[O.D. Lütken] Anmærkning over et ved Lodde oversat Skrift, under Titul: Betænkningen hvorledes Friehed og Eyendom kunne forskaffes Bondestanden, med et dertil føyet Anhang. [G.C. Oeder, 55-80]

Anmærkning over et ved Lodde oversat Skrift, under Titul: Betænkningen

Friehed og Eyendom

hvorledes

kunde forskaffes

Bondestanden,

Med

et dertil føyet

Anhang.

Kiøbenhavn 1771, trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Blandt 35 Piecer, mig forleden tilsendte (af hvilke en Deel vare Tryk-Frihedens alt for kiendelige Fostrre) fandt jeg og Betænkningen: hvorledes Frihed og Eyendom kunde forskaffes Bondestanden. Denne charmerede mig. Jeg fandt her en Forfatter af den rareste, skiønt tillige ønskeligste, Character, jeg meener, aldeles upartisk. Dertil den største Menneskeven, den billigste og retsindigste Medborgere. En Mand af den største Øm

4

4

hed, Varsomhed og Forsigtlghed af Verden, af sunde og honette Principia, og dertil af god og grundig Indsigt i mangfoldige Poster vid. Pag. 12, 14, 15, 18, 24, 31, 43, 57, 86, 90, 112 indtil Enden.

Jeg fandt en Tegning, en Prospect, den alleryndigste og behageligste, som nogensinde kand fremstilles for en Patriots Øyne; (thi hvad behageligere for ham end at indsee Fædrenelandets, helst i saa høy Grad, tiltagende Fremvext, og Efterslegtens Lykstlighed?)

Jeg fandt et Middel foreslaaet, hvoraf i Tiden kunde flyde Folkemængdens Forøgelse indtil et dobbelt Antal, og med denne Forøgelse alle dens lykkelige Følger: Den borgerlige Håndterings Udvidelse. Sikkere Forsvars-Stand, og en paa disse 2 Omstændigheder grundet Anseelse og Magt for Staten. En vigtig og en Landets Fader høyst anstændig Erobring! da den foreslaaes at kunde skee uden Blods Udgydelse, uden andre Staters Hinder og Modstand, og uden egne Undersaatters mindste Fornærmelse.

5

5

Men Ach! naar jeg seer til Midlet, som foreslaaes; da nedslaaes jeg gandske; da forsvinder med eet ald denne Tegnings Pragt og Herlighed, og med Grunden, der befindes Grundfalsk at være, nedfalder den heele saa ziirlig og prægtig opførte Bygning.

Folkemængdens Fornærmelse skal være Grunden og bafis til Statens Fremvext. Og til denne Formeerelse formeener og foreslaar Forfatteren, at en sikker nye udvey til Næring aabnes os ved Hovedgaardenes Deeling og Hoveriets Afskaffelse. — Ved at læse dette, faldt jeg, som i Afmagt, saa i dybeste Forundring.

Skade, tænkte jeg, er det: At den

ærlige og brave Mand ikke har læst, hvad der i denne Materie pro & contra er skrevet i Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin, Journal, og andre i samme Tid og ved samme Leilighed udkomne Skrifter.

(Dog, det er en almindelig Sygdom ved vore Oeconomiske Skribentere: At de hellere

vil skrive, end læse. Derfor seer man de Satser, hvis Falskhed for længst er ret

6

6

mathematisk demonstreret, daglig paa nye at fremtræde). Skade, tænkte jeg: At den gode Mand ey har havt samme Lykke, som du, at see det Skrift, som en skiønsom Patriot for en Tidlang indsendte til et høyt Collegium. Een eeneste deri anført Anmærkning vilde have været nok til at bringe en saa skiønsom Mand af sin Vildfarelse, og paa rettere Tanker.

En Tidlang var jeg tvivlraadig, om det og var ret, at oplyse ham og andre om denne Tegnings Urigtighed, og derved

at betage dem deres føde og behagelige Forestillinger. Dog, som jeg indsaae, at disse søde Drømme muelig kunde have sure

og ubehagelige Følger for Staten, resolverte jeg, som desuden for længst under Eed er enroulleret under Sandheds Forfægtere,

at bekiendtgiøre nogle Anmærkninger af den nyelig omtalte Patriots Skrift indsendt til et høyt Collegium. — Og her ere de:

- - -

I Landvæsenets Sager maae man gaae frem med største Varsomhed, dyb Eftertanke

7

7

og grundig Overlæg. De Flygtige, de Hastig-tænkende, de som bygger paa første Apparencer og Anseelser; udsetter sig for vigtige og idelige Feyltagelser. Og er det vel fornemmelig disse, der selv har anseet, og for andre udraabt, vort Landvæsen meere trængende og i slettere Stand, end det virkelig i sig selv er.

1. Disse saae for Exempel: At den Hovningsfrie Bonde almindelig stoed sig bedre, end Hovnings-Bonden. De sluttede, ja meente sig fuld berettigede til at slutte, og heel ufeilbar at slutte kunde: At Hovningen var Bondens Fordervelse, og til Statens Velfærd burde afskaffes. Men de bedrog sig; de antog en urigtig Aarsag til den Hovnings-fri, og Hovninggiørende Bondes forskiellige Vilkor. Da de satte Aarfager i Hovning og Hovnings Frihed. Havde de umaget sig, Sagen nøyere at indsee, da havde de fundet den rette Grund og Aarsag at stikke deri: At Proprietairerne almindelig og i lang Tid med en gandske ulige og ubillig Veyskaai Har udveiet Byrdene til de Hovnings-fri og Hovning-giørende Bønder. At de ikke

8

8

Har anslaaet Hovningen for det, den virkelig er, og ikke kiendt og indseet deres fulde Vegt og Byrde, og des Aarsag har de aldeles ingen Lighed og Proportion truffet imellem de Byrder, som paalagtes den eene, og den anden. Men langt over Billigheden forskaanet den eene, og overbyrdet den anden. Derudi, at den Hovnings-fri Bonde i sine ansatte Hovningspenge ikke nær har givet os Æqvivalent imod Hovningen, stikker den rette Grund og Aarsag til hans bedre Kor. Og derudi, at Hovnings-Bonden i Hovningen har baaret langt større Byrde, end den Hovnings-fri i sine Hovningspenge, stikker Aarsagen til hans slettere Vilkor. Havde Proprietairerne nu derimod paalagt den Hovnings-fri den største Byrde, og paasat ham Høyere Hovningspenge, end Hovningen kand beløbe til, og derimod meere, end skeet er, modereret Hovnings-Bondens Afgift og Landgilde, da Havde den Hovnings-fri Bondes Vilkor været de sletteste, og Hovnings-Bondens de beste. Men lige saa lidet som man i saa Fald kunde sige: At Hovnings-Frihed var Bøndernes Fordervelse, saa lidet kan der nu siges om Hovningen. — Afveies

9

9

Byrderne juste og lige til dem begge, ere de og lige vel farne. Tilsidesettes derimod Billigheden, da kan den eene ligesaa snart overbyrdes, som den anden.

Og naar denne Præjudice først er hævet, da vil det ikke vorde vanskeligt, at indsee de vigtige Grunde, som har indført Hovningen, og endnu tilraader at vedligeholde den.

Hvad der ellers har forledet Proprietairerne, Byrderne saa ulige til Hovnings-Bønder, og Hovnings-fri at udveie, og blindet dem i at indsee Hovningens rette Vegt og Byrde, er ikke vanskeligt at udregne; de har, som mageligst (og Magelighed er de fleste Menneskers Favorit) fulgt de gamle Jorde-Bøger, uden at iagttage paa den eene Side, at Hovningen ved Culturens Tilvext i Dannemark, allevegne mærkelig Tid efter anden var forøget, og Pengene derimod paa den anden Side i deres valeur imod Vahre paa en Tidlang anseelig vare faldne. Ved begge disse Omstændigheder var Forskiellen paa de Byrder, som almindelig paalagtes Hovnings-

10

10

Bonden og den Hovnings-fri, nu kommet til en saadan høy Grad.

Til Beviis paa Sagens og Satsens Rigtighed behøver man allene, at anslaae en gandske moderat Hovning af en fuld Gaard, og til moderateste Priser, saaledes:

Aarlig 6 Plov-Dage a 5 Mk. 5 Rdlr.

6 Harve-Dage a 2 Mk. 8 Sk. 2-3 Mk. 28 Kiøre-Dage a 2 Mrk. - 9-274 Dage med Hov-Karle a 1 Mk. 12, 2 -

42 Dage med Hov-Bud a 12 ß. 5-1-8 ß.

34 R.2 M.8 ß.

I Hovnings-Penge af saadan Gaard er derimod almindelig hidindtil ikke taget, uden 6 til 10 Rdlr. i høyeste. Saa aldeles ulige ere Byrderne afveiede til de Hovning-giørende og Hovnings-fri Bønder, at de sidste ikke har baaret uden høyt 1/4 eller 1/5 Deel imod de første. Man ændre nu denne Feil, man giøre deres Byrder lige, og da skal Bonden almindelig Hellere vælge Hovning, end HovningsPenge.

11

11

II. Videre saae og observerte de Hastigiænkende: at de Bønder, som har deres Grunde for sig selv adskildte og indhegnede, gemeenlig stoed sig bedre, end andre; de slut« rede deraf: at Byemænds Fælledsskab i Mark, Eng, Skov og Mose var Staten skadelig, og at Bondestandens Opkomst kunde befordres, om hver Mand fik sin Grund og sine Lykker adskildte, og fra Naboer indhegnede. Men man bedrog sig, i at udfinde Aarsagen til disse Bønders bedre Kor.

Deres mange Giærder, som baade medtager megen Grund, og endnu fordrer en Deel Grund til Giersel, hvormed de skal vedligeholdes, kand aldrig befordre deres Velstand.

En bedre Drift, Inddeeling og Paasetning paa Græsningen, er det og slet forgieves, at vente ved Bondestanden i Almindelighed; thi, at Bonden haren særdeles Lyst til at uddrive sin Jord, det bevidner de nu snart allevegne fra Fællederne aarlig indtagne Erte-Lykker. Endog Proprietairernes Fraraadelse og Forbud kand tilsidst ikke giøre Modstand imod deres eenstemmige Overhæng.

12

12 Ney! Aarsagen til flige Bønders bedre Kor befindes ved nøyere Indsigt, at bestaae derudi: At disse Bønder for en liden og ringe Kiendelse i Penge eller Drikke-Vahre, indleyer deres Faar, Gies, Sviin, ung Kræe og Klodder paa den næstliggende Byes fælles Græs, og drager saa i den Sted ved Koegang vel tidobbelt Nytte af deres egen Græsning. Det er da Naboe-Byernes Tab, der beriger disse. Men denne fordeelagtige Handel cesserte jo, naar hver Mand fik sin Grund adfkilt. Enhver fik da selv paa egen Grund at opføde sine Creature, og altsaa vare samtlige Byens Mænd efter Adskillelsen ikke bedre faren, end tilforn.

III. Fremdeles gik de hastig-tænkende endog saavidt: At, siden de saae SelveyerBonden at staae sig bedre, end andre, formeente de sig berettigede at paastaae: At alle Bonder skulde være Selveyere. Men saa-ledes kand man jo paastaae, at alle Borgere skulde selv eye deres Huse, siden Eyerne kand hytte sig bedre end Leyere. Dette er jo ikke andet at sige, end at den Rige er bedre holden, end den Fattige. Thi er Selveyere ikke rigere, end Fæste-Bonden, da tør jeg ey

13

13 forsikkre ham, at hans Kor bliver bedre ved det Navn af Selveyere, naar han til andre skal forrente en anseelig Capital. Høye Renter kand lige saa fuldt trykke og forarme, som Hovning og Landgilde. Det forynskede Navn af Selveyere tikiøbte mange daarlige Bønder paa seeneste Auctioner over Kongens Gods sig alt for dyre, ja til deres totale Ruin, om Retten var urgeret. Da de siden udregende Renter af Kiøbesummen, og fandt, at Renten i en bøy Grad overgik deres forrige Afgiftsbyrde, da mærkede de, at en Selveyere var ikke altid og ufeilbar saa lykkelig et Creatur, som de havde indbildt sig; at de havde levet vel, som Fæste-Bønder, men vilde nu, som Selveyere, komme til at gaae fra Huns og Gaard.

IV. Endelig faae de, som kuns overseer Tingene saa løselig: At Hovedgaards Taxterne ikke havde saa mange Æfgteaskabe og Beboere, som Bøndergodset, og sluttede: At det kunde geraade Staten og dens Folkemængde til anseelig Fordeel, om Hovedtaxterne bleve lige saa sterkt bebygte og beboede. Men de feilede. Ved nøyere Indsigt skulde de have befundet: At derved fik samtlig

14

14

Hovedgaardens og Hovnings Godsets Grunde dog ikke større Folkemængde i Tiden og til Bestandighed, end til disse Grundes Dyrkelse behøvedes, og den Folkemængde har de jo nu. De skulde befundet: At saa mange Ægteskabe, og Vaaningssteder, som Hovedgaards - Taxierne ved slig Forandring fik fleere, saa mange Ægteskabe og Vaaningssteder vilde der i Tiden afgaae paa det forrige Hovnings-Gods.

Ved en eneste Giennemlæsning af sidste og 4de Anmærkning seer Forfatteren, lettelig, at Grundsteenen, han til sin Bygning udsøgt havde, forsvandt og blev til intet. Thi da Forfatteren har antager de sunde og sande Begreber om Folkemængden (dem saa mange har vildet disputere mig): „At Folkemængdens Formerelst gaaer til en vis Grad, hvilken bestemmes af Forraad paa Næring. Naar den Grad er opnaaet, staaer Formerelsen stille, og dersom den skal drives endnu videre, maae der aabne sig en nye Udvey til Næring." Saa har jeg her got at giøre: Jeg har kuns at vise: At ingen nye NæringsVey aabner sig ved Hovedgaardenes Deeling

15

15

og Hoveriets Afskaffelse. og dette er for den Skiønsomme noksom viist ved anførte 4de Anmærkning. Dog for deres skyld, der ey har Forfatterens Begreb og Indsigt vil jeg forklare samme Sag med andre Ord. Samtlige Grunde paa et samlet Gods, Hovedgaardens og Bønderqodets, ere jo hidindtil dyrkede af Bøndergodsets Folk og Hests. Altsaa kand de jo endnu tyrkes ved samme Antal Folk. Hvad enten en Deel af dem har Boepæl inden eller uden for Hovedgaardens Eenemærker. Havde Hovedgaardenes Grunde hidindtil ligget udyrkede (da de tvertimod hidindtil ere dyrkede paa der beste) saa havdber aabnet sig en nye Udvey til NæringMen ved den foreslagne Forandring ere og bliver jo Grundene, deres Dyrkelse og givne Næring, samt Folkene, de selv samme. Skal Hovedgaardens Grund uddeeles til Afbygger-Gaarde. Da er det jo det naturligste og retteste, dertil at tage og anvende forrige Are beydere, de mange Mennesker paa Bønder, godset, som ved Hovnings-Friheden bleve furnumeraire, vacante, og ved denne Forandring enten maatte betle, eller sulte ihiel.

16

16 Og skulde nu Proprietairen vilde forbigaae disse, sine Karle, Huussmænd og Inverster, som dog var en Himmelraabende Synd, og deres Brøds Betagelse, siden de Har giftet og nedsat sig paa den Næring, som Hovningen Hidindtil har givet, og efter Forfatterens Anslag p. 8I antage formuende Forpagtere (der dog hellere vil være Selveyere,) Kiøbstæd-Folk, Herskabers Betientere, Handels-Mænd, Capitalister af en liden Capital & c. (der dog sielden bliver Statens beste Landmænd,) saa vilde Folkemængden endnu ikke voxe. Afgangen paa forrige HovningsGods maatte nødvendig blive ligesaa stor, som Tilgangen paa Hovedgaardens Grund.

ægteskabernes Antal, siden Næringen en blev forøget, maatte nødvendig i Tiden ligesaa meget formindskes paa første, som det tiltog paa sidste Sted.

Med selv samme Ret, som nogen kand sige: At den Forandring af Hovedgaarders Deeling og Hoveriets Afskaffelse aabner nye Nærings-Vey for saa mange, som nu fandt Plads og Boepæl paa Hovedgaardens Grund. Kand siges paa den anden Side: At denne

17

47 Forandring hæver den gamle og forrige Nærings-Vey for mangfoldige Huusmænd og Inderster, som ved Hovningen fandt Ophold og Næring. Altsaa taler den rettest og tydeligst, som siger: At denne Forandring i sig selv hverken forøger eller formindsker Folkemængde, men kuns forsetter dem, og forandrer Boeliger for nogle af dem.

At Forfatteren ikke af sig selv indsaae dette, maae jeg meget undre, da han skrev Pag. 66.: "Grunden og Jorden bliver den samme. De nærværende Hænder, som hidtil har bestrider Arbeydet, bliver og der.„ Denne Tanke burde jo veyledet ham til at see: At dersom Hoved-Gaardens Grundes forrige Arbeydere allerede er her, og forbliver her: saa aabner jo den Forandring ingenlunde nye Udveye til Næring, og altsaa ikke heller til mindste Folkemængdens Forøgelse.

Og som nu denne Forandring, som viist, ikke kand eller vil medføre Folkemængdens Forøgelse, saa udebliver og, desværre, alle Forøgelsens lykkelige Følger: "Den Borgerlige Håndterings Udvidelse, sikkere Forsvars,

18

18 Stand, samt den derpaa grundede Sta tens Magt og Anseelse.

Dette var da nok, og behøver jeg ikke at gaae videre; thi, saa længe ingen Nytte kand ventes og vises ved en Forandring, bliver vel det retteste, at undlade den.

Dog er det vel ikke Af Veyen, endnu at giøre een og anden Anmærkning:

Folkemængdens Formeerelse blev der intet af; thi Næringen befandtes uforandret at være og forblive den samme. Høystforunderligt skulde det og have været: Om saa ringe en Aarsag, som nogle Familiers Forflytning fra Bøndergodset til Hovedgaardens Grunde, kunde have saa store og sælsomme Virkninger. I en dobbelt Grad at forøge Nationens Folkemængde, Handel og Handtering, Styrke og Krigsmagt, Magt og Anseelse. Havde Forfatteren derimod lovet os Hestemængdens Formeerelse, da skulde jeg ikke have vidst noget derimod at indvende. Vel synes det, at samme Antal Heste, som de nye Udbyggere paa Hoved-Gaardens Grunde maatte anskaffe og holde, igien kunde afgaae paa Hovnings

19

19 Godset. Men, naar man betænker, at hver Bonde dog lige fuldt maatte holde det forrige Antal Bæster, eller saa mange, som til en Plov og en Harve behøves, samt Tillæg til Recrutcring; da befindes, at vi ved slig Forandring efter Forfatterens Beregning, fik en fierde Deel fleere Plov-Bæster at underholde, end vi nu haver. Tænker vi nu videre frem, hvad denne Mængde, en fierde Deel fleere Bæster aarlig fortærer, og hvor stor en Andeel af Hovedgaardens med nye Udbyggere besatte Grunde, der maae beregnes og udvises til disse os hidindtil undværlige Creature, til deres Græsning, Foering og Havre, da giør dette et betydeligt Skaar. i de Grunde, som hidindtil fornemmelig har fourneret Kiøbstæden og Handelen. Udgiør, efter Forfatterens

Meening, Hovedgaardens Grunde en fierde Deel af Statens, og de nye Heste-Fa Andeel en femte Deel af Hovedgaardcnes, saa udgiør samme en tivende Deel af Statens Grunde. Poneres da Nationens

Folkemængde at være en Million, saa foraarsager disse nye Heste en Afgang af 50,000 Mennesker. Og altsaa behøves hverken at sørges for det nye Tillægs Føde eller Ilde

20

20

brand, som dog Pag. 69 og 75. omhyggelig skeer er.

End videre, Folkemængdens Formerelse udeblev, ja endnu meere, den blev forvandlet til en skadelig Heste-Formeerelse, og det paa Folkemængdens Bekostning, og den til Afgang. Altsaa medfører Forandringen Folkemængdens Formindskelse, og alle dens ulykkelige Følger: den Borgerlige Haandterings Indskrænkelse, usikkere Forsvars-Stand, med en mindre Anseelse og Magt for Staten.

Og jeg skulde ynske: At dette var endnu det største og eeneste Onde, som slig Forandring vilde foraarsage vor Folkemængde.

Hvad er Aarsagen, maae jeg spørge: At Huusmænds og Indersters Ægteskabe ere nu bragte omtrent til samme Antal, som Gaardmændenes. Gaardmændene beklager sig i høyeste Grad over Huusmændenes Tilvert. "Deres Faar og Gies, siger de og beviser det og, æder Halvparten af Fælles Græsset. Den ringe Græs-Penge, de gi ver, er ingen Ting. Men de kan ikke give

21

21

meere. Og negter vi dem Græsningen, kand de aldrig subsistere. Og leve skulde de dog, siden de har faaet Livet. Og som Græsningen, saa skal jo og Foeringen for største Deelen ud fra Gaardmændene. Proprietairen, for sin Deel, kand og langt snarere regne sig Skade, end Fordeel til ved Huusmændene i sine Intrader. Huusleyen skulde i det mindste være Renter af Husets Bygnings Bekostning. Men nu, da Bygnings-Materialierne ere blevne Proprietairen saa dyre, og Skatter med Korn-Priser saa svære for Huusmanden, er der gandske faa, som kan svare denne Rente. Af en stor Deel faaer han ingen, i mindste ey fulde Huusleye. For nogle maa han betale Skatten; og andre, i det mindste de Syge og Sengeliggende, maa han føde og forpleye. Hvad er det da, som vedligeholder, ja indtil denne Dag har forøget Husenes Antal? Da Proprietairens Casse finder sig brøstholden ved dem, og Gaardmændene skriger saa stærk mod deres forøgede Antal. Det er Hovningen. Hovningen er den, der har givet dem deres Formeerelse, og indtil denne Dag under største Besværligheder vedligeholdt dem.

22

22 Culturens Fremvext hos os fordrede fleere Arbeydere, til fleere Arbeydere i Fremtiden behøvedes fleere Ægteskabe, og til flere Ægteskabe fleere Huse. Proprietairen, der Under værende Forfatning, som Godsets Fader, maa oversee alt, og sørge for alt, indsaae Fornødenheden. Skulde Hoved-Gaardens Drift frem, uden at Bondens til fælles Skade skulde staae tilbage, da maatte Godsets Folkemængde formeeres, og Formeerelsen stedse vedligeholdes, i hvad Vanskeligheder og Besværligheder, der end skulde bestrides og

overvindes. Borttag nu denne Aarsag!

Giør Bonden Hovnings frie! Sæt ham paa vis aarlig Afgift! Giør ham og Hosbonden uafhængige, eller mindre afhængige, den eene af den anden! Er saa den beste Støtte ikke borttaget, som Husene, deres Ægteskabe og Folkemængde, hvilede paa? Her nedfalder nu et Huus, der afbrænder et andet. Hvo skal opbygge dem igien? Proprietairen. Og det uden Fordeel, ja til sin anseelige Skade. Eller: Kand man vente, at Bønderne vil giøre det, de som allevegne skriger imod Husenes Mængde, og som almindelig (som Forfatteren og selv anfører) har antaget den Maxime: At bedrive Arbeydet med

23

23 det mindste Antal Folk, som mueligt. Hellere at bedrive det noget slettere, end besvære sig med for mange Folk.

Anseer vi Sagen saaledes fra denne Side af, da frygter jeg meget for Folkemængden. At der, i Steden for den forventede Formeerelse, vil af foreslagne Forandring flyde lige saa stor en Formindskelse, og med Formindskelsen alle dens forhen anmeldte ulykkelige Følger. See, saa uhældige har Menneskene utallige Gange og i utallige Tilfælde været, at naar de har meent sig ufeylbar at sigte og feyle i Vesten, saa ere de landede i Østen. Mon Klodens Rundhed skulde være Aarsag, at dens Indbyggere løber saa rundt og abed om, og saa sielden kand treffe det, de søger? Men vil nogen svare: Der er Raad mod Uraad. Det nu værende Antal af Huse skal forblive, og hver Proprietair forpligtes til deres Vedligeholdelse. Da svares: At hverken Forfatteren, eller jeg, ere Elskere af Tvangsmidler. Den Indretning har altid Fortrinnet, hvor den Particulaires Fordeel tilskynder til det, som er Statens Fordeel.

24

24

Foruden de Pladser for nye Familier, som Forfatteren formeener at finde paa HovedGaardenes Grunde, formeener han og at finde Pladser for nye Familier, ved de større friegivne Hoverie-Gaardes Deeling. Pag. 13. Men Herved gielder endnu forrige Anmærkning og Oplysning; Deelingen giver ingen nye Næring, eller Nærings Forøgelse, til Bestandighed, (nye Huses og Gierders Reisning hører ikke herhen) Grundens forrige Arbeydere ere her, og strax i Nærværelsen. Rettest at tage dem, som ellers bleve yderst forlegne og ledige.

Hvad ellers Bønder-Gaardenes Deeling er angaaende, da giør vi vel best, at vi oppebier Besvaringerne paa det udsatte Problema: Om den for Staten fordeelagtigste Størrelse af Bøndergaarde? Mueligt, vi faaer en Besvaring, som vinder begge vores, ja almindeligt Bifald. Her vil jeg kuns sige dette: At deeles Bøndergaardene, bliver det rettest, ved denne Leylighed at employere de just ved denne Sag vacant blivende Huusmænd. Ligesom man og vel maae vogte sig for, ikke i mindste Maade at gaae for vidt i saadan Deeling. Gaaer Jordstykkernes For-

25

25 deeling saavidt, at hver Familie opæder sin Grunds Afgrøde, (thi hverken Flid eller Nød kand dog drive Jordens Frugtbarhed i det Uendelige) da har man forfordeelet Staten i elendige Maader. Og hvor skievt seer det ikke da ud, om der indfalder et Aar, som det afvigte, da de fleeste Bønder intet Korn kunde sælge.

At nogle fleere af dem, som nu bliver Huusmænd, bleve Gaardmænd, hvor Gaardene ere vel store, og fik Andeel i Jordbruget, har jeg intet imod. Men til en anseelig Forøgelse af begges Antal, tør jeg i de nu værende Tiders Omstændigheder ingenlunde raade. Thi det er tilforladeligt, som Forfatteren skriver: "At hvor der i Bondestan- den er Plads og Næring for et Par ÆgteFolk, der bliver den og besat: At nye Ud- vey til Næring maae aabnes; om For- meerelsen skal gaae videre.„ Folkemængden i Bonde-Standen er da kommen til den Grad, hvor den naturligviis, indtil nye Næring aabnes, staaer stille. Om Proprietairens omtalte Omhue ikke endnu har drevet den lidt videre.

26

26

Med Fornøyelse handler jeg saaledes, det være sig skriftligt eller mundtligt, med Folk, der har sunde og sande Grundsætninger. Derimod er det et fortrædeligt og ævigt Arbeyde, at disputere med dem, der skal informeres fra tage Roed. Dog seer jeg, at mange har indfundet og med Iver antaget sig, at omvende Philopatrejas fra hans farlige Kietterie, i sær: om Geistlighedens Indkomster. Saa vidt, tænker jeg dog, han nu maae være bragt paa rettere Tanker, at han erkiender sin Vildfarelse, naar han siger: (og det uden at giøre Forskiel paa Materier og Anledninger) At Præsterne ikke gierne skriver.

Men for at komme til vor Materie igien, da indseer Forfatteren vel af det anførte: At saa priselig, som hans Vaersomhed, og Tilraadelse af langsom Fremgang i den foreslagne Forandrings Udførelse, for at give Folkemængden sin behørige Tiid til Fremvext, saa ufornøden er den. Var kun Forandringen nyttig, (om det kuns var tivende Graden af den Størrelse, den er faldet Forfatteren i Øynene) da kunde den for Folkemængdens Skyld, gierne straxen og med eet allevegne foretages; thi Folkemangeler, som Forfatte

27

27 ren nu vel paastaaer, ere her. Men til Proprietairens Beste, vil han, man skal bie, indtil man efterhaanden kan faae formuende Forpagtere, Handelsmænd, Capitalister af smaae Capitaler, til at antage disse nye Gaarde. Men saa faaer man vel og længe at bie. Saa mange Bygnings-Materialier, saa mange Besætninger paa eengang at anskaffe, blev nok del verste. Var kuns Forandringen nyttig, da skulde jeg heller ikke skrækkes ved dens medførte Bekostning. Forfatteren maae ansee den langt farligere, end jeg, naar han siger Pag. 106: "Til at giøre disse Indret- ninger paa engang i den gandske Stat, ere hverken Gods-Eyerne, eller Lands-Herren, " rige nok.

Som en Uleylighed, flydende af den anførte Forandring, anfører Forfatteren: At vi fik slet Smør. Pag. 42. Vist nok, men dette blev hverken det eeneste eller største Onde. Vi fik og slettere Korn; Culturen, som ved Proprietairer i sær er bragt temmelig vidt, vilde standse i sin Fremvext, om ikke igien gaae lige saa mange Grader tilbage. KornPriserne, naar Proprietairene kom ud af denne Handel, vilde nedtrykkes alt for meget.

28

28

Agerdyrkningen til Forsømmelse, og dens Flid til Svekkelse. Bøndernes Eenfoldighed vilde alt for meget rige Kiøbmændenes Snedighed, i at bestemme Korn-Priserne. De vilde falde langt under det, som var billigt, og Staten fordeelagtigt. Nu derimod kand de modsatte Kræfter og Bestræbelser, i at opsætte og nedsætte Prisen, balancere. Thi, at en billig Bestemmelse af Korn-Priserne er den beste, haaber jeg, enhver tilstaaer; og at de til Statens Skade lige saa vel for dybt kan nedtrykkes, som for høyt opskrues. Nøden iblant den fattige Almue paa Landet, vilde blive langt større, og Undsætningen mindre.

Løsnedes den nu værende Nøye Forbindelse mellem Hosbonden og Bonden, og begges Interesse. Ophørte med Hovningen Hosbondens Trang til disse fattige Arbeydere, og Fornødenheden af deres Ophold; da vilde mange, som nu hielpes, afvises Trøstesløst: og mangt et fattigt Barn, mange Fader- og Moderløse, dem Proprietairen nu antager og maae antage sig, eeneste søge sin Trøst og Undsætning ved Betler-Staven. Betlernes Antal, som nu

29

29

allerede er os overlegen, vilde da blive langt større.

Og en Fornødenhed og Fordeel er en langt kraftigere Drivefiæder, end barmhiertighed; i det mindste maae den sidste voxe ved den førstes Foreening. Hertil svarer vel Forfatteren Pag. 68: "Det er dog i Alminde- lighed ustridig vist: At Bønderne leve ikke af Herremanden, men han tilligemed dem ved deres Arbeyde, af deres fælles Mo- der.„ Men, med Tilladelse! Undersaatterne leve ikke heller af Regenten, men han med dem, ved deres Arbeyde. Men derfor er det dog ustridig vist: At mange Mennesker, særdeles under vanskelige Tider og Tilfælde, ikke kand undvære Regentens besynderlige Undsætning, og at de uden den vilde geraade i yderste Elændighed.

Sædernes Fordærvelse er endnu det største og farligste Onde, som ved denne Forandring maae befrygtes. I Bonde-Standen opfødes og oplæres Ungdommen, men optugtes ikke, som i andre Stænder. Og dog er Ungdommen i Bonde-Standen, skiøndt opfødt i største Frihed, uden Tugtelser og Irettesæt-

30

30

telser, til Svir, Drik, Spil, Liderligheder, Dovenskab og Ødselhed ikke nær saa forfaldne, som i de andre Almuens Classer. Den rette Hoved-Aarsag dertil, kan vel ikke angives, at være anden, end Hosbondens Opsigt. Og at enhver Bonde-Dreng veed: At Flittighed, Tarvelighed og Skikkelighed, er ham uomgiængelig fornøden, saavel til Hosbondens Yndest, som til hans Befordring; og at et stridigt Opførsel vil paadrage ham Hosbondens Ugunst, og forspilde hans Velfærd. Giøres Karlene derimod efter Forslaget uafhængige af Hosbonden? Er det ey meere Flid, Tarvelighed og Skikkelighed, der skal hielpe ham til en Gaard, men enten Fødselen, eller nogle arvede Skillinger, da maae man ey undre: at den bliver ryggesløs, som der haves aldeeles intet Baand eller Tøyle paa.

Disse Poster, skiøndt af yderste Vigtighed, har jeg alleneste nævnt, uden at udføre dem; thi for Forfatteren, og andre af hans Indsigt, er det ufornødent. Thi naar de kuns bringes dem i Sigte og en oversees, seer de dem vist lige saa godt og tydelig, som mine gamle Øyne. Udførligere kand de og findes foredragne i andre vore Oeconomiske

31

31 Skrifter, om man nu ellers vil, og faaer Tid at læse noget, som er over en Maaned gammelt.

Hertil lægger man nu den forhen omtalte Folkemængdens Formindskelse, og dens ulykkelige Følger, saa faaer den foreslagne Forandring gandske andre Farver, og et langt andet Udseende, end som den af Forfatteren er fremstillet.

Endnu kunde her tilføyes et Onde, som ved den foreslagne og anpriste Forfatning i Bonde-Standen, (bestaaende i Eyendoms Besiddelse af Gaarden imod Afgifter til JordDrotten, uden Hoverie med fuldkommen borgerlig Frihed, dog at der stedse bliver en Forbindelse mellem Gaarden og Godset, hvoraf hiin bliver en Part) var høyst befrygteligt, og endnu af større Vigtighed, end alle de forrige. Om jeg ellers skal nævne det, da man kunde vente, at det af sig selv noksom faldt enhver Skiønsom i Øynene. — Under nærværende Forfatning er Staten forsikkret om en fuldkommen Tryghed og Sikkerhed for Opstand og indbyrdes Uroelighed. “Bonde Standen, siger Forfatteren, er i enhver

32

32

Stat den talrigste, og imod samtlige øvrige Stænder i det mindste som 3 imod eet.„ Opstand er altsaa eene befrygtelig i den Stand, der har saa overlegen en Magt, og i denne, i Fald den existerer, Høyst befrygtelig. Ingen Sammenrottelser, ingen Opsætsighed mod øvrighed, ingen oprøriske Tanker eller Overlæg kand finde Sted under nærværende Forfatning. De maae nu under Jord-Drottens Opsigt, hans lovmæssige Myndighed, og den Forbindelse, der er imellem Ham og Godset, enten hindres eller strax qvæles i Fødselen. Løsnes eller brydes dette Baand, frietages Bønderkarlene fra al Afhængighed af Hosbonden, og betages den sidste al Myndighed over det unge Mandskab. Skal Karlene være deres Egne, den eene ikke mere end den anden, og altsaa ingen Hosbond tilhørende, da er jeg ikke meere garant for Statens indbyrdes Rolighed.

Een i yderste Friehed opvoxende Ungdom, samtlige øvrige Stænder trende Gange overlegne, friegivet aldeles fra al Forbindelse, Opsigt, Tømme og Tøyle, giør mig frygtsom. Denne Stands Alder, Fornuft og Retsindighed, tør jeg ikke, og holder det for ufornuf-

33

33

tigt, at fidere paa. Belægges de, skiøndt med mindste og billigste Skat. Vil man sætte Grændser for deres Løns Forhøyelse og Misbrug, (som da først vil gaae an for Al« vor) da ryster jeg. Deres Enroullering og Krigs-Disciplins Udøvelse tør jeg ikke eengang tænke paa.

Men hvem vil kaste sine Øyne saa vidt omkring sig, og fæste dem paa saa ubehagelige Prospecter, som disse? Er det ikke rettere, at udsøge sig lutter fornøyelige Prospecter, og føde sig med nogle søde Drømme? Men jeg frygter: At de gode Folk som drømte saa sødelig, vil vogne i yderste Forundring og Forskrækkelse. Vel an da, jeg vil ikke føre dem saa langt hen i Eftertiden, en Forandrings ubehagelige Følger forud at indsee og udgrandske, hvilket for de fleeste er en høyst modbydelig Sag. Jeg vil da kuns erindre det forrige, og som er i frisk Minde. De eeneste Tegn og Begyndelser til Misfornøyelse, Opsætsighed og Opstand i min Tiid, har allene yttret sig ved Almuen i Bergens District, paa Bornholm, og i Wissinberg Sogn paa Kongens Gods, og nogle Aar tilforn ved Land-Militiens Oprettelse i Holsteen.

34

34

Men aldrig, mig bevidst, har mindste Kiendetegn dertil yttret sig paa Proprietairernes Godser.

At de ved Udskrivning til Soldater, ved Præsentation til Sessioner, og i deslige Tilfælde har begaaet mange slemme Excesser, lagt Haand paa Hosbonden, og slaaet Fogden fordærvet, det har man nok hørt; thi haardere er dog ikke deres Aag, det Trældom og Slaverie, som nu tales faa meget om. Et Sted, nemlig Pag. 107, synes mig og, Forfatteren begynder at frygte sig, og spaaer sig ikke meget Godt af en større Friehed. Og havde han været saa vel vidende, som jeg, hvorvidt det unge Mandskabs Selvraadighed gaaer under værende Forfatning. At Bonden har slet ingen Myndighed over Karlen, men maae ret lokke for ham, og have alle Ting med det Gode. At han maae selv giøre, hvad Karlen ikke vil, der endog, hvad Dag ham ey lyster at arbeyde, tager sig selv Forlov, og gaaer hvor han vil.

Og da Præstens Myndighed, endog mod de groveste, liderligste og meest ryggesløse, nu ikke strækker sig videre, end blot til

35

35

gode Raad og kierlige Formaninger, saa er Proprietairen den eeneste, der endnu har nogen Slags Hold og Tømme paa ham. Og dette Baand er endda svagt nok, og næsten gandske kraftesløs, faa snart de giør Aftale øg Overlæg, (hvilket er dem meget sædvanligt) at staae alle, som Een. Havde Forfatteren, siger jeg, været underrettet om dette, og at der er ingen i alle Statens Stænder, der er mindre under Tugt, Tvang, Hold og Tøyle, eller hvad man vil kalde det, end Bondestandens unge Mandskab. Aldrig havde han da, som en redelig Patriot, raadet: at friegive dem fra det Hold, Proprietairen endnu har paa dem, førend han havde foreslaaet, og vidst at foreslaae, hvorledes de ved andre, og paa anden Maade kunde holdes i Tøyle. Havde Forfatteren erindret sig, hvorledes en Opstand alleene af Silkevæver-Svende for kort Tid siden satte heele London i Angest, og hvor skammelig The White Boys rasede i Irland, mueligt Pennen var faldet ham as Haanden. Vel er jeg ikke meere Pultron, end en anden. Men i saa Fald seer jeg dog, at Magten var os overlegen.

36

36

Soldaterne holdes i Tømme ved mange Opsigthavende Officerer, og fleere nøye og idelig paapassende Under - Officerer. BorgerStänden og dens Ungdom ved Magistrat, Byefoged, Politie-Mestere, Rodemestere, Raadstue-Tiennere og Vægtere. Men Bondestandens saa talrige unge Mandskab, ved hvem nu? Ved slet ingen!

See, disse nu ommældte ere de sande, de store og aldeeles uovervindelige Hindringer for den foreslagne, og saa høyt anprisede Forandring.

Jeg kunde gierne forøge Registeret paa den foreflagne Forandrings medførte Uleyligheder. Jeg kunde spørge: Hvorledes det skal gaae til med alle Bøndergodsets Skove? Dog, (jeg erindrer det) Forfatterens Svar er Pag. 60: "De skal for- beholdes Jord-Drotten, og af ham skal Bønderne, de nu i Friehed og Eyen- dom forsatte Bønder, kiøbe deres Tienner Brænde og Tørv.„ Men, lad være: at dette ikke giorde Indgreb i deres fuldkomne borgerlige Friehed, saa seer jeg

37

37

ikke, hvorledes Gaardene i nogen fund Sands kand siges deres Eyendomme, den Stund de af en anden skal kiøbe det Timmer, det Brænde og den Tørv, som voxer og findes paa deres egne Eyendomme. Aldrig har jeg Hørt: At Hovnings-Bon- af Hosbonden har kiøbt det Timmer og Brænde, som voxer paa Bondens Fæstegrund. Men vel, at ham deraf gives Udviisning, (og naar der ingen Skov er paa Bondens, da af Hovedgaardens) og at sælge sin Fæste- og Hovnings-Bonde den Tørv, der falder paa Bondens egen Grund, var lovstridigt og en CriminelSag. Altsaa vil jo Forfatteren: At de nu, som Eyere, skal kiøbe deres eget, det de, som Fæstere, aldrig har kiøbt; havde for intet, og til Deels efter Fornødenhed burde have for intet.

Videre kunde spørges: Hvo der skulde opbygge afbrændte Bønder-Gaarde? Og under Kræe-Syge hielpe Bonden til Besætning, nu Gaarden med Besætning var Bondens Eyendom? Forfatterens Svar er: At begge Deele, Huse og Kræe skulde assecureres i en almindelig Brand-Casse.

38

38

Muelig, paa det Kræe-Sygen med desto større Ret kunde siges, at være en almindelig Lande-Plage, og dertil vorde forøget med en anden Plage, af det derved følgende uendelige Bogholderie, og utallige Vidners Føring. Men disse og deslige smaae Ting forbigaaes.

Thi de forhen ommældte ere de sande, de store og aldeeles uovervindelige Hindringer for den foreslagne og saa høyt anprisede Forandring, og ingenlunde Proprietairens Skadesløsholdelse.

Havde Forfatteren været saa hældig, at faae Øye paa de første, da kunde han have sparet al sin Møye og Bestræbelse med den sidste.

Et Sted finder jeg: at Forfatteren har giort sig selv den Scrupel: Om og Bonden kand taale denne Friehed? Ligesom og et andet Sted: Om og Bonden selv skulde ynske denne Forandring? Disse indfaldende Tanker, skulde jeg ynsket, at Forfatteren videre og længere havde fortsat. Men den gode Mand Har den Tiid alt været saa indtager af sin Teg-

39

39

nings Yndighed, at han hellere har vildet adsprede disse sorte Skyer, end dermed at fordunkle dens Glands, og formindske sin Fornøyelse. Saaledes bortrives vi af vore Lidenskaber, til hvad Side dem best behager.

Den ædelmodige Forfatter, som er saa øm og saa vaersom, at Jord-Drotterne, dem han erklærer for Godsernes retmæssige Eyere, ved hans foreslagne Forandring i allermindste skal vorde fornærmede, formeener og: At deres nu havende Indtægt af Gaard og Gods efter Forandringen kand Haves, og forsikkres dem. Dog undslaaer han sig for at giøre Beregningen, som noget, hans Plan ikke tillader, da han ey skriver om nogen vis Stat. Denne Beregning kand og gierne undværes. Trende saadanne Beregninger veed jeg vist, og den eene alt for mange Aar siden, at være kommen for Lyset. Alle trende ere og blevne besvarede. Disse Oeconomiske Regnemestere, da de første har giort Beregning over et slet indrettet og forvaltet Gods, og de sidste over et vel indrettet Gods, saa har de nødvendig maattet faaet, endog ved redeligste Beregning, forskielligt Facit; og fundet Fordeelene,

40

40

snart ved den eene, og snart ved den anden jorde-Godsernes Forfatning.

En fast og urykkelig Sandhed bliver det, (dog forlanger jeg ikke, man skal troe mig paa mit Ord, jeg har baade Vidner og Beviser, og hvad kand man forlange meere) at under værende Forfatning kand af et vel indrettet og administreret Jorde- Gods haves større Indtægt, end under den foreslagne Forandring.

Dersom Forfatteren alleene agtsom læser første Anmærkning af ommældte Patriots anførte Extract, i sær Beregningen: Hvad Hovnings-Bonden nu ved sit Hoverie svarer Hosbonden? Naar Ægt og Arbeyde anslaaes i Penge, og ham saa forundes en halv Times Eftertanke og Overlæg, muelig han da sparer mig baade mine Vidner og Beviser. Dog, eftersom jeg er uvis, saa fremkaldes først Bønderne, og adspørges 1.) almindelig: Om de kand ikke betale deres Hosbond meere, naar det, om ikke alt, dog for største Deelen, maae betales med ægt og Arbeyde, end naar det

41

41 skal betales med bare Penge, eller KornVare? 2.) Om de, i Steden for deres

sædvanlige Hovning: 6 Pløye- og HarveDage, 28 Ægter, og 116 Gang-Dage kand taale at betale 34 Rdr. 2 Mk. 8 Sk.? Bønderne maae selv svare. Jeg vil ikke lægge dem Ordene i Munden.

At fremkalde Proprietairen, er ufornødent. Deres Giensvar: Om de kand have størst Revenue under værende Forfatning, eller under den Dem saa ofte og Høylig anprisede Forandring, har vi allerede; siden De, som heri har frie Hænder, og dertil Opmuntring og. Information nok, ingen Forandring har vildet forrtage. (At Forandringen paa nogle faae forhen ilde indrettede og forvaltede Godser er foretaget, og anseet for fordeelagtigt, beviser intet).

Skulde Proprietairernes Vidnesbyrd falde nogen mistænkeligt, da gad jeg vidst, hvad Idée han giør sig om Proprietairerne. Skulde det vel være Folk, som ikke søgte deres Fordeel? Den Tanke, troer jeg dog ikke, man almindelig har om dem, og behøver altsaa ikke at bestrides. Skulde

42

42

det da være Folk, som ikke indseer og skiønner deres Fordeel. Saadan Vanknndighed, saadant et Mørke, der skulde blinde dem, som erfarne i Land-Væsenet, at see, hvad saa mange deri uerfarne saa klart og øyensynlig kand see, kand vel heller ikke tillægges dem. Skulde man her ikke kunde applicere Forfatterens Ord, Dag. 33: " At et hvert Menne" ske i sin Omkreds seer videre, end hans " Tilsyns-Mænd (eller blotte Tilskuere?) „ Skulde de da vel være saa besrrikkede og indsnærede af gamle Vaner og Vedtægter, at de ikke kunde udreede sig. Da er det og høyst forunderligt, hvorledes disse skulde dertil være og forblive saa afmægtige, frem for alle andre deres Lige, og det i en Tiid, da vi, og alle Ting paa os og om os, har forandret sig meere i 20 Aar, end forhen i 100de. Da Lysten til Nyehed, og ReformationsGeisten, har bragt deres Herredømme til det allerhøyste. Da ingen af dem vil blive ved det Gamle, det være sig godt eller ondt.

I Haab da, at mine Vidner ikke forkastes, gaaer jeg til Beviserne. At Gaards og Gods-Revenue, under værende, Forfatning uomgiængelig maae: være større, end under

43

43

foreslagne Forandring, og det endskiøndt baade Grunden og Frugtbarheden (som Forfatteren siger) er her, og bliver den samme. Og siden Folk dog er for nyt, er jeg muelig og saa lykkelig, her at fremføre Dem nogle nye Beviser.

1.) Under værende Forfatning har Bonden betalt Hosbonden aarlig ved Hoverie 34 Rdr. 2 Mk. 8 Skill. Under foreslagne Forandring, da Hoveriet skal hæves, men Hosbonden indemniseres, skal Bonden i Hovningens Sted, i Penge eller Korn betale denne Summa. Jeg sagde: Bonden har ved Hoverie aarlig betalt 34 Rdr. 2 Mk. og 8 Skilling. Forskrækkes kuns ikke! Han har ikke betalt det alleene. Hans Heste har betalt en anseelig Deel deraf. Det samme Antal Heste, som han under Hovnings-Frihed endnu maae holde, nemlig til en Plovs og Harves Bespændelse, med det dertil behøvende Tillæg. End meere: Bondens Redskaber, hans Plov, Harve, Seeletøy, Vogne, Leer, River, Pleyler, Kornsold, Sække, Ørerne. Samme Reedskaber, og ikke fleere, dem han endnu under HovningsFrihed for eget Brug maae have, har og be-

44

44

talt noget. Læg dette tilsammen! da skal befindes: At Heste og Redskaber snart har betalt den halve Deel. Under Hovnings-Frieheden derimod skal Bonden selv alleene, uden Hestenes og Reedskabernes Tilskud, betale Hovningens fulde Værdi, og hvad den har indrentet. Dette er ham for svært, dette kand han ikke. Følgelig lider, og maae Hosbonden lide en anseelig Afgang i sin Indtægt ved Hovningens Nedlæggelse. Og som sligt geraader Hosbonden, saa geraader det Staten selv til Afgang. Til samme Grundes Cultur, som af Hovnings - Bønderne med samme Antal Heste og Reedskaber er bestridet, dem de under Hovnings-Friheden dog maae holde, skal ved Hovningens Nedlæggelse endnu anskaffes og holdes et anseeligt Antal Bæster, samt et anseeligt Antal Vogne og øvrige Agerdyrknings-Redskaber.

Dette var uden Tvivl noget Nyt, som muelig en Deel Land-Væsenets Reformatores selv forhen ikke har hørt eller tænkt paa. Bønderne derimod anseer jeg ikke saa, eensoldige, at de jo baade begriber og paaskiønner: At deres Bæster secunderer dem ærlig og redelig, og bære deres fulde Andeel af Hovningens Byrde.

45

45 For det

2. Da arbeyder Hovnings - Bonden meere, end den Hovningsfrie. Jeg siger ikke just: At han er meere- arbeydsom eller flittig; men alleene, at han arbeyder meer. Driften til at befordre sin og Sines Velstand, er under et retsindigt Herskab og Lovens Haandthævelse den samme, og lige for dem begge. Men denne er og den Hovningsfrie Bondes eeneste Drive-Fiæder. Og man opægge og tilskynde denne Drift, denne mægtige Egenkierlighed Dag. 69, saa meget, som man vil, saa seer man dog: hvor kraftesløs den er ved Almuen, den Stund den er eene, og ey undersiyttet ved andre og paa Almuen meere virkende Drivefiædre. I de andre Almuens Stænder, hvor der ikke klages over Mangel paa Frihed, eller paa Forsikring om en umiddelbar Nydelse af deres Arbeydes Frugter, der findes jo Lediggang, Ørkesløshed, Drukkenskab, Liderlighed langt meere herskende, end paa Hovnings-Godserne. Derimod har Hovnings-Bonden foruden denne, mange andre, saasom: Opsigt, Tvang, Fornødenhed, Æmulation, Hosbondens Roes, Opmun

46

46

tring og Undsætning, hans Ugunst, Bebreydelse og Undsætnings Unddragelse.

Hvad Under da: At Han, som har saa mange andre og flere Drivefiædre, drives videre, og arbeyder meere? Hvad Under: At disse mange, og til Deels for Almuen høyst nødvendige og best virkende Drivefiædre, bedre kand bestride de stærke Tilbøyeligheder til Ørkesløshed, Lediggang, Kroegang & c., end den eeneste Drift: Omhue for sin og Sines Velstand. Hvor denne allene skal være nok, der maae være temmelig Oplysning og en ædel Tænkemaade. Naar nu Hovnings-Bonden, som beviist, som vitterligt og forstaaeligt nok, arbeyder meere, (thi hvad Forfatteren siger Pag. 34. og 35. om Hovnings-Arbeydets Langsomhed, da strider det imod al Erfaring paa ethvert vel forvaltet og administreret Gods) saa kand han og sortiene og betale meere. Bliver der derimod ved Hovnings-Friheden af samme Antal Folk mindre arbeydet, og mindre fortient, saa maae og nødvendig i Tiden Hosbondens Revenue blive mindre, men hans Restantse større.

Nor:

47

47

Forrige Revenue kand da af dette noksom sees, ikke at kunde haves, eller forventes, under foreslagne Forandring. Og see vi nu hen til Hosbondens Sikkerhed for sit JordeGodses Revenue, da seer det endnu meere broget ud. Her finder jeg og, at den ærlige Forfatter ret har været bragt i Knibe, og maae have fundet sig i yderste Forlægenhed. Aldrig havde han ellers skrevet, hvad som er hans Indsigt og øvrige Skrift saa aldeeles uligt: At Kongen, for hvis Skatter Proprietairen nu er Cautionist og Selvskyldener for Bonden, kunde gierne paatage sig Caution for Bondens Afgifter til Herskabet. Pag. 94. 97. Herpaa siger han, kunde giøres Forsøg i 10 Aar, (dog uden at sige os, om Krig, Kræesyge og Misvext i disse 10 Aar skulde indfalde, eller ikke). Men hvortil et Forsøg, helst saa kostbart, som Forfatteren beskriver det, al den Stund denne Forandring, saasnart Krig eller Krigsfrygt afdrager Dækket fra Øynene, og giør os lidet meere klarseende, besindes høyst afskyelig; præsenterer sig som den allerdaarligste og skadeligste Forandring af Verden; der umuelig kand holde Prøve, men ufeylbarlig vil omstødes, og da give Leylighed (som saa ofte, og i saa

48

48

mange Ting skeet er) at føre den gamle forkastede Forfatning i Triumph tilbage? Men dette vil vi forbigaae. Vi har seet, at Manden er i Forlægenhed.

Jeg vil kuns til Slutning fremsætte Forfatteren er Par Spørsmaal til egen nærmere Eftertanke.

Var han Proprietair, siger han; (men Hvo veed, om han da ikke blev sindet , fom de fleeste; om hans Syn og Indsigt da ikke forandredes?) var han Proprietair, vilde han udføre sin foreslagne Plan, og gaae saa og saa til Værks. Men stoed da og han, som de fleeste, da maae jeg spørge: hvorledes han meener, at han var til Mode til 11te Junii Tider? Naar Hovedgaardens forhen visse Revenue nu skulde indkomme og samles af Bøndernes uvisse Afgifter. Helst naar der indfalder et Aar af Misvext, da Bonden, som de fleeste i Aar, intet Korn kand sælge; eller Kræe-Syge, der i Aar har sat vore Bonder i saa kummerlige Omstændigheder. Mon hans nu saa høyt anpriste Forandring da ikke endnu høyligere vilde vorde beklaget. Hvorfore, vilde han vel sige, fandtes der ikke

49

49

en Ven, som fraraadede mit forvovne og overilede Foretagende, og forhialp mig til bedre Indsigt. Denne Beklagelse er det just, jeg her vil forebygge, i Fald han skulde saae en Herregaard.

Endnu maae jeg spørge: Hvorledes han tænker, at han blev til Mode under paakommende Krigstider og Krigens medførte Byrder og Paalæg? Hans forrige Afgifter fra Bonden bleve nu ikke uvisse, men vist udeblivende. Og naar Bonden ikke kunde udholde det længere, saa skulde han, som intet fik, og følgelig intet havde, endda betale for dem. Da vilde Proprietairens Lader og Hollænderier savnes for Alvor. Disse er det, som i vanskelige Tider hidindtil har hindret de fornemme Familiers Undergang, afværget yderlig Med, og i Længden baaret Krigens største Byrde.

Under værende Forfatning er, endog under haardeste Krigstider, dog Staten, samt Proprietairen, som Statens Cautionist, sikker paa den Andeel af Bondens paalagte Contributioner, som ved Hoveriets Arbeyde afdrages og erlægges. Han kand altid arbeyde,

50

50

og tvinges til Arbeyde; men ikke altid betale, eller tvinges til Betaling. Naar Krigens Byrde blev dem noget tung, og de derpaa aflod at betale, hvad vilde da Regieringen, Staten og Proprietairen giøre? At afsætte dem alle, eller en stoer Mængde fra Gaardene, gaaer ikke an; helst i saadan Tiid, da der er ingen Liebhabere. Gaardene kand en staae ledige og Jorden ligge udyrket. Og dette indseer Bonden meget vel. At lade dem contribuere, ved at arbeyde til det Almindeliges Nytte, gik nu heller ikke an. Hvad sligt Arbeyde kunde nu anvises dem, nu HovedGaardene vare skildre ved deres Grunde og Lader? Dette skulde og Bønderne nok vide at betjene sig af. Hvorledes saae det nu ud for Staten og dens Cantionister?

Dette skulde De, der anseer og udraaber Hovningen, som en Hoved-Hindring for den almindelige Velfærd, tage under Eftertanke: saa vilde De tilsidst til deres store Forundring see denne Sandhed at udkomme: At Bonden ved at giøre Hoverie til Hosbonden, virkelig giør Hoverie til

51

51

Staten, siden det er Hovningen, og den Afgifts Deel, der afdrages ved Hovning, som sætter hans Cautionist i Stand, i sær under besværlige Tider, Bondens paalagte Contnburisner at betale. Under de Tider, da hverken Kongen, eller Cautionisten, kand faae meget andet af ham, end Arbeyde.

Men som faa af os (Gud være lovet!) kand huske Krigen, saa er der og faa, der tænker paa den, eller forestiller sig dens Følger og Virkninger.

Endnu burde dog den yngre Slægt saae Underretning hos den Ældre: Hvorledes Bondens Tilstand under og efter sidste Krig var paa Kongens endog beste forbeholdne Godser. Hvor lidet Bonden der, endog under haardeste Execution og Straf, betalte tilsidst. Hvor mangfoldige Gaarde der stoed ledige, dem ingen vilde antage; og hvorledes de Itvungne straxen forlode dem igien. Havde Contributionerne af Proprietair-Godset da ikke været vissere, end af Kongens Gods, da havde det seet ilde ud for Kongens Casse.

52

52

Men da Proprietairens Andemnisation ikke kand eller bør ansees, som en Hinder for den foreslagne Forandring, alt den Stund den er forknyttet med de forhen viiste store og høyst betydelige Uleyligheder; saa var det Uret, Læseren hermed længere at opholde.

Og, naar nu den føreslagne Forandring, foruden det, at den, som viist er, vilde medføre de betydeligste Uleyligheder. og anseelig Afbræk for heele Staten, dertil svækker Hosbondens Revenue og gandske kuldkaster hans Revenues Sikkerhed. Hvor ubeføyet er man da ikke, at anklage en Deel Proprietairer, som stridende for Despotismus, den Fornøyelse at herske over Medborgere, som for Majestæts Rettigheder; audre for angestfulde Sorger, at Bonde-Standen skulde vinde paa deres Bekostning; for ældgamle Fordomme, ligesom ingen anden bedre Forfatning var muelig, end den indførte, vid. Pag. 3. Alleene fordi de ey i Steden for en langt bedre Vil indføre een Staten, saavel som dem, høyst skadelig Forfatning ved Bonde-Standen.

53

53

Med slige Beskyldninger, som utidige, burde vel indeholdes, indtil den foreslagne Plans Fordeel og større Nytte for Staten tilstrækkelig var gotgiordt. Og hvor vanskeligt, ja slet umueligt, et Værk dette vil blive baade ham og andre, tænker jeg: At disse mine Indsigelser vil overtyde dem om. Men vil Forfatteren ikke vige for Beviser og Demonstrationer? Ney! ikke, som han siger Pag. 655 uden for den tilkommende Tids Forfarenhed og for de Forsøg, som endnu skulde giøres, og giøres med den tilbørlige Forsigtighed. Saa er jeg ikke den, der kand overbevise ham. Thi Deels lever jeg ikke saa længe, Deels eyer hverken jeg, eller min heele Slægt, nogen Fods Jord.

Er Hoveriet paa nogle Stæder drevet for vidt, og til virkelig Hinder for Bondens egen Avling, da lad den, siden det er Staten høyst magtpaaliggende, indskrænkes, at og Bondens Avling vel bedrives ! Misbruger nogen Hosbond sin Myndighed; lad ham ansees, straffes og rilrettesættes! Foruretter, undertrykker, forfølger han sin Underhavende; han straf-

.i

54

54

fes saa meget desto haardere, og andre til Exempel, som og paa nogen Tid skeet er! Man beskikke Opsyns Mænd med Hosbonderne, og Forsvars Mænd for Bønderne! Alle sig med Tiden indsnigende Myndigheds Misbrug opagtes nøye, forbydes og omstødes! Men aldrig vige en bedre Forfatning ved Jorde-Godset for den flettere; den som er forknyttet med mindre for den, der ere forknyttet med fleere og meere betydelige Uleyligheder!

Forfatteren og jeg har i denne Sag vel ulige Meeninger, men vore Hensigter ere lige reene; Begge skrive vi til Sandheds Opdagelse, Landets Nytte, og Publici Oplysning. I øvrigt har Skriftet vedbragt mig megen Høyagtelse for dens Forfattere, og viser mig: At vi i mangfoldige andre Satser ere gandske overeensstemmende.

55

Anhang til Anmærkningen

over

Betænkningen:

Hvorledes

Friehed og Eyendom

kunde forskaffes

Bonde - Standen.

Kiøbenhavn, 1771.

56

        

57

Sidstleden forglemte jeg at tale et Par Ord om Titulen: Af Frieheds og Eyendoms Forskaffelse for Bonde-Standen; samt denne Forfatterens Grundsætning: At det Lands Tilstand, hvor Bonden dyrker sin egen Mark, bør foredrages det Lands Tilstand, hvor han arbeyder uden Eyendom, og med indskrænket Friehed. Dette burde vel været det første. Jeg tilstaaer det. Læserne pardonnere! Til min Undskyldning veed jeg intet, uden dette: at siden det er en forvendt Verden, vi lever i, Land en forvendt Orden muelig behage de Fleeste.

58

58

Friehed og Eyendom skulde forskaffes Bonde- Standen. Men førend vi indlader os i Underføgelsen af denne Sats, da maae det forud bestemmes og udgiøres: Om vi her skal handle og tractere Sagen, som Statsmænd, eller ikke. Om vi under Sagen tillige (jeg siger ikke: fornemmelig eller alleene) skal indflutte den Hensigt til Statens og Regieringens, ja en Eenevolds - Regiærings Styrke, Sikkerhed og Beskyttelse (jeg siger ikke Glands, udvortes Anseelse og Myndighed). Eller: om vi skal udelukke denne Hensigt, og efter dens Udelukkelse eene-ste, eller fornemmelig hensee til meenige Indbyggernes beste Velgaaende og ynskeligste Tilstand.

Fastsettes det sidste, og dermed supponeres: At Indbyggerne istedse indbyrdes forholder sig roelige og fornuftige, og dertil lever i bestandig Fred, ufornærmede og uoverrumplede af andre. Da er Undersøgelsen snart giort; da underskriver jeg ikke alleene denne Sats, men gaaer og i mange Poster meget videre. Frieheden udstrækkes da til fleere, end Bonde-Standen; ja mangfoldige dens Indskrænkninger hæves; den bliver større, og udvides for dem alle. Uligheden af Eyendommene bliver ikke nær saa stor, som nu. Stænders og Medborgeres Forskiellig-

59

59

hed bliver meget mindre, og Rang Forordningen, i Fald nogen behøves, meget kortere. Og saa fremdeeles.

Skal vi derimod tractere. Sagen, som Statsmænd, og under samme have den tilbørlige Agt og Hensigt til Statens Styrke, Sikkerhed og Beskyttelse; da fordrer denne Sætnings Undersøgelse nogen meere Betænkning.

Friehed og Eyendom, som de ikke bør frakiendes nogen Stand, saa skal de og vist tilkiendes Bonde-Standen. Men, under den tilbørlige Agt og Hensigt til Statens Styrke og Sikkerhed, kand ingen af dem blive saa store og saa vidt udstrakte, som man ellers gierne, og helst ynskede. Her gielder der da om, paa det nøyeste at afpasse og afmaale just: hvad Grad i Friehed og Eyendom for Bonde-Standen der er den tienligste og retteste, under en fastsat monarkisk Regiering? Men hvor skal man vente af Mennesker, der snart hvert Øyeblik differerer fra sig selv i deres Meeninger, tillægger eller indskrænker, om ikke slet omstøder, hvad de nyelig havde fastsat; der sielden tænker accurat den eene Dag, som den anden. Ak de, om man endog alleene vilde udsøge tvende Voldgiftsmænd, skulde blive fuldkommen eenige i

60

60

nøyagtig Bestemmelse af saadan Bonde: Standens Friehed og Eyendom?

Alle ere enige, at begge Deele kand udstrækkes for vidt, og indskrænkes for meget. Men den meest muelige nøyaglige Bestemmelse, som føges efter og skulde udfindes, den er det, der er saa vanskelig at udfinde, om ikke lige saa vanskelig at demonstrere.

Heri seer jeg ikke, at Forfatteren giver noget synderligt Lys og Ledsagning; han har undslaaet sig for, at indlade sig i denne Labyrinth; og dog er det der, at snart alle stridige Meeninger om Land - Væsenets retteste Forfatning møder og støder an paa hinanden.

Jeg derimod har ofte og ved mange Leyligheder vovet mig derind. Mine Tanker derom kand endog uddrages af forrige Anmærkning, om de end ikke for længst vare lagte for Dagen. Altsaa, da jeg nødig skriver det samme og samme igien, vil jeg her kuns anføre nogle faa og korte Erindringer.

For først, som sagt, maae vedtages: At Sagen skal behandles under tilbørlig Agt og Hensigt til Statens Styrke og Sikker

61

61

hed; dermed er det største Skrit giort til Foreening, og de største og meest betydelige Afvigelser forebygte.

Dernæst maae man vel udstudere den Menneskelige Natur, og i Særdeeleshed vel kiende og udforske den omhandlede Nation, dens Almuens herskende Sindelav, Tænkemaade, Vaner og Tilbøyeligheber, for paa det nøyeste at kunde bestemme: Hvorvidt den kand bringes ved ædle Drifter og mildere Midler, Opmuntringer og Belønninger, og hvorvidt de drivende Midler, Trang og Tvang, kand behøves; alt paa det at man hverken skal love sig for meget af de ædlere Drifter og mildere Midler, og heller ikke anvende ufornødne Tvangs-Midler.

De mange Mennesker, som idelig siger og skriver os, og ret har giort sig det til et Mundheld: At dersom Bonden arbeydede for sig selv, da arbeydede han med større Flid og Lyst; og formeener, alleene ved dette myndige Axioma noksom at kunde bestride og kuldkaste Land - Væsenets iværende Forfatning, og tilkiendegiver dermed meere et godt Hierte, end god Indsigt. Disse betænke dog: At det er en hver Medborgeres Pligt, at arbeyde for andre. At Jordbrugerne eene skulde arbeyde for sig selv, og

62

62 beholde alt, hvad Jordbruget indbringer, kand De dog vel ikke mene; thi hvor gik det da dem selv. Staten og dens øvrige Stænder? De vise da: At Bonde-Standen arbeyder meere forandre, end Haandværks Manden, Borgeren, Søemanden, Manufactur- og FabriqveArbeyderen, samt øvrige Almuens Classer! De vilde da vel: At Bonden selv skulde beholde meere af sit Arbeydes Producter og Vinding. Jeg ogsaa; (thi det feyler mig heller ikke paa et godt Hierte imod ham) dog med det Tillæg: saafremt og saavidt Statens Beste tillader, at den med sine øvrige Stænder kand undvære det. Og sigter De i sær til Hoveriet, da udregne og vise De: At Bonden, ved at bearbeyde 5 a 6 Tdr. Hartkorn for sig selv og 1 for andre, arbeyder meere for andre, end øvrige Almuens Stænder. Ney! slap han, og kunde han flippe dermed, da var hans Kor i mange Grader bedre, end øvrige Almuens.

Vilde De: ar Bønderne skulde være meere velhavende og rige, da betænke de først: At Bonde-Standen er den Talrigste, og mod øvrige Stænder i det mindste som 3 imod 1; og da Ordet (riig) er af en relativisk Bemærkelse, og sædvanlig betyder : velhavende imod andre at regne; saa maatte enten de øvrige Stænder nedsættes i deres Formues Forhold mod BondeStauden (hvilket man dog neppe skulde troe at

63

63

være disses Tanke, da De gierne tillige taler om Kiøbstædernes Aftagelse, om Handel, Søefart og øvrige Haandteringer deres Forfald, og hvor Høylig de trænger til at ophielpes) eller alle Statens Stænder, i det mindste alle Almuens Classer skulde ophielpes til større Formue. Dette løber da kuns ud paa gode, men frugtesløse Ønsker. Dernæst udregne de: til hvad Arbeydsomheds Grad Almuen, og vor Almue i det tunge, møysommelige og besværlige Arbeyde, bringes eeneste ved Attraae efter Velstand, og ved hvad Velstands Grad denne Arbeydsomhed standser, og benævnte deres Drivesieder slappes; om den ikke med andre og fleere Drivefiedre, som medvirkende, hielpes og understyttes.

Endelig for det Tredie maae man udregne: Hvad Velstands Grad der kand lodde Almuen efter Nationens Nærings-Veye, Midler og Kilder, og dens iværende alle Slags Omstændigheder, uden at Statens Styrke og Sikkerhed lider; thi den høyeste Grad i Velstand, som han uden Statens Fornærmelse lodde kand, har han, og andre paa hans Vegne, første Ret at paastaae.

Jeg haaber, man tilstaaer mig denne Erindrings Vigtighed og Rigtighed. Er Bonde-Standen den, der skal nære de andre? Hvilket i sær har Sted der, hvor der ey ere Berg-

64

64

værker, hvor Fiskeriet ey giør meget, og Fabriqver og Handel ey engang er tilstrækkelig til egen Fornødenhed, da er det forstaaeligt nok: Jo meere Bonden selv fortærer, eller beholder, jo mindre ; derimod jo mindre han selv fortærer, jo større, er Overskudet til Staten og øvrige Stænder. At den os saa tidt citeerte gode Franske Konge ynskede Bonden en Høne i Suppe hver Søndag, [ hvilket dog ikke siger meget, naar der tales om den Danske Bonde, helst om han hævede Misbrugen af Tobak og Brændeviin] var kuns et frugtesløst Ønske, den Stund lige høye Skatter ham skulde betales, og øvrige Stænder en skulde leve slettere.

Bondens bedre Levemaade aabner, som forstaaeligt nok, ingen nye Næringsvey. Den Forøgelse, som mange deraf venter og giør Regning paa, i Fabriqveurers og Handelsmænds Næring, varer en saare kort Tiid, bekommer Staten ilde, og ender i en almindelig Vansmægtelse. Man snakke hvad man vil! Lever Bønderne paa lige Grund og med lige Produkter, det være sig i Haderslev Amt eller andensteds bedre, saa contribuerer og afkaster de og mindre til Staten og øvrige Stænder. Det er jo slet contradictorisk, at sige eller troe: At af lige Vinding og Afgrøde kand fra den, der fortærer selv meget, blive lige saa stort Overskud, som fra den, der fortærer mindre. Jeg taler

65

65

om Bonden som Bonde, er han desuden Capitalist og indtager Renter, er han Prangere, Handelsmand, Interessent i Forpagtning, og deslige; da er det en anden Sag. Han præsenterer da meere end een Person, og har ikke eeneste Indtægt som Bonde, men to Mænds Næring. Kunde til Staten og de øvrige Stænder overskyde ligemeget , og Bondestanden dog leve bedre og selv beholde meere, da var det jo en Tyrk og Tartar, der ikke vilde ynske og unde ham det, og befordre ham dertil. Men skal han leve bedre og beholde meere; da vil det et Sted skorte og savnes. Naar nye Næringsveye, en Sag dette uvedkommende, ey aabnes, og dog vil saa mange soreprædike os denne Umueligheds Muelighed.

Imod alle disse 3de nu giordte Erindringer pecceres der ofte meget øyensynlig af mange vore oekonomiske Skribentere.

De fleeste, som fremkommer med Forslag, løber mig alt for buus paa. Øynene har staaet dem for stille i Hovedet, de har sielden staaet meere end en eeneste Ting i Kikkerten. Hos Forfatteren derimod finder man en ret priselig Vaersomhed, ja Frygtagtighed; megen Circumspection og temmelig stærk Indsigt i Stats-Videnskaben, [dog meere i andre, end i den foretagne Materie] og just des Aarsag behøves saa

66

66

meget desto meere , at hans Skrift undersøges til Publici Advarsel og Oplysning.

Friehed og Eyendom, siger Forfatteren, skulde forskaffes Bonde-Standen, og [ som han siden forklarer sig] Fæste- og HovningS-Bønderne.

Først har vi da at giøre os nogen Betænkning over, om det og med god Skiel kand siges: At vore Fæste-, og Hovnings-Bønder mangler den Friehed og Eyendom, dennem her billig lodde kand? Og dernæst: Hvorledes disse Bønder befinder sig, efter at de ere oversatte i den foreslagne Hovningsfrie Eyendoms Tilstand ?

Angaaende det Første, da tænker jeg, at Forfatteren burde vise: Enten at de øvrige Almuens Classer ligeledes mangler, og burde forhielpes til Friehed og Eyendom. Eller, i Fald dette ikke her er hans Tanker: At Bonde-Standen heri fremfor de andre Almuens Classer staaer tilbage. Eller og godtgiøre: Hvorfor Friehed og Eyendom er Bonde-Standen frem for andre nødvendig og tilbørlig. Ingen af Deelene finder jeg af Forfatteren ommældt og afhandlet. Han siger alleene Pag. 5. " Jeg er af den faste Meening: At det Lands Tilstand, hvor Bonden dyrker sin egen Mark, bor foredrages det

67

67

Lands Tilstand, hvor han arbeyder uden Eyendom og med indskrænket Friehed.

Saalænge da, at det ikke er beviist, ja ikke eengang paastaaet: At Friehed og Eyendom er Bønderne frem for andre Almuens Classer fornøden og tilbørlig; saa har jeg fuldkommen Ret til at paastaae: At for Bonden kand ingen Mangel af Friehed og Eyendom paaklages, den Stund Lovene tilstaaer: og forsikkrer ham begge Deele i samme Grad, som øvrige Almuens Classer.

Med samme Ret, som det fordres for Bonden, kand jo Borgeren og Haandværks- , manden paastaae: At Friehed og Eyendom ham burde forskaffes. Den Friehed, ey at arbeyde for andre; som ham gandske utienlig, forlanger han vel ikke; heller ikke en Eyendom, lige med Bonden, af nogle Tønder Hartkorn. Men Huset og de Værelser, dem de nu har i Leye, kunde han jo med samme Ret paastaae, at ham til eget og Landets Beste burde forskaffes Eyendom paa, samt paa den Andeel af Kiobstædens Græs-Marker, som ham lodde kunde. Foregivende: At Husene derved bleve bedre bevogtede for Ildsfare, bedre forsvarede imod kendte ligt Anfald, og at Jordene, som nu kuns føder hans Koe; da, naar han fik fri Hænder, tillige kunde fede ham og heele Familie. Skipperne,

68

68

Matroser og alle Søefarende, kunde med samme Skiæl paastaae: At de selv burde eye, i det mindste være Redere i de Skibe, de seylede paa. Foregivende: At sligt tiente til deres Flittigheds og Aarvaagenheds Opmuntring, og maatte ansees som største Billighed i Henseende til deres mange og store Fatiger og Farligheder.

Soldater - Standen vil jeg endda forbigaae, da Frieheden der i høyeste Grad er indskrænket, og Eyendommen saa godt som slet ingen. De af Bonde-Standen, som deri oversættes; ere de, som jeg beklager. Der lærer de snart at skiønne paa forrige Frieheds og Lyksaligheds Tilstand, og samme med andre Øyne end Forfatteren, at ansee. At lette deres Kør, er en Sag, anstændig for en Patriot at skrive om: men derom mueligt et Par Ord en anden Gang.

Raadeligst er vel og, her at forbiqaae Soldater-Standen; at vore gevorbene Tropper ey skal giøre samme Paastand, som Cæsar og hans Tydske Soldater fordum: At de Italienske Landgodser burde høre dem til, paa Fundament: At det Lands Tilstand, hvor Soldaten forsvarer sin egen Mark, bør foredrages det Lands Tilstand, hvor han forsvarer andres Grunde.

69

69 Men serieuse! da maae den være gandske fremmed og ukyndig om Landets Tilstand, der, ved at ligne Bonde-Standen med øvrige Almuens Classer , ey indseer: at første endog langt overgaaer de andre i Frihed og Eyendom, uagtet hans Fæste og Hovning. Hans Fæste er paa Livstiid, for ham og hans Enke, og gifter hun sig, da veed man, at ikke eet af icode forstødes, og skiøndt Gaarden og Grunden er en andens, er hans Boe og Kreature hans Jorders Bedrift saa eller saa, til Sæd eller Hvile, hans Indavling og Afsætning i hans egen Haand og fra Disposition. Gierselen er hans, og Tørveskiær paa hans egen Grund kan ikke negles ham; han kand contrahere, sælge og kiøbslaae alt efter beste Tykke. Hans Frieheds Indskrænkelse er kuns fornemmelig i de Ting, der vilde skade ham, saasom: At lade andre besaae hans Jord; at drive fin Jord til Upligt ɔ: at uddrive den; give Lønnekorn, forskiære Tørvemosen, brænde Brændeviin og deslige. Hovnings-Pligten er heller ikke Bonden, eller ansees af ham som et Aag, som en tung Byrde. Bonden paatager den jo ved en frivillig Contract, søger begierlig det fæsteledige Stæd, agter det for en Lykke, om han præfereres Medbeylere, og lader det ikke komme an paa, at betale anseelig Indfæstning. Sligt har jo ikke Stæd, hvor der kuns er Aag og Trældom at vinde? Da Bonden ey kand kiøbe sig en Gaard, begriber

70

70 han let: At en Eyere, der har sat sine Penge i Jordegods, og nu overlader ham Gaard, Grund og Besætning, maae have Indkomst og Afgift deraf. Afgiften, skiønner han og, trykker ham Meere, naar den i Penge eller Vare eeneste skal erlægges, end naar endeel med Ægt og Arbeyde maae afdrages; thi da tilskyder hans Bester og Redskab, dem han desuden Holde maae, en anseelig Andeel. Vil nogen skrække ham og sige; Hovningen vil vist hindre, og giøre Forsømmelse i Eders egen Avlings Drist, svarer han i sin Eenfoldighed, dog ey Taabelighed: Det er, som man vilde sige; At den 6te Tønde Hartkorn hindrer en Bonde fra de fem Tønders tilbørlige Drift. Nu staaer min Gaard kuns for 5, altsaa kand 1 Tøndes Drift ved HovedGaarden ikke hindre mig, eller med Grund ansees, som Hinder. Og altsaa kand min Hovning, der er min Hosbond under indfaldende besværlige Tider den sikkerste, og mig den letteste Deel af min Afgift, ikke i nogen Maade geraade Landet til Skade.

Saaledes taler Bonden, naar han taler, som han tænker (men det giør han langt fra ikke altid, og for enhver). Over Mangel paa Friehed klager han ikke, han foredrager sine Kor uendelig over Krigsmandens, og alle de Søefaren-des, vissere, end Forpagternes, der flytter hver tredje eller siette Aar, bedre end Degnenes,

71

71 Skoleholdernes og alle de Haandværksfolks, som boer paa Landet, og lige med de velhavende Borgeres. Og at klage over Mangel paa Eyendom, er aldrig faldet ham i Tankerne, siden han er i den stadige Troe: At uden Midler, er det daarligt, at tænke paa Eyendom af JordeGods.

Herpaa har vi da at ansee: Hvorledes Bønderne virkelig befinder sig ved denne Forandring, efterat de ere oversatte i den Hovningsfrie Eyendoms Tilstand. Og giøre vi vel best, paa Forfatterens forelagte Proposition og Bilfor at lade Bonden selv svare, da det, vi sidst hørte af ham, dog ikke var saa taabeligt.

Forfatteren proponerer ham da: At han nu maae blive Hovningsfrie paa de Vilkor: At han i Korn eller Penge skal erlegge Hosbonden, hvad hans Hovnings Ægt og Arbeyde forhen har importeret ham. Og at samme efter nøyeste og billigste Beregning belober sig til 34 Rdr.

2 Mk. 8 Skilling aarlig.

Bonden svarer: Det kand gierne være, at min Hovning endog eene ved Avlingens Drift har importeret Hosbonden saa meget. Men at betale ham saa høn Afgift i Honningens Sted, blev mig plat umueligt. Da betalte jeg den tilbudne hovnings Friehed alt for dyre. Under

72

72

det, som Hovningen indbragte, Maae vist være anslaaet mine Beesters Arbeyde, samt hvad Hosbonden har sparet ved ar spare Plov, Harve, Vogn og øvrige Redskaber. Alt dette fordrer man nu, at jeg allene skal godtgiøre, som dog lige fuldt maae holde samme Antal Beester og Redskaber. Jeg betakker mig, den tilbudne hovnings Friehed kiøber jeg ikke saa dyre.

Ney holdt, siger Forfatteren; hør mig først ud! Jeg har tillige andre og større Fordeele at tilbyde dig. Og derpaa tilbyder han: At Bonden maae blive Eyere af Gaard og Grund, Bygning og Besætning, og at han skaal saae ordentlig Skiøde derpaa: At den overlades ham og Arvinger til ævindelig Arv og Eyendom.

Bonden svarer: At dette gode Tilbud land ikke Nytte ham, som ey har Evne, til at betale. Derpaa siger Forfatteren ham: At han kan faae Gaarden til Eyendom gandske uden Penge. Dog paa disse Vilkor: At han, foruden de sædvanlige Afgifter af Kongelige Contributioner, Tiende og Landgilde, i Steden for Hovning, betaler som mældt 34 Mdr. 2 Mk. 8 Skilling, og for Eyendoms Ret en aarlig billig Kiendelse, samt at der af Gaarden, hver Gang den overgaaer fra een til anden Besiddere, i Hosbondshold betales 4 Rdr. af hver Tønde Hartkorn;

73

73

dog at Jagt og ald Herlighed, samt Skoven forbeholdes Hosbonden, som deraf sælger ham for billig Betaling, hvad han behøver. Og at Gaarden med Grund og Besætning bliver Hosbonden et bestandigt Underpant til Forsikring for disse Gaardens paaliggende Byrder og Afgifter, deres rigtige og promte Betaling, dem Mand efter Mand sig til ævig Tiid skal paatage; da Gaarden, i Mangel af rigtig Betaling hjemfalder Hosbonden, som første prioriteret Pandthavere. Derpaa forklarer Forfatteren ham, hvilken en Herlighed det er: At være Eyere af sin Gaard, og faae Eyendoms Ret og Skiøde paa den, og det gandske uden Betaling: At kunde overlade den til sin Søn eller Slægtning, om han vil; eller sælge den; samt at kunde søge Penge-Laan paa Gaarden, hvor han vil.

Godt nok, svarer Bonden. Men jeg fatter ikke, hvorledes Gaarden i nogen sand Forstaaelse, kand siges min og min Eyendom, den Stund den nu, som før, i sig selv er og bliver Hosbondens. Et saadant i sig selv intet betydende Navn og Titel af Eyere kiøbte jeg og alt for dyrt, naar jeg nu under Navn af Eyere, , forpligtede mig aarlig formedelst de høye hovnings Penge, at betale saa anseeligt meere, end jeg forhen har betalt, som Fæstebonde. Da Bønder altid seer meest paa det Virkelige, meere paa Penge, end paa Characterer, overalt

74

74

veed jeg, at faa høy Afgift blev hverken mig, eller nogen anden Besiddere, mueligt af Gaarden at udrede. Og hvad nytter mig da den Friehed: At kunde overlade min Søn den? Det er da en elændig Herlighed. At jeg kand selge den, den Stund Gaarden ikke fand sælges uden over dens Værd, siden den staaer til Underpant for større Afgifter, end nogen kand taale deraf at udresde. At jeg kand søge Penge-Laan paa den, naar ingen fornuftig Mand vil eller kand laane mig, og jeg ikke heller kand laane, med mindre jeg vil bedrage. Som Fæstere har jeg hidindtil levet, som en ærlig Mand. For den Titel af Eyere vil jeg ikke døe, enten som Prakkere eller Bedragere.

Her indfalder Forfatteren ham, og siger: At man har Exempel, at flige Gaarde, uagtet de paahæstede Byrder ere solgte til temmelig høy Pris, og Fordeel for forrige Beboere? Sand vel være, svarer Bonden: der begaaes saa mange Daarligheder i Verden. Men at kiøbe en Gaard, som paahæfter Høyere Afgifter, end den kand afkaste, er ingen klog Mands Sag. Har Kiøberen selv Penge, da har han spildt dem, og laaner han dem, da bedrager han Hosbond, eller Creditorer, om ikke begge tillige. Den, Afgifterne ere for besværlige, ruineres snart, naar han skal svare Renrer desuden. Naar nu denne skal forlade Gaar-

75

75

den igien, faaer Folk vel Øynene op, og seer sig bedre for.

Videre vedbliver Bonden: Som Eyere, skulde jeg nu vel selv opbygge Gaarden, i Fald den afbrændte; og blev der, som forhen er talt om, oprettet en Brand-Casse, da blev dette atter en nye Skat for Bonden. Som Eyere, skulde jeg nu vel sørge for og kummerlig anhverve mine Tieneste -Folk; thi naar Mandskabet blev frie, og maatte løbe, hvor de vilde, som den omtalte Forandring vel skulde medføre, da vilde de for Alvor opskrue Løn- og Korn-Sæd. Og saa snart man saae surt til dem, helst i den travle Tiid, løb de vist deres Vey, naar intet meere Baand var paa dem. Lønnens Forhøyelse vilde da og give et nyt Paalæg.

Som Eyere, fik jeg vel heller ingen Udviisning mere , som forhen, men kom til at kiøbe det Brænde, om ikke Tørven med, der dog er paa Gaardens Grund. Atter et Nyt og betydeligt Paalæg!

Som Eyere, kunde jeg vel heller ikke under Foder-Trang vente mig nogen Hielp fra Hoved - Gaarden ; thi ved Hovningens Nedlæggelse skulde den vel omstøbes til Udbygger- Gaarde. Og endnu mindre kunde jeg

76

76

vel vente Bygnings-Tømmer, som hidindtil, eller Undsætning under Kræe-Syge og andre paakommende Besværligheder. Thi jeg begriber meget vel, at den meeste Undsætning fra Herremanden har Bonden Hovningen at takke for, paa det han kand holde Folk og Beester til sin Hovlods behørige Drift; og naar han fand drive den, saa kand han og drive sin egen Grund.

Men, jeg betakker mig! Best for mig, at lade sligt Gjekkerie fare. Under alle disse, endog forøgede Byrder, at give mig Navn af Eyere og Selveyrre, var jo at spille samme Comoedie med mig, som Jeppe, man vilde gjøre viis, at være forvandlet til en Frieherre. Jeg beder ydmygst: At jeg maae forblive, hvad jeg er og været har; nemlig, en Fæste- og Hovnings-Bonde.

Men, mig Forlov! vedbliver Bonden; har man og i Sinde al gjøre samme Forandring med Borgerne og Skipperne? Skal Borgeren, som nu boer til Leye, herefter bære Navn af Eyere, og faae Skjøde paa Huset, paa Vilkor, overeensstemmende med dem, som foreslaae Bonden: at svare al den Skat, Asseurance og Leye, som hidindtil er gaaet deraf. Selv at bygge det, om det afbrænder, og pantsætte Huset, med alt hvad

77

77

han eyer, til forrige Eyeres Forsikring? Og skal Skipperne, paa Vilkor af samme Natur, blive eller kaldes Eyere af de Skibe, de fører. Da forklar mig, hvad alt dette vil sige! Hvorledes de kand faae Eyendom, som har intet, eller muelig rettere: Hvorfore de Ord (Eyere og Eyendom) ikke nu længere maae beholde deres gode gamle Bemærkelse? (Mueligt Forfatteren forklarer ham dette en anden Gang, i Fald han ikke anseer ham for eenfoldig til saa høye Indsigter i StatsVidenskaben). Dette var Bondens Svar. Læserne maae censurere det. Nogle vi! raabe: Men hører! hvilken Ignorance! Andre vil dog nok tænke: (men, om de tør udlade sig dermed, veed jeg ikke) At Bonden havde ikke Uret.

Vi har nu hørt Bondens Betænkning, hvorledes han forud tilregner sig: At han under foreslagne Forandring, (der dog foregives at skulde sigte til hans Beste, til ar forskaffe ham Eyendom og fuldkommen Borgerlig Friehed) vilde befinde sig.

Derpaa vil vi, om Læserne har Lyst, i Tankerne forsætte os hen i Eftertiden, alt under Supposition: At Freden vedvarer, og øvrige Omstændigheder bliver de samme; for kortelig at oversee: hvad Virkning den nye indførte

78

78

Forandring havt haver, og hvorledes Tilstanden da befindes?

Paa Veyen møder os allevegne, foruden et forskrækkeligt Antal Betlere, en Mængde Prangere, snart med Sviin, snart med Heste og Kræe, Forkjøbere af Smør, Flesk og alle Slags Kornvare. Tobakskræmmere, Saltkræmmere, Smuehandlere af alle Sorter contrabande Vare. Disse ere de friegivne Bønderkarle, som har søgt at undgaae Jordbrugets stærke Arbeyde og Fatige, og tænkt et Mageligere Levebrød at udfinde.

Paa Markene finder vi endeel Qvindfolk at pløye og harve; vi seer mange, hvis Arbeyde, foruden Klæde-Dragten, viser os, at de ey ere Bondevante, da alting staaer dem saa forkeert i Hænderne.

Af Gaardene finder vi kuns den halve Deel omtrent, at være besatte med Bønder. De øvrige findes besatte med en forunderlig

Blanding af alle Stænder. Af gamle

Laqvajer og andre Herskabs Betjenterere, banqverotterende Handelsmænd, Søemænd, en stor Deel Enker af alle Stænder. Under-Officerer. Alle flags Borgere, som Deels ikke havde kunde fundet sig vel i Kjøbstæderne formedelst Vanheld og slet Oeconomie, Deels havde maattet

79

79

vige og forlade Byen, formedelst den store Mængde af de formuende Bønder-.Karle, der havde trængt sig ind i Kjøbstæderne og deres adskillige Nærings Grene [unstagen i Manufactur og Fabriqver, da det derved faldende Arbeyde falder dem endnu meere modbydeligt, end Jordbrugets), og derved gjort Leyen og alting dyrere, samt draget en Deel af Byens Næring til sig.

Agerdyrkningen, seer vi, derfore at drives i elændige Maader, af visse nye ukyndige og ubevandte Landmænd, og ynkelig at være forfaldne, og at det er slet bestilt med heele Landhnusholdingen. Paa en Loe finde vi en Guldsmed og en Haarskjærer; paa en anden en Øltappere, med samt hans Kjelder-Pige, og saa fremdeeles.

I alle Byer finder vi nu mange LodsEyere. De Godser, som for Hovningen, samt adskillige nyttige Indretningers Skyld, førhen vare samlede, skjøtter nu ingen meere om at holde samlet, men findes splittede ad i elændige Maader.

Spørges Bonden ad: Hvo der er Hans Forsvar? Da nævnes een eller anden Procurator, og erkyndiger. man sig nærmere, da erfares: at disse har snart samme Myndighed

80

80

over Bonden, og siger nu lige saa frit til Hevn, som Hosbonden fordum; Procuratores, AuctionsDirecteurer og Ting-Skrivere findes efter den nye Forfatnings Indførelse, at være blevne vældige Mænd. De forrige Tingdage forslog intet, der holdes Ting hver Dag. Jord-Drotterne stiller Bsudergaardene jevnlig til Auction formedelst resterende Skatter og Afgifter, skjøndt man forud veed, at der møder ingen Liebhabere. Ligesom det og jevnlig høres: At Jord-Drotten maae lade sig samme Medhandling befalde af sine Creditorer.

In Summa, alle Ting findes at være ge- raadet i saa forvendt og forvirret en Tilstand, at det ikke længe kand blive paa den Foed. Om man da, som faa ofte og mange Gange skeer er i Verden, igjen vil optage den gamle førkastede Forfatning, under Navn af nye Forbedring, kand jeg ikke vide. Jeg vil da ikke længere opholde Læserne, som slige Udsigter i Eftertiden muelig baade ere ubevandte og ubehagelige.

Men vi vil give hinanden Lov paa begge Sider, og dermed tage Afskeed. Esterat vi nu har befundet: At, ligesom den Staten tilsagte Folke-Formeerelse med sine lykkelige Følger udeblev, ja vanartede til en skadelig Folke-Formindskelse; saa fik Bonden heller ingen virkelig Eyendom, men kuns en blot, aldeeles uvirkelig og intet betydende Caractecr af Eyere, der som andre Caracteerer sædvanlig, ikkun er ham til Besværlighed og større Udgift. Samt: At den Bonde Standen tilsagte større Friehed, er ham aldeles ufordeelagtig, men derimod ham med heele Staten høysiskadelig.