[Martin Brun] En Skrivelse fra Charlotte udi Kiøbenhavn til en Provstinde paa Landet om Mandfolkets ynkelige Optøger [heri også Jomfru Dorimenes hastige Gifter-Maal + Allerydmygst Suplique til Hr. Stor-Hiertes Vest-Lomme; Den Danske Democrit-Heraclit 3]

En Skrivelse

fra

Charlotte

udi Kiøbenhavn

til

En Provstinde paa Landet

om

Mandfolkets ynkelige Optøger.

2

        

3

Min Hierte Provstinde.

Tillad mig, at jeg skriver Hende nogle skiemtende Sandheder: her i denne store Daare-Kiste, hvor vi hver Time seer en Yngel Fantaster at pippe frem af Forfængeligheds Eg, blive vi Fruentimmere vante til at spase. Hun seer vel, at vi giør det i en god Mening. Vi tænker, at de kiere Mandfolk skulde giøre et fornuftig Halt, naar de høre vores forbedrende Latter, men ney. De bruge deres Fornuft-Kiste, denne heslige LuftPompe, sag længe de kan, fylde vores Stuer og Kamre med Vind og Veyr, og udaander alle deres Narre-Streger paa saa ækel en Maade, at vi endelig giør nogle fornuftige Skridt tilbage, og forsvinder tvers igiennem denne Daarligheds Blæst, for at undgaae disse tobenede Cameleons.

4

4

Vi ere nu plat kiede af, længer at søge deres Forbedring, ved en Latter, som tydelig nok melder de Qvalmer, vor arme Fornuft maae udstaae, naar Dette Slags Mandfolk, som man med Rette kan kalde Fornuftens Brek-Pulvere, ere tilstæde. Vi vil nu forsø- ge, om vores Pen ikke kan udrette Det, som vores Latter har feylet i.

Provstinden veed nok, at vi ere et sluttet Selskab, bestaaende af 8te Fruentimmer, og et eneste fornuftig Mandfolk, som er vores Haandskriver. Hun skal nærmere faae at vide vore Love, vores Charakter og vores Navne. Vi have sat os for, at arbeyde paa de Mandfolks Forbedring, som baade vil og kan forbedres; det maae koste hvad Det vil, saa stræber vi dog, paa en behændig Maade, at lokke dem ud af deres Daare-Kister, og banke alt det Narre-Støv af deres Pander, hvorved de tilforn har været nogle ret heslige Bavianer for os. Vi 8te Pige-Børn kunde ogsaa taale, at blive gifte engang; men hvordan vilde vel vore

5

5

Børn komme til at see ud? Nogle vilde faae et tomt Hoved og en tyk Mave, andre vilde komme til at gaae paa Forfængeligheds Stylter med Hovedet under Armen, efterdi manges Forstand nu omstunder finder ingen bedre Hvis le-Sted, end under Armen i de saa kaldede Cha- ■ peaux-bas. En Deel af vore Børn vilde maa- skee faae 4re Arme, for at de paa eengang kunde tordne paa Spille-Bordet med de 4 smukke Billeder: Kløer Knegt, Spar Knegt, Hierrer Knegt, Ruder Knegt, og saa videre; ney, vi gifter os ey endnu saa snart. Jeg vil fortælle Provstinden nogle af disse ynkværdige Mandfolks Optøger, hvis jeg vidste, at jeg ikke afskar hendes Appetit til 3 a 4 Maalrider, som nødvendig maae forsvinde i Dette Chaos af liderligheder. —

Tænk engang! vi maae nødes til at betragte med lukte Øyne Skabninger, som virkelig havde Ret til at fordre begge vores Øynes Opladelse og Agtsomhed, hvis de ikke overalt vare tilsmurte med Narrerier og overpappede

6

6

med Taabeligheder. Vilde disse ynkelige Mandfolk kuns et halvt Aar — kuns bare et halvt Aar sætte Daarlighederne, disse deres frække Drabantere, i Fornuftens Tugt-Huus, skulde de vist snart møde for os som fornuftige Mandfolk, dydige Venner og kiønne Skab- ninger.

Vi har endnu ikke gandske indelukt os fra dem, men vil Provstinden høre, hvor nær vi ere ved at fatte dette Forsæt.

Vi fodrer af Mandfolk, dannede med en fornuftig Aand, følgelig begavede med et Slags Færdighed, et Slags Evne til at tænke, at de skal, i deres Omgang og Opførsel blant os, giøre Dem værdige til at fortiene den Kierlighed, Føyelighed og Høyagtelse, som Naturens Love gierne saae, at vi udviiste imod dem, hvis vores Fornuft giorde os sligt mueligt; (thi at elske og ære Mandkiønnet som kiønne Fæe, vilde være en stor Tort for deres Fornuft, og giøre et stort Hul i Naturens Lov-Bog) men hvad

7

7

skal vi slutte? Behag at høre følgende Sand- heder: Vi lade os undertiden see i Selskaber, langtfra ikke, for at vise, hvor net en Haar- skiærer kan giøre Nar af vor Hoved, og hvor villige vi ere, til ikke at erkiende nogen anden Skaber, end en Skræder, der forstaaer sit Snit, ney, dette er ikke vor Bevæg-Aarsag; der ere Piger nok, som daglig vise Verden, ar der ere ogsaa levende Galanterie-Boder til; ney, vi komme i Selskaber, for at erfare, om vi ikke torde vente en Smule Forbedring hos vore af Daarlighederne høyt-plagede Mandfolk, men hvad see vi? Bedrøvede Opdagelse! LuftPompen er endnu fuld af Vind, det blæser fra alle Daare-Kistens 4re Hiørner. Vi vil ind- lade os i en fornuftig Samtale, om det menne- skelige Selskabs forfaldne Lykke, om Staternes Leer Fødder, om Daarligheds forgyldte Ind- segl, om den Danske Redelighed, denne forladte Barsel-Kones forvirrede Veer & c. men vore Mandfolks Fornuft negter sig hiemme, og en Compliment, temmelig dum nok af et

8

8 stærk kreppet Hoved, er hele Svaret "paa vore Samtaler. Siden Mandfolkene fik Frihed til, at forgylde deres Klæder, har deres alt længe forhen svækkede Fornuft tabt over 10 Pund af dens Rimelighed; (og her er ventelig ingen Forbedring at vente, førend i en anden Verden) de veed, paa den snildeste Maade, at lukke Verdens Øyne op, for at den, i en henrykt Betragtning, skulde beundre disse Ziirforgyldte Skaller og ret søde Maade, at legitimere sin Forfængelighed paa. Var det saa uheldig for disse ret forlegne Creaturer, at et af Fruentimmerne var Stær-blind; (hvilket ikke var saa urimelig, da det svækker meget Synet, at stirre om Natten paa Kort-Bladene, eller paa den fine Stiil i Romaner) da skal disse kiere Mandfolk ret vise deres Klæder med lige saa net Allarm, som en Kalkunst Hane opsirkler sin Hale; thi ligesom denne Hane søger sin Roes bag fra, ligeledes betler disse Herrer deres Ære bagvendt, eller paa en forkiert Maade. Spørger et Fruentimmer dem, om man tør vente

9

9

snart bedre Tider, og om en stakkels BorgerMand ikke snart kan vente, at slippe for, at gaae ud at tigge med sin Kone og Børn, saa erobre de i en Hast deres fierede Hat, ret ligesom den havde faaet Tunge til at tale med, da den fik Fier til at prale med; de vende og dreye denne lille søde Hat, som Anne Niels Datter,@naar hun prøver sin Silke-Hue; de klappe den saa ærbødig, som den kunde være deres Patron, de stryge den med saadan Lemfældighed, som man kan giøre ved de artigste Høns; de legge den fra dem paa Bordet, gaae nogle Skridt tilbage, for at besee Udsigten af denne allerkiereste Zier-Bygning, de nærme sig igien til den, med afpassede Skridt, for uformærkt at give den et ømt Kierligheds-Kys. Jeg faae en Aften en af disse Smaa-Herrer komme tumlende ind i en Stue, hvor jeg var; hans Hat var temmelig rig besieret, som jeg sluttede deraf, at der næsten kostede ham Taarer, faa meget Ar- beyde kostede det ham, at tage den af; endelig blev den ledsaget, under største Varsomhed, hen

10

10

paa Midten af et Bord, hvor den laae i Parade til videre Commando blev givet; man begyndte at tale om Spil; her sprang den lille Herre meget munter op, og soer heslig, at han var en vis Mand; man beleyrede Spille-Bordet, og disse fire spillende Herrer satte sig i Stilling til at bedrage hinanden, hvilken behændige Forretning de paa en rørende Maade kaldte: ar snyde. Man deelte Kortene ud, ligesom en karrig og misundelig Mad-Fader legger Portioner-Mad paa Tallerkenen for sine Tieneste-Folk, men den lille Herre, som brændte af Kierlighed til sin fierede Hat, havde det ene Øye ved samme, for at passe paa, om ikke alle Fruentimmer-Øynene stirrede hen til det Bord, hvor dette dyrebare Liggendefæe befandt sig, og det andet ved Kortene; den lille Herre tabte brav, men hvad giør man ikke for saa Deylig en Hats Skyld; thi at spille Kort med eet Øye, er nær ved at tabe. Han reyste sig, saa gesvindt, som en Spring-Gaas, da hans Pung gav det sidste Gisp; thi de tre andre Arbeyds-

11

11 Karle benyttede sig af Denne skiønne Leylighed, og, som De sagde, snød Denne lille befierede Herre, uden Tørklæde. Han annammede af et glad Hierte sin kiere Hat, giorde den nogle Complimenter og begav sig meget ærbar bort Neppe var denne lille Herre borte, førend en anden, ikke meget mindre latterlig, slæbte sig ind as Dørren med Hatten paa Nakken, men uden Fier, som ogsaa blev hengende, indtil Den faldt af ved Den hidsige Curage, som udfordres, naar man stikker paa en stor Beet, for at vinde den; thi denne Herre havde succederet Den første, men forrettede sit Embede med større Agtsomhed, end den første. Denne Herre spilte Kort med to Øyne. Man holdte op, at spille, og dernæst begyndte Comoedien. Denne Herre raslede om paa en anden Stol, hvor han først loed sig høre med nogle Brokker af en gammel Italiensk Vugge-Vise; han sang lige saa net, som en hæs og fordrukken TaarnVægter, og hans hele Krop flog Takten, og det saa stærk, at, inden hans Italienske Amme-

12

12

Stue-Psalme var til Ende, brækkede han Stolen, som han sad paa, og giorde en baglænds Paus paa Gulvet. Efterat han havde hulket et heelt Litannie af hvasse Eeder af sig, hvirvlede han op igien, benyttede sig af et Bord, som maatte bære denne usædelige Herre. Han tog til at væve noget Snak sammen om vore Sætter, at det lod alt for hiemmegiort, at bære Filet-Sætter, og at de Danske Fingre vare nogle ret grove Abekatter af de Franske Fingre, ar kræppet Haar paa et Fruentimmer-Hoved var meget beqvemt til at bære Navn af et levende rokkende Rokke-Hoved, at PompadourKlæder var en alt for skiødesløs Dragt for Folk af Stand, men lod ikke ueffen paa TienesteTøser, og at et Fruentimmer med Hat paa var et Uhyre i Naturen, og vilde vist kyse alle vilde Dyr, hvis de saae dem, og uendelig mere Daare-Kiste-Snak, som skummede op af hans uregierlige Hierne: da han havde udtalt, ventede han en Smiil af os til Biefald, til Belønning for sin Sludder, men o! hvor saae vi

13

13

bistre ud; han kom hen til mig, (der traf han ogsaa paa den rette) og sagde til mig: hvad siger hun, Mameselle, om mine Moraler? — jeg svarte ham kort og got: min lille forrykte Herre! skulde jeg betale ham for hans yndige Moraler, da skulde det være i følgende Mynt: han skulde sulte i 48 Timer, sauge Brænde 3 a 4 Dage en suite, fæge Gaderne en Uges Tid; og altid være i det smukke Selskab ved gammel Strand, hvor han kunde faae nogle, som kunde svare ham i samme Tone, som han taler; for Resten, min Ven, skulde han meget ufor- mærkt blive bragt ud paa Gaden, hvis Sel- skabet ikke var mere medliden, end jeg er. Jeg gik min Ven bort, og overlod ham til Selskabets Gotbefindende.

Jeg har nyelig været til et Giestebud, en nye Væmmelse tog imod enhver Mundfuld Mad; der var en hel Deel ækle Herrer af samme Stof, som de forrige, tilstæde; hvis de havde tiet stille, skulde man endda have forladt dem den Grovhed, som de begik, i at spise;

14

14

imens vi andre læste til Bords, hviskede en sin Naboe i Øret vigtige Ubetydeligheder, en anden skrumpede sine Øyne sammen, for at tælle, hvor mange Knappenaale han kunde øyne for paa hver Fruentimmer, den tredie rystede en qvælt Latter igiennem sin Næse, den fierde tog sig en Priis Tobak med et ret original Haandgreb, (jeg troer, han flog sin Dose i Stykker, da han lukte den til) den femte gav et Suk, som det kunde have krøbet ud af en Synder, der Fulde rettes; den siette stial sig til, at kysse sin egen Haand, som var temmelig hvid, og videre. Man begyndte at spise; men her begyndte disse Stakler ret at røbe deres arme Hierne; den første Mundfuld havde neppe naaet sit Hvile-Sted, før end hele Stuen var fuld af Tombram, de bleve ved, med største Hurtighed, at remse op, hvad der faldt dem ind, og kappedes om, at giøre Vind; nar deres pludrende Tunge slog Folder, og deres elendige Snak ikke vilde flyde, lod de et Glas Viin skiære dem for Tunge-Baand.

15

15

Jeg sad saa beklemt, som en fattig Pige, naar en stor Herre frier til hende, og han ikke taler andet end Fransk, da hun ikke forstaaer andet, end Dansk; jeg forstod ikke et Ord af disse muntre Svages Sprog, og blev glad, da Maaltidet hørte op, at jeg kunde snart slippe ud fra disse raslende Sække-Piber. See! min Hierte Provstinde! see her, hvor behagelige vore Selskaber ere, naar nogle af saadanne Mandfolk ere tilstæde. Det er en stor Mn, at see disse Stakler; de arbeyde paa, af alle Kræfter, ar giøre sig latterlige for vore Øyne, og vi arbeyde paa, uden Ophold, at forbedre dem; nu har vi opspurgt et Slags Piller, som skal kunde curere alle de arme Mandfolk, som maatte være befængte med den heflige Syge, at giøre sig latterlige. Man bruger dem saa- ledes: Et hvert Mandfolk, som med Nytte vil benytte sig af disse Piller, holder sig inde for det første 14 Dage, imidlertid faster han fra alle Narre-Streger, saavel i Klæderne, som i sin Omgang, og for al Ting søger at faae sin flem

16

16 me stadrende Tunge stille; 2det tager han ind, paa fastende Fornuft, en god Dosis af disse Piller, lægger sig lidet til Hvile, og tager sig vare for Punch og Caffe, som stærk løsner Tungen; 3die benytter han sig siden af et let Laxetiv, som kaldes: Fornuftige Forestillinger. Disse Pillers Navn er: En roelig Eftertanke; de kan ikke faaes paa Apothekerne, men enhver kan lave dem selv; Ingredienserne deri ere: bør; tænk, tie.

Jeg forbliver, Hierte Provstindes, hengivne Veninde

Charlotte.

Erindring.

Dette Ark er Continuationen af Caroline, som har til Hoved-Titel: Den Danske Democrit-Heraclit, hvor- af Arket koster 4 Sk.