? Moralske Beviiser paa at Verden ikke staaer længere end til den 29 Martii i tilkommende Aar til Advarsel for de Sikkre skreven af Jerusalems Skoemager ved hans Søn.

Moralske Beviiser paa at Verden ikke staaer længere

end

til den 29 Martti

i tilkommende Aar

til Advarsel for de Sikkre skreven af

Jerusalems Skoemager

ved

hans Søn.

Kiøbenhavn trykt hos P. H. Höecke.

2

        

3

Dulce est desipere in loco.

Horat.

Gud skee Lov! efter at have spadseret ald Verden omkring næsten i Atten hundrede Aar, fordi jeg just slog Christum med en Læst paa Hovedet, da saa mange Christne dog allerede siden den Tid ere hensovede roelige og berømte, som have dræbet ham med glubskere Vaaben, og nu omstunder de, som leve, piiner og martrer ham Minutviis ved deres Udsuelser, Ubarmhiertigheder og himmelraabende Synder: Nu faaer jeg dog engang Roe; thi den 29 Martii skal Verden forgaae,

4

4

og saa er min Pine til Ende. Man kan ikke sige til mig, som til andre ordinaire Skoemagere: Bliv ved din Læst, og spaae hverken om åndelige, himmelske eller jordiske Ting; thi Atten hundrede Aars Erfarenhed maae endelig have givet mig saa mange Begreber og Kundskaber, som en ung Professors Søn, man kunde sette i sin Faders Sted, førend han endnu veed hvad en brav Student er; eller en Jurist man giør til Dommere, som knap forstaaer at føre sin Protocol til Vands, end sige til Lands.

Det er dumt at skrive en Hisiorie om sig selv, uden nogenledes at forklare hvem man er.

Tillad, min Læsere! at jeg forklare vil,

Alt hvad jeg har forsøgt i Verdens Tumle-

Spil.

Jerusalem, (hvor jeg er født), er en stor Bye, en berømmelig og gudfrygtig Bye, skiønt der og findes et stort Register af guldskinnende Laster (Splendida peccata), ligesaavel som i di andre store Stæder., jeg haver besøgt. Men

jeg

5

5

jeg vil ikke, som de fleste Lærde, dræbe mine Læsere med alt for vidtløftige Afvigelser, jeg vil gaae lige til Materien. Jeg var Skoemager og fortiente intet. Jeg gav mig derfor til Skoeflikker, og derved blev jeg temmelig riig. Alle de Evangelister har taget Feyl, som gav mig ud for Skomager, da jeg var allerede Skoeflikker. Jeg havde da mange Kilder, hvoraf min Lykke flød. Jeg holdt hemmelig Vertshuus; Mine Misundere sagde, at jeg holdt Jomfrue-Huus. Jeg var bekiendt med nogle Skoemager-Svenne (nær havde jeg sagt Drenge), som af en lykkelig og uformodentlig Hændelse somme Tider kunde finde nogle af deres Mesteres nyeste og beste Skoe staaende i en Afkrog eller under Sengen: Jeg fik dem for got Kiøb, jeg solgte dem og for got Kiøb. Jeg og min Kone holdte noget, som paa Ebraisk kaldes ?? paa Dansk Jule-Stue. Nogle har tidt villet forsikkre mig, at min Kone ved denne Leylighed skaffede mig Børn. Langt fra at blive vreed derover, kyssede jeg snarere hendes Haand og var meget glad; thi skaffede hun mig Børn, saa skaffede Hun

6

6

og Brød til mig og dem; og havde nær engang giort mig til en Jerusalems Broelegger, fordi hun paa en Løibænk havde erhvervet sig Statholderens Yndest. O! havde jeg været saa lykkelig den Gang at blive Broelegger, ba havde jeg vel ey faaet med saa mange Steene at bestille, som jeg siden har vandret over og stødt mig paa! Eller og gid jeg stedse maatte have blevet Jerusalems Skoeflikker i Roelighed; men min overdrevne Iver for de jødiske Fordomme kom mig til at bruge Læsten for stærk, og derved spildte ald min Roe og Lykke. Dog er jeg (om jeg selv skal sige det) tusinde Gange meer at berømme, end de Jøder, som lade sig døbe for Penge. Man fortalte mig, at Aaret førend jeg kom til Kiøbenhavn, lod en lærd Jøde fra Nyeborg sig døbe, af bare Andagt og Overbeviisning. Jeg maatte hiertelig lee deraf, som vidste, at denne Jødes Lærdom var krøbet ud af en fattig Student blandt de Christne, som, imod at faae et par Skilling, laante ham Navnet af sine Fortjenester, og at hans hele Overbeviisning bestod i den Tanke, Han havde om ved sin Change-

7

7 ring at nyde Honneurs og Guld; Men da han siden, formedelst sin røbte Dumhed og Falskhed, hverken kunde nyde det ene eller det andet, gav han sig til (siger Rygtet) at være Marqvetenter-Svend, mueligt som et Sindbillede paa den sædvanlige jødiske Levemaade; thi der er Skakkerie i begge Deele. Men da han endnu ikke veed denne Changering, siger man, at han vel reyste til Hamburg for at blive Jøde igien. Man fortalte mig og, at der i en Egn af Europa, ikke langt fra Kiøbenhavn, skal engang have været en Christen Præst, som var født Jøde. Hos denne fandt man efter hans Død en Tin-Kat og Tin-Muus i et Skab, med denne Sæddel: naar denne Kat tager denne Muus, saa bliver en Jøde en Christen. Men jeg gaaer for langt fra Historien, jeg maae til Jerusalem igien. Det er al Verden bekiendt, at Aarsagen til min Ulykke er denne: Da Christus paa sin fuldkomne Pines Dag kom forbi min Dør, og vilde hvile sig paa min Trappe, jagede jeg ham ikke allene bort, men oven i Kiøbet gav ham et par gode Drag af min Læst i Hovedet;

8

8

hvorudover han sagde til mig: Siden du forbyder mig at hvile, skal du heller aldrig have Roe eller Hvile, men i en idelig Bevægelse løbe Sted fra Sted Verden om, indtil Verden falder. O Himmel! sagde jeg ved mig selv: Hvorfor skal jeg lide saa mange Ulykker, fordi jeg rørte ved Christi Hoved med min Læst, da jeg dog ikke paa den Tid var den eeneste, som bespottede ham, og er det ikke heller endnu; da saa mange Tusinde af alle Nationer, hvor jeg har været i Verden, paa adskillige Maader, den Dag i Dag er, piner, plager og bespotter Ham? Men jeg vil ikke indlade mig i store Disputaker; thi jeg er kuns Skoemager, og har derfor et beget Hoved. Ja, gid mangen en, som slet intet Hoved har, men dog for visse Raisons kaldes lærd, vilde lade af at disputere! Men min Materie er at bevise, at Verden ikke staaer længere, end net op til den 29 Martii i tilkommende Aar. Hører nu vel til, I lærde Antiqvitet-Magere! giver vel Agt, I dybsindige Stiernekigere! randsager, I kloge Naturkyndige og Bogdømmere! mærker, prøver og bedømmer de haandgribelige Beviser,

9

9

jeg, som en gammel, ja den ældste Mand i hele Verden, frembringer Eder!

Ald Verdens Bibliotheker kunde ey rumme, og, om min Pen havde Ørne-Vinger, kunde den dog ey saa hastig flyve afsted paa det Papiir, der skulde udskrives, i Fald jeg skulde anføre Beviis fra alle Verdens Kanter, Steder og Byer, hvor jeg har været. Men jeg vil allene, for denne Gang, lade mig Nøye med at tale noget om Kiøbenhavn, hvor jeg ankom 1700 og nogle: Og da fik jeg den Gang for en Skilling Aal ligesaa meget, som jeg, sidste Gang da jeg var der incognito 1770, fik for 2 a 3 Skilling. Beviis nok, at Verden snart maae forgaae! Thi Dyrtid med alle andre Ulykker, Krig, Pestilentse, Hunger og Tørst, ere Beviser nok paa Verdens Undergang, Knal og Fald. Saaledes som det er gaaet til med Aalen, jeg oven for har meldt, da gaaer det og ligesaadan til i Kiøbenhavn med andre Slags Føde-Vahre. Engang kunde de ikke faae Brød for Penge, og med Penge i Haanden skulde have omkommet af Hunger, hvis

10

10 ikke en viis Christians gode Foranstaltninger havde raadet Bod derpaa. Nu er der vel Brød at faae, men kuns lidet Suul; og Soldaten, som før, naar han kom paa Spise-Qvarteer, raabte an: Erbsen und Speck Mutter! maae nu oftest lukke det sidste ude; ja, mangen en, som tilforn kunde commandere en 10 a 20 Fleske-Sider paa sit Loft, kan nu neppe, hvor stærk han raaber, faae fat paa en, end sige flere. Desuden har og de, som handler med dette og andre Slags Føde-Vahre, deelt dem i saa smaae Portioner for Fattige, at naar de kommer hiem med dem, kan de knap see dem. Der regierte i Hundedagene en skarp og usædvanlig Kulde, tvertimod Naturens sædvanlige Orden, og det regnede fast ligesaa stærk som i Syndflodens Tid; det var og en Himmel- Storm og Blæst: hvilket alt er Kiendetegn paa, at Jorden er forrykket af sin Axis, og at den følgelig ikke kan staae længere, indtil PaaskeTider, eller accuratere, efter min Regning, den 29 Martii. Foruden den stærke Kuld i Luften jeg meldede om, i Hundedagene, regierer der og en stærk Kuld i Indbyggernes Hier-

11

11

ter, da den gamle ægte Kierlighed, som tidt opvarmer, er uddød; Regnskyer overskyller de Betrængtes Øyne, og store Orcaner, af bedrøvelige Aspecter, truer til en endelig Undergang: alt Beviis, at Verden ey kan staae længe. Ved Toskillings-Lys seer man nu slettere, end for ved Praaser, et Beviis paa, at Verden maae forgaae til Vinter; thi man veed jo, at i de sidste Dage skal vore Øyne blive dumme, og de ere allerede temmelig formørkede paa mange. Hør engang: Madame Springvild giftede sig i sit 80 Aar med Junker Ødeland, som var 15 Aar gammel, og troede, at Junkeren virkelig elskede hende: Var hun ikke blind?

Monsieur Drikop bortsviirer daglig den ene Deel af sin Capital, efter den anden, og dog troer, at nogle faa tusind Daler ved slig Levemaade skal dog ikke saa snart faae Ende, eller og, om de faaer Ende, at hans nu værende gode og oprigtige Venner da skal hielpe ham. Mon han er ikke blind?

12

12

Monsieur Holtpaa er 90 Aar og har utallig Rigdom, og tør dog aldrig æde sig mæt; Mon denne ikke skulle være blind?

Monsieur Tybo bildte Folk ind fra Morgen til Aften, at han var større Helt end Krigs-Guden selv. Sidst fortalte han mig, at han i en Beleyring havde pareret 20 Bom- ber af med sin Hat; han meente gandske vist at jeg troede ham. Mon denne Karl var ikke blind? - Rector Pedantius kan faae en Feber paa Halsen, naar en af hans Discipler setter Comma for Colon; Mon han ikke ved denne stærke Ærgrelse kan tage Skade paa sit Syn?

O see! Madame Anipst er 90 Aar, troer at hun seer endnu ligesaa got ud, som hun var 20 Aar; Kan denne Kone vel være andet end forblindet?

I saadan Forblindelse traver disse og andre utallige flere om paa Jordkloden, og hvad Under, at de ved deres uordentlige Be-

13

13

vægelser, Traven og Ravlen, kan forrykke den af sin Axis, og dermed er det ude.

Jeg kunde opregne utallige, som Vantroe, Overdaadighed, Uretfærdighed, Ærgierrighed, Løsagtighed, & c. saaledes har forblindet, at de neppe kan see mere, men denne Materie er for vidtløftig; og da jeg er en gammel udlevet Mand, bliver jeg mat og magter ikke mere. Da jeg nu ligesaa kraftig har beviist Verdens nær forestaaende Undergang, som mangen en Professor Polypi Natur, vil jeg demonstrere, hvorfor den just skal forgaae den 29de Martii, hverken før eller siden.

Nu ere vi i November, og denne Maaned faaer snart Ende; thi de Danske komme snart til Ende med deres Sager, da de har et hurtigt Hoved og let kan oversee alle Ting. December bringer os Juule-Helligedage, tilligemed de Lystigheds-fulde Juule-Stuer, som efter alle Regler og billigste Skikke bør holde ud indtil Paaske; og det er ikke billigt, at Verden ved sin Undergang vil forstyrre disse Forlystelser: altsaa maae den nødvendig staae indtil Juule-

14

14

Leegene ophøre. Hvor bliver Fasten af, vil man spørge? O! vi holde ingen Faste, undtagen naar vi ikke have Brød, hvilket ikke sielden hænder sig. Den 29 Martii var, om Ihukommelsen ikke, i Henseende til min høye Alder, slaaer mig feyl, den Dag, da jeg begyndte at vanke om i min store Uroelighed, og følgelig bør min Pine have Ende paa samme Dag. Den 29 Martii er en Dag, som gemeenlig er fuld af stærk Storm og Blæst (i Fald man ellers skal troe Almanakken); og denne Storm vil tiene meget til at oppuste og giøre den Ild omflyvende, som skal opbrænde, fortære og ødelegge hele Naturens Orden.

Qvod erat demonstrandum.

15

NOBILISSIMO

ET

DOCTISSIMO

EDITORI

GLORIÆ et LAUDI.

Berømte Ahasveri Søn,

En Ziir for Jøders hele Kiøn Og for Skoeflikker-Lavet! Hav Tak for denne rare Bog, Hvoraf der nogle blive klog,

Som før i Mørket travet!

Petrus Valbyenfis.

16