[J. von Besser] Celadon og Cloris. En Fortælling.

Celadon og Cloris.

En

Fortælling. Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

Udi de brændende og beede sommerdag Lod Cloris sig engang i hende have brage, Mod solens straaler der at søge Lye og Læe hvortil hun fant beqvem et Løbrprydet Træe. Derunder sad hun need, i Tanke sig at svale, Men lidet efter faldt i sød og slummer Dvale, Og for des bedre Roe i Centrum her at faae, Den Perlefulde Krop i Græsset udstrakt laae.

Udi de brændende og Heede Sommerdage

Lod Cloris sig engang i hendes Have drage, Mod Solens Straaler der at søge Lye og Læe, Hvortil hun fant beqvem et Løvbeprydet træe. —-

Det Alabaster-Liv var kun med Flor bedækket,—

Og som hun meente sig af ingen blive vækket,

Saa snørte hun sig op —for hun og fant for got At hendes Bryster laae saa magelig og blot.

4

Den stille Vestenvind — til reede strax at kiøleLod Cloris over alt sin sagte Aande føle,

Og blæste hende til (det Flora selv tillod,)

De beste Blomster, som omkring i Græsset stod.

Hun laae, som Venus selv, i Zephir blandet Skugge, Og Græsset rørte sig med hende som en Vugge.

Dog denne liflig Vind kom under hendes Skiørt, Gaa at det lette Flor blev snart til Side ført.

Hielp Himmel! hvad for Pragt, — hvad Skiønhed, Ziir

og Smykke! —

Den Cloris Perle-Skat! — — Naturens Mester-

Stykke, —

Det elskovs Paradis, her aabenbaret laae. Som Cloris Kydskhed har saa hellig giemmet paa.

Det kiereste man veed, og blues ved at nævne,

Fordi det blotte Navn har Soel og Ild i Evne, — Hvis Eftertanke tit os kommer til at lee,

Ret som af Stolthed her sig lod forhøiet see.

Den laae som et Kastel af hvidest Marmor

bygget —

Udi en Rosenlund, med Klover overskygget —

Dens Indgang var Rubin, og Grunden var

belagt

Med en Skattering af den dunkle Myrthe-Pragt.

5

Det foran var at see — -— Her feil' den beste Pensel. Som Grotte-Huus og Verk, og som den Morgen-

Insel,

Hvor al Lyksalighed begnndke først at groe,

Hvor Nattergalen har i Rosenlund sin Boe.

To Laar af Elfenbeen, poleret glat og trinde, Bedækker denne Plads mod kolde skarpe Binde,

Saa Vintren ingen Magt kan faae for dette

Par,

Men denne Lyst-Revir bestandig Sommer har.

Gaa frisk man Æblet et fra Stilken veed at brække, Ei Purpur-Phersken har fra nydelig en Sprække.

I mindre Plet er ei jaa stor en Overflød,

Som denne Navle-Borg i Cloris hvide Skiød.

Selv Solen blev forlibt i denne Skiønheds Mængde, Og havde maaskee glemt sit Løb i Tidens Længde.

Den med Begierlighed derhen sit øie slog.

Ja! — — Fuglene det for en Blomster-Reede tog. —

De Vande færdig var til denne Park at rinde. —•

Hver Blomster mente her sin Blomster-Eng at finde. Hver Nymphe der var hos af Nid en Harme fik. Knap Zephir kyste det. — — Thi Veiret

ham forgik.

6

Den trofast Celadon, fra hvem hun nys var løben, Var hende uformærkt paa Sporet efterkrøben,

Og knap paa dette Syn sit Øye falde lod Før han sig selv fornam hvad Fare han i stod. —

Vel bød hans elskov ham for Cloris Frygt at bære. Som elskov vilde den dog ei til Hinder være;

Thi som den os til det, vi elsker, vækker op, Saa lagde den og selv hans Haand paa Cloris

Krop. —

Han skialv som Espeløv, ved hvis her var at giøre, Saa stor hans Attraae var, saa var dog Frygten

større. —

Han samlede som den, der sætter bundne Fied, Og veed ei den Haand, hvorhen den selv

dog gleed. —

Hvad hialp anseelig Frygt for denne hans Hyrdinde, Naar ingen Tøile til hans Fingre var at finde?

De spilled hid og did om det forjettet Land, Som med en krummed Haand i alt bespændes kan.

Du arme Celadon! hvor fant du dig bedragen?

Af Ild og Lue du paa Stedet blev betagen,

Hvor du din hidsig Haand at svale havde sat,

Og tænkte, at den der et Vandspring havde fat.

7

Du ikkun dette Fløil og Silke føle vilde —

Og fik saa i din Haand al Fryds og Glædes Kilde, Hvor Vellyst øses op med Melk- og Honning-

Spand. —

Hvor liflig Flod dog meer end Svovlet tændes

an. —

Her var den liden Brønd, hvorfra man troer at

stamme

Den Ild som Ætna har, og den utroelig Flamme Som Hecla spruder ud fra sneefuld Bierge-

Top. —

Og som paa Celadon hver Aare fyldte op.

En Heede ham betog, fra Top til Taae og Belte. — —

Af Afmagt — som et Vor — begynte han

at smelte,

Og havde, jeg et veed, hvad Raserie fuldbragt, Om ikke Cloris just til Vandheld var op-

vagt. — —

Hun — halv i Søvne — gav et Stød med

begge Hænder

Til den forvovne Giæst, der hendes hvide Lænder Og Silkebløde-Skiød var kommen alt for nær, Og føder, da hun ham faae: Du var en

Strikke værd.

8

Hielp Himmel! — Hvad er det? — Har du din

Sands forloren? —

Er det den faste Troe, du mig har dyre svoren? — Har du min Vrede da saa lidet skiøttet om,

At du formastet dig til Cloris Helligdom? —

Ak du! Hvad har du giort? — Hun meer

ei tale kunde.

Men søgte sig med Graad at hævne nogenlunde,

Og sprang forbittret op fra Stedet hvor hun laae, Og iilede med Magt fra Celadon at gaae.

Men Celadon var sløv, han Cloris falt til Fode,

Og sig om hendes Been faa fast i Græsset snode,

At — skiønt hun stod imod. — Hun maatte

dog her need,

Og blev med megen Ben bragt noget til beskeed.

Han laae og hende holt, begyndte saa at tale:

Hvi vil du dog min Feil saa grov og sort afmale?

Jeg beer dig ved den Brand, som mig i Hiertet groer,

Og ved den Venlighed som i dit øie boer.

Ved dit Pione-Skiød, ved dine hvide Bryster,

Ved de hos begge mig end ubekiendte Lyster,

Og ved din Marmor-Haand, der mig nys stødte bort. Hvad kan jeg til, det blev jo blot af Vinden giort.

9

At jeg beskuet det, som Zephir vilde vise.

At jeg har rørt ved det, hvad Luft og Jord maa prise, Hvad Guderne har selv med stor Begiering kyst, Og er et kort Begreb paa al din Skønheds Lyst.

Et Udtog af al Pragt dit Skiød man billig kalder,

En Lysters Samleplads, hvorpaa vort ønske falder. En Kreds — hvorpaa en Plet Naturen selv

har bragt

Al den Begierlighed, som i hvert Lem er lagt.

En Skat der Viiser os din Rigdoms Dyb for øie,

Et Purpur, hvorfor hvert et Zepter sig maa bøie,

En Troldom dannet Kreds, der trykker Marv

og Been,

Hvis sorte konstig Ord bevæger Stok og Steen.

Ak Cloris! skulde jeg mig selv i Lyset være?

Betænk din egen Skam og al din Skiønheds Ære, Det var jo at forsmaae den Glands —- mit

øie nød,

Om ikke med min Haand jeg kronede dit Skiød.

10

Hvo som Har Kiød og Blod og her dog ikke brænder, Om Tanker ene ham ei Straae i Lue tænder,

Hvo dette Alter ei til Offersted begier,

Han er med Billighed en Strikke bedre værd.

O! maatte du paa det, vi pleier Elskov kalde, Meer udi Gierningen end efter Ordet falde,

Midt i din Vrede du mig skulde selv tilstaae, At der er intet for, man maa et Ran be-

gaae.—

Ved alle disse Ord var endnu Cloris Øie Af Skam og Bitterhed bortvent og lukket nøie, Dog slog hun endelig til Siden hen et Blik, Hvorved da Celadon nye Mod og Hierte fik.

Han stræbte — at hun først ved rette Viisdoms

Grunde

Saa af Naturens Lys til Bifald bringes kunde, At alt det forn har Liv og kun at elske veed, Nødvendig søger Vext i Skiødets Plante-Beed.

Naturen, sagde han, har dertil giort sit Beste I Livets Middel-Punkt — just denne Ting at

fæste. •—

Saa denne Middel-Punkt en liden Verden er, Der selv en lønlig kraft af Punkten i sia

bær. —

11

Alt hvad i Verden er, det til sit Centrum iiler,

Saa lang som ingen Steen i Luften sig forhviler, Naar Ilden den faaer Luft, den selv da for

sig tar,

Og hver en Flod sit Løb til Middelhavet har.

Til Skiødet meget meer, det Elskovs Middel-Prikke, Hvad Liv og Aande har maa lempe sig og skikke. Saa vild ei Biørnen er, han jo kan vorde

tam,

Naar denne liden Punkt i Veien legges ham.

Saa snel er ingen Fisk i Havet til at svømme.

Den bier jo sin Leeg i Yngelsomme Strømme. — Den lette Fugle-Flok giør sig et Himmerig, Naar Hunnen drager ham i Luften efter sig.

Men frem for alle veed et Menneske at sige,

Af denne lønlig Drift, da Kiød og Blod tillige Regieres af Fornuft, der selv os tyder an At ingen Steds saa got som i vort Fødeland. —

Det jo Magneten er, der Jernet til sig drager,

Og strøgen Naal sin Kurs til Norder-Polen tager, Saa er dit Elskovs-Skiød, den Nord og den

Magnet,

Hvorhen vort Ønske og vort Attraae er udseet.

12

Man vil, at Venus er — sit Væsen at forstille, Ei just naturligviis, men efter Jovis Grille — Udi en Muskel-Skal undfangen og opfød, Hvor hun af Havets Skum sin Melk og Patte nød,

Det troeligt er, at alt hvis man om Venus hører. Men som den Skiødeplet en Muskel-Skabning fører, Saa troer jeg, at alt hvad Venus har frembragt,

Er siden til et Skiød for hele Verden lagt.

At da sit Muskel-Skib hun skulde nu aftakke.

For alles Hierter nu i dette Skrin at pakke,

Hun Musklen haver sat i Skiødet paa Hver

Møe —

Og smutted selv derind, at leve der og døe.

Naar nu saaledes er, som vi maa troe og tænke, Hvad Under at vor Hue til Skiødet tør sig lænke. Hvor Amor, Venus, — ja den liden blinde

Gud

Vi selv vor Lyst og alt vort Gode tømmer ud.

Hvad Under, om vi os til denne Muskel vove,

Da Venus boer deri, hos Venus selv at sove.

Om Amor søger hvor man seer det visse Bud, Hvor dette lidet Skilt for Huset henger ud.

13

Saa lader Kierlighed sig ingen Steds indfinde.

Den kun i denne Kløft har efterlat sit Minde.

See, her er Guders Magt, hvor de mod

Offer tar,

Og prøver Hierterne, der samles Par og Par.

Og som Naturen har os Hiertet lukket inde.

Hvorledes kunde vi da Hiertelauget finde,

Om Kierlighed ei lod det som i Skiødet skee,

At man af Gierningen kan skiulte Hierter see,

Men nu har Amor vist vor Ønske saa at fremme, Hvad Øiet ikke seer, har Skiødet at fornemme,

Det er ei nok at see, man sig endog forstaaer, I Gierningen paa det, man ei i Sigtet

faaer. —

Naar da et ædelt Par har dette Sprog i Sinde, Og Siele ønske sig tilsammen at forbinde,

Bestille de sig kun til denne liden Ort,

Da denne liden Baad ad Havnen skrider

fort. —

Der tales de da ved, der lære de at føle - Der veed de hvad det er at brænde og kielne, Indtil den skiulte Lim af Aaren blir udkast, Og den beblandet Aand indbyrdes limer fast.

14

Ak! Cloris! du som mig dit Hierte vel tilsiger!

Hvor blier da Prøven af, naar du mig det forsviger, Som selv Naturen har sat til en Elskovs-Pant, Hvoraf man dømme skal om du og siger sant.

En Ven er ei en Ven, der kan os noget nægte,

Saa længe han ei selv skal for vor Lykke fægte, Saa længe er endnu dit Hierte ubereed,

Som det ei skienker alt hvad det at skiænke

veed. —-

Du med den beste Deel fra Celadon dig skynder, Din Krep ved intet af, at mig dit Hierte ynder. Mon Hiertet ikke seer, din Krop bør vidne det, Du siger Ja, — men nei, dit Skiød, — og

hvo har ret?

Hvad har jeg da forud for andre som dig kiendte? Har du mig ei saa kier mig dette at tilvende?

Midt i min Eiendom er jeg en fremmed Giest. For hvem da sparer du den beste Deel og

Rest? —

Du vil da for dig selv og denne Skat begrave, Skal ingen anden Svend, end jeg den mulig have? Nei, Cloris! om du mig dit Hierte skienke vil,

Saa lukte du mig ei dit Hiertes Indgang til.

15

Han sprang forbittret op, slig Uret at beklage, Men Cloris vidste ham i Græsset ned at drage, Hun kom nu til sig selv, og fant han havde Ret;

Thi lod hun hendes Gield betale paa et Bret. —

Man meener, at fordi han vidste sig at ikke,

Og nu dog havde seet det Skiød til Punkt og Prikke, Saa havde Guderne selv vist ham denne Vei, Hvor hans Bestandighed ei længere fik Nei,

Men Seierkronet blev med beste Seiers Smykke — Saa Blomster-Engen selv misundte ham hans Lykke; Og siden søgte de, naar noget kom dem paa,

Til denne Sorrigs-Grav om Hielp og Raad at

faae. —

16