[Martin Brun] Sandfærdig Fortælning om Besynderlige Tanker ved merkværdig Samling paa den Danske Skueplads. [Den Danske Democrit-Heraclit 6]

Sandfærdig Fortælning om Besynderlige Tanker ved merkværdig Samling paa den Danske Skueplads.

2

Lige saa vist som Philopatreia blev avlet paa den Danske Skueplads, og fra saa merkværdig et Sted første Gang saae den lærde Verdens Lys, lige saa vist ere følgende Tanker og Udtryk avlede paa samme ret elskede Sted. Dannemark, som snart græder (maaskee Krokedille-Graad) og snart leer, (maaskee SkoggerLatter) kan ikke klage over Mangel paa almindelige Forlystelser; hvilken Forlystelse for det Almindelige! nu kan en Spekhøker komme i Selskad med en Kammer Herre, og (tænk engang hvilken allerkiereste Frihed) kan sige Du til saa stor en Mand.

Forleden Dag raabte den lille saa høytelskede Papaes Søn: Mama! hvordan seer Kongen ud? — Og Forsamlingen stod op, og svarte eendrægteligen: gaae paa Masqverade, mit Barn! gaae paa Masqverade, mit Barn! Barnet kom paa Masqverade Den første Gang i sit Liv, han gik snart til en, snart

3

3

til en anden, og sagde gandske frimodig: (Barnet var vittig) Er du Kongen? eller er du Kongen? Man loe af Barnet, og Den ene sagde med en Tone, som ikke mishagede det: Det er en frisk lille Broder; den anden sagde: hvad vil der vel blive af dette Barn? Barnet ledte efter Kongen i Mængden; men fandt Ham ikke: (mon Han var der?) han kom hen til sin Mama forgrædt og misfornøyet; hans Utaalmodighed yttrede sig i de mangfoldige besynderlige og vittige Spørsmaal, han giorde sin Moder, iblandt mange disse: Lille Mama! siig mig oprigtig, har Kongen ogsaa en Masqve? kan man kiende Ham fra Mængden? Mama svarede: min Søn! retsindige Øyne kan kiende vor naadige Konge igiennem hvilken Masqve det end er; men iblandt mange Regne - penge kan du ikke let finde en Dukat. Her tav Barnet stille, og bevarede disse Ord i sit Hierte.

Men det lille Barn førte mig et Par Skridt bort fra min Hoved-Sag; dog det er

4

4 Modens Stiil, at giøre lærte Afvigelser, og indsirkle de Tanker, som kommer paa Tverts i Hiernen; (man læse Argus, denne høytyndet Model; han giør saaledes.)

Iblandt de almindelige Forlystelser er vist nok Masqverade den fornemste og uskyldigste, siger man; men hvad skal jeg sige? Tør jeg vel sige det samme? Tør jeg vel være Pøbelens, den Hierne-løse Pøbels Abe, uden at blive straffet af min Fornuft? Hvad mig anbelanger, da siger jeg tvertimod: hverken er Masqverade den fornemste, eller den uskyldigste Forlystelse.

Naar jeg tager det Ord fornemste i sin alleregentligste Bemærkelse, da veed enhver lige saa godt som jeg, at Soldater og Matroser kan aldrig faae Navn af Fornemste, som Matros og Soldat. — En Matros, som har faaet Hug paa Holmen eller hiemme af sin Kone, husker paa, at der er Masqverade til; han svinger sig ud fra sin Kone, tumler did, hvor somme Folk faaer Billetter for et got Ord, eller hvorfor? — Han kommer hiem til sin Kone;

5

5 mon han fik en Billet? — Han fik 3 kiønne store Piletter, sagde han med en hees Eed, og spadserer med sin Kone paa Masqverade; denne Gang bliver Masqverade altsaa ikke den fornemste Forlystelse, siden der var flere end Fornemste der oppe, men at Masqverade er en gandske artig Forlystelse, nægter jeg ikke, siden Matrosen der oppe aldeles glemte, at Holmen var til, at han havde en Ryg, at hans Kone undertiden hiemme forrettede hans Bestilling, naar hun var i Forhaanden til at prygle. (En velartet Matros nægter aldrig sin kiønne unge Kone første Prioritet i Krabasken.)

Naar jeg nu betragter det Ord fornemste i sin uegentlige Bemærkelse, og kalder det beste, da forsikrede en lille Jomfrue mig i Fior, at den Forlystelse, hvor man beholder, hvad man har, i sine Lommer og hele Klæder, er bedre, end den, som man maae forlade med et halv Skiørt, et Stykke af et Forklæde, og Lommer rensede fra alle Ting.

Nu kommer vi til det Ord uskyldige.

6

6

Hvad tør jeg sige til dette Ords sande Berøm- melse i vore Tider. Ordet uskyldige i sin egentlige Bemærkelse kan ikke passe sig paa Masqverade; — jeg kiender ikke mindre end fem Personer, som ere blevne hver en Rixdaler skyldig for deres egen Artighed og deres Jomfruers Appetit til Choqvelade-Skienkerinderne for sid- ste Masqverade i det Franske Støv. (De Herrer Franske Comoedie-Spillere maae forlade mine Landsmænd, at de kalde deres Theater: det Franske Støv! I Franske! behager at huske, at for alle vore gode Danske Penge har I ikke givet os andet, end Støv og farlige Projecter, som har været bedrøvelige Smelte- Digler for de gamle Danske Kroner.)

Ordet uskyldige vægrer sig ved ar laane sin Uskyldighed til Masqverade. En Jomfrue, som pukker paa sin Uskyldighed, endog naar hun er allene med en af Byens Smaa-Herrer, snakker meget om Klostere og Bønne-Bøger, naar hun er allene med sin Mama; en Moder, som selv har havt en maadelig Opdragelse, troer,

7

7 at hendes Datter, paa 18 Aar, er ligesom kold og ligegyldig, naar hun maaskee alt for længe betragter en Mandfolke-Masqve som vore Grand-Mamaer, naar de sadde og nikkede ved deres Rok.

Datterens Uskyldighed, fordeelagtig nok for hendes Hensigter, bruger denne Masqve hiemme, men naar hun gaaer paa Masqverade, tager hun en anden. Denne Masqve (Frækheds Masqve) klæder hende mere naturlig, end den første. Hvorfor? Den sidste siger mig, hvordan hun virkelig er, den første vil, at skal giette, hvordan hun er, og viske hende i Øret, hvordan hun burde være. Naar vore Modre nu lægger alle vore Masqverade-Morgener sammen, naar deres Døttre kommer forjaskede hiem, saa kan de faae de sandfærdigste Noter over deres Døttres Liv og Levnet, og naar Mødrene har med Agtsomhed igiennemlæst disse lærte Noter, lader os saa spørge dem, om Masqverade er den fornemste og Uskyldigste af de almindelige Forlystelser i Kiøbenhavn.

8

8

Deres Svar vil vist ikke svare til Pøbelens Forventning. Men at jeg igien skal komme til min Fortælning, som Titel-Bladet lover, saa maae jeg fortælle mine Landsmænd, hvad jeg hørte paa sidste Masqverade.

Man ved, at den hele Kiøbenhavnske Verden samme Aften løb Storm til det Danske Comoedie-Huus, (besynderligt er det, at Skrummelen af Kareterne, naar man kiører paa Masqverade, foraarsager de Danske Fødder en usigelig stærkere Klaae og Primen, end Klok- kerne om Søndagen, naar det ringer til Prædiken', foraarsager de Danske Øren Kildren og Længsel efter en Prædiken.) De stakkels Kirker her i Kiøbenhavn ere blevne saa ukiendelige for de fleste, at de ofte gaaer Feyl af dem, og enten falder ned i en Viin-Kielder, eller opofrer deres Andagt til en Skaal Caffe og en Portion Bagtalelse.

Man maae forlade mig, at jeg endnu engang spadserer ud fra min Hoved-Sag. Jeg har talt med en meget erfaren Doctor her i

9

9

Byen, (nævne ham, tør jeg vist ikke) om han ikke kunde udfinde nogen naturlig Grund til den uendelig hidsige Drist, Folk har til ar komme paa Comoedie-Hufet; man seer dem jo, af alle Skænder, at hendrages til dette Huus, som til en stor heel Magnet, der baade kan trække Guld og Sølv, Jern og Tin til sig, ja det stakkels Kiøkken Kobber-Tøy spares ikke engang; den tiltrækkende Kraft, som dette store MagnetHuus har, fordeler sig saa særdeles omkring i vore Handlinger, at alt for mange af os faaer ar vide, at der er et Assistentz-Huus til. Doc- teren har svaret mig, at han gierne kunde sige mig en naturlig Aarsag hertil; her ere hans Ord frie og ubeskaarne, uden Tillæg eller Fra- tagelse: "Den besynderlige Hidsighed, som man fra Arilds Tid af har erfaret, at regiere de Danske Hierner, foraarsager ret sælsomme Syger og føder forunderlige Virkninger af sig. Denne Hidsighed svækker og fortæ- rer omsider al sund og nyttig Overlæg, som de Danske Hierner har nok saa god Anlæg til

10

10 som nogen fremmed Hierne; men Hiernens Organa ere svækkede, forvirrede og plat for- vildede af et Slags Tobak, man Aar fra Aar har indført her i Riget; dette Tobak, (kaldet Parisiske Griller eller Fransk Vind) hidser Hiernen, hvoraf strax yttrer sig en Klaae og ret forunderlig Uroelighed i alle Lemmer: man kan ikke curere denne Svaghed, uden paa en eneste Maade: En Mand, som angribes af denne Svaghed, som smitter det hele Huus og Familie, bliver fortumlet i Hiernen, uroelig i Benene, ukiendelig i sin Dragt og Levemaade for ethvert patriotisk Øye, der hverken er bleven Stær-blind i Spil, eller kortseende i gudelige Bøger. Han cureres paa denne Maade: Naar han har laant Masqverader og Comoedier, Bal og Operer sine Penge, og gandske Tankefuld lystrer Aften-Sangs Klok- ken for at nedlægge sin sidste Skilling i Kirke- Blokken, (en Forsonelses Maade iblant os, naar Fornuften angribes paa det ømmeste Sted) saa hører han fra alle Kroge en skum-

11

11 lende Latter; denne standser med et den omtalte Hidsighed, og Manden bliver saa koldsindig, som om han var overøst med koldt Vand;' man kan Kiende paa ham, at han er helbredet paa en oprigtig Bedrøvelse, som langsom skyder ud fra hans indfaldne Øyne." (Denne bedrøvede Masqve er ikke i Mode paa Masqverade,) ney, Masqverne paa sidst almindelige Masqverade havde et Udseende, som svarte til de Masqveredes Sinds Forfatning. Jeg var taus og hørte kun til.

Jeg saae tv Hollandske Matroser at udsøge sig en Krog, for der at tale med hinanden. Jeg blev opmærksom; thi jeg har hørt, at Hollænderen er meget frittænkende. Nu skal De kuns høre en Samtale: "Siden Dannemark blev beklippet i Kanterne grovt og kiendelig, som Jøderne beklipper vore Dukater, ere de almindelige Fornøyelser blevne ganske ækle og afsmagelige for Patriotens og Menneske-Ven- nens Gane. De besynderlige smitsomme og ret farlige Syger, som dette Rige vexelviis har

12

12

været plaget af, og som har grasseret nu i en Egn, nu i en anden, er nu endelig udslaaet i en almindelig Syge: denne Syge, naar man skulde nævne den med sit rette Navn, kan ikke kaldes anderledes, end Folkes ret forhexede Villighed og Længsel at ruineres og rui- nere. Besynderligt er det, Folk klager over Penge-Mangel her i Riget, og de ere selv de første Tyve, som bestiæler sig selv og berøver sig de Midler, som Forsynet gav dem i langt andre Hensigter; den almindelige Syge her i Riget er enten at æde sit eget op i en Hast, for des snarere at begynde at æde paa andres;" (ofte er fem fattige Enkers Huse kun en Mundfuld ved et Aftens-Maaltid hos en af vore Tiders Harpagons; og ofte er ti faderløse Børns Arve-Part kuns en Morgen-Supgen hos vore Tiders hungrige Formyndere) ''eller at indbyde en Skræder og en Dansemester, en Taskenspiller og en Franskmand, en Spillemand og en Snylte-Giest, en Alabaset-Spiller og en Brød-Tyv, for at hielpe dem til, i en smuk

13

13

Dragt og med nette Skridt, med en Rad Tær- ninger om Halsen, og et Morbleu pag Enden af Tungen, efter Takten og med et afpillet Been i Haanden, med en Patrontaske af Kort og en Brød-Kurv uden Brød, at finde Døren paa Hospitalet." Dette var Hollænder- nes Udsigende; nu vil vi høre, hvad Patriotens Tanker var. Her saae en af disse rare Phenices; hans Dragt gefalt mig; for paa Brystet af hans Kioel vare disse Ord broderede: Fæ- dernelandets Kierlighed. Den Mand maae jeg tale med, tænkte jeg; han vil vist nok ikke snakke i den Tone som Hollænderne. Jeg sagde paa Fransk til ham: bon soir Monsieur le patriote; Fy! svarte han mig, Jer Maaal røber Jer, at I er en Dansker, og vil I undsee Jer ved at tale Jer Moders Maal. — Min Ven, sagde jeg, fattige Karle kan ikke komme frem i Kiøbenhavn, uden de kan betle i det ringeste paa abgebrokken Fransk. Hans Svar var: jeg har merket, at de Danke Studentere ere alt for føyelige, i Hensigt til Videnskaber-

14

14

ne, imod deres Overrnænd. Vore Tiders Artighed fordrer, det er sandt, at en Student skall være polyglotte, eller protée i Videnskaberne; men lad Mængden af Studenterne ophøre at være Adelens Aber eller Spilverk, (thi der smager jo ikke vore adelige Herskaber, at en brav Mands Søn, en flink Student, tiltaler dem paa Dansk: naadige Herre; ney, her skal et Monsieur eller Monseigneur til, hvis man ellers vil vente at blive antagen til deres Børns Informator. Jeg har kiendt de Herskaber, som undsaae sig ved at tale Dansk med Gud i deres Bønner; det var saa ordinair, saa borgerlig, sagde de; og Folk af saa maver en Tæn- kemaade skal giøre brave Studentere til VeyerHaner eller Tvetuller i deres Moders Maal. Fy! der er utaalelig. I brave Studentere! naar vil I vise Adelskabet, at I ikke trænger til Information hos deres Børn? bages der ikke Brød for eder i Dannemark, saa und et andet Rige Virkningen af eders Sinds Gaver,) saa skal de snart komme til at trænge til eder, og I

15

15

ikke til dem. At vide mange Sprog, er ikke alleneste nyttig, men fornøyelig; men hvorfor vanslægter denne Nytte og Fornøyelse til en Nødvendighed for Rigets Børn? Bør ikke Hoved-Sprogene, som brave Karle lider saa meget for i Skolerne, naar nedrige og bødelag- tige Mennesker betroes at fore Riset, tale got for dem hos de Store i Riget? Bør ikke slige nyttige og grundige Sprog tiene dem til et Slags Pas og frie Adgang og Indgang i deres Overmænds Huse? Bør en Fransk Soldat, eller en nederdrægtig Landløber have Fortrinet for Rigers Børn, som af Lyst eller Trang har studeret det Franske Sprog, for enten at forstaae nyttige Skrifter, eller for at tilsnakke sig med en Fransk Tunge de Smuler Brød, som skal tiene dem til Ophold i en Tid, da det Nyttige i Riget er anseet med en Spodsk Latter og ud- skieldt for Skole-Fuxerie?

Bør de, som baade har Evne og Rang til at ophielpe en fattig Student af Støvet og sætte hans Pund i en klar Dag, glemme, ar

16

16+ han er til i Verden, fordi han hverken har havt Raad til at lære at spille la basaette, eller opremse nogle Stykker af en Fransk Comoedie eller Ro- man. --- Jeg merkede, ar Patrioten blev hidsig og nidkier, da han eftertænkte de brave Karles Skiebne i Riget, men i sær her i Hoved-Staden hvor man maatte tænke, at de kunde giøre Mirakler, og vist blive brugte. Jeg svarte ham at min Nation, som længe har været plaget af en farlig Sove-Syge, begyndte nu at faae Øynene opladte, og saae med Fortrydelse og grandt nok, at deres Lyst til Nyeheder havde for lang Tid siden baade skildt dem ved deres gamle Redelighed og gamle Sølv; men jeg frygter for, at denne Fornuftens Opvaagnelse kommer for sildig i vore Tider, da vi ere nær ved allesammen at gaae ud at betle, enten vi saa staaer stort paa eller ey.

Erindring.

Dette Ark er Continuationen af Caroline, som har til Hoved Titel: Den Danske Democrit-Heraclit, hvoraf Arket koster 4 Sk.