[Christian Bagge] Kritiske Erindringer til Forfatterne af den Kritiske Journal.

Kritiske Erindringer til Forfatterne

af den

Kritiske Journal.

Med den samme Maade du udmaaler bør dig igien tilmaales.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

2

        

3

Mine Herrer Journalister!

Saa fuld af Iver og Ild, som deres Kritiske Nummere tilforn have været, saa megen Lunkenhed og Iis hersker der paa nærværende Tiid udi de selvsamme.

Ere, maaskee, de gode Herrer just derfor blevne dovne og dorskee, fordi de fleste Skribentere have besiddet Fyr og Flamme.

Sielden kommer deres Blade ud nu imod forrige Tider, ja undertiden varer det o- verordentlig længe; men naar man endog haver tilfreds stillet sin yderlige Længsel og Appetit med det søde Haab, at der dog maae komme

4

4

noget stort og vigtigt fra dem, siden De ta- ge saa usædvanlig lang Tiid til at undersøge og ellers at betænke dem udi, saa faaer man til sin overmaade Ergernis, Udskrifter af deres Principalers Uge- eller Dage-Blade.

Naar de faae fat paa noget fra Landhuusholdnings Sælskabet, ere de lige saa o- verflødige paa Recension som Berømmelse, saa at man snart skulde troe, enten at dette Sælskab bestoed af lutter Engle, eller at en eller nogle af dets værdige Medlemmer havde den største Deel Udi Journalen.

At betage dette nyttige Sælskab sin Roes, var at beskjæmme sig selv og legge et tydelig Beviis frem enten paa Ondskaben eller Vanvittigheden; men jeg holder for, at Sæl- skabet som ædeltænkende Lemmer, maae selv ækle og holde sig fornærmede ved overflødig Penne-Roes; thi det er deres Handlinger selv, og ikke en meget menneskelig, det er: ofte feylende Journals vidtløftige Anmeldelse og Berømmelse, der skal krone deres Hæder.

5

5

Var Journalen stedse sig selv liig, og kunde man aldrig spore dens Afvigelse til høyre eller venstre Side, saa kunde dens Lovtale dog være en betydelig Recommendation hos et fornuftig Publikum; men da den feyler den strængeste Upartiiskhed, saa feyler den alting, og det gaaer med Journalen, som med den der lyver en Gang, han staaer Fare for at lyve anden og tredie Gang, og altsaa siel- den troes med nogen Tilforladelighed, endog udi de vigtigste Sandheder.

De foregive i deres No. 36 dette Aar, at det er ikke for at fylde Rummet, at de have extraheret deres Principalers Ugeblad, og derved frataget Subscribenterne over 3/8 Deel af deres halve Ark, ikke desto mindre gjorde de det dog. Og da saadant, som melde, ikke skee- de for at fylde saa stort et Rum (thi havde det kun været en halv Side, kunde en Bogtrykker-Stok, ligesaa vel da, som saa of- te tilforn, giort dem en ypperlig Tieneste, og de havde sparet deres ikke alt for konstige Und-

6

6

skyldning) saa maae det ventelig være skeet af Magelighed eller Mangel paa Tiid; thi af Mangel paa Skrifter kan det vel ikke være, med mindre de ikke have fundet nogen værdig nok dertil, eller som kunde sættes i Classe med deres comiske Hyæne-Jagt.

At de skulde være saa vankundige i den Lærde Historie, at de ikke vidste, at den som efter Talemaaden, holder deres Journal, holder gandske tilforladelig Addresse-Avisen, er man alt for vel oplyst om er en gandske umuelig Sag.

Havde de derfor ladet vende op og ned paa Tinglysningen, først i Journalen og siden i Avisen, kunde man troet, at en patriotisk Nidkiærhed og en christelig Iver for hver Mands Huus, havde besjælet Forfatteren af Ugebladene; og saaledes havde der været en gyldig Aarsag, hvorfore Besidderne af Journalen læste det anden Gang i Avisen.

Jeg maae sige Dem reent ud, at paa den Maade at faae Extracter af Addresse-A-

7

7 visen, har jeg ikke, og ventelig ey heller nogen anden, tegnet sig for deres kritiste Værk.

Ligesaalidet, som de lærde Herrer vil kortes noget udi deres Belønning hos Principalerne, ligesaalidet vil Principalerne eller Forleggerne viide af en Skillings Decourt udi deres Priiser naar Aaret er til Ende, i hvor slet, partisk, maver og tynd Journalen endog kan være udført, og i hvor mange Addresse-Aviser og Avertissementer den endog maatte blive spækket med.

Dog naar de kritiske Herrer paa deres Principalers Vegne, ikke holde de Løfter Subscribenterne ere givne, ere disse ey heller pligtige at holde deres; thi de have lovet os en Journal, og denne Franske Titul kan vel paa dansk ey udtydes at være: rigtig Udskrift af Addresse-Contoirets hverdags Efterretninger, naar de lærde Forfattere imellemstunder enten kan mangle Tiid eller Klygt.

De have lovet os i det mindste 27 Ark (medium inter 24 & 30) af den kritiske Jour-

8

8

nal aarlig. De have ey leveret os fleere til Oktober Maaneds Udgang end 18 Ark; thi 36 halve er jo 18 heele, vide den himmelhøyt berømte (S. T.) Arenstrops Regnebog.

Hvordan De altsaa vil blive færdig i 2 Maaneder med 9 Ark eller 18 Nummere, da det ikke har været dem mueligt, at præstere mere end 18 Ark i 10 samfulde Maaneder og derover, det giver jeg Dem at betænke; men denne Regula de Tri bør staae fast:

27 Ark koster 9 Mark (i Siælland) hvad da 21 Ark, eller saa mange, som de kan overkomme at levere?

Denne Rabat bør de saa meget meere taale, som De have sadt en særdeeles høy Priis, nemlig: næsten 5 Skilling danske for hver Ark af deres Journal endog in loco, og Spørsmaal er, om Journalen ikke gaaer postfri under Avisens Couvert? Skulde altsaa Kiøbenhavnerne, deres egen Medborgere, betale 8 Mark for 21 Ark

9

9

af deres Journal, blev det over 6 sk. Arket, hvilket kunde oversees med Christelig Ømhed, dersom Forleggerne vare fattige og nødtræn- gende Mænd; men da disse ere hovedrige Ca- pitalister, og kan ey heller andet være, forme- delst deres mærkelige Privilegium exclusivum, saa maae det vel allene være en umættelig Giærighed, der driver dem til at lade sig betale saa excessiv dyre, og halvanden Gang meere, end de der skrive Piecer for at vinde det tørre Brød, til at holde Siæl og Liv sammen med.

Hvad Tanker mon saadanne Mænd giøre sig, naar de læse: den Giærige er en Vederstyggelighed for Herren, Herren skal oprykke den Giæriges Huus, item: den Giæ- rige skal ikke arve Guds Rige o. s. f?

Naar man vilde være meget kritik og halv saa nøye paaseende i smaae Ting, som de lærde Herrer somme Tider ere, kunde man erindre det meget reene Papiir, de overflødige Bogtrykker-Stokke eller vidtløftige Slut- nings Zirater, blotte Anmeldelser og Avertis-

10

10

sements, item de ofte igientagne Priis Cou- ranter, og med allerstørste Føye derfor endnu afkorte 1/8 Deel udi den rabatterede NyeAars Regning.

Disse Imodsigelser maae de Herrer Journalister omtrænt have kundet giætte sig at vilde møde dem, og derfore have de saa ofte været betænkt paa, at begegne Indvendingerne paa en ret forblommet Maade. Jeg mener nemlig derved, at De saa ofte og næsten paa hver sidste Side af deres kritiske Nummere, have anført deres Priis-Courant, paa det den ey allene skulde stedse være i frisk Erindring, og Subscribenterne kunde vide at spare fra deres Ophold og Udgifter deres kritiske Contingent, at samme kunde til Terminen være promte; men endog ligesom derved hver Gang sige: Eders Udgift, vore Læsere, agte vi ikke at forringe, i hvorvel vi kiendelig have forringet vort Arbeyde; thi saa og saa meget koster vore Blade.

Men mine Herrer! fordi De ere lærde og vittige, ere vi andre ikke dumme og taassede;

11

11

Vi paastaae, at vil have vor Rettighed, vi kunde ellers snart befrygte, at vi selv maatte komme under Kritikens Tiltale, som Dosmere og slette Oeconomister. Og at komme i Udraab for, ikke at forstaae sin Oeconomie, er jo det samme i disse theoretist-oeconomiske Tider, som at blive ulykkelig lige til sin sidste Time.

Disse Penge-Decourter, vil de ventelig sige, betreffer allene deres Herrer Principalers Pung, og ere dem uvedkommende.

Men tag dem i agt, om ikke Principalerne vil igien paastaae, at samme Forhold, som 27 haver til 21, samme Forhold skal Betalingen have til Deres accorderede Løn, at disse Herrer altsaa, som hurtige Beregnere, kunde i en Hast blive færdig med denne Ge- ometriske Progression, 27: 21 = 100: 77 7/9, følgelig faae i Sinde at korte dem 22 2/9 pro Cento. Da nu Tiderne er vanskelige, Udgif- terne store og visse; men deres Indkomster

12

12

ventelig maalet med den korte Alen, saa vil det maaskee falde Dem tungt at lide saa stort er Tab. Jeg synes derfor, De handlede viselig imod Dem selv, om De inden NyeAar udarbeydede alle de resterende Nummere, saa at De tillige med Aarets Endskab kunde være færdig med den complette Aargang af deres kritiske Værk; thi kan de allene præstere Nummerne, saa have de opfyldt det vigtigste, og der kan altsaa ikke nægtes enten Dem eller deres Principaler fuld Valuta; thi om nogle endog skulde ikke være tilfreds med Indholden og Styrken eller Rigtigheden af Kritiken, forsikrer jeg Dem dog efter den Indsigt jeg har, at ikke en eeneste Subscribent, vil indlade sig i ordentlig Proces med deres Principaler derom; Og hvad sig MundDisputer amgaaer, da kan samme gaae ind ad det ene Øre og udaf det andet, Pungen og Ørene ustad.

Jeg har nylig supponeret, at mine Herrer vare i saa maadelige Omstændigheder, at De ikke vel kunde taale Rabat; Til denne

13

13

Supposition troer jeg at være berettiget, naar betragtes, at deres Embede er geleydet med ligesaa stor Had som Vanskelighed. Og at ingen fornuftig Menneske, skulde lade sig bruge til slig et Haandverk, uden enten af Kaadhed til at skjære sin Næste (hvilket man ikke tør supponere om Dem) eller og af Kiærlighed til sit Livs Ophold, som ey paa anden Maade var at erhverve.

Jeg indseer meget vel Nytten af Deres kritiske Blade, naar de gode Herrer kunde afkaste Menneskeligheden; Men da den hænger saa ofte begfast ved Dem, saa er Sproget det eneste som profiterer ved deres Nummere; thi deres Med-Mennesker veed jeg vist, er hverken bleven klogere eller dydigere ved deres Arbeyder; Og den Oplysning, som deres Blade giver, ere undertiden forsildige og undertiden alt for urigtige til enten at fraholhe eller tillokke Kiøbere.

Er ringe Raad kan ofte have en betydelig Virkning hos snilde Genier.

14

14

Jeg tør derfor nok vove at meddeele Mine Herrer et, som De og deres kritiske Værk skal befinde sig vel ved, jeg vilde, at De skulde allene betragte et Skrift uden ringeste Hensigt til dets Author, og allerhelst vilde jeg fraraade Dem, at indhente Kundskab om Authors Navn og Omstændigheder, førend De havde udstyret og kundgjort deres kritiske Betænkninger; derved vilde adskillige Anstøds Steene, hvorpaa De nu snuble, ryddes af Veyen, og deres Værk faae en nærmere Adgang til Upartiskhed.

For at fylde Arket, og at det ikke skulde gaae mig, som en vis Migniatur-Kritikus, der faldt i den samme oeconomiske Feyl, som han lastede hos andre, og at jeg saaledes skulde have mere reen Papir, end de vidtløftigste Tryk-Zirater formanede at skyvle, saa vil jeg af Sal. Tullins Skrifter, dem jeg til Lykke fik et Exemplar af førend jeg læste Deres Kritike; thi, i Tillid til denne Kritikes Rigtighed, havde jeg ladet den være ukjøbt, herved give Dem en rigtig Gjenpart

15

15 af et vist Afsnit, som De maaskee ikke selv have attenderet, eller i det mindste ikke lagt noger alvorlig Mærke til.

Det heeder 2 Tom. p. 120.

"Critici ere i de Lærdes Republik det samme som Politiemestere i den Borgerlige;

De øve et Embede, som ikke just er der be-

qvemmeste til at forskaffe Folk et roeligt Liv

og mange Venner; thi saasom de, i Følge

deres Embeds-Pligt, altid skal bide andre,

saa maae de og altid see sig i Stand til,

igien at bide fra sig. Man kan derfor sige,

at en Criticus fører en Handtering, som vel

er nødvendig, men dog af de Slags Bestil-

linger, som fredelige og roelige Folk gjerne

vil undvære.

Skulde man nøye opsøge Oprindelsen til den critiske Videnstab, tvivler jeg næsten ikke paa, at jo Kilden vilde blive enten Hovmod, Ærgjærighed, Ondskab eller Misundelse.

Ikke desto mindre, da denne i den lærde.

Verden kan have sin Nytte, naar den bliver

16

16

inden sine visse Grændser, maae ogsaa enhver Critikus nødvendig legge denne Grund til alle sine Foretagender: Kjend dig selv. Thi jeg er forsikret, at naar han først besad denne Videnskab tilligemed en grundig Lærdom og en rigtig Tænke-Kraft, vilde saadanne Folk mere fornøye Verden med deres Critiker, end de nu forurolige den. " ----- Saavidt Sat. Tullin. Jeg forbliver, o. f. v.