[J. Fr. Voss] Det frievillige Slaverie, eller kort Begreb om Sølvverket Kongsbergs nærværende Tilstand.

Det frievillige eller kort Begreb om Sølvverket Kongsbergs nærværende Tilstand-

Kiøbenhavn, 1771.

Kiøbenhavn, trykt hos L. n. Svare, boende i Skindergaden.

2

        

3

Da vi dagligen blive overbeviist om vores allernaadigste og Viise Konges Bestræ-belser at see sine Rigers Tilstand forbedret, hvo vil Da vel ikke troe, at Han fornemmelig vil understøtte den Deel, der er den fornemste Kilde til Norges Flor, jeg mener Sølvverket Kongsberg. Hvo kan vel andet end røres af Medynk over disse troe Undersattere og Landets Børn, der daglig vover sit Liv for at udgrave Biergenes skiulte Rigdomme; naar de i Steden for Belønning for deres Tieneste, seer sig styrket i den yderste Armod og Elendighed.

Hvad er Aarsagen herril, vil vel strax spørges? Aarsagen er da denne:

Dersom de allernaadigst Udgivne Anordninger for dette Verk, havde været efterlevede, havde den fattige Bergmand aldrig blevet saa undertrykt; men siden Oberberg-Amtet begynde-

4

4

te at dirigere alting, efter selvgiorte Anordninger, er nu al <ing sat i ven Tilstand, at det, uagtet der blev giort Viise Indretninger, endog vil blive vanskelig at kunde komme nogen Tid i den forrige Orden: Og hvad kan andet være, naar Præses ikke er retsindig; men lader sig forlede af Interesse.

Een, som tilforn har været Dommer i en Kiøbstad, bliver udvalgt til Assessor, hvad Indsigt kan man fordre af ham. Han kan have varet en forstandig Jurist; men mon Sølvverket kan dirigeres efter jus romanum?

En supplicerende Student i Kiøbenhavn haver een af de Committerede i Rente Kammeret til Ven; Een af de gamle Affeffores i Oberberg. Amtet døer, strax bliver denne hans Client Assessor. Hvad Berg-Kynbighed fører han vel med sig? Maaskee en Samling af Academiske Disputatzer.

De øvrige Assessores, som burde have Indsigt, besidder alt for stor Civilité til at sige præces imod, om han havde Uret; men tvert- imod smigrer for ham, ligesom Hunden logrer med Halen, naar Herren seer mildt til ham.

De Betientere, som ere retsindige og nid- kiære i deres Tieneste, blive hadede, og under- staaer de sig at sige hvorledes det burde vare, bliver de strax forestillet Rente-Kammeret som gamle og Mulige Mænd, og bliver satte paa Pension. Ja man har Exempel paa, at, ved

5

5 Oberberg-Amts uretmæssige Forestilling, en meritered Berg-Betient, der havde successions- Bestalling paa en bedre Betiening og tillige var sin anteceffor adjungeret blev, da Be- tieningen ved Dødsfald blev ledig, uagtet hans ihændehavende Bestilling, tilside sat, egen an- den ham foretrukken; da dog, om det kommer til Point, ingen kan bevise, at manden er uduelig, og man veed ikke han har begaaet anden Feil (som af de Retsindige agres for en Dyd) end, at han havde ikke leert at hykle.

Een Betient haver i lang Tid viist Troeskab og Nidkiærhed i sit Embede. Han er sag lidet aflagt, at der er ikke mere end af Haan- i Munden. Det eeneste han da ønsker og haaber for sin lange troe Tieneste, er at kunde see een af sit Afkom i sit Sted; men hvad skeer? Oberberg-Amtet har en anden Client, som de vil see hjulpen. Fortjenester sættes da til Side; og af Frygt for, at denne gamle meriterede Mand kunde i Tiden faae det udvirket, forskaffer de i Tide denne deres client successions-Bestailing. Han seer sig da bedraget i sit Haab, veed at en anden ønsker ham Doven, lever i Kummer og døer af Gremmelse. Har han siddet med Regnskab under Hænder, og hans Successor tillige ikke er af det retfærdige Slags, giør de sig ingen Samvittighed over at afklæde hans efterlevende Enke nogen, og giøre Bornene betlende.

6

6

Fremmede blive foredragne endog Sølvverkers Lærlinge, for hvilken, Aatsag Betienrernes Børn blive afskrækket fra at giøre sig bergkyndige; dersom Forældrenes Ømftændig- heder ere dertil, lader de dem legge sig efter Studeringer, hvis ikke, blive de nødsagede til at være Arbeidere i Gruberne; saa at, da nu Frem- mede kommer af dem selv, faaer man til Slutningen, i Mangel af habile Indfødde, giøre dem den Ære at invitere dem.

Orer hvem mon delte aaaer ud til Slutning? mon ikke over Berg-Almuen? jo visselig. Fremmede ankomne bleve fatte i Betiening, de ere hungrige, vil derfor ikke fødes; men giødes. Den af Arbeiderne, der giver den største Forcæring, faaer Det beste Arbeide. Paa samme Maade gaaer det til, naar en vil avancere. Forandringerne ved Maanedskifterne, for Exempel, ere anordnede, fordi den, der har havt svært Arbeide den ene Maaned, skal have et lættere næste Maaned, af Aarsag, ar han ikke skal blive for hastig udslæbet, og saa betynge Berg Cassen ved Pension. Mon og denne Hensigt opnaaes? Nei, fattige Bønder fra de omliggende Boygder ere til Alder, de tænker: Kommer vi til Kongsberg, og arbeider nogen Tid, faaer vi dog Pension, naar vi ikke længere kan arbeide. Her kommer en nogen Bonde med Kone og Børn, lige usle. Han bliver ved Maanedskiftet antagen som Bierg-Arbeider.

7

7

Her lægges Fattige til Fattige, Berg-Cassen betynges med oplagde, Byen opfyldes med Betlere. Burde vel saadanne antages, naar Werket ikke behøver dem. Det er jo et gammelt Ordsprog: Hver Fante bliver i sin Bøygd. Mon det ikke er en afgiort Sag, jo flere Æde-re, jo dyrere Tid? Endnu dette: Kommer der nogle, der haver lidet mere end de selv kan æde, strax giver de Foræringer, for at faae godt Arbeide. Den fattige Indfødde derimod, der intet haver at give af, bliver der han er, han maae slæbe det Tungeste, hans Raab høres ikke, hans besværinger belees. Nu indsees vel Misbrugen af denne Anordning, som er den ene Maade, hvorpaa Bergmanden lider Uret.

Den anden er fornemmelig denne, at de ikke har faaet deres Løn i rette Tid. De maae jo somme Tider bie efter deres Efterlønner en 14 a 15 Maaneder. Hvo kan forestille sig, at en Fattig kan bie efter sin fortiente Løn en Maaned over Tiden, end sige saa lang Tid. Maae han ikke have den daglige Føde? hvor skal han faae den, naar han intet haver at kiøbe for. Her maae han da gaae til Leverandeuren. Disse Blodsuere skylder paa, at Betalingen for deres Vare, som de crediterer ham, staaer saa lang Tid hen, at de kan ikke fortrække ham uden ved en Profit, der er æqvivalant med Tiden, omendskiønt det nu er kommen i den Tour, at, naar de giver Douceurs til Oberberg-Amtet,

8

8 og - Pro Cento til Berg-Cassereren, faaer de deres Penge ud af Berg-cassen, omendskiønt Lønningen ikke skeer førend et Aar derefter.@Hvorfor skal de Da have den umaadelige Profit, de tager af Arbeideren? Mon tæres uddelte Douceurs ikke igien udpines as ham, som derfor maae taale, al de giør hans Fortieneste af 2 Rdlr. til 1., og er glad til, at han kan faae Borg; thi ellers maatte han crepere af Hunger.@Det allergrueligste er, ar Leverandeuren nøder dem til at tage bedærvede, ja halv raadne Va- re, som Arbeideren ikke allene maae betale lige dyre; men endog, naar han skal spise det, bortkaste det halve.

Her har han jo da Værdie for sine Penge. Hans Fortieneste strækker da ikke til Føde den halve Maaned, end sige den gandske, og naar han intet haver til sin egen Mund, hvad haver han da til Kone og Børn. Han klager, hvad Erstatning faaer han? Oberberg-Amtet, hvad skal de giøre? dersom de indskrænker Leverandeuren, indskrænker de ogsaa deres Extra-Indkomster. Her gaaer da den fattige Berg-Arbeider med en hungrig Mave og sukker under aaget bliver Slutningen herpaa? Sygdom. Hvem taber meest derved? Mon ikke Kongen? Han maae betale de Syge deres Sygelon, føde dem med Medicamenter, og faaer ikke udrettet sit Arbeide. Da derimod, naar Arbeideren havde faaet sin Løn i rette Tid, hav-

9

9 de han ham Penge i Haanden, kunde aftinget Leverandeuren paa hans Vare, seet sig for om

Varne vare friske, og derved conservere sin Sundhed. Da han derimod nu lade sig nøye med dette Svar: Vil I ikke have dette, faaer I intet. Hvad havde ikke Kongen pro- fiteret verved? Han havde havt friske Arbeide- re, sparer Sygeløn og kostbare Medicamenter til saa mange Mennesker, og faaet sit Arbeide udrettet.

Disse Uordener kunde nu hemmes, naar (som man ønsker) man fik en Berghaupimand, hvis Retsindighed og gode Intention man var overbevist om, og som havde viist Prøver paa en god Indsigt og Kyndighed i Bergvæsenet.Han burde alvorlig tilholdes, fornemmelig at paasee Anordningerne, som ere tilstrækkelige nok til at forskaffe en god Orden i al Ting, efterlevede. Til Affessores burde ikke saa meget sees efter Studerede, som bergkyndige mænd. De, som allerede ere Affeffores, dersom de endnu ikke har erhvervet sig Indsigt nok, kunde de jo settes i en station uden for Kongsberg, æqvivalant med den de beklæde. De som ere saa gamle eller skrøbelige, at de ikke længere kan giø- re Kongen nogen Tieneste, burde jo imodtage den Naade, Kongen en Gang har stienket dem, nemlig Pension.

I Hensende til Lønningerne, burde, nøye paasees, at Berg-Arbeiderne derved ikke blev

10

10

noget forurettet, og var det ikke af Veyen, om Skichtmesternes Lønnings-Bøger, saavelsom deres Skicht-Regninger bleve forelæste og reviderede, at der i Henseende til Afgangen af Arbeidernes Fortieneste, ikke blev for meget afdraget, om ikke ved Lønnings-Betienterne selv, saa ved deres Skrivere, ved at addere 5 og 4 er er 19, da saadan Addition er til alt for stor Skade for den Fattige, der haver intet at miste.

Uagtet der af Verker frembringes aarlig 4 Tønder Guld, seer man dog, ved den nuværende Direction, at det er i stor Gield. Berg- Cassen burde derfor det meste muelig, spares for unødvendige Udgifter. Unødvendige Betieninger burde afskaffes. For Exempel HytteControleur, til hvad Nytte er han, naar Verket er forsynet med en habil Berg - Proberer, Hytte-Skriver og Gvardein. Ober-Einfahrer ligeledes, naar man har habile Geschwornere &c. Skichtmestere kunde vel ogsaa undværes; thi Berg-casseren kunde jo ligesaavel nu, som tilforn forrette Lønningerne. Og da det i et og alt kommer an paa Stigernes Troeskab, efter hvis Bøger Skicht-Regningerne forfærdiges; saa kunde jo Stigerne ligesaa vel udregne Berg- mandens Fortieneste i Penge, som skichme-sterne, og deres Stiger-Bøger kunde jo validere ligesaa vel som Skicht-Regningerne; revideres af Berg-Revisoren, og af ham overleveres Berg-Casseren til Udlønningen. Dog bur-

11

11 de Stigerne fore en separat Bog for hver Maaned, hvilken Bog burde først autoriseres af Oberberg-Amtet.

En forstandig Berghauptmand, der har Kongens Beste for Øinene, vil ellers snart ind- see, hvilke Betientere ere fornødne og ufornødne.

Fremmede omløbende burde ikke antages til BergArbeidere; men derimod Indfødde det meste mulig foutineres. Naar dette blev stricte iagttaget, blev Verket ikke betynget med saa mange Syge og oplagde, Indvaanerne ik- ke plaget med saa mange omløbende betlende vinder og Børn.

Hvilket Refugium vilde det ikke blive for Berg-Almuen, om der blev oprettet er Magazin, ikke aleneste af Korn, men endogsaa af Fedevare, og naar Dette Magazin altid var forsynet med sunde og friske Vare, vilde det være dem en stor Hielp, ar de altid kunde have gode Levnets Midler; og det kom dem paa et ud, enten de fik deres Løn i Penge eller i Vare; thi De behøver jo ikke uden Føde og æde.

Her vil vel strax mode mig denne Indvending: Kan dette skee uden Tab for Berg- Cassen? og da man ikke indseer, at den kan skee uden Tab, kan da Berg-Cassen taale Dette Tab? Lad være, der ikke skeer uden Tab. Ja sæt, at Kongen af særdeles Maade vilde skienke Arbeiderne 1/2 Rdlr. paa hver Tønde Korn, og

12

12

ligeledes i Proportion paa Fedevarene, mon Kongen ikke sparte derved, ved ak have friske Arbeidere, som han ellers betalte deres Sygeløn, naar deres Sundhed kunde converseres ved sund Fode? Mon Han tabte den halve Deel ved dette Magazin af det, han taber ved de mange Syge? Sæt! der er kun 13 til 1400 Mennesker syge imellem Aar og Dag, disse betaler han det halve af den Løn, de fortiente, om de vare friske, og desuden de forbrugende Me- dicamenter. Mon man da ikke med Sikkerhed kan regne, at dette Antal Syge vist koster ham 40000 Rdlr. om arvet. Da nu de fleste ere syge deels af Mangel paa Føde, deels af bedær- vede Vare, som de faaer til Føde, mon da en fierde Deel af de Mange Syge vare syge, naar de stedse havde lund og fisk mad at spise? og hvorledes er der muelig, at Berg Cassen skulde tabe saa meget ved dette Magazin, som en 3/4 mindre Syge sparede? Det var ikkun at onjke, at Indretningen blev iverksat, der skulde vist erfares, at Fordelen blev dobbelt imod Tabet. Og naar det kan skee uden Tab, mon ikke enhver Retsindig da har Aarsag at ønske det, saasnart disse arme Menneskers Tilstand derved kan forbedres.

Nu skulde de mange ørkesløse Qvinder og Børn ogsaa have noget at bestille. Mon det var umuelig at faae oprettet et Ulden-Fabriqve, hvorpå ikke var fornoden at fabriqveres andet end Strie, Vadmel og Verken, som det Arbeiderne

13

13

met slider af? Jeg troer Det er mulig, og san delig, det vilde blive BergStaden til for Fordeel; thi derved kunde de Ørkesløse fortiene ved Spinden det Brød, de nu maae betle, og fattige Folk med mange Børn, som de have intet at flye at bestille, kunde ved denne Lejlighed holdes til at giøre noget, hvilket Forældrene nok holdt dem til, saasnart de saae at have Fordeel deraf. Her kun- de de ikke aleneste fortiene til Klaver, men endog faae lidet tilovers til Hielp til Føde. Hvilken Hielp vilde det ikke blive for fattige Forældre? Den fattige Enke, der har saa liden Pension ef- ter hendes afdøde Mand, at hun neppe dermed kan opholde Livet, hvad har hun da til klæder? Her kunde hun jo fortiene de klæder, hvormed hun kunde skiule sig for den kolde Vinter. Mon Fordelen heraf er saa ringe, at den bør forkastes? Den indsees ikke strax; men vilde vist erfares for Eftertiden.

En Bergmand har en Søn, naar denne er 8 a 9 Aar gammel, faaer han ham strax paa Arbeide enten i Pukkeverkerne, eller ved Gruberne. Disse unge Børn, som med Tampen nødes til Arbeide, som de fleste Tider er over deres Kræfter, svækkes derved lige fra Barndommen af. Naar de nu har opnaaet en 40 Aars Alder, ere de allerede udslæbede og magtesløse. Hvad bliver der Da af dem? De nødsages at søge Pension 10 ja 20 Aar før, end om de ikke saa tidlig vare nødte til svært Arbeide. De bliver da oplagde:

14

14

Disse ere nu ikke længere i Stand til at giøre no- gen tieneste, bliver derfor Berg-Cassen til en Byrde. Burde derfor Drenge anrages saa tid- lig til svært Arbeide? Nei! ingen Dreng burde antages førend han var 13 a 14 Aar gammel; thi da havde han flere Kræfter til ar udstaae Tra- vaile, og naar han ikke blev for meget svækket i Ungdommen, holdt han det længere ud i den modnere Alder, og Berg Cassen blev derved sparet, naar der ikke blev saa mange oplagde. Her vil vel møde en betydelig Indvending: Er og Fædrenes Omstændigheder til at føde og klæde deres Børn, uden selv at mangle, indtil de opnaae den omskrevne Alder. Nei; men derfor kunde Disse Drenge arbeide ved det førommeldte Fabri- qve, indtil de opnaaede bemeldte Alder, og naar de vare flittige paa Fabriqven, kunde de maaskee fortiene ligesaa meget, som den Løn, de faaer for Deres Arbeide i Pukkrverkerne eller ved Sruberne.

Mon jeg tager Feil, om jeg troer, at dette ikke aleneste vilde sætte BergsYimuen i en langt bedre Tilstand; men endog for Eftertiden være Bcrg-Cassen til en stor Lættelse; thi naar disse Drenge havde opnaaet den omskrevne Alder, mon de ikke havde dobbelt Kræfter imod en liden? og een kunde da forrette det nu 2 lønnes for.

Om ingen af disse Indretninger skulde finde Biefald, ønskes nok at vide, ved hvilket bedre Middel, den faldne Almue kunde hielpcs paa Fode igien. Mon ved at faae deres Lon i Eftertiden

15

15 i rette Tid? Nei! det er forsilde taget. Mæng-den har nu allerede ligget saa længe paa knæerne, at den umuelig ved dette Middel kan igien reises; thi de fleste ere i saa stor Skyld og Gield hos Leve- randeurerne, at de ikke kan betale den. Naar for Exempel første Maaneds forskud lønnes, har de allerede opborget den 3die. Ligeledes gaaer det med deres Efterlønner. Hvad kan der da hielpe dem, at lønningerne skeer i rette Tid, naar Leverandeurerne tager lønnen mon de ikke alligevel tager den sædvanlige Profit, naar de skal creditere Bergmanden sin Løn saa lang Tid forud? Bærer da ikke Arbeiderne ven samme Byrde og ligger under det samme Aag? Naar derimod det forommeldte Magazin blev oprettet, kunde Berg-Almuen ikke paa anden Maade hiel- pes, end at den Gield, den var i hos Leverandeurerne, blev betalt efter Haanden ved en billig maanedlig Korrning, og efterdi Arbeideren saa fik de fornødne Levnets-Midler paa Magaziner, behø- vede han jo faae Ting at kiøbe hos Leverandeuren, og saa burde den Orden vare, at hvilken Leverandeur, der crediterede nogen Berg-Arbeider over 10 Rdlr., burde miste sit Krav, og have Skade for Hiemgield.

Dersom nogen, der besidder større Indsigt, skulde kunde udfinde bedre Hielpe-Midler til disse elendige menneskers Frelse, (hvis nærvæ-rende Tilstand, jeg veed ikke hvorved kan lignes. Med en Slaves? Nei, en Slave mangler hver-

16

16

ken føde eller Klæde; hine derimod opofrer sig frie- villig til Landets Tienes, og mangler begge Dele. Ja mange, naar de komme hiem fra deres farlige Arbeide, har ikke saa meget Brød, som de kan stille deres Hunger med, eller saa meget Drikke, som de kan slukke deres tørst paa.) Hvem mon han giøre Tie-neste med sin stiltienhed? Finder Medynk med en trængende næste intet Sted hos ham; hvorledes agter han da at opfylde sine Pligter imod Næsten? Mon han ogsaa iagttager den Pligt: at tiene sit Fædreneland? Her har han Leilighed til at Viise, om han er en retskaffen Christen, en troe Undersaat, og en tjenstvillig Medborger

O naadige Konge! Gid Du kunde see disse Dine troe Undersaatteres ynkværdige Tilstand! Jeg er vis paa, Dit æmme og faderlige Hierte vilde inderlig røres af Medynk. Du vilde ved Din Viisdom snart udfinde Midler til at hielpe de Faldne paa Fode igien. Og hvor skulde man da fra disse Elændige, naar de fandt Lindring i fin Qval, ved Biergenes givne Echo hore lutter gientagelser af dette Fryde - striig: Gud skee ævig Tak for en saa viis og naadig Konge.