[Martin Brun] En Skrivelse fra Dorinde til sin Fader. (Den Danske Democrit-Heraclit 5]

En Skrivelse fra Dorinde til sin Fader.

2

Det er nu, min elskelige Fader! at jeg kan læse i mit Hierte de Plager, som en saaret Samvittighed taaler, ved Synet af nedrige og straffældige Gierninger: nu viser de sig for min Siel, som er udsluppen af Vildfarelser, i al deres Styrke, i al deres Forhold: og, til Overvægt i mine Ulykker, saa skildrer de Fromheds Lectier, som en from Fader gav mig, og som bleve udslettede af mit Hierte, sig for min Siels Øye i al deres Strænghed, og befaler mig at kaste et skamfuldt Øyekast og en plagende Agtsomhed derhen. Nedstyrt i Lidenskabernes Drukkenskab, og hendraget i Vellysternes Hvirvelvind, hørte jeg hverken den medlidende Nøst af den beste Fader, ey heller de lærerige Taarer, som vædede mine oplyste Venners Kinder; men mit Hierte, som hungrede efter de allarmende Fornøyelser, laante sig ikke uden til den falike og farlige Hvislen af de optændte Slanger, som vare paa Udkik efter min Uskyldighed.

3

3

Det faderlige Huus, denne Frie-Stad for en dydig Datter, opvakte en Viderlighed hos mig, og en tankefuld Agtsomhed over mine Skridt, foruroligede mig nok, til at flye Nærværelsen af en Fader og Broder, som skilte mig ved min Alders Forlystelser.

Den viskende Røst af mine lastige Sel- skabs-Søstre opirrede mig, og giorde den datterlige Lydighed vild. Mine Begierligheder forvandlede en ulignelig Fader til et Uhyre, til en Bøddel, hvis Grumhed aabnede mig en Vey til den Frihed, som jeg tragtede efter; mine Selskabs-Søstres Underviisninger giorde min Eenfoldighed latterlig, og bebreydede mig min Borger-Føyelighed (som de kaldte den) for en Broder, som, da han selv var en Menneske- Fiende, vilde, at hele Verden skulde have et Hierte lige saa høyt og tør som han.

Da jeg nu var bleven kied af, længer at være indspetret i det fæle Fængsel, saa overtalte min Fornuft mit Hierte til at faae fat paa en Elsker, som var saa stor en Ulykke-Fugl, at han

4

4

kunde stiele mig ud af det faderlige Huus. Der kom en stor Mester-Skielm i Hjertets Handlinger; thi der er nok af disse, saa længe som Døttrenes Handlinger ere saadanne som mine var. Jeg foreslog ham den Lykke, at eye mig, som var en Følge af dens Formastelse, som vidste, at unddrage mig fra mine Oppassere.

Ak! denne Helvedes Rovfugl hørte Forslaget med en munter Graadighed, som lignede hans og hans Liges Sindelag.

Saasom han var snild og erfaren i alt det, som angaaer de arme Fruentimmers Fald, saa benyttede han sig af dette Svagheds Øyeblik, og bad mig, til Pandt paa mine standhaftige Forsætter, om en yndest, som enhver brav Pige bør have sig forbeholden til sin lovlige Brudgom.

Midt i vore skiændige Forlystelser soer han mig en Troeskab, som skulde til visse staae sin Prøve, og derpaa havde vi ingen anden Vidner, end den hele Helvedes Magt, for hvilken jeg og min Røver vare to visse Offere.

Blodet standser endnu i mine Aarer, naar

5

5 jeg igien kalder dette Øyeblik, som var faa frugtbar paa Laster.

Searry (det var min udvalgte Fordervers Navn) følte Yderligheden af min Smerte i min brændende Hæftighed, og da han mærkede de sidste Gisp af min forlorne Uskyldighed, gav han et Skrig af sig, saaledes som en rasende Dievel, der er vis paa en Siels hele Tab.

(Mildeste Fader! tillad en bedrøvet Datters Siel, igiennemtrængt af de bitterste Følelser og Fortrydelser, et usminket Skilderie af sine Afvigelser; et hierte, sat i den Forfatning, som mit, trænger til disse aabenhiertede Udtryk, og en dydig og kierlig Fader slaaer et Dække over en falden og ulyksalig Datters Anstøbsfulde Handlinger: Verden seer dem, og gruer; men ak! gid jeg tør vente meer af en Fader! en Fader seer dem, og glemmer dem.)

En dødelig Uroelighed, uden Tvivl foraarsaget ved Fornuftens sørgelige Stemmer, rev ham ud af mine Arme, og en Bleghed, liig den, som er en Forløber af den guddommelige

6

6 Hevn, trak sig frem over hans Ansigt. (Min Forræder smagte Bærmen af sine raabende Laster; men hvad smagte en Pige, berøvet sin Uskyldighed? Helvedes Angest, en Bitterhed, som bedre føles, end tænkes.) Jeg saae ham, dg sukkede, dette Suk bragte hans Fortvivlelse til de yderste Grændser.

Forbander være jeg, skreg han, og dem, som lod mig see Dagen! jeg har forraadt Uskyldighed og sprænger en dydig Siel.

(Ak! hvor let kunde ikke min Forræder have undgaaet denne for det hele menneskelige Kiøn grusomme Erklæring; men o Skræk! jeg ledte ikke allene selv efter Fordervelsen, men jeg søgte og en foruden mig selv, for at ofre til Lasterne et heelt ulysaligt Par, for at giøre mit Regnskab dobbelt farlig, min Synde-Gield dobbelt vanskelig at betale. O I myrdende Laster! det er ikke nok, at I forhærder Hiertet, men mere, I forvilder Hiernen.)

Vi to Misdædere, vi to Dydens urene

7

7

Mordere, som havde deelt Følgerne af Lasterne, vilde ogsaa dele Følgerne af den guddommelige Hevn, som ilede efter os. Ak! saarede Fader! tillad hans faldne Datter at igienkalde ham det bedrøvede Øyebiik, som forkyndte ham, at han ikke havde nogen Datter mere.

Vi ilede begge bort fra den Boelig, som vi havde skiændet, (fra den Boelig — ak! Erindring, du straffer, du qvæler mig!) hvor en øm Fader og Broder daglig gav min da uskyldige Siel den beste Næring.

Neppe tabte vi de sidste Skygger af Sigte, hvor mine Føde Egne endes, og al min Glæ- de; førend Skræk og Jammer skummede op paa mit forvirrede Sinds fæle Strand, førend skræksomme Suk og hule Skrig afvexlede hos min alt nok straffede Forfører. Snart løb vi, snart stod vi stille, snart syntes vi, at Straffen løb efter os, snart troede vi, at Døden stod for os. Ingen kan udtænke den Plagers Hvirvel, vi veltedes i, uden de bliver (gid det aldrig skee!) som en Scarry og Dorinde.

8

8

Den sidste sørgelige Flamme af Dagens store, vi kan ikke sige glade, Lys, melder os nye Skrækker, nye Bedrøvelser. Nattens Skygger, disse fæle Billeder for de Straffældige, giorde os ukiendelige for hinanden; (gid Plagerne havde blevet lige saa ukiendelige for vore formartrede Siele!) Her manede den beængstede Samvittighed Spøgelser frem for vor urene Sinds Øyne, alle bevæbnede med Hevn og Straf, alle udsendte fra den fornærmede Dyd, der vilde paa det skiændigste Par hevne det dydigste Par. Snart saae jeg min ømme, min fromme Fader, at smelte hen i Taarer, efter at han, til Byrde for sin ædle Alder, forgieves havde ødt endnu det kierlige Skridt, at opsøge sit fortabte Faar, at finde en forloren Datter.

Snart saae jeg en Broder paa Knæ, i den søde Eenlighed, at vove endnu en Bøn for en Søster, som den fortørnede Himmel havde Ret til at forfølge.

Snart saae jeg den borgerlige Ret, med Sverdet uddraget, for at give os begge det

9

9 sidste dødelige Hug. (Dette Sinds Billede plagede mindre end de to forrige; thi hvad var vel bedre for et Legeme, værdig til al Straf, end hastig at giemmes i Jorden?)

Snart meente jeg, at den Huulvey, som vore matte og af Angest forknuste Legemer havde udsøgt til Natteleye, sank under os.

Saaledes svævede utallige Billeder for mit Sind, den hele Nat igiennem, og jeg troede, at den ulykkelige Scarry havde Følelser af lige saa skarpe Smerter, som jeg. Hans skummelske Tavshed lignede den, som avles af en nær Fortvivlelse, og Himlen tillod ikke Dagen at være Vidne til den sidste yderlighed af de pinende Laster; men min Forførers fæle Liig blev et Bytte for Nattens Skygger.

Efter at jeg, ved Dagbrækningens Ankomst, havde laant denne Røver, Æreskiænder og Selvmorder det sidste Øyekast, løb jeg, med et Hierte fuld af Skræk og Anger, jeg veed ikke hvorhen; men den første Landsbye, jeg naaede, var min glade Friested. Landmanden med

10

10

sine Folk mødte mig; man saae mig an for en fornem Rasende; jeg løb efter alle; alle løb for mig. Man troede ventelig, at jeg tragtede dem efter Livet; men tvertimod, mit Liv var jeg villig at frembyde til alle. En Høyere Drift førte en frisk ung Bonde-Karl hen mod mig; han greb mig om Livet, og jeg sank ned i hans Arme; jeg skreg med en Tone, som Jammer og Smerte lærte mig, og som maatte have lokket Menneskelighed frem af Det vildeste Hierte: Brave unge Menneske! hvem du ogsaa er, red mig i din Arm, føer mig i din Bolig, og jeg skal fortælle dig det, som din Medlidenhed og Forundring ikke skal nægte dig at høre. Denne Menneske-Ven sendte den altid barmhjertige Himmel mig til Skyts-Engel, da jeg just manglede meer end almindelig Menneske-Hielp. Han forte mig ind i sin Boelig, hvor han meldte mig med en Tone, som lovede mig en Lindring i min Jammer: som Søn i Gaarden gav han mig en Fader- Pleye. Han forlangte af mig den belovede

11

11 Beretning, som han allene begierte til Betaling for mit Værelse, min Kost og min Reenlighed. Men førend min Sorg kunde faae Luft, fot- drede Menneskeligheden af mig en Omsorg for min Forførers døde Legeme, der maaskee ikke var skabt til at være en Føde før vilde Dyr eller den uskyldige Aarsag til en andens Ulempe, som maatte kunde passere forbie, og derover blive angreben som en Morder.

Jeg bad dem derfor, at de uden Ophold vilde sende ud til Huulveyen, hvor de skulde finde Liget af en Ulyksalig, som den verdslige Ret ikke fik Tid til at straffe, men som blev sin egen Morder i en forvirret Fortvivlelse, hvor- udi han blev kastet, da han huskte paa, hvor- ledes han havde ført sig min Svaghed til Nytte, havde flygtet med mig ud af min Faders Huus, som mine ulyksalige Laster og en Kiedsomhed over den strænge Dyd havde anmodet ham om. De forskrækkedes over denne fæle Efterretning, og otte stærke Bønder-Karle droge ud til det omtalte Sted, hvor de fandt rigtig nok Lieute-

12

12 nantens afsielede Legeme; bragte det tilbage til Landsbyen, og gav det tilkiende for Præsten, som besørgede delte Legems Giemme i Kirke- Gaarden, der vel fortiente at hvile et andet Sted. Præsten, underrettet om denne samme Sag, sendte Bud til Bonden, hvor jeg var, at han skulde være ansvarlig for mig, til Sagens nærmere Undersøgelse. Man erfarede det Dagen efter i nærmeste Kiøbsted, som var min bedrøvede Faders Opholdssted, hvorledes man havde fundet en død Lieutenant, uden Tvivl dræbt af det Fruentimmer, som under de bitter- ste Taarer havde givet dette tilkiende; ak! hvilke Saar følte ikke mit forknuste Hierte, da denne Tidende blev mig tilkendegivet, at man havde mig mistænkt for et Mord paa Lieutenanten; al Sands forgik mig, da Politiet Dagen efter traade ind i mit Kammer, hvor de traf mig med en Bog i Haanden, og med et Udseende, som afnødte enhver den ømmeste Medlidenhed.

Man spurgte mig, om jeg ikke havde myrder den fundne Lieutenant, som jeg havde taget

13

13 Flugten med? — Jeg svarte: ney, men hans egne Laster havde dræbt ham, og den Almægtige havde bevaret mig, at han ikke havde udstrakt sin Morder-Haand tillige over mig.

Man paalagde mig Arrest, og befalede Bonden, nøye at have Agt med mig, til Sagens Endelighed. Man fik det begravede Legeme frem af Jorden, besigtede det, undersøgte, i hvad Stilling man havde fundet det, og kiendte mig frie. Otte Dage derefter berettede en god Ven, som havde erfaret mit Opholdssted, og tog en meer end almindelig Deel i min Jammer, mig, at Sorg daglig fortærede min elendig og forsørgede dydige Fader, at han allerede havde den ene Fod i den Grav, som jeg for tilig havde aabnet for ham, at han vilde giøre sit muelige Beste, for at forsone mig med saa from og mild en Fader, der daglig sukkede efter endnu engang at see en falden og lastig Datter, der vel vidste, at hun ikke længer kunde fortiene, at kalde sig med saa kiert et Navn, som hun havde udslettet og besmittet i en Strøm af de farligste Laster.

14

14 Disse Torden-Ord trængte mig ind til Sielen, og den ene Smerte viklede sig ind i den anden, og førte mig ind i et Vilderede af Plager, der hvert Øyeblik kappedes med de, min elskelige Fader udstod, om hvem af os der først skulde gaae i Jorden. Ingen arm Skabning har bedet mere brændende og anholdt med mere bittre Taarer om Forladelse hos den dydigste Fader, end jeg har bestormet den saa billig fortørnede Himmel med mine Bønner og Taa- rer; ak! Fader! alles Fader opmuntrer mit forsørgede og nedslagne Hierte, at nævne ham endnu min Fader.

Gid dette Navn, som for min ømme og saarede Siel er det sødeste Valsom, endnu tale Got for mig i det Faderlige Hierte, der vist nok havde forvendt sig imod mig, hvis ikke den naa- dige Fader, som udgyder over alle sine Skabninger en idelig Barmhjertighed, havde tilladt dette min fromme Faders Hierte, at aabne sig for en falden og ulyksalig Datter, der med den forlorne Søn vender tilbage til det Faderlige Huus. Resten følger.

15

15

To Ord til Doris fra Damon.

Mel. Ak! gid Meliserte var min.

1. Vers.

Min Doris! mit Guld og min Skat! Min Glæde i Længslernes Nat!

Mit Anker paa Modgangens Strand! Mit Liv midt i Medgangens Land!

Min Rose i Ømhedens Beed!

Mit Øyemaal i mine Fied!

Du bliver mit Eet og mit Alt,

Om Himlen og Jorden end faldt.

2. Vers.

Uskyldighed viiste mig hen,

At søge mit Hierte en Ven.

Jeg saae alt det deylige Kiøn,

Og Ømheden giorde en Bøn:

O Himmel! som alle Ting veed,

Mit Hierte et Hierte bereed,

Som øm og uskyldig og troe

Maae blive min Deel og min Roe.

16

16 3. Vers.

Min Doris et saadan en Skat, Paa hvilken Naturen har sat Uskyldigheds deylige Glands,

Tilbedt af den ømmeste Sands. Gid, ømmeste Doris! den Tid Dog hastigen liste sig hid,

Hvor Himlen vil knytte det Baand, Hvorefter forlænges min Aand.

Erindring.

Dette Ark er Continuationen af Caroline, som har til Hoved-Titel: Den Danske Democrit-Heraclit, hvoraf Arket koster 4 Sk.