Forestillelse
fra
de Contoirske i Bergen om ARRANGEMENTS i Nordlandene,
hvorom
Hans Høi-Grevel. Excell. v. HOLSTEIN
under 18 Dec. 1762. har tilskreven Hans Excell. v. CICIGNON, og hvorom Bergens 16. Mænd,
efter Magistratens Skrivelse af 20. Januarii 1763., grundet paa, hvad den fra Stifts-Befalings-Manden er indløben, Contoirets Oldermand og Forstandere den 31. Jan. 1763. har tilskreven,
Contoirets pro tempore Oldermand, Sr. Johann Sinning,
til Trykken befordret.
BERGEN, 1791
Trykt hos Kongel. Majests. Allernaadigst privilegerede Bogtrykker, Hinr. Dedechen, og findes hos hannem til kiøbs.
2Af de Handels Stæder, som Kongeriget Norge haver, blandt dem, det haver haft, er vel ingen til Handelen beleiligere end Bergen. Herom tvivler vel ingen, som enten ved Læsning, eller af Erfarenhed, har nogen Kundskab om Norge og dets Stæder. For saadanne vilde det derfor være ufornødent herom at anføre ringeste, end sige mange og vidtløftige, Beviis. At Landets Eegne i gamle Dage ei har haft den Nytte, som haves burde, af Stadens Beleilighed til Handel, det er vel sandt. Men denne Sandhed modsiger ei den forhen fastsatte. Landets indfødde Beboere have haft liden Lyst til, liden Bekymring om, Handel. Dette har vel været den fornemste, om ei den eneste Aarsag til, at Bergen ei har bragt dem, Landet og Regieringen den Nytte, som den burde, og kunde have giort dem alle. At Udenlandske har giort Handels-Indretninger i Bergen; at Hansestæderne i dens Handels Velmagts Tid, der have oprettet eet af deres Handels Contoirer, beviser ikke dette, om andet manglede, foranførte Sætning? Hvor lidet Fordeel Landet og dets Eegne havde af de Hansestæderne og andre Fremmede deels forundte, deels selvtagne Friheder, det er alt for vel bekiendt. Hvor meget den der-
3efter drevne Handel udarmede og svækkede Landet, hvor meget den berigede og styrkede de Fremmede, det veed enhver ligesaa vel. Dette er forbi; denne Fordeel, saaledes tabt, kand ei tilbagehæntes. Men at dette Aag forlængst er afkastet, derover maatte hver ærlig Patriote glæde sig. Gid Patrioternes Tal var saa stort, at denne Glæde blev almindelig! Var det saa, fulgte umiddelbar deraf, at fra alle Sider arbeidedes paa Bergens Ophielp. Som en gammel beleilig Handels Stad fortiente den det. Som halv ødelagt trænger den høiligst dertil. Naar ey sees Tegn til saadant, naar tvert imod sees Landets Eegnes, ligesom lastværdige, som utrættelige Flid, til at skade og ødelægge Bergen, maa da en hver ærlig Patriote inderlig gremme sig over, at slige Land-Fordærvere er til, ja at de skal driste sig til at yttre deres skadelige Anslag under saa viis, under saa patriotisk Regiering, som vores? Hvad de Fremmede forsøgte paa, hvad de virkelig fik sat i Verk, det var saa kiendeligt, at Skaden deraf strax kunde erfares. Hvad Landets Eegne giøre, er saa meget verre, saa meget farligere, saa meget ukiendeligere i som det alt gives Skin af Patriotisme. De Fremmede udgave sig ei for Patrioter. Om de det havde giort, var det alt for haandgribeligt, at deres Foregivende maatte være urigtigt. De kunde ei fortænkes
4for at see mest paa sit eget, mest paa sit Lands Beste. Ingen borgerlig Pligt, ingen Forbindelse tvang dem til andet. Men om visse Stæder, om visse enkele eller affocierede Personer i disse Stæder, søger at trække al Landets Kraft til sig; om saadanne Landets Egne søgte at ødelægge alle andre Landets Stæder, for at ophielpe een, for derved at forfremme og berige sig selv, fortiene de da vel Navn af Patrioter? Om de saaledes tilsidesætte deres borgerlige Pligt; om de saaledes forglemme hvad de ere deres Medborgere pligtige; om de saaledes ei tænke, at de ei ere til for deres egen, men fornemmelig for deres Med-Undersaatteres Skyld, kand man da vel sige, at de arbeide paa Landets Opkomst? Kand man et snarere holde for, at sammes Ødelæggelse, sammenføyed med egne utilladelige Fordele, er deres Hoved-Øiemerke? Maa ei hver retsindig Patriote grue ved at tænke paa, end sige see og erfare sligt? Den fordeelagtige Findmarks Handel, som Bergen før havde, som den naturligst tilhørte, har den mistet. Om ved nogen egen Skyld, eller Forseelse, maa staae derhen. At Bergen derved er svækket, det er vist. At Indbyggerne i Findmarken, at Landet i Almindelighed derved er hiulpet, derom kand bæres Tvivl. Man har søgt at indrette andre Kiøbstæder, for at svække Bergen, for at ind-
5skrænke, ja ødelægge dens Handel; man har naaet sit Øiemerke, man har faaet dem indrettede; man har derved bragt Bergen nærmere til dens Undergang. Den Hensigt, man paa sine høre, ja bøieste Steder, har forestillet ved slige Indretninger at skulle naaes, er dog aldrig naaet. Undersaatternes Beste, hver Retskaffens, altsaa og vore allernaadigst Regierings, fornemste, ja eeneste Øiemerke, er dog ei opnaaed. I faa Aar har det ladet, som disse nye Stæder skulle komme og blive i Flor. Men de, som hastig vare blevne til, begyndte og hastig at falde. Christiansund, een af disse Stæder, er vel ei langt fra Intet. Resten nærmer sig kiendelig til Undergang. Det overlades til dybere Indsigt, og høiere Eftertanke, om herved paa den ene Side er vunden, hvad paa den anden er tabt. Snart giør en Avanturier Forslag til at oprette en Handels Stad i Nordlandene, ubekymret om Bergens og Landets Fordeel, naar han kun kunde befordre sin egen. Dette Forslags aabenbare Urimelighed, den af sammes Iverksettelse flydende Skade, er noksom viist og lagt for Dagen. Den paa dette Næviske Forslag under 16de Julii 1753 givne Erklæring har afmalet det med sine rette Farver. Erklæringen er alt for vidtløftig til, herved ordlydende at lade følge. Under Lit. A. følger derfor allene herved af samme et Udtog. Dette
6urimelige, dette skadelige og landfordærvelige Forslag forkastes. Dermed aflade ei Bergens hemmelige Fiender. Saa snart et skadeligt Anlæg er mislinget, er man strax færdig med et ligesaa skadeligt, ligesaa daarlig. De bergenske, sær de contoirske, Kiøbmænds Krav til Nordfarerne vil man have undersøgt og paakiendt. Mod Kravets lovlige Undersøgelse og Paakiendelse havde de bergenske Kiøbmænd intet at indvende. De, som intet Ondt har giort, har ey Aarsag til at frygte. Men naar slig Undersøgning og Paakiendelse skulde giøres af saa partiske Dommere, og paa der Stæd, som foreslagen var, saa havde de Bergenske Aarsag til at frygte; saa havde de Grund og Føie til at giøre Indvendinger; saa vare de tvungen til at forestille og bevise det, som indbefattes i deres Erklæring af 1te Februarii 1755, hvilken under Lit. B. i bekræftet Gienpart hosfølger. Man viser deri, at dette Forslag allene hensigter til egen Fordeel og Myndigheds Forøgelse, til at indlegge sig saadan Ære, som ansees uægte af alle, som have Fornuft og Redelighed, at arbeides end og paa Nordfarernes egen Undergang o.s.v. Snart indfinde Støtter og Engelske, foreened i Venskab og Svogerskab med dem, som paa de Stæder burde hindre skadelig Uorden, sig i Nordland, indtil Vaagen i Lofoden og paa Sundmør, at øve Landprang, ved
7at opkiøbe og til deres udenlandske Venner at udsende de Varer, hvormed nordlanske og syndmørske Debitorer skulde betale deres bergenske Gield. Vedkommende, saavidt man kand merke, taale det, tie dermed, ja gid ei, bevægede af fornævnte Grunde, hielpe dertil. Herved lider Landet utroelig Skade; Herved formindskes de Kongelige Indkomster, som ved Undersaatternes Flor vilde forøges; Herved ødelægges Landet i Almindelighed og Bergen i Særdeleshed. Snart vil man giøre nye og urimelige Indretninger i det nordlandske Jægte-Brug. At man derved arbeide paa at ødelægge Nordland; at man med det samme vilde aldeles ødelægge det forhen næsten ødelagte Bergen; at man allene vilde forskaffe sig og sine Tilhængere hart ad despotist Myndighed, m.v., det er let at see. Vor Erklæring paa dette Forslag, udgiven til sit høie Sted fra en for os unævnt Forfatter har nogenledes viist dette. Fra andre Vedkommenve er vel samme udførligere viist og beviist. Benævnte vor Erklæring af 12te Nov. 1760 følger herved under Lit. C. Alt saadant er giort Forslag om; alt saadant er arbeidet paa. Men alt, saavidt her er bleven bekiendt, er og igiendreven af os og høiere Vedkommende. Dette alt er dog ikke nok. Man undseer sig ei endnu ved at umage Hans Kongelige Majestæts høie Collegier med urimelige og skadelige For-
8slag. Bergens Byes Sexten Mands Skrivelse til det norske Handels-Contoirs Oldermand og Forstandere af 31te Januarii 1763, grundet paa Stadens høi-respective Magistrats Brev til dem af 20de Januarii 1763, og dette atter, paa hvad dem fra høiere Steder er indløben, har sat os samtlige contoirske Forvante i ny Uroe. Samme har noksom overbeviist os om, at vore og Bergens skiulte Fiender ei aflade at udtænke alle til vor og Bergens Undergang tienende Midler. Dette maa vi naturligviis falde paa. Andet kand vi ei. Dette sees af velbemeldte Herrer Sexten Mænds Skrivelse og derved Fulgte. De ommeldte Arrangements, hvordan de end skulle blive, kand ei andet end befordre Bergens Undergang. Skade for Nordlandene og for det Almindelige vil og ufeilbarlig deraf flyde. Den Fordeel, som een eeneste Stad og visse foreenede Personer enten i Norden eller Synden derved maaskee vilde have, kand umuelig opveie mod den Skade, som Bergen, som hele Landet, derved lider.
Hvor fra der end ere giorte Forslag om Arrangements i Nordlandene, er det uforskyldt. I saa oplyste Tider, som vore, nu da der af al Magt arbeides paa Landets almindelige Fordeel, nu da man fuldkommen er overbeviist om, hvor skadeligt det er, at een Stad i
9et Land skal ligesom opsluge alle de andre, var sligt saa meget mere uventeligt. Er Forslag om nye Arrangements giorte fra Nordland selv, er det vel mest uforskyldt, mest urimeligt, mest uventeligt. Bergen har aldrig fortient, at Nordlandene skulde arbeide paa dens Undergang. Siden Nordlandenes egen Undergang med Bergens saa nøie er forbunden, maatte fornuftig Egen-Kierlighed derfra afholde. Bergen er vel een af de første, om et den første Stad, hvorfra Nordland er bleven beseglet. Et øde og vildt Land, som optages af en Stad, burde ei belønne den med slige Anslag, hvorved tydeligen sigtes til saadan velgiørende Stads Undergang. I dyre og svare Tider, da ingen andre, da maaskee de, som nu vil trække Fordeel af Nordland, og ødelægge Bergen, ei har tænkt paa det betrængte Nordlands undsætning, da har Bergens Kiøbmænd, da har i sær de Contoirske, været færdige til at redde Nordlands Indbyggere fra Hunger og Ødelæggelse. Den Hielp, som Bergen i slige Tider har giort Nordland, er Grunden til den store Gield, som Bergen nu i Nordland retmæssig haver at fordre. At samme er utroelig stor, at den opstiger over 3de Tønder Guld, viser hos følgende Bilag af Lit.D. Summen kand ei andet end være stor, end være utroelig, da nogle bergenske Kiøbmænds største, de flestes gandske Velfærd bestaaer i de-
10res hos Nordfaren Tilgodehavende. Meget af disse 300000 Rdlr., og mere er detsvære alt for uvist, hvortil kand være mere end en Aarsag. Skulle nu i Nordland indrettes Kiøbsted, skulde der giøre saadanne Arrangements, hvorved een eller flere andre disse Rigers Stæder skulde tildrage sig Handelen med de Nordlandske Fiske-Varer, maatte da ikke Bergen miste det alt? Fik da vel Nordfarerne mere for deres Fiske-Varer? Fik de vel andre Varer igien, bedre og for bedre Kiøb? Nei det skeede vel ei. Blev da ikke Bergen ved slige Arrangements ødelagt og Nordland med? Blev ikke Nordland mere tvungen, uden at Landet i Almindelighed derved havde Fordeel? Skulde Bergen miste al dens hos Nordland retmessige Tilgodehavende? Det var vel den største Ubillighed. Hvo vilde vel betale denne Gield? Det vilde vel ei egennyttige Project-Magere. Skulde dette ei skee, maatte alle Bergens Kiøbmænd, som handle med Nordfarer, og disse ere de allerfleste, gribe til Betle-Staven. Var det da ei smukke Forslag, ved hvis Iverksættelse saa mange Familier vilde kommet yderste Elendighed? Burde nogle faa, maaskee forhen alt for Formuende, sættes endnu i større Velstand og Fornøielse, paa det at saa mange Elendige skulde sukke og græde, om ei aldeles undergaae? . Hvad Belønning fortiente vel den, som vilde
11giøre sligt Forslag? Man veed hvad Straf den fortiener og faaer, som enten med Vold eller List berøver en Person en Familie, hvor meget maatte vel ei Straffen forøges over den, som underfundigen vilde tildrage sig Fordeel af mange Tusindes ødelæggelse? Bergens første ja eneste Handel er med Fiske-Vare, efterår Skovene forlængst ere ødelagte. Fiskerierne her omkring aftage aarlig. I Aar har Fiskeriet været saa ringe, at det kand fættes ved Siden af intet. Den nordlandske Fiffe-Handel er altsaa det eneste, hvorved Bergen endnu nogenledes opholdes fra Undergang. Ved at tabe den, vilde Bergen deri ufeilbar strax nedstyrtes. At berøve Bergen denne Handel var derfor at betage dens Kiøbmænd og Haandverker, alle dem, som leve deri, deres Ophold og Levemidler. Kortsagt: Man vilde giøre den til et Fisker-Stæd, som før, om ei til en Steen-Haab. Var dette ei saa meget Last- og Strafværdigere, som man til intet giorde hvad der dog endnu er noget og med ringe Hielp og Møie kunde! blive til mere ja til noget anseeligt? At opfinde noget nyt, men tillige almindelig nyttig, er vist nok Roes og Belønning værd? Ingen i disse oplyste Tider hænger saa i det Gamle, at den skulde forkaste saadant Nyt, Men at indrette noget nyt alene for at ødelægge det, som er, for at giøre sig selv til noget stort,
12for at skaffe sig selv en Fordeel og Ære, som snart vilde forgaae, som er det Almindelige skadelig, det er vel ei fornuftigt, det er vel ei patriotisk, det fortiener vel ei Ros og Berømmelse, men Straf og Ulykke. Paa saadan Maade at indlægge sig et Navn, saaledes at giøre sig rig, kostede vel alt for meget, naar man vilde legge det i Vegtskaal mod alle de Suk og Taarer, imod alle de vel fortiente Ulykkes-Ønsker, som derved maatte og kunde følge? At der i Nordland, som andenstæds, kand være mange lumpne Gemytter, som ei skiøtte om at betale deres Gield til Bergens Kiøbmænd, derom er man alt for overbevist til at bære Tvil. At disse gierne ønskede saadanne nye Arrangements, hvorved de kunde fritages for at betale deres Gieid, der bliver vel og en fast Sandhed. Men findes i Nordlandene mange slette; saa har de og mange, ja (efter al Formodning) langt flere ærlige, fornuftige og retskafne Folk. Disse vilde bedrøves over Bergens, en gammel beleilig og endnu nogenlunde staaende Handels-Stads, Ødelæggelse. Som fornuftige Mænd vilde de see, at Bergens Undergang vilde trække Nordlands Udsuelse, følgelig Ødelæggelse efter sig; Et patriotisk Sind vilde bringe dem til at bejamre det første. Egen-Kierlighed vilde foraarsage deres Bedrøvelse over det andet. Bergen har fra Arilds Tid en-
13ten alene eller lige med Trondhiem havt Ret til Handel med Nordlandene. Det under Lit. E. følgende Udtog af de gamle og aldrig igienkaldte, men meget mere Tid efter anden bekræftede Privileger viser noksom deres, I sær sees samme af deri Indcirklede pag, 1. til 3. 7. 8. 19 til 22. 24. til 26. 32. 34. 35. til 37. 42. 45. 48. 50 til 52. 54. 55. 57. 59. 60. 64. 73. 78. 83 .84. 89. De deri anførte Hansestædernes Privilegier, dem af Landets Høilovlige Konger allernaadigst forundte, vise noksom hvad Frihed disse Fremmede er forundt til Nordfar-Handel. Har Hansestæderne, disse Fremmede, havt denne Ret og Frihed, har deres Handels Contoir i Bergen benyttet sig deraf, har disse Udlændinger dertil været privilegerede, hvor meget mere da ei de nu bærende Contoirske? Bergens Byes Borgere, Kongelige Danske Undersaatter, haver Tid efter anden saaledes tilkiøbt sig de hansestædiske contoirske Handels-Stuer, at deraf nu kun 2de af 56 tilhører Hansestæderne, men de øvrige os undertegnede, denne Byes Borgere. Det er altsaa uimodsigeligt, at de have tilkiøbt sig og os Handels-Stuerne med samme Ret, hvormed de forhen tilhørte hansestædske Eiere. Vi have alt saa meget mere Adkomst saavel til de Bergen i Almindelighed som deres Handels-Contoir i Særdeleshed, allernaadigst forundte Privileger.
14De Høi-Kongelige Artikler af 7de Octobris 1754, hvoraf herved under Lit F. følger et Exemplar, vise noksom dette, som ellers efter vor Allerunderdanigste Mening faldt af sig selv. Har Fremmede haft Lov til at spække sig selv og svække Landet, saa er det vel upaatvileligt, at de nu værende bergenste Contoirske, Landets Borgere og Indbyggere, nu maatte have Ret, uden Indgreb af andre, til at drive en Handel, hvoraf baade de og Landet har Nytte. Bergen, paa hvis Undergang paa foranførte og flere Maader, deels med temmelig Fremgang er bleven arbeidet, har og lidt meget ved de den overgangne mangfoldige Ildebrande. Den af 1756, som den sidste, føles endnu alt for meget, sær siden den indtraf paa de Tider da man paa alle Maader fra alle Kanter arbeidede paa at ødelægge Bergen. Dette og andet giør den Høisttrængende til Hielp. Faaer den ei kraftig Understøttelse, maa den vift og inden kort Tid aldeles undergaae. Vi ere forsikrede om, at vor patriotiske Konge og Hans mod Ham og Landet velsindede høie Mænd anvende alle Midler til Landets Opkomst, og forkaste alt hvad mod saadant Øiemaal kunde stride. Denne Tanke forvisser os om, at det, som fra os og andre Retsindige her er forestillet, saaledes overveies og antages, at Bergens Bye og Nordlands Indbyggere
15heller reddes fra end styrtes i den Ødelæggelse og Undergang, som Ildesindede søger at styrte os i.
Bergen i Norge paa Contoiret den 26de Mariii 1763.
[Forfatter af O. Brose.] Diederich Schlömer. Henrich Pegelau. Johann Henrich Bolmann. Hans J. Jordan. Jacob Rieck. Henrich Rafnsberg, Wollert Krohn. Jaen J. Fröchen. Gerhard Cappe. Friderich Friderichs. Johann Meeschau. Diderich Prage. Henrich Kuhlmann. Hermann Kehlenbeke. Evers & Søn Stalbohm. J. Carbiner. Friderich Wesenberg. Herman Döscher. Johan Hamchen. Johan Friderich Hachemann. Paa mine egne og min Broder Johann Brandarms von der Fehrs Begne, Carl von der Fehr. Gerhard Greve. Barthold Rich. Johann Ludwig Mowinchel. John Mariager. Albert Henrich Meyer. Christian Kröpelien, Georg Meyer. Hermann Schröder. Henrich Hespe. Danckert D. Krohn. Henrich Normann. Mathias Schröder, Hans Molle. Johann Sinning. Jochum Henrich Wiese, Peter Sta-
16man Junior. Paa min Moders Vegne
Arnold Vedeler. Paa min Moders Vegne Johann F. Kröpelien. Paa min Moders Vegne Hans Krohn Johan Henrich Eggerking. Johan Lyder von Tangen. Henrieh Sem. Paa min Sviger-Moders Divert salig Bekers og egne Vegne Ratje Hermans. Christopher Wübler. Friderich Foswinkel. Joachim H. Jordan. Susanna fal. Wiers. Anna salig Hermann Frid. Siemers. Soren Kahrs.
Conr. Hammecken. Albert Wichers