[Chr. Gormsen Biering] Overkiolernes forunderlige Hendelser En Roman.

Overkiolernes

forunderlige

Hendelser

En Roman.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke. 1770.

2

        

3

Mandhaftige Mandfolk

Allerkiereste Fruentimmer-Karle!

I Steden for en Fortale, vil jeg give mig den Ære at tilskrive den fiineste Deel af Mandkiønnet dette Skrift. Jeg behøver vel ikke at bede om Forladelse for saadant et Foretagende, der geraader Dem til ligesaa megen Ære, som Anseelse.

Det er nu paa 8de Aar siden den Lærde Verden blev beriget med det ligesaa vittige som vigtige Skrift, Salopens Forunderlige Hendelser. Det behøves vel ikke at sige, at det var skrevet af en Mandsperson; thi hvad har Mandfolkene ikke at skrive om os Fruentimmer? Dersom de endda vilde lade det Stiklende og Satiriske mod vort svage Kiøn fare, kunde man nogenlunde bære over med deres Skriversyge; men saa fik de ingen Aftræk, hvorfore de og ligesom udstuderer den Videnskab, at giøre sig lystige paa vor Bekostning.

Leverer da Mandfolkene Verden saa mange os nær- gaaende Skrifter, saa kan de vel ikke fortryde paa, at jeg, som et Fruentimmer, udgiver dette lidet Skrift til Deres Berømmelse. Jeg tænker dermed at giøre Mandfolkene ligesaa stoer en Tieneste, som hiin, der udgav Saloppens Forunderlige Hendelser; helst da vore Mandfolk kan ikke nægte, at deres Overkioler jo har været ligesaa mange, om ikke flere, forunderlige Hendelser underkastede, som vore Salopper. Ja, jeg haaber endog at fortiene Tak af den lærde Verden, fordi jeg har paa- taget mig disse dybe Undersøgelser og vigtige Opdagelser. I det ringeste haaber jeg, at der bliver ikke en Overkiol i heele Byen og Landet, som jo vil bære sine Hendelser i Lommen. Ja hvor kiert vil det ikke vore Mandfolk, at see disse uforlignelige og allerkiereste Overkioler, igien

4

nem saa mange Hendelser, at være vor Tids allerkiereste Mandfolk beskiærede at bære. Mig tykkes, at man burde, til Taknemmelighed og en uforglemmelig Erindring af disse Overkioler, begynde en nye Tids-Regning, og regne de tilkommende Aar fra de Engelske Overkiolers Indbringelse, Forbedring og Udbredelse i Kiøbenhavn, og følgelig over den gandske Danske Verden.

Men da jeg befrygter, at man ikke skulde kunde bringe det saavidt, da det vilde giøre en temmelig Forvirring i Aar-Regningerne, og Engelsk-Manden vilde maaske lee af os, naar de saae, vi giorde saa meget af deres Overkioler: saa har jeg dog herved vilde giøre mit til deres Uforglemmelighed.

Jeg vil derfor igiennemgaae Overkiolernes Hendelser efter de 3 Aldere, nemlig Jern- Sølv- og Guld-Alderen, og det saa omstændelig, som Tiden og mit foresatte Maal vil tillade, og vil saa haabe, at man ere saa høflige, at regne dette mit Skrift hen til den sidste Alder. Men i hvad Forandringer end Overkiolerne skal underkastes efter denne Dag, saa skal dog de sildige Efterkommere, ved min Fruentimmer-Pen, faae at vide, hvorledes Overkiolerne udi vores saa oplyste og skinnende Guld-Alder bleve baarne.

En naadig Dom behøver jeg vel ikke at udbede mig? Det er vore Allerkiereste Fruentimmer-Karle jeg tilskriver dette Verk. De ere de villigste under Solen til at tilbyde ethvert Fruentimmer deres besynderlige Gunst, og Hvorfor skulde de da nægte at give den til

Skrevet i Guld-Alderen paa Ophir 1770.

Deres

ringeste Tienerinde

Birgitte

Fruer-Pige hos Frue v. X * * *

5

Den første Deel.

Om Overkiolernes Hendelser

i Jern-Alderen

Det er et saare vanskeligt, møysommeligt og næsten plat forgieves Arbeyde for alle Skribentere, at finde og frembringe noget tilforladeligt fra de første Tider, saasom de Tiders Mennesker vare deels saa uvittige og deels saa efterladne, at de ikke engang har optegnet de allermærkværdigste Ting. Jeg tiente engang for StuePige hos en lærd Mand, som ærgrede sig en Guulsot paa Halsen, over vore dumme Forfædre, som ikke havde givet os en fuldkommen Beskrivelse over Bindet af den første indbundne Foliant; thi han arbeydede just paa et Verk af nogle Folianter angaaende dette Bind. Jeg ansaae den Gang saadan Iver og Ærgrelse for utidig og latterlig; men da tænkte jeg mindst paa, at jeg selv nogensinde skulde blive Skribentinde. Men nu jeg er ligesaa ilde faren som denne gode Mand, ærgrer jeg mig ey heller mindre end han. Jeg har faaet alle de Alderdommens Skrivter, der vare mig muelige at overkomme (jeg maa dog sige, de har ey været ret mange) og dog har jeg ikke kundet finde nogen fuldkommen Afhandling og særdeles Beskrivelse over Overkiolernes Hendelser i de ældste Tider. Jeg har vel fundet noget hist og her hos de allerældste; men det er ligesom al anden gammel Sagn, indviklet i saa mange forblommede Talemaader og saa fabelagtigt, at jeg umuelig har kundet udfinde det Sande. Jeg har søgt og bladet mig træt mange Nætter for at finde, om Adam, som man veed var Herre over heele

6

6

Jorden, havde Guld eller Sølv paa sin Overkiol; (thi han kunde jo have havt best Raad dertil) men hertil har jeg ikke fundet mindste Spor. Derimod finder jeg, at hans heele Klædning, da Figenbladene vare visnede, bestod alene i en Overkiol, og samme saae endda eenfoldig nok ud. Den var giort af Skind uden Folder, uden Krave, uden Opslage, ja, der var ikke engang Knapper i den, men han bandt den sammen om sig med Remmer. Ja man skal ikke engang kunde sige for vist, enten Adams Overkiol var af bereedte eller ubereedte Skind. Jeg finder vel i en gammel Munke-Krønnike pag. 10000, at Eva havde syet nogle Hulsting omkring i Kanterne paa Adams Overkiol til Stads; men der er kun Munkedigt. Thi Adam og Eva skammede sig langt meere ved, end giorde sig til af deres Klæder, hvorfor der ikke er troeligt, at de skulde have været saa forfængelige, og vilde sette Stads paa deres Skamfuldheds Dække Ey heller har jeg kundet finde, om Adam vendte det Lodne af Skindene ud eller ind. Men jeg tænker dog, at han vendte det Lodne ind om Vinteren og ud om Sommeren.

Noah og hans Sønner, som formodes at have været de første Baadsfolk, meenes at have havt et Slags Overkioler, dog ikke til Stads, men for at smøre deres andre Klæder paa Beeg, Tiære & c. og den forberørte Munke-Krønnike siger: at Japbet den ene af Noæ 3 Sønner, som skal være Stamfader for alle Europæerne; har havt en Overkiol, ongefær som et Slags Busseruner, dog uden Prydelse af hvide, gule, røde, grønne eller sorte Hierter for Albuerne; men enten disse Busseruner har været af Skind eller andet Tøy, taler Historien slet intet om.

Det store Tidsrum fra Japhet indtil Odin i Dannemark, vil jeg gandske springe over, og kun alene sige, at denne Odin, som kom fra de varmere Lande her ind i Norden, frøes forskrekkelig. Denne Odin, saasom han var meget klog, hvorfore og vore eenfoldige Forfædre ho dt ham for en Gud, var den første, som har opfundet Overkioler i Norden. Thi Nordens gamle Indbyggere var saa hærdede og haardføre, at de gik næsten

7

7

med bare Legemer i den stærkeste Frost, som man endnu kan see paa den Norske Field-Bonde, der gaaer med blottet Bryst, saa der ofte fryser Iis paa Brystet, saa glat, at man kunde gaae med Skøyter derpaa, og som en Deel af vore omvandrende Jyde-Tærskere, der i den skarpeste Frost gaaer med bare Fødder i deres Træskoe. Saadanne haardføre Karle vare vore gamle Forfædre, da Odin, som sagt, med sit Følge kom herind. Disse Karle frøes, som nogle Fruer-Hunde. Hvorfore de ikke alleneste fældede mange Biørne og Ræve og andre lodne Dyr, for at faae Overkioler; men da Landene den Tid vare næsten overgroede med tyk Skov, og Solens Varme ey kunde trænge igiennem og varme Jorden og dem, faldt de paa, at hugge disse skiønne Skove væk, deels til KakkelovnsBrænde, og deels for at faae Solskin, og giøre Landet luftigt. Disse kuldskiære Folk vare de første, som lagde Haand paa de gamle Skove, og husserede saaledes med dem, at jeg og andre kuldskiære Fruentimmer nu neppe kan faae vort fornødne Kakkelovns-Brænde. Men disse tænkte alene paa sig selv, og ey paa deres Efterkommere; men havde det barbariske Mundheld: Enhver hytte sig. Man kan endnu finde Spor til de store Skove, som disse har ødelagt. Ja, der fortælles endog, at der i gamle Dage skal have staaet meget stor og tyk Skov omkring Klampenborg, og andre Steder; men som af Odin, og hans Efterkommere ere bortryddede. Aarsagen, hvorfore disse gamle Fædre ikke skiønnede ret paa Skovenes Værd, men hug væk, hvor de faldt paa, var, at de den Gang vare meget ukyndige i Skibsbyggerie, og hug ligesaa snart et Træe om af 100 Rdlrs. Værdie, som et paa 2 Daler. Denne fordervelige Skik indsaae Frode den Fredegode; thi foruden, at han fredede paa sine Lande og Riger, saa fredede han og paa Skovene. Han indsaae deres Værd, og da Seyladsen i hans Tid blev meere agtet end forhen, saa mærkede han, at han med al for stor Bekostning maatte bygge Skibe, naar han ingen Skov havde, og derfor udgav en Lov: At hvem der for- dristede sig til at fælde en Eeg eller en Bøg, førend en anden Eeg eller Bøg, som han selv havde plantet, var

8

8

bleven saa stor, at den kunde bære ham, naar han sad i Toppen, skulde have den Straf, at han ey engang maatte samle sig saa mange raadne Greene, som han kunde varme sig ved. (Den Gang vidste man ey at skiære Tørv.) Dette udvirkede saa meget, at Forældre lærte deres Børn at plante Træer, saasnart de kunde gaae. Ey at tale om andre Belønninger, der var for dem, som havde plantet de fleeste Træer. Saaledes har vi denne Frode Frede- gode at takke for den Skov, vi endnu har til denne Dag. — Men jeg maa see, at jeg igien kan finde ud af Skovene.

Da Odin blev alt meere og meere fornem, kunde han ey længer lade sig Nøye med at bære Overkioler af Landets egne lodne Dyr, Biørne, Ulve, Ræve etc. For da at sætte sig i en endnu meer glimrende Anseelse ved noget Nyt og usædvanligt, lod han komme fra de varme Lande, Løve- og Tiger-Huder, som han brugte til Overkioler, ongefær som de Tiger-Dækkener etc. som man nu omstunder bruger til Hestenes Overkioler. Det vared da ey længe, førend alle skulle have fremmede Skind til Overkioler. De forskrev da Huder af Leoparder, Vild-Æsler, Bøffeler, Markatte etc.: Saaledes har det været Skik i Norden fra de allerældste Tider at indføre fremmede Vahre. Kun de allerringeste lode sig Nøye med Landets egne Dyre-Huder. Men Overkioler skulde alle have; Og de som ey kunde overkomme andet, brugte Selhunde-Skind. Man kan paa vore fattige Grøndlændere see ongefær, hvorledes disse Karle saae ud.

I denne Tid var der ingen Sne-Laug, enhver var sin egen Klæde-Danner; hvorfore og disse Overkioler saae hiertelig eenfoldige ud, uden Snit, uden Dannelse, uden Folder, uden Rynker, ja, uden Krave. Der var ikke engang Ærmer i dem, hvorfore de og vare dem til Hinder, naar de skulde slaaes eller arbeyde, og derfore maatte kaste dem af saa længe.

Det faldt engang et vittigt Hoved ind, at man kunde bruge Huden af Forbeenene til Ærmer, og forfærdigede sig saadan en Overkiol. Neppe lod han sig see i denne Dragt, førend han blev beundret af alle, ja,

9

9

nogle sagde, at han var ligesaa deylig som en Gedebuk i levende Live. Dette rygtedes over heele Landet, ja, til Odin selv, som lod Snitvæk (saa heedte denne kunstige Opfinder) kalde til sig for at giøre ham en Overkiol med Ærmer udi. Snitvæk ikke lidet stolt af denne Naades-Beviisning spændte al sin Tænke-Kraft paa Skruer, for endnu at opfinde en usædvanligere Skikkelse paa Overkioler til Odin. Han slog strax 20 Rynker i Panden, kneb sig i Næsen (den Tid brugtes en Snustobak) beed sig i Fingrene, og stampede undertiden i Gulvet, som en Bierfiedler, naar en Stræng springer midt i Takten. Omsider kom Snitværk frem med en Overkiol til Odin, hvori der ey alene var Ærmer, men endog sammensat af 2 Forstykker og et Bagstykke, saa den paffede net til Odins Krop. Odin, til Belønning, lovede Snitvæk en anseelig Rang i hans Valhalla (den anden Verden) for denne rare Opfindelse. Alle ville nu have saadanne Overkioler, hvorfore Snitvæk maatte antage mange Lærlinger. Da disse Lærlinger bleve udlærte, satte de sig atter ned paa Haandværket, og dette er Oprindelsen til Sye-Lauget. Og da den første Opfinder blev aflagt med Rang i Valhalla, saa tilegnede alle de andre sig ogsaa den, og hentydede den endog til denne Verden. Og saasom Odin forundte dem denne Rang, saa er det Aarsagen, hvorfor der endnu den Dag i Dag er, undertiden udhænger Konger, Dronninger, Printzer og Printzesser til Skildt. Og saasom Snitvæk forfærdigede Odins Nye Overkiol af en Løve-Hud, saa udsatte nogle til Skildt tvende Løver holdende en Sax imellem sig.

Endnu maa jeg fortælle en forunderlig Hendelse, som vederfoer Overkiolerne imod Slutningen af denne Jern-Alder: En forarmet Klædedanner, som var kommen i Udraab for, at han snittede formeget fra Huderne og forbrugte saadanne Stumper til foerede Huer, Muffer og Handsker, spekulerede paa, hvorledes han igien kunde saae noget Arbeyde, og overtyde Folk om deres ullillige Mistanke til ham. Han faldt da paa at giøre sig en Overkiol, saaledes at han lod Huden af Halsen blive ved Bag- eller Ryg-Stykker (Jeg har tilforn sagt,

10

10

at der var kun et Ryg-Stykke) Dette Hals-Stykke bøyede han om, og lod det hænge langs ned ad Ryggen, der lod ongefæhr som de nu brugelige Kraver, undtagen hine vare næsten fiirkantede, men vore rundede i Guld-Alderen. Udfaldet svarede rigtig til Indfaldet: den forarmede Klædedanner fik. inden kort Tid saa meget Arbeyde, at han blev den rigeste i Lauget, og følgelig anseet for den ærligste. Alle vilde nu have et nedhængende Slag paa paa Ryggen, og de som ej formaaede, at lade ham giøre en heel nye Overkiol, lode ham sætte et nyt Ryg-Stykke i den gamle, eller og lode ham øge en Klap til det gamle Ryg-Stykke; thi noget skulde der endelig hænge bag paa Ryggen.

Saaledes forbleve da Overkiolerne i Jern-Alderen og vare alle af lodne Hude imedens Landene endnu vare saa kolde.

Kæmperne vare de eeneste, som ingen Overkioler bare, for ikke at skiule deres Stand og Personer, enten om Dagen, eller naar de spadserede i Maanskin; men de gik altid med deres Harnisker. Holger Danske skal dog have havt en Overkiol; men af Lutter Jern-Plader, som giorde ham kiendelig nok.

Nu troer jeg gierne, at man vil lee af disse vore eenfoldige Forfædre, og i sær af Odin, som vilde give Snitvæk en Rang i den anden Verden, for sit saa eenfoldige Kunst-Stykke. Ja, jeg maa næsten selv lee deraf, at Rang undertiden faaes for slet intet, eller det, som er værre end Intet. Men lad os nu gaae videre i Tiden, og see, hvad der er hendet Overkiolerne i SølvAlderen.

11

11

Den anden Deel.

Om Overkiolernes Hendelser

udi

Sølv-Alderen.

Hidtil har Historien været tæmmelig mørk, og vore

gamle Forfædre med samt deres Overkioler seet forskrækkelig fæle ud, ja, jeg tør sige saa fæle, at een eeneste af dem kunde jage ti af vor Tids overkiolede Smaaherrer i et Musehul; Men i denne Alder faaer Historien meere Lys, og Overkiolerne en langt anden Skikkelse.

Da Landet blev, som tilforn er sagt, alt meere og meere formildet og luftigt, ved det at Skovene bleve alt meere og meere huggede, og Solen saaledes alt meere og meere kunde beskinne vore gamle Forfædre, bleve og disses Sæder alt meere og meere formildede, og de hidtil brugelige Overkioler alt fælere og tungere i sær om Sommeren; og, ligesom den gamle Iis og Snee borttøede og Kulden aftog, tiltog ogsaa Vittighed og Fyrighed til at optænke Fiinheder. Ligesom man endnu kan see, at de varmere Lande, saasom Italien og andre, frembringer endnu større og vittigere Hoveder end det kolde Finmarken. Saaledes finder man, f. e., fleere Linie- Dandsere, Taskenspillere, Eqvilibrister, Bierfiedlere, ja, Castrater i det varme Italien og andre varme Lande end i det kolde Grønland. Vi fattes jo ikke Beviis derpaa i vore Tider. Det er jo langt fra ikke saa rart at see fremmede Omløbere af Taskenspillere, Kunstmagere, Linie-Dandsere etc. etc. som at see en Grønlænder. Men til Historien:

Ved det at Solens Varme, som sagt, begyndte at virke paa Sindet og Skindet, fornam man snart, at de hidtil brugelige Overkioler vare alt for svære og

12

12

tunge om Sommeren. Man opfandt da, at giøre disse Overkioler af et Slags Ulden Tøy, som var lettere at bære. Disse Overkioler beholdte dog i lang Tid de gamles Snit, og, naar Vinteren kom, tog man igien de lodne paa.

Nu hendtes det (om det var til Verdens Gavn eller Skade skal jeg ey kunde sige) at en gammel Mand, navnlig Orgon, gravede engang efter Guule Røder, og i det han gravede fandt han en meget rig Sølv-Aare. I Førstningen kiendte han vel ikke denne Materies Kostbarhed; men man blev snart underrettet derom. Meere omstændigt herom at fortælle vedkommer ey mit Øyemeed. Jeg vil kun allene sige, at da man fik denne kostbare Materie, Sølv, opdaget, indkom og fleere ufornødne Nødvendigheder. De store Folk kunde nu ikke længere bære Biørne- Ulve- Ræve- og Faareskind, men skulde have Zobels, Hermelins og Graaværks Overkioler. De, som tilforn lode sig Nøye med Faareskind, skulde nu have Ræve- Ulve- og Biørneskind. De rige Standere, eller de, som vilde ansees for at være noget, og vare dog intet (Thi der har til alle Tider været stoeragtige Staadere og Narre nok i Verden) betiente sig af Canin-Skind for Hermelin, og gran Katteskind for Graaværk o. s. v. Nogle, som vilde med, og kunde dog ey komme, satte en Strimmel Zobel, Hermelin eller Graaværk i Kanten, og deraf brystede sig ligesaa høyt, som de, der havde en Overkiol af lutter ægte og kostbare Skind.

Man begyndte nu og at vende det Lodne ind af saadanne Overkioler, og at beklæde eller overtrække dem et andet Slags Tøy, som de ligeledes for deres Sølv fik indbragt. Thi Videnskaberne om Fabriker og Sligt vare ey endnu indkomne i Norden. Disse overtrukne Overkioler begyndte man nu at kalde Pelse; og de har beholdt samme Navn intil vore Tider. Disse Pelse gik man da med, saa længe det var koldt, og Vinteren varede. Nogle faa, i sær de, som reyste, havde endnu Pelse af Biørne- og Ræve-Skind, som vare overtrukne, og vendte det Lodne snart ind og snart ud, ligesom Bæyrliget (thi dette var og en Følge af Sølvets Ind-

13

13

førelse og Brug, at man snart lærte at skiære Kaaben efter Væyret.) Nogle har endnu den Skik den Dag i Dag er, at vende det Lodne ud, naar de enten reyser en lang Bey om Vinteren, eller kan forlyste sig og giøre Parade en Times Tid i Kane omkring i Byen. Dette er altsaa ikke noget Nyt, men meget gammelt at være foeret, og de, som holder saadanne lodne Kioler for noget Nyt, viser noksom deres Uvidenhed i Alderdommens Historie. I gamle Dage var det dog meest Moden, at vende det lodne ud, hvorfore man og den Tid bedre kunde kiende dem, som vare foerede med Ræve-Skind, end nu omstunder, da det er Moden, at vende det Lodne ind, og være foerede indvendig. Det var ey heller saa giængse i de gamle eenfoldige Tider, at gaae paa Ræve-Kløer, som nu i vore saa høyt oplyste Tider.

Nu skulde man nok tænke, at den gamle Orgon, som fandt den rige Sølv-Aare, og følgelig blev meget rig, klædede sig ikke i andet end Hermelin, Zobel etc. Ney, mæn! Orgon, som hidtil havde baaret en Overkiol af Ulve-Skind, blev nu saa sparsom, eller rettere gierrig, at han ey allene solgte denne, men endog kiøbte sig en ringere. Dette var atter en Følge af Sølvets Opdagelse, at nogle bleve slagne med Blindhed af denne Metal, og Hukommelsen saa svækket, at de næsten glemte at drikke, æde og klæde sig anstændig. Dog var disses Tal just ikke meget stort, som saa aldeles henfaldt til Gierrighed, og i vore Tider skal man ikke finde een blant tusinde, der ligner Orgon. Altsaa maa vore Tider være bedre end hiine. Ja, vil man sige: har man ikke saa mange Sammenskrabere, saa har man des flere Adspreedere. Hvilket er verst? Det overlader jeg til de Lærde, at dømme i. Jeg holder mig ved Overkiolerne.

De Hermelins, Zobels og Graaværks Pelse for de Store, og andre Foerværks Pelse af Biørne, Ulve, Ræve etc. for de Smaa vare saaledes i Brug et langt Stykke op i Sølv-Alderen; saasom Landene endnu vare temmelig kolde og der endnu var en Deel Skov; men da man ved disses Bortryddelse fik store Marker og Græsgange (thi man plantede ikke Skov igien, som nu

14

14

omstunder) begyndte Faarene ogsaa at formeere sig Hvorudover man og fandt paa af disses Uld at giøre et Slags Tøy, som kaldtes Vadmel. Dette Slags Tøy var længe høye agtet, og blev i Førstningen kun baaret af de Fornemmeste; men saasom man havde da Sølv nok, varede det ikke længe, førend dette Tøy ogsaa maatte tiene de ringere til Overkioler. Disse vare dog i Begyndelsen næsten ikkun skaaren som deres SkindPelse; men Sye-Kunsten begyndte nu ogsaa at udbrede@sig og tage til.

Man veed, at vore gamle Forfædre giorde mange lange Reyser Udenlands (thi Reyse-Syge har været ligesaa smitsom iblant de nordiske Folk, som Smaa-Kopper. Man vilde endog forekomme den ved Inoculationer og Indpodnings-Huuse; saadant et blev anlagt i Sorøe; men denne Reyse-Syge kunde dog ikke holdes inden sine Grændser, uagtet den efterlod sig fortrædelige Arr i tomme Punge, forvirrede Hierner, og svage Legemer, og snøvlende Næser) En af disse Udstreiffere var kommet til Gallien, som nu kaldes Frankerige. Ester nogen Tids Forløb kom han hiem igien, beundret af alle og efterfuglt af den største Deel. Man betragtede ham, som de andre Dyr i Fablen betragtede Aben, da den kom tilbage til Skoven fra det menneskelige Sælskab. En beundrede Ærmene i hans Overkiol, en anden Folderne, en roeste Opslagene, en anden Taskerne. Intet var at laste paa denne allerkierste hiemkomne Overkiol. Alle skulde nu have sin Overkiol skaaret som denne. Klæde-Dannerne vare nu med al deres Skarpsindighed ilde til Mode; Ingen af dem havde seet saadan en Overkiol af saa sælsomt et Snit. En stial sig til at bekige denne Hiemkomne for, og en anden bag. En betragtede Længden, en anden Viiden, Kort: enhver anmærkede noget. Herpaa traade Klæde-Dannerne tilsammen, og det med saadanne dybsindige Miner, som de skulde trække ind i en Raadstue og holde et vigtigt Raad til Stadens Beste, saaledes holdt de Raad over denne hiemkomne Overkiol: Hvorledes den maatte være skaaret, hvor meget der kunde gaae til, hvor længe man

15

15

maatte være om at sye den, og hvad i Arbeydsløn kunde forlanges (Den Gang vare alle af een Proffession eenige, og den eene giorde ey et Stykke lettere end den anden, at de en skulde ødelegge hinanden) Jeg maae og sige, at man nu og havde faaet Saxer, da man først i Jern-Alderen brugte kun Knive.

Disse Kæde-Dannere holdte da, som sagt, et stort Raad, siddende rundt omkring et stort rundt Bord. De sadde i 2 stive Timer uden at tale et eeneste Ord, alle dybt grandskende. En satte Haanden under Kinden, en anden trykkede Hatten ned over Øynene, en anden skiød den op paa Panden, en tegnede med Kridt, en anden tog over 20 Priiser Tobak (i denne Alder begyndte man at bruge Snus, alt en Følge af Sølvet) en lagde alen vel 10 gange paa Bordet baade langs og tvers, og undertiden stak Alen i Munden i Tanke det var Naa- len, en anden stod op tog Maal af sin Arm, og i det han i Ivrighed rakte den ud, slog han sin Naboe paa Øret, som net op var kommet til Udregningen; men af For- bittrelse tabte sit heele Overleg paa Folderne og nogle artige uformærkende Snit, og Raadet havde nær blevet til en Polsk Herredag, havde ikke den ældste staaet op og sagt: tys? tys? Denne ældste tog sig derpaa 2 Priiser Tobak, og giorde Overslag paa et til den Ende paa Bor- det liggende Stykke Vadmel, her blev da en dyb Taugshed. Alle betragtede dette nye Snit, med saadan en Opmærksomhed, som vore unge Barbeersvenne, naar de første Gang seer en Anatomering. Denne Mand var og saa hældig, at han fandt den rigtige Dannelse ved første Snit. Han i en Hast riede Stykkerne sammen trak den paa, og blev beundret af alle nærværende. Han blev saa glad, at han glemte sin Hat, og med bare Hoved og denne sammenriede Kiol løb nogle Gader i- hiennem hiem til sit Huus. Nogle Amts-Sveune vilde have talt med ham underveys; men han løb og raabte: jeg har fundet det; jeg har fundet det. Ligesom Archi-medes raabte έυρεκα da han, medens han var i.

Badet, fandt en vis Udregning, og af Glade herover sprang af Badet, og løb gandske nøgen

16

16

igiennem Athenen raabende: έυρεκα, έυρεκα ɔ: jeg har

fundet det. (Dette har min Broder fortalt mig).

Alle vilde nu have disse nymodens Overkioler, og alle Klæde-Dannerne bleve satte i Arbeyde Nat og Dag, og det varede ikke over to Dage, førend man faae mangfoldige af disse Overkioler. Jeg maae dog sige mine Læsere hvorledes de vare: De vare viide og store, og naaede til neden for Læggene. Ærmerne vare meget rummelige, og derpaa vare Opslage saae store, at de naaede langt over Albuen, næsten op til Skuldrene: Tasterne sadde paa langs, og der vare Knappe langs ned af den. Disse vare og de første Knappe, man havde brugt, de vare store og toppede, ongefær som et halv paa tvers overskaaret Hønse-Æg mod den spidse Ende. Saasom disse nye Overtaler bleve indførte fra Frankerige, saa beholdte de og af Ærbødighed det Franske Navn Roch de lour ɔ; Nokkelore. Man kan endnu, skiønt meget sielden see en enkelt Nokkelore; men det er gemeenlig gamle og udlevede Folk, som bruger dem. Disse nye Overkioeler ved- bleve en lang Tid; jeg vil kun alene sige, at de har været nogle faae Forandringer underkastede, men af liden Betydenhed, saasom: De store og toppede Knappe bleve forandrede til gandske flade og brede, og disse bleve igien afløste af smaa toppede. Ligesom og Opslagene snart bleve lange og snart korte, og engang gik de reent væk, indtil en fornuftig Kræmmer fandt paa at lade sig en Overkiol giøre med saa store Opslage, at der gik en Alen Klæde i hver.

Sølv-Alderen frembragte mange ypperlige Ting, som vare .skiulte for vore gamle Forfædre. Men da man nu havde Sølv nok, saa maatte man og nu have alt det, som var smukt og kostbart. Man forskrev nu alle Slags Klæde udenlands fra, hvilket var langt smukkere end det hidtil brugelige Vadmel. Man holdt det og beqvemmere til at danne efter Kroppen, end det tykke og grove Vadmel. Fy! hvem vil bære det i Sølv-Alderen.

Ongefær midt i Sølv-Alderen hendte det sig atter til en nye og stoer Lykke, at der kom en lille Herre Hiem fra Frankerige. (Ved denne Tid fik de unge Spradebasser dette nette Navn af Smaa-Herrer) Denne lille

17

17

hiemkomne Herre havde over sine fiine Underklæder en Overkiol af gandske nye og usædvanlig Skikkelse. Denne Overkiol naaede ikkun til Læggene; Den passede til Kroppen; havde et bredt Slag over Brystet; to Rade Knappe i den; store vide dog lukte Opslage; Folder i Siderne og Taskerne paa tvers. Ak! raabte alle: denne er en allerkiereste Overkiol!

Krambodene vrimlede nu af Kiøbere. Her var Sølv i Overflødighed. Ingen tog paa Credit. Kræmmerne snakkede og smilede. Nogle maalede ud, imedens andre fulgte til Dørs og bukkede. Ak da var det en Lyst at være Kræmmer! — Alle Klæde-Dannerne bleve og nu satte i frisk Arbeyde. Verkstæderne svedede Nat og Dag, Svennene fik dobbelt Ugeløn og Drengene dobbelt Skrub. Det gik til som i de første Dage i SørgeTiden, eller og, naar man faaer Hastværk med Brude-Klæder. Drengene løb med Poserne under Armen, og Strømperne paa Hælene; Mesterne fulgte efter

med langsomme og modige Skridt. - O! du deylige

Sølv-Alder! hvor kunde du dog ikke sette Liv i Folk, Hænderne i Arbeyde og Fødderne i Gang.

Disse nye Overkioler bleve kaldte Seurtouter, eller ligefrem Sartuter, og i dem saae man nu hveranden, som vilde ansees for at være i Moden. I Førstningen brugtes de til Hæders, og, mange, som havde nok af Sølvet, satte to Rade store Sølv Knappe i dem. I Begyndelsen vare de dog uden Kraver i Halsen. Men da en lille Herre havde en Aftenstund spadseret i Maanskin, og faaet ondt i Halsen af det han dreyede den saa ofte efter alt hvide og alle de Fruentimmer han saae, troede han, at han havde faaet Ondt i Halsen af Forkiølelse, (thi disse Smaa-Herrer har en stærk Indbildnings Kraft) lod han strax sin Stræder sette en Krave paa Overkiolen. Samme Krave var dog kun af Klæde. Men en anden finere Smaaherre befandt snart, at denne Krave var for haard og stiv ved hans bløde Fruentimmer-Han-Hage. Hvorfore han lod den beklæde med blaat silke Flos. Man saae da saaledes inden en stakket Tid alle Sartuterne zi-

18

18

rede med blaae, grønne, røde, violettes, ja, sorte Fløyels og Flosses Kraver og Slag.

Mange satte i Førstningen, da man havde Sølv nok, to Rade storemassive Sølv-Knappe (som sagt er) i saa- danne Sartuter. Disse skiønne Sølv-Knappe ere dog Tid efter anden sprungne af Borgernes Sartuter, for at kiøbe Korn og Brød af Bonden. Men, hvem der siden har faaet dem udpillet igien fra Bonden, derom melder Historien just ikke noget udtrykkeligt. Dog er det gandske vist, at Bonden har for længe siden mistet disse SølvKnappe. Nogle gamle Commentarier melder: at Nisserne bleve engang vreede paa en gammel Herregaard, som blev revet ned, hvor de længe havde havt deres Tilhold, og da de maatte drage derfra, toge de alt det Sølv, de kunde faae fat paa, og følgelig Sølv-Knapperne med, og flygtede til Holland. En anden Krønnike siger: at de ere gaaet til Frankerige, ja, til China selv, for nogle Galanterier og kostbare Nødvendigheder, som man begyndte mod Slutningen af Sølv-Alderen høylig at trænge til. Hvorfor og nogle vil meene, at den gamle rige SølvAare skal være næsten udtømmet.

Saadanne og mange flere Forandringer vare Overkiolerne underkastede i denne deylige Sølv-Alder.

Nær havde jeg glemt, at man og i denne Alder fant paa en Hoved-Forandring ved Nokkelorerne. Disse gik i Førstningen lige ned; men nu fandt man paa, at forsyne samme med en Klap over Armene i Steden for Ærmer. Disse kan man endnu undertiden see iblandt. De ere særdeles magelige; thi saafom der er ingen Ærmer i dem, saa trykker disse ey heller Armene; og man kan meget magelig ride, kiøre og gaae med dem, og Hænderne tager aldeles ingen Skade af Regn eller andet Bæyrligt, saafom Klappen meget smukt og behændigt skiuler dem.

Men, lad os nu see Overkiolernes Forandring i Guld-Alderen.

19

19

Den tredie Deel.

Om Overkiolernes Hendelser

udi

Guld-Alderen.

Nu frisk! Gid nu Pokker sørge! Nu ere vi komne ind i Guld-Alderen, og hvem, der ikke kan see det, maa have Muldvarpe-Øyne. Nogle vil nok sette den gyldne Tid længere hen; men disse Folk troer jeg gandske vist, forregner sig eller kan spaae. Men de game Pro- pheter ere døde, og de nye har alle fornuftige Folk kun liden Troe til Denne Alder kalder jeg Guld-Alderen, thi det kan man føle og tage paa. O! du deylige og glimrende Alder! Mageløse Alder i Tiden, ja, du er ret en kostbar Alder. Den der nu vilde reyse bort, har ikke bedre Forstand. Man kan vel nu og da høre en og anden, at klage, at Sølv-Aarene enten ere udtømmede eller stoppede; men disse ere kun saadanne, som hiin gamle Orgon, der aldrig kan faae nok. Hvad kan det vel skade, maatte jeg spørge, at Nisserne ere gaaede bort med Sølv-Knappene, Kroner etc. naar vi derimod lever i Guld-Alderen. Hvad kan der skade, at Guld: og Sølv- Støberes Tal formindskes, naar Sølv- og Guld-Trækkeres Tal forøges. Mon disse ikke kan trække en Sølv- Knap langt længere ud, og giøre den langt anseeligere, end da den tilforn var kun en støbt Klump. Hvad nuttede vel en Ducat til, som laae stille og skiult i en silke Ducat-Pung? Ney, nu den udtrækkes og udstrækkes, kan den bedre sees, og indtager et langt større Rum. Man kan jo faae 2 Guld-Hatte Krampe og Knappe for een eeneste Ducat? Hvilket mon vel være størst? enten Knappen og Krampen paa Hatten, eller Ducaten i Lommen? O! Enfoldighed! at vilde være misfornøyet og

20

20

tænke anderledes end Hoben. Men hvortil tiener dette Prælu dium? vil man spørge. Ak! mine Læsere! Pennen løber af Glæde; thi den tænker, at blive forgyldt i Guld-Alderen, og forvandlet til en Guld-Fier. — Men til Overkiolerne.

Et godt Stykke op i denne rare og dyrebare GuldAlder lode man sig endnu nøye med at bære de i SølvAlderen sidst opfundne Overkioler. Dog brugte man dem kun gemeenlig til at reyse med, eller udi Regn-Væier, hvortil Hyrekudskene saa vel noget skievt.

Men saasom Verden allene er bestandig i sin Ubestandighed, saa bleve disse Overkioler ey heller bestandige. Vittighederne toge til, ligesom Guldet, og disse maatte endog vise sig paa Overkiolerne. Sye-Videnskaben havde nu og saaledes udbredet sig, at Klæde-Dannerne ved en mundtlig Underviisning kunde skabe nye Overkioler, altsaa var det nu i saa oplyste Tider ey saa vanskeligt, at faae de gamle Overkioler underkastet nye Forandringer.

Mine Hiertens Smaaherrer og Pudderhelte erindrer sig vel, hvilke fuldkomne Skabninger De for et par Aars Tid bleve, da saa mange af dem kiøbte ind i de saa kaldede Rottingotter. De mindes vel de allerkiereste Rottingotter? Men jeg troer neppe, at nogen af Dem, eller i det mindste meget faa, veed Aarsagen til disse deylige Rottingotters Opfindelse; og det skal jeg give mig den Ære at fortælle Dem. Historien er denne:

En lille smuk Pige, som Solens Straaler havde giort til en yndig Brunette; men havde Tænder saa hvide som Elphenbeen, uagtet Mad. Pompadours TandPulver aldrig havde gaaet over dem. Denne lille kort- skiørtede Pige kom just i Neglike-Tiden, og presenterede en Hiertens Smaaherre en Boket af Negliker. Han kiøbte ikke allene til Næsen, men endog til ZErmet og Brystet. Saasnart disse bleve visne, søgte han sin smukke Blomster-Kræmmerske igien paa Amager Torv. Hver Dag saae man den lille Herre som en Neglike-Busk. Paris, saa var denne Smaaherres Navn, havde en levende Indbildnings-Kraft. Han var, som Neglikerne, i sin blomstrende Alder. Helena, saa hedde den lille

21

21

Blomster-Sælgerske, stod ham for Øyne Nat og Dag. Han besluttede, at blive den anden Paris, og faae Helena bortsnappet. Han overlagde med sin Brunette, at han vilde besøge hende en Aftenstund, dog uden at sige hende sit Forset. Men for ey at være kiendelig, lod han sig giøre en mørkeblaa Overkiol, som den Nation bruger. I denne Dragt var han saa heldig i Tuusmørket at slippe ind til sin Helena, som lukte ham ind i en Stue. Men denne Pudderhelt havde forglemt, at disse Mandfolk slaaer ikke Pudder i deres Haar. Hvad skeer? En lille Dreng kom uforvarendes ind i denne Stue, og da det var temmelig mørkt, syntes den lange blaa Kiol at være sort, og det hvide Hoved lod som en Peryk. Drengen gav et stort Skrig, slog Døren i, og raabte: at der var en Præst inde i Stuen. Gaardens Folk kom i Allarm, ingen torde gane ind i Stuen. Manden var net op ikke hiemme, og Konen troede gandske vist, det maatte være Spøgerie, og lovede høyt og hellig, at hun aldrig mere skulle slaae Vand i den søde Melk, eller Melk iblandt Fløden, ey heller forvandle den suure Melk til Kierne-Melk, hvilket hun pleyede at forrette i al Stilhed i denne Stue. Og saasom Præsten mange Gange havde formanet hende, at hun ei saaledes maatte bedrage sin Næste, men hans Formaninger havde været frugtesløse; saa troede hun saa meget vissere, at det maatte være noget Pydserie. Msr. Paris gik imidlertid med Hiertet i Halsen. Han saae ingen Udveye til at und- gaae. Helena, som havde allerede læst en Hoben Romaner ved Kurvene i Kiøbenhavn, fandt paa saadan et Puds for at faae sin Paris ud af denne Klemme: Hun raabte uden for Døren, at hun vilde tage Mod til sig og gaae ind i Stuen, men hendes Moder og alle de andre skulde staae bag hende, naar hun aabnede Døren, og med lukte Øyne holde paa hende, i Fald der kom nogen. Dette gik rigtig an, og Paris, som hørde dette Puds, gik dristig ud. Alle lukte Øynene og krøbe bag Helena; de saae altsaa slet ingen; Men Moderen sagde, hun syntes, der kom saadan en slem Stank af Pomade og lugtende Bande. Da Paris saaledes var sluppen ud,

22

22

tænkte han ved sig selv: Helena raadte got, denne O-

verkiol, skal, til Amindelse af hendes gode Raad, herefter hede Raadengot; men siden blev dette Navn, ved en snevlende Herres Udtale, der vilde efterabe et vist Folk, som langt fra kan lugte det Danske Brød, forandret til Rottinggot.

See! mine hiertens Smaa Herrer! saadan en Oprindelse havde Deres Rottinggotter. Var det ikke en smuk Handel, saaledes at handle med Negliker? Jeg veed nok, en Deel af vore Tiders Mandfolk holder sig det for en Ære, at kunde bringe saadan Handel i Flor. Ja, den lille Neglike; Kræmmerske kom og til at florere Aaret efter. — Saaledes blev Rottinggotten, ligesom Saloppen, i Førstningen antaget for et Spøgelse. Forskiellen bestod allene deri, at Saloppen blev paataget af en fir- beenet Abekat, men Rottinggotten af en tobeenet. Altsaa kan disse Fortællinger gaae lige op.

Paris var altsaa den første der bar bisse Rotting- gotter, og altsaa var han en Mode-Stifter, og i sine Tanker et umisteligt Lem i Staten. Han beholdte dog ikke denne Mode for sig længer end han kom ind til Byen. Han lod sig see paa Øllhuuse og andre Huuse, og blev beundret i denne skiønne og magelige Overkiol, der i sær var meget tienlig for dem, som enten ingen Kiol havde, eller og havde spillet den bort, og ballancerede i Vesten. Saa mange, som endnu havde af de gammeldags Rokkelorer, eller blaa Reyse-Kapper, lode samme forandre til Rottinggotter, og strax vare de i Moden, og i deres Tanker giorde ret artige Figurer i Verden. Kort sagt: Alt skulde nu være Rottinggotter, og alle, som vilde synes at være noget, skulde nu have Rottinggotter. Det var ret artigt at see, hvorledes vort heele unge Mandkiøn paa en Tid af 8 til 14 Dage bleve ligesom forvandlede til Børn i Sloye-Kioler. Ja, det var ret lystigt at see disse barnagtige Karle.

Da man kom noget bedre op i Guld-Alderen, og Guldet tog til ligesom Sølvet tog af, fremkom paa Kraverne og omkring i Kanterne af disse Rottinggotter en, to til free Strimler Galoner, nogle as Sølv og nogle af

23

23

Guld. Da fik Rottinggotterne Øyne at see med. Ak! allerdeyligste Rottingotter! ja, da begyndte de ligesom at giøre Mirakler og stikke endeel svagsynede Øyne ud. Naar man kun havde saadan en Rottinggot paa med Guld eller Sølv-Rande, var det ligemeget, hvordan Underklæderne var; thi man saae kun den gang, ligesom endnu, til det Udvortes.

Saaledes forblev det da nogen Tid med Rottingotterne, og det var got, saalænge man ey vidste af bedre. Dog kan man ikke regne Rottinggotternes Tid, i hvilken de florerede, længere end omtrent et par Aar. Thi da Guld-Aaren blev alt mere overflødig og man fandt paa den Kunst at trække det lidet overblevne Sølv saare langt ud, ligesom Guldet, saa udbredede disse kostbare Metaller sig endog paa Underklæderne, Best, Kiol etc. og, naar man da havde en Rottinggot paa, kunde den indvendige Kostbarhed ikke sees, og hvad nyttede den da til. Man var altsaa ilde brudt med disse Rottingotter; thi lagde man dem af havde man ingen Rottinggot paa, og beholdte man dem paa, skiulte de gandske den kostbare Sølv- og Guld-Skrammerering. Jeg veed en, som da han ikkun havde faaet et par Guld-Knæbaand, ka- stede strax Rottinggotten, at disse Knæebaand kunde sees. Han spændte dem vel og 10 Gange, hvor han kom, at de des bedre kunde falde i Øynene; thi ellers maatte jo Guld-Aaren flyde forgieves.

Da vore Smaaeherrer saaledes svævede i Uvished, enten de skulde beholde disse Rottinggotter paa, som skiulte deres Guld-Aare, eller og kaste dem og lade alle see deres heele Rigdom, vaagnede en stor Lykke for dem, og en nye Forandring paa Overkioler, som de kunde behændig slaae til side, eller lade hænge aaben, naar noget af det Indvendige skulde sees. Og dette bliver en rar Hendelse for Overkiolerne.

En Fabrikør i Engeland havde støyet og drukket saalænge paa Wilkes Sundhed, at hans Creditorer befandt ham selv upasselig til at betale dem. De giorde da kort Proces med ham; de toge, hvad han havde og hæftede hans Person for Resten. Da denne Fabrikør

24

24 saaledes fik god Leylighed i Slutteriet at spekulere (thi alle Wilkes Tilhængere, Pøbelen undtagen, vare vittige Hoveder og store Stats-Kyndige). I Førstningen spe- kulerde han vel paa at stiele sig ud af Slutteriet; men det gaaer ey saa vel an der, som andre Steder. Da dette altsaa var forgieves, henvendte han al sin Tænkekraft paa at opfinde et nyt Slags-Tøy; thi han vidste af Erfarenhed, hvor lykkelig den Fabrikør var, som opfandt et nyt Slags Tøy. Efter at han en Aftenstund havde, paa Wilkes Sundhed og Velgaaende, tømmet et par Kander Londoner Porter Øl (thi det tillades og der i Slutteriet at stille sin Tørst, ligesom andre Stæder) faldt han i en dyb Søvn, og, saasom han nyelig havde siunget et par Drikke-Viser Bakko til Ære, syntes ham i Søvne, at Bakkus fremstillede sig for ham i en Overkiol af gandske usædvanligt Tøy, som var løst og blødt, at det meget beqvemt kunde lade sig trække over hans tykke Mave. Samme Tøy var af en dunkel og mørkebrun Kolør, at Viin- eller Ponce Pletterne ey skulde kunde kiendes. Paa denne Overkioel vare og smaa bitte runde Opslage, at de ey skulde slaae Viinglassene om, eller hænge ned i Ponce-Bollen. Saaledes var alting paa det beqvemmeste dannet paa denne Overkiol. Fabrikøren drømte tillige, at Bakkus nærmede sig til ham, trak sin Overkiol af, og iførte ham den, sigende: I dette nye Slags Overkioler skal du blive en rig Mand, og derpaa forsvandt Bukkus. Fabrikøren op- vaagnede i Glæde, og troede tillige, at han havde havt en Aabenbaring af Bakkus i Søvne, som han saa trolig dyrkede vaagende. Han besluttede, at sette sin Drøm i Verk, og var saa lykkelig, endnu samme Dag at treffe Akkord med sine Creditorer. Han forfærdigede et Stykke af dette nye Slags Tøy; lod sig strax en Over- kiol sye efter den, han havde seet i Drømme. Men da Fabrikøren var, som sagt, fattig, fik han ey Raad til, at lade den foere med Rask eller Skalong, og det er Aarsagen, at ingen af disse Qverkioler ere foerede indtil denne Dag. Neppe havde han faaet den fra Stræberen, førend han indfandt sig med denne Overkiol paa i

25

25

alle de talrigeste Klubs i London. Denne Overkiol fik et almindeligt Biefald. Alle roeste Kuløren, hvorpaa Øll- og Ponce-Pletterne ey vare kiendelige, og de smaa runde Opslage anstod alle meget vel, saasom de ey vare til Hinder blandt Flasker og Glas. Dette Slags Tøy kaldte Fabrikøren Bøf, og Overkiolen gav han Navn efter sig selv, og kaldte den Frokke; men Navnet er siden bleven forandret til Frakke; Men Frokke var Opfinderens Navn. Alle skulde nu have saadan en Frokke og Fa- brikøren kunde ikke forfærdige saa meget Tøy i Førstningen, som han kunde afsette. Han betalte altsaa sine Kreditorer, og inden en kort Tid blev han altsaa en rig Mand. Saadant et lykkeligt Udfald havde denne Drøm og man kan sige at denne Fabrikør kom sovende til sin Lykke, ligesom en Deel andre.

Hidtil vare dog disse Overkioler uden Slag og Krave; men atter vederfoeres Overkiolerne en nye og rar Hendelse: De Engelske Kiøbmænd indsaae snart Farligheden af disse Overkioler. De mærkede, at de vilde være til stor Hindring i at afsette andet Klæde, efterdi man kun slængte en Frakke paa sig og dermed var man iklædt. For da nogenlunde at raade Bod herpaa, fandt en Kiøbmand paa, at lade sette et stort Overslag paa Halsen, saa stort, at det kunde bedække ey allene Skuldrene, men endog den halve Ryg, hvorved man altsaa behøvede 1 a 2 Alen Tøy mere. Neppe blev denne Overkiol med Krave seet i en stor Klubs, førend alle skul- de have Overslag og Krave paa deres Frakker. Og der fortælles for en Sandhed, at en eneste Kræmmer solgte paa en eeneste Dag nogle tusinde Alen Toy til bare Kraver og Overslag paa Frakkerne. Og i denne Skikkelse forblev Overkiolerne eller Frakkerne i Engelland.

Hvem som kiender Engelskmanden, veed og, at det er hans Hovedsag, at faae sine Vahre afsatte til fremmede Steder. Det varede da ey længe, førend de fik nogle Dusin Overkioler indpakkede hos en Skipper, som havde brav mange forborgne Luger og Giemmer i sit Skib. (NB. Disse Overkioler vare endog syede; thi Engelskmanden vilde endog unde deres egne Skrædere Sye-Løn

26

26

nen. Denne Nation vil, ligesom Hollænderne, gierne arbeyde for Fremmede.) Disse Overkioler vare og saa heldige at slippe ind i Kiøbenhavn, uden at blive grebne, og ved dem, lader det som, heele Kiøbenhavn blev lykkelig. O! allerkiereste Overkioler! værer velkommen! Tak skee Snighandlerne, som saa troelig seer paa Stadens Beste. Aldrig har de nogen Tid tilforn sat saa mange Hænder i Arbeyde som denne Gang, da de dog ellers ere Aarsag til, at saa mange Hænder ligge i Skiødet og sukke om Brødet. Hr. Snighandler, som en kyndig Mand i denne Negoce, fik saadan en Søgning til disse Engelske Overkioler eller Frakker, og man stormede til hans Huus i saadan Mængde, som, naar Pøbelen sværmer om de Huse, hvor der ere ankomne fremmede Dyr, saasom Biørne, Abekatte, Liniedandsere & c. O!

allerkiereste Overkioler raabte man: see, hvor bløde, see, hvor tette, nette og lette de ere! Prisen paa disse Overkioler var 10 Rdlr., og dem gav man med Kyshaand. Den kyndige Snighandler forstod Knebet. Han lod sig betale. Han vidste, hvor forpikkede man er paa alt Nyt, i sær, naar det er kontraband. Han pløyede got med andres Kalve, og inden aatte Dage var alle Overkiolerne afsatte, uagtet han ey torde hænge Skildtet ud; men Liebhaberne maatte spørge sig frem.

Denne Afgang paa de nye Engelske Overkioler, og de flittige Spørsmaal efter samme, giorde vore Kræmmere opmærksomme. De satte strax vore Fabrikører i Arbeyde. Man betog snart Snighandlerne Fordeelen. Vore Fabrikerer giorde snart samme Tøy efter, og det, som endnu var bedre. Det gaaer med os, som med de gamle Græker, der først fik deres Videnskaber fra Æ- gypten og andre Steder; men siden raffinerede de dem og bragte dem til Fuldkommenhed. Saaledes ere og disse Engelske Overkioler hos og af os bragte til saa høy Fuldkommenhed, som den menneskelige Vittighed har kundet udbringe det til denne Tid.

Til Beviis paa at vore Fabrikører ere ligesaa dygtige som de Engelske, vil jeg allene anføre en 34 Sorter Tøy til Overkioler, som i en Tid af et Aar ere komne

27

27

for Lyset fra vore egne Fabrikker, alt til Overkioler,@nemlig:

72, Kaneel-Brunt.

IV,

CO.

DT.

cd

mg"

> 4.

25.

36,

27.

1. Dos.

2. Mmkearaat.

3, Lysigratt

4. Saksisk Grønt»

5. Sela-don dito.

6. Ponce Rød.

Carmosin dito.

QG Rosen dyd.

9. Koler diro Bøf.

27. 10. Krav: MSN. r r. Mørkeblaae. 28.

12. Lyse dito 29.

1Z. Sachsiffdito Zo.

14. Violet. Z l.

15. Lavendes. 32

16. Mørkebrunt 33*

17. Lvsebrunt. 34

Schian Kolør. Leverbrun.

Mørk Kolar de Yu. Mellem Kolør de Lu. Lys Kolør de Lu. Koler de Prince.

Fisk Kolør.

Columbine.

IV,

Popegoye Kolør.'

Pommeranh Guultt

Drandguult.

GyldenGuult.

Citron-Guult.

Melke-Hvidt.

Perle Hvidt. a E

7. Derforuden utallige Slags Mellem-Kolører, som bedre kan sees, end beskrives. Ja, man forfærdiger endog Vadmel til Overkioler, saa at alle kan blive vel forsynet med Overkioler fra vore egne Fabriker. O! gid man vilde lade sin Nøye med vort eget!

Man veed, at de Engelske Overkioler, som her først kom ind, saae ud, som de kunde have været brugte og baaret i den eenfoldige Jern-Alder. De vare jo uden mindste Prydelse og Kostbarhed af Silke, Fløyeler, Sølv og Guld. De bleve kun i Førstningen brugte i deres egentlige Hensigt, naar det enten støvede eller regnede. Men man lærte snart, at forhøye deres Værd, og brugte dem til Hæders, ja, til Masquerade selv; men endnu mere, som satte Overkiolerne i Anseelse, og dette var en besynderlig rar Hendelse for Overkiolerne. Historien er denne:

En Smaaherre, som i den prægtige Guld-Alder kaldes et vittigt Hoved, eller, som andre udlægger det: En Fruentimmer-Karl, havde en Dags Tid giort en Skov-Reyse med sin Phillis en Phaethon. De havde

28

23

fornøyet sig overmaade vel i det Grønne, og taget en allerkiereste fortroelig Afsskeed med hinanden uden Nørre Port. Denne behagelige Samling om Dagen stod Smaaherren endog i Tankerne om Natten i Søvne, da han drømte om sin Phillis, (Nogle vil sige, at han drømmer og om hende om Dagen). Han syntes, der kom ham et Fruentimmer i Møde. I Førstningen vidste han ey andet, end det var et Gienfærd fra de Dødes Rige fra den Tid, Fruentimmerne bare de meget store Modester; thi han syntes, hun havde en forskrækkelig stor Modest paa. Men da hun kom ham nærmere, blev han vaer, at det var hans allerkiereste Philles, i en Engelsk Overkiol, hvorpaa Kraven eller Slaget var bebeklædt med blaat Fløyel. Over dette allerkiereste Syn springer han op i Søvne og vilde omfavne sin Phillis; men i dette søde Raserie vognede han, i det han stødte Panden imod Senge-Stolpen, som han da saae, han holdt i sin Favn, i Steden for sin Phillis. Neppe var denne Smaaherre kommet til de halve af sine Sandser, førend ham meget dybsindig overveyede sin Drøm. Han tænkte, denne søde Drøm maa vist betyde meere end Drømme i Almindelighed. Jeg vil ligne min Phillis i Alt. Kniplings Manchetter har jeg ligesom hun; Jeg har Spænde paa Brystet, ligesom hun har Kors, jeg bærer en lugtende Flaske i Lommen ligesom hun. Jeg maa og ligesom hun, viiste sig i Drømme for mig, have et blaat Fløyels Slag paa min Overkiol; thi lad være det var kun en Drøm, saa troer jeg dog gandske vist, at Phillis maatte vel kunde lide en Overkiol med et blaat Fløyels Slag. Saaledes raisonnerede denne Fruentimmer-Karl med sig selv, og hvem vil nægte, at han jo raisonnerede som en Smaaherre. Han havde ikke læst sin Morgen- Bøn, førend han havde havt 2 Bud efter sin Stræder. Denne tienstvillige Mand kom og løbende, som han havde skiaalet sine Been; thi han vidste forud, at Hr. Leander, saa var Fruentimmer-Karlens egentlige Navn, havde opfundet noget nyt til Klædernes Forandring. Han kom derfor krybende meget sagte ind i Forværelset, og da HrLeander lukte sin Dør op, skrabede den anden saa langt

29

29

ud bag til, at han havde nær faldet ind ad Døren paa Næsen. Han fik da Ordre at han inden 2 Timer skulde overtrække ham Slaget paa hans Overkiol med blaat Fløyel, og bringe ham den; men han maatte for al Ting ingen lade see denne Nyehed. Skræderen fløy af Sted som en Vind, og kom inden den fastsatte Tid tilbage med det blaae Fløyels Slag paa Overkiolen. Hr. Leander kyste Stræberen, denne bukkede saare dybt for Æresbeviisningen, og kunde ikke noksom beundre Hr. Leanders fiine Tænkekraft.

Hr. Loander meget vel tilfreds med sig selv, betragtede sig nogle 20 Gange i Speylet, og derpaa aflagde Besøg hos hans Phillis. Aldrig var han blevet saa kierlig modtaget tilforn. Phillis kunde ikke noksom rose denne rare og usædvanlige Opfindelse, og havde nær be- svimmet af Glæde og Beundring, da Leander havde fortalt hende sin Drøm, som den, der gav hannem Anledning til denne rare og kostbare Opfindelse. (Thi Drømmes Fortælling er og en væsentlig Deel af disse Smaaherrers Discourser) Hr. Leander holdt paa sin Pande, som han stødte paa Senge-Stolpen; men Phillis trøstede ham med nye Forsikkring om sin Troeskab, og gav ham de allertydeligste Beviser derpaa, med de kraftigste Forbindtligheder. O! en lykkelig Hendelse! Hvad kan dog en Frakke med et blaat Fløyels Slag eller Modest ikke udrette!

Hr. Leander, stolt af sin Lykke, tog herpaa Afskeed. Og saasom hans Forretning er, at gaae op og ned af Gaderne, paa Volden og i Haverne, saa blev han ey heller noget Sted borte den Dag; men som en Seyerherre gik overalt for at lade sit Seyervindings-Tegn see. Han fortalte alle sin lykkelige Drøm, og blev beundret af sine Ligemænd og Monfrerer. Og inoen Aften saae man endnu røde, grønne, violettes etc. Kraver eller Modester paa en stor Deel af vore Fruentimmer-Karle.

Endnu mødte Overkiolerne de allerdeyligste Hendelser, som satte og bragte dem til den allerhøyeste Fuldkommenhed i vore gyldne Tider. Og ligesom det ene Hiul driver det andet i et Uhr eller andre Maskiner, saaledes

30

30

drev ogsaa en Opfindelse den anden, og satte alle vore Smaaherrers Tænkekraft i en ret levende Gang. (Dog ey at sige, at de ere blotte og bare Maskiner.)

En anden Smaaherre (jeg undseer mig næsten ved at sige, ar han var en Haarskiærer-Dreng) kunde ikke, uagtet han endog havde faaet en rød Fløyels Modest paa hans Overkiol, tilvinde sig nogen besynderlig Gunst hos sin Amacia. Han spekulerede derfore paa, hvorledes han endnu kunde forbedre sin Modest og følgelig give sin Overkiol endnu en nye og vigtigere Anseelse. Og da han nyelig havde faaet nogle gamle Galoner til Foræring af en lille Herre, som han var saa lykkelig at akkommodere tilpas, en Dag, han skulde staae Fadder; saa faldt det ham ind, at disse Galoner vilde klæde net paa hans røde Fløyels Modest. Han fik derfore en Skræderdreng til at sette ham denne Rad Guld-Galon om sin Modest, med Løvte, at han derfore skulde akkommodere ham paa hans Confirmations-Dag. Neppe lod denne bitte Smaaherre en Søndag efter Aftensang sig see for sin Amacia, hvor hun dandsede uden Bester-Port, førend hun løb midt ud af Dandsen, og raabte: Ja, ja, ja! og fra den Tid blev hun ham altid troe, naar de vare eene to.

Saadanne lykkelige Erobringer rygtedes snart over heele Byen. Nogle satte endnu en Rad Guld-Galon, og andre 2 til 3 Rader Guld- eller Sølv-Galoner paa deres Modester, alt ligesom deres Fæstninger vare stærke at indtage. O! seyervindende Overkioler! o! lykkelig forandrede Overkioler!

Nu skulde Adam, Noæ, Odin og andre saadanne gamle Karle see op. Hvor vilde de ikke beundre vore Tiders Opfindelfts-Aand i Guld-Alderen. Ja, jeg tør sige: at Adam ikke torde eller maaskee ikke vilde kiende vore Smaaherrer for sine Sønner. Noæ vilde tænke,

de vare et Slags Skabninger avlede i de Skielfisk eller Snegle der hang fast ved hans Ark, ligesom nogle endnu holder for, at der voxer et Slags Ender paa Træer, eller udklækkes af et Slags Skielfisk, som Østers. Odin, troer jeg, vilde mokere sig over dem, og Holger Danske ansee dem for Lilleputte Men lad disse gamle Karle

31

31

tænke om vore Smaaherrer og Fruentimmer-Karle, hvad de vil, disse tænker dog altid vel om sig selv. Og at de dertil have de gyldigste Aarsager, kan man see af deres frugtbare Opfindelser, som de lader see paa deres Overkioler, og som enhver ved Beundring kan see af de mange forskiellige Sorter. Jeg vil alene, for at overbevise dem, som ere saa blinde, at de ikke kan see disse Smaaherrers indbildte Fuldkommenheder, nævne nogle Sorter Over- kioler:

i. Overkioler med Slag eller Modest af samme Tøy og uden Prydelse men allene til Nytte.

dito med Morkeblaa Fløyels dito dito med Lyftblaa Fløyels dito dito med Mørkeblaae Tastes dito dito med Lysseblaae Tastes dito dito med Mørke grøn Fløyels dito dito med Lysegrøn Fløyels dito dito med Mørkegrøn Taftes dito diko med Lysegrøn Taftes dito

Pe

AS

4-

5.

6.

7-

Ge

9.

i o. dito med Mørkerød Fløyels dito n. dito med Lyserød Fløyels dito 12. dito med Mørkerød Tastes dito iz. dito med Lyserød Tastes dito

14. dito med Mørk Violet Fløyels dito

15. dito med Lyse Violettes Fløyels dito

16. dito med Mørk Schiang Schiangs dits

17. dito med Lys Schiang Schiangs dito

18. dito med en Guldlidse omkring

19. dito med en Sølvlidse omkring

20. dito med en Rad Guldgalon omkring

21. bito med 2 Rade dito paa dito dito med 3 Rade dito paa dito dito med i Rad Sølvgalon paa ditdito med 2 Rade bito paa dito dito med Z Rade dito paa dito 22. 23. 2, 25

22.

23.

2,

25

26. dito med sorte Fløyels Modesten

32

32

O! hvilke mange deylige Forandringer! skulde der være glemt nogle, forsikkrer ieg, det er skeet imod min Villie og af Mangel paa Kundskab. Men vilde de, hvis Modester her ere glemte, indberette mig samme, skal de blive anførte i det andet og tredie Oplag: thi dem ønsker jeg snart at kunde giøre.

Nu maatte vel nogen spørge: Men hvortil nytter dog disse store Slag og Modester, der bedekker Skuldrene og den halve Ryg? Hvad? Er det at spørge om? Klæder de ikke ligesaa smukt, og ere ligesaa nødvendige som Poserne i vore Salopper, hvorover saa mange blandt de kiere Mandfolk har opholdt sig, især den spidsfindige Karl, der skrev Saloppens Hendelser. Men dersom disse Modester vare endda aabne, ligesom vore Poser, saa kunde de, efter mine Tanker, være endnu til større Nytte; thi da kunde de fiine Smaaherrer jo i Regn og Storm let trække dem over deres lille Smule Hat og deres allerkiereste store Haarlokker, saa samme ey skulde tage Skade. Hvo veed, om man ikke tør betiene sig af mit vel- meente Raad? O! hvor vilde det glæde mig, naar jeg i Regnveyr sad ved min Sye-Ramme for Vinduet, og saae vore hiertens Smaaherrer at løbe med Posen over Hovedet! Ja, jeg vilde i Sandhed lee af Glæde.

P. S. Om vore Han-Fruentimmer taler jeg ikke et Ord. Ingen kan derudi fortænke mig, efterdi jeg er selv et Fruentimmer, og selv har Frakke og Skiørt. Men som en Hun-Skribent skiuler jeg mit Kiøns Forfængelighed, ligesom Han-Skribenterne skiuler deres Kiøns. — Men - - -