? Erklæring paa de Poster, som 1768 af General-Land-Væsenets-Collegium bleve forelagte Proprietairerne at give sin Betænkning over.

Erklæring

paa

de Poster,

som

1768 af General-Land-Væsenets Collegium bleve forelagte

Proprietairerne

at give sin

Betænkning

over.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt i det Kongl. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

2

        

3

Indledning.

De Poster, som det Kongelige General-Land-Væsenets

Collegium har fordret Proprietairernes Betænkninger om, ere saa vigtige, og med den hele Danske Stats-Forfatning saa nøye forbundne; En Forandring derudi betræffer ikke een og andens, men Folks og Slægters Velfærd, og naar den er giort, kan den umuelig kaldes tilbage, i hvor skadelige for Landets og Rigernes Velfærd Følgerne end maatte være; at jeg med Rette mistroer min ringe Indsigt og korte Erfarenhed, da Forfarenheden ene og allene maae være den rette Dommere derudi, til

4

med Vished at kunde give mine Tanker derom. Jeg har fra den første Dag af, jeg er kommen til at boe paa Landet, anvendt al muelig Overlæg paa de samme Poster, som nu handles om, og hvad jeg ved nøyeste Prøvelse og 10 Aars Forfarenhed har fundet Sandhed at være, vil jeg efter Skyldighed og Samvittighed skrive.

Det er uden Tvivl fornøden først ved enhver Post at agte paa den nærværende Indretning, og dens Fordele og Nakdele, og siden Forandringen, saavel i Henseende til Proprietairerne og Bønderne, som til

Kongen og Staten.

5

De forelagte Poster

ere følgende:

1.)

Paa hvad Maade Hoveriet, i Følge Hans Kongelige Majeft. allernaadigste Øyemeed, best kunde bestemmes og reguleres paa de Steder, hvor det af gyldige Aarsager (som vi ønskede at vide) en aldeles skulde kunde afskaffes? Om det eragtedes best at fastsette et vis Tal af Dage, til at forrette det ved Hovningen forefaldende Arbeyde, hvilket med god Succes paa adskillige

6

6 Steder er bleven forsøgt, eller ogsaa at fastsette en vis Mængde Arbeyde, saasom Pløyning, Udsæd med videre, alt efter enhver Gaards Størrelse og Hartkorn; vi ønskede at have fra enhver Proprietair Udkast til et Reglement, hvorved alt Hoverie-Arbeydet blev paa een af de her foreskrevne, eller nogen anden Maade determineret; da efter slige Reglementer, naar de først af os vare giennemgaaede, Hov-Arbeydet, ligesom Landgilden til fælleds Efterretning kunde blive specificeret i et hvert Fæste-Brev. Ved Hoveriets Bestemmelse maatte saavidt mueligt iagttages, at de Bønder, som laae langt borte, bleve skaanede, om ikke aldeles frietagne, og de andre ey tildeelt andet Arbeyde, end det, som efter Loven egentlig vedkommer Avlingens Drift, og hvad deraf dependerer, at altsaa det saa kaldede smaae Hoverie ey kan tilkomme Bonden at forrette, og at Hov-Tærskningen der, hvor Bonden selv bestrider den, maatte ophøre ved Udgangen af Martii Maaned, som den Tid, paa hvilken hans anden meget magtpaaliggende Foraars Gierning begynder.

7

7

2.) Om ikke, da det er Hans Majest. Villie, at Bønderne skal lættes i den nu brugelige Maade at yde Tiender paa, Tiende-Eyerne og Tiende-Tagerne skulde i Mindelighed være at formaae til at lade Bonden selv beholde alle Korn-Tienderne i Kierven, og i dets Sted imodtage dem i Skieppen, efter hvad, som ved en taalelig og bestandig Accord kunde fastsettes efter enhver Egns Beskaffenhed, eller ogsaa lade sig dem betale med Penge, efter det Steds Capitels-Taxt, hvor Tienden falder. Ved saadanne Accordter om Tiender maatte iagttages, hvem, enten Tiende-Yderen eller Tageren skulle svare Skatterne af Kirke- og Konge - Tienden; og paa de Steder, hvor Degne-Traver pleyer at ydes in natura, maatte bestemmes, hvad Degnen for samme skulde nyde i Skieppen. Saavidt Præste-Tienderne angaaer, have vi tillige tilskrevet Biskopperne.

3.) Hvorvidt i Følge de allernaadigst udgangne Forordninger af 29 Dec. 1758 og 28 Dec. 1779, 8 Martii 1760 og 15 May 1761 med Fælledsskabets Ophævelse er avanceret; hvilke de Anstøds-Stene ere, som hindre sammes Iværksettelse, i sær, naar det kuns

8

8

gielder om Fælledskab mellem Bye og Bye, for saavidt, som disse kunde have sammenstødende Marker og Overdreve, i hvilke begge tilkommer fælleds Græsgang? samt hvorledes, og af hvilke Aarsager ikke overalt er bleven efterkommet det, som befales i disse 3de første Forordningers 6te Art., angaaende Aaers Oprensning og Mosers Udgravning? Vi ønskede tillige at vide, paa hvad Maade, saavel denne, som samtlige øvrige Artikler i ovenmeldte Forordninger meentes best og fuldkommest at kunde blive efterlevede.

4.) Hvilke Proprietairer, publiqve Stiftelser, eller andre Jordegods Eyere, enten allerede have givet eller ere at formaae til at give deres Bønder Arve-Fæster, samt i saa Fald, hvorledes de da agtede at indrette samme.

5.) Hvorledes den uagtet Forordningen af 1ste Julii 1746 i Svang gaaende Misbrug, at Bøndernes Tieneste-Folk blive lønnede med Korn, i Steden for Penge, og fordre mere Løn end tilladt er, best kunde hæves? Hvad Bøndernes Tieneste-Folkes Løn, efter de nærværende Tider, burde fastsettes til? og om det ikke var tienligt, at i Steden for Michels-Dag

9

9

og Paaske, Skifte-Tiden blev paa Landet, enten 1ste Dec. og 1ste Junii, eller 1ste Jan. og første Julii, eller kuns eengang om Aaret, nemlig d. 1ste Jan., og endelig

6.) Da Lande-Veyene ere af megen Be-» tydenhed, baade for Reysende og for Bønder, faa ønskede vi at see nogle Forslag, paa hvad Maade de til mere Varighed kunde settes i Stand, og vedligeholdes; samt ogsaa en Specification over det, som er paalagt, at betales til Veye og Broer, tilligemed en Forklaring over, hvorledes Vedligeholdelsen derfor besørges. Imidlertid da Veyene paa mange Steder trænge til Eftersyn og Forbedring, saa ville vi tienstligst have høytærede Hr. Etatz-Raad anmodet om, at slige Forbedringer, saa snart skee kan, og Aarets Tid det tillader, maatte vorde foretagne.

1. Hoverier.

Hovedgaards Eyere i Dannemark, eyer i Al- mindelighed tillige al den Jord, som Bøn- derne boe paa, med al derpaa værende Bygning, og dertil hørende Besætning. I de ældre Ti- [Herregaarders og Hoveriets Oprindelse.]

10

10

der, da der var overflødigt udyrket Jord, da de, som indtog eller eyede en Strækning Land, havde hverken Folk nok eller Formue at holde saa mange paa egen Bekostning, som der udkrævedes til at dyrke den altsammen, da Jordens Dyrkning med Rygtning, Grøftning og Heigning var des besværligere, ja mindre beqvemme Redskaber dertil venteligen havdes, have uden Tvivl Eyerne udgivet hver af deres Tienere, eller hvo ellers ville antage denne Strækning Jord, bygget dem Huse, givet dem Heste og fornøden Redskab, at de af den indgivne Jordens Dyrkelse, i Steden for anden Kost og Løn, kunde have deres Ophold, ikke allene for sig selv, men og gifte sig, opføde Børn til Landets og deres Herskabers Tieneste, og derimod foruden en vis ringe aarlig Afgift forrette, hvortil deres Herskaber havde deres Tieneste nødig, saavel ved at dyrke den Jord, som Eyeren af hele Jord-Strækningen havde sig selv forbeholden, som og til al anden Tieneste i og uden for deres Huusholdning.

Alt nu saa kaldet smaat Hoverie, forrettet af De næstliggende, som kaldes Ugedags Tienere, og gave igien mindre Landgilde.

11

11

Saaledes gjorde saavel Kongerne, som andre Privat Eyere, hvor af siden Kronlæhnene og adelige Sædegaarde er kommen.

At dette er den rette Oprindelse til Hoveriet, dertil lede os alle de Spor, som findes saavel, i vores, som andre Folkes Historie og gamle Love, og det beviser Sagens Natur og den endnu værende Beskaffenhed, da alle Forandringer i nyere Tider, om hvilke vi have Kundskab, ikke er skeet til Herskabernes, men Bøndernes Fordele. I de følgende Tider, har Denne Indretnings Stadfæstelse. Regieringen befunden denne Indretning i alle Maader at tjene til Statens Velfærd og Op- komst; i det paa den ene Side Landet over- alt blev dyrket og forsynet med Arbeydere, som var fød paa Stedet, og ansaae det dobbelt for deres Fæderne Land, og paa den anden Side Herskabernes Jorde, ikke allene med mindste mærkelig Bekostning kunde dyrkes, og ligevel dyrkes, enten Herskabet var selv tilstæde eller i Statens Tjeneste fraværende, men og ved Ho- vedgaardene mere af Landets Frugter avles, end til Hosbondens Families Underholdning behøvedes; ved hvilket Overskud Rigets Krigs-Folk og Flods kunde underholdes, Kiøbstæderne for-

12

12

synes, Skibsfarten og Handelen befordres. Den har derfor med al Flid søgt at vedligeholde den, saavel ved at indrette flere Kronens Læhne, som og ved at vedligeholde flere adelige Sædegaarde.

Eyerne af Sædegaardene selv, saavel Kongen, som Private, har til deels oprettet, til deels kiøbt flere Bøndergaarde, deels af forarmede Selveyere, deels af andre i adskillige Henseender og til adskilligt Brug. I de nyere Tider, have Kongerne paa adskillige Maader solgt de forrige Kronlæhne og andre Sædegaarde, saavel som Strøegods, som paa een eller anden Maade ere kommen under Kronen, til private Folk, dog alt med de Vilkaar, at Kiøberne skulle nyde samme Rettigheder og Herligheder, som Hosbond over sine Tienere, og Hosbonden har betalt al den Jord, som Bønderne indehave at dyrke med alt, hvad der fandtes paa, ligesaa fuldkommen, som Hovedgaarden og den dertil henlagte Jord; Loven veed og af ingen Indskrænkelse, end at en FæsteBonde under hans Gaards Forbrydelse skal være hans Hosbonde og sin Fuldmægtig hørig og lydig. Deraf, og deraf allene flyder og det Ansvar en Sædegaards Eyere har, saavel ved

13

13

Skatter, som al anden Paabud for alt hans Bøndergods, og som nødvendig tillige maae ophøre, saa snart Sædegaardens Eyere ikke længere er Hosbond, og Bonden tiener i den Forstand, som Loven, Forordninger, Skiøder og Breve tage disse Ord fra de ældste til de nyeste Tider, og paa hvilken alle Fæste-Breve ere grundede, som ere virkelig fra begge Parter frievillig og lovlig indgaaede Contracter imellem Hosbonden og sin Tiener over Hosbondens private Eyendomme, og saa snart den ophæves paa den ene Side, Maae den og nødvendig ophøre paa den anden Side; og Jorden med Bygning og Besætning falde tilbage til dens Eyermand, ved nye Contracter, eller paa anden Maade at giøre sig sit Eyendom saa nyttig, som han paa lovlig Maade kan efter Lovens 3 B. 13 C. 25 Art.

Indretningen i sig selv, og i sær saaledes, Nytten af nærværende Indretning.

som den ved den Danske Lov, dette i alle Hen-

seender store Mesterstykke, er fastsat, saavidt nogenledes skee kan, uden at Eyendoms og Hosbonds Rettighed skulle virkelig ophøre, og intet uden det blotte Navn, og den til Hosbonden liggende Besværlighed blive tilbage, er efter

14

14

min Indsigt saaledes, som den baade for Sædegaards Eyeren, og Bonden er nyttigt, og at tillige Statens Velfærd i alle Henseender best For Hosbonden. finder sin Fordeel derved. Hosbonden har ikke nødig til Hovedgaardens Drift at holde, lønne og føde flere Folk og Heste ved Gaarden, end dem, som til Opsyn og daglig Brug mener at behøve, hvoraf dog i vore Tider holdes langt flere, end Hovedgaardene i ældre Tider til Bøndernes Lættelst i smaat Hoverie, da deres Lods-Arbeydere ved Ager-Dyrkningens Forbedring har tiltaget. Han kan ved mange Hænder, naar Aarsens Tid det udfordrer i betimeligt Veyrligt faae sit Arbeyde giort, uden at han har nødig at fylde dem, naar han ikke behøver dem, han lønner og føder dem med det, som hans til Bønderne uddeelte Jord ved deres Dyrkning indbringer, denne Jord: bliver ved Beboernes Dyrkelse aarlig holdt i Frugtbringende Stand, og forbedret til at frembringe det, hvorved Kongen faaer sine Skatter, Præster og mange andre Folk i Kiøbstæderne og paa Landet, faae deres Leve-Brød, og Beboerne selv kan forhverve deres Underholdning, og opføde nye Arbeydere til Statens, Hosbondens

15

15

og deres egen Nytte. Dette, at Han slipper for den Uroe, Besværlighed og Bekostning selv at holde Folk og Heste, samt Redskaber til sin Jord og Huusholdning, maae og kan han regne til Erstatning for det, som Hans Jord maatte indbringe ham anseeligst mere, om han selv kunde, og vilde drive den, for den Ansvar han har for Bøndernes Skatter og Afgiften at indkræve og udrede dem, og for den Bekostning han maae anvende paa Bønderne til at sette og holde dem i Stand i vanskelige Tider og ulykkelige Tilfælde.

Hvad Bønderne angaaer, da kan her ikke For Bønderne blive Spørsmaal, om den er bedre faren, som ener en Bondegaard med tillagte Jorder, end den, som har den til Leye af sin Eyere, og det kan ligesaa lidet begieres, som ventes af en JordEyere at han skulle skienke sin i Almindelighed dyrekiøbte eller forhvervede Jord bort til een ham Uvedkommende, som, at Eyere af een eller flere Gaarder i Kiøbstæder skulle forære dem til Haandværksmænd eller Dagleyere, paa det disse kunde blive boesiddende Borgere. Det kan allene blive Spørsmaalet, om Bonden ellers ikke finder sin Regning derved, at han,

16

16

som ellers ikke ener Huus eller en Fods breed Jord, i Steden for at blive hans Livs-Tid en eenlig og ustadig Tiener for Kost og Løn, eller en Dagleyere, og om han vilde gifte sig, føde og opføde Børn og Kone i saa stor Nød og Elendighed, som nu næsten uden Undtagelse alle de giøre, som gifte sig, inden de kan faae en Gaard eller og et Huus i Fæste; nu kan faae en bebygt og befadt Bondegaard, og saa meget Jord dertil, at han, naar han er ædruelig, ordentlig, flittig og vindskibelig, kan føde sig selv og Hustrue, opføde Børn, holde Creature, være selv Hosbonde, og holde Tieneste-Folk, og ved egen og deres Fliid imod en meget ringe Afgift til Hosbonden, forrette Hosbondens og sit eget Arbeyde, uden at holde mere end een Dreng eller Ugedags Tiener, og een eller undertiden 2de Heste mere, end han behøvede, om han ingen Hovning giorde, (dem han dog maatte med maaskee lidet mindre Bekostning leye eller til større Skade favne, naar indfaldende vanskeligt Veyrligt meest udkrævede dem) og kan efterlade sine Børn under Lovens og øvrighedens trygge Beskiermelse, hvad han ved sin Vindskibelighed har forhvervet, da

17

17

hans Hosbonds egen Velfærd tvinger ham til, at see hans Bønder holdt i den Stand, at de kan svare Kongen, hvad dem er paabuden, forrette Hosbondens Arbeyde tilbørlig, opføde deres Børn vel, og holde Gaardens Bygning og tilhørende i god Stand; dette giver Bonden alletider en vis Adgang og Tillid til Hosbonden, i hvor ildesindet den og ellers maatte være, at han i alle paakommende Tilfælde kan vente Hjelp, Opfettelse og Tilskuds; det nøder derimod Bonden til en god Opførsel, at vinde og beholde sin Hosbondes Yndest, at holde sin Gaard med Bygning og Besætning i god Stand, at tage med Fliid al beleylig Tid i agt til at forhverve sig og sine Børn Brød, og at opføde sine Børn fra først af til Arbeyde og Flittighed. Ved denne Indretning kan baade Hosbonden og Bonden indrette deres Huusholdning og Arbeyde ordentlig, og hver Ting skee til sin Tid, at det ene giøres, og intet af det andet forsømmes, saa længe ikke uformodentlige Tilfælde og Vanskeligheder giøre paa en kort Tid nogen Forandring derudi. Hosbonden veed, at han ikke savner tilstrækkelige Arbeydere, naar Tid er, og tør derfor ikke

18

18

overile sig; Bonden veed, at hans Hosbondes Arbeyde i Nødsfald skal forrettes frem for hans eget, han tør derfor ikke forsømme nogen Tid; han veed derimod, at han i Trang kan finde sikker Hielp hos Hosbonden, i hvad han fattes og behøver, derfor, naar Nøden det udkræver ikke at spare paa sine Folk, Heste eller Redskaber, og deraf er allerede øyensynligt, til hvor stor Fordeel nærværende Indretning er for Staten. Landet bliver overalt og ved mindste muelige Bekostninger dyrket, Arbeyderne blive fra første Barndom af opfedt og vandt til deres Bestemmelse; til hver Forbedring ere de udkrævende Folk og Redskaber ved Haanden; Veyrets Beleylighed kan oppebies og nyttes; Arbeyderne leve af det, som Jorden ved deres Hænders Fliid frembringer, og maae derfor anvende dem, tillige bliver dog ved mange forenede Kræfter paa et Sted fremlagt mere, end der forbruges, hvilket Overskud tiener til Kiøbstædernes, Armeens og Flodens Forsørgelse, og kan udføres til Handelens viiseste Fordeel. Ved den fortræffelige og viise, nu værende Indretning af den Danske Staat, beholder enhver sit, Hosbonden sin Eyendom, den rette Grund-

19

19

vold til alle Staters Velfærd, som aldrig kan rykkes, uden Staten maae falde med, om den end en Tid lang kunde støttes, uforkrænket, Bonden sit forhvervede, naar han afdrager hvad han bør, og forretter sit Arbeyde troelig i Sikkerhed, Hosbonden maae sørge frem for alle Ting, at hans Bønder kan blive i god Stand. Paalegger han dem idelig og uden yderste Nød mere Arbeyde, end at de tillige kan vel bestride deres eget, skal han betale deres Skatter, og miste deres Afgift, skal han bygge dem Gaarde, og kiøbe dem Heste, skal han give dem Æde-Korn og Sæde-Korn; ere deres Hester og Folk forsultede, og deres Redskaber uduelige, naar de skal forrette hans Arbeyde, saa ødelegger han sig selv uden Redning, og maae inden kort Tid miste Gaard og Gods, men Skader ingen mere, end sig selv; Staten taber egentlig intet derved, den holder sig til Eyeren for Skatterne, Creditorerne faaer den største Deel af deres Fordringer, Bønder-Godset kan des lættere igien ophjelpes, naar det kommer i en fornuftigere Eyeres Hænder, som bedre kjender og besørger sit eget Beste, siden Beboerne ere vant til Arbeydsomhed; Bønderne ere ved nærværende Indretning nødte til

20

20

e od io ■ qr (o

20

ved Lydighed og Troeskab at søge at beholde deres Hosbonds Yndest, det er ham, paa hvilken deres egen Velfærd beroer, ham de allene levere deres Skatter, og yde deres Afgifter til; Han kan bie efter deres Leylighed, giøre Forskud, naar de intet have, og intet kan sælge uden største Skade, og igien kræve det, naar de uden Skade kan betale, af ham skal og deres Børn efter dem vente deres Velfærd, saa kan han igien, og maae for hans egen Fordeels Skyld, om ingen ædlere Aarsag driver hannem, holde dem i tilbørlig Orden og Lydighed, uden nogen Statens Bekostning. I Henseende til Skatternes Oppebørsel.

Regieringen er alletider, i hvad Omstændigheder der paakommer, sikker paa de Afgifter, som den med lige faderlig Sindelaug, proportioneret efter Underfaatternes virkelige Kræfter, og efter Statens sande Behov, er ned til at paabyde, faaer dem ved den Indretning, frem for alle andre Stater i Verden, med allermindste muelig Bekostning, uden Formindskelse og med Sikkerhed, at ingen bliver overilet, eller ved egennyttige Underbetjente udsuet, endog i de vanskeligste Tider kan Bønderne arbeyde, naar de ikke kan betale, og derved op-

21

21

holde deres Hosbond i Stand, at bære Hans egne og deres Byrder, og at flye dem det de trænger til; men at dette kan allene finde Sted, saalænge Bønder ere virkelig Hosbonders Tienere, og han deres Hosbond, som lønner og føder dem med hans Eyendoms Jord, som de bruge, saa snart nogen Forandring skeer, og noget af det Baand, hvormed Proprietairens og Bondens Velfærd saa nær ere sammenbunden, at Godsets Eyere og alle dets Beboere udgiør ikkun een Familie, opløses, saa falder alle Ting, Hosbonden eller Bonden, eller Begge, og alle lider, Staten til et ubodeligt Tab.

En Forandring ved øvrighedens Magt, og en Eenevolds Konges Befaling vilde ophæve Eyendoms Sikkerhed, og derved al Tryghed, som Lov og Forordninger forjætter Undersaatterne, betage enhver al Lyst til at forbedre sine egne, og dermed tillige Statens Vilkaar, udrydde da al Kierlighed og Tillid, og paa eenganq forandre den Lyksalighed, som de Danske Undersaatter alletider have havt at rose sig af, at deres Konger ere Fædre, som anvende deres absolute Regiering allene til at beskierme enhver ved sit lovlige Eyendom, til Suk og

22

22

Bedrøvelse. Hvad har bragt Dannemarkes Land-Væsenets nærværende Flor I Dannemark Landvæsen i den Flor, som det er udi, og ikke Flor i af nogen i Sammenligning med forrige Tider, kan miskiendes, uden af dem, som ikke har mindske Kundskab derom, eller sand Indsigt derudi, endskiønt det, som alle jordiske Ting kan have nogen Forbedring nødig? Hvad har bragt Jordegods til nu værende Priis? Hvad har bevæget Folk til at anvende store Bekostninger paa, at lade rødde Krat, udgrøfte og rense Moser, opgrave Steen, og reyse Steen-Gierder u., uden allene den trygge Tillid til den Sikkerhed igien af deres Eyendom, efter gjorte Indretning at nyde Frugten? Hvad har bevæget Sædegaards-Eyere med store Penge at kiøbe Bøndergods, at anvende deres yderste Formue paa, at bygge og i Stand sette Gaardene og deres Beboere, og uagtet Qvæg-Syge, Misvext og forhøyede Skatter, vist ville Have ødelagt en stor Deel af dem, alligevel at holde dem alle i Stand, hvad andet, end den Tillid efter de Kongl. Privilegia, Love, Forordninger og egne Skiøder, uden nogen Hindring eller Uvished at kunde nyde samme Sikkerhed til at føre sig dette deres Eyendom lige-

23

23

saavel til Nytte, som mange Aars Forfarenhed Har lært de Danske Undersaatter at have under deres Eenevolds Kongers retfærdige Beskiermelse ved deres øvrige Eyendomme, frem for alle andre Lande, og den høye og høytidelige Kongl. Forsikring, at den forbedrede Jord ikke skal matriculeres Høyere eller anderledes, end den forhen været haver. Dets forrige Forfald.

Intet kan vise os Landets forrige Tilstand tilforladeligere, end de af høysalig Kong Christian stian 5te, Friderich 4de og Christian 6te udgivne Forordninger, hvoraf jeg ikkun i sær vil Nævne Forord, af 11 Dec. 1688, af 4 Aug. 1728 og 10de Febr. 1731, de vise, hvor meget øde Gods den Tid har været i Dannemark, at mange Proprietairer have vildet overlade til RenteKammeret meget Bøndergods, allene for resterende Skatter, og at Rente-Kammeret endog ikke har funden sin Regning derved, de viser, hvad Frieheder og Fordele Kongerne have tilbuden dem, som ville antage øde Gaarder, og at alligevel faae Liebhabere have indfunden sig dertil. I sær tiener den Taxt, som høysalig Kong Christian 5tes Forordning af 31 Jan.

1692 har sat paa Bendergods, til Oplysning,

24

24

naar dermed lignes den Taxt, som den allerhøyeste Kongl. Forordning af indeværende Aars 14 May setter derpaa, I den første, er Bøndergodsets Hart-Korn efter Proportion taxeret Tønden for 40, 30, 20 og 10 Rdlr., i den sidste i Almindelighed for 80 Rdlr., en kiende lig Forskiel i 76 Aar, som bliver des mærkeligere, naar derhos agtes, hvad Byrde der laae den Gang paa Jordegods, og hvad der nu efter Tidernes forandrede Omstændigheder ligger derpaa, det er deraf øyensynligt, at Bøndergodset ikke er forværret, men utroelig forbedret, at Landets Flor, i Henseende til Jordegodsets Tilstand, ikke har af, men mærkelig tiltaget, og at altsaa ingen med mindste Skin kan sige, at Landets Velfærd nødvendig udfordrer en saadan vigtig, betænkelig, og for Eyerne høyst fornærmelig Forandring, for at forekomme dets ødelæggelse. Proprietairernes hidindtil anvendte Flid og Bekostning. Og ved hvis Flid, og paa hvis

Bekostning er denne Forbedring skeet, uden Flid ved Proprietairernes under Guds Velsignelse og vore Kongers faderlige Regiering. Vel har den langvarige Fred, med hvilken Guds besynderlige Naade har glædet de Danske Lande, forundt den Roelighed, uden hvilken det ikke

25

25 havde været mueligt; men naar betænkes, under hvor haard en Lande-Plage Landet i saa mange Aar har sukket, og til deels endnu sukker, da Qvæg-Sygen har hjemsøgt næsten hver Mand, og at Nøden og Omstændighederne har alligevel udfordret i selv samme Tid Skatternes Forhøyelse i mange Maader, uden at nævne de mange andre Ulykker, som haver rammet enkelte Gaarder og Byer ved Ildebrand, Hesters Svaghed, Misvext og flere, og at alligevel ingen eller dog meget faae øde Gaarder i Landet findes, eller dog i det mindste flere Selveyer Bønder aarlig af Tvang og Uformuenhed sælge og vil sælge deres Gaarde til Proprietairer, end der findes øde Gaarde paa Proprietairens Gods, saa taaler den aabenbarede Sandhed ingen Modsigelse. Skulle Folkes Tryghed paa deres Eyendoms Sikkerhed og den Vished selv at nyde Frugten af de anvendte Bekostninger, og at handthæves ved de Rettigheder, dem efter Lov og Forordninger tilkommer, i mindste Maader forrykkes, saa ville Jordegodset snart komme i samme Stand, som de foranførte Forordninger bære Vidnesbyrd om, og hvorved Indgangen til den foranførte Forordning af

26

26 10de Febr. 1731 billig fortjener Eftertanke; den samme og vor egen Forfarenhed har mere Skadelige Følger af en velmeent Forandring. end eengang viist, hvad for skadelige Følger de best meente Forandringer have havt for Lande og Riger, naar de forud ikkun have været be- tragtet fra een Side. Jeg vil ikkun nævne Land-Militiens pludselige Ophævelse i Aaret 1730; Følgerne deraf sees i Forordningerne af 15 Dec. 1730, 5te Jan. og 5te Martii 1731 og 12te Jan. 1733, og ere med flere endnu i manges frise, Minde, ja hvo der veed og agter, hvad Følger det allerede har havt, at nogle er geraadet i en flags Uvished over det, som endeel ubetænksomme Folk har talt, ja ladet trykke, da nogle have standset med de Forbedringer, som de have havt i Sinde, andre solgt og adspredet deres Herre-Gaarde, hvoraf jeg maae bekiende, at befrygte høyst skadelige Følger for Landet ved mindste paakommende Vanskeligheder, saa tit jeg i sær i Kong Christian 5tes Forordninger seer, med hvor stor Omhue, paa hvor mange Maader, og af hvad vigtige Aarsager samme høystsalige Herre har opmuntret Folket til at complettere de igien ved Tidens Vanskelighed incomplet blevne Sæde-

27

27

Gaarder, for dermed at faae det øde Gods sat i Stand igien, den vil og derved oplyses med Vished at indsee i Fremtiden; dog Gud være lovet, at jeg kan tryggelig forudsette, at vores nu regierende allernaadigste Konge, og hans Høye Ministre regieres af samme Viise, retfærdige og naadige Grundsætninger, som hans høye Forfædre; Forordningen af 15 Ap. 1768 Retfærdige Grundsætninger i Forord. af 15 Ap. 1668. er et usvigeligt Beviis derpaa, som ved alle Poster udtrykkelig fastsætter, at alle Forandrin- ger skal skee, uden at nogen af Vedkommende derved lider Tab eller Uret; og hvilken Pro- prietair vilde da ikke med Glæde række Haand til Bøndernes Vilkaars Forbedring, naar, og saalænge hans egen Velfærd er og bliver saa nær forbunden med deres; men paa hvad Maade Hoveriet skulle enten afskaffes eller indskrænkes og fastsættes, uden at enten Proprietairerne og alle Sædegaarde reent bleve ødelagte, eller og at baade Proprietairen og Bonden, og nødvendig Staten selv tabte derved, og maaskee ubodeligen, dertil maae jeg tilstaae, strækker Vanskelighed om Hoveriet skulle afskaffes og settes paa Penge min Indsigt sig ikke. Skulle det saa kaldede Hoverie, det er det Arbeyde, hvorfor Jorde- godsets Eyere har indgivet det til Bønder at

28

28

beboe, eller i Følge af Kongl. Forordninger, Love og egne Skiøder kiøbt det, afskaffes, og Bønderne i den Sted betale Hovnings-Penge, saa mange som det vilde kofte Proprietairerne ved egne Folk og Heste at forrette Arbeydet, eller dog ikkun saa meget, at Eyerne kunde nyde Rente af det, som deres Bøndergods har kostet dem, og hvor af Landgilden ingensteds naaer den 4de, de fleste Steder neppe den 8te Deel, da var ingen af de meest formuende Bøndere der kunde taale at betale halv saa mange Hovnings-Penge, som kunde erstatte Proprietairen de Bekostninger han maatte anvende paa Avlingens egen Drift; ja jeg er forsikkret paa, at alle Bønder, som have sand Indsigt og Sinds Eftertanke, vilde strax tilstaae det, og frasige sig hellere deres Gaarde eller vedblive Hovningen; til Beviis derom, vil jeg allene nævne de Kongl. Bønder, som for faa Aar siden bleve kiøbte til Braasholms og Søeholms Godser i Fyhn, som alle hellere ville giøre Hovning, end betale 2 Mark af en Tønde Hart-Korn i Hovnings-Penge, endskiønt de ikke ere af de Høytskyldende, da de fleste Mennesker, og i sær vores Almue er saaledes sindet,

29

29

at de ikkun agte paa de nærværende Indretningers Besværlighed, og en anden forestilledes Gavn, den nærværendes Gavn, og en anden forestilledes ofte langt større Besværlighed, fornemmelig efterat endeel Mænd ret have giort sig Umage med Tale og Skrifter at forestille Bønderne det Arbeyde, som de efter Loven og deres Fæste-Breve ere skyldige al forrette, ligesom andre Tienere, det Arbeyde, som de ere fæstede til, og hvoraf de og deres hele Huus have Leve-Brød, og kan, om de selv vil, have det rigeligen, saa længe deres Afgifter ikke overgaaer deres Kræfter, som en utaalelig og ulovlig Slaverie, hvoraf de allene havde Besværligheden, og Proprietairen Fordelen uden Vederlag, om da end nogle af dem tilbød sig, i Steden for Hovning at betale Penge, hvo vilde da være Borgen for dem, og hvad Sikkerhed havde Proprietairen til at kunde faae de belovede Penge; han maatte jo meget mere være vis paa, at Bonden ved at udgive et par Aar Hovnings-Penge, som langt overgik hans Kræfter, den ene med den anden maatte hastig blive uformuende, at betale endog Skatter og Landgilde, langt mindre Hovnings-Penge, og

30

30 at faae altsaa meget hastig øde Gaarde, af hvilke han ikke havde ringeste Nytte, og skulle dog blive Regieringen ansvarlig for deres Skatrer og Paabud? Hvor længe monne endog velhavende Proprietairer kunde taale det, end sige de fleste, som have laant det meste, og mange alt, hvad deres Gods er værd; monne ikke deres Creditorer strax vilde kræve deres Penge, og da Jordegods, saasnart det er øde, taber det meste af sin Værd, og i langt høyere Grad, naar det er meget øde Gods, saa vilde Creditorerne tabe det meste af deres Fordringer, Jordegodsets Drift, Korn-Avling, og fede Vahres Product, i det mindste til en Tid for største Delen flaae stille, Landet til dets ubodeligere Skade, hvor mere en almindelig Forandring gjorde ogsaa Forvirringer almindelig.

Og hvad vandt Bønderne ved HovningArbeyds

Afskaffelse? Deres egen Avlings Om Bonden derfor vilde holde mindre Folk og Hester.

Drift udfordrer, at de maae Holde Folk og

og Heste, for at have dem, naar de behøve dem,

endskiønt de ikke alletider have Arbeyde til dem.

Vores Almue er i Almindelighed hengiven til

Magelighed, og i de travleste Tider giøre vist

4re af vore flittigste Folk, ikke mere end i Hol-

31

31

steen og Meklenborg 3; maaskee Forskiellen er paa de fleste Steder større, da i Meklenborg, Holsteen og andre Lande 5 a 6 Bønder ved ligesaa store og større Herregaarde, giøre ligesaa meget, som i Dannemark 20, 30 og flere Bønder. En Bonde kan ikke holde mindre end 1 Karl, 1 Pige og 8 Heste, og om Sommeren 1 Dreng der til, for at vogte hans Qvæg; med disse kan han i Høeslettens og Høstens Tid ikke bestride sit Arbeyde, men maae leye Folk, i sær, naar vanskeligt Veyrligt indfalder, Leye-Folk ere vanskelig at bekomme, og om de ere at faae, da koster det Bonden næsten ligesaa meget, som han kunde holde en Dreng for Aaret igiennem; jeg kiender og ingen Hovnings frie Bonde, der jo holder 1 Karl,

1 Pige og 1 Dreng, de fleste holder endog

2 Karle, eller 1 Karl og 1 Ugedags Tiener, foruden Dreng og Pige, med 1 Karl, 1 Pige og 1 Dreng kan en Bonde, naar han bruger sine egne Hænder, og hans Hustrue hielper i de travle Tider med, om Nøden det udkræver, magelig

bestride baade en ordentlig indrettet Hovning, og sin egen Huusholdning, naar ikke besynderlig vanskelig Veyrligt indfalder;

32

32

en Bonde er alletider best faren, naar han kan betale med det han avler og Arbeyde, skal han betale mange Penge, saa skal han enten sælge i Utide sig til stor Skade, eller laane, og den Bonde er alletider vist Ødeleggelsen nær, som skal laane af en anden Bonde, de Villigheder, som de kaldes iblant Bønderne, dem han maae forbinde sig at giøre og at give ved mindste Penge-Laan, overgaaer gierne Penge-Laanets Bærdie; de fleste Bønder, naar de vide, de kan blive færdige den 4de Dag med deres Arbeyde, opsetter vist til den 4de Dag, hvad de kunde giøre den første, og jeg har endnu aldrig seet en Hovnings frie Bonde være før klar, enten med Pløyning, Sæd, Høeslet eller Høst, end de der giøre Hovning, men gemeenlig tvert imod; Forskiellen er mestendeels allene den, at Bonden selv sidder hiemme og sender hans Karl, hvor en Hovnings-Bonde gaaer selv med; mon Han dermed kan vinde Penge til at betale hans Hovnings-Arbeyde; mon han allene derved, at han bliver frie for at giøre Arbeyde til Hove, vinder Penge til at betale sit Hovning, da han maae holde de samme, eller dog næsten de samme Folk og Heste, og ikke kan saae, slaae eller

33

33 høste mere, hvad enten han giør Hovning eller ikke, allene han kan giøre det med mere Magelighed, og anvende flere Dage dertil, sig selv de fleste gange til Skade, om da endog Eyendoms Rettighed og Vished for en hver Undersaat om at beholde sit lovlige Eyendom, og at kunde føre sig det til al lovlig Nytte, her ikke kom i Betragtning, uden hvilket dog ingen borgelig Selskab kan bestaae, kan den Forandring, hvorved Eyeren taber alting, og Fæsteren vinder lidet eller intet, være andet end høystskadelig for Staten. At indskrænke og

bestemme Hovningen, er efter min ringe Indsigt

[Vanskeligheder ved Hoveriets Indskrænkelse.]

og 10 Aars nøye og upartisk Overlæg end-

nu vanskeligere, ja jeg tør sige umueligere, end at afskaffe den, med mindre det skal være til ligesaa stor Tab for Eyeren, ved ligesaa liden Fordeel for Fæsteren; ikke allene i hver Provinz, men paa hver Gaard, ikke allene i hver Bye, men og hos hver Bonde i sær er hele Huusholdningen forskiellig indrettet efter Eyernes, Folkemængdens og deres Egenskabers, Jordens og andre Omstændigheders forskiellige Beskaffenhed, og det maae saaledes være, om hver Huusholdnings Maade skal svare til hvert Sted;

34

34

alle disse Omstændigheder ere idelige Forandringer underkastede, og Sielen af en god Huusholdning er just, at den, som bestyrer enten en stor eller liden Huusholdning, veed og kan forandre dens Indretning efter Omstændighedernes Forandring; et Aars Veyrlig forhindrer et slags Arbeyde, og er gunstig for et andet, som ellers maaskee ikke kunde skee igien i mange Aar. Nu udkræver Nøden et gandske uventet Arbeyde, for hvilket alt andet ellers sædvanlig Arbeyde maae staae tilbage; en Dæmning falder ind, en Steen-Broe synker, over hvilken alt Korn, som er tienlig at ages ind, skal føres; Taget paa Høe og Korn-Lader blæser af, ja hele Lader falder, Vinter-Sæden er forgaaet ved Frost eller Væde, Hagel eller Orm har ødelagt Sommer-Vexten, eller utallige andre Tilfælde kan i en Hast udkræve en Mængde Arbeydere, om en uovervindelig Skade skal forekommes, som kan forhindres, naar strax en tilstrækkelig Mængde af forenede Hænder kan angribe Arbeydet; hvorfra skal de komme i travle Tider, hvor enhver mene at behøve dem selv, naar ingen er forbunden at laane sine dertil? Hoveriet maatte altsaa bestemmes hver

35

35

Aar paa hver Sted for hver Bonde i sær, og kunde dog ikke bestemmes, uden med tilstrækkelig Undtagelse af uventelige Tilfælde, det vilde være meget mere nødig ved denne, end ved al anden Regning, fordi ingen ved Aarets Begyndelse kan vide, hvad Arbeyde han kan trænge meest til inden Aarets Udgang. Hvad [Processer som deraf vare at be-frygte.] bestandig Trætte og Processer, det allerskadeligste af alt ont, som kan opkomme imellem Hosbond og Tiener, vilde ikke uafladelig møde derved;

Bønderne vilde troe ved hver Skrit, det var uden for de foresatte Grændser, og det vilde aldrig feyle paa Folk, som endnu mere vilde ophidse dem dertil, saalænge de havde 1 Skilling tilbage. Og saa længe Processen varede, blev Hosbondens Arbeyde forsømt, og Bondens Tid ved Samlinger og Ting-Reyser spildt.

Hosbonderne, i hvor kierlig sindede de end vare, vilde dog uden Tvivl tabe Taalmodigheden og al Lyst til at hielpe og tiene dem; de ildesindede derimod ville opfinde utallige andre Uleyligheder, paa langt haardere og mere fornærmende Maader at trykke Bonden, og vilde opfinde desmere, hvor mere de kunde mene sig at være fornærmede, vilde og desmindre mangle

36

36

Hielpere, hvor mere Raad de havde til at lønne dem. Nu søger enhver, der har sin egen Velfærd kier, at indrette Hov-Arbeyde saaledes, at Bonden ikke forsømmer noget af hans eget, eller mister den beleylige Tid dertil, ja mangt et vigtigt Arbeyde opsettes eller udsettes, ja udebliver af samme Aarsag, da derimod en bestemt Hovning vilde altid kræves, enten det faldt Bonden beleyligt eller ikke. Hvad Baand kan i Verden opfindes for den, som ved egen Nytte, ja ved egen Velstands Ruin ikke kan ledes til det, hvortil Christendoms Pligt, Kierlighed og Samvittighed er hos hannem utilstrækkelig, for den derimod, der retter sig efter Guds, Kierligheds og Samvittigheds Lov, behøves ingen anden. Skulle Proprietairen holde Folk til at forrette det Arbeyde, som Venderne nu ikke mere skulle giøre, eller hvad ellers uventeligt kunde paakomme, saa bleve Omkostningerne for hannem des større, der skulde da holde baade Bønder og egne Folk; Folkene han holdt, savnedes andre Steder, bleve des vanskeligere at faae, og vil endog være ligesaa Utilstrækkelige til det Arbeyde, hvortil de meest udkrævedes, som overflødige i mindre travle Tider.

37

37

[Om smaae Hoverie.] Desuden er det ikke allene det saa kaldede Lods-Arbeyde eller Pløyning og Sæd, med alt Hvad dertil og til Jordens egentlige Drift maae henregnes, som fra Arilds Tider, og Sædegaardenes første Indretning indtil nu, har udgiort Hoveriet, de ældste Love, Forordninger,

Skiøder, Fæste-Breve og Efterretninger, giør Forskiel imellem Ugedags Tienere, eller de Gaarden næstliggende, ved hvilket alt saa kaldet smaat Hoverie, og langt mere endnu almindelig derunder begribes, blev forrettet, og Lods-Arbeyde, hvortil og de længst fraliggende bleve brugte, Hvis Landgilde er desmindre, og de kunde derfor des bedre taale, at giøre mere Arbeyde, da deres Ven til Hove er kortere, og de kan forrette alle Ting med mere Magelighed, end og Qvæget blev rygtet af Bønderne; og deraf kommer det uden Tvivl, at paa endeel Gaarde Bønderne efter Beretning maae holde Rygternes Senge, det er bekendt, at der i gamle Dage holdtes Spinde-Stuer paa Herregaardene, i hvilken Bøndernes Koner eller Piger maatte sidde og spinde om Vinteren, hvilket siden er bleven forandret til visse Pund Hør, som de spinde hiemme; at de har født og stal

38

38

det Herregaardenes Stude og unge Qvæg, underholdt deres Herskaber med deres Følgeskab, eller deres Fogder, Jægere og andre Tienere, ikke af Villighed, men af Skyldighed, naar de kom til dem, det viser de adskillige slags Landgilde-Penge, som i gamle Fæster forekomme, da de omsider er sat i Penge, og at det er skeet i meget gamle Tider, sees af Pengenes Ringhed, som ydes i Steden for de gamle Rettigheder, da altsaa det saa kaldede smaae Hoverie, er ingen i nyere Tider ulovlig tiltagen Myndighed, men en ældgammel Rettighed, som hører til de Vilkaar, paa hvilke Eyeren Har forundt Bønderne sin ham allene tilhørende Jord i Fæste, saalænge de opfyldes, og ikke længere, saa kunde og Sædegaardenes Eyere ikke miste den, uden alt for stor Fornærmelse, med mindre at Bønderne skulle betale saa meget, som Hovedgaarden selv kunde holde Folk for, eller og Jorden maatte falde tilbage til sin Eyere, efter al Eyendoms Ret og Contractors Natur, men saa møder alt det igien, hvad tilforn er sagt, og Bønderne vilde langt mindre finde Fordeel ved at holde Folk hiemme, og betale for Arbeydet til Hove. Vel er det vist, at

39

39

den største Tyngde for Bonden ved Hoveriet, er Madposen, han skal give hans Folk med, som han med mindre Bekostning kunde give Mad hiemme, samlet ved et Bord, men derimod maae overveyes, at ved en ordentlig indrettet Hovning, det egentlige smaae Hoverie ikke kan strække sig til hver Bonde over een Gang om Ugen, naar Aaret igiennem regnes, at Folkene dog skal have Mad hiemme, og at just for Arbeydets Skyld, Landgilden er saa meget ringe hos os, at Bønderne i Dannemark de fleste Steder giver neppe saa meget af 1 Tønde, som de andre af 1 Skp., og derhos betænkes, at der skulle mange Aar til, inden Bønderne kunde komme i den Stand, om de for andre Omstændigheders Skyld kan nogensinde komme derudi, at de kunde taale en stor Penge-Afgift, at hverken Eyerne eller Regieringen kan taale at oppebie den Tid, og at lide imidlertid en vis Tab, og at jeg ikke veed, hvad Sikkerhed en Proprietair kunde faae for større Penge-Afgift; thi Gaarden, som Bonden boer paa, er forhen hans Eyendom, og hvo kunde vel for dre af en Eyere, at give sit Eyendom bort til en anden, paa det han kunde sette ham det [Hvilken Sikkerhed Proprietairerne havde for store Penges Afgifter.]

40

40

igien til Pandt for Penge-Laan, der vilde vel og stoles alt for meget paa et meget uvist Haab, om man vilde troe, at Bonden ved at blive befriet for Hoverie, om endskiønt han skulle aarlig gribe saa meget ud, dog paa engang skulle komme i den Stand, at han i alle paakommende Tilfælde kunde være Hielp og Understøttelse foruden, og skal han give Renter for den, da er der vist lidet Haab om hans Redning, end sige til hans Vilkaars Forbedring.

Faa Hosbonder vilde beholde Evne dertil, maaskee de fleste ville endog tabe Villien, saasnart det Baand, som nu saa nøye forbinder [Regieringgens Sikkerhed for Skatterne.] deres og Bondens Velstand, opløses. Regie- ringen tabte den Fordeel ved faa Regnings- Betiente med fuld Sikkerhed til bestemte Dage, at imodtage de paabudne Skatter. Proprietairerne, naar de ikke selv havde Sikkerhed for de dennem tilkommende Afgifter, kunde mindre staae Regieringen til Ansvar, den skulle holde langt flere Betientere til at indkræve og imodtage Skatterne, jo mere nidkiere samme Betientere vare i deres Arbeyde og Embeder, des Nøyere vilde de tilholde Bonden at betale til ForfaldsTiden, enten det var hans Leylighed eller ikke,

41

41

hvilket de og umuelig kunde vide eller undersøge, ligesom de og hverken tabte eller vandt, enten Gaardene var øde eller Beboerne i Velstand, vilde derimod Betienterne ikke see paa deres Fordeel, da blev Bondens Vilkaar vist nok værre under een ham Uvedkommende, end under sin Hosbonde, hvis Velfærd staaer og falder tillige med hans. Var Betienternes Løn ringe, saa var Fristelsen des større; men Hvor anseeligere deres Løn var, desmere blev Kongens Cassa bebyrdet, og Nødvendigheden til store Skatters Paabud forøget, og hvor faa er der endog, som troe at have nok? Mon nogen Lov være i Stand herudi at forhindre Misbrug, i det mindste førend Skaden er skeet, naar ikke egen Fordeel kan det, og den, som udsuer den anden, tillige nødvendig ødelegger sig selv, som det skeer ved nærværende Indretning imellem Proprietairerne og Bønderne? Jeg lader den daglige Forfarenhed tale, og agter denne ene Omstændighed, om intet andet var, for meget vigtig til Høyere og Nøyere Eftertanke.

[Vanskelighed at bestemme Hoveriet, i] Foruden alt dette, vil det holde heel van- skelig og umuelig at bestemme Hoveriet, ikke allene i Henseende til Arbeydet i sig selv, hvor-

42

42

[Henseende til Proprietairnes og Bøndernes Forskiellighed.]

ved jeg har rørt tilforn, men og i Henseende til

Bøndernes og Proprietairernes Forskiellighed.

Forskiellen paa Sædegaardenes Størrelse og

Drift, og de dertil hørende Bønders Antal, er stor, og Forskiellen paa Bondergaardenes og Beboernes Beskaffenhed endnu større; at bestemme visse Dage og Folk, gaaer neppe an, da Aarets og Veyrligets Beskaffenhed er ulige og uvis, naar Folkene vare komne til Hove, kunde Veyrliget tit forhindre det bestemte Arbeyde, skulle Dagen regnes, tabte Proprietairen formeget, hvis Arbeydet blev ugiort, skulde Dagen ikke regnes, tabte igien Bonden, som havde savnet sine Folk hiemme, og dog ikke faaet forrettet sit Arbeyde til Hove; desuden maatte der og nødvendig forfattes et Reglement, hvormeget der af hver slags Arbeyde, der af hver Karl eller Pige skulle giøres om Dagen, og hvor vanskeligt blev det at bestemme, da der er saa stor Forskiel imellem et Sted og et andet paa Folkenes Mængde og Duelighed, og paa et og samme Arbeyds Besværlighed, da paa et Sted Markene, Engene eller Skovene ere længere fra Gaarden end et andet, Jorden enten bierget, stenet eller fuld af

43

43

[Efter Bøndernes Hart-Korn.] Moser med videre. At fastsette Hoveriet efter Bøndernes Hart-Korn, som var efter min Ind-

sigt, endog den eneste muelige Maade, vilde blive ligesaa utaalelig for Bønderne, da de fleste Tider en Bonde, der staaer for mindre Hart- Korn, bedre kan taale at forrette mere HovArbeyde, og tiere, at undvære sine Folk, end den der staaer for stort Hart-Korn, og har meget og tungt Arbeyde hiemme; det høytskyldende Hart-Korn, som trænger meest til Lættelse, vilde blive langt mere bebyrdet, og des vissers ødelagt, skulle Undersøgelsen raade Bod derpaa, da vilde hver angive sine Vilkaar for de tungeste, og hvo vilde fordriste sig til at bestemme Sandheden, som ingen kan vide ret nøye, uden den selv, hvis Fordeel det er at skiule Sandheden, den nøyeste Landmaaling kan ikke heller hielpe, saalænge Engbond ligesaavel settes i Hart-Korn, som Ager-Jord, og saavel Jorden, som Beboernes Beskaffenhed, er desuden bestandige Forandringer underkastede, og retter sig i mange Ting den ene efter den anden, ved denne Maade skulle uden Tvivl bestemmes, at Bonden for hver Tønde HartKorn, som han har i Fæste, skulle legge visse

44

44 Skiepper Korns Sæd, men dette ville igien blive en meget uvis Regning, da der i ringe Jord saaes mindre Korn, og skal pløyes desmere Jord til en Skieppe, ligesom og Kornet kan saaes baade tyk og tyndt, som nødvendig maatte give Anledning til idelig Trætte, da Bonden uden Tvivl vilde saae tyk, og Hosbonden vilde have saaet tyndt, en Trætte, der de fleste gange vilde blive vanskelig at dømmes, og [Om Tærskningen.] hvo skulle være Dommere? Hvad Tærskningen i sær angaaer, da er Bønderne de fleste Steder bedre tient med ved deres Folk at lade tærske Kornet, end at betale derfor, den falder i Tider, hvor de gierne kan undvære deres Karl 1 a 2 Dage om Ugen, og Bonden anlediges derved selv, at bestille noget hiemme, i Steden for at Ledighed ellers ville give ham Anledning til at søge Kroerne. Skulle der bestemmes en vis Tid, til hvilken den skulle ophøre, da vilde dermed uden Tvivl de fleste Steder hele Huusholdningens Indretning for virres; Hollænderierne tage en stor Tab, da Foeringen er ulige bedre, naar der fra Pleilen bæres for Qvæget, end naar den har siddet længe i Loen, Bekostningerne forhøyes, siden

45

45

der atter skulle holdes Folk at bære Foeret fra Gulvene, naar Tærskningen havde Ende, som ellers ved samme Folk, som tærske, og med samme Umage kan daglig bætes fra Loen til KoeLaden, enten vilde og Tærskerne være endnu mindre flittige, end de allerede ere, men søge ikkun at drive deres Tid hen, til de havde opnaaet den Bestemte, i fald Tærskningen skulle ophøre, hvad enten Kornet var udtorsken eller ikke, eller om Bønderne skulle skaffe det udtærsket til fastsatte Tid, eller tærske visse Traver om Dagen, saa vilde det tærskes desmindre reen, og Udraabet over haard Medfart, blive det større, i fald sligt ved Nøye Opsyn og Tilhold skulle forekommes, mig synes baade Eyerne og Bønderne at være langt bedre faren, naar Bønderne vide, at de skal tærske Kornet, og være frie, naar det er udtorsken, saa stræbe de selv desmere, for at faae deres Folk til den Tid de kan behøve og bruge dem i Marken; overalt ere ikke alle Marker ved Hovedgaardene saa Nøye lignede, at der saaes just eens meget hver Aar, langt mindre kan Høsten regnes for eens hver Aar, der falder altsaa nødvendig et Aar mere at tærske end et andet, og tit er Kornet

46

46 værre at tærske, naar der er liden Grøde end i velsignede Aaringer, da der behøves altsaa mindre Tid ved mere Korn- end i andre Aaringer ved meget mindre. Naar da Tærskningen uventelig forhaledes over den bestemte Tid, hvorfra skulle da Leye-Tærskere komme i den travle Foraars Tid; jeg kan altsaa ikke troe andet, end [Fordele af den nærværende Indretning.] at den Indretning og Stats-Forfatning, som er, og som enhver har søgt til sin Nytte at bruge og forbedre det beste han kunde, hvorved Landvæsenet er fra de bedrøveligste Omstændigheder, kommen i en herlig Flor, alle Forbedringer, som i Sandhed befindes at være nyttige, og Umagen lønnende Forbedringer, paa beqvemmest og mindst bekostelig Maade, hastig foretages! Eyendommens Sikkerhed betrygges for enhver, Hosbonden bliver Hosbond, og Tieneren Tiener; Proprietairen kan være forvisset paa, at han faaer i alle paakommende Tilfælde det ham tilkommer, enten i Afgift eller i Arbeyde, Bonden kan betale med Arbeyde, hvad han savner i Penge, og være forsikret om hans Hosbonds Hielp og Understøttelse, naar han trænger for dens egen Fordeels Skyld, om ikke for andet, Staten være forsikret om sin

47

47

Paabuds visse Betaling paa mindste bekostelig Maade, og at faae Almuen overalt holdt i Orden og til Flittighed, uden nogens Fornærmelse, bør foredrages en Forandring, hvorved der skulle vendes op og need paa Stats-Forfatningens visseste Grundvolde; Hosbonden miste det, han i Medhold af Lov og Forordningers og for en stor Deel af Kongerne selv dyre kiøbt;

Tieneren faae det, som han ikke har mindste Rettighed eller Adgang til, saa mange deels bekostelige Indretninger, som enhver efter beste Indsigt har giort, giøres unyttige, de fleste Forbedringer i Fremtiden, blive næsten umuelige; alle lide for nærværende Tid et vist og betydelig Tab, uden mindste Vished om Erstatning i Fremtiden. De fleste og betydeligste [Grunde som anføres for en Forandrings Nødvendighed.] Indvendninger, grunde sig enten paa en gandske falsk Slutning, ligesom Jorden Bonden driver og lever: af, var hans, og det Arbeyde han giør til Hove, et Slaverie, som han træl- lede i, for slet intet, da dog Jorden er Pro- prietairens, og hvad Bonden deraf nyder Løn og betydelig Len, som Proprietairen giver hannem for hans Arbeyde, eller paa et ubestemt og ubevist Oprør og Forvirrings virkende Raab,

48

48 over Proprietairernes onde Medfart, fordi de kræve af deres Tienere det, hvor til Lov og Forordninger, Kongl. Skiøder og billige Contracter berettiger dem, hvorved intet mere var at ønske, end at Regieringen vilde tilholde hver slig Raabere og Skribent at navngive de Proprietairer, som han sigter til, og at bevise, hvad han beskylder dem for, paa det de, som virkelig fornærme deres Tienere, kunde efter Loven alvorlig straffes, og derimod redelige, flittige Mænd, som med største Omhue stræbe at fordre Statens, deres egen og deres Tieneres Beste, ikke betages Lyst og Kraft dertil ved slige ærerørige og skammelige Beskyldninger, som den ublueste, forhen uhørte Maade offentlig ubestemt, udøses imod en heel Stand, iblant hvilken de fornemste og ærværdigste i Landet henhøre, og den Landets Velfærd har sin Opkomst og Vedligeholdelse at takke. Jeg er forsikret, at ved en nøye og upartiisk Undersøgning Antallet af dem, som ikke fornærme, men med største Ømhed søge at beholde flittige, men velhavende Tienere, vil befindes langt at overgaae dem, hvis Underhavende kan have Føye til at klage, og at Hosbonderne have i vore

49

Tider langt mere Regieringens Haandhævelse Behov imod deres Tienere, end Tienerne imod Hosbonden. Enhver Bonde veed fuldkorn- [Bønderne kan læt og uden Føye blive misfornøyede.] men, at Lov og Ret er ligesaavel for hannem, som for hans Hosbonde, derimod ere faa Mennesker fornøyede med deres nærværende Til- stand, og der behøves ringe Umage til, at giøre en Tiener misfornøyet med hans Hosbonde, i hvor liden Føye han har dertil.

Forfarenhed har lært mig i Militair-Etaten, at Folkene den Tid vare meget mere misfornøyede der, hvor de rigtig fik, hvad dem tilkom, og mere til, naar de derimod skulle være ordentlige, ædruelige og retfærdige i alle Ting, end der, hvor det maaskee ikke gik saa retfærdig til, og der blev derimod seet igiennem fingre med Drik, Spil, Bedragene, Slagsmaal, og andre Liderligheder; Iblant Bønder- De behøve opsyn. ne gager det ikke bedre, men det varer begge Steder ikkun en kort Tid, og Disciplin efterlades aldrig længe, uden ødeleggende Følger; det er ikke Tienerens Klagemaal, men Undersøgelsen om Ret og Aarsag dertil, som skal af ' giøre Sagen, og jeg behøver ikke at forestille et saa oplyst Collegie de høystfarlige, men nød-

50

50 vendige Følger, om nogen, end sige Almuen, kommer til at troe, at den ustraffet tør nægte Kongens Lov og Forordninger den skyldige Lydighed, og om Landets Lov og Ret ikke skulle beholde sin Gang for og imod enhver. [Hvorpaa en Bondes Velstand beroer.] Endnu tages nogle Indvendninger af me- get uvis og lidet rimelig Haab og Forestilling, at med Hovnings-Friehed i al Velstand skulle ud- øses over Bønderne, de Lade blive flittige, de Liderlige skikkelige, de Forarmede rige, og jeg veed ikke hvad mere. Jeg har endnu aldrig seet et liderligt Menneske, som er bleven bedre ved at slippe fra nøye Opsyn, og faae mere Raade-Rum til at udføre sine Lyster, men vel ved at blive holdt fra Ørkesløshed, og til at bestille noget ordentlig under nøyere Opsyn, hvortil skulle hellers Love og Øvrighed, og hvorhen, vilde ikke de imodfatte Slutninger føre.

[Derpaa.] En Bondes Velfærd kommer an paa hans Jords, Flittigheds, Huusholdnings og Afgifternes Beskaffenhed, men ingenlunde paa Hoverie, Skyldighed og Friehed. Her ere mange Bønder i Fyhn, som ere frie for Hoverie, fordi de ligger for langt fra Sædegaarden, som

51

51 de høre til; Øyesynet kan vise enhver, som vil see, at der iblant dem og iblant Selveyerne findes ligesaavel fattige og velhavende, som iblant Hovnings-Bønderne, og at der ere mange Hovnings-Bønder der ere langt bedre i Stand, [At der findes mange fattige Selveyere og Hovfrie-Bønder.] i Henseende til Bygning, Besætning, Jor-

dens Drift, Arbeyde, Formue, og alle Po- ster, end mange Hovnings frie; er nogle af de sidste i bedre Stand, saa kommer det deraf, at deres Gaarde ere bedre, og det , som de betale for Hovningen, langt mindre end Hovningens Værdie; Forfarenhed lærer, at en Bonde, som giør samme Arbeyde, som hans Naboe, er velhavende, og hans Naboe, som ikke giør det mindste mere, er fattig, ja paa samme Gaard, er en Beboer yderlig fattig, og hans Eftermand, endskiønt han bær samme Byrde, bliver velhavende, ligesom een kan faae en Gaard, paa hvilken hans Formand har staaet sig vel, og han bliver fattig til et uimodsigeligt Beviis, at det ikke er Hovnings-Arbeyde eller Friehed, men Gaardenes eller Beboernes ulige Beskaffenhed, eller Vanheld og Afgifts-Kræfterne overgaaende Tynge; men for alting Guds Velsignelse og Bestyrelse der giør Bøn-

52

52

derne, ligesom alle andre velhavende eller fattige.

Men det forstaaer sig, at jeg taler om en fornuftig, billig, og til baade Hosbondens og Tienernes fælleds Velstand indrettet Hovning, faasom Omstændighederne best lærer enhver, der har sin egen Velfærd kier. [At de Lande, hvor Hoverie giøres, kan udføre det meste Korn.]

Overalt viser Forfarenheden, at just i alle de Lande, hvor Hoveriet giøres, Dannemark,

Holsteen, Meklenborg, Liefland, Polen & c. der er Kom til overs til Udførsel, derimod, at jeg ikke skal tale om Sveik, hvor Korn-Prisen er Høyere end nogen anden Sted, saa viser Engelands nærværende Korn-Mangel os vores tilkommende Skiebne, i fald Hoveriet og Sædegaardenes nu værende Indretning blev forandret, uden at vi have Engelands Kræfter at bære, eller dets Hielpe-Midler at erstatte den med, hvad der avles paa Bøndergaarde, fortæres der igien, og den ringe Overskud kan langt fra ikke tilstrække til vore Kiøbstæders eget Brug; ved Sædegaardene, om de dreves ved [Korn-Prisen ville forhøyes ved Hoveriets Afskaffelse.] egne Folk, ville Omkostningerne mærkelig forhøye Producternes værd, ja endog overgaae den, og det var næsten umueligt, i det mindste

53

53

for de fleste at faae og holde saa mange Folk, saa maatte deres Eyere nødes til at lade meget af deres Jord ligge udyrket, og Forbedringer at giøre, blev reent umueligt, dem selv og Staten til et ubodeligt Tab, hos de meest Formuende blev der vel Lyst-Gaarde og store Parker, som i Engeland, og ligesaa vanskeligt eller uden Tvivl umueligt, som det vilde blive, at indføre Hovning igien, naar den eengang var afskaffet, ligesaa vanskeligt vilde det være at faae vore Folk vant til denne Utrættelige Fliid, med hvilken et meget mindre Antal Folk skulle forrette det Arbeyde, hvortil nu langt flere Hænder bliver brugt, for at fuldføre det i meget kortere Tid, hvor flere Folk der maatte holdes, desmindre og des kostbarere blev Avlingens Overskud til at sælges, hvor mindre Folk een vilde holde, og hvor mere han ville anstrenge dem til Flittighed, desmindre Folk kunde han faae i en Tid, hvor alle trængte til Folk. Den store Fordeel vi have havt hidtil [Slutning.] med mindste Bekostning (naar det ikke regnes, hvad Bonde-Jorden kunde indbringe dens Eyere, om han selv drev den, mere end han faaer af Bonden) at faae i beleyligst Tid i faa

54

54

Dage pløyet, hvortil ellers maae anvendes hele Aaret igiennem mange Uger, og derved at Nytte Jorden des længere til Græsning, at faae saaet Korn, og høste det igien til en Tid, at have Hænder nok til at faae Høe og Korn bierget i en Hast, naar det er beqvem dertil, ved mindste umuelig Fare, ved vanskelig Veyrlig, alt dette tabte Eyeren, og desuden baade Nytte af Bøndernes Jord, om han selv drev den og tillige deres Arbeyde, som skulle gotgiøre ham dette Tab han tabte, og i Hollænderiet, dobbelt saa mange Kiør, som han skulde holde Heste til Avlingens Drift og uden nogen Erstatning, hvor flere Eyere der tabte, hvor mindre Levnets-Midler der blev frembragt, hvor mere de kostede at frembringe, og hvor mindre Overskud der blev at sælges, baade af Korn og fede Vahre, des større blev Statens Tab, uden at vinde igien, og jeg veed ikke, om vore Lande i nærværende Omstændigheder kan taale og erstatte et vist og øyensynligt almindeligt Tab, med et uvist Haab om en høymislig Vindning i tilkommende Tider.

55

55 II. Om Tienden.

Her kan atter ikke være Spørsmaal, om en Bonde, eller hvo, som driver Avling, ikke var bedre faren, i fald han kunde selv beholde, hvad han skal yde til Tiende, og være frie for denne, saavelsom al anden Afgift; men om denne Afgift kan efter nærværende Omstændigheder forandres til en anden, ligesaa beqvem, uden at enten den, som skal nyde, eller den, som skal yde Afgiften, eller dem Begge, derved skal lide Skade, og altsaa tillige Staten taber derved, dette er Spørsmaalet.

At Tienderne fra de allerældste Tider af, og [At Tienden er en beqvem slags Afgift.] næsten almindelig over den hele Verden har væ- ret brugelig, maae nødvendig opvække denne Tanke, at denne Afgift maae være mere be qvem end nogen anden, paa nogle Steder er den given Kongen og Regieringen, i Steden for andre Skatter, i Almindelighed er den ydet til Geistligheden; i vore Lande, er den ved mange Love og Forordninger stadfæstet at deles i 3 Dele, hvoraf i fordum Tid Biskopperne fik een, Kirkerne den anden og Præsterne den 3die Deel, efter Reformationen, blev Bispernes

56

56

Andeel lagt til Kongen og Kronen, og Kongerne have igien til deels henlagt deres Part til Skoeler, Hospitaler, og hvad ellers trængte til at underholdes af Staten, eller og solgt den, som endnu i vore Dage er skeet ved en Deel, og dyre betalt. Ingen af dem der nu nyde dem, kan tabe dem uden Nøye Vederlag, de, som have kiøbt den, have kiøbt Nydelsen og Brugen, ligesom hans Kongl. Majest. selv har havt Rettighed, nemlig i Kierven, og derpaa have de Kongl. Skiøder, det uryggeligste, som kan tænkes, Skoler og Hospitaler have fæst dem bort paa samme Maade, deels paa [Deres umistelige Nytte for verdslige Eyere, Kirker og Præster.] Livs-Tid, og skal hiemle, hvad de have bort: fæstet eller selv erstatte Tabet, da de fleste Fæstere have givet anseelige Fæste-Penge, og mange af Foer-Trang forbunden sig til en større Af- gift af Tienden er værd; Kirkerne, som intet

andet havde at vedligeholdes af, end Sognets Tiende, kunde ey heller miste den, og de fleste Kirke-Eyere have kiøbt dem, endog af Kongen selv, meget dyre for Tiendens Skyld, at nyde den til Foering. For Præsterne, er Tienden nu det meeste og visseste af deres Leve-Brød, og da de Tider ere forbie, hvor Folk af Overtroe

57

57

eller Kierlighed kappedes om at give Præsterne, saa trænge de vel mere til Beskiermelse i det visse af deres Indkomster, hvorved de mindst staaer Fare at fornærmes eller komme i Trætte om, end at Tiendens Ydelse skulle blive usikker for dem; overalt have nu alle, som enten ved Kiøb eller Fæste, eller paa anden Maade have Rettighed til Tienden i Kierven at oppebære, og som efter Loven, Forordninger, Skiøder og Fæster have med Rette anseet dem, som deres rette og uryggelige Eyendom, indrettet deres Huusholdning derefter, saa at den nu paa de steeste Steder er dem umistelig, uden deres og tillige Statens ubodelige Tab.

I Henseende til dem, som skal yde Tien- [Beqvem for Tiendeydere.] derne, synes denne Afgifts-Maade frem for alle andre, som settes i dens Sted, best afpasset efter enhvers Formue. Jordens Grøde er aldrig et Aar, som et andet, ikke allene i Almindelighed, men og for hver Jordebruger i sær, som nogle paa hinanden følgende frugtbare Aar formindsker Korn-Prisen anseelig, saa forhøye og nogle ufrugtbare Aar den tilsidst endnu i Høyere Grad. Nu giver enhver, som han avler til, da ved alle andre i den Sted

58

58

eengang for alle fastsatte Afgifter, de maae alletider give meest, som avle mindst, Kornet er dyrest, og de mindst have deraf. Den liden Foering, som hver Bonde mister, savner han ikke meget, da de fleeste kan foere flere Creature end de kunde græsse; saa længe Bønderne have deres Marker i Samling, som nok de fleeste Steder bliver umueligt heelt at forandre, kan det dog ikke tilstædes een at age Korn af Marken, førend alle kan indage for den Usikkerheds Skyld, som der ellers ville flyde af for enhver, at ikke hans Naboe tog af hans Korn, naar han havde Lov at age af Marken, hvad Tid han lystede. Der vilde og vist føres meget Korn vaadt og grønt ind, og raadne Bøndernes Huse, om ikke den liden Opsyn Tiende-Tagerne have dermed, at Kornet mage nogenledes være veyret forud, giorde Forhindring, og dette er dog den eneste betydelige Fordeel, som Bønderne kunde synes at have ved TiendeMaadens Forandring, at hver kunde indtage sit Korn naar han vilde. [Derpaa beroer en stor Deel af Handelen med fede Vahre.] Staten, for hvilken det ligger meest Magt paa, at hver Ting, som Landet frembringer, bliver brugt til den høyeste Nytte med mindste

59

59

Bekostning, vilde miste en anseelig Deel Penge, som nu for Smør, Huder, Flesk og Stude, indkommer eller beholdes i Landet, saavidt de derved faldende Afgifter, de faa Kierve Foer, som hver Bonde leverer og neppe savner, ere af ingen Betydenhed for hver i sær; men der, hvor de samles, anvendes de til at foere og stalde mange Kiør og Oxer med; som ellers blev umueligt, og mange, som enten feyle Rum eller Villie til at spare paa Foeret i rette Tider, eller virkelig ikke have Foering, kan igien derfra blive hjulpen i deres Trang, det feyler ikke paa Exempler, at Herregaarde derfore allene have søgt paa det dyreste at forhverve sig Rettighed til Tienderne, forat kunde i Nødsfald hielpe de Trængende, og jeg haver i den korte Tid jeg haver boet paa Landet, allerede oplevet 3 Aar, i hvilke mange Heste og Kiør havde maattet sultet ihjel, dersom deres Eyere ikke vare blevne hiulpne af Herregaardene med ulige mere Foering, end de nogensinde have ydt til Tiende.

Af alle Ting, kan Bøndernes Hollænderier eller Stutterier, allermindst erstatte Staten den Tab, som den nødvendig maatte lide, om

60

66

begge Dele bleve aflagde eller svækkede paa Herregaardene, det er og allene deraf aabenbart, at Tienden maae bruges til meget større Nytte, der hvor den samles, end naar hver beholde sit, da Bønderne have det Privilegium efter Loven, at de frem for andre ere berettigede til Tienden, naar de vil give det samme, som en anden byder, og de alligevel meget sielden kunde eller ville det, ligesom og de fleste Tiende-Tagere hellere bære den store Uleylighed, der er forbunden med Tiendens Tagelse, end at accordere derom med Bønderne; og saavidt min Forfarenhed strækker sig, trænge Tiende-Tagerne meget mere i vore Dage til Beskiermelse mod Tiende-Yderes Uvillighed og Sviig, end disse for hines Overlast, da Bønderne have Forsvar i deres Herskab, og finde alletider mere Medhold end hine; og hvor deres Hosbonder selv oppebærer Tienden, da ere de, saa mange som jeg kiender, vist bedre faren med at yde den in Natura, end ved den måleligste Afgift, da altsaa Tiende-Tagerne ikke allene har kiøbt Rettighed til Kornet, men og til Foeringen, og skulle have Erstatning, ligesaavel for det ene, som for det andet, som de dog kan føre sig fil

61

61 megen større Nytte end Bonden, om han beholdt det, saa kan jeg efter de anførte Omstændigheder og min Indsigt ikke andet, end holde det for umueligt, uden nogens Tab og Fornærmelse at udfinde en anden bequem Afgifts-Maade, i Steden for denne, fordi den Afgifter i [Afgifter i deres Sted, vanskelig at fastsette.] ene Part taber nødvendig ulige mere, end den anden kan vinde. Desuden er Bønderne i

Sognene, og Gaardene i Byerne, ja ved Gaarde af lige Hart-Korn, Avlingen saa ulige, at ingen Afgift kan fastsettes, i Almindelighed efter Hart-Korn, men skal fastfettes for hver Gaard i sær, siden Engbond er ligesaavel anslagen til Hart-Korn, som Agerbond eller Jord, og hvad Regel kan dertil udfindes; saa tit der enten ved Fælledsskabs Ophævelse, eller paa andre Maader skeer Forandring med Byer eller Gaarde, maae Afgiften bestemmes paa nye; naar i Krigs eller andre vanskelige Tider eller ved Vanheld, ja ved slet Huusholdning,

Beboerne af Bønder-Gaardene bleve Uformuende at betale de Kongl. Skatter eller deres Landgilde, hvorfra skulle Tiende-Tagerne da faae deres Afgift, og ved hver seen eller ond Betalere, skulle de søge deres Rettighed med

62

62 Proces, som de fleste Tider maatte koste mere,

end Tiende Afgiften i mange Aar kunde erstatte; [Om der skulle settes Korn paa udi Skieppen.]

skulde der gives Korn i Skieppen, da foruden,

at de fleste Steder ikke Kornet, men Foeringen

attraaes af Tiende-Tageren, blev Døren aabnet

for uendelige aarlige Trætter, at ikke Avner ydes i Steden for Korn, og uden stor Vidtløstighed og Værdien overgaaende Bekostning, seer jeg ingen Maade at betage begge Parter Leylighed til aarligen at fornærme eller at chicanere hinanden, som er en des betydeligere Sag, hvor mere Statens Velfærd beroer derpaa, at al Trætte iblant dens Indbyggere, men i fær Almuen forhindres og forkortes, og hvad Vederlag knnde Eyerne af Tiender faae for den Usikkerhed, som er ved al anden Afgifts-Maade, frem for at faae den i Kierven; en stor Forskiel er der imellem, naar Tiende-Tagere og Ydere giør indbyrdes en Foreening, hvorved begge Parter finde deres Regning, og som strax ophæver sig selv, naar een af dem overtræder den, og hvorved gemeenlig Bønderne i Sognet eller Byen staaer den ene for den anden, og have Opsyn den ene med den anden, eller naar Afgiften, i Steden for Tiende, skulle

63

63

fastsettes engang for alle, og for hver i sær; jeg er forsikret, at alle Tiende-Tagere, som nogenlunde kan undvære den, gierne findes villige til en billig Accord med Bønderne, fom igien kan [Om den skulle settes paa Penge.] forandres efter Tidernes forandrede Omstændig- heder, da Tiendernes Priser for nærværende Tid er sat høy, at den liden Fordeel ikke kan veye op imod den Vidtløftighed, Bekostning og Fortræd ved mere og mere tiltagne TiendeSviig, i sær ved store Byer, som falder ved at tage dem i Kierven, derimod bliver det langt vanskeligere at komme til nogen billig Foreening med Bønderne, saasnart de mene, at det var en flags Skyldighed for Tiende-Tagerne, at tage Penge i Steden for Kierven, hvorpaa vi have havt Exempler nok i disse Dage, da Bønderne i Steden for 4, 5, 6 og 7 Mark af 1 Tønde Hart-Korn, som de pleye at give paa de Steder, hvor Accord er giort, ikke have tilbuden mere end 24 Skilling, og jeg er forsikret, at naar ved en Commission nok saa upartiisk blev fastsat en billig Afgift, Bønderne vilde da langt mere klage, og være vrangvillige til at betale den, end de nu ere, eller bliver til at yde Kierven, ligesom den og efter foranførte Om-

64

[At de offentlige Stiftelser, Kirker, Skoeler, Hospitaler, Academier derved vilde tabe og trænge til nye Hielp af Staten.]

stændigheder, maae i Tidens Længde blive de fieeste til langt større Byrde end nu, eller og Tiende-Tageren fornærmes alt for meget tvert imod al Ret og Billighed, og deres Kongl. Majest. allernaadigste Hensigt. Jeg kan altsaa ikke andet end slutte, at Tiendens nu i saa mange Aar hundrede sædvanlige Maade, hvorved Tiende-Tagerne beholde deres lovlige Rettighed, og deres giorte bekostelige Indretninger til at føre sig den uden nogens Fornærmelse paa beste Maader til Nytte, uforkrænket og Sikkerhed at nyde det dem tilkommer; Tiende-Ydere yde, eftersom de have, uden mindste Fare for Fornærmelse og Overlast, Staten seer Landets Producter forøget og fores til høyeste Nytte, underholde Academier, Skoeler, Hospitaler og andre Stiftelser, Bisper, Præster og andre nødvendige Betiente, uden Regieringens Bekostning og med mindste Byrde for Undersaatterne, bør billig foredrages en Forandring, hvorved Eyerne enten miste det, de enten dyre have kiøbt og nyelig kiøbt, eller, som dem ved deres Embedes Tiltrædelse er tillagt til Leve-Brød, og al Sikkerhed om Vederlag, de Givende betynget med langt større Byrde i de Tider, hvor de ere

65

65

mindst formuende til at bære den, uden Haab om tilstrækkelig Vederlag i bedre Tider, Staten vilde tabe anseelig, saavel ved mange Godsers Ruin og Producternes Formindskelse, som og ved nye Skatter og Paalæg, som uomgiengelig inden kort Tid vilde udkræves til Kirker,

Skoeler og Hospitaler, og til Præsters, Skoele-Læreres og til andre Betiemeres Løn; allerhelst, da nu under Lovens og Forordningernes viise Indretning og Beskiermelse enhver et noksom og langt mere betrygget for Fornærmelse, end den kunde blive ved al anden AfgiftsMaade.

III. Om Fælledskab.

Vel er der ingen, som har mindste Indsigt i [At Fælledskabets Afskaffelse var at ønske.]

Landvæsenet, der maae ønske og med al

Flid giøre sit dertil, at Fælledskabet overalt at maatte kunde ophæves; men det er og umueligt, at det kan skee, uden ved alle Vedkommendes egen gode Villie, og at enhver tager alle beqvemme Leyligheder dertil i agt, den skal op-

66

66 pebies, og nødvendig maae der altsaa gaae mange Aar hen, førend en almindelig Indretning, hvis Ophævelse allevegne er forbunden med mange, paa mange Steder, næsten aldeles uovervindelige Vanskeligheder, kan almindelig forandres; skulle der bruges ringeste Tvang, blev Sagen ikke allene meget vanskeligere, men og Lægedommen uden Tvivl farligere og forderveligere for Lande og Riger, end Sygdommen, den almindelige og uryggelige Grund-Regel til alle Staters Grundvold er, at enhver kan være tryggekig forsikret, ingen kan tage hans lovlige Eyendom fra ham, imod hans Villie, blev den nu eengang tilsidesat, ophørte strax al Lov og Ret, i det al Tillid til Lov og Ret ophører, enhver tabte al Lyst til at have Eyendom, eller anvende Bekostning paa dens Forbedring, og Døren aabnedes til de allerforderveligste Følger, som uden Tvivl falde enhver, som eftertænker, strax i Øynene; Forhin- mange Godser kan ikke undvære det, som de [Forhindring ved Mage-Skifter.] ellers nok kunde og vilde magelegge, uden at blive incomplet; paa andre Steder, kan en-

67

67

ten den ene eller den anden, eller alle Lods-Ey- [som kunde foretages til Fælledskabs Ophævelse.]

erne, ikke undvære Godset fra Hovning, i sær

her i Fyhn, hvor Godserne ligger saa nær ved

hinanden, med andre feyler det paa Gods, hævelse.eller dog paa beleyligt Gods, som den ene kunde give den anden igien til Magelæg, ved noget er Skov eller anden Herlighed, hvorfor Eyerne ikke kan eller vil undvære det, andre have Gods og holde derpaa, endskiønt det ligger saa langt fra dem, at de ikke kan benytte sig saavel deraf, som en anden kunde, for ved forekommende beqvem Leylighed at kunde bytte med andet dem nærmere Gods. Nogle Eyere af Sædegaarde kan eller vil enten af Alder eller Lyst til Roelighed, eller Uformuenhed, eller Mangel af Indsigt og Forfarenhed, ikke indlade sig i alle de Uroeligheder, Besværligheder og Bekostninger, som nødvendig falder ved noget betydeligt Magelæg; andre Gaarde beboes deels af bedagede Enker, deels ere Stamhuse, som ved Gield og andre Omstændigheder ere saaledes bundne, at de ikke kan, i nogle elske de Bønder, som høre dem til, eller

68

68

kan ikke imodstaae Bøndernes Bønner, som ikke gierne vil skifte Herskab, andre frygte for, at tage fattige eller ildesindede Beboere, i Steden for dem de kiende at være velhavende og vel- , sindede, en Omstændighed, som er høyst bety- delig, og hvor sielden kan noget Magelæg skee, uden at jo een af Parterne maae tabe derved; alt dette, hvorom dog meget mere kunde anføres, viser noksom, ar saa vanskelig en Ting, som Fælledskabets Ophævelse er, ingenlunde kan skee i en Hast, men udfordres mange Aar, in- den ved Eyernes og andre Omstændigheders Forandringer hæve, kan skee, i hvor vel det dog neppe allevegne bliver giørligt, i sær da Fælledskabet endog siden de derom udkomne Kongl. Forordninger ved Rytter-Godsets og andre Godsers Adspredelse, er meget forøget, og mange Steder indført, hvor det tilforn ikke var.

At nogen skulle nødes til at overlade Gods for Penge til andre, som det ligger beleyligere, derved ville Eyendoms Rettighed alt for meget

69

69

forkrænkes, og dets Eyere betages Mueligheden ved forventende Leylighed, som ikke alletider kan forud sees, med Fordeel at kunde magelegge det, og hvo kunde underkaste sig andres Taxt, uden vel grundet Frygt for Fornærmelse, da mange have kiøbt Gods meget dyrt, enten af Hensigt til Magelæg, eller for Skov eller anden Herlighed, som de ansee betydelig for sig, men kan ikke være det for dem, som vil have det, eller i deres Øyne, som skulle taxere det; skulle det derimod settes til offentlig Auction, saa blev det ligesaa uvist om Øyemærket, neml. om Fælledskabs Ophævelse blev naaet derved, overalt maae det billig troes, at en Eyere maae have vigtige Aarsager, naar han heller vil nøyes med de ringe Indkomster, som langt fraliggende Gods kan give ham, end lade sig det betale efter dets Værdie, og under det Skin, som største Lods-Eyere at fordre en andens Gods efter Taxt, kunde Egennytte finde al for megen Leylighed til at fornærme andre, og de Ringere undertrykkes af de Mægtigere. Det maae og betænkes, at Fælledska-

70

70 bets Ophævelse hører ikkun til Landets Velstand, endskiønt vigtige Forbedring, men at Landet dog kan bestaae og anseelig forbedres, endog der, hvor Fælledskab er, Forfarenhed og vore Lande, og de fleeste Godsers nærværende Tilstand, viser det uimodsigelig, naar vi ligne det med Beskaffenheden for 30 Aar, og længere tilbage. Maaskee mange, mange større forventede Fordele, vil ogsaa blive meget mindre i Gierningen, end de nu er i Forestillingen, og andre Vanskeligheder igien møde, som nu ikke indsees forud, uden grundig Kundskab og Forfarenhed om hver Stats Beskaffenhed, skrives mange Ufuldkommenheder paa Fælledskabets Regning, som komme af langt andre Ting, og ventes Fordele af dens Ophævelse, som den aldrig kan føre med sig, i det mindste troer jeg, at Byernes Adspredelse, og at hver Bonde skulle boe for sig, og faae alt til hans Gaard hørende Jord indhegnet for sig selv, om det og var mueligt, vilde føre langt større og farligere Besværligheder med sig, end nærværende Indretning, hvorfra skulle Gierdsel-Sko-

71

71

ven komme, hvor meget Jord bliver spildt ved Grøfterne? Ville da ikke mange eenlige Huse og Gierder blive til Skiul for Tyve, Røvere og Mordere, eller Faren for dem blive større, da der ikke letteligen kunde ventes Hielp, vilde ikke i alle paakommende Tilfælde og Sygdomme Naboens Hielp savnes; monne ikke Menneske-Kierlighed, der allerede er fremmet for mange Hierter, endnu mere udryddes, ja ville ikke i Krigs-Tider og fiendtlig Landgang, som Gud forbyde, men dog ingen kan holde for umuelig, Fienden meget mindre kunde hindres. [Hvorved de kunde befordres.]

Jeg mener derfor, at de udgangne Kongl. Forordninger ere tilstrækkelige til at bevirke Fælledskabets Ophævelse allevegne, hvor det kan skee, uden farligere og skadeligere Følger end Fælledsskabet selv er, naar derover holdes.

Godsernes Adspredelse forhindres, Præmier udfettes, og aarlig uddeles til dem, som have magelagt noget, hvorved Fælledsskab er ophævet, eller formindsket, i Proportion af Mage leggets Betydelighed, og det magelagde Gods

72

72

benaades i et eller to Aar med Skatte-Friehed; for alle Ting, maatte en Commission af reedelige og kyndige Landmænd i hver Amt vedligeholdes, som, naar alle Vedkommende først vare selv enige om at ville magelegge, kunde jevne alle forekommende Vanskeligheder, og have Indseende, at ingen af Parterne, enten med eller uden andres Villie blev fornærmet, hvilke Comissarii maatte aflegge Eed for ved hver Forretnings Begyndelse, ikke lønnes af Parterne, men af Landets offentlige Indkom- ster, ey heller under deres Eed og Æres For- tabelse, tage imod mindste Foræring eller Belønning af nogen Part, enten for eller efter Forretningens Fuldbyrdelse, hvilket og burde være det eneste, som i deres Forretning maatte ved Lands-Lov og Ret paaankes, dog burde de ikke slutte deres Forretning, førend alle Vedkommende havde erklæret intet mere, at have at fremføre, hvortil og nødvendig i hver Amt maatte holdes et par duelige og i Landvæsenet kyndige Landmaalere, lønnet iligemaade af det almindelige, og opmaale paa hvert Sted, hvor

73

73

de forlangtes for en ringe fastsat Betalning, hvor mere al Skin af Tvang og af al Frygt derfor undgaaes, des vissere vil med Tiden Fælledskabets Ophævelse erholdes, hvor det kan skee, og Sagens Natur medfører, at der maae gaae lang Tid hen med. [Hvorvidt Jagtens Indskrænkelse befindes nyttig.]

Forfarenhed har lært, at Jagtens Ind-

skrænkelse ikke har tient til andet, end at nogle

store Godser have vundet, og nogle smaae Godser tabt en Herlighed, som de paa Grund af Lov og Forordninger have dyre kiøbt, uden nogen Vederlag, men mig er ingen Exempel bekiendt, at noget betydelig Fælledskab derved er ophævet, det ville endnu mindre skee, om Fælleds-Jagt og reent ophævedes, der, hvor Fælledskab er.

Ikkun faa Jordegods-Eyere, kan ved nærværende Omstændigheder taale, at holde Gods for Jagtens Skyld, og hvor andre vigtige Aarsager bevæger dertil, der bør og den beholde Nytten af sit Eyendom, som er nødt

74

74

til at bære dets Byrde; hvor mindre Indsigt, i sær Forfarenhed i Landvæsenet, de hertil og til andre herhid hørende Omstændigheder beskikkede Comissairer have, des lettere og hastigere vil de formodentlig fuldføre deres Forretning, men det vil og blive derefter. Og hvo tør tvivle, at det i saa vigtige Ting ikke kan komme an derpaa, hvor hastig, men hvor vel den afgiøres, og hvad Bestandighed det kan have dermed, Følgerne ere alt for betydelige og uforanderlige, end at de kunde tilstæde mange mindre almindelige, og allermindst tvungne Forsøg. [At fattige Huusmænd og Inderster læt kunde lide ved Fælledskabs Ophævelse.]

Hvor Fælledsskab ophæves, der ville det

være høyst fornøden, at sørge for Huusmænd

og Inderster, at de faae Græsning til nogle Creature, enten saa, at en Krog af Marken indhegnes til dem, den de igien kan dele indbyrdes, eller og, at Bønderne blive forbunden græsse et vist Antal deraf, efter Byens Beskaffenhed, enten for vis taalelig Betaling eller for intet; uden Græsning til Creature,

75

75

kunde Huusmænd ikke leve, og dog er det Huusmænd der i sær hielper til Folkemængdens Forøgelse, og forsyne Sædegaardene og Bønderne med Tieneste-Folk, og Land-Militien med Soldater, ligesom Menneske-Kierlighed udfordrer Omsorg for Inderster, men uden Tvang er der allerede nu mange Steder ingen Græsning for Penge at bekomme, og vil blive langt mindre at faae, hvor Fælledskab mere Indskrænkes.

IV. Om Aaer, Moser og Lande-Veye.

Og herudi, synes de Kongl. Forordninger tilstrækkelige, naar de efterleves, og det i sær paalegges Amtets og Herreders Betientere, hver Aar efter vedkommende Eyeres indhentede Erklæring om den beleyligste Tid at fastsette en vis Dag, paa hvilken alle Byernes Indbyggere, igiennem hvis Marker Aaen løber, eller hvor Mose findes, hvad enten deres Jord støder lige til Aaen eller Mosen, eller

76

76 ikke, tillige skal begynde med Oprensning og Udgravning, da hver tildeles sit Stykke, som de til een efter Arbeydets Beskaffenhed fastsat Dag, under visse dertil udnævnede eller antagne Folkes bestandige Nærværelse og Opsyn, og Herreds-Betienternes daglige Eftersyn maae skaffe færdig under bestemt Straf, og dog at fuldføre deres foresatte Arbeyde, paa hvilken Dag det vel vilde være fornødent, at Amtmanden selv mødte til at eftersee det giorte Arbeyde, fom Aar efter Aar saaledes burde vedligeholdes og fortsettes, det vilde og være fornødent, at den mindste Lods-Eyere, saavelsom den største, kunde have Rettighed at forbinde alle øvrige dertil, og forvisses om Amtmandens, saavelsom i fornødne Tilfælde, den høye Land-Commissions Hielp, da denne Post er een af de betydeligste, og i vore Lande til meest alvorlig Forbedring trængende Poster, som neppe uden øvrighedens idelige igientagne Tilhold, vil komme til nogen Fuldkommenhed, og halv Arbeyde er derved heel spildt.

77

77 [Om Lande-Veye.]

Med Lande-Veyene, saavelsom ved andre nødvendige Veye fra Bye til Bye, der ligesaa høyt trænge til Forbedring og Vedligeholdelse, kunde vel best forholdes paa samme Maade, men derved vil møde to iblant flere betydelige Vanskeligheder; Agerne i Marken, igiennem [I Henseende til Pløyning.] hvilke og mange Steder her i Fyhn tvers over dem Veyen løbe, ere ikke een Mands, hver gang Marken dyrkes, skal Ploven og Harven gaae tvers over Veyen, hvorved den igien ilde forderves, at giøre Forpløyning paa hver Mands Ager, langs ved begge Sider af Veyen, kan ikke skee, en saaer Vinter-, en anden VaarKorn, den tredie har udlagt sit til Høeslet eller Tyring; overalt pløyer og faaer ikke hver sit der beliggende Stykke paa een Dag, ved hver Forpløyning maatte vendes paa Naboens Sæd eller Græs, ham til utaalelig Skade, om det end var giørligt i vidtløftige Marker, at tildele al Jorden, langs ved Veyene een Mand, som det ikke er, vilde den tabe for meget ved den Skade, som han idelig stod i Fare for at lide ved Reysendes Opkiørsel paa hans Ager uden for Veyen, der ikke vel kan hemmes.

78

78

At Broelegge Benene, vil neppe være mådeligt, Broelagte Veye, foruden at de ere for bekostelige for Almuen, naar de ere best i Stand, slide for meget paa Heste og Vogne, og blive idelig fulde af Huller, hvorved de blive langt sværere at reyse over, end om de aldrig var broelagte; i Byerne kaste Bønderne i gode Aaringer, i sær om Efteraaret, Boghvede og Sæderugens Foer, som de enten ikke have Rum at giemme, eller mene at have tilovers, og om Foraaret det Foer, Creaturene ikke have fortæret, ud hver for sit Fortog paa Gaden, for at faae det giort i Giødning, naar de fiøre deres anden Giødning ud, hvorved desuden Veyene allermeest forderves, siden det gierne skeer i vaadt Veyrligt; naar de saa skovle det sammen igien, bliver Stenene løse, og Veyen eller Gaden fulde af Huller; at forbyde det reent, vilde betage Bonden saa megen Giødning, naar Han meest trænger dertil, og kunde dog ey vel forhindres, uden idelig høyere Tilsyn, som desuden allerede udfordres til mere vigtigere Ting, end det kan oversee.

79

        

80