↩

En Skrivelse

fra det af

otte Fruentimmer

bestaaende

Sælskab

til

Argus,

denne nyemodige og dristige Skribent. Eller

Retfærdiggiørelse

for

Caroline, Mette Corporals, Charlotte & c. & c. & c.

2

Argus!

Da vi af Naturen og ved Opdragelsen ey har den Grovhed og Dumdristighed, som I, at torde dadle et moralsk Skrift, der just har angrebet de fæle Laster, og hos de Personer, hvorved Verden allermest forarges, saa maae I takke vores Kiøns Undseelse og vore Forældres Lære-Regler, at vi ikke svare Eder i det Tungemaal, som I kunde vente ved gammel Strand, og som Eders kaadmundet Skrivemaade i Fruentimmer-Tidenden, hvor I har snakket om Uge-Bladet, det moralske Skrift: Den Danske Democrit-Heraclit kaldet, ligesom den Blinde om Farverne; og fordi I med Eders hundrede for lang Tid siden udstukne Øyne ey kan skimte det ringeste udi den moralske Verden, saa har I ey heller forstaaet den des værre alt for sandfærdige Sæde-Lære og Moralite udi Bladene Caro-

3

line og Mette Corporals. Sandt er det, vi behøvede ikke anden eller større Hevn over Eder, end den som vi allerede har erfaret, nemlig Fornuftiges Latter og Daarers Sorg over Eders Dumdristighed i at skrive; men I udæsker os til Hevn, og hvad nettere og rigtigere Hevn, end denne, at retfærdiggiøre baade den Moralist, som har skrevet Caroline, Mette Corporals & c. & c. og Verket i sig selv, som, da det indeholder Sandheder af de bitterste, opvækker derfor Argus og hans Anhang at grue for dette Skrift og dets Indhold; men dette var kuns Begyndelsen, bie kuns til Aargangen er ude, saa skal I endnu faae flere Sandheder at see, som I maaskee ey skulde vente, Laster, som I maaskee ey skulde troe at være til udi Christenheden, men som den daglige Erfaring, der ey benytter sig af hundrede Øyne, som ey duer til at sige Sandhed, men ikkuns et Par vel-oplukte Øyne, der upartisk siger Fader og Moder, Broder og Søster sine Feyl og skiændige Laster.

4

Ligesom Erfaringen siger, paa en uegennyttig Maade, sine Tanker over alle Ting, saa har og Autor til Uge-Skriftet: Den Danske Democrit-Heraclit sagt sine Betænkninger over de i vor Levetid mest forargelige Synder og fæle Laster; han har ikke lært at giøre Opkog af gamle Brokker snart af hiin, snart af dette Bibliothek, men sandfærdige og endnu levende Originaler paa fæle Laster har giort hans Tanker levende og rørende, og just fordi han skildrer saa livagtig efter Naturen, kan Argus (man maatte tænke, at Skribenten livagtig havde truffet nogle af Argt Laster, siden han er bleven saa forbauset over Democriten, at han hen i Taaget har ladet sin Pen løbe ved Bagenden af Fruentimmer-Tidenden) ikke lide ham; men Ulykken var, at da Argus i Tidenden af Forskrækkelse faldt paa, at opkoge det Kongelige Rescript, om Trykker-Frihed, glemte han aldeles, at den samme Konge, som gav ham Frihed at skrive, gav ogsaa Faderen til Caroline Frihed til at vise Verden hans Døt-

5

tre, som tvende Pige-Børn, der ogsaa havde lært at tage Masqven af Løgnen og sige Sandhed paa en upartisk og uegennyttig Maade.

I anfører, Argus, et Par Linier af Majestetens Rescript angaaende Approbationens Ophævelse; men hvilken Unytte! vi havde det jo længe, førend I kogte det op; og vil I fornøye Publicum, ved at copiere Forordninger, Rescripter med videre, da forsikrer jeg Eder, at man ikke skiøtter om, at have dem in duplo; thi at adlyde dem, er det Kongelige Øyemaal, men langt fra ey at kiøbe Fruentimmer-Tidenden, for at have dette Kongelige Rescript in duplo.

Et Exemplar af Kongens Lov vel efterlevet Har mere giort end nok deraf udskrevet.

I siger, i Følge af det omtalte Rescript: hvo vilde misbruge en saa Høy-Kongelig Naade til at faae sit eget Hiertes onde Liggendefæe lagt for Dagen, og saadanne utidige Fostere udklækkede, som ey burde sees i Christenheden. Til saadanne tør Argus

6

regne den nyelig udkomne Carolines Skrivelse & c. Men, Argus, hvem beklager mere, end Carolines Fader, at Folk, der idelig burde opbygge andre med Lærdom og Levnet, lægger deres onde Hiertes Liggendefæe for Dagen, (at jeg skal bruge Eders Terminus) og udklækker deres utidige Fostere for de Eenfoldiges Øyne, som en Hedning maatte blues ved at see, end sige, en Christen. Vil ikke de, som fra Barns Been burde optrækkes til at være og blive dydige Skabninger, om ey gandske døde og dræbe, saa dog i det mindste skiule de Pletter, som drager saa mange andre efter sig, hvad Under da, at de, som daglig gaaer i Skole hos Letsindighed og Forfængelighed, velter sig af een Yppighed, af een Misbrug i en anden af Herrens tilladte Gaver her paa Jorden? Hvad Under da, at Lasterne ere saa kiendelige hos Folk uden Studeringer, uden Tænkemaade, uden Opdragelse? Og dette kan I ikke lide, Argus, at de fine, de mest ukiendelige, de for Sædeligheden ret pestagtige Laster blive lagt

7

for Dagen, at brave og redelige Hierter kan tage sig vare for Satan, naar han kommer i Lysets Engels Skikkelse, i hvilken Gestalt han vist nok er den farligste, siden han saa er den fineste Fiende. —

Vor Allernaadigste Konge tillod Staternes Børn at vise Verden det dem af den Algode laante Pund, (ved Sensurens Ophold) hvilket tilforn blev gravet i Støvet af Mangel paa denne høystpriselige Trykker-Friehed. De, som baade torde og havde naturlig Færdighed til at male Lasterne med kiendelige og livagtige Farver, vare tilforn tause, naar de følte i deres Lomme; mange syntes, at ingen Penge vare unyttigere udgivne, end de, man maatte punge ud, for at lade sine Tanker bedømme. Men nu, da vores Allernaadigste Konge sinder Behag i, at see sine Staters Sønners og Døttres Genie paa en offentlig uindskrænkket Maade, faaer Lasterne et Knæk, som de tilforn undgik, hvilket Carolines Fader paa en uegennyttig Maade har viist. Han havde neppe

8

læst Majestetens dybe, høystnyttige og til det almindelige Beste sigtende Tanker, førend han kom til os som sine Fortroeligste i Kiøbenhavn, raadførte sig med os, fandt vores Biefald i sin Plan, som han communicerte os, og vi lovede eenmundig, at give ham vore Medborgerinders Feyl og heslige Laster tilkiende; han hialp os at tænke, vi hialp ham at skrive; endelig Carolines Fader blev Autor, mere af Tilskyndelse paa vores, end Lyst paa sin Side. Vi vil endnu meddele Publicum hans Tanker, da han første Gang havde læst Majestetens Villie, i Hensigt til Trykker-Frieheden. Her er noget Nyttigt, mine Smukke, sagde han, (han viiste os Rescriptet) seer her, mine Rare, hvor opmærksom Majesteten er over det, som har en nyttig og herlig Indflydelse paa det Almindelige. Nu kan De frit skrive og lade trykke Deres Tanker frit og ubehindret over Misbrugen og Lasterne, og lægge Deres Betænkninger for Dagen over den nærmeste, den viseste og beste Maade, at ophielpe den forfaldne Menneske-

9

lighed af Lasternes Morads. Enhver, des værre, har Indsigt, Samvittighed og Overbeviisning nok om hvad han vil skrive om Mennesker, disse Lasternes ulyksalige og trælbundne Slaver.

Vores Svar var: vi skrive! men Claudine, vores Priorinde, tog Ordet og sagde til Carolines Fader: velan, vi vil hielpe ham, at opfylde Kongens Villie og alles vores Pligt; vi vil samtlig alle 9 giøre Kongen og det Almindelige Regnskab for hvad vi veed, efter Indsigt, paa vor Samvittighed, og efter Overbeviisning om vores Medmenneskers alt for kiendelige og Anstødsfulde Handlinger og Synder; vi vil vise Kongen og det Almindelige dem, trykte paa offentlige Papirer, saa livagtige som de virkelig befinde sig hos vor Næste; saa tænkte vi, saa talte vi; og fordi vi tænkte og talte saa, saa skrev vi ligesaa. Vores Autor og vi saae meget got, at Saaret var ømt, og vilde stærk bløde, da det var gammelt og overalt beladt med dødt Kiød. Vi saae meget vel, at hvor

10

meget tom Snak man end vilde strøe ud om Folkes Hellighed, saa vilde Verden dog langt fra ikke troe det, da den hver Dag saae det som var tvert imod; vi faae videre, at i hvor meget man end vilde lukke sine Øyne til over Lasterne og Misbrugene, saa burde dog ethvert redeligt Menneske skrive derom, og med Latter bedømme dem, siden man var saa ublue, at slæbe dem langs af Gaderne. Folk paa Landet, elendige og eenfoldige Folk, bleve opmærksomme, saa kiendelig spilte Lasterne og Misbrugene deres Rolle. Sædelighed besvimede hvert Øyeblik, og de, som baade burde og fik Betalning for at skrive, torde og vilde ikke skrive; midt i denne saa store Trang læser Landets Børn, hvor vel de heslige Laster nu kan blive feyet; de faaer Mod til at skrive, da de læser Majestetens milde Opmuntring dertil; de vare ogsaa nu kiede af længere, med Tavshed, at see Lasterne og Misbrugene saa frek at gaae frem. Her var mange Aars Indsigt og Erfaring om de Lastefuldes urene Handlinger, her var en

11

om Samvittighed over at betragte længere og at tie med de fæle Synder, som vare overklinede med det fineste Papir, Hyklerie har kundet opsnappe. Her var en Overbeviisning saa fuldkommen, saa igiennemblødt af den daglige bedrøvede Erfaring om Menneskers ulyksalige og grove Afvigelser, at enhvers Hierte var overbeviist om, at ingen nu giorde Verden større Tieneste, end den som skrev om alle Lasterne, (i sær om de fineste, de lykkelige Laster, som vor Autor kalder dem, som skaffer deres Slaver et Slags Lykke i Verden, og naar de fandtes hos de Personer, som mindst burde have dem og viser dem frem for de Eenfoldiges Øyne.) Hele Rader Uskyldige faldt om i Menneskelighedens Leyer, imens Udyd saa stærk og uhindret skiød sine giftige Kugler, i sær de forgyldte, som altid giorde et stort Hul iblant det uerfarne og unge Mandskab.

Nu var det Tid at staae op, for at giøre Udyderne latterlige; (thi det almægtige Ord klingede nok i alle Templerne, men de fleste hørte

12

det enten ikke, eller til Unytte.) Vor Autor faae, at Skam mere kyser de Lastige, end Religion; (dette er Beviis nok paa, hvor høyt Synderne ere stegne, at Skam for Mennesker og Frygt for Foragt kan giøre noget til at ændre det heslige Hierte. O Jammer! Menneske frygter for Menneske, og ikke frygter for Gud) han sukkede derover, og vi arbeydede paa, at giøre alle Lasternes Trælle høyst latterlige; det var vores Skyldighed, derfor, Argus, seer I nok, at vi sparer Ingen, hverken Høy eller Lav, Rig eller Fattig; lad ham have Laster paa det samme, og I skal see, om vi ikke skal treffe ham, giøre ham dem mest latterlige, vi kan, og det af lutter Menneske-Kierlighed, for at faae de Stakler forbedrede, siden de vise saa megen Menneske-Frygt, og ere saa forbausede for at miste Verdens urene Ære,

Vi agte endnu ikke at giøre Eder latterlig, Argus, førend I har røbet Eder mere; kan I saa blive noget forbedret, saa er det Eders egen Nytte og vores Lyst, da vores Øyemaal er at forbedre de fleste, mueligt er.

13

Her seer I Retfærdiggørelsen, Argus, for Democriten & c. Seer Eder bedre for en anden Gang, naar I vil dadle noget; (thi Eders dristige Dadel over Caroline og Mette Corporals kom I meget slet fra.) I vil være en offentlig Dadler, og veed ikke de første Elementer i Dadle-Kunsten. Hør! hvor er Eders Menneske-Kierlighed, som I burde vise imod alle, allermest imod Fruentimmer og unge Skribentere, som skrive. Veed I det ikke, da vil vi sige Eder det, at, førend I sætter Pen til Papir, maae I tænke, om I kan udrette noget nyttigt, ikke skrive et Ord, førend Menneske-Kierligheden vil dictere Eder det, lade enhver Mening være som en Haand, hvormed I søger at ophielpe Dyden af Lasternes Morads, lade enhver Fornuft-Slutning være som en skarp Dolk, hvormed I kan afskiære Død-Kiødet paa den moralske Krop. Hvor er Eders Venne-Maade, at opmuntre Folk til at skrive skarp og bidende om Lasterne? (thi der skal skarp Lud til de skurvede Hoveder) hvor er Eders

14

Høflighed med mere? See! alt dette, seer man af Eders Skrift, veed Ikke engang at være til, eller ganske glemt der, og I tør endda begynde at skose offentlig! — hvad skal man dømme om Eder? Forundring betager os gandske. Og vi vil denne Gang ikke snakke mere med Eder; nok er det, vi have retfærdiggiort os fuldkommen nok, og ere fornøyede. Claudine

Allegorisk Fortælning.

Damon og Smyrne, en flink Hyrde og Hyrdinde, vare engang samlede under to Linde-Træer. De elskede begge Dyden, fordi de vare begge dydige. Lasterne flyede fra dette eenlige Sted; thi Straalerne af Dyden skar Dem i Øynene, og den dydige Kierlighed kom flyvende med en Kurv fuld af Fioler og Myrte-Blade. Han skiulte dette elskelige Par uformærke med sine Blomster; deres Tale, som Selvbevidsthed om de reneste Hensigter oplivede, havde alle deres Fornemmelser inde, saa at de ikke merkede Elskovs-Gudens Forretning. De talte om Dydens Seyer over Lasterne; de sang derefter om Menneskelighedens tilstundende Helbred, og Bevarings-Midler imod de Syger, som i Fremtiden kunde plage den; denne Sang var rørende; Den lokkede hele Flokke

15

Faar hid, og de vilde Dyr, opvakte ved disse føelsomme Hyrde-Toner, glemte gandske at være vilde; iblant disse raslede en Slange frem af Buskene (maaskee i Familie med den, som besøgte vor Moder i Eden.) Smyrne vilde løbe bort — ney, sagde Damon, frygt ikke for et andet Fald, det ene var nok, og denne Slanges frygtsomme Gang vidner endnu om den første Slanges Straf. — See, hvor han snoer sig; man maatte troe, at de forførende Mandfolk har lært af den de bøyelige Vendinger og krumme Slange-Bugter, de bruge, naar Menneske-Fienden vil lokke dem til at troe, at kunde Eva falde, saa kan flere falde, og naar Eva kuns er opreyst, kan gierne alle hendes Døttre falde omkuld. Smyrne sukkede og sagde: Damon! nu mærker jeg nok, at Eva let kunde falde; maaskee noget hindrede hende, at hun ikke strax tog Flugten af Skræk; jeg mærker nok, ar jo mere jeg betragter denne Slange, jo mere forsvinder min Frygt; jeg seer paa den nogle ret artige Couleurer, som min Indbildning maaskee laaner den, at pynte sig med; jeg længes efter at komme nærmere til den; see! hvor den ligesom svarer paa mine Tanker ved de bøyeligste Skridt; kort at sige: kunde denne Slange tale, troer jeg, at jeg i dens Omgang fandt mere Behag, end i mange af Stadens Smag-Herrers Omgang. Men, lille Damon! nu bliver det klart i mit Sind;

16

ligesom du seer denne Slanges krumme Veye, saadan har det sig med Kierlighed, med den ukydske Kierlighed. Slangen giør sit, Elskeren sit, begge giør sit Snit. Elskerens afvigende Handlinger blænder den arme nysgierrige og Hierte-klemte Pige; hun vilde gierne være sin Elskere noget nærmere, for at opdage nye yndigheder hos ham; hun vilde gierne lede efter det, som hun aldrig finder hos ham; hun vilde saa gierne, saa gierne finde det hos ham, som hendes nysgierrige Indbildning og varme Blod afmaler hende saa sød og rørende, men nærmer hun sig til sin Elsker for dristig, for vittig, vil det gaae hende, som mig, hvis min. Indbildning maatte være min Dyds Hovmesterinde paa saa farlig en Vey; Slangen vilde maaskee spytte Forgift paa mig, eller stikke mig ihiel, ligesaa Elskeren vilde dræbe den uskyldige Pige, enten paa en behagelig eller beklagelig Maade. O! saadant et Skridt af en pige er det kostbareste Skridt i Livet, og kuns et Skridt til, saa er man i Helvede; hun vendte sig til Damon, og sagde: min Dyd siger mig, at du er ikke saa, og hun kyste ham; dette var vist nok det eneste dydige Kys, som en Slange

har seet paa.

Erindring.

Dette Ark er Continuationen af Caroline, som har til Hoved-Titel: Den Danske Democrit-Heraclit, hvoraf Arket koster 4 Sk.