↩

Baronen

af Bratingshøi

og

Sælskab/

hvoriblant

Dannefærd/

som en Landmand,

faaer Leylighed at tale med Baronen om

en fri og aldeles ubunden

Agerforfatnings

almindelige Fordele.

Agricola patriam parvosqve nepotes

Sustinet.

Virg. Georg. Libr. 2.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder HvitfeldtS Strædet.

2
3

Min Herre!

Jeg forsikrer mig Deres Bevaagenhed i at bedømme disse Linier med Deres sædvanlige Retsindighed, da jeg herved giør mig en Fornøyelse af at meddele Dem følgende for kort Tid siden tildragne Begivenhed, ved Anledning af en Spadseretour med Baronen af Bratingshøy og hans Sælskab

Neppe havde Hr. Guncelin og hans Ven Capitainen, Baronessen og de neapolitanske Fremmede Thrennethri, Colaini og Nesti forladt os for at tilbringe Tiden ved Spillebordene i Blomsterstuen, førend vi, da Solen var endnu høyt oppe paa Himmelen, og man havde den behageligste Sommerdag, gik ud igiennem den store Have ind i Vildnissen, eller den saa kaldte Hareskov. Her kunne vi ikke andet, end rose den Indsigt og Flid, som man havde viist i at udlede Harebakkens Kildevæld til alle Baronens omliggende Jorde. — Vi opholdte os noget, gik derpaa videre frem, og kom i Møde med en gammel Mand, som eyer en Gaard med nogle dertil liggende Jorde i Nærheden af Brakingshøy. Den samme havde tilforn været 7 Mile derfra Forvalter paa et Gods, som tilhører en forgieldet Adelsmand, der skal have været Eyere af umaadelige Rigdomme, men ved Fruentimmer, Spil, og en slet Huusholdning ikke alene forødt sine Midler, men endog giort vidtløftig Gield paa Godset. Dennes Forvalter havde han været, saa længe han med en uskad Samvittighed kunne udstæde sammes Befalinger. Han havde, uden at berige sig af sin Herres Skrøbeligheder, fore-

staaet Godset i 11 Aar, indtil Hr. Svartalsar, da alting var forloren, henfaldt til den Yderlighed, at sætte sine underhavende Bønder i en Tilstand, liig Slavernes, Navnet undtagen. Som nu Forvalteren ikke var af Naturen dannet til at være Plagefoged, og han desuden paa samme Tid fik en anseelig lille Arvepart, saa besluttede han baade at opsige en Tieneste, som var ham allerede forhadt, og tillige sætte sine Penge i en Eyendom, som han for Eftertiden kunde leve af.

Jeg mærkede strax, at denne Mand var høyt antegnet hos Baronen. Han blev ham ikke vaer, førend han vendte sig til os, og sagde: Mine Herrer! seer de den Mand, som kommer os i Møde henne under Skyggen af Træerne?— Han boer her i Nærheden, og fortjener Navn af en forstandig, dydig og retskaffen Landmand. Han har den Lykke, at besidde et større Pund, end hans jevnlige i Almindelighed, men ansaae det aldrig for Lykke, naar han ikke vidste at benytte sig deraf, som en Christen. Derfor stræber han efter at vedligeholde en ordentlig og tilbørlig Egenkærlighed, og tillige at elske sin næste, som sig selv, saa at en idelig Iverksæt-

telse af de Kræfter, hvorved han skal befordre sin Fuldkommenhed, er hans daglige øvelse, og Umueligheden i al fyldestgiøre sig selv, uden tillige at iagttage Pligterne imod andre, bestemmer hans Handlinger. Naar jeg undertiden ved given Leylighed kan erindre een eller anden Godvillighed, som han ikke sielden beviser adskillige Trængende her i Egnen, har jeg ofte, særdeles fornøyet, hørt ham bryde denne Materie af med PhilosophenS (*) sindrige Tanke:

Lignes ikke det menneskelige Sælskab meget beqvemt ved den Hvælving af Steen. Denne ville jo falde, dersom den ene Steen ikke holdt paa den anden; da den nu derimod af samme Aarsag bliver staaende. —

Han har i sin Ungdom studeret, og en forunderlig Hændelse førte ham, saa at sige, fra Bogen til Ploven. Han er allerede gammel, men overmande munter. Jeg kan kortelig sige dem, at jeg ærer denne Mands Alderdom, elsker hans Munterhed, og tilbringer

(*) Seneca Epift. 95.

mange fornøyelige Timer i Omgang med ham. Han hører mine Tvivlsmaal, siger mig derover sine Betænkninger, og jeg søger at fortiene saa brav en Mands Raad.

Hvad Nyt, min gode Dannefærd, sagde Baronen, og vendte sig i det samme. Manden, som, just i det han nærmede sig, havde hørt de sidste af Baronens Ord, rødmede, bukkede og bad om Tilladelse, at giøre Baronen sin Opvartning paa en beleyligere Tid. Baronen, som forstod ham, sagde strax: Vel, min kiere Fader! eders Nærværelse vil være mine Venner behagelig, giør os Sælskab for nærværende Tid, og jeg vil, naar vi kommer tilbage, med Fornøyelse høre, hvad I kan have at sige mig.

Vi gik derpaa videre fort, og kom paa en grøn Plan, hvor vi paa den ene Side havde den rigeste Kornmark, og paa den anden den deyligste Eng. — Hisset løb en Stie imellem de tæt paa hinanden staaende Ax. -— Her derimod syntes der ligesom Naturen havde trodset Kunsten, ved at Mule Jorden med et Tæppe, der i sin Herlighed langt overgik de Persiske Kunststykker. — Vi gik nu allerede

herpaa, stoltere over Naturens Herres Almagt, end hine Monarker over deres KunstarbeydereS Færdighed, indtil vi endelig, ledsaget af de angenemmeste og reneste Følelser, naaede en paa Grændserne af Baronens Enemærker liggende Høy.

Som denne er meget steyl, saa har man her, for at vinde den mageligste Opgang, anlagt ved Naturens Hielp en snegleformig Buegang, Hvor igiennem man gaaer, som paa en jevn og lige Vey, under en bestandig Skygge af Træer, indtil man naaer Høyens øverste Flade. Her finder man et stort Antal af GræSbænke, og, da Træerne paa mangfoldige Stæder ere »giennemstkaarne, har man tillige herfra den behageligste og frieste Udsigt.

Paa den ene Side i Nærheden af Høyen surrede en Bæk igiennem en Allee af Pile. Paa den anden Side længere borte pløyede Skikene det troløse Hav. Vi saae her Føllet patte sin Moder, Koen spøge med fin Kalv, og de spæde Lam kappes om at følge de stærkere, indtil hele Hiorden samledes under Træerne ved Bækken. — Vi lod nu Øyet løbe omkring i

Cirkelen, mættede Nysgierigheden, og satte os endelig til Hvile paa de her værende Græsbænke, da Baronen tog Ordet, og begyndte denne herpaa følgende Samtale, hvorved jeg havde ønsket Dem, min Herre! selv nærværende. Baronens Nidkierhed i at handthæve Landmændenes Anseelse, og den Mine, hvormed Dannefærd udmærkede sit Hiertes Retskaffenhed, syntes vexelviis at drage al vores Opmærksomhed til sig. — Jeg havde Lyst til, med deres Tilladelse, mine Herrer! sagde Baronen, at høre Dannefærds Betænkning over noget, der just falder mig ind, angaaende vores almindelige Agerbrug; maaskee jeg endog herved kunde være saa lykkelig, at forskaske dem nogle Øyeblikkes fornøyelige Tidsfordriv. — Man forsikrede Baronen, med en slags Fornøyelse, om sin Agtpaagivenhed ved denne Leylighed. — Og I, min gode Dannefærd, sagde Baronen, vil i disse mine Venners Nærværelse ikke nægte mig eders Svar? Dannefærd bukkede og sagde: Han vidste ikke hvorvidt hans ringe Indsigt ville være tilstrækkelig til at fyldestgiøre dette Forlangende, imidlertid fandt han sig pligtig at adlyde, naar Baronen saa befalede, dog maatte han forinden udbede sig den Bevaa-

genhed, at Sælskabet ikke ville dømme ham uden for den Kundskab, han besad som en simpel, og om ikke uerfaren, saa dog ufuldkommen. Landmand.

I maa ikke ansee denne Begiering, sagde Baronen, som en Befaling, den er virkelig en Frugt af de Følelser, eders Fortrolighed bestandig efterlader sig, og benytter jeg mig for nærværende Tid heraf, for med eders Tilladelse at bibringe mine Venner saadanne Indtryk, som vil være dem behagelige.

Dannefærd taug hertil, og Baronen sagde fremdeles: Tillad da, at jeg forlanger at høre eders Tanker, angaaende Aarsagen til den store Overflødighed, man finder her i Landet paa slette og saa got som udyrkede Jorde? — Mangel paa Indsigt i Behandlings Maaden skulle dog vel aldrig være Kilden hertil? — Saa meget veed jeg, at Agerforretningerne, i Henseende til Jordens indvortes Godhed, ikke allesteds kan være af lige Beskaffenhed. Jeg veed ogsaa, at disse Forretninger, efter deres foranderlige Beskaffenhed, udkræver forskiellige Indsigter, nye. Regler; men jeg tvivler tillige

om, at nogen af Delene behøves, uden hvor Forskiellen er saa stor, at den bør tages under en særdeles Betragtning, Jorden f. Ex. i Marsklandene udfordrer andre Forretninger, og anden Behandling, end den paa Heeden, og den tunge Heedejord skal igien anderledes behandles, end den lette; derimod bliver vel neppe Forskiellen paa Agrenes Godhed i samme Mark saa betydelig, at een eller anden LodSeyere skulle til sin Jords fornødne Behandling behøve andre Forretninger og andre Regler end de, for den største Deel, sammesteds almindelige. Aarsagen til saa mange Jordstykkers slette Tilstand kan derfor, efter mine Tanker, ikke saa meget være Mangel paa Indsigt i Behandlings Maaden, som en slags Efterladenhed, hos den ene mere end den anden, i at benytte sig af den Kundskab, som de ikke mangler. Skulle jeg nu endog heri feyle saa vidt, at visse af de i samme Marker liggende Jorde virkelig udkrævede andre Behandlinger end de for den øvrige Deel tilstrækkelige, saa ville dog Besidderen af den manglende Jord aldrig kunne undskylde sig med at have brugt samme Forretninger, iagttaget samme Regler, som Eyeren af den frugtbare, hvis Jord i denne Tilfælde ikke kan være Exem-

plet, hvorefter at rette sig. Han bliver altsaa, som den der har forsømt de, til sine Tings nød vendige Brug, fornødne Kundskaber, altid i mine Øyne lastværdig. — Det er jo noksom bekiendt, hvorledes meget lærde Mænd har til Landvæsenets Forfremmelse bekiendtgiort deres ved nøye Undersøgelse og lang Erfarenhed giorte Anmærkninger. Man veed desuden, at nyttige Sælskaber haver ladet det være sig magtpaaliggende, at deelagtiggiore Publicum i deres vigtige Opdagelser. De har udsat Belønninger for dem, som best oplyste een eller anden betydelig Materie. Man har jo Dagbøger og Tidsblade, hvori Efterretninger om slige Ting findes indrykkede. Disse gaaer fra den ene Ende af Kongeriget til den anden; kort sagt: Der synes, som man hverken har sparet Omkostninger eller Møye, for at udfinde Midler, hvorved Landmanden kunde blive lykkelig. Hvorfor benytter han sig nu ikke heraf til sine Pligters nærmere Opfyldelse?

Ey, Hr. Baron! svarede Dannefærd, fandt Landmanden større Beqvemmeligheder, han fandt vel ogsaa paa, hvad hans Pligter bragte med sig. De behager alene at betragte

disse her omkring liggende Bønders Tilstand. De veed selv, hvorledes den politiske Agerforfatning, eller den efter Love vedtagne Form i Agerbruget, har, saavidt samme er meere eller mindre fti og ubunden, ikke liden Indssydelse i Agerhuusholdningen og de dertil hørende Forretninger. Saaledes udkræver jo den bundne Agerforfatning, at alle Byens Jorde og Agre maa have lige Skiebne, Besidderne af Jorden lige Fordele og lige Besværligheder. Man er her forbunden til paa een og samme Tid at pløye, saae, høste, føre ind, ikke holde mere Qvæg end sine Naboer. Ingen maa forsøge noget nyttigt Nyt. Alting skal blive ved den af Forfædrene, eller lang Sædvane, indførte Brug. Saa at saa tilbøyelig et fornuftig Menneske ellers er til at anordne sine Forretninger efter foregaaende Overlæggelse, saa maa Bonden og Landmanden i denne Fald (som en vis Forfattere siger) handle blot mekanisk. I saadan en Agerforfatning staaer nu just Besidderne af disse omliggende Jorde. Deres Agerforretninger ere indskrænkede og tvungne. Den, som her har en slettere Ager end sin Naboe, kan ikke, om han aldrig saa gierne ville, dyrke samme efter sin beste Indsigt til Fornødenhed.

Ja den, som har en lige god Jord med sine Naboer, kan ikke engang, naar hans tillige er større, behandle den saa vel som han ønskede. Saaledes veed man, hvad Rugsæden er angaaende, at det er vedtagen ikke at pløye og saae, førend Vinteren begynder at nærme sig, af Aarsag, at visse Kreaturer skal have Tilladelse, saa længe de lyster, at benytte sig af Markerne. En Vedtægt, som bringer store Uleyligheder med sig. Jorden er paa den Tid vaad, tung og mindst skikket til en faa fornøden Behandling. Man begynder da at pløye, og Pløyningen er nu, som de andre Forretninger i Fælledskabet, hver paa sin Tid, almindelig. Nu sætter jeg, een er, af trængende Aarsager, ikke i Stand til at begynde paa samme Tid, som hans Naboer, men vel maaskee først en heel Uge derefter, eller og han har dobbelt saa meget Hartkorn, som de andre, og ikke tillige den Evne at kunne drive tvende Plove, saa bliver han gemeenlig, i Fald han skal være med til Høsten, nødsaget at haste saaledes, at han ingen Grund har til at vente den Fordeel i Fremtiden, som han nødvendig burde have. At jeg ikke skal tale om, at han desuden ventelig har havt større Mangel paa Giødskning, end de andre, som havde mindre

Hartkorn end han. Stræber han nu ikke efter at faae nogenledes tilsaaet paa samme Tid, som sine Naboer, saa kan han heller ikke vente at komme til at høste med dem. Og her maa han dog følge Troppen, om hans Sæd end aldrig dertil var tienlig; ja han anseer dette allerede, som et Gode i Henseende til et større Onde, som han derved søger at undgaae, nemlig at sætte sine Agre blotte for det almindelige Indløb af samtlige LodSeyeres Kreature. Saadanne ere, ved alle Leyligheder, de Frugter, som høstes i den bundne Agerforfatning, eller det for Landhuusboldningen faa skadelige Fælledskab.

Men hvorfor er man da saa blind, sagde' Baronen, ar man ikke seer at finde herudaf? og hvorfor stræber man ikke, ved forenede Kræfter, at bringe dette ødelæggende Fælledskab ud til en saa kaldet fri og ubunden Agerforfatning?

Ja, Hr. Baron! sagde Dannefærd, dette er ikke saa let en Sag; man har her bestandig to Fæstninger at stride imod, hvor forbi det er overmaade vanskeligt at komme. Bøndernes forudfattede Meninger paa den ene, og deres

manglende Kræfter paa den anden Side. (Ved Kræfter forstaaer jeg her den Gevinst, Bonden skulle have af hele Handlingen, naar alle Omkostninger og Udgifter vare fradragne. At denne Gevinst bliver som altid i Henseende til de mange ulykkelige Tilfælder, han er udsat for, og hvorfra han uden samme ikke veed at redde sig, saa og i denne Henseende hoyst nødvendig, seer man lettelig, naar man betragter, at han here foruden intet Middel har, hvorved at udvide og bestride sine Hensigter). At ville slutte, fordi en eller anden Bye af egen Drift eller formaaende Kræfter, (eller maaskee ved en særdeles Understyttelse), kunne stride over til en fri og aldeles ubunden Agerforfatning, at Bonden derfor i Almindelighed skulle gaae samme Vey, synes neppe rimelig, da man veed, at han for den største Deel er indtagen af sine gamle vedtagne Skikke, alt for rodfæstet i en Færdighed, som han har erhvervet uden at kiende Reglerne, hvorefter at handle. Man veed ogsaa, hvor vanskeligt det er, ved blotte Overtalelser, at bringe saa mange Hoveder til at ville et og det samme. Man finder ikke hos alle lige stor Villighed, lige megen Fornuft og saa meget Mod og Hierte, at de tør lade en lille Deel komme an

paa Lykken. — Ja, hvad skulle vel bringe os til at tvivle om, at Mangel paa Formue bliver en vigtig Anstødssteen i Veyen for den almindelige Indførsel af en fri Agerforfatning.

Lad Elskeren af Landvæsenet sætte sig hen i en Afkrog, for der i Rolighed at eftertanke, hvad der kunne være nyttig for hans Brødre, Lad ham, naar det forlanges, give dem Regler og Exempler, hvorefter at rette sig. Lad ham giøre en tydelig Afridsning paa denne saa vigtige Kunst, at dyrke Jorden vel, og giøre sig den saa nyttig, som muelig. Ja, Hr. Baron! lad endog Sælskaber af duelige Folk forene sig til Landmandens Beste. Deres Øyemærke med al deres Arbeyde være Landets Velfærd; deres Ære hvile paa en fuldkommen Tilsidesættelse af al Egennytte, og deres hele fortjente Løn bestaae i den Fornøyelse, at kunne hielpe til at giøre det menneskelige Sælskab lykkelig. Man forelægge Landmanden Samlinger af ordentlige afhandlede Sandheder, nye Redskaber, ja man tilbyde ham at benytte sig heraf. — Dette og mere, vil jeg tilstaae dem, er noget stort, ja overmaade rosværdigt, men det er tillige utilstrækkeligt. Det heder: Læser I gode Land-

mænd, og lader os see Frugten af al den Omhu, man viser for eders Velfærd. Hvor gierne ønskede man ikke at vide, hvad der ville komme ud af eders Læsning; men, Hr. Baron! det er Dem vel ikke ubekiendt, hvorledes Svaret herpaa lyder: De gode Herrer maa forlade os, vi skylder dem for deres havte Umage den billigste Erkiendtlighed, men maa tillige tilstaae, at det er en stor Skade, man ikke har havt den Godhed at mælde, hvorfra vi skulle hente de Kræfter, hvorved at iværkstille deres gode Anslag, ach! dersom man havde seet saa beqvemmeligen til for os. — Mærker De vel, Hr. Baron, saåledes bliver Svaret i denne Tilfælde, og jeg kan ikke endda sige, at det synes saa urimeligt.

De veed selv, at Agerdyrkningen saavel som Qvægavlingen giver intet af sig, saa længe man herpaa vil spare det fornødne Arbeyde og de nødvendige Udgifter. At Bonden i Almindelighed har været nødsaget hertil, vises noksom af Erfarenhed.— Det svære Hoverie har ikke giort lidet, foruden andre Byrder og Paalæg.— Det er derfor ikke et sieldent, men vel et bedreveligt, Syn at see, hvorledes Bonden, efter det møysommeligste Arbeyde, neppe beholder den

nødtørftige Underholding. Han tørrer med Bekymring Sveden af sin Pande, naar han betænker, hvorledes han efter at have betalt Daglønner-Penge, Skatter, Tiende, Landgilde, og andre Afgifter, ikke beholder det nødvendige for sig og sin Familie; ey ar tale om de mange ulykkelige Tilfælder, han seer sig udsat for.— Af

saadan et Optrin var jeg kort tilforn en Tilskuere hos en af vore Naboebønder. Jeg kom ved en Leylighed forbi dennes Gaard, fik i Sinde at gaae derind, og havde allerede Haanden paa Laasen af Døren, da jeg i det samme hørte, Konen med en usædvanlig Sindsbevægelse tiltale sin Mand. Jeg studsede, holdt mig tilbage; da jeg blev en Aabning paa Døren vaer, saae jeg der igiennem. Manden sad ved sit Bord med Haanden under Kinden, og, som der syntes, i en dyb Betænkning. Af hans Ansigt kunne jeg læse en hemmelig Sinds Urolighed. Ved hans høyre Haand laae en Tavle, og ved den venstre stod Konen og Børnene. De søgte alle med den ømmeste Kierlighed ar adsprede de Bekymringer, som gvalte deres Ven. Kiere Mand, sagde Konen, hvortil nytter denne Græmmelse vore Omstændigheder bliver jo ikke derved bedre?— sørg ikke, Gud tør giøre

alting got.— Den ældste Datter trykte Faderens Haand. Hendes yngere Broder sagde: Fader, kan I ikke tage de 4 Daler, som man gav Mig til Faddergave, og saa sælge min lille gule Hest?— Det uskyldige Barn, som laae ved Moderens Bryst, rakte efter Faderen, og smilede. Jeg kunne nu ikke holde mig længere, jeg aabnede Døren, og man blev bestyrtet ved min uformodentlige Ankomst. — Manden raabte endelig: Ah! nu kiender jeg hvem det er, vær velkommen. Han løb hen at hente en Stoel, og bad mig sidde. Jeg spurgte, hvorledes det gik ham? fortalte ved hvad Leylighed jeg var kommen denne Ven, og endelig hvorledes jeg baade havde seet og hørt alt, hvad der nyligen havde tildraget sig imellem ham og hans Familie. Jeg spurgte om Aarsagen til hans Tungsindighed? Og ja, sagde han, derom vil I letteligen blive underrettet. Han gik derpaa hen til Bordet, tog Tavlen, og sagde: Behag at see denne Fortegnelse efter, og siig mig saa; hvorledes I ville være til Mode, om I befandt eder i lige Omstændigheder? Er det ikke min Pligt, som Huusfader, at bære Omsorg for mit Huus, for min Kone og for mine Børn? og er jeg ikke ulykkelig, da mine Vil-

kaar ikke tillader, at jeg kan efterkomme denne Pligt?— Barnets Klage og Moderens Trang er for den retskafne og tillige trængende Huusfader en jammerlig Lyd og et bedrøveligt Syn.— Jeg saae Fortegnelsen igiennem, og fandt deri beregnet alle saavel muelige Indtægter som nødvendige Udgifter. Jeg mærkte, at de sidste langt overgik de første. Jeg fandt hans Bedrøvelse billig, og sagde: Giv eder tilfreds, eders Kone og Børn skal ikke lide Nød; jeg giver eder Tilladelse at søge mig i eders Fornødenheder, og I maa ikke sælge edders Søns den lille gule Hest. Drengen rødmede, og gik bag sin Broder, Konen kom og ville omfavne mine Knæ, og denne hele Familie syntes at faae et nyt Liv. Manden sagde: I skal have Tak, jeg skal igien stræbe at aftiene eders Godhed, — Gud see til os, og opholde os! Kongen leve, og staae os bi! — Jeg følte over denne Mands Omstændigheder en heftig Bevægelse i mit Bryst, og ønskte, at Bondens Stand i Almindelighed maatte blive mere lettet, taaleligere og mindre udsat for Skiebnens Grusomhed. — See, Hr. Baron, hvorledes ville man nu vente, at Bonden under flig Betragtning kunne tænke paa at vove noget Nyt, han seer sig jo ikke

i Stand til al begynde, langt mindre at udfore det.

Vel, min kiere Dannefærd, sagde Baronen, dette stemmer med en Omstændighed, som jeg ved denne Leylighed erindrer: Jeg var for en Deel Aar siden i Frankerige, hvor jeg, af visse Aarsager, opholdte mig to Aar i Havre de Grace. Samme Sted kom jeg i Bekiendtskab med en Mand, der havde forpagtet adskillige Der omkring i Nærheden liggende Jorde. Denne var en retsindig, forstandig og til sin Handtering vel oplagt Mand. Hans Kone var ikke mindre. De drev et anseeligt Hollænderie, og giorde sig det i alle Ting faa nyttig, som muelig. Udgifterne, hvorunder blev beregnet hvad der svartes af Forpagtningen, Daglønner-Penge, Huusholdingens og Familiens Vedligeholding, belob sig aarlig i det allerringeste til 10000 Livres. Jeg spurgte dem, (overbeviist om deres Oprigtighed), hvor hoyt de vel kunne faa omtrent regne deres aarlige Gevinst. De bevidnede med Taarene i Øynene, at de ikke kunne giere nogen sikker Regning paa en aarlig Beholding af 50 Rixdaler; men at de vare meget lykkelige, naar de kunne slaae sig igiennem fra den ene Tid til den anden.— Jeg blev

rørt over denne Tilstaaelse. — Hvorledes, sagde jeg, den Fordeel, en Kiøbmand bør have, maa endelig være imellem 6 a 8 pro Cento af Capitalen, som han sætter i sin Handel. Nu er den Capital, som stikker i eders Hollænderie, imellem 35 og 40000 Franks, end ydermere udsat for de ulykkeligste Tilfælder af Ildebrand, Krigs Uroligheder, Vandskyld, Orkaner, ustadige Aarstider, Qvægsyge, o.s.v., og I trækker paa 18de Aar at regne ikke mere aarligen end 50 Rixdaler (*) af denne Formue? — Mine kiere Børn, der er ikkun en halv pro Cento, at regne, af eders Udsatte. I ere meget slet belønnede for al eders Omhu og Besværlighed.

Ja seer De, svarede Dannefærd, saaledes gaaer det. Man dømme endog Bondens Tilstand herefter, og man skal erfare, om ikke denne saa vigtige Forretning i Verden, saa nødvendige for Menneskenes Underholdning, er, i Henseende til sine Fornødenheder, mindre agtet og mere trykket, end den burde.

Jeg tilstaaer, min kiere Dannefærd, sagde Baronen, I har for en stor Deel Ret, men gid! Lykkens Egensindighed aldrig giøre Haabet vaklende. Den Vise er ligesaa uforsagt i Mod-

(*) Beregnet til 150 Franks.

gang, som bange i Medgang. Han leer derfor, naar Daaren græder, og skielver, naar denne leer. — Bonden arbeyder i Øyesynet af en oplyst Regiering. Samme har taget ham under en særdeles Betragtning, er bleven Landsmændenes Omstændigheder bekendt. Man er overbeviist om, at Staten uden Agerdyrkningens og Handelens Fremvext ikke kan andet end svækkes. Rørt af saa vigtig en Sandhed, omhyggelig for at udfinde Midler, hvorved at forskaffe Monarkiet al den Lyksalighed, som rnuelig, vil Regieringen ikke efterlade at handthæve Bondens Anseelfe. — Sandt at sige, min kiere Dannefirrd, jeg seer ikke, hvorfor en Kiøbsted-Tiener bør agtes høyere end eders Avlskarl, hvorfor Haandværkskarle skal have Fortrinet for eders Arbeydsfolk, og endelig hvorfor en simpel Borger skulle ansees mere end en Bonde. Den udvortes Anseelfe, Klædedragten, Talen er ikke det, som skal giore Folk. Disse bor ikke dømmes uden efter de Tjenester, som de beviser Sælskabet, og hvad ville da Borgeren blive til, om ikke Landmændene vare?— Er del ikke eder, som ernærer, klæder og skaffer ham de fleste Ting til hans Fornødenheder og Begvemmelighed? - Jorden er Moderen og

Kilden til uskatteerlige Rigdomme, men eders Arme ere Midler, hvorved disse bringes til Veye. Kunstneren giver Tingene deres Skikkelse, og Kiøbmandens Forretning gaaer alene ud paa at sætte dem af; ja I, som hører til det største Tal, ere endog denne sidste heri behjelpelige. Kort sagt: Jeg tvivler ikke paa, om Borgeren og I bleve enige om at holde eder alene i 14 Dage fra al indbyrdes Handel med hverandre, at han jo ville blive fuldkommen saa forlegen, som I. Man ville da ikke tage i Betænkning at forhøye eders Anseelse i det menneskelige Sælskab.— Ja, Hr. Baron,

Hvad Anseelse skulle vi ønske os? hvad Æresbeviisninger, om jeg underdanigst torde spørge, skulle vi forlange? — Vi besidder ingen Ærgierighed.

Vi stræber alene efter at kunne i Gierningen vise os dydige, arbeydsomme og nyttige Lemmer af Sælskabet, og saa ønsker vi tillige, (at jeg skal tale mine Brødres Sprog), at leve lidet beqvemmeligere og mindre trykkede i vore Fornødenheder. Her har de al den Ære og Anseelse, som vi attraaer, og sandelig i en fri og ubunden Agerforfatning behøves intet videre. Agerdyrkningen bringer selv sin Ære og sine Belønninger med sig. Disse ere de

Fordele, den skienker Landmanden, fom noget, der efter Arbeydets Fuldførelse bliver ham alenetilhørende. Bonden kan jo, under denne Betragtning, efter sin beste Indsigt indrette alting til sin Fordeel. Tiden, Maaden og Igientagelsen af Forretningerne beroer ganske og alene paa hans eget Val. Qvægavlingen kan han udvide eller indskrænke, eftersom han er forsynet med Græsgang og Foer. Ingen kan forbyde ham at tage al den Nytte af sine Jorde, som ham muelig er. Men jeg seer ikke, hvorledes man formedelst forhen anførte Aarsager stulle have nogen Grund til, uden særdeles foregaaende Omstændigheder, at haabe en faa betydelig Forandring.

Og hvilke, spurgte Baronen, skulle da vel, efter eders Tanke, disse Omstændigheder være?

Ja Hr. Baron, svarede Dannefærd, de Midler, som jeg, efter min ringe Indsigt, underdanigst formeener at være de kraftigste og beste til at raade Bod saavel paa Bondens forudfattede Meninger, som hans manglende Kræfter, bestaaer fornemmelige» deri, at, hvad Bondens forudfattede Meninger er angaaende, handlede øvrigheden aldrig uviseligen, naar den, i Hensigt til det heles Beste, sagde: Herefter skal det

saaledes være, og ikke anderledes. — De, som ikke ville finde sig i Billighed, bleve da nødsagede at giøre hvad deres Pligter udkrævede; de, som manglede Forstand til selv at indsee deres eget Gavn, ville engang komme til at takke dem, som havde seet saa vel til for dem, og endelig ville de, som slet ikke torde lade noget komme an paa Lykkens Lod, herved faae Leylighed at vove det, som de ellers efterlod.— I

Henseende til Bondens manglende Kræfter blev man nødsaget, at besørge ham det tilstrækkelige Forskud. De fleste Huse og Gaarde, som hidtil havde lagt samlede enten i Adelbye eller Torp, maatte jo afbrydes og forflyttes til den særdeles Agerlod, som enhver ved Lodtrækning maatte være tilfalden, efterår Markerne i Forveyen vare inddeelte i saa mange Stykker, som der i samme fandtes Lodseyere, somme større og somme mindre, alt efter den Forhold, i hvilken den ene tilkom en større Lod end den anden. Man maatte ved denne Leylighed, saa meget mueligt var, see til, at Bygningerne bleve lagte ved Landeveyene. Derved spartes megen Jord, som ellers gik bort til Veye, og derved blev tillige seet en Deel paa de Reysendes Beqvemmeligheder. — Her synes det, bemidlede Patrioter kunne befordre Lan-

dets betydelige Vel, giøre sig en Trone forbindtlig, og fortjene Nationens Erkiendtlighed. Naar andre Amindelser ved Tidens Længde bleve udslukte, saa skulle deres Ihukommelse endnu vare ved, ja de sildigste Tider ville endog heraf tage Anledning til at giøre den lykkelige Konge navnkundig, under hvilken de havde levet.— Desuden bliver det altid Herskabernes Fordeel imod billige Renter at forskaffe deres Bønder det tilstrækkelige Forskud. Dette Forskud maatte vel egentlig komme dem til Gode, som flyttede deres Bygninger, men Capitalen tilligemed Renterne Mille dog alle Lodseyerne, i Forhold med deres Jordparters Størrelse, tage en lige Andeel i. Foruden at det var billigt, at de, som fik den gode og fede Jord, maatte forpligtes til i de første Aaringer at understytte dem, som fik den slette og mavre, saaledes at alle skeete lige Ret, og ingen kunne siges at blive fornærmet. Det ville maaskee ogsaa i denne Fald have sin særdeles Nytte, om Bonden blev i de første Aar eftergiven en vis Andeel af sine Skatter. Man har Grund til ikke at ansee denne Eftergivelse anderledes end en udsat Capital, der altid med Renter kunne hentes tilbage. Skatterne kunne efter visse Aars Forløb forhøyes, Herskabernes Indtægter derved

formeres, og Flittighed endda finde fin rigelige Næring i Landvæsenets daglige Forbedring.

Ja, sagde Baronen, jeg tvivler ikke paa, at jo Udfaldet ville krone Arbeydet, og at dette, saavidt mueligt, ville føie sig efter den Vindskibeliges Ønsker; men paa hvor store Vanskeligheder bygges ikke saa store Fordele! — Imidlertid mistvivler jeg ikke, jeg har derimod uden hertil at vide anden Aarsag, end vores allernaadigste Konges utrættelige Fliid, for at giøre sine Undersaatter lykkelige, saa fast et Haab om disse Fordeles Erlangelse, at jeg seer ikke hen i Eftertiden, uden jeg forestiller mig, som i et Perspectiv, den almindelige Agerforfatning bragt til en uventet Fuldkommenhed, Bønderne blomstrende under de viseste Foranstaltninger, og Landmændenes Tilstand saadan, som Patrioten ønsker; ja hvor bliver ikke den velhavende Landmand, under denne Betragtning, lykkelig. Jeg seer ham forenet med en stræbsom og retskaffen Ægtefælle, Fader til en dydig og talriig Familie, Herre over et Antal af velfornøyede Tjenestefolk, Anførere for en Mængde af Daglønnere, den Fattiges Beskyttere, og en Besiddere af alle til Livets Beqvemmeligheder fornødne Ting. Kunne man ikke have Aar fag til at kalde ham riig, anseelig; med faa Ord:

En Konge paa hans lille Jordegods? Han er baade elsket og agtet; man kommer til ham uden Frygt, taler med ham i Fortrolighed. Hans Befalinger bliver efterlevede, hans Øyemærker tit og ofte forekommede, hans Fornødenheder besørgede. Ved mindste Anstød, han faaer af Sygdom, seer jeg Uroligheden afskildret paa An« sigterne, alles Hiertet saarede. Ved første Tegn til denne kiere Faders, denne gode Hosbondes Sundhed, seer jeg Glæden skinne frem igien, alting levende paa ny. Hans Sundhed agtes dyrebar, og hans Liv synes at være det, hvorved hans hele lille Republiks lever.— Her seer I, min kiere Dannefærd, Skilderiet over en velhavende Landmands lykkelige Omstændigheder. Skyggen efterlader sig ikke faa stærke Indtryk af Følelsen, som Legemer, og Skilderiet er ikke uden en svag Afbilding paa Herlighederne i deres naturlige Fuldkommenhed; imidlertid er jeg dog vis paa, at disse Træk finder eders Bifald.

Ach! Hr. Baron, svarede Dannefærd, hvorledes kunne man herved blive uden Følelse. Landmanden erkiender dette simple og rolige Livs Lyksaligheder, han attraaer intet uden hvad som bringer til sammes Forbedring og Vedligeholdelse. Ja Bonden kommer ikke engang til de stolte

Steder i Riget, uden Nøden og Trangen driver ham derind. Han opholder sig ikke sammesteds længere end fornøden, haster for at komme derud fra, hvor alting falder ham kiedsommelig, og brænder af Længsel at øyne sin Hytte. En forvirret Fornøyelse, en hemmelig Drift kalder ham tilbage. Glad over at se Frugten, Hesten og Produkterne, som Skyldes hans daglige Omsorg, ville han endnu føle en renere Glæde, naar han kunne sige: Dette eller i det mindste den beste Deel deraf her mig til. — Min kiere Dannefærd, sagde Baronen, saa naturlig som det er, at Agerdyrkningen og Qvægavlingen ikke alene maa besørge Bondens og hans Families virkelige og daglige Fornødenheder, men endog forfskaffe ham et slags Overskud for Tilfælder, saa sikkert kan man haabe, at Bondens Stand vil alleTider blive handthævet ved en Fyrste, en Fader og Ven, som vil see paa at reyse de faldne Sager, og standse den fordærvelige Misbrug. — Men (her saae Baronen paa sit Uhr, og da Tiden var løben hastigere end han havde ventet, gjorde han Sælskabet en Undskyldning, og sagde:) forlad mig, mine Herrer! jeg frygter for, at jeg allerede har opholdt saavel Dem som mine hjemmeværende Giester længere end jeg burde. Vi ville derfor

nu, i Fald De saa behager, vende tilbage. Jeg tvivler ikke paa, at jo min Kone har længtes efter os, saa er Par alvorlige Øyne, og saa mange Tak for du ville komme igien, bliver uden Tvivl alt hvad jeg kan vente, fordi jeg har baaret Omsorg for at vi kommer en Time sildigere hiem, end jeg havde lovet.

Vi traadte aldrig saa snart ind i Blomsterstuen, hvor man endnu spillede, førend Baronessen raabte: 30 Dukaters Gevinst, min lille Mand! Baronen vendte sig til os, smilede og sagde: Den gang slap jeg bedre end jeg havde ventet.

Nu seer De, min Herre! det fornemste af denne til Spadseretouren med Baronen af Bratingshøi og hans Sælskab henhørende Begivenhed. Hvad der siden indløb for Maaltidet, over Bordet og derefter, var af liden eller ingen Betydenhed, hvorfor jeg hermed, uden at blive Dem kiedsommelig, vil slutte.

Lev vel, min Herre! og troe, at Venskab og Høyagtelse paalægger mig, som en Pligt, ikke at bebyrde Dem Med en Mængde forfængelige Høfligheder, som ere, skiønt almindelige, dog aldrig opfundne for derved at udmærke det oprigtige Venskab.

Baronen af Bratingshøi og Sælskab, hvoriblant Dannefærd, som en Landmand, faaer Leylighed at tale med Baronen om en fri og aldeles ubunden Agerforfatnings almindelige Fordele.

Baronen

af Bratingshøi

og

Sælskab/

hvoriblant