↩

Nogle Betrængtes Sukke

over

den ellevte December

Tilligemed

Lucifers Trøst

til samme

Kiøbenhavn. Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstræde i No. 196.

2
3

Coqvette overlydt istemmer Sørge-Toner, O! raaber hun: jeg er blant de forladte

Koner!

Mit Huus er øde, og mit Speil forsikkrer mig At det reent Sandhed er, jeg er ulykkelig. Før, naar for mig at see, jeg vilde Speilet tage. Dets Straaler Yndighed da skiød fra sig tilbage. Nu, naar jeg speiler mig, hvad er det jeg

da seer?

Et rynket Ansigt, som om Overdekke be'er. Jeg mig nu levendes i Jorden vil nedgrave; Thi til at lokke fleer jeg haver ingen Gaver, Saaledes taler hun, i Afmagt daaner hen, Men Lucifer er flink, og trøster som en Ven.

Fortvil Coqvette ei, bliv, ved din kloge Maade, Jeg vil som Lucifer dig til det beste raade; Skiønt at din Deilighed er meiet af som Høe, Fortvilet du endnu derfore ei skal døe.

Opret et Ruffer-Huus, hold spæde Kisselinker, Som muntre Øine har, og net med R** svinker, Lad Hververe saa fiint en liden Indpas faae, Saa kan du uden Nød alt, hvad du ønsker,

naae.

Du Directrice blir og ikke meer Actrice, (*)

Du nu med Majestæt kan din Person fremvise; Jeg selv skal hielpe dig, som trofast Lucifer, Og dig forskaffe Held til alle Gierninger.

Hvad er paa Færde? jeg en Jammer-Støien hører,

Enhver sit Klagemaal med Suk og Graad fremfører. .

Jeg, sagde Jean de France er højst ulykkelig,

Og der ei noget er, som meer kan redde Mig. Jeg skulde ei saa snart til Hielp fra nogen

trænge,

Hvis siette Delen jeg kuns havde af de Penge, Som for mig Fløjten gik udi Paris, Paris I denne smukke Bye saa fuld af Snyderie.

(*) Forstaae ude paa den Verdens store Skueplads.

Fuld af Fortvilelse i største Angst og Smerte,

I alle Maader var vor Jean de Frances Hierte, En Lyd i Luften ham dog naadig trøste vil Hør! hvor ham Lucifer med Trøst dog taler

til:

Min elsket Jean de France! du ikke dig maa klage! Syng franske Arier! de kan mig meer behage, Du vel udi Paris har lært at giøre Cour, Af Kierlighed for dig jeg ligger nu paa

Luur.

Jeg rige Enker skal min Søn for dig opsøge, Du paa Parisisk Viis maa lekker med dem spøge, Saa er din Lykke giort: Hans Franzen

hører det,

Blir glad, og danser strax en lystig Menuet.

Hvorfore sukker nu saa dybt den ærlig Kone? Før Frydens Arier, nu lutter Sørgetone. Før Snød hun hver og een ved bare Hyklerie,

Nu Staten er oplyst; Hun lykkes ei deri.

Hør nu strax Lucifer er med sin Trøst tilrede, Hun bør ei længere i Sorg og Angest svede. Fornøi dig! raaber han, vær trøstet inderlig;

Thi jeg endnu har Magt og kan ophielpe dig.

Bliv ved det Hyklerie! der ved vi begge baade; Men jeg, som Hyklers Ven, del ene dig vil

raade,

At du vor fælles Konst angriber finere; Thi Landet taaler ei de grove Hyklere.

Leander Suk paa Suk af ængstet Bryst fremdrager,

Den Ellevte i Dag ham udi Hiertet nager; Fordømte La Basette! fordømte Terninger! Saa raaber han: Herved jeg ruineret er.

Hans Fader Lucifer bevæget til ham taler, See! siger han: Din Nød og Sorrig jeg husvaler.

Tag der er Terninger og Vexel-Dalere; Ved dem du snyde kan de største Snydere. Leander fuld af Fryd annammer disse Gaver, Og bliver rigere end han selv ønsket haver; Han fast bestandig vandt, og tabte han engang,

Holdt Vexel-Daleren mod Tabet dog sin

Stang.

Hvor blev Leander af? Hvad fik han for en Ende? Som alle Spillere: Tilsidst han maatte brænde I Sathans Smelte-Digl; forstaae: De

Spillere,

Som spille ene for, at være Snydere.

Ak see! Hr. Bel-Esprit udøser Suk øg Klage, Jeg veed ei mere, hvor jeg Renterne skal

tage?

Til denne Ellevte; saaledes raaber han Og sig anstiller som en høist fortvilet Mand. I forrig' Tider, naar jeg ikke havde Penge Jeg fik en Tut i Hast, og det ei vared' længe Jeg tre a fire Ark kuns og Troen spottede, Hvori jeg Sæder, Dyd og Troen spottede, Nu agtes det ei meer, nu blive Folk for kloge. Da stærke Aander er nu agtede som Droge Da nys de skinnede som største Stierner;

man

Fritænker-Skrifter nu ei meer afsætte kan.

Strax Lucifer fremkom og sagde: Kiere Broder!

Du klynker, som du var en høist elendig Stodder

Bliv du kuns ved min Søn at nægte Gud

og Troe,

Jeg selv skal hielpe dig, saa du skal have

Roe.

Den ene Regel har du kuns at observere,

At Orden, Slutninger og Grunde ei regiere Udi de Blade, som du sammeniaske vil, Nok; at de røbe Gift og falske Klygters

Spil.

Som sagt saa giort; han strax en Piece sammenmaler,

Hvori Letsindighed og Gift mod Troen taler.

Den største Aftræk faaer: Den faaer Berømmelse

Af hvem? Kuns ene af de Ligesindede.

Man siger: Lucifer saa hemlig ham forstrakte,

Med villigste Douceurs foruden det, ham bragte Boghandlerne, og de, som tænkte som han

selv,

Saa at han i Galop befordret saae sit Vel.

Ak! Madam Koblerske nu sukker overmaade, Og til Taalmodighed ei nogen Ting kan

raade;

O! siger hun; Jeg før fortiente Penge nok, Jeg gjorde Giftermaal hver Maaned i en

Skok.

Nu er der ingen, som min Konst vil mere agte, Og de, jeg nyligen til Brudesengen bragte, Forbande mig og troe, at deres Jammer er Udaf mit Koblerie fordømte Virkninger. De, som her Efterdags har Lyst at løbe sammen, Kuns følge vil en Lov: De kalder Ja og Amen; Den Lov her ligger i; at Penge giør ei

alt;

Thi nu kuns ganske faae dem have i Gevalt.

Da Penge nu saa knap i Byen circulerer,

Da man er noget Haab om Rigdom kan formere,

Saa nødes man tilsidst at beile efter Dyd; Og dette for min Pung er kuns til liden

Fryd.

Ak! raaber hun: Jeg maa nu ganske vist crepere,

De nu den Ellevte mig vil Fortred formere; Thi Rente-Pengene jeg ikke svare kan;

Og jeg at giøre har med en fortreden Mand.

Før hun selv veed deraf, er Lucifer tilrede, Han er med mægtig Haand og største Trøst tilstede,

Min elsket Koblerske! saaledes siger han: Trøst dig! vær meget glad! jeg hielper som

en Mand,

Bliv du kuns stedse ved at stifte Ægteskaber! I Hvilke Dyd og Fryd til evig Tig sig taber, Giør du Foreninger af slig Natur og Art, At alle Laster der kan have friest Fart. Hvad Pengene angaaer, som Ægteskab nu

giøre,

Da skal jeg mesterlig Vedkommende forføre. Jeg dem indbilde skal, der Tønde Penge er.

Hvor neppe virkelig er sex Halvskillinger.

Som sagt saa giort; man faae en Mængde Ægteskaber

Geleidet hver i sær af tusind' Suk og Klager, En ung forfløjen Gast en Enke pryglede, Indtil hnn peu á peu af Tamp creperede.

Biberius henflød i Suk og salte Taarer,

Siig kiere vel engang! hvi græder han saa

faare?

Jeg, siger han: Jeg er i en fortvilet Nød, Fordi min Gane nys i Nectars Strømme

flød.

Jeg længe drukket har paa Borgs, nu maa jeg

faste.

Og hver en Creditor jeg seer til mig at haste; Thi jeg Betalning har tilsagt til Ellevte, Og til Ulykke er just nu meest trængende. Man veed, at Lucifer ei nogen Dranker hader.

At han en Svire-Broer ei nogen Tid forlader, Derfor en Tønde ham han sendte af Liqueur, Som stedse drikkes op dog ikke heldes bør.

Drik! raabte Lucifer; lad aldrig af at drikke, Du ikke Hanen skal paa denne Tønde slikke; Thi den er lige fuld, og aldrig dampes bort, Derfor min Elskelig! drik! spye! drik immerfort!

Biberius blev glad, og drak af alle Kræfter

han Sælskab til sig bad, som gav ham ikke

efter:

De drak, sov ud, drak om, og fyldtes Dag

og Nat

Til sidst blev Legemets og Sielens Kræfter

mat.

En samlet Podagra, en anden Øie-Svie;

Skal jeg kuns være kort; kan jeg dog ei fortie

At man en Morgenstund om Tønden udstrakt

jage

Tre tappre Drankere, som ded og drukne

laae.

O Hillemend! jeg seer en høist bedrøvet Enke, Hvad kan vel hendes Sind saa smerteligen

krænke?

Den Ellevte: Hun af sin Fetter ventede Paa denne Dag en Sum til sin Forfriskelse.

For at bevæge ham, hun ogsaa har tilladet, At hendes Fetter har i Multe Blade bladet;

Men nu den Ellevte han alle Ting har

glemt

Indtil den Hielp, som han for hende har

bestemt.

Hun raaber, tuder nu, snart Haaret sig afriver,

Snart Angest hende til en Psalmebog fordriver, Hun synger Tydsk og Dansk dog ingen Roe

kan faae;

Thi Hiertets Andagt vil med Tonen ikke

staae.

Medliden Lucifer det stakkels Dyr husvaler Han hende fuld af Troe og Love saa tiltaler: Du søde Datter! ei i Dag fortvile maa, Det ved min virksom Hielp skal siden bedre

gaae.

Øv kuns mod andre al den Konst du øvet

haver

Imod din Fetter, som ei havde Mod og Gaver, Til sand Erkiendtlighed; jeg trofast hielpe

vil,

At du hos alle, og i Alt faaer vundet Spil.

En Duellist i Dag udøser Jammer-Plage,

Tænk kiere Læser! han har Aarsag til at

klage:

Ak! at Duellerne nu er afskaffede Jeg ellers havde nok til denne Ellevte!

Saaledes sukker han: Hvi kan det andet være Man Duellisten nu ei holder meer i Ære,

Han af de kloge Folk ansees kuns for Nar, Som en Skavanke i fin lille Pande har.

Men Lucifer ei vil han uden Trøst skal blive, Hør Fetter! siger han, jeg vil dig Redning

give.

Gaae! tag din Kaarde med, gak hen i

Hvelvingen

Der jeg med Klud og Beeg skal hielpe dig

som Ven.

Hans klager ynkelig: Jeg før fortiente Penge; Saaledes raaber han: Jeg kunde aldrig

trænge,

Mit hele Arbeid var dog kuns at prygle af En Næsviis Spirivip, som Penge nok ei

gav.

Ved Horehusene jeg Alting kunde drive Mig selv med Kone, Børn jeg derved holdt

ved Live,

Men disse Huuse nu kun liden Søgning

har

Og ingen kommer meer, som sig afprygle

lar

Jeg ret fornøiet var, naar jeg en fose kunne Saa han en Times Tid for Døren kunne blune I dybest Rendesteen, og siden slæbes hen Til Mørke Fængsel af min Vegter og min

Ven.

Hør! raabte Lucifer: hold inde med din Klage Du er en vakker Karl, som ret mig kan behage Jeg derfor hielpe bør i din Elendighed,

Jeg for din Tapperhed endnu en Redning

veed

Paa Horehuusene ei hielper meer din Gave; Thi Folk jo hiemme nu den samme Fryd kan have; Men da du Kræfter har, og alle prygle kan, Saa bliv Skovrøvere, det føder og sin

Mand.

Decembers Ellevte! skal du da alle qvæle? Tør nu Medlidenhed med Tyven meer ei

hæle;

Nei see Skoeflikkeren i Dag til Ellevte Er ruineret, som med Tyve hælede.

Han gier sig ynkelig, ak! siger han, jeg gruer Min visse Undergang jeg nu for Øine skuer Jeg kiøbte kuns lit Sølv, maaskee lit Guld

iblant

Derved min Undergang og al min Smerte

fandt.

Den store Lucifer paa disse Sukke hører,

Og til Skoeflikkeren slig Trøste-Tale fører: Min Søn bliv ved som for at hielpe

Tyvene,

Hvoraf du selv just ei kan nogen Skade

skee.

Men giør som Israel, lad alle Tyve-Vahre Til Hamborg reise hen, saa har du ingen Fare Sælg ei saa tosset meer, her udi Kiøbenhavn;

Thi sligt et Kiøbmandskab dig bliver ei til

Gavn.

Skal Fanden just i Dag ophielpe alle Narre?

Som for den Ellevte ei sig har taget vare; Ja han sig dette nu saa lumsk paataget har Han vent'lig har Raison; thi han er ingen

Nar.

Jeg saae en artig Fyr, at sukke, klynke, svede. Man fra Commission hans æred' Navn kan lede; Thi det er artig nok, ar hans topmaalte

Navn,

Forrykte pedes har til Poesiens Savn.

Ak! raabte han, jeg skulde Alt betale,

Hvem kan min store Nød, min Hjertesorg

afmale?

Da jeg ei eier Hviid til denne Ellevte Hvor til Betalning jeg enhver dog lovede.

Jeg ventede nu just paa nogle fremmed Sager, Men Skiæbnen nu tilsidst mig til Fortræd bedrager,

Mig nægtes denne Hielp; maaskee Ved kommende

Til min Ulykke nu er bleven klogere.

O! raabte Lucifer, lad af at sukke, klage,

Du din Venindes Tøi af Kiøkkenet kan tage Til laans, fei dette ud indtil jeg hielper dig, Og du til videre da lever lykkelig.

En Erke-Spidsbub sig i Dag har vildet hænge; Thi tænk: Den Ellevte med Jammers

Magt kan trænge

Han har ei Strikke; men ham Fanden

sender en

Den gaaer i Stykker og han falder need

igien.

ligger nu fortabt, forladt i Angest og

Smerte,

Det merker Lucifer, det rører nu hans Hierte, Han raaber da til ham, staae op tag munter Mod!

Du skal ei hænges; thi din Sag kan blive

god.

Jeg vil du længere skal rulle om paa Jorden; Thi du veed mesterlig at skabe al Uorden,

Og hvad du ikke veed, det skal jeg lære dig, Saa lev da længe og paa Penge stedse rig. Der mange Roller er, som du endnu kan spille Du de Fanatiske, som Spøgelse kan drille, Du Overtroen og de gamle Kiærlinger Indbilder lettelig, at du Prophete er.

Og hvis det skeer engang, du kommer til at

standse

Jeg da paa Timen er dit visse Taarn og

Skandse

See der en Fløite er, naar Nøden rammer

dig

Saa pib du kuns i den, og strax du haver

Mig.

En Skindpels sukker dybt, jeg vilde Høker sige,

Han tænkte sig nu ret at mæske og berige Paa Skilling Skilling han har vildet vinde;

men

Den vise Taxt kom ud, og hans gik ind

igien.

Han raabte græsselig: Jeg kan min Gield ei, svare,

Jeg til den Ellevte har største Sorg og Fare; Thi, som jeg lyster, jeg nu ikke skakre maa; Thi efter nye Bud nu alle Ting skal gaae,

Jeg tør ei veie falsk, som er min Hiertens Plage Det raadne, gamle tør jeg ikke meer fremtage Hvad skal jeg gribe til! hvad skal jeg fange

an?

Jeg er og stedse blir en ruineret Mand. Selv Fanden vide maa, hvad Raad jeg her

skal tage?

Med egne Kræfter jeg paa ingen Viis kan mage Saaledes, at jeg seer mig udi Sikkerhed, O! raabte han: Du Taxt er Skyld i min

Fortred!

Af Medynk Lucifer fremkom i samme Time, Hvad? Sagde han, min Søn! jeg troer at

du vil prime,

Vi begge to har Greb paa al Slags Snyderie,

Vi begge to derfor vil holde ret Partie. Jeg vil, at du min Søn Angivere skal være; Men du saa snorrig maa i Alting dig adbære, At du forfører først og selv til Lasterne, Derefter gaaer du bort som troe Angivere. Du for Exempel Skyld en Skipper kan tilraade,

At han med Contreband belæsser sine Baade, Men naar han kommer hiem, du ham strax

røbe bør,

See! det er en Metie, som mangen lyklig

giør.

Du i et Øieblik herved kan meget vinde,

Al Art af Høkerie ei slig Gevinst kan finde,

Et Ord og nogle Trin kan ofte skaffe dig Selv samme Rigdom, som har giort F.

lykkelig.

Gaae om til Høkerne, hielp dennem at bedrage, At skrive X for V, de Fattige at plage,

Selv giver du dem an, den Sag er ypperlig, Du bliver Patriot og kan berige dig.

Jeg Alting haabe kan af dig, som er en Jyde, Af denne Nation kan nogle vakkert snyde;

Jeg alle ikke vil beskylde skiønt jeg er Ei bange for en Løgn, som gamle Lucifer.

En som forgieldet var, fik en bemidlet Mage, Og Dagen efter de fornøiet Bryllupsdage, Kom Politiens Folk,tog bort alt hvad der var. Det den nyegifte Brud i Hiertet billigt skar. Tre andre Enker, som og havde Rigdoms

Gaver

I den nye Brudeseng ei bedre Skiebne haver. A. fik en Drukkenbolt, B. fik en Fraadsere, Og C. en Fiante af de dumme Spillere. Der mange Mandfolk var, som lige Skiebne

smagte,

Og som nu ynkelig forgiæves sig beklagte;

A. som i ung Karls Tid vandt Penge ved sin

Sveed,

Saae dem at svinde bort med Harme og Fortræd.

Han havde faaet til Brud en glat og sminket Kone,

Som aldrig sparede Ducater eller Kroner For lespende Mesieurs, der net var puddrede

Og havde lært den Konst at pludre, rose, lee, B. fik en skiden Soe, fik en Capricieuse, D. blev trolovet en af disse Vimsetøse,

Som løbe rundt omkring i Byen Nat og

Dag

Og troer, at Husets Tarv er ikke deres Sag. Ja hvem kan regne op den Mængde af Ulykker, Som der ved Lucifers og Koblerindens

Nykker

I Millioner viis dem oversvømmede,

Som tog ei Gud med dem til deres Ledere.

Til denne Ellevte jeg ingen Redning skuer, Jeg for dens Komme med en skræksom

Gysen gruer.

Saaledes hyler ud den blege Rabulist, Som nu Raadstuerne med Viisdom er forvist,

Hvad skader dig min Søn, jeg dig i Alt vil gavne Det siger Lucifer, du skal min Hielp ei favne; Lad være F ** dig ei paa Tinget lide vil,

Vi dog vil drive vort sædvanlig Lykkespil.

Jeg vil udi din Pen en virksom Gift indjage For Uretfærdighed du ene skriver Klage,

At skrive udi Smug, ei F* forhindre kan Skiønt han for Resten er en vittig dydig Mand. Dernæst du Støverhund taalmodig maa agere For slig en Advocat, som selv ei løber mere, Som af Proces er feed, ei mere rende vil, Da han sit Ønske har opnaaet ved Stridens

Spil.

Men hvis du ei i Hast slig Procurator finder, Saa skal jeg stræbe, at du kierligt Venskab vinder

Hos en forsviret Gast, som ikke meer kan gaae Hans Navn og Privileg til dit Forsvar skal

staae.

See Nathan græder og, han kan ei mere

snyde

En viis Regiering vil hans Renter ham forbyde, Utaalelig Procent og andet Jurerie For ham nu hemmet er med al Bedragerie.

Hans Fader Lucifer fremtriner i det samme. Og siger: Nathan! maa du dig dog ikke skamme. Du jo en Jøde er, kan du ei finde paa Et Kneb, du da af mig et Velmeent Raad

skal faae:

Gaae ! lad dig døbe til den tyvende December, Saa faaer du Penge nok, og dermed Sorgen dæmper.

Lucifer tilsidst.

Jeg udi denne Dag har havt min hele Hyre, Saa mange Narre at regiere, raade, styre Det ikke er saa let som man indbilder sig, Hver seer, at jeg min Sag har drevet mesterlig.

Jeg egen Fordeel vel har søgt ved al min Møie, Men Mennesket jo og sin Fordeel har for Øie, Saa det i denne Post mig ei bebreide kan, Jeg er en ærlig Mand, hvad gaaer mig

Sladder an?

Hos

Bogtrykker Hallager,

sælges iblant andet

følgende Bøger for hossatte Priser.

Professor Gottscheds tydske Grammatika eller kort men tilstrækkelig og tydelig Underviisning at lære ret at skrive og tale det tydske Sprog, oversat efter det femte forbedrede Tydske Oplag og udgivet til Nytte for de Danske, som ville lægge sig efter og grundig lære det tydske Sprog. 2 Mk. 8. ß

Mandfolkenes eller Herremænds Kald, skrevet af den berømmelige Author til det i Engeland velbekiendte Skrift The whole duty of Man«. Oversat af D Thurah. 2 Mark 8 Skilling.

Dictionnaire en Ahregé eller en Fransk og Dansk Ordbog, hvorudi ei alleneste alle brugelige Franske Ord med Exempler og Talemaader efter Alphabetisk Orden findes forklarede paa Dansk, men endog et fuldstændigt Dansk Register & c. af Hans von Aphelen. 1 Rixdaler.

Forsøg, at beskrive den nærværende Tilstand af de grundige og skiønne Videnskaber, samt smukke Konster i Dannemark og Norge, skreven paa Fransk af en Engelskmand. Oversat og forøget med Anmærkninger af en Dansk. 8 Skilling.

Jule-Sange til gudelig Brug og Anvendelse, skreven ved Niels Prahl. 6 Skilling.

Anviisning i kort Udtog til Grundene af det Engelske Sprog. 2 Dele. 3 Mk.

Kort Udkast til en Geographie for Begyndere, eller en kort dog udførlig Jordbeskrivelse over Europa, Asia Afrika og Amerika, de adskillige Landes Grændser, Størrelse, Beskaffenhed, Have, Sunde, Søer, Floder, Inddeling og fornemste Stæder, Indbyggernes

Regieringsform, Religion, Folkemængde, Sæder, Skikke og Fremgang I Konster og Videnskaber, skrevet af Hr. Conrector Bauman og oversat og med mange nyttige Anmerkninger forøget og forbedret. 2 Mk.

Den lystige Kiøbenhavner, som medbringer fortreffelige Huus-Raad imod Kiedsommelighed, bestaaende i vittige Indfald og artige Løyer samt velanstændigt Skiemt. 4 Hæfter, hvert Hæfte 8 ß

Beviis, at Argus, uagtet sine 100 Øyne, har været stokblind, da han skrev sin No. 11 og 12 angaaende- Amts- Laugs- og Frimesterne indeholdende trende Anmærkninger 1) At Laugene i deres nærværende Forfatning ere skadeligefor Vindskibelighedens Fremgang. 2) At de ere Hinderlige i Folkemængdens Tiltagelse. 3) At de ere en Med-Aarsag til de dyre Tider, til Nøyere Eftertanke i en redelig Hensigt fremlagt af en Haandværksmand, som ønsker Laugs- og Frimesterne all den Lyksalighed, der kan passe sig med Statens Velfærd. 14 ß.

En Landmands Tanker anggaende 1) Dommere. 2) Tingsvidner, 3) Tiender. 4) Qvægsygen. 5) hoveriets Afskaffelse og 6) dyre Tider. 10 ß. Moralsk Dukketøy for Børn, eller Historier og Samtaler til at vænne Hiertet tidlig til ædle Følelser til de unges nytte og de Gamles Fornøyelse. 12 ß. Kierlighedens Seyer over Rigdom, Rang og Ahner, eller den deyiige, ulykkelige, dydige og lykkelige Juliane siden Grævinde af St**s læseværdige og rørende Tildragelser. 8 ß

Den sædelige Barbar eller den ædelmodige Menneskevens Osmans ildebelønnede Godhed og ynkelige Endeligt. 10 ß.

Nyt - Aars - Vers til alle Aar. 8 Skilling.

Tanker efter Niels Klims Maade. 4 ß.

Mirzahs Syn i Skiebnens Tempel. 6 ß.

Lille Anne eller det fri Valg. 1 Mk.