↩

Et Brev, fra

den Forfløine

til

det Forfløine.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes til Kiøbs hos T. Borups Efterl. boende i store Helliggeist - Strædet.

2
3

Jeg er forfløien, mine tvende Systre med, altsaa ingen Under, at jeg skriver til det Forfløine. Men hvem er det? Ja det faaer Læseren siden at vide. Læseren bør ikke være for nysgierrig, men lade alle Ting gaae sin jevne Gang, omendskiønt Forfatteren er forfløien, bør

han ikke være det. Min Fader

var Degn. Jeg havde en naturlig Lyst til at lære al Ting. Jeg regnede Dag og Nat, og giorde physiske Anmærninger i Hauge og Skove. Jeg tænkte nu herved, at skulle giøre min Lykke. Jeg hialp en Astronom til at blive Raad. Sandt er det, at han i mine Arbeids-Timer gav mig tør Brød og Vand, og da Arbeidet var endt, var alt endt. Jeg ventede derefter stedse paa at nyde nogen Belønning, enten fra ham eller høire Ste-

der, men alt forgieves. Jeg ville behielpe mig med Informationer, men disse gielde ikke meget iblant os. Da jeg nu saae at jeg burde blive til Et Noget, og jeg dog stedse var det samme Intet, saa fortvilede jeg, og for at dræbe min Marter og Qval, fulgte jeg Flaskens Standart. Glæde for alle mine Fiender! Nu blev jeg udraabt for liderlig, uduelig, udygtig til alle Slags Ting. Jeg faldt i en sterk Sygdom avlet af Sviir, som igien var en Frugt af Fortvilelse. Jeg blev bragt ind paa et Hospital, og kom syg der fra igien, fordi jeg kunde ikke traktere Opvartersken med Caffe og Morgen-Brændeviin. Nu tænkte alle mine Misundere, at jeg maatte døe. Men til Trods for dem og Hospitalet lever jeg dog endnu, saavit jeg veed. Maaskee jeg kan nu, da Børsten har siunget sin Svanesang, faae et Brød, eller visse aarlige Penge at leve af. Jeg kunde da blive Landet til Nytte; maaskee og til Sirat. Men hvem tænker paa Landets Nytte? Naar jeg undtager Fyrsten og Fyrstinden selv, da ere der ikke mange, som bekymre sig om Statens Velfærd.

Man passer paa sine Indkomster, spiller Kort, snakker langs op af Veggene, bagtaler hinanden, drukner sig i dumme Talemaader, som man kalder vittige Klygter, man giør Giestebudde, fylder sig med Mad og Drikke, begraver sig omsider i Søvnen, og endelig vaagner op igien om Morgenen med samme Tenke- og Levemaade. Jeg troer, at man tør i vore vittige og honnette Selskaber ikke engang tale om Landets Fordeele, for ikke at komme til at passere for Pedant eller Enthusiast. Man taler om Skuespil, om Kahne-Kiørsel, Elskovs Handlinger, og alt dette uden Smag. — Man har ikke engang Fornuft til at fornøie sig selv; langt mindre til at gavne Staten. Vi kiende fast ingen anden Fornøyelse, end at æde og drikke. Vi besøge Skuespillene, uden at have Vittighed nok for at bedømme dem og Skuespillerne. Derfor bryde vi os heller ikke om, hvad der paa Skuepladsen bliver forestillet. Det er os nok, at det er noget. Vi gaae derhen af Sædvane, for at see og sees; men ikke for at lære noget af Skuespillene. Smagen forandrer sig vel i alle Lande, men

der hersker dog kuns een af gangen. Een er dog allene den Regierende. Vi derimod have aldrig nogen vis Smag. Moliere, Des. Touches Spøgelset med Trommen, Merlin Dragon, ere os alle lige gode. Balletterne betragte vi lidt nøiere. Vi bryde os just ikke om Opfindelsen og Sammenhengen deraf. Den beste Ballet for os er den, hvori de største Spring forekomme. — Men jeg faaer vel at tale noget om mine to Systre. Deres Skiebne har været artig nok. Clarise saae meget yndig ud. Da hun voxte til, kom hun ud at tiene hos en Geistlig, som, uagtet sine strenge Ordens Regler kunde blive forelsket. Han aabenbarede Clarise sit Forsæt. Hun anhør te det skielvende; men hendes Husbonde forsikrede, at han forstoed den Sag langt bedre, og den Synd vilde han tage paa sin Samvittighed. Den Geistlige, som ikke saae ilde ud, som var beleven og veltalende, fik snart en ung Pige, som var munter og sangvinisk, til at troe, at det siette Bud havde ikke meget paa sig. Den Geistlige tabte herved; thi han mistede sit Embede. Min Syster derimod vandt. Hun fik et velskabt Pige-Barn. Den Geistlige gav sig derpaa i Krigsstanden; men, som Stokken var for

haard for hans kielne Ryg, og Lehningen ganske utilstrækkelig for en lækker Gane, og for en Person, som ikke var vandt til at fortiene noget med Arbeid, fik han i Sinde, at dessetere. Han løb bort, og kom ud til Tydskland. Han kunde nogle Sprog, var endnu ung og vidste at smigre. Han kom i Tieneste hos en reisende Cavallier. Da de havde reist nogle Aar omkring i de fornemste Steder i Europa, og Herren imidlertid havde fattet Godhed for ham, giorde han ham ved sin Hiemkomst til Forvalter paa sine Godse. Det var noget, han ret var skikket til. Han var opdraget paa Landet, og hans Fader havde været en stor Landmand. Han havde saa megen Indsigt i Sædelæren, og i Lov og Ret, at han forstoed sig paa at forbedre Bøndernes Fordele. Han giorde det og virkelig. Herskabet og Bønderne vare fornøiede med ham. Imidlertid faaer han at høre, at hans ægte Kone var død, og at Clarise levede endnu, samt hvor hun var. Han skrev efter hende, og forklarede hende sin Lykke. Clarise fortviler. Hun var nyelig bleven gift med en Matros, som allerede havde lært sig til at prygle hende. Hun kunde nu blive en velhavende Forvalter-Kone, som elskede hende, og nu var hun

en fattig Matros-Kierling, frossen, sulten og nøgen. Hun fatter et artigt Forsæt: forlader Manden, og reiser ud ad Tydskland til med sit Barn. Men hvor blev hun ikke her elændig, da hun faaer at høre, at Fienden var falden ind i Landet, bemægtiget sig Herskabets Gods, og borttaget Forvalteren til Soldat. Hun reiste allevegne efter ham, hvor hun meente han kunde være. Hun flakrer længe omkring. Omsider berettes hende, at han var bleven skudt. Hun var da uden alle Raad; bortløbet fra sin rette Mand, uden at have nogen anden i hans Sted, og i et fremmet Land. Endelig vender hun tilbage til det Herskab, som Forvalteren havde tient. Hun fortalte intet om Matrosen. Ellers sagde hun alting reent ud, og foreviste Forvalterens Brev. Herremanden rørtes. Han havde stedse elsket Forvalteren meget. Clarise var desuden smuk, og hendes Datter endnu mere. Herren toeg dem begge i Huset til sig. Clarise fortiente sit Brød med adskillige Huusgierninger, imens Herremanden loed hendes Datter Lucie (saaledes heed hun) opdrage. Hende var allene tiltænkt en blot borgerlig Opdragelse som et fattigt Barn. Hun skulde hverken lære Fransk eller Musik; men sin Religion, at sye, spinde, væve, ko-

ge, og s.v. Der vare Frøkener paa Gaarden. Disse skulde underrettes i Dansk, fremmede Sprog, at spille paa Instrumenter og andet mere. Disse lærte kuns lidet. Lucie stial sig til at lære mere end de. Da Herren merkede dette, at denne unge Pige havde saa opvakt og munter en Hierne, og opvorte med mange udvortes Yndigheder, fik han i Sinde at lade hende lære tilfælles med Frøkenerne, for i Fremtiden at have i hende en værdig Maitresse; thi det var paa de Tider en temmelig gangbar Mode, at Førster og alle store Herrer holdt offentlig Maitresser, og ingen havde et Ord derimod at sige. Nogle af Damerne giorde disse Cavallierer Giengieldelses Ret, og der var Fred og Fornøielse over Alt. Men Fruen der paa Gaarden var ikke af dette Sind. Hun blev paa en dobbelt Maade misundelig paa Lucie. Det angrede hende at see, at hun i alle Stykker overgik hendes egne Dottre; at hun var vittigere, deiligere, mere flittig og forstandig end de. For det andet syntes hun allerede at mærke, hvad Herrens Tanker var med hende i Fremtiden. Fruen pynsede paa, ved alle Leiligheder at faae dem udaf Huset. Længe saae det ud for hende som uumueligt. Den ene var Herrens tiltænkte Maitresse, den anden hendes Mo-

der, som forrettede sine Sager ordentlig og nøiagtig i Huset. Omsider vandt dog Fruen ved sine sine Kneb. Hvo kiender ikke Fruentimmernes slebne List, allerhelst naar de ere stegne til en vis Alder. De ere allerfarligst, naar de har lagt sig Rynker til. Tilmed befordrede det meget hendes Hensigt, at Herremanden var af de koldsindige Elskere, der kan opofre deres Elskov for deres Roe. Hun laae ham idelig i Armen; loed ham ingen Fred have, foregav en Usandferdighed efter en anden, og endelig greb til de gamlt Streger, at beskylde dem begge for Utroeskab; ja grove Tyverier, til hvilken Ende hun indpraktiserede sine Sager i deres Giemmer, og viiste Herren det. Denne troede deraf, saa meget som han vilde; men for at beholde Huusfred, loed han Fruen have sin Villie, saameget desto heller, som han var meget tilboielig til Gnieragtighed, og derfor undertiden frygtede, at Fruens Angivelser om deres Utroeskab kunde være velgrundede. Da Fruen nu saaledes havde Fuldmagt, opsagde hun dem begge to Huset, og Herremanden, for at vise dem, at han ingen Behag havde i deres Forviisning, gav dem en skikkelig Reisepenge. Om han med det samme fik Lucies M**, derom mælder Historien intet

tilforladeligt. Saa meget er vist, at min Syster var meget tvilraadig, hvad Opholdssted hun med sin Lucie skulde udvælge sig. I det hun er paa Reisen til et andet Sted (uden selv endnu at vide, hvor hun vilde opstaae sin Boepæl) møder hun hendes Mand, som for en liderlig Gierning var desserteret. De bleve i Førstningen alle forbausede, og faldt i mange Tanker, hvoraf Følgen blev, at min Syster ikke vilde erkiende ham for sin ægte Mand; at Matrosen derimod vilde gierne være hendes Ægtefælle, for at kunde afklæde og afprygle hende endnu engang, tillige med Lucie. Men, som han var ikke meget for Proces i denne Tid, da hans fornemmeste Forset var, at sette sig selv i Sikkerhed, giorde han ikke videre Omstændigheder. Min Syster derimod, som kunde begribe, at Matrosen ikke torde vende hiem tilbage, besluttede med sin Datter, at reise hiem igien til Fædrenelandet. De ankom der og virkelig. Min Syster lærer nu sin Datter der fuldkomneste Coquetterie, og de befinde sig meget vel derved. Hun ønsker hendes Mand hengt; Forvalteren opstanden bespotter Fruen paa Herregaarden, og kan ikke noksom forundre sig over Herremandens dumme Føielighed imod en Tandløs Frue, nær havde jeg sagt: K. Ling. Nu føre, min Sy-

ster og Lucie større Pragt end Fruen og Herremanden; men dog troer jeg ikke, at de ere saa rige paa rede Penge, som disse. Det er en snorrig Bye, vi leve i. Undertiden har den rigeste en Mine af Fattigdom, eller i det mindste af Middelmaadighed. Og ofte seer en Prakker ud, som om han kunde kiøbe det heele Assistense-Huus. Min Syster pynter sig, og seer ofte ud, som en Fyrstinde; sulter og tørster dog tit indtil Aftenen, da Lucie forstaaer at indkassere. Hos denne Lucie opholder jeg mig nu. Hendes Huus kan kaldes et almindeligt Observatorium, og jeg som Astronom, bør være en bestandig Observateur. Jeg observerer de overstaaende Skiønheder og arrige Syn. Cavalliererne de mellemstaaende Skiøndheder og snorrige Fhenomena. Lucie og min Syster observere kuns Metallernes Nytte, Vægt og Kraft, og forestille det, som man egentlig kalder Ertskyndige. — Men nu til min anden forfløine Syster: — Hun heder Sophie. — Hun saae meget grim ud, og ægtede en Skindpels! — En god Skiøndhed nok for en Pels. Denne Pels kunde staae stiv af Guldet. Virkning af fattige Folkes Graad og den udpinte Ildebrand. — Min Syster var vel hellig; men havde et medlidende Gemyt. Hun veiede fattige Folk ikke allene rigtigt; men endog

overflødigt. Serdeles var hun barmhjertig og miskundelig, naar Draaberne giorde Syndfloder i hendes Mave. Den Guldstive Pels begyndte at slappe sig. Høkeren blev reed, og vilde have Sophie i en anden Dans. I Serdeleshed forbød han hende at drukne sig i Flasken. Jo mere han forbod hende det, jo dybere sank hun i Floden. Han søgte at prygle hende denne Svømmelyst af; men alt forgieves. Jo mere Magt han brugte imod hende, desto mere Magt fik hendes Sindslidelse. Han loed sig derpaa skille af med Sophie, og hun var vel tilfreds; thi hun og hendes Pels vare ganske stridige Ting i Naturen. Høkeren taug stedse. Sophie pratede altid vek. Hin var mørk og melankolisk af Ansigt. Denne, uagtet noget grim, var dog lystig og munter. Hun giorde Penge, og Penge allene til sin Afgud og højeste Gode. Denne elskede Vellyster, og agtede intet Penge derimod. Hin vilde udsue og udpine alle. Denne vilde gierne lade andre leve med sig. Saa stridige Skabninger kunde ikke leve sammen. Sophie forlod derfor med Glæde den forgyldte Skindpels; dog saa lumsk til Reisepenge, plukkede først nogle gyldne Haar deraf. Hun begyndte derpaa at seile i frie Søe, Uden Kieder, smagte

hun nu sin fulde Glæde. Skade, at den varede for kort. Guldhaarene borte: de gyldene Tider omme. Nu begyndte hun at sulte og tørste. Hun vidste sig ingen Raad. Hun havde hørt, at hendes Syster havde faaet en anseelig Forvalter hos en Herremand i Tydskland. Hun reisede derhen, men fandt hverken Forvalter eller Syster. Hun havde nu slet intet at reise hiem med igien. Omendskiønt hun saae temmelig fæl ud, fik hun dog i det samme til al Lykke en Kiæreste. Det var en af de Tydske Projectmagere, som vilde giøre Konster i N. N. Han talede om nyttige og rare Fabriquer. Han fik Penge til at anlegge dem; toeg rigtigt imod dem; fortærede i en Hast overflødigt deraf med sin elskede Sophie, Resten toeg han med sig, løb bort igien, og loed Sophie blive tilbage. Stakkels Sophie! hun havde denne gang nær fortvilet. Med denne Vindtmager havde hun just levet efter sit Sind. Han var pratende, lystig, munter, elskede Vellyster, og agtede Penge intet derimod; thi NB. han var kommen forbandet let dertil. Sophie i denne Forlegenhed maatte give sig ud at tiene. Hun var ikke vandt, uden til grovt Arbeid, og maatte derfor tage Plads hos en Mar-

quetenter. Jeg mødte hende ved en Vandpost. Et skident Forklæde. To Spander i te Aag. Jeg saae, kiendte min Syster, og ynkedes over hende. Jeg gav Agt paa det Huus hun gik ind i, og merkede hvor hun tiente. Jeg fortalte det til min Syster Clarise. Hun ynkedes ligesom jeg, og vilde ikke tillade, at vor Syster skulde lide saadant Strabats. Clarise, Sophie og jeg blev et samlet og et forfløjent Selskab. Men glem for alle Ting ikke Lucie. Det Forfløjene jeg skriver til, er hele Verden, og nu vil jeg fortælle dem, hvorledes vi Forfløjene spille, hver sin Rolle i det forfløjene Selskab. Sophie maa stedse følge med Lucie, saa at den førstes Grimhed tiener til at ophøie den andens Skiønhed. Saaledes pleie Politici stedse at have en Dosmer allevegne med sig, for derved desmere at kunde skinne i alle Selskaber. Min Syster Clarise er Gouvernante, og alle Rollerne maa gaae igiennem hendes Hierne. Jeg har intet videre i Selskabet at bestille, end at spise og drikke med. Dog det er sandt, jeg tiener endnu til andet. Min stive mathematiske Krop tiener Spradebasserne til Latter, Væv og Tidsfordriv. Min egen Syster og Lucie lee ofte over min Air og Gang. De unge Cavallierer ansee

mig ofte for tossed, naar jeg fordyber mig i en og anden Tanke. Ingen maa tænke, at jeg det mindste ærgrer mig over alt dette. Jeg er koldsindig, som en geometrisk Figur. Men jeg spiser og drikker med Appetit i et Selskab, som viser alle Mavens og Hiernens Kræfter. Nu har jeg intet videre at sige: end at Læseren ombedes, at det er ikke alt Spøg, som har Mine deraf. Læseren behage tilsidst, at erindre sig disse to Horatii Valsprog:

1) Dulce est desipere in loco.

2) Ridentem dicere verum.

Quid vetat? — -— —