? Moder som Datter og Datter som Moder. dediceret til Laxe.Gaden af Greies i Villestofte.

Moder som Datter og Datter som Moder. dediceret til Laxe-Gaden

af Greies i Villestofte.

Aar 1771.

2

        

3

Sandt nok jeg ikke lige til

Just kiender de Matroner Som sig at distingvere veed Fra Byens brave Koner. Men Nød og Trang mig nødte til De Got-Folk at besøge,

Hvor nødig jeg end vilde det.

For ei min Sorg forøge. Jeg kom herind til Kiøbenhavn 3 • 4re Faar at sælge,

Det eene af dem fra mig løb,

Det beste til at vælge.

Det bisset her og der omkring Tilsidst i Laxe-Gaden;

Jeg frygter for at søge et

Saa farlig Stæd i Staden. Men strax jeg tænkte ligefrem:

Lad følge hvad der følger Jeg dem qvid juris lære skal Saafremt de Faaret dølger.

4

4 Saa kom jeg til Moer**ind,

Og sagde: hvor er Faaret?

Jeg veed, I nok forstaaer den Kunst At klappe Folk paa Laaret.

Men har I narret mangt et Faar Mit Faar jeg dog vil Have.

Skal det end koste mig en Taar Og i min Lomme grave.

Saa toeg jeg til og raget om I Stuer og i Kamre.

Jeg leeder om min egen Ting,

Og ei med jer vil klamre.

Men Hillemænd! jeg fandt et Par, Forgyldt i alle Ender.

Jeg raabte: Hei! er i mit Faar?

Min egen Ting jeg kiender.

Saa trak jeg Moso Potiphar Og Dalila af Sengen;

Men strax jeg mærkte, at jeg slog Maaskee for stærk paa Strengen.

Saa kom jeg noget længer frem Ind udi en Bagstue

Der traf jeg to med høie Top,

En Frøken og en Frue.

Jeg saae et mahlet Skiermbret Der kieg hiem om saa sagte;

Der stod mit Faar heel hjerteklemt,

Og paa sin Skiebne smagte.

5

5

Jeg skreeg: jeg fundet har mit Faar Jeg vist med jer skal spille Den Gang I ei beluret mig Go Frøken, og Moerlille.

Jer Faar har vist forvildet sig Saa tog de til at bramme.

Men jeg, jeg skreg Guds jammerlig:

Æ! Føi! I jer maae skamme Er det ei nok, I narre kan Med Jere Hore-Fagter De arme Stadens Klokke-Faar,

Som I til Folk forpagter.

Skal ogsa Bondens stakkels Faar I jere fule Snarer,

Og narrer I i jeres Kaal

Nu Faar, nu Giæs, nu Harer? Heia! gaaer Faar paa Hore-Huus Hvad vil det blive siden Det er jo alt for fæl og slem!

Hvad skeer der nou i Tiden!

Saa sprang go Fru og Frøken op.

Og vilde mig afbanke;

De skræppet, pippet, bieffet, skreeg,

Slog ud med Laar og Skanke. Strax kom to lange Knøse fram Saae ud som bare Fanden,

Men jeg min eene Træeskoe snap

Og skreeg; forstaaer I Manden?

6

6

Men Fru og Frøken tysset dem.

Og sagde: nu tie stille!

Den stakkels Toß han er fuld Vi os ved ham vil skille.

Min kiere Greies! drik eengang Vi ikke er saa slemme.

Kom snart igien til Kiøbenhavn!

Lad Faaret blive hiemme.

Men tag kuns med dig nogle Giæs 2-3 Snees Æg med meere;

Dem kiøbe vi dig gierne af Og ei dig vil firere.

Got! tænkte jeg, I narrer ei

Sa læt en gammel Bonde;

Dog primet det udi min Krop,

Jeg blev i gode Lunde,

De drak mig immer meere til Saa jeg blev ør i Panden.

Jeg blev i Lyste, og med et I Skoven blev selv-anden.

Saa kom vor Kisselinke from,

Og trak mig hen paa Skiødet;

Hun i min Fikke stak sin Haand Saa Hiertet i mig blødet.

Hun krammet mig saa christelig Saa jeg fik tomme Lommer;

Hvad skal den Stakkel giøre, som Paa Hore-Huuse kommer.

7

7 Saa gik han ud, og Fruen ind.

Jeg kiendte ei min Skade:

Hun sagde: nu min gode Ven!

Nu maae I os forlade.

Nu skal vi straxen i vor Seng.

Og vore Dørre lukke;

Min kiere Grejes! vil du meer,

Saa skynd dig nu at klukke.

Saa sprang jeg op, og spurgte hvad Jeg havde, at betale,

Kuns 4re Daler sagde hun.

Det var en Pokkers Tale,

Den kolde Sved i Dryp og Dryp Løb ned af Laar og Lægge;

Jeg stammet, vidste ikke hvad.

De Folk kan Folk forskrække.

Men Fruen var saa naadig, at Mit Faar for Penge tage.

Hvad skuld jeg Stymper fange an?

Jeg maatte Skaalen smage.

De fik mit Faar, de fik min Pung Og alle mine Penge.

Nu var jeg Baade tung og let.

Og kund til sengen trænge Saa skyndte jeg mig baglends ud Af denne Fruer-Stue Mit Faar, blev Faar, og jeg blev Stud Og Frøken blev som Frue.

8

8

Fabel Lære.

En Bonde paa et Hore-Huus Er som et Faar blant Ulve Med Folk af Vadmels Bonitet Man feter kuns om gulve.

Et Faar er Faar bag Skierm-Bret Som udi Faare-Huset.

En Bonde dum, men dobbelt dum, Naar han er bleven ruset.

En Hore er den anden lig I Sind om et i Klæder Det kan hver lære nu af mig,

Nu da min Lomme græder.