↩

Afhandling

om

overdrevne

Satirer

eller

indklædte

Skandskrifter

Kiøbenhavn, 1771

Trykt hos Brødrene Berling, boende i Piilestrædet.

2
3

Skal det aldrig blive Mennesker forundt at gaae den rette Middelvey, og hellere at følge Dydens Stemme, end lade sig henrive af utæmmede Lidenskaber! De ophidses af deres Tilbøyeligheder til at være overdrevne i alting. De gaae i alting videre, end de burde. En fyrig Indbildningskraft bringer et uroligt Hoved langt længere end han havde foresat sig. Der ere tusinde Maader, som man kan forvirres paa. Man vilde ansees for at drømme, naar man med Plato vilde agte Mennesker fuldkomne; Mennesker, som snart ikke ere andet end en Blanding af

4

Svagheder og Elendigheder. Imidlertid gives der visse Maader at handle paa, som man ikke uden Misfornøyelse kan betragte, og som alle Mennesker burde søge ar udrydde; jeg meener tvende Laster, som, da de begge ere de største Yderligheder, saa ere de og hinanden fuldkommen modsatte. Den ene er den Nedrighed, som Hyklerne betiene sig af i Omgang med de Store; de overdrevne, men som oftest uforskyldte Lovtaler, som beskiæmme saavel den der giør dem, som den der tager imod dem. Den anden er den stolte og Cyniske Ondskab hos Satireskrivere, som søge at sværte de Store, og hvis huule og fæle Skrig ey engang sparer Thronen. Hine forgive Siælene med en behagelig Drik; disse støde en Dolk i Hiertet, og sønderrive det. At give Lasterne et Skin af Dyd: at opløfte Menneskers Egensindighed til Skyerne: at retfærdiggiøre uværdige Handlinger: det er at stifte et virkeligt Onde, ved det man derved tilskynder dem til at fare fort i deres ulyksalige Forblindelse, som desuden have af Naturen alt for stor Drift og Villie dertil. At overvælde andre med Løgn og Bagtalelse; at kalde andres Fortieneste i Tvivl; at give Dyden et tvetydigt Navn;

5

og at sværte andre, just fordi de sidde i høye og anseelige Æres-Poster: det er at udøve en himmelraabende Uretfærdighed, og at bringe sin Ondskab til det yderste. Disse offentlige Sygdomme ere deri forskiællige fra de andre, at Hykleren har en nedrig Egennytte til Øyemeed, men Satireskriveren besidder en uudtømmelig Forraad af Had. De ere en Slags Rust, som sætter sig allene paa Lykkens Yndlinger eller paa virkelige Fortienester.

Har Virgil og Horats end været saa nedrige at smigre for en ligesaa fey som grusom Tyran; saa bør deres Exempel dog afholde enhver, som har sin Ære kiær, fra at efterfølge dem. Har Juvenal i en bidende Stiil anvendt al sin Bitterhed, for at bringe saadan en Minister, som Sejan, og saadanne Uhyrer, som Vero og Caligula, i et ondt Rygte; saa vare de jo desuden beskiæmmede nok ved deres skammelige Opførsel og overdrevne Grusomhed. Og hvor finder man vel i vore Tider saadanne Uhyrer, som ligne dem? Har man i de forløbne Aarhundrede seet en Ludvig XI., en Carl IX., begge Konger i Frankerig, en Philip II., Konge i Spanien, og en

6

Pave Alexander VI., som vare et almindeligt Had værde; saa har og Historien, som ikke dølger Sandheden, men giver enhver Ting sit rette Navn, ikke skaanet dem. De, som har beskrevet os deres Bedrifter, har behandlet dem med mueligste Strenghed. I vores Aarhundrede faae duelige Mænd, Statens Raadgivere, Yndlinger og Monarker næsten en og den samme Opdragelse. Sæderne ere blevne mildere. Den philosophiske Tænkemaade har faaet Overhaand, og giør hver Dag nye Fremgang. Videnskaber og Kunster udbrede en Glands af Høflighed og smuk Anseelse, som giør Siælen bøyeligere og føleligere. Det Udvortes hos vel opdragne Mennesker er næsten overalt eens i Europa. Vel er det sandt, at vi af overordentlige Siæle og af saadanne, som med et mægtigt Fortrin overgaae deres Lige, ja endog svinge sig over Menneskelighedens Grændser, har et langt mindre Antal, end Alderdommen, at fremvise; men vi have dog i det ringeste den Fordeel forud, at vi i de største Æresposter ikke have saadanne grusomme Uhyrer, som hiin, hvilke Verden maa afskye og forbande. Jeg tilstaaer vel, at de Store ikke giøre saa meget got, som de

7

ere i Stand til at giøre; at Yndlingerne have Lidenskaber, og Kongerne Svagheder; men vare de vel Mennesker, dersom de vare fuldkomne? Hvad for en Afsindighed er det da ikke at træde i en Juvenals Fodspor, da man ikke meere har saadanne Gienstande for sig, som han havde, allene for at kunde have Leylighed til at Viise sit usle Pund i en nedrig Satire? Kan der vel være et ynkeligere Haandverk til, end dette, hvorved man skiænder en andens ærlige Navn, optænker grove Bedragerier, Bagtaler, udskriger og med de løgnagtigste Beskyldninger forfølger en anden, allene for at kunde stille sin Ondstab tilfreds? Hører man slige Uværdiges Raab, saa skulde man tænke, at heele Verden stod i Fare; men prøver man det Nøye, saa er saadan en i Grunden intet andet, end en Hund, der giøer ad Maanen.

Dette Slags Skribentere, som med en saa uforskammet Frekhed angriber anseelige Mænd, ere for den største Deel saadanne Elendige, som blive ubekiendte i deres Afkroge. De lade sig bruge som et skadeligt Verktøy, for derved at vinde en anseelig Misunderes eller Medbeyleres

8

Gunst, og imidlertid overlade sig til deres skændige Tænkemaade, og give deres glubske Tilbøyelighed Tøylen, hvorved de ligesom rasende Hunde anfalde dem, som af en Hændelse gaae dem i Veyen. Læser man dem, saa skulde man meene, at de holdte Speydere ved Hofferne, som gave dem Efterretninger om alt det, som der gaaer for sig. Ney deres Indbildningskraft opretter virkelig den Mangel, deres Uvidenhed foraarsager dem, og de kiende ligesaa lidet til dem, som de mishandle i deres Skrifter, som de kiende til Dyden, som de saa uvidende beskiæmme. Hvad er vel lettere end at tale ilde om de Store? Man behøver kun at forstørre deres Feyl, at skildre deres Svagheder med hæslige Farver, at forskiønne og forøge deres Fienders Bagtalelser; og, skulde alle disse artige Hielpemidler mangle, saa finder man jo en god Forraad af gamle Skandskrifter, som man allene kan afskrive eller i det ringeste omstøbe saaledes, at de kan passe til de Tider eller Personer, som man har foresat sig at vanære. Det er sædvanligt at høre Folk tænke og tale ilde om de Mægtige paa Jorden. Enhver Stand tillegges gierne i Almindelighed de Feyl, som kun

9

findes hos en eller anden i samme Stand. Læser man en Skrift imod en Skatte-Direktør, saa kan man være vis paa at finde følgende deri: „Han har et Steenhierte; han lader sig ey bevæge; han er en offentlig Stratenrøver; et Menneske, som mæsker sig ved at udsue Folket; han lægger Byrder paa det uden nogen Barmhiertighed, og for Resten duer han til Intet." Tales der om en Krigsminister, saa hedder det: „Fæstningerne forfalde; Soldatervæsenet forsømmes; efter sit eget Gotbefindende afslaaer han fortiente Mænd Befordringer, og giver dem til sine Yndlinger eller til uregiærlige Hoveder." Man er vis paa, at en Statssekretær lader de under ham staaende Skrivere giøre alt Arbeidet for sig; disse tænke, disse regiære alting, disse arbeyde, og han derimod veed ikke det ringeste af Tingene selv. Han maa giøre, hvad han vil, saa finder man dog noget at indvende imod alting, i Krigen imod hans Ærgiærrighed, i Fred imod hans Udygtighed, og han maa staae til Ansvar for alt. Hvad Regenterne angaaer, saa belønne de aldrig Fortienester i det ringeste ikke deres, som ere fuldkommen overbeviste med sig selv, at besidde mange.

10

De blive ofte beskyldte for at være karrige, naar de ikke ville stille deres Begiærligheder tilfreds, som ønske sig Riigdom, for at kunde være saa ødsle, som de gierne vilde. Deres Svagheder blive Forbrydelser, og deres Feyl (thi hvem er vel fri for Feyl?) ere og maa hedde uhørte Gierninger. Dette er omtrent det første Udkast, som man kan giøre af slige Skandskrifter, som i sig selv ikke ere andet end en Gienlyd af gamle og ligesaa uretmæssige Beskyldninger, og som dog have den beklagelige Skiæbne, at blive læst, saa længe de ere nye, for siden efter at begraves i en ævig Taushed.

Skulde jeg give disse skiønne Aander, som opkaste sig til Kunstdommere over ærværdige Personer, noget Raad; da blev det dette, at de maatte stræbe at betiene sig af nye Sving i deres Satirer; da man allerede fra Salomons Tid af har alle de Bagtaler og Lovtaler, der kan siges: De maatte forsøge at skildre sig selv i deres Skrifter; de maatte deri lægge den fortvivlende Bekymring for Dagen, som de Stores Lyksalighed foraarsager dem, saavelsom og den Afskye,

11

de har for store og overordentlige Sinds Gaver, og for den Fortieneste, hvis Glands er saa skinnende, at man anseer saadanne smaae Siæle som Intet. De maatte give Verden et tydeligt Begreb om den Indsigt, de har udi Regieringskunsten. Der ere endnu Val-Riger til i Verden. Maaskee de der kunde giøre deres Lykke. Maaskee man der vilde troe dem paa deres Ord. I det ringeste vilde de spare Læseren for deres usædvanlige Fripostighed ved at vise deres afskyelige Uforskammenhed andensteds. Var Pøbelen fornuftig, saa vilde man lee over Skandskrifter, hvordan de og vare beskafne. Men disse uværdige Skrifter stifte et virkeligt Onde, da den uoplyste Deel af Folket er tilbøyeligere til at troe det Onde, end det Gode, og med Begiærlighed griber efter falske Begrebe, som siden koster megen Umage at faae udryddet. Heraf fødes ogsaa Fordomme, som ofte ere Monarkerne selv høyst skadelige.

Der er intet Folk, der har drevet Satiren Høyere, end Engellænderne og Franzoserne. I disse Monarkier finder man neppe en berømt Mand, som der jo ere satte Skampletter paa.

12

Hvad for skammelige Ting har man ikke udspredt om Regenten, Hertugen af Orleans? Hvor yderlig er man ikke gaaet i sin Afsindighed endog imod Ludvig den Fiortende?

Ludvig den Fiortende fortiente imidlertid hverken de overdrevne Lovtaler, ikke heller de afskyelige Bagtaler, hvormed man har overvældet ham. Denne Prints var opdragen i stor Uvidenhed. Hans Arbeyde i hans første Ungdom var, at bivaane Messen med Cardinal Mazarin. Men han var af Naturen begavet med en god Sund Fornuft. Han havde Følelse af Ære, men var dog meere forfængelig end ærgiærrig. Ludvig, som man beskyldte for at ville stifte et almindeligt Monarkie, blev meere kildret ved Dogen af Genua hans Underdanighed, end ved alle de Seyervindinger, hans Generaler tilfægtede sig over hans Fiender. Ludvig den Fiortende havde sine Svagheder. Heele Verden veed hans Kiærlighed til nogle af hans Hofdamer. Den veed, at Frue Maintenon frem for andre havde Fortrinnet hos ham, og at han, for at stille Samvittigheden tilfreds, hemmelig har ægtet hende. Dette

13

opvakte nu enhvers Raab imod ham, ret ligesom det heele Kongerige skulde gaae under, og det allene, fordi denne Konge havde et ømt Hierte. Og just paa samme Tid, da Skandskrifterne igiennemheglede ham og hans Maitresse, just da hver Mand i Paris, fra Hoffolkene af til de ringeste Amtsbetientere, ja endog de, som med saa stor Uanstændighed skrev imod ham, hver, siger jeg, havde deres Maitresser. Man ansaae i Kongens Opførsel det som en Last, som man ikke regnede den ringeste af hans Underdanere til Onde. Ved slige Kiendetegn røber en Forfatters Lidensskab sig, og han skildrer den, uden selv at mærke de Træk af Had, og bitter Fiendskab, som sønderslide hans Hierte.

Ludvig den Fiortende fortiente egentlig ikke at dadles for sine Kiærlighedshandeler. Burde han lastes, saa var det, fordi han lod uhørte Grusomheder udøve i Pfalz, og berettigede Melge, at føre Krig som en Mordbrænder og Barbar i dette Land. Ligesaa lidet kan man retfærdiggiøre ham for saavidt han kaldte det Nantiske Edikt tilbage. Han vilde tvinge Samvit-

14

tighederne; han gik frem endog paa den strengeste Maade; han blottede sit Rige fra en stort Antal flittige Borgere, som toge deres Natur-Gaver og et udødeligt Had til deres Forfølgere med sig, og som forplantede dem i deres Friestæder og sikre Opholds-Stæder. Naar jeg undtager disse tvende Pletter, som synes at fordunkle den skinnende Glands, som hans lange Regiering kastede fra sig, saa seer jeg ikke, hvad man kan have at bebreyde denne Konge, og langt mindre, hvad der var Aarsag til de bittre Satirer, man skrev imod ham. Stikker det sig vel for Folk, som ere begravne i den dybeste Elendighed, og for dem, som, foruden den ulyksalige Færdighed i at skrive, ikke besidde andre Gaver, end at antaste deres Beherskeres Throne? Tilkommer det dem at forgifte de Stores Opførsel, at skiælde og smælde over deres Svagheder, og at misbruge Navnet af en lærd Afhandling, til at udsprede og forstørre deres Feyl? Anstaaer det Ubekiendte, som ere udelukte fra alle Forretninger, som see Tingene i det Heele uden at see deres Grunde og Aarsager, som kiende Handlingerne, uden at vide deres Oprindelse, som have de offentlige Tidender allene at takke for

15

deres Indsigt i Statskunsten, anstaaer det vel saadanne at dømme Personer, som beherske Verden? Kan vel deres Uvidenhed tiene dem til Undskyldning for deres Forvovenhed? Hvo seer ikke, at Ondskab behersker deres ganske Siæl, og at de drives af en falsk Ærgiærrighed? De ville gierne have et stort Navn, og for at blive bekiendt, efterabe de en Herostrate. Man maa tilstaae, at der har engang været en Tid, da Satiren var i Brug. Men denne Tid er allerede forbi. Seer man til Carl 5. og Frans 1. Regiærings Tider, da havde en Aretin Monarker til sine Skatskyldige. Man kiøbte ham til at tie stille; man betalte ham alle de vittige Indfald, som han holdt tilbage; og naar en Prints frygtede for at have begaaet den ringeste Daarlighed, saa sendte han ham Foræringer. Da var det Tid at berige sig ved Satirer. Men nu har Bladet vendt sig. Vores Aarhundrede er besynderlig egensindig. Vore nu værende Aretiner vinde ikke stort ved deres Arbeyde, og foragtes oven i Kiøbet af fornuftige og retsindige, fordi de ikke vide at anbringe deres Fortieneste, og at anvende deres Natur-Gaver paa bedre Maade. Desuagtet ere der dog

16

mange, som herved ikke lade sig afskrække fra at følge deres naturlige Tilbøyelighed, til at dadle. De gaae deres gamle Vey fort, endskiønt med mindre Opmuntringer, end Aretin. Deres Indskydelser ere saa overordentlige, at de ere ganske følesløse imod Foragten. For at opmuntre sig selv, og for at dølge deres egne Hesligheder for sig selv, bilde de sig ind, at de arbeyde for det almindelige Beste, at de forbedre Sæderne, og at de holde de Store i Tømme, ved at indjage dem Frygt for deres skrækkefulde Bedømmelser. De smigre sig med, at man føler deres Smerter. De Mægtige tænke langt anderledes, enten høre de slet ikke disse Parnassi Insekters Snurren, da de ere omgivne med en stolt og vellystig Overflod; eller naar de endog høre den, saa har det i Forveyen ahnet dem.

Offentlige Irettesættelser, Satirer og Bagvaskelser forbedre ikke Mennesket. De forbittre kun Gemytterne, og ophidse dem. De opvække en Attraae efter Hævn, men ingen Lyst til at forbedre sig. En ubillig Bebreydelse beviser derimod Uskyldigheden, og tiener til at vedligeholde Egenkiærlig-

17

heden i Steden for at qvæle den. De Store blive som de vare. En Smigrere giør sig derfor ikke mindre Umage for at vinde sin Herres Gunst, fordi han bliver angrebet i et uanstændigt Skrift. De uundgaaelige Smughandeler paa et Sted, hvor saa mange Mennesker ere samlede, og hvor Ærgiærrighedens Strid har Sted, fortsættes ved Hofferne. Statens Raadgivere blive ved at behandle de offentlige Forretninger efter det Indtryk, som den Side, hvorfra de betragte dem, giør paa dem.

De, som Regiæringens største Byrde ligger paa, Fortiene hellere at ynkes, end misundes. De Store, som regiære Jorden, blive ofte modløse ved et eller andet fortrædeligt Arbeyde, som man ikke kan bringe til nogen Ende. De ere altid nødte til at vende deres Betragtninger til den tilkommende Tid, at see alting forud, og at forekomme alt det modbydelige, der kunde hændes. De maa svare for saadanne Begivenheder, som den uvisse Skiæbne, der jævnlig driver sit Spil med den menneskelige Klogskab, ofte lader falde ilde ud, for at tilintetgjøre deres kloge Iagttagelser. De

18

ere belæssede med Arbeyde. Deres Udmattelser blive dem som en Slags Sovedrik, der i Tidens Længde qvæler de Følelser af Roes og Ære, som de drives af, og opvækker en Længsel hos dem efter den philosophiske Rolighed, som et privat Levnet fører med sig. Det er altsaa snarere nødvendigt, at vedligeholde disse Følelser af Roes og Ære hos dem, end at arbeyde paa at undertrykke dem. Man maa hellere opmuntre Mennesker, end giøre dem modløse. Men dette er noget, som overdrevne Satirer aldrig giøre. Men vilde nogen tænke, at man da kun behøvede af være mægtig, og at have frie Hænder, for des friere at kunde overgive sig til alle de Daarligheder, man ved sin Egensindighed kunde bringes paa, og at giøre sine egne Meeninger til Love for andre. Thi naar man ikke bliver sat tilrette, saa kan man jo saa meget lettere vende op og ned paa alting, naar der ingen er, som tør opløfte sin Røst og fordømme slige ufordragelige Misbruge af Herredømmet. Jeg vover at svare dem, som giøre denne Indvending, at jeg vilde være fuldkommen af samme Meening, som de, at nemlig de, som i Kraft af deres høyeste Magt ere deres heele Liv igiennem satte i den

19

Stand, at de byde over Lovene, virkelig have en Tømme nødig, hvorved de kunde afholdes fra at misbruge deres Magt, til at undertrykke de svage og at øve Uretfærdigheder. Men til at lære Konger og de Mægtige paa Jorden, dertil have saadanne Skribentere intet Kald, som ere uvidende om alt, og følgelig ikke ere i Stand til at dømme rettelig om meere end om det, som gaaer for sig i deres skumle Afkroge. Der gives andre Lærere, som tydelig nok underrette dem om deres Pligter, som afsige Domme over dem, som ligefrem uden nogen Indklædning lære dem hvad Folket tænker og bør tænke om dem. Disse Lærere ere de forskiællige Tiders Historier. Disse skaaner ingenlunde hiine frygtelige Mænd, som har kommet Verden til at skiælve. De dømme dem. Og i det de billige de gode Handlinger og misbillige de Onde, saa vise de Printserne og de Mægtige, hvad man har at rose og at laste i deres Opførsel. De Dødes Udsigende lærer de Levende, hvad de have at vente sig, og med hvad for en Omdømme deres Navn vil erindres af Efterkommerne. For denne Domstoel maa alle Store fremkomme efter deres Død, og denne er det, som for ævig bestemmer

20

deres Roes eller Beskiæmmelse. Historien er os i Steden for den Maade, som var i Brug hos Egypterne, i Kraft af hvilken Borgerne efter deres Død bleve underkastede en vis Rets Bedømmelse, som nøie efterforskede deres Handlinger, og forbød dem, hvis Levnet havde været lastefuldt, at begraves. Efterslægten er upartisk. Den veed intet i Hensigt til de Afdøde af Had eller Hykleri at sige. Den lader sig ikke forblinde ved Lovtaler eller Satirer. Den skiller det reene Guld fra den falske Tilsætning. Tiden, som blotter alt, endog de hemmeligste Ting, aabenbarer dem og Menneskernes Handlinger og deres Bevægegrunde. Den viser ikke Statens Raad, forstummede af ydmyge Tilhængere, ei heller Kongerne, beleyrede af smigrende Tilbedere, men den viser Mennesker blottede fra alle de Prydelser og den forfængelige Forklædning, hvori de have været indhyllede.

De, som vide, at de umuelig kunne undgaae denne Rets Kiendelse, maa i Forveyen lave sig til at kunne fremstille sig for den uden Pletter. Et got Rygte efter Døden er det eeneste Gode vi efterlade os i Verden. At tragte efter dette er in-

21

gen Virkning af Hovmod. Man maa hellere lade sig samme være høyst angelegen, om ellers Adelskab og høy Byrd skal være os noget Fortrin. Den sande Ærelyst er Kilden til heltemodige Handlinger og til alle de nyttige Foretagender, som der skeer i Verden. Hvorfor lader et Menneske sig slaae ihiel i Fædrenelandets Tieneste? naar han ikke giør det for at fortiene deres Biefald, som overleve ham. Til hvad Ende arbeyde Skribentere og Kunstnere? uden for at forhverve sig Roes og giøre sig et udødeligt Navn. Dette er saa afgiort, at Cicero, som selv blev drevet af denne Iver har anmærket: at ey allene de ypperste Lærde i Alderdommen, men endog Philosopherne af de strenge Sekter have sat deres Navne paa Titlerne af de Verker, som handlede om de menneskelige Tings Forfængelighed. Denne Begiærlighed efter at giøre sig udødelig er Drivefiæren til vore Arbeyder og alle vore skiønne Handlinger. Det er sandt. Dyden har noget indtagende ved sig, hvorved den nøder ædle Siæle til at elske den for sin egen Skyld: Imidlertid maa dette ikke forføre os til at fordømme alt det gode, som Ærelyst bringer os til at giøre. Grundsætningerne maa

22

være dertil hvad de vil, saa er det dog vist, at Menneskelighedens Fordeel udfordrer, at man anvender alle de Midler man kan, til at forbedre det menneskelige Kiøn, vogter sig for alt det, som opirrer og forverrer det, og paa den Maade søger at tæmme Mennesket, som uden Tvil med Rette kan kaldes det vildeste af alle Dyr. Man maa opvække hos dem en Følelse af Ære; man maa uden Ophør opmuntre Verden dertil. Vee de Store, som ikke lade sig drive af slige Følelser! og vee dem, som have alt for megen Følelse til at lægge en skiændig og spottende Satire paa Hierte.