Uddrag fra Et kort men fuldstændigt Udtog af de henrettede Grevers sidste Omvendelses-Historie. Forfattet og beskrevet over Johan Friderich Struensee af Hr. Dr. Münther, og over Enewold Brandt af Hr. Provst Hee.

Grev Brandt skammede sig nu ei mere ved sine Lænker, men forsikkrede at han ofte tog dem op og var færdig til at kysse dem, fordi Naaden og Sandhed havde giort ham fri, da han var blevet en Fange. Han beklagede sig over at Voltaires forargelige Værker havde virket lidet Got hos ham, sagde sig ogsaa paa sin Udenlands Reise at havde været i fire Dage hos denne gamle Vantroens Forfægter, og intet andet hørt af ham, end det der kunde fordærve Gemyttet.