↩

Anhang til

det frievillige

Slaverie.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos L. N. Svare, boende i Skindergaden.

Den som tier, den samtykker: Saa kan det jo siges; saa kan tænkes.

Hvem som kan, ved Hielp, have skrevet om Kongsbergs frivillige Slaverie, maae jeg troe har vel ment mig, naar han udi sit Skrift pag. 5 siger: Oberberg Amtet har en anden Client, som de vil see hiulpen. Han kiender mig for vel, for at benævne mig ved det Navn, med nogen Grund, og han glemmer, hvem Clienterne har været; Dog: er det noget billigt Menneske tilladt, at misunde en anden sin Lykke?

Jeg maae troe, Autor har været betaget at give Biefald til min Emploi, og han har maaskee, i sine Tanker, en sig vedkommende, som han har vildet befordre til den Plads. Men maae jeg spørge Autor: har han overlagt, om han derved kunde giøre sin Yndling lykkelig?

Jeg forsikrer ham, jeg har allerede Prøve paa, Embedet er lige saa farlig som ansvarlig. At komme til Clienten, spørger jeg Autor, om det er nogen sær Lykke, at komme udi Adjunction af et Embede, først efter 46 Aars Alder er opnaaet; kanskee Autor vil bebreyde mig, at jeg ikke, saavelsom han, har forstaaet at være Hykler, som holdt mig saa længe ude, og at det endda ikke var, som nogen Oberberg-Amts Client, mener jeg, det ikke kan blive mig ufordelagtig, at jeg her inddrager afdøde Hr. Cammer-Raad Vosses mig lige saa ubekiendte! som ubegierte Forestilling til Oberberg-Amtet.

"Den svære Tælling med de mangfoldige smaae og dificile Penge-Sorter, som har nu vedvaret paa den 3die Uge, og endnu ikke er bestridet, betager mit svage Øye saaledes (foruden at Sindets og Legemets-Kræfter tillige ved andre Embeds Forretninger, dagligen svækkes ved Alderdoms Tiltagelse) at jeg høyligen nødsages at an-

søge de Naadige og Høygunstige Herrer, om Hielp og Undsætning i min Alderdom. Naadige og Høygunstige Herrer! Min underdanigste og ydmygste Begiering er da denne, at udi mit saa betydelig, som ansvarlige Embede udi disse møysommelige Gienvordigheds kummerfulde Tider, maatte ordineres en Udjunctus udi Embedet; hvortil jeg uforgribelig understaaer mig at foreslaae Hr. Forst-Skriver Schwingel, som en, i mine Tanker, redelig og arbeydsom Mand, den jeg anseer værdig og habil til at succedere mig, naar mine Kræfter aldeles bortsvinder. Udi Haab og Fortrøstning, at jeg af de Naadige og Høygunstige Herrer udi min Alderdoms Svaghed ey bliver forladt, som af den Allerhøyeste der alting best seer og skiønner vil blive rigelig belønnet og velsignet, henlever jeg udi største Soumission"

Kongsb. d. 25 Sept. 1765. J. F. Voss.

Originalen heraf er udi Høylovlig Rente-Kammer, hvor Autor, om behager, kan faae nærmere Forvisning. Neppe skal jeg troe, det har været den troe og nidkiære Betientes Børns Velgaaende, Autor har havt paa Hiertet, men andre ham bekiendte Hensigter, som har givet hans Skrift de ziirlige Udtrykke: at en anden ønsker ham Døden, lever i Kummer og døer af Græmmelse. Autor har glemt, efterat have opnaaet 72 Aar, saa megen Sandhed, om ikke mere, burde dog være i et offentlig Skrift. Beskedenhed holder mig fra, at giengielde Autor med Ord, disse hans Træk, men jeg vil allene vise ham til Beviser: Ældste Søn, Johan Voss, er Studiosus ved Universitetet, spørg ham om min Opførsel mod hans Fader, og hvorledes han hørte af ham med mig at være fornøyet. Berg-Chirurgus Cron, som Frænde til Afdøde, og opvartede ham i alle hans Sygdomme, og var tilstæde, naar jeg besøgede den Syge, spørg ham, hvad handledes? Enke-Fruen, har begieret mig til

Laugværge, hvilket, i hvor ugierne jeg vilde, har maattet, imod den Forbindelse jeg skylder, nægte hende, saasom jeg med Skov-Troldet i Fabelen (Autor forstaaer mig nok) altid har havt Afskye for den, som kan blæse varmt og koldt med een Mund, saa maatte jeg giøre, naar jeg skulde see til mig selv, og forsvare Enken; mon det kan overeensstemme med sund Sands, at en Enke begierer den til Laugværge, som hun har kundet tænke, at være hendes Mands Morder?

Det følger for Autor saa godt i Rad, naar han fremdeles faaer udført det Grundige i sit Hierte, og faaer sagt: Successor tillige ikke er af det retfærdige Slags. Aldrig dømmer nogen paa løse Grunde, der som ilde er om en anden, uden han har vel opreyste falske Støtter i sit eget Hi rte.

Autor er vel bitter og bidende, men jeg har en god Overbeviisning, kan (om jeg end havde ham mellem Hænderne) derfore behandle ham desmere lemfældig, og vil henvise ham til Hr. Berg-Secretair og Revisor Scholmann, Hr.

Schichtmester Knoph og Hr. Berg-Proberer Poppe, disse gode Herrer ere af Oberberg-Amtet commiterede at skal handle afdøde Cammer-Raad og Oberberg-Casserer Vosses Slutnings Regnskab, og mig samme overlevere. Tvivler Autor om deres Retfærdighed, da faaer de vel selv tage til Forsvar.

Saa vidt jeg har seet pag. 8. udi de der, paa Autors Grundstøtter, givne Udtryk: pro Cento til Oberberg-Cassereren, kommer de mig ikke nærmere, end jeg smiler dertil; thi vil Autor betale mig 30 Rdr. aarlig, skal jeg for hannem, over mine pro Cento Penge holde den rigtigste Beregning, og da veed jeg, jeg faaer den min Umage best betalt. Dersom Misundelse var en dræbende Sygdom, hvad vilde der da blive med den menneskelige Slægt? Ellers er det vel Autor bekiendt, jeg ikke søgte Embede som Banqueroutier ey heller frygtede for Banqueroute. Har jeg en liden Eyendom i Hænde, hvor er det forbudet mig, ar røre samme paa Lov-forsvarlig Maade? Autor giør ellers Projecter

udi mit og andre Mænds Embede; mon han vil med Niels Klim udstaae Prøve i Potu?

Saa snart den, disse Slave-Tankers Aarsag, bliver nærmere bekiendt, kan han vente sig at faae sine Udlæg betalt i samme Mynt. Saafremt Tankerne ikke hensigter til ar beføre og chicanere, saa vil han vel der skal troes, at Vemodighed over den Fattige har varer Drive-Fiæren: Ja! dersom hver Linie i Slave-Skriftet ikke udbredede er saadant Hierte, som let kan glemme Sandheden.

Der hele Slave-Skrift giver altsaa fuldkommen Beviis paa Skrive-Friheden; og dertil kan siges: Der er Forstand; Tanker som Taugverk; Styrke som Spindelvæv.

Kongsberg den 3 Maji 1771.

Gert Christian Schwingel, Oberberg-Casserer.