↩

Et Brev til Forfatteren

af de

Kiøbenhavnske

Samlinger,

angaaende

Skrive-Friheden.

Kiøbenhavn 1771,

trykt hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet

2
3

N. N.

Kiære Ven! hvad har De dog i Sinde med det 2det Stykke af Deres Samlinger? Skal det være en Liig-Tale over en Død, eller en Lykønskning til een opvakt fra de Døde? Jeg veed aldrig hvad der kan have bevæget Dem til at ophæve saa stærkt trykke eller som de kalder den, Skrive-Friheden, allerheldst i vore Tider, da Ugudelighed og Frækhed har naaet den høyeste Spidse. Nu at give enhver Frihed at skrive

alt hvad han vil, det er at give en rasende Sværdet i Haanden.

For saa vidt har De uden Modsigelse ret, at en skarp Censur over Bøger, allerheldst naar den falder selvkloge Haarkløvere i Hænde, er som Baand og Kiæde for Skribentere, og ret en Pest for gode Skrifter: De Lande, der staar under det Pavelige Aag, give os et syensynligt Beviis herpaa; Thi de store Aander der har baade Iver og Duelighed til at befordre Videnskaber med gode nyttige Skrifter, ere et frivilligt Folk, som ikke lader sig tvinge. Men følger vel deraf, at Skrive-Friheden bør være aldeles selvraadig og uindskrænked? Det kan dog aldrig finde Deres Bifald, at ugudelige, forargelige, oprøriske, ærrorige Skrifter udbredes ved Trykken. Den første Grøde af vores Trykke-Frihed er ikke langt fra den Klasse. Tag for sig, Kiære, Fortegnelsen paa alle de Skrifter, som Tryk-Friheden har givet Anledning til, og leg dem alle paa Vægtskaal! Naar man undtager nogle saa gode Stykker, som Philopatreiases utidige Foster har bragt for Lyset, hvad bliver da

tilovers? hvad den største Deel anbelanger ret noget lumpent, nedertrægtigt og skammeligt Tøy. Hvad kan være skammeligere og skadeligere for den almindelige Sikkerhed, end at Pasqviller paa ærlige og velfortiente Folk trykkes og sælges offentlig?

I Begyndelsen, siger De, kunde Skrive-Friheden ikke andet end bringe hos os slette Skrifter ud, som enhver lettelig i en Hast kunde frembringe, gode derimod behøve Tid til at modnes. Ret nok, at de sleeste Skrifter som Trykke-Friheden endnu har frembragt, har ikke behøvet megen Tid, og kunde derfor uden Vanskelighed blive de første. Man kunde og i den første Heede snarest vente det slags Frugter, nu at Ondskab først har faaet Luft, nu det Baand, som hidindtil har holdet ildesinde Mennesker tilbage, er bleven løst; Friheds Misbrug er ofte en Følge af Tvang. Men er man og vis paa at det vil blive derved? Saa længe der ere onde Mennesker til, er det ikke at vente. Iblant delt store Hob vil altid findes saadanne, som for at sette deres Ondffab i Verk, finde Behag i at

antaste iblant Folk de allerbeste, iblant Ting det allerhelligste.

De tænker ellers det har ingen Fare: Slette Skrifter, siger de, forsvinde af sig selv, og frembringe ofte gode. Det kommer mig alt for, Kiære Ven, som De i Deres Undersøgning om hvad got og ont vi kunde vente os af Skrive-Friheden, giøre for lidet af det onde imod at giøre for meget af det gode. Skrifter af ingen Smag og sund Sands, slette baade i Materie og Form, søger ingen at bevare, følgelig maa de snart forsvinde: Men der bor giøres Forskiel paa slette og onde. Slette Skrifter lader man passere frit; de staae deres egen Eventyr. Den største Skade man kan vente sig af dem, er at Forstanden fordærves og en slet Smag udbredes; Men med onde Skrifter er det langt anderledes beskaffen. Ved dem fordærves baade Forstand og Villie. De døe ikke ud saa let som de fødes, men udbredes ofte desmere og bevares desbedre, just fordi de ere onde. Dristighed, Nyhed, spillende Tanker, artige Talemaader føde Behag, Behag føder Bi-

fald. Lad dem end forsvinde, er dermed alt deres onde til Ende? Ikke Skuddet, men Skaden varer længe. Den onde Sæd, de farlige Meeninger, de fordærvede Sæder, slige Skrifter føde af sig, lader sig ikke saa let udrydde hos Mennesker af Naturen langt meere bøyelige til ont end got. Naar man stiller sig for Øyne den store Indflydelse, Meeninger har i menniskelige Handlinger og hvor let den store Hob, endog iblant Lærde, lader sig drage af andres Meeninger, hvorledes kand da den Skade af onde Skrifter agtes ringe? Intet der meere kan forderve gode Sæder, den rette Hoved-Grund til alt borgerligt gode, end onde Skrifter, fulde af Eder og Galde imod Religionen, Regieringen og brave Folk. Vilde Dyr og vanefuld Qvæg bør Eyeren vogte for Beskadigelse; Skal da Mennesket, det farligste iblant alle Creaturer, frit kunde giø re hvad ont han vil? Lad os ikke søge ved Frihed at befordre det onde: det har desuden Kræfter nok af sig selv.

De trøster sig ved at gode Skrifter foranlediges ofte ved onde: Ja underti-

deu skeer det saa, men hverken ofte eller altid. Thi gode Skribenter, duelige til at igiendrive falske skadelige Lærdomme med Fynd ere øveralt saa, og endnu færre som vil befatte sig dermed. Og om det end skeer, det onde bliver ligevel hos de fleste staaende ved Magt. Det nye, det behagelige, det smigrede for vore onde Tilbøyeligheder i skabelige Skrifter, giør langt større Indgang, end alt det grundige i Giendrivelsen; Folk i Almindelighed søge ikke saa meget efter det sande som det Behagelige, de læse meere til Fornøyelse end Underviisning.

De meener i øvrigt, at Skrive-Friheden staaer i saa fast en Sammenheng med

gode Skrifter, at man Ikke kan røre ved

det eene uden tillige at bortrømme der andet. Men skulle vel ogsaa brave velsindede Skribenter holdes fra at skrive vel, fordi det ikke tillades de onde at skrive ilde? Jeg indseer ikke den Sammenhæng. Det Forbud Lovene sette til Gierde for farlige Skrifter formaaer i der høyeste ikkun dette, at i fald Skribenten er saa egensindig at han ingen

Lutring vil vide af at sige, man da maae savne det gode tillige med det onde. Men det Tab, kan vel aldrig være saa vigtigt, at det skulle overveie den Fare det Almindelige sættes udi ved onde forargerlige Skrifter.

Lad os nu komme til det meget gode som i deres Tanke skal blive en Følge af Skrive-Friheden. Med Tiden, siger de, have vi Aarsag til at haabe gode og udførlige Skrifter, hvorudi Sandheden siges uden Skye, dog med Anstændighed. Skulle disse gode Skrifter være en Frugt af Skrive-Friheden, da maae De nødvendig forudsette at samme tilforn ved Censurens Tvang ere holdte tilbage. Men jeg troer De giør vores Danske Censur uret. Vel har jeg Hørt, at adskilligt anstødigt imod Religionen og Staten ofte derved er bleven afværget, men at gode Skrifter og Tanker, endog oftest de beste, ere blevne Undertrykte, det har jeg aldrig Hørt. Dog de anfører selv et Beviis derpaa, nemlig det i Capitain Lütkens Deconomiske Tanker udeladte 6te Capitel om Forpagtninger, eller som Auctor kalder det selv: om For-

Høyelses-Told og Told-Forpagtning. Hvad der har forvoldet denne Udeladelse, det forklarer den brave Mand selv, naar han skriber, S. 55. Dette Capitel har Autor efter en Judicieur Vens amiable Raad udeladt til videre. Hvad heller nu Censor eller nogen anden har givet ham dette Raad, saa seer man deraf, at ingen Egenmyndighed eller despotisk Forbud, men et venligt Raad har været Aarsag dertil. Paa hvad Grund dette Raad er bleven bygged, kan jeg ikke vide, siden jeg ikke har feet Capitelet, dog giver Tidens Omstændighed mig Anledning at giætte, eftersom den 1te Part af de berømte Oeconomiske Tanker er udkommen 1756, just ved den Tid da Told-Forpagtningen paa adskillige Steder i Rigerne allernaadigst var bleven paabudet, at det Capitel maaskee har haft noget imod samme. Er det nu saa, da bortfalder derved al deres Critiqve, da det er bekiendt, at det tilforn hos os ikke har været nogen tilladt i offentlige Skrifter at bedømme Regierings- og Stats-Sager. Thi endskiønt jeg vel er af samme Tanker som De, at man udi ofte har giort en Hemmelighed af det

som ingen Hemmelighed burde giøres af, saa veed man dog at Regieringen tilforn har tænkt anderledes, og at en Censor følgelig ved at tillade fligt havde underkastet sig saaledes som ofte skal være skeet, Erindringer om ikke Irettesættelser. For Resten er det ikke min Sag at forsvare de gode Mænd, som Censuren tilforn har været betroet; det er for Deres egen Skyld jeg erindrer dette, at ikke Deres gode Charakteer hos Publikum skal lide ved offentlig Forurettelse imod andre. Kan ellers gierne være, at Censores, som efter Loven ikke vare videre forbundene end at afværge alt anstødigt imod Religionen og Staten, undertiden have strakt deres Magt og Myndighed for vidt; Men skulle ikke den Misbrug kunde hemmes uden just at nedrive den heele Dæmning og derved at give Ondskab sit fulde Løb?

Gaa lidet nu Censuren har været Aarsag til gode Skrifters Død og Undergang, saa lidet kan Skrive-Frihed ansees for en Kilde til deres Liv. At der ikke skrives

saa meget hos os, som i en Deel andre Lande, hvilke et langt større Antal af Lær-

de, Beliggenheden, med meere giver et anseeligt Fortrin for os, beroer paa gandske andre Aarsager: Skrive-Friheden giør meget lidt enten til eller fra. Ikke desto mindre, at der vil findes hos os i Fremtiden ligesom tilforn, al den Tid intet indfalder, hvorved de Lærdes arbeidsfulde Iver maatte qvæles, om ikke mange saa dog nogle, der ved gode Skrifter søge at befordre Videnskaber og udbredeNationens Ære, vil jeg ikke allene ønske men ogsaa haabe, uden just at bygge mit Haab paa de Herrer Lutkeners Oecouomiske Skrifter og Hr. Etats-Raad Guldbergs almindelige Historie. Jeg er vel eenig med Dem derudi at disse med flere (jeg tor endog legge Deres egne til) ere smukke priisværdige Skrifter, omendskiønt det ikke just er Frihed i at skrive der giver Dem deres rette Værd; Men hvorledes samme der have seet Lyset længe før Skrive-Friheden, kan være Borgen for, at den følgende Tid vil bære mange saadanne herlige Frugter, begriber jeg ikke.

Iblant andet, der foraarsager Dem en inderlig Glæde over den forønskte Dag,

De saa meget haver længtes efter, er ogsaa dette: at enhver kan vise sig saadan som han er. Vist nok ville de viise sig saadanne som de ere, men da det er sig selv og andre, end og heele Nationen til Beskiemmelse, at onde Skribenters rette Skikkelse kommer for Dagen, saa var det efter min Tanke bedre, at man, for at holde Skammen inde, fik den slet ikke at see.

Hvad er det videre for got, som Skrive-Friheden i Deres Tanker skal bringe til vene? Over Hovedet har man Aarsag at haabe, siger De, at Skrive-Friheden vil bringe vort Folk fra forfængelige Ting til alvorlige, opmuntre det, udbrede Kundskab, forjage Dorskhed og Søvn, giøre os igien til et Folk, som vi have afladet at være osv. Lutter herlige Frugter, maatte de kuns blive virkelige! Var det om Ønsker at giøre, da ville jeg foreene mit med Deres, at vore Landsmænd maatte føres fra Forfængelighed til Alvorlighed, at Kundskab maatte udbredes, Søvn og Dorskhed forjages, men at Skrive-Friheden skal blive det rette Middel dertil, er

hos mig et blot Ønske uden Haab. Den vil maaskee foraarsage, at der strides herefter meere end før, men til at opnaae det Øyemaal, Bøgerskrivning bør sigte til, kommer det ikke saa meget an paa at skrive meget, som at skrive got. Videnskab, Dyd, gode Sæder saa vel som de befordres ved gode grundige Skrifter, saa meget hindres de ved mange slette. Havde Bøgerskrivning ingen anden Nytte end at flye ørkesløse Folk noget at giøre, kunde der uden synderlig Betænkning vælges eet af to: enten at skiære Svovl-Stikker eller at skrive Bøger, men unægtelig har den en langt ædlere og Høyere Hensigt, som faa ere i Stand til at fyldestgiøre. Ved offentlige Skrifter at formeere Videnskab, at opdage og oplyse Sandheder; endog naar der strides for den gemeene Mand, at udbrede al slags nyttige Skrifter, at danne Folkets Sind, at plante Liv og Lyst til noget Retskaffen; er visselig ikke enhver Mands Sag. Til alt dette behøves en Pen geleidet af Forstand, ellers var det bedre den aldrig var skaaren.

Endelig har De det gode Haab, at Skrive-Friheden skal giøre os igien til et Folk, som vi have afladet at være, berige, udvide vort Sprog, Uden hvilket at holde i Agt og ære intet Folk kan kaldes Folk. Den Fliid der anvendes paa at pynte og forbedre sit Fædrenelands Sprog, udtydes vel ikke altid til det beste. Man veed hvad Betænkning Adskillige have giort sig over Kong Ludewig den I4des Hensigt dermed, og den Tid Hugonotterne lagde sig først efter at tale og skrive vel fransk, var det saa langt fra, at de bleve høyt anseet derfor, at det tvertimod blev lagt dem til Last og antaget som et Beviis paa et oprørisk Sind. Det uanseet er jeg af samme Tanke som De, at duelige Folke Bestræbelser for at faae Landets Sprog forbedret, ere altid og allesteds priiselige, endog i de Lande, hvor Veltalenhed ikke har nogen besynderlig Indflydelse i Regieringen. Men er ikke ogsaa i vore Tider endeel bleven arbeidet derpaa? Uforbederligt er vor Sprog aldeles ikke bleven, thi foruden

andet fattes endnu Hoved-Sagen: en fuldstændig Ordbog, men Forbedringen er alligevel ikke saa ringe, at den jo fortiener med Taknemmelighed at erindres.

I øvrigt, da Sproget ingen Forbedring kan vente ved at skrive meget, men ved at skrive vel, saa indseer jeg ikke hvorledes Skrive-Friheden skal kunde bringe den tilveye; thi af den store Hob af Skribenter, ofte ukyndige i alle Sprogs Grund-Regler, kan man snarere vente, at Sproget forværres end forbedres. Ikke heller er Skrive-Friheden bunden til det danske Sprog allene. Hvem der skriver ikke just for den gemeene Mand, eller noget angaaende vores eget Land i sær, men til Videnskabers Befordring i Almindelighed, han vil dog gierne, for at giøre Nytten af sin Skrivning desstørre, og at udbrede Landets Ære til Fremmede, vælge et Sprog meere almindeligt end vores Danske:

Det maa være som det være vil, Skrive-Friheden er overalt Deres Cap de

bonne esperance. Ja for saavidt har De ret, at i at skrive, som i andet, bør regiere Frihed uden slavisk Tvang, men aldrig saa stor, at der tillades enhver at komme frem uden Indskrænkning med alt hvad han vil. En ganste ubunden Frihed er en Selvraadighed, ikke Frihed: Den rette Frihed er at regieres af gode Love. Jeg tilstaaer gierne at vore Love, naar de forbyde at skive noget imod Religionen, Regieringen eller gode Sæder, kunde behøve noget nøyere at bestemmes, hvilket jeg ogsaa meener uden Vanskelighed at kunde lade sig giøre; Men at der uden mindste Undtagelse upaaanked maa skrives og trykkes alt hvad en forvoven Ondskab drister sig til at føre for Lyset, er noget uhørt endog hos dem, der ere meest paaholdene paa deres borgerlige Frihed. Hvorfor man og kand have det faste Haab, ligesom bores Dyrebare Konge i allerbeste og ædelste Hensigt har tilladt Skrive-Friheden, at han ligeledes af allerhøyest Iver for det Almindelige herefter vil søge paa nogen Maade at hemme Misbrugen af samme. Sant nok at den givne Frihed ikke frieta-

ger de onde for Politiets Tiltale, men at forebygge ont er dog altid rettere og bedre end at straffe, allerhelst man veed hvor megen Vanskelighed Rettens Tiltale og Straf er underkastet.

For at adlyde Deres Villie har jeg nu sagt Dem, kiære Ven, med den frietalende Oprigtighed, som den eene Ven er den anden skyldig, min Betænkning om det andet Stykke i deres Samlinger; Mere denne Gang tillader hverken Tiden eller Rummet. Jeg blev ret forbauset da jeg fik det førstat see. Har da Censuren tænkte jeg, holdt noget Got hos Dem tilbage, eller har De i Sinde at komme frem med noget forvovent? Af Frygt for det sidste blev jeg opvakt til nogen større Opmerksomhed; Jeg søgte allevegne omkring, i sær foretog jeg det første Stykke paa nye, men fandt dog ikke at Engelen havde prædiket for Dem noget nyt Evangelium. Intet i det øvrige som jo efter min Tanke gierne kan passere, men det Stykke om Skrive-Friheden vil jeg raade Dem som en Ven at De holder inde med, eller i

det mindste ikke i den Form det har, at lade det komme for Lyset. Hvad vil Folk ellers tænke, naar de seer det 1ste Stykke sigtende til at stadfeste Religionen, det 2det derimod at aabne Dør for dem Der ville antaste samme. Lad Begrædelses Arket over Risengrøden beholde sin Klage over Censuren for sig selv. Brave Skribenter, som De, behøve ingen Skrive-Frihed, onde derimod og ildesindede bør ingen nyde.

Til sidst, maa jeg erindre Dem om, at De ikke forglemmer at fuldføre det sidste Stykke om Bøger. Maatte det end synes at de tvende anførte Bøger ere nok for eengang til Læserens Underviisning, saa vil det dog være fornøden naar De melder om Leuthingeri Opera udgivne til Frankfurt af Küster 1729 i Qvarto, at forklare hvad det er for et følgende Verk, der udkom paa samme Tid. De meener uden Tvivl Krausii Udgave i samme Aae til Wittenberg, som indbefatter baade Leuthingeri Commentaricr d. rebms

Brandenb. saavelsom garcæi Succest. atqve res geftas Præf. Marchiæ Brandenb.; men en Læsere ubevandret i den Lærde Historie kan umuelig vide Deres Mening, naar ingen videre Forklaring kommer til. Siden De melder om Küsteri Edition af 1729, saa var det vel ikke af Veyen, tillige at underrette Læseren om den første rare Udgave af Leuthingeri Commentarier i nogle Tomer i Oktav. Maa skee flere end just Begyndere i Videnskaber kunde være tiente med den Underretning. Vidtløftigheden kan ikke være til nogen Hinder, thi det kan altsammen afgiøres med 2 a Linier.

Jeg forbliver osv.