Den poetiske Gartner-Kniv. 4de Stykke

Den

poetiske

Gartner-Kniv.

4de Stykke

for April Maaned, 1771.

2
3

Crisis

over

Bøger og Skrifter.

Her møde Tanker til en bedre Eftertanke,

Om Tobaks-Handelen i Dannemark, med meer, Den Handling burde vist at sættes billig Skranke;

Thi man af dette Skrift dens Tab for Landet seer.

See hist Erindringer igien mod den Skribenter,

Og den Betænkning om, hvorvidt en Eftermand Er bunden til den Gield, hans Formand, som Regenter, Har sammendraget paa sit Rige, Stat og Land. Erindringen er god, Betænkningen langt større;

Ti hine siger kun, hvad hver har tænkt og sagt, Men denne for desmeer af Sandhed at udføre,

Har klædet Tanken ind i usædvanlig Dragt.

4

52

Philopatreias, see nu hvor Kritiken fnyser,

Det trede kritisk Brev fra Cleriksborg udsendt, Ja, ja det arme Vildt nok skielver, bæver, gyser,

Naar Jæger-Garnet til dets Undergang er spændt. Her findes det, som i det første blev forglemmet,

Og ikke rummedes da andet Brev udkom,

O! kiere Klerk, hvis ei din Skrivelyst blir hemmet,

Saa gid du glemme alt og aldrig meer faae Rum. Men den Apologie du saa uventet skriver,

Om den forhexet Dreng, hvad meener du dermed? Du til Mistanke selv derved Anledning giver,

Thi hvor der ei er Skyld, har Forsvar jo ei Sted.

See hist en Patriot om Gaders Rensning skriver, Skriv Reenheds Elskere alt hvad du vil og kan, Erfarenheden dog en god Beviisning giver,

Hvorledes Gaderne blev holdte udi Stand.

I Bondeplagers Navn een ganske artigt tegner Den danske Fogeds og Forpagters Skilderie, Skiønt jeg ei dette Skrift for Mesterstykke regner, Saa er dog mange Strøg og gode Træk deri.

5

53

Tak brave Wandel du ret hældig oversætter

De syv Spaadomme af vor store Rabners Pen,

Den Mand, som Tydsklands Vid en Laurbærkrone flætter, Gir ogsaa dig en Krans, du danske Musers Ven!

See hist det franske Vid, hvor herligt samme spiller, O! læs det Ugeblad det Moucheron Danois! Et Mesterstykke af al Phantasie og Griller;

Men hvad er Moucheron? et lille uselt Kræ.

Hist et forfløiet Brev til de Forfløine skrives,

Dets Indhold ganske vist Symbolisk ikke er,

Og Sædelæren ei derved til Høide drives,

Men endda værre Ting, I Smukke! skrives her.

Studenters Skiebne os heel ynksomt forestilles,

Ja ved Studenters Kaar kan heller ingen lee, Paa lumpen Maade ret med Musers Sønner spilles; Thi mangen Bryggerknegt har bedre Kaar end de.

6

54

Her er et Forsvars Skrift for Jøderne og Fanden, Blytækkers Anna staaer paa sammes Titelblad,

Ja kunde dette Skrift vel skrives af en anden?

For Anna passer sig ret denne Hakkemad.

See hist en Giedebuk paa Skuepladsen bræger,

Som snart forvandlet til sit første intet blev,

Satyren er gemeen og fuld af grove Stræger,

Men aldrig sanddru Mand sligt nedrigt Sladder skrev.

Her en Fortegnelse paa Hexer, Troldfolk gives

Fra Doctor Fausti Tid, det Skrift er ei saa galt, Endskiønt Satyren ei med største Styrke drives, Er den dog jevn og god, og taalig over alt.

En Autor-Igle sig paa Skuepladsen slæber,

Forvirrede Skribent, elændige Insekt,

Apoll', hør Fader, du som pytisk Slange dræber,

Dræb denne Igle, og den hele hæslig Slægt.

7

55

Af samme Surdei er Claus Klompes Urtepotte,

Et dumt og fæisk Snak af Avinds fæle Drift;

I Deilige! hvis jeg min Mening sige maatte,

N*tpotten stinker ei saa fælt, som dette Skrift.

See hist, en Side Flesk forhexet er, og snakker,

Sligt Snak frembringer knap en Kielling, som er fuld, Til Flesk at svøbe i er denne Piece ret vakker.

Dens Autor

(ingen Nihil)

er og hans Fornufter Nul.

See her en fremmed Rus os river Anecdoter

Om Statsforfatningen og Sæder i vort Land, Man gierne dette Skrift kan læse uden Noter;

Men Skriftet er dog got, og skrevet med Forstand. Det Skrift er vel i Tydsk, men om jeg rigtig giætter. Man derved Publicum kun spille vil et Puds,

Den Tydske uden Tvivl er her en Oversætter,

Og den indfødde Dansk forvandlet til en Rus.

Af fundne Breve man alt seer det første Stykke, Om Feiepengene afhandler Autors Pen, I Fald han finder meer, da er det en Ulykke, Got, om den første Deel blev atter tabt igein.

*

8

56

See hist et Giensvar er paa alle Laugers Vegne,

Det Svar, saavidt jeg seer, indholder Billighed, Man kan jo aldrig den for velmeent Statsmand regne, Som uden Overlæg vil alting bryde ned.

Hvad! er alt Junior Philopatreias borte?

Har Døden slæbet af med denne Musers Søn?

O! send ham ud igien af Dødens Jern Porte,

Og over Acheron, hør Pluto, hør min Bøn.

Men før du hannem vil til Liv igien opskikke,

Som Kunsters Orpheus, hør, kiere Pluto! hør,

Da lad ham endelig af Lethe Bande drikke,

Saa at han glemmer reent hvad han har skrevet før. Du Rosentorne, som hans Død og Grav beskriver,

Hvo kunde læse dig, og ikke maatte lee?

Selv Cato latter-mild ved slige Skrifter bliver;

Men græder nogen, er det Junior maaskee.

See her en Patriot om Hoveriet taler,

Ei dets Afskaffelse vil ham i Hovedet;

Men i hvor meget du til sammes Fordeel maler,

Du er dog ei i Stand at giøre kroget ret.

Vor vise Christian, som har de største Gaver

Af Viisdom, Kierlighed og Omhu for sit Land, Han, som ei skiøtter om at herske over Slaver,

Han vil nok sørge best for nyttig Bondestand.

9

57 Frivilligt Slaverie, sit Skrift en Autor kalder,

Hvori beskrevet blir Sølvverket Kongsbergs Stand,

O! Skam for Billighed, og Skam for vores Alder, Hvis den Beskrivelse af Sandhed hiemles kan?

Hist en Samtale er i Keiser Niels Klims Rige,

Imellem Keiser Klim, en Borger, Bonde, Nar, Siig, hvo af disse fiir er vores Autors Lige,

Maaskee den sidste og vor Autor giør et Par?

Hist græder Lucifer for Helvede forstørres,

Nei, græd ei Lucifer, det har ei nogen Nød,

De onde Aander knap i Verden meere høres,

Det var kun fordum Tid man gav dem Stød paa Stød; Men hvis man skulde nu for onde Aander græde,

Min kiere Autor! man da græder ei for din;

Men vid derhos, det er de smukke Aanders Glæde,

At onde Aander foer i Gergeseners Sviin.

Ser hist et Skrift, hvis Navn er: Danske Haltefanden, Som ved sin Kugles Hielp en Hoben Smaating seer, Skiønt denne Autor just ei halter paa Forstanden, Han dog ei nogen Sphinx i mørke Taler er.

10

58 Her er et Digt ved Navn en Celadon og Cloris, Naturen hersker ret i denne Poesie,

I Fald det læset blir af nogen yndig Doris,

Da maa hun springe det Naturligste forbie.

Til Digtekunsten har vor Autor Held og Lykke,

Maaskee Erfarenhed har lært ham det han skrev; Men hvis han kunde sig i alle Ting udtrykke

Saa tydeligt, han vist tilgavns forstaaet blev.

Her er Tronfølgeren til Sidons ledig Trone,

Bestemt vor Skueplads, et net og heldigt Verk, Syng kun vor Bredahl i den høie lyrisk Tone,

Din Geist i Digt er sød, din Aand i Tanken stærk.

Hyæne Jagden i Comoedie fremstiller,

Proprietairers og Forvaltres Skilderie,

Men seer man Rullerne, som de med Bønder spiller, Saa er Omgangen vist en ynksom Tragoedie.

Hist paa en vigtig Dag en læspend' Sang udgives, Vor Autor læsper her i fransk og danske Sprog; Men om der nok saa vel i begge Dele skrives,

Den Dages Høitid ei kan males i en Bog.

11

59

En Dag saa sand, saa stor, saa hellig og saa vigtig,

En Høitidsdag for os og for vor Eftermand,

Som hver en Underdan er Lovsang, Offer pligtig,

Ei blot den Læspende, men den, som lalle kand.

Hans Jensen Bonde, Brev til sine Landsmænd skriver, Saa usædvanlige, som Bonde-Skrifter er,

Saa megen Ære det vor brave Autor giver,

Gid hver en Bondemand kom dig i Tanker nær.

Danskvenius heel vel den Autors Skrift besvarer,

Som under Masqven af en ærlig Handverksmand, For Amter, Laugene vil gierne stille Snarer,

Og ødelægge dem ved Pennen, om han kan. Bogtrykker-Farve paa Papiir kan meget sætte.

Men saadan Statsmand gir ei Laugene sin Rest, Apelles Giensvar her anbringes kan med Rette:

Ne ultra Crepidam! Skomager pas din Læst.

12

60

Her er et velmeent Svar til russiske Bagtaler,

Af Sandheds Elskere, et meget farligt Svar, Er den Bagtaler sand, som han paa Titlen maler, Var Autor baade sig og Russen skieldet har.

Her en Taksigelse til vores vise Konge,

Af samtligt Borgerskab i Staden Kiøbenhavn, Beklageligt, at ei vor Autor kunde siunge

Med mere Fynd og Klem om et saa helligt Navn.

13

En

Fortælning

om

Lærken og Strudsen.

En Lærke var i Daphne Skov,

En flittig og en kunstig Skialder,

Hun sang om Fugle i sin Alder,

Om Strudsens Slug, og Høgens Rov, Paafuglens stolte Mod, og Kragens fæle Stemme, Om Skadens Svadsighed, og Papegoiens Nemme.

Hun sang om alle Fugles Feil,

Hun kaldte aldrig Laster Dyder,

Afbildede saa rigtig Lyder,

Som Ansigt vises i et Speil,

Hun ingen Hyklesang af Neb og Bryst udtoned', Og ingen ufortient ved kunstig Røst optroned.

14

62

Hun sang engang om Strudsens Slug,

At han Metaller kan fordøie,

Og aad alt hvad ham kom for Øie,

Fordi hans Afgud var hans Bug;

Hun sang, ja hvad? hun sang, han burde nøisom være, Og for at feede sig, ei andres Mad fortære.

En Skade fik den Sang at see,

En Skade, som var vant at føre En Hoben Snak for andres Øre,

Og levde ved Bagtalelse,

Han fløi til Strudsen hen, og sagde: Naadig Herrer! See her en skiendig Plet paa deres høie Ære.

Sig Strudsen paa de lange Been Fortørnet, bister, grum ophæver,

Mens Skaden alt sit Snak udvæver,

Som Traaden tvindes af en Teen,

Hun til at tage Hevn den vrede Struds opegger, Hvordan det skulde skee man ivrig overlægger.

15

63

Samvittighed og Skam forbød At kiende sig ved Lærkens Glusfer;

Thi hvo som stiæler og beskuffer,

Har jo fortient en skiændig Død;

Men Sandheds Ormesting, som nager, svier, bider, Opvækker Strudsen til en usel Hevn omsider.

Men hør al Verden, kiere hør.

En Hevn, som neppe har sin Lige,

Hvorom man kan med Føie sige,

Den meer end daarlig kaldes bør;

Vor Lærke sang en Sang, hvormed hun ene sigter Til Hyrden Melidor, som var en usel Digter.

Paa Skovens Nattergal, som var I megen Værdighed og Ære,

Og riig, som nogen kunde være,

Man denne Sang forklaret har;

Det hedde: Lærken her paa Philomela sigter,

Thi bør hun straffes, som en grov dumdristig Digter.

16

64

Man satte Lærken i et Buur, Og gav den meget lidt at æde,

Hvor skulde nu den Stakkel qvæde,

Som tvingedes mod sin Natur,

Og hver en Smule Mad med Frygt og Harme synker? Hun fløited' trilled' nys, men nu kun qvidrer, klynker.

En Hyrde Buret gik forbi,

Og hørte Lærkens Sørgeklage;

Men da han Grunden fik randsage,

Strax giør han hende løs og fri,

Han Strudsen fangede, og ind i Buret tvinger, Hvorpaa sig Lærken strax med denne Sang opsvinger:

Lærkens Sang.

Forfængelige Struds,

Som nys var strunk og studs, Lad denne Hændelse dig lære, At det er liden Kunst og Ære,

At tvinge een med Overmagt,

Nu er du selv i Nøden bragt,

Vor begges Overmand, en Hyrde, som retfærdig,

Fandt ingen Skyld hos mig, men agted dig strafværdig.