? Beskrivelse paa de vigtige og rigtige Sandheder, som Asmodæus eller Halte-Fanden har seet paa sin Udreyse den 11te December Aar 1771 af ham selv ført i Pennen.

Beskrivelse paa

de vigtige og rigtige Sandheder,

som

Asmodæus

eller

Halte-Fanden

Har seet paa sin Udreyse

den 11te December

Aar 1771

Ham selv ført i Pennen. Kiøbenhavn trykt hos Paul Herman Hoecke. 1771.

2

Spiritus interdum verax & cogitur esse

PROPERTIUS.

En Dievel ofte maae den reene Sandhed sige, Gid Mennesket for tit ey Sandhed vilde svige!

Vi Dievle zi tre ey for nogen Tiid i sær,

For os hver Tiide-Punct høyst lige gyldig er;

Os Tiiden bringer de selvsamme Jammers Dage,

Vi stædse svæve i den samme Angst og Plage:

Men Mennesket giør stor Forskiel-paa Tiiderne, Ved en Dag glade, ved den anden traurige, Decembers Ellevte udaander mange Smerter,

Som ængste nedrige, som qvæle høye Hjerter.

Jeg om den Ellevte da noget skrive vil.

Hvor som Tilskuere jeg selv har været til.

Jeg, skiøndt som Dievel, vil ey Løgn og Skvalder føre, Man lutter Sandhed skal i min Beretning høre,

Asmodæus.

3

Jeg er kuns en lille Halte-Fanden, jeg er ikke saa forgiftig eller ond som det andet Satans Pak, der giør sig en Fornøyelse af at qvæle og piine Menneskene, og derfor i Betragtning af en vis Art af Uskyldighed, som er hos mig, faaer jeg undertiiden Lov til at fornøye, mig at kaste mine Kieder, og at løbe omkring, uden for Helvedes Stokhuus for at tage frisk Luft, ret ligesom der skeer i Christianshavns Tugthuus, hvor Fangerne een eller to Gange om Aaret faaer Lov til at løbe omkring og fornøye sig i Gaarden.

I Anledning af denne Herlighed fik jeg Lyst til at bede mig Forlov til den 11 December for paa denne saa snorrig tragi-comiske Dag at see mig om i alle Folkes Huuse. Jeg fløy som en Vind fra et Huus til et andet, og alt hvad jeg saae, er her i største Oprigtighed antegnet.

4

4

I det første Huus jeg kom, hørtes saa mange Sukke, der trillede saa mange Taare, at jeg, skiøndt Dievel, blev selv bevæget til Medynk. Det var en midaldrende, dog i sine Tanker meget ung Enke, som man paa denne Dag vilde opsige Huus Pengene, hvoraf Følgen blev, at hun siden skulde miste sit Huus, som dog fast var det eeneste hun havde at leve af. Ødselhed, som jeg siden fik at høre, var ikke Skyld i hendes Trang; men Mangel paa Arbeyde, de dyre Tiider, Svennenes Falskhed og Dumhed, nogle af hendes Huusfolks Efterladenhed eller Uretfærdighed i at betale; ja maaskee og en liden Mangel paa Indsigt hos hende i at forestaae et Huus foraarsagede denne bedrøvelige Følge. Jeg kan sværge paa, at, havde jeg været ved Skillingen, havde jeg rigtig givet denne Kone en Doceur, hvorved hun dog paa nogen Maade kunde slippe ud af sine jammerlige Omstændigheder. Men det gaaer mig ligesom Projectmagerne iblant Menneskene, at jeg uagtet all min List og alle mine Indfald, ikke stædse kan være per Casse, og det efter den Regel: non licet progredi in infinitum, det er at sige:

I alt

Der Ende er og Halt.

5

5

Man kan ikke alle Tiider tvinge Omstændighederne; man finder undertiden en Bom man ey kan faae oplukt, en Knude man ikke kan løse, en steil Klippe, man ey kan bestige.

Fornuften eene kan ey alle Ting udrette;

Qvintin af Lykke tit er meer end al Forstand; Naar Hændelserne sig vil mod Fornuften sette,

Saa fængsles denne og ey noget virke kan.

Fra denne Jammerdal fløy jeg ind i et andet Huns hvor lutter Fryd og Glæde havde sin Bolig; Verten her skulde heftes i disse Dage; men han beloe sine Creditorer af fuld Hals. Han havde practiceret nogle tusinde Rixdaler ud iblant gode Venner og havde en Reise for til Frideritz. Bordet røn af overflødig Caffe, Punch, Aqvaviter, der var ey heller dyr Tiid paa Skinker, Pølser og andet, som skiulede Bordet, og et par af Vertens ligesindede, ligetænkende og paa den Tiid fortrolige Brødre hialp ham Heltemæssig i at attaqvere Skinkerne; paa en gesvint Maade at udbringe Liqveurerne af Flaskerne, eenstæmmigen at bagtale Creditorerne, og med en meget høy dog tillige stærk Stemme at udbrøle allehaande lystige og fornøyelige Drikke-Viiser; den Betragtning, at Creditorerne og fleere ved dem bleve ødelagte ved denne Vertes frivillige Fallit, og at han i

6

6

heraf var en Skielm og en Tyv, det gik dem nu ikke an; Verten selv anfaae sig som en snild oghonet Politicus; hans Giæster selv ansaae ham med samme Øyne, og denne Meening underskrev de paa saa heftig en Maade, at Fødderne af Glas og Pocaler maatte ryge paa Gulvet; men jeg, den lille Halte-Fanden satte ham paa Tyve-Rø- ver- og Morder-Listen, og opsatte ham følgende Stropher:

Naar en, som sulter har i en og fleere Dage,

For sig at mætte, tør en ringe Penge tage,

Han fængsles, pidskes og sin Ære Tabe maae,

Og som et Skumpelskud i største Smerter gaae. Hvad burde slig en Vert for Straf da ikke lide?

Som kuns for Flaskens Skyld at have ved sin Siide, Som kuns for Pragt og Stats, ja og for Fylderie Frievillig târ sig paa saa stort et Tyverie?

Han var en Strikke værd; da tit man for ham neyer Han accorderer, og sit stiaalne Guld han eyer Med Roe og Ære, som han havde sveedt derfor, Og Creditorer selv tør ikke knye et Ord.

Derfor blandt Mennesker det Ordsprog fast kan staae: Smaae Tyve hænger man, de store fâr Man gaae.

Fra denne fornøyede Dibitor kom jeg hen til en gammel ærlig Borger, i det mind- ste hørte jeg han var i Ord derfor. Man vilde falde ham an far nogle Penge, som han baade vilde og med Tiden kunde være i Stand til at betale; men han faae, at dette Ind-

7

7

fald aldeles vilde forspilde hans Credit og derved føre ham til Bettelstaven; endeel havde han laant reede Penge til, men ingen kunde han endnu faae tilbage, endeel havde han betroet adskillige Sager hvoraf han efter Ret og Billighed kunde vente sig Penge; men han blev bedraget i sit Haab om den Betaling, han havde retmæssig Krav til. Uroe, Sorg og Fortvivlelse var tegnet i hans Ansigt, og han vidste ikke andet Raad end det Fortviv-lelse gav ham ind, nemlig at henge sig. Han havde ikke Raad til at kiøbe en Strikke; omsider faldt han dog paa, at han kunde rive en Strimmel af sin Skiorte, nu var han altsaa saavidt færdig; men til all Lykke var der ingen Søm han kunde være tient med, han gik derpaa bort til sine Naboer, bad dem de vilde laane ham et Søm; men Naboerne, som vidste han var ruineret, og da de kiendte hans Fattigdom og hvad ham forestod til den 11 December, tog haanlig imod den stakkels Mand, kort sagt de vilde ikke tiene ham, om han endog havde bedet om et afbrudt Hoved af et Søm; savidt gik deres

Foragt imod ham.

Saaledes Mennesker indbyrdes sig opføre, Naar de hverandre Trang og Fattigdom kan høre, Strax følger der Foragt og ingen hielpe vil, Naar ærlig fattigdom kan falde nogen til.

8

8

Naar Vognen helder, hver da villig skyder ester.

Og til at giøre ont enhver har Sind og Kræfter.

O Menneske! lad af at laste Dievlene,

Saa ond som Fanden selv er tit et Menneske.

Men for at komme til min stakkels hengefærdige Mand igien, da slap han den Gang og det uformodentlig fra den Fare; thi mens han stod i Beraad om hvor han skulde faae et helt Søm fra, bringer een ham den Tiidende, at ham var tilfalden en Arv paa en deel tusinde Daler. Dette rygtedes strax iblant Naboerne, som nu alle kapviis trættedes om at tilbyde ham Søm, ja han kunde gierne paa den Tiid faaet et helt Læs fuld, da de forher ikke havde et eneste ja knap Hoveder deraf; men nu trængte han hverken til Søm eller Naboer, hvilke han betalte med noget af den Foragt, som de et Øyeblik tilforn saa overflødig havde smertet ham med.

Saaledes; naar man først kuns eyer Rigdoms Gaver, Man ud af hver og en da Agt og Ære haver;

Ja hvis man ogsaa var af Laster ganske fuld Saa ære man dog naar man skummer udaf Guld.

Herfra begav jeg mig hen til en høy Adelsmand, hans Gield, Ahner og Titler vare uendelig store. Den 11 December giorde ham ingen Uroelighed, skiøndt hans Creditorer vare saa mange som Fluer i Septem-

9

9

ber Maaned. Han giæstererede denne Dag ligesom sædvanlig, men da han med et tal- riigt Sælskab sad just og offrede til Bachus og Ceres med en mageløs Overflødighed, kom- mer Gudinden Justitia med sine Betientere og feyer ud af Huuset alt hvad der fandtes. Glorieux, saaledes heed denne Herre, blev rasende gal, han raabte paa sine Titler og sin Stand, paa sine Ahner og høye Adelstab, han vilde paa tusinde Maader have lemlestet og angrebet Betienterne baade skudt og stukket dem ihjel; men man viiste ham hans Konges og Souveraine Herres retfærdigste Skrift, som auctoriserede denne Omgang med ham. Glorieux maatte da tie og af en glubende Løve blive et taaligt Lam. Be- tienterne nød fuldkommen Frihed at handle efter Ordre, og da Exsecutionen var forbi, giorde de deres underdanige Compliment for Glorieux og gik deres Vey. Der Glorieux saaledes saae, at hans heele Huus, der nyelig prunkede med saa megen Stads og Pragt, Herligheder og Pretiosa, som Himmelen med Lys og Stierner, var nu gandske mørkt, tomt og øde, og at gemeene Borgerfolk (som han kaldte dem) som han forhen i sit inderste Hierte ikke agtede meere end Oldenborrer og Kaalorme, kunde nu nyde fuldkommen Ret,

10

10 uagtet all Stand og Stands Privilegier, faldt han i en stærk Feber med Raserie, som kort derefter skildte ham baade ved hans Adelskab og Creditorer. Jeg Asmodæus giorde ham følgende Stropher.

Her døde Glorieux som aldrig levede,

Den lever ene, som er sin ey Verdens Nytte Som holder Virksomhed og Arbeyd for sit Bytte Og Viiser sig i alt som gavnligt Menneske.

En doven Edere kan fignes ved en Død.

O Dovenskab! du er for Mennesket en Snare Du veed at føre det fra en til anden Fare Til Fylderie, Bedrag; ligt til Herr Glorieux.

Dit Navn o Konge! skal blandt største Konger staae: Som fratog Adelskab den Rett at kunde svige Og sig paa andres Pung at kunde frit beriige Nu høy og Lave, Hver sin Gield betale maae.

Fra Glorieux kom jeg til en af de smaae Herremænd. Den ellevte December havde sat ham i en ubeskrivelig Skræk; thi Prioritets-Herren vilde sælge hans Gods, hvorved han med er kunde ruineres. Jeg havde største Medlidenhed med ham; thi lutter Ædelmodighed var Skyld i hans Gienvordighed, hans Menneske-Kierlighed mod Bønderne og deres Børn, hvilke han med stor Bekostning havde ladet oplære, ikke allene i Christendom, men endog i andre smaae for dem nyttige Indsigter, samt Pige-Børnene i adskillige smukke, for dem nødvendige

11

11

og nyttige Haandgierninger; See dette var Aarsag i, at han for nærværende ellevte December ikke kunde svare en haard og ubarmhertig Prioritets-Herre alle hans paastaaende Rettigheder; skiøndt hans Viise Anlæg vare saaledes stillede for Eftetiiden, at enhver klog og oplyst Landmand kunde see, at han ved Guds Velsignelser paa nogle faa Aar ikke allene kunde komme ud af sin Trang, men endog blive nogenlunde riig og belønnet for sin utrættede Ædelmodighed. O hvilket angenemt Syn gav ikke hans Gods fra sig! Jeg selv studsede over det: Her var en Herremand, som troede, at han var det allene for Bondens Beste, en Præst, som kunde og vilde see paa Bondens Gavn baade i det aandelige og Legemlige, Degn, som ikke drak uden til Nødtørstighed, og Skoleholder, som troede at det, at en Cathechismus blev læst op uden ad, ikke eene kunde giøre Bøndernes Børn lyksalige- Bønder som trodsede For- domme, som var vandt til at lade sig sige og forbedre; saa megen Herlighed skulde tabes, saa megen Sveed skulde spildes, saa megen Ædelmodighed skulde nu gaae reent i Luften, alleene fordi Herremanden paa denne fatale Dag ikke prompte kunde udbetale sin ubarmhjertige Prioritets-Herre til yderste Skerv.

12

12 Her skulde Dyderne sit eget Offer være,

Og Skam for Takke for en nedrig Siel hiembære. Ja! det blandt Mennesker saaledes ofte gaaer, At Dyden segner ned naar Last bekranset staaer.

Dog skeede det ikke denne Gang. Forsynet vilde ikke at saa mange ædle Forsætter skulde tabes i et Chaos. Et Brev fra en meget riig og tillige dydig Enke, smuk og tillige i sin blomstrende Ungdom, som Herremanden tilforn havde friet til; Dette Brev til Herremanden siger jeg, som ankom den ellevte December, forsikrede ham ikke alleene om Besiddelsen af hans paa den Tiid havte Gods, men lagde endog fleere Godse dertil.

O Menneske! leg Vind paa ægte ædle Dyder,

Den da, som over alt udi Naturen byder.

Den, jeg Hans høye Navn forskudt ey nævne tør. Din visse Lykke og din sande Glæde giør.

Fra denne Herremand fløy jeg hen til Monsieur Bonvivant. Den ellevte December vilde kaste ham paa Gaden, Han sad fuld op til Munden i Punch og Armod, og dog tillige i Letsindighed og Glæde. Hvad gaaer mig mine Creditorer an, sagde Bonvivant, jeg har hverken Kone eller Børn, ingen skal sukke efter mig; mine Creditorer skal heller ikke smøre dem paa det, her er tilbage i Huuset; thi jeg har feyet alle Ting ud lige til min

13

13 Natpotte, som jeg, for visse Aarsagers Skyld dog har beholdt tilbage, og desuden hør den mig intet til, jeg har laant den og lad Eyermanden og de komme til Rette om det Stykke, jeg gaaer derfor rolig fra Huuset og efterlader dem godvillig det, der er tilbage, og naar alting slaaer feyl giver jeg mig til Dragon, eller ogsaa giør en Reyse til Vestindien paa en Trois-Deux. Jeg har nu havt det gode i saa lang Tiid, Bagatelle! om jeg nu stal lide lidet ont, det gaaer nok over; derpaa drak Bonvivant saa Øynene stod stive i Hovedet, faldt derpaa i en dyb og sød Søvn, og imens han snorkede, kom Rettens Betientere; men som de intet fandt uden Hr. Bonvivant liggende paa Gulver og nogle Drikke-Kar som ey var af synderlig Betydenhed, kastede de ham med sine beste Klæder paa ud paa Gaden, han vaagnede og blev tørstig, og for at faae noget paa en frist, gav han sig til Dragon.

Mon Landet og er tient med slig Art af Soldater? Mon deres Hænder kan forsvare Land og Stater?

O Ney! den Kiælenskab, som boer i hver en Lem, Ey driver Fjenderne naar de tør komme frem.

I Fredens Tiider de for Halsen at tilstoppe Med Fylderi og Drik, maae ofte Spidsrod hoppe. Naar Krigen kommer, da de ondt ey taale kan De er da syge, og kan ikke holde Stand.

14

14 See Gielden er betalt, naar Kiolen de antage.

Den røde Kiol ey kan et Subtrahe fordrage.

Dog holt! Forordning kom fra Viisdoms høyre

Haand,

Som paa Soldaters Gield og veed at legge Baand. En Kræsen Svire-Gast slet følger Martis Fahne; Thi naar Capon og Punch ey haves for hans Gane Strax Knegten bliver Syg, og hvis han Helsen har. Han til Desertion sin visse Tilflugt târ.

Fra denne Hr. Bonvivant tog jeg Flug- ten til en meget snorrig Fyr ved Navn Avanturier, han havde Giæld paa sig i Mængde- viis, og mange havde deres Øyne henvendte paa ham denne 11 December, han havde in- ret at giøre Giæld paa uden et ypperligt og forførisk snakketøy og en vis Air, som lader sig bedre see og føle end beskrive. Han havde giort sig en Kunst af at gaae ud og ind af alle Mennesker, han havde til et hvert Menneske især sin egen Tale, Comportement og Air, og ved disse Midler kunde han vinde alle Folkes Hierter. Han vidste alle de Krigshære, som vilde omringe ham denne Dag; men han loe kuns deraf. Han havde faaet sine Fløyels Klæder og sin Tobaks-Daase hen paa et andet Sted, meer behøvede han ikke til sit Haandværk; naar han kuns havde disse Meubler, kunde han oppuste en Vind, der maatte bringe alle hans Skibe i Havn riigeligen og efter Ønske beladte, Creditorer-

15

15 ne kom, Avanturier var flyttet om i en anden Gade: der havde han nu lagt sin nye Kramboed an; men see! Creditorerne fandt ham ; men Synet af en Deel nye og glimrende Sager, og det føde Haab han ved sin Veltalenhed gav dem om at betale sin fulde Debet dyssede dem i Søvn, saa de bleve roelige, og lod de Sager blive tilbage han bildte dem ind han selv var Eyere af. Hos sig selv kunde jeg nok mærke han havde besluttet der at handle paa samme Maade indtil næstkommende 11te og saaledes til alle ellevter for ham faar Ende, hvilket neppe skeer førend han døer endren Straaedød eller faaer Halsen paa en høflig Maade knækket ved en af hans Creditorer, som gaaer lige til Sagen og er en Fiende af Omsvøb.

O! daarlig Mennesker! som lader eder drille.

Som en Vindmager kan ved Gods og Midler skille Alleene derfor, at han borget Fløyel har.

Og fordi Tungen han Galopviis løbe lâr.

En anden derimod I ikke crediterer Just for han ærliq er, og eder ey fixerer,

Just for han slet og ret i egne Klæder gaaer.

Just for hans Tunge ey til Løgne Toner staaer. O Dumme Folk! naar vil I engang kloge blive? Naar vil I Ærlighed tilbørlig Ære give,

Og drukne i Foragt de store Broutere,

Hvis Pralen er en Spot for hvert et Menneske,

16

16

Jeg forlod Hr. Avanturier og fløy hen til en Mand som var Høker og Vertshuusmand tillige. Jeg forundrede mig da jeg hørte han var saadan en Mand, og dog i Betryk, men her var Aarsag, først gruede han for Skipperen, som vilde have sine Penge til denne 11te, han havde allerede for i Veyen kiøbt sig et Huus. og betalt det med reede Penge, saa at Mandens Pung var bleven temmelig slap, kort sagt han, skulde dog betale Skipperen, men han kunde endnu ikke, og det af mange Aarsager; en Deel havde han laant ud, dog imod Forsikkring, det var ham dog ikke mueligt at faae det ind til Skipperen kom, en Deel havde han udborget paa Krit det viiste han Skipperen; men dermed kunde han ikke være fornøyet, om han end- skiønt havde givet ham 3 Pd. Krit for hver Streg han havde opskrevet; endnu en usædvanlig Aarsag: han var en meget godhiertig og tienstvillig Mand, han havde imod sine Ordens Brødres sædvanlige Plan skaaret for@store Stykker af til fattige Folk, og derfor skulde han nu ruineres. Det giorde mig virkelig ont at see denne ærlige Mand i saa sørgelige Omstændigheder. Men i det samme jeg beklagede ham, kom en af hans usleste Debitorer, som just havde vundet i Lotteriet, denne betalte ham ikke allene sin Debet, men

17

17

endog til Erkiendtlighed laante ham saa meget, at denne gruelige Dag blev ham en Glædskabs- og Fryds-Dag.

Accidit in puncto qvod non speratur

in anno.

Det er:

Fortvivle ingen maae, et Øyeblik kan føre Fra største Uheld til en stor Lyksalighed,

Paa Tusind Maader kan Forsynet Lykke giøre.

Den giør langt meere, end som vi forstaae og veed. De allerusleste; de som vi tør foragte.

Kan giøre vores Held før vi snart veed deraf Vi ingen alt for høyt, og ey for lavt bør agte;

Thi ingen dømmes kan før han er sin Grav.

En liden Rotte kan den stolte Løve gavne.

O gid hvert Menneske var rigt paa Ædelmod!

Det da sin Næstes Hielp i Nød ey skulde savne;

Thi var den eene ey, var vel den anden god.

Saa lærer Herrer da ophøyet i det Høye!

At I foragte ey den allerringeste,

I flittig have bør i Tanker og for Øye

At tit de hielpe kan, som er foragtede.

Fra denne fløy jeg hen til et meget puseerlig Huus: her var en Uroe af den 11te Decber. som var meget stor; men Uroelighed mellem Mand og Kone var ulignelig større: Vi ere ruinerte i Bund og Grund! raabte de i Munden paa hinanden. Ja: der har din

Drik Skyld i, raabte Konen; min Drik svarte Manden i Ivrighed, det er L. jeg har ikke drukket meer end de andre af mine Laugs,

18

18

Brødre. Har jeg gaaet paa Viinkielderen, er der skeet i en god Hensigt, allene for at høre om Arbeyd og ved den Leylighed at drikke nogle Flaster Viin, det kan ikke ruinere nogen ærlig Mand; men din forbandede Stads, sagde han, er Skyld i vores Undergang. Der kunde aldrig saa snart fortienes i ß. her i Huuset, at du jo strax opoffrede den til Stads og Pragt. Du har jo nu faaet et nyt Taarn paa Hovedet! hvad har

den Diævels Bygning vel ikke kostet os?

Mand sagde hun, din Drik har just ikke rui-

neret, men din forbandede Spillen. Stor

Allarm! sagde han; fordi man i en ærlig Styrvolt kan spille nogle Skillinger bort hver Aften, det kommer nok igien, det kan jeg en anden Gang oprette. Men I Madame, sagde han: som skal paa Opera for Musiqvens Skyld, som i har saa god Forstand paa I skal paa Masqverade for Synets Skyld, paa Comoedie for en nye Acteurs Skyld, til alle Sladder-Søstre for at holde Collegium ved lige, dette koster intet; Jo I har paa min S. ruineret os. Konen vilde ey svare ham et Ord men gik pludselig bort; Manden derpaa gik uroelig, forvirret og halv fortvivlende i sin Sæng; jeg forlod dem og tænkte:

19

19

Den eene stædse vil den anden Skylden give,

Og, naar betragtes, har de Skylden begge toe. Undskyldt, uskyldig kan ey nogen af Jer blive;

Derfore er det best at holde Fred og Roe.

En drikker, spiller op, alt hvad han profiterer.

Den andens høye Top paa Gielden brav formerer Ja vel! der eene med det andet Aarsag er.

At denne Dag er fuld udaf Forskrækkelser.

Fra dette forvirrede Huus fløy jeg hen til den stakkels Gimnaal (jeg vil ey fortie hans Navn; thi han er temmelig vel bekiendt) saaledes heedte denne gode Mand, Han havde kiøbt et mægtig stort Huus uden Pen- ge, han havde laant til Skiøde og til alting: han var jammerlig forgieldet: dog kunde han Mesterlig soutinere sig; thi han trak en stor Huusleye af en Mængde smaae Krinkel-Kroge, nu blev der bygget Baraqver, Indbyggerne i disse Muuse-Reeder flyttede ud i dem, og Monsieur Gimnaalkan ikke saae dem besatte meere. Huusleyen standser, Renterne stiger, og nu vil man tage Huuset fra ham. Han leer af disse Optøyer og lader det heele Huus rive ned. Prioritets-Herren, som ingen Midler eller Opreysning saa i Huuset, fik det Philosophiske Forsæt at tie, siden det ikke kunde hielpe at tale, og Monsieur Gim- naal sløyfede alle sit Huusets Krinkel-Kroge, for af dem samtlig at giøre en stor Gaard for

20

20

en fornemme Herre; heri lykkes ham, han trækker store Reveneurer, Klokke uden paa hans Huus og store Franske Vinduer forkyndte og befalede, ar hver Prioritets-Herre og Muur- samt Tømmer-Folkene maatte tage Hat og Hue af saasnart de var kommen inden for Porten. Han blev forgieldet, stedse æret, betalte undertiden og blev gemeenlig dog krævet, stedse fattig, dog vilde han som en riig Mand foutinere sig allene ved Credit denne Gang.

Saaledes mangen een med andres Gods florerer.

O! gik Crediten bort fra mangen stor Grosserer Han faldt da undringsfuld fra største Herlighed Til yderst Afgrund og til dybest Armod ned. Credit! O ædle Ting! du Fyrster selv ernærer,

For deres Krigsmænd du i Felten Omsorg bærer.

Du skaffer Proviant, naar ingen skaffe kan.

Og med dit blotte Navn er alle Ting i Stand. Credit! bliv evig da blant Mennesker tilstæde,

De trænge hver til dig, og du kan dennem leede Fra et til andet Held, fra en til anden Fryd Du ofte hielper meer end al Fornuft og Dyd.

Derfra kom jeg til en gammel jydsk Hosekræmmer, han var af de gamle ærlige Cimbrer, hvis Hierte ikke vidste af nogen Svig, man vil paa denne Dag ruinere ham fordi han fattedes 20 Rdlr. i Rente-Penge, skiøndt hans Huus var forsynet med overflødig Pant i Strømper og Vanter. Hvem

21

21

var da hans Prioritets-Herre? vil man spørge: en Præst, født og sadt i Embede i det selvsamme Sogn, hvor Hosekræmmeren var fra. Som Landsmænd vilde den ene nu ruinere den anden; men det gik ind igien; thi en anden Hosekræmmer, som hverken kunde læse eller prædike, forstrakte sin Ordens-Broder med saa meget, at han kunde betale den ubarmhiertige Prædikant.

Som stædse præker om reen Ædelmodighed Som dog af Christendom i Hiertet ikke veed.

Som græsliq torner frem, mod al Slags Art af Laster, Som sand Gudsfrygtighed i Hiertet dog forkaster. Som raader andre til en sand Medlidenhed,

Som i hans egen Siel dog ikke haver Stæd.

O Præster følger dog altiid de Ord I sige;

Thi ellers gaaer i Glip af eders Herres Rige.

En Præst, saaledes Præst, som han det være bør. Er æret af enhver, mig selv ærbødig giør.

Men naar han kuns er Præst for Offer at modtage, Og for en Stakkels Mand for Tyve Daler plage. Far vel hans Præsteskab! jeg stort ey agter det.

Jeg eene ærer den, som følger Lov og Ret.

En ærlig Bonde jeg mangfoldigt meere ærer En den, som Krave og Bonet med Falskhed bærer.

Fra Hosekræmmeren fløy jeg hen til en gammel Officier, aldrig har jeg været meere smertet end her: jeg saae et væsentlig Billede af de ældgamle Rommere, som endnu havde Liv og Blod tilovers for Fædernelandets Tjenester, i hvor ofte han end havde været det til Forsvar for sin Fyrste og sine andre Medmen-

22

22 nesker. I Betragtning af dette havde han paa sine gamle Dage faaet en liden Pension, den- ne vilde han ikke efter manges Exempler fortære i Hovedstaden. Han havde tilkiøbt sig en lille Ejendoms Gaard paa Landet, og af Pension vilde han betale Renterne. Nu var paa sin gamle Alder munter, sund, og patriotisk. Han lærte de unge Bøn Artighed og Belevenhed, kort sagt han levede til Nytte for Bønderne og de levede fornøyede ved ham. Midt i all sin Lyksalig- hed, og saa nyttig for den heele Egn der omkring faaer han den smertelige Beretning, at hans Pension er ham opsagt, og strax i Følge heraf paafulgte det Rygte at Pengene i hans Gaard var ham opsagt. Han gav sig jammerlig, Marker og Skove gav ligesom Gienlyd af hans og de omkring-værende Bønders Klage og Skraal, Fortvivlelse løb omkring som en Furie og tegnede sig paa alles Pander. Men see i det samme at alting nærmede sig til Undergang, bringer en trofast Achates alle Ting for Monarchens Throne, han var naadig, han hørte til, og Officieren fik ikke allene sin Pension tilbage igien; men endog dobbelt.

O hvilken ædel Skat en ærlig Ven at have! Det er fra Himmelen næst Dyd den største Gave, Men endnu større Vel, naar Gud en Fyrste gîr Hvis Dyd stem for hans Stand udgiør hans Magt

23

23

Fra denne Officier begav jeg mig hen til en me- get artig Broder. Han havde ,for ingen Penge kiøbt sig et meget prægtig Landgods næsten af 1 Td. Gulds Værdie Frisk, saaledes var Hans Navn, havde seet dette Landgods averteret i Aviserne, og som hans Hoved bestandig løb om ved Projecter som et velsmuurt Hiul under en Vogn, tog han sig for at gaae paa Auction, og kiøbe dette Gods. Man spurgte om Penge eller Caution, han gav strax Anviisning paa en vis Broder Staabi som havde Penge nok og declarerede sig Selv-Skyldener. Hr. Frisk fik saaledes Godset, ved ubarmhiertig at ødelegge Skovene tvertimod alle Anordninger, ved at pidske og tampe Bønderne til overdreven Arbeyd, større Skatte og Paalæg, og ved at handle og skakre samt føre ud af Landet havde han i lang Tiid holdt god Balance, og blev af alle anseet for en fornemme Herre-Mand, han havde og Mængde og Overflødighed af sønderslagne Bønder, muntre Jagthunde og nyemodens Tyre-Pisker. Men nu kom hans fatale Dag den 11 December. Staabie døde den

samme Morgen tidlig, alle ærlige Folk havde største Afskye for Frisk, ingen vilde have med ham at bestille, ingen vilde sette Penge i hans Jorde-Gods, han maat- te nu altsaa seyle af, og af en fornemme Herre-Mand af en anseelig Monsignor, reduceres til sit forrige simple Monsieur Frisk. En Bonde gav ham saa lumsk underveys en god Snuppert til Reyse-Penge og lagde disse Ord til:

Du haver længe nok med andres Fiedre pralet.

Du haver modig nok paa andres Regning galet.

Kryb nu udi dit Støv, tag denne Snuppert med, Hvoraf du mange har Uddeelt til vor Fortred.

Fra denne Bonde-Plagere begav jeg mig til en merkelig Person, han havde pryglet 3 gamle Tandlø- se Kierlinger ihjel for desbedre at blive deres skiulte

24

24

Guld og Sølv maætig og eene Seyer-Herre derover; han var endnu ikke meere end 26 Aar gammel, hans Seyervindinger havde galupperet og han kunde som en anden Cæsar sige: Veni, Vidi, Vici; Jeg kom jeg saae, jeg vandt. Men saa hurtig som han var kommen til disse Penge, saa meget desto hurtigere var han og til at øde dem. Den 11te December var ham en Dag fuld af Angest, Creditorerne strømmede ind paa ham, han blev nolens volens, baade med det On- de og Gode, enten han sang eller peeb, slæbt hen i Slutteriet, hvor længe han skal blive der og hvad hans

Skiebne der skal være, det er skiult for mine Øyne.

See uretfærdigt Gods ey haver nogen Lykke;

Hvad Synden renter ind det gaaer med Sorrig bort, Følg da ey vor Monsieur udi hans skielmestykke Thi see nu følges han til Slutteriet sort.

Strax efter at denne var brunget til Arrest-Huuset, blev jeg var en Deel andre kom efter, som og skul- de derhen, jeg havde gierne følget efter, for at hørt Aarsagen hvorfor de skulde i samme Logie; men som jeg blev træt af at flyve længere, turde ikke heller bie længere borte for Lucifers Skyld, som oversnusler os smaae Diævle, begav jeg mig tilbage til de sorte Aanders Boelig.

Hvor Skræk og Angester hinanden Haanden byde, Hvor alt, som findes, maae en lucifer adlyde,

Vi Diævle er deri og evig blive maae,

Ey Jord ey Himlen selv os reddede kan faae.

Men see I Mennesker, I reddede kan blive,

Naar eders Hierter I kuns vil til Dyden give,

O! lader Tiden da, som I nu bruge kan, Tilbringe eder en Lyksalig evig Stand.