Et Brev til Forfatteren af de Kiøbenhavnske Samlinger, angaaende Skrive-Friheden, Paa nye trykt med Anmærkninger til Forsvar for Skrive-Friheden.

Et Brev

til

Forfatteren

af de

Kiøbenhavnske Samlinger,

angaaende

Skrive - Friheden,

Paa nye trykt med

Anmærkninger

til Forsvar for

Skrive-Friheden.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Brødrene Berling.

2
3

Fortale.

Forfatteren af dette Brev bør ikke blive fortrydelig over at see det her trykket paa nye. Siden han har kun ladet trykke nogle faae Stykker deraf, er der ingen rimelig Maade at modsige ham paa , undtagen ved at lade det trykke tillige. Han har skrevet, som det synes, i Urolighed og Misfornøyelse i Sindet over nogle slette Stykker, som paa nogen Tid ere komne for Lyset, og derfor har han

4

ikke nok overlagt sine Tanker. Hvor faa Exemplarer han end har ladet trykke af dette sit Brev, og til hvem han end har bortgivet dem , kan det dog skee, at nogle kunne blive fristede til at tænke ilde om en Tilladelse, som uden Modsigelse giør Regieringen en sand Ære, og som, uagtet nogle Misbrug, er i Stand til at befordre meget got, fordi den ophøier den tænkende Deel af Nationen, og bringer den Ligevægt tilbage igien, som bør være imellem nogles Myndighed og Anseelse, og andres Klogskab og Forstand. Vi har længe nok været nødte til at stemme vor Sang efter andres høitlydende Lire.

5

N. N.

Kiære Ven! hvad har De dog i Sinde med det 2det Stykke af Deres Samlinger? Skal det være en Liig-Tale over en Død, eller en Lykønskning til een opvakt fra de Døde? Jeg ved aldrig hvad der kan have bevæget Dem til at ophæve saa stærkt Trykke- eller som de kalder den, Skrive-Friheden, allerheldst i vore Tider, da Ugudelighed og Frækhed har naaet den høyeste Spidse (a). Nu at give enhver

(a) Den Sætning er ubeviislig. At der er ryggesløse Folk til, det kan man let see, men det har der været altid, og de forgangne Tider kan ikke rose sig meget imod os.

6

Frihed at skrive alt hvad han vil (b), det er at give en rasende Sværdet i Haanden.

For saavidt har De uden Modsigelse ret, at en skarp Censur over Bøger, allerheldst naar den falder selvkloge Haarkløvere i Hænde, er som Baand og Kiæde for Skribentere, og ret en Pest for gode Skrifter:

De Lande, der staar under det Pavelige Aag, give os et øyensynligt Beviis herpaa; thi de store Aander der har baade Iver og Duelighed til at befordre Videnssaber med gode nyttige Skrifter, ere et frivilligt Folk, som ikke lader sig tvinge (c). Men følger vel deraf, at Skrive-Friheden bør være aldeles selvraadig og uindsskrænked (d. Det

(b) Hvor staaer det, at enhver har Frihed at skrive alt hvad han vil. Nei, nei; jeg vil ikke raade nogen at prøve derpaa.

(c) Nu ja, er det da ikke got, at disse store Aander ikke skal falde selvkloge Haarkløvere i Hænde ?

Jo vist, nok er det saa, kiære Hr. Forfatter!

(d) Nei, ingen af Deelene, uden saa er, at det forstaaes om Frihed fra den Skranke, som Censuren sætter. Men disse Ord komme af det urigtige Begreb, at man kan skrive og trykke alt hvad man vil, og det har aldrig nogen sagt.

7

saa dog aldrig finde Deres Bifald, at ugudelige, forargelige, oprøriske, ærrørige Skrifter udbredes ved Trykken (e). Den første Grøde af vores Trykke-Frihed er ikke langt fra den Klasse. Tag for sig, Kiære, Fortegnelsen paa alle de Skrifter, som Tryk-Friheden har givet Anledning til, og leg dem alle paa Vægtskaal! Naar man undtager nogle faa gode Stykker, som Philopatreiases utidige Foster har bragt for Lyset, hvad bliver da tilovers (f)? hvad den største Deel anbelanger ret noget lumpent, nedertrægtigt og skammeligt Tøy. Hvad kan være skammeligere og skadeligere for den almindelige

(e) Nei det finder aldrig nogen ærlig og brav Mands Bifald. Men naar det skeer, saa er det en Ulykke, som ingen kan giøre noget ved. Skulde man vel forbyde at bære Kaarde, fordi nogle have stukket Folk ihiel?

(f) Jo der bliver tilovers det Stykke om de Academiske Examina, Philokalus, Hyænejagten, Philonorvagus, og meer faae vi, om ikke ret lang Tid, saa at de slette Stykker kan gierne siges at være betalte. Altsammen er det vist ikke saa slemt.

8

Sikkerhed, end at Pasqviller paa ærlige og velfortiente Folk trykkes og sælges offentlig (g)?

I Begyndelsen, siger De, kunde Skrive-Friheden ikke andet end bringe hos os slette Skrifter ud, som enhver lettelig i en Hast kunde frembringe, gode derimod behøve Tid til at modnes. Ret nok, at de fleste Skrifter som Trykke-Friheden endnu har frembragt, har ikke behøvet megen Tid, og kunde derfor uden Vanskelighed blive de første (h). Man kun-

(g) Ja skammeligt er det, men ikkun for Forfatteterne. Skaden er ikke stor, naar man seer den med de bare Øine. Jeg kan giætte, hvilke Skrifter Forfatteren meener, og jeg forsikrer ham, at jeg formedelst dette Lapperie ikke har forandret det mindste af mine Tanker om disse Folk. Det er gaaet mig som det vist nok er gaaet mange andre. Man læser det, leer engang, om det er værdt, kaster det bort, foragter det tilligemed Narren , som skrev det. Nei, det er vist ikke ved saadanne Skrifter, at Folks Reputation skal ruineres.

(h) Ja, ja, store Værker have vi ikke faaet. Men Philodanus og det andet, jeg har nævnet er vel got

9

de og i den første Heede snarest vente det Slags Frugter, nu at Ondskab først har faaet Luft, nu der Baand, som hidindtil har holdet ildesinde Mennesker tilbage, er bleven løst (i); Friheds Misbrug er ofte en Følge af Tvang. Men er man og vis paa at det vil blive derved? Saa længe der ere onde Mennesker til, er det ikke at vente. Iblant den store Hob vil altid findes saadanne, som for at sette deres Ondskab i Værk, finde Behag i at antaste iblant Folk de allerbeste, iblant Ting det allerhelligste (k).

De tænker ellers det har ingen Fare: Slette Skrifter, siger De, forsvinde

nok efter sin Størrelse. De veed vel selv. Hr. Forfatter! at mangen een skrev slet om en Materie, just fordi han vilde skrive meget.

(i) Kiære Hr. Forfatter? Er der da ingen andre Maader at skade Folk paa, end Skrive-Frihed? Er heele Evret opgivet, fordi Censuren over Bøger er ophævet? Hvad er dette for noget ? k) Ja, det vil der vel og; men Mørke vil omgive dem, Skam og Skiændsel følge deres Skrifter i den korte Tid de ere til; thi saadanne Skrifter arves vist ikke af syvende Mand, det kan De kuns være vis paa.

10

af sig selv, og frembringe ofte gode.

Det kommer mig alt for, kiære Ven, som De i Deres Undersøgning om hvad got og ont vi kunde vente os af Skrive-Friheden, giøre for lidet af det onde imod at giøre for meget af det gode. Skrifter af ingen Smag og sund Sands, slette baade i Materie og Form, søger ingen at bevare, følgelig maa de snart forsvinde: Men der bør giøres Forskiel paa slette og onde. Slette Skrifter lader man passere frit; de staae deres egen Eventyr. Den største Skade man kan vente sig af dem, er at Forstanden fordærves og en slet Smag udbredes; men med onde Skrifter er det langt anderledes beskaffen. Ved dem fordærves baade Forstand og Villie. De døe ikke ud saa let som de fødes, men udbredes ofte desmere og bevares desbedre, just fordi de ere onde (l). Dri-

(l) Dette er vist nok for meget sagt, at de bevare» desmeere, fordi de ere onde. Hvorledes skal dette kunne bevises? Og troe mig, kiære Hr. Forfatter; at de, som finde Behag i saadanne Skrifter, forderves ikke stort af dem, thi de ere vist fordervede før.

11

stighed, Nyhed, spillende Tanker, artige Talemaadcr føde Behag, Behag føder Bifald. Lad dem end forsvinde, er dermed alt deres Onde til Ende? Ikke Skuddet, men Skaden varer længe. Den onde Sæd, de farlige Meeninger, de fordærvede Sæder, slige Skrifter føde af sig, lader sig ikke saa let udrydde hos Mennesker af Naturen langt meere bøyelige til ont end got (m). Naar man stiller sig for Øyne den store Indflydelse, Meeninger har i menneskelige Handlinger og hvor let den store Hob, endog iblant Lærde, lader sig drage af andres Meeninger, hvorledes kan da den Skade af onde Skrifter agtes ringe? Intet der mere kan forderve gode Sæder, den rette Hoved-Grund til alt borgerligt gode, end onde Skrifter, fulde af Eder og Galde imod Religionen, Regieringen og brave Folk (n). Vilde Dyr

(m) Denne Tanke behøver megen Indskrænkelse, naar der tales om Folk af Skiels-Aar og Alder.

(n) Der er endnu neppe skrevet noget elendigt Skrift imod Religionen, at der jo er i det mindste udkommet et got Skrift til Forsvar for det. Skeer det første hos os, er jeg temmelig vis paa, at det

12

og vanefuld Qvæg bør Eyeren vogte for Beskadigelse; skal da Mennesker, det farligste iblant alle Creaturer, frit kunde giøre hvad ont han vil (o) ? Lad os ikke søge ved Frihed at befordre det Onde (p): det har desuden Kræfter nok af sig selv.

De trøste sig ved at gode Skrifter foranlediges ofte ved onde: Ja underti-

sidste og vil skee. Man skal kun ikke være saa bange. Regieringen, skulde jeg troe, at enhver skriver om, med behørig Fornuft og Forstand; Skaden vil ellers blive hans egen. Brave Folk kan offentlig forsvare sig mod offentlig Angreb, naar det er af Værdie, og dog ikke af den Beskaffenhed, at Lov og Ret er nødvendig; Daarekiste-Snak kan alle Folk foragte.

(o) Det samme som giør Mennesket til det farligste blant alle Creature, giør ham og til det fuldkomneste blant alle Creature. At han skal kunne giøre frit, hvad Ont han vil, er der ingen, som nogen Tid siger, og det følger slet ikke af Censurens Ophævelse.

(p) Hvem har sagt at Frihed i sig selv befordrer det Onde; Tvang befordrer det meget meer. Frihed bestaae med Love, og der er Forskiel paa

Frihed og Ryggesløshed.

13

den skeer det saa, men hverken ofte eller altid. Thi gode Skribenter, duelige til at igiendrive falske skadelige Lærdomme med Fynd ere overalt faa, og endnu færre som vil befatte sig dermed (q). Og om det end skeer, det onde bliver ligevel hos de fleste staaende ved Magt. Det nye, det behagelige, det smigrede for vore onde Tilbøyeligheder i skadelige Skrifter, giør langt større Indgang, end alt det grundige i Giendrivelsen (r); Folk i Almindelighed søge ikke saa meget efter det sande som det behagelige, de læse meere til Fornøyelse end Undervisning (s).

De mener i øvrigt, at Skrive-Friheeden staaer i saa fast en Sammenheng med

(q) Dette er urigtigt og imod al Erfaring. Er der gode Skribenter i Landet, da komme de vist nok, naar Pligt opbyder dem. Endogsaa hos os selv har vi i denne korte Tid seet Prøver derpaa.

(r) Det faaer da være deres egen Sag. Men derfor prædiker man Fok, skriver for dem, og underviser dem, at de skal tage det til Eftertanke.

(s) Det skader jo intet, undtagen man vilde tænke, at Folk fodnøies meer ved det, som duer intet, end ved det som er got, hvilket ikke er sandt i Almindelighed.

14

gode Skrifter, at man ikke kan røre ved det eene uden tillige at bortrømme det andet. Men skulle vel ogsaa brave velsindede Skribenter holdes fra at skrive vel, fordi det ikke tillades de onde at skrive ilde (t). Jeg indseer ikke den Sammenhæng. Det Forbud Lovene sette til Gierde for farlige Skrifter formaaer i det høyeste ikkun dette, at i Fald Skribenten er saa egensindig at han ingen Lutring (u) vil vide af at sige, man da maae savne det gode tillige med det onde. Men det Tab, kan vel aldrig være saa vigtigt, at det skulle overveie den Fare der Al-

(t) Nei ikke derfor, men fordi brave og velsindede Skribenter ikke finde Behag i at lade sig mønstre, naar de gaae et Skridt uden for Landeveien,, og altsaa bør Forfatteren kunne indsee den Sammenhæng. Naar en skriver got, vil han have trykket enten alt, eller intet.

(u) Lutring, hvad skal man tænke om dette Ord? Det skulle vist være en forunderlig Mand, som man skulde give i Commission at lutre en Heel Nations Skrifter, og besynderligere endnu den, som vilde tage sig det paa.

15

mindelige sættes udi ved onde forargerlige Skrifter, (v).

Lad os nu komme til det meget gode som i deres Tanke stal blive en Følge af Skrive-Friheden. Med Tiden, siger de, have vi Aarsag til at haabe gode og udførlige Skrifter, hvorudi Sandheden siges uden Skye, dog med Anstændighed. Skulle disse gode Skrifter være en Frugt af Skrive-Friheden, da maae De nødvendig forudsette ar samme tilforn ved Censurens Tvang ere holdne tilbage. Men jeg troer De giør vores Danske Censur uret. Vel har jeg hørt, at adskilligt anstødigt imod Religionen og Staten ofte derved er bleven afværget, men at gode Skrifter og Tanker, endog oftest de beste, ere blevne Undertrykke, det har jeg aldrig Hørt. Dog

(v) Naar Forfatteren tænker i en anden Orden, end den, hvori disse Tanker tilsammen ere samlede, da vil han uden Tvil ikke see denne saa store Fare for det Almindelige. Hvorfor er der saa mange andre kloge Folk, som ikke seer det mindste af saadan stor Fare?

16

de anfører selv et Beviis derpaa, nemlig det i Capitain Lütksns Oeconomiske Tanker udeladte 6te Capitel om Forpagtninger, eller som Auctor kalder det selv: om For-Høyelses-Told og Told-forpagtning. Hvad der har forvoldet denne Udeladelse, det forklarer den brave Mand selv, naar han skriver, S. 55. Dette Capitel har Autor efter en Judicieux Vens amiable Raad udeladt til videre. Hvad heller nu Censor eller nogen anden har givet ham dette Raad, saa seer man deraf, at ingen Egenmyndighed eller despotisk Forbud, men et venligt Raad har været Aarsag dertil. Paa hvad Grund dette Raad er bleven bygget, kan jeg ikke vide, siden jeg ikke har seet Capiteler, dog giver Tidens Omstændighed mig Anledning at giætte, eftersom den . 1ste Part af de berømte Oeconomiske Tanker er udkommen 1756, just ved den Tid da Told-Forpagtningen paa adskillige Steder i Rigerne allernaadigst var bleven paabudet, at det Capitel maaskee har haft noget imod samme. Er det nu saa, da bortfalder derved al deres Critiqve, da det er bekiendt, at

17

der tilforn hos os ikke har været nogen tilladt i offentlige Skrifter ar bedømme Regierings- og Stats-Sager. Thi endskiøndt jeg vel er af samme Tanker som De, at man herudi ofte har giort en Hemmelighed af der som ingen Hemmelighed burde giøres af, saa veed man dog at Regieringen tilforn har tænkt anderledes, og at en Censor følgelig ved at tillade sligt havde underkastet sig saaledes som ofte skal være skeet, Erindringer om ikke Irettesættelser, (x) For Resten er det

(x) Har De ikke nu selv tilstaaet, Hr. Forfatter! at mange gode Ting ere blevne borte formedelst Censuren. Hvem siger at det just er af Ondskab, Censuren har forhindret gode Skrifter. Det kan gaae meget naturlig til, saaledes som De selv siger. En Censor skulde underkaste sig Erindringer og Irettesettelser. Er det derfor Under, at han ikke kunde lide nu dette Ord, nu denne Tanke, nu denne heele Side, o. s. v. Men hvad meener De vel, at en god Skribent kunde synes derom? Det er og heller ikke sagt at gode Skrift rer ere saa ofte blevne forbudne at trykkes. Men jeg skal sige Dem noget, som er vist: Der ere mange gode Skrifter blevne uskrevne, fordi de skulde kiempe med Censuren, mønstres, rettes,

18

ikke min Sag at forsvare de gode Mænd, som Censuren tilforn har været betroet; det er for Deres egen Skyld jeg erindrer dette, at ikke Deres gode Characteer hos Publikum skal lide ved offentlig Forurettelse imod andre, (y) Kan ellers gierne være, at Censores, som efter Loven ikke vare videre forbundene end at afværge alt anstødigt imod Religionen og Staten, undertiden have strakt deres Magt og Myndighed for vidt; (z) Men skulle ikke den Misbrug kunde hemmes uden just at nedrive den heele Dæmning og derved at give Ondskab sit fulde Løb? (a)

og tilsidst ikke mere være i Stand til at fyldestgiøre Forfatternes Hensigt. Har De tænkt paa dette, da De skrev Deres Brev?

(y) Det har vist ingen Fare, saavidt jeg forstaaer; thi det er uden Modsigelse, at Censuren har hindret gode Skrifter paa meer end een Maade.

(z) Ja maaskee, men er det ikke skeet, saa kunde det skee, og det er nok til at vise Herligheden af Censurens Ophævelse.

(a) Nei, saavidt jeg begriber, man her være enten Trykke-Frihed eller Censur, eet af Deelene; alt andet bliver Qvaklerie. At Ondskab giveg fuld Løb ved Censurens Ophævelse, er et for-

19

Saa lidet nu Censuren har været Aarsag til gode Skrifters Død og Undergang, saa lidet kan Skrive-Frihed ansees for en Kilde til deres Liv. At der ikke skrives saa meget hos os, som i en Deel andre Lande, hvilke et langt større Antal af Lærde, Beliggenheden, med meere giver et anseeligt Fortrin for os, beroer paa gandske andre Aarsager: Skrive-Frieheden giør meget lidt enten til eller fra. (b) Ikke desto mindre, at der vil findes hos os i Fremtiden ligesom tilforn, al Den Tid intet indfalder, hvorved De Lærdes arbeidsfulde Iver maatte qvæles, om ikke mange saa dog nogle, der ved gode Skrifter søge at befordre Videnskaber og udbrede Nationens Ære, vil jeg ikke allene ønske men ogsaa haabe, uden just at bygge mit Haab paa de Herrer Lütkeners Oeconomi-

underligt falskt Begreb, som er Grundvolden til alle disse Tanker. Man skulde tænke, at Himmel og Jord var i eet, formedelst denne syndige Censurs Ophævelse.

(b) Det er klart, at Skrive-Friheden giør til i denne Sag, endskiønt ikke alt. Af det jeg har sagt her og der i disse Anmærkninger, vil Forfatteren let see, hvorledes jeg vilde bære mig ad

med at bevise det.

20

ste Skrifter og Hr. Etatz-Raad Guldbergs almindelige Historie. Jeg er vel eenig med Dem derudi at disse med flere (jeg tør endog legge Deres egne til) ere smukke priisværdige Skrifter, omendskiønt det ikke just er Frihed i at skrive der giver Dem deres rette Værd; Men hvorledes samme, der have seet Lyset længe for Skrive-Friheden, kan være Borgen for, at den følgende Tid vil bære mange saadanne herlige Frugter,

begriber jeg ikke.

Iblant andet, der foraarsager Dem en inderlig Glæde over den forønskte Dag, De saa meget haver længtes efter, er ogsaa dette: at enhver kan vise sig saadan som han er. Vist nok ville de Viise sig saadanne som de ere, men da det er sig selv og andre, end og Heele Nationen til Beskiemmelse, at onde Skribenters rette Skikkelse kommer for Dagen, saa var det efter min Tanke bedre, at man, for at holde Skammen inde, fik den slet ikke at see. (c)

(c) Det skulde være et besynderligt Menneske, som vilde udlægge slette Skrifter til en Nations Be-

21

Hvad er det videre for got, som Skrive-Friheden i Deres Tanker skal bringe til veye? Over Hovedet har man Aarsag at haabe, siger De, at Skrive-Friheden vil bringe vort Folk fra forfængelige Ting til alvorlige, opmuntre det, udbrede Kundskab, forjage Dorskhed og Søvn, giøre os igien til et Folk, som vi have afladet at være & c. Lutter herlige Frugter, maatte de kuns blive virkelige! Var det om Ønsker at giøre, da ville jeg foreene mit med Deres, at vore Landsmænd maatte føres fra Forfængelighed til Alvorlighed, at Kundskab maatte udbredes, Søvn og Dorskhed forjages, men at Skrive-Friheden skal blive det rette Middel dertil, er hos mig et blot Ønske uden Haab. Den vil maaskee foraarsage, at der skrives herefter meere end før, men til at opnaae det Øyemaal, Bøgerskrivning bør sigte til,

skiemmelse. Hvad skulde da iblant andre Steder Engelland sige, hvor der tilligemed mange gode Skrifter styrter frem det elendigste Tøi, som nogen til kaste Øine i. Havde vi ingen gode Skribenter, da var det en anden Sag.

22

kommer det ikke saa meget an paa at skrive meget, som at skrive got. (d) Vldenstab, Dyd, gode Sæder saa vel som de befordres ved gode grundige Skrifter, saa meget hindres de ved mange slette. Havde Bøgerskrivning ingen anden Nytte end at flye ørkesløse Folk noget at giøre, da kunde der uden synderlig Betænkning vælges eet af to: enten at skiære Svovl-Stikker eller at skrive Bøger, men unægtelig har den en langt ædlere og høyere Hensigt, som saa ere i Stand til at fyldestgiøre. Ved offentlige Skrifter at formere Videnskab, at opdage og oplyse Sandheder; endog naar der skrives for den gemeene Mand, at udbrede al slags nyttige Skrifter, at danne Folkets Sind, at plante Liv og Lyst til noget Retskaffen; er visselig ikke enhver Mands Sag. Til alt dette

(d) Ja det kommer an paa een Ting endnu; det kommer an paa, at de, som kan skrive got, ikke have nødig at frygte for, at det, de har skrevet, bliver maaskee ikke trykket, det kommer an paa, at saadan en god Skribent tør skrive efter Overbeviisning, med eet Ord, kiære Hr. Forfatter!

det kommer an paa at der ingen Censur er; De maa troe mig.

23

behøves en Pen geleidet af Forstand, ellers var det bedre den aldrig var skaaren (e).

Endelig har De det gode Haab, at Skrive-Friheden kal giøre os igien til et Folk, som vi have afladet at være, berige, udvide vort Sprog, uden hvilket at holde i Agt og ære intet Folk kan kaldes Folk. Den Flid der anvendes paa at pynte og forbedre sit Fædernelands Sprog, udtydes vel ikke altid til det beste (f). Man veed hvad Betænkning Adskillige have giort sig over Kong Ludevig

(e) Alt dette er rigtigt, men kommer ikke Sagen ved. Der har vel ingen nægtet, at det var got, om vi fik lutter gode Skrifter, og dog skrevne uden Tvang af Censur; men hvor tage vi den Herlighed fra? (f) Ja, kiære Hr. Forfatter! dette maa De selv skrive Anmærkning til, om Dem behager, thi hverken af dette eller af Hugonotternes Exempel, som De siden taler om, forstaaer jeg det allermindste; vore oplyste Tider troe med Grund, at en Regiering har mere at frygte, naar Almuen er barbarisk og vankundig, end naar den er oplyst og sleben. Nu kan De selv gætte, om jeg er kommen paa Spor af Deres Meening.

24

den 14des Hensigt dermed, og den Tid Hugonotterne lagde sig først efter at tale og skrive vel Fransk, var der saa langt fra, at de bleve høyt anseet derfor, at det tvertimod blev lagt dem til Last og antaget som er Beviis paa et oprørisk Sind. Det uanseet er jeg af samme Tanke som De, at duelige Folkes Bestræbelser for at faae Landets Sprog forbedret, ere altid og allesteds priselige, endog i de Lande, hvor Veltalenhed ikke har nogen besynderlig Indflydelse i Regieringen. Men er ikke ogsaa i vore Tider endeel bleven arbeider derpaa? Uforbederligt er vor Sprog aldeles ikke bleven, thi foruden ander fattes endnu Hoved-Sagen: en fuldstændig Ordbog, men Forbedringen er alligevel ikke saa ringe, ar den jo fortiener med Taknemmelighed at erindres.

I øvrigt, da Sproget ingen Forbedring kan vente ved at rive meget, men ved at skrive vel, saa indseer jeg ikke hvorledes Skrive-Friheden skal kunde bringe den til veye; thi af den store Hob af Skribenter, ofte ukyndige i alle Sprogs Grund-Regler,

25

kan man snarere vente, at Sproget forværres end forbedres (g). Ikke heller er Skrive-Friheden bunden til det Danske Sprog allene. Hvem der skriver ikke just for den gemeene mand, eller noget angaaende vores eger Land i sær, men til Videnskabers Befordring i Almindelighed, han vil dog gierne, for at giøre Nytten af sin Skrivning desstørre, og at udbrede Landets Ære til Fremmede, vælge et Sprog mere almindeligt end vores Danske (h).

Det man være som det være vil, Skrive-Friheden er overalt Deres Cap de bonne esperance. Ja for saavidt har De ret, at i at skrive, som i andet, bør regiere Frihed uden slavisk Tvang, men aldrig saa stor, at der tillades enhver at komme frem uden Ind-

(g) Nei, De skal have Tak. Forværres saa let giør det ikke. Og har De ikke mærket, at, naar man undtager nogle usle Stykker, er Sproget got i de fleste, og taaleligt nesten i alle de Stykker, som er komne ud.

(h) Dette strider imod Erfaring, i Henseende til vore nærværende beste Skribenter; og det er ret vel.

26

skrænkning med alt hvad han vil (i). En ganske ubunden Frihed er en Selvraadighed, ikke Frihed: Den rette Frihed er at regieres af gode Love (k). Jeg tilstaaer gierne at vore Love, naar de forbyde at skrive noget imod Religionen, Regieringen eller gode Sæder, kunde behøve noget Nøyere ar bes stemmes, hvilket jeg ogsaa mener uden Vanskelighed at kunde lade sig giøre (l); men

(i) Alt hvad han vil. Dette urigtige Begreb kommer saa tit, at man snart man fortørnes derover.

(R) Ret alvorlig, kiære Hr. Forfatter! hvorledes er det fat med Deres Begreb om Frihed, og i sær om Trykke-Frihed? Er det vist, at De intet andet Begreb har om Frihed, end dette, at man, naar man har den, kan giøre hvad man vil, og at Trykke-Frihed er en Tilladelse, at skrive hvad man vil. Hvad forstaaer De ved en fri Stat, ved et frit Folk, og saa videre? Naar saadanne Begreber lægges til Grund, er der intet Udkomme med nogen Forfatter, thi paa den Maade kan man baade skrive ud og ind.

(l) Hvorledes da? Gid de havde sagt det, eller vilde sige det endnu. Man man give, hvilke Love

27

at der uden mindste Undtagelse upaaanked maa skrives og trykkes alt hvad en forvoven Ondskab drister sig til at føre for Lyset, er noget uhørt endog hos dem, der ere meest

man vil, saa troer jeg at De til dette Øiemed vil blive utilstrækkelige. Her skal jeg jo dog være en som skal censurere. Hvem skal dette være? Lad et Skrift angribe en Misbrug, hvori den selv, som skal prøve Skriftet, har Deel, mener De da vel, at det bliver approberet, lad det angribe nogle Misbrug, i Henseende til Folk, som han staaer i Forbindelse med, eller som han hænger af, som ere hans Venner, Bekiendte o. s. v. Meener De, at han tillod det Trykken, hvor rigtigt og hvor got det end var. Vil De vel fortænke ham derfor? Havde De selv Lyst til at skaffe Dem heele Familier, heele Compagnier, heele Gader paa Halsen, ved at approbere til Trykken et Skrift, som det stod i Deres Magt at hindre, sæt endog at De approberede Skriftet i Deres Hierte. Naar De nu ikke approberede det, og det dog efter Lovene kunde approberes, hvad vilde da Forfatteren og hans Venner sige, besynderlig om de just vare dem, som fornærmedes ved den Misbrug, som Skriftet handlede om ? Kiære Hr. Forfatter! De har skrevet i Deres heele Piece Meer, end De har beviist, og meer end De har overlagt.

28

paaholdene paa deres borgerlige Frihed (m). Hvorfor man og kan have det faste Haab, ligesom vores Dyrebare Konge i allerbeste og ædelste Hensigt har tilladt Skrive-Friheden, at han ligeledes af allerhøyest Iver for det Almindelige herefter vil søge paa nogen Maade at hemme Misbrugen af samme (n). Sant nok at den givne Frihed ikke fritager de onde for Politiets Tiltale, men at forebygge om er dog altid rettere og bedre end at straffe, allerheldst man veed Hvor megen Vanskelighed Rettens Tiltale og Straf er underkastet

(m) Her har vi igien dette alt hvad man vil, eller dog noget, som er ligesaa got.

(n) Men om Kongen ikke udfinder dette Middel, om det maaskee ikke er mueligt at udfinde det, bør vi prise Kongen for Frihed i at skrive det, som vi have Ret til at tænke, og jeg tør vist sige, at Efterslægten altid med Ærbødighed vil tale om Trykke-Friheden, som vor Monark forunder os. Men veed De vel, Hr. Forfatter! da har man glemt det Snavs, som nu, endskiønt uden sand Grund, oprører os saa meget, og da har man kun de gode Skrifter tilbage.

29

For at adlyde Deres Villie har jeg nu sagt Dem, kiære Ven, med den fritalende Oprigtighed, som den eene Ven er den anden skyldig, min Betænkning om det andet Stykke i deres Samlinger; mere denne Gang tillader hverken Tiden eller Rummet. Jeg blev ret forbauset da jeg fik det først at see. Har da Censuren tænkte jeg, holdt noget Got hos Dem tilbage, eller har De i Sinde at komme frem med noget forvovent? Af Frygt for det sidste blev jeg opvakt til nogen større Opmerksomhed; jeg søgte allevegne omkring, i sær foretog jeg det første Stykke paa nye, men fandt dog ikke at Engelen havde prædiket for Dem noget nyt Evangelium. Intet i det øvrige som jo efter min Tanke gierne kan passere, men det Stykke om Skrive-Friheden vil jeg raåde Dem som en Ven at De holder inde med, eller i det mindste ikke i den Form det har, at lade det komme for Lyset (o). Hvad vil Folk ellers tænke, naar de seer det 1ste Stykke sigtende til at stadfeste Religionen, det 2det der-

(o) Jeg derimod siger Dem Tak, Hr. S*, at de lod det komme, ligesom det er; det er ret got.

30

imod at aabne Dør for dem der ville antaste samme (p). Lad Begrædelses Arket over Risengrøden beholde sin Klage over Censuren for sig selv. Brave Skribenter, som De, behøve ingen Skrive-Frihed, onde derimod og ildesindede bør ingen nyde.

Til sidst, maa jeg erindre Dem om, at De ikke forglemmer at fuldføre det sidste Stykke om Bøger. Maane det end synes at de tvende anførte Bøger ere nok for eengang til Læserens Underviisning, saa vil det dog være fornøden naar De melder om Leuthengiri Opera udgivne til Frankfurt af Küster 1729 i Qvarto, at forklare hvad det er for et følgende Værk, der udkom paa samme Tid. De mener uden Tvivl Krausii Udgave i samme Aar til Wittenberg, som indbefatter baade Leuthingeri Commentarier d. rebus Brandenb., saavelsom garcæi Succesi. arqve res gestas — —

— Brandenb.; men en Læsere ubevandret i

(p) De vil tænke, at kloge Folk bliver nok kloge Folk, og Religion Religion. Har Religionen holdet Prøve i 1700 Aar, saa holder den, nok fremdeles.

31

den Lærde Historie kan umuelig vide Deres Meening, naar ingen videre Forklaring kommer til. Siden De melder om Küsteri Edition af 1729, saa var det vel ikke af Veyen, tillige at underrette Læseren om den første rare Udgave af Leuthengeri Commentararier i nogle Tomer i Octav. Man skee flere end just Begyndere i Videnskaber kunde være tiente med den Underretning. Vidtløftigheden kan ikke være til nogen Hinder, thi det kan altsammen afgiøres med 2 a 3 Linier.

Jeg forbliver & c.

** ** **

Resten i dette Brev kommer ikke denne Sag ved. Men saa mange urigtige Tanker kan man antage for Sandheder, naar man ikke med Sindsrolighed overveier en Ting. Det er Godhed uden Tvil og Ømhedsom har bevæget Forfatteren til disse Udfald, dog saaledes, at de har oprørt Sindet; men det er ogsaa ikke den første Gang, at Godhed uden Overlæg har fødet falske Domme, ligesom den ofte har frembragt urigtige Handlinger. Det er saa got at være upartisk, naar den handler om Sandhed, thi ellers kan man let giøre Fortred, og naar det skeer, kan det omtrent være ligemeget, enten det skeer af ubilligt Had imod det eene Parti, eller urimelig Godhed imod det andet.

32

Misbruge af en vis Ting bør ikke kunne sætte oplyste Folk i Harme, naar Tingen i sig selv er god. Man tænke hvad der ellers vilde blive af de beste Ting i Verden, og om man ikke tilsidst let skulde kunne bevise, at der er farligt, at Folk kan læse og skrive. Dersom Tryk-Friheden havde varet hos os i disse sidste tyve Aar, da havde vi uden Tvil været fri for mange af de Ulykker, som vi nu sukke over. De kan vare forsikret. Hr. Forfatter! at det er ikke nær saa farligt, at nogle kan skrive hvad de vil, (efter Deres Talemaade), som at andre kunne giøre, hvad de vil, uden at nogen tør eller kan give nogen Oplysning derimod. Det er kun Skade at De ikke har skrevet Deres Forslag, hvorledes Misbrugen kunde hæves, uden at tabe Herligheden; men jeg frygter, at det vilde blive af samme Beskaffenhed, som eet, jeg har hørt af en anden. Man skulde befale enhver, sagde han, at sætte sit Navn under, hvad han skrev. Nei, da maatte man Heller have den mægtige Censur tilbage igien med al dens Egensindighed, naar man skulde vare nødt til at publicere sin Person tilligemed sit Skrift. At Bogtrykkeren bør have Mand for sig i paakommende Til fælde, er vel saa naturligt at det ikke behøver Befaling, endskiønt det var maaskee got at befale det.