Philonorvagi velmeente Tanker, til veltænkende Medborgere. Udgivne i Trykkefrihedens første Aar.

Philonorvagi

vel meente

Tanker,

til

veltænkende

Medborgere.

Udgivne i Trykke-Frihedens første Aar.

2

Res ardua, novis auctoritatem dare, obscuris lucem, faltiditis gratiam, omnibus vero naturam & naturæ sua omnia, Itaque etiam non affecutis voluisse abunde pulchrum atque magnificum eft.

Plinius.

3

Endskiønt der endog af Ondt kan undertiden komme noget Godt, saa maa man dog i visse Maader tilstaae, at vi paa nogen Tiid ret have været hiemsøgte med en Sværm af saa kaldede Patrioter og patriotiske Forslag, hvoraf kun gandske faa svare til Navnet.

En vis Skribent *) siger derfor med god Grund, at en sand Patriot er hverken en Democritus eller Heraclitus, der giør ej andet end leer eller græder i Tide og Utide, eller nogen Stats-Pharisæer, der paalægger sine Medbor-

*) See Hr. Mosers Behertzigungen.

4

gere utaalelige Byrder, dem han ej selv rører med den mindste Finger.

Ingen, siger han, er meer villig og redebon til at give dem Ære, som bør Ære; dem Told, som bør Told; til at undskylde, hvor Undskyldning kan have mindste Sted, og til at unde den menneskelige Slægt saa mange fornøyelige Dage og glade Timer, som mueligt. Ingen veed med meere Billighed og Upartiskhed at foreene Fyrstens og Folkets Fordeele og at ansee ham for det han er endog med alle hans menneskelige Svagheder; thi han har aldrig ventet at finde en Verden opfyldt med Engle, en Konge uden Sindslidelser, et Hof uden Sværm, en Ret uden Partiskhed, Love uden Mangler og en ævig Fred og Roe paa Jorden.

Hvorvidt nu de, der i vore Tider synes at have saa liddn Ærbødighed og Kiærlighed for Religion, Orden og Skik i en Stat, for sine Medborgers Gods, Ære og Liv; og for

5

almindelig Frihed og Sikkerhed, skulde kunde udholde en saadan patriotisk Prøve, om de kom paa Sandheds og Samvittigheds Vægtskaal, giver jeg dem selv at betænke.

Vor Stat har vidst nok sine Mangler og Ufuldkommenheder, og hvad Stat i Verden har ikke det? Alle menneskelige Indretninger have den Skiæbne at de ere ufuldkomne. Endog de klogeste Anslag kan undertiden mislinge; Menneskets Deel er allene den, efter Rimelighed at kunne dømme om Udfaldet.

Spørsmaal da, om det Stiklende fremsat paa en uædel Maade med en ond og bitter Pen, der røber altid et lige saa ondt Hiertes Fylde, kan afhielpe vore Mangler; om Overmod, Hævngierrighed, Egennytte, Dadle-Syge og andre private Hensigter ere beqvemme Rednings-Midler, og om Folk af saadan Tænkemaade bør komme i Betragtning, hvormeget de end selv indbilde sig at være de kyndigste Stats-Læger, og deres utidige Raad og umodne Forslag den

6

Sæd, hvoraf Rigernes Lyksalighed med Tiden skal udspirre?

Ney! Lad os hente Raad fra det Høye! Dannemark har ingen Aarsag at unddrage sig fra det store Forsyn, som har saa kiendeligt viist sig at være disse Rigers vældige Skyts-Gud fra Begyndelsen af. Lad Fornuften derfore styre vor Pen! Lad Kiærlighed til Fædrenelandet, det rette Stempel paa en ægte Patriotisme; være Siælen i alt hvad vi begynde til Statens Forbedring! Lad det almindelige Vel være hver ærekiær Undersaats fornemste Hensigt, ligesom det er vor dyrebare Monarchs æble og priioværdige Øyemeed; saa skal fælles Lyksalighed blive Frugten af hver ærlig Mands Fliid og Omsorg for Statens Bedste!

For at understøtte, saavidt det staaer til mig, saa æble Bestræbelser, vover jeg herved at lade disse Blade see Lyset.

7

De ere Eder tiltænkte og opoffrede, værdige Medborgere! Eder, som Har lært at tænke, og som tænke vel; Eder, hvis Forstand og Villie behærskes ej af Fordomme og Egennytte; hvis Fornuft og Dyd sigte altid til eet Maal. Antager dem i Kiærlighed og værdiger dem som en Anledning til nøyere Eftertanke!

Ved det milde Forsyn leve vi under en Konge, som er en Hader af al hykkelsk Taushed og flamsk Tænkemaade, og som vist nok ej forlanger nogen tvungen Underdanighed; men en glad Lydighed og en ædel Frimodighed.

Saa stor en Konges Opmærksomhed og Viise Foranstaltning have vi at takke for, at vi nu efter andre oplyste Nationers Exempel tør baade tænke og skrive frit uden nogen slavisk Frygt for et hidindtil myndigt og høyærværdige Magt-Sprog. En Frihed, som inden Fornuftens Grændser, kan altid tiene som en Støtte for Sandhed, og en Gienvej for den fortrængte Uskyldighed.

8

Og sandelig, denne Tidspunkt er vel ej den ønskeligste for gamle Vaner og Vedtægter; men af en skiønsom Efterslægt vil den visselig blive regnet som en lykkelig Epoche for disse Riger, Norge i sær, da et troet Folk er bleven forundt en frie og ubehindret Adgang til Thronen selv for der at klage og forestille sin Nød og Trang.

Jeg bør da ej fortænkes, som Indfød, om jeg vælger at være Tolk for mit kiære Fæderneland, det arme Norge, der i saa lang Tid synes at have været Stedbarn, og om hvilket man med Rette kan sige, hvad den bekiendte Chur-Phalsiske Gesandt Moser i sit Udkast til et Politisk- og moralsk-Kort over Europa har sagt om Ungern: Phantom d'un peuple

jadis libre, vigoureux & jubtile —— Un

Sol riche par nature, pauvre par politique *). Sandelig jeg kan ikke uden de inderligste Følel-

*) See Gazette litterairc de l'Europe fevrier 1770.

9

ser af Ømhed og Medlidenhed tænke pan dette mit kiære: Fæderneland.

Et Land, hvis Indbyggere have altid vedligeholdt et værdigt Sted i alle Tiders Historier for Moed og Manddoms Bedrifter, og som, hvad Kiærnen af Folket angaaer, den Dag i Dag er, vanslægte ikke; men fortiene med Ære det Skudsmaal, som endog en Dansk Poet har tillagt dem i følgende Stropher:

Om Nordmænds Moed lad andre tale,

Det sømmer Helte ej at prale;

Men dette tør dog Norge sige

At det i Troeskab ej har Lige,

Og dette Troeskabs Baand, som vi er bundne med Indbyrdes, og til vor Monarch, er Kiærlighed;

Om nogen Fiende dette Baand opløse vil,

Da skal han see, at der endnu er Nordmænd til.

Dette Rige forsynet af Gud og Naturen med saa mange Rigdoms og Velsignelsers Kilder, at det kunde baade selv ved en fornuftig

10

Huusholdningsmaade have nok, og noget for Dannemark tillige, hvis ej denne misundelige Søster, om jeg saa maa tale, vilde have det alt, skal være fattigt, ja! yderlig paa Knæerne, det er noget ubegribeligt, dog Ney! Stop Blodets Omløb hos Mennesket, eller aarelad det daglig, saa skal det lettelig blive afmægtigt, svagt, og tilsidst reent udtæret.

Man for at viise en Deel Feil og Mangler som Hoved-Kilderne til Norges slette Tilstand, da vil jeg begynde fra Eders Ungdom, ædle Medborgere! I veed selv, hvad det koster at danne Folk til værdige Lemmer af Staten, og hvor betydelige Summer Norge maae opofre for sine Børns Opdragelse, nu ved at sende dem til Kiøbenhavns Universitet for, som det hedder, at studere, nu ved at lade dem gaae over til Engelland, Holland, Frankerige og andre Steder for at lære disse Nationers Sprog, og at legge sig efter Handelen og de dertil hørende Videnskaber.

11

Som dydige og fornuftige Folk, der selv have havt en god Opdragelse, vil I ikke lade den mangle hos Eders Afkom, vel vidende, hvad Uheld og Byrde det er for en Stat at have vankundige og uoplyste Borgere og hvad Indflydelse Kunster og Videnskaber have i et Lands Velstand i Almindelighed.

Af Erfarenhed har I og lært i mange henseende, at Norge, som et af Naturen med Skove, Klipper, Berg og Dale, Søer og Vande rigelig begavet Land, der giemmer i sit Skiød saa stor en Forraad af alt hvad det menneskelige Liv mest behøver, er af den Beskaffenhed, at det ved Guds Velsignelse og menneskelig Fliid kunde blive det lykkeligste Land i Verden, hvis dets Indbyggere bleve oplcerte tilgavns at forædle de raae Materier, og udbringe deraf al muelig Nytte og Fordeel.

Hvoraf flyder at Norge burde frem for noget andet Rige være det egentlige Plante-Sted for Natur-Bierg- og Handels Videnskaber

12

for Mathematique, Mechanique, Botanique og Oeconomie, og at der i disse Videnskaber, hvorom en vis Skribent melder, at alle Kunster og Videnskaber maa visne, naar ej disse Blomstre, burde holdes offentlige Collegia og Forelæsninger paa dansk, hvortil ej allene de saa kaldede Studerende; men endog alle andre Lysthavende, i sær de Fattige, kunde have frie Adgang, i hvilken henseende saadanne Forlæsninger burde være saa tilstrækkelige, at de sidste ikke skulde nødes til for Betalning at Høre private Collegia. En Handel som drives mange Steder tvertimod Stifternes roesværdige Hensigt.

Og omendskiønt alle Videnskaber, som den kloge Cicero har sagt, have et fælles Baand, saa udfordrer dog Norges naturlige Beskaffenhed og Beliggenhed, ja! vores Nations medfødde mechaniske Genie, at oven ommeldte Videnskaber bør der fornemmelig udbredes og forplantes.

Det er ej alleene vore Naboer de Svendske, som ansee disse Videnskaber, af en besynder-

13

lig Indflydelse paa Staten og det borgerlige Liv; men end og alle sædelige Nationer. Udi College de Navarre i Paris ere offentlige Lærere beskikkede for disse Videnskaber, hvor man kan daglig see over 500 Tilhørere næsten af alle Stænder og enhver Alder.

For disse Videnskabers Udbredelse og virkende Drift ere ikke aleene i store Britannien mange kongelige og private Indretninger; men de patriotiske Engelænder i Nord-America have end og giort disse Videnskaber til deres Hoved-Studium og for dem oprettet offentlige lære Stole saavel i Philadelphia, som Boston.

Men alt dette uagtet ere vi dog de, der aldeles savne Handels Skoler, Real Skoler, offentlige Bibliotheqver, ja end og et Universitet i et heelt Kongerige, som ansees dog for en saa vigtig Sag blandt alle andre sædelige Nationer; thi hvilket Rige i Europa er blottet for saa væsentlig Understøttelse? Har ikke Finland blot i Betragtning af sin

14

lange Fraliggenhed fra Upsal og Lund faaet sit eget Universitet?

Have ikke de Schotske meget kortere til Oxford og Cambridge end vi til Kiøbenhavn og dog have de 4 Universiteter, hvoraf det i Edenburg og New Aberdeen eje kostbare Bibliotheqver; men hvor finde vi saadan offentlig Stat hos os?

I Oxford faldt engang en Kiøbmand paa at spørge en Studerende fra Norge, hvad Videnskaber man i sær afhandlede paa Universiteterne i Norge? Han studsede derved; men betænkte sig strax og for at opløse denne Gordiske Knude, svarede i Kiøbmands Stiil: Oplags-Stedet for Videnskaber er i Kiøbenhavn, hvorfra de studerende Nordmænd maa forsyne sig. Den dybsindige Engelsmand rystede med Hovedet og drog et dybt Suk. En stor Høflighed af en Fremmed! Maaskee han har fundet det baade sælsomt og beklageligt, som det vist nok i sig selv er, ja stridigt baade mod Natur og Billighed.

15

Alle Monopolia holdes jo i vore oplyste Tider Heel fornærmelige for Staten, hvi taales de da i Henseende til Videnskaber?

Bør det eene Barn efter Naturens Lov forurette det andet, allermindst naar begge ere lige berettigede til een Faders Kiærlighed? Imidlertid skeer det dog den Dag i Dag er. Man har seet det, taalt og tiet, fordi ingen har turdt tage Bladet fra Munden.

Man anslaae allene det aarlige Antal af Nordmænd, som sendes til Universitetet, til en 60 Personer, hvoraf enhver: fortære, een meer, en anden mindre, omtrænt 300 Rdlr., ja! mange maaskee 3 dobbelt; saa skal man besinde, at Norge blottes aarlig Aars ved en Capital af 20,000 Rdlr. allene paa denne Maade. Penge som gaae reent ud af Circulationen og paa hvilke burde staae samme Overskrift, som paa de Brunsvigske Lonisd'or: Nunquam retrorsum. Da det dog er en Klogskabs-Regel i Stats-Kunsten ikke at lade Penge, som kan

16

spares, gaae ud af Landet. Ja! Give Pengene vare det største Tab; men hvor er ikke Kiærnen af Landets Børn af Mangel paa Tilsyn formedelst Universitetets store Afliggenhed ofte udsat for utallige, bedrøvelige Hendelser, der kan tilslaaes unge Mennesker paa et saa farligt og forførisk Sted, hvor de bedste Gemytter løbe meest Fare; thi at jeg skal forbiegaae de mange, som Virkningen af forskiellig Clima, smitsomme Sygdomme, manglende Omstændigheder, og andre Tilfælde for Tiden henrykke, saa taber Landet endda nok ved at savne en Deel retskafne og dydige Borgere i dem, der ved Tilbagekomsten ikke medbringe andet end et forvendt Sind, og nogle ryggesløse Sæder til Beviis at de have profiteret af den galante Verden; Men deels Undseelse, deels Ømhed over kiærlige Forældre, hvis Hierte-Saar, jeg veed, er endnu ikke lægt hos mange, byder mig at ende denne sæle Scene.

At et Rigets Hoved-Stad er ikke det beqvemmeste Sted for et Universitet har Spanien,

17

Engelland, Holland, Sverrig og fleere viiselig indseet. Historien lærer os at Kong Dionysius af Portugal anlagde et Universitet i Lisabon; men blev strax nødt til at forflytte det til Coimbra, i Henseende til den megen Anledning til Adspredelse og Udvigelser for de Studerende i en saa folkerig og vidtløftig Stad, som Lisabon.

I det Protestantiske Tydskland ere de fleeste Universiteter anlagde alle i afsides og smaa Stæder, omtrent saa store, at de kan beqvemmeligen huuse de Studerende. Der har Rector Universitatis med det academiske Raad saa stor Myndighed, at Stædernes Magistrat staae i visse Maader under dem.

Saaledes kan Universiteternes foresatte Øvrighed have nøye Opsigt med den studerende Ungdom, og forekomme de Ulejligheder og Uordener, som ere næsten umuelige at hæmme i store Stæder.

18

Paa mange tydske Universiteter udkomme nu hvert Halve Aar trykte Lister paa de Studerendes Navne og Vaaninger, alt for at holde god Orden og nøye Eftersyn. Hertil kommer og, at Universiteternes øvrighed tillige med Stædernes sætte en saa taalelig Priis, som mueligt, paa Levnets Midler og andre til Studeringer fornødne Ting, og at Professorene Ansee sig i øvrigt som Fædre for den studerende Ungdom, da de vist nok ikke holde det neden for sig at viise almindelig Høflighed og Omgiængelighed mod en Student, naar han ellers er et skikkeligt Menneske. De ere overbeviiste, at selv tiltagne Æresbeviisninger, bidende Indfald, og en myndig Opførsel giøre dem hos de Studerende forhadt. De veed alt for vel, at Studenterne ere ikke for Professorernes Skyld, men de for hiines, følgelig giøre de sig altid en Ære af at vinde saa manges Fortroelighed, som mueligt, for ved privat Omgang, endog at forbedre deres Villie og vejlede deres Opførsel; herover behover den stu-

19

derende Ungdom ikke at søge slette Selskaber af Mangel paa bedre.

Kunde Norge eengang opleve den lykkelige Tids-Punkt at see en saa væsentlig Mangels-Post opfyldt, ved at faae et eget Universitet, torde maaskee ej allene en ædel Kappen imellem begge Rigers Lærde fordrive den Lunkenhed og Søvnagtighed i Studeringer, hvorfor Dannemark nu omstunder, meer end førhen, hører saa ilde hos Fremmede; Men Norges Ære vilde endog reddes og udbredes blandt de Nationer, der ansee det uforskyldt med maadelige Øyne.

Vor værdige Landsmand, den udødelige Holberg, beretter os, hvilke Fordomme Italienerne have den Tid havt mod os, og hvorledes de har beskrevet os som Varulve og et raadt Folk. Omgang med Fremmede har og ført mig selv, hvilke ringe Tanker Franskmanden, Hollænderen, ja! de Tydske selv have om Nordmændene, just fordi de sinde intet,

20

eller ikkun gandske faa Spor til Lærdom og Videnssaber uden for Norges Klipper. Sal. Pontoppidans Norges naturlige Historie er bekiendt i mange Europæiske Lande, ligesorn Hr. Conference-Raad Suhms og Hr. Professor Schiønnings Skrifter. De Tronhiemske Samlinger læses og i Tydskland med Begierlighed, og giør vort Fædreneland Ære. Andre faa Værker forfattede af Nordmænd blive inden for Dannemarks Grændser. Et overtydende Beviis herom er en Strøms og Tullins Skrifter, som fortiene at være meer bekiendte, end de virkelig ere. Et Universitet i Norge vilde desuden virkelig være et mægtigt Besparings-Middel i saa Pengeløse Tider, og et af de store Rednings-Midler til dets Opkomst og Forbedring. Ja! hvad Nytte duelige og slittige Lærere ved et Universitet giøre Staten, kan bedst sees af den Tale, som den Indsigtsfulde Kronprintz Gustav af Sverrig nyelig for sin udenlandske Rejses Tiltrædelse, holdt som Cantzler til Universitetet til Upsal. „Deres, nemlig: professorernes

21

Sorger, siger han, ere af større Vigtighed for Fædrenelandet end noget andet til Statens Velfærd forbundet Selskabs; thi allene fra dette Værk kan man love sig megen Hielp mod vore store og mangfoldige Mangler."

Erfarer jeg nu, ædle Medborgere! at dette mit Forslag til et Universitets Indretning i Norge finder Eders Biefald, og at I troe Eder i Stand til, med mere Lykke, end vore Forfædre, at bringe det til Moedenhed ved en allernaadigst Biefald og Tilladelse, vil det ikke blive mig nogen Vanskelighed at anviise de fornødne Kilder til en saa nyttig Stiftelses Vedligeholdelse i Længden uden mindste Byrde for Hs. Majests. Kasse, eller nye Tyngder for det Almindelige; thi uden saadan Forsigtighed blive endog de betydeligste Indretninger snart et Rov for Tidens Tand og et Offer for hver Alders hærskende Tænkemaade, og endnu mindre vanskeligt skulle det blive at finde et i alle Henseende belejligt Sked for

22

hets Anleggelse, og i øvrigt at giøre en fornuftig Plan dertil.

De største Vanskeligheder og Hindringer vilde maaskee være at befrygte fra vore Medbrødres Side; men da Forsynet har foreenet os og dem ved et uopløseligt Baand, som bestyrkes bedst ved fælles enighed, saa er saa yderlig Grad af Egennytte eller Misundelse neppe at formode hos nogen oplyst og veltænkende Dansk, at han skulde see skiæft til, end sige, arbejde imod en lykkeligere Periode for de Nordske Muser end hidindtil. Jeg smigrer mig derfor med det Haab, at enhver af de Danske giøre sig en Ære af, ligesaavel som vi, at tænke og handle efter det hos os brugelige Valsprog:

Tvilliug-Rigets Held og Ære Skal vort fælles Ønske være.

Videre at udlade mig i denne Materie angaaende Maaden, hvorledes, og Midlerne, hvorved at bringe et Universitet i Stand

23

25

hos os, maa beroe til meere Vished om Sagens Muelighed og høyere Understøttelse.

Den anden Hoved-Kilde til Norges Afmagt er dets slette Landhuusholdnings-Maade. Man veed, at Haab om Lyksalighed er Hoved-Drivefiederen i alle Menneskers Gierninger. Did sigter enhver Fornuftig med alt hvad han foretager sig. Et Lands blomstrende Tilstand beroer da paa, at dens Vinger Arbejdsomhed og Vinskibelighed ej stækkes eller ved alt for mange Byrder nedtrykkes. Stræbsomme Hænder og virksomme Lemmer i en Stat bringe meest Velsignelse ind i Landet, En Lykke derfore for de andre Stænder, at Nære-Standen trives, og en Styrke for Staten, om den har meere end det Nødtørstige: Almindelig Velstand er altid Beviis paa en god og fornuftig Statsforfatning. Kongens og Landets Vel er nær forbunden; han er derfor ikke tient med, at dette ligger i Afmagt.

24

Høysalig Kong Christian den 5te spurgte engang en Nordsk Bonde, som bragte ham en Deel gamle rare Mynter, om han havde noget at søge; Men denne svarede: Mæi søker inte noko, Gu läe Faer leva! naar mæi ikkie har Trang te Dei aa Du ikkie te mæi, saa æ vi bedst hulli baae to. ɔ: Jeg søger intet, Gud lade Faer leve! naar ikke trænger til Dig, og Du ikke til mig, saa ere vi begge to bedst holdne. Som nu Agerdyrkningen, Skov- og Land-Væsenet i Almindelighed og den private Huusholdnings-Kunst og anstændige Tarvelighed i Særdeleshed ere uadskillelige Støtter til et Lands Styrke og Lyksalighed, saa vilde Norge vist nok være vel tient med, om det fik sit eget Oeconomie-Collegium (den anden store Mangels-Post i Norges Rige), hvor alle nødvendige og did henherende Forslag og Anstalter burde overveyes og bedømmes.

Dette Collegium burde bestaae af gamle, erfarne, og i Landvæsenet kyndige Nordmænd,

25

om hvis Redelighed man var forvisset; thi intet er naturligere, end at Indfødde maa have baade bedre Kundskab om Fædernelandets Beskaffenhed, og større Kierlighed og Omsorg for dets Vel end fremmede. Disse Lemmer burde og være vederhæftige Folk, som ikke behøvede at see paa nogen Fordeel eller Gevinst, og saa fornuftige Patrioter, at de ej derfor skulle giøre Paastand paa større Rang og Anseelse, men troe, at de nød Ære nok, ved de Tienester de agtede at giøre Fædernelandet, siden Dyder og Fortienester giøre allene Forskiæl paa Mennesker og ikke Titler og Ærenavne, saaledes skal første Rigs-Raad Grev Peter Brahe og Stor-Cantzler Øxenstierne i Sverrig have svaret Dronning Christine, i Anledning af hendes Tilbud, om at see dem ophøyede til Hertuger, kort før hun nedlagde sit Regimente.

De Regler og Grund-Satzer, som bør legges til Grund for gode oeconomiske Anordninger i et Land, maa nødvendig være grun-

26

dede et Lands Clima og naturlige Beskaffenhed, og tillige saavidt mueligt, overeensstemmende med Indbyggernes Sæder og Tænkemaade. Heraf slyder, at hvad der passer sig til Dannemark, passer sig ikke altid paa Norge, som tvende fra hinanden alt for forskiellige og langt fraliggende Lande. Man kan eller bør jo ikke behandle en nordsk Odelsmand, som en dansk Hoveries Bonde; og ligesom det der er Lægedom for et Menneske kan være Gift for et andet, saa kan den Forfatning, som er god for et Land være skadelig for et andet. Alt dette har den store Konge, Kong Christian den 5te, visselig indseet, som gav Dannemark og Norge hver sin forskiællige Lov-Bog, hvorfor da ikke ogsaa hver i sær sit særdeles Oeconomie-Collegium?

Jeg finder intet Document fra Aar 1660, hvorved Norge er giort umyndig, men vel, at dette Kongerige er i Henseende til Privilegia og lige Omhue sat ved Siden af Dannemark.

27

Schotland er i Relation til London omtrent det samme, som Norge til Kiøbenhavn; men jeg læser ingensteds at det henter sine oeconomiske Anordninger Herfra; men tvertimod veed enhver, at Schotlænderne have Ret til at sende 16 til Overhuuset og 45 til Underhuuset i det Engelske Parlement af sine bedste og ærværdigste Medborgere, for der at beobagte Landets Tarv og at giøre nyttige Forslag til dets Fremvext. Jeg veed og med Vished, at Hannoveranerne udarbejde selv sine oeconomiske Planer, som deres egen Referendarius i Loudon forestiller Kongen af Engelland, som Landets Herre, til nærmere Approbation og Stadfæstelse. Intet synes og at være stridigere imod al sund Politique end at et Collegium i et andet Rige, hvoraf kun gandske faa kiende Landet og dets Beskaffenhed og endnu ferre, ja maaskee ingen er bekiendt for nogen grundig Kundskab og Indsigt i de til Oeconomien henhørende Videnskaber, skal dirigere et saa vigtig Lands Oeconomie, som Norges. Men her har vi maaskee Kilden til mange af vore betydeligste

28

Mangler. Hvorledes kan den i et Oeconomie og Commerce-Collegio dømme om Handelen, som ej selv haver været handlende? Hvorledes kan den dømme om Norge, som aldrig har seet Norge? Kort, uden at have gaaet Gradeviis igiennem de Deele af Borgerlige-Sysler, hvor over man er sat til Dommer, staaer man altid Fare for at blive bedraget af falske Beretninger; følgelig bliver altid Landet udsat for ubeqvemme og skadelige Foranstaltninger.

Skal da Norge rejse sig igien af sin forfaldne Tilstand, vil det vidst nok behøves, som et af de store Rednings-Midler, at det faaer sit eget Oeconomie-Collegium, hvilket kunde beqvemmeligst anlægges i Christiania som Rigets Hovedstad.

I dette Collegio bør:

1) Ingen af Lemmerne have nogen Løn, som før er meldt, undtagen den, der bruges til at forestaae Forretningerne og at føre Protocol len, hvortil bør udsees et dueligt Menneske,

29

der ex professo havde lagt sig efter alle til Oeconomien henhørende Videnskaber.

2) Bør dette Collegium have saa megen Myndighed, at det kan afgiøre alt hvad som ej taaler Opsættelse og ikke er af den Betydenhed, at dertil behøves nogen høyere øvrigheds Resolution; thi det er en stor Opmuntring, i sær for den gemeene Mand, at han ej skal lide Ophold og een ikke mindre Fordeel for det Almindelige, at alle gode Anstalter blive hurtig afgjorte.

Jeg erindrer mig ved denne Lejlighed den brave Stats-Raad Stuckenbroch, hvis velfortiente Æreminde uddøer ej saa let blant de nordske Bierg-Folk, hvorledes han i lang Tid maatte see paa, at Sølv-Verkets Drivt leed en Hoben ved hans alt for indskrænkede Forvaltning og Myndighed, medens han endo?? ubetydelige Ting, maatte vente paa vedkommende Collegii Resolutioner, indtil han endelig engang i sin Ivrighed satte sig paa en Hest og

30

uden videre Anstalter ilede til Khavn, hvorfra han, efter nogle Timers Audience hos Hans Majestæt, kom tilbage paa saa faa Dage, som neppe nogen før han, med frie og ubundne Hænder, da alting gik godt for Fremtiden.

3) Bør et saadant Collegium have en Fond til Proemier og andre fornødne Omkostninger. Hertil kunde maaskee foreslaaes et Lotterie i Norge, hvori jeg er forsikret, at enhver, der havde mindste Formue og Begreb om den sande Patriotisme, vilde være Lodtagen, saa meget meer, som disse Penge blev i Landet, og til Fordeel og Nytte for Landets egne Indretninger. Og hvo veed, om der ikke med Tiden torde opstaae een eller anden saa veltænkende Medborger, som for al befordre og understøtte saa mange gode Hensigter, vilde ansee det for en langt større Pligt at indsætte sit Fæderneland, i hvis Skiød han Havde samlet sin Velsigt ske, til sin Arving end nogle utaknemmelige Slægtninger og Paarørende, helst under Opsyn og Forvaltning af et saadant Collegium, hvis

31

Lemmer arbejdede blot for den Ære at tiene sit Fæderneland.

Jeg kan ikke begribe, at Præmiers Uddeelelse er saa lidt i Brug hos os, og jeg maa forundre mig over, at ingen af vore Landsmænd har endnu havt det Indfald at forævige sin Ihukommelse ved at udsette og bortgive en Capital til Efterslægten, for ved de aarlige Renter, forvandlede til Præmier, at opmuntre en dygtig Landmand, en flittig Jordbruger, en stræbsom Manufacturist, og en vindskibelig Haandverksmand, eller Een og Anden, som kunde have opfundet en nye Handels-Green eller giort et nyttigt Forslag til vore Fiskeriers Opkomst, at ej vore Naboer skal reent tage Luen fra os.

Sandelig vel anvendte Præmier ere noget nær den Sæd, der giver den riigeste Høst. Vort smukke Skildre- og Billedhugger - Academie paa Charlottenborg i Kiøbenhavn, som giør Fædernelandet og sin udødelige Stifter, vor ufor-

32

glæmmelige og aldrig nok elskværdige, nu høyst salige Kong Frid. den 5te megen Ære, er herpaa et stort Beviis. Med hvor mange brave og trods fremmede ! duelige Artister har det ikke beriget Fædernelandet, blot ved at opmuntre og ligesom fremlokke Genier med sine aarlig uddeelte Præmier, til Beviis at vi skulde maaskee aldrig mangle Folk til alle slags Handteringer, naar vi alleene vilde opføge dem blant den trængende Slægt, hvor de neppe kiende sig selv eller viide sin egen Styrke.

Som blotte Opmuntrings Tegn behøve Præmier aldrig at være riige og store belønninger. Den dermed forbundne Ære erstatter Værdiens Ringhed. De bør aleene være Beviis paa Regiæringens Opmærksomhed og Publici Behag. Jeg er forsikkret, at hvis den ubekiendte Forfatter til Philodanus, som en ægte Patriot og sand Ven af Fædernelandet, nød et synlig Æres-Tegn af Regieringen for sin . velskrevne Piece, eller et Beviis af en og Anden skiønsom Medborger paa Publici Behag,

33

var et saadant Exempel altid en Opmuntring for andre ligesindede.

Den engelske Enthusiasmus, i saa Fald, eller Nationens utallige og næsten ulignelige Prøver paa medfødt Patriotisk Tænkemaade og naturlig Tilbøyelighed til Menneske - Kiærlighed og ædelmodige Idrætter, kan man maaskee tilskrive de mange gode Indretninger og Stiftelser, som haves allevegne i Engelland; thi man maa jo tilstaae det at være et Exempel uden Exempel, at de Præmier, som Irland allene udreder, beløbe sig aarlig til 150,000 Pund Sterling.

Det Svendske Oeconomie-Collegium i Stockholm har og indseet dette, da det sendte en fattig Præste-Enke for et Stykke Kammerdug, hun havde spundet og vævet, en Sølv-Medaille med en Væver-Stoel paa den eene Side og en Spinde-Rok paa den anden, samt denne Overskrivt:

Til häder för den Qvinna,

Som vet sä wäl at spinna.

34

4) Bør et saadant Oeconomie-Collegium, om det nogensinde kommer til Virkelighed, være betænkt paa at opmuntre sine Landsmænd i de 3de øvrige Stifters Hovedstæder til at oprette visse Oeconomiske eller saa kaldede Landhuus-Holdnings-Selskaber, med hvilke det kan staae i Correspondence angaaende de indsendte Forslag og Anlæg, og maatte intet deraf forkastes, biefaldes eller med Præmier understøttes, førend skriftlig Betænkning var indhentet fra Selskabet i det Stift, hvortil Forslaget henhørte. Planen til saadanne Selskaber kunde maaskee bedst indrettes efter the Society for the Encouragement of Arts, Manufactures and Commerce i London.

5) Bør dette Collegium forenes med et Commerce-Collegium, for saavidt Handelen vedkommer og dets Lemmer, om mueligt, bestaae af gamle erfarne Kiøbmænd, der allerede have nedlagt Handelen og trænge ikke til at see paa deres egen Fordeel, da saadanne Mænds Be-

35

tænkninger formodes altid at være: meest paalidelige og patriotiske.

6) Vilde det være en fortræffelig Sag, om der ved et saadant Collegium tillige kunde haves et offentlig Bibliotheque af de bedste Skrifter i de Slags Materier, deels til privat Brug for Lemmerne selv, deels til almindelig Fordeel for unge Mennesker, som vilde legge sig efter de Slags Studeringer; eller i det mindste ved en god Foranstaltning et Laane-Bibliotheque, som er allerede forlængst brugeligt paa mange andre Steder, og nu paa nogle Aar ogsaa indført i Kiøbenhavn, hvor Bøger kan faaes til Leje for en maadelig Afgivt; siden slige Skrifter ere ej her hver Mands Brug; Men inden det kan i Værksettes, skulle maaskee mange af mine Landsmænd gierne ønske at kiende de gode Forfattere, som have skrevet om de til Oeconomien og Handelen henhørende Videnskaber, hvorfore jeg vil her opgive følgende:

36

Oeconomiske Bibliotheker.

1) I. B.von Rohr Haushaltungs-Bibliothek, worinn die vornehmsten Schriften, die zur Haushaltungs-Kunst gehören, angezeiget werden, Leipz. 1755. 8.

2) J. C. Wöllners Unterricht zu einer kleinen aber auserlesenen oeconomischen Bibliothek, bestehend in einer anzeige der besten oeconomischen Büchern und der vornehmsten in großen Werken zerstreuet befindlichen Abhandlungen über alle Theile der Landwirthschaft , Berlin 1764 2 Theile 8vo.

3) J. J. Mosers Bibliothek von oeconomischen Cameral - Polizey - Handlungs Manufactur-Mechanischen und Bergwerks - Gesezen , Schriften und kleinen Abhandlungen, Ulm 1758. 8vo.

Systematiske Skrifter.

1) J. G. Leopolds nüzliche und auf Erfahrung gegründete Einleitung zu der Landwirthschaft, Berlin und Glogau 1759 4to.

37

2) J. G. von Eckharts volständige experimental Oeconomie, Jena 1763 4to

3) G. A. Hofmans Klugheit bang zu halten Dresd. 1755 8vo.

4) The whole Art of Husbandry by Mortimer London 1721 8vo 2 vol.

5) A compleat Body of Husbandry by Halle, London 1759 4 vol. 8vo.

6) The complete Farmer by a Society of gentlemen London 1769, 4to

7) l’Ecole d’agriculture par M. du Hamel à Paris 1759 8vo. Denne er paa tydsk under Titel: die Ackerbau-Schule übersetzt von Hohenthal Leipz. 1759 8.

Oeconomiske Selskabs Skrifter.

1) Dublin Society's weekly Observations.

2) Abhandlungen und Betrachtungen durch die oeconomische Gesellschaft zu Bern gesamlet 8vo, seit 1760. Disse ere og udkomne paa fransk med Titel:

38

Recueil de Memoires coneernans l'oeconomie rurale par une Societé etabliée à Berne en Svife à Zurich, 760 8vo

3) Gesamlete Nachrichten der oeconomischen Gesellschaft in Franken, heraus gegeben von Hirsch 4to. Seit 1766

4) Corps d'observations de la Societé d’agriculture de Commerce & des arts, etablie par les etats de Bretagne Années 1757, 1758 à Rennes 1761 8vo

5) Abhandlungen der freyen oeconomischen Gesellschaft in St. Petersburg aus den Rußischen, Mietau und Riga 1767 8vo. Siden 1766 ere allerede 7 smaa Deele udkomne i det Russiske Sprog.

Oeconomiske Ordbøger.

1) G. H. Zinkens algemeines oeconomisches Lexicon Leipz. 1764 groß 8vo.

2) Algemeines Haushaltungs Lexicon Leipz. 1749-1751 3 Theile in 4to

3) Dictionnaire oeconomique par Mr. Noel Momel Fol. Amsterd. 1732

39

4) Dictionnaire domestiqve portatif. contenant toutes les connoissances relatives à l’Oeconomie domestique & rurale à Paris 1762-1764 3 Tomes 8vo

Skrifter Skov-Væsnet angaaende.

1) La Physique des arbres sauvages par du Hamel

2) LaPhysique des arbres fruitieres par le même Paris 1768 4to 2 vol.

3) Sylvicultura oeconomica, oder hauswirthliche Nachricht und Naturmäßige Anweisung zur wilden Baumzucht von H. C. von Carlowiz Leipz. 1713

4) Naturmäßige Geschichte der von sich selbst wild wachsende Bäume und Sträucher in Deutschland von B. von Rohr Leipz. 1732 Fol.

5) Silva, or a Discourfe of Forest-Trees and the propagation of Timber in his Majesty’s Dominions by Joh, Evelyan Lond. 1729 Fol.

40

6) Grundsäze der Forst-Oeconomie entworfen von W. G. Moser Francf, und Leipz. 1757 8vo

7) Anleitung zu mehrerer Erkenntniß und Verbeßerung des Forstwesens von M. L. Kæpler, Eisenach 1764 8vo

8) A. Cramers Anleitung zum Forstwesen, nebst einer ausführlichen Beschreibung von Verkühlungen des Holzes Braunschweig 1766 Fol.

9) Oelhafen von Schölenbachs Abbildung der wilden Bäume, Stauden,und Busch gewächse mit erleuchten Figuren Nürnb. 1764, 4to.

10) J. C. von Brocke wahre Gründe der physicalischen experimental algemeine Forst-Wissenschaften Leipz. 1768, 8vo, 2 Theile. Denne Bog kom først ud under Titel: Sylvanders zufällige Gedanken von der Natur der wilden Bäume Wolfenb. 1752 4to

11) Algemeines oeconomisches Forst-Magazin. samlet af et Selskab under I. T. Stahls Opsigt, Francf. und Leipz. 8vo, siden 1763 10 Bind

41

12) G. Fridr. Mayers Catechismus des Feldbaums Francs, am Mayn.

13) C. A Geutebrüchs Anweisung, wie mit dem Anbau des Holzes zu Werke zu gehn. Erf. 1757 8vo

14) J. Leche von Pflanzung wilder Bäume und Gesträuche aus den Schwedischen in Hanov. Mag. 1765 S. 1282

15) C. G. Jacobi Abhandlung von des vorzüchlichsten Art, die Eichbäumen zu säen zu pflanzen, und zu erhalten, welche von der Academ. zu Bourdeaux 1759 den Preiß erhalten, in Schrebers Saml. VII. S. 36 Forstmag. I. S. 300. Otts Dendrol. S.

166 16) Schmersahls vorzügliche Art der Eichenzucht in Hamb. Mag. XV. S, 66, Forst-Mag. 111, S. 105.

17) Döbbels ausführliche Nachricht von der Eiche in oekonom. Nachrichten 1711 S.

105 18) The modern Druid containing institutions for the much better culture of Young

42

oaks by James Wheeler, London 1747 8vo

19) Kalms oekonom. Beschreibung der Birke in Schiebers neuen Cameral Schrift VIII.

S. 154. Hannov. gel. Anzeig. 1754 S. 219.

Forstmag. I. S. 218

20) B. v. Lengefeld Anmerkungen von den auf den Thüringer-Walde bekanntesten drey Arten Nadelhölzern illuminirten. Figuren, Nürnb. 1762 4to

2l) Traité des arbes resineux coniteres extrait de Miller, avec des notes p. M. le Bar. de Tfchudi á Metz 1768 8vo

Blandede Skrifter.

1) Otto von Munchhausens Haus-Vater Hannov. 1766 3 Bind 8vo

2) Oeconomisch-Physicalische Abhandlungen, Leipz. 1760. 5 Bind, 8vo.

3) Der physicalische und oeconomische Patriot, Hamb. 1756, 3 Theile.

4) Le Journal oeconomique ou Memoires, notes & avis fur les arts & l'agriculture à Par. 8vo, siden 1751

43

5) Prof. Loftbohms oeconomiska Tidningar, Upsala 1765 4to. Denne er og oversat paa tydsk under Titel: Schwedisches oeconomisches Wochenblat. Greifswalde 8vo von G. W. Döhnert

6) Miscellaneous Traits relating to natural History, Husbandry and Physic by Berganin Stillingfleet, London 1762 indeholder Oversettelser af de Linné amoenitates acad. med Anmærkninger.

Skrifter Handelen tilhørende.

1) Abhandlung des Marchese hieronymi Belloni vom Commercien- und Münzwesen, aus dem Italiänischen übersetzt und mit Anmerkungen erläutert von M. Gottlieb Schumann, Leipz. 1753 40

2) Johan Joachim Bechners politischer Discours von den Ursachen des Auf- und Abnehmens der Städte, Länder und Republiken, 4te Auslage Franks. und Leipz. 1720, 8. Verbessert durch D. G. H. Zinken, Franks, u. Leipz. 1754. 11 Th. 8vo

44

3) Von Manufacturen und Commercio, Frkf. und Leipz. 1740. 4.

4) Carl Günthers Ludovici Academie der Kaufleute oder vollständiges Kaufmanns Lexicon, V. Theile, Leipzig 1752--1756. 8.

5) Allgemeine Schatzkammer der Kaufmanschaft, oder vollständiges Lexicon aller Handlungen und Gewerbe, V. Theile, Leipzig 1741--43. fol.

6) Dictionnaire universel de commerce; ouvrage posthume de M. Philemon louis Savary. Dets bedste Oplag er i 5 fol. hvoraf den sidste Deel udkom i Kiøbenhavn 1765.

7) Le parfatt negociant par Jaques Savary 11 Tomes, Geneve 1676, 8. ib. 1751. fol.

8) The Dictionary of Savary translated by Malachy Postlethwait with additions and Improvements, 2 vol. stor fol. Den bedste Udgave er af Aaret 1766. med nye Tillæg, og denne Oversettelse er næsten et gandske nyt Verk.

9) A new Dictionary of Trade and Commerce by Mr. Rolt, London 1756. fol.

45

10) Dictionary of Trade and Commerce by Thomas Mortimer, London 1766. 2 vol. fol.

11) The Universal Merchant, Lond. 1753.

12) Money and Trade considered by John Law Esq. Edinburgh 1705. it. Glascow 1750. 12.

13) Essay politique sur le Commerce par M. Melon nouvelle Edition, Amsterd. 1742, 8.

14) Elemens du commerce (par Msr. de Fortbonnais) nouv. edit. revue & corrigée, Amst. 1755. 11. parties 12. er oversat af det Engelske, siden oversat paa Tydsk med Titel: Der vernünstige Kaufmann, Hamb 1755. 11 Th. gr. 8vo.

Foruden ovenanførte Skrifter har man og Haab med Tiden at see et almindelig Agerdyrknings og Huusholdings Lexicon i det Danske Sprog fra vor værdige Landsmand, den utrættelige og til Fædernelandets Tieneste altid Sysselsatte og opoffret Hr. Professor von Aphelen, om ellers er saa stort Antal af Præ-

46

numerantere, som et saadant Verk behøver, kan bringes til veye. Og hvad Skat vilde ikke en saadan Haandbog blive for den danske og nordske Landmand?

Som nogle af de vigtigste Formaale for et Norsk Oeconomie Collegii Omhue og Bestræbelser maatte der først tænkes paa Agerdyrkningen, Land- og Skov væsenet. I henseende til den første Post, da tilstaaer jeg gierne vor Tids Alder et stort Fortrin for vore Forfædre, da ingen kan nægte at der jo i sær omkring Kiøbstæderne, og undertiden hist og her paa Landet, sees de kiendeligste og behageligste Spor af duelige og Indsigtsfulde Landmænd og Jordbrugere. Herpaa er Hedemarken, Toten, Ringeriget, Eger og Aggersherret, i sær om Christiania, og mange andre Egne baade Synden og Nordenfields de øyensynligste Beviis; Men at saadan Lyst og Drivt efter at befordre sit eget Vel tillige med andres, er ikke almindelig, det mærke vi desværre! alt for meget hos de fleeste Opsiddere paa de beneficerede Godser og andre, som

have

47

have Skov til deres Gaarde, hvilke ere gemeenlig dovne og lade Folk; thi de gidde heller udhugge Skovene til Upligt, end umage sig med at dyrke Jorden; heller ligge paa en Vogn om Sommeren for at føre Brædder og Planker til Ladepladserne, og derefter at drikke Fortienesten op i Kroerne, end hiemme at have tilbørlig Opsigt med deres Avls-Brug. De vil komme sovende til Rigdom og Lykke; Men mærke ikke førend alt forsildig at de blive ævig Staadere. Jeg frygter da at det passer sig alt for vel paa Norge i Almindelighed, hvad en engelsk Patriot har bebreidet sine Landsmænd med følgende Ord:

„Det er en stor Ulykke for Engelland, at Agerdyrkningen er for det meeste betroet til de uselste Folk, Mennesker, hvis ringe Herkomst og indskrænkede Opdragelse giør dem ej aleene uformuende til at forbedre deres Jord, men og uvillige til at legge sig derefter.

De see daglig de største og ædelste Naturens Virkninger uden engang at tænke paa

48

deres Aarsager. Saaledes ere de mindre virkende, end de Jord Klumpe, de selv behandle, saa at ingen Giødsel eller Dyrkning kan trænge ind i deres Indbildnings-Kraft. Siger man til en af disse, at et Stykke land, saa og saa dyrket, vilde frembringe megen Frugt, svarer han med en urimelig Dumhed at mange Avelsmænd, før ham, have ejet hans Jordegods og dog har det vedblevet, i Mandsminde, i dets nærværende Tilstand; ja havde det været mueligt at bringe det ud til saa stor Fordeel, havde det vel været udfundet i deres Tid, og i henseende til ham, saa bekymrer han sig ikke om at laane Øret til Projecter, Kort jo meer hans fornuftige Venner søge at forbedre ham, jo meer bevæbner han sin Vankundighed med en uigiennemtrængelig Halstarrighed. Fremdeles siger Hr. Worlidge, saa hedder denne værdige Patriot; Men at Gentlemen, (de hos os saa kaldede Fornemme) der besidde Forstand, Skiønsomhed og Vid falde i denne Almuens Vildfarelse og forsømme intet saa meget, som just deres Landgodser, hvorved de

49

dog skilles fra andre Folk, og fra hvis Værdie de aleene have deres Hæder og Fødsel, er en Vanheld, hvorfor en viis Mand ikke lettelig kan giøre Rede, og som ingen retskaffen Mand bør ønske at vedblive" *).

Fører denne velmeenende Patriot saadant Klagemaal over Jorddyrkningens Tilstand i Engeland, hvor de fleeste Marke see ud som vel dyrkede Haver i Norge; hvor der ere saa mange grundige Skrivter om Agerdyrkningen; hvor der gives saa mange nyttige Oeconomiske Indretninger, og hvor saa mange anseelige Præmier udsettes jævnlig for flittige og duelige Jorddyrkere, og endelig hvor Bondestanden er i Ære og Anseelse, hvad skal da vi sige om Agerdyrkningens Tilstand hos os?

Den navnkundige Ober-Consistorial-Raad D. Büsching siger i sin Jordbeskrivelse, at Agerdyrkningen i Norge bliver ikke drevet med den

*) See System of Agriculture, London 1755, 8vo

50

tllbørlige Fliid. Han paastaaer og, at Landhuusholdningen er i slet Stand. I begge Deele har han vidst nok ret; thi vel have vi mange hærlige Oeconomiske Love; men hvorledes blive deres gode Hensigt opfyldt?

Og at jeg ikke skal synes uden Aarsag at give Fremmede Ret i deres ufordeelagtige Domme om mine egne Landsmænd, vil jeg anføre en Deel Feil hos vore Jordbrugere, hvortil jeg selv Haver været øyensynlig Vidne.

Saaledes er det for exempel en Feil at bruge 2 a 3 Heste nemlig for en Plov, naar man kan udrette det samme med een, ved at Pløye med en Hiul-Plov, hvilket jeg har seet i Engeland, Frankrig, Holland, og Tydskland. Det synes og at være en Feyl, at man bruger en Harv besat med Træe-Pinde, hvor Jorden er haard og Ageren fuld af store Klumper, da man i Engeland, for des bædre at skiære den haarde Jord igiennem, betiene sig af Harve med 24 Jærn Tænder, næsten i form af en krum Have-

51

Kniv, i Steden for at vi lade jævn Piggene eller Pindene være firkantede i vore Harve.

Ja! naar Jorden er alt for haard, veed man at bruge en Harv i form af en ligesidet Triangel; alt for des bædre at skiære igiennem; og hvor sielden lader man Klumpene slaae i Stykker hos os?

Hvor faa lade komme Sæde-Korn fra andre Bøydelav eller Fogderier, da det dog bekræftes af meget erfarne Mænd, at fremmed Sæde-Korn slaae best an?

Er det ikke en almindelig Feyl blant Bønder, at de holde fleere Bæster end de kan føde; at de lade Oxen opæde Foederet for Hesten og det som endnu værre er, at de veed ikke engang at afrette den saaledes, at den kan hielpe Hesten at trække Ploven?

Heraf flyder endnu denne ubødelige Skade, at Bonden, der allerede først i Foraaret har

52

Foer-Trang og udmavrede Bæster, maa nødes at lade dem gaae i sine beste Enge, hvis spæde Græas bliver afgnavet og den bløde Engbund saa nedtraadt, at han faaer lidet eller intet Høe om Sommeren.

Hvor sielden seer man en Bonde at anvende nogle læs Giødsel paa sin Eng, som dog er Moder til Ageren.

I Engeland er det almindeligt og over alt vedtagen at bestrøe de Moes-Begroede Enge om Foraaret med Aske, hvorefter man besaaer dem med Kløver-Frøe; men hos os ere vore Bønder saa forsynlige, at de fleeste kaste deres Aske ud for Vejer og Vind; i det mindste føre de den sig ikke saaledes til Nytte.

Jeg har og seet i Engeland, at man overstrøer en sumpig Ager med Soed og Kalk, hvor man vil saae Byg og dette har sin gode Grund i Natur-Læren; men neppe seer man det af nogen Bonde i Norge; i det mindste er jeg ikke bleven det vaer.

53

Den engelske Omgangs maade med Trommelen, troer jeg er kun gandske faa af mine Landsmænd bekiendt; skiønt den har sin store Nytte. Der har jeg lagt Mærke til, at man tromler Sæden, naar den er et par Tommer høy, hvor ved Jorden, som falder til Roden af Planterne giør Sæden fast og forebygger, at Axene i sin Tid ej saa let kan legge sig, som hos os, og at der ikke kommer det saa kaldede Brand-Ax i Kornet, hvilket foraarsages deraf, at Solens Straaler kan snarere trænge ind til Roeden, naar Jorden er løs. Desuden hindres herved de fleste skadelige Insecter at komme til Roden, da de ere ikke i Stand til at trænge igiennem den sammentrykte Jord.

Faa blandt Bønderne maale og sin Ager efter sin Giødsel; thi de fleeste dyrke Jorden i Flæng og oftest den Jord, der er ikke Sæde-Kornet eller Arbejdet værd.

54

Hvor mange Bønder er der vel, som lade sin Møg eller Giødsel ligge i behørig Tid for at udbrænde under Tag eller Dække? anvende ej de fleste Bønder Giødselen uden Forskiæl, da dog den maadelig udbrændte Heste-Møg bør aleene bruges paa de suure og sumpige Agre, og derimod vel udbrændt Koe-Møg paa de tørre og skarpe?

Hvor faa Bønder giøre sig nogen Betænkning om at forøge Giødselen paa deres Gaarde? Seer man dem ikke at føre deres Korn-Vahre 20 à 30 Miile bort for at forøge deres Penge, og i 3 à 4 Uger at være borte baade med Tieneste-Folk, som opæde Profiten og med Heste og Bæster, hvis Giødsel, der er endnu betydeligere, gaaer fra deres Guld-Grube, nemlig Gaardens Giødsel eller Møg-Dynge?

Men det vilde blive for vidtløftigt her at opregne alle de til den norske Agerdyrknings Hinder øyensynlige og i gamle Fordom-

55

me, Vaner, og Vedtægter for det meste grundede Fejl. Hertil kan man gierne henregne den giængse Misbrug at sende sit Qvæg til Sæters om Sommeren; thi er det et Sted nødvendigt, er det 10 Steder unødvendigt. De her formodende herlige Græsgange, som Bonden kunde maaskee have omkring sin egen Gaard med Tid og Flid, naar ej al hans Koe-Møg tabtes i saa lang Tid paa denne Maade fra hans egen Ager og Eng, komme ham dyrt til at staae; i sær da hans Ungdom fordærves her ved at faae Smag paa Lediggang, Vellyst og Løsagtighed; og derved at hans Naboers Tyender giøre sig lystige paa hans Bekostning og fortære ofte Fløden, naar han maae nøyes med den Ost, der giøres af den suure Melk og Valde.

Saaledes vil det ikke blive vanskeligt at beviise, at Bonden har med denne Huusholdnings-Maade gemeenlig større Tab end Fordeel.

56

Af foranførte sees tydelig, hvor meget godt et Oeconomie-Collegium i Norge kunde udrette i Henseende til Landmandens nærværende Tænkemaade og Huusholdnings-Regler, naar det lod sig være magtpaaliggende.

1) At foreslaae og udvirke gode Sparsommeligheds og Tarveligheds Love (legessumtuarias) til al Overdaadigheds og Ødselheds Forebyggelse, saavel i Mad, som Klæder ved Brøllupper og andre Bønder-Gilder og Sammenkomster; thi uden disse blive alle andre Anstalter unyttige.

2) Ved de kraftigste Forestillinger at see Misbrugen af det skadelige Brændeviin, som i Almindelighed, saa i Særdeleshed, paa Landet, afskaffet eller i det mindste indskrænket og i dets Sted til Opmuntring for Ædruelighed, Flid og Arbejdsomhed, efter en fra Sorenskriveren eller andre Embeds-Mænd indhented Conduite-Liste over de skikkeligste og meest exemplariske Bønder i Districtet, offent-

57

lig at lade Uddeele et eller andet nyttigt Skrift, som Premien, være sig angaaende Landhuusholdningen, eller Opdragelsen, eller Menneskets Pligter i Almindelighed eller andre efter deres Kundskabs Maade fattelige og tienlige Materier; hvorved en dobbelt Hensigt, nemlig Opmuntring til Dyden og Kundskabs Udbredelse, blev befordret.

3) Ved en smuk Skue-Penge eller andet Stykke Sølv-Tøy for Ex. et sølv Beger med en begvem Paaskrivt eller andet saadant at distingvere en eller anden brav Landmand, som var foruden en god Jordbruger og Avelsmand tillige en ordentlig Huus-Fader, der ikke efterlod sine Pligter med at give sine Børn en god og christelig Opdragelse og i øvrigt at foregaae Resten af sit Huus-Folk med et godt Exempel for at anføre dem til Gudsfrygt og Arbejdsomhed.

4) At opmuntre og paa alle mnelige Maader igien at see indført i Huus og Æg-

58

te-Standen de fordum saa ærværdige; men nu næsten forglemte qvindelige Dyder; Tarvelighed, Huuslighed, Hiemme-Lyst, retskaffen Børne-Tugt og Kiærlighed mod Mand og Børn, og ved offentlige Præmier at befordre Uld- og Linned-Væverierne paa Landet. Hvor mange Stykker smukke Lærreder og Drejler gjøres ikke paa Hedemarken, Toten, Ringeriget, og andre Steder i Riget? Hvor mange smukke Uldne-Tøyer forfærdige ikke vore snille Præste-Koner og andre Embedsmænds Hustruer. Fortiente ikke disse et offentlig Hæders-Tegn ligesaa vel, som den før ommeldte svenske Præste-Enke? Og ere ikke saadanne Præster og andre Landsbye-Folk al Ære værd, der Viise saadanne Prøver paa patriotisk Iver og Tarvelighed, at de slide aldrig andet endten Ulded eller Linnet, end hvad deres egne Koner og Huusfolk forarbejde?

5) At udfinde de tienligste Midler til at bestride og udrydde Landmandens gamle og skadelige Fordomme og Sædvaner, og igien

59

at faae ham indpræntet Lyst og Villie efter Præstens eller andre fornuftige Mænds Exempler at følge og forsøge visse practiske Huusholdnings og Agerdyrknings Regler, for saavidt de kan passe sig for ham i og uden Huuset, samt at antage og indføre hos sig alle letvindte Bonde-Redskaber, som han maatte see eller høre omtale hos andre, saasnart de kan være til nogen Lettelse og Tids Besparing for ham og hans Folk, og endelig

6 Ved offentlige Anviisnings-Midler og vel anvendte Præmier at opmuntre Landmanden i Almindelighed til en fornuftigere Agerdyrkning og Land-Huusholdnings Maade med Giødsel, Foering, Høebierging, Korntærskning, Maltgiøren, og saa vidre; at opvekke Lyst og Begierlighed hos ham til gode Schæfferier af Spanske og Engelske Faar eller anden god Art; til Havedyrkning, Træeskoler, Homlevæxt, Hækker og levende Gierders Opelskning; i sær til at plante Potates, der er en saa nærerig Føde og saa sielden Misvæxt underkastet; men derimod

60

et stort Rednings-Middel i Uaar, hvorved fattige Bønderfolk kan reddes fra at døe af Hunger eller fra at spiise Barke-Brød i haarde Aaringer med meget meer, som et saadant Collegium vil faae Anledning nok af sig selv at falde paa.

Nœst Agerdyrkningen var Skovvæsenet, som en af Norges største Herligheder, i mine Tanker et vigtigt Formaal for et Oeconomie Collegii Omsorg og Opmærksomhed.

At der bør være et slags Tilsyn og Oppasning med Skovene i Norge, paa det de ej skal udhugges, helst nu da de synes allerede kiendelig at have aftaget og mange Berg-værks Ejere have megen Aarsag at klage over Mangel paa Kul, er en Sandhed, som neppe kan modsiges; men at en stor Deel af de Folk, som i nogle Aar have været brugte i det Ærende, have meere befordret end afværget Skovenes ødeleggelse er vidst nok ogsaa en uimodsigelig Sandhed. Vi har i

61

nogle Aar havt et General Forst-Amt, som det har behaget Hans Majestet ved Kongel. allernaadigst Forordning af 14 Jan. h. a. at ophæve, og om jeg tør sige ikke uden Aarsag; thi det var sin Død ærlig værd. Dette Collegium har formodentlig haft sin Instrux, som andre Collegier; men jeg kan ej melde meget om, hvorvidt samme er bleven efterlevet, da det ved sit Forslag gav Anledning til, at Norge blev opfyldt med en hoben vankundige Mennesker, som under Navn af Holstførster skkulde paasee og befordre Skovenes Tarv og Fremvæxt; Folk (paa nogle faa brave Personer nær) tagne een fra Børsten, en anden fra Paryk-Blokken, den tredie fra Bagerovnen, den fierde fra Trompetten og saa fremdeles, ligesom David fordum fra Hiorden, og satte til Førster over Træerne. Ja! havde de endda været Hyrder, som han, kunde man formode, at de dog havde kiendt noget til Jorden og dens Væxter. Det manglede dem ikke paa de hærligste Instruxer, som bleve dem formodentlig givne for et Syns

62

Skyld; Men da den Frue havde recommenderet sin Domestiqve, og den Herre sin, saa vidste man meget vel, hvad man kunde kræve af dem, og hvor vidt de Folk vare skikkede til at opfylde Lovene; men man tog det derfor heller ikke unaadigt op, om Instruxerne strax bleve slængte paa Hylden. Maaskee Holzførsterne selv har fundet dem uiværksettelige baade i Henseende til deres egen Duelighed og Tingens Muelighed. Følgerne have været disse, at de i Steden for Skovenes Frelse og Bondens Vejledning have lidet bekymrer sig om hiine, og imod deres Embeds-Pligt befordret disses Egennyttighed for tillige at understøtte nogle uværdige Bordhandlere i deres skadelige og listige Told-Svig. Som nu disse Mennesker have været mindre end beqvemme til hvad der udfordres af en duelig Skovbetient, saa har Erfarenhed siden viist, at de fleeste have ikke forstaaet andet end deres egen Fordeel og for Resten været ubarmhjertige baade mod Mennesker og Træer. En Snedker, en Tømmermand, eller for en

63

beqvemmere Lignelses Skyld, en Urtegaardsmand, der alle skal vide at hugge, save skiære og beskiære, maa jo gaae en Deel Aar i Lære, og disse Skovens Foster-Fædre, som skulde forestaae langt betydeligere Hugst, Skiæren og Beskiæren, ere i en saadan Gesvindighed blevne, hvad de burde have været, og ligesom Padde-Hatten i et Øyeblik opvoxne af Støvet. Man vil maaskee spørge, hvad Kundskab og Indsigt der behøves til at eftersee, om en Skov-Ejer hugger og skiær meer end sit forundte Qvantum og til at maale Tykkelsen og Længden af en Tommerstok?

Jeg tiltager at slige Forretninger kan gierne et Menneske med maadelig Kundskab toe Øyne og et redeligt Hierte bestride. Men foruden disse uomgiængelige Egenskaber udfordres det dog, at saadanne Folk i det mindste burde kunne skrive deres egne Navne og tale Landets Sprog, hvilket General Forstamtet i et meget bekiendt og for alle Embedsmænd heel nærgaa-

64

ende Skrivt til Rente-Kammeret selv tilstod, at nogle af dem ikke kunde.

Men i andre Lande har man et langt andet Begreb om en Holstførster, og naar Han skal blive nyttig for et Laud, bør han ikke tages af den vankundige Hob, og endnu mindre af fornemme Folkes Domestiqver, da man har Exempel, at nogle af disse Herremand ved at have været for vel vante, ere blevne saa liderlige, at Bonden neppe har vildet huuse dem, og at et Glas Brændeviin har været en tilstrækkelig Dvale-Drik for deres Samvittighed. I de Hannoverske Lande, veed jeg, at ingen antages til en Holstøfrsters Embede, førend han ved Universiteterne har i nogle Aar lagt sig efter Narurlæren, Landhuusholdningen og de fleere derunder henhørende Videnskaber, som Tegning, Landmaalning og deslige, og ved Hjemkomsten aflagt tilforladelige Prøver paa sin Duelighed og velanstandige Opførsel, hvorefter han ansees værdig Candidat til saadan Betiening, naar

65

vacance indfalder. Jeg har havt den Lykke at kiende endeel vel studerte Skovbetientere, og fundet Hos en og anden smukke Haand-Bibliotheqver. Saavidt mueligt, vælges ikke gierne til saadanne Poster, uden Folk af en dydig Tænkemaade og et exemplarisik Levnet, at Landmanden, med hvem de meest omgaaes ej skal lære noget ondt af dem. Gemeenlig ere de og Bondens Ven, Raadgiver og Vejleder, og giøre sig en Fornøyelse af at kunde meddeele ham gode Leve-Regler, tienlige Huus-Raad og den korteste og beqvemmeste Handle-Maade i hans Gaards og Huns-Sysler. Derfore ere disse Folk allevegne kiærkomne Giæste, og skal man gierne see i de Huuse, hvor de ofte komme, at Ungdommen er vel opdragen; thi hvad giør, ej gode Exempler? Saaledes kan en Betient, der har Kundskab og et dydigt Hierte udrette meget godt og skaffe sig megen Lejlighed til at giøre Folk lykkelige, naar den Vankundige, der besidder som oftest tillige et ondt Gemyt, skyes af alle som en Ulykkens Fugl, den ingen gierne vil huuse.

66

kunde Norge være saa lykkelig først at see et eget Oeconomie-Collegium oprettet hos sig, og dernæst Skovenes Omsorg henlagt der under, troer jeg at vor Klage næst Guds Velsignelse og saa fornuftige Forestillinger derfra, som vi haabe, skulle inden faa Aar, hvad den Sag angaaer, aldeles ophore.

Og maatte dette Collegium være betænkt paa

1) At føye de beste og hastigste Anstallter til Skovenes Varetægt og Beskiærmelse mod al ulovlig hugst, og dernæst ved en nye skiærpet Kongl. allernaadigst Forordning at faae al Udførsel af de saa kaldede Jufferter, Spiirer, Lægter, Kulter, & c. og al slags saa Last reent forbuden, ligeledes Bielker, som ey vare skaarne til Planker eller Bord. Thi Hvad Syn kan være meer rørende for en redelig Patriot end at see jævnlig udskibede de aller rankeste og deiligste Træer, imedens vor egne Saugbruge have Mangel paa tilstrækkelig godt Saug-Tøm-

67

mer. At see nogle Tusinde Mennesker i Holland leve ved Forædlingen af vort Lands raa Bæxter, medens mange Folk paa adskillige Stæder i Norge mangle arbejde; at see udenrigske Skibe bortføre saadan Trælast, medens vore egne ligge uvirksomme og saa godt som raadne i vore Havne paa en Tid da Skippere og Eyere rejse forgiæveds fra Plads til Plads for at søge Fragter, og de ringere Skibs Folk i midlertid i en døsig Ørkesløshed at faae Smag paa Lediggang? Og hvad som værre er, mine kiære Landsmænd, at forefinde i det sluge og snedige Holland utallige Beholdninger af Biæl: ker som nogle trængende og vankundige Udskibere have didhen oversendt for egen Reigning, og som de omsider ere nødsagede at sælge for halv værd? Skulle man ikke næsten troe at Borgerne have foreenet sig med deres Foresatte, og disse med Hiine for at skille Landet af med deres beste Product ret ligesom det kunde være en Giftig-Urt?

68

2.) At finde Udveje til Stipendia for nogle brave Studentere, som skulde reise paa alle til Oeconomien og Forstvæsenet henhørende Videnskaber, nogle for ved hiemkomsten at bruges paa Landet som Opsyns Mænd og Correspondentere og resten for at blive nærværende i hensigt at underviise og oplære andre unge Mennesker der havde Lyst med Tiden at bruges som Skov betientere eller i andre Collegii Forretninger.

3) For at paa see Skovenes Opelskning og Forplantelse ved en Kongl. allernaadigst Forordning at faae det bragt dertil, at enhver Gaardmands Søn skulde fra sit 16 Aar af plante et vist Antal af Træer om Aaret paa beleilige Stæder, (Piile og saadanne flags Træer undtagen som lettelig plante sig selv) og ikke tillades at antage nogen Gaard førend han havde beviislig giort, at han med egen Haand havde plantet 200 Træer i det ringeste. Til at befordre saa nyttig Anstalt maatte nogle Planteurs antages her, ligesom i Frankrige og Saxen, som kunde

69

i Begyndelsen reise omkring paa den rette Aarets Tid for at underviise nogle om den bedste Plante-Maade.

4) At lade forfatte og ved Trykken bekiendtgiøre for Almuen paa Landet en saa kaldet Bonde-Pratiqve eller kort Begreb af eenfoldige og tienlige Leve- og Forholds-Regler for unge og gamle inden og uden Huuset; af grundige Anviisninger til den letteste og fordeelagtigste Agerdyrknings og Landhuusholdnings Maade; af tilforladelige Efterretninger om de sikkerste Kiendetegn paa alle Slags Jord- og Leer-Arter, samt den forskiællige Sæd og Giødsel hver stags Jord udkræver; af de fornødne Grund-Sager, som bør vides og iagttages i Henseende til Skoven og dens Værter, saavel ved at plante som at fælde Træer, at begge Deele skeer i sin behørige Tid; af alle de Navne paa adskillige Dage og Tiider, hvorom meldes i den gamle

70

prim Stav og som den fremfarn; Alder har klogelig bestemt hver til sin Forretning paa Landet; af physiske Aarsager til adskillige almindelige Hændelser i Naturens Riger, for at betage den gemeene Mand adskillige Overtroe i saa Fald; af Navne og Kiende-Tegn paa de brugbareste og nyttigste Blomstre og Urter paa Marken og saadant meere, som kunde tiene til at overbeviise en retskaffen og dydig Landmand om alle de Fordeele han har frem for de rigeste og magtigste i Kiøbstæderne.

5) At korrespondere med Saugbrugs-Ejerne i Kiøbstæderne angaaende nogles umaadelige Qvanta, og Tømmerhandlerne paa Landet i Henseende til deres som oftest for Landet skadelige Fordeele, for at overtale dem til at opoffre noget deraf til Fædernelandets Opkomst og at give de bedste Forslag til Skovenes Vedligeholdelse; hvorimod de altid kunde vente al Understøttelse i deres lovlige For-

71

deele og retmæssige Paastand, naar de havde Aarsag at klage. Thi endog den der er mindst kyndig i den Nordske Bord- og Tømmer-Handling veed jo at tale om de skammelige Misbruge, som begaaes endog i Nærheden af al øvrighed, som Amtmand, Fogder, og Lehnsmænd ved de saa kaldede Bøyde-Sauver, uden at nævne Holz-Førsterne, som lade sig neppe see paa saadanne Steder. Det er jo en Skam, at disses Ejere uden mindste Undseelse tør gjøre andre priviligerede Sauver Forprang i deres Skuur; men hvor skammeligt og strafværdigt, ja! hvor almindeligt det end er, haves dog intet Exempel paa nogen, som er derfore bleven lastet, end sige straffet. Det vilde ikke være vanskeligt at beviise, at der paa saadanne Bøyde-Sauver, som ere deels af Bønder bortforpagtede til Udskibere, og deels dem selv tilhørende, skiæres 2 a 3000de fiirskaarne Bord om Aaret; at der skiæres endnu meer ved saadanne Sauver paa Landet, hvor man under de urigtigste Paaskud og tusinde Konstgreb have tilvendt sig nogle 100de Bords Qvantum; at en Tøm-

72

merstof ved saadanne ilde indrettede og af Bonde Saugmestere endnu verre drevne Sauver, bliver ikke paa 30 pr. Cent. nær udbragt til den Fordeel, som under en fornuftig Opsigt og ved en kyndig Saug-Mester kunde skee, med meget meere, som var ligesaa let at beviise, ifald her var Tid og Sted at opregne alle de Uordener, som herske i denne Deel af Norges vigtigste Handel.

6) At indhente Forflag og Efterretning fra Jernværks-Ejerne, hvorledes deres Circumferenee og øvrige Rettigheder best kunde beskyttes, og deres Fordeele med Bondens best foreenes.

Der er vel ingen faa enfoldig, at han jo anskeer Jernværkerne for at staae i nødvendig Forhold med Statens Vel, følgelig bliver disse betydelige Indretningers Vedligeholdelse og Understøtning i alle Henseende berettigede til et Patriotisk Col legii Møye og Bestræbelser. Skulle man ikke ved en Upartisk og nøye Undersøgning blive ad-

73

skillige Mangler vaer, saavel i Værkernes Privilegia selv, som i de Biergværkerne i Almindelighed vedkommende Kongelige Anordninger? Vilde man ikke derudi blive vaer, at Bonden er vel paalagt visse Pligter til Værkerne; men at Værks-Ejerne kun have en blot i Indbildningen bestaaende Myndighed til at fordre disse Pligter af Bonden? Skulle man ikke derudi finde, at nogle Værkers Tiende er for høyt ansat, andres for ringe i Henseende til deres naturlige Fordeele af Beliggenhed, af riige og velartede Malme, af overflødig og beqvemme Kulle-Skove & c. & c.? Skulle man ikke finde, at nogle Jernværks-Ejere med den allerbedste Huusholdnings-Maade og de fornuftigste Anstalter kan neppe udbringe de fornødne Fordeele til deres Indretningers og Arbeideres Vedligeholdelse; medens andre høste saa megen Frugt af 6 til 8te Maaneders Arbejde, at de endog bortviise Bønderne med deres Kul? Hvad? Om saadanne vare meere kyndige og mindre lunkne! Mig synes, at alle ovenanførte Mangler i Skov-Væsenet og Agerdyrkning og Biergværkerne

74

tillige med utallige fleere, (som Patrioten nok blev vaer.) raabe alle for et værdigt Selskab af Efterforskere.

Nu skulde jeg melde noget om Manufacture- og Fabrique-Væsenet i Norge, som en Sag der og henhøre under et Oeconomie Collegii Tilsyn og Opmærksomhed. Jeg veed vel, at vore nyemodens Patrioter ere ikke meget for Fabriquer. Frie-Handel, hedder det, er Dannemarks Opkomst. Den Tiid har været, da det maaskee havde været tienligst, om Fabriquer vare aldrig blevne anlagde, i det mindste ikke i Kiobenhavn. Ja! maaskee ingensteds i Dannemark; thi den Nation, som, efter en vis Skribents Sigende, lader komme raa Materier uden Rigs fra, for i sit Land at bringe dem til Fuldkommenhed, og ikke forædler sine egne Producter, har endnu ikke lært sit oeconomiske A, B, C. Men da vi nu have dem, bør vi ikke kaste Millioner efter Millioner; men med Bien sue Honning endog af de bitterste Blomster.

75

En anden Sag er der med Norge, der har selv de raa Producter (andet bør det ikke befatte sig med,) thi om Fabriquer ikke vil fort hos os, er det vist nok ikke Narurens Skyld, men om jeg tør sige, Mangel paa en fornuftig Disposition og maaskee formegen indbyrdes Ueenighed. At Norge har varet tienlig til Manufacturer, veed man deraf, at i den bekiendte Bye stor Hammer kaldet, har endog varet de prægtigste Fløyels- og Silke-Fabriquer, og Beviis paa vor nærværende Ligegyldighed og Ukyndighed, (jeg tør ej sige mere,) have vi, uden at gaae videre, i vore forstyrrede Glasværker. Indretninger, der kunde maaskee for længst have trodset de bedste udenlandske Glasfabriquer, hvis det fra sin spæde Ungdom havde altid fundet Mennesker ligesaa villige og omhyggelige som Naturen. Thi det er meget beklageligt for Interessenterne, som ved Indskud efter Indskud skal omsider, efter at have anvendt en Sum, der med Renter stiger til henved 400,000 Rdlr. desuagtet mærke, at Glar-Mesterne paa de

76

fleste Steder slide deres Diamanter i idel Engelsk, Pommersk, og Bømisk Glas; men lader os skiule vor Skam for andre Stater. Og give! ej fleere af vore Fabriquer havde Anledning til lige Klage!

De fleeste og betydeligste af Norges raa Producter avles i Jordens Indvolde og kan ej uden mange tusinde Menneskers uophørlige Slid og Slæb i de underjordiske Fabriquer fødes til Verden; Det burde derfor ikke lykkes Egennyttighed og Misundelse under Paaskud af større Fordeel for Kongens Casse (thi en mindre Fordeel for Regenten er altid en større for Undersaatterne, hvis Formue bør altid være hans bedste Skat-Kammer) at fravende en øm Moder Frugten af hendes Børns suure Sved og ofte Livs og Helbreds Opoffrelse, og saaledes ej allene at mædske sig selv, men og at deele et allerede noksom fattigt Lands Brød med Naboer og fremmede.

77

O! kunde dog Landets Fader see og høre de Suk og Taare, som Norges bedrøvede Skyts-Gud fælder over saadan Medfart! saa troer jeg vist, at et saa rørende Syn vilde opvække Medlidenhed og Eftertanke; thi hvor lidt er dog en Konge tient med et Land fuldt af Betlere og forarmede Undersaatter, hvoraf den eene ej kan hielpe den anden.

Gud har ikke ladt sig uden Vidnesbyrd hos noget Land eller Folk, i det han har givet enhver sin Lod og Deel af de nødvendigste Opholds-Midler. Norge er, om ellers noget Land, et stort Beviis herpaa.

Vand, Luft og Ild, hvoraf Naturen fornemmelig betiener sig til Metallers Avling, ere her lykkelig foreenede og altid virkende.

Den underjordiske Ild*), som hans Almagt bruger paa adskillige andre Steder i

*) Ved den underjordiske Ild, forstaaer jeg ikke den i Jordens Middelpunkt opdigtede Ild,

78

Verden, som et Redsels, ja ofte som et Hævnens-Middel til at moedne og befordre de forskrækkeligste Jordskielv og Ildsprudende Bierge, den bruger han i Godhed hos os som Velstands og Velsignelses Kilder i vore Bierge og Klipper; thi det er dens virkende Kraft, næst Guds Velsignelse, som ved et forunderligt Forsyn forplanter, moedner og fremlokker alle de fornødne Materier af siue skiulte Giemmer, hvorved Ærtzerne beredes til at blive ved Fornuftens rette Brug, de uundværligste Hielpemidler for det menneskelige Liv.

Saaledes har da Norge det store og Viise Forsyn at tilskrive, at det er bleven et Føde-Sted for de vigtigste Metaller og al det har i sit Skiød:

ikke heller blot den almindelige Kiøkken-Ild; men al den Varme og Hede, hvilken Legemerne under Jorden ved een i dem foregaaende Giærren ere underkastede, og som ofte er saa stærk, at intet mangler uden Tilkomst af den frie Luft, for at brække ud i Lue. Antændte Steenkuls-Gruber, Alun-Jord og deslige, ere herpaa overrydende Beviis.

79

I) Sølvet, (ej al nævne Guldet,) Verdens store Afgud i Daarens Øyne; men i den Viises et tilladeligt og beqvemt Middel til at udrette meget godt i Verden. Dette godgiørende Metall syntes en Tiid at trives vel blant os, førend det fik Marsch-Ordre og fremmet Liberie; Det var endog i sin eenfoldigste og hiemmegiort Dragt tillige med dets Afkom stedse kiærkommen og behagelig i vore Øyne. Det boede iblant os, det opfyldte vore Huuse, vore Casser, vore Korn-Lader og Søe-Boder, vore Pak-Kieldere og Lofter med sin Velsignelse, som sees nu alle næsten øde og tomme. Men ach! som det nu lader, har det reent Apostaseret, saa vi har oste Aarsag at spørge: Er der kun een, som vender tilbage, hvor ere da de nie?

Vor største Uheld af denne bedrøvelige Catastrophe er, at dette flygtige Metall trækker al Kære-Saft med sig, hvoraf den stræbsomme Flok i Bye og Bøyd skulde samle Kræfter. Og saa længe Norges Indbyggere

80

ej kan opmuntre hverandre indbyrdes, som fordum i deres forrige glade Soelskins Dage med en saadan Fryde-Sang:

Mynten gaae og Kiølen glide,

Plov og Pen om Fortrin stride;

Thronen blive Sønne-Arv: Ordets Sæd og Dydens Are Altid riige Frugter bære! See saa fremmes hver Mands Tarv!

Vil der altid see mørkt ud paa deres Velstands Himmel.

2) Kobberet. Dette er af alle ufuldkomne Metaller det, der nærmer sig meest til Guld og Sølv i Henseende til dets Egenskaber, hvorfore det og gemeenlig bruges hos de fleeste Europæiske Nationer til de ringere Mynt-Sorter i Landet. I Kunster og Haandverks-Videnskaber er det og meget beqvemt, som det der lader sig vel arbejde, hamre, bøye og smide. Ved Sammenblanding med adskillige andre Væsener, frembringer det mange Slags nye Metaller af nye Egenska-

81

ber, hvoraf endeel ere ret smukke, som f. Ex. Kobber smeltet med Zink giver Tombak, Pensbeck, Similor og Prinzmetal; med Galmey giver det guult Kobber, eller Messing og Malm; dersom man blander Kobber med Operment og Tin, faaer man en Sam» mensetning, hvoraf giøres Metalspejler, som med Nytte bruges i Optiquen. Ja! man skal neppe kunne troe, hvor nyttig denne Metal er i mange Henseende.

Ligesom Naturen nu haver velsignet Norges syndenfieldske Deel med Guld- Sølv-Bly- og Jern - Erszer, saa har der Nordenfieldske i sær faaet Kobberet til sin Deel, den rigeste Export og den største Handels-Green fra den Kant, naar Gud giver sin Velsignelse deraf. Og hvor meget meere kunde ej Kobberet indbringe, om det blev paa alle muelige Maader forædlet og udarbejdet hjemme og ikke gandske raat udført, i det mindste burde det slaaes i Plader, at Hollænderne ikke skulde til vor store Skam, og Beviis

82

paa vor Efterladenhed, være meer i Stand til at underholde sine mange Kobber-Hammre hvis Drift beroer allene paa vor Føyelighed, og Uvidenhed om vor egen Fordeel.

Kobberværks-Interessenterne burde derfor opmuntrcs til at anlegge Messing og andre deslige Metal-Fabriquer, og i saa Fald burde Præmier udsettes for den, der hos os kunde opdage Galmey-Steen eller Jord, hvoraf den graa er bedst til at forandre Kobber til Messing.

3) Jernet. Denne Ertz er den allerumisteligste for os Mennesker, hvor simpel den end ansees og burde derfor med al Fliid eftersøges for ak udfinde dets ædelste Gruber og Gange. Jern-Værks Ejerne burde og understøttes og opmuntres til at see Stang-Jernet saaledes forarbejdet, at det om ikke aldeles, saa dog nogenledes kunde holde Priis med det Svenske hos Fremmede; thi vel er de Svenskes Jern-Grubers og Ertzers baade

83

Mængde og Ædelhed langt større end hos os, men deres utrættelige Fliid og Omhue giør og en Hoben til Jernets Godhed og Værdie Hos Fremmede; ligeledes ved smukke Modeller og nyttige Opfindelser at bringe deres Støbe Gods i Priis.

Staal- Blik- og Isen-Krams Fabriquers Indretning ved Jern-Værkerne i Norge, kunde og have sin store Nytte, for ikke at kiøbe vort eget Jern forarbejdet af Fremmede 100 pr. Cent. høyere i Priis. Det er en Fornøyelse i Almindelighed; men en Skam i Særdeleshed for os at see, hvorvidt de Slags Fabriquer ere bragte hos de Engelske, Franske og Svenske; og jeg er forsikkrct, at Fingerne vare ej mere sammengroede paa de Norske, naar de allene bleve opmuntrede. Nationens mechaniske Genie nægter ingen, som kiender noget til de norske Bønder.

Saaledes burde der ved de Jern-Værke, der ligge langt fra Søen forarbejdes

84

Laase, kniver, Saxer, Syeler, Spænde-Knægter, Sye- og Stoppe-Naale med meere saadant Bønder-Kram til Udsælgning paa de offentlige Markeder, og ved de andre nærmere Søen: Skibs-Ankere, Hakker, Spader, Øxer, Leer, Segle, Plov-Jern, Heste-Skoe, Slæde-Stænger og Mejer, og utalligt saadant, alt for at udnytte Jernet bedre end at sælge det i Stang-Jern, helst da vi ikke kan holde Priis med de Svenske.

Spiger-Værket ved Christiana maatte og opmuntres og understøttes til altid at være forsynet med tilstrækkelig Oplag af gode Spigere for taalelige Priser.

4) Blye, hvoraf bringes en ringe Deel til Veje ved det Jalrsbergske Sølv-haltige Blye-Værk, som dog sælges for det meeste til Kongsbergs Sølv-Værk.

85

Dette er for saavidt hvad vore betydeligste Ertzer angaaer; hvornæst følger en Deel af Norges Steen-Arter, som fortiene og at komme i Betragtning. For Exempel:

Marmor. Denne Steen-Art, som udgiør paa adskillige Steder i Norge heele Bierg-Strækninger, og hvoraf noget kan gierne sættes i Ligning med det Italienske, kunde ved god Anviisning og Opmuntring maaskee blive Norge en meget fordeelagtig Handels-Green. Efter Marmor-Brudenes nærværende Forfatning udskibes undertiden deraf fra Bergens-Stift til Engelland, Holland, Tydskland og andre Lande ved Øster-Soen, ja og til Sverrig, hvor man ellers har god Marmor; men ej af den Godhed, som den Norske, Kiøbenhavn uberegnet, som og tager en stor Deel, skiønt ikke til den Fordeel for Norge, som det kunde være, siden de der værende Leverandeurer selv hæve Pengene.

86

Endog blot ved at forvandle Marmoren til Gips, Cement, eller Kalk, kunde Norge trække Fordel af sine Marmor-brud, meget meer, om duelige Steenhuggere bleve antagne til at hugge, slide og polere Marmoren, og deraf at udarbejde foruden det lidet der nu giøres af Bordblader og deslige, smukke og moderne Facons af Trapper, Dør-Gerichter, Vindues-Karmer, Portaler og andre Zirater til Porter og Dørre paa Huuse og Haver, paa det at Nationen selv kunde faae Smag paa at bruge Steen for Træe til Skovenes Besparing og tillige til meere Anseelse og Bestandighed for deres Bygninger, og naar jeg ikke vidste, at Norges bedrøvelige Omstændigheder forbød det, vilde jeg meget forundre mig over, at det ikke forlængst er skeet.

I Lion sende Silke-Fabriqueurene sine Commissionairer paa fremmede Steder Tegninger og Patroner af de Stykker de agte at sette i Væven, for at indhente deres Tanker om Forandring eller Tillæg, og for ikke

87

at vove for meget, førend de ere forvissede om Biefald. Saaledes vilde jeg at man og skulde gaae til Værks med Marmor-Hugsten for at befordre Afsetningen blant Fremmede, siden ethvert Land har sin Smag.

Der ere desuden utallige andre Ting i alle Naturens Riger, som kunde ved et saadant Oeconomie Collegii Bestræbelser i Norge blive til megen Fordeel og Nytte for dets Indbyggere, naar de ved Præmiers Opmuntring lærte at indsee deres Værdie og Brugbarhed.

„Monne (siger Forfatteren til en liden Piece, kaldet: Ringe Tanker om Landvæsenet, Tarvelighed og nyttige Fabriquer & c. trykt i Kiøbenhavn 1757.) alle de Urter, som groe paa de store Fielde i Norge, ere skabte til at være unyttige for det Menneskelige Kiøn? Mon de ikke, siden de groe i deres Clima, kunde dyrkes, samles, og omføres, hvis man kiendte deres

88

Nytte og Behandlings-Maade? Hvad anden Begyndelse have vel Kommen-Plantagerne haft i Dannemark? Mon det ikke kunde være til Fordeel, om man dyrkede Melder og giorde Lærred deraf? Den Norske Zels-Næpe eller cicuta minor kunde maaskee fortiene Eftertanke? Mon vi ikke skulde have Dyr i vort Land, som spinde Silke? Mon vor Amiant ej kunde renses for deraf at giøre Papiir eller Lærred, som i Armenien og Rusland? Dette, siger denne Autor, er jeg tilfulde overbeviist om, af de Prøver jeg selv har haft Lejlighed at giøre. Mon den norske Jaspis, Marmor, Klæbersteen, Schieffer (der er ligesaa god, maaskee bedre, end den, hvoraf man fra Tydskland indbringer os Tavler og Bord-Plader) Chrystal, Marien-Glas, Oker og mangfoldige Slags Leer og Sand ej kunde tiene til Udførsel? Skulde det vel være skadeligt: om der blev udsat publique Præmier I) for den, der opfandt noget merkeligt nyttigt, Kongen og Landet til Gavn, eller

89

udgav en nyttig Bog, være sig angaaende Jorddyrkning, Fiskerie, Vævning, Farvning, alle Slags Arbeyder i Metaller, Steene, Leer og Træe eller deslige, tillige med deres brugelige Instrumenter; thi meget saadant bliver uskrevet af Frygt for de paaløbende Omkostninger ved Trykken; 2) for den, der i Norge bygte deres Huuse, i sær Fæe-Huuse af Steen i Steden for de af Træe forraadnede; 3) for dem, der plantede et vist Tal nyttige Træer pna de til Agerdyrkning utienlige Steder, saavelsom allevegne ved Giærder og Beye? med videre, som fortiener at læses i denne af vor Landsmand vel skrevne Piece. Endelig er

Fiskerierne en af de vigtige Poster, som regnes med Billighed blant Norges store Herligheder og som næst Guds Velsignelse kunde blive en betydelig Handel for dette Rige, naar de bleve vel drevne og tilbørlig opmuntrede. I den Betragtning maatte et saadant Oeconomie-Collegium arbejde paa ved de tilstrækkeligste

90

Midler og grundigste Forslag at befordre deres Udbredelse og for saavidt mueligt for Mennesker, bestandige Drivt og Varighed; Thi ligesom der er bekiendt at Fisken kan skrækkes fra at søge Landet formedelst al Slags Allarm af Skyde Gevehr og deslige eller ved Beeg- eller Tiære-Lugt, saa er jeg af den Tanke, at der kunde maaskee gives visse behagelige Nærings-Midler, som ligeledes drage Fisken meer til en Kyst, end til en anden, og at dette Maatte om mueligt, undersøges for deraf at trække Fordeel.

Blant de mange Hindringer for Fiskeriernes Opkomst tilstaaer jeg at Folke-Mangelen er een af de Betydeligste; men ved Præmier og andre Opmuntrings Tegn skulde jeg troe at saadan Hinder stod til at overvinde; thi hvad giør ej Lysten? Desuden er den ej den eeneste.

At giøre denne Næringsvej let og fordeelagtig for den Uformuende og Trængende ved Understøttelse af Fiske-Redskaber, Baade, og

91

Fartøyer med videre; for de Ukyndige ved tilstrækkelig Anførsel og Anviisning om den rette Fiske- og Behandlings Maade; for den arbejdsomme og vindskibelige ved at skaffe ham Befrielse for al Paalæg og Udskrivning, vilde meget opmuntre og befordre Fiske-Fangsten.

I sær maatte føyes Anstalt, at der paa visse Stæder af Kysterne og for de taaleligste Priser kunde haves Oplag og Forraad af fornøden Salt, samt af Ege- Bøg- og Gran-Kar, naar Fisken salt, og at dens Tilberedelse, Virkning og Indpakning, samt Træernes nøysgtige Justering og Vragning skeede med yderste Rigeur til Kiøberens Sikkerhed og Vahrernes Credit hos Fremmede. For at opnaae denne Hensigt maatte Præmier udsættes for den, som leverede den største Mængde og de bedst behandlede Fiske-Vahrer; for den, som leverede den beste Tran kogt af Sild eller anden Fisk; for den der havde anvendt den største Fliid og Omkostning paa Valfisk-Fangsten, og endelig for den, som kunde udfinde den egentlige Maade, Hollænderne

92

bruge ved at tilberede de saa kaldede Flamske Sild, paa det de uordske kunde komme i samme Credit hos Fremmede. Alle Statskyndige ere derudi eenige, at Silde-Fangsten har været Kilden til Hollands Handel og Rigdom. Den lærde Martin Triewald kalder den endnu Hollands Guld-Grube. I forrige Seculo blev det Hollandske Fiskerie drevet med 1500 til 2000 Skibe, og kunde da aarlig 250000 til 300000 Læster Sild indsaltes. Nu har vel delte Fiskerie meget aftaget, siden de Engelske og Franske have begyndt at udsende Fisker-Skibe, dog profitere de foreenede Provincer aarlig 7 Millioner og Silde-Compagniet 2 Millioner Gylden. Wilhelm Benkelszoon som udfandt saaledes at salte Silden, at den Aar og Dag kan holde sig, erindres aldrig af Hollænderne uden med Taknemmelighed og Høyagtning. For at forævige denne brave Mands Ihukommelse skal de 7 Provinciers Statholder og Friheds Skyts-Gud Prins Wilhelm den 2den have spiist en spæget Sild paa Benkelözoons Grav, og druk-

93

ket alle retskafne Patrioters Velgaaende. Ja Keyser Carl den 5te og Dronningen af Ungern reiste Aar 1536 til Bierulier aleene for at see Benkelszoons Grav, ligesom for at bevidne deres Taknemmelighed for en saa fordeelagtig Opdagelse for deres Undersaatter i Holland. Men dette maa være nok om denne Artikel, siden jeg behøver endnu noget Rum til at anstille Betragtninger over Norges forfaldne Søefart og Handel.

Intet er vissere end at et Rige uden Seylads og Handel er som et Legeme uden Siæl. Handelen giver Staten Liv, sætter alle dens Lemmer i Bevægelse og forskaffer Riget Styrke og Anseelse. Et Commerce-Collegium var derfore høyst nødvendig i Norge, som ved kraftige Forslag og Forestillinger kunde udvirke al muelig Moderation og Understøttelse for de Handlende i Almindelighed, at de ikke skulde bringes reent paa Knæerne.

94

Dette Collegium burde lade sig være Høyst angelegen alt hvad som i nogen Maade kunde biedrage til Norges Handels og Søefarts Opkomst; saasom gode Handels og Navigations Skolers Indretning i Landet, at Ungdommen ej skulde søge det med megen Bekostning hos Fremmede som den kunde lære hiemme; Alle de Hindringer, saavidt mueligt, rødbede af Veyen, som afskrække fremmede Skibe fra at beseile vore Havne; En Lighed om ikke aldeles Overvægt i Handelen ved at forædle og forøge vore egne Producter, uden hvilket, som den berømmelige Hofraad Achenwall siger, „Handelen staaer paa svage Fødder. Videre siger han: Naar et Folk selv udfører hvad det i sit Land avler og selv forarbeiderLandets Producter, saa kan det først rose sig af, at dets Handel er bestandig og dets Rigdom uudtømmelig,, saa og ved at indskrænke vore Nødvendigheder; Alle fremmede Vahrers saavelsom egne Producters Ind- og Udførsel med egne Skibe, for at vinde endog i Hen-

95

seende til Fragten; Al Tolds Ophævelse paa Mellemrigste Vahrer, at een Konges Undersaatter ej skal synes at trykke i steden for at hielpe hverandre; De kraftigste Forestillinger om Forandring og Regieringens Understøttelse i Henseende til den Forhøyelses Told i Engeland, som vore Nordske Skide maa betale af den derhen oversendte Træelast, hvorfor de Engelske Skibe ere frie, hvilken Forhøyelses Told har haft de bedrøvelige Følger, at en stor Deel Skibs-Ejere have solgt sine Skibe for ej at sejle sig til Prakkere; at vore Skibs-Værffer staae nu øde og at vore kiækkeste Søemænd gaae ud af Fædernelandet for at søge Brødet blant Fremmede, og hvis herpaa ikke kan raades Boed, da i det mindste endten en lige Forhøyelses Told paa de Engelske Skibe, eller Toldens Godtgiørelse ved Tilbagekomsten for vore egne Skibe.

Fremmede Korn-Vahrers frie Indførsel i de 2de Syndenfieldske Stifter af Norge,maatte og tillades ligesaa vel som i de Nordenfieldske; thi intet

96

er meer trykkende for Norge i Almindelighed eller fornærmelig for Commercien i Særdeleshed, end den danske Monopoliske Kornhandel og deres upaatalte Ret at kuude hænge Brød-Kurven for os saa høyt de vil; da de behøve kun for at giøre Norges sydlige Deel skatskyldig til Dannemark, og for at naae hvad Priiser de vil, at standse Tilførselen, saa at Philopatreias der har Uret i saa meget andet, har vidst nok Ret derudi, at: „De nemlig de danske Kornhandlere have været mægtige nok for at hindre Tilladelsen om Kornets frie Indførsel, indtil en saadan Tid, da den har været umuelig; thi at tillade fremmed Korns Indførsel paa en Tid, naar Vinteren giør Seilladsen umuelig og at indskrænke denne Tilladelse just indtil de Maaneder, som Isen lukker Søen, er det samme som at ville mætte den hungrige med Lugten af Maden.„

Men Tak være vor Viise Konges Anstalter, at os dog er forundt frie Indførsel i

97

Aar indtil May-Maaneds Udgang. Det fattes ikke, at jo vor milde Landets Fader vil Norges Undersaattere ligesaa vel som de Danske, vilde de saa sandt, der skal bruges som begges Tolk, paasee begge Rigers fælles Bedste:

Jeg seer ingen Nødvendighed, hvorfor denne Handel skal være saa indskrænket og i sær grundet paa de Danskes Fordeel; Men Jylland, vil maaskee nogen sige, skal ikke roese sig af Fordeelen. Got! hvi gaae da ey dets Korn-Skibe hellere til Kiøbenhavn? Hvorfor klager man der over høye Korn-Priiser? Lad denne Hoved-Stad beholde Hoved-Fordeelen for sig og lad Norge skaffe sig Udenrigs Korn for egne Producter og med egne Skibe, saa lettes begge Riger, og det sidste vinder dobbelt foruden Fragten.

Men i denne Materie var meget at sige, om Tiden og Stedet tillod det.

For nu at komme til den

3) store Mangels Post behøver jeg aleene

at nævne Norges almindelige Penge-Mangel, der

98

giør, at de fleeste endog de der eye anseelige faste Eyendomme i Landet, kan ey udreede de fornødne Penge til deres Brugs Folk og Bønder, som skal befordre deres Drivt; men maa ofte spørge med Discipelen; hvorfra tage vi Brød i Ørken at disse kunde mættes?

At det ikke er overdreven, hvad jeg her skriver, og at Tilstanden kan ey være anderledes i et Land, der i saa lang Tid har været anseet som et uudtømmeligt Hav, hvoraf der bestandig kunde øses, endog efter at alle Kilder vare udtørrede, lader sig let beviise.

Man betænke 1) hvorledes Norges Rige er i en Deel Aar bleven medtaget og blottet fra en forhen i Landet bestandig roulerende Fond af 6 til 7 Tønder Guld og maaskee langt derover; hvilken Capital er siden tabt og forsvunden deels ved de almindelige Skatter og Tyngders Udredning; deels til Udbetalning for det danske Korn og andre fra Dannemark kommende Føde-

99

og Klæde-Vahre; deels ved vore Nordske Troppers sidste Holsteenske Tog og paa følgende idelige Udvandringer og Omforflytninger, ja som den sidste Olie ved det raa Sølvs Udbringelse af Landet, uden at melde om de mange andre Rettigheder oq Oppebørseler, som Norge ellers maa afgive til Dannemark i adskillige Tilfælde. Man betænke 2), hvorledes Norges Handel i den Tid er braat i Under-Balance og dets Exporter komne i Mispriis hos Fremmede, da det er begribeligt, at de Engelske og andre, med hvem vi staae i Handel betiene sig af Leiligheden til at foreskrive os Love, siden de veed vor Mangel, saa vi enten maa overlade dem vor Træe-Last og andre Exporter for det halve, eller taale at de ligge os paa Halsen, som en frugtesløs Capital til ubodeligt Tab for de Commercerende i Særdeleshed og aldeles Ødeleggelse for Handelen i Almindelighed.

Man betænke og for det 3) hvad Hinder det er for vor Træelast-Handel og Afsætning, at vi skal tage vore klæde og uldne Fabrigue-Vahrer

100

fra de danske Manufacturer, og at vi ikke nu som før kan frit trafiqvere med de Engelske, formedelst den høye Told; da en saadan fælles trafiqve var altid en fælles Opmuntring og Anledning til at vedligeholde god Mellemhandling, hvorved Norge har saa mange Aar floreret; saa skal man snart blive overbeviist om, at Norge med alle dets Herligheder baade kan være, og virkelig er et forarmet Land.

Disse betydelige Omstændigheder, hvorudi Norge er sat, troer jeg bør opvække Opmærksomhed, og i sær er jeg forsikkret, at vor allernaadigste Konge hverken vil eller kan unddrage os sin kraftige Understøttelse saasnart han til fulde er underrettet om vor Trang og Maaden, hvorpaa vi staae til at redde.

Igien at befordre den hos os saa aldeles standsede Penge-Circulation for at oplive Handel og Vandel, og for at redde Norge fra øyensynlig Undergang, vilde vel være det egentligste Hielpe-Middel, men paa hvad Maade det best

101

lader sig giøre i saa gieldbundne Omstændigheder, da det eene Rige bør bære Byrden med det andet, er ey saa let at udfinde.

Man har vel foreflaget en Banques Oprettelse i Norge som det hastige Rednings-Middel; thi den der fattes Ild leeder i Asken; Men et saadant malum necessarium, hvorom den Indsigtsfulde Philodanus synes at have det tilforladeligste Begreb, har sine store Vanskeligheder i Henseende til Følgerne og burde vel altsaa være det sidste Middel man skulde gribe til efter alle andre forgiæves giorde Forsøg; Imidlertid siden her er periculum in mora og Norge trænger til hastig Hielp for at holde en Slags Balance med andre Riger og for ey reent at blive et Offer for deres Fordeele; synes den foreslagne Plan til en Bangve for nærværende Tid, saa nødvendig, at jeg end og selv skulde ønske den til Lykke med Hans Majestæts allernaadigste Biefald og Understøttelse.

102

Et andet var det, om Omstændighederne og Tænkemaaden bleve saa forandrede til Norges Fordeel, at man gav det Anviisning paa Kongsbergs Sølv-Gruber, i Fald deres Velsignelse blev tilstrækkelig, i en Hast at forsyne Mynten med Forraad til en 5 a 6 Tønder Guld, som en bestandig roulerende Fond i Landet, der ikke strax burde trækkes ud af Circulationen igien som forhen; thi dette tilstaaer jeg vilde være et langt sikkere og kraftigere Rednings-Middel for Norges forfaldne Omstændigheder.

Endnu fortiener at mærkes, som den

4de af Norges Hoved-Mangler, en alt for stor enten Uvidenhed eller Lunkenhed hos mange Embedsmænd og Betientere i Henseende til deres forskiellige Pligter og Pligters Efterlevelse.

At saadan Uvidenhed eller Ligegyldighed hos dem, der skulde ved gode Exempler rense og danne den almindelige Mands Sæder og Tæn-

103

kemaade har meget skadelige Følger for Staten nægter vel ingen.

Alt hvad I ville, at Menneskene skulde giøre Eder, det giøre og dem! saa taler den første Statsmand og heele Verdens Regent.

Saadan Retfærdigheds Udøvelse forudsætter baade en tilstrækkelig Kundskab i Forstanden og en god Villie i Hiertet.

Men det var jo en Pedant, vil maaskee de fleeste Embedsmand svare mig, der saa nøye vilde efterkomme sine Pligter. Det er et heelt Studium at vide dem og et større Slaverie at følge dem. Saadan Tankemaade giver ikke meget i Pungen. Man kan ikke føde og klæde Kone og Børn med Menneske-Kiærlighed og en god Samvittighed.

At leve dydsmæssig og Doctormæssig er begge et elendigt Liv. Folk søger jo ikke om et Embede eller Kald i Verden for at

104

være Dyds-Martyrer; men for at forskaffe sig Livets Beqvemmeligheder. Hvad havde den egensindige og paastaaende Aristides for al sin Dyds-Øvelse, blev han ikke dømt i landflygtighed af sine egne Landsmænd, endog af dem, som aldrig havde kiendt ham, eller hørt andet sige om ham, end at han havde været alt for dydig? Hvor gik det den troeskyldige Socrates, blev han ikke et Offer for Sandheden og omkom han ikke ved Gift? Veed man ikke, at den store Stats-Martyr Belisarius mistede sit Syn og omsider sine Dage i den elendigste Armod, da han med meer Føyelighed og mindre Dyd kunde have været den største General og een af de mægtigste i Riget? Overalt er det nu ikke Moden at være alt for dydig og retfærdig.

Ja, jeg veed vel, at det var aleene i en hedensk Alder og Indretning, nemlig den romerske Republique, da man ikke skammede sig ved at være en redelig og retsindig Mand;

105

da ingen kunde passere for en god Borger, end sige Embedsmand, uden at være bekiendt for ak eje et retskaffent og dydigt Hierte; da Vir bonus *) (en ærlig Mand) var en værdig Medborgers største Ære-Titel; da en Censor havde Magt offentlig at kalde enhver til Regnskab for sin Opførsel og at betage endog Folk af høyeste Værdighed alle Æres-Tegn, som befandtes at have været slette Huusholdere og ellers uordentlige i deres Levemaade; da Cato fik det endnu - udødelige Æremæle for sin patriotiske Standhaftighed og Opoffrelse for Fædernelandets Bedste, at han var Jupiters Øyens Lyst *); men i vore oplyste

*) - - Vir bonus est qvis?

Qvi consulta Patrum, qvi leges juraque fervat. Horat.

*) Ecce spectaculum Deo dignum, Vir fortis cum mala fortuna compositus, utiqve si & provocavit. Non video, inqvam, qvid habeat in terris Jupiter pulchrius, si convertere animum velit, quam ut spectet Catonem, jam partibus non semel fractis stantem, nihilominus inter ruinas publicas rectum. Seneca Prov. C. 2.

106

105

Tider behøves det maaskee ikke at bekymre sig om Hiertet hos en Embedsmand, naar kun Hovedet er godt?

Imidlertid er jeg dog saa døv og eenfoldig, hvor meget man end kan have at indvende mod mig, at jeg troer Staten var i Almindelighed og Norge i Særdeleshed vel tient med Christeligsindede Embedsmand og Betientere; thi den som ikke er sin Gud troe, er aldrig sin Konge og sit Fæderneland troe.

En fornuftig Religion og Gudsdyrkelse er Grundvolden til alle andre Dyder, og uden den ere de alle vaklende.

Den danner Patrioten og giør ham værdig til den Beskrivelse Moser har giort over ham i hans Beherkigungen med disse Ord: "En sand Patriot er den Gudfrygtige, redelige, bestandige, taalmodige, behiertede og Viise Mand, der forbinder med en grundig Kundskab om Fædernelandets Love og For-

107

fatninger, og om Kilderne til dets Velfærd og Mangler, tillige den oprigtigste og bedste Villie at ville udfinde de sikkerste Rednings- de lindeste Hielpe- og de bestandigste Forbedrings-Midler, og som optændt af Menneske-Kierlighed, uden Hensigt til noget Partie eller Person, endog med Fornægtelse af egen Fordeel eller Skade soger at giøre sig bekiendt, og saavidt mueligt, formaaende.

Den danner den gode Medborger og lader ham føle Nødvendigheden af det menneskelige Selskab og de borgerlige Pligters Iagttagelse. Hvoraf han lærer, at han er ej kommen til Verden blot for sin egen Skyld; men for i mueligste Maade at biedrage til sine Medmenneskers Gavn og det almindelige Vel; at ethvert Menneske endog den ringeste, er ligesaa vigtig og nødvendig i Skaberens store Ordens-Kiede, som han, og at de borgerlige eller selskabelige Dyder, Menneske-Kierlighed, Venskab, Goddædighed, Medlidenhed,

108

Oprigtighed, Troe og Love, Taknemmelighed, Ærbødighed, og saa videre, bør ej allene æskes af andre; men endog udøves og viises af ham selv ved alle Lejligheder.

Den danner Huus-Faderen til en flittig og alvorlig Opsynsmand over alle huuslige Dyder, at intet efterlades i hans Huus, som angaaer god Børne-Tugt, virksom Ærbødighed og Lydighed mod Forældre, daglig Guds-Paakaldelse, god Orden og Skik, Nykterhed, Maadelighed, Flid og Arbejdsomhed, indbyrdes Eendrægtighed og Fredfærdighed blant Tyende og Huusgesinde; Tarvelighed og Sparsommelighed; Ærbødighed for Ægtestanden, Kydskhed, Blyefærdighed og anstændig Opførsel mellem begge Kiøn, og saa videre;" thi da Huus-Standen er ligesom den store Port-Aare, hvorigiennem det heele Stats-Legeme trækker sine første Nærings-Safter, saa maa der altid vaages over, at Kilden kan stedse være reen, sund og god,

109

og at Stats-Legemet kan saaledes holdes vel ved Magt.

Saadanne Egenskaber burde vel enhver god Borger i Staten have; men Embedsmænd i sær, som skal være skinnende Lys og virksomme Dyds-Exempler, til gode for den almindelige og eenfoldige Hob. Ja! vil man maaskee svare, i en Platonisk Republik. Imidlertid var det ikke umueligt; thi naar ingen uden Folk af tilstrækkelig Indsigt, forsøgt Dyd, Redelighed og en exemplarisk Opførsel bleve satte til de vigtigste øvrigheds-Poster i Landet, og dem blev paalagt, som en Embeds-Pligt, troelig at have Indseende med de ringere Embedsmand, og Upartisk at anføre i den Kongel. anbefalede Conduite-Liste enhver, der var et ryggesløst Menneske og et skadeligt Lem i Staten, vilde det have en mægtig Indflydelse paa Sæderne i Almindelighed. I det mindste vilde saadan Anstalt blive et sikkert Gierde for al Gudsbespottelse og offentlig Forargelse, og et skrækkende Tvangs-Middel mod alle Slags hærskende

110

Laster, hvorved Dyden qvæles alt for ofte i Fødselen, saa at mange endog med den bedste Villie at handle efter en fornuftig Opdragelses Grund-Regler overvindes saaledes af Vanen og andres forføriske Exempler, at de lære tilsidst at følge Strømmen og at blive Mængden liig.

Her haver I, ædle Medborgere! nogle af Norges vigtigste Hoved-Mangler, tilligemed mine velmeente Forslag derimod; men at anføre dem alle, vilde næsten være umueligt, desuden er det ikke een Mands Arbejde. Tiden forandrer alle Ting, og altsaa maa alle Ting med Tiden rettes. Menneskene ere foranderlige ligesom Tiderne, og hænge gemeenlig af deres idelige Afvexlinger; men Dyd og Redelighed veed af ingen Forandring. Disse ere de Piller, paa hvilke en Stats Velstand hviler. Paa dem maa og et troet Folk bygge sin Roes, hvis den skal gielde hos Efterslægten. En virksom og utrættelig Iver og Omhue for Fædernelandets Vel og en villig

111

Lydighed mod Monarchen, ere de tilforladeligste Kiendetegn paa gode Borgere. Jo vigtigere denne Sag er, jo værdigere er den Eders Nidkierhed og moedne Overvejelse. Vor viise Monarch sætter sin Ære i Kierlighed til Fædernelandet, følger et saa priisværdigt Exempel I, saa mange som ere Ædeltænkende!

Vejen til Thronen, som Egennytte og Forvovenhed havde forskandset, er nu rødig for alle. Nærmer da Eder til dette aabne Tilflugts-Sted med Forsigtighed, Haab og Tillid, og andrager Eders Anliggende saa kort, som grundig! Lad Sandhed være eders Tolk, og en god Samvittighed eders Vejleder; saa kan I ikke savne allernaadigst Bønhørelse.

Lader Norges Opkomst og begge Rigers Velstand være alle Eders Bestræbelsers Øyemeed! Lader Kongens og det Kongel. Huuses Lyksalighed være Eders Fryd, og glem-

112

mer aldrig med mig at bede den Allerhøyeste, at han vil langvariggiøre Hans Majestets Regiering; at den maa blive et Mynster for Konger af den sildigste Efterslægt, og en Underviisning, hvorledes et troet Folk kan endog under et Eenevolds-Herredømme giøres lyksaligt!