie."

"Men aldrig har jeg kundet forestille mig, at Du skulle komme i saadan bedrøvelig Tilstand som den nærværende, Mit moderlige Hierte er derover ganske forknuset og jeg kan neppe mæle. Til Gud er min eneste Tilflugt. Din Sieles Redning er min

eneste Trøst, og jeg vil med Frydetaarer takke Gud, naar jeg erfarer, at han som elsker Syndere, endnu

har Freds Tanker over dig, og tilspærrer Veien til

din evige Undergnag. Jeg tvivler ei paa, at Guds Aand allerede i dit Hierte har givet dig en Overbeviisning

om denne Guds naadige Hensigt, at han ei vil lade Dig som sin Eiendom gaae evig forloren.

Giv Agt fremdeles paa den hellig Aands Naade-Tugt

i Din Siel, den skal sige og undervise Dig om mere end noget Menneskes Tunge formaaer at tale. Betænk Du har allene i denne Verden med den treenige Gud og Dig selv at giøre, hold derfor

Dine Tanker fra alt det som er uden om Dig i Verden. Vil Guds Aand allene i sin fulde Kraft forklare for Dit Hierte Jesum Synderes Ven, og til-

egne Dig med fuldkommen Overbeviisning hans naaderige Forløsning, saa vil Du efter denne overvættes Kundskab holde alle Ting for Skade og Skarn, og Din Siel vil her finde Mere Roe, Trøst og Glæde, end Verden med al dens Lyst og Herlighed formaaer at skienke. Denne Overbeviisning har Gud fra Ungdom af tildelet mig, nemlig at der hverken i Med- eller Modgang er nogen dyrebarere Stand i Verden, end en Christens. Hvor gierne har jeg ønsket, at alle mine Børn fra Ungdommen af havde ladet Gud virke dette Indtryk paa sig. Jeg har ogsaa derhos fornummet, ar det er Guds, og ei et menneskeligt Værk. Nu, min kiere Søn! hvad heri af Menneskene er forseet, forsømt eller forglemt, det ville vi med Hiertens Anger bekiende og ydmygt afbede. Men man maa ikke ved Mistillid til det Barmhjertigheds Dyb, som i Christo Jesu vor Forløsere saa tydelig er aabenbaret, giøre Guds Naade for kort, eller forringe den, men give de sande Vidnesbyrd som findes i den hellige Skrift, Bifald i Troen; thi saa har Gud elsket Verden, at han gav sin Søn den eenbaarne, paa det at alle de som troe paa ham ei skulde fortabes, men have det evige Liv. Dette er en Sandhed, som ei den blotte menneskelige Fornuft kan forklare, men hertil maa man anraabe og tilbede sig Guds Aands Medvirkning. Han er den, som ved sit Ord har giort os Jesum og det ganske Forsoningsværk bckiendt til vor Salighed. Vil Du nu med et oprigtigt og redeligt Sind, naar Du undersøger vor hellige Re-

ligions Grundsandheder, under Suk og Bøn bede om Forstands oplyste Øine, saa skal Du erfare at, der i Din Forstand opgaaer et meer end naturligt Lys, til at forklare og bekræfte Dig denne salige Lærdom. Jeg skriver dette efter den ringe Kundskabs Maade, som Gud har forleenet mig af sin Naade. Min Troe har ved al bogstavelig Kundskab af det aabenbarede Ord, formedelst de kierligste Hindringer, ligeledes maattet arbeide. Men lovet være Gud og hans hellig Aand, som ved Guds Ord og en salig Overbeviisning om de Sandheder det indeholder, saaledes har befæstet min Troe, at ei Helvedes Porte skal kunde formaae sig imod den, saalænge jeg selv vil holde mig til den almægtige Gud, og ei rive mig løs fra ham. Dette er og i min store Nød det Anker jeg holder mig fast ved, da ellers Bedrøvelsens Bølger alt for meget vilde omtumle mit Troes Skib. Denne Troens Grundsfæstning, ønsker og tilbeder jeg Dig af Gud,

med min ivrigste Bøn. Jesus Christus er og

bliver i Evighed den faste Hiørnesteen, paa hvilken vor Saligheds Bygning maa begyndes og fuldendes. Du har fra Barnsbeen af ladet kiende hos Dig, en reen og oprigtig Gemyts Karakter. Lad denne naturlige Gave ved Guds Aand helliges og oprigtigen gaae til Værks i Din Omvendelse til Gud. Han laber del lykkes for de Oprigtige. Vel det Menneske! i hvilket ingen Svig er befunden! Lær i Din Fordærvelse ret at kiende Dig selv, og kom som en forbandet Synder til den, som og er blevet

en forbandet Ting for Dig. Din Fader og jeg skal vedblive at raabe til Gud om Naade og Forbarmelse for Dig, og i Besynderlighed jeg som forbliver Din inderlig bedrøvede Moder."

Rendsburg den 17 Marti 1772.

Provst Hee kom denne Gang atter til Greven, og bragte ham den Efterretning, at Grev Brandt glædede sig over hans Omvendelse, at han tilligemed ham allene søgte sin Trøst i Religionen, at han aldrig ganske havde tabt dens Følelser, og at han af ganske Hierte tilgav ham den Skyld Han havde i hans Ulykke.

Grev Struensee svarede meget bevæget, og Hr. Prost Hee tog Afskeed fra ham med er opbyggelig og christeligt Ønske.

Den Attende Samtale

den 31 Martii.

Grev Struensee havde nu allerede som vi har hørt,

antaget den Lærdom at Verden ved Christum er forsonet, og altsaa var han en Christen. Han var og tilbøielig til at antage for Sanhed, de øvrige Hemmeligheder som med denne Lærdom ere forbundne, men Hr. Münther holdte det dog for sin Pligt, at overbevise ham om deres Nytte og Overensstemmelse med Religionen, paa det ingen Tvivl skulde blive tilovers, og han med desto mere grundet Bifald maatte antage dem. I den Henseende bleve følgende almindelige Anmærkninger giorde over Religionens Hemmeligheder.

Har der behaget Gud paa en overordentlig Maade ved Jesum at aabenbare sig for Mennesker, saa maa

han enten have havt den Hensigt, at redde den naturlige Religion fra den Forglemmelse den var kommen i, heller og han har vildet aabenbare andre Fornuften ubekiendte Lærdomme som vare tienlige til vor Salighed.

Den første Hensigt var en stor Velgierning, thi den naturlige Kundskab om Gud, havde først alle Mennesker, det jødiske Folk og nogle faa hedenske Philosophi undtagne, ganske tabt, og det ringe som var tilovers var fremmet for gemeene Folk som ere de fleste. Men den Hensigt var ei den eeneste, og naar Jesus blot vilde have prædiket den naturlige Religion, havde et hans Lærdom havt nødig at stadfæstes med saa mange Mirakler. Men Jesus har og bekiendtgiort nye og for Fornuften ubekiendte Sandheder, thi var det nødvendigt at han med Mirakler maatte stadfæste og bevise at denne Leere kom af Gud.

En Religion hvis Stiftere giør Mirakler, maa nødvendig indholde Hemmeligheder, thi naar alting kunde begribes, havde ei Miraklerne Sted. Har nu Gud i den christelige Religion vildet aabenbare os ubegribelige Sandheder som angaaer ham selv og hans Villie, saa maatte han giøre det ved Kiendetegn, og disse Kiendetegn kunde ei være andet end Ord. Men i det menneskelige Sprog fandtes ingen Ord, hvormed de Begrebe han vilde meddele os, vare nøie forbundne, thi at betegne os ganske ubekiendte Begreber, kan vi ei have Ord, som fuldkommen passe. Gud maatte derfore, for at bekiendtgiøre os ubekiendte Sandheder, bruge saadanne os bekiendte Ord, hvis Bemærkelse iblant alle muelige, komme de ubekiendte Sandheder

nærmest, som han vilde aabenbare os. Disse Ord kan have ens udvidet Bemærkelse, de kan sige noget formeget eller for lidet, og i de Begrebe som vi forbinde med dem, kan en eller anden Steds ligge en Ufuldkommenhed. Derfore tør vi ikke anvende deres Brydning med al sin Udvidelse og med alle dens Følger paa de os bekiendtgiorte Sandheds Hemmeligheder, men vi maa bruge deres nærmeste og almindelige Meening, og udelukke derfra alt det Ufuldkomne.

Hr. Münther oplysede Greven dette med et par Exempler, hvorved han fik er stort Lys heri.

Ved det Forhold som er imellem en Fader og en Søn, sagde Hr. Münther, giøre vi os tillige den Forestilling: Faderen maa have været for Sønnen, han maa have opnaaet en vis Alder, inden han har kundet avle ham, og han maa have været i Foreening med en Person af det andet Kiøn. Vilde man anvende disse Slutninger paa de Steder, hvor Skriften kalder Christus Guds Søn, saa maatte man forstaae dem urigtig og finde Modsigelse deri. Man forestille sig, at en Islænder skulle tale med en Indianer, om hvorledes Havet er tilfrosset. I det indianske Sprog er intet Ord for Haanden som nøiagtig kan afbilde denne Iis, men Islænderne maatte dog nødvendig tale i det Sprog.

Han maatte altsaa laane fremmede Ord og Billeder, som for Exempel, han kunde udtrykke sig saaledes: I mit Land bliver en vis Tid af Aaret, Havet saa haart som denne Steen, formedelst en vis Beskaffenhed som Luften der haver. Nu kunde jo In-

dianeren tænke, at Havet i Island paa visse Tider var Steen, det er, saa haart og fast som en Steen. Men han løber derved Fare at giøre sig vrange Forestillinger om den Virkning Kulden giør paa Havet, naar han paa forekommende Tilfælde vil anvende Steenens øvrige Egenskaber og Brug. Som for Ex. af Steen bygger man Huse, altsaa bygger Islænderen Palladser af Vand som er bleven til Steen. Der gives Steene som man kan brænde, altsaa kaager Jslanderen sin Mad ved Vand som er blevet til Steen. o. s. v.

Da nu mere om denne Materie var afhandlet blev Greven ganske bevæget og lovede med Eftertanke, at igiennemgaae den Afskrift som Hr. Münther lod ham beholde tilbage, af de Materier som vare afhandlede; ligesom han havde de forrige Afskrifter liggende for sig for at igiennemlæse dem og beholde den i Sammenhæng.

Den Nittende Samtale

den 1 April.

Nu blev videre fortsadt den Lære om Christi Forsoning og om Christi tvende Naturer. Efter at Hr. Münther saa eftertrykkelig som grundig havde handlet herom, sagde Greven: Jeg kan ei udsige Dem hvor tilfredsstillet min Fornuft er over disse Religions Hemmeligheder. Jo mere man eftertænker dem jo mere af Guds Viisdom opdager man i dem. Allene derfore bør man vogte sig, at man ei ved enhver Lejlighed spørger hvorfore? man maa være tilfreds med deres Stifteres Ubedragelighed. I menneskelige Videnskaber selv er Beskedenhed nødvendig , thi etters

som man ei i noget til Vished. Man kunde ei i ganske ringe Ting gruble sin ganske Levetid, inden man opdagede deres første Aarsager. Et hvert hvorfore? vilde Have utallige Spørsmaal i Følge med sig og vor Fornuft er ei dannet til at see ind i det Uendelige. Vi see i det minste sagde Hr. Münther, at Religionens Hemmeligheder, er Viisdom, omendskiønt forborgen Viisdom; og en Viisdom saa velgiørende, saa tilfredsstillende, er man forbunden med en ydmyget og undergiven Fornuft at ære og tillade.

Greven havde i disse Dage læst Jesu Lidelses Historie og befundet de ved Jesu Død skeede Mirakler sær merkværdige, og han spurgde om ei flere Historieskrivere foruden Evangelisterne havde meldet noget derom? Hr. Münther berettede ham at en græsk Historieskriver af det første Aarhundrede, navnlig Phlegon Trallion, taler om en forunderlig Solens Formørkelse og Jordskielv, da han tillige betegner Tiden, hvilken stemmer overeens med Evangelisten Matthäus. Præsten ævnede og Tersullian og en vis Lucian.

Jeg, sagde Greven, talede i Gaar med Een, som ei vilde tilstaae det var noget virkeligt Mirakel, da Formørkelsen og Jordskielvet kunde have havt naturlige Aarfager; men jeg viste ham, at omendskiønt saa var, man dog maatte spørge, hvorledes det er tilgaaet, at de just saa lige paa Jesu Dødsdag, og just en Time derefter skulde indfalde; det gav jo den stærkeste Formodning, at Gud havde bestemt det saa, for at giøre Menneskene opmærksomme paa Christi Død. De kunde, svarede Præsten, endda have lagt til, at

en Formørkelse paa den Dag for Jødernes Paaske, i det minste ei var mulig, efter de naturlige Aarsager, den ellers kommer af.

Grevens Fader havde nylig i et Brev til Hr. Münther, bedet ham forsikkre sin Søn om hans bestandige Kierlighed og Forbøn for ham, dette Brev gav han Greven at læse. Han vilde, men kunde ei for Veemodighed svare noget derpaa. Da Præsten en halv Time derefter gik bort, bad han ham med hede Taare at skrive til hans Forældre, og paa hans Vegne sige dem, at han vist haabede at forskaffe dem den eneste Trøst, som de ønskede, nemlig engang at see og finde ham blant de af Gud benaadede Syndere.

Den Tyvende Samtale

den 3 April.

Hensigten af denne Samtale var at overbeviise Greven om, at den Hellig Aand tilligemed Faderen og Sønnen er en sand Gud. Hr. Münther sagde, at ei den Lærdom om den hellig Aand saa udtrykkelig er forebragt i Skriften, som den om Christo, at det Udtryk: Hellig Aand, Herrens Aand, Guds Aand, har adskillige og mange Bemærkelser i Skriften, og at man ei vist kunde bevise, at den hellig Aand ligefrem bliver belagt udtrykkeligen med Guds Navn. Men da den hellige Skrift forestiller ham som adskilt fra Faderen og Sønnen, da den tillegger ham Bevægelser, som ei kan tillægges nogen anden end den sande Gud, saa følger af Nødvendighed, at han ei er Faderen eller Sønnen, men en Tredie Person, og maa have Deel

i Guddommen. Men Guddommen er udelelig, ingen kan besidde den anderledes end allene og ganske, den hellig Aand maa altsaa med Faderen og Sønnen være en sand Gud. Da nu Gud ei havde aabenbaret os mere om denne hemmelige Sandhed, saa vilde han ei heller fordre at vi s'kulde vide eller troe mere derom. Greven svarede: jeg er nu fast overbeviist om den hellige Skrifts Ufeilbarhed, og holder mig forbunden at troe dens Udsagn. Jeg har ingen Modsigelse funden i dens Hemmeligheder, men meget mere indseet, at de staae i en nøie Forbinding med den Lærdom om Forsoningen, og er meget fordeelagtig og beroligende for os Mennesker.

Da Præsten videre Havde sagt ham det Væsentlige om Treenigheden, forsikkrede Greven, at han kiendte denne Lærdom fra en Side, som forekom ham høist ærværdig, og jeg er fuldkommen forsikkret, at jeg med al Overbeviisning er en theoretisk Christen, give jeg nu ligesaa vist var en practisk.

Jeg ønsker Dem Lykke, sagde Hr. Münther dertil, at de fulkommen og af ganske Hierte har antaget den Lærdom om Jesu. Mister De endog nu Deres Liv, skal De dog i Evighed finde Deres Skade rigelig erstattet. Vist svarede han: Jeg taber intet, det havde meget mere været mig en ubodelig Skade, om jeg havde blevet i min forrige Forfatning, thi saa var jeg efter al Rimelighed ikke blevet en Christen; men det veed jeg og, om det var muligt, at jeg endnn kunde leve længe i Verden, saa vilde jeg aldrig mere forlade Religionen. Jeg har ofre været paastaaelig i

mine Meeninger, men her skulde og vilde jeg være det med Grund.

De ønskede sagde Hr. Münther forhen at De maatte blive en practisk Christen, at vise sig saadan en, maa fra nu af være Deres ganske Bestræbelse. Vi ville nu med al Flid arbeide paa at indrette Deres Tanker efter Guds Villie. Om Tvivl, Indvendinger og Overbevisninger, ville vi nu ei mere bekymre os, men Øiemedet af vor Bemøielse skal være, at De kan bære usminkede Frugter af en retskaffen Christendom, Taalmodighed, Ydmyghed, Oprigtighed, Kierlighed imod hver Mand, endog Fiender, en lydig Underkastelse under Guds Villie, et alvorligt Forsæt at oprette den Skade De i Verden har giort, alt dette bør være Deres Bestræbelses Pligt, i hvis Iagttagelse De skal bevise Deres Troe at være stedse frugtbar og levende. Derved kan De og overbevise Dem selv at De er en Christen i Deres Vandel.

Jeg forsikrer Dem, svarede Greven jeg er villig til alt hvad De fordrer af mig, og jeg fornøier mig over at jeg er villig dertil. Jeg anseer det som et godt Tegn. Forhen skulde jeg ei have været villig dertil. Jeg havde vist ikke forsaget mine Tilbøieligheder. Jeg vil selv eftertænke hvorledes jeg kan bevise Dem og mig selv om mit nærværende Sindelag. De har alt mere end engang, blev han ved, givet mig tilkiende, at jeg endnu holdt for meget af min Forvaltning ved de offentlige Affairer. Jeg har i denne Tid stykkeviis igiennemgaaet dem, jeg har eftersøgt Kilderne, jeg vil ei fortie Dem Udfaldet af min Undersøg-

ning. Troe mig paa min Forsikring, jeg har aldrig havt det Forsæt at anrette Ulykker; men Vellyst og Forfængeligheder have været alle mine Handlingers Drivefiedre.

Ved en overdreven Indbildning om min Duelighed, som af andre blev understøttet, har jeg siden min Ankomst i Dannemark taget mig fore at spille en stor Rulle. Jeg kan ikke sige at jeg strax tænkte paa den jeg har spillet, men De veed hvorledes man ved Lejlighed og Omstændigheder kan blive ledet videre end man tænkte at gaae, det eene Skridt trækker det andet efter sig. De kan heraf slutte, at jeg nødvendig maae finde at den ganske Kiæde af mine Underhandlinger ei kan bestaae for Gud og min Samvittighed.

Jeg er mig selv bevist, at jeg over Hovedet ingen Fiende har været af det, man i den store Verden kalder Dyd og Ærlighed. Jeg siger ei dette for at rose mig. Jeg veed det har ei været mit Verk, men en Følge af min naturlige Tænkemaade, og alle Mennesker have en Slags almindelig Kierlighed til Dyden. At jeg feilede af Maalet, det var min egen Skyld. Jeg har søgt det Gode, men ei fundet det, fordi jeg ikke lod mig veilede af Fornuften og Religionen, men af mine Begierligheder.

Nu havde Greven igiennemlæst Spaldings Bog, og takkede Præsten, fordi han havde leveret ham den. Hr. Münther bragte Greven Gellerts og Cramers aandelige Sange, og bad ham mellem hvert læse i dem, paa det han maaskee derved kunde opvækkes til en og anden andægtig Tanke. Han svarede, han havde, al-

drig ævaret nogen Elskere af Poesie, men givet det simple og upyntede Fortrinet, dog vilde han beholde den, og forsøge, om han derved kunde opbygges. Hr. Münther erindrede, at geistlige Sange skildte sig fornemlig i sin Simpelhed fra anden Poesie.

Den En og Tyvende Samtale.

den 4 April.

Efter at Hr. Münther havde igiennemgaaet med ham og efterforsket hvorvidt hans Sindelag hidindtil, ved Sandhedens Kraft var forbedret, og befandt ham standhaftig, formanede han ham at prise Gud, som havde giort ham hans Saligheds Sag rigtig, og ham selv tilbøielig til at bemøie sig om den nødvendige Kundskab og villig at antage den.

I disse Dage skulde just Fiskalens formelige Irettesettelse gaae for sig, og han var indvarslet at anhøre den, og at forebringe hvad han kunde til sit Forsvar. Han fortalte Hr. Münther dette, og spurgde ham til Raads, om han skulde lade Sagen gaae som den kunde, eller om han burde sige hvad han endnu troede han kunde sige til sin Doms Formildelse. Præssten svarede: at Christendommen forbød ham ikke at anvende de retmæssige Midler han kunde vide til sin Befrielse. Under de Forbrydelser, sagde han, hvorfore jeg anklages, er een, som ingen Undskyldning eller Formildelse kan taale og vente. Jeg seer altsaa at den Regning jeg kan giøre mig paa at beholde mit Liv, er saare liden imod den Rimelighed, hvormed jeg kan vente min Død. Jeg seer og intet behageligt for mig.

om jeg kunde komme med Livet derfra. Et evigt Fængsel vilde blive mig en utaalelig Tilstand; dog kan jeg ei nægte, at det jo gyser i mig, naar jeg tænker paa Døden under saadanne Omstændigheder.

Eftertænk hvad De vil raade mig? Hr, Münther svarede, jeg seer intet Haab for Dem. Regieringen har anordnet Dem en Defensor, han kiender Lovene bedre end jeg kan kiende dem, han kan altsaa tilforladeligen sige Dem, hvad De kan haabe eller ikke. Desuden ere Eders Dommere Samvittigheds og Indsigtsfulde Mænd. Derom er jeg overbeviset, svarede Greven, de har alle omgaaet med mig som retskafne Folk. Men, sagde Præsten, derfor vil jeg bede Hr. Greve, lad ei deres Lyst til Livet tage for meget Overhaand, allerhelst De selv indseer, hvor liden Grund De har at haabe det.

De veed at enhver hæftig Begierlighed forstyrrer Sielens Roe og dette kunde giøre en særdeles Hindring i Bestandigheden af Deres Omvendelse til Gud. Han gav mig sin Haand paa, at han vilde tage sig i Agt. Jeg troer ikke sagde han at det mishager Gud at jeg fornemmer den Lyst til min Redning, thi han har selv indplantet mig den. Men jeg haaber og at blive tilfreds om jeg skal døe da jeg vist venter, at det i Evigheden i det minste ei skal gaae mig slettere end her. Giør jeg vel Uret om jeg ved min Hengang til Døden kalder min naturlige og ved øvelse erlangede Stand-Haftighed til Hielp? Hr. Münther svarede: Naar den ei flyder af falske og Gud ubehagelige Grunde, naar De ei blander nogen Stolthed, nogen Letsindighed deri,

naar De allene derved vil styrke Dem, men ei derved søger at drage Tilskuernes Øine til Dem og indlægge Dem Ære hos dem, saa indseer jeg ei at det er nogen Uret.

Men jeg haaber Religionen skal give Dem en bedre og tilforladeligere Trøst og indblæse Dem saa meget Mod som De har fornøden.

Han læste denne Sinde Pauli Breve til de Corinthier og sagde at han fandt i Paulo en stor Geist, megen Klogskab og sand Philosophie. Iblandt andet havde han tydelig anmærket Apostelens Klogskab af hans Dom, i den Tvist om det var tilladt at æde af Gudernes Offer, eller ei. Han sagde meget derom som Hr. Münther selv ønsker han havde optegnet. Hr. Münther gav ham denne Gang at lcese i Hr. Spaldings Prædikener dem han imodtog fuld af Høiagtelse og Taknemmelighed imod Forfatteren.

Den To og Tyvende Samtale

den 6 April.

Denne Sinde var Hr. Münthers Bestræbelse, at prøve om Greven kunde anvende Evangelii Trøst paa sig. Hr. M. spurgde ham, om det af Hiertet angrede ham, at han havde fortørnet Gud med vellystige Tanker og Gierninger, som han vidste sig skyldig i?

Greven svarede: Jeg anseer det som en af mine største Forbrydelser, og veed at jeg derved mere og mere er bleven bortført fra Sandheden, som jeg i Religionens Betragtning havde kundet finde, og jeg holder for at der er Hovedkilden tit alle mine Forbrydelser og Laster.

Hr. Münther vedblev: Tænker De af samme Grund med Afskye tilbage paa de Udvigelser, som i Eders forrige fordærvede Tænkemaade foraarsagede Eder den meste Fryd?

Greven svarede: Jeg tænker ikke allene med største Ligegyldighed paa al den sandselige Vellyst jeg har søgt; men da jeg befinder, at den sande Lyksalighed bestaaer i det som er tvertimod, hader jeg det første ligesaa meget, som jeg ønsker at vedligeholde det sidste, i det jeg ønsker at tækkes Gud ved mine Tankers Forbedring.

Hr. M. Troer De tilforladelig, at De af Lydighed imod Gud vilde skye disse Synder, om De i Fremtiden havde Lejlighed til at udøve dem?

Greven svarede: Jeg er forsikkret at jeg ei af nogen anden Aarsag var i Stand til at undflye dem. Da jeg nu har bekommet en levende Forsmag paa Dydens Lyksalighed, og jeg vist er forsikkret, at den ei kan erlanges paa anden Maade, end ved en sand Gudsfrygt og Forsæt at leve efter hans Villie, saa haver jeg og fattet det faste Forsæt, aldrig at sætte den udaf Øinene, men at forbedre alle mine Tanker og Gierninger ved en kraftig Bistand af det Middel, som jeg har lært at kiende ved en sand Kundskab om Gud og hans Lærdomme.

Hr. M. Fortryder De det alvorligen, naar De erindrer hvor meget De og derved har fortørnet Gud, at De ei allene kan have giort maaskee en og anden Person, men og andre Mennesker usædelige og ulykkelige ved Deres Vellyst?

Grevens Svar: Jeg fortryder intet hæftigere, end at jeg ved mine Grundsatser, min Letsindighed og Tilbøielighed til Vellyst har giort visse Personer alykkelige; ikke allene i Henseende til deres timelige Velfærd, men og til deres fordærvede moralske Karakter. Dog smerter mig derhos særdeles den Fordærvelse jeg i andre Menneskers Sæder har opvekket ved mit Exempel, og det saa meget mere, da jeg har lært at kiende hvor høit det mishager Gud, at man ved Forargelser giver Anledning til at forstyrre hans hellige Anordning; jeg giør mig og store Bebreidelser over de Personer som jeg i Gierningen har forført.

Hr. M. Fordømmer De paa Grund af denne Kierlighed til Gud, alle de Forbrydelser som Ærgierrighed har forledet Dem til, tilligemed de falske Grundsatser, paa hvilke Deres Ambition har heldet sig, og de utilladelige Midler som De har bekient Dem af?

Grevens Svar: Da de første moralske Grundsatser hvorefter jeg handlede ikke vare uduelige for Gud; da de blot bestode i et selvgjort falsk Systeme om Ære; da de allene vare grundede i den saa kaldede honette Verdens antagne Begrebe om Retskaffenhed, da jeg lod mig lede af mine Begierligheders undergivne Fornuft, og udelukkede al den Kundskab som flyder af Guds Lære; da jeg giorde mig alt for store Begrebe om min egen Indsigt, og da min Hensigt derved aldrig var at behage Gud, eller opfylde hans Villie, men allene timelige Hensigter, om de endog ikke altid vare hensigtende til mig selv allene, saa kan jeg efter min nærværende Overbeviisning ikke andet, end holde

den ganske Sammenhang af mine Handlinger, i Henseende til Æren, fordærvelig, om jeg endog kunde undskylde og retfærdiggiøre den for Verden.

Jeg vil ei anføre mere af denne Prøve, men allene berette, at ved dens Slutning, forsikkrede Greven Hr. Münther, at han i alle Stykker ganske nøie havde aabnet sit Hiertes Tanker.

Hr. Münther havde og imedens han dicterede, at hans ganske Adfærd mærket hans Oprigtighed, og besynderlig deraf, at han omhyggelig gav Agt paa Ordenes Bemærkelse, og ofte holdt et og andet tilbage, naar det ei stemmede ganske overens med hans Tanker, og enten kunde sige formeget eller for lidt.

Da Hr. Münther vilde gaae bort, bad Greven ham bie lidet, han havde endnu noget at sige ham, og derpaa sagde han: Jeg har eftertænkt den Sag, som jeg nylig spurgte Dem til Raads om. Jeg indseer at mit Liv kan ei reddes. Jeg er derfore rolig, og haaber det Ønske at leve, skal ei mere forurolige mig, om endskiønt jeg ei saa lige nu kan vide, hvordan jeg vil blive til Mode, naar Døden staaer mig ganske nær. Naar det skrækkelige Øieblik er overstaaet, saa har jeg intet tabt. Er jeg ved min Hengang til Døden i Stand til at tænke, saa veed jeg vist at jeg skal finde Trøst nok i Religionen. Præsten sagde: Hvis De ei kan samle Deres Tanker, Hr. Greve! saa vil jeg erindre Dem derom. Men jeg veed ei, hvordan jeg selv da vil blive til Mode. Skulde De kun, sagde Greven, ikke blive alt for meget anfægtet, thi det vilde særdeles forurolige mig.

Hr. Münther svarede: Jeg skal stræbe det beste jeg kan, at holde Contenance, og jeg haaber det skal lykkes mig, naar jeg ikkun kan have det Haab, at De døer som en Christen.

Greven vedblev og sagde: Jeg har havt megen Uro over en anden Sag. De veed min Hoved-Forbrydelse. De veed at jeg ved dens Tilstaaelse har giort andre Personer ulykkelige, som jeg er megen Forbindelighed skyldig. Denne Betragtning har opvækket de Tanker hos mig om det ei havde været min Pligt for deres Skyld at fortie Sandheden, om ei Taknemmelighed og Venskab har forpligtet mig dertil. Jeg har været meget urolig derover; men som jeg nu altid plejer at giøre, naar jeg er bekymret, tog jeg min Tilflugt til Gud i Bønnen, og derpaa med Hiertet henvendt til Gud, eftertænkede Sagen fra alle Sider. Jeg befandt at min Benægtelse dog uden Tvivl ei kunde have forhindret Sandhed at blive aabenbar. Jeg befandt, at jeg giorde meget ilde, naar jeg vilde have bedækket en Forbrydelse med den anden, at det ei allene havde opfyldet mig med en nye Samvittigheds-Qval, men og havde giort mig uværdig til al Benaadning hos Gud; og det var for meget forlangt, at jeg for at opholde andre, skulde opofre min Salighed. Jeg befandt endelig, at om jeg hidindtil havde nægtet alle Ting, jeg dog nu, dyrebareste Ven! havde maattet bekiende det for Dem, og bedet Dem aabenbare det for mine Dommere. Ved disse Grunde har jeg været saa lykkelig at blive tilfredsstillet. Jeg bekymrer mig og ikke, om jeg af dem bliver holdet for en Troløs og

Forræder, som ei have giort sig noget Begreb om, hvad det er at være bekymret for sin evige Salighed. Min Bekiendelse maa dog have Bifald hos retskafne og fornuftige Christne. Imidlertid smerter mig den Ulykke, som mine Venner ved min Bekiendelse ere komne i, mere end jeg kan udsige. Jeg kan ei giøre andet for at erstatte deres Skade, end bede Gud, at han vil trøste dem ved Religionen og Dyden. Derom beder jeg uafladelig, og bliver min Bøn hørt, saa er jeg overbeviist om, at deres Tab er dem rigelig erstattet.

Den Tre og Tyvende Samtale

den 7 April.

Jeg har, sagde Hr. Münther, overlagt hvad De i Gaar svarede paa mine Spørsmaal, jeg har ingen Aarsag at tvivle paa Deres Oprigtighed, thi har De hidindtil opfyldet de Betingelser under hvilke Gud har lovet os Benaadelse. Gud skee Lov svarede Greven, mit Sinds Rolighed er mig et Beviis paa at ei Gud har forkastet mig. Jeg kan ei fortie for Dem, at jeg nu i mine Baand og Jern, ved en skrekkelig Død er meget mere lykkeligere end i min forrige jordiske Høihed. Hr. Münther for at bestyrke ham i hans gode Haab, anvisede ham følgende Bibelens Stæder, nemlig, Joh. 3,16. Matth. 10, 32. Math. 6, 14. Joh. 2, 5. Rom. 8, 35. 39. Tit. 3, 31, 7. 1 Timot. 1, 12, 16. Rom. 6, 20. 22. Luc. 15, 11, 32,

Kort førend Hr. Münther forlod ham, sagde Greven: Jeg er nu eenig med mig selv, hvorledes jeg vil forholde mig i Henseende mit Forsvar. Mit Liv kan ei reddes, og i mine Handlinger ei retfærdiggiøres. Dog haaber jeg at kunde bevise, at en Deel af dem, ei ere saa onde som de synes, thi De veed, det er to forskiellige Ting, at bedømme sin Vandel for Gud og for Verden, moralsk og politisk. Jeg veed hvor slette alle mine Handlinger i Hensigt til denne haver været, men det er ingen Følge, at en Sag, som moralsk betragtet, er meget ond, skal være det i samme Grad, betragtet fra den politiske Side. Jeg vil være fornøiet med, og mere kan jeg ei, at vise, at mine politiske Feiler have været Følger af Vildfarelse, Overilelse og Begierligheder, men ingenlunde af det Forsæt at anrette Ont. Jeg troer jeg er mig selv, Religionen og Sandhed denne Bekiendelse skyldig, for saa vidt de ved min Omvendelse kan hindres eller forfremmes derved. Dersom jeg stiltiende ligesom samtykker i, at jeg har havt onde Hensigter, da jeg dog ei er mig dem bevidst, saa kunde man let antage min Omvendelse for Svaghed og Gemyts Forvirring, da den dog er udfaldet af en alvorlig og fornuftig Undersøgelse. Man kan sige, den som det er ligegyldigt, om man hylder ham for et af Vildfarelse eller Begierligheder forledet Menneske, eller en aabenbare Skielm, kan vel og lige saa letsindig have opofret sine Religions Meeninger. Hr. Münther kunde intet indvende imod hans Beslutning, men bad ham, at han ei vilde anvende for megen Tid paa denne Sag.

Den Fire og Tyvende Samtale

den 9 April.

Efterat Hr. Münther havde vedblevet at vise Greven de Fordele han havde at vente af sin Omvendelse, og viset ham Sielens Lyksalighed efter dens Adskillelse fra Legemet. Saa udbrød Greven saaledes: Saa lidet som Skriften bestemmer Sielens Tilstand, i den Tid den er skilt fra Legemet, saa er dog det lidet sult af Trøst. Dersom Gud havde befundet det nødvendigt og nyttigt, at give nøiere Underretning derom, saa havde det og skeet, Det er tilstrækkeligt nok til min Siels Rolighed, at jeg vist veed den er i Guds Haand.

Døm nu sagde han til Hr. Münther, hvor ilde jeg maae være tilfreds med mig selv, naar mellemstunder den forhadte Tanke falder mig ind, at der maaskee ingen Evighed er. Jeg har endnu i Dag prøvet mig paa det nøieste, om jeg maaskee skulde finde noget hemmeligt Behag i den, eller om jeg ubemærket holder den for Sandhed, men jeg forsikkrer hellig, at jeg ingen af Delene har befunden. Jeg er desuden saa indtaget af Min nærværende bedre Overbeviisning, at jeg ei for al Verden vilde miste den eller forsætlig handle imod den. Kunde jeg ved en Misgierning, om den endog ei af Verden blev holdet derfore, erlange alle muelige jordiske Fordele, saa veed jeg vist jeg begik den ei. Om den tilforladeligste Forsikkring blev givet mig at jeg skulde beholde mit Liv, og sættes ganske i min forrige Situation, under den Betingelse, at jeg skulde igienkalde den Bekiendelse, jeg har giort om min Forbrydelse, og

bekræfte mit nye Udsagn med en Eed, saa er jeg overbeviset om, jeg vilde heller døe end igienkalde Sandheden og aflægge min Eed. Saaledes vilde jeg vist ei tænke, naar jeg var overbevist om Evigheden, men heller ønskede og troede den var en blot Indbildning.

Nu havde Greven giennemlæst Spaldings Prækker, og forsikkrede Hr. Münther, at han derved var bleven meget opbygget.

En af hans Bøger som meest havde bidraget til hans Oplysning og Forbedring, havde han tilsendt sin Ven, Grev Brandt, for hvilken han viste den ømmeste Omhyggelighed. Hr. Münther havde ved det sidste Besøg bragt ham Schlegels Passions-Prækener, og denne Gang gav han ham Doddrigde om den sande Gudfrygtigheds Begyndelse og Fortgang. Han bad Hr. Münther tilskrive hans Forældre, og trøste dem ved den Efterretning som han nu kunde give dem om ham.

Den Fem og Tyvende Samtale

den 11 April.

Denne Samtale havde ei nogen besynderlig vis Materie til Hovedmaal. Der blev talet om adskillige Religions Sandheder. Der havde i disse Dage een sagt til Greven, at han ikke gierne læsede i Bibelen, fordi den Skrivemaade ikke var Modern. Greven svarede: De har vel hørt talet om Sully. Han blev den Tid han levede holdet for een af de største Mænd, og man holder ham endnu derfor.

Denne store Mand var en lang Tid borte fra det franske Hof førend Kongen kaldte ham igien. Imedens han var borte, havde Hoffet aflagt den gamle franske Klædedragt, og den Italienske var Mode. Sully holdte ved den gamle Mode, og lod sig see ved Hoffet i en Dragt som ei mere var brugelig. Men saa stor og almindelig berømt en Mand som han var, blev han af de unge Hoffolk udleet.

Ligeledes min Herre! giør De med Bibelen. Saa fortreffelig en Bog som den er, saa behager den Dem ikke, fordi den ei er skrevet i vor Tids herskende Smag. Men De maae for det forste betænke, at de hellige Skribentere have skrevet for Deres Tid, og maaskee aldrig have tænkt derpaa, at Gud efter mange Seklers Forløb skulde bruge den til at oplyse Verden med, thi dertil har Gud bevaret den. Hvorledes kunde da disse Mænd have rettet sig efter den nærværende Smag. Men om de havde kundet og virkelig havde giort det, saa havde de blevet ganske ubeqvemme for de Tiders Folk, som de virkelig vare skrevne for. De kunde da slet ikke have forstaaet dem, tvertimod have vi Midler nok til at giøre os deres Skrivemaade bekiendt, ja endog at befinde den angenem og fortreflig.

Frigeisternes Spotterier over Christum og hans Lære, sagde Greven ved denne Lejlighed, vise mig øiensynlig at de ei handle oprigtig, m. m.

I disse Dage havde Greven faaet Forlov til at skrive, og sagde til Hr. Münther, han vilde betiene sig af den, for at opsætte den Efterretning om sin Omvendelse, som han havde lovet at efterlade Hr. Mün-

ther. Præsten sagde, den vil blive mig et meget behageligt Efterladenskab. Skriv den med Overlæg, jeg haaber den skal ei blive frugtesløs. Den skal være et autentiqve Beviis paa Deres Sindelag i Religion og Gudsfrygt, derfore overlader jeg Dem allene at bringe samme i Orden, og optegne Deres Tanker. Jeg maa og vil ei have mere Deel deri, end at jeg Overhovedet siger Dem, hvorledes den i Overeensstemmelse med Deres Hensigt skal indrettes. Deres Hensigt derved maa være, deels at udslette de Udtryk, som De kan have giort paa andre imod Religionen og Dyden, deels at giøre andre Vildfarende opmærksomme, der kan tænke saaledes som De har tænkt. Det maa altsaa deraf kunde sees, at De virkelig har forandret Deres Meening, i Henseende til Religion og Dyd. Tillige maa De og vise, paa hvilken Maade De er bragt til denne Forandring i Deres Tænkemaade. Dette holder jeg for nødigt, paa det ingen skal tvivle om Sagens Sandhed. I Henseende til Udtrykkene, da maa De saaledes træffe deres Val, at ei Verdens Mennesker skal støde sig derover, og at andre tillige kan overbevises om, at De er bleven en Christen.

Jeg vil stræbe, svarede Greven, at have disse Regler for Øinene; men befinder De, at jeg har feilet, at jeg ei rettelig har begrebet en eller anden Sandhed, at endeel Steder ere anstødelige, saa har De immer Ret til at forbedre det. Nei, svarede Hr.

Münther, Hr. Greve jeg tør ei tage mig den Frihed

at forandre et eneste Ord; der vil altid findes Folk, som vil udraabe Deres Optegnelse for forfalsket, og

derfore er i dette Tilfælde den største Nøiagtighed nødvendig. Det var slet ikke saa anstødeligt, om man i Deres Optegnelse her og der kunde opdage en vrang Forestilling eller et urigtigt Udtryk, som om man havde den ringeste Indvending at beraabe sig paa, at den ei var ganske af Deres Haand.

Saa vil, jeg sagde Greven, skrive paa overbøiet Papir, og naar De da efter nøie Overveielse, og i Overeensstemmelse med min Overbeviisning, finder Tillæg eller Forandring nødig, kan De skrive det hos med Deres egen Haand.

Greven erindrede sig Sal. Alberti i Hamborg, den han havde kiendt af Person, og udbad sig hans Prædikener, hvilke og Hr. Münther tilskikkede ham.

Den Sex og Tyvende Samtale

den 13 April.

Greven havde læset Alberti Prædikener og tilstod at han ved dem fandt sig meget opbygget, og at de havde bidraget til Dag fra Dag at bestyrke ham mere i Religionen og at giøre ham roligere og lyksaligere.

Ved Slutningen af denne Samtale sagde Greven, jeg anvender min korte Tid, saa jeg kan forsvare det for min Samvittighed, jeg bestræber mig daglig at blive bedre og Gud behageligere. Til denne Ende, læser og beder jeg, overveier min forrige og nærværende Tilstand, og sammenligner dem med hinanden, jeg taler med Officiererne, men uden at trænge ind paa nogen med en affecteret Drift for Religionen og Dyden. Jeg sagde i disse Dage til een af dem: At naar man

flittig studerede i Bibelen og blev mere og mere bekiendt med den, fandt man den daglig mere og mere forstaaelig og dens Indhold opbyggeligere.

Denne svarede mig: Der vare dog saa mange overdrevne Udtrykke i den. Jeg svarede, (sagde Greven,) saadanne Tanker forgaae let naar man læser den i den Hensigt som Gud har givet os den.

Men siig mig til Oplysning, hvad der er Dem anstødeligt. Officieren svarede: Naar Christus siger til sin Moder: Qvinde hvad haver jeg med dig at bestille? saa er det noget haart, og om jeg maa sige det, anstødeligt. Greven svarede: Jeg vil sige Dem hvorledes jeg forestiller mig det. Naar for Exempel: Tre forskiellige Personer, den eene af en ringe, den anden af middel og den tredie af en høiere Stand, ved selvsamme Omstændighed, vilde udtrykke sine Tanker, hvorledes vilde de da sige? den første vilde omtrent tale ligesom Christus talede, (om hvilken De maa erindre, at han var opdraget i en Tømmermands Huus,) nemlig, Moder hvad gaaer det mig an at Brudefolkene ingen Viin have? den anden vilde uden Tvivl udtrykke sig saaledes: Min kiere Moder, tag dem ingen Bekymring derover! den tredie vilde maaskee intet svare, men allene giøre en løs Compliment. Men har de nu ikke, i Grunden betragtet, alle Tre sagt et og det samme?

Naar man vil bedømme et Menneskes Værd, maa man ei see efter de Klæder han bær, og man kan ei bestemme Meeningens Oprigtighed og Godhed, efter Finheden og Zirligheden af de Udtryk som den bliver indhyllet i.

Den Syv og Tyvende Samtale

den 14 April.

Denne Sinde handlede Hr. Münther med den sædvanlige

Grundighed og Tydelighed om Dommen som følger paa Opstandelsen, og efter Forlangende underrettede han Greven om Helvedes Straf og dens Bestandighed, og visede ham de Grunde af Skriften, som ere med og imod Straffens Evighed.

Saasom Grevens Død nærmede sig, holdte Hr. Münther det nyttigt for hans Siel, at opfylde den med Forestillinger om Evigheden, og til den Ende, gav han ham at læse Lavaters Udsigter i Evigheden; han giorde ham i Forveien bekiendt med Forfatterens Karakter, og beskrev ham Bogen selv, som en Virkning af en sterk Indbildningskraft, af megen sund Fornuft og overvættes Gudsfrygt.

Den Otte og Tyvende Samtale

den 17 April.

Hr. Münther vedligeholdte Forestillinger af Evigheden

i hans Siel, erindrede ham om Legemets og Sielens Forening, som de sidste Gang havde talet om. Vores Compendium tillader ei at anføre nøiagtig de ypperlige Forestillinger som Hr. Münther herved giorde, og Greven med megen Oprigtighed besvarede og med en sand Overbeviisning følede. Man tillade mig her en liden Anmærkning af min egen Tanke. Jeg veed ei i denne vigtige Omvendelses-Historie, hvad jeg mest skal anprise, enten Hr. Münthers Grundighed, Færdighed, Nidkierhed og veltrofne Overbevnsnings-

Maade; eller den ulyksalige Greves Oprigtighed, Beredvillighed, Lyst til og Bestandighed i Sandhed, da den blev ham bekiendt og overbeviiset. Dog jeg troer at træffe det beste, naar jeg eene og allene giver Gud Æren, hvis Naade har udrustet hiine med Færdighed og denne med Tilbøielighed, og viser sig den evige Viisdom og Naade lige stor baade i Læreren og Discipelen.

Endelig udbrød Greven ved denne Samtale: Jeg ønsker at De og andre Geistlige vilde skrive allehaande løbende Blade, for at giøre Folk Christendommens Fordele mere bekiendte, end de efter mine Tanker ved blotte Prædikener kan blive.

Man kunde for Exempel, bruge Calenderne til denne Ende, og i Stæden for saa mange overtroiske Ting, hvormed de sædvanlig ere opfyldte, lære Religion og Dyd deri, saa at den kunde være fattelig for den almindelige Hob. Bonden vilde daglig læse saadant, og naar det snart under en, snart under en anden Gestalt, daglig kom dem for Øinene, vilde de dog endelig lære at tænke og handle bedre. Paa denne Maade skriver Voltaie, som De veed, utallige smaa Piecer imod Religionen. Fornuftige Tilbedere af Christendom, skulde lære ham af dette Konstgreb, hvorved han anretter saa meget Ondt, til at giøre God ved.

Endelig klagede Greven over, at han paa nogen Tid var plaget med onde Drømme, og begierede at vide Hr. Münthers Meening om, hvorvidt saadanne Drømme ere moralske, og kan tilregnes det Menneske som har havt dem. Hr. Münther svarede: de kan ei

tilregnes videre, end for saa vidt de have havt sin Grund i Menneskenes Siels frie Forestillinger imedens han var vaagen.

Dette, svarede Greven, tilfredsstiller mig, thi jeg forsikkrer Dem, at jeg for nærværende Tid slet ikke tænker paa de Ting, som mine Drømme handle om.

Overalt har jeg bemærket, at mine Drømme fast aldrig berrrøre af nærforegaaende, men altid af fraværende Forestillinger.

Saaledes har jeg i de første Uger af mit Fængsel, ikke drømmet om noget andet, end om mine Forældre, som jeg dog ikke i lang Tid har seet.

Jeg synes immer, som jeg er i deres Huus og i deres Sælskab, og mange Tildragelser, som i min Ungdom, have hændet mig i deres Nærværelse, stille sig nu for mine Øine og falde mig ofte ind i mine Drømme.

Den Nie og Tyvende Samtale

den 20 April.

Efter at have anvendet paa Greven, den Nytte som

flyder af Evighedens Betragtning m. m., sagde Hr. Münther: Hr. Greve De siger mig ofte at De stændig beder til Gud. De maa selv best kunde føle Deres Mangler, og jeg troer De er i Stand til, at eftertænke og med Ord at udtrykke Deres Tanker for Gud, med den Tillid som Troen paa Christum berettiger Dem til.

Min Bøn, tilligemed Dem kunde blive Dem til en Formular og den kunde ei i alle Tilfælde blive

ganske passelig paa Deres Tilstand. Best derfore at De selv bringer Deres Bøn til Gud, da De kan det, og ei har nødig ligesom at borge mine Ord og Følelser. Men skulde jeg blive vaer, at De maaskee ganske nær ved Døden, ikke selv kunde samle Deres Tanker, saa vil jeg stræbe at understøtte Dem i Bønnen. Han svarede, at han bad meget tit, i det han med Hiertets Opløftelse til Gud, holdte Samtale i sit eget Hierte, opmuntrede sig og anraabede Gud om Bistand og Maade for sig selv og sine Venner.

Han bad Hr. Münther om nogle af Cramers Prædikener, og maatte han tillige bringe ham Messias. Han havde adskillige Gange forsøgt at læse det Digt, men havde ei kundet finde Smag deri. Uden Tvivl har Skylden lagt hos ham selv, da han ei har giort sig bekiendt med de Religions Sandheder, hvorpaa det grunder sig, og ei holdet dem for vigtige; men nu da han havde bedre Kundskab derom og tænkede ganske anderledes, vilde han paa nye forsøge, om ei Klopstoks Digt kunde opvække nogle gode Bevægelser i hans Siel.

Den Tredivte Samtale

den 21 April.

Vi ville høre det Vidnesbyrd Hr. Münther giver Struensee, og da ere hans Ord disse:

Saa vidt jeg nu kunde bedømme Grev Struensee, da jeg saae ham fast daglig, gav nøie Agt paa ham, og sammenlignede hans hele Opførsel med hans Ord, saa havde jeg Aarsag at være ganske tilfreds

med ham. I det minste var jeg forsikkret, at de som forhen havde kiendt ham, vilde nu finde ham ganske forandret, ifald de saae ham nu, og da jeg fandt endeel af hans forrige Venner, som holdte det fast utroligt, da jeg beskrev dem hans nærværende Tænkemaade. Jeg fandt ei ringeste Aarsag til at tvivle paa hans Oprigtighed imod mig og Sandhed. Jeg kunde slet ikke see nogen Hensigt, hvorfore han skulde bedrage mig, og Forestillelse var ingenlunde hans Karakter. Alle de som havde Lejlighed til at see ham, fandt ham ligesom jeg, og fast ingen tvivlede paa, at han virkelig var saaledes, fom han udviste sig, og jeg vidste at jeg immer havde staaet paa Skildvagt, for ei at blive bedragen. Fornemmelig var hans nærværende Anger og Fortrydelse mig et ganske tilforladeligt Beviis om Religionens Virkning paa hans Hierte. Jeg tvivlede altsaa ikke paa, at jeg ved Guds Naade havde opfyldt og erlanget Øiemeedet af mit Arbeide med ham.

Greven talede denne Gang med Hr. Münther om Sielenes Tilstand efter Døden, om Forsoningen, om Fritænkernes Taabelighed i at forarge sig over Christi udvortes Ringhed, m.m.

Greven vidste at Hr. Münther corresponderede med Hr. Cramer om Fortgangen af hans Omvendelse, thi Hr. Münther pleiede at vise ham Hr. Cramers Breve, for saa vidt de angik ham, og med Fornøielse førte han sig til Nytte hans Anmærkninger og Tvivl om ham.

Den En og Tredivte Samtale

den 22 April.

Følgende Grevens Ord til Hr. Münther ere sær merkværdiqe:

Jeg beder Dem indstændig, sagde Greven: Lad Dem ei forurolige deraf, om nogen vilde sige, De skulde have forfaret mere Evangelisk og mindre Philosophisk med mig. Jeg forsikkrer Dem at De paa ingen anden Maade, end den De har vælget, kunde have fundet Indgang i min Siel. Der var kun 3 Maader at gaae til Veis paa, enten Declamation, Indbildnings-Kraftens Opvækkelse, eller en koldsindig Undersøgning. Havde De declameret, saa havde jeg strax tænkt: Naar den Mand har en god Sag, hvor-, fore lægger han mig ei sine Grunde ukunstlet for Øinene? Har Gud aabenbaret en Religion saa maa den kunde indholde en fornuftig Undersøgelse. Jeg havde altsaa ubevægelig høret paa Dem. Havde De vildet bruge min Indbildnings-Kraf til Deres Fordeel, havde De maattet fylde den med skræksomme Billeder af Evigheden, og da havde De udrettet mindre end ved Deklamationen. Jeg troede alt for vist, at jeg efter Døden intet havde at haabe eller frygte, derfore skulde al den Frygt, som De maaskee havde kundet indjage i mig, strax have blevet svækket, og ved Erindring af mit gamle Systeme ganske ophævet. Der var altsaa ingen anden Vei tilovers, end den som De har gaaet med mig, nemlig, den rolige Undersøgning. Jeg vil nu fortælle Dem hvilken Bestutning jeg havde fattet, og af hvilken Grund jeg indlod mig med Dem.

Omtrent otte Dage for Deres første Besøg, spurgte Commendanten mig, om jeg ei vilde tale med en fornuftig geistlig Mand? da jeg frygtede for at enhver Geistlig enten vilde foreprædike mig en Hoben, eller overvelde mig med frygtelige Forestillinger, saa afbad jeg mig Generalens Forslag. Jeg sagde: jeg og enhver Geistlig, vil være uendelig ueens i vore Meninger, og jeg har ingen Lyst til at disputere. Imidlertid kunde jeg dog forestille mig at Regieringen vilde sende mig en Præst. Jeg sadte mig altsaa fore at imodtage Præsten naar han meldte sig, at begiægne ham høflig, rolig og anstændig at høre paa ham, og ved Slutningen af det første Besøg at sige ham, at ifald han havde Ordre at besøge mig flittig, han da altid skulde være mig velkommen. Men jeg vilde bede ham, at han ei giorde sig Haab om at udrette noget ved mig, thi jeg var alt for vel overbeviset om min Mening, og vilde derfore ei indlade mig i nogen unyttig og møisom Trætte. Nu kom De, min dyreste Ven! jeg saae strax De ei havde den Hensigt at begynde med Prædiken for mig, eller at indjage mig Frygt og Skræk for at ophidse min Indbildnings-Kraft. De bad mig, da Sagen var saa vigtig at jeg vilde undersøge mine Meninger og Christendommen. Det Forslag fandt jeg billigt. Jeg havde Tid dertil. Jeg forestillede mig ved denne Undersøgning at blive tydeligere overbeviset om Christendommens Ugudelighed, og altsaa at blive fastere i mine Grundsatser. Nu førte De mig paa den tredie muelige Vei, vi begyndte vore Samtaler med koldt Blod, jeg læste de Bøger som De

gav mig med Mistillid, men tillige med Eftertanke. Det varede ei længe, førend jeg maatte tilstaae hos mig selv, at jeg havde feilet. Jeg kan ei sige Dem, hvor Megen Selvfornægtelse det kostede mig, først for mig selv, dernæst for Dem, at tilstaae jeg havde feilet. De erindrer nok, at jeg ei fra Begyndelsen af nægtede, at jeg havde giort nogen Uret, at jeg ei i min forrige Tilstand var lykkelig, at min Samvittighed gjorde mig Bebreidelser, m. m. Men at jeg erklærede Mine forrige Grundsatser for falske, det var en stor Seier over mig selv, efter den egensindige Meening jeg da havde i at behaupte mine forrige Grundsetninger. At bringe mig dertil, var ei paa nogen anden Maade muligt, end blot ved Fornuften.

De veed bedre end jeg, de i Sagens Natur liggende Grunde, som have bevæget Dem at handle saaledes med mig, og Følgen retfærdiggiør Dem. Hensigten med min Omvendelse er ved Guds Naade lykkelig erlanget, paa hvilken Maade den er skeed, kan være enhver 3die Mand ligemeget, og fornuftige Christne som glæde dem over at min Siel er reddet, vil og glæde dem derover at De har udvalgt den Maade, for hos mig i det minste var den eneste der var tienlig.

Hr. Münther bragte Greven til Gemytte at denne Uge var formodentlig den sidste af hans Liv; thi han vidste at Hans Dom paa Løverdag skulde afsiges, og at der imellem dens Afsigelse og Fuldbyrdelse kun blev faae Dage. Greven tabte ved denne Efterretning intet af sin Munterhed og rolige Sindsforfatning. Jeg haaber ganske vist, svarede han, at jeg skal gaae

min Død i Møde, uden nogen forvirrende Frygt og Angest. Jeg er kun bekymret for, at De vil lide for meget ved dette skrækkelige Optrin, og ifald det ei hos Tilskuerne skulde giøre er ubehageligt Indtryk, vilde jeg heller bede Dem, at De ikke geleidede mig.

Nei, svarede Hr. Münther, jeg er Deres eneste Ven, og kan ei forlade Dem. Jeg vil søge at styrke mig med det faste Haab jeg har, at det skal gaae Dem i Evighed vel, jeg vil saa vidt muligt staae Dem bie ved dette tunge Skridt, og min Belønning skal være denne, at jeg seer De døer som en Christen. Den To og Tredivte Samtale den 23 April. Efterat Greven havde ytret sin Forundring over at saa mange Mennesker ere overbevisede om Christendommens

rette Sandhed, og dog ei følge dens

Forskrift m. m.

Til Slutning bad Greven Hr. Münther bestemme

ham en Dag som han kunde nyde der hellige Alterens Sacramente paa.

Hr. Münther formodede at den næstkommende Torsdag, blev hans Dødsdag og da han ønskede ikke alt for nær ved den, at giøre denne hellige Forretning saa blev den næstkommende Mandag dertil berammet, ved denne Leilighed blev talet om Jesu Indstiftelses Natur og Hensigt.

Den Tre og Tredivte Samtale

den 24 April.

Nu var Greven bleven færdig med Optegnelsen af hans Omvendelse, og overgav Hr. Münther den, med Forsikring, at han med en slags Ængstelse havde arbeidet paa den, paa det han ei skulde sige noget uden det som var overensstemmende med hans forige og nærværende Sindsforfatning. Derfore var hans Arbeide gaaet langsomt fra Haanden. Han frygtede fore, at han en eller anden Steds ei tydelig eller bestemt nok havde udtrykket sig, deels fordi han ei i endeel Aar, havde skrevet meget i det tydske Sprog, og aldrig i saadanne Materier, dels fordi han havde bemøiet sig at forfatte sine Tanker kort, paa det han ei skulde blive vidtløftig. I øvrigt havde denne Forretning været ham sær behagelig, i det den havde givet ham Leilighed til at eftertænke hele Rækker og Beviser, som hans Overbeviisning havde foraarsaget: og nu havde han befundet den saa kraftig, at han var forsikkret om, han vilde ei paa nogen Maade som stridede derimod, kiøbe sit Liv, om han end kunde vinde al Verdens Lyksalighed. Han bad Hr. Münther at igiennemlæse hans Optegnelse og bedømme den, om han fandt den overensstemmende med den Hensigt som den var skrevet i.

Hr. Münther igiennemlæste den og gjorde sine Anmærkninger over de Udtrykke og Tanker, som af Christne eller Uchristne kunde blive vrangelig udtydede. Endeel Stæder forbedrede han med sin egen Haand, endeel vilde han lade blive som de vare. Jeg, (sagde Greven,) har skrevet denne Efterretning i den Hensigt,

at bevise saa vel dem som ere, som den dem ikke ere Christne, og som disse Blade kunde falde i Hænderne, at jeg med Overlæg er blevet og døer som en Christen. De sidstes Tænkemaade kiender jeg temmelig nøie. Jeg vil forebygge, at de ingen Aarsag skal finde til at sige, at jeg af Pultronnerie eller Sinds Svaghed er bleven en Christen, saa maa jeg giøre dem det tydeligt, at jeg selv har eftertænket og raisoneret derover; saa maa jeg for Exempel Skyld vise dem, hvorledes min Fornuft tænker om Religionens Hemmeligheder, og at jeg ei finder den modsigende. Ifald den anden Deel af christelige Læsere ikke overalt finde mine Forestillinger rigtige, og mine Udtrykke undertiden vrange og urigtig bestemmede, saa vil de ei forundre dem derover, naar de betænke, hvor nye jeg er i disse Sandheder, og hvor uøvet jeg er i at skrive og tale over dem. De veed, dyreste Ven! at jeg uden videre Forklaring eller Indsigt i Sagernes Sammenhæng, troer uden Undragelse, paa Christi Ord, alt hvad De har lært mig.

Den tilkommende Mandag var, som sagt er bestemmet til Communion. Hr. Münther sagde: Da Denne høitidelige Forhandling tillige er en offentlig Bekiendelse om Christendommen, saa holdte jeg det ei tilbørligt, at den skal skee uden Vidne. Billigen skulde dog en sand Christen som er bekiendt derfore, være tilstæde. Jeg ønsker sagde Greven at jeg tillige med Brandt maatte annamme det hellige Sacramente. Men da det kan have Besværligheder, saa beder jeg Dem formaae Hr. Kommendanten til, at han vil være et Vidne derved. Da Hr. Münther spurgde Greven

hvorfore han ei var saa munter som Han pleiede? svarede han: De veed at jeg i Morgen venter min Dom. Dette Har foranlediget mig til at overveie den forbigangne Tid. Derved har faldet mig ind, havde du giort det eller det anderledes, havde du ei blevet saa ulykkelig? dette har foruroliget mig meget. Men imidlertid kan De forlade Dem til, at denne Uroe er kun en Overgang. Jeg har allerede fundet tilstrækkelige Aarsager at ophæve mig over alle saadanne Betragtninger, og det saa meget mere da de nu ere overflødige og utidige.

Den Fire og Tredivte Samtale

den 25 April.

Vellyst sagde Greven, er Kilden til al min Ulykke, Ærgierighed har skyndet paa den og tidligere bragt den til Modenhed. Jeg har engang forhen sagt Dem, at jeg strax ved min Ankomst i Dannemark, havde besluttet, efter Omstændighederne at spille en stor Rulle, hvori ikke min Hensigt var rettet paa den Magt og Værdighed som jeg siden erlangede, men jeg havde gierne været tilfreds med at signalisere mig ved min Videnskab.

Egentlig var det ei Ærgierrighed som drev mig til at ønske saa gierne at komme hid. De skal kunde erfare det af følgende Beretning. Jeg havde bessluttet at forlade Altona og at nedlægge mit Embede der. Jeg var sindet enten at begive mig til Mallaga, og at nedsætte mig der som Medicus, eller at reise til Ostindien. Til denne Beslutning havde jeg følgende

Aarsager: Jeg var den Gang sygelig, og haabede at et mildere Clima skulde være tjenligere for min Sundhed, og kan jeg ei nægte, at jeg tillige tænkte paa, at Vellysternes Fornemmelse i et varmere Landskab skulde være stærkere og mere henrivende. De mange for Imaginationen behagelige Ting, som jeg havde læst om i Reisebeskrivelser, og Lyst til at samle Penge, forenede med de forrige Aarsager, indgav mig mere Lyst til Ostindien end til Malaga. Nu aabnede sig Adgang til Dannemark. Jeg vælgede den Lykke der blev mig tilbøden. Og hvorfore? Jeg skammer mig ved at sige det, et vellystigt Bekiendtskab trækkede mig derhen. Hvor maa jeg ei afskye min forrige Tænkemaade, og at jeg altid har fulgt en utøilet og blind Lidenskab! hvor eftertrykkelig bliver jeg ikke nu straffet derfore!

Imedens han talede, traadde hans Defensor ind i Arrestkammeret, for at bringe ham Efterretning om den over ham fældede Dom.

Hr. Greve! sagde han, jeg bringer Dem en slet Efterretning! Derpaa tog han Udskriften af Dommen op af sin Lomme. Det har jeg forestillet mig, sagde Greven, lad mig nu see, han læste den uden ringeste Forandring i sit Ansigt. Da han havde læst den, overgav han den til Hr. Münther. Dommen lydede saaledes:

"I følge den danske Lovs 6te Bogs 4. Capitels første Artikel; kiendes herved for Ret: At Greve Johan Friderich Struensee, sig selv til velfortjent Straf og andre ligesindede til Exempel og Afskye, har forbrudt Liv, Ære og Gods, skal

betages hans grevelige og al anden forundet Værdighed, og hans grevelige Vaaben, af Skarpretteren at sønderbrydes. Saa skal og Johan Friderich Struensees Høire Haand og derefter hans Hoved afhugges, Legemet hugges i fire Parter og legges paa Steiler, og Hoved med Haanden sættes til en Stage."

Medens Hr. Münther læste Dommen, talede han ganske rolig med hans Defensor, og spurgde om alle Punkterne i hans Anklagelse, vare paakiendte. Defensor, sagde Ja. Han spurgde hvorledes Brandts Skiæbne blev? Defensor svarede, hans Dom er fuldkommen overensstemmende med Deres; Greven sagde: har da ei hans Defensor kundet giøre noget til hans Redning? Defensor svarede: han har giort alt hvad han kunde, men Grev Brandt havde for meget imod sig. Herover blev han mere rørt, end over sin egen Skiæbne, men han recolligerede sig strax, og skrev noget paa en Optegnelse, som han gav sin Defensor med.

Da de vare allene, bevidnede Hr. Münther ham sin hjertelige Medlidenhed, og formanede ham til, med en christelig Taalmodighed og Hengivenhed at bære sin bedrøvelige Skiæbne.

Jeg forsikrer Dem, sagde Greven, jeg er ganske rolig. Saadanne Straffer skal jo giøre Indtryk hos andre, derfore maa de være haarde. Jeg har belavet mig paa dette og mere. Jeg har forestillet mig, at jeg maaskee kunde blive radbrækket, og jeg har alt estertænkt, om jeg med Taalmodighed kunde udstaae Smerten af saadan en Henrettelse. Haver jeg fortjent

saadan en Død, sagde han, saa blev dog ei Skammen udslettet, omendskiønt ei de beskiæmmende Omstændigheder, dermed vare forbundne, og har jeg ei fortient den, som jeg hverken kan eller vil paastaae, saa skulde dog forstændige Folk lade mig vederfares Ret, og saa vandt min Ære igien derved. Men overalt, hvad skiøtter jeg nu om jordisk Ære eller Skam? Mine Dommere haver Loven for sig og kunde ei dømme anderledes. Jeg tilstaaer min Forbrydelse er stor, og jeg kan ei nægte, at jeg har fornærmet Kongens Person. Meget havde jeg vist ikke giort, naar jeg tilgavns havde kiendt Loven, men hvorfore har jeg ei lagt mig efter den Kundskab?

Han leverede Hr. Münther følgende Brev til hans Forældre, og overlod til hans Skiønsomhed, om han vilde sende dem det strax eller efter hans Henrettelse. Hr. Münther vælgede det sidste, da han vidste den snart skulde gaae for sig. Brevet lyder saaledes:

”Deres Breve have bedrøvet mig, men jeg haver

tillige deri fundet Deres kierlige Sindelag, som De altid haver havt imod mig. Erindringen om Deres Bedrøvelse er mig saa meget føleligere; da Sandhedens Erkiendelse viser mig min Uret tydeligere. Med den oprigtigste Fortrydelse, beder jeg Dem om Forladelse. Troen paa Christi Forsoning haver jeg at takke for min nærværende Tilstand. Deres Forbøn og Erindringen af Deres Exempel haver meget hjulpet til. Være forvissede om, at Deres Søn har fundet det Gode, som De holde for det eneste

sande Gode. Anseer hans Ulykke som et Middel

der har hindret ham fra at tabe det; dette Indtryk vil svække alle de øvrige hos mig, ligesom det ganske har udslukket dem. Jeg anbefaler mig i Deres bestandige Forbøn hos Gud, ligesom jeg uophørlig beder Christum min Forløsere, at giøre dem den nærværende Sorrig taalig. Næst hilsen til min Søster, lever jeg med Sønlig Hengivenhed & c.”

Den Fem og Tredivte Samtale

den 26 April.

Hr. Münther erfarede af Hr. General-Lieutenant von Hoben, at Struensee den forgangne Nat havde været meget urolig, havde stampet med Fødderne, skaaret med Tænderne, og bidt sig i Fingrene. Den vagthavende Officier havde trædet til ham, men fundet ham i en dyb Søvn. Hr. Münther erkyndigede sig om han havde havt urolige Drømme. Han svarede, han kunde ei erindre sig noget andet da han vaagnede, end at en Række af hans Overbeviisningsgrunde om Christendommen, vare forekommet ham, men af den legemlige Uroe vidste han ikke.

Hr. Münther havde den bedrøvelige Efterretning at bringe ham, at hans Dødsdom i alle Stykker var bekræftet, og at den, den anden Dag efter skulde fuldføres. I Henseende til de beskiæmmede Omstændigheder ved hans Døds-Straf, udtrykkede han sig saaledes: Da jeg er i Begreb med at forlade Verden, saa kan hverken dens Ære eller Skam anfægte mig. Om mit Kiød forraadner i Luften eller Jorden, om det bliver Fugle eller Orme til Spise, er i Henseende

til mig selv lige meget. Gud skal nok vide at bevare de Deele af mit Legeme som ere nødige til mit forventende forklarede Legeme i Opstandelsen. Jeg selv er jo ei den som lægges paa Steile, jeg veed fuldkommen hvor lidt dette Støv udgiør mit Jeg. Da Hr. M. sagde: Den tilkommende Tirsdag var Hans Dødsdag, svarede han, jeg tænkte det skulde Have blevet Fredag, men jeg ønsker mig ikke engang denne korte Opsættelse. Det var jo ligesom om jeg til min Sundhed maatte udstaae en smertelig Operation, og vilde opsætte den, naar den skulde gaae for sig. Jeg maatte jo dog endelig underkaste mig den, og enda saa meget sildere blive sund. Den Rolighed og Hengivenhed hvormed han talede om alle Ting, veed jeg ei, siger Hr. Münther selv, at beskrive, jeg havde ventet meget af Religions Virkninger paa hans Hierte, men de formaaede langt mere end jeg havde ventet.

Han forsikkrede at han havde Religionen og den Tillid han havde til Guds Benaadelse, at takke for denne hans Gemyts Beskaffenhed.

Hr. Münther fortællede Greven, at en Bonde havde mødt ham paa Gaden og raabt til ham: Fader søg at overbevise Struensee, at han har forsyndet sig imod den Herre Jesum, naar han kiender det, bliver han salig. Greven fornøiede sig over den Christenkierlighed, som denne Mand yttrede imod ham, og gjorde denne Anmærkning, man saae deraf, hvorledes Christendommen med Menneskekierlighed opfyldte de Eenfoldiges og ikke ved Opdragelsen dyrkedes, Siele.

Derpaa overgav han Hr. Münther til Befordring et Brev til Frue von Perkentin i Pinneberg, hvilket Brev lyder som følger:

"Jeg betiener mig, naadige Frue! af det første

øjeblik, som er mig tilladt at skrive Dem til. Forretninger og Pligter, have vel i den forbigangne Tid maaskee kundet svække, men ei udslette Erindringen om mine Venner. Min nærværende Tilstands Ledighed, har igien giort Dem saa meget

mere levende. Har min Stiltienhed giort mit Sindelag mistænkeligt, saa beder jeg alle Dem om Forladelse, som har havt Ret til min Erkientlighed, og Dem fornemmelig naadige Frue! men dette er ei den eeneste Fordeel, som min Skiæbnes Forandring har medført. Jeg skylder den for Sandheds Erkiendelse, der har forskaffet mig en Lykke, som jeg aldrig ventede; thi saa meget havde jeg giort mig fremmed for den. Naadige Frue! betragt ei min Ulykke uden med Religionens Følelser. Den giver mig meget mere, end jeg har tabt. Med Overbeviisning, med Rolighed og et fornøiet Hierte, forsikrer jeg Dem herom. Jeg beder Dem inderlig, beret dette i de Herrer Ahlefeldts og Rantzaus Huse. Jeg er begge disse Huse uendelig Tak skyldig, og desto mere giør det mig ondt, at indvikle Personer med mig, som ere Dem saa nær. Tillad mig naadaadige Frue, at jeg endnu lægger til en Hilsen til Frøken von Thue og Hr. von Watz Huus. Jeg har den Ære & c."

Den Sex og Tredivte Samtale

den 27 April.

Hr. Münther kom denne Gang under Geleide af Hr.

General-Lieutenant von Hoben, som vilde være tilstæde ved Struensees Communion.

Greven som imodtog sin Dom uden minste kiendelig Bevægelse, blev ved denne høitidelige Erindring om Jesu, saa bevæget, at han saa godt som flød hen i Taarer. Hr. Münther, bevidner aldrig at have seet en Taar i hans Øine, naar De have talet om hans Ulykke og Død, men over sine Synder, over den Elendighed, fornemmelig den moralske, han har styrtet andre i, over Guds Kierlighed imod ham og det hele menneskelige Kiøn, har han (siger Hr. Münther,) ofte grædt mere end jeg selv vilde have troet, ifald jeg ei selv havde seet det.

Da den hellige Forretning med Bøn var besluttet, bad han Hr. Kommendanten om Tilladelse, at han maatte bortskiænke de smaa Ting af Sengeklæder og Linnet, som han havde og de faa Penger som vare blevne tilovers, af den Rixdaler han daglig bekom. Nu har jeg ingen Eiendom, sagde han; men faldt Hr. Münther ham ind i Talen, den ædelste Gave som Gud har anbetroet ham, den udødelige Siel, er ene og allene Eders og Guds.

Herpaa tog han paa en meget bevægelig Maade Afskeed med Kommendanten, takkede ham for alt beviist Gode, og erklærede at han aldrig havde nægtet ham nogen Velvillighed, som var tilladt at bevise ham. Den ærværdige gamle Herte forlod ham med de Ord:

Jeg veed vist, vi skal engang sees igien for Guds Ansigt.

Da de nu igien vare allene, sagde han til Hr. Münther: Det er mig nu allene om at vide og være vis paa, at jeg med den muligste Sinds Retskaffenhed kan møde for Gud; jeg har nok engang omhyggelig prøvet mig, og jeg finder en stor Fornøielse deri, da det er min Pligt. Gud er mit Vidne til, at jeg med Fornøielse og uden mindste Modvillighed give alt det som jeg holder for min Pligt, i Følge det jeg af min Oplysning i Christendommen har lært.

Saaledes har jeg holdet det for min Skyldighed at opsætte den Underretning om min Omvendelse, som De har i Hænder, for i det minste igien at udslette det onde Indtryk, saa vidt mig muligt er, som min Tale og Exempel kan have giort hos andre. Og jeg kan forsikkre Dem, at jeg har giort det med en ugemeen Fornøielse, langt større, end den jeg har fundet ved mine øvrige Optegnelser, der tildeels have hensigtet til Mit Forsvar.

Jeg har og nøiere eftertænket min Stats-Forvaltning, men kan efter min Overbeviisning ei dømme anderledes derom, end som jeg i Gaar har sagt.

Jeg skal tage den Samvittigheds Overbeviisning Med mig ind i Evigheden, at jeg ei har vildet giøre Kongen eller Landet ulykkelige. Det er sandt, jeg har i en kort Tid tilvendet mig betragtelige Summer,

og deri har jeg paa en uforsvarlig Maade benyttet mig af Kongens Naade.

Men Regningerne, deri har jeg intet forfalsket. Omendskiønt al Sandsynlighed er i dette Stykke imod mig, og jeg ei kan fortænke nogen som deri holder mig skyldig.

Det er vanskeligt i denne Sag at lade al Mistanke imod Struensee fare. Dersom han var skyldig, hvor havde da hans Omvendelse slet ingen Værd? jeg har ofte været bekymret derfore, og er det endnu undertiden efter hans Død. Sandsynligheden, hans Tilstaaelse, at han ei er i Stand til at fravende sig denne Mistanke, og endda flere rimelige Beviser ere imod ham. Men paa den anden Side tilfredsstiller mig igien Den Betragtning, at han uden Tvang har tilstaaet andre meget større Forbrydelser; men dette har han nægtet med en Rolighed og Tillid, som i hvor utydelig end Sagen bliver giort, er der vanskeligt at troe, at han har vidst sig skyldig.

Greven vedblev, jeg har nærmere eftersøgt den Kilde hvoraf min nærværende Rolighed og Taalmodighed flyder. Jeg er forsikret om, at jeg har øset den af langt andre Kilder, end dem jeg ellers har hentet Trøst af i min ubehagelige Skiebne. Det er mig nu ei mueligt, at forvirres i mine Tanker over den forestaaende Fare. Den tilstundende Død, skulde vist nu lade sig fordrive af Tankerne. Jeg fornemmer ei den ringeste Drift af Stolthed, jeg veed alt for vel hvor ringe jeg er. Jeg fordømmer den Tanke, at der efter Dåben intet er at vente. Intet trøster og beroliger mig, uden Forvisning om Guds Naade ved min Tillid til Christum, og den Overbeviisning, at jeg anven-

der al min Flid nu paa at giøre mine Tanker Gud behagelige.

Imidlertid, foer han fort, ophæver ikke denne Rolighed min Virksomhed, men jeg bliver ved og skal vedblive indtil Enden, alvorligen at undersøge, hvad som endnu hos mig kan være Gud mishageligt, for saa meget mueligt er, at forbedre det. Af adskillige Beviser herpaa, anføres allene dette: jeg, (sagde Greven,) holder det nu for en christelig Pligt, at bede veed Bordet, omendskiønt jeg ei overtroisk tænker derom. Intet er billigere end at man ved Madens og Drikkens Nydelse, med Taknemmelighed henvender sine Tanker til den som giver disse Nødvendigheder. Jeg har derfore paa en Tid giort mig det til en Lov, at bede ved Bordet. Men min gamle Vane har endnu varet saa stærk, at jeg ofte har begyndt at æde uden at bede. Nu er det vel endelig det samme, om man ved den første eller anden Mundfuld tænker paa Gud; jeg har dog været meget fortræden over min letsindige Vane, og at jeg ei har været mere agtpaagivende paa det som jeg har holdet for min Pligt. — Hvad synes Læserne om denne Mands Samvittighed, som forhen tillod sig alt det, som hans Begierligheder kunde drive ham til.

Den Syv og Tredivte Samtale

den 27 April.

Hr. Münther fandt ham i den ukunstlede Sieles Rolighed, som han alt i nogle Uger havde fornummet hos ham, og som saa nær ved Døden immer

blev ærværdigere. Hvor prisede jeg ikke Gud, (siger Hr. Münther,) som viste saa stor Barmhjertighed imod den ulyksalige Mand, og hvor ønskede jeg ei, at jeg ei havde maattet være den eneste Dødelige, som hørte ham med saadan Rolighed at tale om sin Død.

Han overgav Hr. Münther nok et Brev, som han havde skrevet til den tillige med ham ulykkelige Vens Broder, Kammerherre Brandt. Endeel andre Optegnelser af hans egen Haand bleve lagde i en Couvert, og i hans Paasyn forseglede af Kommendanten og Hr. Münther.

De øvrige Papirer som bestode af de Optegnelser Hr. Münther Tid efter anden havde givet ham og begge hans Forældres Breve, havde han sammenlagt, og tilstillede Hr. Münther dem, og saaledes havde han beskikket sit Huus. Brevet til Hr. von Brandt lyder saaledes:

"Tillad at jeg tillige med Dem og Deres Frue Moder, begræder vor kiære Enewolds Skiæbne. Hold mig ei uværdig dertil, omendskiønt jeg i visse Maader, uskyldigen er Aarsag deri. De veed hvor meget jeg elsker ham. Han er det eneste Menneske som fuldkommen har eiet mit Venskab. Hans Ulykke foraarsager mig de inderligste Smerter, og fra denne Side har jeg meest følet min egen. Han har delet Lykken med mig, og vi skal med hinanden nyde den Lyksalighed vor Forløsere har lovet os. Jeg veed intet at skrive til Deres Trøst. De kiender Religionen, jeg har i den fundet min Tilflugt for at berolige mig i Resten af min Ulykke. Jeg beder

Gud, at han i dette Øieblik vil lade Dem føle den i sin fulde Styrke. Jeg vil ei aflade at bære den sandeste Erkiendtlighed imod alle de Personer som jeg til Ranzau elsker, den 27 April 1772.

P.S. Jeg har haabet, og smigrer mig endnu ved, at min Vens Skiebne bliver formildet.

Efter adskillige opbyggelige aandelige Samtaler, giorde Hr. Münther Aftale med ham om et og andet, som angik den tilkommende Dag. Hr. Münther lovede ham at tilbringe et par Timer med ham, før hans Hengang til Døden, som skulde skee Dagen efter. Hr. Münther maatte i Følge en Kongelig Befalning ei fare med ham til Retterstedet, men maatte være der i Forveien, og opbie ham.

Greven bad ham at han den følgende Dag, ligesom forhen, vilde rolig og med koldt Blod fortsætte sin Samtale med ham, og saa godt som han kunde holde Continence, paa det han ei skulde see ham at lide, og paa Retterstæden fuldende hans Forretning saa kort som mueligt. Han vilde selv ei der tale uden det allernødvendigste, thi han vilde fæste sine Tanker ganske paa Gud og sin Indgang i Evigheden.

Hr. Münther sagde ham, at han i Følge Ritualet skulde forelægge ham en lang Rekke af Spørsmaal, men at han troede det var tilladeligt at sammendrage dem i en kort Sum.

Dette giorde han og strax paa Stæden, opskrev de Spørsmaale som han vilde giøre til Greven,

og forelæste ham dem.

Greven sagde videre, jeg vil formedelst Ømhed over Omstændighederne, ikke see min Broder eller tage Afskeed med ham. Han bad Hr. Münther at giøre det i hans Navn, og at sige ham paa hans Vegne, at han bad ham om Forladelse fordi han havde trækket ham med i Ulykken, men at han vist haabede Hans Sag skulde faa et godt Udfald. Han forsikkrede ham, at han udgik af Verden med en sand broderlig Kierlighed til ham, han bad og Hr. Münther sige ham, med hvilken Sindsforfatning han døde, og hvorledes han havde befundet ham; denne Forretning, som Hr. Münther selv kalder den ømmeste og mest rørende han nogensinde har havt, forrettede han med Kommendantens Tilladelse samme Aften, og bragte ham den høistbedrøvelige Broders Giensvar.

Den Otte og Tredivte Samtale

den 28 April.

Efter den vagthavende Officiers Beretning, havde den nu vist ikke mere ulykkelige Greve, Aftenen forhen gaaet betids til Sengs, og en rummelig Tid læset. Fem til sex Timer havde han sovet rolig. Da han vaagnede om Morgenen, laae han en lang Tid i en dyb Betragtning, stod derpaa op, klædede sig paa, og holdt med Officieren ganske rolig Samtale.

Hr. Münther fandt ham ganske paaklædet, saaledes som han vilde gaae til sit Rettersted. Han laae paa sin Canapee og læste i Schlegels Passions-Prædikener, han imodtog Hr. Münther med sin sædvanlige rolige og fornøielige Mine. Jeg tænkte, sagde han, i

Gaar Aftes, at det maaskee kunde lette min Hengang til Døden, om jeg opfyldte min Indbildningskraft med behagelige Billeder af Evigheden og dens Fryd. Lavaters Udsigter havde dertil været meget beqvem; men jeg vilde dog ei vove at forsøge det. Jeg holder det for bedre, at jeg med et stille Overlæg giør det store Skridt. Indbildningskraften, naar den engang er sat i Bevægelse, kan let giøre en falsk Vending. Den kunde forlade hine angenemme Billeder, og falde paa min Døds skrækkelige Omstændigheder, og derved bringe mig ud af min Forfatning. Jeg vil ei underveis overlade mig til den, men sysselsætte min Fornuft med at tænke paa Jesu Hengang til hans Død, og med at anvende den paa mig.

Han bad Hr. Münther ifald han holdte det for nødvendigt endnu engang i hans Navn paa behørige Stæder at forsikkre, at hans Udsagn for Dommerne, var i alle Stykker sandfærdig, og at han ei forsætlig havde dølget noget, som kunde komme ham selv eller andre til Last.

I denne Morgen sagde han, da jeg vaagnede og saae det var Dag, begyndte mit ganske Legeme at skiælve og bæve. Men jeg tog strax min Tilflugt til Bønnen, og eftertænkende de Grunde af Religionen som kunde giøre mig rolig. Jeg bad tillige for Kongen, at Gud vilde regiere ham med Viisdom og Naade, og giøre ham personlig høist lykkelig. Derpaa fattede jeg mig strax. Jeg er nu rolig og tilfreds, og jeg veed vist jeg skal blive det; hvorfore skulde jeg være urolig, da jeg fuldkommen er overbeviset om min Vel-

færd? Gud har forladt mig mine Synder, endog dem som jeg ei har erindret, og tillige det som endnu hos mig kan være ham mishageligt, hvilket jeg ei har kundet udforske, og følgelig ikke rette.

Gud kan ei tilgive Hoved-Synderne uden at tilgive alt det som henhører under dem. Erindringen om Jesu Lidelse som har fyldestgiort for alle Menneskers Synder, giver mig denne Forsikkring. Saaledes forvisset om mit Vel, frygter jeg ei for Døden. Saasnart jeg kiender Guds Godhed, og mit Haab, er det mig ei tilladt at frygte. Jeg maa ei tvivle om hine eller holde dette for uvist. Begge Deele gjorde jeg jo om jeg vilde frygte for at døe, da jeg seer Gud vil saaledes have det. Jeg kan ei beklage mig over at mig skeer for nær. Jeg veed og jeg erkiender at jeg har fortient dette og endog mere. Men hvem vil nu anklage mig da jeg er en af Guds Udvalde, og hvo vil fordømme mig?

Hr. Münther betiente sig af den Lejlighed Greven her gav ham, og forelæste ham det hele 8de Kapitel af Pauli Epistel til de Rommere, for at bringe ham til Gemytte, de mange Skeder deri, som saa fortreffelig passede sig paa ham, og at anvende dem paa hans forrige og nærværende Tilstand, og bad tillige imellem kortelig. Den tydeligste Rolighed var udbredet over Grevens Ansigt, og han snappede ofte ligesom Ordene Ud af Hr. Münthers Mund, for selv at sige sig det, som han var i Begreb med at anbringe til hans Troes Bestyrkelse. Greven spurgte: Hvor vidt er det mig tilladt, ved naturlige Midler, at holde mig kiæk og

standhaftig? som for Exempel, at jeg søger saa vidt mueligt er, at blive ved mit Overlæg, og at forhindre Indbildnings Kraften, at henrive mig o. s. v. Hr. Münther svarede: Har Gud givet Dem en særdeles Styrke i Deres Siel, saa vil han og at De nu bruger den, da den er meest nødvendig. Men ingen hemmelig Stolthed, intet Selvbehag maa blandes deri. De maa intet giøre, for at anledige Tilskuerne til at fælde en gunstig Dom om Deres Standhaftighed og Frimodighed.

De maa være langt uden for alle saadanne Tanker. Gud elsker Oprigtighed, og den bestaaer deri, at det udvortes stemmer overeens med den indvortes Overbeviisning. Viis den ganske og aldeles saaledes som De befinder dem. Og om De skulde blive saa blød, at De vilde græde, da hold ingenlunde Deres Taare tilbage, skam Dem ei derved, thi de giør Dem ingen Skam. De kan jo ei indtil den sidste Stund dølge for Dem selv, hvorfore De maa døe.

De forsynde Dem derfore, og forarge de fornuftige Christne, om De vilde døe med en Frimodighed, som allene femmer Dem der lide for Dyd og Sandheds Skyld. Jeg ønsker at see Dem paa Rettersteder med de kiendeligste Tegn af Anger og Bedrøvelse, men tillige med den Siele-Roe som reiser sig af den Fortrøstning, at Gud har tilgivet Dem Deres Synder. Jeg vilde ugierne see, at De skulde skiule den naturlige Frygt for Døden.

Greven svarede, jeg har vist ikke i Sinde, at giøre nogen Parade for Menneskerne. Jeg bekymrer

mig nu om intet uden at behage Gud, og at overvinde Dødens Skræk. Vilde jeg tvinge mig til at antage en udvortes fremmet Skikkelse, saa vilde det gaae med mig, som med et Menneske, som skulde tale med en stor Herre, og forud vel havde overlagt hvad han vilde tale; men naar han kom, begyndte at stamme, og for at tvinge sig fra at stamme, blev ganske stum. Jeg vil saa meget jeg kan, fæste mine Tanker paa Gud, og slet ikke adsprede dem, ved at umage mig om at fornøie Tilskuerne. Derfore vil jeg ei paa Retter-Pladsen tale noget, uden det De foranlediger mig til. Hr. Münther svarede: Jeg forsikrer Dem det skal blive meget lidet, der er ikke Sted hverken for Dem eller mig, at tale meget, naar De er der, er det Tid for Dem, i den stærkeste Betydning at tænke: Jeg forglemmer det som er bag mig, og tragter efter det som er for mig.

Greven sagde, i det Brev til Kammerherre Brandt, har jeg skrevet, at jeg uskyldigviis var Aarsag i hans Broders Ulykke. Dette bad han Hr. Münther forklare saakedes: at han i en god Meening havde bragt sin Ven Brandt herind, og fraholdet ham at trække sig ud, da han havde Lejlighed dertil.

Nu aabnedes Fængslets Dør, til hvilken Hr. Münther ofte, men Greven aldrig havde kastet et skræksomt Blik. En Officier trinede ind, og bad Hr. M. fare foran. Han blev ganske blød. Men Greven ligesom Sagen ei angik ham, talede ham til og sagde, giv Dem tilfreds, min dyreste Ven, ved at betragte mine Fordele, og ved den Overbeviisning De har, at Gud har brugt Dem til at forskaffe mig samme. Jeg om-

armede ham, anbefalede ham i Guds Kierlighed og ilede til Retter-Pladsen.

Da han strax efter Præsten blev affordret, stod han strax op af sit Leie og fulgte med dem som skulde ledsage ham. Da han gik ud af Fængselet til Vognen, hilsede han de omstaaende. Paa Veien til Retterstædet havde han deels talt med den Officier som sad hos ham, deels sidet i dybe Tanker for sig selv.

Saasnart begge Fangerne, hver i sin Vogn, vare komne nær til Retterstædet og Brandt først steg op derpaa, sadte Hr. Münther sig ind i Vognen hos Struensee og lod den vende om, paa det de ei skulde have Ansigtet imod Skafottet. Jeg har alt seet det, sagde Greven.

Hr. Münther kunde ei saa snart fatte sig. Greven mærkede hans Uroe, saae til ham med en Smiil, og sagde: Altenderer De mig ikke, jeg seer De lider. Erindre Dem at de har været det Værktøi Gud har brugt til at giøre mig lykkelig, jeg kan forestille mig hvor behageligt det maa være Dem, at være saadant bevist. Jeg skal tillige med Dem, i Evighed takke Gud for at De har reddet min Siel. Endda mere rørt end forhen svarede Hr. Münther. Jeg skal saa længe jeg lever, holde min Forretning hos Dem for den vigtigste, i Henseende til dens velsignede Følge, som Gud har benaadet den med. Det er mig og en ønskelig Betragtning at jeg kan haabe vi skal i den tilkommende Evighed fortsætte vort Venskab. Jeg skulde trøste ham, (siger Hr. Münther,) men han trøstede mig.

Han bad Hr. Münther hilse adskillige af hans Bekiendte, og at sige endeel af dem, ifald han med sin Tale eller Gierning havde giort nogen af dem vildfarende i deres Begreb om Dyd og Religion, saa bad Han dem, som en Døende, der erkiendte sin Uret, igien ar udslette de Udtryk, og forlade ham fordi han havde foranlediget dette.

Efter at de begge lidet havde tiet, spurde Greven: om Gud efter sin Alvidenhed saae, ar jeg ei havde blevet troe i mine nærværende Grundsatser og Meeninger, ifald jeg havde levet længere, kunde det da have en skadelig Indflydelse paa min tilstundende Dom? Hr. Münther svarede: Gud dømmer efter virkelige og ikke efter Ting, som ei er skeet, han dømmer Menneskene saaledes, som han finder dem ved deres Udgang af Verden, han er Kierligheden selv og haver saa lidet Behag i en Synderes Død, at han vist ei vil fordømme nogen, der døer i saadanne Sinds Tanker, som han har lovet Benaadelse.

Greven sagde videre, jeg har meget silde omvendet mig til Gud, men jeg veed, at den evige Gud agter ikke paa Længden eller Kortheden af den Tid, i hvilken et Menneske umager sig at tækkes ham. Vor Frelsere siger, uden at bestemme denne Omstændighed. Hvo som kommer til mig, den vil jeg ei forskyde.

Jeg vil altsaa nu ikke forurolige mig derover, at jeg saa længe har været fremmet for Gud, Sandhed og Dyd. Ved at see paa den store Mængde Tilskuere, sagde Hr. Münther til ham: at der vist under Disse tusende, vare mange som anraabte Gud om, at

være ham naadig. Det haaber jeg, svarede han, og denne Tanke fornøier mig.

Strax derpaa sagde han, det er et stort Syn at see saa mange tusinde Mennesker forsamlede, men hvad ere disse tusinde naar man ligner dem imod den ganske Summa af Guds Skabninger? og hvor lidet, ja fast intet, bliver et enkelt Menneske i denne Sammenligning? dog elsker Gud et hvert enkelt Menneske saaledes, at han ved sin Søns Opofring, har befordret dets Salighed. Hvilken Kierlighed af Gud! De seer mig, sagde han til Hr. Münther, udvortes ligedan som jeg er indvortes.

Hr. Münther fant ham under denne Samtale ei forandret videre, end at det kostede ham mere Møie at tænke og tale end ellers, ja, end den samme Dags Morgen. Ellers var han ved sin fulde Samling, kiendte een og anden iblant de Omstaaende, hilsede dem med at løfte sin Hat, og nogle med en venlig Mine. Min Rolighed sagde han, er ei tvungen, og jeg veed ingen Grund til den, som kan mishage Gud. Jeg tænker slet ikke paa at indlegge mig nogen Ære hos Mennesker. Jeg kan ei love, at jeg ei paa Eschafoutet vil vise nogen Urolighed. Ubehagelige Sindsfornemmelser haver jeg nu, og der vil jeg føle dem langt stærkere, og ei søge at forbærge dem. Men vær forsikret, at min Siel skal med Rolighed og Haab oversee Døden. Og hvor lit er det ei som jeg har at lide, naar jeg ligner det imod Jesu Lidelse i hans Dødestund. Jeg erindrer mig de Ord: Min Gud, Min Gud! Hvi haver du forladt mig? og jeg forestiller mig,

Hvilken usigelig Smerte det maa have foraarsaget ham, allene at hænge en Time paa Korset. Hr. Münther formanede ham at vedblive sit Forsæt, og ei i denne sidste Stund at vise nogen tvungen Standhaftigbed, thi en saadan Forestillelse maatte nødvendig mishage Gud. Hr. Münther sagde videre: Jesus bad paa Korset for sine Mordere, kan jeg nu sikkert forlade mig til, at De gaaer udaf Verden med en ligesindet Kierlighed imod dem, som De maaskee har holdet for Deres Fiender?

Greven svarede: Først vil jeg ei haabe at jeg har personlige Fiender, men at de som har befordret min Ulykke, have giort det af Kierlighed til det Gode. Dernæst veed jeg, at da jeg alt anseer mig som en Borgere af den tilkommende Verden, saa er jeg og forbunden at have saadanne Tanker som der hersker.

Jeg er vist forsikkret, at naar jeg hist i den Salighed som jeg haaber at erlange, fik see dem som maaskee her ere mine Fiender, det da vilde foraarsage mig den inderligste Fryd. Og jeg beder Gud om at dersom de Fiender jeg maaske kan have angre deres Fjendskab imod mig, at da denne Anger, maatte blive dem en Anledning til at bemøie sig om den Salighed som jeg ved Guds Naade sikkert lover mig. Omendskiønt de ei kunde see Echafoutet, saa mærkede dog Hr. Münther af Tilskuernes Bevægelse, at Struensee strax skulde stige op paa det, thi søgte han med en kort Bøn, at forberede ham dertil, og strax der paa bleve de kaldede. Struensee gik med Anstændighed og Ydmyghed imellem Tilskuerne, og hilsede endeel af

dem. Med nogen Besværlighed steeg Han Trapperne op. Da de kom oven paa, talede Hr. Münther kortelig og uden at ophæve Stemmen, over de Christi Ord: Hvo som troer paa mig, skal leve om han endog døer. Det havde været Hr. M. umueligt om han endog havde vildet tale meget eller høit. Hr. M. anmærker at han i hans Opførsel paa Echafoutet ei blev vaer den minste Forestilling. Han kiendte i ham den Mand, som vidste at han nu for sine Synders Skyld, skulde døe under Skarpretterens Haand. Han var bleeg, det faldt ham tungt at tale, Dødens Angest var kiendelig paa hans Ansigt. Men hans Miner udtrykkede tillige Hengivenhed, Rolighed og Forhaabning. Nu blev ham Dommen og den Kongl. Con firmation forelæset, hans grevelige Vaaben foreviset og brækket. Medens Lænkerne bleve ham aftagne, forelagde Hr. Münther ham følgende Spørsmaal: Angrer De af ganske Hierte alt det hvormed De har fortørnet Gud og Mennesker? han svarede: De kiender min Tanke derom, og jeg forsikrer Dem, at den i dette øjeblik er den samme. O.v. Forlader De dem til at blive benaadet af Gud allene ved Jesu Christi Forsoning? Resp. Jeg kiender intet andet Middel, og forlader mig derfore allene paa det. O.v. Gaaer De udaf Verden uden Fortrydelse imod nogen, hvem det endog maatte være? Resp. Jeg vil ei haabe nogen hader mig personlig, i øvrigt veed De min Meening i denne Punkt, og jeg beraaber mig paa hvad jeg nu nylig har sagt Dem derom. Hr. Münther lagde Haanden paa hans Hoved, og sagde: Saa gaae hen i

Guds Fred, hvor Gud kalder Dem! Hans Naade være med Dem.

Han begyndte derpaa at klæde sig af, erkyndigede sig hos Skarpretteren, hvorvidt han skulde blotte sig, og bad ham hielpe sig, ilede derpaa hen til Blokken, som endnu var farved med hans Vens Blod. Lagde sig hurtig ned og umagede sig at passe Halsen og Ansigtet deri. Da Haanden var afhugget, blev det hele Legeme angrebet af Convulsioner. I det øjeblik Skarpretteren opløftede Øren for at afhugge Haanden, begyndte Hr. Münther ganske langsomt at raabe til ham: Hav i Erindring Jesum Christum den korsfæstede, som er død og igien opstanden! men førend han ganske havde fuldendet disse Ord, laae Hovedet adskilt fra Kroppen.

Hvor ubegribelig er Gud, hvor omhyggelig antager han sig ei de Mennesker, som staae til at bringe tilbage til Sandhed! hvor megen Forskiel er der ei paa den Dom Verden falder over saadanne Mennesker, og den man maa fælde over dem efter Guds Riges Grund-Love. Havde Grev Struensee blevet i sine forrige Omstændigheder og død en naturlig Død, saa havde han maaske ei Verdens Øine, som dømmer efter det udvortes Skin, stedse blevet anseet for en stor og berømmelig Mand, omendskiønt han i Grunden havde været en arrig Skalk. Nu har Verden seet ham at døe, som en Misdæder; men hans Adfærd i at døe, giør at forstandige Christne tilgiver ham den Skam han har besmittet sit Liv med, og takker Gud, at han vel er død. Nu følger

Grev Struensees

egenhændige Efterretning om den Maade paa hvilken han er kommen til at forandre sine Tanker i Religionen, forfattet som et Brev til

Herr Dr. Münther!

De forlanger, dyre Ven! at jeg skal efterlade mine Tanker om den Maade, paa hvilken jeg er kommen til at forandre min Kundskab og Meening, ihenseende til Religionen. Det er skeet under Deres Opsyn, De har veiledet mig deri, og jeg er Dem derfore Uendelig stor Tak skyldig.

Jeg opfylder Deres Forlangende med saa megen mere Fornøielse, da jeg derved faaer Lejlighed til at erindre mig, og ved min Overbeviisning at bekræfte den Række af Begreber og Indtrykke, som min nærværende Gemyts Forfatning har forebragt.

Min Vantroe og Afvigelse fra Religionen, have ligesaa lidet været grundede paa en nøiagtig Undersøgelse af dens Sandheder, som paa en regelmæssig Prøvelse af de Tvivlsmaal man indvender imod den. De have reiset sig hos mig, som det vel gemeenlig skeer i saa Fal, af en almindelig og løs Kundskab om Religionen paa den ene Side, og paa den anden en stor Tilbøielighed til at vige fra dens Forskrift, og en særdeles Redebonhed til at antage alle de Tvivlsmaal jeg fant imod den.

De kiender den almindelige Undervisning i Christendommen, som man erlanget i offentlige Skoler, dog var der min egen Skyld, ar jeg ei bedre førte mig

til Nytte den besynderlige Undervisning og mine Forældres Exempel.

Siden mit fiortende Aar, anvendte jeg Tiden paa at lære Lægekunsten. Siden, naar jeg har anvendet megen Tid paa anden Slags Læsning, saa skede det allene for min Fornøielse, og for at udvide min Kundskab til at giøre min Lykke. Den Heftighed i Tilbøielighederne, med hvilken jeg i min Ungdom, overlod mig til alle optænkelige Fornøielser og Udsigelser, tillod mig knap at tænke paa Sædelighed, meget mindre paa Religionen.

Da Erfarenhed siden lærte mig hvor liden Tilfredsstillelse der er i saadanne Lysters Nydelse og da jeg ved Eftertanke blev bedre overbeviset om, at min Lyksalighed udfordrede en vis indvortes Beroligelse, som hverken ved Opfyldelsen af enkelte Pligter, eller Efterladelsen af de grovere Laster, kunde erholdes: saa stræbede jeg at indprente mig visse Grundsatser, som jeg holdte fore at svare til dette Maal. Men i hvilken Forfatning, foretog jeg mig dette? min Hukommelse opfyldt med moralske Grundsatser, men og tillige med Undskyldninger af en villig Fornuft for det menneskelige Hiertes Svagheder og Feiler; min Forstand indtagen af Tvivl og Indvendinger imod Usikkerheden af det Hielpemiddel hvorved man kan komme til Sandhed, Vished, og en Villie, om ei fast besluttende, dog hemmelig meget tilbøielig til, at bestemme mine Pligter saaledes, at jeg ei derved skulde tvinges til at opofre mine Hoved-Tilbøieligheder og Skiødelyster: da de vare Veiviserne ved den Undersøgning som jeg anrettede.

Jeg sadte forud, at i en Sag som allene betræffer et Menneskes Lyksalighed, hverken Dybsindigheds Skarpsindighed eller Lærdom, men blot egen Erfaring og de Begrebe som enhver kan overbevise sig om, ere fornødne til at sinde Sandheden. Omendskiønt Nødvendigheden i at undgaae alle uangenemme Fornemmelser af Smerter, Sygdomme, mine egne og andres Bebreidelser, kom mig til nøie at iagtage Pligterne imod mig selv og min Næste, saa troede jeg dog, ved at betragte Gud, Naturen og Mennesket, at jeg ei fandt nogen besynderlig Forpligtelse imod det høieste Væsen, uden den som flød af at beundre hans Størrelse og en almindelig Taknemmelighed for min Tilværelse. Menneskets Handlinger bestemmede ved Forestillinger som den naturlige Drift, de udvortes Omstændigheders behagelige eller ubehagelige Indtryk, Opdragelsen, Vanen, Omstændighedernes Forskiellighed, hvori man befinde sig, kan foraarsage, syntes mig i enkelte Tilfælde ligesaa lidet, at kunde behage eller mishage Gud, som de forskiellige Tildragelser i Naturen, der have deres Grund i fastsatte physiske Regler. Jeg bemærkede ei mere, end at saa vel det ene som det andet Tilfælde, alt sigtede til et Endemaal, nemlig, det Almindeliges Underholdning, og den allene, holdte jeg værdig for det høieste Væsens Omsorg. Min Opmærksomhed var derfore for den meste Deel, henvendt paa Pligterne imod Næsten. Deres Opfyldelse bestemmede min udvortes Lykke, deri haabede jeg og at finde min indvortes Beroligelse. Den Drift enhver føler hos sig, til at være dydig, og en naturlig Tilbøie-

lighed til sælskabelige gode Gierninger, bevægede mig til med Iver, at lægge Mig efter at kiende Dyden. Men hvor kunde jeg finde den sande, da jeg ei søgte den der, hvor den allene er at finde? Hvor ulig er ei de verdslig Viises Meening om Naturen og dens Bevægelses Grunde, og hvor modsigende er ei Menneskernes Dom over de Virkninger, som den frembringer, endog i enkelte Tilfælde.

NB. ”Efterat Struensee noget har vedblevet denne Materie, skriver han:

Min dyreste Ven! det geraader til min sande Ydmygelse, at jeg igientager for Dem, de Skin-Grunde, som nu ere mig høist urimelige, men som De nok mere eller mindre, haver fundet hos alle dem, som ei handle Tankeløse, men som i den uordentligste Levemaade, søge i Forstanden et Middel til deres Beroligelse.

"Da det allene er mit Forsæt, at skrive et Udtog og ei en Oversættelse, maa det være nok, at jeg allene anfører Slutningen af denne Optegnelse, og lyder saaledes:

Ved Christendommens Anvendelse, har det været mig særdeles anstødeligt, naar jeg har fundet, at hos mange deres Tanker og Gierninger ei have stemmet overens med Deres Troes og Sandheds Overbeviisning.

Jeg fandt Virkningerne af Indbildnings Kraften og Selvbedrag, da De tilfredsstillede sig selv, med at have undflygtet de sandselige Laster og Udvigelser, men derimod, overlode sig til Stolthed, Avind, Had

og Forfølgelses Geist, under Skin af Nidkierhed. Dette Misbrug forestillede mig Religionen, som en Forblindelse, der til alle Tider har havt skadeligere Følger for det menneskelige Galskab, end en uordentlig Brug, af de sandselige Fornøielser. Indbildnings Kraften overseer Midlerne, og af Overilelse vælger urigtig, da den alt for meget beskiæftiger sig med Hensigten. Jeg holder det derfore for det nødvendigste til at blive en sand Christen, omhyggeligen at anvende Religionens Sandheder paa sig selv, at søge Retskaffenheden og Opfyldelsen af sine Pligter i sin Vandel. I denne Hensigt har jeg med Fornøielse skrevet denne Optegnelse.

Jeg overgiver den til Deres Bedømmelse, dyreste Ven! og overlader der til Dem, at bruge den saaledes, som De kan finde det tjenligt.

den 23 April 1772.

Struensee.

P.S. Her har nu Læseren et Udtog af Struensees Omvendelses Historie. Det vil ei fortryde den brave Hr. Münther, at man paa alle muelige Maader giør det ypperlige Værk almindelig bekient. I samme Hensigt, lægge vi og nu til, et Udtog af Grev Enewold Brandts Omvendelses Historie. Der ei er mindre interressant.

100

Kort Udtog

Grev

Enewold Brandts

Forhold og Tænkemaade

i hans Fængsel.

Det første Vidnesbyrd Hans Høiærværdighed Hr.

Provst Hee giver Grev Brandt er dette: at hans Forhold og Tænkemaade i hans Fængsel var ganske forskiellig fra den han yttrede i hans Friheds og Velstands Dage, thi ligesaa forargelig som den første har været for mange, saa opbyggelig er den sidste (her ommeldes) for alle dem som have havt Leilighed til at tale med ham og derhos ere redelige nok, at de ei nægte ham det Vidnesbyrd af en for Gud i Sandhed bøiet og ydmyget Siel, der trolig forholdte sig efter de Jesu Ord til Petrum: Naar du engang omvender dig da styrk dine Brødre! Provst Hees Beretning grunder sig ei allene paa de vagthavende og idelige omvexlende Officierers givne Forsikkring om hans forandrede Tænkemaade, som han udviste i sine Samtaler med dem, men og paa sin egen mere og mere tiltagende Erfarenhed, og dette tildriver den redelige Guds Ords Tienere at bekiendtgiøre, hvorledes han har fore-

101

fundet ham for at igiendrive de umilde og uchristlige Domme, som baade for og efter hans Henrettelse ere komne Hr. Provsten for Ørne, og hvorved hans foregaaende Bodfærdighed, regnes for et blot forestilt Væsen, og hans i sidste Stund udviste Frimodighed holdes for mistænkelig og udraabes for Frækhed, da dog Provst Hee langt anderledes er overbeviset og ingenlunde for sin Samvittigheds Skyld, kan eller vil tie stille, baade for at udbrede Guds Ære ved hans Omvendelse, at lade den Omvendte vederfares Ret, og at fyldestgiøre sit eget Embedes, udviste Nidkierhed og velsignede Frugt. Ypperlig er den Tanke Hr. Provst Hee yttrer naar han siger: at det om ham udsprede onde Rygte, er et Foster af en elendig Nidkierhed for Vantroens Ære, som af Vedkommende agtes fornøden at beskytte, om det og skulde skee paa Sandheds Bekostning, mod eget bedre Vidende, saasom et hvert Vidnesbyrd om Religionens Seier, og den aabenbarede Sandheds Virkning paa et tilforne forvildet Hierte, ansees som en Bebreidelse imod dem selv, der endnu ikke agte at forlade deres ugudelige Vei eller uretfærdige Tanker, hvorfore naar een eller anden af deres tilforne ligetænkende Medbroder, sees at forlade deres Sælskab, førend han forlader Verden, kan de umulig være stille, at de jo maa yttre deres Fortrydelse over Fritænkeriets blottede Afmagt imod Dødens Nærmelse.

Den 24 Februari 1772, var den første Gang Provst Hee kom til den fængslede Greve, og blev af General-Lieutenant von Hoben indladt til ham i Fængsel, da Grev Brandt imodtog Ham med al Høflighed.

102

Provst Hee vilde først vinde hans Fortrolighed, og tilkendegav sin Medlidenhed over hans Tilstand, med Ønske, den maatte geraade til hans Sieles Frelse. For at giøre ham aabenhiertet spurgte, Provst Hee, hvorledes han kunde finde sig i saadan høist ubehagelig Omstændighed? Han svarede, hans Sind var ganske roligt. Provsten ønskede den Roe maatte være den rette, og meldte noget om Religionens Ypperlighed, som giver den rette Roe.

Greven formodede, at det om hans Vantroe udspredede Rygte og var kommet Provsten for Øren. Provsten tilstod og beklagede det. Greven erklærede, at han aldrig havde været blottet for Religionens Følelser, endskiønt han ei med den rette Ærbødighed altid havde talet om den. Da Provsten mærkede, han ei skiulte sin forrige Tænkemaade, spurgte han Greven, om han ei gierne vilde være allene med ham, hvortil han svarede, jo gierne. Da Provsten, i Følge Kommendantens Tilladelse, bad den vagthavende Officier at træde ud, og siden vare de bestandig allene. Greven yttrede sig med, at han havde Tvivl. Provsten bad ham fremsætte dem, haabende, naar hans Hierte var redeligt, at hæve dem. Greven yttrede sin Uvished om Syndefaldets Beskaffenhed, samt sær dets Følge, i Henseende til Arvesynden, som Skriften siger at være endog de smaae umyndige Børn medfød, skiønt de ei vare til da Syndefaldet skede, og saaledes ei kunde siges at have nogen vitterlig Deel i denne onde Handling. Hr. Provsten som mærkede hans alt for løse Begreb om den første Ovetrædelse, oplysede ham om samme,

103

forklarede ham om Arvesynden, m.m. og det med saadan Eftertryk, at han blev fuldkommen tilfreds og aldrig siden foretog sig nogen sophistisk Indvendning. Da Hr. Hee havde foreholdet ham hans forrige Frækhed og Bespottelse, og blandt andet foreholdte ham den meget gudelige Opdragelse, han havde havt i sine Forældres Huus, blev hans Veemodighed meget forøget. Da Provsten ved Affskeden spurde ham, om han fandt Behag i at han kom oftere, svarede han: det var ham meget kiært.

Hr. Hee blev fornøiet over, og prisede Gud, for at han ei fandt hans Sind saa frækt og ubøieligt, som han havde forestillet sig, og blev hans Letsindighed, som var hans Hovedfeil noget forandret til Bedrøvelse og Alvorlighed; thi Natten derpaa, efter den derom givne Rapport af den vagthavende Officier, havde han ei allene været ganske stille, men var endog, efter at han havde lagt sig paa Sengen, falden i en heftig Graad, som vedvarede vel halvanden Time, men saa snart Sindet var bleven lettet, yttrede sig hans ommeldte Letsindighed, da han sang en Aria.

Da Hr. Provst Hee Dagen efter kom, fandt Han, at hans Ankomst var Greven kiær; thi han sagde, at have længtes efter ham. Hr. Hee handlede denne Gang om Naadens Stund, som omhyggelig maatte bruges, og den beleilige Tid igienkiøbes m. m.

Greven tilstod, at Gud havde fundet hans Siels Tilstand saa farlig, at han for at frelse ham, havde maattet gribe til saa stærkt et Middel, at rive ham til sig med.

104

Da Hr. Hee havde efter som Omstændighederne udfordrede talet med ham, gav han tilkiende, at den Medynk han Dagen tilforne havde yttret over hans for Verden elendige Omstændigheder, havde draget hans Hierte til ham og giort Hr. Hee ham ret kier, Hr. Hee svarede at da han var et Menneske, en Christen og en Præst, saa kunde han være vis paa, at omendskiønt han for sin Forseelses Skyld var sadt i saadan Tilstand, saa ansaae han ham dog som sin Næste, hvis Nød han ei kunde ansee uden Rørelse, helst naar han fant Rørelse hos ham, ved det Sandheds Ord og Saligheds Evangelium, som Han forkyndte ham, med flere deslige Forestillinger som gjorde Indtryk paa Ham, det Hr. Hee kunde see af hans Øiens Taarer, dem han fældede hver Gang Hr. Hee var hos ham lige indtil den sidste Dag.

Imidlertid foreholdte Hr. Hee ham engang med Alvorlighed, at det kom ham for Øren at han i hans Fraværelse, holdte nogen letsindig Samtale med den Person som sad hos ham, han blev derover noget bedrøvet og sagde: han bekymrede sig ei om hvad andre sagde om ham, men det var ham mest ubehageligt at Hr. Hee skulde have slige Tanker om ham, han tilstod vel, at noget saadant kunde være kommet ham af Munden, og han syntes derhos at een eller anden, som havde udspredet det, havde selv dertil givet Anledning, ja vel og hans eget Hierte forført ham, da han ikke havde vaaget derover. Han lovede efter Hr. Hees Formaning at holde sig stille og ei herefter at besvare noget, hvorved Han kunde besmitte sig selv eller andre.

105

Hr. Hee for at fordrive hans Letsindighed, og give ham noget at holde Sindet varmt ved i det gode, tilbød ham gode gudelige Bøger at læse, han takkede meget derfore, og ved næste Besøgelse bekom Han Gibsons Hyrde-Breve, som af Provstens Søn ere oversadte, fra det Engelske i det danske Sprog, hvilket kunde være ham, som havde giort Profession af Fritænkerie, til megen Nytte, formedelst den grundige Overbeviisning, samme Skrift giver om den aabenbarede Religions Sandhed og Ypperlighed, derhos bekom han og Dodrigdes deilige Skrift, om Jesu Magt og Maade, til at giøre Syndere salige.

Han imodtog Bøgerne med saadan Begierlighed, som den Hungrige kan rekke efter Maden, forsikrede og siden, at han ved dem havde funden stor Opbyggelse, saavel til Forvisning i hans Troe, som til Ophøielse af Jesu Naade, af hvilken han indtil Enden bestandig vidste at rose sig.

Han bekom og Bibelen, og blev anviset visse betydelige Kapitler at læse, og naar han fandt et eller andet Sprog, som Han ei forstod, bad han Hr. Hee forklare det, som og skeede til hans Fornøielse, og vidner Hr. Hee om ham, at naar han sad og talede med ham, vare hans Øine saa stift fæstede paa ham, som om han vilde annamme hvert Ord han talede. En eller anden Indvending han giorde, smagede ei af Letsindighed, men sigtede til at faae den rette Oplysning. Efter Forlangende fik han Herveis erbauliche Betrachtungen, og Nevtons Afhandling over Prophetierne fordansket af Hr. Commandeur Thura,

106

Han bekiendte sig meget opbygget ved begges, helst den sidstes Læsning der gav ham saa klart et Lys og Forevisning om Skriftens Guddommelighed, hvilken han erkiendte for en Hoved-Sag, eftersom derpaa beroer Troens Fasthed i alt det som af Skriftens Bog behøves at vide til Salighed.

Imidlertid ophørte ei Rygtet om hans Letsindighed, men det befandt ei allene Hr. Hee af egen Erfaring at være falskt, men han spurgte endog den venerable Hr. Kommendant von Hoben, om han af den vagthavende Officiers Raport havde erfaret noget som lignede det Rygte, da han forsikrede det var pur Usandhed, tvertimod var ham berettet, at Brandt, efter Han havde faaet de forommelte Bøger at læse i, beskieftigede sig allene dermed, i Særdeleshed var Bibelen jevnlig i hans Hænder.

Ikke allene Hr. Kommendantens og den vagthavende Officiers Beretning, forvissede Hr. Hee om det Rygtes Ubillighed, men hans Forvisning om dets Falskhed blev saa meget mere bestyrket, da han fik at høre at man end og saa havde udbredet det, som skulde have tildraget sig i hans Nærværelse, nemlig man sage; at engang Provst Hee havde været hos ham, havde han efter Sædvane forefundet ham andægtig; men da han var gaaet ud af Fængselet og blevet staaende uden for den tillukke Dør, og fik høre noget letsindigt Optog inden fore, Havde han igien ladet Døren aabne, og var gaaet ind, for at sætte ham til rette.

Dette Rygte som gjorde saavel at indføre Hr. Hee selv, viste ham klarligen at der stak en Ondskabs

107

Hemmelighed under det Udspredte, som vist var ondskabsfulde Menneskers Paafund, efter deres Herrers Anførsel, for at giøre al hans udviste Ærbødighed imod Religionen, baade med Tale og Gierning mistænkelig, paa det hans Exempel ei skulde aabne Øinene paa andre Blinde, til at see deres elendige Lærebygnings usle ormestugne Stytter, som i en Hast knækkes, naar det Alvorlige fornemmes. Grev Brandt gav Hr. Hee selv at forestaae, at en vis Person havde bragt de skammeligste Taler ud om ham, der endog indholdte det som skulde været i nedrigste og letsindigste Udtryk sagt af ham i Henseende hans Henrettelse, endog var dertil lagt om ei af denne saa af en anden eller flere, ar Hr. Hee skulde have nægtet ham den Hellige Nadvere, paa Grund af hans Hiertes vedholdende Haardhed, som siden skal vises er aabenbare Usandhed.

Grev Brandt skammede sig nu ei mere ved sine Lænker, men forsikkrede at han ofte tog dem op og var færdig til at kysse dem, fordi Naaden og Sandhed havde giort ham fri, da han var blevet en Fange. Han beklagede sig over at Voltaires forargelige Værker havde virket lidet Got hos ham, sagde sig ogsaa paa sin Udenlands Reise at havde været i fire Dage hos denne gamle Vantroens Forfægter, og intet andet hørt af ham, end det der kunde fordærve Gemyttet.

Han bekiendte at han havde havt en tredobbelt Strid som Jesu Naade havde hjulpen ham at overvinde. Den første var at tilstaae rundt ud, han var en grov Syndere, den anden at følge Hr. Hees Raad i

108

at vidne for andre om hans forandrede Tænkemaade, hvorved han skulde fornægte egen Ære, der var ham fast ligesaa vedhængende som Letsindighed, den tredie var af det Slags som ei bør meldes, dog angik allene hans Siels Salighed, men sagde han: Guds og Jesu Naade har styrket mig til at vinde Seier over det altsammen.

Det lakkede nu imod den Tid Dommen skulde fældes, imod hvilken han var ganske rolig, thi han var forsikkret om sine Dommeres Redelighed, der ikke skulde tillade dem at handle anderledes end Retfærdighed og Samvittighedens Lov tilsagde dem. Hr. Hee bestyrkede ham i denne Tanke.

Hr. Hee kunde dog spore et Slags Kiendetegn hos ham, af Forhaabning om at beholde Livet, som upaatvivlelig havde reiset sig af det Rygte, som da gik, og var næsten i alles Munde; at Brandt maaskee slap med Livet, hvilket nogen vist maa have berettet ham, og derved oplivet den næsten bortdøde Tanke, om at undgaae Dødens Straf, som allerede 4 a 5 Uger tilforn saa kraftig havde indtaget hans Sind, at han fik ligesom en Raptus eller Paroxysmus af Letsindighed, og hans forhen overdrevne Ambition, hvoraf han lod sig forlede, til at forlange af den Kongelige Commission, at han maatte paa en høitidelig Maade vorde løst af sine Læmker med mere, som lignede samme underlige Anmodning, dette fortalte han selv Hr. Hee, hvorfore han og ansaae det for en Raptus af den gamle Adam. Da Provsten siden foreholdte ham denne Letsindighed, viisede ham hvor ugrundet den var, da

109

sagde Brandt selv, at dersom Gud, som seer og veed alting forud, saae, at han ved at slippe med Livet, skulde paa nye forfalde til og lade sig henrive as sine forrige forfængelige og slemme Lyster, saa vilde han inderlig bede ham, ei at lade ham vorde skaanet paa Livet; ,en blive dømt til at døe; thi det var ham da uendelig bedre, at døe salig og leve med Christo, end paa nye at sælge sig hen til Syndens Tieneste, og saa forkaste sin evige Salighed. Denne Erklæring igientog han imod sin Doms Forventelse, og det med saadanne Udtryk, som da beviiste Mandens og Troens storre Seier hos ham end tilforn; thi han sagde, hans Bøn var uafladelig stiilet efter Jesu Bedemaade i Gethsemane: Skee o Fader! ikke min, men din Villie! thi naar, sagde han: jeg ei kan undgaae Døden, saa troer jeg med fuldkommen Vished, at det er min Guds Villie, som seer at min Siel paa nye blev indviklet i Verdens og Dievelens Snarer, og derfor af sin Barmhjertighed og faderlige Kierlighed imod mig vil forebygge det paa saadan Maade, der med er jeg fuldkommen fornøiet.

Endelig kom Tiden da hans Dom skulde fældes den 24 April, hvorfore Hr. Hee, skiønt ei ret tilpas reiste ud til ham. Han fandt ham liggende paa Sengen, mere tankefuld end ellers; men Hr. Hee opmuntrede ham, ved en trøstefuld og opbyggelig Tale, hvorved han blev ganske vel til Mode, forsikrede sig at ville være ganske stille for sin Gud, og hvile paa hans behagelige Villie. Dagen efter da hans Dom var faldet og allernaadigst confirmeret, begav Hr. Hee sig at-

110

ter til Ham, og fandt ham, som tilfulde vidste sin Døds Maade, ved det samme rolige Sind, i hvilket han Aftenen tilforne havde forladt ham. Han fremtog Slutningen af Dommen eller Sentencen, saaales des som den ham af hans Defensor Cammer-Advocat Bang var leveret, og overgav Provsten den til at læse, som med den muligste Contenance læste den, paa det han ei af hans Ansigts Lader skulde mærke noget skrækkende.

Provsten gav ham den igien, sigende: jeg seer at alle Omstændigheder i Dommen ere efter Lovens Forskrift, hvad er nu andet for, end at skikke sit Sind i christelig Taalmodighed, til at imodtage det som er uundgiængeligt men snart overgaaende og ei som en kort Tids Pinagtighed at ligne imod den Herlighed som skal aabenbares, hvis Glæde er saa usigelig, at det er umueligt eengang at giøre sig et Begreb derom.

Den 26 April om Søndagen, fik Provst Hee ved en Skrivelse fra Biskoppen at vide, at den fældede Dødsdom skulde næstfølgende Tirsdag den 28 April exeqveres, hvorfore Provsten strax hastede til den ved Dødens Porte saa nær værende Syndere; førend han gik ind til ham, forespurgte han sig hos Commendanten om Brandt var vidende om sin saasnart forestaaende Fraskillelse, hvilket han sagde nei til, da han selv ikke vidste noget deraf, men tvivlede ei paa at han jo inden Aften fik Ordre derom, som ogsaa skeede. Hr. Hee maatte altsaa selv bringe ham Dødens Budskab, som skeede paa følgende Maade: da han traadde ind i Fængslet til ham noget før, end han den Dag mueligt

111

havde forestillet sig, sagde Provsten, han kunde ei længere være fra ham, da han agtede det tilbørligt at giøre ham Tieneste saa længe han havde Leilighed dertil, og Tiden var efter Pauli Ord knap herefter, hvorfore det var best efter Jesu Exempel, at arbeide den Stund det var Dag, thi Natten kommer da ingen kan arbeide. Han mærkede at Provsten vidste Tiden, og spurgde ham derom, da han svarede: hans Forløsning stundede til, og i Overmorgen skulde det hedde til ham af Frelserens Mund, som til den bodfærdige Røvere blev sagt: I Morgen skal du være med mig i Paradis. Han anhørte det uden ringeste Tegn til Forfærdelse, sigende at han var vel tilfreds med Guds Ville. Hr. Hee beredede ham til den hellige Nadveres Brug, og opmuntrede ham med de Josvæ Ord til Israels Børn, da de skulde gaae over Jordanen ind i Canaan, bereder Eder paa Kost, thi vi stulle gaae over Jordanen ind i Canaan inden tre Dage. Saaledes forestillede han ham hans Udgang af Verden som en Flod over hvilken han skulde sættes, for at komme ind i det himmelske Canaan, og derfore med Livets og Salighedens Kost maatte forsyne sig. Han sagde, han vilde helst nyde det den samme Morgen som han skulde døe, paa det hans Andagt og aandelige Munterhed kunde derved desmere bestyrkes og vedligeholdes til den sidste Time.

Hr. Hee svarede: det skulde gierne da blive ham Meddelet; men forestillede ham derhos, om det ei kunde være sikrere for hans Andagts Skyld, at annamme disse hellige Ting Dagen for hans Død, saasom hans

112

Sind da rimelig viis var mere frit for Adspredelser og Urolighed, om hvilket man ei saa vist kunde være forsikret naar Tiden var for Haanden, thi endskiønt han ei paatvivlede at jo den trofaste Gud vilde styrke ham i Sind og Aand, saa overlod han dog til ham selv om han ei syntes best om at udvælge den sikkerste Tid. Han blev strax eenig heri, og Mandagen den 27. kom Provsten om Formiddagen Klokken 10, og fant ham ved sædvanlig frimodig Sind, opmuntrede ham med en foregaaende Tale, og sang et par Psalmer med ham; men førend de skrede til Forretningen, foreslog Provsten ham en Ting, den han ei paalagde ham som en Tvang, men henstillede til hans eget frie Val, bestaaende deri, at da han vel vidste det usandfærdige Rygte, som var gaaet om hans Forhold i Fængslet, gjorde han vel i, om han i et par troværdige Personers Paahør fralagte sig saadant, og erklærede for Menneskene hans Hiertes Grund, som Provsten var vis paa var redelig for Gud.

Han tog imod Forslaget med megen Fornøielse, Hr. Hee gik over til Kommendanten, som underrettet om Brandts Hensigt, strax var villig at følge med, og tog med sig Hr. Obriste Jansen, Hr. Obristlieutenant Schach, Hr. Major Bagger, og Hr. Kapitain Bülow, i hvis Nærværelse Brandt med særdeles Frimodighed erklærede sig villig at døe, bevidnede for Guds alseende Ansigt som kiendte hans Hierte, at han uden minste Hyklerie havde søgt Guds Naade, den han og havde fundet, tilstod ogsaa at hans Letsindighed havde været stor og i Betragtning af denne Feil, erkiendte han det som en

113

Naade af Gud, at han skulde døe paa det han ei igien skulde afdrages fra Christi Vei; han vidste vel at i Begyndelsen havde hans Letsindighed forledet ham til at tale det, som han bedre havde tiet med, imidlertid vidnede hans Samvittighed med ham at meget var ham blevet paadigtet, hvilket han af Hiertet havde tilgivet dem som dertil havde været Formænd, men her vilde han, at de tilstædeværende Herrer skulde være Vidne til hvad han her sagde, hvorved han gav Gud Ære, for al ham beviste Naade, og derimod erkiendte sig selv som en arm Syndere der tilforn havde vildfaret, men af Jesu hans Frelsere var bleven søgt og funden; bad ogsaa først Commendanten, og derefter dennem samtlig at tilgive ham, om han paa nogen Maade ved sin Letsindighed havde forseet sig imod dem, og ønskede at Jesu Naade maatte bestandig være over dem alle til Velsignelse, hvilket han altsammen, med saa færdig en Tale, og saa rørende Udtryk udførte, at det sadte dem i Bevægelse, og de hver for sig ønskede ham Guds kraftige Naade til Bestandighed i saadan Forfatning indtil Enden. Da de vare bortgangne skede Forretningen, Grev Brandt betede sig saa andægtig og veemodig, som af nogen Cofitent og Communicant kan ventes, thi da Provsten traadde til at række ham de hellige Ting, forlangede at maatte imodtage det paa sine Knæ paa Jorden, hvilket og skeede med ydmyge Geberder, taarefulde Øine og dog tilsyne muntert Aasyn, saa at Provsten derved blev rørt. Med en Opmuntrings-Tale og et par korte Taksigelses Psalmer, blev denne hellige Forretning sluttet og beseilet.

114

Klokken 4 om Eftermiddagen kom Provsten igien, forefindende ham i al Sinds Rolighed uden Forfærdelse for sin Død, hvis Omstændigheder baade for, efter og ihenseende til hans Legems Behandling, som man endog maa grue ved at tænke paa, han uden allerringeste Forandring i Miner, kunde ved en vis Anledning tale om, hvilket sandelig var mere end en naturlig Frimodighed eller Courage, og af alle ubedragelige Kiendetegn formærkedes, at være en Virkning af Aandens kraftige Trøst og Naadens levende Følelse i Sielen, det han og bekiendte det for, og priisede Guds og Frelserens Godhed med vaade Øine. Da de blandt andet sang den ypperlige Kingoes Psalme, O kiære Siæl frygt aldrig meer! & c. var det uden Tvivl under det 7de Vers han brast ud i en hæftig Graad, da Verset var udsiungen, spurde Hr. Hee hvad Aarsagen var til den Graad? han svarede, det var ingenlunde nogen Bedrøvelses eller Sorrigs men en inderlig Glædes Graad, hans Siel var saa opfyldt med himmelsk Trøst og Fryd, at han ikke kunde udsige det.

Tirsdagen den 28 April, som var hans Dødsog sikkert hans evige Forløsnings Dag, kom Hr. Hee hen til ham om Morgenen Klokken henimod 6. Ved Forespørsel fik han at vide, at han havde om Natten sovet vel og rolig. Provsten bad ham betænke, hvilken herlig og velsignet Dag denne skulde blive, da den var den sidste af hans Elendigheds og den første af hans evige Befrielses Dage, der aldrig skulde omvexles med nogen Nat, enten i naturlig eller moralsk Forstand.

115

Efterat Provsten havde bedet med ham, bad Han om Tilladelse selv at bede, og til Hr. Hees store Forundring og Glæde, ret veltalende af Bønnens Aand, uden forfængelig Prydelse af Ord, med Salvelse af Naadens Aand, igiennemgik Guds utallige Velgierninger i hans Opdragelse i Gudsfrygt, saa mange Advarsler af Guds tugtende Naade, saa mange Beskiermelsers og Forsyns Prøver, samt tilsidst Guds faderlige Hierte, i at søge og gribe ham, m. m. Endelig takkede han Gud for den Lærere, han i hans Fængsel havde sendt ham, med saadanne Udtryk, som Hr. Hees Modestie forbyder ham at anføre. Derpaa læste han Fader vor, og fæstede sin Tanke til hvert Ord i Bønnen, til han kom til den anden Bøn, Tilkomme dit Rige, lagde han til: jo nu kommer det snart! da han naaede den femte, forlad os vor Skyld, sagde han: Ja du veed min Gud Og Frelsere, du som kiender mit og alle Menneskers Hierter, hvor aldeles frie mit Hierte er ved din Naade, for al Had og Vrede, til hven det og maatte være, men at jeg under og ville alle Vel, baade timmelig og evig. Derpaa blev han løst ud af Lænkerne, som var fæstet i Muren, og klædde sig i de Klæder han vilde have paa den Dag, lod sig give en Kop Caffe og spisede lidt af en Kringel. Kort derefter aabnedes Døren, og en Officier kom ind og bad Provsten kiøre forand han befalede ham den almægtige Gud. Det øvrige paa Echafautet, hvor han udviste en sand Frimodighed og retskaffen Bodfærdighed, ville vi ei anføre, da det for saa tit er bekientgiort.

116

Breve fra en Ubenævnt til Grev Enewold Brandt, fundne i den Brevtaske han havde baaret hos sig, og nu oversatte paa dansk efter den franske Original.

Min Herre!

”De vil uden Tvivl falde i Forundring over at erholde et Brev uden Navn, allerhelst i en saa vigtig Begivenhed, og endnu mere, da det er fra en Ven, som ved andre Lejligheder aabenhjertet har sagt Dem Sandhed, men nærværende Tider tillade ei, at man vover noget, uden engang deraf at være forvisset om Virkningen."

"I de tvende sidste Dage, da Hoffet opholdt sig paa Hirschholm, søgte jeg, skiønt forgieves, Lejlighed at tale med Dem i Enrum, hvilket De vel kunde mærke, om De derpaa havde givet Agt. Men da jeg fant Dem saa beskieftiget med andre Forretninger, at jeg ei kunde komme Dem nær nok, for at giøre Dem opmærksom, saa har jeg ei siden haft Lejlighed at giøre en Reise til Hirschholm, allene for at tale med Dem."

”De har engang viist, at Deres Herres Ære var Dem magtpaaliggende, og den Gang paastod man, at det hverken var Nidkierhed eller Forbindtlighed, som drev Dem; men at saadant var en Virkning af Misundelse og Egennytte, og i det Haab, at skaffe Grev H—. af Veien, da i hans Sted, at erholde den Yndest han havde. Endeel troede dog derimod, at Deres Hensigter vare langt ædlere og mere uegennyttige. Det kan imidlertid gierne være, at Følgerne af dette Deres Foretagende har giort saa stærke Indtryk hos Dem, ar De nn intet mere tør foretage sig; men dog alligevel

117

har De lært, at den Unaade, som De da falt i, har været Dem mere til Gavn end til Skade. Alt dette maa De ei troe allene at have været en blot Hændelse; nei, min Herre! der er vist nok en mægtig Haand, som saaledes har styret det, og uden at vide hvad Begreb De har om Gud, enten De troer nogen at være til, eller De allene antager et Stoisk Væsen, vil det være unyttigt at trætte med Dem om saa alvorlig en Sag; imidlertid vil der vist komme den Tid, da Erfarenheden vil overbevise Dem, at der er en Gud til, som seer, kiender og styrer alting, og som enten tilig eller sildig belønner Dyden og straffer Laster."

Det er ei min Sag, for nærværende Tid, at omvende Dem, min Herre! men allene at formaae Dem til at vise Deres Pligter, og det endda kuns allene de, som enhver Borger, der er lidet ophøiet over Hoben, vil troe sig forbunden til at vist imod sin Konge, sit Fædreneland, sig selv og sine Beslægtede, ja, til hvilke de borgerlige Love forbinde enhver Undersaat og et hvert ærekiert Menneske."

"De see, min Herre! selv paa hvad Maade man behandler Kongen, Deres Velgiørere. De see de skammelige Foretagender, som gaae for sig i Deres Nærværelse, og i hvilke De selv har alt for megen Deel. Ja De see selv hvorledes man vender op og ned paa Riget, hvilket dog har forekommet mig, som om De ei derved var aldeles følesløs, derfor gaae i Dem selv og betænk Dem, da jeg er forsikret, at De snart vil tage en Slutning. De veed selv, om det er sant, (hvilket det desværre er,) at Hans Majestcets Liv daglig er i Fare, og at man maaskee tilbereder alting, for i det minste at skille ham ved sin Frihed. Det er umuligt at De jo maa vide de Domme, som man i Almin-

118

delighed fælder, og at man i sin Tid vil kræve denne Herres Liv og Frihed af Deres Haand, som er om ham, og seer og veed alting. Deres Liv vil engang komme til at undgielde det; hvilket jeg dog, formedelst vores Venskab og Deres egen Velfærds Skyld, beder Dem tage i Agt, da intet er Dem lættere. De see selv den Længsel, denne Herre har for at komme fra et Sted og fra et Selskab, som mishandler Ham, saavelsom den Ulyst, Han finder ved at reise didhen tilbage; og om Han engang enten undflyer Dem, eller ved een eller anden lykkelig Hændelse kommer Dem af Hænder, hvad vil da Deres Skiebne blive? Var det ei meget bedre, at De, ved at opfylde Deres Pligter, satte Deres Liv og Deres Velfærd i Sikkerhed paa en ordentlig og anstændig Maade, som havde sin Grund allene i Nidkierhed, Troskab og Hengivenhed til Deres Konge, der af Erkiendtlighed belønnede Dem med Rigdom og Værdighed, hvilken, hvor stor den end var, ei ville blive stor nok for det Almindelige. Da nu derimod baade De og Deres Lykke beroer allene af et Indfald, af den, som i sin Tid stræber at rydde Dem af Veien, naar han ei mere behøver Dem, da han nu allene betiener sig af Dem til sin egen Fordeel, og jeg troer, uden at jeg har nødig nøiere at forklare mig, De har allerede selv kundet merke det mere end engang."

"Naar derfor Hans Majestet kommer til Byen, da bør De mage det saa, at Han strax tager ind paa Slottet, og at Han lader kalde een eller to af sine troe Tienere hvis Raad kan være Ham behielpelige i hans Foretagende; Men til al Ulykke er Tallet paa disse kun lidet, og maaskee kun een eller to, da man har været omhyggelig for at skaffe de beste Mænd bort; dog findes de vel, uden at jeg har nødig at navne dem, da

119

Mod, Retsindighed og Erfarenhed ere de Egenskaber, som bør giøre dem kiendelig, og omendskiøndt jeg kunde nævne saadan een, vil jeg dog ei, paa der De ei skal troe, ar jeg deraf skulde have nogen Fordeel. Imidlertid maa jeg dog sige Dem, at der for alting ei maa

være hverken Hr. - - eller Hr. - - , som begge

ere lige forhadte blant det Almindelige. Deres Lykke beroer paa dette Raad, hvilket jeg giver Dem, som en Ven og Kongens troe Undersaat, og dersom De ei følger samme, men tilsidesetter den Troskab, De er Kongen og Deres Velgiørere skyldig, da kan De være fuldkommen forsikret, at det vil koste Deres Liv, Ære og alt hvad et ærekiert Menneske elsker, uden at man nogensinde vil beklage Dem; da De derimod, naar De handler efter Deres Pligter, og rædder Hs. M. af de Røveres Hænder, i hvilke Han er falden, De kan være forvisset om, at der hverken er Høihed, Ære eller Lyksalighed, hvori jo enhver Undersaat vil ønske Dem deelagtig. Maaskee De kan overtale Dem til at vise dette Brev til Deres kiære Struensee, for at overbevise ham om en Troeskab, som De maaskee har svoret ham, til Skade for den, som De skylde Deres Konge, samt for at bringe ham til at bevise nye Velgjerninger imod

- , hvorudi han maaskee føier Dem, og saaledes

bedrager Dem, for endnu nogen Tid at holde Dem i sine Snarer. Men betænk, om Kongen blev tilføiet nogen Ulempe, da er De ulykkelig, og maaskee man da allene holder sig til Dem."

"Ja jeg erklærer, at De med Deres Liv kommer til at svare for Kongens Person, da De altid og allevegne er om Ham, og Han er Dem betroet, og i saa Fald, paa det De ei skal undskylde Dem med Uvidenhed, forsikkerer jeg Dem, at dette Brev, til Tid og Sted, skal

120

blive fremlagt, samt, for at De ei skal tage feil, da erindre Dem kuns Seglet, hvorudi staaer Begyndelses Bogstaverne til mit Navn, som tillige skal blive fremlagt imod Dem."

"Da nu Kongens liv og Helbred, saavel som Deres Fædrenelands lyksalighed, staae i Deres Haand, faa opføer Dem saaledes, som De troe at kunde forsvare for Deres Medborgere, da jeg ei vil nævne Gud, om hvem jeg ei veed Deres Begreb, omendskiøndt, naar jeg skal dømme af en Samtale, som vi har holdt for nogen Tid siden i Deres Kammer, engang paa Christiansborg, og engang paa Hirschholm, da er samme ei saaledes, som den burde være."

"Heraf seer De, at jeg frygter aldeeles ikke, at De jo maa giette hvem jeg er; og imidlertid, kan jeg forsikkre Dem, at om De opfører sig saaledes, som jeg kan vente efter Deres Fødsel, skal De erfare, at De ei har en mere troe og hengiven Ven end jeg"

Den 8de Julii 1771

Dm 19de September 1771.

Nu vel! min Herre, seer De nu at jeg har spaaet Sandhed. Ja De mærker uden Tvivl allerede Virkningen af Deres skammelige Opførsel. De har paa en nedrig Maade bedraget Deres Konge og Velgiørere, og paa samme Maade har man igien bedraget Dem. Man har betient sig af Dem for egen Fordeel skyld. Man har forført Dem Nu foragtes De, efterat man først har giort Dem forsagt, og med det første vil man ansee Dem med den yderste Haanhed; ja De vil maaskee enten komme i evig Fængsel, eller paa een eller anden Maade blive bragt af Dage, paa det man derved kan

121

betage Dem Leilighed at fortelle noget, hvilket da bliver en værdig Belønning for Deres skammelige og nedrige Bedragerie, og som jeg forud har sagt Dem, min Herre, i min Skrivelse af 8 Julii sidstleden; Det Venskab, jeg altid har baaret for Dem, og hvorpaa jeg har givet Dem tilstrækkelige Prøver, er siden merkelig aftaget, da De ei har fortient at samme skulle vedvare, siden De ikke har været i Stand til at følge et godt Raad, eller udfore det, som Deres egen Ære og Skyldighed udfordrede: derimod har De agtet Deres skammelige Levemaade høiere, i Steden for, at naar De havde fulgt mit Raad, havde De befordret Kongens Frihed, og derved ervervet Dem en udødelig Ære, De havde opfyldt en god Undersaats, en troe Tieners og en ælig Mands Pligter: De have fortient Berømmelse ei allene af alle Deres Medborgere, men endog af hele Europa, ja hele Verden havde giort sig en Fornøielse af at skaffe Dem Yndest, Belønninger og Værdigheder, fortjente ved Deres Troskab og passende paa den Tieneste, som De havde viist Deres Konge og Deres Fædreneland; Ja, aldrig kunde Belønninger være bedre fortjente, imod at De nu er forhadt overalt baade i Rigerne og uden for. Man havde stolet paa Deres Troe, Deres Hengivenhed til Deres Konge, og paa Deres Pligter; men man har høilig bedraget sig. Nu seer De Frugterne, da man vanærer Dem overall i Riget, hvor Deres Navn er bleven til en Skræk; ved Hoffet selv beleer man Dem og opholder Dem med Veir og Vind. Man viser Dem langt udseende og indbildt Høihed, og imedens fornøier Dem med en tom Greve-Titel, som vil blive et evigt Mindesmærke paa Deres Utroskab samt slette og nedrige Tankemaade, da en Struensee imidlertid mishand-

122

ler Kongen, og det Kongl. Huus, tilligemed alle brave Folk, som dog aldrig har fortørnet ham, og allene, for at giøre sig stor af sin store Magt, trækker al Myndighed til sig, spiller Mester af Regieringen, Forretningerne, Riget og Kongen, som han offentlig vanærer, og behandler Rigets Indkomme som Enevoldsherre. Et Menneske, som har tordet vove at sette sig i Liighed med Kongen, da han ved en Cabinets - Ordre, som var parapheret af ham selv, tilvendte sin Underskrift en Myndighed, der efter Rigets Grundlove allene tilkommer Kongen. Det er Deres nedrige og uanstændige Opførsel, som har hiulpet ham til det han er, og da De allene har kundet hindre saadant, saa bliver det og allene Dem, som dertil vil blive ansvarlig. Han begaaer Laster og Misgierninger for at regiere; De derimod hielper til af Nedrighed, og for at føie en Cromvell, som for at see sig selv i Sikkerhed, opofrer paa tusinde Maader Deres Konges Liv, hvem De i dets Sted burde tilmelde alt hvad De see og veed bedre end nogen anden, da De i Henseende til Deres egen Fordeel er grandseende nok. Denne Diderich Schlagheck hielper De i at misbruge den Kongelige Myndighed, og i at holde Deres Enevoldsherre tvungen, samt at prostituere ham i Undersaatternes Øine, for enten gandske at udrydde eller i det mindste formindske Deres ellers uudslettelige Kierlighed."

”De, som er i Stand til at forhindre disse Ulykker, og at redde Kongen af saadanne Hænder, men ei giør det, De allene vil derfor blive ansvarlig og mere strafskyldig end Forræderen selv, og vær vis paa, at saa sandt der er en Gud til, vil Deres Liv engang undgielde det. De see selv Hvorledes Sagerne gaae op og ned: man omstøber alting, man fordærver alting, og det med

123

en Frekhed, hvis Lige ei findes i Historien. Man sender de ærligste Mænd udaf Riget, som har kient længe og tro, uden Lyde, ja saaledes, at Misundelse selv ei har tordet røre Dem; disse jages bort paa en skammelig Maade paa der de ei skal faae Nys om denne Læges fordervelige Forslage, eller fordi man er bange for Deres Retsindighed. I Deres Sted settes saadanne, som hverken kiende Landet eller Sagernes Beskaffenhed, og som aldrig har lagt sig efter den Deel af Regieringen, som er dem paalagt; med eet Ord, saadanne Folk, som deraf neppe forstaae det allerringeste."

"Jeg beder Dem dog for Guds Skyld, at betænke hvad det vil sige, at sette en — — —, en Professor Matheseos fra Liegnitz, som Deputeret for Financerne, der neppe har vidst, paa et Landkort, at finde

Danmark, en — — —, ja at give saadanne 2000

Rdlr. aarlig, imedens at andre, som har tient længe, og vel i 40 til 50 Aar, ja derover, ere færdige at døe af Sult, fordi de ey har været i Stand til at bedrage deres Konge og Fædreneland, eller tage Deel i oprøriske og fordervelige Hensigter. Hine Ukyndige har dog tordet paatage sig en Byrde, som altid, men i sær i disse slette Tider, afskrækker en fornuftig og erfaren Mand, hvor meget Mod han endog besidder: Men, det er sandt, denne indseer Faren, og hverken tør eller vil udslette Staten og sin egen Ære; da derimod de andre har intet at tabe, og indsee ei de ulykkelige Følger af Deres Uduelighed og Uvidenhed."

"De see, min Herre! at det Almindelige ei herom er ubekiendt, og at Følgerne, af en saa slet Forvaltning, er i Stand til at, bringe samme til det Yderste, saa meget mere som det allerede offentlig er forkyndt, og Publicum gandske aabenbare Viiser sin Mis-

124

fornøielse. Saadant veed De, min Herre! og dølger det for Kongen; De som allene er om Hs. Majestet, da Adgang til Thronen ellers er lukket for de andre af Hans Undersaatter. De allene er i Stand til at underrette Kongen om den Tilstand, i hvilken Han, saavelsom Hans Riger, befinde sig, af hvilke Han maaskee snart vil miste det eene, formedelst den Ligegyldighed, man har viist og endnu Viiser imod disse brave og troe Undersaatter."

"De see, min Herre! hvorledes vore Sager staae Udenlands, og hvorledes de bringes i Uorden ved vores Cabinets-Ministers slette Opførsel og Uduelighed, saa at det Danske Navn er bleven en Skiændsel."

"De seer og veed, hvorledes Hs Exelence Geheime-Cabinets-Ministeren Hr. Greve af Struensee skalter og valter med en Enevolds-Magt over vore Financer, som er de elendige Undersaatters beste og kiereste Deel."

"De min Herre! De er en Dansk, en Adelsmand, og elsket af Deres Konge, af hvem De og Deres har erholdt saa mange Velgjerninger, og det er Dem muligt at tie! undseer De Dem ei, og er De ei overbeviist ved Deres egen Ære og Samvittighed, at De vil blive det første Offer for saadan Opførsel som De mere end tusinde Gange har kundet hindre og forebygge."

”Dersom der er nogen Sammenrottelse eller Oprør i Gierde, hvilket dog Gud i Naade afvende! hvem mener De da et opirret Folk vil holde sig til, uden til Dem, der i det mindste er ligesaa straffældig som Struensee, saa at De, naar det endog skeer, vil sette Deres Liv i Fare, ved en, et ærligt Menneske, saa uværdig Opførsel."

125

”Betænk Dem derfor, og vend tilbage til Derer Pligter, jeg besvær Dem dertil ved Aften af Deres Fader, som De aldrig har kiendt, ved Deres dydefulde Moders Taare, som maaske alt i Forveien begræder Deres Død, ja hvad endnu mere er, ved de Taarer besværer jeg Dem, som maaskee engang Kongen, den Kongelige Familie og Deres forstyrrede Fædreneland vil udgyde og allerede udgyder."

"Formedelst særdeles Fordele frygter De ei at blive uenig med den Mediciniske Minister, men derimod nedrige nok til at blive hans Ven ved 10000 Rdlr. som han, for at give Dem berøver Kongen og Landet. Undseer De Dem ei ved saadan Nedrighed? frygter De endnu for denne Mand, naar det gielder om Kongens og Landes Vel? da De dog, i saa Fald, har paa Deres Side to heele Riger, siden ingen af de, som har saa slet en Sag at forsvare, tør giøre Opstand, eller engang lade som de ere Dem imod, af Frygt for at miste deres Hoved, som allerede vakler dem over Skuldrene. De, siger jeg endnu, De bør frelse Deres Konge og Fædreneland. De kan da med Billighed forlange og faae saadanne Belønninger, som De vist nok ei har nødig ar vente efter, og ingen vil negte Dem; Ja jeg som skriver dette, vil gierne være den første, som vil tage fra mig selv, for at overøse Dem med Velgjerninger. O! med hvilken Forsikring og med hvilken Ret kunde De da besidde Riigdom, Ære og Værdighed, naar saadant var samtykt af Deres Konge, og tilønsket Dem af Deres Fædreneland og Deres Medborgere. Betænk dog dette, min Herre! omendskiøndt jeg troer at De tænker alt for vel til, at Belønninger kan udrette noget hos Dem."

126

”Her er Maaden, paa hvilken jeg tænker De bør fuldføre Sagen. De ere allene hos Kongen, og som jeg har hørt i Onsdags paa Hirschholm, skal De om Aftenen giøre en Tour med hans Majestæt. De har seet Allerhøystsamme meget ilde tilfreds med den Tvang, hvori Han holdes. Betien Dem, min Herre, enten af saadant et lykkeligt Øyeblik, eller stræb at søge anden Leylighed, hvortil De har Forstand nok, for at aabenbare Ham gandske den ulykkelige Tilstand i hvilken Hans Majestet befinder sig, og hvor lidet Han, formedelst samme, er i Stand til at opfylde de Pligter, Hans Værdighed paaligger Ham, og at, efter det Skridt, som Hans Majestæt har giort, ved at underskrive Cabinets Ordren af 15 Julii, som deeler Thronen og den Kongelige Myndighed imellem Ham og Struensee, beroer baade Han, det Kongelige Huus, Rigerne og enhver Undersaat, med Liv, Ære og Velfærd, af denne Ærts-Storvezier, der hverken har Erfaring, Ære, Religion, Troe, eller Love, som spiller Mester af alt, og om jeg tør sige det, endog af Kongens Liv. De veed, at store Laster giør de større nødvendige, og bliver altid mere at frygte. Naar De har aabenbaret alt dette, da maa De tilkiendegive Undersaatternes Fortvivlelse, saa, velsom hvorvidt Statens Omstøbning og sammes elendige Tilstand kunde bringe dem, ligesom og den Fare, som Kongen og det Kongelige Huus ere udsatte for, dersom denne Ulykkelige faaer Tid at vende op og ned paa Alting. Naar De har rørt Hans Majestæts Hierte, og De har faaet Ham til at indsee Nødvendigheden af at bevare sin Allerhøieste Person, det Kongelige Huus og sit Land, overtael Ham da til at reise strax til Kiøbenhavn og at begive sig til Slottet, hvor Han er i Sikkerhed, og at Han der lader kalde to eller tre

127

værdige Mand, som veed at give Ham de beste Raad efter Omstændighederne, paa det man ei giør saadanne Anstalter, som kunde drage Følger efter sig, paa en Tid, da det Almindelige søgte at hevne ald Uret og Had paa dem, som var Aarsag til dets Ulykke og Elendighed. Jeg kunde vel nævne dem, men de blive nævnte af Publico uden mig. Det maa være saadanne, som sidde i Collegierne, og som, underrettede om Aarsagen, kan være i Stand til at raade. For alting maa

det ei være Hr. — — — eller Hr. — — — eller Hr.

— — — , som alle tre ere lige forhadte, og følgelig ville forderve alt."

”Betænk nu dette vel, for Guds, Deres Konges, Deres Fædrenelands, Deres Paarørendes og Deres egen Skyld, ogeg bie ei for længe for at komme Deres ulykkelige Fædreneland til Hielp; men frels Staten, Kongen og Dem selv.

P. S.

Her seer nu Læserne hvilke Advarsler denne Ulyksalige, men sin Ulyksalighed saa vel fortienende Grev Brandt har havt, medens han endnu sad i Lykkens gyldne Skiød, døv imod dem, har han med stærke Skridt ilet til sin Ulykke, og ei opvognet af sin Indbildnings behagelige Drøm, førend han befant, at Fængsel, Lænker, Livs og Æres Tab, ja alt det som fuldkommen kan styrte

128

et ærekiert Menneske i Ulykke, var dens sande Betydning.

Himmelen være Lov, at han ei saa længe var forblindet i sin Samvittigheds Sag og dens Overbeviisning, men fulgte den evige Vækker, imod hvis Røst ingen Otterslange, kan døve sit Øre. Vi ville tilgive Brandt hans verdslige Feil og Forbrydelse, glæde os ved hans gudelige Omvendelse, og af Hiertet ønske enhver frek og forstokket Synder en ligesaa salig, men langt fra ei saa gruelig en Ende.