↩

Den poetiske

Gartner-Kniv.

3die Stykke

for Martii Maaned, 1771.

2
3

Crisis

over Bøger og Skrifter. Naar skal dog Vittighed engang ved Pennen klæbe, Og indbildt smudsig Klygt ei smitte meer Papiir? Kan ei Kritikens Kraft engang de Udyr dræbe,

Som Sælskabs Brødre af vor Simon Troldkarl blir. Uvittige Skribent! hvad siger din Satire,

Din Heldhest, Løgtemand, din Varulv og sligt meer, Der passer sig saa got, som Æslet ved en Lire,

Og viser at du selv i Klygt en Varulv er?

Skobørstens Svanesang er ei uvittig skreven,

Men med Fornøielse kan læses af enhver, Kun skade, Børsten nu saa tit er skrubbet bleven,

Saa at dens blotte Navn alt meer end kiedsomt er.

Pilati Levnets Løb paa ny er trykket blevet,

Jeg læste Skriftet, men, hvad var Indholden? hvad? Jeg ei begribe kan, hvad Autors Pen har drevet,

Klygt eller Daarlighed, Hensigter eller Had.

Saa meget veed jeg nok, at ei Pilati Stamme

Blant Verdens Dommere er ganske ryddet ud,

Thi Ømhed, Billighed, og Pligt er dem det samme,

Som giøre Hevn til Lov, og Magten til sin Gud. Naar den bedrøvet Act, hvor under Vredens Aske, Hevngierighedens Gnist og Helved Glød er dulgt, Fremvises Verden i Retfærdighedens Maske,

Og Offerlammet blir bag Rettens Kaabe skiult.

O! skiælv hver falsk Pilat, hvis Domme andre krænker, Som lægger Centner-Vægt til andres Modgangs Last, Skiælv vredeste Barbar, og blues ved de Lænker,

Din Vold og Overmagt har paa en anden kast.

Lad Rettens laante Skin din Gierning kun omskandse,

Og sid kun skudfri i dit Bældes Vatican,

Flet din Hevngierighed indbildte Seierskrandse,

Og smigre for dig selv i dine Syslers Plan.

Du staaer dog under Dom, Fornuften er din Dommer, Trods Overmodige, om du kan tvinge den,

Den seer til Grundene, hvoraf den Gierning kommer,

Den seer, ja hvad? den seer: Du er al Udyds Ven. Forlade Læsere, jeg her vidtløftig bliver,

En billig Nidkierhed min Tanke Tumling drev,

Pilati Navn og Dom mig god Anledning giver,

Maaskee jeg føler selv den Haardhed jeg beskrev.

Voltaires franske Brev nu er fordansket blevet,

Og trende Stykker til fra samme Autors Haand; Den Oversættelse var maaskee bedre skrevet,

Hvis Oversætteren har kiendt sin Autors Aand. Kun Zeuxis Pensel kan Apelles eftermale;

Slig Oversættelse giør dig Voltaire Spot,

Nei skal du blive dansk, da kan vor Lodde tale,

Thi han har i sit Lod, at oversætte got.

Et sælsomt Eventyr med Nikolai Fisker,

Charybdis, Scylla, og det hele Afgrunds Pak; I Allerdeiligste! jeg jer i Øret visker,

At dette dumme Skrift er Fiskerkierling-Snak.

I ere Elskere af Perler og Coraller,

Men aldrig Havskum af de Smukke bruget blev, Den Autors Pandebeen maa vare Østerskaller,

Og Hierne-Pølsemad, som Nicolai skrev. See her en Samling et af nogle Evalds Stykker, hvis idet smukke Ting er kun de Smukkes Sag? Da neppe nogen Skiald sig smukkere udtrykker, Thi hvert et Evalds Verk er idet smukt og Smag.

38 See hist Philets forslag om hine Pebersvende, Jeg ei om dette Skrift min Mening sige bør,

Det smukke Kiøn vil dem strafskyldige vist kiende,

Som Livets største Pligt og Skyld forsømme tør. Men mon man uforhørt de stakkels Folk ei dømmer?

Mon mangen Pebersvend og mangen Pebermøe, Vel Ægtestandens Pligt aldeles reent forsømmer,

Just derfor at de i en enlig Stand bortdøe? Dog hvad! man slige Folk tilbørlig bør anklage,

Thi de forsømme jo en hellig Levnets Pligt;

Ja lad dem smage paa Phileti Peberklage;

Men sandt at sige, er det Skrift kun maadeligt.

Her fire Skrifter mod Tal-Lotteriet vanker,

De ere skrevne i en patriotisk Drift,

I Fald det mueligt var at skierpe Folkes Tanker,

Og vække dem af Søvn ved noget grundigt Skrift, Da burde Publicum opvaagne af sin Dvale,

Og see hvor skadelig man det ved Næsen taer, Man klynker ved den Skat man Kongen skal betale, Men til Udlændings Pung hver 8te Skilling har. Den værre er end Fæ, som seer ei, Egennytte, Er det fornemste Lod i dette Lotterie;

O store Christian! vor Fader, Ven og Stytte, Slør dine Stater fra den farlig Igle fri.

Hist Plan til Pengeløn for vore Danmarks Præste,

I Fald den muelig er, det sikkert gavnligt var,

Jeg holder for, den Løn vist kaldes bør den beste,

Som man meest sikker og med mindste Møie tar. Men derfor troer jeg ei den Plan i alt er grundet;

Thi i dens Regnekunst ei Facit holder Stik,

For liden er den Fond vor Autor har udfundet,

Vort Præsteskab af den en usel Løn kun fik.

Hist er et Nattesyn seet i en Landsbye Skole,

Her en Liigtale ved Skobørstens Grav er hørt, Maaskee en Skalk er skiult i Skolemestrens Kiole,

Og stærk Satyre her i simpel Dragt udført.

En Philagreias her Anmærkninger udgiver, Skiønt Autor ikkun er en usel Tautolog, Dog Bondestandens Vel og bedre Skiebne bliver Et værdigt Indhold for den allerbeste Bog.

I tvende Piger, som har holdet den Samtale, Hvori begrædet blir Skobørstens faldne Sag, Naar jeg skal eders Skrift med billig Farve male, Jeg siger: Værre Tøy er aldrig lagt for Dag.

Af samme Surdey er den kaldet Fandens Tale

Til Smauserne, et Skrift knap værdigt Fandens Navn, Et Skrift foruden Smag, foruden Hoved, Hale,

O Skrivefrihed! hvor misbruges ei dit Gavn.

I Deilige! naar I det første Skrift bekomme,

Giv det til Pigerne, at støbe Skovox i;

Men lad det sidste hen til Urteboden komme,

Og blive der forbrugt til smaat Slags Kryderi.

Hist en Samtale er af tvende Lediggænger,

Hvori en Hoben Got om Handelen blir sagt,

Skiønt Skriftets Autor til lidt meer Oplysning trænger, Har han dog meget Got i dette Skrift anbragt.

Philopatreias, er du Stakkel ikke bange

For Præstens Læredigt, og det i bunden Stiil,

Helst fordi Noterne de ere meget lange?

Ja, ja, jeg seer du Skalk, du svarer med en Smiil. At Noten ohne Text, har Rabner engang skrevet,

Noksagt, det blir derved; — men hør min kiere Præst, Siig hvilken Furie din sløve Pen har drevet,

Og vid, Sagtmodighed din Orden sømmer best? Hvorledes kan du paa Philopatreias giette?

Hvo har dig Autors Navn i Øret visket ind?

Men naar du nu min Ven har truffet den urette,

Saa viser jo dit Skrift du har et lumpent Sind.

Er ei Hevngierighed i Himlens Lov forbuden?

Maaskee du præker den, men troer kun lidt deraf; Naar du ei skrive kan din Galdes Gift foruden,

Da vid Stiltienhed dig større Ære gav.

Om Geistligheden i en Stat har Scheffer skrevet,

Om dens Nødvendighed, dens Gavn, dens Caracteer; Han sine Tanker har til billig Høide drevet,

Og dette lille Skrift heel læseværdigt er.

Endskiønt det næsten er i denne Tid en Mode,

At laste alle Ting, som kritisk Recensent, Enhver Fornuftig dog berømme maa den Ode, Som vittige Philet til Bernstorf har sendt.

Hvis hver en Bonde kan tolv slige Brevs skrive,

Som dem, en Bonde til sin Herremand har sendt, Jeg ønsker, at de tolv maa fiir og tyve blive,

Og at hver Bondemand i Danmark blev Skribent.

En Fusker engang sig hen til Apelles vover,

Og sagde: See alt det er malet paa en Dag. Apelles svarede: Jeg undrer kun derover,

Du ei i samme Tid har malet meer sligt Slag. Dig Søren Malersvend vil jeg det samme svare,

Som har beskrevet os den skotlandsk Drømme-Sal, Hvis dine Tanker ei i Drømme skrevne vare,

Jeg sagde aabenbart, at du var bindegal.

Her kan man Tanker til Fabrikers Anlæg læse,

Det Skrift er strevet kort, men grundigt, got og vel; Men om man raaber sig som Patrioter hæse,

Faaer knap vort Publicum ret patriotisk Siæl. Fabrikerne hos os har kostet store Summer,

Men Frugterne deraf til Dato ere smaa,

Dog hvad! Forskudene har fyldet manges Lommer,

Da een det halve tog, og lod den anden gaae.

Det gevaudanske Dyr en Jæger os beskriver,

Dets grumme Rasenhed i Danmarks, Norges Land; Satyren i det Skrift knap ubemærket bliver;

Men gid ei Klagen om bet franske Dyr var sand.

En Rosentorne hist et muntert Stykke skriver,

Den yngre (*) Landets Ven deri en Skrabe faaer, Ret som han har fortient, han her behandlet bliver,

Sligt Plaster passer ret til saadan Krøblings Saar. Holdt! han et tienstlig Svar til Rosentorne sender,

Den unge Pasqvillant han kalder hannem der,

Hvo som vor Junior af andre Ting ei kiender,

Kan heraf sikkert see han daarkistmæssig er.

Apollo pseudo, som Comoediant fremtriner

Paa Kiøge Skueplads, for Kiøge Høns, maaskee, Man knap af dette Skrift har læset otte Liner,

Før man dets Autor, som en falsk Apol kan see.

See hist en Autor, som en prægtig Lærdom giver,

At Penge bedre er, end Lærdom og Forstand, Da uden alle tre vor stakkels Autor skriver,

Han skiønt Exempel paa den Lærdom give kan.

(*) Junior Philopatreias.

En Fortælning

Ydmygheds og Erfarenheds Vandring.

Ydmyghed og Erfarenhed Engang en Vandring foretoge,

De giennem mange Stæder droge,

Men deres Hensigt var derved,

Engang et Menneske at finde

Aldeles fri for Hovmods Pest,

Det første Sted de toge inde,

Var hos en gammel Landsby-Præst.

Her sagde Ydmyghed: Her vil En Mand, oplyst i Ordets Lære,

Vist fri fra Hovmods Smitte være;

Erfarenheden loe dertil,

Og sagde: Nei! du høist vildfarer,

Thi den, som Faareklæder bær,

Ei altid til sin Farve svarer,

Og geistlig Hovmod farligst er.

45 De komme Manden selv i Ord, Han agted' dem knap Hilsen værdig, Men sad som han var sprækkefærdig, Saa tyk og opblæst ved sit Bord, Hør, sagde Ydmyghed, min Herre!

Er Hovmod ei en diævelsk Last? Han svarede: Det kan nok være,

Og derpaa gik han bort i Hast.

De ginge frem fra Sted til Sted, Besøgte Folk af alle Stænder,

Men Hovmod var i alle Ender,

Omsider kom de til et Led,

Der laae en gammel usel Hyrde,

Og hvilede den matte Krop,

Som svækked var af Ungdoms Byrde, Han lukkede strax Ledet op.

46 Hør, sagde Ydmyghed, min Ven! Ved den Fortieneste her falder,

Husvales du dog paa din Alder,

Der er en Skilling, tag du den. Vor Hyrde heel forbittret bliver,

Og svarede: Jeg tar den ei,

En Stodder man en Skilling giver, Men ei en saadan Mand, som jeg.

Ydmyghed maatte lee dertil, Og sagde: Lad os gaae tilbage;

Thi hvor vi end i Verden drage, Vi lutter Hovmod finde vil. Erfarenheden svarte hende:

Tæt herved Fyrstens Bolig er, Vi ikke bør vor Reise ende,

Førend vi først har været der.

De kom derhen, gik Slottet om,

Den mindst var stolt, som meest var værdig, Men Portneren var meest hoffærdig,

Omsider de til Fyrsten kom,

En Herre, deilig, prægtig, herlig,

Var fuld af Glans og Majestet,

Derhos omgiengelig og kierlig,

Og fri fra al Hovmodighed.

Erfarenheden sagde: See,

Her kan du Verdens Daarskab lære, Ydmyghed findes hos en Herre,

Men Stolthed hos en Tienere.

O! svarede Ydmyghed, give

Hver Herre var saa klog, som han, Saa skulde ikke Hovmod blive

Saa stor hos Folk af mindre Stand.

48 Hovmodigheden er desværre

Almindelig i alles Stand,

Dog kan man af min Fabel lære,

Den tit er størst hos minste Mand.

En Ørn i Høiden tier stil,

Naar Hanen paa en Møding galer;

Thi den, som Æren hører til,

Ei gierne af sit Fortrin praler,

Af sin Natur Demanten glimrer,

Og har sit Værd udi sin Art,

Men slebet Glas ved Lys kun skimrer,

Og Flitterguld fordunkles snart,

Men hvis hver Fyrste var et Ydmygheds Exempel, Kom andre ei saa tit i Hovmods Afgudstempel.