De danske Skriveres Skiebne, ved Skrivefrihedens Indskrænkelse, skreven af Philomathes den 10 October 1771.

De danske Skriveres Skiebne, ved Skrivefrihedens Indskrænkelse, skreven af Philomathes den 10 October 1771.

Damnant, qvod non intelligunt.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt og findes tilkiøbs hos Joh. Rud. Thiele, boende i store Helliggeiststræde.

2
3

En Skribents Pligt og Forretning er uimodsigelig denne, enten at lære andre det, som ikke er bekiendt eller og giøre bekiendte Sandheder tækkelige, ved hans Maade at udpynte dem; enten at bringe nyt Lys ind i Siælen, og aabne nye Forestillinger til at beskues, eller og forandre almindelige Tings Dragt og Beskaffenhed, saa at han giver dem nye Yndigheder og mere kraftige Tillokkelser; at udsprede saadanne Blomster over de Egne, igiennem hvilke Forstanden har allerede vandret, hvorved den kan faae Lyst til at vende tilbage igien, og anden gang at beskue Ting, som den alt for ha-

4

stigen har løbet over, eller alt for skiødesløs betragtet.

Den eene saavel som den anden af disse Forretninger er meget vanskelig; thi paa det de ikke skal blive frugtesløse, da maa Menneskene ikke allene overbevises om deres Vildfarelser, men og bringes til at lide deres Veiviser; de maa ikke alleneste bekiende deres Vankundighed, men og tilstaae, hvilken er endnu mindre behageligt, at han, af hvilken de skal lære, har mere Kundskab end de selv.

Dog er det fornødent, at der i Skrivemaaden vises Høflighed imod alle, men bruges Gemeenskab med faa, hvilken Regel er just det, som de mindste af de danske Skrivere i Pressens uindskrænkede Friheds Alder har iagttaget, men desværre aldeles foragtet, saasom de mente, at den havde sin første Oprindelse af et nedrigt og indskrænket Gemytte, som formedelst Skrøbelighed og Banghed var koldsindigen vaerlig. En ydmyg og uadskillig Høflighed henregnede de til en Frygt, for at blive foragtet,

5

eller holdt for Giekke af andre fremmede Skribentere; en Frygt, som de vittige og fornemme ere fritagne for, ved en indvortes Overbeviisning om deres egen Værdighed, ved deres Magt til at holde Næsviished i Tvang, og at stoppe Munden paa latterlig Giækkerie. En almindelig Frygtsomhed, for at gaae for vidt med deres hvessede Pen, og Indgetogenhed med det mindre anstændige, som de vidste, ansaae de som en Bebreidelse for deres Land og Nation, ja som Virkning af en slet Opdragelse, hvormed man hverken kan faae en artig Omgiengelse, en utvungen Fripostighed, eller en almindelig Kundskab om et uordentlig fornemme Levemaade, der baade skader og forarger.

Denne Mening, som idelig har smigret for den Letsindighed og Hovmod, hvoraf den desværre har havt sin Oprindelse, blev bestyrket ved andre Nationers Exempel, hvis Sæder og Manerer de ønskte formedelst Ungdoms Mistillid og mindre dyb Indsigt i det sande, at efterfølge.

6

Men, hvor gierne ønske de nu ikke, at have indrettet deres Skrivemaade efter denne paalidelige Regel, som de foragtede; thi man skulde da uden Tvivl have undflyet den Vanlykke, som nu vanskelig vil staae til at rette, og hvis smertefulde Følelse man ikke mindre føler.

O! give da, at de aldrig havde hvesset deres Pen, hvis Bestræbelser allene gik ud paa at afhandle de nedrigste og skammeligste Ting, hvilke nu ikke kan rettes eller tilbagekaldes, om man og til slig en Forretning betjente sig af Youngs Klygt, Rabners Pen, Gellertt Vittighed og Tullins Veltalenhed, og saaledes have forvoldt, at der er bleven satte Skranker for den ædle, som nyttige Skrivefrihed; thi hvo maa ikke tilstaae, at mange betydelige og vittige Ting ere i denne alt for korte Tid blevne afhandlede, som og mange skiønt indifferente, ja fast ubetydelige Materier ere af den lærdeste Pen i den sirligste Orden skrevne til det smukke Kiøns Fornøjelse og efter deres

7

Seer man hen til det alvorlige, skiønt mere bidende, mærker man dog, at ingen Anmærkning har været, som oftere er blevet giort af de iblant os, som umage sig med at betragte Menneskenes Opførsel en general, end at Ægteskab, endskiønt det er Naturens Befalning og Guds Forsyns Indstiftelse, er ofte meget Aarsag til Elændighed, og at disse, som træde ind i den Stand i disse saa vanskelige Tider, kan sielden bare sig for at give tilkiende, at de fortryde den Daarlighed, og at de misunde andre, som enten ved Hændelser eller ved Varsomhed ere hindrede derfra.

Den almindelige Ulyksalighed har givet Anledning til mange vise Regler iblant de alvorlige, og spidsige Anmærkninger iblant de lystige Skribentere; baade de moralske og sindrige Skrivere haver øvet sin Dygtighed derpaa. Nogle have beklaget, andre haver beleet dem, og sandelig begge Slags haver havt Ret. Thi da Socrates engang blev tilspurgt, hvilket han holdt for best, enten at leve i eenlig Stand ugift, eller og at gifte sig? skal han have svaret:

8

Hvilken af Delene du udvælger vil du komme til at fortryde.

De alvorlige Skribentere derfore, saavel som de lystige have tilegnet sig lige Frihed til at anføre enten i højtravende Klagemaal, eller i satyriske Bebreidelser, Qvindekiønnets enten Daarlighed eller Ubestandighed, Ærgierighed eller Grumhed, Uordentlighed eller Vellyst, og har saaledes beviist Poetens Ord at være Sandhed:

Saa Venus sindet er, at det behager hende,

Af ubarmhjertig Spøg, og grum Kortvillighed,

I Elskovs Kobber-Aag to Mennesker at spende,

Ulige af Gemyt, af Aar, af Deilighed.

De har indseet Ægtestandens Ulyksaligheder, og sandelig de meener at have fundet Aarsagen til nogle af dem, omendskiønt de aldrig har indladt sig i philosophisk Un-

9

dersøgelse, angaaende Passionernes Natur, eller Fornuftens Magt.

De Tildragelser, af hvilke de har

faaet deres Kundskab, har de fremsat med saa megen Lydelighed, som de kunde, og

overladt til andre at giøre deraf, hvad

Slutninger de selv behagede.

Om nogen derfor har af deres Skrifter uddraget urigtige Slutninger, er noget, de aldeles ei kan til, thi Skribentere bør handle Upartisk. De blive vel nu anseete med Foragt, og deres Skrifter henlagte mueligt med en haanlig Latter, ja maaskee med disse Spotte-Ord:

I danske Skrivere! indbildte Viisdoms

Sønner,

Som ei paa Ziirlighed, men blot Kritiker skiønner,

Den Straf I lider nu, har I jer selv

forvoldt,

Ved det I Daarer ei jer kaade Mund

har holdt.

10

Men lad kun Almuen sige, hvad den vil, det glæder dem dog at have talet Sandhed i en saa betydelig Sag, der upaatvivlelig er Aarsag til deres Friheds Indskrænkelse. De danske unge Skrivere have saa mange store og lærde Mænd, i hvis Fodspor de har trædet, og herefter ved deres Skrifter vil træde uforfærdet i. De have ikke uden Nytte læst en Gellerts Fabler, hvilke opklare Sandheden, og af dem vil jeg til Slutning anføre

den modsigende Kone,

(af Gellert.)

Ismene havde og, med mange andre

Gaver,

Den Egenskab at sige Folk imod.

Det ganske Qvindekiøn man vel tilegnet

haver

Den samme Dyd; men jeg mig ei indbilde lod,

Om hele Verden det og sagde tusend'

gange,

At det er andet end en Digt,

Og siger frit, jeg troer i Evighed ei sligt.

11

Iblant det smukke Kiøn jeg selv jo kiender

mange,

Ja jeg det ofte prøvet har,

Og mangen een kaldt skiøn, hvor heslig hun ei var.

Kun for at see, om hun modsige vilde; Dog nei, hun ei modsagte mig.

Kan den Beskyldning da paa alle passe sig?

Saa maa det smukke Kiøn uskyldig

høre ilde!

Men til Ismene jeg nu komme maa

igien,

Det ikke siges kan, at man løgnagtigen Ismene denne Last tillagte;

Thi det er vist, at hun modsagte. Hun sad engang til Bords med hendes

Mand;

De spiste, og blant andre Retter Man og en Fisk paa Bordet sætter: Det en frisk Gedde var, om jeg ret

mindes kan. Min Engel! sagde hendes Mand, Dersom mit Syn mig ei bedrager, Da er ei denne Fisk kogt af aldeles blaa.

12

Jeg vidste, raabte hun, at det saa vilde gaae;

Med Hvilken ivrig Flid man sig endog

umager,

I stedse dog Anledning tager,

At I tilføie kan en stakkels Kone Spot.

Jeg siger reent ud, I maa vide,

At Fisken er for blaa. Nu, sagde Manden, got,

Det lige meget er, vi ei derom vil

stride.

Ret ligesom man seer, at Vreden stiger op

I den kalkunske Hanes Næse,

Naar den seer noget rødt, og kan dens ganske Krop

I samme Øieblik opblæse;

Den bliver rød og blaa, dens Øine funklende,

Dens Snabel bliver lang, den strækker Vingerne,

Hver Fiær i Veiret staaer, og Vreden

aabenbarer,

Som skielvende med Støi og Bulder af

den farer.

13

Saaledes skiftes om Ismenes Skikkelse,

Da hendes Mand de Ord til hende talede:

Hun som var ellers bleg, rød og ophidset

bliver,

Hver Aare spendt af Blod, og hendes

Øine smaa,

Men Hagen længere, og Næsen ligesaa,

Og hendes Læber blaa, og tykkere af Iver;

Maa hendes Hoved Haarene

Sig reifer af Forbittrelse,

Og hendes Nattøi bort fra hendes Ørne

skyde,

Hvorpaa hun skielvende begynder at

udbryde;

Jeg, Mand, din Kone er, og jeg dig sige maa

Endnu engang, at Gedden var for blaa.

Hun Glasset tog og drak. Lad hende

dog ei drikke.

Derpaa gaaer Manden bort, og svarer

hende ikke,

Han neppe borte var, før hun besvimede.

14

Hvad kunde ventes vissere?

Strax paa den Ivrighed at drikke?

Et heftigt Klageskrig det ganske Huus

forskrækker:

Man Tommelfingrene paa hende først

opbrækker,

Man stryger hende og med kraftigt ungersk Vand;

Men intet hende styrke kan.

Man hendes Lindringer og Puls med

Balsom river:

Ei mindste Tegn til Liv hos hende mærket bliver.

Man holder hende nu for Næsen brændte Haar;

Nei! det forgieves er; hun kan det ikke

lugte,

Kort sagt: Ei nogen Ting formaaer

At vække hende op, hvad Midler man

end brugte.

Man kalder hendes Mand. Han kommer, raabende:

Du døer, min Allerkiereste!

Jeg arme Mand! hvad har mig dertil

kundet drive.

Dig kiere Kone at modstaae?

15

Ach! den forbandet Fisk! Gud veed den var ei blaa.

I samme Øieblik kom hun igien til

Live:

Blaa var den, raabte hun derpaa, Vil du endnu dig ikke give?

Saa haver Trættelyst langt mere Virkning

havt,

End al den heftigste anvendte Lugtes Kraft.

16