Brev om nogle af de siden Trykke-Friheden udkomne Skrifter.

Kiøbenhavn 1771.

Brev

nogle af de siden

Trykke-Friheden

udkomne

Skrifter.

2

Dette Brev er virkelig tilskrevet den, som nu bekiendtgiør det, uden at Forfatteren ved deraf. Den korte Bedømmelse ove adskillige Piecer, som det indeholde, gefaldt mig saa vel, at jeg troer den vil finde fleres Bifald.

3

Min Herre!

De befale mig at lade Dem vide mine Tanker, angaaende vore danske Skrifter siden Trykke-Friehedens Tilladelse. Hvor gierne ønskede jeg at være befriet fra et Arbeide der nødvendigviis kun kan geraade faa af disse vore Skribentere til Fordeel, og hvor ubehageligt er det ikke at laste? Undskyld derfore om jeg forbigaaer den største Deel, berører nogle løseligen og forfatter mit Brev paa det korteste.

Herr Voltaire i sin Epitre a sa Maj. Dan. ville, befrygter jeg, tage sin Tak igien, som han paa det menneskelige Kiøns Vegne aflegger for Trykke-Frieheden om han nogentid læste det den føder afsig; Men jeg smigres ved det faste Haab, den med Tiden vil opklække bedre Fostere; Det oplyste Publicum vil snart kiedes ved at tilkiøbe sig ugiørlige Forslag, ærerørigste Skamskrifter og intet betydende Snak; De uoplyste maa og engang faae denne utidige Læselyst styret, i det mindste for Bekostningernes Skyld, og da er det, meener jeg, at disse vore Skribentere, der om de skulde sige Sandheden, vist nok maatte tilstaae: - - - paupertas impulit audax ut libros facerem. - - - eller

Forvovne Fattigdom! du nøder mig til at give Løger ud.

4

da er det, disse eller deres Forlæggere ikke længere vil finde Regning derved; Verket maa da nødvendig standses, thi Drivefiederen er borte; og før dette skeer tør man vel neppe vente en god Skribent igien tør tage fat paa Pennen, thi han skrækkes ved denne Hob vi overvældes af og endnu trues med.

Først kom, som de veed, Philopatreias frem, oa han trækker et langt Slæb af Modstandere efter sig; I den første Afhandling lader han os høre de saa sædvanlige Klagemaale over de dyre Tider, og disse vare maaskee just Aarsagen, hvorfore han blev Skribent; Han beklager fremdeles vor Handels Lidenhed; Midler til at standse hiine og ophielpe denne vente vi endnu af ham. Den anden Afhandling om Rettergang er den bedste, men dog blandet med adskillige Urimeligheder. Den tredie, om Geistlighedens Indkomster, er den sletteste, fuld af Had mod Geistligheden, bitter og partisk. Men hvad behøves det, min Herre, at jeg igien erindrer Dem om det De hos andre har læst og seet imod ham. Philodanus har saa vel besvaret det hvori han feiler, saa det var unyttigt om jeg ville igientage hans Grunde; jeg sender hans Afhandlinger hermed; De finde endeel overstrøget derudi, og det er kun nogle faa umuelige Projecter; Disse fratagne læser man det øvrige med Fornøielse og Nytte.

Snart skulle De troe, min Herre, jeg med saa mange andre beherskedes af den her saa almin-

5

delig vedtagne Fordom at det gamle er saa fuldkomment at det ikke kan giøres bedre, eller at vore Formænd intet skulle have ladet tilbage for Efterkommerne at forrette, nei, jeg er overbeviist om der kunne skee Forbedringer i de fleste Ting; kun det man uden Nytte vil have forandret, der skadelige, det ugiørlige man foreslaaer, kun deraf er jeg en Fiende.

Philalethes og velmeente Erindringer: begge i Anledning af Philopatreias ere skiønne; Misokakias, Brevet til en høi Herre og Prestens Læredigt, alle i samme Anledning, fortiene Læsere. Men hvortil nytter vel al den

øvrige Sverm af opkaagte, flette og ubetydelige Giendrivelser? Mon disse sex meldte ikke giøre fyldest? — Naar de der kunne og ville besvare ham grundigen (ikke de der selv kalde sig grundede, dem troer jeg allermindst) giøre det, burde andre tie, deels for ei at bibringe Publicum den falske Tanke at Philopatreias Afhandlinger fortiene saa stor en Opmærksomhed, deels for ei at

give ham selv Vaaben i Hænderne til at fægte for sig med, thi nogle af de Argumenter man bruger imod ham ere visselig ikke anderledes, „og et slet Beviis, siger vor store Holberg et steds, er værre, end intet Beviis. Thi det første synes ligesom at man trænger til flere; da det sidste derimod viser at man har nok udi de gode og vigtige Beviis.„ Men Philopatreias handler klogere end at han skulle benytte sig af disse

6

Vaaben; De Stærkeres Grunde kan han ikke rokke, og disse forbigaaet, tilføiede han sig kun selv Skam ved at angribe de Svageres.

Den første Lovtale over Skobørsten var god, hvorvel den kunne været bedre; Planen er artig, men kunne været udført vittigere og i en bedre Stiil. Maaskee have vi den at takke for den priselige Anordning, at lintet offentligt Embede maa betroes dem, som have giort personlig Opvartning. O! hvor naadig og viis den Monark, der nedlader sig til sine ringeste Undersaatteres Stamlen, der saa nøiagtigen skiller det sande fra det falske! — Er det ikke og klart man intet kan vente sig af en slet Opdragelse, en forsømt Ungdom, af dem der saa sielden lære noget og som oftest forfalde til Magelighed og Dovenskab? Lad være et got Genie ved Skiæbnens Vanheld kan have faaet det første i sit Lod, det vil altid treffe Leilighed til at oprette det igien og til at være sine Medborgere til Nytte, og aldrig var det vor viise Monarks Hensigt at forbyde dette; nei, han gav kun at forstaae Lykke og Værdigheder forgiæves skulle søges paa saa nedrig en Vei og kun skulle naaes ved sande Fortienester; hvor disse ere der vil han belønne. — De andre smaae krybende Skribentere om Skobørsten vil jeg forbigaae.

Hr. Bagge taler i sin egen Sag, men dette undskylder ikke hans alt for store Hidsighed. Har han Sandheden paa sin Side da burde

7

han at sige det han har sagt, men med koldere Blod, og Ret kan da aldrig nægtes en fortrykket og forurettet; Men hvis ikke, troer jeg, hans Skrifter ere blant de nedrigste og sletteste der endnu ere komne for Lyset.

De spørge i Særdeleshed, min Herre, hvad mine Tanker ere om den Piece, betitlet med dette Spørsmaal: Om en Efterkommere i Regieringen er forpligtet at betale sin Formands Giæld? Jeg mener, den er en glimrende Bygning opført paa en slet Grundvold. Men jeg vil lade den vidtberømte Forfattere af de Persiske Breve tale; Hans Dom være min; (see det 91 Brev Tom. II.) „Man kan sige, udlader han sig, at Fyrsternes Lidenskaber, Nationers Taalmodighed og Skribenternes Smigren har fordærvet alle Naturens Rettes Grunde. Saaledes som Naturens Ret nu er, er den en Videnskab der lærer Fyrsterne hvorvidt de kunne overskride Retfærdigheds Grændser. — Hvilket Foretagende, at ville, for at forhærde deres Samvittighed, bringe Uretferdigheden i System, give Regler, danne Grunde og drage Slutninger derler,

danne Grunde og drage Slutninger deraf? - - Man vil bøie Retten, hvor

ubøielig den end er„. Saaledes troer jeg denne Forfattere handler. Lad hans Beviser have nok saa stort et Skin, i Grunden ere de dog falske. Thi hvad kan det vel kaldes andet, naar de ubrødeligste Løfter, naar en Kronedes

8

Ord, et Lands Hovedes Tilsagn ikke skal staae fast?

Mit Brev ville blive alt for langt om jeg skulle giennemløbe de usle smaa Skrifter, som Ole Smedesvends, Jeppe Vægters, Junior Philopatreias, Forslag til Krigstienerens bedre Besoldning og saadanne mange flere, som kun giøre Menneskeligheden liden Ære, og deres Forfattere største Vanære. Men man kan frit bestemme dem den Skiæbne, som Horace i sin Tid bestemmer visse Bøger:

Deferar in vicum vendentem thus & odores Et piper, & qvicquid chartis amieitur ineptis.

og hvor trøsteligt er ikke dette, vi maatte jo ellers blues ved vor Alder for Eftertiden. Endnu trøsteligere er det at det ei kan vare længe inden de ophøre. Jeg troer stedse at naar Smagen ved Forandringernes Hiul længe nok har rullet omkring, den da vist vil komme tilbage igien paa sit rette Stæd. Jeg haver den Ære at forblive, & c. & c.