Samlinger, Udgivne af Peter Friderich Suhm. 1. Bind 1. Stykke,

Samlinger,

Udgivne

af Peter Friderich Suhm.

1. Bind. 1. Stykke.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos Brødrene Johann Christian og Georg Christopher Berling.

2
3

Fortale.

Fra Aar 1761 til 1765 udgav jeg udi Tronhiem under Philalethi Navn 5 Tomer af Tronhiemske Samlinger; deres Indhold var forskiællig, historisk, moralisk, satyrisk, oeconomisk, critisk, litterarisk. Disse Samlinger, som jeg nu her udgiver, skulle blive ligedanne, og ogsaa fire Stykker, hver af

4

fem Ark, udgiøre et Bind. Til Slutning af hvert Stykke komme korte Efterretninger om Bøgger til at staae, dog med den Forskiæl, at da de tilforn vare inddeelte i tvende Slags: Gode og slette Bøgger, saa bliver nu den almindelige Opskrift kun Bøgger, og de som fortiene at kaldes reent slette, enten i Henseende til Stiil, eller Indhold, aldeles udeladte, eller dog i det mindste meget siælden anførte; men er een af Deelene god, da anføres de; og da jeg med disse Bøggers Anførsel haver intet andet Øyemeed, end at veilede Begyndere i Videnskaber, saa ere Efterretningerne om dem derfore affattede saa korte, da og vidtløftigere vilde alene udfordre et heelt Værk, der baade kom til at overgaae min

5

Tid og min Lyst, og ogsaa vilde foraarsage, at ikkun heel faae Bøgger kunde bedømmes. De derfore, som troe, at jeg er nogenlunde i Stand til at fælde Dom over Bøgger, heldst historiske, haaber jeg tage til Takke med saadanne korte Efterretninger. De Bøgger, som i forrige Samling vare anførte, havde jeg deels læst, deels igiennemseet fra 1748 til 1765, og de som forekomme i denne efter sidst bemældte Aar 1765 til nu værende Tid. Hvad den forrige Samling angaaer, da ere derudi vel nogle Ting, som kunde synes endeel her nede overflødige, men de maae betænke, at altsammen er læmpet efter Norges Tilstand i Almindelighed, og efter Tronhiems i Særdeleshed. Alle der forekommende Afhandlin-

6

ger ere forfattede, enten paa den Tid de ere trykte, eller og kort forhen; undtagen: Samtalen imellem Hans og Peer, imellem Petrum og Theodosium; Comoedien, Den fuldkomne Kiærlighed; den forliebte Philosophus eller Galli og Lycoris Elskov, som alle ere skrevne Aar 1749: Luciani Liv og Levnet, hans Drøm, hans Prometheus, hans Nigrinus og hans Alcyon, og Samtalen imellem Christian og Eberhard, som ere af 1750: Sallustii Liv og Levnet, og hans Catilina, som ere af 1751, og Videnskabernes Historie af 1758, da jeg endnu ei havde læst Goguets ypperlige Bog om denne Sag, saasom jeg vist ellers havde ladet saadant Foretagende beroe. Der-

7

som den forliebte Philosophus havde været skrevet i senere Tider, saa havde jeg og vel ladet blive at skiæmte med Richardson, som jeg da ikkun kiendte af hans Pamela, der vel altid bliver en maadelig Bog, og ikke af hans udødelige Clarisse og Grandison. Imidlertid bliver det dog altid en Feyl af mig, at jeg ved Trykningen ey haver ladet dette ude, og alt for hastig overseet det. I den Afhandling om Videnskaber kan det vel synes, at jeg fordrer for megen Kundskab af en Præst, men derved maae baade agtes, at jeg efter den bekiendte Regul fordrer saa meget, for at erholde noget, saa og at det fornemmeligen er skrevet for at vise, at ingen Videnskab

8

er unyttig, og at man ei kan vide for meget, men at de Omstændigheder kunne treffe ind, da man maae beklage at være ukyndig i den Videnskab, som man havde tænkt at komme sig mindst ved; saa at dette egentligen er skrevet for at stoppe Munden til paa Videnskabernes Foragtere. Til Slutning vil jeg anføre deels nogle Trykfeyl, dels nogle af mine egne. Udi den første Tome p. 34. l. 29 Arestoteliske - - - læs - - Aristoteliske, p. 54. n. 9. De Ord Pastoris apud S. Nicolaum Hafniæ udslettes , thi jeg haver blandet Peder Brinch, Autor af dette Skrift, med Iver Brinch, som var Præst ved Nicolai Kirke i Kiøbenhavn.

P. 64. l. 31. Libr. - læs libri.

P. 232. l. 8. komme læs kommer.

9

Anden Tome p. 126. n. 115. Lucina sine concubitu er skrevet af den Engelske Physico Hill, og skal være en Satyre imod den Franske Philosophi Buffons Systema om Generationen; saa at jeg haver giort Autor uret, ved at ville holde ham mistænkt for at være udi dette Skrift ilde sindet imod den Christne Religion; men derfor bliver dog Skriftet en slet Satyre.

P. 183. l. 2. 14 - læs - 18. l. 4. 504 - læs - 648.

P. 219. l. 9 Entes læs - Entia.

Tredie Tome p. 181. Naar jeg der siger, at vi nu omstunder have ingen omstændelig Historie om Augusti Regiering af de gamle selv, saa haver jeg forhusket mig, thi vi have saadan en af Dione Cassio.

10

Femte Tome i Tabellen over det Danske Konge-Huus i det 10 Sæculo ere adskillige Trykfeyl. Gunhild, en Dotter af Miseco, burde staae saa høyt oppe ved Siden af Svend Tveskieg, at hun kunde forbindes med ham ved et, og man derved see, at hun havde været hans Dronning, og deres Børn Gyda, N. N. Astrid. N. N. Knud. Harald. derved

kommet til at staae lige under dem. Oluf Tryggvasön burde have staaet Høyere op, saa at man tydeligen havde kunnet see, at det som staaer for ved ham, forbinder ham med Thyra, og at han har været hendes Mand.

11

I.

Religionen.

Skrevet 1765.

Alethophilus havde saaledes fordybet sig i Tanker, at han befandt sig langt fra sit Huus udi en Dal ved Midnats Tid. Denne Dal var stærk bevoxet med allehaande Træer, baade høye og lave, som gjorde den temmelig mørk, endskiønt Luften ellers i sig selv var klar, thi det var først i Junii-Maaned, da Lyset forlader ei Himlen udi Norge. Han havde sat sig ned paa Græsset, og vel i en

12

Time overveyet de vigtigste Ting, Gud, Siælen, Udødeligheden, Verden. Paa engang vaagnede han op, som af en Søvn, og slog sine Øyne i Veiret, men mørket og Stilhed mødte ham allevegne, saa at han fuld af Forfærdelse raabte: her er jo intet; men som han i det samme stod op, og rev sig paa en Rosen-Torn, skreg han; au! det giorde ont; du maa dog være til, siden du føler, men maaskee du er allene til, dog ney, det som du rev dig paa, maa vel og være til; du er altsaa til, og andre Ting ogsaa. Han gik videre frem, dog med Møye, saasom han maatte bane sig Vey igiennem Torne og Buske. Imidlertid fortsatte han sine Betragtninger. Du har ei allene Følelser, men du veed og at du har dem, du veed at du er til, du maa altsaa tænke. Imedens kom han op af Dalen, og paa det flade, hvor han satte sig ned træt af den besværlige Vey. Derfra havde han Udsigt ned i Dalen, igiennem hvilken gik en liden Bæk med en sagte Susen, som var overgroet med Hækkentræer, hvis hvide Blomster stode nu i fuld Flor, og fornøyede Øyet med den behagelige Afvexling af grønt og hvidt. Fra Dalens Dybde af reiste sig en høy Klippe i Veiret, hvis Spidse truede Skyerne, trods de Ægypkiske Pyramider; paa den

13

voxede de ranke Furrer, de spidse Graner; en Bæk styrtede sig med en brusende Lyd, og skummende ned øverst fra Toppen, og søgte Slangeviis hen i Dalen, forenende sig der med den anden. Paa begge Sider af sig havde Alethophilus store slette Marker, som prunkede af grønne, gule, blaa, røde og hvide Farver; den ene var saa lige som en Snor, Øyet tabte sig i dens Vide, nogle blaa Høyder syntes dog at sætte den Grændser, men man kunde ei nøye skille dem fra Luften; den anden gik meget lidet ned ad, men gandske jævnt, og befugtedes af Havet, som igien tabte sig i Luften. Bag ved ham laae mange smaa Høye, deels betakte med Mosse, deels beprydede med Græs og Blomster, deels besatte med Birker, Asper og Graner; imellem dem saae man nu Luften, nu Havet, nu Huse, nu det lyse-grønne, hvormed Ceres smykker sit Hoved om Vaaren, nu den Stad, som Sanct Oluf har giort navnkundig. Høyene vare at ansee, som ligesaa mange Perspectiver; satte de selv Grændser for Øyet, saa gave de det derimod dog fri Udsigt langs deres Sider, og forhøyede derved Værdien af deres Gaver. Hvorhen Øyet vendte sig, kunde det skee med Behag; ingen blindgiørende Klarhed skar det; Der var lyst, og dog ikke lyst, ret ligesom

14

naar Solen er nylig nedganget. En sagte og angenem Vesten Vind rystede Træernes Blade; Aspen skialv som i en Storm; Urterne vederqvægedes, og Dug befugtede Jorden. Efterat Alethophilus havde nogle Øyeblik mættet sine Øyne, kom Søvnen og lukte dem, da han var indtaget af dybe Tanker. Ham symes da at see en usædvanlig Klarhed i Luften, som mere og meere fordeelte sig naar han stirrede længe og nøye paa den; Tusinde Personer i skinnende hvide Klæder stege da op og ned i Luften, og raabte: Ære være den som sidder i det Høye, som maaler Himlen med sin Haand, som ryster Jorden med sin Finger, som opholder alting med sin Aande. I det samme blev der en Aabning i Luften, hvorudi viiste sig en blaa Saphir Throne, fra hvilken udgik saadant Lys, saadanne Straaler at ingen kunde see derpaa; bemeldte hvide Personer skiulte derfor Ansigterne med deres Hænder, og raabte: Ingen formaaer at skue Herlighedens Glands. Alethophilus blev forfærdet, og søgte en Hule at skiule sig i; Men en af de skinnende Mænd kom til ham og sagde: frøgt ikke; thi den Herres Godhed, hvis Glands du nu har seet, er ligesaa stor, som hans Majestæt; han haver fra Ævighed af danner alle Ting; han opholder dem og i all Ævighed;

15

han er alle Tings Kilde, Oprindelse og Aarsag; han er for noget blev; han er et bestandigt Nu; Var og Bliv findes ey hos ham; Han alleene er aldeeles frie for alt legemligt; han er ey aleene Aandernes Fader, men han er og den eene virkelige Aand; Alle andre Aander udflydde fra ham, og ere de alle foreenede med noget legemligt, meer og mindre fuldkomne, ligesom de have meer og mindre Materie, dog alle fuldkomne hver i sin Stand; Thi som han selv er fuldkommen, saa er og alt det han haver skabt, fuldkommet, hvert efter sin Orden; En Engel, et Menneske, et Dyr, en Plante, en Steen, besidde hver saa mange Fuldkommenheder, som de bør have, efter den Hensigt, paa det Sted, og til den Tidde ere skabte; Aanderne indsluttede i Legemer stige op fra den ene Fuldkommenhed til den anden, ligesom de paa en vis Maade forflyttes fra det ene Legeme til det andet, og betynges med mindre Materie; fra et Menneske til en Art af Engel; denne Fløtning har ingen Grændser; den rækker ind i Evigheden; Tingenes Orden og Kiæde er uendelig; Guds Gierninger ere uendelige, ligesom han selv er uendelig; alle Aander have Evne at tænke, men Materiernes Mængde og Vanskelighed at bevæges hindre mange af dem for en Tid; vare Aan-

16

derne fri for Materie, saa vilde de og stedse tænke, men da vilde de paa en vis Maade være Gud, thi han er den eneste absolute Aand; naar derimod en Aand har begyndt engang at tænke, saa aflader den aldrig, men dens Tanker blive stedse dybere og større; da Gud er god, saa er og alt det got, som han haver skabt; det Onde bestaaer altsaa enten kun i eders egen Indbildning; eller og varer saa kort, at det neppe bør kaldes Ont; der er intet væsentlige og virkeligt Onde til; det Skin-Onde, som derhos kun varer kort, er got for det hele, got for eder selv; Slutningen viser fuldkommen, at det I kalde Ont, har kun været et Mindre Gode; sandt nok, at de Mennesker, som ei have opført sig efter den Orden, som Gud har foreskrevet dem, straffes altid i eders Verden, ja ofte ogsaa i vor; men om Straffen varer ævig, vide vi ei engang, maaskee den er kun en nødvendig Lutrelse; eftersom Aanderne synes aldrig at kunne gaae tilbage, men stedse at maae gaae frem; deres Kundskab voxer altsaa ved hvert Trin; de indsee følgeligen de Feyl, som de forhen have begaaet; dette smerter dem, men det giør dem ei fortvilede; Christi Forsoning strækker sig til alle Tider, ind i Ævigheden; han er Gud, Gud er ævig, Gud er god, Gud er ævig

17

god; Godheden alene bragte Gud til at skabe, at lyksaliggiøre Creaturer var hans Øyemeed; hans Magt veed af ingen Grændser; overvey denne min Tale min Søn, betænk den, tro da, skue da, betragt da og nyd. Brug den Fornuft, som Gud haver skiænket Mennesket, og vær da vis paa, at du snarere skal komme til Maalet, og det uden Hinder og Stød, end de der alene overgive sig til Sandserne, og nedbøye deres Siæle til Jorden; vær overbeviist om, at ingen bliver lyksalig, uden for Christi Skyld, og ved hans Forsoning, endskiønt Aanderne maa efter deres nu værende Orden og Natur stedse gaae frem, saasom Gud kunde lade dem gaae tilbage, men har viseligen fra Ævighed af lænker sammen deres Natur og Christi Forsoning, som ogsaa kommer dem til gode, der ei her kiende ham, men for hvilke Høyere Kundstab er bereed i vor Verden, samt fortgaaende Belønning for dem, der have strider under Dydens Fane, og Straf og maaskee Lutring for dem, der have favnet Lasterne. Hvad din Fornuft, Guds almindelige Ord, ei kan lære dig, det lær af Bibelen, Guds særdeles Ord; følg din Fornuft i at forstaae den; der findes intet som strider mod Fornuften; men nogle Sandheder, som ingen Fornuft kunde

18

have aabenbaret dig i din Verden, og som du vel siden i vor havde faaet at vide, men nu har forudseet; og er det ei lidet at vinde Tiden, thi dens Fremgang er vort Væsen, og vor Fornøyelse; at tegne og udmærke hver Tid ved nye Lyksalighed, hvilken Glæde; at være vis paa, at Lyksalighederne aldrig udtømmes, at 1000 nye stedse kan legges til tusinde gamle, hvilken Forsikring. Hver Bibel Forklaring, som strider mod Fornuften, den forkast; lad en længe nok lære, at Friheden er Slave; lad Calvinus sige, at Gud har bestemt nogle til ævig Fordømmelse; Major, at gode Gierninger ere skadelige for Saligheden; Paven, at der er en hellig Gierning, at forsværge Naturen, og ei fortplante Verden, og at krybe i Huler, for der at leve, andre til ingen Nytte; Fornuften prøver disse Sætninger, befinder dem falske, og forkaster dem; leder saa i Bibelen, og mærker med Forundring og Glæde, at de ei heller findes der.

Med det samme skeede er stort Bulder, alting forsvandt, og Alethophilus aabnede sine Øyne; en dobbelt Klarhed oplysede ham da; Mørket var forsvundet; Solen, som da nylig var opganget, oplivede den forhen døde Natur, og spillede med tusinde

19

foranderlige og yndige Farver: En særdeles Munterhed havde saaledes indtaget Alethophili Sind, at han fuld af Haab og Fortrøstning fortsatte Veyen til sit Huus, som var temmelig lang. Alle Tvilsmaal vare nu for en Tid forsvundne; et nyt og usædvanligt Lys var antændt i hans Siæl; Rolighed havde der fæstet sin Throne. Solen var det første Billede, som drog hans Opmærksomhed til sig. Han løftede sine Øyne mod den, og dens Pragt lokkede følgende Ord af hans Mund til Skaberens Lov: Du prægtige Soel, som i vor synlige Verden ei haver din lige; som med dine Straaler opfylder et utroligt Rum; som sætter Farve paa alting; som giver Liv, Bevægelse, Væxt; som i det Store øde omdreyer saa mange Verdener, og dog selv svæver i det; hvo opholder dig saaledes i det Tomme? En usynlig Haand, som styrer alle Ting; af hvis Glands du kun er et svagt Billede! af hans Herlighed et usselt Udkast! Herlighed og Glands hos Gudernes Gud! Den er ubegribelig; han selv er ubegribelig; hans Ære, hans Magt forfærde mig; Tungen stammer i min Mund, mine Læber formaae ei at udsige hans Ære; Engler ere for svage dertil; hverken Tanke eller Sprog fatte den: Mægtige Gud! Himlen er din Stoel; Himlenes

20

20 =====

Himle begribe dig ikke, men du begriber alle Ting; ak! denne prægtige Soel er kun et Støv-Gran for dig! Millioner Sole flyde om i det store Vidde; de og alle deres Verdener veye intet paa din Vægtskaal; vendte du kun dit Ansigt et Øyeblik fra dem, de maatte da vende til deres forrige Intet igien; de vare i din høyre Haand; du udkastede disse Kugler, og de trille ævig; du udkastede dem til Nytte for utallige endda uskabte Creature; din Godhed alene bragte Dig hertil; den forsikrer mig imod din Storhed, thi var du alene stor, da maatte jeg forgaae; men nu du er god, saa er din Storhed min Trøst; du formaaer alt hvad du vil, og du vil ei andet end mit, end alles, Beste; Derfor skal alle ævig prise dit Navn, ævig ophøye det, ævig tilbede dig.

Neppe havde Alethophilus endet denne Tale, førend han, slaaende sine Øyne til Jorden, fik en Myre Hob i sigte, hvis flittige Beboere vare i fuld Bevægelse frem og tilbage. Forunderlige Gud, brød han ud, du er lige stor, lige viis i det smaae, som i det store! Elephanten vidner om din Magt; Hvalfisken vidner om din Magt; Men Myren, dette lidet Dyr, denne vandrende, besielede Sole Gran, vidner ogsaa om din Magt. Den lever, den gaaer,

21

den aander, den føler, den fornemmer, den formerer sig, Safterne løbe om i dens Aarer, dm fordøyer, den svælger; Vunderværke, utallige Vunderværke, flyde sammen i een Punkt, Skabningens Kræfter indskrænkes i saa smalle Grændser; for Gud er alting eet, for ham er hverken det Smaae eller det Store, hverken Indskrænkning eller Uindskrænkning, hverken tungt eller let: Du haver begavet dette lille Dyr med en rar Eftertanke og Omhyggelighed, saa at det længe forud seer hen til Fremtiden, og samler ei alene for sig, men og for sine Medbrødre, visende derved os Mennesker den Omhue, den Pligt, den Kiærlighed, den Behielpsomhed, som vi ere hverandre skyldige. O! at Mennesket ufornuftig midt i al sin Fornuft, afsindig midt i al sin Viisdom, ubarmhjertig midt i alle de Leyligheder og Grunde, som det har for sig, til at være barmhjertig, o at han denne ubegribelige sig selv modsigende Skabning, vilde erkiende dette, og lære af Myren.

Da disse sidste Ord bleve udtalte, hørtes et forskrækkeligt Skrig, som kom af en næst hos liggende Grane-Skov. Alethophilus var uden Vaaben, dog iler han med hurtige Skridt didhen, hvor Lyden

22

kom fra. Det kan være en Røver, en Biørn, en Ulv; at kaste sig ubevæbnet i deres Kløer; slig Tanke falder ham ei ind; Medlidenheds-Røst raaber paa ham; en Følelse, gaaende forud for al Betragtning, driver ham af Sted; stedsevarende Betragtning af de Grunde, som føre til Medlidenhed, havde giort Medlidenheden til en Vane, saa at hver Sands ved alle forefaldende Lejligheder forestille ham Slutningen af mange i en Kiæde hængende Grunde, der sidste led af denne lange Kiæde Dyden er da først Dyd, naar den er blevet til en Vane; naar Mennesket ei kan andet end være got; naar Pligten stedse ligger i den ene Vægtskaal, og den anden altid er tom for Modsigelse og Tvil. Alethophilus havde ei sprunget langt ind i Skoven, førend han saae en Mand med dragen Kaarde holdende et Fruentimmer, der laae paa Jorden, i Haartoppen, og just i Begreb med at støde hende Sværdet ind i Brystet. Alethophilus fik da Vinger; hvorpaa den fremmede Mand, forstyrret ved den Lyd, som han giorde i Buskene, slap Fruentimret og stod nogle Skridt fra hende. Alethophilus stilte sig midt imellem dem, og raabte: holdt inde Ugudelige, Veyen til hende er igiennem mit Bryst. Den anden, som stedse havde holdt Kaar-

23

den i Veiret, lod den da af Forbauselse falde. En maalløs Scene fulgte herpaa. Endelig blev den saaledes brudt af den anden: Alethophile er det eder. Jeg forundrer mig over eders Gierning; thi enten have I kiendt mig og hende, eller ikke; er det sidste, da er det ubegribeligt for mig, hvad som haver kunnet bevæge eder til at tage ubekiendte i Forsvar; er det første, da falder det mig endda vanskeligere at begribe, thi vi have altid været Uvenner, og hendes Opførsel har I stedse dadlet. Men, sagde Alethophilus, jeg kiendte ingen af eder, Atrox, men havde jeg kiendt jer, saa havde jeg saa meget desto snarere ilet til Undsætning, for at giøre en Uven til Ven, for at bringe en Ugudelig paa den rette Vey. Men hvad bevæger eder til at myrde Hedone, at myrde eders egen Kone? Spørger I derom Alethophile? Jeg mener at I, saavelsom alle, har seet og hørt hendes alt for fri, hendes uanstændige Opførsel. Endskiønt hun vidste, at hun derved gjorde mig jaloux, endskiønt jeg tusinde gange havde sagt hende det, endskiønt jeg idelig knurrede derover, saa blev hun dog ved at giøre det mig til Trods. Jeg passede derfor paa hende det beste jeg kunde, jeg vaagede saa at sige Dag og Nat, hvor hun soer, hvor hun drog, var jeg altid i

24

Hælene af hende. Jeg nægtede hende ofte nye Klæder, hvormed hun kun smykkede sig for at drage andres Øyne paa sig. Med alt det kunde jeg ei formærke at hun foredrog nogen vis Mandsperson i sær, men hun var fri og lystig med alle, loe, fiasede og spøgte med enhver. Dog som Blandus syntes iblant alle dem, der omgikkedes med os, og havde Adgang til vort Huus, mest at holde sig til hende, og desuden saae best ud, var høflig og altid behagelig, underdanig og føyelig mod hende, saa fattede jeg Mistanke til ham, hvorvel han efter Anseende nød intet Fortrin hos hende frem for de andre. For at komme ret efter dette, lod jeg ligesom jeg vilde reise bort til en af Værkerne. Men jeg kom uformodentlig samme Nat tilbage, og traf ham i hendes Arme. Han undgik min Hævn ved at springe ud af Vinduet; men hende har jeg slæbet hid, for at lide sin velfortiente Straf, som I dog har opholdet for en Tid. Her taug Atrox stille, og De andre ogsaa. Endelig begyndte Alethophilus at sige: Sagen er vigtig, men tillad mig at dømme imellem eder. Atrox gav sit Minde med er tydeligt ja, men Hedone, som endda laae paa Jorden, svømmende i Taarer, nikkede kun hertil. Alethophilus vendte sig da til hende, og spurg-

25

te: Om hun ei havde noget at indvende mod hendes Mands Fortælling. Hun tilstod, at det var rigtigt, at hun havde forseet sig med Blando, men bad derhos Alothophilum overveye, om han ei af hendes Mands egen Beretning kunde formærke, at hans haarde Omgang, og Blandi derimod venlige kunde meget tiene hende til Undskyldning. Efterat Parterne vare forhørte, faldt Dommen saaledes: Den faste og ubevægelige Dyd overvindes ei ved nogen Fristelse, men da den siælden findes, ja maaskee aldrig, saa bør Menneskets Dyder og Feyl veyes efter Omstændighederne. Hedone har havt en fri Opdragelse, hun er ung og smuk, af et lystigt og jævnt Gemyt, som, naar det havde faldet i en from og føyelig Mands Hænder, vilde upaatvilelig have giort hans Lyksalighed. Atrox derimod er ærbar, knap, knurrevoren, mistænkelig, og maaler alting efter den strængeste Pligt. Han burde havt en Huusholderske til Kone. Det er klart, at disse tvende Gemytter ei stemme, overeens. Hedone havde blevet den beste Kone, om hun havde faldet i en føyelig Mands Lod, og Atrox en taalelig Mand, om han havde faaet en Kone af et stivt Sind. Men endda er der mueligt, at just disse begangne Feyl kan føre, om ei til et lyksaligt, saa

26

dog til et fordrageligt, Ægteskab, saafremt Atrox vil tilgive sin Kone den begangne Forseelse, og herefter handle lemfældigere med hende, thi jeg er vis paa, at Erkiendtlighed vil da virke i Hedones Hierte, det som Pligt ei har kunnet. Neppe vare disse Ord endte, for Atrox faldt ham om Halsen, sigende: Min største Ven finder jeg i den, som jeg tænkte at være min Uven. Tak at du haver bragt mig paa rette Vey. Jeg tilgiver Hedone af Hiertet, og haaber at hun og ændrer sin Opførsel. Ja, stammede Hedone Ord frem, blandede med Suk og Taarer, du skal altid finde en Kone i mig, siden jeg har fundet en Mand i dig. Denne Dag anseer jeg for min rette Brøllups-Dag.

Alethophilus græd af Glæde, og skiltes derpaa fra dem, efterat han endnu havde meddeelt dem nogle gode Raad. Det øvrige af Veyen indtil sit Huus underholdt han sig selv med disse Tanker: Vor Dyd er dog kun svag, ringe, ja næsten ingen. Den beroer paa vort Blods meer og mindre hastige Omløb. Løber det stærkt om, da ere vi tilbøyelige til Vrede, men derhos muntre; løber det svagt, da ere vi sagtmodige, men derhos nedslagne, og mistænkelige. Forretter Maven sin Gierning

27

vel, og deeles Vædskerne ud paa behørig Maade, strax bestorme Sandserne og Fornøyelserne os; Løsagtighed er gemeenlig den Klippe, paa hvilken vi da strande; men Aabenhiertighed og Gavmildhed pleye derhos ofte at være dens Ledsagere. Er Maven svag, saa flyde Vædskerne ei som de bør, vi have da Afskye til Verden, vi tænke da om os selv, hvilke Helgene vi ere, men lad Sundhed og Styrke uformodentlig komme igien, da forsvinder Helligheden, og Verden bliver nu yndig, som før var grim. I saadan Tilstand ere vi og almindelig knarvurne, ufordragelige, giærige, haarde, Hadere af Mennesker, og beundre og elske ingen, uden os selv. Ak dette bør bringe os til at erkiende, at vi intet formaae, uden Guds Naade; at vi have ham at takke for, om vi ei geraade i saadanne Fristelser og Omstændigheder, som vilde giøre reent Ende paa vor svage saa kaldte Dyd. Ham bør vi takke for den Kraft, som sætter os i Stand til at overvinde vor Temperament, at dæmpe vore Tilbøyeligheder. Vel sandt, at Gud har befalet os at leve vel; der bør vi og giøre, og naar han seer at der er vor alvorlige Meening, og hører at vi paakalde ham, saa giver han os ogsaa Aand og Naade til at kunne udføre dette gudelige Forsæt. Uden ham

28

formaae vi slet intet, men ved ham alle Ting. Usle Menneske! hvi bryster du dig da af din Dyd? En Dyd, som den mindste Ting kan omstøde; hvi foragter du din Broder, fordi han er meere lastefuld, end du, eller og lastefuld paa en anden Maade? Han gaaer paa liderlige Huse, du er meere betænksom, du frygter for onde naturlige Følger, du skiæmmes for Folks Eftertale, du vil gierne være anseet for ærbar, du kan dog ei overvinde din Natur, saasom du aldrig har med ret Alvor raabet til Gud om Hielp, bu begaaer stumme Synder. — Ak! du ansees for bedre, og er dog værre! han følger i det mindste Naturen; du fordølger, forsværger, vanærer den; Dommens Dag, den forfærdelige Dag, vil paa en retvis Vægtskaal veye dig og ham. Dog — vore Indretninger, vor Kløgt, vor Politique er Skyld i alt dette. Gud har dannet begge Kiønnene saaledes, at det ene ei kan undvære det andet. Naar disse Drifter ere stærkest, da forbyde vor Pragt, vor Overdaad, vore Skikke dem at fuldbyrdes paa en lovlig Maade, og Ære og Dyd paa en ulovlig. Mennesket uden Roer paa det vilde Hav, uden Compas, uden at see Soel eller Stierner, maae nødvendig drives hid og did af Vindene, og blive et Rov for Bølgerne. Retfærdige Gud! Dine

29

Domme ville uden Tvil blive gandske anderledes, end vi tænke, end de beste og meest oplyste af os tænke. Du har danner Mennesket med Tilbøyeligheder, nødvendige Tilbøyeligheder, kiærlige, lyksalige Tilbøyeligheder; du gav ham en fri Villie: du saae ar han ofte vilde bruge den imod dine Hensigter; og dog gav du ham den, dog skabte du ham. Hvorfor? for at giøre ham ævig ulyksalig, for at vise din Magt, for at herliggiøre din Retfærdighed, for desto mere at befæste de Gode, for at æres af dem. Ak store Gud! behøver du Ære? Er det din Ære at nedtræde Maddikker? Hvad skal jeg med Livet? Tag det, og giør mig til Intet. Intet — forskrækkeligt Ord! ævig ulyksalig dog værre — Men Godheden selv kan Den saa handle? Ney; ny Trøst oprinder hos mig: Du saae at alting var got, og saare vel; der Onde bestaaer kun i vor Indbildning: Her er det stygtigt og ubestandigt, og vor egen Forestilling haver alene giort det ævigt hissed; er tævigr Onde, kommende fra er ævigt Væsen, sætter forud, at dette Væsen er ont; men er ævigt Gode, kommende fra et ævigt Væsen, viser, at det er got; kan da Gud paa eengang være ond og god? Ingenlunde, han er væsentlig god, følgelig ikke ond, følgelig paafører han intet ævigt Onde,

30

som alene bør kaldes om. Lad os ei tage Exempel af Mennesker, der straffe og belønne, da deres Straf kun varer kort, og udøves af dem mod frie Væsener, der ere til uden deres Villie. Men Gud har skabt alle Ting, da der tilforn var intet. Saae han forud, at mange, ja de fleste, vilde blive ævig ulyksalige, hvi skabte han dem, eller hvi lod han dem ei vende til deres forrige Intet igien. Godhed bragte Gud til at skabe; han vilde danne Lyksalige; jeg er for svag til at sætte mig imod hans Villie. Jeg er vis paa, at jeg engang skal blive lyksalig uden Ende. Dog paa hvilke Afveye geraader jeg i mine Tanker, naar alting er prøvet og tænkt, bliver Bibelen den eeneste Regel at følge. Jeg vil derfor stræbe, saavidt mueligt, at opfylde hans Villie, jeg vil frygte ham, jeg vil leve, som om Helvede var til; jeg vil elske ham, jeg vil have Haab og Fortrøstning til ham, ligesom jeg troede at intet Helvede var til. Udi sit Ord, udi Bibelen haver han truet med ævig Sraf; lad mig ved mit Levnet søge at undgaae den, saa er jeg vis paa hans Maade, saa behøver jeg ei at trætte, om ævig Straf er til eller ei, saa kommer jeg til fuldkommen Rolighed, da jeg ellers maa leve i Tvil, og stedse frygte for at Gud maaskee ligesaa-

31

vel holder sine Trudsler i Henseende til Straffen, som Løfter i Henseende til Belønningen. Ved dette sidste vil jeg fast blive; troe Gud, tro Helvedes Ævighed, ei lade mig forblinde af en ophidset Indbildnings- og Forestillings-Kraft, men indrette mit Levnet saa, at jeg kan undgaae ævig Straf. Udi saadanne Tanker kom AIetophilus uformærkt til sit Huus; han fandt der for sig en skare af Bønder, som formedelst den dyre Tid og store Hungers Nød vilde sælge deres Eyendoms Gaarde, for at kiøbe Brød for. De saae gandske gustne, magre og affældige ud; Fødderne vilde neppe bære deres usle Legemer; Hungeren stod tegnet i deres Ansigter. Bedrøvede Qvinder og Børn vare med dem. De fulde alle ned for hans Fødder, men han reiste dem op med en mild Belevenhed. De skrege: Vi døe af Sult; Taarene runde ned af hans Kinder. Endelig frembragte de efter nogen Taushed deres Ærinde. Alle vilde dog ei sælge; nogle vilde laane og pantsætte deres Gaarder. Alethophili Broder kom i det samme. Han havde fra intet og med to tomme Hænder arbeydet sig op til stor Rigdom. Han laante gierne, naar han saae sig sikker. Saasnart Renterne udebleve, strax greb han Pantet an, og havde derved lagt Gaard

32

til Gaard. I den da værende dyre Tid solgte han Rugen een Mark lettere Tønden end andre; og derved blev han den største Sælger. Men for denne Velgierning maatte Kiøberne pantsætte ham Huus og Gaard, og alt hvad de eyede. Naar da Tiden kom, at Renter skulde betales og de ei kunde, krævede han alting med yderste Strænghed. Mænd, Hustruer og Børn bleve da drevne fra deres Fæderne Jorde, eller og fra Odels-Bønder forvandlede til Leylændinger, der ere noget bedre end vore ynkværdige Siellandske Bønder. Under Lovenes Beskiærmelse begik han de største Ubarmhiertigheder, uden at kunde beskyldes for Uretfærdighed, langt mindre straffes derfor. Saadan var denne Mand, som uden at give sin Broder Tid at svare, sagde til disse Ulyksalige; eders Tilstand giør mig ont, jeg vil derfore gierne laane eder Korn imod Pant i Gaardene og tilbørlig Rente; gierne ogsaa kiøbe eder Gaardene af for en billig Priis; og jeg tviler ei paa at min Broder jo er af samme Tanker. Aldeles ikke, svarede Alethophilus, thi hvormed skulle disse ælendige ernære sig, naar de have solgt deres Gaarder, og hvoraf skulle de andre betale Renter, om den dyre Tid varer ved; de blive jo da ogsaa nødde til at forlade deres Gaarder. Der-

33

som man vilde giøre sig saa mange Betænkninger i alle Ting, faldt Harpax, thi saaledes var hans Navn, ham ind i Talen, da kunde man ei foretage sig noget i Verden; hvo veed om de dyre Tider vare ved, og maae de endeligen forlade deres Gaarder, da kunne de jo tiene for deres Brød. Ak, svarede Alethophilus sukkende, du har aldrig min Broder følt den haarde Skiæbne at blive fra en Herre til en Tienere, fra en frie til en Træl; Tvertimod, baade du og jeg ere fra Tienere blevne til Herrer. Ei, var Harpaxes Giensvar, der skeer jo disse Folk intet andet, end hvad de selv ville have; Dersom man ei fyldestgiør deres Begiæring, saa maa de jo omkomme af Hunger; Altsaa skeer dem ingen Uret, men tvertimod alt godt, og dersom vi ei giøre det, saa findes der utallige andre, som ville fortiene Penge, og tilligemed redde deres jævn Christen. De kan reddes, var Alethophili Svar, uden at drives fra Huus og Hiem. Hør mine Børn, blev han ved, vendende sig til dem, saa meget Korn, som I for det første behøve kan I faae hos mig, eller og Penge til at kiøbe Korn for, hvorimod jeg forlanger intet andet af eder end blotte Beviser, at ville naar Tiderne blive igien gode, betale mig enten med Penge, eller med Korn, ligesom eders Leilighed fal-

34

dertil. Penge med Penge eller Korn med Korn, eller og det sidste beregnet efter den gangbare Priis, som det nu gielder, dersom I betale med det i stædet for annammede Penge. De som vare komne bedrøvede, ginge herover glade bort. Du bliver dig dog altid selv lig, overfusede Harpax sin Broder; Maaskee bliver du nok salig, men aldrig rig; Og med disse Ord gik han vreed bort. Aletophilus gik fornøyet ind til sin Kone, og sagde: Du maae ei fortryde paa, om jeg haver paa nye maaskee formindsket vore Midler. Ney min hierte Mand var hendes Gientale, det er vist ei skeet uden efter din gamle Vane, ved at giøre got; Paa saadan Maade forringer man ei sine Midler, men forøger dem, ved at sætte dem ud paa Rente, hos en Mand som er sikker, og betaler 10 dobbelt igien, saa vel i denne som hin Verden, og som jeg er overbeviist om gandske vist sørger for vore Børn. Fortreflige Mage, raabte Aletophilus, saadanne Grunde kan Religionen alene give, Religionen alene kan føre Mennesket tilbage til sin forlorne Værdighed, Religionen, den Religion, som i vore Tider saa lidet agtes, saa høyligen forhaanes; Fornuften ene gaaer let vild, men i Aabenbaringens Selskab giør den sikkre Trin. Som hun kort efter maatte forlade ham formedelst si-

35

ne Huus-Sager, overlod han sig til de søde, til de ædle Fornemmelser, som en god Gierning altid fører med sig. Under disse Betragtninger randt ham ogsaa i Sinde; Enhver havde dog ei giort dette; Du maa dog være bedre end andre. Ved disse Tanker foer han sammen, og forestillede sig at Ydmyghed er en Christens Hoved Kiende-Mærke, at indvortes Hovmod er den farligste af alle Laster, just fordi den er den fineste, at Skriften siger, at naar man end haver giort det allerbest, maa man dog erkiende sig for at være en unyttig Tiener, fordi man ei haver giordt andet, end hvad man burde giøre. (Om det og er tilladt at anføre Skriften, da den neppe engang kan faae Sted i Prædikener efter den nyeste Smag.) Disse Overveyelser bragte ham til at udraabe: hvor svagt er Mennesket, giør han ei got da er han aabenbar Guds, Religionens, Menneskelighedens Fiender, og giør han got, da besudler han det ved Hoffærdighed, ved egen Roes, da berøver han sig selv Belønningen; Ufuldkommenhed hænger dog stedse ved os, og Gud maa bære over endog med Abrahamer. Et fælt Skrig forstyrrede her hans Betragtninger. Han saae ud af Vinduet. Det første Syn som viiste sig for ham, var hans eeneste Søn nedfaldet af det tredie Loft og

36

liggende død, og hans Kone, besvimet ved Siden af ham, og omgivet med sine Døttre og Huus Folk, som vare i Færd med at hielpe hende. Han ilede, han fløy og kom did hen. Læger bleve hendtede, Badskere kaldte; Men alt var forgieves; Sønnen var og blev død. Konen kom sig endelig efter en lang og haard Sygdom; Men en dyb Kummer fulgte hende allevegne. Aletophilus følte og sin Byrde. Øm Fader; hvad Under at Sønnens voldsomme Død smertede ham; Øm Ægtefælle; hvad Under at hans Kones Taarer komme ogsaa hans til at flyde. Han vilde trøste, og behøvede selv Trøst; Ordene døde ham i Munden. Ofte vilde han være glad, men Hiertet sagde Ney. Fuld af Følelse ved Guds Tugt, fuld af Tillid til hans Visdom, fuld af Forsikring om hans Godhed, holdt han engang saadan Tale til sin Kone: Utallige Velgjerninger have vi oppebaaret af Gud, vi have levet mange Aar uden nogen Ulykke, da syntes os at vi vare stærke, at intet skulde formaae at rokke os, at vi uden Knur skulde kunde taale al den Modgang Gud vilde paalegge os. Men nu een eeneste Modgang, ja een eeneste — Dog haard, det er sandt — Mit Hierte brister — Ævige Gud! du seer en Faders Taarer, en Moders Suk, du seer vor Utaalmodig-

37

hed, men du seer og vor Skrøbelighed, du seer Fristelsens Storhed, du forbarmer dig og over Støv og Aske — Nu vor Søn er død — En voldsom Død — Al Død er voldsom, den nedbryder Naturen — Døden er dog naturlig — Men den Unge at døe, den Gamle at leve, den Unge at døe, Søn for sin Fader, en Moders eeneste Søn — Er det naturligt? Ney; jo; alle leve ei lige længe. Tak bør os at yde Gud for den Tid vi have havt ham; han kommer ei til os, men vi til ham. Vi ere visse paa, at han er hos Gud, han døde i sin blomstrende Alder, uforsøgt af Verden, ubedærvet af den, reen og uskyldig. Maaskee flere Aar, længre Levetid havde berøvet os vor Søn — Græsselige Tanke! Maaskee ævig fortabt — nu ævig salig. Lad os tilbede, nedfalde, nedsiunke, nedsænke os for Guddommen, i Guddommen; den Guddom, som giør alting til det Beste, som fra Ævighed af haver veyet alting, vore Gierninger, Tanker, Skiæbne, det vi giør, vilde giøre, og kunde giøre. Hisset, ja ævig hisset skal jeg see dig, min kiære Søn; hvorledes ville mine Favnetag blive?

— En Faders — jeg seer dig udstrække dine Hænder mod mig, du glindser af en ævig Ære: Solens Lys er svagt mod dit

— Ja min allerkiæreste, min Kone, dyre-

38

barere Navn veed jeg ikke, lad os tilbede Guds skiulte Raad, lad os sige: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet. En Strøm af Taarer hindrede ham fra at tale mere i nogen Tid; endelig frembragte han disse Ord: Herre, du som er mægtig i de Skrøbelige, kom min skrøbelighed til Hielp. Hans elskværdige Hustrue, hans Euphrosyne svarede ham; allerkiæreste Mand! vel vidste jeg at Gud kræver store Offere, jeg haver og forud forestilt mig alt hvad han kunde kræve, jeg haver forestiller mig dem tunge, besværlige, jeg haver ret ophidset min Indbildnings-Kraft, for at giøre dem levende, og for tilligemed at veye min Styrke, om den kunde staae imod, og det haver altid syntes mig let, at kunde overvinde. Men hvor meget større ere ei visse Ting i Virkelighed, end i Indbildning. Det er let at være kiæk, naar man kun forestiller sig Modgangen, men naar den møder, da kommer Dyden ret paa Prøve. Jeg veed intet at ligne med den Smerte, som jeg nu føler, uden den Glæde, som jeg fandt, da jeg fik dig. Du alene kan trøste mig for en elskværdig, en eeneste Søns Tab. Mine Forældre ere døde; du er mig Fader og Moder; du er mig ogsaa Søn; du er mit Alt i denne Verden. Da nu Gud har igien ladet mig

39

dig som min beste Skat, saa bør jeg og søge at finde mig i den mig tilsendte Sorrig, saa got som mueligt; en Sorrig, som desuden noget lindres ved det faste Haab, ved den fulde Forvisning, at jeg og du, ja jeg og du, skulle igien finde en lyksalig Søn i de Levendes Lande. Ved disse Ord traadde Hierus, en Præst, som var en Ven af Huset, en Præst til Ven! ind i Stuen. Kiæreste Venner, begyndte han sin Tiltale med, lyksalige Venner, lyksalige midt i Sorgen; I føle Guds tugtende Naade, I erkiende hans Rævselse, men I lide dog, som Mennesker, som Christne; I have i alt eders Liv opført eder som fornuftige Christne, lige langt fra Overtroe, og fra Vantroe, lige langt fra Hyklerie, og fra Koldsindighed, lige langt fra den Tanke, at en indbildt Troe til Christi Forsoning nytter uden gode Gierninger, og at gode Gierninger fortiene Salighed; I skiæmme eder ei ved Gud, ved Christum; ophøyede Helte! Religionens Helte! Religionen skal belønne eder; Religionen giør eder rolige, lykkelige her, lyksalige hisset, naar al Verdens Ære, al Verdens Høyhed er forsvundet; naar Verdener ere for eders Øyne som Sole-Gran, og hvor blive Kongerigerne da af? Naar, naar, paa en Tid, da intet uden en god

40

Samvittighed holder Prøven ud, da Troe, Haab, Lydighed, Kiærlighed, Gierninger, virkelig gode Gierninger alene følge os; da al Høyhed afklædes; da der ei spørges om, hvad Æmbede har du forvaltet, hvilken Throne har du besiddet, hvor høy, hvor mægtig, hvor stor har du været, men hvor god, hvor dydig, hvor gudfrygtig, hvordan har du forestaaet dit Æmbede? Der staaer du for Guds Ansigt, nøgen, uden Hielp, forladt af alle. Vel dig! om Religionen da kan trøste dig. Men endog paa Sygesengen vil der spørges efter Religionen. Den alene formaaer at trøste, husvale, lindre, oprette, at giøre det nemlig til gavns; paa en Tid da intet andet kan hielpe; da tusindes Liv, om de og vilde give det hen for dig, ei formaae at redde dit; da ingen List, ingen Krigshær hielper, thi Fienden er inden i os, er os selv. Forfærdelige Ord Religion, dersom du da giæster et Menneske, som aldrig har tænkt paa dig, som har foragtet, bespottet dig; du trøster ei da, men knuser, du læger ei, men saarer. Helvede bliver da vis; Diævelen troes; det man aldrig før har villet troe, ja undertiden det man ei burde troe, det som en maadelig Forstand foragter; den stærke Aand lader sig da indsvøbe i en Capuciner Kappe. Tænk

41

derfore paa din Skaber i din Ungdom, imedens de gode Dage endnu vaere, og de Dage endnu ei ere komne, om hvilke du skal sige, de behage mig ikke. Men I mine Venner, I skulle glædeligen gaae hen til eders Hvile, til eders Sovekammer, for med end større Glæde at opvaagne til den Salighed, som intet Øye har seet, intet Øre har hørt, og ei er opkommet i noget Menneskes Hierte.

42

II.

Skrive-Frihed.

Endelig er den forønskte Dag fremkommet, den Tid jeg saa meget haver længtes efter, at enhver kan skrive hvad han tænker, at Baand og Lænker ei meere ligge paa Forstanden, at enhver kan vise sig saadan, som han er. En priselig Gierning af vor allernaadigste Konge, en Gierning som man maae haabe at han holder stivt over, da den er hans egen Gierning; at han for de gode Skrifter, de gode Tanker, som den vil frembringe for Lyset, seer igiennem Fingre med de onde, de slette, thi Forfølgelser for Skrifter, som end kunde have fortient det, er det samme som Forbud at skrive; der var at nedrive med den ene Haand, hvad man opbygde med den anden; det var at qvæle Genierne, og ved Frygt at giøre Hænderne stive, og Hiernerne sløve. Det ellers saa frie Engelland haver givet sørgelige Prøver herpaa, thi hvad større Despotismus, end at gaae ind

43

i en Mands Huus, og bemestre sig hans Papirer, uden forud at vide lovmæssig, om han er skyldig eller ikke. Dog forstaaer det sig vel af sig selv, at ingen bør nægte, at Gud er til, at han styrer Verden, at Dyden er nødvendig, og at den nu regierende Konge og Konge-Slægt haver Arve-Ret til Landet; thi Det første saavel som det sidste ere unægtelige Sandheder, og vilde desuden ophæve al god Orden; dog troer jeg ei heller at nogen vil blive saa afsindig: Men skulde det skee, da kunde man let forbyde saadan en at skrive. Vel ere der endda mange flere vigtige Sandheder, som det vilde være alt for bedrøveligt, om de bleve angrebne, men man kan ei forbyde at skrive imod dem, uden tilligemed at ophæve Skrive-Friheden, thi deres Grændser vilde blive heel vanskelige at bestæmme. Engelland viser ogsaa, at Imodsigelse imod Sandhederne haver ikkun tient til at sætte dem i et større Lys. De slette Skrifter forsvinde desuden af sig selv; de gode blive ævig ved. Et slet, forargeligt, ont, ugudeligt Skrift frembringer ofte gode. Dersom vi ei havde faaet Philopatreias, saa havde vi og maat savne Philodanus. Dette bringer mig narurligen paa den Undersøgning, hvad got og hvad ont vi for det første kunne vente os as Skrive-Friheden. Gode Skrifter

44

behøve Tid til at modnes; der skal samles, tænkes, giøres Erfaringer, overveyes, udarbeydes, pyntes, for at bringe dem tilveye. Slette kunne derimod af enhver i en Hast letteligen frembringes. Skrive-Friheden kunde derfore hos os ei andet end bringe slette Skrifter ud i Begyndelsen, og vi see ogsaa, at den haver giort det. Men med Tiden have vi Aarsag til at haabe gode og udførlige, hvorudi Sandheden siges uden Skye, dog med Anstændighed. Vi have saa meget mere Grund til at haabe dette, som vi have seet de fremfarne sidste Aar, at danne saadanne, hvor mange Ting der end vare da i Veyen for Skrive-Friheden. De tvende Lütkeners Oeconomiske Skrifter, de tvende Oder om Erobreren, begge Lovtaler over Erkebisp Absalon, Professor Oeders Afhandling om Frihed og Eyendom, Stats-Raad Guldbergs almindelige Historie, ere det frie og tænkende Engelland værdige. Disse ere os Borgen for, at den følgende Tid vil bære mange saadanne herlige Frugter, dog med den Forskiæl, at man da ei haver nødig at Undertrykke sine Tanker, oftest de beste, at udelade Capitler, saaledes som i Capitaine Lütkens oeconomiske Tanker, det om Forpagtninger, hvilket var at ønske, at denne retskafne Mand nu vilde give for Ly-

45

set. Dersom kun ei saadanne Mænd, som Forfatteren af Philopatreias, berøve os igien denne uskateerlige Frihed ved at ville blande Regieringen og det almindelige ind i private Folks Stridigheder og Tanker, thi eet eeneste saadant Exempel var nok for at komme denne endnu spæde Plante til at visne. Af det som alerede er skeet, saa og af vore nærværende Omstændigheder, kan man ei andet slutte, end at de fleste Skrifter ville i Begyndelsen blive politiske. En Videnskab, som vi dog for nærværende Tid ere mindst i Stand til at skinne i, efterdi os endnu mangle de fleste Hielpemidler, da det er en Iis, som heel faae hidindtil have turdt vove sig ud paa, og de fleste, som have giort det, have ei været forsynede med politiske Beregninger, uden hvilke lidet eller intet lader sig giøre i Politiquen, Commerce- og Finance-Sager; og hvilke ere blevne holdte som Helligdomme og skiulte Liggendefæe iblant os. Det var derfore nyttigt, om i vore offentlige Tidender blev aarligen indrykket tilforladelige Udtoger af alle vore Stæders Told-Bøgger, saavel over ind- som udgaaende Varer; saa og at de Fortegnelser bleve udgivne, som ere indløbne over alle Indvaanernes Antal og Tilstand i alle Kongens Riger og Lande, og at herefter paalidelige Lister ble-

46

ve udgivne over alle Døde, Fødde, Ægteviede, af begge Kiøn, antallet af alle Haandværker & c. grundede paa bemeldte Lister, saa at man kunde see Af- og Tilgangen i alle Nærings Veye. I Mangel af saadant har den ærlige Eutropius Philadelphus maat giætte sig frem i sin oeconomiske Balance, og tage alting paa en Slump, hvilket foraarsager at hans gode Plan er bleven temmelig ubrugbar. Man maae ellers glæde sig over, at saa mange findes, der nu omstunder give sig af med Politiquen, saasom den gandske vist er vor svageste Kant, og trænger til mest Forbedring. End mere maatte man glæde sig, naar kun indsigtsfulde Mænd og redelige Patrioter alene bemængede sig hermed, og ei de fleste ginge dertil med utoede Hænder, af Begiærlighed efter at blive omtalte, at yttre deres Fiendskab imod disse Personer og Stænder, eller og paa en nedrig Maade at smigre for andre, og at giøre deres saa kaldte Lykke. Om Religionen skulde jeg ei troe at meget blev skrevet, i det mindste ikke imod den, thi i Norge og i Provincerne er den endnu i stor Agt, og de som i Hovedstaden kunde maaskee være imod den, faae vel neppe Tid dertil for den overmaade Brug af de mange Forlystelser, som gemeenligen ere saadanne Folks Hoved-

47

Sag: Forlystelser, der brugte med Maade, vederqvæge Sindet, men hvis alt for ofte igientagne Brug dæmpe Forstanden og forvolde at man tilsidst aldeles intet kan tænke og ei er i Stand til at arbeyde. Overhovedet har man Aarsag at haabe, at Skrive-Friheden vil bringe vort Folk fra forfængelige Ting til alvorlige, opmuntre det, udbrede Kundskab, forjage Dorskhed og Søvn, giøre os igien til er Folk, som vi have afladet at være, berige, udvide vort Sprog, uden hvilket at holde i Agt og ære intet Folk kan kaldes Folk. Thi det Folk, som ei dyrker sit eget Sprog, kan og bør ansees for intet Folk, saasom det er et af Hoved-Kiendemærkerne, at et Folk forestiller et vist Folk, er et Folk skilt fra andre, at det taler, skriver, høyest agter sit eget Sprog, og ei noget fremmed, der være Tydsk, Fransk eller noget andet, og herudi er just vor Tilstand bedrøvelig. De Store tale ei vort Sprog, læse ei Skrifter, som udkomme paa det, saa at mange kunne være deres heele Livs Tid i vort Land, og dog aldeles ikke forstaae vort Sprog, eller og forstaae der ilde; ja de kunne endog besidde Æmbeder, høye Æmbeder. Saalænge dette Onde ei hæmmes, saa nytter Skrive-Friheden lidet, saa forestille vi intet Folk, saa faae vi et

48

nogen national Character, saa blive vi stedse fremmede i vort eget Land, saa ere og blive vi foragtede, saavel i vore egne, som andres Øyne, ja saa ere vi og i Sandhed Foragt værdige. Men da vor allernaadigste Konge haver raadet Bod paa det ene Onde, nemlig Pressens Tvang, saa er det ei at tvile paa, at han jo og raader Bod paa det andet, følgende sit Tænkesprog, nemlig at søge Ære i Kiærlighed til sit Fæderneland; og da upaatvileligen mange af de nu udkommende Skrifter legges for hans oplyste Øyne, saa kan intet være glædeligere for sande Patrioter, end den Forestilling, at deres sandrue og frimodigen sagde Tanker trænge ind til Thronen selv, hvor Sandheden ellers saa siælden kan fremtræde, og belønnes af en Landsfader, der med Omhue overveyer og sætter de nyttige Forslag i Værk, med Mildhed seer igiennem Fingre med de urigtige og dristige, og med Taushed begegner de skadelige og forvovne, som just derved nedsiunke i Mørket.

49

III.

Tarvelighed.

Philodani Anmærkning er vel i sig selv rigtig, at vort Folk er af Naturen mere hengivet til Tarvelighed og Sparsommelighed, end til Vellyst og Overdaadighed. Den tykke og taagagtige Luft, som vi boe i, giør os vel og i Almindelighed jævne, rolige og fri for stærke Passioner, og derved tilbøyelige til en vis Maadelighed i alle Ting. Den pure og reene Luft i Norge seer man derfore og tvertimod, at giøre dens Indvaanere meere hurtige, opvakte, men derhos meere følende sig selv, og følgeligen meere tilbøyelige til stærke Passioner, til hvad der kan giøre Opsigt, og til Udgifter. Dog hindre begge Landes naturlige og borgerlige Ufrugtbarhed, i Forhold imod andre Lande, dem endda meere fra Yppighed, og dæmper den hos de Norse. Med alt dette mane man tilstaae, at Yppigheden haver dog paa nogle Aar giort stor Fremgang her i Hovestaden. Hvad Under! den fandt Bifald, den blev

50

understøttet og ophidset ved indbildt Rigdom, bygger paa en Papiirs Grund, den æredes ved at være Fransk; og da den stedse for en Tid geleydes af gode Dage, Magelighed, Fornøyelse, Vellyst, saa syntes den behagelig. Men den avler tvende onde Ting af sig; først forarmer den Landet, naar den fører meer ind, end ud, og dernæst fordærver den Sæderne, og Sæderne fordærvede, alting fordærvet; dog herom vil jeg nu ikke handle, da jeg alerede haver giort det i det fierde Stykke af Sæculi Character. Men dem maae jeg sige, at Vanskeligheden at komme til de gamle Sæder igien, og at udjage Yppighed, naar den i sær bliver skadelig for Staren, ved at forarme den, er just ei en af de mindste Ulykker og Følger af Sædernes Fordærvelse. Thi ved mindste Indskrænkelse af den saa kaldte gode Levemaade skriges og klynkes af alle, endog af dem, som meest prædike imod Yppighed, og som dog oftest øve den meest. Men hvad er Yppighed? Denne saa tvetydige og saa ofte omtvistede Sag. At jeg nu skal sætte til Side den, som alene fordærver Sæderne, som ved slet Huusholdning ødelegger private Folks Tilstand, saa er det uden Tvil en offentlig Yppighed, hvorved Landet forarmes, hvorved flere Vahre føres ind, end ud. Den

51

maae, den bør standses, heldst naar man er ved Bredden af sin Undergang, saaledes som vi ere. I Lande, der ere Rige og Handlende nok, er det ei Yppighed, som er Yppighed hos os. Der kan man længe nok tale om Yppigheds gode Virkninger, høfligt og artigt Væsen, smukke Kunster, Beqvemmelighed & c. Men hos os handles derom, ei om vi skulle være et artigt, et elskværdigt, et nydeligt, et Parisisk Folk, men om vi skulle være et Folk, om det Danske og Norske Navn ei reent skal udslettes. Foruden den utallige Mængde af undværlige Ting, som indføres aarligen til os, hvorom man ikkun haver nødig at læse Capitaine Lütkens ypperlige oeconomiske Tanker, saa betænke man, hvor megen Skat vi aarligen maae give til Fremmede, jeg meener Renterne af den Landet trykkende Giæld. Og dog haver man kunnet overtale sig til, at begynde med at betale den indenlandske Giæld, og at lade den udenlandske staae, under Paaskud af den urigtige Grund, at tvinge Vexel-Lagien, som dog er meere end høy nok, og som ævig vil blive der, saa længe vi ere i under Ballance med Fremmede. Hvad er nu ved dette at giøre? Intet uden den strængeste, saavel offentlige, som private Tarvelighed kan redde vs. Men hvorledes skal denne

52

igien indføres iblant vs, tilligemed Rigdom og Velstand, og de flygtige Sæder kaldes tilbage. Det skal skee ved Hoffets Exempel, ved at igienkalde Tilladelse at bære Guld og Sølv, ved at indskrænke de andre kostbare Dragters Brug, ved at fastsætte Retterne i Giæstebuder, ved reeut at forbyde visse Tings Indførsel, som Kniplinger, Kammerdug, lugtende Vande, ved at indskrænke andres, som Viin, Caffé, ved at afskaske de alt for mange unyttige Stats-Heste, ved ei at lade noget indføres udenlands fra, som alerede giøres her i Landet, ved at opmuntre vore egne Fabriquer, Bergværker, Fiskerier, og fornemmelig Agerdyrkning, ved at sætte Belønningen for Kornets Udførsel, om det er mueligt, ved at standse den, naar Kornet kommer her i Landet til en vis Priis, omtrent 14 ₻ for en Tønde Rug, 10 ₻ for en Tønde Byg, 6 ₻ for Havre, ved læmpeligen at forbedre Bondens Vilkaar, ved at lade Norge faae sin egen Mønt igien, og derved spare de Penge, som aarrigen for Sølvets Udførsel ydes til Sverrige, og flere derved følgende unyttige Bekostninger, ved læmpeligen at formindske og tilsidst afskaffe de skadelige een Rigsdalers Banco-Sædler, ved at give Island og Finmarken efterhaanden fri Handel, ved

53

at nedsætte den i visse Poster alt for opskruede Told og Consumtion, ved at være sparsom udi Characterers Uddeelelse, ved at udrødde Brændevinets Brug, om det er mueligt, og ei ansee den for en Kilde til Kongens Indkomster, ved nøye at see til, at Forordninger blive holdte, ved at afskiære alle virkelige-unyttige og overflødige Udgifter, ved ei at spare og tage med den eene Haand, og at udgive med den anden, ved at opmuntre Handelen imellem Rigerne og Provincerne indbyrdes, og befordre Fragt-Handel, og den Handel, hvorved der føres ud, ved nøye at beregne Landets Tab og Vinding, ei alene efter Told-Bøggerne, men og efter Vexel-Lagien og efter Giældens Renter, ved at indføre en god og bestandig Mønte-Fod, ved at opmuntre Ægteskaber. Bliver det da ei mueligt, med alt dette at holde Ballance, og aarligen at afbetale noget paa den udenlandske Giæld, saa er det ude med vort kiære Dannemark, enten maae det da reent forarmes, eller og maae det reent miste sin Credit. Men Sygdommen er vel ei saa fortvilet; et Rige haver jo altid mange Udveye og Hielpemidler tilbage, naar man ikkun retteligen kiender og vil bruge dem. Jeg er vis paa, at naar endeel af de her foreslagne Midler sættes strax i Værk, og stivt holdes over, for-

54

nemmeligen de, som sigte til at forringe Indførselen, saa bliver Riget i Stand til aarligen at afbetale noget paa sin Giæld, og naar de andre Midler efterhaanden bringes til Fuldkommenhed, fornemmeligen de som sigte til at formeere Udførselen, saa vil Giælden snarere blive afbetale, end man troer, og vort kiære Fæderneland være inden dette Sæculi Udgang riigt, mægtigt, lykkeligt, og misundet af sine Naboer. Men herved maae vel iagttages, at man ei allene seer paa at formindske Kongens Udgifter, hvilket dog ogsaa kan have sin Nytte, men at man betragter der Ejede Lands Indtægt og Udgift; thi ved nok saa meget at indskrænke de første, kunde dog det gandske Land tilsidst blive forarmet, dersom man ei iagttog at opmuntre og udvide Udførselen, og at indskrænke Indførselen. For Resten er intet vissere, end naar Hofferne blive tarvelige, saa følge Landene snart efter, og saa formindskes derved Indførsel. Hvad den indenlandske Giæld angaaer, da kan det være lige meget, om den end aldrig blev betalt, thi det er at tage fra den eene Haand, og legge i den anden, da Kongen og Staten ere eet. Naar den sidste er riig, da er Kongen ogsaa altid riig. Mogol skal engang have havt nogle hundrede Millioner i sit Skat-Kammer; hans Undersaatter

55

derimod havde intet. Mon Mogol altsaa var virkelig riig. Det viiste sig, da 60000 Perser holdte ham og hans Hær, bestaaende af 400000 Mænd, indsluttede i deres Leyr. Ingen vilde sigte for ham, og han og alle hans Rigdomme fulde i Schach Nadirs Hænder. Men det sidste og største Middel, for at føre gode Sæder igien ind hos os, og tilligemed Tarvelighed, er at vise saavel i Ord som Gierninger, en stor og sand Ærbødighed for Religionen. Og da, som jeg forhen haver sagt, det er kun Hovedstaden, der fornemmeligen er fordærvet, hvorvel de andre Stæder og Egne ogsaa ere efter deres Maade noget fordærvede, hvilket dog letteligen vil ændres ved Hovedstadens Exempel, saa haver man største Aarsag til at haabe, at Tingene kunne snart igien komme paa en god Fod. Men for alle Ting maae herved iagttages, at den eengang lagte Plan med Bestandighed følges, at visse Regler legges efter nøyeste Overveining til Grund for de følgende Tider, med deres hosføyede Beviser og Aarsager: thi ellers er det endog bedre at følge en maadelig Plan, end ideligen at omskifte med gode. Man kunde maaskee alene efter Forordningerne skrive en Historie om de adskillige Planer, som ere blevne fulgte ei alene i hver Konges Regiering, men endog

56

ved hver anseelig Ministers Forandring; og skulde man da finde, at man alt for ofte haver uden gyldig Aarsag viget fra ældre Grundregler, heldst de som stode ved Magt under den store Kong Friderich den Fierde, og som man for en stor Deel vel bliver nød til, igien at optage. Hvad om man i de 50 Aar, som ere forløbne siden Freden, havde bestandigen fulgt de af ham lagde Planer, og rettet, forøget og forbedret efter Omstændighederne noget paa dem, i hvilken blomstrende Tilstand vilde da vort Dannemark og Norge befinde sig. Og denne samme lyksalige Tid kunne vi nu erhverve for vore Børn, dersom vi alvorligen legge Haand paa Plougen. Ved at troe intet at kunne giøre, bliver intet giort. Mod og Forstand overvinde alle Vanskeligheder, og giøre det umuelige mueligt.

57

IV.

Hvad Gelli hos Mamertinum have været for et Folk.

Mamertinus siger udi den Tale, som han haver holdt paa Keyser Maximiani Herculii Fødsels Dag, Uvist hvilket Aar, men dog efter 290, saasom han i den taler om bemeldte Keysers Quinquennalia, og siger, at han nu paa hans Fødsels Dag vil holde den Tale, som man havde ventet at han skulde have holdet paa hans Quinquennalibus, hvoraf jeg slutter, at den er maaskee bleven holdet Aaret efter, nemlig 291; udi denne Tale siger han:

Ipsos Persas, ipsumque Regem ascitis Sacis, Ruffis & Gellis petit frater Ormies, nec respicir vel pro majestate quasi regem, vel pro pietate quasi fratrem. Dette Mærkværdige Sted forekommer i Cellarii Edition af de 12 gamle Panegyrici til Halle 1703 i 800 p. 52 c. 17 af den anden Panegyrico. Cellarius, som var saa erfaren i den gamle Geographie, siger ved dette Sted, at disse

58

Folks Navne ere ubekiendte, undtagen Sacerne, og derfore er det ingen Under, at han gaaer dem reent forbi i sin gamle Geographie. Om Ruffis maae man vel ogsaa tilstaae det, thi jeg tør ei driste mig til at forandre dem til Ruffis, baade fordi man ei haver ældre upaatvilelige Vidnesbyrd om dette Folk end af det 9 Sæculo, saa og fordi det ei synes at deres Navn er opkommet saa langt sønder paa eller i Asien, men udi Europa ved Dnieperstrømmen. Men hvad Gelli angaaer, da undrer jeg mig over, at Navnets Lighed, saavelsom Folkets Beliggenhed, der rimeligen maatte søges ligesaavel som Sacernes norden for Persien, ei har bragt denne ypperlige Mand til at tænke paa Plinii Gelæ, om hvilke denne store Skribene 1. 6. c. 18. p. 676 T. 1. af Harduini Edition til Paris 1685 in 4to vidner, at de af Grækerne kaldtes Cadusii. Altsaa have vi et temmelig bekiendt Folk hos de gamle at holde os til. Nu kommer det kun an paa, at undersøge hvor de have boet og hvad der er hændet dem. Selvsamme Plinius taler i det 15 og 16 Capiiel om, hvorledes Caspii boede fra de Caspiske Porte, eller Passer, indtil det Caspiske Hav, og gave begge Navn, og at Cyrus eller Kur gik igiennem deres Land, hvoraf man kan slutte, at de have beboet

59

den Province Mougan i Persien, og strakt sig temmelig ind i Landet bag Ghilan, og at ved de Caspiske Porte er bleven forstaaet den snevre Vey fra Ghilan til Irac Agemi.-Maaskee og at Byen Caspin har Navn efter dem. Derefter opregner han en heel hob Folk, som have boet længere imod Øster, og de fleste ved Havet, lige indtil Bactrien, der nu værende Chorasan, og iblant disse Folk nævner han bemeldte Gelæ. Da nu i denne Strækning ligge de Lande Ghilan, Mazanderan, Astrabad & c., saa er det efter mine Tanker klart heraf, at Gelli, Gelæ have givet Ghilan Navn, at deres Navn er meget gammelt, at de selv have kaldet sig saaledes, og at de have beboet Ghilan, hvorvel jeg ei troer at de have i disse gamle Tider havt der heele Land inde, siden Plinius og flere gamle Skribenter opregne saa mange Folk paa de Kanter. Paa et andet Sted, nemlig i det 15 Capitel siger han, at det Caspiske Hav. strakte sig 5400 Stadier langs Strandbredden af Cadusien og Albanien; regner man nu 33 Stadier paa en Tydsk Miil af dem nemlig som gaae 15 paa en Grad, saa udgiør dette en Strækning af 167 Mile. Mærkeligt er det, at denne Regning er giort efter Eratosthenes, en af Alderdommens lærdeste Mænd, og som var Biblio-

60

thecarius ved det store Bibliotheque i Alexandria, omtrent 250 Aar for Christi Fødsel, hvoraf kan sees det Gelliske eller Cadusiske Folks Ælde. Det synes ellers heraf, at Eratosthenes haver indbefattet Caspien under Navn af Cadusien, thi af Plinio er det klart, at Albanier udi hans Tid i det mindste boede norden for Kur, og strakte sig langt ind i Landet til Armenien og Iberien, saa boede Caspii, og derpaa først Cadusii.

Det længste man kan gaae tilbage i Tiden med dette Folk, er til den Tid, da den store Assyriske Monark Ninus levede, thi han skal efter Diodori Vidnesbyrd have undertvunget Cadusierne. Dette gaaer meget langt tilbage i Tiden, thi omendskiønt man ei med Cresia vil sætte Ninum i Spidsen af det Assyriske Rige, men kun i Spidsen af det Assyriske Monarkie, hvilket efter Herodoti Vidnesbyrd varede 520 Aar, saa stiger dog dette op i der mindste til Sauls og Davids Tider. Det næst ældste om Cadusierne forekommer, da den Mediske Konge Dejoces regierede, det er omtrent 500 Aar for Christi Fødsel, thi Diodorus Siculus af Wesselings Edition T. 1. I. 2. c. 33. p. 146 vidner, at den Mediske Konge Artæus, som efter min Formodning er De-

61

joces, hvilken om den ei bliver antaget, saa maae man giøre Artæus endda ældre, at han, nemlig, førte en blodig Krig med Cadusierne; og heraf følger, at dette Folk maae være ældgammelt, siden det kunde da alerede udholde en haard og blodig Krig, og dernæst, at det ei stammer fra Scytherne, saasom dette tildrog sig førend Scythernes store Indfald i Asien, hvorvel det dog derfore er mueligt, at de kan have været Scythernes Brødre i Henseende til første Oprindelse, og havt fælles Stamfader, endskiønt jeg er med alt det mere tilbøyelig til at troe, at de have været beslægrede enten med Meder, eller og med Massageter og Issedoner, fornemmelig fordi man ellers haver saa faae Folk, der med Vished kan føres fra Madai. Naar betragtes, at Ghilan ligger ei saa meget langt fra Babel, og derhos de Udbredelses Regler tages i Overveining, som jeg haver lagt til Grund udi mit Værk om Folkenes Herkomst, saa maae man ei undre sig over, at Indvaanerne i Ghilan have fra saa lang Tid forestillet et anseeligt Folk. Diodorus siger, at en tapper og forstandig Perser, ved Navn Parsondas, som meente sig at være forurettet af den Mediske Konge Artæo, gav Anledning til denne Krig, ved at flygte med en stor Deel Misfornøyede

62

til Cadusierne, hvor han af dette hele Folk bragte 200000 Mænd paa Beenene, og dermed leirede sig ved Indgangen af bemeldte Land, og der overvandt Mederne i et meget stort Slag, hvorpaa Cadusierne valgte ham til deres Konge. Siden giorde han jævnlige Indfald i Medien. Da han skulde Døe, paalagde han Cadusierne ved de græsseligste Eeder, at blive Medernes ævige Fiender, som de og stedse siden vare, og aldrig stode under deres Konger, indtil Cyri Tid. Nicolaus Damascenus i H. Valesii excerptis Parisiis 4to 1634 p. 426 — 437 fortæller vidtløftig Aarsagen til Parsondæ Had imod den Mediske Konge. Udi Cyri Tid omtrent 150 Aar efter Dejoces, finder jeg, at de efter Xerophontis Vidnesbyrd i Cyropadien 1. 5. c. 3. §. 13. p, 295 af Oxfurder Editionen 8vo 1703 vare saa mægtige, at de kunde stille 20000 Fodgiængere bevæbnede med Skiolde, og 4000 Ryttere i Marken, og holdte de den gang med Perserne, saasom de og Sacer vare Assyriernes (det er Babyloniernes) afsagde Fiender, (venteligen fordi den Trætte Parsondas havde, var egentligen med en Babylonisk Konge, som stod under den Mediske, og er det ei urimeligt, at Cadusii have bestandig baaret et got Hierte til Perserne, fordi deres Befrier Parsondas var

63

en Perser, og at de derfore foreenede sig med Cyro). Udi sin Grækiske Historie melder Xenophon l. 2. c. 1.§. 8. p. 66 at Cadusierne fulde fra den Persiske Konge Darius, og som dette skeede samme Aar, som den Peloponesiske Krig blev sluttet, saa maae det have tildraget sig 404 Aar for Christi Fødsel. Efter al Anseende var Dette Folk aldrig bleven ret undertvunget af Perserne, hvorvel det paa en vis Maade haver staaet under dem. Den Persiske Konge Artaxerxes Mnemon førte en ulykkelig Krig mod dem, som Nepos i Datame c. 1. p. 117. af Schotti Edition, Frankfurt f. 1609. og plutarchus i Artaxerxe t. 1. p. 1023. af den Frankfurter Edition 1599 f., vidne. Ved denne Leilighed skriver Plutarchus, at Artaxerxis Krigshær imod dem bestod af 300000 Fodgingere og 10000 Ryttere, at han nær havde med den omkommet af Hunger, saasom deres Land er skarp og ufrugtbar paa Korn og Frugter, og bær kun vilde Pærer og Æbler, hvorved dets Indvaanere ere stridbare og vilde, at Cadusierne lode sig regiere af tvende Konger, og at Teribazus fandt derved Lejlighed at redde Perserne, saasom han indbildte begge disse Konger, at hver for sig havde sendt Gesandter til Artaxerxem om Fred. Denne Landets Ufrugtbarhed maae dog kun forstaaes om

64

dens bergagtige Deel. Plinius nævner paa ovenmældte Sted c. 16 et Folk, som han kalder Matiani, og som han opregner strax efter Gelæ. Polybius nævner dem alerede l. 5. p. 542. t. I. af Amsterdamer Editionen Aar 1670 i 8vo, og sammenføyer dem der med Cadusier, hvoraf jeg slutter, at dette Folk, saavelsom mange andre Folk paa de Kanter, der som oftest kun eengang forekomme hos een eeneste Skribent, have maaskee ikkun været Stammer af Gellis. Han lader dem begge boe norden for Medien. Underligt er det, at Herodotus ikke nævner saa mægtigt et Folk, hverken under Navn af Gelæ, Gelli, eller Cadusii. Men da han dog nævner l. 3. c. 92 — 94 og l. 7. c. 64 — 68 Gandarii, uden Tvil Plinii Candari, Chorasmii og Sarangæ, hvilke tilhobe forekomme hos Plinium paa samme Sted hvor han nævner Gelæ, saa

og Caspii, Sacæ, Pausicæ, Pautimathi, Daritæ, Matieni, Thamanii, Utii, Myci, Dadicæ

& c., saa er det Spørsmaal om ei dette Folk er skiult hos ham under Navn af et andet; allerheldst han siger l. 3. c. 117, at Chorasmii beboede en Slette, der var omgivet af Bierge, hvorigiennem kun vare fem Indgange, til deres Land, en Beskrivelse som nøye passer sig paa Ghilan, allerheldst han legger til, at Hyrcani, Par-

65

thi, Sarangæi og Thamanæi grændsede der op til; dog maae jeg tilstaae, at han legger adskilligt til, som ei synes at passe sig paa Ghilan, der strækker sig til Havet, men vel paa et Landskab inde i Landet, rundt omkring omgivet af Bierge. Ved at eftertænke dette, og at legge til den rimelige Sætning, at alle disse smaae Folk have været beslægtede med hinanden, saa bliver det rimeligt, at Gelli have været beslægtede med de i Middelalderen saa navnkundige Pazinaker, hvilke jeg udi den 10 Tome af det Kiøbenhavnske Sælskabs Skrifter, som skal udkomme, haver viist rimeligen, at have været Herodoti og Hesychii Gandarii, hvilke igien, som jeg nu maae legge til, have uden Tvil været Plinii og Ptolemæi Candari. Hvis man derfore kunde komme med Vished efter, af hvad Folkefærd Pazinaker have været, saa kunde man og derved venteligen vise Gellernes og de fleres Herkomst.

Den Jordbeskriver Dionysius sætter v. 732 og 733 Cadusierne hos Albanierne paa den ene Side, og Meder og Hyrcanier paa den anden, og vidner, at de beboede et Haardt Land, hvilket vel nok passer sig paa den biergagtige Deel deraf, men aldeles ei paa Sletten, som er et af de dejligste og

66

frugtbarste Lande i Verden. Eustathius legger til udi sin Forklaring over dette Sted, at Cadusii vare grumme Skyttere med Steene, (venteligen af Slynge) som og de beste Spydkastere, men at de formedelst deres biergigte Land sigtede bedre til Fods, end til Hest. Og dette siger han at have taget af Strabo, hos hvilken dog nu omstunder intet findes herom. Strabo l. 11. p. 773 af den Edition f. 1707 anfører ogsaa Eratosthenis Ord, ligesom Plinius, at det Caspiske Hav strakte sig paa en Længde af 5400 Stadier langs Albaners og Cadusiers Kyster; og p. 775 siger han, at de Mediske og Armeniske Bierge bøye sig i Skikkelse af Maanen, og gaae med begge Ender til det Caspiske Hav, at endeel Albaner og Armenier beboe noget lidet af Landet inden til, som ligger ved Foden af disse Bierge, men at Gelæ og flere Folk, som han der opregner, beboe den største Deel deraf. Casaubonus meener, at det Folk Docusini, som Strabo nævner strax efter Gelæ, bør forandres til Cadusii, og fører han gode Grunde an for denne Meening, som meget bestyrkes derved, at Strabo strax efter p. 776 siger, at Cadusii beboede den største Deel af denne Fiæld-Egn, næsten paa en Længde af 5000 Stadier, det er omtrent 152 Mile, og dog har han for-

67

hen ei nævnt Cadusii , med mindre Docusini bør forandres til dem, uden man vilde sige, at han forhen haver meldet om dem under Navn af Gelæ. Nu er det vel i Følge Plinii Vidnesbyrd rigtig nok, at Gelæ og Cadusii have været eet Folk, men dog synes Strabo at giøre dem til tvende adskilte Folk; altsaa maae han enten herudi have feylet, ved at have faaet sine Efterretninger fra adskilte Tider og adskilte Skribenter, en Sag, som jeg ei letteligen troer om denne ulignelige Skribent, eller og haver maaskee Gelæ været Hoved-Navnet, og Cadusii en vis Stamme af dem, hvorvel derhos ei kan nægtes, at jo mange Skribenter, ja endog Strabo selv, som det synes, haver undertiden ved Cadusier forstaaet det heele Folk, naar de lade dem boe ved det Caspiske Hav, til hvilket Ghilan endnu strækker sig, da de egentlige Cadusier synes at have boet inde i Landet paa Biergene, og derved de Lande nærmere, hvorfra Grækerne finge deres Efterretninger. Hvad ovenmældte 5000 Stadier, som og de forhen anførte 5400 angaaer, da synes de at være næsten dobbelt for mange, med mindre Biergenes og Kysternes Bøyninger have kunnet bringe dem tilveye. Paa bemældte Sted siger ellers Strabo, at Patroclus, (som levede i Alexandri Magni Tid), haver opgivet be-

68

nævnte Størrelse af Cadusiernes Land. Strabo farer fort, at De Egne ere ufrugtbare, og at De fleste Folk Der leve af Røverie, og ere formedelst Landets Skarphed mere hengivne til Krigen, end til Agerdyrkning. P. 778 vidner Strabo, at naar man gaaer fra der Caspiske Hav imod østen, saa beboe Gelæ, og Cadusii, og Amardi, og De flere Hyrcaniske Folk nord Deelene af den store Fiældstrækning Tauro: Af hvilke Ord jeg slutter, at Strabo haver anseet Gelæ og de flere Folk for beslægtede med Hyrcanierne, hvilket deres Beliggenhed og giør rimeligt. P. 782 opregner han efter Eratosthenes de Folk, som boede ved det Caspiske Hav fra Hyrcanierne af vester, og nord paa i følgende Orden: Amardi, Anariacæ, Cadusii, Albani, Caspii, Vitii og maaskee nogle flere, saaledes falde hans Ord, indtil Scytherne. Paa en anden Kant grændsede Mederne og Patiani, som boe neden for det Bierg Parachoatra til Cadusierne, og siger han p. 778, at dette Bierg gaaer fra Armenien langs Parthien, Margiane, og Aria til Hyrcanien, og Ørken som ligger imellem den og Floden Oxus. Heraf er det klart, at ved det Bierg Parachoatras forstaaes den Fiældstrækning som gaaer fra Armenien igiennem Adirbeizan, og neden for

69

Ghilan og Masanderan. Da og Adirbeizan udgiør en Hoved-Deel af det gamle Medien, og støder til Ghilan, saa tiener det, at Cadusii grændsede op til Mederne, til at bevise, at Cadusii have beboet Ghilan, naar det sammenføyes med alle de andre Ting om deres Beliggenhed, nemlig at de strakte sig til det Caspiske Hav, at Caspii, som beboede Mougan, boede oven for dem, at Hyrcani, der beboede Masanderan, laae længre imod østen & c. Udi Strabonis egen Tid synes det af p. 768, at Caspii have neppe været mere til, eller i det minste ei forestillet noget anseeligt Folk, thi Strabo skriver der, at de udi hans Tid vare næsten ubekiendte, hvoraf jeg slutter, at Albaner og Gelæ have udbredet sig i deres Land, det nu værende Mougan, og endeel af Fiældstrækningen sønden for Ghilan, dog fornemmeligen de første i det første Land, og de sidste i det sidste, og stadfæstes dette, ved nøye at overveye, hvad jeg nu her haver af Strabo anført om Caspiers øg Albaners Grændser, og allermeest derved, at Albaner og Cadusier siges at have boet ved der Caspiske Hav, og Caspier altsaa udelades. Mærkeligt er det, at dette maae alerede have været saaledes i Eratosthenis Tid, siden bemældte Ord ere af ham. Endelig, skriver Strabo p. 769, at Theo-

70

phanes, som fulgte med Pompejo i den Mithridatiske Krig, beretter, at Gelæ og Legæ Scythiske Folk boede imellem Amazoner og Albaner. Dersom dette er rigtigt, thi det giøres meget mistænkeligt, ved det Amazoner nævnes paa de Tider, saa maae en Colonie af de første have nedladt sig der, hvilket vel er mueligt, thi Ghilan ligger ei langt fra Georgien, hvor disse tvende Folk maae efter denne Beretning have boet. At herudi er dog noget rigtigt, sees af det andet Folk Legæ, hvilke erer de samme som ellers kaldes Lazi, og nu Lesgi, et Slags og endeel af Dagestanerne. Mærkeligt er det, at Strabo nævner bare Legæ, og ei Lazi, og Plinius derimod p. 655 alene Lazi, og ei Legæ. Men om dette Folk skal jeg maaskee handle meere med Guds Hielp en anden gang.

Ptolemæus 1. 6. c. 2. p. 170 af Bertii Edition Amsterdam f. 1618 skriver, at Medien ligger imellem endeel af det Hyrcaniske, (der er det Caspiske Hav); Armenien og Hyrcanien, hvoraf sees, at han udstrækker dens Grændser meget langt, og regner Ghilan til den; at Cadusiernes Vold laae i den; at Caspii boede vester paa imod Armenien; at Ligi, det er Legæ, (thi saa bør læses, og ei Kailigi, Da Kai er

71

kun hev den Particul et) og Cadusii boede ved Haver, (det Caspiske nemlig); at Carchudi (som skal være Carduchi) boede ved Cadusier, og at Margasi beboede Gelernes indre Deele. Udi de tilføyede Charter, som siges at være af den gamle Geographo Agathodæmon, men som ere meget forbedrede og forandrede, sættes Cadusii strax neden for Kur, og hos dem Geli længer mod østen. Jeg veed vel at endeel af de nye Tydske Lærde forkaste Ptolemæum, og holde ham for saa bedærvet, at han derover skulde være ubrugelig. Nu tilstaaer jeg vel, at der findes mange Læse- og Skrivefeyl hos ham, heldst i Tallene, saa at det derfore var at ønske, at han paa nye blev sammenlignet med, og udgivet efter Manuscripter, men derfore kan det dog ingen Tvil være paa, at han jo er ægte, og at det meefte af ham er got, thi først findes der mange Manuscripter af ham, endog fra det 10 og 11 Sæculo, dernæst kommer han i utallige Ting overeens med andre Skribenter, og endelig anføres hele Stæder hos ham af andre gamle Skribenter, Marciano, Jornande, Geographo af Ravenna & c., som endnu findes paa samme Maade hos ham. Dog nægter jeg et, at et og andet kan i senere Tider være tilskrevet i Codicibus. Man maae nøye

72

vogte sig for de tvende Afveye i Historien: Pyrrhonismus, og en blind Troe. At ville rive os Kiæderne af Hænderne er alt for Harduinisk. Ovenmældte Carducho kan dog vel ei være de Carduchi, der forekomme hos Xenophon, og som boede imellem Assyrien og Armenien, med mindre man vil antage, at de have boet vesten for de nordlige Deele af Ghilan, og strakt sig hen til Søen Van, som maaskee bliver Ptolemæi Søe Martiane, og da maae hans Ord endda ei tages i den strængeste Meening, som om Carduchi boede lige op til Cadusier, da der endda bliver en stor Slette i Armenien og Medien imellem begge disse Folk. Hos de senere Grækiske Skribenter er en stor Taushed om Cadusier, dog nævner Stephanus Byzantinus dem i sit Geographiske Lexicon af Pinedos Edition Amsterdam f. 1678 p. 343 under det Ord Kadusii, og anfører Strabonis 11 Bog for dem, og at de boede imellem det Caspiske Hav og Pontum.

Ammianus Marcellinus I. 15. p. 57 af Valesii Edition Paris 4to 1636 skriver ved Aar 355, at den Persiske Konge Sapor havde at bestille paa De længst bortliggende Grændser af sit Land. L. 16. p. 69, at han Aar 356, kunde med Møye og med

73

megen Blods spilde af sine Folk holde paa sit Riges yderste Grændser de Folk tilbage, som angrede ham, og at opholde sig den Vinter over paa Grændserne af Chioniter og Eusener (hvilke Folk jeg endda ikke kiender); I. 17. p. 94, ved Aar 358, at han endda opholdt sig paa Grændserne af de længst bortliggende Folk, og havde sluttet Forbund med Chioniter og Gelaner, som vare de allerstridbarste Krigsmænd, og var derpaa færdig til at vende tilbage; og at han derpaa Aar 359 havde efter I. 18. p. 119 grumme og vilde Folk, feræ gentes, til sin Hielp imod Romerne, af hvilke p. 126 nævnes Chioniternes Konge. Det er klart, at disse Ammiani Gelani ere de i denne Afhandling omtalte Gelli, Gelæ, Cadusii, hvoraf jeg slutter, at Chionitæ og de flere Folk have ogsaa boet paa de Kanter, og været maaskee de gamles Hyrcanii, Bactrii & c. Det er ogsaa klart heraf, saavelsom af det først anførte Sted af Mamertino, at Indbyggerne i Ghilan ei have staaet under de nyere Persiske Konger, eller de saa kaldte Sassanider; ei heller finder jeg Spor efter at de have nogensinde adlydet de Parthiske Konger. Da Araberne eller Saracenerne indtoge Persien, maatte og Ghilan bukke for deres seyerrige Vaaben. Jeg veed ei, om jeg

74

skal henføre til Dette Land, hvad den Armeniske Historie-Skriver Moses, som siges at have levet i det femte Sæculo, skriver i sin Geographie, bag ved sin Armeniske Historie p. 360, af De de Brødre Whistoni deres Edition London 4to 1736, som er den eeneste Edition vi hidindtil have; nemlig at Gelarchunia var en af de 12 Provincer hvorudi Synia var deelet, hvilket laae østen for Araratia og imellem de Floder Araxes, eller Aras og Arsacha; thi vel kommer denne Beliggenhed noget overeens med Ghilans, men paa den anden Side regner han Synia til Armenien, da jeg dog ei finder at Ghilan haver nogensinde hørt til Armenien, ja end mere han lader Armenien bestaae af 16 Provincer, og deraf Synia, som alerede er sagt, atter af 12, og paa den Maade maatte Armenien have været overmaade stor. Dog kan man paa den anden Side sige, at Navnet Ghilan haver maaske i gamle Dage ei strakt sig saa langt som nu, og desuden seer man, at Moses giør sit Armenien større end sædvanlig, naar han p. 357 lader det strække sig til det Caspiske Hav, hvor Araxes falder ud i det. Men med alt det tviler jeg dog paa, at han haver meent Ghilan. Udi sin Historie p. 101 kalder han dette Landskab Gelachunia.

75

Eldrifsi eller den saa kaldte Geographus

Nubiensis af Gabrielis Sionitæ Version,

Paris 4to 1619 taler udi den oliende Deel af det tredie Chinat p. 135, 137 og 140 om det Landskab Gil, der tilligemed Vachas stod under et Herskab. Nu kommer vel dette Navn meget overeens med Ghilan, men da Autor legger det ved Floden Gihon, eller Oxus, saa kan han ei vel have forstaaet det derved, med mindre han maatte have taget meget feyl i Beliggenheden. Denne Skribent levede ellers omtrent i Midten af det 12 Sæculo. Den fortreflige Arabiske Geographus Abulfeda, som skrev ved Aar 1330, siger i sin Geographie p. 152 og 153, som staaer af Reiskii Latinske Version udi den fierde Tome af Büschings Magazin Hamborg 4to 1770, at den sydlige Strandkant af det Caspiske Hav beboedes af Gilenses og Dailomitæ, hvorpaa Havet bøyede sig imod Øster, og man kom til Abeskun, efterat man havde vandret igiennem Landene Ol Gil (hvilke Reiske selv forklarer ved Gilensernes eller Ghilan); og at Kilan og Deilomitæ omgave de sydlige Deele af bemeldte Hav.

Herbelot udi sin fortreflige Bibliotheque Orientale Paris f. 1697 p. 386 skriver, at Ghilan strækker sig langs det Caspiske

76

Hav fra Længdens 74 Grad til den 76, og gaaer ind i Landet paa Bredens 35 og 36 Grad; at Araber, Perser og Tyrker kalde det Caspiske Hav efter det Havet af Ghilan; at Indvaanerne bage mest deres Brød af Riis, som voxer der i Mængde, og leve deraf og af Fisk; at der ere kun tvende anseelig Stæder, Rascht (eller Rescht) ved Havet, og Lakhichan, eller Ghilan, inde i Landet; og at nogle Østerlandske Geographi regne og Mazanderan til Ghilan.

Da jeg nu i Anledning af Mamertini Gelli haver skrevet saa meget om Ghilan, saa vil jeg til Slutning anføre nogle af de nye Reise-Beskriveres Beretninger om det. Olearius, som selv var der med de Holsteenske Gesandtere Aar 1637, skriver i sin Reise, som er udgivet Slesvig f. 1663 p. 542—545, at Kilan, som kaldes af Kilek et Folk for sig, ligger ved det Caspiske Hav, og omgives af Bierge i Skikkelse af en halv Maane; er meget frugtbar, og vandes af mange Aaer, som ere fulde med Fiske; det deeles i mange smaae Landskaber, og Perserne regne nu det angrændsende Mazanderan dertil, og kalde det i det Kongelige Cancellie Daralmers. Der ere 46 Stæder og Flekker i Kilan, foruden Landsbyer, men da regner han der-

77

til Astrabath, Mazanderan, Lahetzan og Kester. Over de steile Bierge ere kun fire snevre Veye ind i dette Land, hvilket giør Folket trodsig og forvoven, saa at de ei agte Kongerne af Persien stort, hvilket ogsaa foraarsages ved deres Lands Frugtbarhed og Rigdom. Særdeles ere de, som boe imellem Mazanderan og Kesker, meget trodsige, (man seer heraf, at Folkenes Hoved-Character gemeenligen vedbliver, hvormeget det end ofte udsmykkes med fremmede Tillæg og Zirather, og derfore ofte bliver borte og forsvinder for deres Øyne, som ei see dybt ind i Tingene). Tilforen har Kilan havt sine egne Konger, syv paa engang, af hvis Slægt endda nogle vare tilovers i Olearii Tid. (Dette maae dog kun forstaaes om Konger i den Mahomedanske Periodo, og kort for Autors Tid, saasom han selv vidner, at Schach Abas havde først bragt dem under Persien); p. 699 og 700 vidner han, at de herligste Frugter i gandske Persien, Druer, Pomeranzer, Figen, Oliver & c. vore paa Sletten i Kilan, og at Biergene derimod ere fulde af Vildsviin, Hjorter, Tigre, Ulve, Biørne & c. Han formener ogsaa at Kilan er de gamles Hyrcanien, hvilket dog er uret om det egentlige Ghilan, og passer sig alene paa Ma-

78

zanderan. Videre siger han, at udi intet Persisk Landskab arbeyde Fruentimmerne mere; og at Sproget er en Dialect af det Persiske, men at Folkene i Talisch, som boe ved Biergene, have et meget forskiælligt Sprog, saa at de andre i Ghilan ei kunne forstaae dem; men den Prøve han giver af en Hunds Navn, som paa Persisk heder Sek, paa Kilek Scggi, og paa Talisch spech, tiener ei til at stadfæste dette. Han mener derfor ogsaa, at der ere tvende avskilte Folk i Kilan. Mærkeligt er det, at Justinusz l. 1 c. 4 alerede vidner, at en Hund hed paa Persisk Spaco.

En Adelsmand, som var med dtn Engelske Gesandt Scierley i Persien Aar 1599, og hvis Beretning staaer bag Relations de Madagascar, a Paris, 4to 1651, skriver p. 144 og 145, at Ghilam begynder tæt ved Casbin, ligger ved der Caspiske Hav, er af ubeskrivelig Frugtbarhed, at Biergene om det give derimod Alperne intet efter i Steilhed og Vanskelighed, og at Indvaanerne tale hverken Tyrkisk, Arabisk eller Persisk, men have deres Sprog for sig.

Den Engellænder Hanway, som var 1744 i Persien, beretter i den Tydske Oversættelse af sin Reise didhen, trykt til Ham-

79

borg, 4to 1754, 1ste Deel, p. 113 og 205, at Gilan er det usundeste Land i ganske Persien, deels foraarsaget ved de tykke Skove paa Biergene, og deels ved de mange Moradser paa Sletten, som den Caspiske Søe ved sine Oversvømmelser frembringer. Landet er derover ogsaa fuldt af Frøer og Insecter. Han tilstaaer ellers, at Landet er overmaade frugtbart, og taler om de snevre Passer, som føre didhen, hvilke forvolde at det altid haver faldet de Persiske Konger vanskeligt, ar holde Indvaanerne i Tømme og end tungere at bringe dem til Lydighed igien, naar de engang vare faldne fra. Underligt er det, at 1741 skal der være faldet saadan Snee, at den laae syv Alen høy.

Det er bekiendt, at dette Landskab underkastede sig Aar 1723 den store Russiske Monark Peter den Første, men 1732 blev det ved Freden igien afstaaet til Persien.

80

V.

Bøgger.

J. H. v. Falckenstein, Thüringische Chronika, Erfurth 4to 3 Theile 1738. Er deelet i 2 Bøgger, og den sidste Bog igien 2 Deele. Gaaer fra de ældste Tider til 1247, og er, for saavidt den strækker sig, den fuldstændigste Thüringiske Historie, som hidindtil haves. Den sidste Deel handler om uddøde Grevelige Slægter, om Klostere og nogle Adelige Slægter. De to sidste Deele ere bedre skrevne end den første. Dog kan ingen af dem kaldes ret gode.

N. Leuthingeri Opera. Francofurti 4to. Tom. 2. 1729. ex Edit. G.G. Küsteri. Udkom paa samme Tid, som følgende Værk, og indeholder just det samme, undtagen at her forekommer Leuthingeri oratio in nuptiis Augusti Saxonis cum Hedwige Anhaltina, og at Garcæus er borte.