[J.C. Bie] Den poetiske Gartner-Kniv at beskiære Trykke- og Skrive-Frihedens Frugter med. Skrevet for det smukke Kiøn. 1ste Stykke

Den

poetiske

Gartner-Kniv,

at beskiære

Trykke- og Skrive-Frihedens

Frugter med.

Skrevet

for

det smukke Kiøn.

1ste Stykke for Januarii Maaned, 1771.

Kiøbenhavn. Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts- Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2

        

3

Efterretning.

Jeg tager mig herved den Frihed, at opofre det smukke Kiøn en Critiqve over Bøger og Skrifter. Man veed det smukke Kiøn for

Nærværende læser meget, og man har til alle

Tider vedst, at deres Fornuft og Genie er ugemeent. Formaals Tidens Fordomme ere nu forsvundne, og man seer det smukke Kiøn ofte

meget værdigen og ziirlig at betræde Lærdom-

mens og Smagens Bane.

Vi have Recensioner og Critiqver nok over Bøger og Skrifter; disse kan være meget gode for de lærde Fruentimmer, men ere langt fra ei tilstrækkelige nok at danne alle de Smukkes Smag. Fruentimmers Smag er fin, den elsker gierne det Skiønne, og Poesien har noget Tillokkende hos sig. Jeg haver ei bundet mig til nogen vis Orden, i Henseende Bøger og Skrifter, jeg tager dem ligesom de falder for Haanden. Er Critiqven selv god, vil ei den anden Tvang sige meget. Jeg skriver egentlig dette Skrift for det Smukke, bliver det tillige

4

læst af det stærke Kiøn, skal det være mig en Fornøielse. Jeg vil i et hvert Maaneds Stykke indrykke een og anden Afhandling. I øvrigt er dette Stykke et Forsøg, finder det Bifald, vil jeg vedblive. Aargangen vil koste 4 Mrk. paa Tryk- og 5 Mrk. paa Skrivpapiir for dem, som lade sig tegne derfore; og imod- tages Subscription hos Bogtrykker Thiele, boende i Peder Hvitfeldtsstræde, og Hr. Kan- neworf, boende i Silkegaden, hvor Subscribenterne selv behage at lade sine Blade afhente; men for andre Kiøbere koster hvert Styk. 6 Sk. paa Tryk- og 8 Sk. paa Skrivpapiir. Ved hver Maaneds Udgang leveres et heelt Ark, da de, som subscriberer, bliver gotgiort, hvad for dette første Ark er betalt. Ved Aarets Udgang bliver en Liste paa alle Subscribenternes Navne gratis udgivet. Jeg tvivler ingenlunde, at see det Blad beæret med en Hoben Subscribentinders Navne, for at overbevise det højtærede Publicum, at iblant de fornuftige Læsere, er de Skiønnes Antal ei det mindste. For Resten har jeg den Ære at recommendere mig, og ønsker, at mit Skrift maatte vinde i sær de gunstige Læserinders Bifald, hvilket jeg egentlig tilegner dette Skrift, som med al muelig Flid skal blive udarbeidet.

5

Tilskrift til de Smukke.

I Allerdeiligste! I skiønne Herskerinder, Som selv Naturen gav en sund og fiin Forstand, Jeg veed nok, at I Smag i Skrifters Læsning finder;

Men da med lige Gavn ei alting læses kan. Tillade da, at jeg en Crisis maa anstille,

En Crisis, som er skabt for Eders fine Smag, Jeg, som en Recensent, ei alle Ting vil pille,

Og pidske hver Skribent med Tungens Svøbedrag. Jeg vil ei komme frem med en catonisk Mine,

Og kyse Skrifter med en Recensentis Air,

Som bitter Zoilus jeg vil ei heller grine,

Og pæge Fingrene med Spotten af enhver.

6

Nei, jeg i Korthed vil de fleste Skrifter vise, Hvis Indhold har i Vid, i Grund og Sandhed Sted, Det Gode vil jeg med Oprigtighed anprise;

Men hvad som kun er Snaus, det vil jeg tie med. Og vil jeg mellem hvert en fri Afhandling sætte, Snart i et muntert, snart i et alvorligt Fag; Men hvad det endog blir, vil jeg udbede dette,

At I, Elskværdigste! vil læse med Behag.

7

Crisis over Bøger og Skrifter.

Glorværdigste Monark! velsignet bliv Din Throne, Du Landets Fader, og Du sande Viisdoms Ven, Din givne Frihed skal vor Alders Viisdom krone. Landflygtig Sandhed nu skal komme ind igien.

O! skrive ikkun frit I ædle Musers Sønner,

Og vise Sandhed frem i en ukunstlet Dragt,

Velan jeg seer, at I paa Kongens Villie skiønner;

Men lad os see, hvad Got den Frihed har frembragt.

Hist er en tyrkisk Ræv, ret en af Uhelds Stierner Paa Statens Horizont; dog hvad, den er et Beest; Her er en fransk Recept for skrueløse Hierner,

Læs Titelbladet blot, saa har du alting læst.

8

8 Philopatreias hør, hvad skal jeg om dig dømme? Er du en Patriot og Fødelandets Ven?

Ja vist! men tag lidt meer lemfældigt paa de Ømme;

Thi Gift og Bitterhed udstrømmer af hvers Pen. Imidlertid har du for mange Isen brækket,

Og vækket dennem af en søvnig Dorskhed op, Skiønt meget duer ei, saa har du dog udklækket En fast utallig og en stridbar Skriverflok.

Min kiere Philodan! hvor har du været flittig,

Som har saa mange Ark fuld skrevet i en Hast, Med mindre Skyndighed du maaskee skrev meer vittig; Men Overilelse er virkelig en Last.

Philopatreias! du, som Anti foran sætter,

Er du ei ganske klog, saa er du dog ei dum;

Thi just i det, at du som en Modstander trætter.

Du dog (uvidende maaskee) gir Sandhed Rum.

See hist et vigtigt Brev! o Deres Excellence!

Hvis Deres Yndlings Pen vil skrive meer omsonst, Da glem for Guds skyld alt; thi Død og Pestilentse Er knap saa skadelig, som slige Skrifters Dunst.

9

9

Her sværmer ret en Hær af lutter Forsvars Skrifter, Og Lynild bliv hver Dag udsendt fra Vatican;

Men naar man upartisk den ganske Samling drifter,

Saa er den største Deel en bitter Slentrian.

Men een iblant den Hob man billig maa berømme.

Det er den sindige, den ædle Philalet,

En Mand, som Indsigtsfuld, og uden Had kan dømme. Som tænker ordentlig, og skriver Tanken net.

Philopatreias! du maa ikke Pladsen vige.

Men hvis du noget veed til Fødelandets Gavn, Du uden mindste Skye maa dine Tanker sige;

Men uden Bitterhed, saa fylder du dit Navn.

See her en ny Roman om rare Overkioler,

O! hvilket rart Sujet, o! hvilken værdig Plan;

Ja, ja Birgitte du paa Mandfolks Fromhed stoler. Betænk Salopperne tør gribe Kioler an.

Men hvad, om Kiolerne Salopperne angribe?

Om Overkiolerne igien kom oven paa?

Da Fruerpigen vist kom i en Fandens Knibe;

Men holdt! jo Fruer selv med Overkioler gaae.

10

10

Hør Mette Corporals, Matros, hvad du skal hede?

Knap værdig at dit Navn blant Bøger regnet blir, Hvis Bønner hielpe kan, jeg vil indstændig bede,

At du ei Lyset fleer af slige Monstra gir.

Thi Ærbarheden ret ved deres Læsning gruer,

I Sæders Plante-Beed de ere vilde Ax,

O! læser ei den Piece I Damer og Jomfruer;

Men bruger den eengang, naar I vil stege Lax.

Er Frankrigs Ære alt i Dødens Mordergrube?

Og dens Liigtale trykt i ædle Danskes Sprog; O! hielp den ud igien af denne Morders Strube,

I Danske pleie jo at hielpe Franske dog.

Men er ei Redning til for hendes faldne Ære?

Velan Adieu! Farvel du Reputation! Markskrigere vi kan i Dannemark undvære,

Og ingen ærlig Dansk vil være fransk Cujon.

Hist Ole Smedesvend en Risengrød tillaver,

I Smukke! denne Grød er krydret med Forstand, Den brave Smedesvend har vist Fornuftens Gaver,

Gid hver en Bogsmed skrev saa sundt og got, som han.

11

11

Er nogen Siæl, som sig ved Børnesnak fornøier,

Og hvis Fornuft er skabt for Ammestuers Kreds?

Da læs det lille Skrift, som kaldes jydske Løier;

Men hvis det læses tit, er Sovesyge vis.

See hist en Argus paa vor Skueplads fremtræder,

Et læseværdigt Skrift af en rosværdig Pen,

Som skriver med Fornuft mod Verdens onde Sæder, Fordomme og Misbrug; — I Smukke! læse den.

Et Friheds Magazin Skribentere indbyder, Anlægget er ret smukt, gid det opfyldet blev!

Og gid enhver Skribent, som noget dertil yder,

Med Rabners Vittighed og Gellerts Skiønhed skrev.

Her er jo Adgang fri, og Leilighed er færdig,

Begyndelsen er skeet, og den er meget god;

Hvo vilde tvivle paa det Verk blir læseværdig,

Naar kun Skribenterne har patriotisk Mod?

En Martin Zadoch paa vor Skueplads fremtriner, Den gamle Eremit fortreffelig kan spaae;

I smukke Piger nu maa holde gode Miner;

Thi tænk, den Eremit fra Døde kan opstaae.

O kraftige Beviis mod Sadducæers Lære,

Han døde og opstod igien den Eremit;

I Deilige maa troe Opstandelsen bør være; Men Zadochs skrift er Løgn, det tør jeg sige frit.

12

12

Nei, hist en ny Prophet fra Norges Egn sig viser, Som i et sælsomt Syn en Hoben troligt saae;

Han Kiempens Vældighed med megen Fynd anpriser,

O! gid Syvstiernens Glands i mange Secler staae. O! gid den meer og meer paa Nordens Sphære funkle, Saa blir Retfærdigheds og Velstands Himmel klar, Saa blive Luftsyn faa, og Uhelds Stierner dunkle;

Men smukkest Himmeltegn blir da du Tvillingpar.

See hist det rare Præg, hvad er det for et Stempel?

Der staaer: Først uden paa, og siden inden i! Hvad? faaer Skobørsterne Lovtale, Æres Tempel?

O! ny Invention, o! lutter Spøgeri.

O! Mester Eric, du har holdt en grundig Tale,

Hil være dig. Hr. Lars, som tvang vor Philosoph; Men dersom Grønland kan med slige Templer prale,

Saa er i Dannemark til flere Templer Stof.

Her er nu et Forsøg, I Deiligheds Gudinder,

Jeg sikkert bliver ved i Fald jeg Bifald faaer, Omskiønt jeg nogles Had ved min Critiqve vinder, Dog Eders Kierlighed langt Hadet overgaaer.

13

En

Fortælning

om

Jomfruen og Loppen.

Forlade mig, I Deilige!

At jeg tør nærme mig til Eder,

Jeg Eders Skiønhed høist tilbeder, Og er den Underdanigste,

Jeg heller paa det sorte Hav I Storm fra alle Verdens Hiørner,

Vil svæve mellem Liv og Grav,

End jeg en Deilighed fortørner,

Jeg vil kun synge om en Stakkels liden Loppe,

Min Muse eengang paa et Jomfru-Bryst saae hoppe.

14

14 O! hvilket Syn! et Jomfru-Bryst! Hvo kan den Herlighed afmale,

Og værdigst nok om samme tale?

O! idel Glæde, Liv og Lyst!

Ak smukke Coridon! ak du,

Du kan et Jomfru-Bryst beskrive,

Du mal og tal, og styrk mig nu,

Og lad din Geist min Sang oplive;

Men vredes ei paa mig, I Deiligheds Gudinder! Om jeg til dette Syn ei værdig Udtryk finder.

Nok er, det lille sorte Kre,

Som i et Rosen-Beed her hopper,

Ak! gid vi alle vare Lopper,

Saa raabe nu de Elskende,

Jeg raaber med, dog holdt! jeg troer,

At uden Tvivl har ogsaa Egle,

Den Deiligste blant Nymphers Chor,

Paa sine smukke Fingre Negle;

Nok er det Loppen beed det smukke Bryst, og slukker Sin Tørst med Jomfru-Blod, langt sødere, end Sukker.

15

15 Hvad skeer? en Haand, som Alabast, Sig i en Hast mod Brystet hæver,

Og Hevn af den Forvovne kræver,

Den Loppen greb, og holdte fast; Jomfruen var fortørnet vred,

Og, som retmæssig Seiervinder,

Der straffer Uforskammenhed,

Hun Loppen strax dødskyldig finder,

Som raabte: Deiligste Gudinde! dræb mig ikke, Fordi jeg Stakkel vil en Draabe Nectar drikke.

Men dette lille Smigreri,

Vor fromme Jomfru strax fornøier,

Og til en ædel Medynk bøier,

Hun strax gav Loppen løs og fri,

Som hurtig ned paa Gulvet sprang,

Men atter op paa hende springer,

Og uforventet anden gang Paa Benet meget heftig stinger;

Hun skreg: Uskiønsomme! — Nei, svarede vor Loppe, Jeg kommer her fordi jeg Frihed fik der oppe.

16

16 Af dette Digt den Lærdom drager I Deilige! at mangen tager

Sig alt for meget Frihed til,

Fordi I alt for gode ere;

Nei! lad kun Loppen Eder lære,

At Frekhed strax afstraffes vil.

Thi hvis ei Frihed bliver straffet,

Den lettelig til Frekhed blir,

Og blir ei Leilighed afskaffet,

Den alt for mange Tyve gir.

For Resten kan mit Digt og lære:

Der gives mangen nedrig Siæl, Som spotter den, han burde ære,

Og skader den, som giør ham Vel.