↩

Et Brev

fra

Anders Christensen

til

Om

Kornpriser,

Folkemængde,

Proprietærer, Bønder,

med videre

Landhuusholdningen angaaendis,

hvorved tillige adskillige

Modens Fordomme

bestrides.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie, hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Min Herre!

Hvad synes Dem? Er 3 eller 4 Rdlr. for en Tønde Rug saa høi og ubillig en Priis, at Landet derover bør skrige og larme? Eller, bør 13 Mk. være det høyeste, som Landmanden efter vor elskværdige Philodans Formeening derfor bør have? De godt Folk maae nok ikke vide, hvad Arbeide og Bekostning Avlingen medtager, og hvor lidet Over-

skudd der bliver for Arbeideren, naar hans Arbeide nogenlunde skulde betales, som andres, og hvo bør misunde ham det? Dog skeer det langt fra ikke. I den Henseende vil jeg forelægge Dem en tilforladelig Beregning herover, saadan som den er mig skikket fra en sikker Haand i Øster Egnen, hvor den bedste Eiendom i Landet falder.

Beregning over Udgift og Indtægt ved en Tønde Bygs Drift tilUdbrug naar Arbeidet derved skulde leyes for Penge.

1 Td. Byg til Sæd — 2 Rd. 4 Mk. - Sk.

— Giødningen dertil

at udage — — 4 — - — - —

Landet at fælle og pløye — 1 — 2 — - —

Afgrøden saae og harve — - — 2 — - —

— høste, røgte og opbinde

— - — 3 — - —

— indskiøre og opgulve — - — 2 — 8 —

— terske og rense — - — 2 — 8 —

— til nærmeste Kiøbstæd

at bortføre — — - — 3 — - —

Lateris 10 Rd. 1 Mk. - —

Transport 10 Rd. 1 Mk. - Sk. 1 Td. Rug til Sæd — 4 — 2 — - —' Landet at pløye — — - — 4 — - — Afgrave for Vandstand — - — * — 8 — At saae og harve samt Afgrøden at høste, røgte, opbrude, indage, opgulve, terske, rense og at bortføre ligesom ved Bygget — 2 — 1 * —

4 Tønder Havre til Sæd a 9 Mk. — — 6 - - — - —

At pløye, saae og harve, samt Afgrøden at høste & c. ligesom ved Ruget er anført Hver Tønde Sæd beregnet til halvt saa meget som Rugen, bedrager — 5 — 4 — - — Til bemeldte 6 Tdr. Korns aarlige Udsæd behøves 8 geometriske Tønder Sædeland, hvoraf de 4 hvile medens de 4 besaaes, som giør i god Land ongefær 1 Td. Hartkorn, hvoraf den sædvanlige aarlige Matricul-Skat, omtrent— 3 — - — - —

Lateris — 32 Rd. - — 8 Sk.

Transport 32 Rd. - Mk. 8 Sk. Landgilde og Hoverie, eller Renter af Pengene, 1 Td. Hartkorn beregnet til 100 Rdlr. Værdi —- 4— - — - —

Summa Udgift 36 Rd. - — 8 Sk. Naar derimod af dette saaede Korn beregnes Indaulingen, 1 Tønde Rug ansat a Tønden - 2 Mark, og 1 Tønde af Vaarkornet 1 Mark lavere end i Sædetiden, bedrager samme, naar Tienden er fradraget, i et middelmaadigt godt Aar i det høieste saaledes;

3 Td. Rug a 4 Rd. —- 12 Rd. — - - —. 6 Td. Byg a 15 Mk. — 15 — - — - — 16 Td. Havre a 8 Mk. — 21 — 2— - —

Summa Indtægten 48 Rd. 2 Mk. - — Af denne Regning, som i andre Egne maae anderledes forfattes, men over Hovedet falder flere Steder ringere end bedre ud, sees, at Bonden, endog ved denne saa udskregne Priis, har ved sin Korn-Avling ikke synderlig mere end 12 Rdlrs. Overskudd for hver 1 Tønde Hartkorn; Synes Dem vel, det er formeget til Extra-Skatter og Udgifter, til Præst og Degn, til

Foged og Skriver, til indfaldende Uaar eller Misvæxt, & c. & c. & c. Men sæt nu med Philodanus, han burte ey have over 13 Mark for Tønden af Ruget, og at Bygget i samme Forhold en kostede mere end 9 Mark, Havret 4 Mark, hvilket Forhold gemeenligen altid har Sted, saa vil Regningen, naar Ruget beregnes a Tønden 2 Mark, Vaarkornet 1 Mark dyrere til Sæd, end til almindelig Udsalg, som og gemeenligen har Sted, falde langt anderledes ud. De kan selv giøre Regningen, thi Arbeidslønnen er den samme. De vil da befinde, at Omkostningerne ikke engang komme ud; Her bliver ingen Gevinst men over 5 Rdlrs. Tara. Hvad synes Dem nu, er 4 Rdlr. for 1 Tønde Rug, nu og da, et Aar iblant (om end ingen Misvæxt var) for meget, til at opmuntre en Landmand til at giøre Extra-Bekostninger paa Eyendommens Forbedring, og til at bygge Landet.

Jeg siger, om end ingen Misvæxt var, thi, naar dette skeer, bliver Høsten langt fra ikke saa riig, som anført er, og Regningen følgelig ikke saa fordeelagtig.

Vores Larmen over dette Aars korn-Priser er derover saa meget mere ubillig, som den høye Priis reiser sig ikke alleneste af sidste Aars Misvæxt (som den fornuftige Forfatter af Recepten for Klynke-Sygen i det patriotiske Magazins No. 14, 1771, rigtig nok har anmærket, og er en Sandhed, der, skiønt aabenbar og bekiendt for hver Bonde, lader til at være skiult for vore kloge ekonomiske Skribentere) men endog af de tvende næstforriges, hvoraf 1768 Aars Rug-Aul var endog saa ringe, at intet Aar siden 1709 dermed kan lignes. Saa at man snarere maae undre sig over, at Kornet er ikke end dyrere, allerhelst naar tillige betænkes, hvor megen Føde af Kiød, Mælk, Smør og Ost, Qvæg-Sygdommen, der og i de samme Aar meget har raset, har borttaget. Men, maaskee De vil svare mig. Arbeidslønnen er beregnet for høi; Sandt nok; i Forhold med Kornets almindelige Priis, men ikke høi nok i Forhold med andet Arbeide; Ikke heller torde jeg love dem, endog til anførte Priis, saa høi den og lader, at forskaffe dem Arbeidet forrettet. Hovedstadens Indvaanere, Bryggere, Bagere og Vognmænd, som tilligemed flere, saa meget skrige over de høie

Korn-Priser, skulde de med deres egne Folk og Heste bearbeide Jorden, eller skulde de dertil leyes, og have lige saa høi Arbeidsløn, som de nu i andre Maader nyde, vilde man saae noget andet at høre, en anden Regning at see,

Erfarenhed er den bedste Læremester; Giør selv Forsøget: Tag sig et Stykke Land paa 3 a 4 Tønders Korn-Sæd for; Saaledes vil De bedst faae at vide, hvad det koster at drive, og hvad Overskuddet bliver. Af vores Skriveri at giøre Slutninger i Landhuusholdningen, feiler meget. De fleste af dem, som skrive derom, røbe ved hver Linie, at de have ikke ringeste Grund eller Indsigt derudi, og intet giøre, uden at udskrive den ene den anden; og hvorledes kan dog en Blind veylede en anden?

Men, dersom det saaledes forholder sig, dersom Arbeidet saa kostbart og Fordeelen saa ringe; hvorledes kunne da de ellers almindelige Korn-Priser være saa lave? Dette Spørsmaal venter jeg mig, og snart kan blive færdig med Besvarelsen. Hoveriet, denne saa forhadte, af saa mange ukyndige saa udskregne, og dog for Landet saa nyttige Indretning, er allene Aarsag herudi. Bonden faaer ikke saa meget

til Arbeidsløn for sit Hoverie-Arbeide. Han har af Hosbonden godt Kiøb paa den Eiendom, hvorved han underholder sig, sin Familie og sine Kreaturer; Og hvorved han bliver sat i Stand til, at kunne tiene den anførte Arbeidsløn, som han ellers ikke kunde; Og derover kan han igien give Hosbonden got Kiøb paa sit Arbeide. Saaledes bliver da Hoveriet, endog dem, som meest derimod larme, tilgode, og saaledes seer man, hvor underlig og nøye alle Lemmerne paa en Staat ere sammenknyttede, og det saaledes, at det enes Vel hænger af det andets, endog deres, som synes at være hinanden modsatte. Og alt dette dog derhos saa uformærkt, at deels af Lemmerne præke og ivre sig mod deres egen aabenbare Fordeel, hvilket Norge, Kiøbstæderne, Hovedstaden, med et Ord, alle dem, som selv ikke faae og pløye, vilde føle, om Hoveriet ikke var til. Dog, naar det ret skulde føles, og naar man retskaffent vilde faae at fornemme, hvad Kornet, naar det paa dets Avling anvendte Arbeide, skulde, ligesom andet Arbeide, betales, vilde komme til at koste, maatte Hoveriet ophøre, ikke alleneste i Dannemark, men endog i

de østersøiske Egne; Thi Hoveriet, endog der, vilde komme dem til gode, naar Kornets Indførsel derfra, som vilde blive en nødvendig Følge af Hoveriets Ophævelse i Danmark, blev tilladt. Men, hvad synes Dem; Vore egne Sølv Miner er kuns faae. Pengene maae vi altsaa have fra andre Lande. Bør da de Veie, hvorved de føres ind i Landet, hvoraf Kornhandelen, som i saa Fald vilde ophøre, er een af de betydeligste, forfærres; Og bør Tallet paa de Veie, hvorved Penge føres ud af Landet, forfleeres. Jeg siger, at Hoveriet giør, at Korn-Priserne langt fra ikke ere saa høye, som de ellers vilde blive. Skulde det behøve Beviis; Saa hør og spørg dem for, hvo er det, som i de sidste tre Aar, vi, som meldt, have havt Misvæxt her, har havt Korn at sælge? Er det ikke Herregaardene allene? Men, det har ingen Nød; Her blev vel aulet ligemeget Korn, enten Hoveriet var til eller ikke; Ja, her blev vel aulet mere; Thi, seer man ikke af de offentlige Blade.

1.) At de elleve Parter af Landet dyrkes ilde, fordi Herregaardene, der skulde udgiøre den tolvte Part, skulle dyrkes vel, følgelig;

2.) At Hov-Bønderne have ikke Tid til at drive deres egne Gaarde, formedelst Hoveriet.

3.) At Eiendommen blev dreven langt bedre, følgelig mere Korn frembragt, om paa Herregaardene bleve fatte Afbyggere, da man sikkert kunde formode, at enhver i sær arbeidede bedre og troeligere for sig selv, end nu Bønderne for deres Hosbond.

4.) At, dersom Hov-Bonderne hørte op at være Slaver, (som de meene, er det samme, som at blive frie for Hoveri) og, dersom de end ydermere, i Stedet for at være Fæste-Bønder, fik Arvefæster, Frihed og Sikkerhed paa sin Formue, ikke alleneste for sig selv, men endog for Arvinger, vilde de blive langt stræbsommere og vindskibeligere, thi, der kom aldrig noget godt af Slaveri, og af Usikkerhed paa sin Formue og sine Rettigheder.

Saaledes, med meget mere deslige Tøy, seer man i de mange, saavel danske som tydske Blade og Skrifter, som herom ere komne for Lyset; Men deels deraf seer man ikke heller andensteds; Og deels deraf passer sig slet intet paa vores Bondestand og Stats Forfatning.

Endog Bønderne vide selv langt bedre Beskeed herom. Er det da ikke underligt, at saa mangen en tør være saa dumdristig, og skrive om de Ting, som de ingen Rede vide til, der lettelig kan sees, om jeg og tør opholde Dem med, al fremkomme med saadanne Beviser, der ere, endog hver Bonde, bekiendte, som jeg nødvendig maae, naar forestaaende Poster skulle giendrives, der skeer saaledes.

Til 1ste og 2den.) Begge disse Poster ere den største Digt og Usandfærdighed af Verden. Tvertimod blive Bøndergaardenes Jorder langt Meere uddrevne end Herregaardenes. Hør, spørg og see Dem for; Ja, see Dem for i de mange til forrige General-Landvæsenets Collegium indkomne Jordbøger; De ville befinde, at Bøndergaarders Marker hvile ikke uden 2 eller 3, nogle faae i 4 Aar; Herregaardenes Marker derimod i de samme Egne 7, 8 til 10, ja vel 14 Aar, som jeg veed Exempel paa.

Der vil nok findes faa Steder, hvor der ikke til hver 1 Tønde Hartkorn af Bøndergaarders Marker, saaes dobbelt saa meget, som til Herregaardenes. Endda ligger gemeenligen til Bøndergaardene intet, uden deres egen ma-

trikulerede Jord; Til Herregaardene derimod støder de fleste gange mere til. Her er undertiden aparte Kiøb-Enge, Kirke-Enge, Tiender, som altsammen formerer Giødningen; Og dog kunne Herregaardene i Udsæden langt fra ikke bestaae sig med Bøndergaardens. Aarsagen er, som de lettelig slutter, at Bonden giøder tyndere, og derover pløyer og saaer mere. Det er sandt, at som Herregaardenes Marker faae mere Hvile og Giøde, end Bøndergaardenes, saa staaer og gemeenligen Kornet langt bedre paa de første end sidste Marker; Men paa disse derimod ere der i Forhold efter Hartkornet flere besaaede og bevoxne Agre.

Hvad der nu indbringer meest Korn eller er fordeelagtigst, enten, som Herregaardene, at giøde og saae mindre, og derpaa aule mere; Eller, som Bøndergaardene, at giøde og saae mere, og derpaa aule mindre i Forhold, er en anden Sag, og vedkommer ikke her at undersøges; Vist er det, at, dersom Herregaardenes Maade er den fordeelagtigste, (som den tilforladelig er i alle de Egne, jeg kiender, som man dog ikke kan faae Bonden, der heller vil følge den gamle Slentrian, til at troe,) beløber det

Arbeide, som Bønderne saaledes forgieves giøre til sine egne Gaarde, sig til mere end dobbelt, mod deres Hoveri-Arbeide i samme Tilfælde. Nok er det paa dette Sted, at jeg har beviist, at Bønderne have Tid nok, at drive deres egne Gaarde, og at disse blive endog langt stærkere uddrevne. Vil De endnu, ikke troe mig, saa lader os gaae fra Hov-Bønder, til Frie-og Selv-Eyer Bønder.

Aule disse mere Korn paa lige Hartkorn, end hine. Ere de før paa Veie, blive de før færdige med deres Arbeide, holde de færre Folk og Bæster paa lige Hartkorn? Nei, ingenlunde; De ere altid tilbage, med samme Folk og Bæster altid de sidste; Som ere saadanne Sandheder, som enhver, der vil, grandgiveligen kan see, og dagligen seer for sine Øine.

Vil man ikke giøre sig den Uleylighed at eftersee dette; Saa lægg dog Mærke til, naar de i Høstens Tiid opholde sig paa Landet, hvilke Bøndergaarde, Houfrie eller ikke, først advare til Tælgning eller først faae sit Korn talgt; Og hvis Tiender er bedst, i Fald derpaa nogen Forskiel. Dette ene, som De uden stor Møie eller

Omstændighed kan blive vaer, kan i Almindelighed bevise hele Resten.

Til 3.) Her snakker man jo baade frem og tilbage; Nyligen hidde det, at Herregaardene bleve bedst drevne, Men her faaer Piben en anden Lyd. Jeg vil alleneste sige dette a) at man nok kan siges, selv at drive sin Gaard, foruden selv at giøre Arbeidet; Endog mangen en Bonde rører ikke en Haand ved sit Arbeide, og dog faaer det ligesaa vel fremmet, som nogen anden. God Tilsyn, fornuftig Indretning og Anstalt giør samme Virkning ved Arbeidet, som Hosbonds Øie ved Kreaturets Føde. b) Skulde paa Herregaards-Markerne sættes Afbyggere, skulde de fleste i Jylland ikke engang kunne naae saa meget til Afgift, som Renten af Pengene, deslige Bygning og Besætning med videre kunde koste, maatte bedrage. Her blev altsaa intet for Eiendommen; Og dog er det Hovedgaardenes Eiendom, der indbringer Proprietæren det meste. Hvor mange Proprietærer ere da vel i den Stand, at de saaledes, om de end vilde, kunde bortskiænke mere end Halve Deelen af deres aarlige Revenyer, og det for en Fordeel, som visse Projektmagere

visse deraf spaae det almindelige, og det, som jeg mener, nogenlunde her foran er beviist, paa falske, eller i mindste gandske uvisse Grunde; Thi kom der Afbyggere paa Hovedgaardenes Marker, blev det med dem, som nu med Beboerne paa Bøndersteder; De fortærede, hvad de fortiente. Her blev altsaa intet Overskudd, for deraf at sælge til dem, som selv ikke pløie og saae; Og for deraf til Fremmede at udføre, og derved Penge i Landet at indføre. Men, sæt, det var en gandske klar og afgiort Sag, at Landet i Almindelighed vandt ved saadan en Forandring. Med hvad Ret og Billighed kunde man dog forlange dette af Proprietærerne. Man maae ikke forlange af Mennesker andet, end menneskeligt. Men er det menneskeligt, at skiænke til det Almindelige, det man har at leve af, og siden at betle sit Brød, eller dandse i Slutteriet; Ja, ikke alleneste, at underkaste sig selv denne haarde Skæbne, men endog andre, som paa Herregaardene, der ved denne Forandring til visse vilde tabe mere end halve Delen af Værdien, kunde have udlaant alle sine Midler, at sætte i samme ulyksalige Tilstand. Hvor forrykt, hvor unaturlig og

umenneskelig falder ikke al denne Politiqve ud? Men, siger een af vore nyeste Politici: Den juridiske Retfærdighed bør vige for den politiske; En Distinction som hidtil ikke har været bekiendt, og som enhver ærlig dansk Mand maae ynske, aldrig at blive det; Thi, hvad vilde deraf flyde andet, end den største Usikkerhed af Verden paa alle borgerlige Rettigheder, og dermed tillige det allerfæleste Slaveri, som i Verden kan tænkes, som med Tiden vilde drage alle Slaveriets Elendigheder efter sig. Jeg siger usikkerhed og Uvished: Thi hvad som i Dag ansees for Politisk, kan i Morgen ansees for upolitisk, da deslige politiske Principer ere gierne ligesaa foranderlige som Moderne. Nei. I Forralen paa den gamle Jydske Lov-Bog hidder det: Met Low skal mand land bygge: Og denne Sandhed vil vel altid staae uryggelig fast. Foruden meget mere ondt, som vilde flyde af denne Politik, var dette, at ingen, som havde Penge, flyttede ind og satte sig ned i et faa po litisk Land. Derimod søgte de Bemidlede, som allerede der vare boesatte at flytte ud. Stod vor Politikus da ikke ret smukt tilbage som et Been-Rad, uden Kraft og Virksomhed og uden

Blod i Aarene; Til liden Nytte, at Hovedet havde været saa fuldt af politiske og vidtudseende Betragtninger, at det havde ikke kunnet see det, som var for Fødderne. Man glimter sig ellers lettelig til, af disse og andre deslige Principer, som de uskiønsomme af vore ekonomiske Helte fremkomme med, at de selv ikke maae eie noget. Følgelig vove eller tabe de intet ved Forandringer. De kunne derfor ikke alleneste med Roelighed og Ligegyldighed ansee, at der blev vendt op og ned paa alting; men endog ynske det, da der mueligen ved saadan Leilighed kunde falde noget af til dem. Saa Meget er vist, at de intet vove eller tabe.

Til 4.) Det er en dyrebar Sandhed, at det er slet bevendt med Slaveri; At det er slet bevendt med Forældrenes Stræbsomhed, naar deres Børn ikke maae nyde godt deraf; Det er slet bevendt med all Flid, all Politik, all Handel og Vandel, naar Man ikke er sikker paa sin Formue, sin Rettighed og sin Frihed; Alt dette underskriver jeg aldeles; Ingen uden et Umenneske kunde finde enten sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Troer end ikke det er muligt, noget Selskab,

nogen Staat i Tidens Længde anderledes kan bestaae; Men intet af alt dette passer sig paa vore Bønder og vores Bondestand.

Saaledes vide vore Ekonomister at indflye til saadanne almindelige Sandheder, som ingen modsiger eller har modsagt; Og at raabe Menneskeligheden, som er uanfægted, til Hielp, for at faae Fremgang, nogle med sin Ondskab, nogle med de Satker, de eengang have faaet i Hovedet, men skamme sig ved at gienkalde, nogle søge maaskee, at slaae sig til Ridder, ved disse nyemodige Fordomme; der maaskee og allerede er lykket nogle af dem.

Nogle følge Strømmen hen af Uvidenhed, og i sin søde Eenfoldighed udskrive den ene den anden. Jeg siger at intet af alt dette passer sig paa vores Bondestand. Bønderne have den samme Frihed, den samme Sikkerhed paa deres Gods og Formue for dem og deres Børn, som andre Statens Lemmer. Loven som er og bør være alles vores Beskiermelse, er og deres. Viis mig en eneste Artikel, som anderledes befaler, og jeg giver mig tabt; Men, som De ikke kunne der, saa kan jeg vise Dem nogle, som beskierme og beskytte deres Rettighed, de-

res Gods og Formue; Vær saa god og eftersee Lovens Art. 1. pag. 459, Art. 3. 4. pag. 460. 461, Art. 7. pag. 462, Art. 14. pag. 467, Art. 16. pag. 468, Art. 17. page 469; Og dersom De frygte for, at nogen skal fratage Børnene den Arvedeel, som Forældrene maae have efterladt dem, da vær saa god, og eftersee Lovens 5te Bogs 2det Capitel; De finde ikke, at Bønderbørn her ere undtagne; Fortryd ikke paa, jeg maa læse, som Lovens A.B.C., for Dem; Det kunde ikke have faldt mig ind, var det ikke man seer, saa mange herom ere ganske ukyndige, endog saadanne, om hvilke man det mindst skulde formode. Maaskee, De ville svare, som saa mange andre: Loven er god nok, men den bliver ikke efterlevet. Een af vore Ekonomister har endog udgivet et Skrift, og kaldt det: Lovenes Efterlevelse, som den bedste Lettelse for Bonden; Og ved dette Skrift (der overalt ikke svarer til Titelen, da Forfatteren har selv maattet tillægge nogle ny Love) skiønt det røber en Lyst, mere til at spotte og glose, end til Sandhed alvorligen og redeligen at undersøge og oplede, forhvervet sig Navn blandt vore klassiske Authores over Landhuus-

holdningen. Skal man undre sig derover? Nei vist ikke: En berømt fransk Author har for længst fortalt os: Un fot trouve toujours un plus grand, qui l'admire. Men, hvormed bevises denne Sats, hvormed bevises, at Loven, naar det gielder om Bondens Bedste, mindre efterleves, end ellers.

Det er jo den største Digt og Usandfærdighed af Verden, som lærer sig selv, thi, om der end var nogen Proprietær saa ubillig (og hvorfor skulde der ikke være det blandt saa mange, thi man kan altid antage som en Sandhed, at blandt mange ere nogle onde) at han for Bonden vilde og kunde stikke Loven under Bænken, saa kunde han det jo dog ikke for andre Mennesker, som Bonden taler og raadfører sig med. Saa meget er vist, at blive de Love, vi nu have, ikke efterlevede; Eller, er det muligt, de kunne oversiddes, maa man vente det samme om de følgende. Andre af vore ekonomiske Skribentere sige: Jo, Bonden er en Slave; Thi A) er han bunden til sin Fødestaun, B) skal han være sin Hosbond hørig og lydig, C) skal han giøre Hoveri. Derpaa svares: Til A) Dette vedkommer slet ikke

Hoveriet, som var til nogle 100 Aar før Forordningerne, som dette paabyde og ere fornødne, saa længe Landmilidsen er indrettet paa den Fod, den nu er. Det unge Mandskab pag Landet staae alle enten i virkelig kongelig Tieneste, eller som Reserver. De ere derfor bundne, ligesom Soldaterne ved de gevorbene Regimenter; Thi maatte de uden Pas og Tilladelse reise og flytte hen, hvor de vilde, hvorledes kunde da Proprietæren svare det Antall Soldater, som ham efter Godsets Størrelse paaligger; Og hvorledes kunde han da giøre Regnskab for, hvor Reserverne ere henne, som Han aarlig skal for Sessionen. Forresten siger jeg endnu eengang, at dette kommer slet ikke Hoveriet ved; Og at jeg ikke tager mig paa at forsvare den Indretning, at være bunden til Stauns; Jeg vil alleneste sige dette, at, naar saa ikke var, vilde den største Deel af Mandskabet gaae ud af Landet, foruden nogensinde at komme tilbage, hvilket Erfarenhed, den bedste Læremester, kan vise os ved Strøelæggene, hvor Sessionen har ondt ved, at faae en Rekryt ud af 81 Tønder Hartkorn; For: Mandskabet, som ikke staaer under nogens Her

skab, er borte, hver sin Vey, deels for ikke at blive Soldat, deels for at nyde større Lønne; Og fornemmeligen, for all Mandskabet (vore Ekonomister maa, men uden Grund, snakke saa meget om Folkemangel, som de ville) naar de alle bleve tilstæde, kunde ikke alle faae Tieneste her. Men paa et samlet Gods maa Proprietæren have et vaagent Øje over Mandskabet, at han ikke ved Rekryteringen, hvorudi han ingen Skaansel kan vente sig, skal blive forlegen. Til B) Efter de adelige Privilegier Udgivne siden Suveræniteten, har ingen anden end Hosbonden, over Bonden at befale.

Fodres her til Statens Tieneste, Penge, Korn, Heste, Reiser, Arbeide, det maae være, Hvad det vil, Amtmanden, Amtsforvalteren, Herredsfogden, alle maa vende sig til Hosbonden, som herom tilsiger Bonden, og svarer for ham, ifald det ikke skeer af ham selv. Ingen andre end Hosbonden kan tilsige eller befale ham noget (Jeg taler ikke om, hvad der skeer, men jeg taler om, hvad der staaer herom i vore Love, som ligge aabene for enhver) Naar nu saa er, saa bør jo dog Bonden, ligesaavel som andre, staae under nogens Kom-

mando og Ordre. Dette maae da enhver tilstaae. Er det da bedre for Bonden, at have 15, frem for een Hosbond.

Snarere er dette en Beskiermelse og en Hellighed, end en Byrde for en Bonde. At Forresten denne Hørighed og Lydighed har sine Grændser, og alleneste er at forstaae, for saa vidt lovligt og billigt er, er vel ufornødent at erindre, allerhelst man veed, at en uindskrænked Lydighed ikke har Sted i Verden. Til C) Hoveri og Slaveri har slet intet tilfælles med hinanden. Bonden var ikke forbunden til Hoveri, naar han selv det ikke havde indgaaet. Ingen kan tvinge ham til et Sted, end sige til et Housted at antage.

Men, svares her, Han hører Naturens Bud, han vil gifte sig, og sette sig ned, og derover tager mod Leiligheden, som den falder. Saaledes gaaer det desværre Folk af andre Stænder med; Mangen en Student, Skrivereller Kiøbmands-Karl, som nu slider hen i Armod, kunde all sin Tid have sadt en holdend Mand, ifald han ikke havde giftet sig, forinden han havde samlet sig nogle flere Penge, og nogen mere Forstand til at sette og bestyre en Boe med.

Bondekarlen har endog herudi et temmeligt Fortrin. Thi, om han end i varmt Blod blev sindet, at antage et Sted paa saadanne Vilkor, som han ikke kunde bestaae sig ved, saa er der dog ingen fornuftig Hosbond, der paa saadanne Vilkor betroer ham det; Thi, til hvad Nytte, hvor meget vover og taber ikke en Hosbond, naar en Bonde gaaer til agters, og, forinden han gaaer fra Stedet, forøder, som gemeenligen skeer, hvad der er derpaa. Herimod, naar en Bondekarl endelig vil gifte sig, eller allerede er det, men ingen Formue, ingen Leilighed har at sætte sig ned, eller giøre Forskudd med, er det da ikke bedre for ham og Staten, at Hosbonden forskyder ham Eiendom, Huus, Arbeids-Bester og Redskaber, samt Sæde-og Æde-Korn, saalænge til han selv auler noget, ligemeget paa hvilke Vilkor, naar det kuns ere saadanne, som Bonden kan bestaae sig ved (andre forbyde sig selv) og de paa begge Sider udi Mindelighed ere foreenede om; End, at Bondekarlen, om er ugift, skulde opsætte dette saa længe, til han ei længer hører dette Naturens Bud; Eller, om allerede er gift, skulde hensidde i Armod, og tillægge

nogle Børn, som han ei var i Stand til at føde, men, som Dør fra Dør, skulde søge deres Underholdning. Dette er en Afbildning paa, hvorledes fra første Færd med Hoveri-Accorter er tilgaaet; Lader os forestille os 100 Mennesker i et vist Selskab. 99 af dem have ingen Penge, intet at giøre Forskudd med, til alle de Ting, som behøves, forinden nogen kan sette sig ned, fornemmelig til Agerbruget. Titius, den 100de af disse har Penge. Han siger til de andre: Kommer, jeg skal skaffe Jer Føde og Ophold, Her ligger en Eiendom, den vil jeg kiøbe, eller, ifald den, som fra første Færd, ingen tilhørte, den ville vi indtage. Jeg skal skaffe Jer Huse, Arbeids-Bester og Redskaber, Sædekorn og Ædekorn, saalænge til I selv aule noget. Eiendommen ville vi dele i 10 Parter. De 9 ere for Jer, den 10de for mig. Jeg forlanger ingen synderlig Afgift af de 9 Parter, alleneste I skal i dets Sked bearbeide mig den 10de. Accorten sluttes, og, jeg troer ikke, nogen kan sige, at den er ubillig, eller for en Stat skadelig, men tvertimod øiensynligen fordeelagtig; thi, dersom disse 99 ikke vilde have indgaaet. denne Akkordt, maatte de

have søgt Brød og Boepæl andensteds; Og Titius maatte have trakt sine Penge andensteds Hen, og anvendt dem paa en anden Næringsmaade; Og Eiendommen havde lagt udyrket; Thi med Penge eller Vare, at kunne forrente det store Forbudd, som Titius maatte giøre, var dem, som havde intet uden de bare Næver, at begynde med, umueligt.

Denne er Historien af Hoveri-Akkordter; Saaledes er dermed efter all Formodning fra første Færd tilgaaet, som jeg slutter ikke alleneste af Sagens Natur, men endog især deraf, at, saaledes skeer endnu den Dag i Dag er. 100 Bøndergaarde vilde ligge øde, om Hoveriet ikke var til; Thi enten man indtager et Stykke Eiendom, som tilforn varingens, eller man opbygger, besætter, og med øvrigt Forskudd forsyner en Gaard, som forrige Beboer har forsadt og forhudlet (hvortil ikke behøves lang Tid) falder ud paa det samme. De ville maaskee svare mig: Nu har det ingen Nød, her er jo en Forordning for, at der maa ingen øde Bøndergaarde være. Godt, men mærke De ikke, at desuagtet er Hoveriet Grunden til, at Forordningen kan blive efterlevet; Thi,

som ingen, der har intet uden de bare Næver at begynde med, (Andre tage ikke gierne mod saadanne Gaarde) i Penge eller Vare kan forrette det Forskudd, som til saadan en Gaards Istandsættelse behøves, saa vilde de, som ikke des mindre maae giøre denne Bekostning, Tid efter anden trække sine Penge fra Landgods; Eller og tilsidst selv, naar de skulde giøre Bekostning og Forskudd, uden at kunne faae behørig Vederlag eller Rente, blive forarmede; Og følgelig tilsidst satte i den Umulighed at kunne efterleve Forordningen.

Saaledes gielder, saalænge Landet er i den Tilstand, det nu er, det er at sige: Saalænge her ikke er fleere Penge, ikke fleere bemidlede Folk. Kom det nogen Tid dertil, at dette Land i disse Tilfælde kunde komme til at staae i Ligning med Engelland eller Holland, var det en anden Sag.

Hvor ofte skeer det ikke, at en Karl, der vil giftes, eller er gift, begierer at Hosbonden vil sette ham et Huus, mod en Ugedags Hoveri, eller nogle visse Dages Arbeide om Aaret. Her bliver strax en Beboer, der ligesaavel, for Gaardmanden tillægger Børn, der ligesaavel-

som dennes, kunne tiene sin Føde, og Landet; hvilket ikke skede, om Hoveriet ei var ,til, thi Karlen formaaede ikke med Penge at forrente Bekostningen, som Hosbonden følgelig ikke paatog sig, naar dette ikke skede. Jeg troer da vel, De tilstaae mig, at Hoveri ikke er Slaveri, med mindre De ville paastaae, vi ere alle hinandens Slaver. Som Kiøbmanden, der skaffer os Salt, Humle, Tiære, og hvad videre i en Huusholdning behøves: Som Haandverksmanden der arbeider for os & c. Vil De maaskee endnu paastaae, nei, dette er ikke Slaveri; Kiøbmanden kan, om han vil, tiene os: Haandverksmanden kan, om han vil, arbeide for os. De kunne og sige nei, om de ville. Saa svares endnu engang, at det ligeledes forholder sig med Bonden; Saavel han, som Kiøbmanden og Haandverksmanden, kunne sige nei, forinden Akkordten sluttes; Men, naar dette er skeet, ere de alle bundne; De sidste ligesaavel og ligesaa stærk, som Houbonden, hvad enten saa Akkordten af denne eller hine er indgaaet paa kort eller lang Tid, der ligeledes staaer til enhver selv. Nei, Frihed bestaaer ikke udi, at være houfri, men derudi, at man med Sikker-

hed kan indrette sine Gierninger efter Lovene; Og dette kunne Houbønderne, ligesaavel som andre Statens Lemmer. Eie de selv Herregaarde, eller Bøndergods; Jeg har kiendt een, om hvilken det første, og kiender mange, om hvilke det sidste kan siges, saa eie de jo dette, med den samme Rettighed, som andre.

Nu, om Arvefæster, eller Selveiere. Ja, jeg tilstaaer gierne, at dette var godt; Jo mere Velstand der boer Hos Hver Mand i sær, jo mere Velstand boer der i hele Landet. Jeg paastaaer alleneste, at det er ikke sagt, at Bønderne derfor bleve mere stræbsomme og arbeidsomme. Erfarenhed maa atter lyse for os; Denne Læremester, som vore ekonomiske Skribentere burte tage til Veileder, men kiende intet til; I dens Sted de fremkomme med en nøgen Teorie, der ingensteds har hiem, formedelst den strider mod den daglige Erfaring. Jeg siger, Erfarenhed maae lyse for os. Her er jo nogle 1000 Selveiere i Landet, men ere disse mere vindskibelige, mere stræbsomme, end Fæstebønder.

Blad op i den store Bog; Læs, og see, hvorledes gaaer til i Verden. Og døm saa.

Jeg erindrer, at der boede i samme Gade, som De, tvende Tømmermænd, Hvoraf den ene sad til Leie; Den anden eiede selv det Huus, Han iboede. Men, var den første derfor mindre duelig, mindre vindskibelig, mindre troe og flittig. De kiendte begge disse Tømmermand; ligesaavel som jeg. Dog, vi ville gaae nærmere til Sagen; Lader os endog sætte, at Bønderne bleve mere stræbsomme og vindskibelige, om de bleve enten houfrie, eller Selveiere, eller fik Arvefæster; Som dog strider mod Erfarenhed; Men ikke desmindre, lader os sætte dette. Hvorledes kunde derfor De Vederlag? Hvori skulde vel dette Vederlag bestaae? Og, naar nu derfor ikke kunde De Vederlag, hvorledes kunne da Bønderne blive det, uden andres Fornærmelse? Man maa ingenlunde bryde sit Hoved med dette Spørsmaal; Det er ligesaa umuligt, som at 6 minus 2 skulde være ligesaa meget, som 4 + 2.

Skulde da Hoveriet uden Vederlag fratages Eieren? Skulde Proprietærerne være forbundne, uden Vederlag at give Arvefæster eller visse Selveier-RettigHeder; Fordi det maaskee, som dog er uvist, kunde være bedre

for Staten? Skulde disse Statens Lemmer afskiæres, som en af vore Projektmagere lader sig forstaae med? Kan nogen Patriot, kan nogen Menneske-Ven, kan noget retsindigt Menneske, kan nogen ærlig Mand, tænke saaledes? Og hvorfor skulde de afskiæres eller undertrykkes? Hvori bestaaer deres Forbrydelse? Fordi det Har hændet sig saa, at de, eller, som kan siges om de fleste af dem, deres Forfædre have satt Pengene, hvoraf de ellers kunde have levet, i Jordegods, som for en stor Deel er kiøbt og hiemlet endog af vore Konger i allerhøieste Person. Det er en besynderlig Fordom, som regierer i disse Tider, ikke alleneste hos os, men endog andensteds, og som de fleste af vore Ekonomister uden videre Eftertanke, ventelig udskrive den ene af den anden; nemlig: At det er Bonden og hans stærke Arme, som alting skal tilskrives; Det er ham, sige de, vi alle maa takke for Klæde og Føde, og jeg veed ikke selv, hvad mere Afguderi ham bevises. Men hvo seer ikke, at dette er falskt, at flere Ting maa støde til, og at det, efter den Indretning, som i Verden nu gielder og længe har gieldt, fornemmelig er Penge, som drive Verket. Kortelig:

Skaffer mig Penge og Eiendom; Jeg skal skaffe Jer saa mange Bønder, saa mange Arbeidere, I ville; Men I maa skaffe mig den bedste Eiendom, og de stærkeste Arbeidere, I ville. Dersom I ikke tillige skaffer mig Penge, bliver Eiendommen liggendis uden ringeste Frugt eller Nøtte; thi uden Penge kan jeg ingen Vei komme med den; Men, maaskee I kunne; Nu; saa lader os da høre, hvorledes. Dette er en Hemmelighed, som i eders mange Blade endnu er ei aabenbaret. Vel veed jeg, at Penge ikke kan pleie og saae, men jeg veed tillige, at uden Penge eller Penges Forskudd kunne Mennesker det ikke heller. Man betænke kuns, hvilkets Forskudd her maa giøres til Agerbruget. Her skal forskydes til Huse, til Arbeids-Bester og Redskabe, til Æde- og Sædekorn, til Boskab, saasom til Borde, Bænke, Senge, Kar, Kiedel & c.; Hvilket Forskudd, som er saa fornødent, at den bedste Eiendom uden dette, ei er til den allerringeste Nytte, er af den Betydenhed, at det de fleste Gange overgaaer Eiendommens Værdi, endog nu, Eiendommen er under Dyrkning og Drift. Hvad vilde nu Bonden med sine bare Hænder,

foruden saadant Forskudd, foruden Penge, der er det, som sætter Hænderne i Drift og Virksomhed, have udrettet. En Mølle, et Uhr maa være saa vel, saa stærk og varig indrettet, som det være vil; Uden Vand eller Vind, og uden Lodd staaer saavel Møllen som Uhret stille. Hvo er det nu, som har giort, og den Dag i Dag er, saa mangensteds giør Forskuddet; Er det ikke Proprietæren. Han og hans Forfadre er den Titius, som har satt og dagligen sætter saa mange af sine Medborgere i Drift og Virksomhed; Naar han nu dette har giort, naar han hertil har forskudt sine Penge, og, saaledes ved at befodre sit eget Bedste, saa meget bidraget til det Almindeliges; Saa skulde han afskiæres, men hans Penge maatte nok blive i Stikken. En herlig Morale, hvorom intet findes i Huus-Taulen. Skulde man vel og formode nogen saa uforskammet, der torde være bekiendt at fremkomme med saadan Morale; Og skulde man formode, at saadan Præken skulde opvække mindste Eftertanke hos et alvorligt og retsindigt Menneske. Vore Patrioter ville, at Bønderne ikke maae være Slaver, men have Frihed og Sikkerhed paa

Eiendom, Formue og Rettighed, som de og virkelig have, som jeg og aanske og aldeles underskriver med, ja, jeg har sagt, og siger endnu eengang, at det maatte være et Umenneske, der maatte finde enken sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Men hvorfor vil De, at Proprietærer skulle være Slaver, thi jeg har sagt, og ligeledes endnu eengang siger, at Frihed bestaaer derudi, at man med Sikkerhed kan indrette sine Gierninger, sin Handel og Vandel, efter Lovene. Mærker man ikke, at her vel er den patriotiske Tunge, men ikke det patriotiske Hierte; Thi, naar der ikke sees paa alles, men, kuns paa nogles Vel i sær; Føres Ordet enten af Misundelse, Ondskab og Efterstræbelse; Eller af egennyttige Hensigter, eller af Mangel paa Indsigt. Til hobe lige skadeligt, thi det forholder sig med Patriotisme, som med Gudsfrygt, hvorom vi vide Dommen, at den ikke duer uden Forstand. Men jeg har anført den Tvang og den Byrde, der ligger paa Bonden; Jeg maa og med et par Ord vise Dem, den Tvang og Byrde, der ligger paa Proprietæren.

Bonden kan antage en Gaard til fæste, om han vil, og lade det beroe, om han vil; Men Proprietæren maa ikke lade nogen Bondegaard ligge øde, han vil eller ikke; Det maa koste, hvad det vil, saa skal han opbygge og besætte den, samt forsyne den med Beboer, om skiønt der ingensteds er befalet, at en Bondekarl skal antage en Gaard, naar den er opbygt og besatt, og Proprietæren følgelig mangen Gang ikke veed, hvor han skal faae en Beboer fra. Det er Proprietæren, som i alle Tilfælde maa staae i Gabet for Bonden. Han maa svare Kongen for ham, naar han det selv ikke kan. Andre Statens Lemmer svare ikke uden for sig selv og for sin egen Familie; Men Proprietæren, som skal svare for det samme, skal desuden svare for 2 a 300 andre Familier; Hvilket Ansvar fornemmelig i paakommende Krigs, Ovæg-Svagheds eller andre deslige Landeplagers Tilfælde er af den Betydenhed, at en Proprietær ikke veed, hvorledes han sidder deri, og om han eier noget eller ikke. End videre: Hosbonden maa dagligen laane og forstrække Bonden, naar han er i Nød; Og hvorledes er det mueligt, at der jo blant mange

nogle maa være fattige; Han maa gaae ham til Haande med Raad og Daad. Han er hans Veileder og Raadfører. (Jeg taler om, saaledes som det har været; Nu, veed man, han ikke længer har nogen Fortrolighed til sin Hosbond). Han er hans Forsvar mod alle og enhver; Han er hans Prokurator; Ja, endog mangen Gang Læge, da jeg kiender mangen en Hosbond, der holder saa godt som et halvt Apotek, ja endog en udlært Jordemoder til Tieneste for sit Goedses Skyld. Naar nu alt dette tages i Betragtning, og Hosbonden oven i Kiøbt under Anførsel eller Tilskyndelse af et eller andet ondt Menneske paa sit Gods, (thi jeg har sagt, og siger endnu, at blant mange maae nogle være onde) eller uden for, skal anklages og fortales, og det uden at faae nogen Satisfaksion, om Klagen er ubillig; Og desuden af andre, der præke et andet Evangelium, end det vi have annammet, udskriges som en Upatriot og en Tyran, Bonden derimod, (efter det han tilforn) dog ikke i min Levetid kan have været, men nu ikke længer er, nemlig: som den svageste ynkes og nyde Medhold; Og det undertiden saadan Medhold, at Hosbonden ingen Vei

kan komme med Ham, da man seer, at Bonden i disse Tider, uden stor Omstændighed, nyder beneficium paupertatis og fri Prokurator, der under dette Skyts kan trække om med Hosbonden, saavidt og bredt ham lyster og i, Uendelighed; hvilke udmattende Processer at udholde er kuns saae Proprietærers Leilighed og Evne; som de dog nødvendigen maae, eller og tage alting for godt; Thi kommer det dertil, at alting maa tages for godt, er det ude med Hosbonden, der maae sidde, som en ledig Tilskuer, til hvad Bonden vil eller ikke vil. Naar nu alt dette betænkes, hvis Kor ere da de fordeelagtigste, hvis Tvang er den haardeste, hvis Post burte snarest opvække Misundelse? Døm selv, men døm med Overlægg, døm som en oplyst og redelig Patriot. Vore Patrioter ere strax færdige med gode Raad for Proprietærerne; De sige: De kunne sælge eller udstykke Goedset. Men, hvor er da Friheden, som saa meget raabes paa, og, foruden at tale om, hvor Haardt det falder et Menneske, der er kommet noget til Aars, at forandre sin Bopæl, sin Levemaade og Huusholdning; Saa maatte man nok spørge: Hvo vil kiøbe? Bønderne ville

det ikke, thi, hvad de ikke have faaet, saa leve de i Haabet om saadan Medhold og saadanne Vilkor, at de heller, hvorudi ingen kan fortænke dem, ville besidde Gaardene under andres end eget Ansvar og Forsvar. Andre skytte endnu mindre om, i disse Tider at anlægge deres Midler derud, som er forstaaeligt nok; Thi det samme, som maatte bevæge til at sælge, man skrække fra at kiøbe. Kortelig: Ville disse Raadgivere kiøbe: Jeg skal skaffe dem en heel Tylt og flere Herregaarde til Falls. Det er derfor uimodsigeligt, at, havde alting forblevet i sin forrige jevne Gang, havde det længe, før det nu kan skee, været ude med Herregaardene, om dette ellers er godt for Staten, thi saa havde den ene efter den anden, Tid efter anden, mens Jordegoeds var i Pris, og blev søgt, udstykket sine Gaarde, som der nu ingen Leilighed er til, siden her nu, som mældt, ingen er, der vil kiøbe. Jeg siger, jeg skal skaffe disse Raadgivere Herregaarde at kiøbe. Saaledes vilde de allerbedst lære at Finde Verden. De vilde faae at vide, hvad de, som dog skulde staae i Gabet for Bonden, og svare for ham, kunde udrette, om Bonden, som i

physisk Hensigt er den stærkeste (thi 200 Arme ere stærkere end 2) tillige i den politiske skal være det. De vilde, om de ellers vare for Orden, faae at vide, hvor haardt det skiærer, formedelst Bondens Stridighed og Opsætsighed og den Medhold, han ikke desmindre nyder, at see sin Auling og Huusholdning i Forvildelse og Uorden, og følgelig sine Indtægter satte i Uvished og Usikkerhed, til egen og Gieldneres Tab og Skade. Hvor haardt det skiærer (som og i Tiden umuelig kan holde Stik) at de, som skal svare; foruden Kongen, enhver sit, ikke igien kunne faae, hvad de af andre skulle have; Og, som dog er det (nemlig Aulingens ordentlige Fortsættelse) hvoraf de skulle tage, hvad de skulle svare Kongen og enhver. Thi til hvad Nytte er den bedste Eiendom, naar den, med Frugterne deraf, ikke ordentligen og i rette Tid bliver dyrket og omgaaet; Og hvorledes kan den det, naar ideligen, ved hvert Skrit tages Anledning af Hoveri-Forordningen at giøre Indsigelser, endog saadanne, som have sin Grund i bare Skikane; Hvor mange Opsættelser, hvor megen Forhaling kan Aulingen taale. Tiden skrider, Aulingen følger med

eller ikke. Tænk ikke, min Herre, jeg skriver Her noget Hen i Væiret, som jeg ingen Rede veed til; Jo jeg veed Rede dertil, og det god Rede. Blandt mere veed jeg Exempel paa, at en Bonde for Kongen anklagede sin Hosbond for, at han lagde Kongen og Bonden øde; at han fornærmede Bonden, og tog fra ham, hvad han kunde faae. Saaledes vare Klagens Ord. Jeg kiender den samme Hosbond, Hans Huusholdning og hans Omgang med sine Bønder meget vel, og veed, at det var den groveste Løgn af Verden; Men ikke desmindre, da Hosbonden i Anledning af Lovens Art. 3. og 4. pag. 202, 203, supplicerede, at Regieringen enten vilde selv dictere Straff for Bonden, eller tillade, at han ved Lands Lov og Ret tiltalte ham for sin fornærmelige Beskyldning og Klage, fik han i Henseende til det første det Svar: at derved var intet at giøre. Jeg veed Exempel paa, at Bønderne, siden Hoverie-Anordningen, ere komne til Hove for at saae og pløie paa Hovedgaards-Marken, og, uagtet de have havt sine Vogne med sig, for derpaa at føre Plougene, og uagtet, de have, inden de kunde komme til det Sted paa Hoved-

gaards-Marken, hvor skulde pløies, maattet drage lige forbi Gaardens Port, paastaaet, at de ikke, uden Godtgiørelse, som for en Reiseeller Spænd-Dag, vare forbundne at modtage Kornet paa Gaarden, men at det paa Marken, Hvor det skulde saaes, burte leveres; ligesom og, at de ikke vare forbundne at medtage Sække til at tage det udi; Og derudi faaet Medhold og Bifald, uagtet, naar Kornet skal leveres Bonden, som det nødvendig skal, forinden det kan blive saaet, man maatte formode, dette burte skee paa en Maade, at Bonden kunde vide, hvad han modtog, for at svare dertil, og dette ei kan skee uden ved Maal, og Maal ei kan tages paa Marken, men paa Loftet; Det og maatte formodes, at Bonden, naar han skulde modtage Kornet, nødvendig maatte Have noget at tage det udi, hvortil og Forordningen bestemmer Sække, enten Reisen er lang eller kort; Og endelig, uagtet det af Forordningen ikke lader til, at i Pløie-Tiden maatte fordres Spænd-Dage med Vogn. Videre, veed jeg Exempel paa, at Houbønder, som have boet 2/4 Miil paa denne Side, men været tilsagte at kaste Klyne i en Mose 4/5 Miil paa

hiin Side af Hovedgaarden, have ikke villet kaste det Antall, som Forordningen paabyder, men paastaaer, og selv egenmyndig tiltaget sig Afkortning for Veiens Længde, da dog Hoverie-Anodningen af 2Ode Februarii 1771. ikke befaler, at Veiens Længde skal tages i Betragtning, uden efter Hovedgaardens, eller det Steds Fraliggenhed, hvor Arbeidet jevnlig anvises, der ikke kun siges om Klyne-Mosen, hvor Arbeide ei anvises uden eengang om Aarets; Allerhøistbemeldte Forordning ikke heller taler om nogen Afkortning i Arbeidet, som havde Sted efter Forordningen af 6te May 1769, men i Arbeids-Dagene; Men desuagtet, og uagtet Forordningen af 20de Februarii udtrykkelig befaler, at Bonden ei maa tage sig selv til rette, men indtil videre uvegerlig skal efterkomme, hvad ham befales, fandt dog denne Bøndernes Paastand, skiøndt, som viist er, uovereenstemmende med Forordningen, Medhold. Jeg siger, uovereensstemmende med Forordningen; Thi, foruden det, som allerede derimod er anbragt og beviist, kan end videre tillægges, at, naar saa skulde gielde, skulde derimod de Houbønder, som formedelst Fralig-

genhed fra Hovedgaarden eller fra det Sted, Hvor Arbeidet jevnlig anvises, eengang for alle efter Forordningen, have faaet Afkortning i Arbeids-Dagene, saa ofte det Sted, hvor Arbeidet blev anviist, var nærmere end Hovedgaarden, forrette en større Antall Arbeide à Dagen, end ellers bestemt er. e.g. Houbonden, som har 7 fierdingsvei til Hovedgaarden, og derover ikke er ansatt uden for de halve aarlige Arbeids-Dage, skulde, den Dag Arbeide blev ham anviist i Klyne-Mosen, der maatte være ham kuns 1/4 Miil fraliggendis, der ofte kan hændes, og jeg veed Exempel paa, kaste 3200 Klyne, eller og, som er det samme, derved forrette tvende, i Stedet for een Dags Arbeide; Men saadan Paastand fandt vel ikke, ei heller burte finde Medhold, siden Forordningen af 20de Februarii har skaaret alt dette over een Kam, og givet en Maalestav, hvorefter de aarlige Arbeids-Dage, og ikke hvert Stykke Arbeide i sær, skulle ansættes og anvises, hvorved meget viseligen er forekommet all den Ophold, og all den uendelige Udregning og Afmaalning, og dermed følgende Bryderi, som maatte have Sted, naar det sidste,

som i Forordningen af 6te May 1769. var befalet, skulde gielde.

See, saadanne Exempler veed jeg, hvor det er kommet til Overmands Tale. Dagligen falde 100 flere deslige for, som man taaler og tier med. Døm nu selv! Naar Bonden mærker saadan Medhold, naar han deels i sin Raseri, deels i sin Enfoldighed giør sig Slutning til videre og vover alt videre og videre, naar han af andre, der have bedre Forstand, og finde enten Fornøyelse eller Fordeel, eller undertiden begge Dele ved, at det gaaer galt til, at Hosbonden bliver ruineret, at Hosbond og Bonde ligge i Haaret paa hinanden, hvorledes kan da en Hosbond komme afsted med sit Arbeide, og med Bonden, der er saa meget stærkere; thi, i Almindelighed, hvad een vil, det ville de alle, og vedtage alle, og det under en Mulkt, som de mellem sig selv vedtage; Hvilke Vedtægter helligere blive efterlevede, end enten Guds eller Kongens Befalninger. Her er altsaa ved hvert Skrit Indsigelser; forinden disse kunne blive afgiorte, flyder Vandet bort med Høe og Korn; Mens vi drive Tiden hen med Dispyter, og med at maale, veie og tælge,

forandrer Væirliget sig, og udsætter det Arbeide, som i Disputeer-Tiden kunde have været afgiort, en 4 Uger længer hen, Høet eller Kornet, hvoraf det meste af det sidste i saa Fald falder af og bliver paa Marken, til ubodelig Skade. Kommer det dertil, at man nødes til at klage for Amtmanden; Er Turen denne: Amtmanden mælder det for Kammeret; Kammeret indhenter maaskee G. L. V. C. Erklæring; Derfra til Kammeret igien; Og endelig efter en 9 a 10 Ugers Forløb derfra her hiem. Enten saa; Eller og Amtmanden udgiver Ordre, at Bonden skal efterkomme det befalede; Men som Bonden agter hverken Amtmand eller Hosbond, saa er det lige nær.

Man klager igien for Amtmanden, som ved ordentlig Lands Lov og Ret lader Sagen paatale. Hvilken af Delene nu skeer, er Proprietæren eller hans Auling dog vel tient dermed; Skal hans Høe og Korn staae og bie derefter? Og, da dette imidlertid bliver fordervet, hvad Oprejsning kan han da faae derfor hos sin egen Bonde, der ofte lever af hans egen hielpsomme Haand. Det var ikke, som der imidlertid var Folk at faae at leie til Arbeidet;

Saa var det i all Fald en smal Sag, men det er her ikke.

Det er ikke nok, at Bonden nægter selv Arbeidet, men han bær endog Fortrydelse og Anke paa dem, som lade sig leie til det nægtede Arbeide. Han finder sin Fornøielse ved, at Hosbonden kan være retskaffent forlegen; Og, som den ene Navn ikke vil hugge Øiet ud paa den anden, det og, ved første Sammenkomst, ved første Vertskab eller Høitid vilde give Anledning til en Skiermydsel, et par blaae Øine og en banket Trøie, saa staaer Hosbonden der med sit Arbeide, sit Høe og sit Korn, sin Pløining eller Saaen, som altsammen ikke taaler mange Dages, end sige, Ugers Opsættelse.

Nei, skal det gaae godt til, vil her anden Tvangs Middel. Amtmanden eller Hosbonden skulde være berettiget strax at udstæde Exekudsion paa de Skyldige, saa længe til Arbeidet blev efterkommet. Ikke desmindre kunde Amtmanden ligefuldt forfølge Sagen, og dersom det da befandtes, at Hosbonden havde Uret med at fare, saa kunde Exekudsionen ei beløbe sig til videre, end at Hosbonden kunde, som billigt var, igien erstatte Bonden det, gik der-

imod Sagen Bonden paa, maatte han desuden afstraffes paa Pungen eller Kroppen. Skeer dette ei; Bliver der ikke satt saadan Tvangs Middel, som for paratissimam executionem, siger jeg endim eengang: Det vil gaae galt til. Bonden, der gemeenligen, som Almuen i Almindelighed, ikke seer Hen i Tiden, frygter og agter ikke stort, hvad der i Tiden kan see. Han giør sit Bestik paa det nærværende, og lader den Dag, som det seer saa vidtløftig ud med, have den Sorg.

Man har endnu aldrig levet det Aar, at jo baade Herre-og Bøndergaarde have faaet sin Auling drevet, men dette kan ikke siges i Aar om mange Herregaarde, som af Mangel paa den sædvanlige Bierings Maade, ved Vandflod ganske have mistet en stor Deel Høe, aget en stor Deel lige i Mødningen, og faaet Resten saa usel bierget, at Tiden vil vise, Hvorledes det vil bekomme Creaturerne. Jeg veed vel, at Væirliget tillige har været meget vanskeligt, men det har tilforn, foruden at have de Følger, været ligesaa vanskeligt; Og, overalt har det ikke været mere vanskeligt for Herreend Bøndergaardene, som dog i de samme

Egne, ved de samme Strømme have faaet alt deres Høe bierget, og det langt bedre. Dette er altsammen meget forstaaeligt, thi, uden at tale om den Urolighed og Stridighed, som er overkommet Bønderne i Almindelighed, møder efter Hoverie-Anordningen denne Uleilighed, at Bonden om Arbeidet skal tilsiges Dagen eller Aftenen før, paa den Tid kan det see ud til Regn. Derover lader man det beroe. Naar man derimod om Morgenen mærker, Væiret den Dag vil blive got, er det for sildigt. Ligeledes kan om Natten paakomme en uformodet stærk Vandskyll. Man kunde endnu Dagen efter bjerge Høet eller Kornet, men da man ikke forud kunde see dette Uvæir, saa har man ikke kunnet være betænkt paa herom at tilsige de fornødne Folk og Vogne. Det skal altsaa beroe til næste Dagen efter, men inden den Tid flyder Vandet af med Afgrøden. Og dersom denne næstpaafølgende Dag er en Helligdag, har Floden saa meget længer Tid at rase. See i saadan Usikkerhed, i saadan Uvished ere Proprietærerne, som dog skulle svare ikke alleneste for sig selv, men for saa mange andre, satte paa deres Rettighed, deres Goeds og Formue;

Saa at man med Sandhed kan sige, at Leder vogteren i sin Hytte har det visiere og roligere end mangen en Proprietær; Jeg siger, mangen en Proprietær; Thi Bønderne ere ikke allesteds lige anførte, lige urslige, og uvillige; Hvor de haardest have været og blive medtaget og omgaaet, der ere de des roligere og villigere. Dar veniam corvis, vexat censura columbas. Men, det er kuns liden Trøst; Det er knus liden Trøst, der man veed, at Fanden de fleste Gange mere bliver tilbedet end Gud. Skulde man derfor giøre sig til Umenneske (En Proprietær fandt vel lettelig Leilighed, at skikanere Bonden, naar han var derfor) fordi man umenneskelig bliver begegnet; Nei: denne Tids Pinagtighed er vi den Herlighed værd & c. Men, hvad Raad er her da tilbage ? Intet andet, end at tie, og at taale, og at sukke, og at haabe.

O du ærlige Lollik, og brave Dannemand, som i Magasinet No. 79 og 80, med saa megen Frimodighed vil tale en Steen fra dit Hierte, og skrevst med saa megen Affekt, at man ikke uden Rørelse kan læse dig; Du har vist nok stolet paa en retfærdig Sag. Du har

vist nok følet og føler der som saa mange andre føle. Ak, at savanne Historier, at disse Sukke maatte trænge ind for Tronen! Ak, at de i sit fulde Lys maatte blive forestilte Hans Mayestet, som i sin Lov har sagt, at ingen (mindre en Under-mod sin Overmand) maa tillægge en anden en ærrørig eller anden grov Sag, uden derfor at lide; Som ikke vil, at Proprietærer skulle ansees, som Stedbørn mod andre hans Undersaatter; Som ikke taaler, at nogen af hans Undersaatter undertrykkes af Mængden eller af Magten. Forlad mig denne Afvigelse; For at komme til vore Patrioter igien, da fortæller en anden os, hvorledes Hoveriet er indført, eller rettere, derom leverer os en Formodning, men, om end denne Fortælning eller Formodning var tilforladelig og grundet, som den dog ikke er, hvad saa mere? Hvad vedkommer det de idsige Proprietærer, paa hvad Fod Landvæsenet eller Agerbruget har staaer i Kong Voldemars Tid? Skulle de rette sig derefter, eller efter det Skiøde, hvorved Godset er dem solgt af Kong Frideric den Fierde eller Femte, Høilovlig Ihukommelse. Den naturlige Billighed siger jo,

at Godset maa benyttes paa den Fod, det er solgt; Thi, hvis ikke, burte det ved Kiøbet have været tilkiendegivet. En Sandhed, som er faa simpel, at den, endog af den eenfoldigste, kan indsees, og, endog af den ubilligste, ei kan modsiges.

Havde vor Patriot selv, enten af egne Penge, eller af laante, som de fleste Slæder skeer, satt en 40000 Rdlr. i et Gods, og siden faaet at hore, han maatte ikke benytte sig deraf paa den Maade, som gieldte, da Kiøber Mede, men paa en Maade, som gieldte for fire hundrede Aar siden, hvad mon han dertil vilde have sagt?

Det er ikke at undre over, vi have saa mange uægte Patrioter; De vide og føle, det er slet bevendt med dem selv, de opreise sig derfor Ærestøtter paa andres Ruin, og formene sig ophøjede ved andres Undertrykkelse. Hvorledes kunde de og vel for bedre Kiøb, med mindre Umage, end for et Munds Væir, et par Arks Skriveri, forhverve sig det hæderlige og hellige Navn af Patriot. I aldt dette er intet at undre over; Saaledes har Verden altid været, og fremdeles saaledes vil blive; Men

det er at undre over, at endeel vel oplyste (skiønt ikke om Landhuusholdningen, som deres Skrifter udvise) og velsindede Mænd lade sig henrive af Strømmen. Iblant andet, falder den Traktar mig ind, der vil skaffe vore Bønder det, som dem ikke fattes, nemlig Frihed og Eiendom. Forfatteren, en Mand af en anden Verden, af et fremmet Land, der intet kiender til vores, som hver Side i Skriftet grangiveligen tilkiendegiver, en Mand, der Har henbragt det meste af sin Tid i sit Studerekammer, der har opofret det bedste af sine Aar, det meste af sin Eftertanke og Granskning, paa Urtekyndigheden, han vil lære bevandte, i Videnskaben opdragne og hærdede Mænd Lands huusholdningen! Han vil lære dem, hvorledes de med meest Fordeel, skulle benytte sig af sin Eiendom og Agerbrug, Risum teneatis, amici? O sancta simplicitas! Hvorfor leverer Han os ikke ligesaavel et Stykke om Taktiken?

Det ene kunde være ligesaa rimeligt, som det andet. Det er besynderligt, at et fornuftigt Menneske kan have den Fortrøstning, den Indbildning om sig selv, at det tør paatage sig, at lære andre det, som det selv ikke forstaaer.

Hvor ofte forglemmes ikke i disse Tider det gamle og velgrundede Valgsprog: Ne futor ultra crepidam med flere; Nei, til at drive Plougen vil mere, end Hou; til en Præken mere end item; Og til Kyndighed i Landvæsenet, mere end derom at have læst et par Bøger. Jeg siger, at vore Bønder fattes ikke Eiendoms Ret, forstaae, paa det, som dem tilhører. Saaledes maa dog vel og Forfatterens Mening være; Thi, ellers at ynske dem Eiendoms Ret paa hvad de ikke selv, men andre eie, og det, som derhos følger af sig selv, foruden mindelig Forening med den rette Eier, det maatte være det samme, som at ynske Rov, Vold og Overlast maatte faa Giænge, End videre rinder mig i Hu den Recension, som findes i den kritiske Journal No. 3. for 1769. Skriftet, som her recenseres, og uden Tvil har den samme Forfatter, som Anecdoten eines reisenden Rußen (thi begge disse Skrifter, som forraade en gemeen Smag eller Forfatter, ere stemplede med een og den samme Aand, der just ikke er af det gode Slags) opløfter Recensenten til Skyerne, som et Foster af en patriotisk og ædel Tænkemaade, og af en

moeden Erfarenhed, med et Ord: Som et Foster af en god, ærlig dansk Patriot; Da det dog af alle dem, der vide, hvorledes det gaaer til i vores Landsby-Verden, vel ikke kan antages for andet, end et Skandskrift mod Proprietærer; Og, overalt, er intet mindre, end et Foster af en moden Erfarenhed, men paa sine Steder snarere har Mine efter en Forfatter, der stundom maa have en Skrue løs i Hovedet. Man maa forlade Recensenten, at han ikke er bevandret i Landhuusholdningen, som man lettelig, saa ofte han derom rører, mærker; Men han burte ikke, allermindst med saadan Fortrøstning, dømme om de Ting, som han ikke forstaaer. Derimod burte han, da han lader til, baade at være upartisk og redelig sindet, saa og at have det, man kalder en god sund Forstand, af denne sin blotte Forstand have seet, at det Portræt, som Forfatteren giver over Bondens nærværende Tilstand, er intet mindre, end naiv, som Recensenten kalder det. Jo mænd! det skulde nok række saa rigelig til for en Bonde, (eller for et Menneske der skal leve af sine Hænders Arbeide) at han i Magelighed skulde kunne hudle og sudle Tiden

bort, uden Eftertanke, uden Sparsomhed og uden Ekonomie, og dog have Mad og Brændeviin nok, at fulde sig og sine Børn med, og det endog til Overflod, som Recensenten eller Forfatteren siger; Hvissilg var, maatte i Bondestanden kunne haves det mageligste Levebrod af Verden, (som vel og, Mønt i en anden Mening, kunde paastaaes) Nei, det store Bud bidder anderledes: I dit Ansigts Sveed skalt du æde dit Brød. Dette Bud staaer den Dag i Dag er fast, ikke alleneste for Bondestanden, men endog for alle andre Stænder; Thi, om vi end ikke alle svede, saa maa vi dog alle arbeide. Uden Arbeide, uden Sparsomhed og uden Ekonomie vilde end ikke alle Indiens Rigdomme forstaae. Dette, siger jeg, med Urigtigheden af meget mere Utøi, som forekommer i dette Skrift, kunde Recensenten med sin blotte sunde Forstand have indseet, hvis han ikke var indtaget af nye Fordomme. Han siger selv et andet Sted, om Præsten Lytken, en af de faae Mænd, der med saa megen Grundighed, Indsigt og Erfarenhed har skrevet om Landhuusholdningen, at han var indtaget af gamle Fordomme, og tænker ikke paa, han er det selv

af nye. Nei, de fleste af Hr. Lytkens Sætninger ere gamle Sandheder, der gielde langt mere end nye Fordomme, og vil af nærværende og tilkommende kyndige Slægt læses og beundres, naar derimod disse vil lægges tilside, forglemmes og foragtes; En Torkel Baden derimod, uden Tvil een af det Slags Patrioter, der foger ved nymodige Fordomme at flaae sig til Ridder, som om Hoveriets Indførsel, har leveret os nogle Drømme, som han aldrig er i Stand til at godtgjøre, samt om Forholdet melrenr Bønder- og Herregaarders Agerbrug nogle vrange Domme og Efterretninger, fom tildeels Her oven for viist er, er en Mand efter vor Recensents Smag. Saa bagvendt, saa overilet dømmer, saa ofte der handles om Landhuusholdningen, denne ellers priselige, og saa længe han bliver i sin Cirkel , velfortiente Recensent. Han maa ikke tage mig denne Erindring ilde op. Det gaaer mig som ham, jeg er upartisk, og ikke kan overtale mig til, ar berømme ham eller nogen for det, jeg ei finder hos dem. Var vel Heller ikke af Veyen, om han vilde tage til Eftertanke, at være varsom med sin Dom, over saadanne Poster, som han er fremmet udi.

Man betænke kuns, hvor haardt det vilde angre ethvert retsindigt Menneske, offentlig at skiære eller skiænde en anden uforskyldt, hvor meget mere, saa mange. Om der var end ikke flere end 5 Retfærdige, skulde da og disse lide for de andres Skyld; Hvorledes svares herpaa? Og, hvorledes maatte da svares, naar Spørsmaalet var, om 99 Retfærdige skulde lide for 1 Uretfærdig. Jeg har sagt, til hvilket Slags Patriotiske Skribentere T. B. efter Formodning maa henføres.

Dette slutter jeg deraf, at han, der udgives for at have været Forvalter ved et Gods, endelig maa have vidst bedre, og kiendt mere til Landhuusholdningen. Thi vist er det, at har det, han anfører om Agerbruget og Landhuusholdningen, havt Sted ved det Goeds, han har været Forvalter ved, har Bøndergaardenes Avling der været forsømt, for Hovedgaardens disbedre kunde drives, har Goedset og Forvaltningen staaet paa en slet Fod, og vist nok behøvet Reformadsion oa Forbedring.

Men det lader ingenlunde rimeligt, at det, enten der eller andensteds, saa urimelig Huus holdningen endog maatte være, kunde have

Sted. Thi dersom Bøndergaardenes Auling forsømmes, hvorfra tages da det, hvormed Beboerne med Familie, Kone, Børn og gamle Folk, samt Bester og Kreaturer underholdes. Hvorfra tages alt det øvrige, som Bonden behøver til sine Udgifter, til Husenes og Redskabernes Vedligeholdelse med videre. Skulde alt dette rækkes Bønderne fra Hovedgaarden, da vilde det blive saa kostbare Daglønnere, at ingen Proprietær kunde holde det ud. Aulingen ved en Bondegaard er saa liden, og underkastet saa megen Aflæring, at den ikke taler, at noget spildes. Her maa stræbes vel: Her maa passes nøie paa, naar alting skal komme ud deraf. Hvorledes vilde det da see ud, om Aulingen forsømtes? Ikke anderledes, end at Proprietæren, som mældt, skulde føde Bonden af Haanden, som er urimeligt og umuligt, nogensteds kan skee.

Jeg siger ikke, at det jo gierne et eller andet Sted, ved en eller anden Bonde, nu og da, kan have Sted; Jeg siger kuns, det er umuligt, det kan have Sted i Almindelighed om heelt eller halvt Gods. Det Bernstorffske Exempel skulde følges; Men, hvorledes stikker

dette Exempel af? Græve Bernstorff havde Adgang til Thronen; Han kunde formere Planer og faae dem fuldførte; Men andre almindelige Proprietærer, de maa foretage sig de nyttigste og fordelagtigste Indretninger og Forandringer, de ville, hvor mange Passer have de ikke at trænge igiennem, hvor mange Indvendinger, hvor mange Anstøds Stene møde ikke, hvor mange Skikaner maa ikke nedsynkes og fordøjes? Og dog tilsidst maa faae et non plus ultra at høre, der giør, at de maa sige: oleum & operam perdidi, som nok maa betage Lysten til videre Forsøg. End videre: C. B. havde Penge til Overflødighed imellem Hænderne: Det kunde ikke komme ham an paa et tusinde Rixdaler mere eller mindre aarlig Indkomst. Men, om hvor mange Proprietærer kan dette siges. Ligemeget, enten Pengene vare Grævens egne, eller han derfor stod i Gield; Nok er der: Han havde dem mellem Hænderne. Var det af hans egne Penge, han tilsatte og opofrede til andres Gaun og Beqvemmelighcd, i Hensigt, derved kunde naaes det Almindeliges Gaun, da var det en priselig, og under saadan Stats-Forfatning som vores, en Helte-Gier-

ning. Men, at andre Proprietærer, som selv intet have tilovers, skulde opofre andres Penge, for tredie Mand kunde leve desmageligere, (og deri bestod det alt) Er en Røst, som ikke kommer overeens med Naturens.

Endnu et par Anmærkninger, først om Korn-Priserne, og dernæst om Folkemængden, om jeg ellers længer tør opholde Dem, da Brevet desuden langt, og derhos Dem Maaskee kiedsommeligt nok? Vore Ekonomiske Skribentere raabe saa meget paa lave Korn-Priser, for derved at befordre Haandværker, Fabriker, Manufakturer med videre borgerlig Næring; Thi, naar Levnets Midler ere dyre, maae Arbeidet og blive det.

Jeg tilstaaer, at saaledes skulde synes rimeligt, men Erfarenhed, som atter maa veilede os, lærer anderledes. Den lærer, at jo dyrere Kornet er, desflere Arbeidere og Daglønnere ere at bekomme; Og des lettere er Folke-Lønnen. En vis Patriot har i Danmarks og Norges ekonomiske Magazin forlængst anmærket, at ved høie Korn-Priser gaaer Træskomageriet her i Landet langt bedre fra Haanden, end ved lave. Saa at, naar Korner er høi, ere Træskoerne i

lav Priis, og saaledes omvendt. Hvorfor? For, naar Kornet er dyrt, sættes flere Hænder i Arbeide. Nød lærer nøgen Kone at spinde, hidder det. De fleste Mennesker foredrage Ledighed og Magelighed for alle Ting. De ville ikke arbeide uden den yderste Nød driver dem dertil. I slette Aaringer sidde tusende, som ellers maa stræbe og arbeide, med Hænderne over Kryds. Faderen, som ellers søger sin Magelighed,. maa, naar Kornet er dyrt, selv tage Haand i Arbeidet, og lade Sønnen gaae ud at tiene. Moderen ligeledes Dotteren. End videre: I Engelland og Holland ere Levnets Midlerne altid langt dyrere end her; Men hvor mange 1000 Ting af fabrikerede Vare, kunne ikke, endog Fragt og Omkostninger iberegnede, derfra haves lettere, end her. Hvor fornødent er det derfor ikke, i alle politiske Betragtninger at tage Erfaring til Fører og Veileder. Den blotte Spekuladsion er som en Lygtemand, der fører os paa Afveie ud i Kiær og Moser, hvor man bliver siddendis, uden at kunne rede sig i Land igien.

Nu om Folkemængden: Ingen Klage er almindeligere hos vore ekonomiske Skribentere,

og ingen dog mere ugrundet. Tvertimod ere her, i Forhold efter Nærings Veiene, langt flere Mennesker, end her burte være. Jeg kiender og længe har kiendt mange Egne her i Landet, men jeg kiender ikke et Sogn, hvori der burte være flere, men meget snarere færre Beboere. Hvor oste seer man ikke, at 3 eller 4 Familier sidde paa den Andeel Hartkorn, som er knap nok til at nære een, og som for hundrede Aar siden ikke heller har næret flere; Hvor mangesteds seer man ikke, at 2 eller 3 Mennesker gaae og drive over den Auling; det Arbeide, som et Menneske magelig kunde bestride. Hvorfor? For enhver, eller de fleste, søge sin Magelighed. Naar de for en ringe Ting kunne faae en andens Hænder i Arbeide, drage de sine egne deraf; Og det kunne de, hvor, som her i Almindelighed, Levnets Midlerne ere lette, og der ere flere Folk, end at de alle kunne faae Tieneste; Men, Beviser af Erfaring allene, er ikke nok for dem, som ingen Erfaring herom hverken have, ikke heller have Lejlighed til at forhverve sig. For disse maae andre Beviser; Og her ere de:

A.) Var det urimeligt, at her i Landet, hvor i et halvt Sekulum ingen ødeleggende Landeplager, saasom Krig, Dyrtid- eller Pest har været, ikke desmindre skulde være Folkemangel; Thi dette var jo det samme, som at beskylde vores Qvindekiøn for en besynderlig og unaturlig Ufrugtbarhed, der strider mod Erfaring. Det forstaar sig selv, jeg siger ikke, at her er saa mange Folk, som her kunde være i Forhold efter Landets Størrelse, (thi dette kan vel ikke siges om mange Lande) Men jeg siger,at her er saa mange Folk, som her kan være, ja endog flere end her burte være, i Forhold efter Nærings Veiene og den Stiil og Fod disse ere paa.

B.) Ligesom det længe før vor Tid har hidt: Solum natale dulce, saa kan man og antage for en Grund-Regel, at ingen, fornemmelig af Almuen, uden Aarsag forlader sit Fædreneland.

Men hvor Mange 1000 Jyder træffer man ikke i det Slesvigske, Holsteenske- i Hamborg og i Amsterdam. Norge og Kiøbenhavn vil jeg ikke engang tale om. Aarligen gaaer ikke alleneste til Fods hele Tropper paa 100 og flere

tillige ud af Landet for at søge Tieneste, men endog til Skibs hele Ladninger til Holland. De fleste af de første komme vel igien, men langt fra ikke alle, men den største Part af dem, som gaae til Holland, blive borte. Er der nu vel den mindste Rimelighed udi, at deslige Udvandringer skulde have Sted, naar Brødet her hiemme var at bekomme. Man seer jo og for sine Øine, at de ei saunes her hjemme, thi, uagtet den Sværm af Mennesker, som Landet aarlig giver af sig til fremmede, bliver Landet ligefaldt dyrket og dreven; Og langt stærkere end forhen. Man eftersee kuns Tiende-Registere og Afgivter for 100 Aar siden mod de idsige; Man eftersee, hvor mange Fag i de sidste 50 Aar ere tilbygte Kornhusene paa Herre-Præste- og Bøndergaardene, man vil befinde, at her aules i Landet, mere end dobbelt, mod forhen. Det er derfor ikke sagt, at Landet udfører dobbelt mod forhen; Thi med Avlingen har tillige formeret sig Mennesker og Kreaturer, og tillige Aflæringen her hiemme.

C) Seer man dagligen paa Veiene og for Dørrene hele Flokke Betlere, unge og gamle; Spør man dem ad? Hvorfor de saaledes

gaae omkring, hvorfor de ikke tage Tieneste? Faaer man det Svar: Der er ingen, som behøver os, Hvad skal vi giøre: Vil I tage os i Tieneste. Jo vist er her Folke-Mangel, sige vore ekonomiske Skribentere; Thi 1.) hvor mange udyrkede Heder findes ikke i Jylland, til hvis Dyrkelse man har maattet forskrive fremmede Kolonister. Hertil svares, at om der i Jylland var end 100 Gange saa mange Mennesker, saa bleve dog de store Heder i den samme Stand, de ere, siden deres Dyrkning ikke kan nære eller føde Arbeideren. Man kan antage som en tilforladelig Sandhed, at en Jord, saasnart den bærer Lyng, er maver: At en maver Jord intet giver af sig, uden tilstrækkelig Giodning; Og at tilstrækkelig Giødning paa saadanne Steder ikke kan haves uden Eng.

Derover, hvor dette sidste fattes, kan man ingen Vei komme med det øvrige. Men af Eng er der ikke i hele Landet et Stykke af nogen Betydenhed, der jo er betaget. Følgelig vil de jydske Heder til evindelig Tid blive det samme, de ere. Jeg taler ikke om, at det jo baade er godt og giørligt, at de Beboere, som boe i Heden, eller omkring derved, deraf

indtage et eller andet Stykke, der og dagligen skeer. At en Mand, der allerede har den Eiendom af Ager, og, fornemmelig, af Eng, Hvorved han kan nære sig, saaledes formerer sin Eiendom og sine aarlige Indkomster, er godt og kan gaae an; Men derpaa allene at sætte sig ned, deraf allene at klæde og føde sig og en Familie, lader sig ikke giøre. Jeg siger ikke helder, at jo Familier, som tillige vide en anden Nærings Vei, saasom Fabrikantere, jo kunne sætte sig ned paa Heden, og der faae sin Føde, thi, naar de kunne det paa en Steengade, hvorfor ikke da ligesaavel, og, endnu bedre, her, Min Sattz er alleneste denne, at det er ikke muligt, at nogen kan sette sig ned paa den bare Hede, og deraf, foruden anden Nærings Vei, leve; Thi, hvis dette var muligt, var Let skeet for længe siden, Solum natale dulce. Vore Jyder skulde ikke søge anden Himmel-Egn naar Føden kunde faaes her hjemme,

2.) Her er jo ikke Folk nok til Landets Forsvar, Regieringen maa jo aarligen hverve, saavel Soldater, som Matroser. Hertil svares: Ak det er ikke derfor sagt, at her er Folke-Mangel, thi der, hvor Regieringen hverver,

er det tildeels, hvor vores udvandrende Mandskab igien modtages, leies og lønnes. Hertil kan være mange Aarsager: Krigsstanden er et Haandverk, som vores Almue ingen Lyst har til, og det ventelig med god naturlig Grund, thi a.) falder Befolkningen knap, og saaledes, at de ikke deraf kunne leve, b.) Skal Trøien

voves, c.) den despotiske Regiering, som gielder

ved det Militære, og der er fornøden, seer enhver gierne at unddrage sig fra. De ville Heller tiene deres Ligemand, hvor de mere er deres egen Herre; Og dette saameget des snarere, som de af Befoldningen allene, som mældt, ikke kunne leve, men desuden maae arbeide for Føden. Vist er det, at man, om ikke snarere, dog ligesaavel der, hvor vi hverve, maae formode Folke-Mangel, som her, siden der igien leies af vore Folk, da dog enhver Privat til sin private Huusholdning og Arbeide, leier heller af sine egne og bekiendte, naar vare at bekomme, end fremmede og ubekiendte. 3.) Skal her anlægges et nyt Verk, en nye Fabrike, hvor vanskeligt er det ikke dertil at faae Arbeids Folk? Dette beviser ikke heller Folke-Mangel; Thi, dersom dette ikke var

vanskeligt, maatte disse Folk jo hidtil have staaet ledige paa Torvet: Men en Arbeids- eller Tieneste-Karl, hvor længe kan han staae ledig, hvorlænge kunde han hengaae uden Tieneste. Længe inden Fardag veed han jo i Forveyen, og nødvendig, om han ellers ikke maaskee skulde blive forlegen, maa vide en anden Plads. Enhver giør sine Planer, og de maae, saalænge ingen bedre vides, følges.

Men lad det først blive bekiendt, at en ny Nærings Vei er vaagnet; Lad Tjenesten, Lønnen og Omstændighederne først rygtes og komme for Ord. Er der en Skilling flere end andensteds at fortiene; Der skal nok findes Liebhabere. Jeg kan herudi dømme af Erfaring. For en 17 Aar siden anlagde jeg et Teglbrænderi, hvortil behøvedes en halv Snees Arbeids Karle, men i Førstningen havde jeg meget vanskeligt ved at faae disse faae Folk; Og saa vanskeligt, at jeg havde besluttet at leie dem fra Flensborg eller Hamborg. Nu derimod, Arbeidet og Fortjenesten er kommet for Ord, kan jeg faae saa mange jeg vil; Nu ti, snarere end een forhen. Da midi mæcenates & dabo tibi varrones. Det samme kan man sige om Folk;

lader os kuns formere Nærings Veiene, Folk skal nok indfinde sig. Dette er en saa almindelig, og i Naturen saa grundet Sandhed, at den har Sted endog hos Dyrene. Lad her være en Søe begroet med Søv, Pakker og Rør; Et Krat med god Underskov; En Mose med Lyng, Græs og Bær. Strax er her Indvaanere, og det ei flere, de maa have Fred og Rolighed saa mange Aar, man vil, end nogenlunde der kunne faae Føde og Lejlighed. Men lad Søen blive udgravet, Krattet omhugget. Mosen tørret og dyrket; Borte er Vildanden, Ræven og Uhrhanen; Strax flygter Vildtet, og opsøger saadanne Boepæle, hvor det kan nære sig; Lad disse Egne atter blive ligedanne Udørkener; Atter skal det samme Slags Indvaanere indfinde sig. Lader os overalt oprette Spinderier, Væverier, og, med et Ord, alle Slags Fabriker, lader os forarbeide vores egne raae Vare. Lader os med vore egne Skibe drive Landets Handel. Lader os nedsætte Told og afskaffe Tvang paa de af Landets Produkter, som udføres, og ved Forarbejdning ei kunne blive bedre; Kortelig: Lader os skaffe Folk noget at fortiene. Vi skulle ikke mangle dem.

Ingen begriber, hvorfor Landets Børn ikke ligesaavel, og heller, skulde søge derhen, som til Hamborg- eller over Søen til Holland. Men vore Ekonomister ville have det anderledes; De sige: Først Folk de skulle nok faae noget at bestille; Som er imod Naturen; thi man maatte nok spørge- om Mennesket for blev skabt, eller Jorden. Satter man Folk for Nærings Veiene, hvoraf skulde da disse Folk have levet, faalænge til Nærings Veien vaagnede, og hvoraf deres Forældre, som havde tillagt dem. Thi derforholder sig ikke med Mennesker, som med Skurve-Hatte, der i een Nat kunne vore af Jorden-Vel er det tillige sandt, at Folkemængden og befodrer Nærings Veiene; Og at disse, der ere saa nær beslægtede- som Moder og Dotterrække hinanden Haanden; Men om Nærings Veien, som Moderen, er det dog meest at giøre; Derom er det man skulde bekymre sig. For Folkemængden har Naturen sørget, hvorfor den Lyst til at forplante sin Slægt kan være os Borgen. Herimod er en Folkemængde uden Nærings Veie snarere til Byrde, end til Gaun. Føden skulle de alle have, men naar de ikke alle kunne faae Leylighed at fortiene den, hvor-

til skulle de Folk. Naar Landet ligefuldt bliver drevet, naar alle de Nærings Veie, som her ere efter den Forfatning og Indretning, som nu gielder, ere besatte, til hvad Nytte, at den for Landet saa kostbare Sværm af aarlige Udvandringer forblev her i Landet. Jeg siger, den for Landet saa kostbare Sværm, thi det er, efterat Landet har født og klædt dem i den Tid, de intet have kunnet fortiene, de laane deres Arme, naar de ere blevne stærke, til Fremmedes Tieneste. Skulle vi derimod have Fremmede herind, maae de hverves, vi maae dog betale noget til det Land, som har opfødt dem, men vi miste baade Folk, og den paa dem anvendte Bekostning, og det uden Vederlag. Og dog er det bedre, at vi miste dem, end at de skulle blive her, foruden at kunne faae noget at bestille. De tænker nok, jeg er en Hader af Folkemængde, og at jeg ikke indseer den For deel, den Styrke og Virksomhed, som Folke-Mængden giver et Land.

Jo, alt dette seer jeg meget vel; Men jeg seer tillige, at ynske Landet opfyldt med Folk, foruden tillige at skaffe dem noget at bestille, er det samme!, som at ynske Landet

opfyldt med unyttige Jordens Byrder; Ja, det som værre er, med Betlere, Tyve og Skielmere. Det er derfor beklageligt, at vor Forfatning er paa saadan Fod, at vi maae lade vores Ungdom, som Landet med saa megen Bekostning har opdraget, gaae ud af Landet, og derimod lade den største Deel af vore Fabrik-Vare, endog, indtil Søm, Laase, Stole, Borde, Hatter med 1000 flere Ting, samt vore raae Vare, saasom Jern, Huder, Uld, med mere, forarbeide af Femmede, da dog vores af begge Kiøn udvandrende Ungdom, selv kunde have forrettet alt dette, naar alting var kommet i den Stil, de derved kunde faae Arbeide, og paa Arbeidet Aftræk, da de nok skulde blive i Landet.

Til Folke-Yngelns Formerelse, troer jeg ellers ikke, noget for det første kunde bidrage mere, end at Landet overalt blev forsynet med gode Jordemødre, og med Anstalter til Børnekoppernes Indpodning. Man skulde ikke forestille sig, hvor mange af Almuen enten henrives, eller, som for Staten er endnu værre, sætte Helbredet til i disse Tilfælde.

Af de offentlige Tidender sees, at Barsel-Sengen ikke forvolder saa mange Dødsfald aaligen i hele Kiøbenhaun, som i et par Sogne eller tre paa Landet; Og dog ere disse Barne-Mødre stærkere og sundere end hine. Hvad Børnekopperne angaaer, da regner man vel i Almindelighed, at af de naturlige døer hvert syvende Menneske, men blant Almuen kan man sikkert regne hvert fierde, foruden saa mange, som derved tilsætte Helbredet. For, tvertimod at holde en god Diæt, som af ingen forsømmes mere, og som dog i denne Sygdom maaskee er et af de bedste Midler, befodre og formere de endog Sygdommen ved Mød og stærk Drik, som de bruge for at drive Kopperne ud, og hvis Skadelighed ingen kan indpræke dem.

Jeg siger, at intet kunde mere befordre Folke-Yngeln, men ikke Folkemængden; Den blev, ved de samme Nærings Veie, den samme. Om der end her bleve fødte og opdragne 10 Gange saa mange Mennesker, blev her dog ei flere Folk, saalænge her ei blev flere Nærings Veie. Thi Overskuddet, som ikke kunde faae Fortjeneste her, vilde, ligesom nu,

gaae ud af Landet. Fremmede bleve berigede ved vor Yngel, men vi selv ikke. —

Jeg har den Ære at forblive Deres

Jylland den 2 Octobr. 1771. Anders Christensen.

Et Brev fra Anders Christensen til – – – – om Kornpriser, Folkemængde, Propritærer, Bønder med videre Landhuusholdningen angaaende, hvorved tillige adskillige Modens Fordomme bestrides.

Et Brev

fra

Anders Christensen

til

Om