[Josias Bynch] Den skinhellige Skoeflikker en Satire ved Mette Slævhæls.

Den

skinhellige

Skoeflikker

en Satire

ved

Mætte Slævhæls.

Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Höecke. 1771.

2

        

3

Vor hellige Fiddermikkel er ingen mere ulig, end sig selv. Førend han blev opvakt, saa gik han saa rank fem en Paafugl, endskiønt Syndens Byrde laae paa hans Ryg. Hans Øyne vare saa lyse, som den verdslige Aftensangs Præstes, og Forfængeligheds Dievel tindrede ud af dem, just fordi han vandrede i Syndens Mørke. Man kunne læse af hans Ansigt, at han var en Syndens Slave, og Lovens Forbandelse hvilede med sine mørke Skyer paa hans Øynebryne. Øyens-Lyst boede i hans Øyne; Kiøds-Lyst i hans muntre Kinder, og et overdaadigt Levnet i hans spækkede Mund. De mange Striver i Nærheden af Munden, som giorde den altid smiilende, kunne nu

4

4

ikke vare andet, end et udvortes Skilderie af den Letsindigheds Aand, som herskede inden i ham. Nu klædede han sig som en anden Skoemager-Svend. Hans nætte Klædedragt beviiste tydelig nok, at han forsmaaede den hvide Uskyldigheds Kiortel, til at skiule sin Siels Nøgenhed udi; thi hvorledes kan Skræderen, med Harefoden i Lommen, stemme overeens Med Bedesysteren?

— Pudderet i hans sorte Pidskeparyk var et Tegn paa at han stillede sig liig med denne Verden; thi der staaer skrevet: Det skal ingen Ragekniv komme paa hans Hoved, og ingen Akomodeerkam i hans Haarlokker; Hoved-Haaret skal viske Boedserdigheds Vandbække af hans Øyne, og intet gemeent (som Pudder og Pomade) skal komme paa hans Isse. — Nu bar han Kniplings Manskietter for sine Hænder, og huskede ikke paa at den rige Mand blev sat paa Helvedes Fyrfad, fordi han hver Dag klædede sig i kostelige Linklæder: ja Hovmodigheds Aand byggede Reede inden for Kalle- frydset, i hans Bryst. Han snakkede lit lystig Skiemt imellem, for at opmuntre sig eller forbedre sine Kamerater, og lagde ikke det Sprog paa Hiertet, hvori

5

5 der siges at: Eders Tale skal være ja! ja! og ney! ney! - - Hvad derover er, er af den Onde. For at lære Omgang med Folk; for ikke at gaae qvit af sin Amtsgerechtigkeit, og for at see paa, hvorledes hans Amtsbrødre (alles mit Gunst) pryglede hinanden ædrue, saa indfinder han sig om Kroerdagene paa Kroen, drikker sig et Kruus Øl, ryger sig en Pibe Tobak, og faaer at vide hvorledes det staaer til draussen bey wir; men tænker ikke paa at bede i sit Lønkammer, og at den, som vil være Verdens Ven,

bliver Præstens Fiende. — Sommetider spiller han

lit Hanrey for Spøg, og den lede Dievel tilklistrer hans Øyne saa tæt, at han ikke kan see de utallige Smaae-Dievle, som vrimle i Kaartene. Under, at en Veelsebub ikke bider ham fat om Haanden og fører ham med sig ned i sin Vaaning, som denne Dievel har under Friderichsborgs Løngange; thi man seer ham ofte der at komme gaaende i Garder-Mundering. Desuden har man læst mange troeværdig Beretninger om denne glubske Aands Magt i Fortællelsen om Guds Straffe-Dornme; dog lagde vor gode Skoeslikker i sin uomskaarne Tilstand, slet ingen Mærke,

6

6 til alt dette. — Han taer sig ofte en Forfriskelse paa Danseboden, for at sætte sit Blod i en behagelig Bevægelse; men keerer sig ikke meget om, at Præstens Spaadoms Aand sagde ham i sidste Prædiken, at alle Dandsere skulle engang danse levende ned i Helvede; thi man troer for vist, at Dievlene anretter Ball, hvergang de hører at der er Lystigheder og Concerter paa Jorden; Fanden glæder sig altid naar det gaaer ilde til, og naar han mærker at een i Verden danser over sine Kræfter, saa forflytter han saadan en strax ned i sin Danse-Skoele. Skoeflikkeren mærker, at han føler en besynderlig Glæ- de eller fornøyende Melankolie ved at høre Musik; men denne onde Tilbøyelighed kunne jo overbeviise ham om, at han endnu ikke var afdøed Verden, at Arvesynden regierede over ham og at han ikke havde Troen; thi Præsten for den pietistiske Sekt, fordømmer all Musik, undtagen Orgelværkets og den, som opføres paa de store Høytider i Kirken; fordi all anden Musik i private Sælskaber giør et forfængeligt Sind; men Kirkemusiken opløfter Sieten, lige op til den stiernezirede Kirkehvelving; ingen Under! saasom den opføres gierne af en Kantor, der synger ligesaa sødt, som Gabriel selv, og der er desuden en besynderligere Virkning

7

7

i Færd med Menneskens Siele i Kirken, frem for i andre Huse; det kan man jo daglig see paa dem, som putter Ansigtet i deres Hat eller svøber det i deres Forklæde, fordi man ikke skal komme til at see de mange underlige Grimaser i deres Ansigter, som Aanden virker, det første de triner ind ad Kirkedøren. Den gamle forarmede Kokette, som for nogen Tiid siden ofte væddede Træekrusifixet (under Orgelværket i Nonne-Kirken) med sine heftigste Taarer, der trillede strømmeviis heele Timer ned af hendes guule Kinder, hun er vel det bedste Beviis paa Aandens overnaturlige

Virkning i Kirken. — Skoeflikkeren havde hørt

adskillige Præster; men kommet for Skade at høre ikkun dem, som fremførte forslidte Sententzer og Forklaringer over de fastsatte Texter, som hvert Aar fra hans Barndom af, med forandrede Vendinger i Talemaaderne og forskiellige bibelske Kryderier, var rystet ham i Ørene. Derfore gik han kun sielden i Kirke. Han fik Smag paa nogle af de Komedier, som nogle af Aktørerne opførte paa en Maade, der virkede mere moralsk Forbedring hos ham, end den døende Præstes Monotonie. Den Frygt, som Præsterne indjagede Folk, for alt det der er i Slægt med Kome-

8

8 vien, rørte ikke hans Hierte; saasom han troede at den forliebte Pige kunne forarge ham ligesaa meget i Kirken med sine andægtige Øyekast, som Danserindens Been paa Komedien med deres nydelige Stillinger. Den første Gang han kom paa Komedien, troede han rigtig nok Præsten havde sagt sandt, at Dievelen ret havde sit Spil paa Komedien; og det, fordi Skoeflikkeren kun- ne ikke begribe, hvorledes det gik til med Maskinernes Forestillinger. — Saaledes var Skoeflikkerens Vandel inden han fik et synderknuset Hierte. En opvakt Siel var i Stand til at låse det ud af hans Syne, at Verdens Aand boede i hans Hierte. En Syndere, som havde kun halv faaet Øynene opladte, kunne gran- givelig see paa Skoeflikkerens letsindige Gang, at hans Been vandrede ikke paa Fredens Vey; men at han vandrede til Fordømmelsen. Den grundlærde HelleHoved kunne paa en Prik sige Skoeflikkeren alle hans Arve-Synder, Skrøbeligheds-Ondskabs- og SkiødeSynder lukt i Øynene, da han et halv Korteer havde forfægtet sin Meening om den nye Jord, Pietisterne skulle beboe, og Skoeflikkeren ikke ville give ham Net ); Hr. Hellehoved beviiste sin Sætning med det bekiend-

9

9 te Sprog: Du er en Galilæer! dit Maal røber dig! og Skoeflikkeren maatte give tabt, saasom han ey saae sig stærk nok til at udholde Lovens Torden og Prophetens Forbandelser, uden en slags Gysen over sit hele Blod. Skoeflikkeren var endnu et Verdens Barn; havde ingen Erfaring, blev ikke endnu bestyrket i sine Indfald ved hellige Syner, eller ved Aandens Indsegl paa Hiertet; derfore var det en let Sag, for Hr. Hestehoved, at slaae! ham af Marken, naar han loed ham sine Erfaringer, Syner og Virkninger vide. Naar Skoeflikkeren ville med Grundighed overbevise Hellehoved om, at han kunne tage Feyl, saa svarte han ham: at Guds Aand ikke kunne lyve inden i os, at Fornuften maae staae neden for Golgata, og at man maae miste den, naar man vil blive en sand Christen. — Hvert et fornuftigt Ord Skoeflikkeren talte i et Pietistsælskab, kom heele Sælskabet til at skielve som Æspeløv; enhver kaarsede sig, og den nyelig omvendte Parykmagersvend udgød de væmodigste Taarer over det Dække, som endnu laae over Skoeflikkerens Øyne. De opløftede hellige Hænder til Himmelen, og bad ligesaa andægtig over ham, som da Vi-

10

10 leam forbandede Israels Folk og Skoeflikkeren sagde, som Bileams Esel: hvorfor hader I mig? — De undrede sig høyligen, hvorledes han med tørre Øyne kunne see paa de Graads- og Sveeds-Draaber, som fulde paa Jorden, hvergang Aanden rystede deres Kallun. De applicerte tit nok det Sprog paa ham, hvor det heder; I haarde Halse og uomskaarne, baa- de paa Hierter og Nyrer! I imodstaae altiid

Aanden; thi de troede at det var Aanden, som tael- te igiennem dem, og at denne Guddom allene betiente sig af dem, som af hellige Instrumenter, til at forkynde Skoeflikkeren det som han ellers ikke kunne faae at vide. Heri taer de ikke Feyl; thi i forrige Tider, førend Aanden begyndte at laborere i Arbeydsfolk, vidste man jo ikke af de mange himmelfaldne Forklaringer over den hellige Bog, som vi nu veed. Det er Børn og galne Folk, man skal faae Sandheden at vide, og ingen, kan forklare Skriften uden Aanden forklarer den først for ham. Saaledes siger Pietisterne, og om een havde anvendt sin hele Livstiid en grundig Indsigt i Bibelen, saa kan han dog ikke nær saa got forstaae Meeningen af et Vers deri,

11

11

som den Bryggerkarl der forleden begyndte at græde i Kirken, og siden hver Søndag udgyder sin Andagt paa saadan Maade; thi Aanden oplyser hans Forstand paa en Gang og aabenbarer de dybeste Hemmeligheder for saadan en Karl. Det er sandelig troelig nok, at der maae være en Aand i Lag med slige Folk; thi hvor fik de ellers alle deres deylige Udlægninger over Bibelen fra. Naar en Pietist siger: Det blev mig ret saa klart! - - - Aanden sagde mig det! - - - Det aandede mig - - - Det betyder langt meere end naar andre Folk sige: Jeg drømte med vaagende Øyne, og den som da vover at giøre en eneste Indvending imod deres hellige Indfald, ham overleverer de strax, efter den kristelige Sagtmodigheds, Ydmygheds og Kierligheds Regler, til Fandens lemfældige ØrneKløer. Undertiden bede de til Gud, at saadan en gudsforgaaen, dog før hans Lives Lys udflukkes, maae faae en lige saa forrykket Hierne, som deres er; thi ellers er det umulig at han kan blive salig, og ingen kan, efter Guds og deres strange Retfærdighed blive salig, uden han har gaaet i Skoele hos Pietisterne og lært Canaans Sprog uden ad. De fordømme alle de Folk,

12

12 som har levet uden for den kristelige Religion, tillige med alle dem, som have levet indtil Lutheri Reformation, undtagen Apostlerne og nogle saae Lærefædre. Er det ikke barmhiertige Folk? Man maatte heller ønske sig Fæets end Menneskets Skiebne; dersom disses Aand kunne aldrig bilde dem noget Urigtigt ind. — Naar de fortælle Skoeflikkeren Aandens Førelser med dem og Varseler i dem, saa forstaae de at fortælle det- te med saadanne hellige Vendinger af Ansigtet, at han af Frygt for disse Englegrimaser enten er færdig at lee eller græde. De kan ikke fortælle ham hvor dyr en Tønde Rug er, med mindre de maae giøre deres An- mærkninger over de syv mavre Aar, som Pharao blev vaer i Drømme, og een af dem forsikrer med en væ- modig Mund, som skielver for Maverhed i Pengekas-sen, at Aanden har forestillet ham, at der vil komme ligesaa dyr Tiid i Kiøbenhavn, om man vil forbyde at brænde Brændeviin. NB. Dette var en hellig Brændeviinsmand, som Aanden havde aabenbaret;

at Folk ville spiise dobbelt saa meget Føde-Vahre i Dannemark, naar Brændeviin blev forbuden, end de nu spiise. — Een fortæller, at den fuule Aand faaer Lov til at giøre ham benauet, just hvergang

13

13

han har drukket Kaffe, og det fordi han skal spæge sit Kiød med at lade Kaffedrikken fare og bringe det under Sparsommeligheds Trældom. — En anden drømte om Natten, at en ville flaae ham paa Øret, deraf tager han Anledning til at fortælle Sælskabet, alt det han i forrige Nat har havt at bestille med den brølende Løve, og at Satans Engel har flaget ham med knytte Næve. De andre beer da for ham, at hans Troe ikke maae aflade. — Somme fortæller at Satan har fristet dem, med Tvivl, om det og var med Guds Villie, at de maatte spiise Svine-Kiød; eller om et Guds Barn og burde arbeyde; thi siger de, Diev- len hviskede ligesom i mine Ører: at Aanden kalder os Udvalgte til sit aandelige Præstedømme; at vi derfor ikke burde giøre andet end synge, bede og læse; (men denne Fristelse ville snart tage Afsked, saa snart at Hr. Sultentarm, den slemme Aand fik Lov at tale inden i den anfægtede Siel i aatte Dage). Den som er hæstig forliebt i den rige Spekhøker-Enkes Grunker, sidder og tier ved Bordenden, indtil der gives ham Leylighed at fortælle dem hvorledes han, ved Hielp af sin Skatkiste, samme Dags Morgen, har spurgt Aanden til Raads i dette Giftermaal. Han vi

14

14

ser dem det Sprog, som Aanden selv slog op for han i Skatkisten; (thi han seer til Himmelen, hvergang han vrister sin Skatkiste op og tænker, at Aanden ikke styrer hans Hænder til at opslaae et andet Sprog, end det, som Aanden vil unde ham) som lydede saaledes: du skal trolove dig en Hustrue og en anden skal sove hos hende; men Aanden forklarede ham dette Sprog paa en meget trøsteriig Maade. Den der skulle sove hos hende sagde Aanden, at skulle være Gabriel, og at denne Engel skulle overskygge hende saa eftertrykkelig, at deres heele Afkom skulle blive saa rene som Engle, undtagen nogle faa Pletter af Arvesynden. Aanden forklarede det ogsaa saaledes for ham: at han skulle indgaae i det himmelske Jerusalem førend hun, og at en anden skulle komme til at holde Indtog i hendes Bethlehem. Heele Sælskabet gabede paa ham med en hellig Ærbødighed, fordi Gud havde holdt ham værdig til saa høye Aa- benbaringer og de sang alle et glædeligt Halleluja, fordi Herren aabenbarede det for Pietisterne, som kom ned fra de ævige Høyes Grændser, og at han derimod holdt det skiult for de Viise og Mægtige. De glemte

15

15 ey med det samme, at erindre: at denne Lovsang var kun et Preludium paa de Mange Arier, som Englene skulle lære dem at spille efter deres Instrumenter i Himmelen. — De havde neppe siunget det sidste Vers ud, førend en anden stod op i Menigheden; (thi hvor to eller tre ere forsamlede i mit Navn, der er Guds Huus og Himmelens Boelig) og fortalte dem, hvorledes han for fiorten Dage siden var bleven befriet fra sine 15 Aars Anfegtninger. Denne stakkels Mand klagede over sin Mave, og forsikrede at han i den lange. Tid, havde hørt mange gange heele Flokke Dievle at rumle i den (NB. han var en stor Elskere af Krølerter) at de ofte havde skreget ud af ham igiennem hans Hals, og at det var forekommet i hans Ører, ligesom de havde raabt: kaarsfæste! kaarsfæste! Somme Tiider havde de knebet eller bidt ham i Hiertet, og ofte havde de ligesom lagt en heel klump Blye i hans Bryst (NB. Manden var blodriig og naar han drak stærk Kaffe, saa søgte det tykke Blod til Hiertet). Undertiiden sat de sig op i Struben, som om de ville qvæle ham; thi Dievelen gaaer omkring og søger hvem han kan opsluge. Til andre Tider gjorde de ham bange baade for at æde og drikke; thi de ville gierne

16

16 have bildt ham ind, at han kunne faste i fyrretive Nætter og Dage, for at faae Ende paa ham; men salige ere de som døe i Herren og i aandelig Anfegtning. Han fortalte med en Troeværdighed, der maatte være lige saa sikker som Bibelens, at han i de femten Aar havde kun saare sielden faaet Nattesøvn i sine Øyne, at Fanden somme Tiider i Kattelignelse og andre Tiider i Folkelignelse, med et langt hvidt Lagen over sig (Hans Datter svøbte et Lagen omkring sig, naar hun vil opvarme sin aandelige Lunkenhed hos Informatoren, som puttede hende af kristen Kierlighed under sin Sengedyne) kom spadserendes forbie hans Seng om Natten, at det loed undertiiden, ligesom to Stierner vandrede omkring i hans Sengekammer (Katte- Øyen gloer deylig i Mørket) og at Fanden spilte saa mange Komedier med ham om Natten, som han spiller med Vantroens Børn om Dagen. Han havde i all denne Tiid været saa kaald og lunken i sin Troe, at Morgenstiernen ikke har villet skinne ind i ham; at han ikke engang ved at synge den mest rørende Psal- me, har kunnet græde, og at han var i den Tiid forfalden til saadan aandelig Dorskhed (Denne Mand spiiste og undertiden fastede lit vel meget) at Aanden slet ikke

17

17 rørte ham hverken naar han hørte en Prædiken eller læste i Bibelen. Manden lovede og prisede Gud, at han havde villet tugte ham som sit kiere Barn, og ikke holde ham uværdig til en Korsdragere. Nu kunne denne Mand ikke bare sig for at græde af Glæde, i det han fortalte dem: hvor forunderlig og mirakuløs han var bleven friet fra disse Anfegtninger. Han sagde endelig: Da jeg nu havde været i denne Anfegtnings-Skole i femten Aar, og ventet paa Guds Time, naar han dog engang ville redde mig as denne Ild, saa sad jeg en Aften i mit Sengekammer, havde just læst min Aften-Bøn paa mine Knæe, var i Fær med at tælle mine Penge, og tænkte paa de tredive forbandede Sølv-Penge, som Judas skakrede; saa blev det med eet gandske overordentlig klart for mine naturlige Øyne. (Manden var saa forglemt i sine Penge, at han ikke huskede at der stod et Lys paa hans Bord; thi der var kommen en Tyv i Lyset) Jeg saae ligesom en himmelske Hærskares Herlighed i mit Kammer, der straalede ligesaa deylig som Mosis, da han slog Loven i Stykker; men dette Naades-Glimt

18

18 fra Himmelen forsvandt et Øyeblik derefter; (thi Tyven blev dronet i Tællen). Men saa kom der en (stegt) Due, som flagrede længe omkring under Loftet (mig i Munden) i min Stue. Jeg blev forskrækkelig benauet over dette HimmelSyn; (thi der var et Due-Huus lige uden for Kammer-Vinduet, og Pigen havde stødt en Rude ud med Støvekosten, det sidste hun giorde reent derinde) og giorde mig Umage for at gribe fat paa Aanden, som svævede mig over Hovedet; men denne Naade blev mig ey forlænet heroven ned, at jeg kunne saae Aanden grebet; thi den forsvandt i det samme, uden at jeg vidste hvor den blev af; dog syntes mig at den gik ud midt igiennem Loftet og steg til Him- mels. Det var en salig Time for mig; thi sandelig jeg siger Eder: Herrens Haand var i sin fulde Kraft over mig fra den Aften af, og alle Ting skal tiene dem (det er Pietisterne) til Gode, som elske ham. — Et Steen-Hierte maatte ønske sig slige aandelige Oplysninger, som disse Mænd havde; men Skoeflikkeren blev endnu ikke synderlig bevæget ved deres Diskurs, saasom han tænk-

19

19

te, at han var i en Ammestue, hvor man fortalte Eventyr. — En kort Pause blev der nu i heele Sælskabet, medens enhver sukkede saa dybt, som om

han laae under en Møllesteen. — Derpaa opstod

den gamle bedagede Dugmager-Svend med det lange Haar, som ligger ligesom en Præstekrave over Skuldrene ned paa hans Dryst. Han begyndte at tale til Skoeflikkeren med en ligesaa hellig Iver i Ansigtet, som man saae paa Peder, da han huggede Malkusses Øre af. Han opløftede sin Røst, ligesom Tordenlyden paa Sinai, og slog om sig med Hænderne, ligesom Samson med sin Asenkieft, Hans Øyne skinnede saa klart som Ilden i Tornebusken, og hans Mund løb saa glat som Israeliterne over det røde Hav. Aanden gav ham i det samme Øyeblik alt det ind, som han ville tale til Skoeflikkeren, og Bileams Esel fik ikke saa stor Veltalenhed af Aanden, som han. Med en Overengels Myndighed, med en Skolemesters grønne Alvorlighed, og med en gammel Kiellings Ømhed begyndte han sin Opvækkelses-Tale til Skoeflikkeren, saaledes: Min Ven! jeg vilde ønske, jeg kunne kalde dig min Broder udi Aanden; men det er skiult for dine Øyne. Du er endnu et Satans Lem

20

20

og til Forargelse for os, som ere hans sande Troende. Har Aanden endnu ikke faaet dit Hierte bøyet og blødgiort? Har han endnu ikke, som Mosis fordum, sønderslaget dit Hierte, at der af Revningen har kunnet udspringe Boedfærdigheds Vandflod? Har du endnu ey lagt det paa Hierte, som du har hørt i vores Hellige Forsamling, og fattet Troen? Eller maaskee vore Hellige Opbyggelser har været dig til Forargelse? Men viid at det skal være dig haardt at stampe imod (Pietisternes slebne og bibelkrydrede Tunge) Braadden. Bliver du ikke af en Saulus forvandlet til en (Pietist) Paulus, saa gaaer du ævig forloren, og faaer Deel og Lod med Diævelen og hans Engle. Dette udtalte Dugmager-Svennen med saa skielvende Lyd, at han satte Skoeflikkerens Lunge i saa hæftig en Bevægelse, at han stak i at græde. Nu saae Dug- magersvennen, at Aanden begyndte at virke i Skoeflikkeren formedelst Ordet. Saadanne Redskaber ere just de beste for Aanden til at udbrede sin Menighed.

En pibende og ynkelig Lyd opvækker tit en Gysen i

vores Blod, og naar vi da græder, så kan vi ikke

21

21 saa let angive Aarsagen til vore egne Taarer; da veed vi ikke vore egne Tanker; vi forekomme os selv ligesom tankeløse, og vi synes at den blotte Lyd kommer vore Taarer til at springe. Saaledes gik det ogsaa Skoeflikkeren; thi Dugmager-Svennen fremførte sine Ord med ligesaa jammerlig en Tone, som Herrenhutternes salig Dansemester brugte, hvergang han i sin Examen om Lammet, ville have de gamle Kiellinger til at græde Miilekulv. Havde Skoeflikkeren ey kunnet flæbe, saa havde de vist opgivet alt Haab om hans Saliggiørelse, overgivet ham til sit eget forvendte Sind, og udstødt ham af de Helliges Samfund. Det var da en stor Lykkee for ham, at han ikke var af den Sort Mennesker, som umuelig kan græde, naar deres Hierte, bespændes med Angest, Frygt eller slige andre heftige Bevægelser i Sindet. En Helt græder, naar han skier sig i Fingeren; men den frygtagtige Tapperhed giør kun hans Ansigt bleg eller fyrig, naar Kuglerne hagle, eller Klingerne hvine ham om Ørnene; thi han er et Menneske; men vores Skoeflikker var en Kielling; og man seer ikke mange gamle Kiellinger, uden de jo see grædøyet ud. Man mærker at disses Suk og Graad retter sig altid efter Præstens fiine og grove,

22

22 stigende og fallende, ynkelige og myndige Toner. Naar Præsten (der veed at rette sig efter sine Tilhøreres Smag) beder for Hornqvæget paa det allerømmeste, saa kan man nok faae at see den 80 Aars Matrone, som har en Søn der er Forpagter, hvorledes hun græder ligesaa bittert, som naar Præsten fortæller hende noget om Svovel-Søens Beskaffenhed. Det er altsaa ey at undre paa, at Dugmager-Svennens Bøn for Skoeflikkerens aandelige Helbredelse havde ligesaa god Virkning, som Præstens Bøn om Qvæg-Sygdommens Ophørelse har paa Kiellingen; thi begge Bønner ere lige kraftige. — Saasnart Pietist-Sælskabet saae at Skoeflikkeren begyndte at græde, saa fortalte de ham, at de hellige Engle spillte paa Liire i Himmelen af bar Glæde, naar de saae Taarer i en sand Troendes Øyne; - - At han derfore ja ikke! maatte dæmpe disse hellige Rørelser af Aandens forekommende Naade; thi der staaer skrevet, sagde de: Os bør at indgaae med graad i Guds Rige. Den, som leer her i denne Græde-Sahl, han skal komme til at græde og hyle hisset. Ingen Ting er Gud behageligere, end en grædøyet Siel. Nu lærte de ham at sætte Priis paa

Troen ɔ: at skikke sig i deres Eventyr, at biefalde de-

23

23 res himmelske Ceremonier, og at have Tillid til deres hellige Pølsesnak. Han fik nu paa det strengeste at vide, at den Synd, som ikke var bekiendt, kunne heller ikke være erkiendt, og den Synd, som ey var erkiendt, kunne ikke være begrædt, og den, som ikke var be- kiendt og begrædt, kunne heller ikke blive forladt; thi der staaer skrevet: Bekiender Synderne for hverandre. Derfore bad nu Skoeflikkeren til sin Gud, at han ville dog give sig et Par vaade Øyne, som kunne begræde det dybe Fald i Adam med ligesaa oprigtige Taarer, som en af Ulfelds Familie udgød over sin Stammefaders Forræderie, der havde skilt ham ved sine adelige Rettigheder, som han sukkede efter. Skoeflikkeren græd fordi han havde ey været saa lykkelig at spadsere i Eden tilligemed Eva, og at han ikke endnu var tænkt paa den Gang, da han kunne have været Adams Geheimeraad, og fraraadet ham at spise saa farligt et Æble. Skoeflikkeren græd nu (alt efter de opvakte Brødres Love) over, at han i saa lang Tid havde vandret i det grueligste Mørke uden for Pietisternes Forsamlinger. Imens at en Taare slaaer den anden ned af hans sortsmutsige Kinder, saa jamrer han sig over den Dag han blev født, fordi hans Jordemoder og Amme ikke have været Pietistinde. Han bekiender da frit ud for dem, at han er det fortabte Faar af Israel, som har løbet vild fra den pietistiske Faarestie. Nu sukker han saa dybt

24

24 til Gud, at han vil forlehne ham Naade til at blive i den sande Bodkamp, som er det fornemste, der virker Omvendelse til Saliggiørelse. N B. Bodkamp er en fastsat Tid, i hvilken en opvakt Siel skal græde over Adams og sine egne Synder, og overvinde Døden og Diævelen, som da skyder deres Kanon-Kugler ind i hans Siel. — De lærte ham, hvad Midler han skulle bruge mod alle de Fordømmelser og Forbandelser, som Satan øste ud over ham i hans Siel. Han skulde, nemlig falde ned paa sine Knæe, og ikke keere sig efter, om han gnavede sine Fløyels Buxer forpaa; thi Gud kan allerbest lide et Menneske, naar det snakker til ham paa sine Knæe; saa at Gud i denne Henseende troes at være ligesaa forfængelig, som den theologiske Professor, der gider gierne vare slikket paa Hænderne af sine studerte Giæs. Han skulle sukke og sige: Herre! dersom det er din Villie, da lad denne Kamp gaae over; men kunne det ey hielpe, da skulle han opløfte hellige Hænder, tage fat paa den gamle Bog, og den Historie, som først kom ham for Øyne, skulle han hentyde paa sin beknyttede Tilstand, og Aanden ville da nok give ham en sød Roe i sin Siel, og være ham et Pandser mod alle Dievelens gloende Piile.

P. S. Skoeflikkerens andre Handlinger, saasom hans Opførsel efter hans Omvendelse, hans Giftermaal & c., skal mine gunstige Læsere faae at see, dersom dette finder Biefald.