Forslag, hvorledes Bondestandens Vilkaar kand forbedres, uden Proprietairens Fornærmelse.

Forslag, hvorledes Bondetandens Vilkaar kand forbedres, Uden Proprietairens Fornærmelse.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos August Friderich Stein.

2
3

I disse frugtbare Tider paa Skrifter, hvoraf nogle fremkommer under Skin af at sigte til Fædrenelandets Opkomst, Fordeel, Rigdom og Ære, men hvortil der kan maaskee ved nøyere Undersøgning findes en anden Drivesiær, jeg meener den i saa forskiellige Dragter udsmykkede Egennytte; andre, som virker lig ere skrevne af en ædel Drift, og som fremsætter Fordeelene tillige med Vanskelighederne, hvilket at giøre udfordrer for megen

4

Tid og Eftertanke for de vittige og flyvende Hierner, som seer kun Tingenes Overflade, og som plejer gierne at være Elskere af Forandringer, hvis Nytte vel ikke kan nægtes, naar de skeer efter foregaaende tilstrækkelige Undersøgning, og Overvejelse af de Dybsindige og Erfarne, i disse Tider siger jeg, drister jeg mig ogsaa til at fremsætte mine ringe Tanker, hvilke jeg overlader til de Retsindige, Erfarne og Veltænkende at dømme om, og derover at giøre de nødvendige Anmerkninger.

Iblant andet, som der efter mine ringe Tanker kunde sigte til at forbedre endeel Bønders ringe og slette Vilkaar, som ere og blive forarmede ved det bestandige Hoverie, synes mig, det var det nærmeste Middel til at bringe dem paa Fode uden Proprietairens Fornærmelse, at Herre-Gaardens Avling, som de selv driver, blev dem forpagtet, hvortil de synes frem for andre Forpagtere berettigede. Jeg kiender en Herregaard i Jylland, hvis Bønder bestandig har havt deres Herregaard i Forpagtning, og svaret uden nogen Klage deres Forpagtnings-Penge, og paa samme Sted har de altid derfor ogsaa været rige

5

og anseelige. Nu er det jo bekiendt, at de fleste Herregaarde ere forpagtede bort til de, som i Almindelighed lever vel; Thi gierne samler Forpagteren sig Penge, og ofte kiøber Herregaard selv. Exempler paa at mange derved har samlet sig anseelige Midler, ere saa overflødige, at de ey behøver at anføres, og er der een, som derved er blevet sat i Armod, saa er det gemeenlig fordi han ey ved Forpagtningen har brugt den tilbørlige Forsigtighed, eller og at der har indtruffet andre særdeles Omstændigheder og Vanheld.

Indretningen med denne Gaardens Forpagtning til Hoverie-Bonderne kunde skee saaledes, at hvet Bonde fik sin proportionerte Andeel at drive efter sit skattende Hartkorn, og altsaa og derefter at svare Forpagtnings-Penge. Her blev da ogsaa en Billighed iagttaget, som ej skeer ved alle Hoverie-Gaarde, hvor en Bonde paa 4re Tønder Hartkorn undertiden driver ligesaa meget ved Herregaarden, som den, der er ansat for 5 til 6. Da der dog synes billigt, at Hoved-Gaardens Mark burde deeles, og hver drive efter sit contribuerende Hartkorn. Ellers var det meere ønskeligt efter vor Allernaadigste Konges Be-

6

faling, at enhver Bye blev gjort lige i Hartkorn, og at ej een eller to Gaarde skal have særdeles Fordeel for alle de andre, hvilket lettelig kunde bevises, dersom det hørte til mit foresatte Maal. Denne Lighed i Hartkorn var let at gjøre paa de Steder, hvor et Herskab undertiden ikke allene ejer heele Byer, men og heele Sogner. Jeg kunde nævne de Steder, hvor dette allerede er skeet.

Men her kunde Herskabet eller Proprietairen indvende, hvo skal stille Borgen for Forpagtnings-Pengene. Vi antager ingen uden tilstrækkelig Forsikkring, og hvor skal vi finde den hos Bønderne, der neppe kan svare de Kongel. Skatter. Men hertil kan man svare efter det gamle og sande Ordsprog, at naar Bønderne bliver forarmede, er der Proprietairens egen Skade, som altsaa maae hjelpe Bonden, om han vil hjelpe sig selv. Ja Bondens og Ejerens Velstand staaer i saa nær en Forbindelse, at de aldrig kan adskilles, og hvad som sigter til Bondens Skade, maae og nødvendig strække sig til Ejerens. Jeg tilstaaer gjerne, at dette saa vel som andre Forslag har sine Vanskeligheder, førend de kand bringes til Modenhed. Men

7

at kunde gjøre andre lyksalige uden sin egen Fornærmelse, er en Pligt, som paaligger alle rettænkende, at jeg ikke skal tale om hvad for en værdig Gjenstand det er for en Menneske-Ven. Paa de Godser, som ere satte i største Fattigdom, vilde Forslaget maaskee synes ugjørligt; men naar det først hlev sat i Verk ved de Gaarde, hvis Hoverie-Bønder staaer sig vel, og man kom til at indsee dets Fordeel, kunde maaskee og andre Steder prøve derpaa.

At gjøre Udbygninger paa Hoved-Gaardens Taxt, at gjøre Bonden Hov-frie, og dog indbringe samme Renter deraf, troer jeg maatte prøves, førend det paa blotte Forsikkringer kan indrømmes, som en fast Grundsætning. Jeg vil nu ikke tale om, hvad Bekostninger det vilde føre med sig for den, som skulde gjøre Udbygningerne. Hvad Penge der vil til Besætning, og det, hvormed de skulde drive Avlingen, som skulde beboe Udbygningerne. Jeg vil kun allene forestille noget, som jeg vil underkaste Publici Kjendelse. En Gaard kjender jeg, som staaer saa omtrent for 40 Rdlr. Deraf og af 2de Tiender paa 222 Rdlr. kunde faaes 1400

8

Rdlr. i Forpagtnings-Penge. kad os nu gjøre Sammenligning. Hundrede Tdr. Hartkorn af Bøndergodset drev Gaarden.

Hvoraf hver Tde. svarer i Landgilde og Hoverie 4 Rdlr. er - 400

Af Gaardens Mark af hver Td. 10 Rdlr. er. - 400 Tienderne - - - 200

er 1000 Rdlr.

Dette er efter min Meening det høyeste sat, som man mueligt paa denne Maade deraf kand udbringe, og altsaa seer jeg ikke, hvor de øvrige 400 Rdlr. skal komme fra; Thi jeg er vis paa, at en Tønde Hartkorn, naar den drives ved Bønderne, kan paa de fleste Herregaarde i Jylland, hvor der er god feed Bund, aarlig invrente 30 til 40 Rdlr., og derimod kun 10, naar man driver den selv. Tieneste-Folk, Heste, Vogne og Redskabers Bekostning tærer en stor Deel op. Denne Meening skal Erfarenhed selv tilstaae mig. Lad os alleene betragte, hvad Korn, Smør og Ost der kand sælges fra en eeneste

9

Herregaard. Derfra sælges meere end fra et temmeligt stor Sogn.

Kan nu en Tønde Hartkorn indrente saa meget, naar den drives ved Fremmede, som ej selv høster Frugten deraf, hvor langt meere maae den da ikke indbringe, naar Bønderne selv driver den og tilligemed selv nyder Frugten af Arbejdet. Det mindste bliver her ført til Nytte, intet spildt, intet kastet i Mødingen, Kornet tærsket saa reent, som det bør, ja Korn-Frøet selv anvendt, som gjerne ellers spildes. Jeg kan ej her anføre alle smaae Fordeele, men samlede kan de dog indbringe noget. Ved Frøet kan Sviin, Høns, Gjæs og Ænder, som paa denne Maade tærer kun lidt, og gjør dog vigtig Tjeneste, fødes, næres og underholdes. Kort: alle smaae Fordeele kan og bliver ej saa Nøye iagttagede ved Ladekarl, som dog altid er en fremmed Svend.

Men nu maatte her holdes en nøye og skarp Indseende med, at intet blev ført fra Gaarden, men at alt dette, som der blev

10

avlet, som til Fælles Brug, og derfor maatte Bønderne paa deres Side holde een, som kunde gjøre Regnskab for al Indkomme, og for hvad Korn der blev ført paa Loftet, og optegne hvad Udgifter, der ellers forefaldt, og overalt have Indseende med, at alt blev til det almindelige Beste, ar der ingen Fornærmelse skeede nogen i Særdeleshed. Forvalteren skulde ligeledes see til, at Bønderne ikke bortførte noget, som hører Avlingen til, som Høe, Straae eller andet, at Digning og Gjærsel blev afdeelt til enhver efter hans Hartkorn, og blev oppasset tilbørlig.

Men nu kommer her en anden Indvending, som synes og at være af Vigtighed, nemlig: hvor Bonden skulde faae Penge fra at indkjøbe det før, som henhørte til hans Anpart ved Hoved-Gaarden. Dertil svares, at denne Bekostning er ikke af større Betydenhed, end den kan bestrides. Det, som Avlingen skal drives med haver Bonden selv. Altsaa udfordres her ikke andet end Stude eller Kjør, og det Korn, som Avlingen skal besaaes med, som ikke kand blive saa stor en Deel efter enhvers Anpart. Og her bør det og at være saaledes, at den Rige kommer den Fattigere

11

til Hjelp, siden det sigter til fælles Beste, at Proprietairen forpagter dem Gaarden, og dertil troer jeg og, at Bønderne indbyrdes vilde blive hverandre behjelpelige, dog burde all menneskelig Forsigtighed her at bruges, at den Rigere ikke ved særdeles Konstgreb skulde tilvende sig dens Fattiges Fordeele, og deraf berige sig. En Proprietair, som ønsker sine Bønders Opkomst, slog vel ikke derfor Haanden af dem, men hialp dem ligesaavel da, som tilforn. Herved blev der virkelig sat en Iver i Bonden, at den eene vilde stræbe efter at overgaae den anden med at drive sin Part, og den Flittige vilde opmuntre den Efterladne. Skulde der være nogle faae iblant, som ej kunde drive deres Part igjennem, maatte de andre efter Contracten om Herregaardens Forpagtning drive den Part, uden derfor at aftrække den Uformuende noget i Forpagtningens Fordeel. Det, som Forpagteren nu med sin Familie fortærer, da han lever de fleste Skeder vel, blev her anvendt til den almindelige Nytte, og hvor meget kan ikke det udgjøre. Bonden, jeg meener her, den rigere Bonde, blev nu nødt til at hjelpe den Fattige tillige med sig selv, Herskabets og Proprietairens ligeledes. Den hemmelig Forstaaelse, som der er imellem Forpagteren og Ridefogden forsvandt, og blev til intet. Da

12

samme plejer ellers at gaae ud over Bonden. Kort: alt blev til Bondens og Proprietairens Fordeel.

Men naar det skeer, kunde nogen sige, vilde Bonden maafkee forsømme sin egen Avling, og opofre den paa Herregaardens. Dette kan neppe troes, Bondens egen Avling kunde da meere forsømmes end den forsømmes endnu, da han ikke alleneste maae drive Gaardens Avling, men endog gjøre andet Arbejde, som oftest er til liden Nytte, og forspilder ham den kostbare Tiid. Bondens egen Avling er noget, som han har i Fæste, og jo bedre han driver den, jo bedre er det for ham. Men Forpagtningen er noget, som kan ophæves paa faae Aar, og af sin egen Avling maae han udbringe det, hvorved han kan nære sig og sine Tieneste-Folk. Det andet hører ham ikke eene til, men maae sælges til fælles Brug.

Det er efter mine ringe Tanker den beste Maade, hvorved Bondens Vilkaar uden Proprietairens Fornærmelse kan forbedres.

13

Kan nogen herudi give bedre Oplysning, skal Det være mig kjert. Jeg har fremlagt delte for Lyset ikke saa meget for, at jeg tænker, der ikke i den Henseende kan gives bedre og fuldstændigere Planer, men allene for at opvække de Erfarne til at skrive i den Materie. Om Øyemerket med dette Skrift sigter til almindelig Nytte, maae de Fornuftige dømme om, ja om egen Fordeel og Had mod nogen Stand har ført min Pen. At man gandske vil nedtrykke een Stand for at ophøye og forbedre en anden er ikke billigt, men at forbedre begge tilfælles, synes mig at ligge enhver, som fortjener Navn af Menneske, høyligen Magt paa, og som med Sandhed vil bære det Navn Philopatreias.

Udbygninger kunde best oprettes paa de Steder paa Herre-Gaards-Marken, som ligger langt fra Gaarden, derfor tilstrækkelig kan drives igjennem, siden det falder Bonden besværligt, at føre Gjødningen saa langt ud i Marken, og derfra at hjembringe Korn og Høe, hvorfore der ere og paa saadanne Steder Udbygninger oprettede. Det var og at ønske, at der bleve satte Udbygninger der, hvor Skovene ere forhugne, og at

14

de Steder bleve oprensede, og Jorden gjort til Ploug-Land, thi paa de Steder, hvor der har været Skov, men som nu ingen er, bliver Jorden jo længere den ligger, jo meere uduelig. Den Gjøde, som den har faaet ved Bladenes Affald, den Skygge, som den har havt af Træerne for Solens Hede, mister den nu, ja Vind, Blæst, og Regn gjør en stor Deel til, at den taber i sin Godhed, og saaledes samler der sig ved Tiden en Skorpe over Jorden, som Bønderne paa nogle Steder kalder Moer, men paa andre Goer, hvorved Jorden bliver gandske ubeqvem, og duer siden mindre til Ager-Jord. Er det paa lave Steder, hvor Vand kan samles, og blive staaende, forandrer det sig omsider til Tørve-Jord, hvor man kan grave 4 til 6 Tørv dybt, hvor Vandet ikke bliver staaende, vanslægter Jorden jo længere jo meere, og bliver til en død, kold og suur Hede, som næsten ikke er tjenlig til nogen Ting.

Skal denne Jord anvendes til Ploug-Jord, maae derpaa anvendes et møysommeligt Arbejde. Først maae Lyngene derpaa afbrændes om Sommeren i den tøre Hede, kort derefter bliver den brudt, derpaa ligger den

15

det Aar til Boghved-Sædens-Tiid, da den vendes om, og besaaes med Boghvede, og Harves vel, altsaa er der mesten et Aar fra den Tiid den brydes, som gjerne skeer ved St. Hans Dags Tid, og indtil den bliver besaaet. Er forommelte Skorpe tynd, som Undertiden kan være forskjellig paa een og den samme Ager, saa bærer den det Aar hist og her lidt Boghvede. Men er Skorpen tyk, maae den næste Aar igjen besaaes med Boghvede, og endelig det 3die Aar graver man Tørv, som just bestaaer af denne Skorpe, i Foraaret brænder dem ved Boghvedens Tiid til Aske, og dermed gjøder man Jorden, som bærer saa reen og god, men tynd Rug, hvormed den endnu i 3 Aar besaaes. Var det ikke derfor bedre, at man strax tog Jorden ind, og gjorde den brugbar, medens den endnu er god. At der har været Skov, hvor der nu er Hede, Har man ikke nødig at tvivle om, naar man endnu i Hede-Moser finder store Rødder af Træer. Paa saadanne Steder synes mig, at Proprietairerne kunde giøre Udbygninger baade til deres egen og Bondens Fordeel, for hvem denne Jord ikke kan blive til Nytte formedelst dens lange Fraliggende. Bonde-Byen, som denne Jord hørte til, burde ved disse Udbygninger at formindskes i sine Udgifter; thi naar Bonde-Byen selv vilde op-

16

føre denne Udbygning, burde den og at nyde Renten deraf. Derved blev Jorden ført til Nytte, og Folke-Mængden forøget.

Det, som Beboerne i Hederne har den største Mangel paa, er Græs, hvorover deres Creaturer lider den største Mangel, og derfor ogsaa voxer langsom. Vil de slagte nogle

Faar, ere de særdeles Magre, da dog disse ere de meest nærsomme Creaturer. Adskillige Forslag er der i den Henseende frembragte. Kunde Erfarenhed bevise, at de vare til Fordeel, kunde de meget forbedre Hede-Beboernes slette Omstændigheder, hvor de endogsaa ved det største Slæb maae leve i Fattigdom og usel Armod. Men Forsøget maatte gjøres med lidt, thi at gjøre Bekostninger, og dog ikke bringe noget ud deraf, det var baade skadeligt og latterligt. Ligesom man for nogle Aar siden byggede store Byer paa Hederne, alleneste for at bryde dem ned, og for at føre dem op igjen et andet Sted, og strøe dem allevegne paa de ubebyggede Heeder.

17

Men jeg maae nærme mig igjen til min Hoved-Sag, og tale lidt om Hoveriets Afskaffelse, som mange holder for at være let gjort uden Proprietairens Fornærmelse. Det Exempel, jeg tilforn har anført, haaber jeg oplyser Sagen temmelig vel. Den Autor derfor, der har skrevet om Hoveriets Afskaffelse, synes mig ej at have skrevet saa upartisk, som man bør i slige Ting. Maaskee Planen kan passe sig nogenledes paa Sjælland, men paa Jylland passer den sig aldeles intet. Jeg veed de Steder, hvor Bonden giver 6 til 8 Mrk. af hver Tønde Hartkorn til hver Tiende-Tager, som bliver 3 a 4 Rdlr. Og da der vel ogsaa ere de Steder her i Sjælland, hvor de har taget Jord ind af forhugget Skov, saa passer denne Plan, som denne Forfatter har behaget at bestemme, som almindelig sig aldeles ikke. At Bonden skulde blive Hovfrie til Proprietairens Fornærmelse synes ikke grundet paa Billighed, Proprietairen har for nogle faa Aar siden paa nogle Steder kjøbt baade Herregaarder og Tiender for det høyeste, de kan forrente, maa han da ikke gjøre sig samme nyttige paa den Maade, hvorved han kan udbringe sine Renter, og svare sine Creditorer deres Fordringer, ja og tillige saa meget, som han kan leve af efter sin Stand. Det allene er at

18

laste, at han vil udsue andre for at leve selv j en uindskrænket Overdaadighed. Man maae tilstaae at mange Proprietairer misbruger deres Magt, men derfor kan man ikke nægte, at der jo ogsaa gives de, som ikke misbruger Stifterens Hensigt, her maae det da ogsaa hede: Nulla Regula sine exeptione. Hr. Etats-Raad de Lichtenberg ejede mange Herrcgaarde i Jylland, men aldrig uden at forbedre Godserne, og her kunde fremvises andre, som har kjøbt og forrentet den største Deel af en Herregaard, men ved en fornuftig Omgang paa nogle faae Aar har sat baade sig selv, og et forarmet Bonde-Gods i den meest blomstrende Tilstand.

Men nu vil vi ftemsætte og undersøge Maaderne, hvorledes det er mueligt at forbedre Bondens Vilkaar uden Proprietairens Fornærmelse, og hvad for een, der kan best skee uden Proprietairens og Bondens Fornærmelse, den bør jo i alle Fornuftiges Øyne at gjelde.

19

Maaderne ere ellers 3. Den første Maade er, at gjøre Bonden aldeles Hovfrie, og gjøre Udbygninger. Omendskjønt denne Maade, og dens Umuelighed uden Proprietairs Fornærmelse temmelig kan oplyses af det, som jeg forhen har viist, saa vil jeg dog legge noget til, for ar sætte denne Sag i desto større Klarhed. Alle Herregaarde ligger ikke lige nær ved Kjøbstæderne, nogle har langt dertil, andre kort. De, som ligge nær ved Kjøbstæderne, kan bedre, og saa ofte, fom de trænger dertil, afsætte deres Vahre, og der faaer de dem ogsaa bedre betalt, hvilket jeg er vis paa, kan bevises med de Steder, som ligge nær her ved Kjøbenhavn, hvor Vahrene ere dyrere, end længere ude i Landet. Som det nu forholder sig med den større Cirkel, saa ogsaa med den mindre. Bonden, som boer nær ved de Steder i Jylland, som har en god Seylads staaer sig gjerne vel, i det ringeste i Forhold mod andre. Men omendskjønt Bonden, der bedre kunde afsætte sine Vahre, saa har dog slige Forandringer sin Vanskelighed, formedelst den grasserende Svaghed blank Horn-Qvæget, thi deraf har Bonden taget sine største og fornemmeste Udgifter. Jeg har fandt at sige, ikke uden den størsie Medlidenhed kunde anseet den Elendighed, Bonden derover har maattet

20

lide. Melk, Smør, som udgjør det fornemste i en Bondes Huusholdning er her borte og hvoraf Bonden tilforn ikke alleneste kunde have det fornødne til sin egen Huusholdning, men endog sælge en anseelig Deel til sine Udgifter. Forestille man sig et Huus fuld af mange smaae Børn, som derved neml. ved Melk best kan opdrages, forestiller man sig et Huus, som allerede er sat i Armod, men nu ved Qvæg-Svagheden bliver sat i den yderste Elendighed, saa kan vel ikke nogen, som har Følelse af Menneskelighed, ansee fligt et Skuespil uden Veemodighed og Medynk. Ja hvor meget, og hvor uendelig meget blev der ikke sidstafvigte Aar kastet i Kulen, som kunde have tjent til Menneskenes Ophold. Over dette Tab maae da Bonden og Landmanden gribe desmeere til de andre Levnets-Midler. Kornet er der ikke i Almindelighed gjort nogen Beregning paa til at sælge tilforn, førend den ommeldte Svaghed begyndte staaledes, ar gribe om sig. At sælge af sin Qvæg-Avling var det fornemmeste en Bonde saae paa, og de Bønder, som kunde drive den meest, ja endogsaa handle dermed stoed sig best. Han foerede derfor brav sine Creature med Korn, derved blev Creaturerne i god Stand, og kunde altsaa strax afsættes. Malke-Køerne fik oftere Kalve, og malkede bedre: Kalvene voxte strax

21

til, og solgtes. Men hvad skal nu Bonden tage sine Afgifter af. Denne Fordeel er borte og Kornet er ikke meere end tilforn. Vil man endog sætte, at Bonden kan med Tiden faae dette Tab oprettet, saa kan der dog igjen komme Svaghed blant hans Creaturer. Endnu en Fordeel jeg har glemt: Svim er et nyttigt Crearur, som Bonden tilforn optrækkede uden stor Bekostning ved suur Melk, Valde og andet saadant. Denne Fordeel er og borte. Heraf kan da enhver lettelig slutte, hvor vanskeligt der vilde blive baade Bonden og Proprietairen at balancere ved Udbygninger paa Herregaardens Mark. Ja det er ogsaa bekjendt, at Bonden kan bedre taale at gjøre Arbejde, naar den ligges paa ham efter Evne, end at betale med reene Penge. Tjeneste-Folk skal han jo have de fleste Steder til sin egen Avlings Drift Hester og Vogne ligeledes: han behøver ikke altid at bruge dem. Han kan og gjore andre Tjeneste dermed.

Den anden Maade er at sælge Bonden til sig selv og gjøre ham til Selv-Ejere. Jeg vil kun allene anføre et Sted af de Herregaarde, som bleve solgte for den letteste Priis paa Kongens Gods, for derved at vise, hvad Vanskeligheder derved indløber. De har der kjøbt sig selv, men hvor vanskeligt har det ikke

22

været dem at skaffe Penge tilveje, og havde de ey paa deres Side havt en Mand, søm var bekjendt over Landet og som gik i Borgen for dem, da de kjøbte sig selv, havde det maaskee blevet umueligt. Andre Herregaarde har kostet langt meere end den, baade de der blev oprettede af Kongens Gods, som ogsaa de, der vare Herregaarde tilforn, for nærværende Tiid, har de kostet langt meere, de nemlig, som fra Arrilds Tiid har været Herregaarde. Det er og vanskeligt i disse Tider at faae Penge endogsaa mod tilstrækkelig Pant.

Den sidste Maade er da at Bonden bliver ved ar gjøre Hoverie. Heri var det ønskeligt at der skeede en Indskrænkelse til Bondens Gavn; Visse Tender Hartkorn kunde bestemmes af Bøndergodset til at drive en Tønde Hartkorn ved Herreaaarden efter Kongelig Anordning, og derimod alt andet unyttigt Hove-Arbejde afskaffes. Hvilket jeg overlader til vor Allernaadigste Lands-Fader at bestemme, af hvem jeg er forsikkret at alt vil blive fastsat efte Overlæg, Billighed og Retfærdighed, formedelst Sandheden, der vil fremskinne af sit Mørke, ved den allernaadigste og viiseste Stats-Greb, som fremlyser af Frihed til at skrive.