↩

Den

poetiske

Gartner-Kniv.

2det Stykke

for Februarii Maaned, 1771.

2
3

Et Par Ord til de Smukke.

Siig, hvoraf kommer det, I deilige Gudinder, Som have baade Smag og Evne nok dertil, At jeg for dette Blad saa faa antegnet finder, Mishager Dem, maaskee! mit ringe Tankespil. Er et Critiqvens Smag beqvem for Eders Øre, Og er en Rabners Pen ei for de Smukke skabt, Er Gellert eene den I værdiger at høre?

Velan! saa er min Flid og Møie ganske tabt.

Men, duer ikke meer, end det en Zeuxis maler? Saa bliver Malerie ei seet meget tidt,

Skal der ei synges meer, end blot af Nattergaler?

Saa bliver Ørets Sands fornøiet alt for lidt. Jeg skal imidlertid af alle Evner søge,

At vinde Velbehag ved et uskyldig Skiemt, Om jeg vil mellem hvert med Verdens Feiler spøge, Skal Velanstændighed dog aldrig blive glemt. Jeg troer ei selv, jeg kan just een og hver behage, De Kloges Medholdsdom er mig alt meer end nok, At Maden kan og skal hans Herres Tunge smage, Er hvad man æske bør af en retskaffen Kok. Jeg for det smukke Kiøn kun disse Blade skriver, Og hvad jeg ønsker mig er Deres Velbehag;

Men Deres Læselyst den sikre Dommer bliver,

Om jeg skal skrive meer endnu i dette Slag.

Crisis

over

Bøger og Skrifter.

Philopatreias! du, som (Junior) dig kalder. Hvor er du ei en skiøn og mageløs Skribent, Vidunder af Fornuft; en Phoenix i vor Alder,

Et Mesterstykke af al Daarlighed paa Prent.

Jeg troer, da alting laae i Chaos sammenblandet.

Den første Blanding ei var nær saa mørk og stor. Som i dit Skrift, hvor eet er veltet i det andet.

Og man ei af Fornuft kan hitte mindste Spor. Der Tankesætninger foruden Grund og Skranke,

Enhver Afhandling fast et nyt Ænigma er,

Der Skrift foruden Stiil, og Ord foruden Tanke,

Ja dens Forklaring vist faldt selv Oedippus svær. Jeg seer, min kiere Ven! du skriver for at skrive,

Men da du ei er skabt at skrive noget got,

Du skulle hiemme med dit første Chaos blive;

Thi Helter roses, men man leer af Don Qvixot.

I Smukke! denne Mand en Hoben Nyt udklækker,

Og meere flittig, end en Maaneds-Due er,

Men hvis man Skallerne engang paa Egget brækker.

Den arme Kylling vist sin Undergang er nær.

See fire Blade hist en rigtig Opskrift fører

Af: Altid noget Nyt, men sielden noget Got, Til slige Blade ret en saadan Opskrift hører;

Men Autor med sig selv, den Stakkel, driver Spot.

Om Bagges Skrifter jeg den Dom i Korthed fælder.

Hvis Sandhed vinde skal, saa haver Bagge Ret;

Men hvis Formue, Magt og Venner meere gielder,

Saa seer det ikkun ud med Bagges Sager slet.

See en forhexet Dreng, en Skobørst og en Nisse,

Har man vel nogen Tid hørt tale om sligt, Dyr?

O! Casper Ebeltoft, du drømmer nok til visse.

Og din Afhandling er et tosset Eventyr.

Hist tre Samtaler er imellem tvende Danske,

Ret skrevne med Fornuft, med Smag og god Forstand,

Misokakias, du har skrevet nogle Blader,

Som blot Tautologie og Sniksnak kaldes kand, Du paa dit Titelblad har sat en Ondskabs Hader; Men jeg tør sætte hos, en Hader af Forstand!

Men hist et kritik Brev fra Klerkerup udsendes, O! du elændige og løjerlige Klerk,

Som Fuglen sikkerlig paa sine Fjedre kiendes,

Saa kiendes Manden og gemeenlig af sit Verk. Du, som en Nimrod, ja! ret som en vældig Jæger, Opstøver andres Gods, og det vil klippe af, Paa Klokker, Gravere din Bysse heftig pæger;

Men tag dig vel i Agt de grave ei din Grav.

Du skiønne Hexegreen du meget rart opdager,

Ja uden Hexekunst man sligt ei kunde see;

Thi du fortæller os de uerhørte Sager,

Man alt var kiede af i Sextenhundrede.

Nei, denne Autor ei en Hexemester bliver,

Hans Wünschelruthe ei har Kraftens rette Grad, Men dette lille Skrift dog nogen Nytte giver;

Thi man kan nøske Traad paa dette Hexeblad.

Den gamle Drakenberg og engang Autor bliver, Hvi skal hans Billede og Navn til Opskrift staae Paa saadant Pølsesnak, som knap en Halvgal skriver,

Og knap kan Crisis frit blant Nybods Drenge gaae?

Hvad har vor Titi Roes, og vor Augusti Ære,

Hans Omhu for Fornuft, hans Ømhed for sit Folk Alt trænget hen til dig, du vittige Voltaire!

Ja, kiekkeste Skribent, bliv største Konges Tolk (*). Men viid, den Frihed, som vor Christian os skiænker.

Skal give Dannemark Voltairer i sin Tid,

O! bryd vor Christian engang de Slavelænker,

Af deres Overmagt, som endnu trykke Vid.

Vor lærde Suhm igien paa Viisdoms Bane triner,

Den Bane, som han tit saa værdig har betræd. Fornuft og Viisdom af hans Samlinger fremskiner.

Og Lærdoms Grundighed i Bidets Pynt er klæd.

En dansk Oeconomus os koger nogle Retter, Men som den gode Kok ei selv har nogen Smag, Saa blir det Fricassee, som han os foresætter, Ei Spiist af Folk af Gout med mindske Velbehag. (*) Epitre a Sa Majesté le Roi de Dannemarc sur la liberté de la Presse Accordée dans ses Etats.

25 Hist har en vittig Pen en skiøn Betænkning skrevet:

Om Efterkommeren betale bør den Skyld,

Som i hans Formands Tid er Rigets Byrde blevet, Samt Forslag til et Raad mod denne Statens Byld. Ei nogen nægte kan, at Grundighed ledsager.

Og Sandhed lyser frem af denne Autors Pen,

Og om han maaskee feil i et og andet tager,

(Som endnu ei er vist), er han dog Landets Ven.

See hist et Biergmands Speil, men Glasset duer ikke. Og hele Rammen ei er fire Skilling værd,

Bliv Autor Simon ved de gamle Skoe at flikke.

Men giv dig aldrig med Satyrer meer i Færd.

Min kiere Falsterboe, i Fald jeg skulle giette.

Hvad Slag af verslig Viis du egentligen er,

Jeg mellem Scepticos dig vist nok maatte sætte;

Thi din Betænkning er kun Tvivl, og intet meer.

En Bonde og imod Philopatreias skriver, Got hans Betænkninger endnu de første er; Jeg beder inderlig, at de det sidste bliver; Thi Saadant Pølsesnak kan gierne førened her.

Det Skrift, som Mirzahs Syn i Skiebnens Tempel heder. Er skrevet ganske got; men al Ulykken er,

Naar man nøiagtigen blant vore Skrifter leder,

Saa er det 3de gang det Skrift er trykket her.

Den norske Patriot oprigtig undersøger:

Om ei Akademie i Norge stiftes kand?

Min Ven! dit Skrift bør staae iblant de gode Bøger, Som ærlig Patriot du taler for dit Land.

Hvo skulle ikke troe, at Muserne kan finde

Et sikkert Tilholdssted i Norges kolde Land?

Mon man ei Helicon og en Parnassi Tinde

Saavel i Norge, som i Danmark hitte kand? Mon du ei hiemme kan en Laurbærkrands erhverve.

Du norske Ungdom, som desverre reiser hid.

For dine Sæder og din Sundhed at forderve,

Og for at føre hiem lidt petit marître Vid?

Man seer et lidet Skrift blant andre Ting at vanke. Om gode Loves Kraft og Efterlevelse, Got, disse Tanker staaer til bedre Eftertanke;

Thi mange Tanker jeg i Skriftet ei kan see,

Den gode Autor meest om Banqvens Lindring skriver, Han, for at lette den, vil slaae alt Sølv til Mynt; Jeg frygter af den Mynt ei store Summer bliver;

Thi Sølvet uden Tvivl er mange Steder tyndt.

En stakkels Borgermand sit Sølvtøi maa udfrie, '

Det Huus ved gammel Strand tar Renter nok deraf; Men de, som Vognmandslæs endnu af Sølvet eie,

Et Lod til Mynten knap for Landets Redning gav. Han Tobakshandlen vil en lille Pille give,

Man sige hvad man vil, den Handel er dog god.

Ja Tobaks-Aften selv vist kunde Nytte give.

Hvis man den Plantes Art fra Grunden af forstod.

Du skriver ei saa galt, min kiere Jeppe Vægter?

Og at du føde maa Magisteren, din Broer,

Er ganske. rimeligt; men du vel ikke nægter.

At baade han og du faaer meget mavert Foer.

Jeg seer, at du, min Ben! vil alle Laug ophæve.

Du Sælskabsbrødre har i dette Statens Fag;

Men vid, saa vigtige Forandringer udkræve

En Undersøgning af et meer fornuftig Slag.

Hist er et Forslag til Krigstienerens Fordele?

Fredstieneren derved vil neppe blive glad,

Endskiønt Forslaget ei er grundigt i det hele,

Fortiener samme ei saa stort og bittert Had.

Sandt nok, Fredstieneren har meer end gyldne Dage, Naar tit Krigstieneren vansmægter i sin Nød;

Men derfor bør man ei den første grusomt plage.

Og, for at nære den, berøve hines Brød.

Maaskee man Middelvei i dette kunde finde.

Een lever alt for vel, den anden alt for slet;

Thi bør een tabe lidt, den anden noget vinde,

Saa lever begge vel, saa Bliv Forholdet ret.

Hist en Fortegnelse paa Trykkefriheds Skrifter, Paa deres Størrelse, Udgave, Priis og Værd,

Med en Erindring hos, som deres Indhold drifter,

Den Piece er skrevet vel og god for Leeg og Lærd.

Fortælning

Fyrsten os Gartneren.

En Fyrste, navnlig Pataan, Som gamle Krønniker berette,

Hvis man til dennem Troe kan sætte, Regierede i Astrakan,

Han var en klog og Velmeent Herre, Som gierne Landets Velgang saae, Og stedse stræbede derpaa.

Men alle Ting blev daglig værre.

30 Skiønt Jorden bar til Overflød, Ei Misvext, Krig, ei Landeplage Blev hørt i denne Fyrstes Dage,

Saa leed dog hele Landet Nød; Paa Kunster søgte han at bøde Og gode Handels Love gav.

Men den tog meer og meere of, Og Astrakan blev næsten øde.

Bor Fyrste heel bekymret gaaer, Og tænkte: Hvad mon Grunden være? Før kunde Folket sig ernære.

Og levede i Velstands Vaar,

Før herskede i alle Stænder

En skiødesløs Vankundighed,

Nu vendes Bladet, men derved Jeg ikkun større Veestand kiender.

Han tog sig Sagen ivrig an,

Han vaagede, naar andre sove.

Han udgav stændig nye Love,

Udvidede sin Handels Plan,

Hver hans Indretning blev berømmet, Hver Hofmand dens Fordeel beskrev; Men Landet meere fattigt blev.

Og hans Skatkammer blev udtømmet.

31 Et Stykke Vei fra Fyrstens Slot

En gammel kyndig Gartner boede,

Den saae man stændig Træer pode.

Hvert Træ var prægtigt, frugtbart, got; Men om hvert Træ han plantede.

Var slige stærke Gierder sat,

At ingen kunde faae dem fat.

Man fik kun Frugten blot at see.

Engang kom Fyrsten til ham hen,

Han rosede hans kiønne Have,

Hvor alting stod saa smukt i Lave;

Men, sagde Fyrsten: Hør min Ven! Hvad skal den Daarlighed betyde.

At du paa Træer legger Vind,

Og derhos hegner dennem ind,

Saa ingen Frugterne kan nyde.

“Han svarte: Store Pataan! Du Solens Søn, den Allerstørste, Navnkundige og mægtig Fyrste I det berømte Astrakan!

Du mig et naadigt Giensvar give.

Tillad mig, at jeg spørge maae,

Saa vil jeg strax min Feil tilstaae. Og Gierdet om min Frugt nedrive.

Hvad mon vel Nytten deraf bliver, At du den beste Lov udgiver,

Naar samme holdes ei?

Om du den beste Anstalt giorde,

Og ingen samme bruge torde,

Var du da klogere, end jeg? Just, for jeg andre vil forbyde,

At nyde noget af min Frugt, Saa kan jeg selv slet intet nyde, Forsigtighed blir tit misbrugt.