Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 6

Betænkning om

Fælleskabets Afskaffelse

saa og om

Tiende

og

Tienestefolk paa Landet.

Kiøbenhavn,

Trykt og forlagt ved Nicolaus Møller,

Kong. Hof-Bogtrykker.

1771.

2

        

3

Udgiverens Fortale.

Disse Tanker ere ved en vigtig Anledning opsatte af en erfaren og

retsindig Landmand i Fyen, og fra Begyndelsen ikke bestemte til Trykken. De om Fælleska- Afskaffelse ere nylig skrevne, da denne vigtige Post har især paadraget sig en omhyggelig Regierings Agtsomhed, og Erklæringer derom fra adskillige Steder efter Befaling ere indsendte. Tankerne om Tiende og om Tienestefolk paa Landet ere af en ældre Datums; de ere Stykker af en Besvarelse paa de for to Aar siden af General-Landvæsens-Collegium forelagde Spørsmaale.

4

De vare meddelte mig til Læsning; men de syntes at fortiene en offentlig Bekiendtgiørelse. Ere andre kyndige Landmænd af anden Mening, saa vil denne Ulighed dog ikke hindre dem, at erkiende Forfatterens oprigtige Kierlighed til Fædrenelandet og til sine Medborgere af alle Stænder. En ædel Plan, som den om Fælleffabets Afskaffelse tilvisse er, kan ikke andet end vinde, jo tiligere og jo nøiere man kiender de store og de smaae Vanskeligheder, som den har at bestride. De Erindringer om Tiender og om Tienestefolk ere vigtige, og aldrig mere beleilige, end nu, da man saa alvorlig arbeider paa det Danske Landvæsens Forbedring.

5

Betænkning

om

Fælleskabets Afskaffelse.

<s———.—

Saa høit ønskeligt det var, at aldrig noget Fælleskab havde funden Sted ved Jordegods, saa store Vanskeligheder møde, naar en saa almindelig, i saa mange hundrede Aar ved utallige Anstalter befæstet og med enhvers Jordbrug uadskillelig forbunden Indretning skal ophæves; efter at den endog i de nyeste Tider ved saa mange Godsers Adspredelse er bleven, og bliver daglig mere almindelig. Des større Glæde vil det blive for

6

6

alle Landmænd, som elske Landets og deres eget Beste, om ved Kongens og hans Collegiers Viisdom er saadant Middel dertil udfindes, at ingen fornærmes , eller de, som skulde nyde Frugten af Landbrugets Forbedring, ved en overilet og voldsom Fremgang meget mere ødelegges. Jeg veed fuldkommen, at min ringe Erfarenhed og mindre Indsigt i Landhuusholdningen ikke tilstæder ak giøre betydelige Forslag til saa vigtig en Sag, hvor de ældste, forfarenste og grundigste Landmænds Dygtighed, uagtet al Redelighed og Nidkierhed, vil standse ved hvert et Skridt, saa snart det kommer til virkelig Udøvelse paa hvert Sted især. Dog tilkiendegiver jeg mine Tanker og Iagttagelser efter Befaling, saa meget Tidens Korthed og andre Forretninger tilstæde.

Som Fælleskabet næsten i hver Provinz er forskiellig, og paa hvert Sted vil anderledes behandles, saa bliver jeg ikkun ved vores Egn. Jeg veed ikke, om i Fyen, og især i Nyborg Amt skulde findes enten Overdrevs eller saadane Skove, hvor ingen har en vis Andeel at tilholde sig. Dette slags Fælleskab er desuden lettest at ophæve, naar hver Lodseier sin Andeel ved Maal og Lod efter Hartkorn tildeles.

7

7

Gemeenlig er Fælleskabet her saaledes:

1.) Nogle Byer have endnu Marker, som ikke

have kundet blive fraskilte.

2.) I de fleste Byer ere tre, fire ja langt flere

Lodseiere, som eie enken Gaarde, Kirker og Kirkejord, eller og vel øde og til andre Lodseieres Beboere bortfæstet eller leiet Jord.

3.) I hver By ligger den største Deel af hver Mands Ager-Jord, det være sig Præstens, Kirkens eller Bondens, ja vel paa nogle Steder ogsaa Hovedgaards-Jord, i Fleng iblant Naboernes, paa mange Steder i Marken.

4.) Endnu mere er paa de fleste Steder Bondens

Engbond adspredt og blandet.

5.) I adskillige Byer have nogle Mænd tilfælles

indhegnet en Strekning Jord fra det almindelige Fælleskab.

6.) Det skadeligste Fælleskab er, hvor paa hele

Agre een eier Grunden og en anden Skoven, være sig enten Stor- eller Krat-Skov.

7.) Endelig maa ogsaa herhen regnes den Græsning,

som Huusmænds og Inderstes Kreature fra Arildstid og Byernes første Indretning

8

8

af have nydt, og uden hvilken ingen kan boe paa Landet.

Det første flags Fælledskab imellem adskillige Byers Marker synes vel lettest at ophæve, ligesom det og ved Kongelige Anordninger udtrykkelig er anbefalet, og paa mange Steder baade før og efter samme Befaling virkelig er afskaffet. Dette bør overalt paadrives, førend der kan begyndes paa videre.

Men foruden mange Bønders Vrangvillighed og Frygt for Tab, eies endeel Godser af gamle og sygelige Mænd, endeel af Enker og Ugifte, som deels ønske at tilbringe deres Livstid i Fred og Rolighed, deels med Rette frygte for Tab ved Magelæg og andre ved slige Handlinger nødvendig forefaldende Fortrædeligheder, da de ikke selv kan være overværende, men maa see og høre ved andre. Overalt findes der ikke mange, der have saa stor Kundskab og Indsigt i Jordebrug, at de noksom kan skiønne paa Jordens Beskaffenhed, og finde Udveie til at undgaae de mødende' Hin-dringer. De fleste mangle og i disse Tider Formue til at bestride de forefaldende Bekostninger. Men foruden disse Vanskeligheder, som forefalde ved hver Fælleskabs Ophævelse, er der endeel betydelige Forhindringer, især i Henseende til

Byernes Fælleskab i Marken.

9

9

Paa visse Steder ligge nogle Byers Jorder, efterat hver By allerede har indhegnet fra Fælleskab, hvad den havde samlet og uden stor Vidtløftighed kunde hegne, saa blandede i andre Byers Jord, endskiønt hver Mand har, veed og bruger Sit, at der nødvendig maa skee stor Magelæg, førend der kan tænkes paa Adskillelse og Hegn. Og det bliver, formedelst Jordens forskiellige Beskaffenhed, meget tungt at sette i Verk, Nogle Byer have saare liden god Jord, som nu ligger midt imellem den paagrændsende Byes Jord; og den skal de bortgive. Derimod er den anden Byes Jord, som ligger iblant deres og de skal have igien, af ligesaa slet og slettere Beskaffenhed, end deres egen øvrige Jord. Hvo der veed, hvor meget en Bonde regner og med rette bør regne paa en Ager, som er hvilet og giødet, især siden Qvægsygen er saa idelig og almindelig, eller som kan bære Græs til Slet og Tøiring, naar den hviler; den kan let finde, at han ikke-uden største Skade kan give den bort for en udreven Ager, langt mindre for nogen næsten ubrugelig Sand-Jord. Det er og et ganske urigtigt Forslag, at den som mister en god Ager, skulde til Gotgiørelse have et desstørre Stykke slet Jord. Vel bør denne Forskiel komme i Betragtning, naar en Mands Jord skal vurderes til Skat eller anden Afgift. Men eqvi-

10

10

valent kan slet Jord aldrig blive for god Jord. Den slette store Strekning udfordrer meget mere Arbeide, Flid, Glødning og Sæd , end den mindre Strekning af den gode Jord, og hvad den igien giver af sig, kan dog aldrig lignes imod hvad den gode kan give. Erfarenheden lærer det allevegne, at under samme Omstændigheder en Bondes Velstand, hvor stor Overflødighed af slet Sand-Jord han end har, aldrig kan settes i Ligevægt med en andens, som har langt mindre, men god og frugtbar Muld eller LeerJord.

En anden, betydelig Hindring er, naar slig en By ikke har Skov at hegne med. Løs SandJord kan aldrig hegnes med Grøfter eller Diger; og skulde Grøft og Dige gane imellem den ringe Andeel god Jord, som Byen maaskee har, da, om end Situationen ellers tillod der, vilde samme By miste derved alt for meget af det, den har saa lidet af.

Naar der nu findes mange Lodseiere i slige blandede Marker, saa bliver Magelægget des vanskeligere, da de Agre, som skal gives bort, kan tilhøre en Lodseier eller Bonde, som formedelst sin øvrige Jords Fraliggenhed ikke kan saae eller Nytte de Agre, som skal gives tilbage fra den anden By. Det maatte altsaa synes, at Fælleskabet imellem Lodseierne først burde hæves. Alligevel

11

11

maa Byernes Marker nødvendig være adskilte, og fremmede Byers Jord udskiftet, førend der kan begyndes paa nogen indbyrdes Adskillelse. Jeg faaer derfor bede om Lov, at nævne en Deel af de vigtigste Vanskeligheder ved Ophævelsen af de øvrige slags Fælleskab, førend jeg tør vove, at tænke paa Mueligheden og Midlerne dertil.

Der kan vel findes nogle af de imellem flere Lodsejere deelte Byer, hvor Lodseiernes gode Villie kan uden stor Vanskelighed eller betydelig Tab for nogen, ved Mageskifte giøre Ende paa Fælleskab. Men det vil ved nøiere Underføgning være meget faa. Neppe skal i en Stad findes to Huse, som deres Eiere kunde eller vilde bytte med hinanden. Langt mere er der at betænke ved en Bondegaard. Dens Tilliggende, dens Jords, dens Beboeres, dens Besætnings, dens Bygnings, dens tilhørende Mandskabs Beskaffenhed er af saa stor Forskiellighed, og derhos for Eieren af saa stor Belydenhed; der hører saa stor Skiønsomhed, Indsigt og Ferdighed til at domme derom, i Ligning med en anden, at det er ingen Under, enhver gierne vil beholde, hvad han har og best kiender og veed, i hvad Stand det er, og hvad det har kostet at settes og holdes i god Stand; ingen Under, at det holdes for et slet Tegn, naar en gierne vil bytte bort, hvad han har og hvad han saa længe har været vant til. Naar nu

12

12

en Bondegaard ligger i Nærværelsen af Hovedgaarden, bruges og behøves til Hovning eller Hovedgaardens Complettering; har Tørveskiær, Skov, Fiskerie; saa voxer Vanskeligheden, ved hver af disse Ting, og det desmere, jo flere Gaarde der ere; ja det bliver en Umuelighed for Eieren at miste den, naar den største Lodseier i slig en By ikke har Gaarde at give igien til Magelæg, af lige Betydenhed og Herlighed; en Sag som sielden kan haabes. Jeg nævner ikke Jagten, siden dette Tab lettest kan oprettes paa en anden Maade, endskiønt mangen Gaard, i Kraft af Lovens og Forordningers Medhold, just derfor er dyre kiøbt, og endog ikke Jagten burde tabes uden Vederlag. Det kan og treffe, at Byen kan ligge nærmere ved den mindste end ved den største Lodseieres Hovedgaard; men om end en Bondegaard ligger saa langt borte fra Hovedgaarden, at den ikke bruges til Hovning, hvortil dog i Fremtiden, efter Hoveriers Bestemmelse, de fleste vil blive fornødne, saa kan dog Eieren have tilstrekkelig Grund til at ville beholde den, om end ikke for en besynderlig Herligheds skyld, saa dog for at magelegge den i sin Tid med en mere beleilig Gaard, den han ellers aldrig kan vente at faae. Med Penge at tvinge Fælleskabets Ophævelse, kan jeg ikke indseee, at være giørligt, naar den ene ikke kan eller vil kiøbe, eller give

13

13

hvad den anden fordrer, og den anden ikke kan eller vil selge, eller selge for det, en anden vil give, eller naar hver vil kiøbe den andens og igien selge sit; eller hver selge og ingen kiøbe. Ei heller kan jeg indsee, af hvem og efter hvad Regel en Priis over en andens private Eiendom kunde bestemmes, og hannem efter samme aftvinges, uden dens yderste Fornærmelse, og tvert imod den største Grund-Regel af alle naturlige og borgerlige Love.

Det tredie angivne slags Fælleskab imellem Bymændene indbyrdes har uden Tvivl sin Oprindelse af Jordens og dens Beliggenheds store Forskiel paa de allerfleste Steder i vore Lande, da den neppe paa een Ager reent igiennem er eens, langt mindre i en heel By-Mark; og tillige af Veierligets store Ustadighed.

Skulde een eller flere Beboere faae al deres Jord paa Sandbanker, eller imellem sumpige moradser, eller paa stiv Leer- eller Skeen-Bund, kunde de aldrig bestaae, og mindst i Aaringer naar sligt Veierligt vedvarer, som ikke er deres Jords Beskaffenhed gunstig. Byernes Eiere eller Indbyggere have derfor fra Begyndelsen af attraaet og faaet hver sin Deel paa Markens forskiellige Jordbund, paa det hver i vanskelige, saavel tørre som vaade, Aaringer kunde have Haab om at

14

14

beholde Grøde paa nogle Steder, naar det slog feil paa de andre, og alle bære eens Byrde og nyde eens Fordeel. Dette har tiltaget, lige som Byen i Tidens Længde har indtaget mere Jord at dyrke, da enken alle eller nogle have delt Skifterne paa ny indbyrdes, og denne Jordens Adspredelse er siden forøget og bleven mere uordentlig, deels ved Beboernes Skiødesløshed og Utroskab, deels ved Gaardens Ødeblivende, ved Deling, Ombytning og andre Omstændigheder. Ligesaa har Jordens Beliggenhed været en Aarsag dertil, paa det hver Mand maatte faae noget af den, som laae længst borte, og noget som var nærmest ved Byen. Jo mere vigtig og betydelig disse Aarsager til Fælleskab ere for hver Beboer, des vanskeligere vil Forandringen blive. Maaskee der kan findes de Byer, især paa Sletten og flere Steder, hvor Jorden er overalt god eller nogenledes lige, at hver Mand kan faae sin Jord tildelt paa eet Sted. Men hvor der til en By ere Sletter og Banker, Leer, suur og Sand-Jord, som i vores Egn og de fleste Steder i vore Øer, da vil det blive overmaade vanskeligt; siden den, som faaer al sin Jord paa Sandbanker, eller høie Bierge af løs ufrugtbar Sand, da aldrig kan leve; eller nogen Beboer, som har ikkun eet slags Jord, blive i Stand, at svare hver hvad ham tilkommer, naar Veierliget er det

15

15

slags Jord imod, som han har at dyrke. Ligesaa blive de, som faae deres Jord tildeel; længst bort fra Byen, hvilket blive de fleste, meget bebyrdet; og Gaarde at flytte fra Byen ud i Marken er mere bekosteligt og forvirrer i to Aar en Mands hele Huusholdning og Jordbrug mere, end man ved første Øiekast kunde tænke; men kiendes først, naar man indlader sig i alle derved forefaldende smaa Omstændigheder. Saa det vel bliver for de fleste, saavel Eiere som Beboere, umueligt, at bygge nye Gaarde, men dog mindre vanskeligt end at flytte dem, hvorved, om ikke ander var, meget Tømmer, Grunden, Tag og Vægge, Gierder, Haver, Træer, Humle og mere tilsettes, den til andet Arbeide nødvendige Tid spildes, og Manden med alle hans Folk, Eiendom og Boehave i mange Uger giøres huusvild. Jo flere Gaarde der skal bygges eller flyttes, desmere forøges Vanskeligheden. Skal al Byens Jord deles om, og hver faae al sin Jord paa eet Sted, da maa Inddelingen skee paa eengang, og den kan ikke skee uden først om Foraaret, imedens Rugen endnu kan taale, man gaaer paa den, om den ellers nogensinde kan taale det uden Skade. Men da er Veierliget sielden gunstig eller Tiden tilstrekkelig til saa vidtløftig et Arbeide, siden de gamle Gierder skal gierdes for dette Aar ligefuldt, og Gierdselen til

16

16

nye Gierder hugges; giødes, fældes og pløies til Vaar-Korn, med mere. Ingen Jord vil det Aar blive giødet, siden enhver tænker, han beholder ikke den Jord, som han skal giøde; og neppe legger nogen for eet Aars Brug Giødning paa en Ager. Den virkelige Fraskillelse kan derefter ikke skee, uden aleene strax efter at Høsten faaer Ende, førend Rug-Sæden legges, og da skal Jorden virkelig afdeles og indgrøftes eller gierdes, siden hvers Kreaturs skal græsses paa hans eget, just da det er den allertravelste Tid for Landmanden, og hver har mere at bestille, end han kan overkomme, med at tærske Sæde-Rug samt Byg og Havre, Erter og Boghvede til Huusholdingen, faae Giødningen til Rugen udkiørt; Rug-Jorden pløiet, ja den mange Steder udestaaende Tørv, ifald Veiret om Sommeren ikke har været særdeles beqvem, hiemaget og saa fremdeles. Alligevel udfordrer Forretningens Natur, at naar Afdelingen er begyndt, skal den paa engang fuldføres, enten Veiret føler eller ikke, enten alt andet Arbeide kan skee, eller maa staae tilbage.

Saa jeg kan ikke indsee andet, end om denne Indretning skulde foretages, paa eengang overalt i Sielland, Fyen og Jylland, og dermed Tvang, da ellers Folkets gode Villie drager et stort Læs, og kan, ved al lempe sig den ene efter den anden,

17

17 slette mange store Hindringsbierge, saa vil hele Landet staae i Fare for, at miste i det mindste eet Aas Rug-Sæd, om ikke for andet, saa for skiødesløs Behandlings og Tidens Utilstrekkeligheds skyld. En Skade, som jeg ikke troer, Bonden i disse Tider, eller Landet i Almindelighed, kan taale, eller Fælleskabets Ophævelse, i det mindste for de nu Levende, erstatte.

Nærværende Fællesskab i Engbunden er endnu mere forskiellig. De Engpletter, som findes ved Enden af Agrene, ere i Almindelighed tildeelte den som Ageren tilhører. De øvrige Engpletter ere i de Byer, hvor ikke særskilte og samlede gode Enge findes, endnu mere adspredte, og overalt er Gaardenes tilhørende Engbund meget ulig, som tildeels kan have sin Grund deri, at nu en, nu en anden Beboer har holdt mere eller mindre Qvæg, og derfor tilbytter sig snart Engbund for Pløjeland, snart Pløjeland for Engbund; men mest kommer det dog af den Lejlighed og Flid, som en Beboer har havt frem for den anden, til at rytte Krat og afgrave oversvømmede Moradser. Af disse vil nok den holde sig meget fornærmet, som skal afstaae det, han med Flid og Bekostning har sat i Stand, og derimod tage et andet Sted Stærre-Moser og sure Kiær. Det er desuden høist fornødent for en Bonde, som for Fremtiden skal være uden Fælle

18

18

skab, at have tilstrekkelig Engbund i rette Forhold

med hans Agerbrug.

Tørve Moeser ere nok i de Byer, hvor der Haves nogen af Betydenhed, deelte i Mands-Parter, og kan vel ikke heller bruges anderledes end i Fælleskab. Den store Forbedring, som de overall behøve, hører ikke til dette Sted. Ved dem, som en Mand kan have funden og benyttet sig af i sine særskilte Maabunds-Pletter, vil Uligheden findes størst, da den ene har paa beste Maade brugt og skaanet sin, og den anden for Fode opskaaren og bederved sin. Hin fortiener vel mindst den Straf at bytte med denne, lige saa lidet, som man kan paalegge den, som har fredet Gierdsel-Skov, at overlade sin Deel til den, som Har forødet sin.

Hvor 10 eller flere Mænd i Samling have foretaget en Indhegning, da Have de uden Tvivl funden for stor Hindring, at hver kunde faae sit for sig selv, enten formedelst Skov eller Tørveskiær, eller et særdeles got Stykke Jord, som hans Fællesbrødre ikke have kundet udvise ham lige god til Vederlag. Dette Fælleskab vil altsaa blive des vanskeligere at ophæve.

Nu vilde jeg intet mere ønske, end at jeg kunde være ligesaa heldig at angive Midler, giørlige og lette Midler, til at overvinde alle disse og flere Vanskeligheder lige saa vist, som de paa nogle

19

19

Steder mere, paa andre mindre, vil møde. Efter Samvittighed og uden mindste Egennytte eller falske Hensigter, har jeg holdet for min Pligt nogenledes at fremlegge den, om ved andres Indsigt de dertil fornødne Anstalter kunde opfindes, da ellers Verket efter mange anvendte Bekostninger og Møie dog umuelig kan naae sit Ønskelige Maal.

Naar jeg efter Naturens og Kongens Lov, og det af det Danske Kammer udstædte CirculairSkrivelses egne Ord, tør som den allerførste og uforanderlige Grundregel forudsette, at ingen ved denne Fællesskabs Ophævelse skal og bør fornærmes, og altsaa ingens lovlige Eiendom, som han ikke kan, eller med god Grund vil miste, hannem aftvinges; ligesom det ellers og i Fremtiden vilde betage hver Mandlyst til at have Eiendom, og langt mere, til at anvende Bekostning, Flid, Arbeide og Hazard til samme at forbedre; en Følge, skadeligere end alt Fælleskab! Naar jeg tør troe, at det saa vel af Sagens Natur før de forhen anførte Omstændigheder er klart, at Fælleskabets Ophævelse bør nøie indrettes efter hvert Steds meget forskiellige Beskaffenhed, og at ingen almindelig Regel dertil forud kan fastsettes; naar ogsaa Forfarenheden og vore fleste Bønders Tænkemaade har lært, at ligesaa vist, som en overilet Tvang vilde langt mere skade end gavne,

20

20

saa vilde derimod intet betydeligt skee, saa længe alting overlades til hvers egen Lyst og Tykke: Saa veed jeg intet andet at foreslaae, end at i hvert Amt maatte beskikkes en Kongelig Commission, bestaaende af Amtmanden, Herredsfogden, de udmeldte Land-Commissarier og to redelige og mest kyndige Landmænd af det næste Amt, som eie og selv bruge Jordegods, (dog ikke i samme Amt, hvorCommissionen settes, ikke heller i det Amt, hvoraf Commissarierne til det andet Amt ere tagne,) og saa mange tilforladelig kyndige, øvede og redelige Landmaalere, som Kongen til hastigere Fremme vil og kan forunde, hvilke alle til denne Forretning i Eed tages. Amtmanden og Herredsfogden, som forud med mange andre vigtige Forretninger ere beladte, bør møde selv ved Commissionens Aabning paa hvert Sted, og ved dens Slutning, men ellers ikke, uden naar en vigtig Omstændighed efter de øvrige Commissærers Begiering udfordrer deres Nærværelse. Commissionen møder allerførst paa de Steder, hvor endnu flere Byer ere lodtagne i een Mark, foretager en Byes Jord efter den anden, fremkalder alle Lodsejere og Jordbrugere, undersøger Fraskillelsens Hindringer paa Aastedet, og søger at udfinde en Muelighed til Magelæg. Hvorved der vil være nødvendig, til Regel at fastsette, at Gierdet, saa meget mueligt, bør komme til at

21

21

staae paa det korteste og til Hegn mest beqvemme Sted, og gaae lige frem, og al Jorden, som derved kommer til at ligge uden for Gierdet, forud paa det nøieste være magelagt med saa meget muelig lige god Jord, hvorefter Gierdets Sted bør bestemmes; og den Skade, som de lide, der ikke faae god Jord igien, eller ved det at Gierdet gaaer over deres Jord, erstattes dem af samtlige øvrige Bymænd, som Commissionen iligemaade haver at afgiøre paa Aastedet.

Derved falder endnu at erindre, at ved de sidste Kongelige Forordninger vel med Rette er lagt til Grund, at, naar en stor By er omgiven med smaae Byer, faaer den i sit hele Hegns Indbegreb lige saa mange Favne Gierder, som de mange smaae Byer, endskiønt den liden By maae tage halv Gierde for sit meget mindre Hartkorn. Men der synes dog at være Forskiel ved slig en particulair Indhegning, hvor de mindre Byer forud alt have indhegnet deres beqvemmeste Jord, og derover allerede faaet flere Gierder, og de store derimod mindre, end dennem ellers kunde tilfalde, om Byernes samtlige Jordstrekning nu først paa eengang skulde deles og hegnes. Desuden have de store Byer i Almindelighed langt mere Forraad paa GierdselSkov, endog i Proportion af deres flere Gierder, end de smaae, og fordi der er saa meget flere Be

22

22

boere i de store, leverer hver Mand saa meget mindre Gierdsel. Og da det er en sand Umuelighed for Byer, som mangle Gierdsel-Skov, at hegne paa de Steder, hvor ingen Grøft eller Dige kan have Sted formedelst Jordens Beskaffenhed, saa veed jeg intet andet Middel at foreslaae, end at ved disse nye Gierders Reysning enhver By maa reyse eller i det mindste levere Gierdsel efter Hartkorn, hvorved de store Byer blive desmindre fornærmede, da det i Almindelighed er dem, som vinde, og derimod de smaa tabe meget ved Markernes Adskillelse. Ja om det ved Eftersyn befindes, at nogen af de mindre Byer ikke kunde skaffe Skov til sin Andeel, skulde de store Byer, som i Almindelighed har langt mere Forraad paa Gierdsel, levere Skoven til det hele Gierde, imod at nyde Betaling derfor af de mindre, efter uvillige Mænds Sigende. Men naar Gierdet var reyst og af Amtmanden og Herredsfogden efter Syn befunden forsvarlig, burde de mindre paalegges, i Fremtiden at holde den Halvedeel af Gierdet i Stand.

I samme Byer undersøger Commissionen tillige Fælleskabet imellem Lodseierne efter alle dens Omstændigheder; tager Gaardene, deres Bygning og Besetning, og hvad besynderlig Herlighed Maatte angives, saa og Mandskabet selv, nøie i øjesyn, og anvender al Umage til at formaae Vedkommende til

23

23 Forening, enten ved Magelæg eller ved Penge, at hjelpe sig selv af Fælleskab. Findes det ikke mueligt og Commissionen finder tilstrekkelig Aarsag til at forsikre sig, at de af een af Parterne angivne Begrings-Grunde ikke bør hindre Magelæg, indgiver den under sin Eed derom Relation til Kongen; hvilken dog, førend den indsendes, tilstilles Vedkommende til Efterlæsning, og dem forundes Frihed, inden otte Dage eller om muelig kortere Tid, at give deres Indvendinger beskrevne, som tillige med Commissionens Relation til Kongelig Decision indsendes. Dog bør dette ikke skee, uden meget besynderlige og betydelige Aarsager, for ikke at støde imod den første Grundsteen af al borgerlig Selskabs Velfærd, og give en Kongelig Faderlig Omhue for Understøtternes Velstand et Skin af Tvang og Indgreb i Folkets naturlige og lovlige Eiendoms-Ret.

Ved slige Magelæg vil tit møde en stor Hindring, at een Lodseieres Bønder ere Hovningsfrie, og vel ved Fæstebreve fritagne for al eller visse slags Hovning, da derimod den anden ikke kan undvære Hovningen, og altsaa Magelaget derved giøres umueligt. Hvorfor det indstilles, om ikke slige Bønder, efter at Hoveriet ved Kongelig Myndighed er bestemt, ogsaa ved samme Myndighed bør tllholdes, herefter at giøre Hoverie efter samme

24

24 Bestemmelse, om Magelæg derved kan tilveiebringes, hvorimod dennem det halve af deres givne Indfæstnings-Penge skulde gives tilbage, og Hovnings-Pengene eftergives.

Befries Parterne ved en kongelig Decision fra Magelæg, eller finder Commissionen forud Sagens Beskaffenhed saaledes, at Fælleskabet ikke paa den Maade kan ophæves, efterseer den Jordens Beskaffenhed i Byens Marker, eftermaaler alt hvad de Lodseiere tilhører, som skulde udskiftes, og søger at udfinde en Muelighed, at samme Lodseiere kunde tilmaales Ager for Ager, Engbund for Engbund, og om mueligt, Skov og Tørvemaal for Skov og Tørvemaal, samlet paa eet Sted, nærmest ved dens tilhørende Hovedgaard. Findes dette giørligt, vil det blive lige saa let og maaskee lettere, at og alle øvrige Bymænd kunde anvises og tilmaales hver sin Jord, samlet paa eet, to eller tre Steder, dog paa lige Maade, ikke efter en generel Opmaaling eller Inddeling og Taxering, men at hver Mand tilmaales Ager, Eng, Skov og Tørvemaal af samme Størrelse og Godhed, som det, han forhen har havt adspredt, hvorved saavel alle Lodseiere som Jordbrugere høres, med mindre de alle tilhøre een Eiere, som vil giøre dem lige, da Jorden kunde lige inddeles til saa mange Gaards-Parter, som Eieren forlanger.

25

25

Efter at førstomtalte Opmaaling og Inddeling er fuldført, forundes Parterne en Tid saa kort, som efter Commissionens Eragtning muelig befindes, til at eftersee dem, at forenes selv anderledes, om de det finde for got, eller at giøre de formeentlig fornødne Erindringer, som Commissionen undersøger, og om de befindes af Vigtighed, indhenter Kongelig Resolution paa forommeldteMaade; saa at ingen Deling imellem flere Lodsejere skeer, uden enten samtlige Vedkommendes Samtykke eller Kongelig Resolution, og derefter gives Forretningen til hver af vedkommende Lodsejere beskreven.

I alle andre Byer, hvor slig en samlet Udskriftelse ikke findes giørlig, foretager Commissionen det eneste, hvad jeg i Almindelighed kan holde for giørligt; den inddeler al Byens Jord i fem eller sex saa vidt muelig lige Marker; og derefter inddeles igien saa meget af disse Marker, som dette Aar ligger til Fælled, i to eller tre lige Skifter, eftersom der er betydelig Forskiel paa Jordelavet; den afmaaler og bestemmer Veien fra Byen til de afdeelte Skifter, saa at hver Mands Part i samme faaer Ind- og Udkiørsel til den almindelige Vei; eftermaaler og antegner, hvor megen Jord hver Mand i Byen har i hvert Skifte, og afmaaler derefter ligesaa mange Parter, af lige

26

26

saa stor Indhold til hvers Part paa eet Sted, som hver tilforn har havt adspredt i samme Skifte, og ligner den endog forekommende Forskiel saa meget muelig i Forveien, saa at for Ex. den der mister en velgiødet Ager og faaer udreven Jord igien, tillegges visse Læs Giødning hos den som faaer giødet Jord for udreven; Den der mister en Ager, som har ligget til Hvile i et Skifte, faaer igien i et andet Skifte en hvilet Ager isteden for en brugt; den der har i det ene Skifte faaet det nærmeste Land ved Byen, faaer i det andet Skifte, det som ligger længst borte; og hvad der ikke kan lignes i den første inddelte Mark, lignes derefter i de følgende. Som nu i de Byer, hvor der er flere og uadsikilte Lodseiere, hver Mand i Byen først faaer et Nummer ved Lodkastning, hvorved udgiøres, i hvad Orden Jorden tildeles dem, saa derimod i de Byer, hvor ikkun een Eier er, som bør tillige ligne sine Bønder, inddeles og nummereres først i hvert Skifte Jorden i saa Mange Parter, som der ere Mænd i Byen, saa at til No. 1. legges den nærmeste Jord ved Byen, og i et andet Skifte det længste fra Byen; det Nummer, som i eet Skifte har faaet kiendelig bedre Jord end andre, faaer i andre Skifter igien den sletteste, og saa i andre Ting, for hvilke saavel, som paa hvad Maade Afdelingen ellers kan Skee beqvemmest og med mindste Jords-

27

27

Spilde, og de fornødne Vandsteder anvises, kyndige Landmænd i Commissionen bedre vil finde Raad, end dem kan foreskrives. Derefter kastes Lod imellem Bymændene, hvad for et Nummer af disse afdeelte Jorder enhver skal have; og paa hvilken Maade end Jorden er deelt, saa indgrøftes eller gierdes strax alle Skifter, hvor Commissionen ikke, finder uovervindelige Hindringer at være i Veien, med Lov for hver Mand at indgrøfte eller hegne igien, hvad hannem er tildeelt i hvert Skifte; og saa snart een Mand begynder at hegne sit, skal alle de andre ogsaa være pligtige at hegne deres. Ved Gierder om hele Skifter tager hver Mand Deel efter Hartkorn, men ved de indvortes Delinger, hver halv Gierde med sin Naboe ved begge Sider; saaledes at herefter, hvor eens Jord ligger ved et andet Gierde, i hvor længe samme end forhen har staaet, og enten det er en anden Bondes gamle Indhegning, eller en anden Byes eller en Hovedgaards-Markes, skal enhver være pligtig, at vedligeholde i Fremtiden det halve Gierde, saa langt hans Jord strekker. Saa skal det og være hver Ejere tilladt, at inddele enten den hele Byes Jord, om han er eene Ejere, eller den Jord, som tilmaales hans Bønder, hvor der er flere Lodsejere, til flere Bøndergaarde, end forhen haver været, og at opbygge saa mange flere,

28

28

som han finder for got, imellem hvilke alle, de gamle og de nye, Hartkornet og hvad deraf er gaaet Hidtil for Skatter og Landgilde, deles lige, saa at alle nyde og yde ligemeget; undtagen hvor der ved een eller anden Side kunde findes Steder, som var til Hindring ved den øvrige Inddeling, eller hvor der ved hver Gaard overskyder Fierdingkar eller Albus, der forvolder mangen Forvirring og ureed Regning. Deraf kunde inddeles nogle smaae Steder og vurderes til Hartkorn efter Proportion af Byens øvrige Hartkorn, og de Beboere, som faae dem, bør deraf bære den Byrde af det tillagde Hartkorn, som fratages de andre, alt under Commissionens Opsyn og ved dens Hielp.

De Indhegninger og Tofter, som en Mand har i Forveien, beholder han fremdeles urørt, med mindre de skulde være midt i et Skifte, og for meget til Hindring for den almindelige Inddeling, da han derfor tildeles ligesaa meget ved hans øvrige Part i samme Skifte, og de andre Mænd findes pligtige, at indhegne paa hans øvrige Anpart ligesaa mange Favne for samme, som han har maattet udlegge af hans Indhegninger. Hvor to eller tre Mænd have indhegnet noget i Fællessab, skal de enten magelægge, at hver hegner sit, eller og udlægge Indhegningen til at befattes under den almindelige Inddeling.

29

29

Hvad der af Engbund findes imellem en Mands tilmaalte Jord, tildeles hannem og fraregnes efter Maal og Vurdering der, hvor anden Maabund deles imellem Beboerne. Maabunden, som ellers findes adspredt i Marken, tildeles, saa meget mueligt er, saaledes ved hver Mands AgerJord, at den tillige derved kan indhegnes, efterat den tilforn er almindelig indhegnet med det Skifte, hvortil den best kan inddeles. Store Strekninger af Maabund indhegnes for sig selv, og hver Mand faaer efter Nummer og Lod sit Stykke tildeelt paa eet Sted, med Lov at indhegne det for sig, dog uden at kunne nøde de andre til Hegn; om kuns at den Grøft, han giør, ikke forhindrer Vandfaldet. Det øvrige om fornødne Grøfter og andre Anstalter til Engenes Forbedring, hører ikke herhid. Med Tørvemoser forholdes sååledes, som om adspredt og samlet Maabund er anført, ikkun med den Forskjel, at de, som frem for andre have fordervet deres Tørvemaal, og de som frem for andre have fredet den, beholde saa vidt mueligt de selvsamme Stykker. Og hvor dette ikke kan være giørligt, bør den som har opskaaren sit Maal, miste en halv gang saa meget af hans øvrige Maabund, som det opskaarne Tørvemaal er stor, til Vederlag for den, som isteden for et fredet, tildeles et opskaaren Maal.

30

30

Ligesom nu det første Aar den Jord, som da er Fælled, bliver den første gang deelt i alle Byer i hele Amtet, saavidt Commissionen kan naae, saa bliver i de følgende Aaringer den øvrige Jord, som hvert Aar bliver Fælled, deelt paa samme Maade; endskjønt paa de fleste Steder formodentlig Beboerne vil faae den deelt længe før indbyrdes, uden at bebyrde Commissionen dermed. Dette bør ogsaa tillades; dog at, førend nogen virkelig Indhegning skeer, Commissionen efterseer og samtykker den indbyrdes foretagne Deling. Og hvor nogle Mænd kan forenes om, at tilbytte sig i een eller flere Marker andre Mænds Parter, for at faae alt eller det meste af deres Jord samlet paa eet Sted, da skal det ikke aleene være tilladt, naar deres Ejere eller Commissionen befinde det at være uden nogens besynderlige Fornærmelse, men der tillegges dem ogsaa et anseeligt Præmium; hvilket og strax burde tildeles dem, som hegne deres Anpart med Steengierder, eller plante og vedligeholde levende Gierder.

Hver Lodsejeres Skov deles saa vidt mueligt lige imellem alle Hans Bonder, saaledes at hver Mand bliver pligtig, at indhegne sin tilfaldne Lod i tre adskillige Skifter, hvor liden de end blive, hvoraf hvert maa skiftes til at fredes i ti Aar, under Fæstes Fortabelse, saaledes at i

31

31

ti Aar ikke maa komme noget Creatur derudi, undtagen ringede Sviin, efter hvilke li Aar Beboeren maa have fri Disposition over to Tredjedele af Underskoven, Eske og Elle, dog saa, at den derefter igien i ti Aar for Creature hegnes. Med al Overskov derimod og den Trediedeel af Underskov, Elle og Estk, forbliver det efter Kongelig Lov og Forordninger.

Men som ved denne Hegning Huusmænd og Inderster vilde tabe al Græsning til deres umistelige Creature, og derved, saavidt Huusmænd angaaer, betages Landet den vigtigste Kilde til FolkeFormerelse, til Tjenestefolk, Soldater og Haandverksmænd, og fattige Inderster det nødtørstigste Levebrød, saa maa, hvor Lejligheden det nogenledes tilstæder, hver Huusmand tildeles et Stykke Jord i Udkant, hvor han kan græsse en Koe, fire Faar, et Sviin og nogle Gæs, som settes, det taaligste mueligt er, i Hartkorn, og hvoraf han svarer alle Hartkornets Byrder. Eller hvor det ikke kan skee, der tildeles hver Gaard af Husenes Eiere eet, for hvis Beboere Gaardmanden skal græsse de benævnte Creature, imod taalelig Betaling, som Eieren og Commissionen blive enige om at fastsette, hvorimod samme Huusmand skal være pligtig, at tiene Gaardmanden i travle Tider, eller naar nogen af hans Tjenestefolk bliver syg, og han derom i Tide

32

32

har advaret Huusmanden, for den i samme By sædvanlige Dagleie, eller som de ellers best kan forrenes om. Dog maa Gaardmanden aldrig for nogen slags paakommende Trætte negte eller korte Huusmandens Creature den tilstaaende Græsning, uden deres Eieres og øvrighedens Samtykke, og hvert Slag af Huusmandens benevnte Creature, saa mange, som han selv eier og har tillagt, bør følge Gaardmandens. For Inderster græsser hver Gaardmand, hos hvilken, eller den ham tildelte Huusmand, de findes, to Faar og en Griis, imod den fastsatte Betaling.

Hvor der findes flere Huse end Gaarde, eller en Eier har Huse uden Gaarde, da bør Husenes Eiere selv sørge for de øvrige Huusmænds Græsning, med mindre de forhen har eiet Gaarde i samme By, som er solgt til andre for kort eller lang Tid; thi da tildeles samme Huse de forhen solgte Gaarde til Creatures Græsning.

Hvor Grunden tilhører een og Skoven en anden Eier, og samme ikke kan forenes, enten ved Magelæg eller Penge, at ophæve dette høistskadelige Fælleskab, da bør Overskov vurderes af Commissionen, eller dertil udmeldte Mænd, efter høieste Værd, og Grundens Eier enten betale til Skovens Eier den satte Taxt, eller lade Træerne staae urørt, indtil Eieren selv hugger dem, men for Krat

33

33

og Gierdsel-Skov, bør fastsettes visse Læs, som Grundens Eier aarlig skal være pligtig at levere til Skovens Eier, eller den som haver havt Skoven i Fæste og Brug, og imod nøiagtig Forsikring derfor, have Lov at giøre sig Gründen saa nyttig som han selv finder for got. Overalt skal Commissionen have Magt, at lade forrette alt fornødent Syn ved Mænd af det Amt, hvoraf Commissarier ere tagne, som dertil af vedkommende Herreds-Foged til Tinge, til hver Forretning især, ufortøvet og uden Formaliteter udmeldes, saasnart Commissionen der begierer; uden videre Betaling , end hvad Mændene daglig saae efter nøieste Billighed, dog at alt Syn foretages i Commissionens og alle Vedkommendes Overværelse.

Ved Commissionen holdes rigtig Protokol over alle Ting, som føres af een af Land-Commissarierne, og underskrives hver Dag af samtlige Tilstedeværende.

Da det var høist ubilligt, at disse Commissarier skulde forsømme deres andre Forretninger, og paatage sig saa besværligt et Arbeide uden nogen Erstatning, saa burde de efter mine Tanker saae en fastsat billig Belønning for hver Tønde Hartkorn, saa tidt de havde fuldendt en Byes, eller en imellem flere Byer Fælles-Markes Adskillelse, ligesom Land-Maalerne og burde betales efter Hartkorn,

34

34 og den, som fører Protokollen dobbelt, hvorimod de aldeles ikke nyde nogen anden Diæt-Penge, og under deres Æres Fortabelse og stor Mulet, ikke bør tage imod nogen slags Foræring, hverken for eller efter Forretningen, ikke heller Mad og Drikke hos nogen af dem, som Forretningen angaaer, men hver anskaffe og bekoste det selv. For Forretningen af give beskreven, saaer den som fører Protokollen ikke mere end hvad Papiret koster, og for hvert Ark otte Skilling Skriverpenge, som ikke maa skrives, som Acter ved Misbrug sædvanlig skrives, men som almindelig Skrift, læselig og lydelig. Naar Commissionen er ueens, gaaer det i mindre betydelige Ting efter de fleste Stemmer, og hvor Stemmerne ere lige, gielder den ældste Landmands Stemme for to. I vigtige Ting indsendes hvers Betænkning til Kongens Decision. For hver By, som er adskilt, saaer hver af Commissarierne en Sølvmedaille, og naar alle Byer i et Amt ere adskilte, saaer hver af dem, som fra Commissionens Begyndelse til Enden er vedbleven, en Guldmedaille, af Vegt som Kongen behager at bestemme. Hvor en By, eller Lodseier, eller Eier af en By begierer Commission, enten til Jordens Deling, eller Bønders Ligning og Inddeling til flere Gaarde, derhen forsamler den sig strax frem for andre Steder. Ellers begynder den ved den

35

35

eene Side af Amtet, hvor Amtmanden finder for got, og vedbliver i Nabo-Byerne, naar den ei udtrykkelig begieres til et andet Sted, indtil den er kommen hele Amtet igiennem. Kan det ikke fuldendes i eet Aar, begynder Commissionen igien i næste By, hvor den slap det forrige Aar. Jeg tvivler ikke paa, naar det begyndes paa denne Maade (som vel synes langsom, mener den grundigste i en Sag, hvor der ikke bør agtes, hvor hastig, men hvor vel det skeer) at alle Vedkommende vil det efterfølgende Aar findes meget mere villige og behjelpelige i at lette alle Ting for Commissionen; især om det maatte behage Hans Majestæt ved besynderlige Naadestegn at belønne dem iblant Eierne og Beboerne, som findes frem for andre villige, og desuden at forunde, som Nødvendigheden vist udkræver, hver By, saasnart deres Marker ere adskilte, et Aars Skattefrihed, deslige hver Gaard, som flyttes, samme Frihed paa to Aar, og hver Gaard, som ny anlegges, paa tre Aar.

Jeg haaber, at herved de vigtigste Hindringer for Fælleskabets Ophævelse vil findes udryddede, og at inden kort Tid Fælleskabet overalt, hvor det nogenledes er mueligt, med enhvers gode Villie og uden nogens Fornærmelse, vil ophæves. Da derimod ved alle andre Delingsmaader Vanskeligheder og Hindringer af langt større Vigtighed vil

36

36

møde, og dog i Enden al Umage og Bekostning ei naae der ønskelige Maal.

Den allerstørste Vanskelighed bliver vist, hvorfra de til Commissionen fornødne Bekostninger skulle tages. De allerfleste Jordegodseiere ere ved Qvægsyge, Misvext, Skatter og andre Udgifter, samt Renters Forhøielse, og de fleste Bønders Tilstand ved samme Skiebne, vist nok ei formuende ar udrede dem, om de end havde den beste Villie. Og denne kan mindre nu forudsettes, end i forrige Tider, efterat Bønderne mangesteds ved Trætte og ubillig Gienstridighed have forspilt endog retsindige Husbonders Tillid. Langt mindre kan disse Bekostninger af anførte Aarfag paalegges Bønderne, hvis Nytte det dog egentlig blev. De komme da vel samtlig til, at udbede sig Landets almindelige Faders Naade, at han vilde give Landmaalerne frit dertil, og paatage Forskuddet af den halve Deel af det som Commissionen koster, som hele Landet efterhaanden skulde betale igien; siden hele Sagen egentlig sigter til det almindelige Beste, og Arbeidet, Tids- og Pengespilde neppe ved Nytten vil erstattes de nu levende Jordeiere og Brugere. Den anden halve Deel burde udredes, Halvparten af Eierne og den anden Halvpart af samtlige Bønder.

37

37

Hver By nyder, til deres afdelte Skifters hastige Indhegning, Hielp af alle næstliggende Byer, fra hver Mand to Vogne og sire Karle i Herredsfogdens Nærværelse, og vederlegger samme Hielp, saasnart Afdelingen skeer der. Saavel ved Gaarders Flytning, som ved nye Gaarders Opbyggelse, giør hver Lodseiers Bønder alt fornødent Arbeide med Vogne og Folk, uden for deres bestemte Hov-Dage; og de Gaarde som flyttes, nyde desuden hele Byens Hielp, saavidt den efter Amtmandens Sigende er fornødent, og desuden skal alle Bymænd pløie og harve to Dage saavel for disse som for de ny opbygte. De Byer, hvorudi Fælleskabets Ophævelse skulde finde uovervindelige Hindringer, giøre deres Nabobyer, som adskilles, dobbelt Hielp.

Da ingen kan have en ringere Mening om denne Betænknings Vigtighed, end jeg selv, saa skal det inderlig glæde mig, om den ved en andens høiere Erfarenhed og Indsigt giøres aldeles overflødig.

38

38

Om Tienden.

Her kan ikke være Spørsmaal, om en Bonde eller hvo som driver Avling, ikke var bedre

faren, ifald han kunde selv beholde, hvad han skal

yde til Tiende, og være fri for denne saavel som al anden Afgift? men om denne Afgift kan efter nærværende Omstændigheder forandres til en anden lige saa bequem, uden at enten den som skal nyde, eller den fom skal yde Afgiften, og altsaa Staten tillige, taber derved?

Tienden har fra de ældste Tider af, næsten over den hele Verden været brugelig; dette maa dog opvekke den Tanke, at denne Afgift er mere begvem end nogen anden. Paa nogle Steder er den given Kongen og Regieringen, isteden for andre Skatter, i Almindelighed er den ydet til Geistligheden. I vore Lande er den ved mange Love og Forordninger stadfæstet at deles i tre Dele, hvoraf i fordum Tid Bisperne fik een. Kirkerne den anden, og Præsterne den tredie Deel. Efter Reformationen blev Bispernes Andeel lagt til Kongen og Kronen, og Kongerne have igien tildeels henlagt deres Part til Skoler, Hospitaler, og hvad ellers trængte til at underholdes af Staten; eller og solgt den, som endnu i vore Dage er skeet for

39

39

høie Priser. Ingen af nu værende Eiere kan tabe den, uden nøie Vederlag. De have kiøbt Nydelsen og Brugen, ligesom hans Majestæt selv har havt den, nemlig i Kierven, og derpaa have de Kongelige Skiøder, det uryggeligste, som kan tænkes. Skoler og Hospitaler have fæstet den bort paa samme Maade, tildeels paa Livstid; og de skal hiemle hvad de have bortfæstet, eller selv erstatte Tabet, da de fleste Fæstere have givet anseelige Fæstepenge, og mange af Foertrang forbunden sig til en større Afgift, end Tienden er værd. Kirkerne, som intet have at vedligeholdes af, uden Sognets Tiende, kunne ei heller miste den, og de fleste Kirkeeiere have kiøbt dem, endog af Kongen selv, meget dyre, for Tiendens skyld, at nytte den til Foering. For Præsterne er Tienden nu det meste og visseste af deres Levebrød, og da de Tider ere forbi, hvor Folk af Overtro eller Kierlighed kappedes om, at give Præsterne; saa trænge de vel mere til Beskiermelse i det Visse af deres Indkomster, hvorved de mindst staae Fare at fornærmes eller at komme i Trætte om, end at og Tiendens Ydelse skulde blive usikker for dem. Overalt have nu alle, som enten ved Kiøb eller Fæste, eller paa anden Maade have Rettighed at oppebære Tienden i Kierven, og som efter Loven, Forordninger, Skiøder og Fæster, have med Rette anseet dem for uryggelige

40

40

Eiendomme, indrettet deres Huusholding derefter, saa at den for de fleste er umistelig, uden deres, og tillige, Statens, ubodelige Tab.

I Henseende til dem, som skal yde Tienden, synes denne Afgiftsmaade at være frem for alle andre best afpasset efter enhvers Formue. Jordens Grøde er aldrig et Aar som det andet, ikke aleene i Almindelighed, men og for Jordbrugerne især. Som nogle paa hinanden følgende frugtbare Aaringer formindske Kornprisen anseelig, saa forhøies den igien i ufrugtbare Aar. Nu giver enhver, som han avler til; da ved faste Afgifter, som kunde settes isteden derfor, de give mest, fom avle mindst, og i Almindelighed alle maa give mest, naar Kornet er dyrest og de mindst have deraf. Den liden Foering, som hver Bonde mister, savner han ikke meget, da de fleste foere mere Kreature, end de kunne græsse.

Saa længe Bønderne have deres Marker i fleng, som vel aldrig er ganske at forandre, kan det ikke tilstedes een, at age Korn af Marken, førend alle kan indage; for den Usikkerheds skyld, deraf vilde flyde for enhver, at ikke den ene Nabo tog den andens Korn, naar han havde Lov at indage hvad Tid han lyster. Der vilde og vist nok meget Korn føres grønt og raat ind, og raadne i Bøndernes Huse, om ikke den liden Opsyn, Tiende-

41

41 tagerne have dermed, at Kornet nogenledes maa være veiret, giorde Forhindring. Og dette er dog den eneste betydelige Fordeel, som Bønderne synes at have ved Tiendemaadens Forandring, at hver kunde indage sit Korn, naar han vilde.

Staten, for hvilken det ligger mest Magt paa, at hver Ting som Landet frembringer, bliver brugt til den høieste Nytte med mindste Bekostning, vilde miste en anseelig Deel Penge, som nu for Smør, Huder, Flesk og Stude indkomme eller beholdes i Landet, saa og de derved faldende Afgifter. De faa Kierve Foer, som hver Bonde leverer og neppe savner, ere af ingen Betydenhed for hver især. Men der, hvor de samles, anvendes de til at foere og stalde mange Køer og Øxen med, som ellers blev umueligt; og mange, som enten feile Rum eller Villie til at spare paa Foeret i rette Tider, eller virkelig ikke have Foering, kan igien derfra blive hiulpne i deres Trang. Det feiler ikke paa Exempler, at Herregaarde aleene derfor have søgt paa det dyreste at forhverve sig Rettighed til Tiende, for at kunne i Nødsfald hielpe de Trængende. Og jeg haver i den korte Tid, da jeg boer paa Landet, allerede oplevet tre Aar, i hvilke mange Heste og Køer havde maattet sulte ihiel, dersom deres Eiere ikke vare blevne hiulpne af Herre-

42

42

gaarden med ulige mere Foering, end de nogensinde have ydt til Tiende. Bøndernes Hollænderier eller Stutterier kan allermindst erstatte Staten det Tab, som den nødvendig maatte lide, om begge Dele bleve aflagde eller svækkede paa Herregaardene. Det er og aleene deraf aabenbart, at Tienden bruges til meget større Nytte, der hvor den samles, end om hver beholder sit; da Bønderne have det Privilegium efter Loven, at de frem for andre ere berettigede til Tienden, naar de ville give det samme som en anden byder, og de alligevel meget sielden kunne eller ville det. Ligesom og de fleste Tiendetagere heller bære den store Uleilighed, der er forbunden med Tiendens Tagelse, end at accordere derom med Bønderne. Og saavidt min Forfarenhed strekker sig, trænge Tiendetagerne i vore Dage meget mere til Beskiermelse imod Tiendeyderes Uvillighed og Svig, end disse imod hines Overlast, da Bønderne have Forsvar i deres Herskaber, og finde mere Medhold end hine. Og hvor deres Husbonder selv oppebære Tienden, da ere de, saa mange som jeg kiender, vist bedre faren med at yde den i Natura, end ved den taaleligste Afgift.

Da altsaa Tiendetagerne ikke aleene Have kiøbt Rettighed til Kornet, men og til Foeringen, og skulde have Erstatning ligesaa vel for det ene som for

43

43 det andet, som de dog kan føre sig til meget større Nytte, end Bonden, om han beholdt det; saa kan jeg ikke andet end holde det for umueligt, uden nogens Tab og Fornærmelse, at udfinde en anden beqvem Afgiftsmaade isteden for denne, fordi den ene Part nødvendig taber ulige mere, end den anden kan vinde.

Desuden ere Byerne i Sogne, og Gaardene i Byer, ja Avlingen ved Gaarde af lige Hartkorn, saa ulige, at Afgiften ei kan fastsettes i Almindelighed efter Hartkorn, men maatte fastsettes for hver Gaard især, siden Engbund er lige saavel anslaget til Hartkorn, som Agerjord; og hvad Regel kan dertil udfindes? Saa tidt der enten ved Fælleskabs Ophævelse eller paa en anden Maade skeer Forandring med Byer eller Gaarde, maatte Afgiften bestemmes paa ny. Naar i Krigen eller andre vanskelige Tider, eller ved Vanheld og ved slet Huusholding, Beboeren af en Bondegaard bliver uformuende at betale de Kongelige Skatter og Landgilder, hvorfra skulde da Tiendetageren faae sin Afgift? Skulde han ved hver seen eller ond Betaler søge sin Rettighed med Proces? som maatte koste mere, end Tiende-Afgiften i mange Aar kunde erstatte. Skulde der gives Korn i Skieppen? men paa de fleste Steder er det ikke Korn,

44

44

men Foering som egentlig attraaes af Tiendetagerne; derforuden blev Døren aabnet for uendelige Trætter, at ikke Avner ydes isteden for Korn; og uden stor Vidtløftighed og Værdien overgaaende Bekostning, seer jeg ingen Maade at betage begge Parter Leilighed, til aarligen at fornærme eller at chicanere hinanden. Og Statens Velfærd beroer dog derpaa, at al Trætte, især blant Almuen, forhindres og forkortes. Og hvad Vederlag kunde Eierne af Tiender faae for den Usikkerhed, som er ved al anden Afgiftsmaade, frem for at faae den i Kierven? Det er en ganske anden Sag, naar Tiendetagere og Ydere giør en frivillig Forening, hvorved begge finde deres Regning, og som strax ophæver sig selv, naar een af dem overtræder den, og hvorved gemenlig Bønderne i Sognet eller Byen staae den ene for den anden, og have Opsyn med hinanden, end naar Afgiften isteden for Tiende skulde fastsettes eengang for alle, og for hver især. Jeg er forsikret, at alle som nogenledes kan undvære Tiende, findes villige til en billig Accord Med Bønderne, som igien kan forandres efter Tidernes Omstændigheder. Tiendernes Priis er for nærværende Tid saa høi, at den liden Fordeel ikke kan veie op imod den Vidtløftighed, Bekostning og Fortred, ved mere og mere tiltagende Svig, hvor Tienden tages i Kierven, især i store Byer. Derimod bliver det

45

45

langt vanskeligere, at komme til nogen billig Forening, saa snart Bønderne mene, at det er en slags Skyldighed at tage Penge isteden for Kierven. Derpaa have vi Exempler nok i disse Dage, da Bønderne, isteden for fire, fem, sex og syv Mark af Tønde Hartkorn, som de pleie at give paa de Steder, hvor Accord er giort, ikke have tilbuden mere en fire og tive Skilling. Jeg er forsikret, at om ved en Upartisk Commission den billigste Afgift blev fastsat, Bønderne langt mere vilde klage, og være vrangvillige til at betale den, end de nu ere at yde Kierven. Efter foranførte Omstændigheder vilde ogsaa Afgiften i Tidens Længde blive de fleste til Byrde, eller og Tiendetagerne vilde fornærmes, tvert imod Ret og Billighed og Kongens allernaadigste Hensigt.

Jeg slutter altsaa, at Tiendens nærværende ældgamle Maade, hvorved Tagerne beholde hvad dem tilkommer, og føre sig deres bekostelige Indretninger uden nogens Fornærmelse til Nytte, og hvor Yderne give eftersom de have, uden mindste Fare for Fornærmelse og Overlast; hvorved Staten seer Landets Producter forøget og ført til høieste Nytte, underholder Akademier, Skoler, Hospitaler og andre Stiftelser, lønner Bisper, Præster og andre nødvendige Betiente med mindste Byrde for Undersaatterne; bør billig foredrages en For-

46

46

andring, hvorved Eierne mistede hvad de dyre og nylig havde kiøbt, eller hvad dem ved Embeds Tiltrædelse er tillagt til Levebrød, og tillige al Sikkerhed om Vederlag; hvor de Givende blev betynget med langt større Byrde i de Tider, hvor de ere mindst formuende til at bære den, uden Haab om tilstrekkelig Vederlag i bedre Tider; hvor Staten vilde tabe anseelig saavel ved mange Godsers Ruin og Producternes Formindskelse, som og ved nye Skatter og Paalæg, som uomgængelig inden kort Tid vilde udkræves til Kirker, Skoler og Hospitaler, og til Præsters, Skolelæreres og andre Be tienters Løn. Allerhelst, da nu under Lovens og Forordningernes vise Indretning og Beskiermelse enhver er noksom og langt mere betrygget for Fornærmelse, end det kunde skee ved al anden Afgifts-Maade,

Om Tienestefolk paa Landet.

Dersom nogen Ting, maaskee i hele Staten, i det mindste ved Landvæsenet for nærværende Tid, fortiener Regieringens Opmerksomhed, da er det Tienestefolk. De fleste saavel Karle som Piger attraae Kiøbstæderne, hvor de mene at

47

47

kunne faae mere Løn for mageligere Tieneste, og saa sidde igien paa deres egen Haand, og fortære hvad de have fortjent der. De foreskrive Husbonden Love, hvad og hvor meget de ville giøre eller ikke giøre. Ved hver Skiftetid drive de hele Uger omkring, inden de søge deres nye Husbonder, under Paaskud, at de ville besøge deres Venner, og faae deres Klæder og Tøi sat i Stand. At være to eller tre Dage borte fra deres Tieneste til Brøllupper, Trolovelser, Barsel og andre Gilder, dertil mene de ikke engang at behøve Forlov; og hvem der vilde holde dem derfra, den fik vist ingen Folk, uden dem, ingen anden skøttede om at have.

Jo mere Fordervelsen og Dovenskabet tiltager, des flere Hænder ere der om dem, som ere noget skikkelige; og disse forderves ogsaa derved, eller skrue deres Tieneste des høiere op. Husbonden maa betale Skatterne for dem, og tilstede dem alle Vilkaar, som de foreskrive; ellers vil Husbondens Nabo. Saafnart en Karl har fortient nogle Daler, eller mener sig at være mere duelig, end den som er slettere, vil han ikke mere tiene Bonden, men naar han ei kan faae Lov til at komme til Kiøbsteden, enten kiøbe sit Pas, eller tiene for Ladefoged og Tersker, eller dog hos Præsten og andre Bøndergaardes Beboere uden for Bondestanden. Pigerne kan ikke mere holdes fra Kiøb-

48

48

steder, og da de fleste blive der besvangrede, saa viser det noksom Aarsagen, hvorfor de gierne ville derhen; eller de søge Tieneste langt borte fra deres Fødested, for at faae Lejlighed, at kunne sidde uden Tieneste, og i Ladhed at nære sig som de kunne. Saa umistelig som Qvindearbeide er for Bonden og hver Landmand, saa ilde kan en Bonde, ja Herregaarden selv, faae Tjenestepiger. Og dersom alt dette bliver ved, eller rager til, som det vist giør, hvis ikke Regieringens vise og alvorlige Anstalt, ved en ny Politie-Forord- paa Landet, eller dog de givne Anordningers alvorlige Haandhævelse forhindrer det, saa vil det inden kort Tid ligesaa vel feile paa duelige Beboere til Gaarde, som paa Hustruer og Tjenestefolk til dem. Skulde Selveieres Tal tiltage, Sædegaardseiere selv holde saa mange Folk, som til Avlingen behøves, Karlene miste Haab om at kunne faae Gaarde i Fæste, Soldater tages fra Bondens Tieneste i det mindste i nogle Maameder, Pigerne beholde Frihed, at tiene uden Forlov i Kiøbsteder eller hvor de selv vil; saa vil der snart behøves Colonier i de best bebygte Egne. Selveiere og deres Hustruer befatte sig ikke uden stor Nød med Arbeide, og giør ikke gierne andet end see til deres Folk. En ny Eier, som kommer til Gaarden, maa bie mange Aar, inden han faaer opdra-

49

49

get Børn til at have Gavn af dem, og saasnart han har faaet dem store, sørger han for, hvorledes han kan faae de øvrige, som ikke ere bestemte til Gaarden, anbragt paa andre Steder og paa anden Maade. Saa langt fra er det, at Sclvs eiergaarde skulde forøge Arbeidernes Tal ved Landvæsenet. Tager, som det allerede er skeet, Brændevins-Drik overhaand; saa forværres og derved Tienestefolk, og selv Haabet forsvinder, at faae i det mindste Børnene vant derfra. Vi kunne altsaa let see forud, hvad Trang Landvæsenet inden kort Tid vil faae for Arbeidere, og hvor vanskeligt det bliver at opmuntre eller nøde Tienestefolk til Dyd og Flittighed.

Skulde Folkelønnen bestemmes for alle eens, da blev stet ingen Opmuntring tilovers. Skulde den fastsettes efter Flid og Duelighed, da vilde nok ingen holdes for doven eller udygtig. Blev den sat høit, da vilde hver have lige saa meget, enten han kunde giøre Gavn derfor eller ikke. Blev den anordnet ringe, da kunde og vilde ingen tiene derfor, men enhver søge derhen, hvor han kunde faae mere. Og hvor lidet Forordninger og Forbud kan hindre Folk fra at undvige, det viser den daglige Erfaring. Jo sædvanliger det nu er, at al lovlig Orden, en Husbond vil holde over, især paa Landet, udraabes for Slaverie og

50

50

Trældom, des utaaleliger vilde slig en Bestemmelse synes for Tienestefolk.

Efter min ringe Indsigt tænker jeg, naar der paa Landet anordnedes Politie-Retter, der, ligesom i Kiøbenhavn, holdt ulydige, opsætsige og dovne Tienestefolk uden Bekostning ved hastig Straf i Orden, og ligeledes hialp forurettede Tjenestefolk til deres Ret; naar Folkemængden blev befordret ikke ved Giftermaal imellem to Folk, som hverken kan føde eller opføde Børn til andet, end hvad de selv have at leve af, nemlig at tigge, men ved at lette for de Gifte de Byrder, som nu trykke dem langt haardere, end de Ugifte; naar det blev alvorlig, og under Straf saavel for Husbonden som Tieneren forbuden, at Husbonden ikke maatte betale Extraskatten for Tienestefolk; naar Piger, som ville tiene i Kiøbsteder, tilholdtes at give hver Halvaar tre Mark til deres Føde-Sogns Fattige, som Kiøbstedens Øvrighed skulde være ansvarlig for; naar Tjenestefolk, som havde tient otte eller ti Aar paa eet Sted, blev tillagt visse Friheder og Præmier; naar de fik sikkert Haab, med Tiden selv at kunne blive Husbonder; naar Bonden blev nødt til, med eget Arbeide, og ikke aleene med hans Folkes, at fortiene hvad han vil forhverve, og at aftiene, hvad han ikke kan betale; naar Landmanden i alle Classer ikke paalagdes større Afgifter, end han kan udrede, og

51

51

han fik Haab at beholde noget tilovers for sig og sine Efterkommere; naar Antallet af Giesterne ved Trolovelser, Brøllupper, Barsel og Liigfærd indskrænkedes, og Overdaadigheden i Bondestanden, efter alle Landes Exempel, alvorlig forhindredes: Gaa vilde den Uroligheds Aand, der nu næsten overalt har bragt Folkene i en skadelig og med høistfarlige Følger truende Bevegelse, under Guds Bistand og Regieringens vise Foranstaltning, vel sagtes igien, og enhver i Fred og Rolighed som tilforn bygge sit eget Huns, og med det samme forøge Landets Velfærd.

Det Sædekorn, som Bønderkarle næsten i Almindelighed paastaae, er tilvisse meget skadeligt for Bonden, især som det nu kræves og gives. Han skal flye Karlen den beste Jord, rigelig Giødning, og det beste Sædekorn dertil. Derimod formaae og mange Bønder ikke, at udrede saa mange Penge, som de idelig behøve til Skatternes og Landgildens Betaling, langt mindre, at holde en saa betydelig Summa samlet, som de paa eengang skal give til Folkeløn. Derfor ere de selv glade, haar de paa den Maade og uden rede Penge kan fornøie Folkene. Thi skulde Bonden fra Tid til anden blive dem Lønnen skyldig, saa maatte han snart give dennem mere til Renter eller saa kaldede Villigheder, end han nu kan lønne dem med. Hvor

52

52

Bonden har sine egne Børn at tiene sig, da lønner han dem helst paa denne Maade. Pigerne ville ikke heller tiene mere, end hvor de faae saaet Hør.

Ligsom de derom udgangne Forordninger ikke til denne Dag har kundet hemme denne Misbrug, saa vil det og herefter være vansikeligt, reent at forbyde den, uden at give Anledning til større Onde. Om vi sette, at en Karl fager ti Daler til Løn om Halvaarek; at han deraf skal give fire Mark til Extraskat og Folkeskat, og to Mark til Præst, Degn og Skolen, saa beholder han lidet tilovers, naar det endnu fradrages, hvad han efter nuværende høie Priser bruger til Klæder og andre Nødvendigheder. Beholdningen paa Drenges og Pigers Løn bliver endnu ringere. Have Folkene ikke forrient noget, naar Karlen skal forestaae en Gaard og Pigen giftes, saa seer det kuns slet ud med Jordegodset

Dette er og uden Tvil Aarsagen, hvorfor nogle Proprietairer taale denne Misbrug, og unde Folkene nogen mere Fortieneste, end de ved Løn i rede Penge kunne faae, saa længe Kornet er i Priis. Det vilde og være vanskeligt at forhindre, saa længe Bønderne selv tilstaae, og ere Nødte at tilstaae det, og saa længe der ikke er mere Overflødighed paa Folk, og Mangelen paa gode Folk

53

53

overalt tiltager. Men naar først Folkene er bragt igien i deres retmæssige Skranker, og Proprietairer haandhæves ved den Myndighed, hvilken dem som Husbonder efter Loven tilkommer, saa kan denne Misbrug saa indskrænkes, at den ikke bliver Bonden til synderlig Skade. Dog var det langt bedre, om den med Vished reent kunde afskaffes; og om tillige, ved nøiere Opsyn med Færger og Baade, Folkenes Undvigelse blev forhindret.

Hvad Skiftetidernes Forandring angaaer, saa indseer jeg ikke, hvilken betydelig Nytte deraf kunde flyde. Tvertimod er de fleste Landmænds Vinterhuusholding i mange Maader forskiellig fra Sommerhuusholdingen, og udfordrer, hos nogle flere, hos andre mindre Folk. Hvorfor jeg tænker, at de fleste, faavel Husbonder som Tienere ønske, at de gamle Skiftetider fremdeles maatte vedblive; undtagen at Faredagene skulde helst bestemmes til første April og første October, siden Paaske falder ulige. Enhver maatte tilholdes, samme Dag at tiltræde den nye Tieneste, men ikke forlade den gamle, førend den 29. Marts og 28. Sept. under to Mark Straf for hver Dag.

54

        

55

        

56

        

1

Et Brev

fra

Anders Christensen

til

Om

Kornpriser,

Folkemængde,

Proprietærer, Bønder,

med videre

Landhuusholdningen angaaendis,

hvorved tillige adskillige

Modens Fordomme

bestrides.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie, hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2

        

3

Min Herre!

Hvad synes Dem? Er 3 eller 4 Rdlr. for en Tønde Rug saa høi og ubillig en Priis, at Landet derover bør skrige og larme? Eller, bør 13 Mk. være det høyeste, som Landmanden efter vor elskværdige Philodans Formeening derfor bør have? De godt Folk maae nok ikke vide, hvad Arbeide og Bekostning Avlingen medtager, og hvor lidet Over-

4

4 skudd der bliver for Arbeideren, naar hans Arbeide nogenlunde skulde betales, som andres, og hvo bør misunde ham det? Dog skeer det langt fra ikke. I den Henseende vil jeg forelægge Dem en tilforladelig Beregning herover, saadan som den er mig skikket fra en sikker Haand i Øster Egnen, hvor den bedste Eiendom i Landet falder.

Beregning over Udgift og Indtægt ved en Tønde Bygs Drift tilUdbrug naar Arbeidet derved skulde leyes for Penge.

1 Td. Byg til Sæd — 2 Rd. 4 Mk. - Sk.

— Giødningen dertil

at udage — — 4 — - — - —

Landet at fælle og pløye — 1 — 2 — - —Afgrøden

saae og harve — - — 2 — - —

— høste, røgte og opbinde

— - — 3 — - —

— indskiøre og opgulve — - — 2 — 8 —

— terske og rense — - — 2 — 8 —

— til nærmeste Kiøbstæd

at bortføre — — - — 3 — - —

Lateris 10 Rd. 1 Mk. - —

5

5

Transport 10 Rd. 1 Mk. - Sk. 1 Td. Rug til Sæd — 4 — 2 — - —' Landet at pløye — — - — 4 — - — Afgrave for Vandstand — - — * — 8 — At saae og harve samt Afgrøden at høste, røgte, opbrude, indage, opgulve, terske, rense og at bortføre ligesom ved Bygget — 2 — 1 * —

4 Tønder Havre til Sæd a 9 Mk. — — 6 - - — - —

At pløye, saae og harve, samt Afgrøden at høste & c. ligesom ved Ruget er anført Hver Tønde Sæd beregnet til halvt saa meget som Rugen, bedrager — 5 — 4 — - — Til bemeldte 6 Tdr. Korns aarlige Udsæd behøves 8 geometriske Tønder Sæ- deland, hvoraf de 4 hvile medens de 4 besaaes, som giør i god Land ongefær 1 Td. Hartkorn, hvoraf den sædvanlige aarlige Matricul-Skat, omtrent— 3 — - — - —

Lateris — 32 Rd. - — 8 Sk.

6

6

Transport 32 Rd. - Mk. 8 Sk. Landgilde og Hoverie, eller Renter af Pengene, 1 Td. Hartkorn beregnet til 100 Rdlr. Værdi —- 4— - — - —

Summa Udgift 36 Rd. - — 8 Sk. Naar derimod af dette saaede Korn beregnes Indaulingen, 1 Tønde Rug ansat a Tønden - 2 Mark, og 1 Tønde af Vaarkornet 1 Mark lavere end i Sædetiden, bedrager samme, naar Tienden er fradraget, i et middelmaadigt godt Aar i det høieste saaledes;

3 Td. Rug a 4 Rd. —- 12 Rd. — - - —. 6 Td. Byg a 15 Mk. — 15 — - — - — 16 Td. Havre a 8 Mk. — 21 — 2— - —

Summa Indtægten 48 Rd. 2 Mk. - — Af denne Regning, som i andre Egne maae anderledes forfattes, men over Hovedet falder flere Steder ringere end bedre ud, sees, at Bonden, endog ved denne saa udskregne Priis, har ved sin Korn-Avling ikke synderlig mere end 12 Rdlrs. Overskudd for hver 1 Tønde Hartkorn; Synes Dem vel, det er formeget til ExtraSkatter og Udgifter, til Præst og Degn, til

7

7

Foged og Skriver, til indfaldende Uaar eller Misvæxt, & c. & c. & c. Men sæt nu med Philodanus, han burte ey have over 13 Mark for Tønden af Ruget, og at Bygget i samme Forhold en kostede mere end 9 Mark, Havret 4 Mark, hvilket Forhold gemeenligen altid har Sted, saa vil Regningen, naar Ruget beregnes a Tønden 2 Mark, Vaarkornet 1 Mark dyrere til Sæd, end til almindelig Udsalg, som og gemeenligen har Sted, falde langt anderledes ud. De kan selv giøre Regningen, thi Arbeidslønnen er den samme. De vil da befinde, at Omkostningerne ikke engang komme ud; Her bliver ingen Gevinst men over 5 Rdlrs. Tara. Hvad synes Dem nu, er 4 Rdlr. for 1 Tønde Rug, nu og da, et Aar iblant (om end ingen Misvæxt var) for meget, til at opmuntre en Landmand til at giøre Extra-Bekostninger paa Eyendommens Forbedring, og til at bygge Landet.

Jeg siger, om end ingen Misvæxt var, thi, naar dette skeer, bliver Høsten langt fra ikke saa riig, som anført er, og Regningen følgelig ikke saa fordeelagtig.

8

8

Vores Larmen over dette Aars kornPriser er derover saa meget mere ubillig, som den høye Priis reiser sig ikke alleneste af sidste Aars Misvæxt (som den fornuftige Forfatter af Recepten for Klynke-Sygen i det patriotiske Magazins No. 14, 1771, rigtig nok har anmærket, og er en Sandhed, der, skiønt aabenbar og bekiendt for hver Bonde, lader til at være skiult for vore kloge ekonomiske Skribentere) men endog af de tvende næstforriges, hvoraf 1768 Aars Rug-Aul var endog saa ringe, at intet Aar siden 1709 dermed kan lignes. Saa at man snarere maae undre sig over, at Kornet er ikke end dyrere, allerhelst naar tillige betænkes, hvor megen Føde af Kiød, Mælk, Smør og Ost, Qvæg-Sygdommen, der og i de samme Aar meget har raset, har borttaget. Men, maaskee De vil svare mig. Arbeidslønnen er beregnet for høi; Sandt nok; i Forhold med Kornets almindelige Priis, men ikke høi nok i Forhold med andet Arbeide; Ikke heller torde jeg love dem, endog til anførte Priis, saa høi den og lader, at forskaffe dem Arbeidet forrettet. Hovedstadens Indvaanere, Bryggere, Bagere og Vognmænd, som tilligemed flere, saa meget skrige over de høie

9

9

Korn-Priser, skulde de med deres egne Folk og Heste bearbeide Jorden, eller skulde de dertil leyes, og have lige saa høi Arbeidsløn, som de nu i andre Maader nyde, vilde man saae noget andet at høre, en anden Regning at see,

Erfarenhed er den bedste Læremester; Giør selv Forsøget: Tag sig et Stykke Land paa 3 a 4 Tønders Korn-Sæd for; Saaledes vil De bedst faae at vide, hvad det koster at drive, og hvad Overskuddet bliver. Af vores Skriveri at giøre Slutninger i Landhuusholdningen, feiler meget. De fleste af dem, som skrive derom, røbe ved hver Linie, at de have ikke ringeste Grund eller Indsigt derudi, og intet giøre, uden at udskrive den ene den anden; og hvorledes kan dog en Blind veylede en anden?

Men, dersom det saaledes forholder sig, dersom Arbeidet saa kostbart og Fordeelen saa ringe; hvorledes kunne da de ellers almindelige Korn-Priser være saa lave? Dette Spørsmaal venter jeg mig, og snart kan blive færdig med Besvarelsen. Hoveriet, denne saa forhadte, af saa mange ukyndige saa udskregne, og dog for Landet saa nyttige Indretning, er allene Aarsag herudi. Bonden faaer ikke saa meget

10

10

til Arbeidsløn for sit Hoverie-Arbeide. Han har af Hosbonden godt Kiøb paa den Eiendom, hvorved han underholder sig, sin Familie og sine Kreaturer; Og hvorved han bliver sat i Stand til, at kunne tiene den anførte Arbeidsløn, som han ellers ikke kunde; Og derover kan han igien give Hosbonden got Kiøb paa sit Arbeide. Saaledes bliver da Hoveriet, endog dem, som meest derimod larme, tilgode, og saaledes seer man, hvor underlig og nøye alle Lemmerne paa en Staat ere sammenknyttede, og det saaledes, at det enes Vel hænger af det andets, endog deres, som synes at være hinanden modsatte. Og alt dette dog derhos saa uformærkt, at deels af Lemmerne præke og ivre sig mod deres egen aabenbare Fordeel, hvilket Norge, Kiøbstæderne, Hovedstaden, med et Ord, alle dem, som selv ikke faae og pløye, vilde føle, om Hoveriet ikke var til. Dog, naar det ret skulde føles, og naar man retskaffent vilde faae at fornemme, hvad Kornet, naar det paa dets Avling anvendte Arbeide, skulde, ligesom andet Arbeide, betales, vilde komme til at koste, maatte Hoveriet ophøre, ikke alleneste i Dannemark, men endog i

11

11

de østersøiske Egne; Thi Hoveriet, endog der, vilde komme dem til gode, naar Kornets Indførsel derfra, som vilde blive en nødvendig Følge af Hoveriets Ophævelse i Danmark, blev tilladt. Men, hvad synes Dem; Vore egne Sølv Miner er kuns faae. Pengene maae vi altsaa have fra andre Lande. Bør da de Veie, hvorved de føres ind i Landet, hvoraf Kornhandelen, som i saa Fald vilde ophøre, er een af de betydeligste, forfærres; Og bør Tallet paa de Veie, hvorved Penge føres ud af Landet, forfleeres. Jeg siger, at Hoveriet giør, at Korn-Priserne langt fra ikke ere saa høye, som de ellers vilde blive. Skulde det behøve Beviis; Saa hør og spørg dem for, hvo er det, som i de sidste tre Aar, vi, som meldt, have havt Misvæxt her, har havt Korn at sælge? Er det ikke Herregaardene allene? Men, det har ingen Nød; Her blev vel aulet ligemeget Korn, enten Hoveriet var til eller ikke; Ja, her blev vel aulet mere; Thi, seer man ikke af de offentlige Blade.

1.) At de elleve Parter af Landet dyrkes ilde, fordi Herregaardene, der skulde udgiøre den tolvte Part, skulle dyrkes vel, følgelig;

12

12

2.) At Hov-Bønderne have ikke Tid til at drive deres egne Gaarde, formedelst Hoveriet.

3.) At Eiendommen blev dreven langt bedre, følgelig mere Korn frembragt, om paa Herregaardene bleve fatte Afbyggere, da man sikkert kunde formode, at enhver i sær arbeidede bedre og troeligere for sig selv, end nu Bønderne for deres Hosbond.

4.) At, dersom Hov-Bonderne hørte op at være Slaver, (som de meene, er det samme, som at blive frie for Hoveri) og, dersom de end ydermere, i Stedet for at være FæsteBønder, fik Arvefæster, Frihed og Sikkerhed paa sin Formue, ikke alleneste for sig selv, men endog for Arvinger, vilde de blive langt stræbsommere og vindskibeligere, thi, der kom aldrig noget godt af Slaveri, og af Usikkerhed paa sin Formue og sine Rettigheder.

Saaledes, med meget mere deslige Tøy, seer man i de mange, saavel danske som tydske Blade og Skrifter, som herom ere komne for Lyset; Men deels deraf seer man ikke heller andensteds; Og deels deraf passer sig slet intet paa vores Bondestand og Stats Forfatning.

13

13

Endog Bønderne vide selv langt bedre Beskeed herom. Er det da ikke underligt, at saa mangen en tør være saa dumdristig, og skrive om de Ting, som de ingen Rede vide til, der lettelig kan sees, om jeg og tør opholde Dem med, al fremkomme med saadanne Beviser, der ere, endog hver Bonde, bekiendte, som jeg nødvendig maae, naar forestaaende Poster skulle giendrives, der skeer saaledes.

Til 1ste og 2den.) Begge disse Poster ere den største Digt og Usandfærdighed af Verden. Tvertimod blive Bøndergaardenes Jorder langt Meere uddrevne end Herregaardenes. Hør, spørg og see Dem for; Ja, see Dem for i de mange til forrige General-Landvæsenets Collegium indkomne Jordbøger; De ville befinde, at Bøndergaarders Marker hvile ikke uden 2 eller 3, nogle faae i 4 Aar; Herregaardenes Marker derimod i de samme Egne 7, 8 til 10, ja vel 14 Aar, som jeg veed Exempel paa.

Der vil nok findes faa Steder, hvor der ikke til hver 1 Tønde Hartkorn af Bøndergaarders Marker, saaes dobbelt saa meget, som til Herregaardenes. Endda ligger gemeenligen til Bøndergaardene intet, uden deres egen ma-

14

14

trikulerede Jord; Til Herregaardene derimod støder de fleste gange mere til. Her er undertiden aparte Kiøb-Enge, Kirke-Enge, Tiender, som altsammen formerer Giødningen; Og dog kunne Herregaardene i Udsæden langt fra ikke bestaae sig med Bøndergaardens. Aarsagen er, som de lettelig slutter, at Bonden giøder tyndere, og derover pløyer og saaer mere. Det er sandt, at som Herregaardenes Marker faae mere Hvile og Giøde, end Bøndergaardenes, saa staaer og gemeenligen Kornet langt bedre paa de første end sidste Marker; Men paa disse derimod ere der i Forhold efter Hartkornet flere besaaede og bevoxne Agre.

Hvad der nu indbringer meest Korn eller er fordeelagtigst, enten, som Herregaardene, at giøde og saae mindre, og derpaa aule mere; Eller, som Bøndergaardene, at giøde og saae mere, og derpaa aule mindre i Forhold, er en anden Sag, og vedkommer ikke her at undersøges; Vist er det, at, dersom Herregaardenes Maade er den fordeelagtigste, (som den tilforladelig er i alle de Egne, jeg kiender, som man dog ikke kan faae Bonden, der heller vil følge den gamle Slentrian, til at troe,) beløber det

15

15

Arbeide, som Bønderne saaledes forgieves giøre til sine egne Gaarde, sig til mere end dobbelt, mod deres Hoveri-Arbeide i samme Tilfælde. Nok er det paa dette Sted, at jeg har beviist, at Bønderne have Tid nok, at drive deres egne Gaarde, og at disse blive endog langt stærkere uddrevne. Vil De endnu, ikke troe mig, saa lader os gaae fra Hov-Bønder, til Frie-og Selv-Eyer Bønder.

Aule disse mere Korn paa lige Hartkorn, end hine. Ere de før paa Veie, blive de før færdige med deres Arbeide, holde de færre Folk og Bæster paa lige Hartkorn? Nei, ingenlunde; De ere altid tilbage, med samme Folk og Bæster altid de sidste; Som ere saadanne Sandheder, som enhver, der vil, grandgiveligen kan see, og dagligen seer for sine Øine.

Vil man ikke giøre sig den Uleylighed at eftersee dette; Saa lægg dog Mærke til, naar de i Høstens Tiid opholde sig paa Landet, hvilke Bøndergaarde, Houfrie eller ikke, først advare til Tælgning eller først faae sit Korn talgt; Og hvis Tiender er bedst, i Fald derpaa nogen Forskiel. Dette ene, som De uden stor Møie eller

16

16 Omstændighed kan blive vaer, kan i Almindelighed bevise hele Resten.

Til 3.) Her snakker man jo baade frem og tilbage; Nyligen hidde det, at Herregaardene bleve bedst drevne, Men her faaer Piben en anden Lyd. Jeg vil alleneste sige dette a) at man nok kan siges, selv at drive sin Gaard, foruden selv at giøre Arbeidet; Endog mangen en Bonde rører ikke en Haand ved sit Arbeide, og dog faaer det ligesaa vel fremmet, som nogen anden. God Tilsyn, fornuftig Indretning og Anstalt giør samme Virkning ved Arbeidet, som Hosbonds Øie ved Kreaturets Føde. b) Skulde paa Herregaards-Markerne sættes Afbyggere, skulde de fleste i Jylland ikke engang kunne naae saa meget til Afgift, som Renten af Pengene, deslige Bygning og Besætning med videre kunde koste, maatte bedrage. Her blev altsaa intet for Eiendommen; Og dog er det Hovedgaardenes Eiendom, der indbringer Proprietæren det meste. Hvor mange Proprietærer ere da vel i den Stand, at de saaledes, om de end vilde, kunde bortskiænke mere end Halve Deelen af deres aarlige Revenyer, og det for en Fordeel, som visse Projektmagere

17

17

visse deraf spaae det almindelige, og det, som jeg mener, nogenlunde her foran er beviist, paa falske, eller i mindste gandske uvisse Grunde; Thi kom der Afbyggere paa Hovedgaardenes Marker, blev det med dem, som nu med Beboerne paa Bøndersteder; De fortærede, hvad de fortiente. Her blev altsaa intet Overskudd, for deraf at sælge til dem, som selv ikke pløie og saae; Og for deraf til Fremmede at udføre, og derved Penge i Landet at indføre. Men, sæt, det var en gandske klar og afgiort Sag, at Landet i Almindelighed vandt ved saadan en Forandring. Med hvad Ret og Billighed kunde man dog forlange dette af Proprietærerne. Man maae ikke forlange af Mennesker andet, end menneskeligt. Men er det menneskeligt, at skiænke til det Almindelige, det man har at leve af, og siden at betle sit Brød, eller dandse i Slutteriet; Ja, ikke alleneste, at underkaste sig selv denne haarde Skæbne, men endog andre, som paa Herregaardene, der ved denne Forandring til visse vilde tabe mere end halve Delen af Værdien, kunde have udlaant alle sine Midler, at sætte i samme ulyksalige Tilstand. Hvor forrykt, hvor unaturlig og

18

18 umenneskelig falder ikke al denne Politiqve ud? Men, siger een af vore nyeste Politici: Den juridiske Retfærdighed bør vige for den politiske; En Distinction som hidtil ikke har været bekiendt, og som enhver ærlig dansk Mand maae ynske, aldrig at blive det; Thi, hvad vilde deraf flyde andet, end den største Usikkerhed af Verden paa alle borgerlige Rettigheder, og dermed tillige det allerfæleste Slaveri, som i Verden kan tænkes, som med Tiden vilde drage alle Slaveriets Elendigheder efter sig. Jeg siger usikkerhed og Uvished: Thi hvad som i Dag ansees for Politisk, kan i Morgen ansees for upolitisk, da deslige politiske Principer ere gierne ligesaa foranderlige som Moderne. Nei. I Forralen paa den gamle Jydske Lov-Bog hidder det: Met Low skal mand land bygge: Og denne Sandhed vil vel altid staae uryggelig fast. Foruden meget mere ondt, som vilde flyde af denne Politik, var dette, at ingen, som havde Penge, flyttede ind og satte sig ned i et faa po litisk Land. Derimod søgte de Bemidlede, som allerede der vare boesatte at flytte ud. Stod vor Politikus da ikke ret smukt tilbage som et Been-Rad, uden Kraft og Virksomhed og uden

19

19

Blod i Aarene; Til liden Nytte, at Hovedet havde været saa fuldt af politiske og vidtudseende Betragtninger, at det havde ikke kunnet see det, som var for Fødderne. Man glimter sig ellers lettelig til, af disse og andre deslige Principer, som de uskiønsomme af vore ekonomiske Helte fremkomme med, at de selv ikke maae eie noget. Følgelig vove eller tabe de intet ved Forandringer. De kunne derfor ikke alleneste med Roelighed og Ligegyldighed ansee, at der blev vendt op og ned paa alting; men endog ynske det, da der mueligen ved saadan Leilighed kunde falde noget af til dem. Saa Meget er vist, at de intet vove eller tabe.

Til 4.) Det er en dyrebar Sandhed, at det er slet bevendt med Slaveri; At det er slet bevendt med Forældrenes Stræbsomhed, naar deres Børn ikke maae nyde godt deraf; Det er slet bevendt med all Flid, all Politik, all Handel og Vandel, naar Man ikke er sikker paa sin Formue, sin Rettighed og sin Frihed; Alt dette underskriver jeg aldeles; Ingen uden et Umenneske kunde finde enten sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Troer end ikke det er muligt, noget Selskab,

20

20

nogen Staat i Tidens Længde anderledes kan bestaae; Men intet af alt dette passer sig paa vore Bønder og vores Bondestand.

Saaledes vide vore Ekonomister at indflye til saadanne almindelige Sandheder, som ingen modsiger eller har modsagt; Og at raabe Menneskeligheden, som er uanfægted, til Hielp, for at faae Fremgang, nogle med sin Ondskab, nogle med de Satker, de eengang have faaet i Hovedet, men skamme sig ved at gienkalde, nogle søge maaskee, at slaae sig til Ridder, ved disse nyemodige Fordomme; der maaskee og allerede er lykket nogle af dem.

Nogle følge Strømmen hen af Uvidenhed, og i sin søde Eenfoldighed udskrive den ene den anden. Jeg siger at intet af alt dette passer sig paa vores Bondestand. Bønderne have den samme Frihed, den samme Sikkerhed paa deres Gods og Formue for dem og deres Børn, som andre Statens Lemmer. Loven som er og bør være alles vores Beskiermelse, er og deres. Viis mig en eneste Artikel, som anderledes befaler, og jeg giver mig tabt; Men, som De ikke kunne der, saa kan jeg vise Dem nogle, som beskierme og beskytte deres Rettighed, de-

21

21

res Gods og Formue; Vær saa god og eftersee Lovens Art. 1. pag. 459, Art. 3. 4. pag. 460. 461, Art. 7. pag. 462, Art. 14. pag. 467, Art. 16. pag. 468, Art. 17. page 469; Og dersom De frygte for, at nogen skal fratage Børnene den Arvedeel, som Forældrene maae have efterladt dem, da vær saa god, og eftersee Lovens 5te Bogs 2det Capitel; De finde ikke, at Bønderbørn her ere undtagne; Fortryd ikke paa, jeg maa læse, som Lovens A.B.C., for Dem; Det kunde ikke have faldt mig ind, var det ikke man seer, saa mange herom ere ganske ukyndige, endog saadanne, om hvilke man det mindst skulde formode. Maaskee, De ville svare, som saa mange andre: Loven er god nok, men den bliver ikke efterlevet. Een af vore Ekonomister har endog udgivet et Skrift, og kaldt det: Lovenes Efterlevelse, som den bedste Lettelse for Bonden; Og ved dette Skrift (der overalt ikke svarer til Titelen, da Forfatteren har selv maattet tillægge nogle ny Love) skiønt det røber en Lyst, mere til at spotte og glose, end til Sandhed alvorligen og redeligen at undersøge og oplede, forhvervet sig Navn blandt vore klassiske Authores over Landhuus

22

22

holdningen. Skal man undre sig derover? Nei vist ikke: En berømt fransk Author har for længst fortalt os: Un fot trouve toujours un plus grand, qui l'admire. Men, hvormed bevises denne Sats, hvormed bevises, at Loven, naar det gielder om Bondens Bedste, mindre efterleves, end ellers.

Det er jo den største Digt og Usandfærdighed af Verden, som lærer sig selv, thi, om der end var nogen Proprietær saa ubillig (og hvorfor skulde der ikke være det blandt saa mange, thi man kan altid antage som en Sandhed, at blandt mange ere nogle onde) at han for Bonden vilde og kunde stikke Loven under Bænken, saa kunde han det jo dog ikke for andre Mennesker, som Bonden taler og raadfører sig med. Saa meget er vist, at blive de Love, vi nu have, ikke efterlevede; Eller, er det muligt, de kunne oversiddes, maa man vente det samme om de følgende. Andre af vore ekonomiske Skribentere sige: Jo, Bonden er en Slave; Thi A) er han bunden til sin Fødestaun, B) skal han være sin Hosbond hørig og lydig, C) skal han giøre Hoveri. Derpaa svares: Til A) Dette vedkommer slet ikke

23

Hoveriet, som var til nogle 100 Aar før Forordningerne, som dette paabyde og ere fornødne, saa længe Landmilidsen er indrettet paa den Fod, den nu er. Det unge Mandskab pag Landet staae alle enten i virkelig kongelig Tieneste, eller som Reserver. De ere derfor bundne, ligesom Soldaterne ved de gevorbene Regimenter; Thi maatte de uden Pas og Tilladelse reise og flytte hen, hvor de vilde, hvorledes kunde da Proprietæren svare det Antall Soldater, som ham efter Godsets Størrelse paaligger; Og hvorledes kunde han da giøre Regnskab for, hvor Reserverne ere henne, som Han aarlig skal for Sessionen. Forresten siger jeg endnu eengang, at dette kommer slet ikke Hoveriet ved; Og at jeg ikke tager mig paa at forsvare den Indretning, at være bunden til Stauns; Jeg vil alleneste sige dette, at, naar saa ikke var, vilde den største Deel af Mandskabet gaae ud af Landet, foruden nogensinde at komme tilbage, hvilket Erfarenhed, den bedste Læremester, kan vise os ved Strøelæggene, hvor Sessionen har ondt ved, at faae en Rekryt ud af 81 Tønder Hartkorn; For: Mandskabet, som ikke staaer under nogens Her

24

24 skab, er borte, hver sin Vey, deels for ikke at blive Soldat, deels for at nyde større Lønne; Og fornemmeligen, for all Mandskabet (vore Ekonomister maa, men uden Grund, snakke saa meget om Folkemangel, som de ville) naar de alle bleve tilstæde, kunde ikke alle faae Tieneste her. Men paa et samlet Gods maa Proprietæren have et vaagent Øje over Mandskabet, at han ikke ved Rekryteringen, hvorudi han ingen Skaansel kan vente sig, skal blive forlegen. Til B) Efter de adelige Privilegier Udgivne siden Suveræniteten, har ingen anden end Hosbonden, over Bonden at befale.

Fodres her til Statens Tieneste, Penge, Korn, Heste, Reiser, Arbeide, det maae være, Hvad det vil, Amtmanden, Amtsforvalteren, Herredsfogden, alle maa vende sig til Hosbonden, som herom tilsiger Bonden, og svarer for ham, ifald det ikke skeer af ham selv. Ingen andre end Hosbonden kan tilsige eller befale ham noget (Jeg taler ikke om, hvad der skeer, men jeg taler om, hvad der staaer herom i vore Love, som ligge aabene for enhver) Naar nu saa er, saa bør jo dog Bonden, ligesaavel som andre, staae under nogens Kom-

25

25

mando og Ordre. Dette maae da enhver tilstaae. Er det da bedre for Bonden, at have 15, frem for een Hosbond.

Snarere er dette en Beskiermelse og en Hellighed, end en Byrde for en Bonde. At Forresten denne Hørighed og Lydighed har sine Grændser, og alleneste er at forstaae, for saa vidt lovligt og billigt er, er vel ufornødent at erindre, allerhelst man veed, at en uindskrænked Lydighed ikke har Sted i Verden. Til C) Hoveri og Slaveri har slet intet tilfælles med hinanden. Bonden var ikke forbunden til Hoveri, naar han selv det ikke havde indgaaet. Ingen kan tvinge ham til et Sted, end sige til et Housted at antage.

Men, svares her, Han hører Naturens Bud, han vil gifte sig, og sette sig ned, og derover tager mod Leiligheden, som den falder. Saaledes gaaer det desværre Folk af andre Stænder med; Mangen en Student, Skrivereller Kiøbmands-Karl, som nu slider hen i Armod, kunde all sin Tid have sadt en holdend Mand, ifald han ikke havde giftet sig, forinden han havde samlet sig nogle flere Penge, og nogen mere Forstand til at sette og bestyre en Boe med.

26

26

Bondekarlen har endog herudi et temmeligt Fortrin. Thi, om han end i varmt Blod blev sindet, at antage et Sted paa saadanne Vilkor, som han ikke kunde bestaae sig ved, saa er der dog ingen fornuftig Hosbond, der paa saadanne Vilkor betroer ham det; Thi, til hvad Nytte, hvor meget vover og taber ikke en Hosbond, naar en Bonde gaaer til agters, og, forinden han gaaer fra Stedet, forøder, som gemeenligen skeer, hvad der er derpaa. Herimod, naar en Bondekarl endelig vil gifte sig, eller allerede er det, men ingen Formue, ingen Leilighed har at sætte sig ned, eller giøre Forskudd med, er det da ikke bedre for ham og Staten, at Hosbonden forskyder ham Eien dom, Huus, Arbeids-Bester og Redskaber, samt Sæde-og Æde-Korn, saalænge til han selv auler noget, ligemeget paa hvilke Vilkor, naar det kuns ere saadanne, som Bonden kan bestaae sig ved (andre forbyde sig selv) og de paa begge Sider udi Mindelighed ere foreenede om; End, at Bondekarlen, om er ugift, skulde opsætte dette saa længe, til han ei længer hører dette Naturens Bud; Eller, om allerede er gift, skulde hensidde i Armod, og tillægge

27

27

nogle Børn, som han ei var i Stand til at føde, men, som Dør fra Dør, skulde søge deres Underholdning. Dette er en Afbildning paa, hvorledes fra første Færd med HoveriAccorter er tilgaaet; Lader os forestille os 100 Mennesker i et vist Selskab. 99 af dem have ingen Penge, intet at giøre Forskudd med, til alle de Ting, som behøves, forinden nogen kan sette sig ned, fornemmelig til Agerbruget. Titius, den 100de af disse har Penge. Han siger til de andre: Kommer, jeg skal skaffe Jer Føde og Ophold, Her ligger en Eiendom, den vil jeg kiøbe, eller, ifald den, som fra første Færd, ingen tilhørte, den ville vi indtage. Jeg skal skaffe Jer Huse, Arbeids-Bester og Redskaber, Sædekorn og Ædekorn, saalænge til I selv aule noget. Eiendommen ville vi dele i 10 Parter. De 9 ere for Jer, den 10de for mig. Jeg forlanger ingen synderlig Afgift af de 9 Parter, alleneste I skal i dets Sked bearbeide mig den 10de. Accorten sluttes, og, jeg troer ikke, nogen kan sige, at den er ubillig, eller for en Stat skadelig, men tvertimod øiensynligen fordeelagtig; thi, dersom disse 99 ikke vilde have indgaaet. denne Akkordt, maatte de

28

28

have søgt Brød og Boepæl andensteds; Og Titius maatte have trakt sine Penge andensteds Hen, og anvendt dem paa en anden Næringsmaade; Og Eiendommen havde lagt udyrket; Thi med Penge eller Vare, at kunne forrente det store Forbudd, som Titius maatte giøre, var dem, som havde intet uden de bare Næver, at begynde med, umueligt.

Denne er Historien af Hoveri-Akkordter; Saaledes er dermed efter all Formodning fra første Færd tilgaaet, som jeg slutter ikke alleneste af Sagens Natur, men endog især deraf, at, saaledes skeer endnu den Dag i Dag er. 100 Bøndergaarde vilde ligge øde, om Hoveriet ikke var til; Thi enten man indtager et Stykke Eiendom, som tilforn varingens, eller man opbygger, besætter, og med øvrigt Forskudd forsyner en Gaard, som forrige Beboer har forsadt og forhudlet (hvortil ikke behøves lang Tid) falder ud paa det samme. De ville maaskee svare mig: Nu har det ingen Nød, her er jo en Forordning for, at der maa ingen øde Bøndergaarde være. Godt, men mærke De ikke, at desuagtet er Hoveriet Grunden til, at Forordningen kan blive efterlevet; Thi,

29

29

som ingen, der har intet uden de bare Næver at begynde med, (Andre tage ikke gierne mod saadanne Gaarde) i Penge eller Vare kan forrette det Forskudd, som til saadan en Gaards Istandsættelse behøves, saa vilde de, som ikke des mindre maae giøre denne Bekostning, Tid efter anden trække sine Penge fra Landgods; Eller og tilsidst selv, naar de skulde giøre Bekostning og Forskudd, uden at kunne faae behørig Vederlag eller Rente, blive forarmede; Og følgelig tilsidst satte i den Umulighed at kunne efterleve Forordningen.

Saaledes gielder, saalænge Landet er i den Tilstand, det nu er, det er at sige: Saalænge her ikke er fleere Penge, ikke fleere bemidlede Folk. Kom det nogen Tid dertil, at dette Land i disse Tilfælde kunde komme til at staae i Ligning med Engelland eller Holland, var det en anden Sag.

Hvor ofte skeer det ikke, at en Karl, der vil giftes, eller er gift, begierer at Hosbonden vil sette ham et Huus, mod en Ugedags Hoveri, eller nogle visse Dages Arbeide om Aaret. Her bliver strax en Beboer, der ligesaavel, for Gaardmanden tillægger Børn, der ligesaavel-

30

30 som dennes, kunne tiene sin Føde, og Landet; hvilket ikke skede, om Hoveriet ei var ,til, thi Karlen formaaede ikke med Penge at forrente Bekostningen, som Hosbonden følgelig ikke paatog sig, naar dette ikke skede. Jeg troer da vel, De tilstaae mig, at Hoveri ikke er Slaveri, med mindre De ville paastaae, vi ere alle hinandens Slaver. Som Kiøbmanden, der skaffer os Salt, Humle, Tiære, og hvad videre i en Huusholdning behøves: Som Haandverksmanden der arbeider for os & c. Vil De maaskee endnu paastaae, nei, dette er ikke Slaveri; Kiøbmanden kan, om han vil, tiene os: Haandverksmanden kan, om han vil, arbeide for os. De kunne og sige nei, om de ville. Saa svares endnu engang, at det ligeledes forholder sig med Bonden; Saavel han, som Kiøbmanden og Haandverksmanden, kunne sige nei, forinden Akkordten sluttes; Men, naar dette er skeet, ere de alle bundne; De sidste ligesaavel og ligesaa stærk, som Houbonden, hvad enten saa Akkordten af denne eller hine er indgaaet paa kort eller lang Tid, der ligeledes staaer til enhver selv. Nei, Frihed bestaaer ikke udi, at være houfri, men derudi, at man med Sikker-

31

31

hed kan indrette sine Gierninger efter Lovene; Og dette kunne Houbønderne, ligesaavel som andre Statens Lemmer. Eie de selv Herregaarde, eller Bøndergods; Jeg har kiendt een, om hvilken det første, og kiender mange, om hvilke det sidste kan siges, saa eie de jo dette, med den samme Rettighed, som andre.

Nu, om Arvefæster, eller Selveiere. Ja, jeg tilstaaer gierne, at dette var godt; Jo mere Velstand der boer Hos Hver Mand i sær, jo mere Velstand boer der i hele Landet. Jeg paastaaer alleneste, at det er ikke sagt, at Bønderne derfor bleve mere stræbsomme og arbeidsomme. Erfarenhed maa atter lyse for os; Denne Læremester, som vore ekonomiske Skribentere burte tage til Veileder, men kiende intet til; I dens Sted de fremkomme med en nøgen Teorie, der ingensteds har hiem, formedelst den strider mod den daglige Erfaring. Jeg siger, Erfarenhed maae lyse for os. Her er jo nogle 1000 Selveiere i Landet, men ere disse mere vindskibelige, mere stræbsomme, end Fæstebønder.

Blad op i den store Bog; Læs, og see, hvorledes gaaer til i Verden. Og døm saa.

32

32 Jeg erindrer, at der boede i samme Gade, som De, tvende Tømmermænd, Hvoraf den ene sad til Leie; Den anden eiede selv det Huus, Han iboede. Men, var den første derfor mindre duelig, mindre vindskibelig, mindre troe og flittig. De kiendte begge disse Tømmermand; ligesaavel som jeg. Dog, vi ville gaae nærmere til Sagen; Lader os endog sætte, at Bønderne bleve mere stræbsomme og vindskibelige, om de bleve enten houfrie, eller Selveiere, eller fik Arvefæster; Som dog strider mod Erfarenhed; Men ikke desmindre, lader os sætte dette. Hvorledes kunde derfor De Vederlag? Hvori skulde vel dette Vederlag bestaae? Og, naar nu derfor ikke kunde De Vederlag, hvorledes kunne da Bønderne blive det, uden andres Fornærmelse? Man maa ingenlunde bryde sit Hoved med dette Spørsmaal; Det er ligesaa umuligt, som at 6 minus 2 skulde være ligesaa meget, som 4 + 2.

Skulde da Hoveriet uden Vederlag fratages Eieren? Skulde Proprietærerne være forbundne, uden Vederlag at give Arvefæster eller visse Selveier-RettigHeder; Fordi det maaskee, som dog er uvist, kunde være bedre

33

33

for Staten? Skulde disse Statens Lemmer afskiæres, som en af vore Projektmagere lader sig forstaae med? Kan nogen Patriot, kan nogen Menneske-Ven, kan noget retsindigt Menneske, kan nogen ærlig Mand, tænke saaledes? Og hvorfor skulde de afskiæres eller undertrykkes? Hvori bestaaer deres Forbrydelse? Fordi det Har hændet sig saa, at de, eller, som kan siges om de fleste af dem, deres Forfædre have satt Pengene, hvoraf de ellers kunde have levet, i Jordegods, som for en stor Deel er kiøbt og hiemlet endog af vore Konger i allerhøieste Person. Det er en besynderlig Fordom, som regierer i disse Tider, ikke alleneste hos os, men endog andensteds, og som de fleste af vore Ekonomister uden videre Eftertanke, ventelig udskrive den ene af den anden; nemlig: At det er Bonden og hans stærke Arme, som alting skal tilskrives; Det er ham, sige de, vi alle maa takke for Klæde og Føde, og jeg veed ikke selv, hvad mere Afguderi ham bevises. Men hvo seer ikke, at dette er falskt, at flere Ting maa støde til, og at det, efter den Indretning, som i Verden nu gielder og længe har gieldt, fornemmelig er Penge, som drive Verket. Kortelig:

34

34

Skaffer mig Penge og Eiendom; Jeg skal skaffe Jer saa mange Bønder, saa mange Arbeidere, I ville; Men I maa skaffe mig den bedste Eiendom, og de stærkeste Arbeidere, I ville. Dersom I ikke tillige skaffer mig Penge, bliver Eiendommen liggendis uden ringeste Frugt eller Nøtte; thi uden Penge kan jeg ingen Vei komme med den; Men, maaskee I kunne; Nu; saa lader os da høre, hvorledes. Dette er en Hemmelighed, som i eders mange Blade endnu er ei aabenbaret. Vel veed jeg, at Penge ikke kan pleie og saae, men jeg veed tillige, at uden Penge eller Penges Forskudd kunne Mennesker det ikke heller. Man betænke kuns, hvilkets Forskudd her maa giøres til Agerbruget. Her skal forskydes til Huse, til Arbeids-Bester og Redskabe, til Æde- og Sædekorn, til Boskab, saasom til Borde, Bænke, Senge, Kar, Kiedel & c.; Hvilket Forskudd, som er saa fornødent, at den bedste Eiendom uden dette, ei er til den allerringeste Nytte, er af den Betydenhed, at det de fleste Gange overgaaer Eiendommens Værdi, endog nu, Eiendommen er under Dyrkning og Drift. Hvad vilde nu Bonden med sine bare Hænder,

35

35

foruden saadant Forskudd, foruden Penge, der er det, som sætter Hænderne i Drift og Virksomhed, have udrettet. En Mølle, et Uhr maa være saa vel, saa stærk og varig indrettet, som det være vil; Uden Vand eller Vind, og uden Lodd staaer saavel Møllen som Uhret stille. Hvo er det nu, som har giort, og den Dag i Dag er, saa mangensteds giør Forskuddet; Er det ikke Proprietæren. Han og hans Forfadre er den Titius, som har satt og dagligen sætter saa mange af sine Medborgere i Drift og Virksomhed; Naar han nu dette har giort, naar han hertil har forskudt sine Penge, og, saaledes ved at befodre sit eget Bedste, saa meget bidraget til det Almindeliges; Saa skulde han afskiæres, men hans Penge maatte nok blive i Stikken. En herlig Morale, hvorom intet findes i Huus-Taulen. Skulde man vel og formode nogen saa uforskammet, der torde være bekiendt at fremkomme med saadan Morale; Og skulde man formode, at saadan Præken skulde opvække mindste Eftertanke hos et alvorligt og retsindigt Menneske. Vore Patrioter ville, at Bønderne ikke maae være Slaver, men have Frihed og Sikkerhed paa

36

36

Eiendom, Formue og Rettighed, som de og virkelig have, som jeg og aanske og aldeles underskriver med, ja, jeg har sagt, og siger endnu eengang, at det maatte være et Umenneske, der maatte finde enken sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Men hvorfor vil De, at Proprietærer skulle være Slaver, thi jeg har sagt, og ligeledes endnu eengang siger, at Frihed bestaaer derudi, at man med Sikkerhed kan indrette sine Gierninger, sin Handel og Vandel, efter Lovene. Mærker man ikke, at her vel er den patriotiske Tunge, men ikke det patriotiske Hierte; Thi, naar der ikke sees paa alles, men, kuns paa nogles Vel i sær; Føres Ordet enten af Misundelse, Ondskab og Efterstræbelse; Eller af egennyttige Hensigter, eller af Mangel paa Indsigt. Til hobe lige skadeligt, thi det forholder sig med Patriotisme, som med Gudsfrygt, hvorom vi vide Dommen, at den ikke duer uden Forstand. Men jeg har anført den Tvang og den Byrde, der ligger paa Bonden; Jeg maa og med et par Ord vise Dem, den Tvang og Byrde, der ligger paa Proprietæren.

37

37

Bonden kan antage en Gaard til fæste, om han vil, og lade det beroe, om han vil; Men Proprietæren maa ikke lade nogen Bondegaard ligge øde, han vil eller ikke; Det maa koste, hvad det vil, saa skal han opbygge og besætte den, samt forsyne den med Beboer, om skiønt der ingensteds er befalet, at en Bondekarl skal antage en Gaard, naar den er opbygt og besatt, og Proprietæren følgelig mangen Gang ikke veed, hvor han skal faae en Beboer fra. Det er Proprietæren, som i alle Tilfælde maa staae i Gabet for Bonden. Han maa svare Kongen for ham, naar han det selv ikke kan. Andre Statens Lemmer svare ikke uden for sig selv og for sin egen Familie; Men Proprietæren, som skal svare for det samme, skal desuden svare for 2 a 300 andre Familier; Hvilket Ansvar fornemmelig i paakommende Krigs, Ovæg-Svagheds eller andre deslige Landeplagers Tilfælde er af den Betydenhed, at en Proprietær ikke veed, hvorledes han sidder deri, og om han eier noget eller ikke. End videre: Hosbonden maa dagligen laane og forstrække Bonden, naar han er i Nød; Og hvorledes er det mueligt, at der jo blant mange

38

38

nogle maa være fattige; Han maa gaae ham til Haande med Raad og Daad. Han er hans Veileder og Raadfører. (Jeg taler om, saaledes som det har været; Nu, veed man, han ikke længer har nogen Fortrolighed til sin Hosbond). Han er hans Forsvar mod alle og enhver; Han er hans Prokurator; Ja, endog mangen Gang Læge, da jeg kiender mangen en Hosbond, der holder saa godt som et halvt Apotek, ja endog en udlært Jordemoder til Tieneste for sit Goedses Skyld. Naar nu alt dette tages i Betragtning, og Hosbonden oven i Kiøbt under Anførsel eller Tilskyndelse af et eller andet ondt Menneske paa sit Gods, (thi jeg har sagt, og siger endnu, at blant mange maae nogle være onde) eller uden for, skal anklages og fortales, og det uden at faae nogen Satisfaksion, om Klagen er ubillig; Og desuden af andre, der præke et andet Evangelium, end det vi have annammet, udskriges som en Upatriot og en Tyran, Bonden derimod, (efter det han tilforn) dog ikke i min Levetid kan have været, men nu ikke længer er, nemlig: som den svageste ynkes og nyde Medhold; Og det undertiden saadan Medhold, at Hosbonden ingen Vei

39

39

kan komme med Ham, da man seer, at Bonden i disse Tider, uden stor Omstændighed, nyder beneficium paupertatis og fri Prokurator, der under dette Skyts kan trække om med Hosbonden, saavidt og bredt ham lyster og i, Uendelighed; hvilke udmattende Processer at udholde er kuns saae Proprietærers Leilighed og Evne; som de dog nødvendigen maae, eller og tage alting for godt; Thi kommer det dertil, at alting maa tages for godt, er det ude med Hosbonden, der maae sidde, som en ledig Tilskuer, til hvad Bonden vil eller ikke vil. Naar nu alt dette betænkes, hvis Kor ere da de fordeelagtigste, hvis Tvang er den haardeste, hvis Post burte snarest opvække Misundelse? Døm selv, men døm med Overlægg, døm som en oplyst og redelig Patriot. Vore Patrioter ere strax færdige med gode Raad for Proprietærerne; De sige: De kunne sælge eller udstykke Goedset. Men, hvor er da Friheden, som saa meget raabes paa, og, foruden at tale om, hvor Haardt det falder et Menneske, der er kommet noget til Aars, at forandre sin Bopæl, sin Levemaade og Huusholdning; Saa maatte man nok spørge: Hvo vil kiøbe? Bønderne ville

40

40

det ikke, thi, hvad de ikke have faaet, saa leve de i Haabet om saadan Medhold og saadanne Vilkor, at de heller, hvorudi ingen kan fortænke dem, ville besidde Gaardene under andres end eget Ansvar og Forsvar. Andre skytte endnu mindre om, i disse Tider at anlægge deres Midler derud, som er forstaaeligt nok; Thi det samme, som maatte bevæge til at sælge, man skrække fra at kiøbe. Kortelig: Ville disse Raadgivere kiøbe: Jeg skal skaffe dem en heel Tylt og flere Herregaarde til Falls. Det er derfor uimodsigeligt, at, havde alting forblevet i sin forrige jevne Gang, havde det længe, før det nu kan skee, været ude med Herregaardene, om dette ellers er godt for Staten, thi saa havde den ene efter den anden, Tid efter anden, mens Jordegoeds var i Pris, og blev søgt, udstykket sine Gaarde, som der nu ingen Leilighed er til, siden her nu, som mældt, ingen er, der vil kiøbe. Jeg siger, jeg skal skaffe disse Raadgivere Herregaarde at kiøbe. Saaledes vilde de allerbedst lære at Finde Verden. De vilde faae at vide, hvad de, som dog skulde staae i Gabet for Bonden, og svare for ham, kunde udrette, om Bonden, som i

41

41

physisk Hensigt er den stærkeste (thi 200 Arme ere stærkere end 2) tillige i den politiske skal være det. De vilde, om de ellers vare for Orden, faae at vide, hvor haardt det skiærer, formedelst Bondens Stridighed og Opsætsighed og den Medhold, han ikke desmindre nyder, at see sin Auling og Huusholdning i Forvildelse og Uorden, og følgelig sine Indtægter satte i Uvished og Usikkerhed, til egen og Gieldneres Tab og Skade. Hvor haardt det skiærer (som og i Tiden umuelig kan holde Stik) at de, som skal svare; foruden Kongen, enhver sit, ikke igien kunne faae, hvad de af andre skulle have; Og, som dog er det (nemlig Aulingens ordentlige Fortsættelse) hvoraf de skulle tage, hvad de skulle svare Kongen og enhver. Thi til hvad Nytte er den bedste Eiendom, naar den, med Frugterne deraf, ikke ordentligen og i rette Tid bliver dyrket og omgaaet; Og hvorledes kan den det, naar ideligen, ved hvert Skrit tages Anledning af Hoveri-Forordningen at giøre Indsigelser, endog saadanne, som have sin Grund i bare Skikane; Hvor mange Opsættelser, hvor megen Forhaling kan Aulingen taale. Tiden skrider, Aulingen følger med

42

42 eller ikke. Tænk ikke, min Herre, jeg skriver Her noget Hen i Væiret, som jeg ingen Rede veed til; Jo jeg veed Rede dertil, og det god Rede. Blandt mere veed jeg Exempel paa, at en Bonde for Kongen anklagede sin Hosbond for, at han lagde Kongen og Bonden øde; at han fornærmede Bonden, og tog fra ham, hvad han kunde faae. Saaledes vare Klagens Ord. Jeg kiender den samme Hosbond, Hans Huusholdning og hans Omgang med sine Bønder meget vel, og veed, at det var den groveste Løgn af Verden; Men ikke desmindre, da Hosbonden i Anledning af Lovens Art. 3. og 4. pag. 202, 203, supplicerede, at Regieringen enten vilde selv dictere Straff for Bonden, eller tillade, at han ved Lands Lov og Ret tiltalte ham for sin fornærmelige Beskyldning og Klage, fik han i Henseende til det første det Svar: at derved var intet at giøre. Jeg veed Exempel paa, at Bønderne, siden Hoverie-Anordningen, ere komne til Hove for at saae og pløie paa Hovedgaards-Marken, og, uagtet de have havt sine Vogne med sig, for derpaa at føre Plougene, og uagtet, de have, inden de kunde komme til det Sted paa Hoved-

43

43

gaards-Marken, hvor skulde pløies, maattet drage lige forbi Gaardens Port, paastaaet, at de ikke, uden Godtgiørelse, som for en Reiseeller Spænd-Dag, vare forbundne at modtage Kornet paa Gaarden, men at det paa Marken, Hvor det skulde saaes, burte leveres; ligesom og, at de ikke vare forbundne at medtage Sække til at tage det udi; Og derudi faaet Medhold og Bifald, uagtet, naar Kornet skal leveres Bonden, som det nødvendig skal, forinden det kan blive saaet, man maatte formode, dette burte skee paa en Maade, at Bonden kunde vide, hvad han modtog, for at svare dertil, og dette ei kan skee uden ved Maal, og Maal ei kan tages paa Marken, men paa Loftet; Det og maatte formodes, at Bonden, naar han skulde modtage Kornet, nødvendig maatte Have noget at tage det udi, hvortil og Forordningen bestemmer Sække, enten Reisen er lang eller kort; Og endelig, uagtet det af Forordningen ikke lader til, at i Pløie-Tiden maatte fordres Spænd-Dage med Vogn. Videre, veed jeg Exempel paa, at Houbønder, som have boet 2/4 Miil paa denne Side, men været tilsagte at kaste Klyne i en Mose 4/5 Miil paa

44

44

hiin Side af Hovedgaarden, have ikke villet kaste det Antall, som Forordningen paabyder, men paastaaer, og selv egenmyndig tiltaget sig Afkortning for Veiens Længde, da dog Hoverie-Anodningen af 2Ode Februarii 1771. ikke befaler, at Veiens Længde skal tages i Betragtning, uden efter Hovedgaardens, eller det Steds Fraliggenhed, hvor Arbeidet jevnlig anvises, der ikke kun siges om Klyne-Mosen, hvor Arbeide ei anvises uden eengang om Aarets; Allerhøistbemeldte Forordning ikke heller taler om nogen Afkortning i Arbeidet, som havde Sted efter Forordningen af 6te May 1769, men i Arbeids-Dagene; Men desuagtet, og uagtet Forordningen af 20de Februarii udtrykkelig befaler, at Bonden ei maa tage sig selv til rette, men indtil videre uvegerlig skal efterkomme, hvad ham befales, fandt dog denne Bøndernes Paastand, skiøndt, som viist er, uovereenstemmende med Forordningen, Medhold. Jeg siger, uovereensstemmende med Forordningen; Thi, foruden det, som allerede derimod er anbragt og beviist, kan end videre tillægges, at, naar saa skulde gielde, skulde derimod de Houbønder, som formedelst Fralig-

45

45

genhed fra Hovedgaarden eller fra det Sted, Hvor Arbeidet jevnlig anvises, eengang for alle efter Forordningen, have faaet Afkortning i Arbeids-Dagene, saa ofte det Sted, hvor Arbeidet blev anviist, var nærmere end Hovedgaarden, forrette en større Antall Arbeide à Dagen, end ellers bestemt er. e.g. Houbonden, som har 7 fierdingsvei til Hovedgaarden, og derover ikke er ansatt uden for de halve aarlige Arbeids-Dage, skulde, den Dag Arbeide blev ham anviist i Klyne-Mosen, der maatte være ham kuns 1/4 Miil fraliggendis, der ofte kan hændes, og jeg veed Exempel paa, kaste 3200 Klyne, eller og, som er det samme, derved forrette tvende, i Stedet for een Dags Arbeide; Men saadan Paastand fandt vel ikke, ei heller burte finde Medhold, siden Forordningen af 20de Februarii har skaaret alt dette over een Kam, og givet en Maalestav, hvorefter de aarlige Arbeids-Dage, og ikke hvert Stykke Arbeide i sær, skulle ansættes og anvises, hvorved meget viseligen er forekommet all den Ophold, og all den uendelige Udregning og Afmaalning, og dermed følgende Bryderi, som maatte have Sted, naar det sidste,

46

46

som i Forordningen af 6te May 1769. var befalet, skulde gielde.

See, saadanne Exempler veed jeg, hvor det er kommet til Overmands Tale. Dagligen falde 100 flere deslige for, som man taaler og tier med. Døm nu selv! Naar Bonden mærker saadan Medhold, naar han deels i sin Raseri, deels i sin Enfoldighed giør sig Slutning til videre og vover alt videre og videre, naar han af andre, der have bedre Forstand, og finde enten Fornøyelse eller Fordeel, eller undertiden begge Dele ved, at det gaaer galt til, at Hosbonden bliver ruineret, at Hosbond og Bonde ligge i Haaret paa hinanden, hvorledes kan da en Hosbond komme afsted med sit Arbeide, og med Bonden, der er saa meget stærkere; thi, i Almindelighed, hvad een vil, det ville de alle, og vedtage alle, og det under en Mulkt, som de mellem sig selv vedtage; Hvilke Vedtægter helligere blive efterlevede, end enten Guds eller Kongens Befalninger. Her er altsaa ved hvert Skrit Indsigelser; forinden disse kunne blive afgiorte, flyder Vandet bort med Høe og Korn; Mens vi drive Tiden hen med Dispyter, og med at maale, veie og tælge,

47

47

forandrer Væirliget sig, og udsætter det Arbeide, som i Disputeer-Tiden kunde have været afgiort, en 4 Uger længer hen, Høet eller Kornet, hvoraf det meste af det sidste i saa Fald falder af og bliver paa Marken, til ubodelig Skade. Kommer det dertil, at man nødes til at klage for Amtmanden; Er Turen denne: Amtmanden mælder det for Kammeret; Kammeret indhenter maaskee G. L. V. C. Erklæring; Derfra til Kammeret igien; Og endelig efter en 9 a 10 Ugers Forløb derfra her hiem. Enten saa; Eller og Amtmanden udgiver Ordre, at Bonden skal efterkomme det befalede; Men som Bonden agter hverken Amtmand eller Hosbond, saa er det lige nær.

Man klager igien for Amtmanden, som ved ordentlig Lands Lov og Ret lader Sagen paatale. Hvilken af Delene nu skeer, er Proprietæren eller hans Auling dog vel tient dermed; Skal hans Høe og Korn staae og bie derefter? Og, da dette imidlertid bliver fordervet, hvad Oprejsning kan han da faae derfor hos sin egen Bonde, der ofte lever af hans egen hielpsomme Haand. Det var ikke, som der imidlertid var Folk at faae at leie til Arbeidet;

48

48

Saa var det i all Fald en smal Sag, men det er her ikke.

Det er ikke nok, at Bonden nægter selv Arbeidet, men han bær endog Fortrydelse og Anke paa dem, som lade sig leie til det nægtede Arbeide. Han finder sin Fornøielse ved, at Hosbonden kan være retskaffent forlegen; Og, som den ene Navn ikke vil hugge Øiet ud paa den anden, det og, ved første Sammenkomst, ved første Vertskab eller Høitid vilde give Anledning til en Skiermydsel, et par blaae Øine og en banket Trøie, saa staaer Hosbonden der med sit Arbeide, sit Høe og sit Korn, sin Pløining eller Saaen, som altsammen ikke taaler mange Dages, end sige, Ugers Opsættelse.

Nei, skal det gaae godt til, vil her anden Tvangs Middel. Amtmanden eller Hosbonden skulde være berettiget strax at udstæde Exekudsion paa de Skyldige, saa længe til Arbeidet blev efterkommet. Ikke desmindre kunde Amtmanden ligefuldt forfølge Sagen, og dersom det da befandtes, at Hosbonden havde Uret med at fare, saa kunde Exekudsionen ei beløbe sig til videre, end at Hosbonden kunde, som billigt var, igien erstatte Bonden det, gik der-

49

49

imod Sagen Bonden paa, maatte han desuden afstraffes paa Pungen eller Kroppen. Skeer dette ei; Bliver der ikke satt saadan Tvangs Middel, som for paratissimam executionem, siger jeg endim eengang: Det vil gaae galt til. Bonden, der gemeenligen, som Almuen i Almindelighed, ikke seer Hen i Tiden, frygter og agter ikke stort, hvad der i Tiden kan see. Han giør sit Bestik paa det nærværende, og lader den Dag, som det seer saa vidtløftig ud med, have den Sorg.

Man har endnu aldrig levet det Aar, at jo baade Herre-og Bøndergaarde have faaet sin Auling drevet, men dette kan ikke siges i Aar om mange Herregaarde, som af Mangel paa den sædvanlige Bierings Maade, ved Vandflod ganske have mistet en stor Deel Høe, aget en stor Deel lige i Mødningen, og faaet Resten saa usel bierget, at Tiden vil vise, Hvor ledes det vil bekomme Creaturerne. Jeg veed vel, at Væirliget tillige har været meget vanskeligt, men det har tilforn, foruden at have de Følger, været ligesaa vanskeligt; Og, overalt har det ikke været mere vanskeligt for Herreend Bøndergaardene, som dog i de samme

50

50

Egne, ved de samme Strømme have faaet alt deres Høe bierget, og det langt bedre. Dette er altsammen meget forstaaeligt, thi, uden at tale om den Urolighed og Stridighed, som er overkommet Bønderne i Almindelighed, møder efter Hoverie-Anordningen denne Uleilighed, at Bonden om Arbeidet skal tilsiges Dagen eller Aftenen før, paa den Tid kan det see ud til Regn. Derover lader man det beroe. Naar man derimod om Morgenen mærker, Væiret den Dag vil blive got, er det for sildigt. Ligeledes kan om Natten paakomme en uformodet stærk Vandskyll. Man kunde endnu Dagen efter bjerge Høet eller Kornet, men da man ikke forud kunde see dette Uvæir, saa har man ikke kunnet være betænkt paa herom at tilsige de fornødne Folk og Vogne. Det skal altsaa beroe til næste Dagen efter, men inden den Tid flyder Vandet af med Afgrøden. Og dersom denne næstpaafølgende Dag er en Helligdag, har Floden saa meget længer Tid at rase. See i saadan Usikkerhed, i saadan Uvished ere Proprietærerne, som dog skulle svare ikke alleneste for sig selv, men for saa mange andre, satte paa deres Rettighed, deres Goeds og Formue;

51

51

Saa at man med Sandhed kan sige, at Leder vogteren i sin Hytte har det visiere og roligere end mangen en Proprietær; Jeg siger, mangen en Proprietær; Thi Bønderne ere ikke allesteds lige anførte, lige urslige, og uvillige; Hvor de haardest have været og blive medtaget og omgaaet, der ere de des roligere og villigere. Dar veniam corvis, vexat censura columbas. Men, det er kuns liden Trøst; Det er knus liden Trøst, der man veed, at Fanden de fleste Gange mere bliver tilbedet end Gud. Skulde man derfor giøre sig til Umenneske (En Proprietær fandt vel lettelig Leilighed, at skikanere Bonden, naar han var derfor) fordi man umenneskelig bliver begegnet; Nei: denne Tids Pinagtighed er vi den Herlighed værd & c. Men, hvad Raad er her da tilbage ? Intet andet, end at tie, og at taale, og at sukke, og at haabe.

O du ærlige Lollik, og brave Dannemand, som i Magasinet No. 79 og 80, med saa megen Frimodighed vil tale en Steen fra dit Hierte, og skrevst med saa megen Affekt, at man ikke uden Rørelse kan læse dig; Du har vist nok stolet paa en retfærdig Sag. Du har

52

7

vist nok følet og føler der som saa mange andre føle. Ak, at savanne Historier, at disse Sukke maatte trænge ind for Tronen! Ak, at de i sit fulde Lys maatte blive forestilte Hans Mayestet, som i sin Lov har sagt, at ingen (mindre en Under-mod sin Overmand) maa tillægge en anden en ærrørig eller anden grov Sag, uden derfor at lide; Som ikke vil, at Proprietærer skulle ansees, som Stedbørn mod andre hans Undersaatter; Som ikke taaler, at nogen af hans Undersaatter undertrykkes af Mængden eller af Magten. Forlad mig denne Afvigelse; For at komme til vore Patrioter igien, da fortæller en anden os, hvorledes Hoveriet er indført, eller rettere, derom leverer os en Formodning, men, om end denne Fortælning eller Formodning var tilforladelig og grundet, som den dog ikke er, hvad saa mere? Hvad vedkommer det de idsige Proprietærer, paa hvad Fod Landvæsenet eller Agerbruget har staaer i Kong Voldemars Tid? Skulle de rette sig derefter, eller efter det Skiøde, hvorved Godset er dem solgt af Kong Frideric den Fierde eller Femte, Høilovlig Ihukommelse. Den naturlige Billighed siger jo,

53

53

at Godset maa benyttes paa den Fod, det er solgt; Thi, hvis ikke, burte det ved Kiøbet have været tilkiendegivet. En Sandhed, som er faa simpel, at den, endog af den eenfoldigste, kan indsees, og, endog af den ubilligste, ei kan modsiges.

Havde vor Patriot selv, enten af egne Penge, eller af laante, som de fleste Slæder skeer, satt en 40000 Rdlr. i et Gods, og siden faaet at hore, han maatte ikke benytte sig deraf paa den Maade, som gieldte, da Kiøber Mede, men paa en Maade, som gieldte for fire hundrede Aar siden, hvad mon han dertil vilde have sagt?

Det er ikke at undre over, vi have saa mange uægte Patrioter; De vide og føle, det er slet bevendt med dem selv, de opreise sig derfor Ærestøtter paa andres Ruin, og formene sig ophøjede ved andres Undertrykkelse. Hvorledes kunde de og vel for bedre Kiøb, med mindre Umage, end for et Munds Væir, et par Arks Skriveri, forhverve sig det hæderlige og hellige Navn af Patriot. I aldt dette er intet at undre over; Saaledes har Verden altid været, og fremdeles saaledes vil blive; Men

54

54

det er at undre over, at endeel vel oplyste (skiønt ikke om Landhuusholdningen, som deres Skrifter udvise) og velsindede Mænd lade sig henrive af Strømmen. Iblant andet, falder den Traktar mig ind, der vil skaffe vore Bønder det, som dem ikke fattes, nemlig Frihed og Eiendom. Forfatteren, en Mand af en anden Verden, af et fremmet Land, der intet kiender til vores, som hver Side i Skriftet grangiveligen tilkiendegiver, en Mand, der Har henbragt det meste af sin Tid i sit Studerekammer, der har opofret det bedste af sine Aar, det meste af sin Eftertanke og Granskning, paa Urtekyndigheden, han vil lære bevandte, i Videnskaben opdragne og hærdede Mænd Lands huusholdningen! Han vil lære dem, hvorledes de med meest Fordeel, skulle benytte sig af sin Eiendom og Agerbrug, Risum teneatis, amici? O sancta simplicitas! Hvorfor leverer Han os ikke ligesaavel et Stykke om Taktiken?

Det ene kunde være ligesaa rimeligt, som det andet. Det er besynderligt, at et fornuftigt Menneske kan have den Fortrøstning, den Indbildning om sig selv, at det tør paatage sig, at lære andre det, som det selv ikke forstaaer.

55

55

Hvor ofte forglemmes ikke i disse Tider det gamle og velgrundede Valgsprog: Ne futor ultra crepidam med flere; Nei, til at drive Plougen vil mere, end Hou; til en Præken mere end item; Og til Kyndighed i Landvæsenet, mere end derom at have læst et par Bøger. Jeg siger, at vore Bønder fattes ikke Eiendoms Ret, forstaae, paa det, som dem tilhører. Saaledes maa dog vel og Forfatterens Mening være; Thi, ellers at ynske dem Eiendoms Ret paa hvad de ikke selv, men andre eie, og det, som derhos følger af sig selv, foruden mindelig Forening med den rette Eier, det maatte være det samme, som at ynske Rov, Vold og Overlast maatte faa Giænge, End videre rinder mig i Hu den Recension, som findes i den kritiske Journal No. 3. for 1769. Skriftet, som her recenseres, og uden Tvil har den samme Forfatter, som Anecdoten eines reisenden Rußen (thi begge disse Skrifter, som forraade en gemeen Smag eller Forfatter, ere stemplede med een og den samme Aand, der just ikke er af det gode Slags) opløfter Recensenten til Skyerne, som et Foster af en patriotisk og ædel Tænkemaade, og af en

56

56 moeden Erfarenhed, med et Ord: Som et Foster af en god, ærlig dansk Patriot; Da det dog af alle dem, der vide, hvorledes det gaaer til i vores Landsby-Verden, vel ikke kan antages for andet, end et Skandskrift mod Proprietærer; Og, overalt, er intet mindre, end et Foster af en moden Erfarenhed, men paa sine Steder snarere har Mine efter en Forfatter, der stundom maa have en Skrue løs i Hovedet. Man maa forlade Recensenten, at han ikke er bevandret i Landhuusholdningen, som man lettelig, saa ofte han derom rører, mærker; Men han burte ikke, allermindst med saadan Fortrøstning, dømme om de Ting, som han ikke forstaaer. Derimod burte han, da han lader til, baade at være upartisk og redelig sindet, saa og at have det, man kalder en god sund Forstand, af denne sin blotte Forstand have seet, at det Portræt, som Forfatteren giver over Bondens nærværende Tilstand, er intet mindre, end naiv, som Recensenten kalder det. Jo mænd! det skulde nok række saa rigelig til for en Bonde, (eller for et Menneske der skal leve af sine Hænders Arbeide) at han i Magelighed skulde kunne hudle og sudle Tiden

57

57

bort, uden Eftertanke, uden Sparsomhed og uden Ekonomie, og dog have Mad og Brændeviin nok, at fulde sig og sine Børn med, og det endog til Overflod, som Recensenten eller Forfatteren siger; Hvissilg var, maatte i Bondestanden kunne haves det mageligste Levebrod af Verden, (som vel og, Mønt i en anden Mening, kunde paastaaes) Nei, det store Bud bidder anderledes: I dit Ansigts Sveed skalt du æde dit Brød. Dette Bud staaer den Dag i Dag er fast, ikke alleneste for Bondestanden, men endog for alle andre Stænder; Thi, om vi end ikke alle svede, saa maa vi dog alle arbeide. Uden Arbeide, uden Sparsomhed og uden Ekonomie vilde end ikke alle Indiens Rigdomme forstaae. Dette, siger jeg, med Urigtigheden af meget mere Utøi, som forekommer i dette Skrift, kunde Recensenten med sin blotte sunde Forstand have indseet, hvis han ikke var indtaget af nye Fordomme. Han siger selv et andet Sted, om Præsten Lytken, en af de faae Mænd, der med saa megen Grundighed, Indsigt og Erfarenhed har skrevet om Landhuusholdningen, at han var indtaget af gamle Fordomme, og tænker ikke paa, han er det selv

58

58

af nye. Nei, de fleste af Hr. Lytkens Sætninger ere gamle Sandheder, der gielde langt mere end nye Fordomme, og vil af nærværende og tilkommende kyndige Slægt læses og beundres, naar derimod disse vil lægges tilside, forglemmes og foragtes; En Torkel Baden derimod, uden Tvil een af det Slags Patrioter, der foger ved nymodige Fordomme at flaae sig til Ridder, som om Hoveriets Indførsel, har leveret os nogle Drømme, som han aldrig er i Stand til at godtgjøre, samt om Forholdet melrenr Bønder- og Herregaarders Agerbrug nogle vrange Domme og Efterretninger, fom tildeels Her oven for viist er, er en Mand efter vor Recensents Smag. Saa bagvendt, saa overilet dømmer, saa ofte der handles om Landhuusholdningen, denne ellers priselige, og saa længe han bliver i sin Cirkel , velfortiente Recensent. Han maa ikke tage mig denne Erindring ilde op. Det gaaer mig som ham, jeg er upartisk, og ikke kan overtale mig til, ar berømme ham eller nogen for det, jeg ei finder hos dem. Var vel Heller ikke af Veyen, om han vilde tage til Eftertanke, at være varsom med sin Dom, over saadanne Poster, som han er fremmet udi.

59

59

Man betænke kuns, hvor haardt det vilde angre ethvert retsindigt Menneske, offentlig at skiære eller skiænde en anden uforskyldt, hvor meget mere, saa mange. Om der var end ikke flere end 5 Retfærdige, skulde da og disse lide for de andres Skyld; Hvorledes svares herpaa? Og, hvorledes maatte da svares, naar Spørsmaalet var, om 99 Retfærdige skulde lide for 1 Uretfærdig. Jeg har sagt, til hvilket Slags Patriotiske Skribentere T. B. efter Formodning maa henføres.

Dette slutter jeg deraf, at han, der udgives for at have været Forvalter ved et Gods, endelig maa have vidst bedre, og kiendt mere til Landhuusholdningen. Thi vist er det, at har det, han anfører om Agerbruget og Landhuusholdningen, havt Sted ved det Goeds, han har været Forvalter ved, har Bøndergaardenes Avling der været forsømt, for Hovedgaardens disbedre kunde drives, har Goedset og Forvaltningen staaet paa en slet Fod, og vist nok behøvet Reformadsion oa Forbedring.

Men det lader ingenlunde rimeligt, at det, enten der eller andensteds, saa urimelig Huus holdningen endog maatte være, kunde have

60

60

Sted. Thi dersom Bøndergaardenes Auling forsømmes, hvorfra tages da det, hvormed Beboerne med Familie, Kone, Børn og gamle Folk, samt Bester og Kreaturer underholdes. Hvorfra tages alt det øvrige, som Bonden behøver til sine Udgifter, til Husenes og Redskabernes Vedligeholdelse med videre. Skulde alt dette rækkes Bønderne fra Hovedgaarden, da vilde det blive saa kostbare Daglønnere, at ingen Proprietær kunde holde det ud. Aulingen ved en Bondegaard er saa liden, og underkastet saa megen Aflæring, at den ikke taler, at noget spildes. Her maa stræbes vel: Her maa passes nøie paa, naar alting skal komme ud deraf. Hvorledes vilde det da see ud, om Aulingen forsømtes? Ikke anderledes, end at Proprietæren, som mældt, skulde føde Bonden af Haanden, som er urimeligt og umuligt, nogensteds kan skee.

Jeg siger ikke, at det jo gierne et eller andet Sted, ved en eller anden Bonde, nu og da, kan have Sted; Jeg siger kuns, det er umuligt, det kan have Sted i Almindelighed om heelt eller halvt Gods. Det Bernstorffske Exempel skulde følges; Men, hvorledes stikker

61

61

dette Exempel af? Græve Bernstorff havde Adgang til Thronen; Han kunde formere Planer og faae dem fuldførte; Men andre almindelige Proprietærer, de maa foretage sig de nyttigste og fordelagtigste Indretninger og Forandringer, de ville, hvor mange Passer have de ikke at trænge igiennem, hvor mange Indvendinger, hvor mange Anstøds Stene møde ikke, hvor mange Skikaner maa ikke nedsynkes og fordøjes? Og dog tilsidst maa faae et non plus ultra at høre, der giør, at de maa sige: oleum & operam perdidi, som nok maa betage Lysten til videre Forsøg. End videre: C. B. havde Penge til Overflødighed imellem Hænderne: Det kunde ikke komme ham an paa et tusinde Rixdaler mere eller mindre aarlig Indkomst. Men, om hvor mange Proprietærer kan dette siges. Ligemeget, enten Pengene vare Grævens egne, eller han derfor stod i Gield; Nok er der: Han havde dem mellem Hænderne. Var det af hans egne Penge, han tilsatte og opofrede til andres Gaun og Beqvemmelighcd, i Hensigt, derved kunde naaes det Almindeliges Gaun, da var det en priselig, og under saadan Stats-Forfatning som vores, en Helte-Gier-

62

62

ning. Men, at andre Proprietærer, som selv intet have tilovers, skulde opofre andres Penge, for tredie Mand kunde leve desmageligere, (og deri bestod det alt) Er en Røst, som ikke kommer overeens med Naturens.

Endnu et par Anmærkninger, først om Korn-Priserne, og dernæst om Folkemængden, om jeg ellers længer tør opholde Dem, da Brevet desuden langt, og derhos Dem Maaskee kiedsommeligt nok? Vore Ekonomiske Skribentere raabe saa meget paa lave Korn-Priser, for derved at befordre Haandværker, Fabriker, Manufakturer med videre borgerlig Næring; Thi, naar Levnets Midler ere dyre, maae Arbeidet og blive det.

Jeg tilstaaer, at saaledes skulde synes rimeligt, men Erfarenhed, som atter maa veilede os, lærer anderledes. Den lærer, at jo dyrere Kornet er, desflere Arbeidere og Daglønnere ere at bekomme; Og des lettere er Folke-Lønnen. En vis Patriot har i Danmarks og Norges ekonomiske Magazin forlængst anmærket, at ved høie Korn-Priser gaaer Træskomageriet her i Landet langt bedre fra Haanden, end ved lave. Saa at, naar Korner er høi, ere Træskoerne i

63

63

lav Priis, og saaledes omvendt. Hvorfor? For, naar Kornet er dyrt, sættes flere Hænder i Arbeide. Nød lærer nøgen Kone at spinde, hidder det. De fleste Mennesker foredrage Ledighed og Magelighed for alle Ting. De ville ikke arbeide uden den yderste Nød driver dem dertil. I slette Aaringer sidde tusende, som ellers maa stræbe og arbeide, med Hænderne over Kryds. Faderen, som ellers søger sin Magelighed,. maa, naar Kornet er dyrt, selv tage Haand i Arbeidet, og lade Sønnen gaae ud at tiene. Moderen ligeledes Dotteren. End videre: I Engelland og Holland ere Levnets Midlerne altid langt dyrere end her; Men hvor mange 1000 Ting af fabrikerede Vare, kunne ikke, endog Fragt og Omkostninger iberegnede, derfra haves lettere, end her. Hvor fornødent er det derfor ikke, i alle politiske Betragtninger at tage Erfaring til Fører og Veileder. Den blotte Spekuladsion er som en Lygtemand, der fører os paa Afveie ud i Kiær og Moser, hvor man bliver siddendis, uden at kunne rede sig i Land igien.

Nu om Folkemængden: Ingen Klage er almindeligere hos vore ekonomiske Skribentere,

64

64

og ingen dog mere ugrundet. Tvertimod ere her, i Forhold efter Nærings Veiene, langt flere Mennesker, end her burte være. Jeg kiender og længe har kiendt mange Egne her i Landet, men jeg kiender ikke et Sogn, hvori der burte være flere, men meget snarere færre Beboere. Hvor oste seer man ikke, at 3 eller 4 Familier sidde paa den Andeel Hartkorn, som er knap nok til at nære een, og som for hundrede Aar siden ikke heller har næret flere; Hvor mangesteds seer man ikke, at 2 eller 3 Mennesker gaae og drive over den Auling; det Arbeide, som et Menneske magelig kunde bestride. Hvorfor? For enhver, eller de fleste, søge sin Magelighed. Naar de for en ringe Ting kunne faae en andens Hænder i Arbeide, drage de sine egne deraf; Og det kunne de, hvor, som her i Almindelighed, Levnets Midlerne ere lette, og der ere flere Folk, end at de alle kunne faae Tieneste; Men, Beviser af Erfaring allene, er ikke nok for dem, som ingen Erfaring herom hverken have, ikke heller have Lejlighed til at forhverve sig. For disse maae andre Beviser; Og her ere de:

65

65

A.) Var det urimeligt, at her i Landet, hvor i et halvt Sekulum ingen ødeleggende Landeplager, saasom Krig, Dyrtid- eller Pest har været, ikke desmindre skulde være Folkemangel; Thi dette var jo det samme, som at beskylde vores Qvindekiøn for en besynderlig og unaturlig Ufrugtbarhed, der strider mod Erfaring. Det forstaar sig selv, jeg siger ikke, at her er saa mange Folk, som her kunde være i Forhold efter Landets Størrelse, (thi dette kan vel ikke siges om mange Lande) Men jeg siger,at her er saa mange Folk, som her kan være, ja endog flere end her burte være, i Forhold efter Nærings Veiene og den Stiil og Fod disse ere paa.

B.) Ligesom det længe før vor Tid har hidt: Solum natale dulce, saa kan man og antage for en Grund-Regel, at ingen, fornemmelig af Almuen, uden Aarsag forlader sit Fædreneland.

Men hvor Mange 1000 Jyder træffer man ikke i det Slesvigske, Holsteenske- i Hamborg og i Amsterdam. Norge og Kiøbenhavn vil jeg ikke engang tale om. Aarligen gaaer ikke alleneste til Fods hele Tropper paa 100 og flere

66

66 tillige ud af Landet for at søge Tieneste, men endog til Skibs hele Ladninger til Holland. De fleste af de første komme vel igien, men langt fra ikke alle, men den største Part af dem, som gaae til Holland, blive borte. Er der nu vel den mindste Rimelighed udi, at deslige Udvandringer skulde have Sted, naar Brødet her hiemme var at bekomme. Man seer jo og for sine Øine, at de ei saunes her hjemme, thi, uagtet den Sværm af Mennesker, som Landet aarlig giver af sig til fremmede, bliver Landet ligefaldt dyrket og dreven; Og langt stærkere end forhen. Man eftersee kuns TiendeRegistere og Afgivter for 100 Aar siden mod de idsige; Man eftersee, hvor mange Fag i de sidste 50 Aar ere tilbygte Kornhusene paa HerrePræste- og Bøndergaardene, man vil befinde, at her aules i Landet, mere end dobbelt, mod forhen. Det er derfor ikke sagt, at Landet udfører dobbelt mod forhen; Thi med Avlingen har tillige formeret sig Mennesker og Kreaturer, og tillige Aflæringen her hiemme.

C) Seer man dagligen paa Veiene og for Dørrene hele Flokke Betlere, unge og gamle; Spør man dem ad? Hvorfor de saaledes

67

67

gaae omkring, hvorfor de ikke tage Tieneste? Faaer man det Svar: Der er ingen, som behøver os, Hvad skal vi giøre: Vil I tage os i Tieneste. Jo vist er her Folke-Mangel, sige vore ekonomiske Skribentere; Thi 1.) hvor mange udyrkede Heder findes ikke i Jylland, til hvis Dyrkelse man har maattet forskrive fremmede Kolonister. Hertil svares, at om der i Jylland var end 100 Gange saa mange Mennesker, saa bleve dog de store Heder i den samme Stand, de ere, siden deres Dyrkning ikke kan nære eller føde Arbeideren. Man kan antage som en tilforladelig Sandhed, at en Jord, saasnart den bærer Lyng, er maver: At en maver Jord intet giver af sig, uden tilstrækkelig Giodning; Og at tilstrækkelig Giødning paa saadanne Steder ikke kan haves uden Eng.

Derover, hvor dette sidste fattes, kan man ingen Vei komme med det øvrige. Men af Eng er der ikke i hele Landet et Stykke af nogen Betydenhed, der jo er betaget. Følgelig vil de jydske Heder til evindelig Tid blive det samme, de ere. Jeg taler ikke om, at det jo baade er godt og giørligt, at de Beboere, som boe i Heden, eller omkring derved, deraf

68

68

indtage et eller andet Stykke, der og dagligen skeer. At en Mand, der allerede har den Eiendom af Ager, og, fornemmelig, af Eng, Hvorved han kan nære sig, saaledes formerer sin Eiendom og sine aarlige Indkomster, er godt og kan gaae an; Men derpaa allene at sætte sig ned, deraf allene at klæde og føde sig og en Familie, lader sig ikke giøre. Jeg siger ikke helder, at jo Familier, som tillige vide en anden Nærings Vei, saasom Fabrikantere, jo kunne sætte sig ned paa Heden, og der faae sin Føde, thi, naar de kunne det paa en Steengade, hvorfor ikke da ligesaavel, og, endnu bedre, her, Min Sattz er alleneste denne, at det er ikke muligt, at nogen kan sette sig ned paa den bare Hede, og deraf, foruden anden Nærings Vei, leve; Thi, hvis dette var muligt, var Let skeet for længe siden, Solum natale dulce. Vore Jyder skulde ikke søge anden HimmelEgn naar Føden kunde faaes her hjemme,

2.) Her er jo ikke Folk nok til Landets Forsvar, Regieringen maa jo aarligen hverve, saavel Soldater, som Matroser. Hertil svares: Ak det er ikke derfor sagt, at her er FolkeMangel, thi der, hvor Regieringen hverver,

69

69

er det tildeels, hvor vores udvandrende Mandskab igien modtages, leies og lønnes. Hertil kan være mange Aarsager: Krigsstanden er et Haandverk, som vores Almue ingen Lyst har til, og det ventelig med god naturlig Grund, thi a.) falder Befolkningen knap, og saaledes, at de ikke deraf kunne leve, b.) Skal Trøien

voves, c.) den despotiske Regiering, som gielder

ved det Militære, og der er fornøden, seer enhver gierne at unddrage sig fra. De ville Heller tiene deres Ligemand, hvor de mere er deres egen Herre; Og dette saameget des snarere, som de af Befoldningen allene, som mældt, ikke kunne leve, men desuden maae arbeide for Føden. Vist er det, at man, om ikke snarere, dog ligesaavel der, hvor vi hverve, maae formode Folke-Mangel, som her, siden der igien leies af vore Folk, da dog enhver Privat til sin private Huusholdning og Arbeide, leier heller af sine egne og bekiendte, naar vare at bekomme, end fremmede og ubekiendte. 3.) Skal her anlægges et nyt Verk, en nye Fabrike, hvor vanskeligt er det ikke dertil at faae Arbeids Folk? Dette beviser ikke heller Folke-Mangel; Thi, dersom dette ikke var

70

70

vanskeligt, maatte disse Folk jo hidtil have staaet ledige paa Torvet: Men en Arbeids- eller Tieneste-Karl, hvor længe kan han staae ledig, hvorlænge kunde han hengaae uden Tieneste. Længe inden Fardag veed han jo i Forveyen, og nødvendig, om han ellers ikke maaskee skulde blive forlegen, maa vide en anden Plads. Enhver giør sine Planer, og de maae, saalænge ingen bedre vides, følges.

Men lad det først blive bekiendt, at en ny Nærings Vei er vaagnet; Lad Tjenesten, Lønnen og Omstændighederne først rygtes og komme for Ord. Er der en Skilling flere end andensteds at fortiene; Der skal nok findes Liebhabere. Jeg kan herudi dømme af Erfaring. For en 17 Aar siden anlagde jeg et Teglbrænderi, hvortil behøvedes en halv Snees Arbeids Karle, men i Førstningen havde jeg meget vanskeligt ved at faae disse faae Folk; Og saa vanskeligt, at jeg havde besluttet at leie dem fra Flensborg eller Hamborg. Nu derimod, Arbeidet og Fortjenesten er kommet for Ord, kan jeg faae saa mange jeg vil; Nu ti, snarere end een forhen. Da midi mæcenates & dabo tibi varrones. Det samme kan man sige om Folk;

71

71

lader os kuns formere Nærings Veiene, Folk skal nok indfinde sig. Dette er en saa almindelig, og i Naturen saa grundet Sandhed, at den har Sted endog hos Dyrene. Lad her være en Søe begroet med Søv, Pakker og Rør; Et Krat med god Underskov; En Mose med Lyng, Græs og Bær. Strax er her Indvaanere, og det ei flere, de maa have Fred og Rolighed saa mange Aar, man vil, end nogenlunde der kunne faae Føde og Lejlighed. Men lad Søen blive udgravet, Krattet omhugget. Mosen tørret og dyrket; Borte er Vildanden, Ræven og Uhrhanen; Strax flygter Vildtet, og opsøger saadanne Boepæle, hvor det kan nære sig; Lad disse Egne atter blive ligedanne Udørkener; Atter skal det samme Slags Indvaanere indfinde sig. Lader os overalt oprette Spinderier, Væverier, og, med et Ord, alle Slags Fabriker, lader os forarbeide vores egne raae Vare. Lader os med vore egne Skibe drive Landets Handel. Lader os nedsætte Told og afskaffe Tvang paa de af Landets Produkter, som udføres, og ved Forarbejdning ei kunne blive bedre; Kortelig: Lader os skaffe Folk noget at fortiene. Vi skulle ikke mangle dem.

72

72 Ingen begriber, hvorfor Landets Børn ikke ligesaavel, og heller, skulde søge derhen, som til Hamborg- eller over Søen til Holland. Men vore Ekonomister ville have det anderledes; De sige: Først Folk de skulle nok faae noget at bestille; Som er imod Naturen; thi man maatte nok spørge- om Mennesket for blev skabt, eller Jorden. Satter man Folk for Nærings Veiene, hvoraf skulde da disse Folk have levet, faalænge til Nærings Veien vaagnede, og hvoraf deres Forældre, som havde tillagt dem. Thi derforholder sig ikke med Mennesker, som med SkurveHatte, der i een Nat kunne vore af JordenVel er det tillige sandt, at Folkemængden og befodrer Nærings Veiene; Og at disse, der ere saa nær beslægtede- som Moder og Dotterrække hinanden Haanden; Men om Nærings Veien, som Moderen, er det dog meest at giøre; Derom er det man skulde bekymre sig. For Folkemængden har Naturen sørget, hvorfor den Lyst til at forplante sin Slægt kan være os Borgen. Herimod er en Folkemængde uden Nærings Veie snarere til Byrde, end til Gaun. Føden skulle de alle have, men naar de ikke alle kunne faae Leylighed at fortiene den, hvor

73

73

til skulle de Folk. Naar Landet ligefuldt bliver drevet, naar alle de Nærings Veie, som her ere efter den Forfatning og Indretning, som nu gielder, ere besatte, til hvad Nytte, at den for Landet saa kostbare Sværm af aarlige Udvandringer forblev her i Landet. Jeg siger, den for Landet saa kostbare Sværm, thi det er, efterat Landet har født og klædt dem i den Tid, de intet have kunnet fortiene, de laane deres Arme, naar de ere blevne stærke, til Fremmedes Tieneste. Skulle vi derimod have Fremmede herind, maae de hverves, vi maae dog betale noget til det Land, som har opfødt dem, men vi miste baade Folk, og den paa dem anvendte Bekostning, og det uden Vederlag. Og dog er det bedre, at vi miste dem, end at de skulle blive her, foruden at kunne faae noget at bestille. De tænker nok, jeg er en Hader af Folkemængde, og at jeg ikke indseer den For deel, den Styrke og Virksomhed, som FolkeMængden giver et Land.

Jo, alt dette seer jeg meget vel; Men jeg seer tillige, at ynske Landet opfyldt med Folk, foruden tillige at skaffe dem noget at bestille, er det samme!, som at ynske Landet

74

74

opfyldt med unyttige Jordens Byrder; Ja, det som værre er, med Betlere, Tyve og Skielmere. Det er derfor beklageligt, at vor Forfatning er paa saadan Fod, at vi maae lade vores Ungdom, som Landet med saa megen Bekostning har opdraget, gaae ud af Landet, og derimod lade den største Deel af vore FabrikVare, endog, indtil Søm, Laase, Stole, Borde, Hatter med 1000 flere Ting, samt vore raae Vare, saasom Jern, Huder, Uld, med mere, forarbeide af Femmede, da dog vores af begge Kiøn udvandrende Ungdom, selv kunde have forrettet alt dette, naar alting var kommet i den Stil, de derved kunde faae Arbeide, og paa Arbeidet Aftræk, da de nok skulde blive i Landet.

Til Folke-Yngelns Formerelse, troer jeg ellers ikke, noget for det første kunde bidrage mere, end at Landet overalt blev forsynet med gode Jordemødre, og med Anstalter til Børnekoppernes Indpodning. Man skulde ikke forestille sig, hvor mange af Almuen enten henrives, eller, som for Staten er endnu værre, sætte Helbredet til i disse Tilfælde.

75

75

Af de offentlige Tidender sees, at BarselSengen ikke forvolder saa mange Dødsfald aaligen i hele Kiøbenhaun, som i et par Sogne eller tre paa Landet; Og dog ere disse BarneMødre stærkere og sundere end hine. Hvad Børnekopperne angaaer, da regner man vel i Almindelighed, at af de naturlige døer hvert syvende Menneske, men blant Almuen kan man sikkert regne hvert fierde, foruden saa mange, som derved tilsætte Helbredet. For, tvertimod at holde en god Diæt, som af ingen forsømmes mere, og som dog i denne Sygdom maaskee er et af de bedste Midler, befodre og formere de endog Sygdommen ved Mød og stærk Drik, som de bruge for at drive Kopperne ud, og hvis Skadelighed ingen kan indpræke dem.

Jeg siger, at intet kunde mere befordre Folke-Yngeln, men ikke Folkemængden; Den blev, ved de samme Nærings Veie, den samme. Om der end her bleve fødte og opdragne 10 Gange saa mange Mennesker, blev her dog ei flere Folk, saalænge her ei blev flere Nærings Veie. Thi Overskuddet, som ikke kunde faae Fortjeneste her, vilde, ligesom nu,

76

gaae ud af Landet. Fremmede bleve berigede ved vor Yngel, men vi selv ikke. —

Jeg har den Ære at forblive Deres

Jylland den 2 Octobr. 1771. Anders Christensen.

1

Svar

paa Tiltale

og

Beviis,

at

Proprietairernes Raadvildhed

ei har contribueret

til det Tab,

som flyder af

Hoveriets Bestemmelse.

Kiøbenhavn,

Trykt Hos Hof-Bogtrykker Møller,

1772.

2

'

3

Til

Forfatteren af Svarret (paa den nye Philopat. tvende Betragtninger, som findes indført udi Magazinet for Patriotiske Skribentere No. 102. og 103.) der er indført i Adresse-Contoirets Efterretninger for Aaret 1771. No. 210.

Min Herre!

Har jeg ei fundet Bifald, som den, der stedse har anført Grunde for hvad jeg har sagt, hvorledes tør De da vel vente sig nogen, som den, der vel har skrevet imod mig, dog uden at sige noget? De maa forlade mig, at jeg ei er skarpseende nok til at finde det allermindste i samme, hvorved jeg, eller nogen skulle være overført, om bemelte tvende Betragtningers Urigtighed. Er min Herre den Person som vil føre Pennen imod mig, da vil jeg raade Dem, at de Stykke-viis retorquerer mine Beregninger

4

4

og Grunde; og ei saa sluddervorn overjasker en saa vigtig Materie. Det er ikke nok dermed, at de siger, den nye Philopatreias er vred, han er en oprørisk Aand, en farlig Borger, har stavet sig frem i den nye Litteratur, forstaaer “just ei meget Latin, har laant noget af Theologien, m. m. (som siden skal blive besvaret.) Jeg vil bede enhver som forstaaer hvorledes en Replique bør være, at lægge Svaret, saa vel som og mine tvende Betragtninger for sig, hvad gielder, man finder ikke en eeneste af mine Grunde kulkastet. Svaret passer sig lige saa got paa disse Betragtninger, som hines, der, da hannem blev adspurgt, om han forstod Algebra? svarede, ja nu skal Stegen strax komme for Ilden; derved blev den Spørgende ei oplyst, og den anden formeente, han absolut burde give et Svar. Intet er lettere end at besvare en Ting in generalibus: dette skeer jevnligen af de smaae Aander, som synes man er kommet dem for nær, og dog gierne ville redde sig paa en Maade, hvorved de, som TaskenSpillerne give Folk Snak for Penge, og formene paa en habil Facon at have reddet deres Vankundighed, og Frygt, for at indlade sig Artikelviis: Man maatte alt for tydeligen blive forvisset, hvor dificil det er at staae Sandheden imod, samt, at Antagonisten ei alt for vel er udsøgt. Hav

5

5

den Godhed min Herre, og erkyndige dem først, hvorledes det tilgaaer i Landet, og, om det er sandt eller ei hvad jeg har skrevet, saa er det den rette Tid at svare; det er bedre at handle med, end uden Eftertanke, da ingen i senere Tilfælde bliver satisficeret.

Regieringens Hensigt ved Trykke-Friheden er, at enhver paa en sømmelig Maade, maa give sine Tanker tilkiende, over alt hvad som kunde tiene til Landets Beste: jeg formener ei at have stødt an imod noget af dette, i det mindste var min Herres Svar for mat og kraftesløs til at overtyde mig herom, omendskiønt han er impertinent nok, til at kalde mig, en oprørisk Aand og farlig Borger: Jeg forsikrer Dem at besidde en fuldkommen Koldsindighed, til at foragte disse og flere af Dem brugte Talemaader, helst jeg noksom er overført, (af deres Svar) at samme er kommet af et beklemt Hierte, der stulle og ville sige noget, men til Ulykke, ei nær havde den Indsigt og Kraft, som dertil udfordres. Havde Deres Sielekræfter ei været for matte og svage, hvorfore overbeviste De mig ikke da (saaledes, som jeg forlangte) hele Veien igiennem, hvorudi jeg har feilet, samt , hvilke Steder jeg har yttret, at besidde en oprørisk Aand, og være en farlig Borger? men det gaaer her vel med mist Herre,

6

6 som oftest skeer, at en og anden betiener sig af en Talemaade, som han ikke forstaaer, og er vel fornøjet med at have brugt den, enten den passer sig eller ei. Veed De vel, hvad der forstaaes under disse Ord? jeg aarsages meget at tvivle herpaa, siden De saa ilde har betient sig af samme: og saalænge enhver maa være sine egne Ords Udtolker, saa kan jeg love dem for vist, at jeg stedse kan vise Contrarium; men holder De det for oprørisk og farligt, at sige Sandheden? saa agter jeg mindre om at være en Oprørere og farlig Borger i Deres Øine: end at pasere for en nedrig og smigrende Løgner, blant Mængden. Hvad jeg har sagt om den Skade Hoveriets Indskrænkelse i Dannemark har, og vil forvolde: er ei sagt for min, (thi jeg hverken vinder eller taber ved den,) men for hele Landets skyld, en føie Tid skal for sildig vise mere. Jeg er stedse af de Tanker, at saadan en Forordning umuelig kan passe paa alle Provincer, saalænge Jorden ei, dem til Behag, og vil forandre sig. Der er stor Forskiel paa, at dyrke og dyrke Jorden; Paa nogle Steder, og til visse slags Udsæd, udfordres, at Jorden skal pløies to til tre gange, paa andre derimod, behøves fire til fem gange Pløining: paa nogle Steder, ere Engene af den Beskaffenhed at de ei kunne taale, at der blev taget

7

7

Efterslet, ved andre derimod, bør det skee, eller den Velsignelse som Gud giver, skal staae, for at raadne paa Stedet, og s. v.

Jeg sagde før, at saadan en Forordning umuelig kan passe paa alle Provincer: 1) Regentens Hensigt er dog ventelig denne, at afskaffe Misbrugen, men ikke Brugen? At første skeer, derimod kan vel ingen Fornuftig have noget at sige, men det sidste ødelegger hele Landet, især, naar Befalingen er for almindelig. Hvad er det, som tilforn mest har ødet Bondestanden? Det er sandeligen, hverken Pløining, Høst, Slet eller Møgagning, enfin, intet af det som hører til Mark-Arbeidet, Tærskning, Rensning, Kornets Bortførsel til Kiøbstæderne og Ladegaardens Vedligeholdelse: men det er de Pligtsdage, som en og anden har været uforsigtig og ubetænksom med, saasom, ved Tvæt, Slagtning, Hauge-Arbeide, Rygtning, Bygning paa Borge-Gaarden og tusende smaae Ting, hvortil de egentligen burde holde Folk, men af Oeconomie, helst have tilsagt deres Bønder: Disse Ting falde tildeels mest for om Sommeren, da Bonden har dagligen at bestille i Marken, dertil kommer og, den ilde Tilsyn, som en og anden af Proprietairerne har havt med sine Bønder, da det lod som det ei var hans

8

8

Sag, (enten de, til det ansagde Arbeide-bestemte Folk, giorde noget derved, eller ei,) han forlod sig paa, de kunde komme den følgende Dag igien, eller andre i deres Sted; Han betænkte ei, at intet mere eder Gaardmanden, end Mad-Posen, og den tømmer Tieneste-Karlen, enten han bestiller noget eller intet. 2.) Regieringens Hensigt er og venteligen, at naar Karlen har bestilt sit Arbeide ved Gaarden, saa skal han gaae hiem til sin Madfader, for at hielpe ham? men skeer dette? endnu har jeg ikke været saa lykkelig at faae sligt at høre: men naar Tieneste-Karlen er færdig med sit Arbeide ved Gaarden, (som han ofte kan forrette i en halv Dag) saa slenger han sig i Marken tillige med alle de andre, og der ligge de, til Solen er nede: Kommer Hosbonden til dem og siger, Børn, (eller I got Folk) hvi ligger I her, det er jo længe siden I gik fra Gaarden, hvi gaaer I ei hiem, for at hielpe eders Madfader? o.s.v. faa faaer han vist dette Svar: Hvad kommer det Jer ved, vi have jo bestilt vores Arbeide efter Forordningen, i det øvrige har I intet med os at bestille, det bliver en Sag imellem os og vores Madfader, o.s.v.

At demonstrere disse (tildeels grove) Gieste videre, er forgieves, og hans Myndighed er afklippet, til at vise dem hiem. Er nu Gaardman-

9

den, Hosbonden eller Landet tient med, at adskillige i Staten, ei nær giøre det Arbejde som de ellers letteligen kunde? Jeg er enfoldig nok til at troe, ingen er tient dermed, ikke engang den paa de grønne Marke sig udstrakte og nedslengte Karl, helst ingen kan nægte, at jo meer man overtaler sig til Søvn dg Ørkesløshed, jo meer absolut nødvendigt synes saadant at være og blive tilsidst. Hvor mangen en Madfader har jeg ikke hørt klage til sin Hosbonde, sigende: Hosbonde, Aae ved mi Kaael kan giør laant meer af det og det Aarbeid naar han kommer til Hov; I maa min Siel giern laae ham bestillet et, aae har dog den Dauv han kommer til Jer ingen Gauvn af ham. Hosbonden svarer: I skal have Tak min kiere ... jeg har ofte talt med Eders og de andres Folk som kommer her til Gaarden, men de sige eenstemmigen Nei, omendskiønt jeg veed, I og andre har sagt dem, de skulle forrette mere af visse slags Arbeide: De sige, Forordningen fritager dem den Dag de komme her at giøre mere, enten for mig eller eder. Bonden: Aae veed val Hosbonde, at di seier et, men aae troit, I kun foe dem til et, I kan val sie, at vi har ingen Respit (skal betyde Profit, et Beviis, at nogle bruge Ord som de ci selv forstaaer,) dier af: thi die æder aalt hvad die

10

10

Haar i ee Poes, enten die giør noet eller int. 3.) Ved denne Forordning er og venteligen Regieringens Hensigt, at alt hvad som staaer i samme, skal, uden Haarkløverie følges? At Bonden skal komme den eller de ansatte Dage, og ei naar han selv lyster, eller skynde Tiden op, til nogle Uger efter? at Bonden skal tage saa meget paa et Læs som er bestemmet, m. m. Min vigtige Herre og Modstander vil vel sige, det er ingen Spørsmaal, det forstaaer sig selv, giør Bonden det ei, kan Hosbonden jo klage til Amtmanden, og saa skal den Opsætsige jo giøre dobbelt Arbeide derfor, m. m. Dette veed jeg altsammen, men hvad synes De vel der kommer ud af: a) Naar Amtmanden boer 16. og flere Mile borte, han faaer en Klage af Proprietairen, som da bliver undersøgt, og dermed gaaer nogle Uger forbi, endeligen falder denne betydelige Resolution, ar N. N. Bonde eller Bønder i N. N. Bye, skal rette sig efter Forordningen, og for deres Halstarrighed skyld til Straf, giøre Een eller To Dages Arbejde, uden Billetter, m. m.

Nu synes mig, min Herre vil sige, er det ikke alt hvad Proprietairen kan vente sig, jeg lover for, de andre tage sig sligt til et skrekkende

11

11 Exempel, og s. v. Ja den som blot kiender Bonden af Ravn, og ei veed hans Intriguer, og den Tillid han har under Enfoldigheds Skin, (skiønt han negter dens Krast) ret at narre og drille sin Proprietair, maatte snart troe det: men følg med mig, vi ville lade Amtmandens Resolution oplæse for dem. Hvad troer De nu vel at høre for et Svar? Min Herre tænker nok de blive bange, og tilstaaer deres Forseelse: Ak nei, de ere sandeligen ei saa lette at forbløffe, de svare strax alle som en Mand, vi give Amtmanden og vores Hosbond, (her giøre de dem begge en Præsent, som best passer paa Byg eller andet Land,) vi rette os ei derefter, uden vi see Kongens egen Haand og Segl, eller paa Prent, og vil vores Hosbond ei give os Billetter, saa kommer vi ei, det staaer til ham at klage, naar; og hvor han vil. Proprietair Hadere og Ignoranter, kalde dette Svar, et Tegn paa Bøndernes Enfoldighed, om endskiønt de vide bedre, men have og skiule den egentlige Grund til denne deres listige Titul i Hiertet, da de ei andet derved søge, end som at forhindre slige opsætsiges exemplariter Afstraffelse, og Bonden som veed det, (og hvad han ei veed, faaer han nok at vide ved sin Vinkel-Skriver, som stedse forsikrer ham, at kommer han i Knibe, skal han eller de sige, jeg eller vi forstaaer det ei bedre, vi

12

12

ere enfoldige Folk, hvad forstaae vi os paa sligt, og f. v.) profiterer ret af Leiligheden: imedens gaaer Sommeren forbi, og Hosbonden maa lade fir Høe og Korn staae for at raadne paa Stedet. Enhver Fornuftig (herunder forstaaer jeg ei min Correspondent, som vist ei lader at blive gal af Viisdom, og tør fortrøste sig til en høi Alder, da mon vil paastaae, at de som tænker lidet eller intet, blive meget gamle,) indseer nok, at et saadant Tab, har de største og farligste Følger efter sig; thi derved taber 1.) Proprietairen, 2.) Kiøbstedmanden og 3.) især de Fattige: Dette er og Landets Tab og Tort. Landets Tab er det, thi derved bliver Regieringen foraarsaget at tillade Indførsel af fremmet Korn: Hvad give vi da de Fremmede for deres Korn? Sølv og Guld, da vi intet eie hvormed vi kunde giøre et Bytte; altsaa er det Landets Tab. Hvem kan vel negte, at jo det Land er uheldig som stedse med Contant skal tilkiøbe sig fremmede Vahre. Landets Tort er det; Hvad for Ære har vel et Land af, at det besidder mange Indbyggere, som Armoden dagligen. qvæler, og fører i yderste Fortvivlelse? Hvad Tapperhed og Mod tør en Fyrste vel vente sig af et fattigt, af et Folk siger jeg, som har intet at fægte for, uden deres egne Legemer og Liv, som just er det de exponere, ved at forsvare sig? Lige

13

13 saa sandt som det er, at en forsultet Soldat og slet fød Hest ei er tienlig til andet, end til et Rov for Fienden, og uden mindste Fyrrighed gaaer i Bataille, saa vist er det og, at er forarmet og fattigt Folk, i hvor stor Mængden end maatte være, ei tænker paa nogen reel Defention, thi de eie intet som giør dem Livet behagelig, og Døden er dem ei skræksom. Jeg veed vel at man kunde sige, Soldaten som gaaer i Slaget er ikke riig, han fegter, ikke fordi hans Land er fuld af Bemidlede, men han fegter for sine Børn og Familie, han fegter for sin Ære, han fegter for sin Løn eller Gage, og s. v. Herpaa svares, ere ei alle gemene Soldater rige, saa findes (eller fandtes der dog tilforne) dog nogle, disse gave deres Cammerater Mod: af disse segtede en Deel, for deres Familie, Midler og Æres skyld, den anden Deel segtede for Gagen og Æren, og begge havde Anførere, som segtede for Familiens, Ærens og Belønningens skyld; men i et fattigt Land, der falder alle saadanne Ting bort af sig selv. Enhver tænker, hannem kan ei skee værre end han har, saa er det ham ligegyldig, hvem han og hans tilhører: At leie fremmede Tropper til Defension, vil vel og ei være at tænke paa, saasom der bliver lidet eller intet for Nationalen, mindre for de Fremmede, og Verden er for fornuftig

14

14 til at lade sig afspise med løse Løfter: Alt dette kommer mig for som en Tort for et Land. Skal et saadant Land engang af Nødvendighed sende en Ambasade, saa kommer der et artig Syn frem, den ene er som den anden; derimod kan det udenlandske Hof ei have noget at udsette; thi Egaliteten er paa det nøieste observeret, saa lenge den Sats er rigtig, at en Staader omtrent ligner den anden, og mest i Henseende til Fortæringen. Da jeg har beviist det er Landers Tab og Tort, som jeg nu kan gotgiøre med mange Exempler: saa behøves ei at bevise det tillige er 1.) Proprietairens, 2.) Kiøbstedmandens og 3.) især de Fattiges Tab; thi saa længe disse ere Indbyggere i det Land, saa forstaaes af sig selv, at de have og dele Tabet og Torten indbyrdes; helst naar man fornuftigviiS taler om det Ord Land, da enhver noksom indseer, at det er alene Beboerne som have Tabet og Torten, og ei Jorden og Husene; thi et Land uden Indbyggere, er som Nød uden Kierne. Det Land holder jeg for langt lykkeligere som har 100000. Formuende og Velfornøiede, end som det der eier ti gange flere Malcontanter og Staadere; 3000. Velfornøiede og Modige kunde

stedse giøre sig et ufeilbarlig Haab, at seiervinde over 12 til 15000. Malcontanter, og behøver et rigt Land Assistence, saa tør det ei frygte, der

15

15 findes Folk nok som: for Betaling lader sig bruge, og fremmede Magter drage ei heller ringeste Betænkning at komme disse til Hielp. Pengene i en Skat, ere som Blodet i et menneskelig Legeme, standser dette og Cirkulationen er ophævet, saa falder Legemet inden føie Tid og bliver til Muld: ophører Rigdommen og Circulationen af Pengene, saa er en total Ruine ufeilbarlig: Dog dette vinder et forarmet Land, det bliver sielden foruroliget med Krig, da vel saa ambitionere at besidde flere Staadere; alle Lande have nok af disse.Mim Herr Correspondent og Antagonist, er nok ikke imod, hvad jeg har sagt om et fattigt Land, da han troer, jeg just staaer mig selv i Veien, og er kommet hannem paa det rette Sted, da det synes som jeg bifaldte Indgangen til hans monstrøse Svar, hvor han siger:

,,Os tykkes, at Bondestanden, der rundelig udgiør trefierde Part af Na- tionen, fortiener Lovens Beskyttelse imod 6 til 700. Proprietairer, og f.v.,, Her vil min Herre nok giøre den Slutning, at da Bondestanden forholder sig saa betydelig imod Proprietairerne, saa vil og de Førstes Rigdom kommetil at forholde sig imod de Sidstes. Vel kan jeg ikke forhindre Dem at have slige Tanker, men de maa ei heller fortørnes derover, at jeg tager mig

16

16 den oprøriske og farlige Dristighed, at adspørge, om en Forordning ene er nok til at giøre et Lands Indbyggere rige og lykkelige? De vil muelig sige Nej: Forordningen giør det ei alene, den underviser og veileder,' og derved gaaes stedse et Skrit nærmere og nærmere, og hvor det første ei skeer, der kan det sidste ei ventes. Art dette vil jeg gierne tilstaae Dem i andre Tilfælde, undtagen i denne, om Bondestanden; thi saa lenge Bonden ei er saa formuende , at han kan kiøbe sit Sted, og dagligen maa tigge til sin Hosbonds Hielp, deels for at erholde Forskud af Æde- og Sæde-Horn, deels til Kongelige Skatter, for at undgaae Execution, deels til Bæster og Horn-Qvæg: saa er intet Middel tilstrækkeligt, for at sette ham i en god Stand; og om han end er Eiere af sit eget Sted, saa er det dog et særdeles rart Exempel, at een blant rive sutenerer sig. Hav den Eftertanke at erkyndige dem herom, for Ex. i Koldinghuus og Skanderborg Amter, hvor der findes mange ulykkelige Selveiere, som for to, tre og flere Hundrede Rigsdaler pr. Tønde Hartkorn, have tilkiøbt sig den Herlighed, at de streife Landet om efter en Hosbond, men med deres og Hele Slegtstabs ufeilbarlige Undergang man bekiende, at ingen vil have med

17

17

dem at bestille, skiønt de love Hørighed og Lydighed, ja de ville arbeide Nat og Dag med hele Familie, naar de ville løse dem af denne store. (som de selv kalde Ulykke) Fortred: Eet Forsøg herpaa, jeg forsikrer, at Amtmændene med Trækken paa Skuldrene skal tilstaae, jeg siger fandt, og strax skaffe Dem de nitten Dele af alle Selveiere, hver i sit Amt, til kiøbs. Jeg veed nok hvad De vil sige; thi det seer jeg af min Herres Svar, som i enhver Linie røber en ubetænksom Overilelse, Ukyndighed i Videnskaber og Landet, samt Selvklogskab, Egenkierlighed, og en Person der gierne vil høre sig selv tale. De vil sige, jeg behøver ei at erkyndige mig om de Ting som jeg tildeels ofte har hørt, og den sunde Fornuft maa tilstaae mig, nemlig, at mangen en Bonde har sagt, naar han havde Formue nok til at kiøbe sit Sted, ville han heller det, end giøre Hoverie, og mangen en Selveier tilstaaer, han et ville staae under en Proprietair, m.m. Tillad mig jeg undersøger, hvad for Connection dette har, og om jeg kan være tilfreds med min Herres Fornuft-Slutninger, uden en Forespør-gelse: eller, at min Herre undersøger Tingene. Hvad den Bonde angaaer som siger, naar han havde Formue nok til at kiøbe sit

18

18 Sted, & c. Dette tvivler jeg ikke paa, thi vare Pengene saa lette erhvervede, som dette af en fattig Bonde kan siges, saa havde der længe siden ei været Hoverie-Bønder i Danmark, og mindst i de sidste tvende Aar, da enhver Proprietair ønsker sig langt fra denne indbildte Herlighed, hvoraf han dagligen høster tusende Ærgrelse og Chicaner, og kan giøre en vis Beregning paa Staader-Posin; den fattige Bonde som siger sligt, giør ei noget Beviis ud, thi han veed ei, hvorledes en Selveier er tilmode, meest den, som skylder det halve eller to trediedele paa sit Sted, thi denne maa, af Frygt for hans Creditor opsiger ham Capita-len, (og paa engang tager fra ham alt hvad han eier) giøre et langt større Hoverie, end ellers begieres til nogen Gaard: Har han flere end en Creditor, saa er hans Byrde saa meget tungere, hvilket jeg altsammen i de Aalborgiske Tidender for afvigte Aar med et Exempel har oplyst, saa vel som og, i den første Betragtning af No. 103 og 104., (som min Herre ville giøre sig til Helt paa) jeg gav dette Exempel i disse tvende Numere, at en Gaard paa fem Tønder Bondeskyld, skulle ikkuns koste 750. Rdlr. a 5. procent, er 37. Rdlr. 3. Mrk. Af denne Sum saaer Proprietairen ikkuns aarlig 3. a 4. Rdlr. i Landgilde, altsaa koster Bondens Arbeide Proprietairen 33. eller 34. Rdlr. 3. Mark.

19

19

Spørg nu en Bonde, hvilket han helst vil, enten give saa stor Landgilde, eller giøre Arbeidet? Jeg vedder, han resolverer til det sidste. Skulle han imod Forhaabning sige, han ville heller der første, da lad ham stille Caution, jeg vedder, der bliver ikke en Proprietair i Danmark der jo heller accorderer ham det, end dagligen vil underkaste sig Grovheder af en og anden, omendskiønt Proprietairen ei vinder 2. Skilling mere, end som de sædvanlige Renter, han og kunde have havt, uden at behøve at exponere sig og sine ved Jordegods: men Cautionen skal og strække sig til Gaardens Vedligeholdelse, saa forlanger Proprietairen ingen Indfæste, og Gaardmandens Søn, som best maatte være skikket, skal have sin Faders Sted efter ham, han maa saa være den ældste eller yngste. Proprietairen vil derimod ei have med Sønnerne at bestille, det bliver Læggets Sag at levere deres Børn, eller leie Fremmede, han vil med største Foragt foragte den Profit man formener, han giør sig af Friheds-Paffer, og med at levere dem til de Gevorbene, han vil sidde og tænke som Kiom. Derimod vil Proprietairen ei længere indestaae for de Kongelige Skatter, ordinaire, eller extraordinaire, lige saa lidet, som og for Skattekorn, Fourage, Fourage-Penge, Soldaters Levering, og s. v. Jeg troer ei nogen finder dette ubilligt, og saaledes

20

20

kan enhver Bonde inden en saare søie Tid med sig og Familie blive befriet fra al formeent Trældom og Slaverie.

Vel ville mangen en sige, at Proprietairen ei er forbundet at indstaae for andre, end de ordinaire, Skatter; men hvad skal vel en Proprietair giøre naar hans Bonde ei er i Stand at betale, enten skal han taale hans Bonde bliver ruineret fra Amtstuen med Executioner, eller han skal selv giøre Forskudet? Ved, og i begge Tilfælde vinder Regieringen, som jeg caverer for, taber mest ved Selveierne, og ellers skulle have ont ved at faae Revenuerne saa accurat. At jeg ei extravagerer, dette kan ved Undersøgning erfares, og kan min Herr Antagonist formaae Regieringen til den Caution, jeg har forlangt, samt, at Amtstuen ei selv skal øde Bønderne ved Execution, saa parerer jeg , alting naaer det Ønske strax, man tragter efter, men hvor længe det varer, det vil vi correspondere om efter et par Aars Forløb: i det mindste ville disse Bønder ei blive saa udsuede med extra Hoverie og aparte store Doucenrer, som de andre der kiøbte sig, (da Pengene vare i 4. proCent) og give 6. a 7. gange større Afgift, end de før vare vandte til, uden de mange haarde Presenter, deels med Favnetræe, deels med Lam, Æg, Smør, Ost, Arbeide, o. s. v. som de nu maa

21

21

ofre til deres Creditorer. Om jeg siger sandt eller ei, erfares best i de tvende benævnte Amter saa og hos Selveierne paa Møen. Kunde Kiøberen ei holde Balance (som alle strax spaaede af) da Pengene vare i 4. proCent, hvorledes vil han da nu, da der skal gives 5. proCent, ja jeg veed og kiender dem , som siges a parte have ladet sig give 10. Rdlr. af 100de i Douceur, og 5. proCent i Rente, altsaa har den gode Debitor havt den Lykke at maatte ofre 15. proCent til sin Creditor, uden de mange store Presenter, som imodtages under Titel af Villigheder. Jeg troer retteligen her, at kunde synge med Ovid. Lib. II. Triflium V.

Cum cæpit quaffata domus fubfidere: partes In proclinatas omne recumbir onus:

Cunftaque Fortuna rimam facienre dehifcunt, Atque fuo quondam pondere trasta ruunt. —

Dette maa da være nok sagt om de Bønder som sige, naar de havde Formue nok til at kiøbe deres Steder, & c. Denne Gordiske

Knudes Opløsning skeer best, ved at betragte disse tvende Ord, Naar og Nok. Dette kommer mig for som om jeg ville sige, naar vi finder en Guld-Mine, (foruden den paa St. Croix) saa faaer vi Ducater nok, naar Himlen falder ned, saa qvæles der Mennesker og Dyr nok, eller, naar det eller det skeer, saa bliver et

22

22

Land lykkeligt nok; og saa fremdeles. Lad os først faae fat paa det rette sig til vores Omstændigheder passende naar, saa følger nok af sig selv. Saaledes gaaer det og med de Selveier-Bønder, som sige, de ei ville staae under Proprietairer mere, m.b. Er Selveier-Bonden saa rig, at han reent ud kan betale sit Sted, saa bærer jeg ingen Tvivl, han jo sutenerer sig, men er han det ikke, saa er han den allerulykkeligste Hov-Bonde i Landet, og har mere end 10 gange saa mange Udgifter, og bliver tilsidst saa forsagt og i Gield nedgravet, at han med Føie maa siunge disse Ord: Og altid sank jeg dybere ned. Hvor saa iblant Selvierne, have et tilkiøbt sig deres Steder en halv eller en trediedeel for dyre? og om de end have saa meget, at de kunde betale noget meer, end hvad de virkelig have forkiøbt sig paa deres Steder, saa kunde de dog ei holde Balance i Tidens Længde; men det gaaer med dem (lignelseviis) som med Biørnen, den tærer om Vinteren af det Fedt, som den i Sommerens Tid Har samlet sig, saaledes tære disse og paa den liden Capital, som de have udbetalt.

Hvad der har anlediget den Forordning om 5. proCent, det veed jeg ikke, nren saa meget veed jeg, at just denne, er Selveiernes Halsbaand: de kiøbte deres Steder, efter den Tids væ

23

23

rende Lov til 4. proCent; de betale samme for dyre til 4. proCent, følgelig, kunde de er staae sig ved at give 4. hvorledes skulle de da kunde blive sutenerede ved at give 5. proCent? Muelig min Herr Antagonist og Correspondent vil svare: Er det sandt hvad De har sagt, at der findes nogle saa Ubillige, Ugudelige, Barbariske og Hedniske, ja langt værre end disse, at de saa grusomt opskrue deres trængende Næste, i det de ei alene tage imod den lovlig tilladte Rente, men endog under Titel af Douceur, lade sig udbetale 10. proCent, hvad Nytte ville det da vel være til, 1.) om Pengene bleve nedsatte i 4. proCent? og 2.) saa kunde enhver vel forud vide, al en saadan Forordning ei kunde være af længere Bestandighcd, end som der fandtes Penge nok i Landet; thi naar disse tage af, saa maatte proCenten forhøies. Hvem som ene betragter disse tvende Sporsmaales Overflade, og er vandt til, at fornøie sig med Fladderftads og Spilfægterie, den maatte snart troe, der virkeligen var Raison og Gyldighed i samme; men jeg haaber korteligen at vise Deres Ufuldkommenhed, og at disse, saa vel som og, de, af min Herr Correspondent, efter hans Tanker brugte vigtige Modsigelser og Grunde, falde og smelte, som Smør for Ilden.

24

24

Hvad det første Spørsmaal angaaer, da forhindrer Nedsettelsen af Renterne vel ei der kan begieres Aager, men Debitor faaer dog hvert Hundrede 1. proCent lettere: og Aageren blev best afstraffet ved en ny Undersøgning, og om Capitalen var henfalden til den eller de, som stråledes vare forurettede, naar de det lovligen beviste. Jeg veed vel, vi have Forordninger som sige det samme; men jeg veed tillige, at vores Nation er vandt til nye, da disse i Førstningen giøre største Opsigt, og alle tier det længste de kan, og troer, de gamle Anordninger ere saa revocerede. Til det Andet svares: Jeg har jo viist den Troe, og chicaneuse Gavn, en Bonde har af en Cyimærisk Enfoldighed: hvi har man da ikke troet, den samme Bonde, at besidde for megen Vankundighed og Enfoldighed til at indsee, denne Forordning ei var perpetuel? Hvi har man et ved ethvert Bud sagt ham, N. N. I giør nok eders Beregning paa 4., men viid, det kan lettel gen skee I kan komme til at give 5. pro Cent? Hvi har man ikke erindret ham, at Tiderne vare haardere end nogen Tid før, Skatterne mange, at han som muelig før gav det hele Aar igiennem i Landgilde, fra 6. til 12. Rdlr., nu herefter maatte give 37. til 40. Rdlr. (og lige, ja større Afgift i Dou-

25

25 ceur,) uden de mange ødeleggende Villigheder? Hvi har man et erindret ham, at Qvæg-Svagheden er i Landet, og han hvert Øieblik er samme, saavelsom alle Landets Indbyggere underkastet? Hvi har man ei adspurgt disse nu ulykkelige Mennesker, hvor meget Formue har I, og hvad kan I staae ved, uden Eders totale Ruin, at give for eders Sted? m. m. Thi leg presumerer, at Auctionen ene blev holdt for Bøndernes Fordeel, og for at giøre dem og Afkom lykkelige, ved selv besiddende Eiendomme. Her kan man vel svare mig, at alt dette var for vitløstig, og enhver Bonde kunde sige tua non interest. Jeg veed det, ja jeg veed, det er en Exception som Juristerne med største Succes betiener sig af, men jeg veed og, at man siger nulla regula sine exceptione, her kunde være, og er meget, som havde undskyldt alle disse Qvæstioner: man har med en Bonde, med en indbildt Enfoldig, ja med en Mand, hvilken man troer, at være udygtig at tænke og handle fornuftig, ja saa got som kan regnes blant Børne-Tallet. Ville nogen endnu sige, at det var overflødigt at erindre en Kiøbere og Liebhabere om sligt, da er det ei Svar værd, saasom jeg alt har viist, hvilken Kiøber og hvilken Liebhaber jeg egentlig paastaaer, burde

26

26

have været underrettet: Dette kommer mig for, som om nogen ville paastaae, man ei behøvede at fraraade et Barn at drikke Gift, samt at sige det, at dersom den nød noget af sligt, saa maatte det ufeilbarlig døe; thi naar man ene sagde det er Gift, saa forstaaer Resten sig af sig selv, m. m. Men jeg spørger, bør et Barn ei først vide Definitionen af det Ord Gift, hvad det er, og den Virkning som dets Nydelse ufeilbarligen fører med sig? Bør man ei betragte, at det er et Barn, og ingen kyndig eller i Physiquen oplyst, man har at giøre med? Naar slige Præparationer forsømmes, hvad Under da, at Virkningen er som den er. Man behover ei at fortælle mig, at en saadan Auction bringer mest ind, og den Frygt som hver Bonde havde for at komme under Proprietair, stringerede ham at gaae saa vidt, m. m. Jeg troer det gierne, men jeg legger ingen Døglsmaal paa tillige at troe, man ei bør stringere en villig Hest for meget, den fortager sig, og bliver inden føie Tid ubrugelig: Dernest troer jeg og, at den Frygt som endeel haver for at være under Proprietair, kommer mest af Soldater-Leveringen, saavel til de Nationale, som til de Gevorbene. Ingen vil være Soldat, og nogle skulle der dog, Proprietairen maa anstille sig som han vil, saa er han stedse Bagtalelse underkastet, en-

27

27

hver, fom har maattet give sin Søn dertil, siger: Hosbond I kunde nok have forskaanet min, Og taget N. N. Søn, saaledes sige de alle: Tager man den Riges Søn, saa heder det, ja, Faderen har ei villet ofre nok, tager man den Fattiges, saa er der ingen Tvivl, det skeer, fordi han intet har at give, o. s. v. en Proprietair giør det aldrig til Maade, og mindst for dem, der ei kiender Bondestanden uden af det blotte Navn, og amusere sig med Chimærer og Ideer, som de stedse søge at anvende til Proprietairernes Æres Forkleinelse, helst da de troe at sinde Bifald, og bane sig Veien til en ufortient og umeriteret Lykke. Jeg tilstod før vel at være persvaderet, at en saadan Auction bringer mest ind; men aldrig tiistaaer jeg den holder længst ud; thi naar Bondens Skov (som han giør stor Regning paa) er forhugget, Bygningen forødet, Besætningen ruineret og adsplittet, og de af ham opbaarne Penge for alt sligt, bragt i sikker Forvaring, saa lader han Amtsforvaltere og Creditores giøre hvad de selv finder for got i hans stille og forstilte Sind, samt under Enfoldigheds Skin, giver han en Pinedøe eller Siel og Salighed bort, han er uskyldig, Qvæg-Svagheden, dyre og haarde Tider, Misvæxt, der er stiaalet et par af hans beste Bester, der er

28

28 creperet et par to til tre Aars Foler, o. s. v. Han giør en almægtig Regning hvad han kunde have havt, ja hans Sted havde ganske været betalt, om alt dette ikke var skeet, han fører hans Naboer til Vidner; man stevner, man undersøger Tingene, ja naar dette skeer, saa leer Bonden først for Alvor, saa er han vis paa at vinde sin Sag; hans Naboer ere ham for troe, de vente sig samme Hielp af ham: Der mødes for Retten, Eden oplæses, den aflægges af enhver især, her qvæstioneres pro & contra, og hvad kommer der ud af? Bonden faaer en Lovtale i Tings-Vidnet, for sin Trostab, Ærlighed, Redelighed og Gudfrygtighed, han er en god Huusholder, en habil Landmand og saadanne store Ting: Hans Procurator har got instrueret dem alle i Forveien, og den afsettes bedrøvelige (falske) Miner, geleidet med et enfoldig nedhængende Hoved, en aaben Mund (som om han ei kunde forsvare sig,) et langt Hvaa aae kan it val høer, aae forstaaer Jer it og saadanne tusende lumste Indfald, overbeviser Dommeren og alle, at N. N. er for enfoldig til at optænke Bedragerie. Saaledes maa Sælgeren i hvem han end er, tage sin Bondegaard igien, som nu neppe er den. tredie eller fierdedeel af det Værd, den var før: Han skal til at sette hundrede

29

29 og flere Rigsdaler paa Bygningen, han skal kiøbe en Beboere til at tage imod den, og det for ringere Afgivt, o. s. v. Naar Gaarden er repareret, og der findes Besætning, saa er visseligen den afsatte Bonde den første som melder sig, ei som en Kiøber, men som en Fæste-Bonde; Eieren fortæller ham, der kan intet blive af, thi han har jo intet, og tilmed selv forødet Stedet: han græder, han gnier sin Arm, klør sig for og bag, saa og i Hovedet, han tilstaaer at have været den Ulykkelige og spørger tillige, om Eieren ei letteligen kan forestille sig, han hellere ville have blevet ved et Sted, hvor han og Fader (i mange Leed op ad) vare opfødte, og hvorpaa han alt havde betalt en Deel, (han vil ei erindre sig at have bestiaalet Stedet tredobbelt,) og det som Selveier, end nu at give sig under Proprietair-Vinger, han seer dog han skal til een, saa vil han heller være hans, end nogen andens Bonde» See, faa smigrende veed denne formeente Enfoldige at tale. Proprietairen (som veed langt bedre, men ved de mange Forsvorne har maattet miste sin Ret) svarer: Hvad vil I med Gaarden, og hvad har I at tage den med? Bonden: Ja gode Herre! I veed jo selv jeg har intet, men et par af mine og Konens Stegt have lovet at assistere mig med nogle Daler og noget til Indboe, samt at ville gaae i

30

30 Caution for Stedets Vedligeholdelse: Hosbond skulle jo dog give en Fremmet noget til, baade af Æde- og Sæde-Korn; men da mine Slegtninger have lovet at hielpe mig derined, saa sparer den gode Herre dog det, og ingen kiender Markerne saa got som jeg, og jeg skal stedse vise at være en ærlig og lydig Fæste-Bonde, o. s. v. Saaledes smigrer han og Slegtning faa længe, indtil de naae deres Bytte, og Proprietairen trækkes paa Liste af disse maskerede Enfoldige. Nu har han (nemlig Bonden) sine Ting paa den rette Fod, og leer sin Hosbond et Stykke. Det sikreste Middel herimod, og hvad i Tidens Længde best havde holdet ud, og tilsidst mest indbragt, havde nok været, ei at taget imod Pengene, (uden af de, som reent ud kunde betale hele Stedet; thi saa vare alle Defraudationer forsvundne,) men vel paa den Maade som jeg har proponeret tilforn, kunde Bonden ei staae ved at give 150. Rdlr., (og mindre, ligesom Egnen var til, og enhver kunde blive enig med sin Hosbond,) hvorledes skulle han da kunde holde ud at give dobbelt? kunde han ei være ved Magt, naar han ene betalte Renterne af en Capital, hvorledes skulle han da subsistere, naar han ei alene maa give den yderste Rente, men endog store Douceurer, og de saa kaldte Villigheder, der langt overstige en dobbel Rente? Ingen Pro-

31

31 prietair kunde vente sig to Skilling Fordeel; thi Bonden behøvede ei at laane nogen Capital, altsaa faldt al Aager og deslige bort. Bonden, eller den som havde Lyst at arbeide, fik Leilighed nok til at erhverve sig rigeligen det han aarligen maatte give sin Hosbond, han accorderer strax med denne, hvad han (nemlig Hosbonden) vil give ham for en Plov- Spænd- og Gang-Dag; saaledes levede enhver igien i Rolighed, og den rette og Flittige Bonde havde aarligen langt mere end han gav ud, den dovne maatte takke sig selv. Faa Proprietairer besidde saa smaae Ejendomme eller Hovedgaards-Marker, at de kunde selv lade dem drive med egen Plov og Folk, saa Bonden der ville arbeide fik Leilighed nok: og ingen Proprietair var tient med at øde sin Bonde, som ham og var betaget, da han nu ei havde nogen Magt over Bonden, helst enhver Bonde paa denne Maade var at betragte som en frivillig Leiere: og vare alle unge Bønderkarle indskrevne som Soldater, saa faldt den største Had og Bagtalelse bort, som Proprietairerne dagligen ere exponerede. Af alt Hvad jeg har proponeret, troer jeg enhver som kiender Landet og Connectionen mellem Proprietairerne og Bønderne, maa tilstaae, jeg ei har seet (endog i den allermindste Maade) paa Proprietairens, men ene paa Bøndernes Fordeel, jeg har rettet mig efter

32

32 Billighed og Retferdighed, og derfra haaber jeg hverken den ene eller anden i Verden enten ved Forlokkelser eller Tvang skal bringe mig: Ret er og bliver Ret, enten en hidsig Feber eller flyvende uforskylt og for somme ufortient Lykke, end persvadere dem at afsondre sig fra Mængden, som Sandheds Hadere, skiønt de troe og tildeels vide bedre.

I Numer 3. sagde jeg, at det venteligen var Regieringens Hensigt, at hvad som staaer i Forordningen uden Haarkløverie skulle følges: skeer dette, og er Forordningen tydelig og fuldkommen? Jeg mener ingen af Delene, og det tør jeg sige uden ringeste Skye, helst jeg vel veed, at Feilen ikke ligger paa Regenten, thi han er ikke Concipist, men denne Har Skylden, at han ei bedre informerer sig om det Embede ham anbefales at udrette, og hvorfore han ofte baade æres og lønnes: Endeel tænker strax, at de bør ei længere befatte sig med Landets sande Beste, omendskiønt nogle nok vide og tiende den: Andre løbe Blindbuk og suplere et feilende Numer, de ville ei vide, at de æres og lønnes af Regenten og Landet, og de førstes Hensigt er ene stilet for at giøre alle sine Undersaatter lykkelige, og de sidste adlyde dem som Hyrder, de tænke, at disse vide best hvad dem er tienligen, og derfore følge deres Befalinger: De ville ei vide, at ingen

33

33 Regent kan falde paa de Tanker at forurette sine Undersaatter, samt, om en Regent engang faldt paa en Tanke som i Førstningen kunde synes god, men tilsidst føde en Heel Suite af Fordervelser efter sig, deres Eed og Pligt da udfordrer at giøre Forestillinger derimod, og naar de da have handlet efter Eed og Pligt, og dette endda ei kunde hindre, da hellere gaae ud af et Embede, hvor de hver Dag underkaste sig. Meeneed, Guds Foragt og Synd imod alle Herrens Bud, vel vidende, at høit er Herrens Bud, men høiere er Guds Bud, og man bør adlyde Gud meer, end Menneskene. Men nei! Gud er taalmodig og barmhjertig, en Eed kan muelig blive afbedet, (om man faaer Tid dertil, og Gud ville høre forsætlige Syndere) Æren og Gagen er dog god at tage imod, det varer dog saa længe det kan. Dette maa da Lignelseviis være nok sagt, om en Regents Hensigt i Almindelighed, som ene er, til sine Undersaatters Beste. Nu kommer jeg til at bevise, at Forordningen af 20. Febr. 1771. ei opfyldes, langt mindre er fuldstændig. I min Afdeling a) Har jeg viist, hvor vitløftig det skeer ud for en Proprietair, at klage, og vil ene føie dette dertil, at jeg endnu ei har hørt en eneste (Proprietair) kunde sige: Han har faaet en ret Satisfaction over sine opsætsige og halstarrige Bønder, omend

34

34

skiønt de have handlet imod bemeldte Forordnings 17. Artikel, som synes ikkun at staae der for et Syns skyld. Hvor mangen en Bonde har ei paa en løgnagtig og bagtalersk Maade saavel skriftlig som mundtlig forklaget sin Hosbond, Tingene ere blevne undersøgte, man har fundet Bønderne have paa en ulovlig Maade beskyldt deres Herskab, de have attaqueret dem paa Ære og Lempe: Vores Lov befaler vel, hvorledes saadanne skal ansees og straffes; men hvad, hvem kan uden at holdes for ubarmhjertig dictere nogen Straf paa disse Enfoldige? Deres Straf har været denne, de skulle ei klage uden at have større Grund, ja saa gar, have en Irettesættelse. Jeg forstaaer mig ei paa slige Ting, men underligen er det dog, at man søger Ambition hos den eller de Personer, der ere nedrige nok til at lyve og beskylde honnette Folk paa Ære og Lempe. Iblant det Redskab som en Bonde skal tage med sig, naar han forlanges i sin Hosbonds Arbeide, nævnes en Hølleer, dette Redskab er det allerbekosteligste som af et gaaende Bud kan bruges ved Mark-Arbeidet: Derimod nævnes der intet om en Lynglee, som er langt mindre bekostelig, og bruges i Heede-Egner, begge Redskab ligne meget hinanden. Nu kommer Haarkløveriet: En Proprietair i Heede-Egnen beordrede sine Bønder at staae Lyng, de mødte alle, men ingen Havde dette Redskab med sig,

35

35

fordi det ei stod i Forordningen: Der kom Bud til Gaarden og meldte dette, hvad var derved at giøre? Proprietairen maatte lade dem gaae hiem igien med uforrettet Sag, og disse dreve Dagen bort uden ringeste Nytte: Proprietairen skrev mig til, og giorde mig trende Spørsmaale:

1.) Om jeg ei formeente Bonden skulle tage en

Lyng-Lee med?

2.) Der var ei bestemt i Forordningen hvor

stor en Plet Lyng hver skulle slaae: hvor meget jeg meente, hver gaaende Bud kunde tilfalde?

3.) Hvad han skulde giøre, for at faae dette sat i Verk?

Jeg svarede saaledeSs paa

No. 1.) At jeg ei andet kunde skiønne, end Bonden jo maatte og burde tage Lyng-Lee med, saasom dette Redskab mestendeels er som en Hølleer skiønt kortere, og da denne Forordning saa vel som alle andre efter de juridiske Grund-Regler burde expliceres, og disse ere: Ubi eadem est ratio ibi etiam eadem juris difpofitio, saa indsaae jeg ikke rettere, end han havde god Grund at tilholde dem, at medtage

36

36 No. 2.) Jeg kunde ei rettere skiønne, end Forordningen mest passede sig paa Sielland, og derfore endeel udelukket, som var en absolut Nødvendighed for de øvrige Provincer og Øer: Jeg havde observeret, at en Karl mageligen kunde slaae saa meget Lyng i en Dag, som der kunde groe paa tre til fire og en halv Skieppe Land, ligesom det staaer tæt i Bunden, og For ordningens Hensigt er, at en Karl af alt ubestemt Arbeide skulle giøre det han magelig kunde, saa burde disse og.

No. 3.) Skulde Bønderne ei ville medtage LyngLeer, og han kunde vente reent at miste sit Ildebrand, om han klagede, da Amtmanden vist ville holde sig til de blotte Ord: (hvorved han har mindst Hovedbrud og Ulejlighed,) saa ville jeg raade ham at beordre dem at møde med Hølleer, for at slaae Lyng, eller og at ruske Lyng, hvilken af Delene de ville resolvere til, maatte Tiden lære, i begge Tilfælde trode jeg vist de toge Lyng-Leer med, da de ellers ved den første Proposition aldeles forderve deres Hølleer, og ved Ruskningen tabte de baade Regler og Tid.

37

37

Saaledes er en Proprietair tusende Chicaner underkastet, og maa hver Dag studere paa Kneb, for at møde sine Bønders Malice, som ofte fordreve Dagen med Frem- og Tilbagegang, (af Mangel paa det nødvendige Redskab;) og have intet for Umagen, Karlene komme dog ei hiem for Aften; thi Selskabet er for amusent, og de have mange rare Indfald (efter deres Tanker) og Latter, at de saa mesterligen og snilde have drillet deres Hosbond. Saaledes chicanere de og i Høst og Slet, med at sende Børn fra otte til ti Aar, til det Arbeide som udfordrer vorne Folk. Sender man dem tilbage, saa svare de, det er ret got, vi see at vores Hosbond behøver ei flere i Dag, naar de beordres at møde igien, komme de samme Børn, omendskiønt Forældrene vide det er imod Forordningen: De sendes atter tilbage, og disse stakkels Enfoldige ere dog saa kloge, at de give det samme Svar, som før. Nu skal vi da lade den samme Mand for tredie gang tilsige at møde: men hører hvad Uskyldighed og Enfoldighed (er det ikke saa jeg skal kalde det?) bringer for et Svar, Gaardsens Bud faaer til Svar: I kan sige vores Hosbond, at dersom han ei vil give mig en Billet for de tvende Dage mit Barn har været ved Gaarden, saa møder der ingen i Morgen; saaledes svare de alle. Her hielper ingen Forestil-

38

38 linger, at det var Børn, og ei saadanne som Forordningen befaler, at de strax ere sendte hiem igien, m. m. Der svares af den hele Skare, Hosbond kan jo klage til Amtmanden: Herved trøste de sig ved at vinde Tid, imedens komme de ei, uden Hosbonden gotgiør dem deres smaae Børn for et fuld Bud, og da Slet eller Høst er for Haanden, altsaa periculum in mora, saa skal Proprietairen strax resolvere, eller indlade sig i en evig og uendelig Klage, samt lade Hans Høe og Korn raadne i Marken. At dette er sandt, kan erfares paa mange Steder i Danmark, hvor endeel Enge ei ere bievne slagne, meget Høe forraadnet, og endeel Korn staaet ude i Marken endnu i Novembr. Maaned. Mon Regentens Hensigter ei lige saa got, paa en tydeligere ved en mere complet Forordning, uden saa mange for Bonden ube kiendte Ord, for Ex. geometrisk, til hele Landets Gavn og Beste kunde været bekientgiørt, og det paa denne Maade? Enhver Amtmand i sit Stift, skulle have indkaldet fire af de fornuftigste og beste Landmænd, som tillige med ham havde conciperet nogle Poster til en Forordning, hvorved Bønderne paa en billig Maade vare blevne forskaanede for en og anden Proprietairs utilladelige Omgang, (omendskiønt jeg maa tilstaae, at det falder mig meget paradox, ar en Proprietair vil øde sine Bønder, thi

39

39

derved øder han sig selv mest.) Disse havde visseligen langt bedre kundet forfatte og bestemme en Maa delighed; der havde intet Arbeide blevet forsømt, intet Redskab forglemt, alle Tvetydigheder vare blevne udeladte, og Posterne affattede i Landets Sprog. Ville nogen sige, det kunde have været got nok, men, den Amtmand som havde selv Gods, maatte været for interesseret, og den som ingen havde, for haard i Bestemmelsen.

Af disse tvende Slutninger, troer jeg før den sidste end den første. Vi have dagligen de tydeligste Beviser, at den eller de som nyde Landets Penge, strax forandres, som jeg tilforn har sagt, de erindre og veed meget got, at Gagen er saa tilstrekkelig, at det som de tabte ved deres Jordegods, vinder de igien ved Gagen; og saa bor man dog in dubio præfumere, at den som selv har Jordegods, best veed hvorledes en Bonde er til mode. De andre Amtmænd som ei selv havde Gods, troer jeg vist bleve for uendelige, da de ei kiende fynderligen til Agerdyrkningen og hvad videre deraf dependerer; men naar de af hver Amtmand tillige med de fire Proprietairer forfattede Poster bleve indsendte til Confirmation, saa skulle det staae disse fire frit, a parte at referere hvad de havde at udsette, helst Amtmandens Votum vist ville a priori giøre udslaget. Den allerstørste Vanskelighed

40

40 Herved ville blive denne: Om Amtmanden var saa ilde sindet, og tog fire enfoldige og ukyndige Mænd til Hielp, som ved hvert Ord han sagde gik tilbages, bøiende Næsen til Jorden, sigende, ja gunstige Herre, dette synes vi og. Disse Maddiker og Med-Orme ere ei tienlige i en for Landet saa vigtig Sag: han skal Have Folk af Indsigt og Fyrighed, Folk som forstaaer Sagen og Materien der skal afhandles ex fundamento, Folk som kiende Ret og Billighed, og tillige forstaae deres Pen, samt have lært at føre deres Tanker i Orden, endelig, Folk som (efter det gamle Ordsprog) tør sige Kis til hans Kat; og ei af de skulende Løver som tydeligen udraabe et Bæe.

Hvorledes blev dette en Amtmand forhindret? Dette skede sikkerst og best, naar han blev anbefalet ved et Omgangsbrev, at tilkiendegive alle Proprietairer i hans Amt, den Kongel. Befaling, og at de samtligen ville udnævne fire, som de formeente at have den fornødne Indsigt. Dette kommer mig for at være den sikkreste Maade til at treske Landets Beste, og saaledes burde der stedse at omgaaes med Ting, hvoraf Landets Vel eller Vee dependerer. Ville nogen sige, dette er for vitløftig, og s. v. Da troer jeg stadigen, at Oponenten tænker som min Hert Antagonist,

41

41 Der ei var vitløftig i sit Svar, men tillige havde den Satisfaction at sige slet intet, uden racire at confentere udi en uryggelig Sandhed. Er, og var det ei langt bedre, om en saa vigtig Sag blev omgaaet mere vitløftig, end som i flyve Hast, og siden foraarsager tusende Klager, Forespørseler og Fortred? Der skulle have været stipuleret en vis Penge-Mulet for den Proprietair, som forsaae sig imod Forordningen, og nogle Dage eller Ugers Fængsel paa Vand og Brød, for den Bonde som ei holdte sig samme efterrettelig: og den som løgnagtig beskylte sin Hosbond, tiltales efter Loven, (thi derfor er den venteligen en Lov, Regel og Rettesnor,) og paa en vis Tid dømmes til Fæstnings-Arbeide. Mon dette ei skulle have bedre Virkning, end som en Irettesettelse, eller tvende Dages Arbeide for intet, der dog ei bliver efterlevet?

Nu vil jeg kortelig annatomere min Herr Correspondents Svar, og vise enhver Læser, at samme er opfylt med Nulliteter og bør ansees for inept. At jeg ei er en oprørisk Aand eller farlig Borger, det har jeg vist i Førstningen af mit Svar, allerhelst jeg troer at have opfylt Regieringens Hensigt, med at sige Sandheden, derved falder tillige den barnagtige Skole-Beskyldning bort, at jeg er vreed, dette

42

42 kommer mig for, som de smaae Børn der klage Hinanden an for Skolemesteren, sigende: Kiere Skolemester, N. N. siger det og det, og jeg kan see han er vreed. Fremdeles siger min betydelige Modstandere: Philopatreias har rigtig nok stavet sig frem i et par Bøger af den Nyere Litteratur; hvorfore mon han siger dette? ei for andet, end for at skiule sin Angest og Elendighed, han skal, og vil sige noget, og Sandheden er ei god at contradicere: Han tænkte, du maa giøre ham til en Ignorant og Compilator, saa slipper du nemmest, saa behøver du ei at modsige hans Grunde, o. s. v. Men med Tilladelse at spørge, hvem skriver De for? enten skriver min Herre for de Vittigste og Klogeste i Staten, eller for Pøbelen: skriver De for de første, saa er Svaret meget for slet og ugrundet, og vil De skrive for de sidste, da lad Svaret ei indrykke i nogen bekostelig Tidende, (som disse ei have Formue at holde,) men giv det ud under Titel Misch-Masch, eller Lygtemanden: muelig De saae Aftræk, og kan passere for et stort Lys, helst ved dette slags Folk, som ei fordre andet end Prendt. Jeg tvivler meget paa, at min Herr Antagonist har læst betydelige Skrifter; thi ellers kunde han ei have undret sig over, jeg citerede et Skrift: men det værste var nok, at jeg havde udsøgt de Stykker

43

43

som jeg formeente best passede sig paa det jeg ville

sige.

End videre heder der: „De bibelske Sprog forstaaer han at anvende til sin Sags Besmykkelse.„ De Sprog jeg haver betient mig af, behøve ingen synderlig Forklaring; thi de ere lydelige! og om jeg ei havde forstaaet at anvende dem, og giøre dem passende til den Materie jeg skrev udi, saa havde jeg handlet langt fornuftigere, reent at lade dem blive borte, som min Herre og havde handlet, dersom han slet intet Svar havde givet, helst dette bringer sin Mama ingen Ære. Fremdeles heder det: „Han (nemlig Philopatreias,) forstaaer just ei meget Latin, saa synes han dog ikke uskik ket til, at udskrive andres Latin.„ Hvoraf veed min Gunstige Patron dette? Taler Propheten om sig selv? og vil han derefter giøre Fornuftstutninger? man seer hans Beviser gaaer paa Krykker, han gaaer uden om, og ene søger at amusere med alt hvad som hverken kan reise eller falde. Jeg setter, jeg forstod slet intet Latin, hvad da? naar ellers det jeg havde sagt og reciteret var rigtig, saa kom Latinen ingen ved: og vare mine Grunde svage og falske, saa hialp Latinet mig intet, om det end var det beste Ciceroniske. Men ved alt dette, saa vær af den God-

44

44

hed og siig Mig, hvoraf De beviser jeg ei veed meget Latin? saa og, at jeg har afskrevet andres Latin. Det er ikke nær nok at min Herre siger det, fornuftige Folk ere ei tilfreds med et blot Mund - Veier, og mindst af en Oponent: Det var lige som jeg ville formene det var alt nok, naar jeg sagde: Snee er ei hvid i sin Natur, men den bliver det alt som den nærmer sig Jordens Uddunstninger. Jeg bærer største Mistroe til, at nogen Fornuftig dermed var tilfreds: men jeg kunde vente mig til Svar: min Ven! Som et Menneske er I af Skaberen forundt en fornuftig Siel, men Eders absurde Indfald, giør Eder ridicul og rasende. Nu haaber jeg det første er besvaret, nemlig, at jeg ei forstaaer meget Latin: Jeg vil under fire Øine feie dette dertil, at jeg takker Gud ei at have havt min Herr Correspondent til Informator; thi saa troer jeg vist at have været et RokkeHoved og vanvittig ja Broder. Jeg kommer til det andet, nemlig, at skulle have afskrevet andres Latin. Min Correspondent beviser det ene lige saa got som det andet, han er sig selv lig hele Veien, og maa besidde store Tanker om sin Person og Indsigt: man skal troe ham paa hans Ord, der tør ingen vove at contradicere eller sette det i Tvivl, hvad han finder for got at sige. Veed

45

45 min kierlige Correspondent og Titulerer (det beste er, han nøder mig ei at løse Bestallingen som en oprørist Aand og farlig Borger,) ikke, at David siger, alle Mennesker ere Løgnere: da ingen kan nægte min Correspondent er et Menneske, saa troer jeg vist man har større Fortroelighed til David, end til ham, og om saa meget meer, da han ei har fundet for got at befæstige sin indbildte Sandhed med uomstødelige Beviser. Hvad har jeg da afskrevet, og hos hvem har jeg laant det? sig mig det en ami! det skal venteligen være Begyndelsen til min Anden Betragtning. Dersom min Gunstige Patron og Correspondent forstod Jura, saa indsaae han strax at ingen anderledes kunde definere det Ord Status, i hvor mange der end tilforn maatte have betient sig af selv samme Ord og Explication: Dette kommer mig før som en Samtale jeg engang bivaanede imellem A. og R.: Den første begierte, at den sidste skulle korteligen sige ham, hvad et Huus er bygget af? Denne sagde, det er bygget af Steen, Kalk og Træ;. A. blev fortørnet og sagde, at R. betiente sig af andres Ord; thi dette havde han hørt af adskillige tilforn; de bleve meget alvorlige paa hinanden, og da jeg befrygtede det vibe komme for vidt, bad jeg R. gaae ud, da os begge dog vare bekiendt, at A. havde dem ei alle hiemme, som

46

46

vi og tydeligere bleve overførte af Hans absurde Paastand. Et andet Sted heder det, „Pub licum er, saavit vi har kundet erfare, end nu ikke tilstrækkelig overtydet om de Ste- ders gode Anvendelse, som han til sin Sags Bestyrkelse har laant af Theologien. Er Publicum ikke overtydet af det jeg har anført, hvorledes monne de da vel være fornøiede, med der Ribs-Rabs som min gode Ben har sagt? Har han hørt Publici Tale og Indvendinger imod mine Betragtninger; saa skulle jeg og tillige troe, han stykkeviis maatte have erfaret, hvilke Poster de nøiere ville have oplyst. Men jeg setter alt dette i største Tvivl, allerhelst han ei har kundet nævne mig samme, og formoder, dette er ikkuns et nydeligt Indfald af ham, for mueligt at give sit Svar et Anseende, da det skulle lade som han talte for alt Folket. Min Gunstige Patron røber et fladdervoren og ærgierrig Væsen i al hans Svar, en Person som et endnu har sat sit unge Sind i Roelighed, en Mand, der vil skrive, uden at tænke, og det strax, der maatte ellers komme ham nogen tilforn: Havde dette ei været, saa havde han visseligen oppebiet den tredie Betragtning. Men nei! denne Argus befrygtede de skiønne Tanker og Ideer Han alt var omringet med, maatte blive tabte, og

47

47 Verden ei vide, Hvad han var for en betydelig Mand, og hvor ilde den kom i bløde, som han tager Pennen imod. Tænk hvilket et Tab for den lærde Verden! saa nær var det. Han taler om de Steder jeg har laant af Theologien: og finder dog Behag udi, at jeg atter skal betiene mig af samme, og det imod mig selv: er det ikke latterligen og Medlidenhed værd, at høre den som paatager sig at skrive imod en anden, og alt seer den andens Tanker, dog vil have, at en Forfatter skal skrive imod sig selv? Er det ikke det samme, som en Fiende vil fordre af den anden, han skulle først lade sin Armee øve sig indbyrdes med at døde hinanden? mon nogen Potentat skulle findes saa troskyldig? jeg tvivler derpaa, og da dette ikke er Brug, saa indseer jeg ei, hvorfore jeg herudi skulle tiene min Herre: helst jeg ei er af det slags Folk, som vil bære min Kappe til andres Fornøielse. Monne han ikke ved denne sin Begiering tilstaaer dette, at han noksom er overført om sin Uformuenhed, og derfore venligen ville bede, jeg selv ville skrive imod mig, og saaledes nedsette mig i mit eget Skiød? Da han har paataget sig at skrive, saa indseer jeg ei rettere, end det tilkommer ham, og ikke mig, at forferdige de tvende Afhandlinger, og saaledes selv erhverve den

48

48 mig belovede Hoved-Prydelse. Min Herr Correspondent siger, jeg har sagt, 1.) at Hoveriets Bestemmelse er Vold; 2.) Lovgiveren er ubemyndiget til at foreskrive Grendser. Hvad det første angaaer, da har jeg ei talt om Hoveriets Bestemmelse, som en Vold; men at det er et Indbrud i de gamle Privilegier, dette troer jeg ei kan negtes; især, da samme ei tilforn var ophævet, og adskillige har kiøbt Jordegods efter en urevoceret Lov, som enhver saa længe holder for gyldig, indtil den paa samme Maade giøres til intet, som den er promulgeret paa; og nu sidde de med deres Gods, som et par ilde giftet Folk med hinanden.

Det Ord Vold, formener jeg retteligen al have betient mig af imod visse Personer og Projectmageres Cabaler, som uden Overlæg søge at erhverve sig Ære og Belønning paa Proprietairernes dyre erhvervede og tilkiøbte Eiendommes Omskabelse: mine Tanker have stedse været, at Billigheden førte det saaledes med sig, at den Skyldige og ei Uskyldige skulle ansees og straffes: Jeg har troet, at Regieringens visseste Revenuer kom af Proprietairens Herligheds Bevilgning, og naar Herlighederne bleve formindskede, kom det ei Proprietairen ved at sørge for andre end sig selv. Hvad det andet angaaer, saa tilkiendegiver min Herre

49

49

atter Han ei er den Person, som burde have melleret sig med at besvare disse Betragtninger; han tilkiendsgiver, ei at være vant til at giøre Inddelinger. Er der ei Forskiel pan: en Regent, paa souverain Regent og paa en Lovgiver? Jeg giør største Forskiel, og saaledes kunde det aldrig indfalde mig at negte, at en souverain Regent jo kan. Men at min gode Patron troer, der ei behøves andet end som en Lovgiver til at giøre Hovedforandringer. Her falder jeg i Latter

og min Pen giør alle disse... Jeg har mest havt Projectmagerne for Øinene; over dem undres og forstummes jeg, og veed ei hvor de tør tænke, endnu meer søge at udføre visse Forandringer, hvoraf nogle tusende Menneskers Forderv efter al Sandsynlighed uforbigængelig maa følge: er denne Undskyldning siden gyldig og god nok? ja Gud bedre det, hvem skulde have troet Udfaldet havde blevet saaledes. Man kunde letteligen have troet det, dersom Projectet nøiere var undersøgt: men dertil findes ei Tid, det skal strax udføres, og det, i det store uden man veed og har nogen Vished om dets Fuldkommenhed. Hvor uforsigtig handlede ikke den Landmand, som til et Forsøg strax ville drive al sin Jord paa ganske tilforn i Egnen og Landet ubrugelig Maade; samt besaae den med fremmet Korn: er Udfaldet ei

50

50

efter Ønske, og han maa kiøbe Korn til sin Hussholding og Foder for Hans Fæe, mon nogen ville beklage ham? jeg tvivler meget herpaa, han bliver vist udleet, fordi han ei giorde Forsøg paa en halv eller heel Skieppe Land, og det nogle gange, siden kunde han alt tage meer og meer.

Nu vil jeg korteligen berøre de trende Hielpemidler (som og ere de eneste) min Herr Correspondent lader at have sagt noget med. 1.) Da Bonden havde ingen Sæde-Korn, saa mener han, Proprietairen burde have laant ham det. Her nødes jeg at giøre tvende Spørsmaal: Skal han laane Bonden det, som Proprietair, eller som en Medborger i Staten? som Proprietair siger han med rette nei, da han hver Minut har tusende Chicaner af ham, og faa tænke at giøre deres største Fiender og Chicaneurer vel. Skal han assistere sin Bonde som en Medborger, da er min Herr Correspondent lige saa nær som han, dertil forbunden: saa er det vel og en almindelig Regel, at den som vil have Tieneste og Villighed, bør og giøre nogen, ellers indseer jeg ikke, hvorledes det menneskelige Societet længere skulle ansees for en Fornøielse; og saa længe det varer, troer jeg vist, at den ene bør tiene den anden. 2.) Maa en Proprietair ei faae nogen Villighed af sine Bonder? de maa jo giøre det for Fremmede,

51

51

og Forordningen har ei heller noget derimod? (Da dette kan lige faa lidet negtes som forhindres) saa indseer jeg ei at noget retskaffens Menneske kan kalde det en Chartousch-Streg, eller at Proprietairens Hensigt Har været, at udhungre sine Bønder, for af dem at faae Villigheder, o. s. v. langt mindre tabes den lydige Undersaat og gode Borger af Sigtet. Ingenlunde, men Hos Dem min Herre, der tabes ganske den indsigtsfulde Besvarere og den veltænkende Mand, den Mand siger jeg, som nøie burde eftertænke hvad han ville skrive, og ofte oversee, hvad han ville tilbagedrive: see denne tabes, men ei hvad de har sagt. I Begyndelsen, Midten og Enden finder man Svaret opfyldt med Sotiser og Pesthuus-Grunde, eller som gives af Folk, der ligge i en rasende Sygdom. Det som Bønderne fordrede af deres Hosbond, var jo ei deres, men hans; altsaa kan vel ingen der har sin fulde Samling sige: Proprietairen var en Cartousch eller udhungrer Fæstningen, langt mindre en ulydig Borger og Undersaat. Taler min Herre som Soldat, da raad deres Commandant, (om han er saa enfoldig og forglemmer en Hoved-Post,) at han inden Beleiringen, provianterer sig, af Fienden tør han ei vente noget, den couperer ham før, og lukker ham saaledes inde,

52

52 at han ingen Tilførsel kan faae. Dette kan nok passe sig paa en Fæstning, men ei paa et Gods, hvor det ei staaer i Proprietairens Magt, at forhindre sine Bønder at kiøbe Korn, naar og hvor de ville; heraf seer man, hvor uviiselig og confus denne Lignelse er anbragt; dertil kommer og dette, at Proprietairen ei engang negtede dem sin Hielp, men fordrede en reciproque Tieneste: see efter hvad Hosbonden svarer, siger han ikke? I raabe alle Tider paa den sædvanlige Hielp, som skal komme fra mig: men, hvi giorde I mig ei det sædvanlige Arbeide, saa kunde jeg igien have hiulpet eder? I veed jo meget vel, at hvo ei saaer, han ikke heller Høster, o. s. v. Kan nogen finde den ringeste Ubillighed udi disse Ord? er nogen saa skarpseende, at han finder Proprietairen har negtet Bønderne sin Hielp, naar de igien ville hielpe ham? Hvi svarede de ikke, ja Hosbond, vi ville hielpe eder, naar I igien hielper os, det er jo christeligt og billigt, at det ene Menneske assisterer den anden. Ville nogen sige, saa megen Eftertanke har Bonden ei. At han har denne og langt større, har jeg viist, da jeg talte om Selveierne. Mon den Hielp Hosbonden fordrede for sit Korn, kunde ansees for en Defraudation? Hvem som veed, at naar en Hosbond laaner sin Bonde Korn, saa

53

53

faaer Han ei videre end Skieppe for Skieppe igien, omendskiønt der er stor Forskiel paa Tiden det laanes ud udi, og igien betales: Bonden behøver Hielp om Sommeren, da er Kornet baade svundet, og dobbelt saa dyre, som naar Han betaler det igien, hvilket stedse skeer imellem Martini-Dag og Juul, da Kornet er fugtig og udtrunnet; heraf slutter jeg, Proprietairen havde dyre nok betalt ham hans Arbeide, havde Bonden Penge og kunde faae Korn til Kiøbs for ringere hos andre, hvi søgte han da ei dem? Proprietairen formeente ham det ikke: men hvor kiøbe I Brød i Ørken? Min vigtige Løve og Modstander siger: Proprietairen skulle selv have forskaffet sig det Fornødne til Jordens Dyrkelse, og Avlingens Drift. Atter et Beviis, at han ei forstaaer sig mere paa Landet, Agerdyrkningen og alle Omstændigheder, end som et spæt Barn. Enhver skal see, jeg ei beffylder, uden strax at bevise: Ved hvad Tid om Aaret blev Forordningen promulgeret? Svar: den blev underskrevet den 20. Febr. 1771., og fem til sex Uger efter kom den til Proprietairerne, altsaa til en Tid, da alle ledige Folk alt vare fæstede bort, og ingen kunde faaes for Penge: Havde min venlige Herre kiendt noget til Bondestanden og deres Huusholding, saa kunde han umuelig have plumpet saa blindt afsted: og saa

54

54

havde han vidst, at Bonden alt ved Jule-Tider fester sig den Hielp han venter at behøve om Sommeren, og enhver ledig søger strax om Tieneste; der hører en god Næse ar lugte om Julen, hvad der skal skee i Mars eller April: og da der tillige med Forordningen ei fulgte Mark - Redskab eller Folk, og intet af sligt nedregnede fra Himmelen, (som dog, om det havde været Mennesker, maatte have bragt Korn med, ellers maatte de have død af Sult, eller gaaet til Holland og Engeland, som vores egne giorde,) saa gik og gaaer det, som det gaaer. Heraf troer jeg min Correspondent er overtydet, at det Tab som jeg har beregnet, saavel for Proprietair som Bonde, ei er kommet af den førstes Raadvildhed, (som han behager i Maade at titulere det med,) Resten maa han selv giette. Enhver indseer nok, at min kierlige Correspondents A gumenter ere kuldseglede, jeg lover vi seer dem igien, dog ei førend Havet bliver afpumpet: og saa længe troer jeg at leve i Fred, han maatte udsøge et andet Subject, og da vil Tiden lære om jeg har Leilighed at indlade mig i Correspondence. Der rester mig nu ei videre, end at fralegge mig den Beskyldning, at jeg haver skieldet nogle for Hunde: At et Menneske kan være en Atheist og Qvæker, det behøver jeg ei at bevise; men hvad det andet angaaer, saa vil jeg repetere mine egne

55

55

Ord, som ere: „De fleste af vores Project magere og krølle Skribentere kommer mig for, som en Flok Jagt- og Parforce-Hunde.„

Hvor staaer det, at de ere Hunde? jeg sagde, de kommer mig for som en Flok, o. s. v. ikke at de ere, men som. Et Menneske kan fløite som en Fugl, giøe som en Hund, brøle som en Tyr, og bræge som et Faar: han er dog ingen af Delene, men det er altsammen, som en af disse Dyr.

Nu har jeg svaret paa Tiltale, nu ere vi gode Venner: At jeg ei er krøbet af Veien, det maa min Herre ei undres over, helst naar han betragter sine egne brugte Talemaader: men da vi nu ere saa cordiale, saa vil jeg sige dem noget i Øret, behold det Hemmelig for dem selv. Den Skade jeg har beregnet over Hoveriets Bestemmelse, er ikke nær nok, jeg vil endnu korteligen sige tvende, og det vigtige. Den første er: At da Bonden havde consuleret sin Vinkelskriver, og denne tillige med ham selv udstuderet de Cabaler, de ville spille, at Bonden behøvede ingen Karl i Fremtiden, han kunde sende et halv-voxen Bud til Hove, o. s. v. saa gav han sin Karl Afsked, som siden ingen Tieneste kunde faae, de ginge flokkeviis, og tilbøde at tiene for Føden, da ingen heller kunde og ville det, (thi hvem

56

56

behøver nogle hundrede Karle i sin Tieneste; helst det skulle være om Vinteren,) saa ere de tildeels gaaet ud af Landet, og de øvrige giøre Landet usikkert, hvilket best erfares i Colding, Hadersleb, Weile og Horsens: udi en Complot ere der 28. Stk., en anden 7. og f. v. Jeg kiender en Proprietair, som har mistet 40. Karle, der har ingen meldt sig ved ham, og derfor har han største Føie at troe, der er commanderet marschirt aus: Jeg kiender ham, og derfor lader mig ei indbilde, det ei er saa. 2.) Mon ingen har merket der alt er mindre og mindre Penge i Terminen? jo det er kiendelig nok, og især i de to til tre sidste Aar. Man har længe mumlet om denne Indretning, og saa har adskillige ei villet exponere sine Penge i Jordegods, men listet dem ud af Landet. Der findes mange flere Ting og ødeleggende Skader jeg kunde fortælle, men hvad? Maa min Heere ei tilstaae det er særdeles underlig, Bonden skal eie sig selv, den samme Bonde, som man troer at være saa tosset og enfoldig, at man ei kan straffe ham for de største Injurier: er han saa enfoldig og dorsk, (at man frikiender ham lige som Rasende og Børn,) og af den Raison lader ham giøre hvad han vil, hvorledes kan han da gouvernere sig og sine? er han et saa enfoldig, (som jeg tydeligen har viist,) saa er det jo uretferdigt,

57

57

at visse maa og kan ustraffet giøre hvad de ville? Naar en Fader antager Informator til sine Børn, saa skeer det deels fordi de skulle lære noget, deels og, at de ei skulle molestere andre, og ingen dem: troer Informatoren andet, saa er han uskikket til dette Embede, og troer han gar, ar hans Ungdom maa giøre andre al den Ulykke og Fortred som de best kunde, og han ene er hos dem for at forvare dem for Straf: saa er han værre end en Hedning og Barbar, saa er han en Mand, der ei kiender Ret og Retfærdighed, og informerer nogle Unge, der ned af Stien giennem Bødelens Hænder vil udraabe den største Forbandelse over ham: og alle Fornuftige erkiende en saadan Informator, for en ubillig og ugudelig Mand. En Informator er en Hyrde, thi han er sat over andre, som egentligen forstaaes under dette Ord. En Hyrde eller Hyrder skulle være viise og retferdige, de skulle forvare Hiorden for al Fortred og ødeleggende Overfald, de skulle forvare den for indbyrdes Trette og Kamp, at den ei øder sig selv: de skulle drive den paa de beste og fedeste Beider eller Græsgange, og ei Tørve-Moser eller Møddige-Pøler, hvor de letteligen kunde blive siddende og ganske bortsiunke: de skulle dagligen efterses samme, og nøie agte, om de tage til i Fedme og Styrke, eller ei: de maa hverken selv eller tillade andre at

58

58

malke eller klippe dem, langt mindre slagte og føre sig dem til Nytte; thi de staae under Regnskab, og den Tid kommer vist, at man giør Forskiel paa en ærlig og god Hyrde, eller paa en Varulv som i Faare-Klæder har sneget sig til dette vigtige Embede. Socrates har meget vel demonstreret dette for hans Skolarer: Tiden tillader mig ei at sette hans Ord: men enhver som finder Behag at læse det, og tillige paa den korteste og tydeligste Maade ville eftersee et vel skrevet lidet Skrift om Sielens Udødelighed, forfattet af Moses Mendelsohn, (en Berliner Jøde.)

Jeg veed een og anden har været nysgierrig for at vide mit Navn, og til den Ende givet sig største Ulejlighed: Hvad vil dette sige, og af hvad Aarsag er man saa hidsig paa en Ting, som hverken giør til eller fra? For det fornødne Forsvars skyld, eller rettere for Skriftets, torde jeg gierne have sat mit Navn under, thi der sindes slet intet utilbørligt i samme, og jeg troer vist selv at være derved, naar Nødvendigheden udfordrede en Udtolkning: er der da intet utilbørligt i Skriftet, som jeg ved dette formoder at have viist, hvad er da Aarsagen til denne Nysgierrighed? Er det ærlige og redelige Folk samt uinteresserede Patrioter og Sandheds-Elskere der til Landets Gavn og Beste ville vide det: saa behøve de ei videre, end

59

59 sende et Brev med Udskrift, til Forfatteren af de tvende Betragtninger, til Adresse-Contoiret, hvorudi de stykkeviis begiere Oplysning, saa skal jeg ei undlade, enten selv at møde eller skriftlig at svare. Er det et Societet som ville vide det, saa staaer dem samme Vei aaben, men saa meget siger jeg forud, at i hvem jeg end møder for eller ei, saa putter jeg slet ingen Irettesettelse i Lommen, ei heller nævner nogen. Alle Retsindige skulle strax faae det at vide. Er det Landets Venner, som ville have Underretning, saa fortryde de ei paa Sandheden, men ere de dets Fiender eller ... saa behøve de ingen Oplysning: og ville de vide det, for at giøre ont, da vil jeg formane dem med disse Ord: Nooere poffe & nolle, laus ampliffima eft: imidlertid er det jeg har skrevet dog Sandhed.

Den 5te Januar. 1772.

60

60

Andet Brev.

Min Herre!

Jeg maa med største Bedrøvelse fornemme, hvorledes

de og deres Consorter argumentere: derfor er jeg nødsaget, end og forinden mit første Brev af 5te Hujus kommer for Lyset, at føre dette dertil. Jeg hører, ja jeg hører dem sige: „Det er ligegyldig og ingen Agtpaagivenhed værd, om og alle nu værende Proprietairer og Bønder bleve ruinerede, saa var Anstal terne dog til Nytte for vores Efterkom mere, thi da Priserne absolut maa falde paa Jordegods, saa kunde vores Descen- denter kiøbe Godsene saa meget lettere, og derved bedre udstaae de store Bekostninger som de fleste Proprietairer ere foraarsagede ved Forordningen om Hoveriets Bestem- melse, o. s. v.„ Hvorledes mon vores Monark være og blive til Mode, om Han fik slige rasende Grunde at høre? jeg tør spaae alle mine Medborgere hans Svar ville blive dette:

„Hvad hører Vi; har man misbrugt Vores Magt, Navn og Fortrolighed i en Sag, hvor alle Vores Undersaatters Vel-

61

61

fært dependerer af, og saa got som hænger i et Haar: Tingene stal undersøges, der stal strax udsendes nogle til alle Steder og i alle Provincer for at efterforske endog det allermindste hvorved det kunde synes, de bleve fornærmede: Vi ville et vitterligen giøre en eneste af Vores' troe Undersaatter imod, eller formindske deres Rettigheder og Eiendomme, Vores Hensigt er at giøre alle lykkelige, og leve faa med dem, at de ei alene skulle ære Os som Regent, men elske Os som Fader.. Da vi maa fornemme at ikke een, men alle ere misfornøjede, ikke een men alle fornærmede: Vi staae til Regnskab for Gud, og I som faa dristige have misbrugt Vores Navn, Magt og Fortrolighed, I skulle et alene her paa Jorden for Os giøre Regnskab, og offentligen tiene til Exempel; men efter dette Liv kommer et andet, og der, der skulle Iigien høste Frugterne, af eders forræderiske Projecter og Omgang. I vidste meget got, at en Regent er ingen Gud, og at han maa see med menneskelige Øine, og tillige betiene sig af menneskelig Hielp: I vare satte og betroede at være Folkets Talsmænd, og med Os at udtænke Landets sande og

62

62

væsentlige Gavn: I vare anbefalede at bringe alles Klagemaal for Vores Throne, og derved at erhverve eder den Roes, at I vare retsindige Hyrder og Vægtere, som vaagede over alles Velfært og Rolighed, og at alle ved eders Agtpaagivenhed kunde tilstaae, at leve i Fred og Retferdighed. Men hvad for Straf have I fortient, I som have givet Gift, isteden for Medicin? Nu J faa øiensynlig have forseet eder, ja handlet som Landets største Fiender og med eders forræderiske Projecter trykket et Land, som saa hørt elsker OS: saa viid! Vi ville være den anden Usong, og med ham vise, hvorledes alle Uretsindige bør straffes, og hvor magtpaaliggende det er for Os, at regiere et fornøiet Land, ja et Land, hvor enhver Undersaat bestræber sig at vise sin Regent, at deres største Lyksalighed ene beroer paa en Usongs Liv og at alt hvad de eie agtes for intet, naar de derved kunde tilkiøbe sig sammes Vedvarenhed. Der er sandeligen ikke en eneste retskaffen Undersaat i Riget, som setter dette i Tvivl; og jo strax knælende ville svare: „Naadigste Konge! vi kiende Deres Majestæts Retsindighed, og vores Forfædre have frivilligen overgi-

63

63

vet sig og os til en Stamme, hvis Naade, Mildhed og Retferdighed var noksom bekiendt.

Bores Forfadres hensigt var i fællig med vores, nemlig at regieres af en eneste, for derved at erhverve en tryg og utvungen jordisk Lyksalighed: og Deres Majestæts hensigter ere visseligen i fællig med Deres Forfædres, nemlig at regiere et Land, som under Deres Regimente er fuld af Glæde, Fred og alle jordiske her ligheder, at regiere et Land, som dagligen opofrer de allerkraftigste Bønner til en Tre enig Gud, for deres Syvende Christians lange Liv: og med rindende Øine og be ængstigte Hierter beklage, at deres Mo- nark er dødelig; de raabe eenstemmigen, O! Konge befal: sæt Prøve paa vores Troskab, og viid, at vores hierter ere enige med den Eed, som vi have svoret Deres Majestæt alene. Vi erkiende tilfulde hvor lyksalig det Land er, som regieres af en Regent der tænker saledes som vores Konge. Lad hver Achitoffels Raad være forbandet, og opsøg dem et Raad, som under Guds Paakaldelse, og største Agtpaagivenhed maa vælges: vi ville alle eenstemmi- gen komme Deres Ønsker, hensigter og

64

64 Bønner til Hielp: da vi vide, at al Hielp kommer fra Herren.„

Af alt hvad jeg her har anført sees tydeligen den store Ondskab og ubegribelige Enfoldighed, der ligger ved de Mennesker, der tænke og tale saaledes som de have talt, der gave det Svar, jeg i Førstningen af dette mit Brev har fremført. Der hører et videre til at overtyde disse om deres rasende Indfald: end tvende Spørsmaale a) Hvorledes dette skulde gaae til, at ruinerede Forældre efterlade formuende Børn? og b) Naar saavel Proprietairer som Bønder vare forarmede, hvorledes en Regent da stal anstille sig for ar erlange den Afgivt som uomgængelig behøves til Landets Beste, og hans Underholdning?

Thi ere Forældrene fattige og arme, saa bringer intet, uden en særdeles hendelse Børnene til Velstand: saadanne hendelser treffer neppe een blant tusende: (ja blant hundrede tusende.) Altsaa faldt dette Kiøbmandstab bort af sig selv: og Gud bevare vores Land for saa Betydelige Prøver. — Et Forsøg til Efterkommernes Beste kan være got nok, naar det skeer saaledes, at lykkes Projectek, saa er sammes Nytte af største Betydenhed, og vanlykkes det derimod, saa er Tabet af den Bestaffenhed, det ei kan fiendes i Landet,

65

65

langt mindre regnes blant de Hazarderlige, hvorved en almindelig Ruin er ufeilbarlig. Jeg sagde i mit forrige Brev: Afstaf Misbrugen, men ikke Brugen, straf den Skyldige og i Uskyldige; thi dette er conform med Guds Lov. Forordningen kan blive af største Nytte, naar dens Poster conciperes paa den Maade, som jeg i mit forrige Brev har proponeret: og ei af en Person, som er saa ukyndig i Landvæsenet, og fremmet i alle Provincer: ei af en Person, som er fuld af Egenkierlighed og Fortrolighed til sine Indsigter, samt dristig nok til at spille Bold med Regentens Naade, Landets Velfært, og til at giøre alle misfor-' nøiede: ei af en Person, som derved søger at erhverve Ære og Velstand, og bekymrer sig lidet om nogle tusende Menneskers: ei af en Person, som har lidet Religion nok til at raade, og forsikre, det et er Synd at berige sig med den andens Gods, (er det ei tydeligen sagt, saa indseer enhver dog nok, at omtrent den Mening er der,) og som er uvidende i det juridiske axiom. nemo cum damno alterius locupletior fieri debet, heraf seer enhver, at dette er ei den Mand, som kan betroes saa vigtige Ting. Den som veed, at Landets Hoved-Guld-Mine ene bestaaer i Korn, Øren, Stutterie og Handel med Fede-Vare, og vil proponere denne Handels Ophævelse, som ufeilbarlige

66

66

Følger af Projectets Istandsættelse: en saadan Mand tør jeg ei regne for Patriot og Landets Ven, mindst naar han vil prositere af en Tid, for at omskabe et got Land. Lad ham have andre Fortienester eller besidde Indsigt i andre Ting, saaer dog dette almindelige Ordsprog rigtig: NE fu tor ultra crepidam.

Vel kan der findes de Projecter, hvis Udførelse undertiden synes at udfordre en, eller nogles Fornærmelse ; men de synes det alene; thi 1.) enten er Projecter til Landets 2.) eller til Regentens,

3.) eller og til nogle visse Medborgeres Gavn og Nytte:

I alle trende Tilfælde byder Billighed og Retfærdighed at den Beskadigte skal restitueres, og det af den eller de som ere berigede ved Hans Skade: ja, om de endog ei bleve berigede derved, saa er det alt nok, naar hans Ting har tient til at conservere den andens: Herpaa haves daglig Erempler ved de Søefarende, som ofte maa give de brusende Bølger en Deel as hvad de have inde, til Priis, for derved at lette deres Skibe: herved vinder jo ingen, thi Havet fører det Udkaste bort som et Rov, men Billigheden vil at de andre som havde Vare i samme Skib, skulle participere tillige med Eieren af de udkastede Vahre, i Skaden: helst sligt skede i

67

den Hensigt, at conservere de andres: Ubi eadem est ratio, ibi etiam eadem juris dispositio. Saaledes burde alles Rettigheder haandhæves, og ei ved Cabaler og Misbrug til intet giøres, ja aldeles mishandles: og sætte den ømmeste og retfærdigste Monark i Vove: men jeg sagde i mit forrige af 5. hujus, at Tiden vil snart komme hvor Man soleklar skal blive overtydet, og det store Regnstab af den rette Eier til Hiorden skal holdes: til den Tid ville mange skielve, men de ægte og redelige, inderligen prise Gud for dette Mirakel.

Den 12te Januar. 1772.

Tredie Brev.

Min Herre!

Da jeg strev de tvende foregaaende, saa ventede

jeg mindst, at denne lykkelige Forandring i Regieringen, var saa nær forhaanden, og maatte derfore rette mine Tanker nogen ledes efter det Aag, som jeg og alle Undersaatter vare styrtede udi. Disse mine Breve, og hvad jeg tilførn har

68

68 skrevet, kan tydeligen overføre min Herre, jeg et har kundet føre over mit Sind at kalde det Onde got, langt mindre villet smigre en forræderisk og meenedig Bande, for derved at erhverve mig Høihed og Ære. Jeg har stedse havt de Tanker, at alle de til Landets største Fordervelse giorte Indretninger umuelig kunde holde Stik, og tillige været forvisset, det ei var synderlig honorabelt, at modtage Naadestegn ved de Personers Fortale, som have hengt Ære og Samvittighed bag Døren. De implicerede Personer kan tiene alle til Advarsel, at Høihed uden Dyd er intet, samt, at Gud lader sig ei spotte, skiønt han en tidlang synes som ei at agte paa de afskyeligste Gierninger.

Hvem af os der nu behøver at skiule sine forrige Tanker og Ideer, det bedømmes best af Læseren, jeg formener med rette at beholde den Tanke jeg stedse har havt; at naar dette haarde Baand engang blev løst, saa maatte enhver ærekier og troe Undersaat inderligen takke Gud. Jeg siger derfor om den 17. Januar, h. a. Denne Dag bør kaldes een af de allerlykkeligste Dage for Danmark: ja en Dag, paa hvilken den Allerhøjeste atter ville vise den Naade og Barmhjertighed han havde for et Land, som nu syntes at være bragt til det yderste. Jeg burde ved disse korte Tanker at

69

69

nævne sex Personer: men alle kan være tilfreds med, jeg ene navngiver de fire, med Forsikring, at de tvende unævnte, ere er alene Landets største Velgiørere og Venner; men Personer, som (uden ringeste Reflection paa deres udvortes Værdigheder,) besidde de ædelste og største Siele: Disse tvende Personer, begge Kiøns Ære, syntes hver for sig, at tale saaledes; den ene som Landets retstafne Moder, hvis Væmodighed i Geberder, og medfødde Mildhed, noksom overtydede alle Tilhørerne, hvad der foregik i det ædelste og beste Hierte, og som af Kierlighed til Undersaatterne ret syntes at omfavne dem alle. Ordene tydede omtrent saaledes: „Elsker Nationen sin rette Regent, og findes der nogen som ville vise det i Gierningen, da kommer Vores Forsæt til hielp. Vi ville tiene eder til Beskyttelse. I vide selv, og Vi veed det med eder, at eders Forfædres Hensigt har aldrig været, at under give sig en voldsom og ryrannisk, men en souve- rain Regiering, som den beste, saa længe Regemen erindrer sig sine Pligter, og ihukommer han er for Undersaatterne, men ikke disse for hans, skyld: saa længe siger Vi, som eders Re- gent erindrer, han omgaaes med Mennesker, og et frivillig overdraget Folk, der ene ønsker at elskes af ham som Børn, og igien ære ham som

70

70

Fader. I kiende ham, og veed, han er opfød i disse sine Pligter, han er udspiret af den beste Stamme, har havt den dydigste og retferdigste Fader, er fød til Verden af den yndigste og ra- reste Moder. Den anden talte som Landets Farbroder, og med der ømmeste Hierte overførte alle, om den største Misfornøielse han og sine fandt i denne Regieringsmaade:„ De talte begge som Med en Tunge og en Siel, og intet behøvedes videre til at bringe Forsættet i den beste Udførelse, og overføre en god Regent, han et tor frygte for sine Undersaatter, og for en Nation, hvis Tapperhed og Troskab i rette Tider er bekient. Talen blev holdet til saa, da Nødvendigheden udfordrede, at alle Ting skulle holdes hemmeligen, for at Fare Undersaatternes Blod: men de, der blev talt til, komme og selv. Strax mødte Grev Schach Carl Rantzau til Aschberg, en Eichstedt, en Køller og Beringskiold, som svore, et at nyde den mindste Pleie, inden de havde hævnet det Tyrannie som var udøvet over deres beste og naadigste Konge, og kiere Fædreneland. Disse glemte Familie, Liv og Ære, og tænkte ene paa deres Medborgere, hvis Tilfredsstillelse og Lykke, langt syntes at overstige den Fare, som en mislykket Forretning vist kunde forud spaae: De ville vist

71

71

Nationen fattedes saa lidet paa Mod, som Kierltghed og Jorighed til at udføre de betydeligste Anslag; naar ene deres retteRegent, ville yttre en Behag derudi, og at intet uden en tilbørlig Undergivenhed, og Frygt for deres Konges Unaade, hidindtil havde hindret et længe forønsket Anslag. De løbe til med en liden Commando, og grebe de tvende betydelige Stru-enseer, Brandt, Falckenskiold, Liv-Medicus Berger, Gæhler, Hesselberg og endeel andre. Nogle faa Timer bragte denne store Forretning uden mindste Allarm, til en god Ende, og vores Naadigste Konge fat i den Tilstand, strax at Skiønne, hvad der boede i de fleste Undersaatters Hjerter, og at hans Høie Person hverken behøvede Vagt eller Plankeverk, (om sit Slot,) for et Folks skyld, som ei kunde opfinde Ord nok til at forkynde deres Glæde, NU at have fundet deres rette Konge. Enhver var omhyggelig, for at takke en Rantzau, Eichstedt, Køller og Beringskiold, som saa: viiseligen havde reddet en from Konge og et undertrykt Land: de viste, at Taksigelsen for denne Giernings modige Udførelse, burde ydes af Undersaarterne, men Belønningen af Kongen: og Regenten, hvis Hierte er fød til Mildhed og Naade, glemte ei heller at belønne enhver. Jeg burde vel give en vitløftig Underretning om de benævnte fire Hoved-Perso-

72

72

ner, men Tiden og Rummet tillader det ei, dog saa: meget kan jeg til visse af Historien sige, at dem Ranzauiske Familie stedse have yrtret at være troe Tienere af deres Regent, og hele Landet strax spaaede en lykkelig Forandring, da de hørte Grev Ranzau fra Aschberg var kommet til Kiøbenhavn; som den Mand, der blev tiltroet, at besidde den fornødne Indsigt, Troskab og Fyrighed til at udføre et saa betydeligt Verk. De nu værende tvende Excellencer Eichstedt og Køller, (den sidste stal være fra Pommern,) have stedse været bekiendte for brave Soltater, men et før have havt Leilighed at vist deres Nidkierhed for Kongen og Landet. Canmerberre von Beringskiold, har tilforn (i den sidste Krig med Rusland,) overført sit Fædreneland., om sin Nidkierhed og Troskab. De giøre Nationen Ære, og have restitueret en Tort, som Fremmede paa en føie Tid har fundet Behag at forekaste os, for vores Taalmodighed.

Guds Time var da forhaanden, at disse, og flere ubenævnte Lands-Forrædere skulle indkaldes til Regnskab, for den og de allerafskyeligste Forbrydelser: (Crimen perduellionis,) og man seer af alle deres Handlinger, at Hensigten var stilet paa et større Onde, end jeg her tør eller vil føre for Lyset, skiønt samme inden en føie Tid

73

73 vil og bør bekiendtgiøres. Man søgte af yderste Kræfter at forjage de Ældste og Anseeligste, som de man stedse frygtede at være Kongen og Landet troe.

At den forrige Doctor og Landphysicus Struensee i Altona, som adskillige gange er udstødt af de der værende liderligste Huse, at denne, siger jeg, kunde være en Forræder og Tyran, dette undrer mig aldeles ikke, helst Faderen har bevidnet, at denne er en ulydig Søn, og et Menneske der agter intet om Gud, og de guddommelige Ting. Men at Danske kunde, overtale sig til saa ugudelige Gierninger, og ville giøre Regentens Ære til Skiendsel, dette er ubegribelig og noget som hele Nationen er opbragt og fordrer den største Hævn over. De forbande den Time, paa hvilken saa afskyelige Personer komme for Lyset, og skamme sig at skulle regne disse og flere ligesindede blant Landets Børn: De raabe eenstemmigen: O! Konge giør ei Slutning fra disse Umennesker paa os; og erindre, der vare trende Danske igien for at frelse Deres Majestæt af disse Lands-forræderiske og forbandede Klør: lad dem og alle implicerede nyde deres velfortiente Straf, andre til Advarsel, og bestyr en Inqvisition saaledes af ha-

74

74

bile Folk, at endog den mindste Ting maa komme for Lyset. Opsøg og arrestere de endnu omløbende Tigre, som giør Danmark til Polen, og som desværre ei strax ere blevne fastsatte, og viid, at enhver Person som maate have den ringeste Indflydelse i de forræderiske Anslag, burde absolut efter Criminal Proces-Maaden, strax at have været fængslet, saa vel som alle Domestiquer; thi den ringeste Angivelse tiener til Oplysning i saa betydelig en Sag. Hvem tør vel negre at der findes adskillige Partier i denne Bye? endog i denne Aften, har man havt det tydeligste Beviis paa den franste Comedie; kunde Forræderne ei giøre andet, saa ville de dog sette Prøve paa, at skrække Kongen, det Kongelige Huus og alle Retsindige, og det just i en Tid, da alles Gemytter ere i Bevægelse. Men til hvad Nytte? Kongen tør ei frygte, der findes neppe en blant tusende her i Byen, og ikke en i Provincerne som intentionerer andet, end gladeligen at fegte til yderste Blodsdraabe for deres beste Konge, (om Nødvendigheden det skulle udfordre,) og hvad ville da vel den ringe forræderiske Hob giøre? et Vink af Regenten er nok til strax at giøre en Ende paa den hele Ting: og naar alle Papirerne ere giennemlæste, saa formindskes venteligen denne Bande, Tid efter anden. Alle Un-

75

75 dersaatter have største Føie inderligen at bede Gud, at komme vores Monark til Hielp, for at udvælge fornuftige og habile Mænd, i alle de Embeder, som concernerer bandets Beste; lad ingen blive udnævnt, som i mindste Maade har været inpliceret i de forrige afskyelige Gierninger, opryd disse onde Træer med Rod, og tillad dem ei længere at regiere de Embeder, som behøver qvalificerede Folk, giv dem ei løs, inden rigtig Regnskab er lagt. Alle Retskafne piquerer af Ære, og en respectable Mand, har største Indflydelse i alt hvad som foretages, den blotte Titel forblinder ingen. (Enhver indseer nok, jeg ene forkaster de Personer, som ei ved besynderlige Indsigter distinguere sig: thi en habil Mand er en Skat for et Land; og Fortienester bør æres og lønnes. Visse Personer kunde nok bruges, men ei til de øverste og betydeligste.) Bring den forfaldne Justice i god Orden, og meleer alle Collegier med Jurister, saa opfyldes Deres Majcstæts Hensigter bedre, end en Tidlang har været i Brug: helst der i adskillige Collegier have siddet Folk, som neppe kiende det Ord Jus, langt mindre forstaaer retfærdig at decidere en Forespørsel eller Tvistighed. Giv aldrig noget Collegium en uindskrænket Magt, og tillad alle Undersaatter fri Adgang til Deres Majestæt selv. Lad alle deres

76

76

Suppliquer af retskafne Jurister og eedsvorne Mænd undersøges, og lad nøie agtes, om disse giøre et ordentlig Udtog og fornuftig Relation af alle Klager. Set retskafne Landmænd, nemlig fire fra Jylland, tvende fra Sielland og tvende fra Fyhn i General-Landvæsenets-Commission, som er saa betydelig for Landet, og lad disse tillige bedømme de smaae Tvistigheder, som maatte opkomme imellem Hosbond og Bonde, og lad være, denne Comission ville koste meer end før, saa tør der ei heller tvivles, den faaer langt større Nytte: der hører mere til Landvæsenet, end som engang imellem at ride paa Jagt: og af ungefehr see en Bonde ploie, det er ei heller nok, at en saadan Commissair veed, Ulden groer paa Faar, og ei paa Tornbusker, der hører mere til: jeg tør frit forsikre, at en saadan Commission, besat med de Mænd jeg har præsumeret, (nemlig som selv kiende og forstaae hvad der udfordres til Aggerdyrkningen og Bøndernes rette Conservation,) ei kunde falde paa de Tanker at sende en Brygger til at undersøge en Plovs Dygtighed, o. s. v. send Bryggeren for at undersøge Øllets og Maltets Godhed, og erindre det gamle Ordsprog: Ne Sutor ultra crepidam. Løn enhver Betient saaledes, at han magelig kan finde sin Udkomme, for sig og Familie; thi en forsultet og forarmed Mand, taber al

77

77

Mod og Lyst: men har han sin Udkomme, og endda paa ulovlige Maader vil erhverve sig noget, da lad ham tiene til et Exempel for alle.

Klage alle, eller mange paa en Ting, og demonstrere den Umuelighed, eller de skadelige Følger som deraf ville flyde: da beviis Undersaatterne den Satisfaction og Naade, at der udsendes nogle, for at undersøge Sammenhænget af Tingene. En Regent er en Fader, skriger et Barn, saa er Faderen pligtig (om han hører Raabet,) at komme det til Hielp, giør han det ei, og Barnet kommer noget til, da bliver det en Samvittigheds-Sag. Saaledes har Landet skreget over Brødkorn-Leverancen, endelig er en fierdedeel dem eftergivet, omendskiønt de endda yde en fierdedeel meer i Aar, end nogensinde er skeed; Gud veed hvor det skal komme fra! thi Misvexten er større end nogen troer: og mange tusende Tønder ere blevne usaaede, af Mangel paa Rug og Arbeide.

Der kunde endnu findes adskillige saadanne Ting, som alle tiene til vores kiere Fædrenelands Beste: men da Gud har viist sig saa naadig for samme, og tillige forundt os vores rette Hyrde og Fader igien, saa bærer ingen ringeste Tvivl, at alt hvad som kan tiene til Landets Gavn, ved Guds Bistand bliver indrettet; helst man alt hører en deel af de gamle og beste Patrioter indkaldes igien,

78

78 og da Landet meget har forandret sig, saa leve alle i det Haab, der tillige bliver indsat nyere Mænd, som kiende det: saa giøres vores Land lykkelig,

Regentens Liv og Regiering behagelig; som alle ønske.

Den 21te Januar. 1772.

79

        

80

        

1

Svar

til Forfatteren

af

Paamindelserne

til dem, som ville dømme

om

Forordningen af 20 Febr. 1771.

Hoveriet angaaende,

indrykte i

Magazinet for Patriotiske Skribentere,

No. 84. 1771.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved F. C. Godiche.

2

        

3

Disse Paamindelser, saa lidet Rum de indtage, indbefatte saa mange urigtige Sætninger, at man ikke har kunnet lade dem hengaae ubesvarede.

1.) Allerførst bruger Forfatteren sine Ordens-Brødres, jeg mener, disse Tiders Ekonomisters almindelige Konstgreb, og indflyer til saadanne almindelige Sandheder, som ingen modsiger eller har modsagt. Han lærer os, at hverken et Beest, eller et Menneske bør paalægges større Byrde, end det kan bære. Dette lærer sig selv; Men da Forfatteren vil have dette

4

4

Hentydet paa en Hoveri-Bonde, som han altsaa sætter i Klasse med de umælende Dyr; Saa er Anvendelsen ganske urigtig. Et Beest skal tage mod den Byrde, man slænger derpaa; Man ræsonnerer ei med Beestet derom; Men, saaledes forholder det sig ikke med en Bonde; Ham skal man først adspørge, om han vil eller ikke. Vil han ikke, er ingen Proprietær i Stand til, ar paalægge ham nogen Byrde, liden eller stor. Derimod, har han samtykt tit Byrden, gaaer det ham, som andre: Han faaer at bære den; Men, dersom han ikke kan, gaaer det fremdeles ham, som andre i lige Fald; Han gaaer til agters, og saavel han, som hosbonden, der har kontraheret med ham, târ Skade. Saaledes er tilgaaet hidtil, og saaledes vil det fremdeles tilgaae. Men, siger Forfatteren vel (og dette er vore Ekonomisters fælles Sprogg.) En Bonde forstaaer sig ikke paa, hvad han kan bære, eller ikke; Han indseer ikke, qvid valeant humeri, qvid ferre possent; Derfore maae Staten, som for en Umyndig, sørge for ham; Men saaledes sætter jo Forfatteren en Bonde endog under de umælende Dyr, thi endog disse vide at maale deres Kræfter. Den

5

5

unge Stork skal ikke forlade Redet, før han er forsikret, Vingerne ville staae ham bi. En Hund skal ikke begynde at springe over det Plankverk, som han kan regne sig til, er ham for høi, m. m. Dette viser altsaa ikke andet, end at Forfatteren ikke kiender Verden, ikke kiender Bonden. For min Deel er jeg, saavidt skiønnes af disse Paamindelser, saavelsom af Skriftet om Frihed og Eiendom for Bonden, forsikret, at de fleste Bønder ere i Stand til at narre denne Forfatter op i Skiæget, omhan har Lyst og Leilighed til at indlade sig med dem. Desuden, er der vel nogen Proprietær saa ufornuftig, at han skulde forlange, Bonden skulde bære større Byrde, end han kunde? Til hvad Nytte denne Ufornuft? Kommer noget deraf ud? Bliver Bonden derved stærkere? Og kan en Proprietær, med den største Begierlighed, formaae umulige Ting iverksatte? Nei, en Proprietær og ethvert fornuftigt Menneske seer nok derhen, at han ikke betroer sine Huse og Eiendomme, eller i Almindelighed sit Gods og sine Vare hen paa andre Vilkor, end mulige og rimelige, thi, hvis ikke târ han jo Skade, og ingenlunde Fordeel. Af saadanne urigtige Præmisser fremfører Forfatteren.

6

6

2 .) Denne urigtige Konklusion, at G.L.V.C. ved at bestemme Hoveriet, burte ikke see saa meget paa Proprietærens Commodum, som Bondens Incommodum. Jeg siger urigtige Præmisser; Thi Argumentet er dog vel dette. Paa et Fæ bør ikke lægges større Byrde, end det kan bære: Bonden er et Fæ, der ikke kan Maale sine Kræfter, ikke heller maa: Og Proprietæren er saa ubillig, at han vil læsse mere paa Bonden, end han kan bære, skiønt han med fuldkommen Vished forud seer, at, om saa skeer, gaaer det ud over ham selv; Ergo. Er dette ikke en herlig Forklaring, og hvad Under, at Konklusionen blev, som den er. I dets Sted argumenterer ethvert billigt og upartiskt Menneske saaledes. Proprietæren er ligesaavel en Kongelig Undersaat, som Bonden; Har ligesaa stor og endnu større Byrde og Ansvar. Er ligesaa ægte et alles vores fælles Faders Barn. De ere ligesaalidet Slaver, ligesaa frie Statens Lemmer, som Bønderne; Følgelig bør de være ligesaa nær til Beskiermelse og Handthævelse udi sine Rettigheder; Følgelig bør sees ligemeget paa enhvers Commodum cg Incommodum, som for enhver man befordres

7

7 og afhielpes, saavidt mueligt, og saavidt kan bestaae med Lovene, og med de Rettigheder, som ved Lovene for enhver ere forhvervede. Fremdeles siger Forfatteren

3.) Hoveriet maatte lempes efter Bondens Kræfter. Ja, saaledes har det altid været; Og jeg siger endnu eengang, at ingen i Verden kan, skiønt være saa urimelig at forlange, dog ikke naae hos Bonden, hvad der overgaar hans Kræfter. Men, hvorledes faar man Bondens Kræfter afveiede. Forfatteren siger: Her er ingen anden Maalestok, end Hartkornet. Jo her er. Men ikke desmindre, hvorledes staaer det til med denne Maalestok? Forfatteren siger selv, at den er ufuldkommen. Han siger vel og derhos, at der er tænkt paa, ved Local-Undersøgelser og derpaa grundede Hoveriets Modificationer at afhielpe denne Ufuldkommenhed. Men, hvorledes stikker dette af? Hvad kan det hielpe, at der er tænkt paa Undersøgelser, og paa Maalestokkens Ufuldkommenhed, naar ikke desmindre dermed, saa urigtig den endog er, er maalt. Desuden, hvad vil denne Local-Undersøgelse sige; Skal

8

8 dette være en ny Landmaalning? Ja, en ny Landmaalning! Og dette er det sidste Skridt, som kan giøres til Landvæsenets totale Ruin og Forfald; Og, hvo skulde giøre disse locale Undersøgelser? Hvo skulde foretage denne ny Landmaalning? Mennesker: Men det er jo og Mennesker, der have giort den nærværende; Følgelig vil den, ligesom denne, og ligesom alle menneskelige Gierninger, fremdeles blive ufuldkommen. Ja, godt og vel, om den nogensinde træffer saa ligelig og god, som den nu er. Man betænke kuns, hvor mange Mennesker der skal bruges til denne Forretning. Alle disse, fra den Høyeste til den Laveste, maatte, naar Landmaalningen skulde blive fuldkommen, i høieste Grad besidde Indsigt, Redelighed og Upartiskhed. Og, endda kunde det feile, da man har ondt ved, at veie endog 2 Pund Bly akkurat fra hinanden. Men at faae saa mange Mennesker af disse Egenskaber samlede, kan nogen, der kiender det mindste til Verden, formode det? Ja, lad være, Landmaalningen i Dag blev leveret ligelig fra Haanden, og kunde blive det; Saa er det dog i Morgen forbi. Her skeer idelig Forandringer; Deels ved Men-

9

9

neskenes stundom Flid, stundom Efterladenhed; Deels ved Hændelser, som Mennesker ikke kunne afvende. Ved en Aae ligge skiønne Enge; Hist og her komme Aabninger ved Foden af høie Hede-Brinker, som hist og her støde til Aaen. Der faaer Vandet strax et u-udtømmeligt Forraad af Sand, nu og da at overskylle og forringe Engene med. Vind og Væir kan ved det samme Middel endnu være tilrede, ja, undertiden ganske ubrugbar giøre den bedste Eng. m. m. Derimod, hør engang nogle af de Uleiligheder, en ny Landmaalning vilde drage efter sig. Her er et Kiær, en Mose, et Morads, en Hede, en Udørken; Det har Eieren med megen Bekostning udgravet, tørret, jevnet, opfyldt, opbrudt, dynget og dyrket; Og saaledes mangen gang dyre nok betalt denne Eiendom; Men han har trøstet sig ved, at denne var og den eneste Byrde, Han havde det paa: Nu faaer han at vide, han anden gang skal betale Eiendommen, den bliver maalt, taxeret og matrikuleret. Han og hans Naboer med, som seer dette, lader saadanne Historier beroe til en anden gang; De skytte ikke om at betale en Ting to gange; De vide ikke, hvor

10

10

snart det samme, kan ramme dem igien. De lade Mose blive Mose, og Kiær Kiær. Og dette er da ikke det største Onde, eller den største Ulejlighed, som deraf vilde flyde. Alt Hartkorn er ei lige godt; Undertiden forholder det sig til hinanden, som 1 til 3. Enhver Kiøber seer derfor, ikke alleneste pan Hartkornets Størrelse, men endog Gyldighed i Forhold efter Eiendommen og dennes Beliggenhed. Det er altsaa ikke rart, at en Gaard (Bonde- eller Herregaard) kan koste 2 à 3 gange saa meget, som en anden af lige Hartkorn; Hvorfor? For Eiendommen er her, men Hartkornet, med deraf flydende Udgivter, ikke. Naar nu disse tvende Gaarde bleve efter rigtig Forhold af sin Eiendom paa ny taxerede og matrikulerede; Og den som var kiøbt til en ringe Pris, følgelig blev nedsat i Taxeringen, med deraf hængende Skatter; Den anden derimod ligesaameget og maaskee mere forhøiet, var dette ikke at give Eierne, den ene, en Tin-Dose for en Guld-Dose, og den anden tvertimod; Og var det ikke det samme, som uden nogen Fortieneste at fordobble den enes Formue, og uden nogen Forbrydelse at forringe den andens, og maaskee sætte ham i

11

11

en ulyksalig Armods Tilstand; Thi lader os sætte, at den lavtskattede Gaard var dyre betalt, som den altid er; Og at Eieren sidder i Gield for mere end den halve Kiøbeskilling, der og gierne har Sted. Saa blev der jo slet intet tilbage for ham. Hans Gieldnere indsaae Gaardens Forringelse ved Taxeringens Forhøjelse; De vovede ikke længer Pengene derudi; Enhver tog sit. For Eieren blev da intet. Hvilken Ubillighed, ja, hvilken himmelraabende Synd! Hvad er det derimod, som kunde vindes ved en ny Landmaalnirig? Mere Li elighed, om end Taxeringen blev ligeligere; Nei, vist ikke: En Gaard er høit skattet, derfor er den ringe betalt, derfor giorte Bonden mindre Hoveri, gav mindre Indfæstning og Landgilde. En anden er lavt skattet, derfor er den dyre betalt; Derfor gjorte Bonden mere Hoveri, gav høiere Landgilde og Indfæstning; Her have vi Jevningen. Eieren eller Bonden vidste, eller kunne have vidst Omstændighederne, før han kiøbte eller fæstede. Enhver har og bør have det, ligesom han har lavet det for sig. Her have vi Billigheden. Kunde Staten vinde noget? Ikke heller, dersom Taxe-

12

12 ringen med deraf flydende Skatter alleneste skulde forflyttes fra en til anden; Og Totalen over der hele Land være og blive den samme. Men skulde alt, hvad der siden sidste Landmaalning er bragt i Brug ved Rydning, Bryden og Grøben m. m. tillige taxeres, er det en anden Sag; Men hvo seer ikke, at dette var at belægge de Flittige og Vinskibelige med Mulcter, som de Dorske og Efterladene bleve frie for. Desuden, er her nogen Penge i Landet, saa kan Staten jo sagte komme til dem, uden at rykke nogen i sær op med Rode; Og foruden saa exemplariter, som mældt, at straffe Vinskibelighed. Nu, de omtalte Hoveriets Modifikationer, som det lader til vi endnu maae vente, hvad vil de sige? Gode Gud! Er det endnu ikke afgiort, hvad man skal være, eller ikke være? Skal man endnu længer leve i Uvished og Usikkerhed paa sin Eiendom, sin Rettighed og sin Formue? Ach, at man dog eengang vidste med fuld Vished og Sikkerhed, hvorledes man sidder deri, oa, hvorefter man kan giøre sin Regning! Saa længe dette er uvist, kan man jo hverken kiøbe eller sælge, eller tage sig noget fore! Jeg har sagt, at her

13

13

er en anden Maalestok end Hartkornet, hvorefter en Bondes Kræfter kan og bør afveies; Og hvorefter de hidtil har været afveiede; Og det er Eiendommen; Dens Egenskab og Forhold mod Hartkornet, saavelsom og dens Beliggenhed; Og det ikke alleneste Bondegaardene, som giør, men endog Hovedgaardene, som nyder Hoveriet. Tvende Herregaarde, hver paa 20 Tdr. Hartkorn, kan være lige gode paa Eiendom i Forhold efter Hartkornet; Men den enes Eiendom, Ager, Eng, Brændsel-Biering, m. m., kan ligge saa ubeleilig, saavidt adspred, og forresten, frem for den andens, være saaledes beskaffen, at 120 Tdr. Hartkorn Bøndergoeds kan have besværligere ved at drive hin, end 60 Tdr. denne. Ligeledes forholder det sig med Bøndergaarde. Af tvende lige store og lige gode paa Hartkorn, og lige nær ved Hovedgaa den beliggende, kan den ene, formedelst samme Aarsag, lettere drive sin Gaard, og tillige sit Hoveri, end den anden sin Gaard allene. Naar nu Forskiel paa Hartkorn i Forhold efter Eiendom tillige støder til; Hvor langt er det da ikke fra, at Forfatterens Beregning om det Forhold der maa være imel-

14

14

lem det Hoverigiørende Goeds og Hovedgaarden, nemlig som mellem 1 og 6, overalt kan Holde Stik. Denne Forskiel, som der er ikke alleneste paa Hartkorn og Hartkorn af ulige Gyldighed, men endog paa lige godt Hartkorn formedelst Eiendommens Beliggenhed, er det, som kan giøre, og ventelig mangesteds har giort, at Hoveriet i de efter Forordningen af 6 Maj 1769. indkomne Hoveri-Reglementer have, som Forfatteren siger, varieret fra enkelt til firefold. Hvad bliver nu Slutningen: Forfatteren siger selv, at den brugte Maalestok er ufuldkommen, og at her desuden behøves LocalUndersøgning, for derefter at modificere Hoveriet. Dette løber jo derpaa ud, at det samme, som før Forordningen af 20 Febr. har været hrugt, til at jevne Hoveriet, eller til Bondens Kræfter at afveie, skal bruges herefter, nemlig Local-Undersøgning; Thi just derefter er det, enhver Hosbond hidtil har jevnet og indrettet Hoveriet; Og som ingen anden er i Stand til at kunne giøre. Thi, at Regieringen, eller et Kollegium i Kiøbenhavn nogensinde kan lære, at kiende det hele Rige saa nøie og saa omstændelig i alle dets Vraaer og Vinkler, som enhver

15

15

Eier i sær, der boer paa Stedet, og seer ikke med andres, men egne Øine, er aldeles umuligt. I denne Henseende tilstaaer jeg gierne, ar G. L. V. C. ikke kunde bruge anden Maalestok end Hartkornet. Men haardt er det dog for enhver, derved at see sig betaget de Rettigheder, som Loven, hans Skiøder og Adkomster ellers gave ham. Vi maae videre følge vor Forfatter, han siger

4.) Dersom et Maal paa Tiden og Hænderne bestemmes, saa bestemmes og Gierningen. Denne Sætning er ganske urigtig, med mindre man har Magt, med mindre man har en Kommando Dragoner ved Haanden, til at sætte Hænderne i Gang. Men som man ikke det har, saa er der 1000 gange bedre, naar Gierningen er bestemt; Thi saa behøves ikke andet Sverdslag, ingen anden Driver. Man betænke kuns, hvad vil en Ladefoged med 2 Arme udrette, kan han med dem tvinge 200. Desuden kan han ikke være allesteds. Saasnart han vender nogle Ryggen; Saasnart han er kuns en Snees Agere fra et Parti, saa kunne de jo loie og sluddre, saa

16

16

meget de ville. Jeg veed vel, man kan klage. Men hvor vanskeligt og vidtløftigt er det ikke, at bevise Forsømmelse og Skiødesløshed; Og, naar det end lod sig bevise, hvorfra tages Vid- nerne? Skal en Ladefoged altid have tvende Vitterligheds Mænd med sig; Og dette kunde dog ikke forslaae; Thi disse to Vidner kunde ikke heller være allesteds; Ja, om man end var forsynet med Vidner? Hvor vidtløftigt seer det ikke ud med Tingsvidners Førelse i disse Tider, da saa mange Sager og Processer samles til; Og saa mange Jurisdiksioner eller Herreder ere sammenlagte; Og Rettens Betiente dog ikke ville sidde i Retten uden een Dag, eller rettere en halv Dag ad gangen, da Hen-og Hjemreisen medtager den halve Dag; Og naar nu Tingsvidnet endelig var ført; Hvor vidtløftigt ikke med Klagen. Inden alt dette kunde blive afgjort, blev der mere end Tid nok for Høet og Kornet at raadne op. Ja, kommer en Procurator, udrustet Med Beneficium paupertatis paa Bøndernes Side, i Spillet med, er det en lang Leeg, der kan vare en 5 á 6 Aar. Det var derfor at ynske, det maatte have været en Hosbond tilladt, selv at bestemme Arbeidet,

17

17

det i Forordningen er ubestemt, og, saa ofte Bestemmelse kunde have Sted; Men, som Forordningen ikke taler derom, saa siger Bonden Nei, naar man det vil forsøge; Et klart Beviis paa, at han ikke har i Sinde at stræbe, thi, hvis han det havde, var han selv ligesaa vel tient dermed. Men, man kunde maaskee ikke tillade en Hosbond at bruge deslige Bestemmelser, thi han kunde paastaae ubillige Ting. Men, saa kunde jo Upartiske Mænd skiønne derom. Det er ellers besynderligt, hvorfor vore økonomiske Skribentere ikke troe Hosbonden til det ringeste Godt, da dog Hosbondens Velfærd beroer paa, at Bonden trives og staaer sig vel; Og da dog Hosbonden skal være ved Billighed, han er sindet dertil eller ikke, med mindre han vil see sine Bøndergaarde staae ledige og øde. Kunde man ikke giøre sig den Slutning, at der ikke maa være meget godt ved disse Ekonomister selv; Og at de saaledes, ved at føle i sin egen Barm, dømme andre efter sit eget Sindelaug. Jeg har og kiendt perfonligen nogle af vore Tiders Patrioter og Menneske-Venner; Og lagt

18

18

Mærke til, at det just har været saadanne, om hvilke man siger, at der ikke er en god Seene i dem.

5.) Hosbonden maa anvende den Tieneste, som i Forordningen er ham til staaet, til hvad Slags Gierning han bedst er tient med, naar der kuns er af de Gierninger, en Bonde har Evne til. Ja, maatte han det, vardet endda godt, men det maa han jo ikke. Forordningen siger jo, at de, som ingen Auling bruge, maae ei tilsige Bonden i Pløie, Sæde-og Høste-Tiden; Det er at sige: Fra Medio Martii til den 8 Juni, og fra den 23 Juni til Mortensdag og derefter. Thi midt i Martius begynde nogle at saae Haure; Og i den første Uge i JuniiMaaned er der nogle, der endnu saae Boghvede. Paa Høe-Høsten begynde nogle endog før St. Hanses, og ikke dermed ende, før Korn-Høsten begynder. Undertiden bliver en 8 Dages Slip derimellem, men er ikke noget at giøre Regning paa. Inden Korn-Høsten er til Ende, begynde de fleste at pløie til Rug,

19

19

hvormed nogle ikke komme til Ende, før Mor: tensdag og derefter. Som der altsaa i al den Tid, nemlig fra Medio Martii til Mortensdag, en eller anden Bonde pløiet til Haure, eller

til Byg, eller til Boghvede, som altsammen løber i hinanden; Eller og høster Høe, eller Korn, eller pløier til Rug, der og alt løber i hinanden; Saa bliver der jo ingen synderlig

Tid tilbage for deslige Hosbonder, uden den paa hvilken intet kan foretages, nemlig Vinteren. Nu Proprietærer eller de Hosbonder, der bruger Bøndernes Tieneste til Hoveri ved en Gaards Drift; De ere jo ligeledes bundne, saa lange Høe- og Korn-Høsten paastaaer, der varer fra St. Hansdag til Mikkelsdag. Thi i all den Tid mane Bøndernes Tieneste jo ikke bruges til andet, end Høsten vedkommende Arbeide; Da dog mangen gang ingen Tid er ledigere for Bonden, end en stor Deel just af denne; Forstaae, naar det falder ind med vandigt Væirligt, der undertiden kan vedholde hele 3 á 4 Uger. Denne er og en af de Poster i Forordningen, der, foruden nogen væsentlig Nytte for Bonden forvolder

20

20

Hosbonden store og uovervindelige Vanskeligheder.

6.) Ved en paakommende Tvist om en vis Længde, en Agers Størrelse, er Læsses Tyngde er intet andet Middel, end at maale og veie. Jo her er; Det blotte Øiesyn kan i mange Tilfælde snarere afgiøre Sagen. Hver Bonde kan strax ved Øiesynet skiønne, om et Læs Høe eller Korn i Straaet, eller andre deslige Vare, som ikke veies eller maales, bør ansees for et forsvarligt Bondelæs, eller ei. Det forstaar sig selv, jo nøiere en Ting kan blive bestemt, desbedre; Ligesom og at Tall, Maal og Vægt hertil er det visseste, naar det kuns uden Tab og Ophold kan lade sig giøre. Det er altsaa godt at Bei, Ager og Eng bliver opmaalt; Derpaa kan man i Forveien være betænkt. Det er og godt, at saadanne Vare, som sælges og handles efter Tall, Maal og Vægt, derefter til Læsser bestemmes, thi dette forvolder ikke heller nogen Ophold. Følgelig er det og godt, at her bestemmes, hvor mange Tønder Korn, hvor

21

21

mange Lispund Flæsk, Smør, m. m. skal udgiøre et Læs. Men hvorledes falder det ud, naar Høe korn i Straaet, Jord, Sand, Skuer, Saier, Leer, og hundrede andre Ting skulle veies. Tørv tælges og maales. Nu Tømmer, hvorledes skal man bære sig ad, at veie det. Paa Landet, hvor ingen Anstalt til saadanne Vægter er, var det umuligt, med mindre Bielken, Mølaxelen, Sparren skulde oversaves og veies i smaa Stykker; Men det forlanger Forfatteren dog vel ei. Ved en paakommende Tvist, siger Forfatteren, ligesom dette kunde være noget rart. Nei, mangesteds er her Tvist hver Dag, og ved hvert Skrit. Det er ikke nok, at et Læs Høe eller korn veies; Det er lige nært med de følgende; Og hvilken Ophold giver dette ikke, og det paa en Tid, der ingen Ophold taaler. De fleste gange falder det saaledes ud, at man ikke uden 4 á 5 Timer á Dagen kan indage deraf. Af denne korte Tid er ikke meget at spilde. Det er en Ulykke, at de Mænd, som sidde ved Roret, (vore ekonomiske Skribentere vil jeg ikke engang tale om) ikke kiende Bonden. Jeg veed meget

22

22 vel, at Folk af andre Stænder er ikke af bedre Malm; Vi ere alle Vredens Børn. Men, som de have havt bedre Opdragelse, saa have de og mere Forstand og mere Sædelighed. Lade sig og følgelig ikke saaledes eller saa lettelig lede af andre ilde sindede Menneskers Pusten, Hidsen og Sammensyen. Man seer jo, det er saa langt fra, at Skikane og Vrangvillighed ansees af Bonden for noget Ondt og for en Skam, at det tvertimod holdes for en Ære; Og, dersom han paa høire Steder faaer Medhold i sine Skikaner med sin Hosbond, er det en Triumf, der udsynges ved alle Vertskaber og Lejligheder, der opliver andre til ar følge det samme Fodspor.

7.) Det er et stort Beviis pas Forordningens Billighed og Upartiskhed, at der omtvistes, hvo der meest har vundet eller tabt derved, Proprietæren eller Bonden. Men hvo er det, som herom kan tviste og tvile; Ingen uden dem, der i Landvæsenet have ligesaa liden Indsigt, som Forfatteren; Thi, ellers er dette Tvilsmaal lettelig hævet.

23

23

Nemlig: Hvor Hartkornet er for høit ansatt i Forhold efter Eiendommen, har Proprietæren vundet. Men Bonden, hvor det Modsatte har Sted. Thi, da hoveriet, som oven mældt, forhen var lignet efter det sidste og ikke efter Hartkorn; Saa er det, at, ligesom Forholdet mellem Hartkorn og Eiendom viger fra hinanden; Ligeledes viger Forholdet mellem forrige og nu gjeldende Hoveri-Ligning.

8.) Det var nødvendigt snare at foretage den anordnede Hoveri Bestemmelse, for de nærværende Fæste-Bønders skyld, siden de ikke have havt Frihed at kunne beringe sit Hoveri. Man mærker her Forfatterens Kyndighed i vore Love. Kan da Forfatteren forevise os noget i vore Love, der kunde tvinge en Bonde til at antage et Housted i Fæste; Eller, kan han forevise no-get, der forbyder ham, forinden han fæster, ak betinge sig Hoverier, ligesom bedst kan foreenes; Nei ingenlunde. Deslige Betingelser have altid været enhver uformeeente, og tusinde gange have havt Sted, naar kuns begge Parter

24

24 derom have været enige. Proprietæren har altid havt ligesaaliden Magt, til herudi at foreskrive Bonden Love, som denne hin. Det er sandt, at Bondekarlen er bunden til Stauns, og ikke uden Tilladelse kan indfæste paa en anden Hosbonds Goeds; men da dette ikke gielder for Hoveriets, men for Landmilidsens skyld, saa vedkommer dette og slet ikke Hoveriet, der var til længe før dette Baand. Ikke heller følger heraf, at han jo, ved at indfæste paa sin Fødestaun, ikke har kunnet betinge sig Hoveriet, eller og ladet være at fæste et Housted.

Til Slutning kan jeg ikke efterlade at berøre den Trøst, som Forfatteren giver de Proprietærer, som ikke kunne komme ud med det anordnede Hoveri. Han siger: De faar i saa Fald, enten holde egen ploug og Vogn i Gang, eller lade endeel af Hovedmarkerne ligge til Græs, eller forpagte endeel af Avlingen til Bønderne, eller sætte Afbyggere paa endeel af Hovedmarken; Og ligesom undrer sig over, at saa faae Proprietærer have agtet dette, som dog er det som Forordningen

25

25 af 6 Maj 1769, dens 11te Art. siger. To mænd, dette kunne de meget gierne have agtet, og meget gierne, foruden Forfatterens Anviisning, selv have seet og fundet paa; Men da en Proprietær ikke kan bruge nogen af disse Maader, uden at tabe til visse 50 pro 100 og mere af sine aarlige Indkomster; Begriber De da ikke, at dette er saa meget sagt, som: Kan en Proprietær ikke see sin Udkomme, kan han tage en Strikke at hænge sig udi, eller klarere sine Skatter og Udgifter, som den Franske Kiøbmand sin Vexel, med en Pistol for Panden. Begriber De ikke, at en Proprietær har sine Udgifter til Skatter, Afgifter, Renter, Administration og Reparation, hvorudi ingen giver eller vil give ringeste Afslag. Veed De ikke, at tilvisse de halve Proprietærer have intet tiløvers; Og begriber De da ikke lettelig, at de ei kunne taale noget Skaar i Indtægterne, uden at gaae til agters, uden at miste deres Frihed, og uden at leve i en foragtelig og kummerlig Tilstand. Veed De ikke, at saadant Liv er mange haardere end Døden, Ergo; Saadan Uvished og Usikkerhed forvolder mere

26

26

ondt, end man skulde troe. Det giør, at mange indeholde, og alt nogen Tid have indeholdt med mange gode og nyttige Indretninger og Forbedringer; At Bemidlede trække Pengene af Jordegoeds, som ved Forordningen og dens Følger, virkelige og indbildte, have tabt saa meget af sin Værdie, hvorved de Proprietærer, som sidde i Gield for den største Deel af Goedset; saa meget ængstes. Har De slet intet hørt til alt dette? Har De ikke hørt, hvor mangen en Proprietær til Snapsting 1772 er opsagt Penge i Goedset? Nei, alt dette rører Dem ikke an De føle ikke, hvad der trykker andre. De har ved Deres Snak der, som viist er, og end videre kunde vises, ikke holder Stik saavel i disse Paamindelser, som i Betænkningen, hvorved De vilde forskaffe Bonden det, som ham ikke fattedes, nemlig Frihed og Eiendom, maaskee forhvervet sig Navn af Patriot, og muligen oven i Kiøbet løbet af med noget anseeligt; Hvad kommer Resten Dem ved? Har De skiænket, eller bestræber sig for, at noget skulde skiænkes til Bondestanden, da har det været af andres. Er det skeet i den Hensigt, at det Al-

27

27

mindeliges Gavn derved skulde befodres; Saa maatte jeg nok spørge, hvormeget har De skiænfer af Deres eget til det Almindelige ? Maaskee, De herudi forsaavidt er undskyldt, at det gaaer Dem, som de fleste af vore Ekonomister, der ere saa formuende, som Kirke-Rotter. Men skulde disses Røst, disses Voter overveie andres? Maatte man ikke snarere formode, at jo større Andeel en Borger havde i Landet, desmere maatte det være ham om Landets Vel at giøre. Saaledes tænkte Romerne ved deres Stats Anlægg, og Udfaldet viiste, at de tænkte ikke feil. Jeg siger, Deres Snak; thi blandt andet veed De vel, hvorpaa det meste af Deres Domme grunder sig. Paa Byerygter, Hieder, Hiader, Slidder Sladder. Men her maae haves andre Acter, inden der kan dømmes i en Sag. De maae ikke tage mig denne Erindring ilde op; De kan forresten gierne være en fornuftig og god Mand; Jeg kan saa meget mindre have noget paa Deres Karakter at sige, som De er mig ubekiendt, saavel af Navn som Person. Men, ligesom en vis Fransk Poet siger: On peut etre bonneté bomme et faire des

28

28

Mauvais Vers; Saa maa De være saa from og fornuftig, De vil; Landmand er De dog ikke. De maa derfor ikke undre sig over, det lader urimeligt og latterligt, De vil udgive Lektioner og Kommentarier i den Konst, som De er fremmet udi, og som De aldrig, som man tydelig nok seer, selv har lagt Haand paa.

Jylland, den 13 Octobr.

1771.

29

        

30

        

31

        

32

        

1

Hyæne-Jagten

Komedie i fem Handlinger,

oversat

efter

Marquis de saint Mirabelles:

Les gros mangent les petits.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Personerne.

Trekholt.

Igel, hans Forvalter.

Lucinde, hans Daatter.

Pauline, hendes Pige.

Adelskiold, Lucindes Brudgom. Rigmand, Lucindes Frier.

Hendrik, Rigmands Betient.

Raadvild, en Borger.

Søren, } Bønder.

Jesper, }

Nogle flere Bønder med Hustruer og Børn.

Førsten med sit Jagdfølge.

3

Første Handling.

Første Optrin.

Søren. Jesper.

Søren

Iset vil ikke ud af Jorden. Det seer langsomt ud med Vaarsæden, Jesper.

Jesper. Det kan være mig det samme. Jeg faaer dog lidet af Grøden, Søren. Søren. Hvorfor ikke?

Jesper. Nei! denne Egn har farlige Herskaber, og end farligere Forvaltere. I eders Egn er I lykkelige Folk. Her paa Godserne findes neppe et fornøyet Ansigt blant Bønderne. Der ere de, som ikke har leet af glade Hierter i ti Aar, og maafkee længer.

4

Søren. Hos os er vi temmelig fornøyede, saavidt Folk kan være det, der ey tør vige fra deres Fødestaun.

Jesper. Eders Fornøyelse er dog ikke til Bestandighed. I kan faae en anden Hosbond, en anden Forvalter.

Andet Optrin.

Søren. Jesper. Igel.

Igel. Fanden skal føre dig til dit Arbeid. Staaer du endnu her og dovner? Det Satans Pak forsømmer sig aldrig i Kroen, men naar det gielder om at arbeide - - - Hør Jesper, din Søn skal i Morgen tidlig være her paa Gaarden. Han maae indskrives til Soldat.

Søren. Aa, Hr. Forvalter! spar ham om det kan skee. Sandt at sige, han er forlovet med min Daatter.

Igel. Jeg har hørt noget om denne Forlovelse. Den skal ikke just være mig imod, dersom jeg kan blive eenig med Jer. Men endeel

i

5

5

vil afgiøres i Forvejen. Siger mig, hvad kan I give eders Daatter i Medgift?

Søren. Han og hun holder saa meget af hinanden, og de ere begge saa gode Arbeidere, at de nok tiener sig Føde og Klæder uden Medgift. Naar jeg er død, skal de være mine Arvinger.

Igel. Som jeg siger. I Morgen skal han indskrives.

Søren. Aa, Aa, gode Hr. Forvalter! Et got Ord finder et got Sted. Han vil dog ikke være Egteskabs-Dievel. Lad dem komme sammen. Eengang skal jeg dog døe, og da faaer I jo alt mit Efterladenskab ind paa eders Hosbonds Gods.

Igel. I Morgen tidlig Kl. 7. Jesper - -

Søren. Lad Naade gaae for Ret - - - Hielp dog, Hr. Forvalter! der kan paakomme eder noget; da I og kan have Hielp behov.

Igel. Ingen Snak. I Morgen Kl. 7.

Søren. (tager til Lommen.)

Igel. Nu, Søren. Jeg troer, I leder i eders Lomme efter noget Got. Lad see engang.

6

6

Søren. Ja, der kan I see. Jeg er ikke saa ringe agtet, endskiønt jeg er en Bondemand. Denne store Sølvdaler er mig foræret, fordi jeg er en duelig Agerdyrker. Nu troer jeg, der skal giøres Ære af alle duelige Mænd, hvad enten de er Smaa efter Store.

Igel. Glem ikke, Jesper, din Søn.

Dersom jeg skal hente ham i Morgen tidlig, da skal Krabadsken svie paa hans Skuldre. (Han vil gaae bort.)

Søren. Jeg vil skienke eder to fede Aarings-Svin, dersom - - -

Igel, (til Jesper,) Det bliver altsaa derved, Jesper.

(til Søren,) Et par gode Aarings-Sviin, siger I? dem blæser jeg af Aarings-Sviin kan aldrig være fede, de setter alt i Vexten.

Søren. Og en maver Stud.

Igel. Jesper! din Søn maae være skikkelig paaklædt. Jeg skal laane ham de høyhælede Skoe, at han kan synes noget større.

Søren. Naar jeg seder den mavre Stud med Spiremalt, saa vil den og Svinene nok

7

7

virke saa megen Barmhiertighed hos Jer, at min Stakkels Svigersøn bliver fri.

Igel. Hør, Søren! Vil I give mit Herskab 100 Daler; saa vil jeg for Studens og Svinenes skyld, giøre hvad jeg kan;

Søren. (afsides) Han giør intet for Menneskens skyld.

Ja, Monsør! I og eders Herskab skal blive fornøyet. Maa det nu beroe derved?

Tredie Optrin.

Søren. Igel. Trekholt.

Igel. Naadige Herre! Denne gode Mands Daatter har forlovet sig med Jespers Søn, der skulle være Soldat.

Trekholt. Ja, min Ven! kan I løse eders tilkommende Svigersøn fra Soldateriet med 100 Daler, og desuden fornøye min Forvalter.

Igel. Vi er alt enige om alting.

Søren. Men Herre, jeg er bange, at naar de har haft Bryllup, saa truer I min

8

8

Svigersøn paa nye med Indskrivning, og saa skulle jeg løse ham anden Gang.

Trekholt. Om saa stede, var der intet Ondt deri. Jeg har dem paa mine Godser, der har løset sig tre Gange. I veed selv, Tiderne ere onde og besværlige. Jeg skal indestaae for mine Bønders Skatter. Ofte taber jeg det halve og meer. Jeg nødes til, at tage Penge paa andre Maader, hvor jeg kan faae dem, for at slippe skadesløs.

Søren. Vi stakkels Bønder.

Trekholt. Ja, I Stakler! I har nok Aarsag at snakke med. Hvordan vilde det see ud for Bønderne, dersom de ingen Proprietairer havde ? Mange Tusinde af eder ville raadne i Fængslerne, fordi der ingen var som kunde antage sig dem til deres Gields Betaling.

Søren. Sandt nok, i visse Maader. Men Proprietairen kunde ikke heller undvære Bonden.

Trekholt. Proprietairer har Ejendom. Bonden har ingen, og faaer heller ingen. Hvo

9

9

som har Ejendom, ham feiler det aldrig paa Tienere til at giøre hans Arbeid.

Søren. Faa jeg Skam og Last om jeg troer det, Herre! Dersom ikke Tvang holdt os til vores Fødestaun: Dersom ikke Frygt for Soldateriet skaffede eder Opsiddere paa de fleste af eders Bøndergaarder; saa blev Trefierdeparten af hele Landets Fæstegaarder ubeboet: med mindre I holdt meer menneskelig huss med Bonden, end I nu giør.

Trekholt. Ja, man tvinger nogle, det er sandt; men til deres eget Beste. Just den Tvang er det, som hindrer Bonden fra at sulte ihiel.

Søren. Med Forlov, Herre! jeg bruger en Bonde-Lignelse: Naar mit graa Øeg ikke vil staae stille imedens den beslaaes; saa binder jeg en Klemme paa Øegets Næse. Saalænge Hesten er bremset, tænker han kuns derpaa, og lader giøre ved sig, hvad Smeden vil. Bonden er saaledes bremset fra Barndommen af, indtil han kommer i Graven. Han holdevarm med lovlig og ulovlig Tvang, saa at han

10

10

aldrig faaer Lejlighed, at bruge den Forstand, Gud har nedlagt hos ham, saavelfom hos andre Adams Børn. Men tag Bremsen af ham. Han maa gierne blive Soldat, naar Lodden falder paa ham, men ikke, naar Hosbonden eller Fogden har Lyst, at snyde ham om hans Penge. Lad ham være i saadan Frihed ved Gaards - Antagelse, som den Frihed er, hvori Herremanden staaer. Lad ham blive vis derpaa, at Herremanden, der ofte er den største Creditor i Bondens Stervboe, og følgelig Arvingernes største Modstander, ikke meer skal være Skifteforvalter efter en afdød Bonde. Saa troer jeg Bondestanden vil inden kort Tid komme til Forstand igien. Den skal snart lære, at betinge sig gode og sikkre Vilkaar ved GaardsAntagelse. Den skal nok vide, at erhverve sig noget. Proprietairens Hielp, for at undgaae Sulte - Død, behøver Bonden da striden og maaske aldrig.

Igel. Strax pag Dørren, din dristige

Slyngel

11

11

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel.

Trekholt. Den Slyngel er fuld, troer jeg. Igel, der seer I hvordan Bonden er. Vores Regiering giør ilde, at den lader sig merke med, at ville løsne Baandet. I faaer endnu at see almindeligt Oprør. Opsetsige har Bønderne hidindtil været: de vil blive det end meere.

Igel. Det regner dertil. Maaskee er Ulykken meget nær.

Trekholt. Mon der da ikke være nogen redelig Mand iblant de Store, der havde Dristighed nok, at forestille Førsten denne Fare? Jeg tænker endnu daglig paa min salig Fader. Hans Siel frydes i de evige Boliger med overvættes Salighed! Han fortaalte mig, een af vores Førster for mange Aar siden, fik Lyst at see, hvorledes Bønderne ville finde sig i Friheds-Stand. Det gik og den Gang rigtig nok for sig. Mands Villie, Mands Himmerig, pleier man at sige. Men hør

12

12

engang hvor tredskelig een af vores Store bar sig ad. Han lod henge et Skilderie op paa Slottet, paa hvilket en Bonde og en Hund var afmalet. Bonden stod i sin Lænke med en srek og opsedsig Mine. Hunden var lænket paa den anden Side og giøede af fuld Hals. Neden paa Stykket var anbragt med gyldne Bogstaver, disse Ord:

Var Bonden ikke bunden,

Da blev han verre end Hunden, Hvad skeede? Førsten sloeg i sig. Han indsaae sin Forseelse; men for Skams skyld ville han ikke rette den strax. Derimod har hans Eftermænd, som redelige Førster, bødet paa Skaden, saa at Bonden aldrig, ikke i to hundrede Aar, har været meere bunden, end nu omstunder. Lignelseviis talt, veier Lænken nu rive Pund, da den i min Opvext ikke vejede saa mange Lod. Det kalder jeg Patrioter, der tør vove sligt, for det almindelige Bestes skyld.

Igel. Ære være de gode Mænd, der den Gang hialp, og afvergede den største Ulykke, som kan optænkes.

13

13 Trekholt. Ja, men troe mig, de har havt deres Arbeid dermed. Tænk En myndig Første, der kuns tør sige: Jeg vil, saa skeer det. Hvad var her at giøre? Herremændene maatte ved Ven, og Vens Ven snige sig ind i Raadet, stille sig an, ligesom om de bifaldt Første i Alt, og saa lumsk underminere Den Gang gik det an Igel i Jeg haaber, vi endnu finder Leilighed, at møde det Onde paa Halvveien, for at kaste det i Afgrunden.

Femte Optrin.

Trekholt. Igel. Hendrik. Christen.

Christen. Hr. Rigmand er kommen. Hans Tiener er der, for ar anmelde Ham.

Hendrik. Min Herre vil giøre sin Opvartning, om der er belejligt. Han er allerede inde paa Salen.

Trekholt. Han er mig heel velkommen. Igel! Om et par Timers Tid vil jeg have de Bønder samlede her paa Stedet, som

14

14 har at tale med mig, angaaende Skiftet og Indfestningerne.

Igel. Got, naadige Herre! Jeg skal holde Protokollerne og Dokumenterne i Beredskab.

Siette Optrin.

Igel. Hendrik.

Igel. Nu min gode gamle Dusbroder! Din herre vil tage vores Frøken fra os.

Hendrik. Ja det er bekiendt nok, at han vil. Husets Folk maae best vide, om hun vil?

Igel. Hun? Det vil hendes Fader snart lære hende. Han lader sandelig ingen Frier, der ejer Millioner gaae fra Huset med en Kurv. Men siig mig ærlig og oprigtig, hvorfra kommer din Herres store Midler? For tive Aar stden havde han intet.

Hendrik. Er du tro og taus Igel! Saa vil jeg nok betroe dig endeel af vores Hemmeligheder.

15

15 Igel. Tie kan jeg, derom skal du ikke tvivle. Men der siges, at uagtet Hr. Rigmands Mildhed mod Alle, og uagtet den Kierlighed, han har vidst at erhverve sig overalt; saa skal han dog være af det flags Folk, der ingen Samvittighed giør sig af at stiele Oxen, naar ikkuns de Fattige bliver vederqvægede med Kallunet.

Hendrik. Saasnart Oxen hører det Almindelige til, og ikke nogen privat Mand i sær; jaa er det hverken Synd eller Skam, at stiele den.

Igel. Ikke det?

-Hendrik. Ney! Ikke efter vores Sædelære. Jo almindeligere Gods, jo sikkrere Prise for os Fribyttere.

Igel. Er I Fribyttere?

Hendrik. I Haab om din Tanshed, svarer jeg, Ja, vi er det. Vi fører Kaperkrig med hele Landet, hvor vi kommer hen. Dette bringer os Velsignelse i Huset, og Taarerne staaer min Herre i Øynene af Taknemmelighed hver Morgen, naar han giør sin Bøn, for den

16

16

Rigdoms Kilde, Forsynet af idel Maade, fo han meget beskedentlig siger, gandske ufortient aabner for ham.

Igel. Men er det mueligt, at den iblant høye og Lave saa meget yndede og ærede Hr. Rigmand, skulle være en Skielm?

Hendrik. Hor min Herres Historie, og døm. Fra en fattig Skriver-Dreng blev han Forvalter over nogle Landgods og med Tiden tillige Dommer i hele Egnen, tillige Skriver i Retten, tillige Fuldmægtig paa Amtet, tillige øvrighed i nærmeste Kiøbstæd, tillige Overformynder, tillige

Igel. Holdt dog op med din tillige Hendrik. Tillige Egnens Orakel, tillige Egnens Bussemand, dog alt med Mildhed og Venlighed. Hele Byer arbeidede for ham, deels af Villighed, deels af Frygt. Ullykkeligviss opkom der efter nogle Aars Forløb en Jl Ild Ildebrand. Meget gik op i Røg og Damp, og min Herre fik neppe Tid, at redde sin Person med omtrent et hundredtusind Daler i Kontanter, der herte ham selv til.

17

17 Igel. Der hørte ham selv til? Saa store Midler i nogle faa Aar!

Hendrik. Hans Genie, som han kalder det, hialp ham. Herskaberne og Øvrighederne syntes just ikke synderlig Got om den Ildebrand. Men han gav dem en god Dag. Hvad ville de giøre ham? Formodninger kan ikke letteligen fælde en anseelig Mand.

Igel. Nu videre.

Hendrik. Herfra gik han til en fremmed Første, og antog den Grundsætning, for han endnu holder over, aldrig at ville fornærme nogen privat Mand. Første behøvede Penge. Min Herre forestrakte ham en stor Sum, blev derimod Overmyntforvalter, og endskiønt han lod slaae nogle Millioner Dalere noget for let, i Henseende til deres indvortes Værdie, saa falder det dog strax i Øynene, at min Herre ey tog denne Fordeel paa nogen enkelt Person i

sær, men paa det Almindelige. Mange kan hielpe een.

Igel. Det Almindelige

18

Hendrik. Ja! Heri skal ikke være nogen. Ont. Omsider saae min Herre sig tvungen, at

giøre et slags Opbud, fordi nogle Skibsladninger med Gods, sagdes at være forulykket. Da var det han kom tilbage i sit Fædreneland, vel belæsset, som Bierne, naar de kommer fra den blomstrende Mark. Du begriber nok, Igel, at Penge udvirker meer end Fortieneste. Adelstanden var da det mindste, min Herre erhvervede sig ved sine Penge. Alles Bifald, alles Venskab, de Stores Fortrolighed, dette holder jeg for betydeligt. For alle disse gode Ting har

min Herre sine Midler at takke for.

Igel. Forlad mig, dersom han ikke tillige havde været mild og venlig, saa skulle han, uagtet al sin Rigdom, neppe have vundet alles Hjerter.

Hendrik. Det er fandt. Hver Man

troer sig hidindtil overtydet, at min Herre er en ærlig Mand, en stor Patriot. Men jeg frygter dog for Bagsmek.

19

19 Anden Handling. Første Optrin.

Adelskiold. Lucinde. Pauline.

Adelskiold.

Er det mig endnu tilladt, al haabe? Frøken!

Lucinde Mit Løfte bryder jeg ikke: Lad være Omstændighederne paa en kort Tid hindrer mig, at fuldbyrde det.

Adelskiold. Men hvo vil hielpe os, at overvinde Vanskelighedern? En myndig Fader. En rig Frier.

Pauline. Naar De, som et Mandfolk lader Modet falde, hvad skal da vi sige?

Lucinde. Min Faders Løfte til Dem, Hr. Adelskiold, er ulige ældre, end hans Løfte til Rigmand.

Adelskiold. Forlad, yndige Frøken, min Frygt, den er en Virkning af min inderlige Kierlighed.

Lucinde. De har mit Hierte. Jeg indestaaer Dem for dets Bestandighed. Vores

20

20

Forlovelse er høytidelig holdet, med alle Vedkommendes Minde, den skal følgelig ikke kunde omstødes, uagtet Hr. Rigmand har alle Folk til sin Tieneste. Men jeg hører min Fader tale uden for. Gaae De lidt tilside i nærmeste Kammer.

Andet Optrin.

Lucinde. Pauline. Trekholt. Rigmand.

Rigmand. Endnu saa taus, min Deiligste.

Lucinde. Beskedenhed, min Herre, holdt mig lidt tilbage ved vores seneste Samtale. Men De veed ventelig, at jeg er offentlig forlovet med Hr. Adelskiold, og at jeg følgelig intet har at svare Dem.

Trekholt. Jeg gider ikke hørt den Snak. Hermed ophæver jeg den Forlovelse i kraftigste Form, ved min Faderlige Myndighed. Adelskiold kan see sig om en anden.

21

21 Rigmand. De er en bedre Lykke værd, end den, Adelskiold kan sette Dem i. Min dejligste Frøken! Jeg praler ikke; Men det jeg tilbyder Dem, kan maaskee ikke en Mand i hele Landet tilbyde. Nest et kierligt Hierte, bliver de Eyer af meget Gods: De kommer i en merket høy Rang: De ere ved mig visse paa næsten Alles Yndest. Efter min Død skal De have en halv Tønde Guld, aarlig Indkomst.

Trekholt. Nu Adelskiold - - Set nu ham og hans i Ligning med alle disse fordeelagtige Vilkaar.

Tredie Optrin.

De forrige. Adelskiold.

Adelskiold. Men, dette gaaer for vidt. Jeg har hørt Forslagene. Jeg modsiger dem, og Lovene understytter min Modsigelse.

Trekholt. Hvad, Lovene? At true en Herremand med Lovene! Det finder jeg latterligt. Vi er over alle Love. Det beviser vores vilkaarlige Omgang med vores Bønder, som ingen

22

22

Lovgiver hidindtil har turdet forhindre. Troe mig, Adelskiold, vores Villie er en Lov, saasom vi altid har Venner ved Stats-Roret, der kan understytte den. Vi vinder Processer, vi tilvinder os Eyendomme og Rettigheder, som aldrig før har turdet paastaaes som billige. Jeg raader eder, Adelskiold, giver eder ikke i Trætte med mig og mine Lige. I taber altid, endog i dette Tilfælde, hvor I mener at have Lovens Medhold. Den Lov, som har bifaldet et vist slags Ceremonie, som man kalder Forlovelse, den samme Lov befaler i strengeste Tone, at en Daatter skal være sin Fader lydig. Jeg vil oplyse eder det med Exempel: Alle mine Bønders Fæstebreve forbinder dem til Arbeyd, til Hovning efter Skik og Brug. Her synes nu Fæstebrevet at blive en Lov for begge Parter. Men Slutningen af Fæstebrevet indeholder det store Bud: Bonden skal være sin Hosbond hørig og lydig. I Kraft af denne Artikel kan jeg drive Bondens Lydighed, saa vidt jeg lyster. Han maa arbeide saa meget jeg befaler: Gifte sig, ophæve Forlovelse efter min

23

23 Befaling: taxere forfaldne Gaarder, Skovhugst og andet, efter min Befaling: Indrette sit Vidnesbyrd efter min Befaling, med meere. See, Adelskiold, det kan en Proprietair giøre upaaanket, hvad ingen i hele Landet tør vove. Har I endnu Lyst at binde an med disse mægtige Mænd? Hvad, om jeg beviser, jeg var beskienket den Dag, eders Forlovelse stod med min Daatter? Hvad, om jeg beviser, at det Ja, jeg syntes at give til eders Forlovelse, ikke har været andet, end et Svar til min Ven, der spurgte mig om en Sag, der aldeles ey vedkommer Forlovelsen? Hvad, om jeg i Retten faaer Begreber om den faderlige Myndighed, saa ophøyet og understyttet, at alle andre Lovens Artikler maa giøres bøyelige, for at beqvemmes efter min Hensigt?

Lucinde. Kommer da min Villie i ingen Betragtning?

Adelskiold. Jeg, Frøken! Jeg skal finde Udveye, at befrie Dem fra den faderlige Tvang.

24

24 Trekholt. Jeg, som Fader, befaler - Adelskiold Jeg, som Brudgom - Rigmand. Sagte - - Sagte - - mine Venner. Alting i Mindelighed. Tiden vil befordre mine Ønskers Fuldbyrdelse. Frøkenen betænker sig, naar hun lærer at kiende mig nærmere. Hr. Adelskiold er alt for artig og eftergivende, end at han ville modsette sig vores og de største Mænds Hensigt. Jeg har, som bekiendt. Venner i alle Stænder; Venner i Kabinettet; Venner ved Hoffet; Venner i Raadet; Venner i Retten. Disse skal snart giøre - - -

Adelskiold. De skal giøre Ret til Uret - - Er det ikke Meeningen?

Rigmand. Hr. Adelffiold! Hvad er Ret? Hvad er Uret? De veed jo uden min Erindring, at Lovenes meeste Indhold er menneskelige Paafund. Et Menneske vil indskrenke mange Tusinde. Magten skal håndhæve disse Love; men om jeg eller en anden ærlig Mand har funden Middel, at undgaae Magten, at faae min, og ikke Lovgiverens Villie

25

25

frem: hvo vil fortænke mig? Ære være de gode Mænd, der har opfunden den Konst, at giøre vores Love bøyelige. Ved dette Middel bliver den mindre formuende, den mindre beskyttede Mand, altid den, der taber. Han har ikke havt andet end en indbildt Ret.

Adelskiold. Min Herre! Med ald Deres Rigdom holder jeg Dem for Fædrenelandets Fiende, for en ond Borger. Loven er aldrig bøyelig i den Forstand, De tager det. Dens Oprindelse er ædlere end de, min Herre foregiver. Menneskene har ikkuns - -

Rigmand. Hr. Adelskiold. Jeg titstaaer Dem, min Kærlighed til Frøkenen er grændseløs, og den der ville foreskrive mig Grændser, den kunde jeg let fristes, at hade. Deres gode Skiebne bevare Dem fra mine Forfølgelser.

Trekholt. For Afstaaelsen skienker jeg eder, de 5 øde Bøndergaarder i Vesterby, og dermed er I betalt.

Adelskiold. Øde Gaarder geraader deres Ejere til største Vanære. Jeg vil ikke have dem.

26

26 Fjerde Optrin. Trekholt. Rigmand. Trekholt. Jeg vil giøre Sagen kort og got. Lucinde skal jeg sette paa Vand og Brød inden fire Vegge. Adelskiold skal aldrig meer komme i Huset. Jeg vil tvinge Hende til, at sige Ja. Men kiere Svigerson! derimod skaffer I mig mine Allodial-Godser fri for Guld, efter eders Løfte.

Rigmand. Det er, siger De en Sag af 60,000 Rixdaler - - Ja jeg vil gaae ind, og forskrive mig dertil. Men deres Daatter maa De give mig til Ægte endnu denne Aften, det maa skee med eller mod hendes Villie.

Trekholt. En liden Tvang kan min

Daatter gierne taale, for min Skyld. At spare den natlige Rente af 60,000 Rdlr. er noget betydeligt.

27

27

Femte Optrin.

Trekholt. Igel.

Igel. Nu, Herre, nu samles Venderne, hvis Sager i Dag skulle afgøres. Jeg haaber, alting kan komme i Rigtighed inden Aften. Nogle af Bønderne ere haarde Halse: De sladrer om Lands Lov og Ret: Men jeg leer deraf - -

Trekholt. Hvad? - - Lov og Ret! Hvilken Dumdristighed? Har da Bonden anden Lov og Ret end Herskabets Villie?

Igel. Rigtig nok. Det har jeg og betyder dem.

Trekholt. Hvorfor satte I ikke strax et par af dem ned i Tyvehullet? kort Proces med saadant Pak.

Igel. Sandt at sige, Herre: I Dag torde jeg ikke gaae dem saa nær; Thi jeg har allerede spillet dem et Fandens Puds i Dag. Lad hver Dag have sin egen Plage. Trekholt. Hvad var da det?

28

28

Igel. Troe mig Herre! Jeg Hans Blodigel, jeg har Forstand i Panden; jeg seer dybt ind i Tingen. Om Forladelse, jeg roser mig selv. Havde jeg ikke spillet min Rulle saa hastig og saa net, da kunde maaskee Herren være bleven indviklet i stor Fortred.

Trekholt. Hvordan da?

Igel. Den Jord, Herren tog fra alle Bønder i Bissested, husker han den?

Trekholt. Det var, troer jeg, for syv Aar siden.

Igel. Men Bønderne har intet Vederlag faaet.

Trekholt. Hvad da?

Igel. Bønderne har stedse betalt Skat og ydet Landgilde af denne dem fratagne Jord.

Trekholt. Hvad da?

Igel. En Vinkelskriver har skreven en Klage for Bønderne desangaaende til Regieringen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

29

29

Igel. I Bøndernes Bøger er der qvitteret for ligesaa stor Afgift i disse sidste syv Aar, som forhen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

Igel. En ærlig Ven, lod mig det underhaanden vide, at Regieringen ville undersøge Sagen.

Trekholt. Hvad? Vil Regieringen giøre mig mine Bønder opsedsige?

Igel. Jeg faldt i Skrek, baade paa Herrens og mine Vegne. Strax skikkede jeg et ridende Bud til Bønderne, og lod hente deres Qvitterings-Bøger. Trekholt. Hvortil behøvede denne Forsigtighed.

Igel. Jo, den behøvedes høyligen. Jeg gik endnu videre. Jeg brændte alle Qvitterings-Bøgerne op. Lad nu Regieringen undersøge, saalænge den lyster. Ru kommer den for silde.

30

30 Trekholt. Endnu begriber jeg ikke, hvad I vil sige. Kan jeg ikke giøre med mit Gods, med mine Tienere, hvad jeg vil?

Igel. Ney, desværre.

Trekholt. Hvilken Snak! Lad os gaae i Kabinettet, for at eftertænke denne Sag noget nyere.

31

31 Tredie Handling. Første Optrin.

Rigmand. Raadvild.

Raadvild. Jeg seer ikke, hvad naadig Herre kan giøre videre i den Sag. Frøken Lucinde er oprigtig, ædelmodig, uforanderlig i sine Forsætter. Med god Villie forlader hun aldrig sin Adelskiold. Og hvad vil Herren med en Dame, der tvinges til ham ved Ægteskab? I Tiden vil det fortryde dem.

Rigmand. Det er mig imidlertid meget magtpaaliggende, at Partiet gaae for sig. Min Tilstand udkræver det. Er I endnu saa taus og tilforladelig, som I var det i forrige Tider?

Raadvild. Jeg stræber at leve og døe en ærlig Mand.

Rigmand. I har for mange Aar siden vunden min Fortrolighed. Jeg veed, I misbruger den ikke. I saadan Tillid, og da jeg nødvendig behøver eders Hielp, er det,

32

32 jeg vil aabenbare eder, at jeg har mine Efterstræbere, der gierne ville skille mig ved alt hvad jeg eyer. Det er paa det yderste, og intet kan sette mig i Sikkerhed for disse ubillige og ufortiente Forfølgelser, uden Hr. Trekholtes Daatter, der er beslegtet med de største Familier i Landet.

Raadvild. Men da Herren ventelig er uskyldig, faa kan han jo lade det komme an derpaa. Dyden staaer altid sin Prøve.

Rigmand. Førend jeg forklarer eder mine Hemmeligheder, maa jeg indleede eder i en dyb, men forstandig Tænkemaade, den I, af Mangel paa Opdragelse, og fordi I betragter alting af en eneste Synspunkt, ikke vel kan besidde. Eders Gemyts - Karakteer kommer mig sælsom for. I affekterer den ærlige Mand. Denne Karakter er vel i sig selv elskværdig. Men al Affektation synes latterlig, ja den er det virkelig. Denne Karakteer maa renses, luttres og med Skiønsomhed ophøyes. Siig mig dog, hvor tænker I omsider hen?

33

33

Raadvild. Fattigdom er min Deel, men Ærlighed er og min Deel, og denne haaber jeg, skal - - -

Rigmand. Ærlighed er just det, jeg søger at indprente mine Medborgere. Langt fra, at ville hindre den, opmuntrer jeg de Trængende ved Foræringer, ved Laan, ligesom enhvers Omstændigheder tilsiger mig, til Bestandighed i denne Dyd. Beviis nok, at en ærlig Mand altid er mig en kierkommen og inderlig elsket Giest. Men hvad har i vundet ved eders Ærlighed? I er endda en fattig Mand, uagtet de store Foræringer I Tid efter anden har erholdet fra min Haand.

Raadvild. Egentlig kan jeg ikke siges fattig, da jeg eyer Huus og Redskaber til min Konstes Fortsettelse. Men jeg har intet tilovers. Ikke en Daler om Aaret.

Rigmand. Der har vi det. I er ikke saa meget en ærlig Mand, fordi I finder Behag i Dyden, end fordi Geniet feiler eder. Troe aldrig, at Staten legger Mærke til eders

34

34 ørkesløse Ærlighed, der virkelig er meer til Byrde end til Gavn for Staten. Den, hvis Genie ikke frembyder ham Leilighed til at samle Midler, den, siger jeg, fortiener at leve og døe i Foragt og Armod. Skal vi da ikke giøre Got med vores Patriotismus, og hvorledes kan vi giøre Got, uden at eye noget anseeligt over det Nødtørftige?

Raadvild. Jeg ønsker mine Vilkaar forbedrede: Men jeg skielver ved Uretfærdighed.

Rigmand. Gandske rigtig tænkt. Uretfærdighed er en afskyelig Last. Men kan I da ikke hitte paa noget uden just at fornærme eders Medborger?

Raadvild. Maaskee i Tiden.

Rigmand. I er i Vane med, at ansee Tingene paa ufordeelagtigste Side. At stiele, at berøve sin Næste, er syndigt, og ledsaget med offentlig Vanære. I denne Feyl falder ingen andre, end dumme Folk. Men der gives Tilfælde, hvor et og andet synes fornærmeligt, og er det dog ikke. Vi ere

35

35

os selv nærmest. Vi ere os selv alle billige Fordeele skyldig. Dette tilsiger Naturen, der har indplantet os Egenkierlighed. For at fyldestgiøre Egenkierligheds-Pligter, bør vi nu ikke betage vores Næste, hvad ham tilhører, men - - med det Almindelige - - der er det en anden Sag - - der kan vi uden Betænkning indhente vor Skade. Det Almindelige, siger jeg, det har giort mig en Slags Forestrekning, paa det jeg kunde udøve mit patriotiske Sindelav. Forsynet har, saa at sige, indledet mig i visse fordeelagtige Situationer, efterdi det saae forud, jeg ville blive en lædskende Kilde for mine Medborgere - - hvor høyligen ærer jeg dog dette Forsyn! hvor inderlig hengiven - - !

Raadvild. Det Almindelige, min Herre! synes mig, burdte være lige saa sikkert, som en privat Mands Eyendom.

Rigmand. Rigtig, dersom vi levede i de eenfoldige Patriarkers Tider, men paa vores Tid er det ilde passende. Lær dog eengang,

36

36

at formilde eders Sædelære. Den strænge passer sig kuns for Hypokondrister. Just det, der skal udmerke os fra disse, bestaaer i en fiin og ædel Følelse af det virkelig Gode. Hvorledes vil vi udøve Velgierninger imod vor trængende Næste, naar vi selv ikke kiender, og maaskee aldrig i nogen kiendelig Overflødighed har smagt det Gode?

Raadvild. Jeg meener, privat Mandens Velfærdt er paa det nøyeste forbunden med den almindelige Velfærdt.

Rigmand. Det er den kuns i visse enkelte Tilfælde. I maa forestille eder det Almindelige, som en umaadelig stor Skat, der er samlet paa et Sted, og hvortil alle har bidraget noget. Kommer nu Ildsvaade paa dette Sted, da er det jo naturligt, at enhver vil hielpe og bierge. Jeg faaer ikke just det selvsamme igien, som jeg har bidraget til Skatten: Men af Begierlighed til at redde, af Menneskekierlighed, for dermed at kunde hielpe min trængende Næste, bierger og tager jeg til mig, alt hvad der kommer mig for

37

37

Haanden. Under adskillige Paasknd bortlokker jeg Folket fra Branden, bierger og fører i Sikkerhed. Det biergede bruger jeg for en stor Deel til mine Medborgeres Husvalelse. Ville nu disse ved mig vederqvægede Folk paastaae, at jeg deri skulle have giort ilde? Jeg troer ikke.

Raadvild. Lignelsen synes en, at passe til den Sag.

Rigmand. Den passer heel vel. Det almindelige er, som en Meelsæk. Ligefrem tør ingen, uden Ejermanden, aabne den, og tage deraf. Men enhver har Forlov, at banke paa den, og ved dette Middel erhverver han sig lidt Meel. Maa nu Ejeren miste det, hvo vil da fortænke mig, om jeg stræber, at fordrive alle andre, for at drage Fordeelen alleene. Er jeg en Menneskeven, saa beholder jeg ikke alt, men deeler med den Trængende. Beroede derimod det Almindelige Godses Uddeeling paa en uædel Siels Gotfindende, saa fik den Trængende ikke noget deraf. Jeg har ofte i et Aar borrskienket

38

38 3 til 4000 Rdlr. hvoraf skulle jeg give, om jeg ikke havde samlet i Forvejen? hvo skulle have husvalet disse Fattige? Holder dette altsammen hos eder selv, thi dumme Folk, naar de fik disse mine Begreb at høre, kunde snart udlede Ondt deraf. Maaskee I selv begriber endnu ikke tilfulde, at de Beviser jeg anbringer til min Opførsels Retfærdiggiørelse, har megen Styrke, ere praktisk rigtige, bifaldes og udøves af en stor Mængde Embedsmænd og andre i den hele Christenhed: At Potentaterne ved saadant - - - Jeg vil straxen hente eder et kosteligt Skrift, hvori disse mine Setninger ere antagne til Grunden af den udøvede Menneskekierlighed.

Andet Optrin.

Raadvild.

Hvilken forunderlig Mand! Dog saa forargelig denne hans Lære end er, maa jeg dog tilstaae, det gaaer saadan til med det Almindeliges Forvaltning næsten i hele Ver-

39

39

den. Fra en enkelt Person stieler man ikke just ligefrem. Men ved tusinde Snedigheder, og fra Fader paa Søn i mange Leed fortplantede Embedskneb, er endeel offentlige Betieninger bleven et Skiul for Bedragere. Naar visse Formaliteter iagttages; Saa er Embedsmanden sat i Sikkerhed. For ham er Galgen ikke bygt. Hr. Rigmand, troer jeg, har Lyst, at bringe Bedrage-Konsten i Regler. Fra hans Haand tør maaskee ventes et System.

Tredie Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik.

Hendrik. Herren kan forlade sig til, at jeg har udspioneret alting. Her hielper intet. Regieringen har foresat sig, at undersøge vores Sag. Ræven skal ud af Hulen. Man er os paa Hælene, og jeg frygter - -

Rigmand. Hvorfor? Hvo kan overbevise mig noget? Vold og Uret kan over-

40

40

Gaae hver ærlig Mand; men jeg trodser dem, Der vil gaae formelig tilverks imod mig. Hendrik. Maate jeg da ikke faae forov, at reise paa nogle Uger ud i Landet til mine Slægtninger?

Rigmand. Hvorfor frygter da du? Hendrik. Herre! her hielper intet Man er kommen efter vores gamle Historier, efter de Kneb, Herren i forrige Tider har brugt, efter de Fornærmelser, hvorover hele Egnen klagede, og aldrig beholdt Net. Vi er om en Hals, naar det kommer til Undersøgning. Bestyrk eders Parti ved et fornemme Svogerskab. Trekholts Daatter eller Galgen. I har kuns at vælge et af disse to. Slaaer Frøken Lucinde eder feil, saa bliver den anden eders Brud.

Rigmand- (skielvende) Ak, forbandet være Gierrighed Ak den Ildebrand den Ildebrand Raadvild ak min Ven, forlad mig ikke.

Hendrik. Ikke Ildebranden allene. Men vi skal tvinges til, at hiemle vores Rigdom.

41

41 Rigmand. Nu Raadvild! Nu gielder det. Jeg veed, I staaer i stor Kredit hos Frøkenen. Giør hende Adelskiold gandske forhadt. Tager Skylden paa eder, angaaende en vis Ildsvaade, hvorom Hendrik skal underrette eder nærmere. Tag Flugten for at undgaae Faren, derimod skienker jeg eder 22,000 Rixdaler.

Fjerde Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik. Trekholt.

Trekholt. Nu Hr. Svigersøn. Nu har jeg bragt hende til Raison. Nu siger hun Ja tusind Gange Ja Men jeg maatte bruge Tvang. Hun sidder i Fængsel, og der holder vi Bryllup i Aften.

Rigmand. Denne Time, om mueligt. Jeg ønsker intet heller.

Trekholt. Jeg seer, Hr. Svigersøn, at de 60,000 Rdlr. som han giver mig til mine Allodialgodsers Indfrielse, skal oppebæres i

42

42 Holland. Den Vei er vel lang. Hvo vil gotgiøre mig den Bekostning?

Rigmand. Det vil jeg. Men lad os nu gaae ind, for at underholde Frøkenen i sit gode Farsæt. Raadvild, tænk paa mig.

Femte Optrin.

Raadvild. Hendrik.

Raadvild. Hvad Begreb giør den Herre sig om min Person? Skal jeg vanære mig og mine Børn?

Hendrik. Min Herre har havt eder i Sigte, dog ikke uden tiltænkt Belønning. Det staaer til eder ar blive en rig Mand uden at vove eder. Tilstæd allene, at Skylden tør falde paa eder. I kan undflye, og paa et fremmet Sted, leve som en Kapitalist uden Bekymring.

Raadvild. Hvorfra kommer det Indfald?

Hendrik. I, Hr. Raadvild, var en af vores Naboer, da Ildsvaaden, den bekiendte store

43

43 Ildsvaade paakom. Denne Omstændighed, hvori min Herre maaskee har været lidet skyld, er bleven oplyst ved et døende Menneske, der troede, ey at kunde opgive Aanden med Sikkerhed, uden at stifte Ulykker for andre. Lader I nu Skylden falde paa eder imod billig Betaling, og giør I eder mistænkt ved en hastig Flugt; saa vinder min Herre Tid til sine øvrige Handlingers Besmykkelse. Hans Ordsprog er: Tiden vunden, alting vunden.

Raadvild. Min Ære er ikke til Fals. Hendrik. Det havde hverken min Herre eller jeg ventet. Man har betroet eder nogle Hemmeligheder. Lad see, I er taus.

Raadvild. Det vil jeg være, saavidt min Samvittighed tilstæder. Denne allene kan befale mig at tale og at tie. Jeg er aldrig min Næstes Angiver, men naar jeg spørges af øvrigheden, da

Hendrik. Da husk, at min Herre har giort vel imod eder har foræret eder mange hundrede Daler.

44

44

Fierde Handling.

Første Optrin.

Trekholt. Igel ved et Skriverbord. To Bønder med tre Børn.

Igel.

Hvad? Understaaer du dig at tale om Arv? Betal din Faders Gield.

Trekholt. Er Synet over Gaardens Brøstfældighed, lovlig tagen?

Igel. Ja, Herre!

Trekholt. Læs det op, tydelig og lydelig, saa at Skifteretten, og alle Vedkommende kan høre det.

Igel, (læser) Efter vor naadige Herskabs Hr. de Trekholtes høye Befaling, var vi underskrevne fire Bønder samlede, i den afdøde Festebonde Espen Kirkemands Gaard, for at syne og taxere Bygningernes Brøstfæl-dighed, og Manglerne i Inventarium. Forvalteren Monsør Hans Blodigel forfattede en

45

45

Optegnelse paa alt dette, som herved føyes, og laxerer vi hermed Brøstfældigheden og Manglerne, for den Summa 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk.; hvilket saaledes af os vedgaaes, som rigtigt og paalideligt.

Trekholt. Kan I nu selv hore? Igel, læs Skifteforretningen, saa meget deraf Arvingerne kan vedkomme.

Igel. Gaardens Brøstfældighed og Manglerne i Inventarium er da bevisligen 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk. Skatter resterer

11 Rdlr. 4 Mk. Andre Afgifter til Hosbonden 10 Rdlr. 5 Skill, tilsammen, bliver da Boets Gield 393 Rdlr. 12 1/2 9/5 Sk. Derimod fandtes i rede Penge 361 Rdlr. efter at Begravelses Omkostningerne vare fradragne. Boets Løsere ere udbragde til den Summa 20 Rdlr.

2 Sk. tilsammen Boets Formue 381 Rdlr. 2 Skill, følgelig beholder Hosbonden tilgode 11 Rdlr. 10 19/25 Ek. Skifte-Salarium skulle desforuden betales med 3 Rdlr.

Den første Bonde. Med Forlov, Herre! Jeg taler et Ord med, endskiønt jeger fra et fremmed Gods.

46

46 Trekholt. Hvad kan I have at sige? min Ven!

Den første Bonde. Jeg er disse Børns Farbroder, og jeg antager mig deres Vergemaal lidt, saa got jeg kan. Jeg tænker, Gaardens Brøstfældighed er ikke at regne for 10 Rdlr., naar man havde raget andre Synemænd dertil, end eders forgielde og forskrækkede Bønder. Det er dog Synd, at de mange rede Penge, min afdøde Broder har samlet med Sved og Arbeid, skal gaae fra hans Børn.

Trekholt. Hvad vil den Mand. Hvor kan Farbroderen paastaae, at ville være Verge for de umyndige Børn? Der staaer jo deres ældre Broder, som har sin myndige Alder. Han er Børnenes Værge, ikke I, min Ven.

Den første B. Den Stakkel tør ey tale af Frygt. Han nødes til, at sige Ja, til alt hvad I skriver. Men jeg er fremmed for eder, og jeg skal spille med, saa got jeg kan, om det end skulle koste mig alle de hele Kroner, jeg har liggende paa min Kistebond.

47

47 Trekholt. Hvad siger du til denne din Farbroders Sladder, Peer?

Den anden B. Ligesom mit naadige herskab befaler. Men ellers synes mig, at min Farbroder har Ret i noget

Trekholt. Krabat, tør du mukke!

Den anden B. (stammende) Men Ney Aa Men

Trekholt. I Morgen tidlig, Igel, skal denne Slyngal, indskrives til Soldat.

Jeg skal lære dig

Den anden B. Aa, naadige Herskab Forlad min Uforstand.

Den første B. Herre! tro mig, jeg skal forsvare mine Broderbørns Sag. I er

den uretfærdigste Mand.

Trekholt. Paa Dørren med den Karl. Jeg vil lære eder, at bruge Respekt for mig, og for Skifte-Retten.

48

48

Trekholt. Igel. Den anden Bonde.

Trekholt. Skriv i Protokollen, Igel, saaledes som jeg nu vil sige. Vel mødte Børnenes Farbroder, velagte Bondemand Lars Larsen fra Elmegrunds Bye for denne Skifteret, formenende, Brøstfældigheden paa hans afdøde Broders Gaard at være lidet for høyt taxeret, og at en føie Moderation af Herskabets Maade og Omsorg for de fattige Børn turde ventes, og ydmygst udbedes: Men den afdødes ældste Søn, der er sine mindreaarige Sødskende fødte Verge efter Loven, og som kiendte Gaardens Brøstfældighed meget Nøye, samtykkede i et og alt Synsforretningen af Gaards Dato, som rigtig og sandfærdig Giør du ikke Peer?

Den anden B. Aa, naadig Herre! Lad min Farbroder komme herind igien, og være Verge i mit Sted. Jeg har ikke Forstand paa saadant.

49

49

Trekholt. Hvad, Min Søn, vil du endelig være Soldat?

Den anden B. Aa. Aa. ja (skielvende)

Ja, Ja, jeg samtykker Synsforretningen. Skriv kuns Ja.

Trekholt. Skriv videre, Igel! Thi blev Børnenes Farbroder afviist Med sin Paastand, saavelsom med det han i Begyndelsen havde yttret, at ville være Børnenes Værge. herskabet føiede ham dog, hvad den begierte Moderation angik, i det den hermed skienker og eftergiver den sal. Mands her beregnede Gield 11 Rdlr. 10 1/2 2/5 Skill, og saaledes blev dette Skifte sluttet med alle Vedkommendes Bifald, Skifteforretningen siger Børnene, at de for Tiden ikke ere i Stand, at lese med rede Penge. Derimod giver den ældste Søn paa egne, og de umyndige Sødskendes Vegne, sine 4 Faar, der gaaer paa Byens Fælled, merkede i det venstre Øre, med den Afdødes Bøemerke.

50

50

Tredie Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde.

Bonden. God Dag Hosbond. Er der da ingen Afslag at vente paa Indfestnings Pengene?

Trekholt. Som min Forvalter har sagt dig. 220 Rdlr. vil der til, ellers faaer du ikke den Gaard. Jeg veed, du har Pengene, og meer end dem jeg forlanger af dig.

Bonden. Men I har jo nylig ladt Gaarden syne efter den salig Mand, og som der siges, saa er jo Brøstfældigheden taxeret til 371 Rdlr. 2 Mk. og nogle Skill. Hvor kan jeg nu bestaae ved den Gaard. Brøstfældighed og Indfestning, koster mig da efter saadan Regning henimod 600 Rdlr.

Trekholt. Du Slyngel! Kommer det dig ved, at undersøge, hvorhøit jeg har ladet Brøstfældigheden taxere? Du, som en gammel Karl, du forstaaer jo nok, hvordan det er gaaet til. Kort Beskeed, enten 200 Rdlr.

51

51

Indfestnings-Penge, eller i Morgen skiffer jeg dig som Soldat til et gevorben Regiment.

Bonden. 100 Rdlr. Herre! dem kan og vil jeg give.

Trekholt. 200 Rdlr. skal du give, eller du er Soldat inden 24 Timer. Giør hvad dig lyster.

Bonden. Der har I dem da.

Trekholt. Got, Søn. Det var krav. Du er en af mine skikkeligste Karle. Jeg skal og holde dig i Agt og Ære. I Morgen skal Igel udfærdige dit Festebrev. Jeg ønsker dig til Lykke med Gaarden.

Bonden. Gaarden er god, Hosbond. Bygningerne feiler næsten intet: Og Inventarium er upaaklageligt. Men desbedre for mig.

Trekholt. Det er mig kiert, at jeg seer dig fornøyet.

52

52

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde med sine tre Sødskende.

Bonden. Naadig Herre! Vores arveparter

Trekholt. Arveparter?

Bonden. Ja, Herre! nu har I ikke givet os Renter af den i fem Aar. Og vi veed ey heller, hvorledes det staaer med Kapitalen.

Trekholt. Dersom dit halte Been ikke var, saa skulle jeg snart lære dig, at spise Kommisbrød.

Bonden. Jeg kan ikke bruges til Soldat, derfor er jeg og Mine Søstre maaskee lidet mere paastaande end andre. Dersom Rigtigheden nægtes os her, faa søger vi vores Ret paa Høyere Steder.

Trekholt. Den Arv tilfaldt eder paa et fremmet Gods, om jeg mindes ret.

Bonden. Jo Herre! Paa eders Kodier faaer aldrig nogen Arving noget ud. Arvingerne bliver stedse i eders Gield, om der

53

53

end var Tusind Daler i Boet. Men I har paa vores sal. Faders Begiering taget vores Arveparter den Gang i Giemme. I har lovet, at fette dem ud, og at skaffe os Renter deraf.

I har givet eders Haand derfor.

Trekholt. Eders salig Fader blev mig endeel skyldig, det er beviist for Retten.

Bonden. Det er sandt. Men vi har strax erklæret os, at vi hverken ville arve eller gielde.

Trekholt. Opsøg No. 311 iblant Doms-Akterne, oglad os høre hvordan den lyder.

Igel. Jeg seer, den er gammel. Alt over 6 Aar: (han læser) Efter Spørgsmaal, Giensvar og Vidnernes edelige Udsigende, tiender denne Politiret, som af Høyvelbaarne Herre, Hr. Florian de Trekholt i Dag er requireret, for Ret, at Jeppe Svensen for hans skiødesløse Forhold med Ild og Lys, men især fordi han, adskillige Advarseler uanseet,

2 Gange er funden med brændende Tobakspibes i Terskerladen, skal arbeide i Tugthuset i

54

54

6 Maaneder, sig selv til velfortjent Straf og andre til et afskyeligt Exempel.

Trekholt. Nu No. 209.

Igel. Den er endnu halvandet Aar ældre. (Han læser:) Søsterne Kristense og Birte Svensdaatter, der beviisligen har fulgt med deres Fader i Herskabets Skov, og hiulpen til, at bortføre det sammesteds stiaalne Brændefang: Samt desforuden ere overførte med megen Opsedsighed, ja endog med Trudsel, at have begegnet deres Hosbonde Erik Møller: Tilkiendes hermed, at arbeide i Tugthuset, den første i 4, den anden i 3 Maaneder.

Trekholt. Hvorfor vil I lade eders Fader ligge med Vanære i sin Grav? I har jo alle tre elsket ham i Livet, og været lydige Børn: Men nu vil I ikke betale hans Gield. Hvad siger I?

Bonden. Vi seer nok, Herre, hvad Meeningen er. I vil ikke af med vores Arveparter. I vil tvinge os med de gamle Tugthuusdomme, at bortgive disse Arveparter til eder, for vores salig Faders Gield.

55

55

Trekholt. Giører, hvad eder behager Børn. (Til Igel:) Endnu i denne Aftenstund skal en Vogn spændes for. Justizen maa fremmes, Dommene fuldbyrdes og Syndere afstraffes, ellers kan skikkelige Folk ey boe sikre i deres Huse.

Bonden. Ak, naadig Herre! vi falder til Føie. Vi vil give eders Haand tilbage, og dermed betale vor salig Faders Gield til eder.

Trekholt. Opfedsige Skarn! Falder du nu til Føie. Du troer maaskee, fordi du er halt, at jeg ikke havde Tømme paa dig. Du tager feil. Den Dristighed du i Dag er fremkommen med, den har jeg forudseet for mange Aar siden. Har du min Haandskrift hos dig?

Bonden. Ja Herre, der er den. Jeg og mine Sødskende vil aldrig mere kræve eder derfor.

56

56 Trekholt. Igel. En Bonde.

Tvekholk. Nu, du Gaardforsidder. Vil du vige godvillig, eller begierer du en Dom.

Bonden. Jeg nødes vel til at vige, Herre! endskiønt jeg har stræbet nok, for at komme frem. Herren har paatrængt mig Gaarden, han har aftruet mig det eneste hundrede Rixdaler jeg eyede, og som jeg havde sparet ved mange Aars Tieneste. Herren tog de beste Heste og det beste Qvæg fra Gaarden, førend den blev mig tilfæstet. Jeg ligger over en Miil fra Hovedgaarden, og maa dog giøre fuld Hoverie. Hvert Aar har jeg giort 20 og undertiden stere Egter paa 12 eller 13 Miils Længde.

Igel Endnu har jeg ikke staaet mine Fogedpenge for Fæstebrevet.

Bonden. Hvad, maatte jeg ikke give der min Part i de tre kullede Kiør, som jeg havde til halvt med Ip Ipsen?

57

57 Igel. Det er sandt. Men desforuden skulle jeg have havt 5 Tønder Byg, eller og Penge derfor.

Bonden. Jeg haaber og beder, naadig Herre har Taalmodighed med mig, og lader mig blive ved Gaarden, efterdi jeg dog er en stræbsom Mand.

Trekholt. Du, og endnu syv andre, skal i Dag afsettes. Jeg veed det nok. De fleste af eder, ere stræbsomme. Men I har paadraget eder Restanzer, det er allerede nok. At I ellers er skikkelige og stræbsomme Folk, det er eders eget Gavn: Men mig kan det ey hindre, at tage nye Indfestnings-Penge af andre Lysthavende. I har forbrudt eders Feste, og jeg vil ey længer staae i Forskud for eder.

Igel. (til Bonden) Gaae nu bort. Dn har faaet den Besked du har at vente.

(til Trekholt) Hvad vil Herren begynde med alle de ledige Gaarder?

Trekholt. Der har allerede meldet sig Lysthavende til dem alle. Frygt at blive Soldater bevæger de fleste, ar melde sig, at tilbyde

58

58 deres sammensparede Løn i Indfestning, og i øvrigt at lade sig Nøye med saadanne Vilkaar, som jeg finder for got, at foreskrive dem.

Igel. Herre! Jeg frygter, den vedvarende Ind- og Udsetning vil foraarsage Rømning og ondt Rygte.

Trekholt. Man kan ikke forud see de Forandringer, Regieringen kunde falde paaDet er sikkerst jeg smedder, mens Jernet er hedt, og at jeg tager Pengene, saa mange jeg kan faae. Settes Bønderfolket engang i Frihed, og har jeg ikke meere Soldateriet at true med; saa fortørres min bedste Pengekilde. Tre af de nye Gaardmænd kan jeg hielpe med ligesaamange rige Enker. De to af Enkerne har jeg endnu Tugthuus-Domme liggende paa, der ere over 10 Aar gamle. Den tredie er i saadan Skræk, at hun giør alt, hvad jeg befaler med vred Mine. Det skal blive mig gode Malkekiør i Tiden.

59

59

Siette Optrin.

Trekholt. Igel. Syv. Bønder.

To Vidner.

Trekholt. Kommer frem, Børn. Underskriver denne Forpligtelse i disse gode Mænds Overværelse og under deres tilføyede Vidnesbyrd, at I anseer det som en Vaade af mig, naar jeg vil tage mine Gaarder igien; At I aldeles intet har at kræve hos mig; At alt hvad nu paa Gaardene findes, eders daglige Klæder allene undtagne, tilhører mig uden Paaanke, endskiønt I maaskee kunde have forbedret et og andet derpaa; At I aldrig vil klage eller føre Proces med mig eller mine Efterkommere, desangaaende; Og endelig, at jeg kan lade saadanne eders Erklæringer tinglyse.

En af Bønderne. Ja vi mødes vel, at giøre saa. Ellers er det haarde Vilkaar, da vi uforskyldt ere komne til Agters, efter at vi havde sat paa Gaarderne, alt det vi i vores

60

60

unge Dage havde fortient. Men vi bør vige for Magten, og takke, at ikke værre vederfares os.

(De underskriver, og Vidnerne giør ligesaa.)

Trekholt. Nu I got Folk. Jeg skulle have min Skade nogenledes opreist. Deri kan I aldrig fortænke mig. Eders Skiebne har jeg bestemt, det taaleligste jeg kunde. Ole og Hans har jeg overladt til Rytteriet paa sex Aar. Espen og Lars skal tiene 2 Aar hos Mølleren i Moseby. Lønnen kommer mig til. Erik, Jeppe og Æskel vil jeg give skikkelig Føde paa mit Teilbrænderi, dersom de vil stryge flittig. Paa eders Gield vil jeg afregne daglig aatte Skilling for hver, indtil Gielden er betalt.

Bønderne. Aa! vi Stakler! Hvad har vi nu for vor Slid og Slæb. Ak, hvilken Trældom! Dersom Regieringen vidste, hvorledes der holdes Huus med den stakkels Bonde.

61

61

Trekholt. Hvilken dristig Snak! I Gaardforsiddere! I Staadere! Er det min Tak for min Omsorg. Just her er det Tilfælde, hvor Bondens Trang er størst, og hvor Herskabets Ømhed og Omhyggelighed for forfaldne Bønder udmerker sig meest. Jeg paastaaer, at have sørget for enhver af eder, som en mild Fader, og ikke som en streng Hosbond.

Syvende Optrin.

Trekholt. Igel. Nogle Bønderkoner og Børn.

Trekholt. Jeg veed, hvad I vil sige: Eders Mænd ere afsatte, hvad skal der nu blive af eder? Jeg beklager eder, men det staaer ey i min Formue, at hielpe eder, saa gierne jeg ville.

Igel. Der bliver nok Raad. Den som setter mig et got Skiørt i Pant, eller

62

62

noget saadant, den vil jeg laane et par Pund Her, og foretrekke den halve Spindeløn. Jeg skal tage imod alt, hvad I kan spinde; men derimod ber I være fornøyet, med den Spindelen, som jeg finder før got , at bestemme.

(De gaaer grædende bort.)

Trekholt. Hvad ville der dog blive af den stakkels Bonde, dersom Proprietairen ikke sørgede for ham og hans Afkom. Jeg troer, de maatte døe af Sult. Nu Igel, nu er mit Sind rolig igien, nu da vi endelig har udstuderet Maaden, at hielpe de arme Mennesker til Brød, og mig til mine Penge.

attende Optrin.

Trekholt. Igel. Rigmand.

Rigmand. Man har paakaldet min Ædelmodighed. Endeel nedslagne Bønder, endeel grædende Qvinder og Børn, omrin

63

63 gede mig, bad jeg ville betale deres Gield, og hielpe dem til deres Gaarder igien.

Igel. Deres Gield har jeg sammenregnet. Alt i alt er den 301 Rdlr. i Mrk. 5 Skill.

Trekholt. Hvad? Det kalder jeg en grov Forseelse. I glemmer de Tusinde. Ney Hr. Svigersøn, vil I betale for dem, da er Gielden, som jeg siger 1301 Rdlr. i Mk. 5 Sk. For denne Sum, naar den gives mig strax, skal Bønderne være hvad de før var, og jeg vil uden videre Undersøgning qvitere, saml lade dem blive ved Gaarderne.

Rigmand. Jeg betaler alt. Der er Pengene, deels i Kontanter, deels i Vexeler.

Trekholt. Tak. Lad os gaae ud, og glæde de Stakler med denne gode Tidende.

64

64

Femte Handling.

Første Optrin.

Ak! min stakkels Frøken! hvilket Uhyre til Fader! I et mørkt, fælt Kammer, uden Lys og Varme, uden Selskab, tørt Brød og intet andet, til Spise. Det et en haard Prøve paa Bestandighed. Jeg havde vist nok vaklet i det første halve Qvarteers Tid. Min Frøken holdt det ud fire fulde Timer. Endelig Maatte hun give efter. Nu er da Rigmand hendes Brudgom. Men hvilket prægtigt Syn! Hvad seer jeg? Er det vores regierende Første? Gid han var det! Gid han ville komme, undersøge og dømme efter sin sædvanlige Retsindighed.

65

Andet Optrin.

Førsten med sit Jagdfølge. Adelskiold.

Førsten.

Da Hyæne- eller Ulvejagden ey har villet lykkes i Dag; saa er det mig dog kiert, at jeg efter Adelskiolds Anviisning kan beslutte Dagen med en maaskee bedre og fornødnere Gierning, i det man bringer mig paa de moralske Hyæners Spor.

Adelskiold. Naadigste Herre! Efter saa langvarig, som besværlig Jagd, var Hvilen Dem fornøden.

Førsten. Mit Folks Lyksalighed og Retfærdigheds Handhævelse ligger mig alt for meget paa Hiertet, end at jeg vil udsette den for min Mageligheds skyld. Fremkalder mig Besidderen af dette Gods.

Adelskiold. Vores naadige Herremilde Sindelav ønskede jeg, maatte beholde Overvægten. Retfærdighed er en Dyd, der

66

66

zirer alle, men at tilgive Forseelser, efter at deres onde Følger ere forebygte, det er i sær en Dyd, der zirer regierende Herrer.

Førsten. Jeg veed det. Men ligesaa lidet, som jeg agter at underkaste nogen, Retfærdigheds strængeste Virkninger uundersøgt, ligesaa lidet finder jeg for got, at bevise Naade, førend jeg har prøvet, om det kan skee, uden andres Fornærmelse, og uden at foranledige onde Exempler. Vil en Regent ofte eftergive Lovenes Straf, saa voxer Overtrædernes Antal i samme Forhold. Man nødes omsider, at bruge Sværdet ofte, da man maaskee i sin hele Levetid aldrig skulle have nødig at blotte det, saafremt man havde været meget sparsom paa den eftergivende Maade.

Adelskiold. Men i Tilfælde, hvor Lovene ere vilkaarlige, som for Exempel, i Henseende til Bondens og Hosbondens Pligter? Just den Sag, som dette Godses Bønder i Dag paa Jagden har indklaget for Førsten.

67

67

Førsten. Jeg vil sørge for Pligternes Nøyere Bestemmelse. Jeg vil antage mig Bondestanden saaledes, at den skal see sig indført i sine Menneskerettigheder.

Adelskiold. Men indtil dette skeer, haaber jeg, vores naadige Første overseer, om en Hosbond havde behandlet sine Bønder noget for vilkaarlig.

Førstrn. Naturens Bud: „Som du ønsker dig behandlet, saaledes er det og din Pligt, at behandle Næsten." Dette Bud siger jeg, forklarer Lovene, der hvor den myndige, den selvraadige Hosbond troer at finde Utydeligheder. Ingen Lov i Verden kan bestemme alt. Menneskekierlighed, Billighed - det bør være Lovenes Fortolkere.

Tredie Optrin.

Førsten med sit Følge. Adelskiold. Trekholt.

Trekholt. Efter naadigst Befaling fremkommer jeg - takkende i Underdanighed for den Ære af Høysammes Be - Be - Besøg.

68

68

Førsten. Hvorfor har I villet indslutte eders Daatter, og tvinge hende til en i anden Mand, end den, med hvilken hun er offentlig forlovet?

Trekholt, (stammende og frygtsom) Jeg og mit Huus er alt for ringe, end at saa stor en Første skulle Umage sig, at bære Omsorg for os.

Førsten. Holder dog op, med at skielve og stamme. For hvem frygter I? Min Regiering har aldrig kundet give Undersaatterne Anledning til Frygt. Den har stedse været den Faderlige, og den vil blive det altid. Mig synes, I frygter Lovenes Trudsler. Nu, da I ventelig er underrettet om eders Bønders, om Adelskiolds og andres Klagemaal til mig, nu lærer eders Samvittighed eder, at finde de Lovens Punkter tydelige, der forhen syntes eder, som en Bondeplager, gandske utydelige, gandske ubestemte. Er det ikke saa?

69

69 Trekholt. Jeg tildrister mig, i Ydmygbed at erklære at at

førsten. At

Trekholt. At at - jeg er Ejer af mine Godser og af mine Bønder og at jeg er Fader til min Daatter Og som saadan har jeg troet, at kunde giøre med dem hvad med dem dem hvad

Førsten. Hvad I vil. Er det ikke Meningen.

Trekholt. Jeg mener underdanigst og uforgribeligen saa.

Førsten. Men eders Bønder skulle jo behandles billigen; de ere af ligesaa ædel Oprindelse, de ere skabte til ligesaa høye Hensigter, som I?

Trekholt. Torde jeg underdanigst modsige en stor Første. Det er jo saa bekiendt, som i hele Christenheden antaget, hvor adelige Godser findes, at Vildtet og Bonden egentlig

70

70

ere skabte til Herremandens Fornøyelse og Nytte.

Førsten. Jeg vil drage Omsorg for eders, og andre Ligesindedes bedre Oplysning. Jeg seer, I behøver den. Til Lykke, at der ikkuns findes gandske faa, faa ildetænkende og faa ubillige Proprietairer i mit Land, som jeg mærker, eder at være. Imidlertid, hvor lidet deres Antal end virkelig er; saa nødes jeg dog, at giøre nye almindelige Anordninger til Bondestandens Frelse og Sikkerhed; thi de gode Proprietairer kunde gaae af, eller tage onde Exempler af en saadan Mand. Overalt skaber det ikke, at Skrankerne settes. Eders Daatter ønskede jeg at see her.

(Trekbolt henter og hidfører fin Daatter.)

Fierde Optrin.

De forrige. Lucinde.

Førsten. Jeg troer, Jomfrue, Landets Fader meener det bedre med hende, end hendes naturlige Fader.

71

71 Lucinde. Naadige Herre! Naar jeg midtager denne Dags uforventede Hendelse, saa har min Fader stedse beviist mig ald muelig Kierlighed, og sørget vel for min Opdragelse. Og hvad den Tvang angaaer, mig i Dag blev tilføyet, da er den intet andet, end en liden Overilelse, som en god Daatter allid kan oversee hos en brav Fader. Jeg har aldeles intet at paaanke; thi. jeg er forsikret, min Fader af egen Drift giver mig min Frihed igien.

Førsten. Det staaer hende vel an, Jomfrue, at være Daatter, hendes gode Gemyt og hendes Lidelser ere bleven mig bekiendt. Hun har Ret til min Beskyttelse, og i det hun med sædelig Ømhed stræber at drage Skiul over hendes Faders lidet for haarde Medfart, kiender jeg hende tillige værdig til min Høyagtelse.

Lucinde. Høybaarne Første! Min Erkiendtlighed for deres Naade er grændseløs. Ville De overtale min Fader, at lade det Egteskab komme til Fuldbyrdelse, hvortil jeg med hans Samtykke har bestemmet mig?

72

72

Førsten. Jeg vil være betænkt derpaa. Trekholt! En Mand, som eders Bønder kalder Blodigel, siges at være her i Huset. Lader ham komme herind.

(Igel hentes.)

Femte Optrin.

De forrige. Igel.

Førsten. Er I den Mand, om hvilken Bønderne siger saa meget ondt?

Igel. Stormægtige Første! Har nogen sagt ondt om mig, saa er det en Skiebne jeg har tilfælles med alle Mennesker. Førsten maa ikke fæste Troe dertil, ligeså lidet, som jeg fæster Troe til det, der kunde tales min naadige Landsherre til Fornærmelse. Jeg er en ærlig Mand, jeg beraaber mig paa min Herres Skudsmaal. Jeg skulle findes duelig til Høyere Forretninger, dersom Regieringen ville prøve min Styrke i at - - -

73

73

Førsten. I at plage Bønder. Rigmand skal fremstille sig for mig.

(Rigmand hentes.)

Siette Opttin.

De forrige. Rigmand.

Rigmand. Længe, naadigste Første! har jeg attraaet den Lykke, at blive perfonligen kiendt af Høysamme, Deres Høyhed er en af de lyksaligste Regentere i hele Verden. Deres Lande blomstrer. Deres Folk elsker Dem. De ere Folkets Fader.

Førsten. Just som Folkets Fader, Har jeg Lyst at kiende noget nærmere en af mine Børn i eders Person.

Rigmand. Denne Lykke er den eneste, som hidindtil har manglet mig. Jeg er langt omkring bekiendt, og uden Selvroes, æret og elsket af alle. Nu vil jeg døe med Glæde, naar engang min Time kommer, nu jeg har

74

74

havt den Lykke, at være kiendt as vores fortreffelige Landsfader.

Førsten. Ere eders Midler saa store, som Ordet gaaer?

Rigmand. Noget har jeg erhvervet, men da mine fieste Godser ere betyngede med stor Gield, saa skiønner min naadigste Herre letteligen, at Folk, naar de udraaber mig som en Mand, der ejer Millioner, giøre for meget deraf. Imidlertid ejer jeg saa meget, at jeg underdanigst tilbyder en Tønde Guld til min naadigste Herres Raadighed, uden at jeg derfor begierer, andet Vederlag, end Høyførstelig Beffyttelfe i forekommende Tilfælde.

Førsten. Til min Beskyttelse er enhver berettiget, uden Betaling, i alle retfærdige Begivenheder. Men da jeg maaskee antager den tilbudne Sum, for at giøre Fattige got dermed; saa vil det være fornødent, at I strax forklarer mig, paa hvilke Veye I

75

75

Har funden eders Rigdomme? Thi ere de ilde erhvervede, saa - - -

Rigmand, (stammende) Store Arveparter - - Lotterier - - Hittegods - - Foræringer - - har lagt Grunden til min Rigdom - - Kapitalierne har forøget sig ved Handel, ved Vindskibelighed - -

Førsten. Tier! Jeg veed eders Historie. Lader alle de Folk af Bondestanden komme herind, som i Dag klagede hos mig, da jeg var paa Hyæne-Jagden.

Syvende Optrin.

De forrige. Endeel Bønderfolk med Børn.

Førsten. Alles Klager skal vorde nøye undersøgt, og enhver under mit eget Opsyn hjulpen til sin Ret, ved de Personer, jeg endnu i denne Dag dertil agter at forordne. Af disse kan Trekholt og Igel vente deres Dom. Rigmand, eder henviser jeg til en anden Domstoel, der maaskee vil behandle eders Sag strængere end den verdslige Øvrig

76

76 hed, saafremt efter Forlydende, eders Midler skulle for den største Deel være ulovligen erhvervede. Almuen, som klager sig fortrykt og betynget ved eder - - Denne Almue indstævner eder for eders egen Samvittigheds Domstoel. Der skal I enten finde eders Befrielse, eller eders Pinebænk. Er I skyldig, hvilket jeg som Regent ikke finder for got at undersøge, da skal den upartiske Dommer, som har hiemme i eders egen Barm, forfølge eder med de grueligste og smertefuldeste Pinseler, indtil eders sidste Aandedræt. Samvittigheden vil blive eders Anklagere, eders Dommer, eders Bøddel.

Rigmand. Ak! naadig Herre! Ak! hvilket Tordenslag! Paa eengang overvældes jeg - - hielp Himmel! Ak jeg elændige! Jeg uværdige - - Jeg føler allerede Virkningen af - - (han nedfynker paa Gulvet) Ak!

Førsten. Bærer ham ud!

(Trekholt og Igel bærer ham ud.) Slige gierrige Folk maatte for deres egen Roligheds skyld have ønsket, at de fra Barn

77

77

dommen af, vare bleven under Formynderskab. Den Gierrige trænger ofte meere til Formyndere, end den Ødsle og den Mindreaarige: Thi disse skader gemeenligen ingen uden sig selv; Ere de geraadne i Fattigdom, saa nødes de til, at arbeide, og ofte ere saadanne bleven de dueligste Borgere i Staten. Gierrige Menneskers Grændseløse Vindesyge derimod, kan blive farlig for alle deres Medborgere. Den har ofte havt samme Virkning over et helt Lands Indbyggere, som mange paa hinanden følgende ufrugtbare Aar. Den trækker, ligesom Ukruddet, de beste Planters Nærings-Saft til sig, indtil disse omsider fortørres og bortvisner. Ofte hindres Regenten, at see disse Hyæner, disse glubende Dyr, fordi de klogeligen har meddeelt andre af deres Rov, som af Taknemmelighed skulle hindre Førstens frie Udsigt. Hos mig gaaer dette ikke an. Til at opdage mit Lands Hyæner, vil jeg betiene mig af de skarpseende og behændige Losser.

78

78

Trekholt. Hr. Rigmands Liv staaer i stor Fare. Han er hæftig angreben. Neppe lever han een Dag over.

Førsten. Jeg beklager ham. Mine Venner! Der seer I Mennesket paa Samvittigheds Pinebænk. Hvad Helvedangst! Lærer af hans Exempel, at skielve ved Uretfærdighed.

I øvrigt er det min Førstelige Villie, at Adelskiolds Giftermaal med Lucinde ikke hindres: Og de to unge Folk af Bondestanden, som har villet gifte sig, kan nu anvende det, hvormed de skulle Have tilkiøbt sig Tilladelsen af Trekholt og Igel, til deres Egteskabs Fuldbyrdelse.

Begge disse Egteskaber vil jeg beære med min Forstelige Nærværelse i Morgen paa mit Slot.

Bønderfolkene. Længe leve vores vise, vores retfærdige Første.

Bønderbørnene. Det var en lykkelig Jagd-Dag.

1

Et Efterstykke til Hyæne-Jagten, udi een Handling. Oversat af det Franske. Dant veniam Corvis Vexant cenfura

Columbas!

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Lars Nielsen Svare.

2

Hoved-Personerne:

Trekholt, en Proprietair fra Gascogne.

Redlig, en Dito fra Orleans.

Hendrik, hans Foged.

Søren, en Bonde fra Orleans.

Else, hans Daatter.

Niels, hendes tilkommende Mand,

Jesper, en Bondekarl fra Gascogne forlovet med Else.

Endeel Bønder, som frembringe deres Anliggende.

Forestillingen skeer i Hr. Redligs Huus paa hans Landgods i Orleans.

3

Første Optrin.

Trekholt, Redlig.

Redlig.

Velkommen i vor Egn, kiere gamle Ven! længe er det siden jeg havde den Fornøyelse at omfavne Dem; ... men, ak! hvor see De bleeg og affalden ud, er Sygdom eller Gremmelse Aarsag hertil, hvad Uheld er Dem hendet ..? De blegne, og mig synes Taarene forkynde mig alt et stort Onde Dem er hendet . . ak! gid jeg kunde redde Dem, men hvor ringe er en fattig Mands Evne? dog min Ven! siig mig Deres Nød, at jeg i det mindste kan trøste, om ikke hielpe

4

6

Trekholt.

En forbandet Hyæne-Jagt er Aarsag

til al min Ulykke.

Redlig.

Har dette glubende Dyr maaskee skilt Dem ved nogen af Deres kiereste Venner? ak! jeg gruer, aldrig er den elskværdigste Lucinde, deres Datter, bleven et Rov for dette Uhyre.

Trekholt.

Ak nei! Ulykken er endnu langt større; hun lever, men i en uværdig Mands Eye; ja, den Forræder, den Adelskiold har baade skilt mig ved min Daatter, og det som mere er, ved al min Magt og Myndighed over mit Gods og Bønder, som altsammen skede paa den ommeldte Hyæne-Jagt.

Redlig.

Deres Ord ere mig en Hemmelighed, uden De selv vil forklare sig tydeli-

5

7

gere: Hvem kunde betage Dem Deres Magt, enten over Lucinde, eller over Deres Bønder, uden vor Fyrste? og naar hørte man, at han giorde nogen Uret, eller uden Brøde betog nogen Mand sine redelig tilkiøbte Rettigheder?

Tretholt.

Nu traf De det, min Ven! Fyrsten var til al Uheld den Dag selv med paa Jagten, og derved fandt Adelskiold Leilighed baade at forsikre ham sin Kierlighed til min Datter, og Gud veed hvad han mere har sagt til Fyrsten om min Opførsel mod mine Bønder; men nok var det, jeg maatte af med min Datter, og det Bondepak beholdt desuden Ret over mig, som deres Hosbonde . . . . Uhørte Tildragelse! maa De altsaa ikke tilstaae mig, at jeg er en ulykkelig Mand? men dette er dog min Trøst, at jeg er ikke den eneste, ja, hele Landet stal lide med mig; thi de siden den Tid af Fyrsten udgivne Forordninger vise klarligen, at baade jeg og alle Proprietairer ere desværre faldne i hans Unaade.

6

8

Redlig.

Holdt inde, Hr. Trskhokt! med fas formasteligo Ord. Himlen forbyde, at faa stort et Onde skulde mang et afMigetS agtbare Stænder .. .. aldrig kiefalder jeg den Sætning: at de udkorrme Forordninger erect Unaades-Tegn, mi wertimod, derved vises baade Dem og ung de største Velgiernlnger, on Fyrste kan vise mod fine Undersaatter, som hanelsser, og hvis Velfærd han soger; Uordenttigheder,Misbrug, sclvtagen Myndighed ere derved satte vedbørlige Grændser, og Bønderne,, som mange Steder være alt for meget plagede, (forlad mig dette Udtryk,) ere ved disse vise Forordninger for denne Uheld befriede,, uden dog at betage Hosbonden den lovlige Magt og Myndighed, ha«' tilkommer, og bor vi derover besvære ost Kiereste Ven! lad saa nedrige Tanker aldrig, opstige, i Deres v.eltænkends Siekk

Trekholt.

Hvilken forunderlig Snak i har vi ikke, endog af Fyrsten selv og hans For-

7

9

fædre lovligen tilkiøbbt os vore Gaarder og Godser, Med alle de Rettigheder, Herligheder og Friheder, som dertil af Arilds Tid lagt have, og er det ikke Uret, at denne Magt og Myndighed os nu med et betages? .. Hvad for en Ulykke giør os dog disse nye Forandringer l Bønderne blive rebelske; vore Marke ligger udrevne; Herregaardene falde i deres Priis; og kort sagt: Bi ere ulyksalige Landmænd, om dette rasende Onde ei i Tide forebygges.

Redlig.

Ansee De, min Ven! disse Ting at være Følger af de udkomne Anordninger, da maae De tillade mig at modsige Dem. Vores nu regierende Fyrste besidder den største Retfærdighed, en Egenstab, som han har tilfælles med alle sine Forfadre; hvem tør derfor troe, at han vil eller kan bryde sit Løfte og egenhændig undertegnede Skioder? . . . dette er en Umuelighed; men Ulykken er, vi tage skyggen for Legemet; betænk min Ven! Fyrsten er saavel Bondens, som vores

8

10 Fader; han bor ei taale at nogen af hans Børn skee Uret, og jeg frygter, at Deere selv deelagtige i denne Last, siden Fyrskens Hyæne-Jagt har efterladt Dem: saa bedrøvelige Følger. Vredes ikke over en Vens Erindringer, og troe ikke, at jeg er af det Slags Folk, som vil bebreide en ulykkelig, men . . .

Trekholt.

Jeg er færdig at blive rasende over disse bestandige Modsigelser; viid min Forseelse, og døm saa deraf, om jeg har Ret eller Uret. De veed, at min Datter Lucinde, med min Tilladelse var forlovet med den Stodder Avelskiold; men des imidlertid melder den rige Hr. Richmand sig som en anden Frier, og hvo kan fortænke mig, at jeg søger mit Barns Lykke? derfor søgte jeg Baade med det. Onde og Gode at faae hende til at slaae op med sin første Frier og tage den anden; dette havde ogsaa rigtig lykkedes mig, hvis Fyrsten ei havde kommet paa den forbandede Hyæne-Jagt; men saa maatte jeg vige for Magten og give min Daatter Stodderen til Priis.

9

11

Redlig.

Og De havde det Hierte, med Magt at vilde tvinge Deres Datter? .. Himlen lønne Fyrstens Ædelmodighed! den seneste Efterstægt skal prise hans Retfærdighed.

Trekholt.

Nu lad mig da og herudi have Uret strå veed jeg dog at være berettiget til, at tage saa meget udi Indfæstnistg af mine Bønder, som jeg kan faae, og dette er dog regnet mig til Brøde; tael oprigtig, kiere Hr. Redlig! giore De ikke det samm?

paa Deres, Gods?

Redlig.

Nei jeg giør ikke, min Ven! thi. hvad nytter mig, at tage Alting fra en Fæster i Begyndelsen saa. maae han jo strax forlade Gaarden igien udi yderste Armod.

Trekholt.

Ja hvad skader det, saa staaer man jo atter nye Indfæstning?

10

12

Redlig.

Min Ven, jeg troer De spøge; thi umuelig kan en kyndig Landmand have saa liden en Indsigt. Hvor skal den nye Indfæstning komme fra, når Gaarden er øde og Besætningen fattes?

Trekholt.

Dertil er jo gode Raad, og det maa jeg lade min gamle Foged Igle, han vidste Tusinde Midler i slige Tilfælde; iblant andre: til en ode Gaard udvalgte han en riig Bondekarl, og naar han ei med det Gode vilde antage den, da giorde Angest for at blive Soldat ham strax villig, og paa saadan Maade blev der meget faa øde Gaarde paa mit Gods.

Redlig.

De maae da vist have mange rige Karle paa Deres Godser, fremfor paa andre Stæder, og især maa al Mandskabet være tjenstdygtige Karle; thi ellers kunde de er saa let trues med Frygt for at blive Soldat.

11

13 Trekholt.

Mig undrer, at De, som saa fornuftig en Mand, ere eller lade til at være saa lidet erfaren; duer Karlen ei til Soldat, da skal Frygt for Tugthuset nok giøre ham smidig, derfor har jeg altid gamle Tugthuus-Domme liggende uexeqverede, for at bruge i Nødsfald.

Redlig.

Daarlige Præcaution, som Jurist veed De jo, at slige Domme gielde ei for evig, og altsaa ere saadanne Tvangsmidler usle Udflugter, som en svag Hierne har udtænkt, enten for at narre en Deel taabelige Folk, eller for at giøre os Proprietairer desto mere forhadte i det Veltænkende, men tildeels kortsynede Publici Øine.

Trekholt.

Ja Snik Snak, jeg har fundet mig ret got ved disse Kneb, og hvis Fyrsten havde ei forstyrret mig, havde det gavnet mig endog den Dag 100 Rdlr; thi en

12

14 af mine Karle, navnlig Jesper, give mig disse Penge, for at faae Bryllup med sin Forlovede, som var en Daatter af en Bonde navnlig Søren, her fra Orleans, og maaskee De endog kiende denne gamle viismundede Knægt, jeg skulde snart troe det; thi han roeste saa meget sit Herskab.

Redlig.

Hvad sige De? Søren heder han; men der ere saa mange af dette Navn paa mit Gods; derfor at komme ud af Drømmen, skal jeg lade En af dette Navn strax komme ind, han staaer herude for at tale med mig, og da jeg nødig lader mine Bønder længe bie efter mig, paa det de ei skal forsømme deres Arbeide hiemme, vil jeg med Deres Tilladelse lade ham indkalde og affærdige ham i Deres Nærværelse.

Trekholt.

Hiertelig gierne, jeg er endog nysgierrig at see, om det er den samme Person.

Redlig raaber: Hendrik Foged!...

13

15 Andet Optrin.

Hendrik kommer ind, og da hdan seer Trekholt, giver han et stort Skrig og vil løbe igien, men vender tilbage, sigende:

Hendrik.

Ak! er det Hr. Trekholt jeg seer, eller er det Dievelen selv i hans Lignelse?

Trekholt.

Hvad, er det ikke Hendrik, som tilforn tiente Hr. Richmann for Tiener?

Hendrik.

Jo, ganske rigtig, den Tid var jeg kun simpel Hendrik, men nu heder jeg Monsieur Hendrik; thi denne gode Hr. Redlig har ophøyet mig til Foged-Værdighed, endskiønt denne Tieneste, mellem os sagt, indrenter kun lidet her paa Stædet; thi...

14

16 Redlig.

Er min Bonde Søren derude, da kald ham ind.

Hendrik.

Jo vist er han.. men gode Herre! jeg troer det maae være en pokkers Skielm; thi han giør ei andet end roser Herren, som De kunde være, en Guds Engel . . og, saa stille at sige, da har han en Fandens stor Pung under sin Arm med Penge udi, disse siger han, at han vil unde Herren; men piin ham kun brav; saa faae De nok endda flere af ham; thi ventelig er der flere hvor disse kom fra.

Redlig.

Jeg skulde pine denne ærlige Mand! derfra bevare mig Himlen! udryd dog saa nedrige Tanker engang af dit Hierte, Henrik. Husk hvem du tiener, og de Erindringer, jeg saa velmenende Tid efter anden haver givet dig . . lad Søren uden længere Ophold strax komme ind.

15

17

Trekholt (for sig selv.)

Dette er mig et fremmet Sprog; jeg veed den gode Hr. Redlig har alle de Penge nødig, som han kan faae, og dog lader det som han foragter hans store Pung; men han er vel ikke saa hellig? som han lader til.

16

18

Tredie Optrin.

De Forrige, og Søren kommer ind med Huen i Haanden og Pungen under Armen, hvilken han sætter paa Bordet.

Trekholt.

Jo det er rigtig den samme Mand, hvad mon han vil?

Søren.

God Dag, kiere Hosbonde! (giver ham Haanden) her har jeg en Pose, hvorudi er 300 Rdlr. i Kroner, og da jeg ikke selv behøver dem, vil jeg bede, at I vil være saa god, enten at giemme dem for mig, eller, bruge dem til Eders egen Nytte; thi jeg veed at I har dem bedre behov end jeg.

Redlig (undseelig)

Tak, ærlige Mand! for den Fortroelighed Du har til mig; men jeg kan ikke

17

19

imodtage Dit Tilbud af mange Aarsager.

Søren.

Hvorfor ikke? vilde jeg ei have undt jer dem, kunde jeg jo have beholdt dem hjemme. Behøve I dem ei, kan I jo giemme dem for mig, og naar jeg behøver selv nogle til miu egen Udgift, kan jeg jo altid faae dem hos jer igien, men hiemme kunde de let blive stiaalet fra mig.

Redlig.

Jeg maae ikke nægte, at disse Penge jo i denne Tid komme mig meget vel tilpas, da Amtstuen fordrer Restancerne af mit Gods, og desværre! de ere ikke faa; men desuagtet, saa kan jeg dog ikke tage imod Pengene.

Søren.

Hvilken Snak! jo min Siel skal I faa, tag kun Pengene, og giv mig en liden Seddel til Beviis, andet forlanger jeg ikke.

18

20

Redlig.

I det mindste bør Du have min Obligation til Sikkerhed for Capital og Rente. (sagte) gid min Evne kunde ikkun svare til Villien!

Søren.

Jeg forlanger ingen; Eders Ord var mig nok, hvis det ei var for Dødeligheds Skyld, og derfor giver I jo Eders Haand ti! mig; hvad Renten angaaer, skal vi nok derom komme tilrette; det kan hænde sig, at I ved en vis Leilighed kan beholde hele Klatten, uden at give mig To Skilling tilbage.

Redlig.

Hvad! skulde jeg bedrage dig, Søren? Hvilken grusom Tanke . . nei, tag dine Penge igien, og qvæl mig ei længere med din Ædelmodighed.

Søren.

Faae den Skam der giør, Falil! I forstaae mig ikke ret; der er en vis

19

21

Tieneste jeg forlange af jer, og for samme vil jeg gierne opofre disse Kroner, ja meget mere, om jeg havde dem.

Trekholt (sagte.)

Det tænkte jeg nok, at Knægten havde andre Aarsager, siden han var saa villig at laane hans Hosbonde Penge.

Redlig.

Siig hvori jeg kan tiene dig, men troe ikke at jeg giør det for Pengenes Skyld.

Søren.

Derpaa har jeg seet saa mange Prøver i Forveyen, men det maa beroe til en anden gang. Farvel Hosbond.

(han giver ham Haanden og vil gaae.)

Redlig.

Ak! men bie dog, ærlige Mand, saa længe til jeg kan skrive mit Beviis for Pengene.

Søren.

Det kan I sende mig siden med Eders

20

22

Foged. Farvel og god Nak.

(han gaaer.)

Redlig.

Ak! Han er alt borte, forlad mig, min Ven! jeg gaaer efter ham, for at levere ham Beviset, (raaber) Hendrik! Bie her saa længe, om Hr. Trekholt maatte have noget at befale.

(Redlig gaaer.)

21

23

Fierde Optrin.

Hendrik, Trekholt.

Trekholt.

Hvilken rørende Scene! drømmer jeg, eller er jeg vaagen? . . er det mueligt, der kan være saa Veltænkende en Bonde til? . . og saadan en Hosbonde? . . . det er vist en af de rare Sieldenheder.

(til Hendrik) .

Har I mange saadanne Bønder paa Godset?

Hendrik.

Ja vist har min nye Herre mange Snese saadanne Bonder, og om De see een eller tyve af disse Graalaare, da ere de alle eens klædde, med korte Vadmels Trøyer, hvide Buxer, uldene Strømper, som ere rullede op som Pølser over Knæene, et Par Træskoe beslagne med Jern, som et Par Heste-Skoe, og . .

Trekholt.

Ei Snak! dette er ei min Mening; men jeg mener, om alle Eders Bønder

22

24

ere saa formuende, som denne Bonde, og om de samtlig har saadan Tillid ti! deres Hosbonde, at de baade tør lade ham vide, at de har Penge, og end mere laane ham Dem, uden at befrygte? . .

Hendrik.

Herren mener nok, de skulde frygte for at blive snydt af Hosbonden, nu forstaaer jeg Dem, og Skam tage mig, om det er saa feil en Tanke; var jeg Bonde, saa sandt som jeg er Monsieur Hendrik, Drollen tage mig, om jeg troede min Hosbonde saa vel; omend skiønt De aldrig kan forestille Dem, hvilket barnagtigt Hierte min Herre har; thi Ømhed kan al den Snak jo ikke kaldes, De selv har nys hørt paa, og mine Øren ere somme Tider færdig at blive døve af lutter bare saadan Pølsesnak; thi ved alle Leiligheder foreholder han mig, at man skal omgaaes sine Bønder kierligen, som sine Børn, og holde dem i god Velstand, saasom Hosbondens Velfærd beroer paa Bøndernes; med mange flere Historier, som jeg hverken kan huske, etter gider

23

25 tænkt paa; thi saadanne Principia stride jo aabenbar imod en Fogeds sande Fordele, og derfor er og bliver jeg bestandig en Prakker, ligesom min Herre, om jeg længer skal blive i hans Tieneste. Vel er det sandt, han giver mig en raisonabel Løn; men derimod har han forbudt mig alle Sportler, og følgelig gier jeg ikke en Pibe Tobak for min ganske ærværdige Tieneste . . Ja end mere, min Herre tager selv imod Landgilden, besørger selv Indfæstningen, vil ikke engang tillade mig at holde noget Skifte, uden han jo baade først og sidst vil have sin Næse i alle mine Papire, Fanden kan jo ikke holde saadant ud; thi al min Fordeel gaaer bort. Skal en Karl udtages til Soldat, lader han alle de Karle, som paa nogen Maade kan undværes fra deres gamle Forældre, kaste Lod mellem sig selv, og den Lodden trækker maa gaa, om han endog bød aldrig saa mange Penge; thi med et Ord sagt: Penge agte vi ikke, og dem trænge vi dog forbandet haardt til, saa det er galt i alle Ender. Men see! hvad er det for en liden Pige der kommer?

Hvem vil I tale med, mit Barn?

24

Femte Optrin.

Else. De forige.

Else.

Jeg skulde saa men forhøre her paa Gaarden, om der var noget Brev til min Fader Søren eller mig, kommen med Posten fra Gascogne?

Hendrik.

Hvem holder I Brevvexling med, mit Barn? ventelig har I en Kiereste der i Egnen, siden I længes saa meget efter Brev?

Else:

Skal jeg sige sandt, og nødig vil jeg lyve, da har det sig som han siger, Monsieur Hendrik! ja men! jeg og min stakkels Jesper kan ikke noksom velsigne vor Fyrste, som paa Hyæne-Jagten forskaffede min Kiereste Frihed fra hans ugudelige Hosbonde, den bekiendte Hr. Trekholt.

Trekholt.

Nei saadanne Skieldsord kan ingen ærlig Mand taale; veed I vel mit Barn,

25

27

at jeg er den, som I saa skammelig fortaler, og jeg, ja ret jeg selv er Eders Kiærestes Hosbonde.

Else.

Ak er det mueligt? men lige meget, hvad jeg har sagt, er Sandhed, og I maa dog selv tilstaae mig, at det var skammelig giort af Eder, at forlange 100de Daler af min stakkels Jesper, bare for den Smule Fornøyelse, at komme med mig i Brudeseng . . .

Trekholt.

Jeg maa ærgre mig ihiel; thi al Verden forfølger og bebreider mig, det er uudholdelig; jeg maa gaae, men hvor hen? de indvortes Nag følge mig, endog paa de eenligste Steder . . Ak jeg ulyksalige Mand! ak! ak!

(Han gaaer)

Else.

Min kiere Monsieur Hendrik! siig mig dog, om der hverken er kommen Brev fra Jesper, eller mindste Underretning om ham, naar han kommer for at holde Bryllup? Tiden er mig utaalelig lang.

26

28

Hendrik.

Nei hør engang til den lille forliebte Pige; man kan nok høre, hun er et Landsbye Barn, da hun saa lidet kan forstille sig; nei, lille Glut! jeg har min Troe intet om Eders Jesper at sige; men maaskee min Herre har derom faaet nogen Underretning. Bie derfor et Øyeblik, saa vil jeg spørge ham derom.

Else alene.

Jeg veed ikke hvoraf det kommer sig, men meget uroelig er jeg i mit Sind; Aarsagen maa ventelig være min Jespers Udeblivelse, eller maaskee jeg føler forud den Angst, jeg maa igiennemgaae, naar jeg skal boe paa den ugudelige Mands Gods; nei! da er min Faders Hosbond en god Herre, og dog kiender jeg mange af mine Naboer, som ere misfornøyede med ham, hvoraf mon det kan komme sig? jeg troer, at han er alt for god, men mon nogen ogsaa kan være det? dog! hvad seer jeg, er det ikke Jesper, min kiere Jesper?

(hun løber hen at omfavne ham.)

27

29

Siette Optrin.

Jesper (med Ost og Brød i Haanden ædende) Else (løbende.)

Velkommen Jesper! hvor har du kundet blive saa længe fra din stakkels Else?

Jesper (vranten.)

God Dag Else, god Dag! (æder)

Else.

Vil du ikke anderledes hilse din Kiæreste? det var dog en lyksalig Hyæne-Jagt for os To især.

Jesper.

Hvad er Klokken?

Else.

Hvorfor spørger du saa derom? Jesper.

Fordi jeg har ei lang Tid at blive her.

Else.

Hvor vil du hen, vil du forlade mig saa hastig?. . hvad . . ak! hvilken Koldsindighed, Jesper holder du intet meer af

mig?

28

30

Jesper.

Jeg spørger endnu engang, hvad er Klokken?

Else.

Ak! desværre, nu kan jeg alt fornemme hvad Klokken er slaget, Jesper har glemt mig, han elsker mig ei mere. Ak! jeg arme Pige! Jeg maa gaa og klage min Nød for min Fader. Farvel Jesper.

Jesper.

Ja gaae kun Morlil! Farvel.

(Else gaaer)

Jesper alene.

Nær havde hun bevæget mig, den Tøs, men nu er det forbi; jeg maatte være gal, om jeg tog saadan en til Kone, nu da Fyrsten, efter sigende, har giort mig og alle Bønder frie fra Fødestavnet; nei, Jesper har bedre Forstand . . Jeg veed en bedre Ven, hvortil min Hue staaer hen . . til Engeland, til Engeland, der vil Jesper og jeg; der ere kiønne Piger, trods Else. Der, der er Frihedens Land, der kan man raade sig selv, og staaer hverken under Hosbond eller Fyrste. . Det er got nok, at jeg nu er fri for at sættes

29

31 til Soldat af min Hosbonde, men Fyrsten har jo endnu den samme Ret over mig, og Fanden staaer i hans Officerer; de jage mig snarere end nogen anden, da jeg er en ung og rask Bengel. Nei, gid ingen være længer i Frankerig, du est jo en fti Karl, Jesper; jeg giver altsaa Baade min Hosbond, Else og hendes Fader Søren, kort sagt allesammen: Døden og Dievelen; jeg reiser min Vei, saasnart jeg kan; alene ved at tænke paa det Engelske Øl, løbe mine Tænder i Vand; skulde jeg kun ei være saa uhældig at Møde Søren, ligesom før Else, Hendrik og Hr. Redlig; men vist nok er det, denne Herre lod til at være en kiøn Mand, ja vare alle Hosbonder saadanne! dog de ere vel allesammen eens; . . men see! kommer ikke der Søren, hvor har nu Fanden ført mig ham just paa Halsen? jeg vil lade, som jeg ikke seer ham. (skynder sig og vil gaae, men Søren tager ham ved Armen og trækker ham tilbage.)

30

32 Syvende Optrin.

Jesper. Søren.

Søren.

Nei bie, Kammerat! hvor vil du hen? plager Fanden dig, at du vil saaledes forlade min Daatter? er det den Tak vor naadige Fyrste skal have, for den store Tieneste han giorde dig?

Jesper.

I andre have ligesaa stor Nytte af denne Naade, som jeg . . Farvel! Jeg har ei Stunder at bie.

Søren.

Hvor vil du hen, dit Skarn! vil du vanære min Daatter? nei, du skal ei saa let slippe fra mig.

Jesper.

Kiere Søren! brug dog Eders Forstand; hvad Nytte kan det være jer, at Eders Daatter faaer mig? da jeg dog hverken elsker, eller nogensinde har elsket! hende.

Søren.

Hvad siger du? har du aldrig elsket min Daatter, hvorfor vilde du da ægte hende?

31

33

Jesper.

Brødet er kiert, Falil! men nu har jeg, Gud skee Lov! ei nødig at søge det hos jer eller jeres. Hele Verden staaer mig aaben, jeg reiser min Vei. Hils Else.

(han gaaer.)

32

34 Ottende Optrin.

Søren vil løbe efter ham, men forgieves, saasom han møder Hr. Redlig, som omfavner Søren. Redlig.

Hvad er der paa færde, min kiere Søren! Hvad fattes Dig? Søren.

Ak jeg arme Mand! ak min stakkels Else! Redlig.

Hvad Ont er der hændet hende eller Dig, siig om jeg kan redde Dig? Søren.

Ak! kiere Herre! Jesper, det Skarn, har slaget op med min Daatter, ham var det, I saae gik ud.

Redlig.

Jesper Jespersen af Hr. Trekholts Gods i Gascogne, som jeg selv nu nys talte med i Forstuen.

Søren.

Ja ja, gode Herre! det er just den samme Karl.

Redlig.

Sandelig! saadan en Hosbond er dog ilde faren, som plages med slige vanskeli-

33

35

ge Bønder; ingen Under derfor, om han imellemstunder forløber sig; men af hvad Aarsag har han slaget op med Din Daatter?

Søren.

Det maa Gud vide, og ikke jeg, kiere Hosbond! skaf mig Ret over dette Skarn, jeg skal evig derfor være Eder forbunden.

Redlig.

Jeg skal giøre hvad jeg kan, men der kommer Hr. Trekholt.. De komme ret tilpas, min Ven! Jeg har en Klage at fremføre over een af Deres Bønder..

(til Søren)

Gaae kun imidlertid ud, kiere gamle Mand! og søg at trøste Din bedrøvede Daatter lad mig saa kun raade for Resten.

34

36

Niende Optrin.

Redlig, Trekholt.

Trekholt.

Hvad! er her nogen af mine Bønder udi denne Egn?

Redlig.

Ja vist! Jesper Jespersen, som Fyrsten gav Lov til at faae min ærlige Sørens Daatter Else, nu har han uden Aarsag slaget op med hende.

Trekholt.

Naa! den Karl; med ham tør jeg ei videre befatte mig, paa det intet større Onde skal mig vederfares.

Redlig.

Hvorfor ikke? denne Jesper har begaaet en Forbrydelse, og bor straffes; for Rettens Haandhævelse blive hverken De eller nogen ærlig Mand af Fyrsten ilde anseete; men Uretfærdigheder straffer han, enten de saa findes hos Hosbonden eller Bonden.

Trekholt (spodsk.)

Er det mueligt en Bonde kan forsee sig, og hvad Ret tænke De at faae over en Bonde i disse Tider?

35

73

Redlig.

Min Ven! hvad Grund har De til at tænke eller tale saa formastelig? Ere vi ikke alle Børn af een Fyrste, Hvorfor skulde han ansee os for Stedbørn, mere end hine, uden vi ved egen Forbrydelse selv unddrage os hans faderlige Godhed? naar vi kun ikke glemme vore Pligter, og ikke misbruge de os forundte Benaadninger, har vi os aldeles intet at befrygte.

Trekholt (forbauset.)

Mit Hierte giver Dem Ret, og jeg føler min Forbrydelse i dens Grusomhed... Dette er mig den meest qvælende Tanke, at de adskillige Uretfærdigheder, jeg mere af en ond Vane end medfød Tilbøyelighed eller velberaad Hue under slette Menneskers Anførsel har begaaet, skal forvolde, at alle brave Landmænd for lige saadanne Uhyrer skal ansees og uforskyldt bedømmes.. Ja, ædle Ven! Gid mange vare saa ædeltænkende, som De, snart skulde disse Fordomme udryddes.. men maaskee de ere alt fordybt indgroede, og maaskee..

Redlig.

Qvæl dog ikke hverken Dem eller mig med saa fæle Billeder, vær vis paa, min

36

38 Ven! at der gives flere dydige Proprietairer her i Landene, end udydige, ellers var vist Jordegods og dessens Eyere for længe siden i Bund og Grund ødelagde .. troe mig, denne Sætning har større Grund end Hoben forestiller sig .. og saa vist som Jordegods er en af Regieringens Hovedpiller her i Landet, saa vist ere vi og forsikrede om at nyde alle lovlige Rettigheder ubeskaarne; thi vor vise Fyrste har længe indseet den Fordeel, hans Regiering har fremfor alle andre Lande, ved sine aarlige Skatters uryggelige Betryggelse, saa længe Herregaarde staae ved Magt. De mange 100de Tønder øde Bøndergods, som vore afdøde Fyrster have maattet tage til sig, fordi de ingen anden Hosbond havde, uden Beboerne selv (thi ellers havde de aldrig kundet blive øde,) bevise min Sætnings Sandhed.. Hvem vil derfor grue, saalænge man giør det som Ret er?

37

Tiende Optrin.

Hendrik. De forrige. Hendrik.

Nu ere Bønderne samlede, og længes meget efter at tale med Herren. Nedlig.

De tillade, Hr. Trekholt, at jeg lader dem komme her ind i Stuen; thi her er dog nogen Varme, og det er Synd, at de skal fryse i Borgestuen.

Trekholt.

Hiertelig gierne.

Redlig.

Beed dem da komme ind.

38

40

Ellevte Optrin.

Bønderne, Hendrik og de forrige.

Første Bonde.

Jeg maa tilstaae min Armod for Heeren, saa jeg umuelig kan besidde min Gaard længere, og fordi jeg vil vise, at jeg er en ærlig Mand, derfor frasiger ieg mig Gaarden nu i Efteraaret, da mine Lader er fulde af Korn og Høe.

Redlig.

Hvorfor kan du ei blive længere ved Gaarden?

Første Bonde.

Qvægsygen har nu tvende gange borttaget alt mit Qvæg, og det som giorde min nød fuldkommen, var en Sygdom, som kom imellem mine Bæster sidste Sommer, hvoraf ieg mistede de 2de beste. Jeg have r altsaa ikkuu en Følhoppe og en Aarings Plag tilbage, og dermed kan ieg umuelig drive Arbeidet baade til Hove og hiemme. Herren har selv forbudet os, at holde flere Heste, end vi vel kunde føde, hvilket ogsaa er godt nok, naar mine Bæster havde kun Livet; men . .

Redlig.

Jeg vil hielpe dig, min Søn, med et

39

41

par gode Heste, og 2de nybaarne kiør, saa veed ieg du kan reddes.

Første Bonde.

Hosbond skal have Lak ; men det forstaaer kuns lidet, betænk, jeg staaer desuden til Rest med 2 Aars Landgilde; og et Aars Kongelige Skatter. Ak! Jeg maa svare Skatter for mig, Kone og 5 voxne Børn; paa saadan Maade er det io en Ulykke at have Børn.

Redlig.

Giv dig tilfreds, ieg vil eftergive Restancen, og selv betale Skatten, er det saa godt?

Trekholt (kalder redlig tilside.)

Hold dog Maade med Deres alt for store Gavmildhed, det giør io kun dovne Bønder, lad den Knægt løbe, og und en anden Gaarden.

Redlig.

Hvilken anden? hvad Nytte at iage en Stodder ud og sætte en anden i Stæden; og hvis det er sandt som siges, at alle Bonderkarle skal gives fri for Fødestavn, hvor faaer ieg da en Beboer til dette eller andre ringe Steder? Ner min Ven! naar

40

man vil hielpe en Bonde, skal man hielpe ham tilgavns.

Første Bonde.

Jo Hosbond , naar I paa saadan Maade mig, maatte ieg være et Skarn, om ieg ei blev ved Gaarden og giorde saa i Eftertiden al min Flid til at aftiene Eders Godhed. Farvel gode Herre! Gud lønne Eder for Eders Kierlighed.

(gaaer)

Anden Bonde.

Vil Herren unde min Daatter Gaarden efter min Død, I veed min voxne Søn er død, og jeg haver ingen anden Arving? Redlig.

Maade du og enhver kan være forsikret, at ieg lige saa lidet i Fremtiden som tilforn skal sætte nogen Fremmed i Eders Gaard, saalange der er nogen af Eders Børn eller Slægtninge, I selv vil unde den, og derfor giver ieg og herved mit Samtykke til Din Datters Fæste; men først maa ieg vide, at hun faaer en skikkelig Karl til ægte? Hvem bliver det? Anden Bonde. Det er en fri Karl af et fremmed Gods, en duelig Arbeider, men han har kuns

41

43 lidet til Beste, og derfor kan ei taale at gide meget i indfæstning, hvor meget vil Hosbond have af ham? Redlig.

Mig er det ikke faa meget om Indfæstningen at giøre, som at faae en flittig Fæstere, der ved Indtrædelsen sættes i den Stand, at han bestandig siden kan svare Fyrsten og mig hvad han bør . . . Meer end 20 Rdlr. forlanger ieg ikke til Indfæstning.

Anden Bonde.

Det betaler ieg paa hans Vegne med Glæde. Farvel Hosbond og Tak.

(gaaer.)

Redlig.

Troels Knudsen, kom hid.

Troels.

Hvad Godt Hosbond?

Redlig.

Jeg har ei meget godt at sige dig; thi fra dig spørger jeg intet andet end Ondt; hver Dag søger du Kroen, og kommer først derfra langt ud paa Natten, din Mark og Creature forsømmes. Jeg eftergav dig din Restance i Fior, nu begynder du igien at trække paa dig, derfor

42

44 maa du herved vide, at saafremt du ei inden en Maaned clarerer, og fornemmelig bedrer dit ryggesløse Levnet, skal ieg forfare med dig efter Lovens yderste Strænghed; gaae strax fra mine Øine, og efterlev min Ordre, om du vil ellers fare vel.

(han gaaer grædende bort.)

Tredie Bonde.

Jeg maa lade Eder vide, gode Hosbond, at Jens Graversen og Kone ere nu begge døde, og har efterladt sig 7 umyndige Børn, den yngste døde hun fra i Barselseng, og den ældste, som er en Dreng, er endnu ei saa stor, at han kan kiøre Ploven. Hvad skal vi fange an med disse stakkels Børn? i I veed selv, at paa Stedet er intet tilovers, naar Besætningen fradrages, som Eder efter Loven tilhører? Redlig til Trekholt sagte.

Kiend mig nu et godt Raad min Herre!

Trekholt.

Jeg veed intet, Monsieur Hendrik! hvad synes I?

Hendrik.

Mig synes Herren kunde giøre ved disse Børn som man giør ved Hundehval

43

45

pene paa sine Steder, sæt dem ud paa Godser, og lad Bønderne føde dem til de blive store.

Redlig.

Har Bønderne ikke Udgifter nok i denne Tid desuden? nei Hendrik; men tag strax til Stervboet, og optegn Alting ude og inde, giør det altsammen i Penge, og saa vil jeg dele Summen mellem alle Børnene, efter som de har nødig, saa bliver der nok Folk som opføder dem paa Godset.

Hendrik.

Men saa bliver jo Gaarden øde, Herre. Redlig.

Lad det være min Sag, (til Bonden) følg med min Foged, jeg har giver ham om Alting behørig Ordre.

(Hendrik og Bonden gaaer.)

Fierde Bonde.

Tak for Skiftebrevet, gode Herre! jeg havde ei ventet, at der havde blevet saa meget tilovers for Børnene paa saa lidet et Sted.. men, gode Herre! den ældste af Pigerne skal nu giftes, kunde hun vel ad Aare faae sin Arvepart ud? den er just 20 Rdlr.

44

46 Redlig.

Det forstaaer sig, at hendes Arvegods af mig bør udbetales, saasnart hendes Mand kræver samme.. hun skal faae hver Skilling med Renten, fra Skiftebrevets Dato.

Bonden.

Tak Hosbond, paa hendes Vegne! Farvel.

(gaaer.)

Femte Bonde.

Mig synes ei, at jeg bør dølge for Hosbond, at der i vor Bye findes en Omloer, som har nu i nogle Dage haft sit Tilhold i Kroen, indtil for en Time siden, da han skal have været her paa Gaarden; denne Knægt løber med en Hoben Snak, har alt faaet endeel af mine Naboer til at troe, at der er udkommen nogle ny Forordninger, som deels give os alle frie for Hovarbejde, deels eftergive os vore Tiender, og desuden befale, at ingen af vore Karle skal mere høre til deres Fødestavn; ja han har endog faaet vor Degn til at skrive en lang Klage over Hosbond for nogle af vort Sogn, hvor iblandt er, saa sagte at sige, Troels Knud-

45

47

sen og mange flere. Denne Omløber har lovet selv at levere Fyrsten den, imod at hver Mand har givet ham 8 Sk. for hans Umage. Siig os nu, gode Herre! om der er noget Sandt i denne Karls Forebringende.

Redlig.

Saavidt jeg veed, er det altsammen Digt; for Resten er jeg aldeles ikke hange for deres Klagemaal, jeg har en god Samvittighed, og vor Fyrste er alt for retfærdig til at dømme nogen uforhørt Mand, ellers skal du have Tak for din Underretning.

Bonden.

Herren skulde dog ikke ansee den Sag saa ringe; thi den kan vist have farligere Følger, end man forestiller sig . . vore Karle troe allerede hans Sladder, og de fleste har alt resolveret at reise fra Godset, deels til Engeland, deels til Holland, af Frygt for at blive Soldat.

Redlig.

Naar de ere fri for Hosbondhold, hvor kan de da frygte for den Sag?

Bonden.

Det er jo ei Hosbonden, men Fyrsten

46

48 Der behøver Soldater, altsaa sidder Angesten i dem, enten de høre til Stavn eller ei; og I maa troe, at endskiønt jeg er en Bonde og selv haver Sønner, kan jeg dog ei indsee, at Fyrsten har nogen Nytte deraf, at Karlene ere fri; thi Hosbond! see kun hvor det gaaer med Søefolkene ved Strandkanten, dem raader Hosbond slet intet for, og hverken kan giøre dem til Soldater eller Matroser; men Officererne, som udi ingen Deel ere disse Folkes Omstændigheder bekiendte, tage ud hvilke der staae dem best an, lige meget om de har gamle Forældre, Kone og mange Børn hiemme, det lade de være Hosbondens Sag, som maa føde og klæde dem, mens Mændene ere paa Flaaden, ofte i mange Aar. Og endelig ere Officererne nødte til at tage for Føde naar de komme; thi det beste Mandskab løber ud af Lanet, saasnart det hører der skal være Udskrivning, og da Hosbonden intet haver over dem at sige, kan han ei forbyde dem det. De sige: De vil paa Farten, og vise deres Patenter, hvem tør saa mukke? Og I maa troe, det vil gaae lige saadan til med Soldaterne, om Karlene ere eller blive frie for Stavn-

47

49

Redlig.

Troe mig, min Søn, Karlene ere vist ikke endnu frigivne, det maa jeg best vide, og siig du dem det ikkun i mit Navn, for at forebygge videre Følger.. I øvrigt kan du sagte have et Øye efter denne Omløber, at han ingensteds kommer bort,

uden jeg faaer det at vide.

(Bonden gaaer.) Siette Bonde.

Jeg burde nok i Dag have betalt Hosbond min Skat, men sandt at sige, saa fattes jeg Pengene; thi Kornet er der kun lidt af, og deraf kan jeg i Aar intet sælge. Vel haver jeg, Gud skee Lov! gode Creature, og der iblant en god 3 Aars Plag, men da Hestene ere i slet Pris i denne Tid, og den er for god at sælge for et Smørbrød, vil jeg bede at Hosbond vil tage Plagen for Skattene.

Redlig.

Nei, jeg behøver den ei; men for at tiene dig, vil jeg giøre Forskud for dig i Skattene, indtil du med Fordeel kan sælge din Plag, glem mig saa ikke. Bonden.

Nei vist skal jeg ikke. Farvel.

(gaaer.)

48

50

Syvende Bonde.

Maa det ei være mig og mine Byemænd tilladt, at giøre vor Hovarbejde som tilforn, i vis tildeelt og bestemt Arbeide, isteden for udi dagviis, efter den sidste Anordning? vi vinde derved den Fordeel, at vi kan faae det Arbeide færdig udi een Dag, som vi ellers skal bruge 3de til. Kosten er dyr, Hosbond! i denne Tid, og en god Madkurv maa ikke seile, naar man skal til Hove.

Redlig.

Nei, min Søn, vi bør holde os paa det nøyeste Forordningens Bydende efterretlig paa alle Sider.

Bonden.

Men Fyrsten vil jo forunde os Lettelse? dette er hans Hensigt, og saa længe Hartkornet er saa ulige her i Landet, som det nu er, skeer os mere Gavn, hvis vi maa blive ved vor Skifte-Arbeide. Redlig.

Du taler efter din Forstand og fordi du staaer høit i Hartkorn, men dette maa være en Sandhed, at Forordningerne passe temmelig vel paa de fleste Stæder: men alle Sieldenheder kan intet Menne-

49

51

ske forud see, og hvor sligt indtræsker, kan man og være vis paa Fyrstens naadige Resolution; thi han vil ingens Fornærmelse . . Men, da du er saa forlegen for Skifte-Arbeidet, vel an! giør der som tilforn, men udregn først, hvad Proportion Arbeidet har med Forordningens Bestemmelser, saa vil jeg og give dig og dine Byemænd saa mange Billetter derfor, som paa begge Sider kan ansees billigt, i Følge Forordningens Forskrift. Bonden.

Ja! saa skal Baade vor gode Fyrste og Hosbonde have Tak, nu ere vi fornøyede, (gaaer.)

Ottende Bonde.

Jeg er Fattigfoged, og maa herved give tilkiende, at de 15 Mænd, som staae paa denne Liste, undstaae sig ved at give de Fattige af Sognet her, det de i Følge Forordningen ere ansatte for at svare . . og derfor maa Hosbond strax giøre Anstalt, ellers sulte de Fattige reent ihiel i denne dyre Tid, og det var vist allerede skeet, om jeg ei havde haft de 10 Tønder Korn, som Herren giver dem af sin egen Lomme om Aaret; og det er alt hvad

50

52

man af jer kan forlange, da Gud og hver Mand veed, I desuden har saa mange Snese Fattige at betale Skatte for; . . men da I ere saa god en Mand, bør jeres Bønder være lige saadanne, og derfor beder jeg, at I forskaffe mig Ret paa de Fattiges Vegne.

Redlig.

Jeg skal derom endnu i denne Dag føye Anstalt, gaae kun hen og siig de Fattige det . . ja gid min Evne var kun derefter, jeg vilde gierne betale for dem allesammen; men ak! alle Steds behøves min Hielp, og desværre den er saa lidet tilstrækkelig.

(Bonden gaaer.)

Niende Bonde.

Jeg kommer her som Lægsmand med den Karl, som det efter Lodtrækning er tilfalden at gaae til Soldat, i den Karls Sted, som forleden Dag fæstede, her er han, men jeg kan ei med det Gode faae ham til at gaae med mig til Officeren for at indskrives; thi han sværger paa, at han er fri Karl, saavelsom alle hans Kamerater. Redlig.

Min Søn! lad dig ikke forføre til at troe saadan opdigtet Tøi, du est og skal

51

53

blive Soldat, derudi bliver ingen Forandring.

Niels, Karlen.

Det troer jeg min Siæl ikke, medmindre Jesper Jespersen kommer herind, og i hosbonds Overværelse maa slaae sig selv paa Munden som en Løgner.

Redlig.

Send strax Bud efter denne Oprører, og lad ham komme herhid.

Niels.

Han er saamen ikke ret langt borte, men udi Borgestuen; thi han lovede at følge mig, og soer paa, at han skulde være Mand for, at ingen skulde røre en Fieder i min Hat.

Redlig.

Træk ham strax ind.

52

54

De komme slæbede ind med, Jesper Jespersen.

Jesper.

Gevalt! Gevalt! plager Fanden jer. . slip mig, eller I stal faae en Ulykke, saasnart jeg faaer Fyrsten i tale.

Redlig.

Har Du nogensinde haft den Naade? Jesper.

Ja, mange Snese Gange; forleden Nat kom jeg noget sildig for Slotsporten, og kunde ei komme ind for den store Bindehund, thi den giorde saadan Fandens Allarm, at Fyrsten befalede sin Frue at staae op og see hvem der var, Hun raabte: det er den gode ærlige Jesper, og kom strax og lukte mig ind for Hunden . . Jo, de gode Folk kiender jeg godt nok, saa det skal svie til visse Folk, naar jeg igien faaer Fyrsten i Tale.

Redlig.

Liderlige Siel! tør du understaae dig at digte saa grove Løgne? . . Børn! kan I selv nu skiønne, at han er et uværdigt Menneske?

53

55

Niels.

Jeg veed ikke hvad jeg skal sige Hosbond; thi der ere jo saa mange af os som har en Bindehund, og sagtens kan vor Fyrste evne at holde en, bedre end vi . . Jesper kan jo deri gierne have sagt sandt.

Redlig.

Taabelige Nar! men min gode Jesper, har du da samme Tid paa Slottet seet de nye Forordninger, som du har fortalt mine Bønder om?

Jesper (forbauset.)

Hvem siger, at jeg har seet saadanne Forordninger der? det har jeg aldrig sagt; thi hverken har jeg seet eller hørt er Ord af Fyrsten om slige Anordninger, derpaa kan jeg giøre min Saligheds Eed, men..

Niels.

Hvad! har du ei fortalt mig og Snese andre, at der var kommen Ordre ud, at alle Bønderkarle skulde værefrie for Godset, at.

Jesper.

Rigtig, rigtig, Niels! det har jeg og, og jeg tør lade min Næse paa, at dette ogsaa saaledes i Sandhed forholder sig.

54

56

Redlig.

Hvad Beviis kan du derom fremføre?

Jesper.

Snese Vidner, og deriblant vor Præst, Degn, Skoleholder og Sognefoged, de sore paa forleden Dag i Kroen, . . Jeg vilde have sagt paa Kirkestævne, at de havde hørt Forordningerne enten vare komne, eller med første skulde komme ud. Niels.

Er du ikke vissere i din Sag end saa?.. ja Hosbond, da maa jeg vel gaae til Soldat, indtil saa længe Forordningen kommer ud. Redlig.

Har Lodden truffen dig, bør du gaae lige saa villig, som de andre har giort for dig.. Niels.

Ja Hosbond, vi vare ei alle samlede ved sidste Trækning, thi Anders Truelsen gav sig ud for at være syg, og jeg har dog seet ham hver Dag siden tærske i hans Faders Lade.

Redlig.

Hvad! er der sandt, Lægsmand? da gaae strax med Niels derhen, og lad Loddet skielne hvem af dem der skal være Soldat. (de gaae.)

55

57 Jesper.

Farvel! jeg maa gaae med, og see hvordan det Spil løber af.

Redlig.

Nei! bie lidt, Jesper! du slipper mig ikke saa let; hvem har giort dig berettiget til at digte Forordninger, og derved oprøre mine Bønder?

Jesper: (bange)

Det er jo min og hver Mands Pligt, at hielpe de Nødlidende, og jeg har ikke giort andet, end været Eders Bonder behielpelig med at sammenskrive en Klage, hvorudi de anbringe deres store Nød for vor naadigste Fyrste.

Redlig.

Hvad har mine Bønder vel at klage over?

Jesper (leverer et Papiir)

Der er Klagen, døm saa, om de har Aarsag eller ei?

Redlig (læser)

Hvad seer jeg? de fleste af mine Bønder har underskrevet den, og deriblant endog saa mange af dem, som her have været i Dag .. hvad! (han læser) de vil være fri for Tiender, Landgilder .. Hovarbeide,

56

58 ja Skatten med . . aldrig bedre! de daarlige Folk! hvor lidet kiende de deres Pligter! . . men dog, der er ei saa meget deres, som deres onde Forføreres Skyld, og deriblant est du een af de værste; hør Karl! Klagen tager jeg til mig, og sikkerlig skal den blive forestillet Fyrsten! men imidlertid skal du blive her paa Gaarden under Vagt, indtil jeg faaer Ordre, hvorledes du bør afstraffes, thi straffes bør du, andre Ligesindede til Skræk.

Jesper.

Hvor kan I arrestere Mig, som nu er en fri Karl? og er jeg ikke det, da hører jeg jo ikke jer, men Hr. Trekholt til. ikke sandt, gode Herre?

Trekholt.

Jo det er sandt nok, men Hevnen er mig for sød, at jeg skulde unddrage dig samme, ved at forbyde Hr. Redlig Rettens Fremme over dig.

57

59 Trettende Optrin. Niels kommer ind med Søren. Else og Lægsmanden. De Forrige.

Lægsmanden.

Niels blev rigtig fri, gode Herre! og den anden Karl, som gjorde sig syg sidst, faldt Lodden paa at blive Soldat i hans Sted.

Redlig.

Men min gode Niels! hvad Ondt har jeg giort dig eller dine, at du og har underskrevet den Klage? du har jo hverken Gaard eller Huus i Fæste, og dog klager du over Hovarbeidet med mere?

Niels (ydmyg)

Ak! gode Herre! jeg har aldrig læst Klagen, og jeg tør helligen forsikre, at ikke den 10de Deel af dem, som har undertegnet samme, veed mere dens Indhold end jeg . . men hvem vil ei gierne slippe det letteste man kan? og denne Be-

58

60

drager (peger paa Jesper) har lovet at skaffe os alle fri, og derfor skreve vi enig alting under, som han forelagde os.

Jesper.

Ak ja, det er sandt altsammen, men hvad giør man ei for Fordeels Skyld .. jeg fik 8 Skilling af hver Mand i Skriverpenge.

Redlig.

Leveer strax disse ulovlige Penge tilbage.

Jesper.

Jeg kan ikke . . de ere alle drukne op.

Søren.

Det havde jeg aldrig troet om dig, Niels, som jeg nu hører; og efter saadanne Omstændigheder tør jeg ei forestille Herren mit Ærende.

Else.

Ak jo, Far! Herren er en ærlig Mand.

Redlig.

Hvad er dit Andragende, min ærlige Søren?

Søren.

Herren veed selv, hvor stammelig Jesper har narret mig og min Daatter.

59