Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 6

Betænkning om

Fælleskabets Afskaffelse

saa og om

Tiende

og

Tienestefolk paa Landet.

Kiøbenhavn,

Trykt og forlagt ved Nicolaus Møller,

Kong. Hof-Bogtrykker.

1771.

2
3

Udgiverens Fortale.

Disse Tanker ere ved en vigtig Anledning opsatte af en erfaren og

retsindig Landmand i Fyen, og fra Begyndelsen ikke bestemte til Trykken. De om Fælleskabets Afskaffelse ere nylig skrevne, da denne vigtige Post har især paadraget sig en omhyggelig Regierings Agtsomhed, og Erklæringer derom fra adskillige Steder efter Befaling ere indsendte. Tankerne om Tiende og om Tienestefolk paa Landet ere af en ældre Datums; de ere Stykker af en Besvarelse paa de for to Aar siden af General-Landvæsens-Collegium forelagde Spørsmaale.

4

De vare meddelte mig til Læsning; men de syntes at fortiene en offentlig Bekiendtgiørelse. Ere andre kyndige Landmænd af anden Mening, saa vil denne Ulighed dog ikke hindre dem, at erkiende Forfatterens oprigtige Kierlighed til Fædrenelandet og til sine Medborgere af alle Stænder. En ædel Plan, som den om Fælleffabets Afskaffelse tilvisse er, kan ikke andet end vinde, jo tiligere og jo nøiere man kiender de store og de smaae Vanskeligheder, som den har at bestride. De Erindringer om Tiender og om Tienestefolk ere vigtige, og aldrig mere beleilige, end nu, da man saa alvorlig arbeider paa det Danske Landvæsens Forbedring.

5

Betænkning

om

Fælleskabets Afskaffelse.

<s———.—

Saa høit ønskeligt det var, at aldrig noget Fælleskab havde funden Sted ved Jordegods, saa store Vanskeligheder møde, naar en saa almindelig, i saa mange hundrede Aar ved utallige Anstalter befæstet og med enhvers Jordbrug uadskillelig forbunden Indretning skal ophæves; efter at den endog i de nyeste Tider ved saa mange Godsers Adspredelse er bleven, og bliver daglig mere almindelig. Des større Glæde vil det blive for

6

alle Landmænd, som elske Landets og deres eget Beste, om ved Kongens og hans Collegiers Viisdom er saadant Middel dertil udfindes, at ingen fornærmes , eller de, som skulde nyde Frugten af Landbrugets Forbedring, ved en overilet og voldsom Fremgang meget mere ødelegges. Jeg veed fuldkommen, at min ringe Erfarenhed og mindre Indsigt i Landhuusholdningen ikke tilstæder ak giøre betydelige Forslag til saa vigtig en Sag, hvor de ældste, forfarenste og grundigste Landmænds Dygtighed, uagtet al Redelighed og Nidkierhed, vil standse ved hvert et Skridt, saa snart det kommer til virkelig Udøvelse paa hvert Sted især. Dog tilkiendegiver jeg mine Tanker og Iagttagelser efter Befaling, saa meget Tidens Korthed og andre Forretninger tilstæde.

Som Fælleskabet næsten i hver Provinz er forskiellig, og paa hvert Sted vil anderledes behandles, saa bliver jeg ikkun ved vores Egn. Jeg veed ikke, om i Fyen, og især i Nyborg Amt skulde findes enten Overdrevs eller saadane Skove, hvor ingen har en vis Andeel at tilholde sig. Dette slags Fælleskab er desuden lettest at ophæve, naar hver Lodseier sin Andeel ved Maal og Lod efter Hartkorn tildeles.

7

Gemeenlig er Fælleskabet her saaledes:

1.) Nogle Byer have endnu Marker, som ikke

have kundet blive fraskilte.

2.) I de fleste Byer ere tre, fire ja langt flere

Lodseiere, som eie enken Gaarde, Kirker og Kirkejord, eller og vel øde og til andre Lodseieres Beboere bortfæstet eller leiet Jord.

3.) I hver By ligger den største Deel af hver Mands Ager-Jord, det være sig Præstens, Kirkens eller Bondens, ja vel paa nogle Steder ogsaa Hovedgaards-Jord, i Fleng iblant Naboernes, paa mange Steder i Marken.

4.) Endnu mere er paa de fleste Steder Bondens

Engbond adspredt og blandet.

5.) I adskillige Byer have nogle Mænd tilfælles

indhegnet en Strekning Jord fra det almindelige Fælleskab.

6.) Det skadeligste Fælleskab er, hvor paa hele

Agre een eier Grunden og en anden Skoven, være sig enten Stor- eller Krat-Skov.

7.) Endelig maa ogsaa herhen regnes den Græsning,

som Huusmænds og Inderstes Kreature fra Arildstid og Byernes første Indretning

8

af have nydt, og uden hvilken ingen kan boe paa Landet.

Det første flags Fælledskab imellem adskillige Byers Marker synes vel lettest at ophæve, ligesom det og ved Kongelige Anordninger udtrykkelig er anbefalet, og paa mange Steder baade før og efter samme Befaling virkelig er afskaffet. Dette bør overalt paadrives, førend der kan begyndes paa videre.

Men foruden mange Bønders Vrangvillighed og Frygt for Tab, eies endeel Godser af gamle og sygelige Mænd, endeel af Enker og Ugifte, som deels ønske at tilbringe deres Livstid i Fred og Rolighed, deels med Rette frygte for Tab ved Magelæg og andre ved slige Handlinger nødvendig forefaldende Fortrædeligheder, da de ikke selv kan være overværende, men maa see og høre ved andre. Overalt findes der ikke mange, der have saa stor Kundskab og Indsigt i Jordebrug, at de noksom kan skiønne paa Jordens Beskaffenhed, og finde Udveie til at undgaae de mødende Hindringer. De fleste mangle og i disse Tider Formue til at bestride de forefaldende Bekostninger. Men foruden disse Vanskeligheder, som forefalde ved hver Fælleskabs Ophævelse, er der endeel betydelige Forhindringer, især i Henseende til

Byernes Fælleskab i Marken.

9

Paa visse Steder ligge nogle Byers Jorder, efterat hver By allerede har indhegnet fra Fælleskab, hvad den havde samlet og uden stor Vidtløftighed kunde hegne, saa blandede i andre Byers Jord, endskiønt hver Mand har, veed og bruger Sit, at der nødvendig maa skee stor Magelæg, førend der kan tænkes paa Adskillelse og Hegn. Og det bliver, formedelst Jordens forskiellige Beskaffenhed, meget tungt at sette i Verk, Nogle Byer have saare liden god Jord, som nu ligger midt imellem den paagrændsende Byes Jord; og den skal de bortgive. Derimod er den anden Byes Jord, som ligger iblant deres og de skal have igien, af ligesaa slet og slettere Beskaffenhed, end deres egen øvrige Jord. Hvo der veed, hvor meget en Bonde regner og med rette bør regne paa en Ager, som er hvilet og giødet, især siden Qvægsygen er saa idelig og almindelig, eller som kan bære Græs til Slet og Tøiring, naar den hviler; den kan let finde, at han ikke-uden største Skade kan give den bort for en udreven Ager, langt mindre for nogen næsten ubrugelig Sand-Jord. Det er og et ganske urigtigt Forslag, at den som mister en god Ager, skulde til Gotgiørelse have et desstørre Stykke slet Jord. Vel bør denne Forskiel komme i Betragtning, naar en Mands Jord skal vurderes til Skat eller anden Afgift. Men eqvi-

10

valent kan slet Jord aldrig blive for god Jord. Den slette store Strekning udfordrer meget mere Arbeide, Flid, Glødning og Sæd , end den mindre Strekning af den gode Jord, og hvad den igien giver af sig, kan dog aldrig lignes imod hvad den gode kan give. Erfarenheden lærer det allevegne, at under samme Omstændigheder en Bondes Velstand, hvor stor Overflødighed af slet Sand-Jord han end har, aldrig kan settes i Ligevægt med en andens, som har langt mindre, men god og frugtbar Muld eller Leer-Jord.

En anden, betydelig Hindring er, naar slig en By ikke har Skov at hegne med. Løs Sand-Jord kan aldrig hegnes med Grøfter eller Diger; og skulde Grøft og Dige gane imellem den ringe Andeel god Jord, som Byen maaskee har, da, om end Situationen ellers tillod der, vilde samme By miste derved alt for meget af det, den har saa lidet af.

Naar der nu findes mange Lodseiere i slige blandede Marker, saa bliver Magelægget des vanskeligere, da de Agre, som skal gives bort, kan tilhøre en Lodseier eller Bonde, som formedelst sin øvrige Jords Fraliggenhed ikke kan saae eller Nytte de Agre, som skal gives tilbage fra den anden By. Det maatte altsaa synes, at Fælleskabet imellem Lodseierne først burde hæves. Alligevel

11

maa Byernes Marker nødvendig være adskilte, og fremmede Byers Jord udskiftet, førend der kan begyndes paa nogen indbyrdes Adskillelse. Jeg faaer derfor bede om Lov, at nævne en Deel af de vigtigste Vanskeligheder ved Ophævelsen af de øvrige slags Fælleskab, førend jeg tør vove, at tænke paa Mueligheden og Midlerne dertil.

Der kan vel findes nogle af de imellem flere Lodsejere deelte Byer, hvor Lodseiernes gode Villie kan uden stor Vanskelighed eller betydelig Tab for nogen, ved Mageskifte giøre Ende paa Fælleskab. Men det vil ved nøiere Underføgning være meget faa. Neppe skal i en Stad findes to Huse, som deres Eiere kunde eller vilde bytte med hinanden. Langt mere er der at betænke ved en Bondegaard. Dens Tilliggende, dens Jords, dens Beboeres, dens Besætnings, dens Bygnings, dens tilhørende Mandskabs Beskaffenhed er af saa stor Forskiellighed, og derhos for Eieren af saa stor Belydenhed; der hører saa stor Skiønsomhed, Indsigt og Ferdighed til at domme derom, i Ligning med en anden, at det er ingen Under, enhver gierne vil beholde, hvad han har og best kiender og veed, i hvad Stand det er, og hvad det har kostet at settes og holdes i god Stand; ingen Under, at det holdes for et slet Tegn, naar en gierne vil bytte bort, hvad han har og hvad han saa længe har været vant til. Naar nu

12

en Bondegaard ligger i Nærværelsen af Hovedgaarden, bruges og behøves til Hovning eller Hovedgaardens Complettering; har Tørveskiær, Skov, Fiskerie; saa voxer Vanskeligheden, ved hver af disse Ting, og det desmere, jo flere Gaarde der ere; ja det bliver en Umuelighed for Eieren at miste den, naar den største Lodseier i slig en By ikke har Gaarde at give igien til Magelæg, af lige Betydenhed og Herlighed; en Sag som sielden kan haabes. Jeg nævner ikke Jagten, siden dette Tab lettest kan oprettes paa en anden Maade, endskiønt mangen Gaard, i Kraft af Lovens og Forordningers Medhold, just derfor er dyre kiøbt, og endog ikke Jagten burde tabes uden Vederlag. Det kan og treffe, at Byen kan ligge nærmere ved den mindste end ved den største Lodseieres Hovedgaard; men om end en Bondegaard ligger saa langt borte fra Hovedgaarden, at den ikke bruges til Hovning, hvortil dog i Fremtiden, efter Hoveriers Bestemmelse, de fleste vil blive fornødne, saa kan dog Eieren have tilstrekkelig Grund til at ville beholde den, om end ikke for en besynderlig Herligheds skyld, saa dog for at magelegge den i sin Tid med en mere beleilig Gaard, den han ellers aldrig kan vente at faae. Med Penge at tvinge Fælleskabets Ophævelse, kan jeg ikke indseee, at være giørligt, naar den ene ikke kan eller vil kiøbe, eller give

13

hvad den anden fordrer, og den anden ikke kan eller vil selge, eller selge for det, en anden vil give, eller naar hver vil kiøbe den andens og igien selge sit; eller hver selge og ingen kiøbe. Ei heller kan jeg indsee, af hvem og efter hvad Regel en Priis over en andens private Eiendom kunde bestemmes, og hannem efter samme aftvinges, uden dens yderste Fornærmelse, og tvert imod den største Grund-Regel af alle naturlige og borgerlige Love.

Det tredie angivne slags Fælleskab imellem Bymændene indbyrdes har uden Tvivl sin Oprindelse af Jordens og dens Beliggenheds store Forskiel paa de allerfleste Steder i vore Lande, da den neppe paa een Ager reent igiennem er eens, langt mindre i en heel By-Mark; og tillige af Veierligets store Ustadighed.

Skulde een eller flere Beboere faae al deres Jord paa Sandbanker, eller imellem sumpige moradser, eller paa stiv Leer- eller Skeen-Bund, kunde de aldrig bestaae, og mindst i Aaringer naar sligt Veierligt vedvarer, som ikke er deres Jords Beskaffenhed gunstig. Byernes Eiere eller Indbyggere have derfor fra Begyndelsen af attraaet og faaet hver sin Deel paa Markens forskiellige Jordbund, paa det hver i vanskelige, saavel tørre som vaade, Aaringer kunde have Haab om at

14

beholde Grøde paa nogle Steder, naar det slog feil paa de andre, og alle bære eens Byrde og nyde eens Fordeel. Dette har tiltaget, lige som Byen i Tidens Længde har indtaget mere Jord at dyrke, da enken alle eller nogle have delt Skifterne paa ny indbyrdes, og denne Jordens Adspredelse er siden forøget og bleven mere uordentlig, deels ved Beboernes Skiødesløshed og Utroskab, deels ved Gaardens Ødeblivende, ved Deling, Ombytning og andre Omstændigheder. Ligesaa har Jordens Beliggenhed været en Aarsag dertil, paa det hver Mand maatte faae noget af den, som laae længst borte, og noget som var nærmest ved Byen. Jo mere vigtig og betydelig disse Aarsager til Fælleskab ere for hver Beboer, des vanskeligere vil Forandringen blive. Maaskee der kan findes de Byer, især paa Sletten og flere Steder, hvor Jorden er overalt god eller nogenledes lige, at hver Mand kan faae sin Jord tildelt paa eet Sted. Men hvor der til en By ere Sletter og Banker, Leer, suur og Sand-Jord, som i vores Egn og de fleste Steder i vore Øer, da vil det blive overmaade vanskeligt; siden den, som faaer al sin Jord paa Sandbanker, eller høie Bierge af løs ufrugtbar Sand, da aldrig kan leve; eller nogen Beboer, som har ikkun eet slags Jord, blive i Stand, at svare hver hvad ham tilkommer, naar Veierliget er det

15

slags Jord imod, som han har at dyrke. Ligesaa blive de, som faae deres Jord tildeel; længst bort fra Byen, hvilket blive de fleste, meget bebyrdet; og Gaarde at flytte fra Byen ud i Marken er mere bekosteligt og forvirrer i to Aar en Mands hele Huusholdning og Jordbrug mere, end man ved første Øiekast kunde tænke; men kiendes først, naar man indlader sig i alle derved forefaldende smaa Omstændigheder. Saa det vel bliver for de fleste, saavel Eiere som Beboere, umueligt, at bygge nye Gaarde, men dog mindre vanskeligt end at flytte dem, hvorved, om ikke ander var, meget Tømmer, Grunden, Tag og Vægge, Gierder, Haver, Træer, Humle og mere tilsettes, den til andet Arbeide nødvendige Tid spildes, og Manden med alle hans Folk, Eiendom og Boehave i mange Uger giøres huusvild. Jo flere Gaarde der skal bygges eller flyttes, desmere forøges Vanskeligheden. Skal al Byens Jord deles om, og hver faae al sin Jord paa eet Sted, da maa Inddelingen skee paa eengang, og den kan ikke skee uden først om Foraaret, imedens Rugen endnu kan taale, man gaaer paa den, om den ellers nogensinde kan taale det uden Skade. Men da er Veierliget sielden gunstig eller Tiden tilstrekkelig til saa vidtløftig et Arbeide, siden de gamle Gierder skal gierdes for dette Aar ligefuldt, og Gierdselen til

16

nye Gierder hugges; giødes, fældes og pløies til Vaar-Korn, med mere. Ingen Jord vil det Aar blive giødet, siden enhver tænker, han beholder ikke den Jord, som han skal giøde; og neppe legger nogen for eet Aars Brug Giødning paa en Ager. Den virkelige Fraskillelse kan derefter ikke skee, uden aleene strax efter at Høsten faaer Ende, førend Rug-Sæden legges, og da skal Jorden virkelig afdeles og indgrøftes eller gierdes, siden hvers Kreaturs skal græsses paa hans eget, just da det er den allertravelste Tid for Landmanden, og hver har mere at bestille, end han kan overkomme, med at tærske Sæde-Rug samt Byg og Havre, Erter og Boghvede til Huusholdingen, faae Giødningen til Rugen udkiørt; Rug-Jorden pløiet, ja den mange Steder udestaaende Tørv, ifald Veiret om Sommeren ikke har været særdeles beqvem, hiemaget og saa fremdeles. Alligevel udfordrer Forretningens Natur, at naar Afdelingen er begyndt, skal den paa engang fuldføres, enten Veiret føler eller ikke, enten alt andet Arbeide kan skee, eller maa staae tilbage.

Saa jeg kan ikke indsee andet, end om denne Indretning skulde foretages, paa eengang overalt i Sielland, Fyen og Jylland, og dermed Tvang, da ellers Folkets gode Villie drager et stort Læs, og kan, ved al lempe sig den ene efter den anden,

17

slette mange store Hindringsbierge, saa vil hele Landet staae i Fare for, at miste i det mindste eet Aas Rug-Sæd, om ikke for andet, saa for skiødesløs Behandlings og Tidens Utilstrekkeligheds skyld. En Skade, som jeg ikke troer, Bonden i disse Tider, eller Landet i Almindelighed, kan taale, eller Fælleskabets Ophævelse, i det mindste for de nu Levende, erstatte.

Nærværende Fællesskab i Engbunden er endnu mere forskiellig. De Engpletter, som findes ved Enden af Agrene, ere i Almindelighed tildeelte den som Ageren tilhører. De øvrige Engpletter ere i de Byer, hvor ikke særskilte og samlede gode Enge findes, endnu mere adspredte, og overalt er Gaardenes tilhørende Engbund meget ulig, som tildeels kan have sin Grund deri, at nu en, nu en anden Beboer har holdt mere eller mindre Qvæg, og derfor tilbytter sig snart Engbund for Pløjeland, snart Pløjeland for Engbund; men mest kommer det dog af den Lejlighed og Flid, som en Beboer har havt frem for den anden, til at rytte Krat og afgrave oversvømmede Moradser. Af disse vil nok den holde sig meget fornærmet, som skal afstaae det, han med Flid og Bekostning har sat i Stand, og derimod tage et andet Sted Stærre-Moser og sure Kiær. Det er desuden høist fornødent for en Bonde, som for Fremtiden skal være uden Fælle-

18

skab, at have tilstrekkelig Engbund i rette Forhold

med hans Agerbrug.

Tørve Moeser ere nok i de Byer, hvor der Haves nogen af Betydenhed, deelte i Mands-Parter, og kan vel ikke heller bruges anderledes end i Fælleskab. Den store Forbedring, som de overall behøve, hører ikke til dette Sted. Ved dem, som en Mand kan have funden og benyttet sig af i sine særskilte Maabunds-Pletter, vil Uligheden findes størst, da den ene har paa beste Maade brugt og skaanet sin, og den anden for Fode opskaaren og bederved sin. Hin fortiener vel mindst den Straf at bytte med denne, lige saa lidet, som man kan paalegge den, som har fredet Gierdsel-Skov, at overlade sin Deel til den, som Har forødet sin.

Hvor 10 eller flere Mænd i Samling have foretaget en Indhegning, da Have de uden Tvivl funden for stor Hindring, at hver kunde faae sit for sig selv, enten formedelst Skov eller Tørveskiær, eller et særdeles got Stykke Jord, som hans Fællesbrødre ikke have kundet udvise ham lige god til Vederlag. Dette Fælleskab vil altsaa blive des vanskeligere at ophæve.

Nu vilde jeg intet mere ønske, end at jeg kunde være ligesaa heldig at angive Midler, giørlige og lette Midler, til at overvinde alle disse og flere Vanskeligheder lige saa vist, som de paa nogle

19

Steder mere, paa andre mindre, vil møde. Efter Samvittighed og uden mindste Egennytte eller falske Hensigter, har jeg holdet for min Pligt nogenledes at fremlegge den, om ved andres Indsigt de dertil fornødne Anstalter kunde opfindes, da ellers Verket efter mange anvendte Bekostninger og Møie dog umuelig kan naae sit Ønskelige Maal.

Naar jeg efter Naturens og Kongens Lov, og det af det Danske Kammer udstædte Circulair-Skrivelses egne Ord, tør som den allerførste og uforanderlige Grundregel forudsette, at ingen ved denne Fællesskabs Ophævelse skal og bør fornærmes, og altsaa ingens lovlige Eiendom, som han ikke kan, eller med god Grund vil miste, hannem aftvinges; ligesom det ellers og i Fremtiden vilde betage hver Mandlyst til at have Eiendom, og langt mere, til at anvende Bekostning, Flid, Arbeide og Hazard til samme at forbedre; en Følge, skadeligere end alt Fælleskab! Naar jeg tør troe, at det saa vel af Sagens Natur før de forhen anførte Omstændigheder er klart, at Fælleskabets Ophævelse bør nøie indrettes efter hvert Steds meget forskiellige Beskaffenhed, og at ingen almindelig Regel dertil forud kan fastsettes; naar ogsaa Forfarenheden og vore fleste Bønders Tænkemaade har lært, at ligesaa vist, som en overilet Tvang vilde langt mere skade end gavne,

20

saa vilde derimod intet betydeligt skee, saa længe alting overlades til hvers egen Lyst og Tykke: Saa veed jeg intet andet at foreslaae, end at i hvert Amt maatte beskikkes en Kongelig Commission, bestaaende af Amtmanden, Herredsfogden, de udmeldte Land-Commissarier og to redelige og mest kyndige Landmænd af det næste Amt, som eie og selv bruge Jordegods, (dog ikke i samme Amt, hvor-Commissionen settes, ikke heller i det Amt, hvoraf Commissarierne til det andet Amt ere tagne,) og saa mange tilforladelig kyndige, øvede og redelige Landmaalere, som Kongen til hastigere Fremme vil og kan forunde, hvilke alle til denne Forretning i Eed tages. Amtmanden og Herredsfogden, som forud med mange andre vigtige Forretninger ere beladte, bør møde selv ved Commissionens Aabning paa hvert Sted, og ved dens Slutning, men ellers ikke, uden naar en vigtig Omstændighed efter de øvrige Commissærers Begiering udfordrer deres Nærværelse. Commissionen møder allerførst paa de Steder, hvor endnu flere Byer ere lodtagne i een Mark, foretager en Byes Jord efter den anden, fremkalder alle Lodsejere og Jordbrugere, undersøger Fraskillelsens Hindringer paa Aastedet, og søger at udfinde en Muelighed til Magelæg. Hvorved der vil være nødvendig, til Regel at fastsette, at Gierdet, saa meget mueligt, bør komme til at

21

staae paa det korteste og til Hegn mest beqvemme Sted, og gaae lige frem, og al Jorden, som derved kommer til at ligge uden for Gierdet, forud paa det nøieste være magelagt med saa meget muelig lige god Jord, hvorefter Gierdets Sted bør bestemmes; og den Skade, som de lide, der ikke faae god Jord igien, eller ved det at Gierdet gaaer over deres Jord, erstattes dem af samtlige øvrige Bymænd, som Commissionen iligemaade haver at afgiøre paa Aastedet.

Derved falder endnu at erindre, at ved de sidste Kongelige Forordninger vel med Rette er lagt til Grund, at, naar en stor By er omgiven med smaae Byer, faaer den i sit hele Hegns Indbegreb lige saa mange Favne Gierder, som de mange smaae Byer, endskiønt den liden By maae tage halv Gierde for sit meget mindre Hartkorn. Men der synes dog at være Forskiel ved slig en particulair Indhegning, hvor de mindre Byer forud alt have indhegnet deres beqvemmeste Jord, og derover allerede faaet flere Gierder, og de store derimod mindre, end dennem ellers kunde tilfalde, om Byernes samtlige Jordstrekning nu først paa eengang skulde deles og hegnes. Desuden have de store Byer i Almindelighed langt mere Forraad paa Gierdsel-Skov, endog i Proportion af deres flere Gierder, end de smaae, og fordi der er saa meget flere Be-

22

boere i de store, leverer hver Mand saa meget mindre Gierdsel. Og da det er en sand Umuelighed for Byer, som mangle Gierdsel-Skov, at hegne paa de Steder, hvor ingen Grøft eller Dige kan have Sted formedelst Jordens Beskaffenhed, saa veed jeg intet andet Middel at foreslaae, end at ved disse nye Gierders Reysning enhver By maa reyse eller i det mindste levere Gierdsel efter Hartkorn, hvorved de store Byer blive desmindre fornærmede, da det i Almindelighed er dem, som vinde, og derimod de smaa tabe meget ved Markernes Adskillelse. Ja om det ved Eftersyn befindes, at nogen af de mindre Byer ikke kunde skaffe Skov til sin Andeel, skulde de store Byer, som i Almindelighed har langt mere Forraad paa Gierdsel, levere Skoven til det hele Gierde, imod at nyde Betaling derfor af de mindre, efter uvillige Mænds Sigende. Men naar Gierdet var reyst og af Amtmanden og Herredsfogden efter Syn befunden forsvarlig, burde de mindre paalegges, i Fremtiden at holde den Halvedeel af Gierdet i Stand.

I samme Byer undersøger Commissionen tillige Fælleskabet imellem Lodseierne efter alle dens Omstændigheder; tager Gaardene, deres Bygning og Besetning, og hvad besynderlig Herlighed Maatte angives, saa og Mandskabet selv, nøie i øjesyn, og anvender al Umage til at formaae Vedkommende til

23

Forening, enten ved Magelæg eller ved Penge, at hjelpe sig selv af Fælleskab. Findes det ikke mueligt og Commissionen finder tilstrekkelig Aarsag til at forsikre sig, at de af een af Parterne angivne Begrings-Grunde ikke bør hindre Magelæg, indgiver den under sin Eed derom Relation til Kongen; hvilken dog, førend den indsendes, tilstilles Vedkommende til Efterlæsning, og dem forundes Frihed, inden otte Dage eller om muelig kortere Tid, at give deres Indvendinger beskrevne, som tillige med Commissionens Relation til Kongelig Decision indsendes. Dog bør dette ikke skee, uden meget besynderlige og betydelige Aarsager, for ikke at støde imod den første Grundsteen af al borgerlig Selskabs Velfærd, og give en Kongelig Faderlig Omhue for Understøtternes Velstand et Skin af Tvang og Indgreb i Folkets naturlige og lovlige Eiendoms-Ret.

Ved slige Magelæg vil tit møde en stor Hindring, at een Lodseieres Bønder ere Hovningsfrie, og vel ved Fæstebreve fritagne for al eller visse slags Hovning, da derimod den anden ikke kan undvære Hovningen, og altsaa Magelaget derved giøres umueligt. Hvorfor det indstilles, om ikke slige Bønder, efter at Hoveriet ved Kongelig Myndighed er bestemt, ogsaa ved samme Myndighed bør tllholdes, herefter at giøre Hoverie efter samme

24

Bestemmelse, om Magelæg derved kan tilveiebringes, hvorimod dennem det halve af deres givne Indfæstnings-Penge skulde gives tilbage, og Hovnings-Pengene eftergives.

Befries Parterne ved en kongelig Decision fra Magelæg, eller finder Commissionen forud Sagens Beskaffenhed saaledes, at Fælleskabet ikke paa den Maade kan ophæves, efterseer den Jordens Beskaffenhed i Byens Marker, eftermaaler alt hvad de Lodseiere tilhører, som skulde udskiftes, og søger at udfinde en Muelighed, at samme Lodseiere kunde tilmaales Ager for Ager, Engbund for Engbund, og om mueligt, Skov og Tørvemaal for Skov og Tørvemaal, samlet paa eet Sted, nærmest ved dens tilhørende Hovedgaard. Findes dette giørligt, vil det blive lige saa let og maaskee lettere, at og alle øvrige Bymænd kunde anvises og tilmaales hver sin Jord, samlet paa eet, to eller tre Steder, dog paa lige Maade, ikke efter en generel Opmaaling eller Inddeling og Taxering, men at hver Mand tilmaales Ager, Eng, Skov og Tørvemaal af samme Størrelse og Godhed, som det, han forhen har havt adspredt, hvorved saavel alle Lodseiere som Jordbrugere høres, med mindre de alle tilhøre een Eiere, som vil giøre dem lige, da Jorden kunde lige inddeles til saa mange Gaards-Parter, som Eieren forlanger.

25

Efter at førstomtalte Opmaaling og Inddeling er fuldført, forundes Parterne en Tid saa kort, som efter Commissionens Eragtning muelig befindes, til at eftersee dem, at forenes selv anderledes, om de det finde for got, eller at giøre de formeentlig fornødne Erindringer, som Commissionen undersøger, og om de befindes af Vigtighed, indhenter Kongelig Resolution paa forommeldteMaade; saa at ingen Deling imellem flere Lodsejere skeer, uden enten samtlige Vedkommendes Samtykke eller Kongelig Resolution, og derefter gives Forretningen til hver af vedkommende Lodsejere beskreven.

I alle andre Byer, hvor slig en samlet Udskriftelse ikke findes giørlig, foretager Commissionen det eneste, hvad jeg i Almindelighed kan holde for giørligt; den inddeler al Byens Jord i fem eller sex saa vidt muelig lige Marker; og derefter inddeles igien saa meget af disse Marker, som dette Aar ligger til Fælled, i to eller tre lige Skifter, eftersom der er betydelig Forskiel paa Jordelavet; den afmaaler og bestemmer Veien fra Byen til de afdeelte Skifter, saa at hver Mands Part i samme faaer Ind- og Udkiørsel til den almindelige Vei; eftermaaler og antegner, hvor megen Jord hver Mand i Byen har i hvert Skifte, og afmaaler derefter ligesaa mange Parter, af lige

26

saa stor Indhold til hvers Part paa eet Sted, som hver tilforn har havt adspredt i samme Skifte, og ligner den endog forekommende Forskiel saa meget muelig i Forveien, saa at for Ex. den der mister en velgiødet Ager og faaer udreven Jord igien, tillegges visse Læs Giødning hos den som faaer giødet Jord for udreven; Den der mister en Ager, som har ligget til Hvile i et Skifte, faaer igien i et andet Skifte en hvilet Ager isteden for en brugt; den der har i det ene Skifte faaet det nærmeste Land ved Byen, faaer i det andet Skifte, det som ligger længst borte; og hvad der ikke kan lignes i den første inddelte Mark, lignes derefter i de følgende. Som nu i de Byer, hvor der er flere og uadsikilte Lodseiere, hver Mand i Byen først faaer et Nummer ved Lodkastning, hvorved udgiøres, i hvad Orden Jorden tildeles dem, saa derimod i de Byer, hvor ikkun een Eier er, som bør tillige ligne sine Bønder, inddeles og nummereres først i hvert Skifte Jorden i saa Mange Parter, som der ere Mænd i Byen, saa at til No. 1. legges den nærmeste Jord ved Byen, og i et andet Skifte det længste fra Byen; det Nummer, som i eet Skifte har faaet kiendelig bedre Jord end andre, faaer i andre Skifter igien den sletteste, og saa i andre Ting, for hvilke saavel, som paa hvad Maade Afdelingen ellers kan Skee beqvemmest og med mindste Jords-

27

Spilde, og de fornødne Vandsteder anvises, kyndige Landmænd i Commissionen bedre vil finde Raad, end dem kan foreskrives. Derefter kastes Lod imellem Bymændene, hvad for et Nummer af disse afdeelte Jorder enhver skal have; og paa hvilken Maade end Jorden er deelt, saa indgrøftes eller gierdes strax alle Skifter, hvor Commissionen ikke, finder uovervindelige Hindringer at være i Veien, med Lov for hver Mand at indgrøfte eller hegne igien, hvad hannem er tildeelt i hvert Skifte; og saa snart een Mand begynder at hegne sit, skal alle de andre ogsaa være pligtige at hegne deres. Ved Gierder om hele Skifter tager hver Mand Deel efter Hartkorn, men ved de indvortes Delinger, hver halv Gierde med sin Naboe ved begge Sider; saaledes at herefter, hvor eens Jord ligger ved et andet Gierde, i hvor længe samme end forhen har staaet, og enten det er en anden Bondes gamle Indhegning, eller en anden Byes eller en Hovedgaards-Markes, skal enhver være pligtig, at vedligeholde i Fremtiden det halve Gierde, saa langt hans Jord strekker. Saa skal det og være hver Ejere tilladt, at inddele enten den hele Byes Jord, om han er eene Ejere, eller den Jord, som tilmaales hans Bønder, hvor der er flere Lodsejere, til flere Bøndergaarde, end forhen haver været, og at opbygge saa mange flere,

28

som han finder for got, imellem hvilke alle, de gamle og de nye, Hartkornet og hvad deraf er gaaet Hidtil for Skatter og Landgilde, deles lige, saa at alle nyde og yde ligemeget; undtagen hvor der ved een eller anden Side kunde findes Steder, som var til Hindring ved den øvrige Inddeling, eller hvor der ved hver Gaard overskyder Fierdingkar eller Albus, der forvolder mangen Forvirring og ureed Regning. Deraf kunde inddeles nogle smaae Steder og vurderes til Hartkorn efter Proportion af Byens øvrige Hartkorn, og de Beboere, som faae dem, bør deraf bære den Byrde af det tillagde Hartkorn, som fratages de andre, alt under Commissionens Opsyn og ved dens Hielp.

De Indhegninger og Tofter, som en Mand har i Forveien, beholder han fremdeles urørt, med mindre de skulde være midt i et Skifte, og for meget til Hindring for den almindelige Inddeling, da han derfor tildeles ligesaa meget ved hans øvrige Part i samme Skifte, og de andre Mænd findes pligtige, at indhegne paa hans øvrige Anpart ligesaa mange Favne for samme, som han har maattet udlegge af hans Indhegninger. Hvor to eller tre Mænd have indhegnet noget i Fællessab, skal de enten magelægge, at hver hegner sit, eller og udlægge Indhegningen til at befattes under den almindelige Inddeling.

29

Hvad der af Engbund findes imellem en Mands tilmaalte Jord, tildeles hannem og fraregnes efter Maal og Vurdering der, hvor anden Maabund deles imellem Beboerne. Maabunden, som ellers findes adspredt i Marken, tildeles, saa meget mueligt er, saaledes ved hver Mands Ager-Jord, at den tillige derved kan indhegnes, efterat den tilforn er almindelig indhegnet med det Skifte, hvortil den best kan inddeles. Store Strekninger af Maabund indhegnes for sig selv, og hver Mand faaer efter Nummer og Lod sit Stykke tildeelt paa eet Sted, med Lov at indhegne det for sig, dog uden at kunne nøde de andre til Hegn; om kuns at den Grøft, han giør, ikke forhindrer Vandfaldet. Det øvrige om fornødne Grøfter og andre Anstalter til Engenes Forbedring, hører ikke herhid. Med Tørvemoser forholdes sååledes, som om adspredt og samlet Maabund er anført, ikkun med den Forskjel, at de, som frem for andre have fordervet deres Tørvemaal, og de som frem for andre have fredet den, beholde saa vidt mueligt de selvsamme Stykker. Og hvor dette ikke kan være giørligt, bør den som har opskaaren sit Maal, miste en halv gang saa meget af hans øvrige Maabund, som det opskaarne Tørvemaal er stor, til Vederlag for den, som isteden for et fredet, tildeles et opskaaren Maal.

30

Ligesom nu det første Aar den Jord, som da er Fælled, bliver den første gang deelt i alle Byer i hele Amtet, saavidt Commissionen kan naae, saa bliver i de følgende Aaringer den øvrige Jord, som hvert Aar bliver Fælled, deelt paa samme Maade; endskjønt paa de fleste Steder formodentlig Beboerne vil faae den deelt længe før indbyrdes, uden at bebyrde Commissionen dermed. Dette bør ogsaa tillades; dog at, førend nogen virkelig Indhegning skeer, Commissionen efterseer og samtykker den indbyrdes foretagne Deling. Og hvor nogle Mænd kan forenes om, at tilbytte sig i een eller flere Marker andre Mænds Parter, for at faae alt eller det meste af deres Jord samlet paa eet Sted, da skal det ikke aleene være tilladt, naar deres Ejere eller Commissionen befinde det at være uden nogens besynderlige Fornærmelse, men der tillegges dem ogsaa et anseeligt Præmium; hvilket og strax burde tildeles dem, som hegne deres Anpart med Steengierder, eller plante og vedligeholde levende Gierder.

Hver Lodsejeres Skov deles saa vidt mueligt lige imellem alle Hans Bonder, saaledes at hver Mand bliver pligtig, at indhegne sin tilfaldne Lod i tre adskillige Skifter, hvor liden de end blive, hvoraf hvert maa skiftes til at fredes i ti Aar, under Fæstes Fortabelse, saaledes at i

31

ti Aar ikke maa komme noget Creatur derudi, undtagen ringede Sviin, efter hvilke li Aar Beboeren maa have fri Disposition over to Tredjedele af Underskoven, Eske og Elle, dog saa, at den derefter igien i ti Aar for Creature hegnes. Med al Overskov derimod og den Trediedeel af Underskov, Elle og Estk, forbliver det efter Kongelig Lov og Forordninger.

Men som ved denne Hegning Huusmænd og Inderster vilde tabe al Græsning til deres umistelige Creature, og derved, saavidt Huusmænd angaaer, betages Landet den vigtigste Kilde til Folke-Formerelse, til Tjenestefolk, Soldater og Haandverksmænd, og fattige Inderster det nødtørstigste Levebrød, saa maa, hvor Lejligheden det nogenledes tilstæder, hver Huusmand tildeles et Stykke Jord i Udkant, hvor han kan græsse en Koe, fire Faar, et Sviin og nogle Gæs, som settes, det taaligste mueligt er, i Hartkorn, og hvoraf han svarer alle Hartkornets Byrder. Eller hvor det ikke kan skee, der tildeles hver Gaard af Husenes Eiere eet, for hvis Beboere Gaardmanden skal græsse de benævnte Creature, imod taalelig Betaling, som Eieren og Commissionen blive enige om at fastsette, hvorimod samme Huusmand skal være pligtig, at tiene Gaardmanden i travle Tider, eller naar nogen af hans Tjenestefolk bliver syg, og han derom i Tide

32

har advaret Huusmanden, for den i samme By sædvanlige Dagleie, eller som de ellers best kan forrenes om. Dog maa Gaardmanden aldrig for nogen slags paakommende Trætte negte eller korte Huusmandens Creature den tilstaaende Græsning, uden deres Eieres og øvrighedens Samtykke, og hvert Slag af Huusmandens benevnte Creature, saa mange, som han selv eier og har tillagt, bør følge Gaardmandens. For Inderster græsser hver Gaardmand, hos hvilken, eller den ham tildelte Huusmand, de findes, to Faar og en Griis, imod den fastsatte Betaling.

Hvor der findes flere Huse end Gaarde, eller en Eier har Huse uden Gaarde, da bør Husenes Eiere selv sørge for de øvrige Huusmænds Græsning, med mindre de forhen har eiet Gaarde i samme By, som er solgt til andre for kort eller lang Tid; thi da tildeles samme Huse de forhen solgte Gaarde til Creatures Græsning.

Hvor Grunden tilhører een og Skoven en anden Eier, og samme ikke kan forenes, enten ved Magelæg eller Penge, at ophæve dette høistskadelige Fælleskab, da bør Overskov vurderes af Commissionen, eller dertil udmeldte Mænd, efter høieste Værd, og Grundens Eier enten betale til Skovens Eier den satte Taxt, eller lade Træerne staae urørt, indtil Eieren selv hugger dem, men for Krat

33

og Gierdsel-Skov, bør fastsettes visse Læs, som Grundens Eier aarlig skal være pligtig at levere til Skovens Eier, eller den som haver havt Skoven i Fæste og Brug, og imod nøiagtig Forsikring derfor, have Lov at giøre sig Gründen saa nyttig som han selv finder for got. Overalt skal Commissionen have Magt, at lade forrette alt fornødent Syn ved Mænd af det Amt, hvoraf Commissarier ere tagne, som dertil af vedkommende Herreds-Foged til Tinge, til hver Forretning især, ufortøvet og uden Formaliteter udmeldes, saasnart Commissionen der begierer; uden videre Betaling , end hvad Mændene daglig saae efter nøieste Billighed, dog at alt Syn foretages i Commissionens og alle Vedkommendes Overværelse.

Ved Commissionen holdes rigtig Protokol over alle Ting, som føres af een af Land-Commissarierne, og underskrives hver Dag af samtlige Tilstedeværende.

Da det var høist ubilligt, at disse Commissarier skulde forsømme deres andre Forretninger, og paatage sig saa besværligt et Arbeide uden nogen Erstatning, saa burde de efter mine Tanker saae en fastsat billig Belønning for hver Tønde Hartkorn, saa tidt de havde fuldendt en Byes, eller en imellem flere Byer Fælles-Markes Adskillelse, ligesom Land-Maalerne og burde betales efter Hartkorn,

34

og den, som fører Protokollen dobbelt, hvorimod de aldeles ikke nyde nogen anden Diæt-Penge, og under deres Æres Fortabelse og stor Mulet, ikke bør tage imod nogen slags Foræring, hverken for eller efter Forretningen, ikke heller Mad og Drikke hos nogen af dem, som Forretningen angaaer, men hver anskaffe og bekoste det selv. For Forretningen af give beskreven, saaer den som fører Protokollen ikke mere end hvad Papiret koster, og for hvert Ark otte Skilling Skriverpenge, som ikke maa skrives, som Acter ved Misbrug sædvanlig skrives, men som almindelig Skrift, læselig og lydelig. Naar Commissionen er ueens, gaaer det i mindre betydelige Ting efter de fleste Stemmer, og hvor Stemmerne ere lige, gielder den ældste Landmands Stemme for to. I vigtige Ting indsendes hvers Betænkning til Kongens Decision. For hver By, som er adskilt, saaer hver af Commissarierne en Sølvmedaille, og naar alle Byer i et Amt ere adskilte, saaer hver af dem, som fra Commissionens Begyndelse til Enden er vedbleven, en Guldmedaille, af Vegt som Kongen behager at bestemme. Hvor en By, eller Lodseier, eller Eier af en By begierer Commission, enten til Jordens Deling, eller Bønders Ligning og Inddeling til flere Gaarde, derhen forsamler den sig strax frem for andre Steder. Ellers begynder den ved den

35

eene Side af Amtet, hvor Amtmanden finder for got, og vedbliver i Nabo-Byerne, naar den ei udtrykkelig begieres til et andet Sted, indtil den er kommen hele Amtet igiennem. Kan det ikke fuldendes i eet Aar, begynder Commissionen igien i næste By, hvor den slap det forrige Aar. Jeg tvivler ikke paa, naar det begyndes paa denne Maade (som vel synes langsom, mener den grundigste i en Sag, hvor der ikke bør agtes, hvor hastig, men hvor vel det skeer) at alle Vedkommende vil det efterfølgende Aar findes meget mere villige og behjelpelige i at lette alle Ting for Commissionen; især om det maatte behage Hans Majestæt ved besynderlige Naadestegn at belønne dem iblant Eierne og Beboerne, som findes frem for andre villige, og desuden at forunde, som Nødvendigheden vist udkræver, hver By, saasnart deres Marker ere adskilte, et Aars Skattefrihed, deslige hver Gaard, som flyttes, samme Frihed paa to Aar, og hver Gaard, som ny anlegges, paa tre Aar.

Jeg haaber, at herved de vigtigste Hindringer for Fælleskabets Ophævelse vil findes udryddede, og at inden kort Tid Fælleskabet overalt, hvor det nogenledes er mueligt, med enhvers gode Villie og uden nogens Fornærmelse, vil ophæves. Da derimod ved alle andre Delingsmaader Vanskeligheder og Hindringer af langt større Vigtighed vil

36

møde, og dog i Enden al Umage og Bekostning ei naae der ønskelige Maal.

Den allerstørste Vanskelighed bliver vist, hvorfra de til Commissionen fornødne Bekostninger skulle tages. De allerfleste Jordegodseiere ere ved Qvægsyge, Misvext, Skatter og andre Udgifter, samt Renters Forhøielse, og de fleste Bønders Tilstand ved samme Skiebne, vist nok ei formuende ar udrede dem, om de end havde den beste Villie. Og denne kan mindre nu forudsettes, end i forrige Tider, efterat Bønderne mangesteds ved Trætte og ubillig Gienstridighed have forspilt endog retsindige Husbonders Tillid. Langt mindre kan disse Bekostninger af anførte Aarfag paalegges Bønderne, hvis Nytte det dog egentlig blev. De komme da vel samtlig til, at udbede sig Landets almindelige Faders Naade, at han vilde give Landmaalerne frit dertil, og paatage Forskuddet af den halve Deel af det som Commissionen koster, som hele Landet efterhaanden skulde betale igien; siden hele Sagen egentlig sigter til det almindelige Beste, og Arbeidet, Tids- og Pengespilde neppe ved Nytten vil erstattes de nu levende Jordeiere og Brugere. Den anden halve Deel burde udredes, Halvparten af Eierne og den anden Halvpart af samtlige Bønder.

37

Hver By nyder, til deres afdelte Skifters hastige Indhegning, Hielp af alle næstliggende Byer, fra hver Mand to Vogne og sire Karle i Herredsfogdens Nærværelse, og vederlegger samme Hielp, saasnart Afdelingen skeer der. Saavel ved Gaarders Flytning, som ved nye Gaarders Opbyggelse, giør hver Lodseiers Bønder alt fornødent Arbeide med Vogne og Folk, uden for deres bestemte Hov-Dage; og de Gaarde som flyttes, nyde desuden hele Byens Hielp, saavidt den efter Amtmandens Sigende er fornødent, og desuden skal alle Bymænd pløie og harve to Dage saavel for disse som for de ny opbygte. De Byer, hvorudi Fælleskabets Ophævelse skulde finde uovervindelige Hindringer, giøre deres Nabobyer, som adskilles, dobbelt Hielp.

Da ingen kan have en ringere Mening om denne Betænknings Vigtighed, end jeg selv, saa skal det inderlig glæde mig, om den ved en andens høiere Erfarenhed og Indsigt giøres aldeles overflødig.

38

Om Tienden.

Her kan ikke være Spørsmaal, om en Bonde eller hvo som driver Avling, ikke var bedre

faren, ifald han kunde selv beholde, hvad han skal

yde til Tiende, og være fri for denne saavel som al anden Afgift? men om denne Afgift kan efter nærværende Omstændigheder forandres til en anden lige saa bequem, uden at enten den som skal nyde, eller den fom skal yde Afgiften, og altsaa Staten tillige, taber derved?

Tienden har fra de ældste Tider af, næsten over den hele Verden været brugelig; dette maa dog opvekke den Tanke, at denne Afgift er mere begvem end nogen anden. Paa nogle Steder er den given Kongen og Regieringen, isteden for andre Skatter, i Almindelighed er den ydet til Geistligheden. I vore Lande er den ved mange Love og Forordninger stadfæstet at deles i tre Dele, hvoraf i fordum Tid Bisperne fik een. Kirkerne den anden, og Præsterne den tredie Deel. Efter Reformationen blev Bispernes Andeel lagt til Kongen og Kronen, og Kongerne have igien tildeels henlagt deres Part til Skoler, Hospitaler, og hvad ellers trængte til at underholdes af Staten; eller og solgt den, som endnu i vore Dage er skeet for

39

høie Priser. Ingen af nu værende Eiere kan tabe den, uden nøie Vederlag. De have kiøbt Nydelsen og Brugen, ligesom hans Majestæt selv har havt den, nemlig i Kierven, og derpaa have de Kongelige Skiøder, det uryggeligste, som kan tænkes. Skoler og Hospitaler have fæstet den bort paa samme Maade, tildeels paa Livstid; og de skal hiemle hvad de have bortfæstet, eller selv erstatte Tabet, da de fleste Fæstere have givet anseelige Fæstepenge, og mange af Foertrang forbunden sig til en større Afgift, end Tienden er værd. Kirkerne, som intet have at vedligeholdes af, uden Sognets Tiende, kunne ei heller miste den, og de fleste Kirkeeiere have kiøbt dem, endog af Kongen selv, meget dyre, for Tiendens skyld, at nytte den til Foering. For Præsterne er Tienden nu det meste og visseste af deres Levebrød, og da de Tider ere forbi, hvor Folk af Overtro eller Kierlighed kappedes om, at give Præsterne; saa trænge de vel mere til Beskiermelse i det Visse af deres Indkomster, hvorved de mindst staae Fare at fornærmes eller at komme i Trætte om, end at og Tiendens Ydelse skulde blive usikker for dem. Overalt have nu alle, som enten ved Kiøb eller Fæste, eller paa anden Maade have Rettighed at oppebære Tienden i Kierven, og som efter Loven, Forordninger, Skiøder og Fæster, have med Rette anseet dem for uryggelige

40

Eiendomme, indrettet deres Huusholding derefter, saa at den for de fleste er umistelig, uden deres, og tillige, Statens, ubodelige Tab.

I Henseende til dem, som skal yde Tienden, synes denne Afgiftsmaade at være frem for alle andre best afpasset efter enhvers Formue. Jordens Grøde er aldrig et Aar som det andet, ikke aleene i Almindelighed, men og for Jordbrugerne især. Som nogle paa hinanden følgende frugtbare Aaringer formindske Kornprisen anseelig, saa forhøies den igien i ufrugtbare Aar. Nu giver enhver, som han avler til; da ved faste Afgifter, som kunde settes isteden derfor, de give mest, fom avle mindst, og i Almindelighed alle maa give mest, naar Kornet er dyrest og de mindst have deraf. Den liden Foering, som hver Bonde mister, savner han ikke meget, da de fleste foere mere Kreature, end de kunne græsse.

Saa længe Bønderne have deres Marker i fleng, som vel aldrig er ganske at forandre, kan det ikke tilstedes een, at age Korn af Marken, førend alle kan indage; for den Usikkerheds skyld, deraf vilde flyde for enhver, at ikke den ene Nabo tog den andens Korn, naar han havde Lov at indage hvad Tid han lyster. Der vilde og vist nok meget Korn føres grønt og raat ind, og raadne i Bøndernes Huse, om ikke den liden Opsyn, Tiende-

41

tagerne have dermed, at Kornet nogenledes maa være veiret, giorde Forhindring. Og dette er dog den eneste betydelige Fordeel, som Bønderne synes at have ved Tiendemaadens Forandring, at hver kunde indage sit Korn, naar han vilde.

Staten, for hvilken det ligger mest Magt paa, at hver Ting som Landet frembringer, bliver brugt til den høieste Nytte med mindste Bekostning, vilde miste en anseelig Deel Penge, som nu for Smør, Huder, Flesk og Stude indkomme eller beholdes i Landet, saa og de derved faldende Afgifter. De faa Kierve Foer, som hver Bonde leverer og neppe savner, ere af ingen Betydenhed for hver især. Men der, hvor de samles, anvendes de til at foere og stalde mange Køer og Øxen med, som ellers blev umueligt; og mange, som enten feile Rum eller Villie til at spare paa Foeret i rette Tider, eller virkelig ikke have Foering, kan igien derfra blive hiulpne i deres Trang. Det feiler ikke paa Exempler, at Herregaarde aleene derfor have søgt paa det dyreste at forhverve sig Rettighed til Tiende, for at kunne i Nødsfald hielpe de Trængende. Og jeg haver i den korte Tid, da jeg boer paa Landet, allerede oplevet tre Aar, i hvilke mange Heste og Køer havde maattet sulte ihiel, dersom deres Eiere ikke vare blevne hiulpne af Herre-

42

gaarden med ulige mere Foering, end de nogensinde have ydt til Tiende. Bøndernes Hollænderier eller Stutterier kan allermindst erstatte Staten det Tab, som den nødvendig maatte lide, om begge Dele bleve aflagde eller svækkede paa Herregaardene. Det er og aleene deraf aabenbart, at Tienden bruges til meget større Nytte, der hvor den samles, end om hver beholder sit; da Bønderne have det Privilegium efter Loven, at de frem for andre ere berettigede til Tienden, naar de ville give det samme som en anden byder, og de alligevel meget sielden kunne eller ville det. Ligesom og de fleste Tiendetagere heller bære den store Uleilighed, der er forbunden med Tiendens Tagelse, end at accordere derom med Bønderne. Og saavidt min Forfarenhed strekker sig, trænge Tiendetagerne i vore Dage meget mere til Beskiermelse imod Tiendeyderes Uvillighed og Svig, end disse imod hines Overlast, da Bønderne have Forsvar i deres Herskaber, og finde mere Medhold end hine. Og hvor deres Husbonder selv oppebære Tienden, da ere de, saa mange som jeg kiender, vist bedre faren med at yde den i Natura, end ved den taaleligste Afgift.

Da altsaa Tiendetagerne ikke aleene Have kiøbt Rettighed til Kornet, men og til Foeringen, og skulde have Erstatning ligesaa vel for det ene som for

43

det andet, som de dog kan føre sig til meget større Nytte, end Bonden, om han beholdt det; saa kan jeg ikke andet end holde det for umueligt, uden nogens Tab og Fornærmelse, at udfinde en anden beqvem Afgiftsmaade isteden for denne, fordi den ene Part nødvendig taber ulige mere, end den anden kan vinde.

Desuden ere Byerne i Sogne, og Gaardene i Byer, ja Avlingen ved Gaarde af lige Hartkorn, saa ulige, at Afgiften ei kan fastsettes i Almindelighed efter Hartkorn, men maatte fastsettes for hver Gaard især, siden Engbund er lige saavel anslaget til Hartkorn, som Agerjord; og hvad Regel kan dertil udfindes? Saa tidt der enten ved Fælleskabs Ophævelse eller paa en anden Maade skeer Forandring med Byer eller Gaarde, maatte Afgiften bestemmes paa ny. Naar i Krigen eller andre vanskelige Tider, eller ved Vanheld og ved slet Huusholding, Beboeren af en Bondegaard bliver uformuende at betale de Kongelige Skatter og Landgilder, hvorfra skulde da Tiendetageren faae sin Afgift? Skulde han ved hver seen eller ond Betaler søge sin Rettighed med Proces? som maatte koste mere, end Tiende-Afgiften i mange Aar kunde erstatte. Skulde der gives Korn i Skieppen? men paa de fleste Steder er det ikke Korn,

44

men Foering som egentlig attraaes af Tiendetagerne; derforuden blev Døren aabnet for uendelige Trætter, at ikke Avner ydes isteden for Korn; og uden stor Vidtløftighed og Værdien overgaaende Bekostning, seer jeg ingen Maade at betage begge Parter Leilighed, til aarligen at fornærme eller at chicanere hinanden. Og Statens Velfærd beroer dog derpaa, at al Trætte, især blant Almuen, forhindres og forkortes. Og hvad Vederlag kunde Eierne af Tiender faae for den Usikkerhed, som er ved al anden Afgiftsmaade, frem for at faae den i Kierven? Det er en ganske anden Sag, naar Tiendetagere og Ydere giør en frivillig Forening, hvorved begge finde deres Regning, og som strax ophæver sig selv, naar een af dem overtræder den, og hvorved gemenlig Bønderne i Sognet eller Byen staae den ene for den anden, og have Opsyn med hinanden, end naar Afgiften isteden for Tiende skulde fastsettes eengang for alle, og for hver især. Jeg er forsikret, at alle som nogenledes kan undvære Tiende, findes villige til en billig Accord Med Bønderne, som igien kan forandres efter Tidernes Omstændigheder. Tiendernes Priis er for nærværende Tid saa høi, at den liden Fordeel ikke kan veie op imod den Vidtløftighed, Bekostning og Fortred, ved mere og mere tiltagende Svig, hvor Tienden tages i Kierven, især i store Byer. Derimod bliver det

45

langt vanskeligere, at komme til nogen billig Forening, saa snart Bønderne mene, at det er en slags Skyldighed at tage Penge isteden for Kierven. Derpaa have vi Exempler nok i disse Dage, da Bønderne, isteden for fire, fem, sex og syv Mark af Tønde Hartkorn, som de pleie at give paa de Steder, hvor Accord er giort, ikke have tilbuden mere en fire og tive Skilling. Jeg er forsikret, at om ved en Upartisk Commission den billigste Afgift blev fastsat, Bønderne langt mere vilde klage, og være vrangvillige til at betale den, end de nu ere at yde Kierven. Efter foranførte Omstændigheder vilde ogsaa Afgiften i Tidens Længde blive de fleste til Byrde, eller og Tiendetagerne vilde fornærmes, tvert imod Ret og Billighed og Kongens allernaadigste Hensigt.

Jeg slutter altsaa, at Tiendens nærværende ældgamle Maade, hvorved Tagerne beholde hvad dem tilkommer, og føre sig deres bekostelige Indretninger uden nogens Fornærmelse til Nytte, og hvor Yderne give eftersom de have, uden mindste Fare for Fornærmelse og Overlast; hvorved Staten seer Landets Producter forøget og ført til høieste Nytte, underholder Akademier, Skoler, Hospitaler og andre Stiftelser, lønner Bisper, Præster og andre nødvendige Betiente med mindste Byrde for Undersaatterne; bør billig foredrages en For-

46

andring, hvorved Eierne mistede hvad de dyre og nylig havde kiøbt, eller hvad dem ved Embeds Tiltrædelse er tillagt til Levebrød, og tillige al Sikkerhed om Vederlag; hvor de Givende blev betynget med langt større Byrde i de Tider, hvor de ere mindst formuende til at bære den, uden Haab om tilstrekkelig Vederlag i bedre Tider; hvor Staten vilde tabe anseelig saavel ved mange Godsers Ruin og Producternes Formindskelse, som og ved nye Skatter og Paalæg, som uomgængelig inden kort Tid vilde udkræves til Kirker, Skoler og Hospitaler, og til Præsters, Skolelæreres og andre Be tienters Løn. Allerhelst, da nu under Lovens og Forordningernes vise Indretning og Beskiermelse enhver er noksom og langt mere betrygget for Fornærmelse, end det kunde skee ved al anden Afgifts-Maade,

Om Tienestefolk paa Landet.

Dersom nogen Ting, maaskee i hele Staten, i det mindste ved Landvæsenet for nærværende Tid, fortiener Regieringens Opmerksomhed, da er det Tienestefolk. De fleste saavel Karle som Piger attraae Kiøbstæderne, hvor de mene at

47

kunne faae mere Løn for mageligere Tieneste, og saa sidde igien paa deres egen Haand, og fortære hvad de have fortjent der. De foreskrive Husbonden Love, hvad og hvor meget de ville giøre eller ikke giøre. Ved hver Skiftetid drive de hele Uger omkring, inden de søge deres nye Husbonder, under Paaskud, at de ville besøge deres Venner, og faae deres Klæder og Tøi sat i Stand. At være to eller tre Dage borte fra deres Tieneste til Brøllupper, Trolovelser, Barsel og andre Gilder, dertil mene de ikke engang at behøve Forlov; og hvem der vilde holde dem derfra, den fik vist ingen Folk, uden dem, ingen anden skøttede om at have.

Jo mere Fordervelsen og Dovenskabet tiltager, des flere Hænder ere der om dem, som ere noget skikkelige; og disse forderves ogsaa derved, eller skrue deres Tieneste des høiere op. Husbonden maa betale Skatterne for dem, og tilstede dem alle Vilkaar, som de foreskrive; ellers vil Husbondens Nabo. Saafnart en Karl har fortient nogle Daler, eller mener sig at være mere duelig, end den som er slettere, vil han ikke mere tiene Bonden, men naar han ei kan faae Lov til at komme til Kiøbsteden, enten kiøbe sit Pas, eller tiene for Ladefoged og Tersker, eller dog hos Præsten og andre Bøndergaardes Beboere uden for Bondestanden. Pigerne kan ikke mere holdes fra Kiøb-

48

steder, og da de fleste blive der besvangrede, saa viser det noksom Aarsagen, hvorfor de gierne ville derhen; eller de søge Tieneste langt borte fra deres Fødested, for at faae Lejlighed, at kunne sidde uden Tieneste, og i Ladhed at nære sig som de kunne. Saa umistelig som Qvindearbeide er for Bonden og hver Landmand, saa ilde kan en Bonde, ja Herregaarden selv, faae Tjenestepiger. Og dersom alt dette bliver ved, eller rager til, som det vist giør, hvis ikke Regieringens vise og alvorlige Anstalt, ved en ny Politie-Forordning paa Landet, eller dog de givne Anordningers alvorlige Haandhævelse forhindrer det, saa vil det inden kort Tid ligesaa vel feile paa duelige Beboere til Gaarde, som paa Hustruer og Tjenestefolk til dem. Skulde Selveieres Tal tiltage, Sædegaardseiere selv holde saa mange Folk, som til Avlingen behøves, Karlene miste Haab om at kunne faae Gaarde i Fæste, Soldater tages fra Bondens Tieneste i det mindste i nogle Maameder, Pigerne beholde Frihed, at tiene uden Forlov i Kiøbsteder eller hvor de selv vil; saa vil der snart behøves Colonier i de best bebygte Egne. Selveiere og deres Hustruer befatte sig ikke uden stor Nød med Arbeide, og giør ikke gierne andet end see til deres Folk. En ny Eier, som kommer til Gaarden, maa bie mange Aar, inden han faaer opdra-

49

get Børn til at have Gavn af dem, og saasnart han har faaet dem store, sørger han for, hvorledes han kan faae de øvrige, som ikke ere bestemte til Gaarden, anbragt paa andre Steder og paa anden Maade. Saa langt fra er det, at Sclvs eiergaarde skulde forøge Arbeidernes Tal ved Landvæsenet. Tager, som det allerede er skeet, Brændevins-Drik overhaand; saa forværres og derved Tienestefolk, og selv Haabet forsvinder, at faae i det mindste Børnene vant derfra. Vi kunne altsaa let see forud, hvad Trang Landvæsenet inden kort Tid vil faae for Arbeidere, og hvor vanskeligt det bliver at opmuntre eller nøde Tienestefolk til Dyd og Flittighed.

Skulde Folkelønnen bestemmes for alle eens, da blev stet ingen Opmuntring tilovers. Skulde den fastsettes efter Flid og Duelighed, da vilde nok ingen holdes for doven eller udygtig. Blev den sat høit, da vilde hver have lige saa meget, enten han kunde giøre Gavn derfor eller ikke. Blev den anordnet ringe, da kunde og vilde ingen tiene derfor, men enhver søge derhen, hvor han kunde faae mere. Og hvor lidet Forordninger og Forbud kan hindre Folk fra at undvige, det viser den daglige Erfaring. Jo sædvanliger det nu er, at al lovlig Orden, en Husbond vil holde over, især paa Landet, udraabes for Slaverie og

50

Trældom, des utaaleliger vilde slig en Bestemmelse synes for Tienestefolk.

Efter min ringe Indsigt tænker jeg, naar der paa Landet anordnedes Politie-Retter, der, ligesom i Kiøbenhavn, holdt ulydige, opsætsige og dovne Tienestefolk uden Bekostning ved hastig Straf i Orden, og ligeledes hialp forurettede Tjenestefolk til deres Ret; naar Folkemængden blev befordret ikke ved Giftermaal imellem to Folk, som hverken kan føde eller opføde Børn til andet, end hvad de selv have at leve af, nemlig at tigge, men ved at lette for de Gifte de Byrder, som nu trykke dem langt haardere, end de Ugifte; naar det blev alvorlig, og under Straf saavel for Husbonden som Tieneren forbuden, at Husbonden ikke maatte betale Extraskatten for Tienestefolk; naar Piger, som ville tiene i Kiøbsteder, tilholdtes at give hver Halvaar tre Mark til deres Føde-Sogns Fattige, som Kiøbstedens Øvrighed skulde være ansvarlig for; naar Tjenestefolk, som havde tient otte eller ti Aar paa eet Sted, blev tillagt visse Friheder og Præmier; naar de fik sikkert Haab, med Tiden selv at kunne blive Husbonder; naar Bonden blev nødt til, med eget Arbeide, og ikke aleene med hans Folkes, at fortiene hvad han vil forhverve, og at aftiene, hvad han ikke kan betale; naar Landmanden i alle Classer ikke paalagdes større Afgifter, end han kan udrede, og

51

han fik Haab at beholde noget tilovers for sig og sine Efterkommere; naar Antallet af Giesterne ved Trolovelser, Brøllupper, Barsel og Liigfærd indskrænkedes, og Overdaadigheden i Bondestanden, efter alle Landes Exempel, alvorlig forhindredes: Gaa vilde den Uroligheds Aand, der nu næsten overalt har bragt Folkene i en skadelig og med høistfarlige Følger truende Bevegelse, under Guds Bistand og Regieringens vise Foranstaltning, vel sagtes igien, og enhver i Fred og Rolighed som tilforn bygge sit eget Huns, og med det samme forøge Landets Velfærd.

Det Sædekorn, som Bønderkarle næsten i Almindelighed paastaae, er tilvisse meget skadeligt for Bonden, især som det nu kræves og gives. Han skal flye Karlen den beste Jord, rigelig Giødning, og det beste Sædekorn dertil. Derimod formaae og mange Bønder ikke, at udrede saa mange Penge, som de idelig behøve til Skatternes og Landgildens Betaling, langt mindre, at holde en saa betydelig Summa samlet, som de paa eengang skal give til Folkeløn. Derfor ere de selv glade, haar de paa den Maade og uden rede Penge kan fornøie Folkene. Thi skulde Bonden fra Tid til anden blive dem Lønnen skyldig, saa maatte han snart give dennem mere til Renter eller saa kaldede Villigheder, end han nu kan lønne dem med. Hvor

52

Bonden har sine egne Børn at tiene sig, da lønner han dem helst paa denne Maade. Pigerne ville ikke heller tiene mere, end hvor de faae saaet Hør.

Ligsom de derom udgangne Forordninger ikke til denne Dag har kundet hemme denne Misbrug, saa vil det og herefter være vansikeligt, reent at forbyde den, uden at give Anledning til større Onde. Om vi sette, at en Karl fager ti Daler til Løn om Halvaarek; at han deraf skal give fire Mark til Extraskat og Folkeskat, og to Mark til Præst, Degn og Skolen, saa beholder han lidet tilovers, naar det endnu fradrages, hvad han efter nuværende høie Priser bruger til Klæder og andre Nødvendigheder. Beholdningen paa Drenges og Pigers Løn bliver endnu ringere. Have Folkene ikke forrient noget, naar Karlen skal forestaae en Gaard og Pigen giftes, saa seer det kuns slet ud med Jordegodset

Dette er og uden Tvil Aarsagen, hvorfor nogle Proprietairer taale denne Misbrug, og unde Folkene nogen mere Fortieneste, end de ved Løn i rede Penge kunne faae, saa længe Kornet er i Priis. Det vilde og være vanskeligt at forhindre, saa længe Bønderne selv tilstaae, og ere Nødte at tilstaae det, og saa længe der ikke er mere Overflødighed paa Folk, og Mangelen paa gode Folk

53

overalt tiltager. Men naar først Folkene er bragt igien i deres retmæssige Skranker, og Proprietairer haandhæves ved den Myndighed, hvilken dem som Husbonder efter Loven tilkommer, saa kan denne Misbrug saa indskrænkes, at den ikke bliver Bonden til synderlig Skade. Dog var det langt bedre, om den med Vished reent kunde afskaffes; og om tillige, ved nøiere Opsyn med Færger og Baade, Folkenes Undvigelse blev forhindret.

Hvad Skiftetidernes Forandring angaaer, saa indseer jeg ikke, hvilken betydelig Nytte deraf kunde flyde. Tvertimod er de fleste Landmænds Vinterhuusholding i mange Maader forskiellig fra Sommerhuusholdingen, og udfordrer, hos nogle flere, hos andre mindre Folk. Hvorfor jeg tænker, at de fleste, faavel Husbonder som Tienere ønske, at de gamle Skiftetider fremdeles maatte vedblive; undtagen at Faredagene skulde helst bestemmes til første April og første October, siden Paaske falder ulige. Enhver maatte tilholdes, samme Dag at tiltræde den nye Tieneste, men ikke forlade den gamle, førend den 29. Marts og 28. Sept. under to Mark Straf for hver Dag.

54
55
56
1

Et Brev

fra

Anders Christensen

til

Om

Kornpriser,

Folkemængde,

Proprietærer, Bønder,

med videre

Landhuusholdningen angaaendis,

hvorved tillige adskillige

Modens Fordomme

bestrides.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie, hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Min Herre!

Hvad synes Dem? Er 3 eller 4 Rdlr. for en Tønde Rug saa høi og ubillig en Priis, at Landet derover bør skrige og larme? Eller, bør 13 Mk. være det høyeste, som Landmanden efter vor elskværdige Philodans Formeening derfor bør have? De godt Folk maae nok ikke vide, hvad Arbeide og Bekostning Avlingen medtager, og hvor lidet Over-

4

skudd der bliver for Arbeideren, naar hans Arbeide nogenlunde skulde betales, som andres, og hvo bør misunde ham det? Dog skeer det langt fra ikke. I den Henseende vil jeg forelægge Dem en tilforladelig Beregning herover, saadan som den er mig skikket fra en sikker Haand i Øster Egnen, hvor den bedste Eiendom i Landet falder.

Beregning over Udgift og Indtægt ved en Tønde Bygs Drift tilUdbrug naar Arbeidet derved skulde leyes for Penge.

1 Td. Byg til Sæd — 2 Rd. 4 Mk. - Sk.

— Giødningen dertil

at udage — — 4 — - — - —

Landet at fælle og pløye — 1 — 2 — - —

Afgrøden saae og harve — - — 2 — - —

— høste, røgte og opbinde

— - — 3 — - —

— indskiøre og opgulve — - — 2 — 8 —

— terske og rense — - — 2 — 8 —

— til nærmeste Kiøbstæd

at bortføre — — - — 3 — - —

Lateris 10 Rd. 1 Mk. - —

5

Transport 10 Rd. 1 Mk. - Sk. 1 Td. Rug til Sæd — 4 — 2 — - —' Landet at pløye — — - — 4 — - — Afgrave for Vandstand — - — * — 8 — At saae og harve samt Afgrøden at høste, røgte, opbrude, indage, opgulve, terske, rense og at bortføre ligesom ved Bygget — 2 — 1 * —

4 Tønder Havre til Sæd a 9 Mk. — — 6 - - — - —

At pløye, saae og harve, samt Afgrøden at høste & c. ligesom ved Ruget er anført Hver Tønde Sæd beregnet til halvt saa meget som Rugen, bedrager — 5 — 4 — - — Til bemeldte 6 Tdr. Korns aarlige Udsæd behøves 8 geometriske Tønder Sædeland, hvoraf de 4 hvile medens de 4 besaaes, som giør i god Land ongefær 1 Td. Hartkorn, hvoraf den sædvanlige aarlige Matricul-Skat, omtrent— 3 — - — - —

Lateris — 32 Rd. - — 8 Sk.

6

Transport 32 Rd. - Mk. 8 Sk. Landgilde og Hoverie, eller Renter af Pengene, 1 Td. Hartkorn beregnet til 100 Rdlr. Værdi —- 4— - — - —

Summa Udgift 36 Rd. - — 8 Sk. Naar derimod af dette saaede Korn beregnes Indaulingen, 1 Tønde Rug ansat a Tønden - 2 Mark, og 1 Tønde af Vaarkornet 1 Mark lavere end i Sædetiden, bedrager samme, naar Tienden er fradraget, i et middelmaadigt godt Aar i det høieste saaledes;

3 Td. Rug a 4 Rd. —- 12 Rd. — - - —. 6 Td. Byg a 15 Mk. — 15 — - — - — 16 Td. Havre a 8 Mk. — 21 — 2— - —

Summa Indtægten 48 Rd. 2 Mk. - — Af denne Regning, som i andre Egne maae anderledes forfattes, men over Hovedet falder flere Steder ringere end bedre ud, sees, at Bonden, endog ved denne saa udskregne Priis, har ved sin Korn-Avling ikke synderlig mere end 12 Rdlrs. Overskudd for hver 1 Tønde Hartkorn; Synes Dem vel, det er formeget til Extra-Skatter og Udgifter, til Præst og Degn, til

7

Foged og Skriver, til indfaldende Uaar eller Misvæxt, & c. & c. & c. Men sæt nu med Philodanus, han burte ey have over 13 Mark for Tønden af Ruget, og at Bygget i samme Forhold en kostede mere end 9 Mark, Havret 4 Mark, hvilket Forhold gemeenligen altid har Sted, saa vil Regningen, naar Ruget beregnes a Tønden 2 Mark, Vaarkornet 1 Mark dyrere til Sæd, end til almindelig Udsalg, som og gemeenligen har Sted, falde langt anderledes ud. De kan selv giøre Regningen, thi Arbeidslønnen er den samme. De vil da befinde, at Omkostningerne ikke engang komme ud; Her bliver ingen Gevinst men over 5 Rdlrs. Tara. Hvad synes Dem nu, er 4 Rdlr. for 1 Tønde Rug, nu og da, et Aar iblant (om end ingen Misvæxt var) for meget, til at opmuntre en Landmand til at giøre Extra-Bekostninger paa Eyendommens Forbedring, og til at bygge Landet.

Jeg siger, om end ingen Misvæxt var, thi, naar dette skeer, bliver Høsten langt fra ikke saa riig, som anført er, og Regningen følgelig ikke saa fordeelagtig.

8

Vores Larmen over dette Aars korn-Priser er derover saa meget mere ubillig, som den høye Priis reiser sig ikke alleneste af sidste Aars Misvæxt (som den fornuftige Forfatter af Recepten for Klynke-Sygen i det patriotiske Magazins No. 14, 1771, rigtig nok har anmærket, og er en Sandhed, der, skiønt aabenbar og bekiendt for hver Bonde, lader til at være skiult for vore kloge ekonomiske Skribentere) men endog af de tvende næstforriges, hvoraf 1768 Aars Rug-Aul var endog saa ringe, at intet Aar siden 1709 dermed kan lignes. Saa at man snarere maae undre sig over, at Kornet er ikke end dyrere, allerhelst naar tillige betænkes, hvor megen Føde af Kiød, Mælk, Smør og Ost, Qvæg-Sygdommen, der og i de samme Aar meget har raset, har borttaget. Men, maaskee De vil svare mig. Arbeidslønnen er beregnet for høi; Sandt nok; i Forhold med Kornets almindelige Priis, men ikke høi nok i Forhold med andet Arbeide; Ikke heller torde jeg love dem, endog til anførte Priis, saa høi den og lader, at forskaffe dem Arbeidet forrettet. Hovedstadens Indvaanere, Bryggere, Bagere og Vognmænd, som tilligemed flere, saa meget skrige over de høie

9

Korn-Priser, skulde de med deres egne Folk og Heste bearbeide Jorden, eller skulde de dertil leyes, og have lige saa høi Arbeidsløn, som de nu i andre Maader nyde, vilde man saae noget andet at høre, en anden Regning at see,

Erfarenhed er den bedste Læremester; Giør selv Forsøget: Tag sig et Stykke Land paa 3 a 4 Tønders Korn-Sæd for; Saaledes vil De bedst faae at vide, hvad det koster at drive, og hvad Overskuddet bliver. Af vores Skriveri at giøre Slutninger i Landhuusholdningen, feiler meget. De fleste af dem, som skrive derom, røbe ved hver Linie, at de have ikke ringeste Grund eller Indsigt derudi, og intet giøre, uden at udskrive den ene den anden; og hvorledes kan dog en Blind veylede en anden?

Men, dersom det saaledes forholder sig, dersom Arbeidet saa kostbart og Fordeelen saa ringe; hvorledes kunne da de ellers almindelige Korn-Priser være saa lave? Dette Spørsmaal venter jeg mig, og snart kan blive færdig med Besvarelsen. Hoveriet, denne saa forhadte, af saa mange ukyndige saa udskregne, og dog for Landet saa nyttige Indretning, er allene Aarsag herudi. Bonden faaer ikke saa meget

10

til Arbeidsløn for sit Hoverie-Arbeide. Han har af Hosbonden godt Kiøb paa den Eiendom, hvorved han underholder sig, sin Familie og sine Kreaturer; Og hvorved han bliver sat i Stand til, at kunne tiene den anførte Arbeidsløn, som han ellers ikke kunde; Og derover kan han igien give Hosbonden got Kiøb paa sit Arbeide. Saaledes bliver da Hoveriet, endog dem, som meest derimod larme, tilgode, og saaledes seer man, hvor underlig og nøye alle Lemmerne paa en Staat ere sammenknyttede, og det saaledes, at det enes Vel hænger af det andets, endog deres, som synes at være hinanden modsatte. Og alt dette dog derhos saa uformærkt, at deels af Lemmerne præke og ivre sig mod deres egen aabenbare Fordeel, hvilket Norge, Kiøbstæderne, Hovedstaden, med et Ord, alle dem, som selv ikke faae og pløye, vilde føle, om Hoveriet ikke var til. Dog, naar det ret skulde føles, og naar man retskaffent vilde faae at fornemme, hvad Kornet, naar det paa dets Avling anvendte Arbeide, skulde, ligesom andet Arbeide, betales, vilde komme til at koste, maatte Hoveriet ophøre, ikke alleneste i Dannemark, men endog i

11

de østersøiske Egne; Thi Hoveriet, endog der, vilde komme dem til gode, naar Kornets Indførsel derfra, som vilde blive en nødvendig Følge af Hoveriets Ophævelse i Danmark, blev tilladt. Men, hvad synes Dem; Vore egne Sølv Miner er kuns faae. Pengene maae vi altsaa have fra andre Lande. Bør da de Veie, hvorved de føres ind i Landet, hvoraf Kornhandelen, som i saa Fald vilde ophøre, er een af de betydeligste, forfærres; Og bør Tallet paa de Veie, hvorved Penge føres ud af Landet, forfleeres. Jeg siger, at Hoveriet giør, at Korn-Priserne langt fra ikke ere saa høye, som de ellers vilde blive. Skulde det behøve Beviis; Saa hør og spørg dem for, hvo er det, som i de sidste tre Aar, vi, som meldt, have havt Misvæxt her, har havt Korn at sælge? Er det ikke Herregaardene allene? Men, det har ingen Nød; Her blev vel aulet ligemeget Korn, enten Hoveriet var til eller ikke; Ja, her blev vel aulet mere; Thi, seer man ikke af de offentlige Blade.

1.) At de elleve Parter af Landet dyrkes ilde, fordi Herregaardene, der skulde udgiøre den tolvte Part, skulle dyrkes vel, følgelig;

12

2.) At Hov-Bønderne have ikke Tid til at drive deres egne Gaarde, formedelst Hoveriet.

3.) At Eiendommen blev dreven langt bedre, følgelig mere Korn frembragt, om paa Herregaardene bleve fatte Afbyggere, da man sikkert kunde formode, at enhver i sær arbeidede bedre og troeligere for sig selv, end nu Bønderne for deres Hosbond.

4.) At, dersom Hov-Bonderne hørte op at være Slaver, (som de meene, er det samme, som at blive frie for Hoveri) og, dersom de end ydermere, i Stedet for at være Fæste-Bønder, fik Arvefæster, Frihed og Sikkerhed paa sin Formue, ikke alleneste for sig selv, men endog for Arvinger, vilde de blive langt stræbsommere og vindskibeligere, thi, der kom aldrig noget godt af Slaveri, og af Usikkerhed paa sin Formue og sine Rettigheder.

Saaledes, med meget mere deslige Tøy, seer man i de mange, saavel danske som tydske Blade og Skrifter, som herom ere komne for Lyset; Men deels deraf seer man ikke heller andensteds; Og deels deraf passer sig slet intet paa vores Bondestand og Stats Forfatning.

13

Endog Bønderne vide selv langt bedre Beskeed herom. Er det da ikke underligt, at saa mangen en tør være saa dumdristig, og skrive om de Ting, som de ingen Rede vide til, der lettelig kan sees, om jeg og tør opholde Dem med, al fremkomme med saadanne Beviser, der ere, endog hver Bonde, bekiendte, som jeg nødvendig maae, naar forestaaende Poster skulle giendrives, der skeer saaledes.

Til 1ste og 2den.) Begge disse Poster ere den største Digt og Usandfærdighed af Verden. Tvertimod blive Bøndergaardenes Jorder langt Meere uddrevne end Herregaardenes. Hør, spørg og see Dem for; Ja, see Dem for i de mange til forrige General-Landvæsenets Collegium indkomne Jordbøger; De ville befinde, at Bøndergaarders Marker hvile ikke uden 2 eller 3, nogle faae i 4 Aar; Herregaardenes Marker derimod i de samme Egne 7, 8 til 10, ja vel 14 Aar, som jeg veed Exempel paa.

Der vil nok findes faa Steder, hvor der ikke til hver 1 Tønde Hartkorn af Bøndergaarders Marker, saaes dobbelt saa meget, som til Herregaardenes. Endda ligger gemeenligen til Bøndergaardene intet, uden deres egen ma-

14

trikulerede Jord; Til Herregaardene derimod støder de fleste gange mere til. Her er undertiden aparte Kiøb-Enge, Kirke-Enge, Tiender, som altsammen formerer Giødningen; Og dog kunne Herregaardene i Udsæden langt fra ikke bestaae sig med Bøndergaardens. Aarsagen er, som de lettelig slutter, at Bonden giøder tyndere, og derover pløyer og saaer mere. Det er sandt, at som Herregaardenes Marker faae mere Hvile og Giøde, end Bøndergaardenes, saa staaer og gemeenligen Kornet langt bedre paa de første end sidste Marker; Men paa disse derimod ere der i Forhold efter Hartkornet flere besaaede og bevoxne Agre.

Hvad der nu indbringer meest Korn eller er fordeelagtigst, enten, som Herregaardene, at giøde og saae mindre, og derpaa aule mere; Eller, som Bøndergaardene, at giøde og saae mere, og derpaa aule mindre i Forhold, er en anden Sag, og vedkommer ikke her at undersøges; Vist er det, at, dersom Herregaardenes Maade er den fordeelagtigste, (som den tilforladelig er i alle de Egne, jeg kiender, som man dog ikke kan faae Bonden, der heller vil følge den gamle Slentrian, til at troe,) beløber det

15

Arbeide, som Bønderne saaledes forgieves giøre til sine egne Gaarde, sig til mere end dobbelt, mod deres Hoveri-Arbeide i samme Tilfælde. Nok er det paa dette Sted, at jeg har beviist, at Bønderne have Tid nok, at drive deres egne Gaarde, og at disse blive endog langt stærkere uddrevne. Vil De endnu, ikke troe mig, saa lader os gaae fra Hov-Bønder, til Frie-og Selv-Eyer Bønder.

Aule disse mere Korn paa lige Hartkorn, end hine. Ere de før paa Veie, blive de før færdige med deres Arbeide, holde de færre Folk og Bæster paa lige Hartkorn? Nei, ingenlunde; De ere altid tilbage, med samme Folk og Bæster altid de sidste; Som ere saadanne Sandheder, som enhver, der vil, grandgiveligen kan see, og dagligen seer for sine Øine.

Vil man ikke giøre sig den Uleylighed at eftersee dette; Saa lægg dog Mærke til, naar de i Høstens Tiid opholde sig paa Landet, hvilke Bøndergaarde, Houfrie eller ikke, først advare til Tælgning eller først faae sit Korn talgt; Og hvis Tiender er bedst, i Fald derpaa nogen Forskiel. Dette ene, som De uden stor Møie eller

16

Omstændighed kan blive vaer, kan i Almindelighed bevise hele Resten.

Til 3.) Her snakker man jo baade frem og tilbage; Nyligen hidde det, at Herregaardene bleve bedst drevne, Men her faaer Piben en anden Lyd. Jeg vil alleneste sige dette a) at man nok kan siges, selv at drive sin Gaard, foruden selv at giøre Arbeidet; Endog mangen en Bonde rører ikke en Haand ved sit Arbeide, og dog faaer det ligesaa vel fremmet, som nogen anden. God Tilsyn, fornuftig Indretning og Anstalt giør samme Virkning ved Arbeidet, som Hosbonds Øie ved Kreaturets Føde. b) Skulde paa Herregaards-Markerne sættes Afbyggere, skulde de fleste i Jylland ikke engang kunne naae saa meget til Afgift, som Renten af Pengene, deslige Bygning og Besætning med videre kunde koste, maatte bedrage. Her blev altsaa intet for Eiendommen; Og dog er det Hovedgaardenes Eiendom, der indbringer Proprietæren det meste. Hvor mange Proprietærer ere da vel i den Stand, at de saaledes, om de end vilde, kunde bortskiænke mere end Halve Deelen af deres aarlige Revenyer, og det for en Fordeel, som visse Projektmagere

17

visse deraf spaae det almindelige, og det, som jeg mener, nogenlunde her foran er beviist, paa falske, eller i mindste gandske uvisse Grunde; Thi kom der Afbyggere paa Hovedgaardenes Marker, blev det med dem, som nu med Beboerne paa Bøndersteder; De fortærede, hvad de fortiente. Her blev altsaa intet Overskudd, for deraf at sælge til dem, som selv ikke pløie og saae; Og for deraf til Fremmede at udføre, og derved Penge i Landet at indføre. Men, sæt, det var en gandske klar og afgiort Sag, at Landet i Almindelighed vandt ved saadan en Forandring. Med hvad Ret og Billighed kunde man dog forlange dette af Proprietærerne. Man maae ikke forlange af Mennesker andet, end menneskeligt. Men er det menneskeligt, at skiænke til det Almindelige, det man har at leve af, og siden at betle sit Brød, eller dandse i Slutteriet; Ja, ikke alleneste, at underkaste sig selv denne haarde Skæbne, men endog andre, som paa Herregaardene, der ved denne Forandring til visse vilde tabe mere end halve Delen af Værdien, kunde have udlaant alle sine Midler, at sætte i samme ulyksalige Tilstand. Hvor forrykt, hvor unaturlig og

18

umenneskelig falder ikke al denne Politiqve ud? Men, siger een af vore nyeste Politici: Den juridiske Retfærdighed bør vige for den politiske; En Distinction som hidtil ikke har været bekiendt, og som enhver ærlig dansk Mand maae ynske, aldrig at blive det; Thi, hvad vilde deraf flyde andet, end den største Usikkerhed af Verden paa alle borgerlige Rettigheder, og dermed tillige det allerfæleste Slaveri, som i Verden kan tænkes, som med Tiden vilde drage alle Slaveriets Elendigheder efter sig. Jeg siger usikkerhed og Uvished: Thi hvad som i Dag ansees for Politisk, kan i Morgen ansees for upolitisk, da deslige politiske Principer ere gierne ligesaa foranderlige som Moderne. Nei. I Forralen paa den gamle Jydske Lov-Bog hidder det: Met Low skal mand land bygge: Og denne Sandhed vil vel altid staae uryggelig fast. Foruden meget mere ondt, som vilde flyde af denne Politik, var dette, at ingen, som havde Penge, flyttede ind og satte sig ned i et faa po litisk Land. Derimod søgte de Bemidlede, som allerede der vare boesatte at flytte ud. Stod vor Politikus da ikke ret smukt tilbage som et Been-Rad, uden Kraft og Virksomhed og uden

19

Blod i Aarene; Til liden Nytte, at Hovedet havde været saa fuldt af politiske og vidtudseende Betragtninger, at det havde ikke kunnet see det, som var for Fødderne. Man glimter sig ellers lettelig til, af disse og andre deslige Principer, som de uskiønsomme af vore ekonomiske Helte fremkomme med, at de selv ikke maae eie noget. Følgelig vove eller tabe de intet ved Forandringer. De kunne derfor ikke alleneste med Roelighed og Ligegyldighed ansee, at der blev vendt op og ned paa alting; men endog ynske det, da der mueligen ved saadan Leilighed kunde falde noget af til dem. Saa Meget er vist, at de intet vove eller tabe.

Til 4.) Det er en dyrebar Sandhed, at det er slet bevendt med Slaveri; At det er slet bevendt med Forældrenes Stræbsomhed, naar deres Børn ikke maae nyde godt deraf; Det er slet bevendt med all Flid, all Politik, all Handel og Vandel, naar Man ikke er sikker paa sin Formue, sin Rettighed og sin Frihed; Alt dette underskriver jeg aldeles; Ingen uden et Umenneske kunde finde enten sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Troer end ikke det er muligt, noget Selskab,

20

nogen Staat i Tidens Længde anderledes kan bestaae; Men intet af alt dette passer sig paa vore Bønder og vores Bondestand.

Saaledes vide vore Ekonomister at indflye til saadanne almindelige Sandheder, som ingen modsiger eller har modsagt; Og at raabe Menneskeligheden, som er uanfægted, til Hielp, for at faae Fremgang, nogle med sin Ondskab, nogle med de Satker, de eengang have faaet i Hovedet, men skamme sig ved at gienkalde, nogle søge maaskee, at slaae sig til Ridder, ved disse nyemodige Fordomme; der maaskee og allerede er lykket nogle af dem.

Nogle følge Strømmen hen af Uvidenhed, og i sin søde Eenfoldighed udskrive den ene den anden. Jeg siger at intet af alt dette passer sig paa vores Bondestand. Bønderne have den samme Frihed, den samme Sikkerhed paa deres Gods og Formue for dem og deres Børn, som andre Statens Lemmer. Loven som er og bør være alles vores Beskiermelse, er og deres. Viis mig en eneste Artikel, som anderledes befaler, og jeg giver mig tabt; Men, som De ikke kunne der, saa kan jeg vise Dem nogle, som beskierme og beskytte deres Rettighed, de-

21

res Gods og Formue; Vær saa god og eftersee Lovens Art. 1. pag. 459, Art. 3. 4. pag. 460. 461, Art. 7. pag. 462, Art. 14. pag. 467, Art. 16. pag. 468, Art. 17. page 469; Og dersom De frygte for, at nogen skal fratage Børnene den Arvedeel, som Forældrene maae have efterladt dem, da vær saa god, og eftersee Lovens 5te Bogs 2det Capitel; De finde ikke, at Bønderbørn her ere undtagne; Fortryd ikke paa, jeg maa læse, som Lovens A.B.C., for Dem; Det kunde ikke have faldt mig ind, var det ikke man seer, saa mange herom ere ganske ukyndige, endog saadanne, om hvilke man det mindst skulde formode. Maaskee, De ville svare, som saa mange andre: Loven er god nok, men den bliver ikke efterlevet. Een af vore Ekonomister har endog udgivet et Skrift, og kaldt det: Lovenes Efterlevelse, som den bedste Lettelse for Bonden; Og ved dette Skrift (der overalt ikke svarer til Titelen, da Forfatteren har selv maattet tillægge nogle ny Love) skiønt det røber en Lyst, mere til at spotte og glose, end til Sandhed alvorligen og redeligen at undersøge og oplede, forhvervet sig Navn blandt vore klassiske Authores over Landhuus-

22

holdningen. Skal man undre sig derover? Nei vist ikke: En berømt fransk Author har for længst fortalt os: Un fot trouve toujours un plus grand, qui l'admire. Men, hvormed bevises denne Sats, hvormed bevises, at Loven, naar det gielder om Bondens Bedste, mindre efterleves, end ellers.

Det er jo den største Digt og Usandfærdighed af Verden, som lærer sig selv, thi, om der end var nogen Proprietær saa ubillig (og hvorfor skulde der ikke være det blandt saa mange, thi man kan altid antage som en Sandhed, at blandt mange ere nogle onde) at han for Bonden vilde og kunde stikke Loven under Bænken, saa kunde han det jo dog ikke for andre Mennesker, som Bonden taler og raadfører sig med. Saa meget er vist, at blive de Love, vi nu have, ikke efterlevede; Eller, er det muligt, de kunne oversiddes, maa man vente det samme om de følgende. Andre af vore ekonomiske Skribentere sige: Jo, Bonden er en Slave; Thi A) er han bunden til sin Fødestaun, B) skal han være sin Hosbond hørig og lydig, C) skal han giøre Hoveri. Derpaa svares: Til A) Dette vedkommer slet ikke

23

Hoveriet, som var til nogle 100 Aar før Forordningerne, som dette paabyde og ere fornødne, saa længe Landmilidsen er indrettet paa den Fod, den nu er. Det unge Mandskab pag Landet staae alle enten i virkelig kongelig Tieneste, eller som Reserver. De ere derfor bundne, ligesom Soldaterne ved de gevorbene Regimenter; Thi maatte de uden Pas og Tilladelse reise og flytte hen, hvor de vilde, hvorledes kunde da Proprietæren svare det Antall Soldater, som ham efter Godsets Størrelse paaligger; Og hvorledes kunde han da giøre Regnskab for, hvor Reserverne ere henne, som Han aarlig skal for Sessionen. Forresten siger jeg endnu eengang, at dette kommer slet ikke Hoveriet ved; Og at jeg ikke tager mig paa at forsvare den Indretning, at være bunden til Stauns; Jeg vil alleneste sige dette, at, naar saa ikke var, vilde den største Deel af Mandskabet gaae ud af Landet, foruden nogensinde at komme tilbage, hvilket Erfarenhed, den bedste Læremester, kan vise os ved Strøelæggene, hvor Sessionen har ondt ved, at faae en Rekryt ud af 81 Tønder Hartkorn; For: Mandskabet, som ikke staaer under nogens Her

24

skab, er borte, hver sin Vey, deels for ikke at blive Soldat, deels for at nyde større Lønne; Og fornemmeligen, for all Mandskabet (vore Ekonomister maa, men uden Grund, snakke saa meget om Folkemangel, som de ville) naar de alle bleve tilstæde, kunde ikke alle faae Tieneste her. Men paa et samlet Gods maa Proprietæren have et vaagent Øje over Mandskabet, at han ikke ved Rekryteringen, hvorudi han ingen Skaansel kan vente sig, skal blive forlegen. Til B) Efter de adelige Privilegier Udgivne siden Suveræniteten, har ingen anden end Hosbonden, over Bonden at befale.

Fodres her til Statens Tieneste, Penge, Korn, Heste, Reiser, Arbeide, det maae være, Hvad det vil, Amtmanden, Amtsforvalteren, Herredsfogden, alle maa vende sig til Hosbonden, som herom tilsiger Bonden, og svarer for ham, ifald det ikke skeer af ham selv. Ingen andre end Hosbonden kan tilsige eller befale ham noget (Jeg taler ikke om, hvad der skeer, men jeg taler om, hvad der staaer herom i vore Love, som ligge aabene for enhver) Naar nu saa er, saa bør jo dog Bonden, ligesaavel som andre, staae under nogens Kom-

25

mando og Ordre. Dette maae da enhver tilstaae. Er det da bedre for Bonden, at have 15, frem for een Hosbond.

Snarere er dette en Beskiermelse og en Hellighed, end en Byrde for en Bonde. At Forresten denne Hørighed og Lydighed har sine Grændser, og alleneste er at forstaae, for saa vidt lovligt og billigt er, er vel ufornødent at erindre, allerhelst man veed, at en uindskrænked Lydighed ikke har Sted i Verden. Til C) Hoveri og Slaveri har slet intet tilfælles med hinanden. Bonden var ikke forbunden til Hoveri, naar han selv det ikke havde indgaaet. Ingen kan tvinge ham til et Sted, end sige til et Housted at antage.

Men, svares her, Han hører Naturens Bud, han vil gifte sig, og sette sig ned, og derover tager mod Leiligheden, som den falder. Saaledes gaaer det desværre Folk af andre Stænder med; Mangen en Student, Skrivereller Kiøbmands-Karl, som nu slider hen i Armod, kunde all sin Tid have sadt en holdend Mand, ifald han ikke havde giftet sig, forinden han havde samlet sig nogle flere Penge, og nogen mere Forstand til at sette og bestyre en Boe med.

26

Bondekarlen har endog herudi et temmeligt Fortrin. Thi, om han end i varmt Blod blev sindet, at antage et Sted paa saadanne Vilkor, som han ikke kunde bestaae sig ved, saa er der dog ingen fornuftig Hosbond, der paa saadanne Vilkor betroer ham det; Thi, til hvad Nytte, hvor meget vover og taber ikke en Hosbond, naar en Bonde gaaer til agters, og, forinden han gaaer fra Stedet, forøder, som gemeenligen skeer, hvad der er derpaa. Herimod, naar en Bondekarl endelig vil gifte sig, eller allerede er det, men ingen Formue, ingen Leilighed har at sætte sig ned, eller giøre Forskudd med, er det da ikke bedre for ham og Staten, at Hosbonden forskyder ham Eiendom, Huus, Arbeids-Bester og Redskaber, samt Sæde-og Æde-Korn, saalænge til han selv auler noget, ligemeget paa hvilke Vilkor, naar det kuns ere saadanne, som Bonden kan bestaae sig ved (andre forbyde sig selv) og de paa begge Sider udi Mindelighed ere foreenede om; End, at Bondekarlen, om er ugift, skulde opsætte dette saa længe, til han ei længer hører dette Naturens Bud; Eller, om allerede er gift, skulde hensidde i Armod, og tillægge

27

nogle Børn, som han ei var i Stand til at føde, men, som Dør fra Dør, skulde søge deres Underholdning. Dette er en Afbildning paa, hvorledes fra første Færd med Hoveri-Accorter er tilgaaet; Lader os forestille os 100 Mennesker i et vist Selskab. 99 af dem have ingen Penge, intet at giøre Forskudd med, til alle de Ting, som behøves, forinden nogen kan sette sig ned, fornemmelig til Agerbruget. Titius, den 100de af disse har Penge. Han siger til de andre: Kommer, jeg skal skaffe Jer Føde og Ophold, Her ligger en Eiendom, den vil jeg kiøbe, eller, ifald den, som fra første Færd, ingen tilhørte, den ville vi indtage. Jeg skal skaffe Jer Huse, Arbeids-Bester og Redskaber, Sædekorn og Ædekorn, saalænge til I selv aule noget. Eiendommen ville vi dele i 10 Parter. De 9 ere for Jer, den 10de for mig. Jeg forlanger ingen synderlig Afgift af de 9 Parter, alleneste I skal i dets Sked bearbeide mig den 10de. Accorten sluttes, og, jeg troer ikke, nogen kan sige, at den er ubillig, eller for en Stat skadelig, men tvertimod øiensynligen fordeelagtig; thi, dersom disse 99 ikke vilde have indgaaet. denne Akkordt, maatte de

28

have søgt Brød og Boepæl andensteds; Og Titius maatte have trakt sine Penge andensteds Hen, og anvendt dem paa en anden Næringsmaade; Og Eiendommen havde lagt udyrket; Thi med Penge eller Vare, at kunne forrente det store Forbudd, som Titius maatte giøre, var dem, som havde intet uden de bare Næver, at begynde med, umueligt.

Denne er Historien af Hoveri-Akkordter; Saaledes er dermed efter all Formodning fra første Færd tilgaaet, som jeg slutter ikke alleneste af Sagens Natur, men endog især deraf, at, saaledes skeer endnu den Dag i Dag er. 100 Bøndergaarde vilde ligge øde, om Hoveriet ikke var til; Thi enten man indtager et Stykke Eiendom, som tilforn varingens, eller man opbygger, besætter, og med øvrigt Forskudd forsyner en Gaard, som forrige Beboer har forsadt og forhudlet (hvortil ikke behøves lang Tid) falder ud paa det samme. De ville maaskee svare mig: Nu har det ingen Nød, her er jo en Forordning for, at der maa ingen øde Bøndergaarde være. Godt, men mærke De ikke, at desuagtet er Hoveriet Grunden til, at Forordningen kan blive efterlevet; Thi,

29

som ingen, der har intet uden de bare Næver at begynde med, (Andre tage ikke gierne mod saadanne Gaarde) i Penge eller Vare kan forrette det Forskudd, som til saadan en Gaards Istandsættelse behøves, saa vilde de, som ikke des mindre maae giøre denne Bekostning, Tid efter anden trække sine Penge fra Landgods; Eller og tilsidst selv, naar de skulde giøre Bekostning og Forskudd, uden at kunne faae behørig Vederlag eller Rente, blive forarmede; Og følgelig tilsidst satte i den Umulighed at kunne efterleve Forordningen.

Saaledes gielder, saalænge Landet er i den Tilstand, det nu er, det er at sige: Saalænge her ikke er fleere Penge, ikke fleere bemidlede Folk. Kom det nogen Tid dertil, at dette Land i disse Tilfælde kunde komme til at staae i Ligning med Engelland eller Holland, var det en anden Sag.

Hvor ofte skeer det ikke, at en Karl, der vil giftes, eller er gift, begierer at Hosbonden vil sette ham et Huus, mod en Ugedags Hoveri, eller nogle visse Dages Arbeide om Aaret. Her bliver strax en Beboer, der ligesaavel, for Gaardmanden tillægger Børn, der ligesaavel-

30

som dennes, kunne tiene sin Føde, og Landet; hvilket ikke skede, om Hoveriet ei var ,til, thi Karlen formaaede ikke med Penge at forrente Bekostningen, som Hosbonden følgelig ikke paatog sig, naar dette ikke skede. Jeg troer da vel, De tilstaae mig, at Hoveri ikke er Slaveri, med mindre De ville paastaae, vi ere alle hinandens Slaver. Som Kiøbmanden, der skaffer os Salt, Humle, Tiære, og hvad videre i en Huusholdning behøves: Som Haandverksmanden der arbeider for os & c. Vil De maaskee endnu paastaae, nei, dette er ikke Slaveri; Kiøbmanden kan, om han vil, tiene os: Haandverksmanden kan, om han vil, arbeide for os. De kunne og sige nei, om de ville. Saa svares endnu engang, at det ligeledes forholder sig med Bonden; Saavel han, som Kiøbmanden og Haandverksmanden, kunne sige nei, forinden Akkordten sluttes; Men, naar dette er skeet, ere de alle bundne; De sidste ligesaavel og ligesaa stærk, som Houbonden, hvad enten saa Akkordten af denne eller hine er indgaaet paa kort eller lang Tid, der ligeledes staaer til enhver selv. Nei, Frihed bestaaer ikke udi, at være houfri, men derudi, at man med Sikker-

31

hed kan indrette sine Gierninger efter Lovene; Og dette kunne Houbønderne, ligesaavel som andre Statens Lemmer. Eie de selv Herregaarde, eller Bøndergods; Jeg har kiendt een, om hvilken det første, og kiender mange, om hvilke det sidste kan siges, saa eie de jo dette, med den samme Rettighed, som andre.

Nu, om Arvefæster, eller Selveiere. Ja, jeg tilstaaer gierne, at dette var godt; Jo mere Velstand der boer Hos Hver Mand i sær, jo mere Velstand boer der i hele Landet. Jeg paastaaer alleneste, at det er ikke sagt, at Bønderne derfor bleve mere stræbsomme og arbeidsomme. Erfarenhed maa atter lyse for os; Denne Læremester, som vore ekonomiske Skribentere burte tage til Veileder, men kiende intet til; I dens Sted de fremkomme med en nøgen Teorie, der ingensteds har hiem, formedelst den strider mod den daglige Erfaring. Jeg siger, Erfarenhed maae lyse for os. Her er jo nogle 1000 Selveiere i Landet, men ere disse mere vindskibelige, mere stræbsomme, end Fæstebønder.

Blad op i den store Bog; Læs, og see, hvorledes gaaer til i Verden. Og døm saa.

32

Jeg erindrer, at der boede i samme Gade, som De, tvende Tømmermænd, Hvoraf den ene sad til Leie; Den anden eiede selv det Huus, Han iboede. Men, var den første derfor mindre duelig, mindre vindskibelig, mindre troe og flittig. De kiendte begge disse Tømmermand; ligesaavel som jeg. Dog, vi ville gaae nærmere til Sagen; Lader os endog sætte, at Bønderne bleve mere stræbsomme og vindskibelige, om de bleve enten houfrie, eller Selveiere, eller fik Arvefæster; Som dog strider mod Erfarenhed; Men ikke desmindre, lader os sætte dette. Hvorledes kunde derfor De Vederlag? Hvori skulde vel dette Vederlag bestaae? Og, naar nu derfor ikke kunde De Vederlag, hvorledes kunne da Bønderne blive det, uden andres Fornærmelse? Man maa ingenlunde bryde sit Hoved med dette Spørsmaal; Det er ligesaa umuligt, som at 6 minus 2 skulde være ligesaa meget, som 4 + 2.

Skulde da Hoveriet uden Vederlag fratages Eieren? Skulde Proprietærerne være forbundne, uden Vederlag at give Arvefæster eller visse Selveier-RettigHeder; Fordi det maaskee, som dog er uvist, kunde være bedre

33

for Staten? Skulde disse Statens Lemmer afskiæres, som en af vore Projektmagere lader sig forstaae med? Kan nogen Patriot, kan nogen Menneske-Ven, kan noget retsindigt Menneske, kan nogen ærlig Mand, tænke saaledes? Og hvorfor skulde de afskiæres eller undertrykkes? Hvori bestaaer deres Forbrydelse? Fordi det Har hændet sig saa, at de, eller, som kan siges om de fleste af dem, deres Forfædre have satt Pengene, hvoraf de ellers kunde have levet, i Jordegods, som for en stor Deel er kiøbt og hiemlet endog af vore Konger i allerhøieste Person. Det er en besynderlig Fordom, som regierer i disse Tider, ikke alleneste hos os, men endog andensteds, og som de fleste af vore Ekonomister uden videre Eftertanke, ventelig udskrive den ene af den anden; nemlig: At det er Bonden og hans stærke Arme, som alting skal tilskrives; Det er ham, sige de, vi alle maa takke for Klæde og Føde, og jeg veed ikke selv, hvad mere Afguderi ham bevises. Men hvo seer ikke, at dette er falskt, at flere Ting maa støde til, og at det, efter den Indretning, som i Verden nu gielder og længe har gieldt, fornemmelig er Penge, som drive Verket. Kortelig:

34

Skaffer mig Penge og Eiendom; Jeg skal skaffe Jer saa mange Bønder, saa mange Arbeidere, I ville; Men I maa skaffe mig den bedste Eiendom, og de stærkeste Arbeidere, I ville. Dersom I ikke tillige skaffer mig Penge, bliver Eiendommen liggendis uden ringeste Frugt eller Nøtte; thi uden Penge kan jeg ingen Vei komme med den; Men, maaskee I kunne; Nu; saa lader os da høre, hvorledes. Dette er en Hemmelighed, som i eders mange Blade endnu er ei aabenbaret. Vel veed jeg, at Penge ikke kan pleie og saae, men jeg veed tillige, at uden Penge eller Penges Forskudd kunne Mennesker det ikke heller. Man betænke kuns, hvilkets Forskudd her maa giøres til Agerbruget. Her skal forskydes til Huse, til Arbeids-Bester og Redskabe, til Æde- og Sædekorn, til Boskab, saasom til Borde, Bænke, Senge, Kar, Kiedel & c.; Hvilket Forskudd, som er saa fornødent, at den bedste Eiendom uden dette, ei er til den allerringeste Nytte, er af den Betydenhed, at det de fleste Gange overgaaer Eiendommens Værdi, endog nu, Eiendommen er under Dyrkning og Drift. Hvad vilde nu Bonden med sine bare Hænder,

35

foruden saadant Forskudd, foruden Penge, der er det, som sætter Hænderne i Drift og Virksomhed, have udrettet. En Mølle, et Uhr maa være saa vel, saa stærk og varig indrettet, som det være vil; Uden Vand eller Vind, og uden Lodd staaer saavel Møllen som Uhret stille. Hvo er det nu, som har giort, og den Dag i Dag er, saa mangensteds giør Forskuddet; Er det ikke Proprietæren. Han og hans Forfadre er den Titius, som har satt og dagligen sætter saa mange af sine Medborgere i Drift og Virksomhed; Naar han nu dette har giort, naar han hertil har forskudt sine Penge, og, saaledes ved at befodre sit eget Bedste, saa meget bidraget til det Almindeliges; Saa skulde han afskiæres, men hans Penge maatte nok blive i Stikken. En herlig Morale, hvorom intet findes i Huus-Taulen. Skulde man vel og formode nogen saa uforskammet, der torde være bekiendt at fremkomme med saadan Morale; Og skulde man formode, at saadan Præken skulde opvække mindste Eftertanke hos et alvorligt og retsindigt Menneske. Vore Patrioter ville, at Bønderne ikke maae være Slaver, men have Frihed og Sikkerhed paa

36

Eiendom, Formue og Rettighed, som de og virkelig have, som jeg og aanske og aldeles underskriver med, ja, jeg har sagt, og siger endnu eengang, at det maatte være et Umenneske, der maatte finde enken sin Regning eller Fornøyelse ved, at anderledes skulde gielde; Men hvorfor vil De, at Proprietærer skulle være Slaver, thi jeg har sagt, og ligeledes endnu eengang siger, at Frihed bestaaer derudi, at man med Sikkerhed kan indrette sine Gierninger, sin Handel og Vandel, efter Lovene. Mærker man ikke, at her vel er den patriotiske Tunge, men ikke det patriotiske Hierte; Thi, naar der ikke sees paa alles, men, kuns paa nogles Vel i sær; Føres Ordet enten af Misundelse, Ondskab og Efterstræbelse; Eller af egennyttige Hensigter, eller af Mangel paa Indsigt. Til hobe lige skadeligt, thi det forholder sig med Patriotisme, som med Gudsfrygt, hvorom vi vide Dommen, at den ikke duer uden Forstand. Men jeg har anført den Tvang og den Byrde, der ligger paa Bonden; Jeg maa og med et par Ord vise Dem, den Tvang og Byrde, der ligger paa Proprietæren.

37

Bonden kan antage en Gaard til fæste, om han vil, og lade det beroe, om han vil; Men Proprietæren maa ikke lade nogen Bondegaard ligge øde, han vil eller ikke; Det maa koste, hvad det vil, saa skal han opbygge og besætte den, samt forsyne den med Beboer, om skiønt der ingensteds er befalet, at en Bondekarl skal antage en Gaard, naar den er opbygt og besatt, og Proprietæren følgelig mangen Gang ikke veed, hvor han skal faae en Beboer fra. Det er Proprietæren, som i alle Tilfælde maa staae i Gabet for Bonden. Han maa svare Kongen for ham, naar han det selv ikke kan. Andre Statens Lemmer svare ikke uden for sig selv og for sin egen Familie; Men Proprietæren, som skal svare for det samme, skal desuden svare for 2 a 300 andre Familier; Hvilket Ansvar fornemmelig i paakommende Krigs, Ovæg-Svagheds eller andre deslige Landeplagers Tilfælde er af den Betydenhed, at en Proprietær ikke veed, hvorledes han sidder deri, og om han eier noget eller ikke. End videre: Hosbonden maa dagligen laane og forstrække Bonden, naar han er i Nød; Og hvorledes er det mueligt, at der jo blant mange

38

nogle maa være fattige; Han maa gaae ham til Haande med Raad og Daad. Han er hans Veileder og Raadfører. (Jeg taler om, saaledes som det har været; Nu, veed man, han ikke længer har nogen Fortrolighed til sin Hosbond). Han er hans Forsvar mod alle og enhver; Han er hans Prokurator; Ja, endog mangen Gang Læge, da jeg kiender mangen en Hosbond, der holder saa godt som et halvt Apotek, ja endog en udlært Jordemoder til Tieneste for sit Goedses Skyld. Naar nu alt dette tages i Betragtning, og Hosbonden oven i Kiøbt under Anførsel eller Tilskyndelse af et eller andet ondt Menneske paa sit Gods, (thi jeg har sagt, og siger endnu, at blant mange maae nogle være onde) eller uden for, skal anklages og fortales, og det uden at faae nogen Satisfaksion, om Klagen er ubillig; Og desuden af andre, der præke et andet Evangelium, end det vi have annammet, udskriges som en Upatriot og en Tyran, Bonden derimod, (efter det han tilforn) dog ikke i min Levetid kan have været, men nu ikke længer er, nemlig: som den svageste ynkes og nyde Medhold; Og det undertiden saadan Medhold, at Hosbonden ingen Vei

39

kan komme med Ham, da man seer, at Bonden i disse Tider, uden stor Omstændighed, nyder beneficium paupertatis og fri Prokurator, der under dette Skyts kan trække om med Hosbonden, saavidt og bredt ham lyster og i, Uendelighed; hvilke udmattende Processer at udholde er kuns saae Proprietærers Leilighed og Evne; som de dog nødvendigen maae, eller og tage alting for godt; Thi kommer det dertil, at alting maa tages for godt, er det ude med Hosbonden, der maae sidde, som en ledig Tilskuer, til hvad Bonden vil eller ikke vil. Naar nu alt dette betænkes, hvis Kor ere da de fordeelagtigste, hvis Tvang er den haardeste, hvis Post burte snarest opvække Misundelse? Døm selv, men døm med Overlægg, døm som en oplyst og redelig Patriot. Vore Patrioter ere strax færdige med gode Raad for Proprietærerne; De sige: De kunne sælge eller udstykke Goedset. Men, hvor er da Friheden, som saa meget raabes paa, og, foruden at tale om, hvor Haardt det falder et Menneske, der er kommet noget til Aars, at forandre sin Bopæl, sin Levemaade og Huusholdning; Saa maatte man nok spørge: Hvo vil kiøbe? Bønderne ville

40

det ikke, thi, hvad de ikke have faaet, saa leve de i Haabet om saadan Medhold og saadanne Vilkor, at de heller, hvorudi ingen kan fortænke dem, ville besidde Gaardene under andres end eget Ansvar og Forsvar. Andre skytte endnu mindre om, i disse Tider at anlægge deres Midler derud, som er forstaaeligt nok; Thi det samme, som maatte bevæge til at sælge, man skrække fra at kiøbe. Kortelig: Ville disse Raadgivere kiøbe: Jeg skal skaffe dem en heel Tylt og flere Herregaarde til Falls. Det er derfor uimodsigeligt, at, havde alting forblevet i sin forrige jevne Gang, havde det længe, før det nu kan skee, været ude med Herregaardene, om dette ellers er godt for Staten, thi saa havde den ene efter den anden, Tid efter anden, mens Jordegoeds var i Pris, og blev søgt, udstykket sine Gaarde, som der nu ingen Leilighed er til, siden her nu, som mældt, ingen er, der vil kiøbe. Jeg siger, jeg skal skaffe disse Raadgivere Herregaarde at kiøbe. Saaledes vilde de allerbedst lære at Finde Verden. De vilde faae at vide, hvad de, som dog skulde staae i Gabet for Bonden, og svare for ham, kunde udrette, om Bonden, som i

41

physisk Hensigt er den stærkeste (thi 200 Arme ere stærkere end 2) tillige i den politiske skal være det. De vilde, om de ellers vare for Orden, faae at vide, hvor haardt det skiærer, formedelst Bondens Stridighed og Opsætsighed og den Medhold, han ikke desmindre nyder, at see sin Auling og Huusholdning i Forvildelse og Uorden, og følgelig sine Indtægter satte i Uvished og Usikkerhed, til egen og Gieldneres Tab og Skade. Hvor haardt det skiærer (som og i Tiden umuelig kan holde Stik) at de, som skal svare; foruden Kongen, enhver sit, ikke igien kunne faae, hvad de af andre skulle have; Og, som dog er det (nemlig Aulingens ordentlige Fortsættelse) hvoraf de skulle tage, hvad de skulle svare Kongen og enhver. Thi til hvad Nytte er den bedste Eiendom, naar den, med Frugterne deraf, ikke ordentligen og i rette Tid bliver dyrket og omgaaet; Og hvorledes kan den det, naar ideligen, ved hvert Skrit tages Anledning af Hoveri-Forordningen at giøre Indsigelser, endog saadanne, som have sin Grund i bare Skikane; Hvor mange Opsættelser, hvor megen Forhaling kan Aulingen taale. Tiden skrider, Aulingen følger med

42

eller ikke. Tænk ikke, min Herre, jeg skriver Her noget Hen i Væiret, som jeg ingen Rede veed til; Jo jeg veed Rede dertil, og det god Rede. Blandt mere veed jeg Exempel paa, at en Bonde for Kongen anklagede sin Hosbond for, at han lagde Kongen og Bonden øde; at han fornærmede Bonden, og tog fra ham, hvad han kunde faae. Saaledes vare Klagens Ord. Jeg kiender den samme Hosbond, Hans Huusholdning og hans Omgang med sine Bønder meget vel, og veed, at det var den groveste Løgn af Verden; Men ikke desmindre, da Hosbonden i Anledning af Lovens Art. 3. og 4. pag. 202, 203, supplicerede, at Regieringen enten vilde selv dictere Straff for Bonden, eller tillade, at han ved Lands Lov og Ret tiltalte ham for sin fornærmelige Beskyldning og Klage, fik han i Henseende til det første det Svar: at derved var intet at giøre. Jeg veed Exempel paa, at Bønderne, siden Hoverie-Anordningen, ere komne til Hove for at saae og pløie paa Hovedgaards-Marken, og, uagtet de have havt sine Vogne med sig, for derpaa at føre Plougene, og uagtet, de have, inden de kunde komme til det Sted paa Hoved-

43

gaards-Marken, hvor skulde pløies, maattet drage lige forbi Gaardens Port, paastaaet, at de ikke, uden Godtgiørelse, som for en Reiseeller Spænd-Dag, vare forbundne at modtage Kornet paa Gaarden, men at det paa Marken, Hvor det skulde saaes, burte leveres; ligesom og, at de ikke vare forbundne at medtage Sække til at tage det udi; Og derudi faaet Medhold og Bifald, uagtet, naar Kornet skal leveres Bonden, som det nødvendig skal, forinden det kan blive saaet, man maatte formode, dette burte skee paa en Maade, at Bonden kunde vide, hvad han modtog, for at svare dertil, og dette ei kan skee uden ved Maal, og Maal ei kan tages paa Marken, men paa Loftet; Det og maatte formodes, at Bonden, naar han skulde modtage Kornet, nødvendig maatte Have noget at tage det udi, hvortil og Forordningen bestemmer Sække, enten Reisen er lang eller kort; Og endelig, uagtet det af Forordningen ikke lader til, at i Pløie-Tiden maatte fordres Spænd-Dage med Vogn. Videre, veed jeg Exempel paa, at Houbønder, som have boet 2/4 Miil paa denne Side, men været tilsagte at kaste Klyne i en Mose 4/5 Miil paa

44

hiin Side af Hovedgaarden, have ikke villet kaste det Antall, som Forordningen paabyder, men paastaaer, og selv egenmyndig tiltaget sig Afkortning for Veiens Længde, da dog Hoverie-Anodningen af 2Ode Februarii 1771. ikke befaler, at Veiens Længde skal tages i Betragtning, uden efter Hovedgaardens, eller det Steds Fraliggenhed, hvor Arbeidet jevnlig anvises, der ikke kun siges om Klyne-Mosen, hvor Arbeide ei anvises uden eengang om Aarets; Allerhøistbemeldte Forordning ikke heller taler om nogen Afkortning i Arbeidet, som havde Sted efter Forordningen af 6te May 1769, men i Arbeids-Dagene; Men desuagtet, og uagtet Forordningen af 20de Februarii udtrykkelig befaler, at Bonden ei maa tage sig selv til rette, men indtil videre uvegerlig skal efterkomme, hvad ham befales, fandt dog denne Bøndernes Paastand, skiøndt, som viist er, uovereenstemmende med Forordningen, Medhold. Jeg siger, uovereensstemmende med Forordningen; Thi, foruden det, som allerede derimod er anbragt og beviist, kan end videre tillægges, at, naar saa skulde gielde, skulde derimod de Houbønder, som formedelst Fralig-

45

genhed fra Hovedgaarden eller fra det Sted, Hvor Arbeidet jevnlig anvises, eengang for alle efter Forordningen, have faaet Afkortning i Arbeids-Dagene, saa ofte det Sted, hvor Arbeidet blev anviist, var nærmere end Hovedgaarden, forrette en større Antall Arbeide à Dagen, end ellers bestemt er. e.g. Houbonden, som har 7 fierdingsvei til Hovedgaarden, og derover ikke er ansatt uden for de halve aarlige Arbeids-Dage, skulde, den Dag Arbeide blev ham anviist i Klyne-Mosen, der maatte være ham kuns 1/4 Miil fraliggendis, der ofte kan hændes, og jeg veed Exempel paa, kaste 3200 Klyne, eller og, som er det samme, derved forrette tvende, i Stedet for een Dags Arbeide; Men saadan Paastand fandt vel ikke, ei heller burte finde Medhold, siden Forordningen af 20de Februarii har skaaret alt dette over een Kam, og givet en Maalestav, hvorefter de aarlige Arbeids-Dage, og ikke hvert Stykke Arbeide i sær, skulle ansættes og anvises, hvorved meget viseligen er forekommet all den Ophold, og all den uendelige Udregning og Afmaalning, og dermed følgende Bryderi, som maatte have Sted, naar det sidste,

46

som i Forordningen af 6te May 1769. var befalet, skulde gielde.

See, saadanne Exempler veed jeg, hvor det er kommet til Overmands Tale. Dagligen falde 100 flere deslige for, som man taaler og tier med. Døm nu selv! Naar Bonden mærker saadan Medhold, naar han deels i sin Raseri, deels i sin Enfoldighed giør sig Slutning til videre og vover alt videre og videre, naar han af andre, der have bedre Forstand, og finde enten Fornøyelse eller Fordeel, eller undertiden begge Dele ved, at det gaaer galt til, at Hosbonden bliver ruineret, at Hosbond og Bonde ligge i Haaret paa hinanden, hvorledes kan da en Hosbond komme afsted med sit Arbeide, og med Bonden, der er saa meget stærkere; thi, i Almindelighed, hvad een vil, det ville de alle, og vedtage alle, og det under en Mulkt, som de mellem sig selv vedtage; Hvilke Vedtægter helligere blive efterlevede, end enten Guds eller Kongens Befalninger. Her er altsaa ved hvert Skrit Indsigelser; forinden disse kunne blive afgiorte, flyder Vandet bort med Høe og Korn; Mens vi drive Tiden hen med Dispyter, og med at maale, veie og tælge,

47

forandrer Væirliget sig, og udsætter det Arbeide, som i Disputeer-Tiden kunde have været afgiort, en 4 Uger længer hen, Høet eller Kornet, hvoraf det meste af det sidste i saa Fald falder af og bliver paa Marken, til ubodelig Skade. Kommer det dertil, at man nødes til at klage for Amtmanden; Er Turen denne: Amtmanden mælder det for Kammeret; Kammeret indhenter maaskee G. L. V. C. Erklæring; Derfra til Kammeret igien; Og endelig efter en 9 a 10 Ugers Forløb derfra her hiem. Enten saa; Eller og Amtmanden udgiver Ordre, at Bonden skal efterkomme det befalede; Men som Bonden agter hverken Amtmand eller Hosbond, saa er det lige nær.

Man klager igien for Amtmanden, som ved ordentlig Lands Lov og Ret lader Sagen paatale. Hvilken af Delene nu skeer, er Proprietæren eller hans Auling dog vel tient dermed; Skal hans Høe og Korn staae og bie derefter? Og, da dette imidlertid bliver fordervet, hvad Oprejsning kan han da faae derfor hos sin egen Bonde, der ofte lever af hans egen hielpsomme Haand. Det var ikke, som der imidlertid var Folk at faae at leie til Arbeidet;

48

Saa var det i all Fald en smal Sag, men det er her ikke.

Det er ikke nok, at Bonden nægter selv Arbeidet, men han bær endog Fortrydelse og Anke paa dem, som lade sig leie til det nægtede Arbeide. Han finder sin Fornøielse ved, at Hosbonden kan være retskaffent forlegen; Og, som den ene Navn ikke vil hugge Øiet ud paa den anden, det og, ved første Sammenkomst, ved første Vertskab eller Høitid vilde give Anledning til en Skiermydsel, et par blaae Øine og en banket Trøie, saa staaer Hosbonden der med sit Arbeide, sit Høe og sit Korn, sin Pløining eller Saaen, som altsammen ikke taaler mange Dages, end sige, Ugers Opsættelse.

Nei, skal det gaae godt til, vil her anden Tvangs Middel. Amtmanden eller Hosbonden skulde være berettiget strax at udstæde Exekudsion paa de Skyldige, saa længe til Arbeidet blev efterkommet. Ikke desmindre kunde Amtmanden ligefuldt forfølge Sagen, og dersom det da befandtes, at Hosbonden havde Uret med at fare, saa kunde Exekudsionen ei beløbe sig til videre, end at Hosbonden kunde, som billigt var, igien erstatte Bonden det, gik der-

49

imod Sagen Bonden paa, maatte han desuden afstraffes paa Pungen eller Kroppen. Skeer dette ei; Bliver der ikke satt saadan Tvangs Middel, som for paratissimam executionem, siger jeg endim eengang: Det vil gaae galt til. Bonden, der gemeenligen, som Almuen i Almindelighed, ikke seer Hen i Tiden, frygter og agter ikke stort, hvad der i Tiden kan see. Han giør sit Bestik paa det nærværende, og lader den Dag, som det seer saa vidtløftig ud med, have den Sorg.

Man har endnu aldrig levet det Aar, at jo baade Herre-og Bøndergaarde have faaet sin Auling drevet, men dette kan ikke siges i Aar om mange Herregaarde, som af Mangel paa den sædvanlige Bierings Maade, ved Vandflod ganske have mistet en stor Deel Høe, aget en stor Deel lige i Mødningen, og faaet Resten saa usel bierget, at Tiden vil vise, Hvorledes det vil bekomme Creaturerne. Jeg veed vel, at Væirliget tillige har været meget vanskeligt, men det har tilforn, foruden at have de Følger, været ligesaa vanskeligt; Og, overalt har det ikke været mere vanskeligt for Herreend Bøndergaardene, som dog i de samme

50

Egne, ved de samme Strømme have faaet alt deres Høe bierget, og det langt bedre. Dette er altsammen meget forstaaeligt, thi, uden at tale om den Urolighed og Stridighed, som er overkommet Bønderne i Almindelighed, møder efter Hoverie-Anordningen denne Uleilighed, at Bonden om Arbeidet skal tilsiges Dagen eller Aftenen før, paa den Tid kan det see ud til Regn. Derover lader man det beroe. Naar man derimod om Morgenen mærker, Væiret den Dag vil blive got, er det for sildigt. Ligeledes kan om Natten paakomme en uformodet stærk Vandskyll. Man kunde endnu Dagen efter bjerge Høet eller Kornet, men da man ikke forud kunde see dette Uvæir, saa har man ikke kunnet være betænkt paa herom at tilsige de fornødne Folk og Vogne. Det skal altsaa beroe til næste Dagen efter, men inden den Tid flyder Vandet af med Afgrøden. Og dersom denne næstpaafølgende Dag er en Helligdag, har Floden saa meget længer Tid at rase. See i saadan Usikkerhed, i saadan Uvished ere Proprietærerne, som dog skulle svare ikke alleneste for sig selv, men for saa mange andre, satte paa deres Rettighed, deres Goeds og Formue;

51

Saa at man med Sandhed kan sige, at Leder vogteren i sin Hytte har det visiere og roligere end mangen en Proprietær; Jeg siger, mangen en Proprietær; Thi Bønderne ere ikke allesteds lige anførte, lige urslige, og uvillige; Hvor de haardest have været og blive medtaget og omgaaet, der ere de des roligere og villigere. Dar veniam corvis, vexat censura columbas. Men, det er kuns liden Trøst; Det er knus liden Trøst, der man veed, at Fanden de fleste Gange mere bliver tilbedet end Gud. Skulde man derfor giøre sig til Umenneske (En Proprietær fandt vel lettelig Leilighed, at skikanere Bonden, naar han var derfor) fordi man umenneskelig bliver begegnet; Nei: denne Tids Pinagtighed er vi den Herlighed værd & c. Men, hvad Raad er her da tilbage ? Intet andet, end at tie, og at taale, og at sukke, og at haabe.

O du ærlige Lollik, og brave Dannemand, som i Magasinet No. 79 og 80, med saa megen Frimodighed vil tale en Steen fra dit Hierte, og skrevst med saa megen Affekt, at man ikke uden Rørelse kan læse dig; Du har vist nok stolet paa en retfærdig Sag. Du har

52

7

vist nok følet og føler der som saa mange andre føle. Ak, at savanne Historier, at disse Sukke maatte trænge ind for Tronen! Ak, at de i sit fulde Lys maatte blive forestilte Hans Mayestet, som i sin Lov har sagt, at ingen (mindre en Under-mod sin Overmand) maa tillægge en anden en ærrørig eller anden grov Sag, uden derfor at lide; Som ikke vil, at Proprietærer skulle ansees, som Stedbørn mod andre hans Undersaatter; Som ikke taaler, at nogen af hans Undersaatter undertrykkes af Mængden eller af Magten. Forlad mig denne Afvigelse; For at komme til vore Patrioter igien, da fortæller en anden os, hvorledes Hoveriet er indført, eller rettere, derom leverer os en Formodning, men, om end denne Fortælning eller Formodning var tilforladelig og grundet, som den dog ikke er, hvad saa mere? Hvad vedkommer det de idsige Proprietærer, paa hvad Fod Landvæsenet eller Agerbruget har staaer i Kong Voldemars Tid? Skulle de rette sig derefter, eller efter det Skiøde, hvorved Godset er dem solgt af Kong Frideric den Fierde eller Femte, Høilovlig Ihukommelse. Den naturlige Billighed siger jo,

53

at Godset maa benyttes paa den Fod, det er solgt; Thi, hvis ikke, burte det ved Kiøbet have været tilkiendegivet. En Sandhed, som er faa simpel, at den, endog af den eenfoldigste, kan indsees, og, endog af den ubilligste, ei kan modsiges.

Havde vor Patriot selv, enten af egne Penge, eller af laante, som de fleste Slæder skeer, satt en 40000 Rdlr. i et Gods, og siden faaet at hore, han maatte ikke benytte sig deraf paa den Maade, som gieldte, da Kiøber Mede, men paa en Maade, som gieldte for fire hundrede Aar siden, hvad mon han dertil vilde have sagt?

Det er ikke at undre over, vi have saa mange uægte Patrioter; De vide og føle, det er slet bevendt med dem selv, de opreise sig derfor Ærestøtter paa andres Ruin, og formene sig ophøjede ved andres Undertrykkelse. Hvorledes kunde de og vel for bedre Kiøb, med mindre Umage, end for et Munds Væir, et par Arks Skriveri, forhverve sig det hæderlige og hellige Navn af Patriot. I aldt dette er intet at undre over; Saaledes har Verden altid været, og fremdeles saaledes vil blive; Men

54

det er at undre over, at endeel vel oplyste (skiønt ikke om Landhuusholdningen, som deres Skrifter udvise) og velsindede Mænd lade sig henrive af Strømmen. Iblant andet, falder den Traktar mig ind, der vil skaffe vore Bønder det, som dem ikke fattes, nemlig Frihed og Eiendom. Forfatteren, en Mand af en anden Verden, af et fremmet Land, der intet kiender til vores, som hver Side i Skriftet grangiveligen tilkiendegiver, en Mand, der Har henbragt det meste af sin Tid i sit Studerekammer, der har opofret det bedste af sine Aar, det meste af sin Eftertanke og Granskning, paa Urtekyndigheden, han vil lære bevandte, i Videnskaben opdragne og hærdede Mænd Lands huusholdningen! Han vil lære dem, hvorledes de med meest Fordeel, skulle benytte sig af sin Eiendom og Agerbrug, Risum teneatis, amici? O sancta simplicitas! Hvorfor leverer Han os ikke ligesaavel et Stykke om Taktiken?

Det ene kunde være ligesaa rimeligt, som det andet. Det er besynderligt, at et fornuftigt Menneske kan have den Fortrøstning, den Indbildning om sig selv, at det tør paatage sig, at lære andre det, som det selv ikke forstaaer.

55

Hvor ofte forglemmes ikke i disse Tider det gamle og velgrundede Valgsprog: Ne futor ultra crepidam med flere; Nei, til at drive Plougen vil mere, end Hou; til en Præken mere end item; Og til Kyndighed i Landvæsenet, mere end derom at have læst et par Bøger. Jeg siger, at vore Bønder fattes ikke Eiendoms Ret, forstaae, paa det, som dem tilhører. Saaledes maa dog vel og Forfatterens Mening være; Thi, ellers at ynske dem Eiendoms Ret paa hvad de ikke selv, men andre eie, og det, som derhos følger af sig selv, foruden mindelig Forening med den rette Eier, det maatte være det samme, som at ynske Rov, Vold og Overlast maatte faa Giænge, End videre rinder mig i Hu den Recension, som findes i den kritiske Journal No. 3. for 1769. Skriftet, som her recenseres, og uden Tvil har den samme Forfatter, som Anecdoten eines reisenden Rußen (thi begge disse Skrifter, som forraade en gemeen Smag eller Forfatter, ere stemplede med een og den samme Aand, der just ikke er af det gode Slags) opløfter Recensenten til Skyerne, som et Foster af en patriotisk og ædel Tænkemaade, og af en

56

moeden Erfarenhed, med et Ord: Som et Foster af en god, ærlig dansk Patriot; Da det dog af alle dem, der vide, hvorledes det gaaer til i vores Landsby-Verden, vel ikke kan antages for andet, end et Skandskrift mod Proprietærer; Og, overalt, er intet mindre, end et Foster af en moden Erfarenhed, men paa sine Steder snarere har Mine efter en Forfatter, der stundom maa have en Skrue løs i Hovedet. Man maa forlade Recensenten, at han ikke er bevandret i Landhuusholdningen, som man lettelig, saa ofte han derom rører, mærker; Men han burte ikke, allermindst med saadan Fortrøstning, dømme om de Ting, som han ikke forstaaer. Derimod burte han, da han lader til, baade at være upartisk og redelig sindet, saa og at have det, man kalder en god sund Forstand, af denne sin blotte Forstand have seet, at det Portræt, som Forfatteren giver over Bondens nærværende Tilstand, er intet mindre, end naiv, som Recensenten kalder det. Jo mænd! det skulde nok række saa rigelig til for en Bonde, (eller for et Menneske der skal leve af sine Hænders Arbeide) at han i Magelighed skulde kunne hudle og sudle Tiden

57

bort, uden Eftertanke, uden Sparsomhed og uden Ekonomie, og dog have Mad og Brændeviin nok, at fulde sig og sine Børn med, og det endog til Overflod, som Recensenten eller Forfatteren siger; Hvissilg var, maatte i Bondestanden kunne haves det mageligste Levebrod af Verden, (som vel og, Mønt i en anden Mening, kunde paastaaes) Nei, det store Bud bidder anderledes: I dit Ansigts Sveed skalt du æde dit Brød. Dette Bud staaer den Dag i Dag er fast, ikke alleneste for Bondestanden, men endog for alle andre Stænder; Thi, om vi end ikke alle svede, saa maa vi dog alle arbeide. Uden Arbeide, uden Sparsomhed og uden Ekonomie vilde end ikke alle Indiens Rigdomme forstaae. Dette, siger jeg, med Urigtigheden af meget mere Utøi, som forekommer i dette Skrift, kunde Recensenten med sin blotte sunde Forstand have indseet, hvis han ikke var indtaget af nye Fordomme. Han siger selv et andet Sted, om Præsten Lytken, en af de faae Mænd, der med saa megen Grundighed, Indsigt og Erfarenhed har skrevet om Landhuusholdningen, at han var indtaget af gamle Fordomme, og tænker ikke paa, han er det selv

58

af nye. Nei, de fleste af Hr. Lytkens Sætninger ere gamle Sandheder, der gielde langt mere end nye Fordomme, og vil af nærværende og tilkommende kyndige Slægt læses og beundres, naar derimod disse vil lægges tilside, forglemmes og foragtes; En Torkel Baden derimod, uden Tvil een af det Slags Patrioter, der foger ved nymodige Fordomme at flaae sig til Ridder, som om Hoveriets Indførsel, har leveret os nogle Drømme, som han aldrig er i Stand til at godtgjøre, samt om Forholdet melrenr Bønder- og Herregaarders Agerbrug nogle vrange Domme og Efterretninger, fom tildeels Her oven for viist er, er en Mand efter vor Recensents Smag. Saa bagvendt, saa overilet dømmer, saa ofte der handles om Landhuusholdningen, denne ellers priselige, og saa længe han bliver i sin Cirkel , velfortiente Recensent. Han maa ikke tage mig denne Erindring ilde op. Det gaaer mig som ham, jeg er upartisk, og ikke kan overtale mig til, ar berømme ham eller nogen for det, jeg ei finder hos dem. Var vel Heller ikke af Veyen, om han vilde tage til Eftertanke, at være varsom med sin Dom, over saadanne Poster, som han er fremmet udi.

59

Man betænke kuns, hvor haardt det vilde angre ethvert retsindigt Menneske, offentlig at skiære eller skiænde en anden uforskyldt, hvor meget mere, saa mange. Om der var end ikke flere end 5 Retfærdige, skulde da og disse lide for de andres Skyld; Hvorledes svares herpaa? Og, hvorledes maatte da svares, naar Spørsmaalet var, om 99 Retfærdige skulde lide for 1 Uretfærdig. Jeg har sagt, til hvilket Slags Patriotiske Skribentere T. B. efter Formodning maa henføres.

Dette slutter jeg deraf, at han, der udgives for at have været Forvalter ved et Gods, endelig maa have vidst bedre, og kiendt mere til Landhuusholdningen. Thi vist er det, at har det, han anfører om Agerbruget og Landhuusholdningen, havt Sted ved det Goeds, han har været Forvalter ved, har Bøndergaardenes Avling der været forsømt, for Hovedgaardens disbedre kunde drives, har Goedset og Forvaltningen staaet paa en slet Fod, og vist nok behøvet Reformadsion oa Forbedring.

Men det lader ingenlunde rimeligt, at det, enten der eller andensteds, saa urimelig Huus holdningen endog maatte være, kunde have

60

Sted. Thi dersom Bøndergaardenes Auling forsømmes, hvorfra tages da det, hvormed Beboerne med Familie, Kone, Børn og gamle Folk, samt Bester og Kreaturer underholdes. Hvorfra tages alt det øvrige, som Bonden behøver til sine Udgifter, til Husenes og Redskabernes Vedligeholdelse med videre. Skulde alt dette rækkes Bønderne fra Hovedgaarden, da vilde det blive saa kostbare Daglønnere, at ingen Proprietær kunde holde det ud. Aulingen ved en Bondegaard er saa liden, og underkastet saa megen Aflæring, at den ikke taler, at noget spildes. Her maa stræbes vel: Her maa passes nøie paa, naar alting skal komme ud deraf. Hvorledes vilde det da see ud, om Aulingen forsømtes? Ikke anderledes, end at Proprietæren, som mældt, skulde føde Bonden af Haanden, som er urimeligt og umuligt, nogensteds kan skee.

Jeg siger ikke, at det jo gierne et eller andet Sted, ved en eller anden Bonde, nu og da, kan have Sted; Jeg siger kuns, det er umuligt, det kan have Sted i Almindelighed om heelt eller halvt Gods. Det Bernstorffske Exempel skulde følges; Men, hvorledes stikker

61

dette Exempel af? Græve Bernstorff havde Adgang til Thronen; Han kunde formere Planer og faae dem fuldførte; Men andre almindelige Proprietærer, de maa foretage sig de nyttigste og fordelagtigste Indretninger og Forandringer, de ville, hvor mange Passer have de ikke at trænge igiennem, hvor mange Indvendinger, hvor mange Anstøds Stene møde ikke, hvor mange Skikaner maa ikke nedsynkes og fordøjes? Og dog tilsidst maa faae et non plus ultra at høre, der giør, at de maa sige: oleum & operam perdidi, som nok maa betage Lysten til videre Forsøg. End videre: C. B. havde Penge til Overflødighed imellem Hænderne: Det kunde ikke komme ham an paa et tusinde Rixdaler mere eller mindre aarlig Indkomst. Men, om hvor mange Proprietærer kan dette siges. Ligemeget, enten Pengene vare Grævens egne, eller han derfor stod i Gield; Nok er der: Han havde dem mellem Hænderne. Var det af hans egne Penge, han tilsatte og opofrede til andres Gaun og Beqvemmelighcd, i Hensigt, derved kunde naaes det Almindeliges Gaun, da var det en priselig, og under saadan Stats-Forfatning som vores, en Helte-Gier-

62

ning. Men, at andre Proprietærer, som selv intet have tilovers, skulde opofre andres Penge, for tredie Mand kunde leve desmageligere, (og deri bestod det alt) Er en Røst, som ikke kommer overeens med Naturens.

Endnu et par Anmærkninger, først om Korn-Priserne, og dernæst om Folkemængden, om jeg ellers længer tør opholde Dem, da Brevet desuden langt, og derhos Dem Maaskee kiedsommeligt nok? Vore Ekonomiske Skribentere raabe saa meget paa lave Korn-Priser, for derved at befordre Haandværker, Fabriker, Manufakturer med videre borgerlig Næring; Thi, naar Levnets Midler ere dyre, maae Arbeidet og blive det.

Jeg tilstaaer, at saaledes skulde synes rimeligt, men Erfarenhed, som atter maa veilede os, lærer anderledes. Den lærer, at jo dyrere Kornet er, desflere Arbeidere og Daglønnere ere at bekomme; Og des lettere er Folke-Lønnen. En vis Patriot har i Danmarks og Norges ekonomiske Magazin forlængst anmærket, at ved høie Korn-Priser gaaer Træskomageriet her i Landet langt bedre fra Haanden, end ved lave. Saa at, naar Korner er høi, ere Træskoerne i

63

lav Priis, og saaledes omvendt. Hvorfor? For, naar Kornet er dyrt, sættes flere Hænder i Arbeide. Nød lærer nøgen Kone at spinde, hidder det. De fleste Mennesker foredrage Ledighed og Magelighed for alle Ting. De ville ikke arbeide uden den yderste Nød driver dem dertil. I slette Aaringer sidde tusende, som ellers maa stræbe og arbeide, med Hænderne over Kryds. Faderen, som ellers søger sin Magelighed,. maa, naar Kornet er dyrt, selv tage Haand i Arbeidet, og lade Sønnen gaae ud at tiene. Moderen ligeledes Dotteren. End videre: I Engelland og Holland ere Levnets Midlerne altid langt dyrere end her; Men hvor mange 1000 Ting af fabrikerede Vare, kunne ikke, endog Fragt og Omkostninger iberegnede, derfra haves lettere, end her. Hvor fornødent er det derfor ikke, i alle politiske Betragtninger at tage Erfaring til Fører og Veileder. Den blotte Spekuladsion er som en Lygtemand, der fører os paa Afveie ud i Kiær og Moser, hvor man bliver siddendis, uden at kunne rede sig i Land igien.

Nu om Folkemængden: Ingen Klage er almindeligere hos vore ekonomiske Skribentere,

64

og ingen dog mere ugrundet. Tvertimod ere her, i Forhold efter Nærings Veiene, langt flere Mennesker, end her burte være. Jeg kiender og længe har kiendt mange Egne her i Landet, men jeg kiender ikke et Sogn, hvori der burte være flere, men meget snarere færre Beboere. Hvor oste seer man ikke, at 3 eller 4 Familier sidde paa den Andeel Hartkorn, som er knap nok til at nære een, og som for hundrede Aar siden ikke heller har næret flere; Hvor mangesteds seer man ikke, at 2 eller 3 Mennesker gaae og drive over den Auling; det Arbeide, som et Menneske magelig kunde bestride. Hvorfor? For enhver, eller de fleste, søge sin Magelighed. Naar de for en ringe Ting kunne faae en andens Hænder i Arbeide, drage de sine egne deraf; Og det kunne de, hvor, som her i Almindelighed, Levnets Midlerne ere lette, og der ere flere Folk, end at de alle kunne faae Tieneste; Men, Beviser af Erfaring allene, er ikke nok for dem, som ingen Erfaring herom hverken have, ikke heller have Lejlighed til at forhverve sig. For disse maae andre Beviser; Og her ere de:

65

A.) Var det urimeligt, at her i Landet, hvor i et halvt Sekulum ingen ødeleggende Landeplager, saasom Krig, Dyrtid- eller Pest har været, ikke desmindre skulde være Folkemangel; Thi dette var jo det samme, som at beskylde vores Qvindekiøn for en besynderlig og unaturlig Ufrugtbarhed, der strider mod Erfaring. Det forstaar sig selv, jeg siger ikke, at her er saa mange Folk, som her kunde være i Forhold efter Landets Størrelse, (thi dette kan vel ikke siges om mange Lande) Men jeg siger,at her er saa mange Folk, som her kan være, ja endog flere end her burte være, i Forhold efter Nærings Veiene og den Stiil og Fod disse ere paa.

B.) Ligesom det længe før vor Tid har hidt: Solum natale dulce, saa kan man og antage for en Grund-Regel, at ingen, fornemmelig af Almuen, uden Aarsag forlader sit Fædreneland.

Men hvor Mange 1000 Jyder træffer man ikke i det Slesvigske, Holsteenske- i Hamborg og i Amsterdam. Norge og Kiøbenhavn vil jeg ikke engang tale om. Aarligen gaaer ikke alleneste til Fods hele Tropper paa 100 og flere

66

tillige ud af Landet for at søge Tieneste, men endog til Skibs hele Ladninger til Holland. De fleste af de første komme vel igien, men langt fra ikke alle, men den største Part af dem, som gaae til Holland, blive borte. Er der nu vel den mindste Rimelighed udi, at deslige Udvandringer skulde have Sted, naar Brødet her hiemme var at bekomme. Man seer jo og for sine Øine, at de ei saunes her hjemme, thi, uagtet den Sværm af Mennesker, som Landet aarlig giver af sig til fremmede, bliver Landet ligefaldt dyrket og dreven; Og langt stærkere end forhen. Man eftersee kuns Tiende-Registere og Afgivter for 100 Aar siden mod de idsige; Man eftersee, hvor mange Fag i de sidste 50 Aar ere tilbygte Kornhusene paa Herre-Præste- og Bøndergaardene, man vil befinde, at her aules i Landet, mere end dobbelt, mod forhen. Det er derfor ikke sagt, at Landet udfører dobbelt mod forhen; Thi med Avlingen har tillige formeret sig Mennesker og Kreaturer, og tillige Aflæringen her hiemme.

C) Seer man dagligen paa Veiene og for Dørrene hele Flokke Betlere, unge og gamle; Spør man dem ad? Hvorfor de saaledes

67

gaae omkring, hvorfor de ikke tage Tieneste? Faaer man det Svar: Der er ingen, som behøver os, Hvad skal vi giøre: Vil I tage os i Tieneste. Jo vist er her Folke-Mangel, sige vore ekonomiske Skribentere; Thi 1.) hvor mange udyrkede Heder findes ikke i Jylland, til hvis Dyrkelse man har maattet forskrive fremmede Kolonister. Hertil svares, at om der i Jylland var end 100 Gange saa mange Mennesker, saa bleve dog de store Heder i den samme Stand, de ere, siden deres Dyrkning ikke kan nære eller føde Arbeideren. Man kan antage som en tilforladelig Sandhed, at en Jord, saasnart den bærer Lyng, er maver: At en maver Jord intet giver af sig, uden tilstrækkelig Giodning; Og at tilstrækkelig Giødning paa saadanne Steder ikke kan haves uden Eng.

Derover, hvor dette sidste fattes, kan man ingen Vei komme med det øvrige. Men af Eng er der ikke i hele Landet et Stykke af nogen Betydenhed, der jo er betaget. Følgelig vil de jydske Heder til evindelig Tid blive det samme, de ere. Jeg taler ikke om, at det jo baade er godt og giørligt, at de Beboere, som boe i Heden, eller omkring derved, deraf

68

indtage et eller andet Stykke, der og dagligen skeer. At en Mand, der allerede har den Eiendom af Ager, og, fornemmelig, af Eng, Hvorved han kan nære sig, saaledes formerer sin Eiendom og sine aarlige Indkomster, er godt og kan gaae an; Men derpaa allene at sætte sig ned, deraf allene at klæde og føde sig og en Familie, lader sig ikke giøre. Jeg siger ikke helder, at jo Familier, som tillige vide en anden Nærings Vei, saasom Fabrikantere, jo kunne sætte sig ned paa Heden, og der faae sin Føde, thi, naar de kunne det paa en Steengade, hvorfor ikke da ligesaavel, og, endnu bedre, her, Min Sattz er alleneste denne, at det er ikke muligt, at nogen kan sette sig ned paa den bare Hede, og deraf, foruden anden Nærings Vei, leve; Thi, hvis dette var muligt, var Let skeet for længe siden, Solum natale dulce. Vore Jyder skulde ikke søge anden Himmel-Egn naar Føden kunde faaes her hjemme,

2.) Her er jo ikke Folk nok til Landets Forsvar, Regieringen maa jo aarligen hverve, saavel Soldater, som Matroser. Hertil svares: Ak det er ikke derfor sagt, at her er Folke-Mangel, thi der, hvor Regieringen hverver,

69

er det tildeels, hvor vores udvandrende Mandskab igien modtages, leies og lønnes. Hertil kan være mange Aarsager: Krigsstanden er et Haandverk, som vores Almue ingen Lyst har til, og det ventelig med god naturlig Grund, thi a.) falder Befolkningen knap, og saaledes, at de ikke deraf kunne leve, b.) Skal Trøien

voves, c.) den despotiske Regiering, som gielder

ved det Militære, og der er fornøden, seer enhver gierne at unddrage sig fra. De ville Heller tiene deres Ligemand, hvor de mere er deres egen Herre; Og dette saameget des snarere, som de af Befoldningen allene, som mældt, ikke kunne leve, men desuden maae arbeide for Føden. Vist er det, at man, om ikke snarere, dog ligesaavel der, hvor vi hverve, maae formode Folke-Mangel, som her, siden der igien leies af vore Folk, da dog enhver Privat til sin private Huusholdning og Arbeide, leier heller af sine egne og bekiendte, naar vare at bekomme, end fremmede og ubekiendte. 3.) Skal her anlægges et nyt Verk, en nye Fabrike, hvor vanskeligt er det ikke dertil at faae Arbeids Folk? Dette beviser ikke heller Folke-Mangel; Thi, dersom dette ikke var

70

vanskeligt, maatte disse Folk jo hidtil have staaet ledige paa Torvet: Men en Arbeids- eller Tieneste-Karl, hvor længe kan han staae ledig, hvorlænge kunde han hengaae uden Tieneste. Længe inden Fardag veed han jo i Forveyen, og nødvendig, om han ellers ikke maaskee skulde blive forlegen, maa vide en anden Plads. Enhver giør sine Planer, og de maae, saalænge ingen bedre vides, følges.

Men lad det først blive bekiendt, at en ny Nærings Vei er vaagnet; Lad Tjenesten, Lønnen og Omstændighederne først rygtes og komme for Ord. Er der en Skilling flere end andensteds at fortiene; Der skal nok findes Liebhabere. Jeg kan herudi dømme af Erfaring. For en 17 Aar siden anlagde jeg et Teglbrænderi, hvortil behøvedes en halv Snees Arbeids Karle, men i Førstningen havde jeg meget vanskeligt ved at faae disse faae Folk; Og saa vanskeligt, at jeg havde besluttet at leie dem fra Flensborg eller Hamborg. Nu derimod, Arbeidet og Fortjenesten er kommet for Ord, kan jeg faae saa mange jeg vil; Nu ti, snarere end een forhen. Da midi mæcenates & dabo tibi varrones. Det samme kan man sige om Folk;

71

lader os kuns formere Nærings Veiene, Folk skal nok indfinde sig. Dette er en saa almindelig, og i Naturen saa grundet Sandhed, at den har Sted endog hos Dyrene. Lad her være en Søe begroet med Søv, Pakker og Rør; Et Krat med god Underskov; En Mose med Lyng, Græs og Bær. Strax er her Indvaanere, og det ei flere, de maa have Fred og Rolighed saa mange Aar, man vil, end nogenlunde der kunne faae Føde og Lejlighed. Men lad Søen blive udgravet, Krattet omhugget. Mosen tørret og dyrket; Borte er Vildanden, Ræven og Uhrhanen; Strax flygter Vildtet, og opsøger saadanne Boepæle, hvor det kan nære sig; Lad disse Egne atter blive ligedanne Udørkener; Atter skal det samme Slags Indvaanere indfinde sig. Lader os overalt oprette Spinderier, Væverier, og, med et Ord, alle Slags Fabriker, lader os forarbeide vores egne raae Vare. Lader os med vore egne Skibe drive Landets Handel. Lader os nedsætte Told og afskaffe Tvang paa de af Landets Produkter, som udføres, og ved Forarbejdning ei kunne blive bedre; Kortelig: Lader os skaffe Folk noget at fortiene. Vi skulle ikke mangle dem.

72

Ingen begriber, hvorfor Landets Børn ikke ligesaavel, og heller, skulde søge derhen, som til Hamborg- eller over Søen til Holland. Men vore Ekonomister ville have det anderledes; De sige: Først Folk de skulle nok faae noget at bestille; Som er imod Naturen; thi man maatte nok spørge- om Mennesket for blev skabt, eller Jorden. Satter man Folk for Nærings Veiene, hvoraf skulde da disse Folk have levet, faalænge til Nærings Veien vaagnede, og hvoraf deres Forældre, som havde tillagt dem. Thi derforholder sig ikke med Mennesker, som med Skurve-Hatte, der i een Nat kunne vore af Jorden-Vel er det tillige sandt, at Folkemængden og befodrer Nærings Veiene; Og at disse, der ere saa nær beslægtede- som Moder og Dotterrække hinanden Haanden; Men om Nærings Veien, som Moderen, er det dog meest at giøre; Derom er det man skulde bekymre sig. For Folkemængden har Naturen sørget, hvorfor den Lyst til at forplante sin Slægt kan være os Borgen. Herimod er en Folkemængde uden Nærings Veie snarere til Byrde, end til Gaun. Føden skulle de alle have, men naar de ikke alle kunne faae Leylighed at fortiene den, hvor-

73

til skulle de Folk. Naar Landet ligefuldt bliver drevet, naar alle de Nærings Veie, som her ere efter den Forfatning og Indretning, som nu gielder, ere besatte, til hvad Nytte, at den for Landet saa kostbare Sværm af aarlige Udvandringer forblev her i Landet. Jeg siger, den for Landet saa kostbare Sværm, thi det er, efterat Landet har født og klædt dem i den Tid, de intet have kunnet fortiene, de laane deres Arme, naar de ere blevne stærke, til Fremmedes Tieneste. Skulle vi derimod have Fremmede herind, maae de hverves, vi maae dog betale noget til det Land, som har opfødt dem, men vi miste baade Folk, og den paa dem anvendte Bekostning, og det uden Vederlag. Og dog er det bedre, at vi miste dem, end at de skulle blive her, foruden at kunne faae noget at bestille. De tænker nok, jeg er en Hader af Folkemængde, og at jeg ikke indseer den For deel, den Styrke og Virksomhed, som Folke-Mængden giver et Land.

Jo, alt dette seer jeg meget vel; Men jeg seer tillige, at ynske Landet opfyldt med Folk, foruden tillige at skaffe dem noget at bestille, er det samme!, som at ynske Landet

74

opfyldt med unyttige Jordens Byrder; Ja, det som værre er, med Betlere, Tyve og Skielmere. Det er derfor beklageligt, at vor Forfatning er paa saadan Fod, at vi maae lade vores Ungdom, som Landet med saa megen Bekostning har opdraget, gaae ud af Landet, og derimod lade den største Deel af vore Fabrik-Vare, endog, indtil Søm, Laase, Stole, Borde, Hatter med 1000 flere Ting, samt vore raae Vare, saasom Jern, Huder, Uld, med mere, forarbeide af Femmede, da dog vores af begge Kiøn udvandrende Ungdom, selv kunde have forrettet alt dette, naar alting var kommet i den Stil, de derved kunde faae Arbeide, og paa Arbeidet Aftræk, da de nok skulde blive i Landet.

Til Folke-Yngelns Formerelse, troer jeg ellers ikke, noget for det første kunde bidrage mere, end at Landet overalt blev forsynet med gode Jordemødre, og med Anstalter til Børnekoppernes Indpodning. Man skulde ikke forestille sig, hvor mange af Almuen enten henrives, eller, som for Staten er endnu værre, sætte Helbredet til i disse Tilfælde.

75

Af de offentlige Tidender sees, at Barsel-Sengen ikke forvolder saa mange Dødsfald aaligen i hele Kiøbenhaun, som i et par Sogne eller tre paa Landet; Og dog ere disse Barne-Mødre stærkere og sundere end hine. Hvad Børnekopperne angaaer, da regner man vel i Almindelighed, at af de naturlige døer hvert syvende Menneske, men blant Almuen kan man sikkert regne hvert fierde, foruden saa mange, som derved tilsætte Helbredet. For, tvertimod at holde en god Diæt, som af ingen forsømmes mere, og som dog i denne Sygdom maaskee er et af de bedste Midler, befodre og formere de endog Sygdommen ved Mød og stærk Drik, som de bruge for at drive Kopperne ud, og hvis Skadelighed ingen kan indpræke dem.

Jeg siger, at intet kunde mere befordre Folke-Yngeln, men ikke Folkemængden; Den blev, ved de samme Nærings Veie, den samme. Om der end her bleve fødte og opdragne 10 Gange saa mange Mennesker, blev her dog ei flere Folk, saalænge her ei blev flere Nærings Veie. Thi Overskuddet, som ikke kunde faae Fortjeneste her, vilde, ligesom nu,

76

gaae ud af Landet. Fremmede bleve berigede ved vor Yngel, men vi selv ikke. —

Jeg har den Ære at forblive Deres

Jylland den 2 Octobr. 1771. Anders Christensen.

1

Svar

paa Tiltale

og

Beviis,

at

Proprietairernes Raadvildhed

ei har contribueret

til det Tab,

som flyder af

Hoveriets Bestemmelse.

Kiøbenhavn,

Trykt Hos Hof-Bogtrykker Møller,

1772.

2

'

3

Til

Forfatteren af Svarret (paa den nye Philopat. tvende Betragtninger, som findes indført udi Magazinet for Patriotiske Skribentere No. 102. og 103.) der er indført i Adresse-Contoirets Efterretninger for Aaret 1771. No. 210.

Min Herre!

Har jeg ei fundet Bifald, som den, der stedse har anført Grunde for hvad jeg har sagt, hvorledes tør De da vel vente sig nogen, som den, der vel har skrevet imod mig, dog uden at sige noget? De maa forlade mig, at jeg ei er skarpseende nok til at finde det allermindste i samme, hvorved jeg, eller nogen skulle være overført, om bemelte tvende Betragtningers Urigtighed. Er min Herre den Person som vil føre Pennen imod mig, da vil jeg raade Dem, at de Stykke-viis retorquerer mine Beregninger

4

og Grunde; og ei saa sluddervorn overjasker en saa vigtig Materie. Det er ikke nok dermed, at de siger, den nye Philopatreias er vred, han er en oprørisk Aand, en farlig Borger, har stavet sig frem i den nye Litteratur, forstaaer “just ei meget Latin, har laant noget af Theologien, m. m. (som siden skal blive besvaret.) Jeg vil bede enhver som forstaaer hvorledes en Replique bør være, at lægge Svaret, saa vel som og mine tvende Betragtninger for sig, hvad gielder, man finder ikke en eeneste af mine Grunde kulkastet. Svaret passer sig lige saa got paa disse Betragtninger, som hines, der, da hannem blev adspurgt, om han forstod Algebra? svarede, ja nu skal Stegen strax komme for Ilden; derved blev den Spørgende ei oplyst, og den anden formeente, han absolut burde give et Svar. Intet er lettere end at besvare en Ting in generalibus: dette skeer jevnligen af de smaae Aander, som synes man er kommet dem for nær, og dog gierne ville redde sig paa en Maade, hvorved de, som Tasken-Spillerne give Folk Snak for Penge, og formene paa en habil Facon at have reddet deres Vankundighed, og Frygt, for at indlade sig Artikelviis: Man maatte alt for tydeligen blive forvisset, hvor dificil det er at staae Sandheden imod, samt, at Antagonisten ei alt for vel er udsøgt. Hav

5

den Godhed min Herre, og erkyndige dem først, hvorledes det tilgaaer i Landet, og, om det er sandt eller ei hvad jeg har skrevet, saa er det den rette Tid at svare; det er bedre at handle med, end uden Eftertanke, da ingen i senere Tilfælde bliver satisficeret.

Regieringens Hensigt ved Trykke-Friheden er, at enhver paa en sømmelig Maade, maa give sine Tanker tilkiende, over alt hvad som kunde tiene til Landets Beste: jeg formener ei at have stødt an imod noget af dette, i det mindste var min Herres Svar for mat og kraftesløs til at overtyde mig herom, omendskiønt han er impertinent nok, til at kalde mig, en oprørisk Aand og farlig Borger: Jeg forsikrer Dem at besidde en fuldkommen Koldsindighed, til at foragte disse og flere af Dem brugte Talemaader, helst jeg noksom er overført, (af deres Svar) at samme er kommet af et beklemt Hierte, der stulle og ville sige noget, men til Ulykke, ei nær havde den Indsigt og Kraft, som dertil udfordres. Havde Deres Sielekræfter ei været for matte og svage, hvorfore overbeviste De mig ikke da (saaledes, som jeg forlangte) hele Veien igiennem, hvorudi jeg har feilet, samt , hvilke Steder jeg har yttret, at besidde en oprørisk Aand, og være en farlig Borger? men det gaaer her vel med mist Herre,

6

som oftest skeer, at en og anden betiener sig af en Talemaade, som han ikke forstaaer, og er vel fornøjet med at have brugt den, enten den passer sig eller ei. Veed De vel, hvad der forstaaes under disse Ord? jeg aarsages meget at tvivle herpaa, siden De saa ilde har betient sig af samme: og saalænge enhver maa være sine egne Ords Udtolker, saa kan jeg love dem for vist, at jeg stedse kan vise Contrarium; men holder De det for oprørisk og farligt, at sige Sandheden? saa agter jeg mindre om at være en Oprørere og farlig Borger i Deres Øine: end at pasere for en nedrig og smigrende Løgner, blant Mængden. Hvad jeg har sagt om den Skade Hoveriets Indskrænkelse i Dannemark har, og vil forvolde: er ei sagt for min, (thi jeg hverken vinder eller taber ved den,) men for hele Landets skyld, en føie Tid skal for sildig vise mere. Jeg er stedse af de Tanker, at saadan en Forordning umuelig kan passe paa alle Provincer, saalænge Jorden ei, dem til Behag, og vil forandre sig. Der er stor Forskiel paa, at dyrke og dyrke Jorden; Paa nogle Steder, og til visse slags Udsæd, udfordres, at Jorden skal pløies to til tre gange, paa andre derimod, behøves fire til fem gange Pløining: paa nogle Steder, ere Engene af den Beskaffenhed at de ei kunne taale, at der blev taget

7

Efterslet, ved andre derimod, bør det skee, eller den Velsignelse som Gud giver, skal staae, for at raadne paa Stedet, og s. v.

Jeg sagde før, at saadan en Forordning umuelig kan passe paa alle Provincer: 1) Regentens Hensigt er dog ventelig denne, at afskaffe Misbrugen, men ikke Brugen? At første skeer, derimod kan vel ingen Fornuftig have noget at sige, men det sidste ødelegger hele Landet, især, naar Befalingen er for almindelig. Hvad er det, som tilforn mest har ødet Bondestanden? Det er sandeligen, hverken Pløining, Høst, Slet eller Møgagning, enfin, intet af det som hører til Mark-Arbeidet, Tærskning, Rensning, Kornets Bortførsel til Kiøbstæderne og Ladegaardens Vedligeholdelse: men det er de Pligtsdage, som en og anden har været uforsigtig og ubetænksom med, saasom, ved Tvæt, Slagtning, Hauge-Arbeide, Rygtning, Bygning paa Borge-Gaarden og tusende smaae Ting, hvortil de egentligen burde holde Folk, men af Oeconomie, helst have tilsagt deres Bønder: Disse Ting falde tildeels mest for om Sommeren, da Bonden har dagligen at bestille i Marken, dertil kommer og, den ilde Tilsyn, som en og anden af Proprietairerne har havt med sine Bønder, da det lod som det ei var hans

8

Sag, (enten de, til det ansagde Arbeide-bestemte Folk, giorde noget derved, eller ei,) han forlod sig paa, de kunde komme den følgende Dag igien, eller andre i deres Sted; Han betænkte ei, at intet mere eder Gaardmanden, end Mad-Posen, og den tømmer Tieneste-Karlen, enten han bestiller noget eller intet. 2.) Regieringens Hensigt er og venteligen, at naar Karlen har bestilt sit Arbeide ved Gaarden, saa skal han gaae hiem til sin Madfader, for at hielpe ham? men skeer dette? endnu har jeg ikke været saa lykkelig at faae sligt at høre: men naar Tieneste-Karlen er færdig med sit Arbeide ved Gaarden, (som han ofte kan forrette i en halv Dag) saa slenger han sig i Marken tillige med alle de andre, og der ligge de, til Solen er nede: Kommer Hosbonden til dem og siger, Børn, (eller I got Folk) hvi ligger I her, det er jo længe siden I gik fra Gaarden, hvi gaaer I ei hiem, for at hielpe eders Madfader? o.s.v. faa faaer han vist dette Svar: Hvad kommer det Jer ved, vi have jo bestilt vores Arbeide efter Forordningen, i det øvrige har I intet med os at bestille, det bliver en Sag imellem os og vores Madfader, o.s.v.

At demonstrere disse (tildeels grove) Gieste videre, er forgieves, og hans Myndighed er afklippet, til at vise dem hiem. Er nu Gaardman-

9

den, Hosbonden eller Landet tient med, at adskillige i Staten, ei nær giøre det Arbejde som de ellers letteligen kunde? Jeg er enfoldig nok til at troe, ingen er tient dermed, ikke engang den paa de grønne Marke sig udstrakte og nedslengte Karl, helst ingen kan nægte, at jo meer man overtaler sig til Søvn dg Ørkesløshed, jo meer absolut nødvendigt synes saadant at være og blive tilsidst. Hvor mangen en Madfader har jeg ikke hørt klage til sin Hosbonde, sigende: Hosbonde, Aae ved mi Kaael kan giør laant meer af det og det Aarbeid naar han kommer til Hov; I maa min Siel giern laae ham bestillet et, aae har dog den Dauv han kommer til Jer ingen Gauvn af ham. Hosbonden svarer: I skal have Tak min kiere ... jeg har ofte talt med Eders og de andres Folk som kommer her til Gaarden, men de sige eenstemmigen Nei, omendskiønt jeg veed, I og andre har sagt dem, de skulle forrette mere af visse slags Arbeide: De sige, Forordningen fritager dem den Dag de komme her at giøre mere, enten for mig eller eder. Bonden: Aae veed val Hosbonde, at di seier et, men aae troit, I kun foe dem til et, I kan val sie, at vi har ingen Respit (skal betyde Profit, et Beviis, at nogle bruge Ord som de ci selv forstaaer,) dier af: thi die æder aalt hvad die

10

Haar i ee Poes, enten die giør noet eller int. 3.) Ved denne Forordning er og venteligen Regieringens Hensigt, at alt hvad som staaer i samme, skal, uden Haarkløverie følges? At Bonden skal komme den eller de ansatte Dage, og ei naar han selv lyster, eller skynde Tiden op, til nogle Uger efter? at Bonden skal tage saa meget paa et Læs som er bestemmet, m. m. Min vigtige Herre og Modstander vil vel sige, det er ingen Spørsmaal, det forstaaer sig selv, giør Bonden det ei, kan Hosbonden jo klage til Amtmanden, og saa skal den Opsætsige jo giøre dobbelt Arbeide derfor, m. m. Dette veed jeg altsammen, men hvad synes De vel der kommer ud af: a) Naar Amtmanden boer 16. og flere Mile borte, han faaer en Klage af Proprietairen, som da bliver undersøgt, og dermed gaaer nogle Uger forbi, endeligen falder denne betydelige Resolution, ar N. N. Bonde eller Bønder i N. N. Bye, skal rette sig efter Forordningen, og for deres Halstarrighed skyld til Straf, giøre Een eller To Dages Arbejde, uden Billetter, m. m.

Nu synes mig, min Herre vil sige, er det ikke alt hvad Proprietairen kan vente sig, jeg lover for, de andre tage sig sligt til et skrekkende

11

Exempel, og s. v. Ja den som blot kiender Bonden af Ravn, og ei veed hans Intriguer, og den Tillid han har under Enfoldigheds Skin, (skiønt han negter dens Krast) ret at narre og drille sin Proprietair, maatte snart troe det: men følg med mig, vi ville lade Amtmandens Resolution oplæse for dem. Hvad troer De nu vel at høre for et Svar? Min Herre tænker nok de blive bange, og tilstaaer deres Forseelse: Ak nei, de ere sandeligen ei saa lette at forbløffe, de svare strax alle som en Mand, vi give Amtmanden og vores Hosbond, (her giøre de dem begge en Præsent, som best passer paa Byg eller andet Land,) vi rette os ei derefter, uden vi see Kongens egen Haand og Segl, eller paa Prent, og vil vores Hosbond ei give os Billetter, saa kommer vi ei, det staaer til ham at klage, naar; og hvor han vil. Proprietair Hadere og Ignoranter, kalde dette Svar, et Tegn paa Bøndernes Enfoldighed, om endskiønt de vide bedre, men have og skiule den egentlige Grund til denne deres listige Titul i Hiertet, da de ei andet derved søge, end som at forhindre slige opsætsiges exemplariter Afstraffelse, og Bonden som veed det, (og hvad han ei veed, faaer han nok at vide ved sin Vinkel-Skriver, som stedse forsikrer ham, at kommer han i Knibe, skal han eller de sige, jeg eller vi forstaaer det ei bedre, vi

12

ere enfoldige Folk, hvad forstaae vi os paa sligt, og f. v.) profiterer ret af Leiligheden: imedens gaaer Sommeren forbi, og Hosbonden maa lade fir Høe og Korn staae for at raadne paa Stedet. Enhver Fornuftig (herunder forstaaer jeg ei min Correspondent, som vist ei lader at blive gal af Viisdom, og tør fortrøste sig til en høi Alder, da mon vil paastaae, at de som tænker lidet eller intet, blive meget gamle,) indseer nok, at et saadant Tab, har de største og farligste Følger efter sig; thi derved taber 1.) Proprietairen, 2.) Kiøbstedmanden og 3.) især de Fattige: Dette er og Landets Tab og Tort. Landets Tab er det, thi derved bliver Regieringen foraarsaget at tillade Indførsel af fremmet Korn: Hvad give vi da de Fremmede for deres Korn? Sølv og Guld, da vi intet eie hvormed vi kunde giøre et Bytte; altsaa er det Landets Tab. Hvem kan vel negte, at jo det Land er uheldig som stedse med Contant skal tilkiøbe sig fremmede Vahre. Landets Tort er det; Hvad for Ære har vel et Land af, at det besidder mange Indbyggere, som Armoden dagligen. qvæler, og fører i yderste Fortvivlelse? Hvad Tapperhed og Mod tør en Fyrste vel vente sig af et fattigt, af et Folk siger jeg, som har intet at fægte for, uden deres egne Legemer og Liv, som just er det de exponere, ved at forsvare sig? Lige

13

saa sandt som det er, at en forsultet Soldat og slet fød Hest ei er tienlig til andet, end til et Rov for Fienden, og uden mindste Fyrrighed gaaer i Bataille, saa vist er det og, at er forarmet og fattigt Folk, i hvor stor Mængden end maatte være, ei tænker paa nogen reel Defention, thi de eie intet som giør dem Livet behagelig, og Døden er dem ei skræksom. Jeg veed vel at man kunde sige, Soldaten som gaaer i Slaget er ikke riig, han fegter, ikke fordi hans Land er fuld af Bemidlede, men han fegter for sine Børn og Familie, han fegter for sin Ære, han fegter for sin Løn eller Gage, og s. v. Herpaa svares, ere ei alle gemene Soldater rige, saa findes (eller fandtes der dog tilforne) dog nogle, disse gave deres Cammerater Mod: af disse segtede en Deel, for deres Familie, Midler og Æres skyld, den anden Deel segtede for Gagen og Æren, og begge havde Anførere, som segtede for Familiens, Ærens og Belønningens skyld; men i et fattigt Land, der falder alle saadanne Ting bort af sig selv. Enhver tænker, hannem kan ei skee værre end han har, saa er det ham ligegyldig, hvem han og hans tilhører: At leie fremmede Tropper til Defension, vil vel og ei være at tænke paa, saasom der bliver lidet eller intet for Nationalen, mindre for de Fremmede, og Verden er for fornuftig

14

til at lade sig afspise med løse Løfter: Alt dette kommer mig for som en Tort for et Land. Skal et saadant Land engang af Nødvendighed sende en Ambasade, saa kommer der et artig Syn frem, den ene er som den anden; derimod kan det udenlandske Hof ei have noget at udsette; thi Egaliteten er paa det nøieste observeret, saa lenge den Sats er rigtig, at en Staader omtrent ligner den anden, og mest i Henseende til Fortæringen. Da jeg har beviist det er Landers Tab og Tort, som jeg nu kan gotgiøre med mange Exempler: saa behøves ei at bevise det tillige er 1.) Proprietairens, 2.) Kiøbstedmandens og 3.) især de Fattiges Tab; thi saa længe disse ere Indbyggere i det Land, saa forstaaes af sig selv, at de have og dele Tabet og Torten indbyrdes; helst naar man fornuftigviiS taler om det Ord Land, da enhver noksom indseer, at det er alene Beboerne som have Tabet og Torten, og ei Jorden og Husene; thi et Land uden Indbyggere, er som Nød uden Kierne. Det Land holder jeg for langt lykkeligere som har 100000. Formuende og Velfornøiede, end som det der eier ti gange flere Malcontanter og Staadere; 3000. Velfornøiede og Modige kunde

stedse giøre sig et ufeilbarlig Haab, at seiervinde over 12 til 15000. Malcontanter, og behøver et rigt Land Assistence, saa tør det ei frygte, der

15

findes Folk nok som: for Betaling lader sig bruge, og fremmede Magter drage ei heller ringeste Betænkning at komme disse til Hielp. Pengene i en Skat, ere som Blodet i et menneskelig Legeme, standser dette og Cirkulationen er ophævet, saa falder Legemet inden føie Tid og bliver til Muld: ophører Rigdommen og Circulationen af Pengene, saa er en total Ruine ufeilbarlig: Dog dette vinder et forarmet Land, det bliver sielden foruroliget med Krig, da vel saa ambitionere at besidde flere Staadere; alle Lande have nok af disse. Min Herr Correspondent og Antagonist, er nok ikke imod, hvad jeg har sagt om et fattigt Land, da han troer, jeg just staaer mig selv i Veien, og er kommet hannem paa det rette Sted, da det synes som jeg bifaldte Indgangen til hans monstrøse Svar, hvor han siger:

,,Os tykkes, at Bondestanden, der rundelig udgiør trefierde Part af Nationen, fortiener Lovens Beskyttelse imod 6 til 700. Proprietairer, og f.v.,, Her vil min Herre nok giøre den Slutning, at da Bondestanden forholder sig saa betydelig imod Proprietairerne, saa vil og de Førstes Rigdom kommetil at forholde sig imod de Sidstes. Vel kan jeg ikke forhindre Dem at have slige Tanker, men de maa ei heller fortørnes derover, at jeg tager mig

16

den oprøriske og farlige Dristighed, at adspørge, om en Forordning ene er nok til at giøre et Lands Indbyggere rige og lykkelige? De vil muelig sige Nej: Forordningen giør det ei alene, den underviser og veileder,' og derved gaaes stedse et Skrit nærmere og nærmere, og hvor det første ei skeer, der kan det sidste ei ventes. Art dette vil jeg gierne tilstaae Dem i andre Tilfælde, undtagen i denne, om Bondestanden; thi saa lenge Bonden ei er saa formuende , at han kan kiøbe sit Sted, og dagligen maa tigge til sin Hosbonds Hielp, deels for at erholde Forskud af Æde- og Sæde-Horn, deels til Kongelige Skatter, for at undgaae Execution, deels til Bæster og Horn-Qvæg: saa er intet Middel tilstrækkeligt, for at sette ham i en god Stand; og om han end er Eiere af sit eget Sted, saa er det dog et særdeles rart Exempel, at een blant rive sutenerer sig. Hav den Eftertanke at erkyndige dem herom, for Ex. i Koldinghuus og Skanderborg Amter, hvor der findes mange ulykkelige Selveiere, som for to, tre og flere Hundrede Rigsdaler pr. Tønde Hartkorn, have tilkiøbt sig den Herlighed, at de streife Landet om efter en Hosbond, men med deres og Hele Slegtstabs ufeilbarlige Undergang man bekiende, at ingen vil have med

17

dem at bestille, skiønt de love Hørighed og Lydighed, ja de ville arbeide Nat og Dag med hele Familie, naar de ville løse dem af denne store. (som de selv kalde Ulykke) Fortred: Eet Forsøg herpaa, jeg forsikrer, at Amtmændene med Trækken paa Skuldrene skal tilstaae, jeg siger fandt, og strax skaffe Dem de nitten Dele af alle Selveiere, hver i sit Amt, til kiøbs. Jeg veed nok hvad De vil sige; thi det seer jeg af min Herres Svar, som i enhver Linie røber en ubetænksom Overilelse, Ukyndighed i Videnskaber og Landet, samt Selvklogskab, Egenkierlighed, og en Person der gierne vil høre sig selv tale. De vil sige, jeg behøver ei at erkyndige mig om de Ting som jeg tildeels ofte har hørt, og den sunde Fornuft maa tilstaae mig, nemlig, at mangen en Bonde har sagt, naar han havde Formue nok til at kiøbe sit Sted, ville han heller det, end giøre Hoverie, og mangen en Selveier tilstaaer, han et ville staae under en Proprietair, m.m. Tillad mig jeg undersøger, hvad for Connection dette har, og om jeg kan være tilfreds med min Herres Fornuft-Slutninger, uden en Forespørgelse: eller, at min Herre undersøger Tingene. Hvad den Bonde angaaer som siger, naar han havde Formue nok til at kiøbe sit

18

Sted, & c. Dette tvivler jeg ikke paa, thi vare Pengene saa lette erhvervede, som dette af en fattig Bonde kan siges, saa havde der længe siden ei været Hoverie-Bønder i Danmark, og mindst i de sidste tvende Aar, da enhver Proprietair ønsker sig langt fra denne indbildte Herlighed, hvoraf han dagligen høster tusende Ærgrelse og Chicaner, og kan giøre en vis Beregning paa Staader-Posin; den fattige Bonde som siger sligt, giør ei noget Beviis ud, thi han veed ei, hvorledes en Selveier er tilmode, meest den, som skylder det halve eller to trediedele paa sit Sted, thi denne maa, af Frygt for hans Creditor opsiger ham Capitalen, (og paa engang tager fra ham alt hvad han eier) giøre et langt større Hoverie, end ellers begieres til nogen Gaard: Har han flere end en Creditor, saa er hans Byrde saa meget tungere, hvilket jeg altsammen i de Aalborgiske Tidender for afvigte Aar med et Exempel har oplyst, saa vel som og, i den første Betragtning af No. 103 og 104., (som min Herre ville giøre sig til Helt paa) jeg gav dette Exempel i disse tvende Numere, at en Gaard paa fem Tønder Bondeskyld, skulle ikkuns koste 750. Rdlr. a 5. procent, er 37. Rdlr. 3. Mrk. Af denne Sum saaer Proprietairen ikkuns aarlig 3. a 4. Rdlr. i Landgilde, altsaa koster Bondens Arbeide Proprietairen 33. eller 34. Rdlr. 3. Mark.

19

Spørg nu en Bonde, hvilket han helst vil, enten give saa stor Landgilde, eller giøre Arbeidet? Jeg vedder, han resolverer til det sidste. Skulle han imod Forhaabning sige, han ville heller der første, da lad ham stille Caution, jeg vedder, der bliver ikke en Proprietair i Danmark der jo heller accorderer ham det, end dagligen vil underkaste sig Grovheder af en og anden, omendskiønt Proprietairen ei vinder 2. Skilling mere, end som de sædvanlige Renter, han og kunde have havt, uden at behøve at exponere sig og sine ved Jordegods: men Cautionen skal og strække sig til Gaardens Vedligeholdelse, saa forlanger Proprietairen ingen Indfæste, og Gaardmandens Søn, som best maatte være skikket, skal have sin Faders Sted efter ham, han maa saa være den ældste eller yngste. Proprietairen vil derimod ei have med Sønnerne at bestille, det bliver Læggets Sag at levere deres Børn, eller leie Fremmede, han vil med største Foragt foragte den Profit man formener, han giør sig af Friheds-Paffer, og med at levere dem til de Gevorbene, han vil sidde og tænke som Kiom. Derimod vil Proprietairen ei længere indestaae for de Kongelige Skatter, ordinaire, eller extraordinaire, lige saa lidet, som og for Skattekorn, Fourage, Fourage-Penge, Soldaters Levering, og s. v. Jeg troer ei nogen finder dette ubilligt, og saaledes

20

kan enhver Bonde inden en saare søie Tid med sig og Familie blive befriet fra al formeent Trældom og Slaverie.

Vel ville mangen en sige, at Proprietairen ei er forbundet at indstaae for andre, end de ordinaire, Skatter; men hvad skal vel en Proprietair giøre naar hans Bonde ei er i Stand at betale, enten skal han taale hans Bonde bliver ruineret fra Amtstuen med Executioner, eller han skal selv giøre Forskudet? Ved, og i begge Tilfælde vinder Regieringen, som jeg caverer for, taber mest ved Selveierne, og ellers skulle have ont ved at faae Revenuerne saa accurat. At jeg ei extravagerer, dette kan ved Undersøgning erfares, og kan min Herr Antagonist formaae Regieringen til den Caution, jeg har forlangt, samt, at Amtstuen ei selv skal øde Bønderne ved Execution, saa parerer jeg , alting naaer det Ønske strax, man tragter efter, men hvor længe det varer, det vil vi correspondere om efter et par Aars Forløb: i det mindste ville disse Bønder ei blive saa udsuede med extra Hoverie og aparte store Doucenrer, som de andre der kiøbte sig, (da Pengene vare i 4. proCent) og give 6. a 7. gange større Afgift, end de før vare vandte til, uden de mange haarde Presenter, deels med Favnetræe, deels med Lam, Æg, Smør, Ost, Arbeide, o. s. v. som de nu maa

21

ofre til deres Creditorer. Om jeg siger sandt eller ei, erfares best i de tvende benævnte Amter saa og hos Selveierne paa Møen. Kunde Kiøberen ei holde Balance (som alle strax spaaede af) da Pengene vare i 4. proCent, hvorledes vil han da nu, da der skal gives 5. proCent, ja jeg veed og kiender dem , som siges a parte have ladet sig give 10. Rdlr. af 100de i Douceur, og 5. proCent i Rente, altsaa har den gode Debitor havt den Lykke at maatte ofre 15. proCent til sin Creditor, uden de mange store Presenter, som imodtages under Titel af Villigheder. Jeg troer retteligen her, at kunde synge med Ovid. Lib. II. Triflium V.

Cum cæpit quaffata domus fubfidere: partes In proclinatas omne recumbir onus:

Cunftaque Fortuna rimam facienre dehifcunt, Atque fuo quondam pondere trasta ruunt. —

Dette maa da være nok sagt om de Bønder som sige, naar de havde Formue nok til at kiøbe deres Steder, & c. Denne Gordiske

Knudes Opløsning skeer best, ved at betragte disse tvende Ord, Naar og Nok. Dette kommer mig for som om jeg ville sige, naar vi finder en Guld-Mine, (foruden den paa St. Croix) saa faaer vi Ducater nok, naar Himlen falder ned, saa qvæles der Mennesker og Dyr nok, eller, naar det eller det skeer, saa bliver et

22

Land lykkeligt nok; og saa fremdeles. Lad os først faae fat paa det rette sig til vores Omstændigheder passende naar, saa følger nok af sig selv. Saaledes gaaer det og med de Selveier-Bønder, som sige, de ei ville staae under Proprietairer mere, m.b. Er Selveier-Bonden saa rig, at han reent ud kan betale sit Sted, saa bærer jeg ingen Tvivl, han jo sutenerer sig, men er han det ikke, saa er han den allerulykkeligste Hov-Bonde i Landet, og har mere end 10 gange saa mange Udgifter, og bliver tilsidst saa forsagt og i Gield nedgravet, at han med Føie maa siunge disse Ord: Og altid sank jeg dybere ned. Hvor saa iblant Selvierne, have et tilkiøbt sig deres Steder en halv eller en trediedeel for dyre? og om de end have saa meget, at de kunde betale noget meer, end hvad de virkelig have forkiøbt sig paa deres Steder, saa kunde de dog ei holde Balance i Tidens Længde; men det gaaer med dem (lignelseviis) som med Biørnen, den tærer om Vinteren af det Fedt, som den i Sommerens Tid Har samlet sig, saaledes tære disse og paa den liden Capital, som de have udbetalt.

Hvad der har anlediget den Forordning om 5. proCent, det veed jeg ikke, nren saa meget veed jeg, at just denne, er Selveiernes Halsbaand: de kiøbte deres Steder, efter den Tids væ-

23

rende Lov til 4. proCent; de betale samme for dyre til 4. proCent, følgelig, kunde de er staae sig ved at give 4. hvorledes skulle de da kunde blive sutenerede ved at give 5. proCent? Muelig min Herr Antagonist og Correspondent vil svare: Er det sandt hvad De har sagt, at der findes nogle saa Ubillige, Ugudelige, Barbariske og Hedniske, ja langt værre end disse, at de saa grusomt opskrue deres trængende Næste, i det de ei alene tage imod den lovlig tilladte Rente, men endog under Titel af Douceur, lade sig udbetale 10. proCent, hvad Nytte ville det da vel være til, 1.) om Pengene bleve nedsatte i 4. proCent? og 2.) saa kunde enhver vel forud vide, al en saadan Forordning ei kunde være af længere Bestandighcd, end som der fandtes Penge nok i Landet; thi naar disse tage af, saa maatte proCenten forhøies. Hvem som ene betragter disse tvende Sporsmaales Overflade, og er vandt til, at fornøie sig med Fladderftads og Spilfægterie, den maatte snart troe, der virkeligen var Raison og Gyldighed i samme; men jeg haaber korteligen at vise Deres Ufuldkommenhed, og at disse, saa vel som og, de, af min Herr Correspondent, efter hans Tanker brugte vigtige Modsigelser og Grunde, falde og smelte, som Smør for Ilden.

24

Hvad det første Spørsmaal angaaer, da forhindrer Nedsettelsen af Renterne vel ei der kan begieres Aager, men Debitor faaer dog hvert Hundrede 1. proCent lettere: og Aageren blev best afstraffet ved en ny Undersøgning, og om Capitalen var henfalden til den eller de, som stråledes vare forurettede, naar de det lovligen beviste. Jeg veed vel, vi have Forordninger som sige det samme; men jeg veed tillige, at vores Nation er vandt til nye, da disse i Førstningen giøre største Opsigt, og alle tier det længste de kan, og troer, de gamle Anordninger ere saa revocerede. Til det Andet svares: Jeg har jo viist den Troe, og chicaneuse Gavn, en Bonde har af en Cyimærisk Enfoldighed: hvi har man da ikke troet, den samme Bonde, at besidde for megen Vankundighed og Enfoldighed til at indsee, denne Forordning ei var perpetuel? Hvi har man et ved ethvert Bud sagt ham, N. N. I giør nok eders Beregning paa 4., men viid, det kan lettel gen skee I kan komme til at give 5. pro Cent? Hvi har man ikke erindret ham, at Tiderne vare haardere end nogen Tid før, Skatterne mange, at han som muelig før gav det hele Aar igiennem i Landgilde, fra 6. til 12. Rdlr., nu herefter maatte give 37. til 40. Rdlr. (og lige, ja større Afgift i Dou-

25

ceur,) uden de mange ødeleggende Villigheder? Hvi har man et erindret ham, at Qvæg-Svagheden er i Landet, og han hvert Øieblik er samme, saavelsom alle Landets Indbyggere underkastet? Hvi har man ei adspurgt disse nu ulykkelige Mennesker, hvor meget Formue har I, og hvad kan I staae ved, uden Eders totale Ruin, at give for eders Sted? m. m. Thi leg presumerer, at Auctionen ene blev holdt for Bøndernes Fordeel, og for at giøre dem og Afkom lykkelige, ved selv besiddende Eiendomme. Her kan man vel svare mig, at alt dette var for vitløstig, og enhver Bonde kunde sige tua non interest. Jeg veed det, ja jeg veed, det er en Exception som Juristerne med største Succes betiener sig af, men jeg veed og, at man siger nulla regula sine exceptione, her kunde være, og er meget, som havde undskyldt alle disse Qvæstioner: man har med en Bonde, med en indbildt Enfoldig, ja med en Mand, hvilken man troer, at være udygtig at tænke og handle fornuftig, ja saa got som kan regnes blant Børne-Tallet. Ville nogen endnu sige, at det var overflødigt at erindre en Kiøbere og Liebhabere om sligt, da er det ei Svar værd, saasom jeg alt har viist, hvilken Kiøber og hvilken Liebhaber jeg egentlig paastaaer, burde

26

have været underrettet: Dette kommer mig for, som om nogen ville paastaae, man ei behøvede at fraraade et Barn at drikke Gift, samt at sige det, at dersom den nød noget af sligt, saa maatte det ufeilbarlig døe; thi naar man ene sagde det er Gift, saa forstaaer Resten sig af sig selv, m. m. Men jeg spørger, bør et Barn ei først vide Definitionen af det Ord Gift, hvad det er, og den Virkning som dets Nydelse ufeilbarligen fører med sig? Bør man ei betragte, at det er et Barn, og ingen kyndig eller i Physiquen oplyst, man har at giøre med? Naar slige Præparationer forsømmes, hvad Under da, at Virkningen er som den er. Man behover ei at fortælle mig, at en saadan Auction bringer mest ind, og den Frygt som hver Bonde havde for at komme under Proprietair, stringerede ham at gaae saa vidt, m. m. Jeg troer det gierne, men jeg legger ingen Døglsmaal paa tillige at troe, man ei bør stringere en villig Hest for meget, den fortager sig, og bliver inden føie Tid ubrugelig: Dernest troer jeg og, at den Frygt som endeel haver for at være under Proprietair, kommer mest af Soldater-Leveringen, saavel til de Nationale, som til de Gevorbene. Ingen vil være Soldat, og nogle skulle der dog, Proprietairen maa anstille sig som han vil, saa er han stedse Bagtalelse underkastet, en-

27

hver, fom har maattet give sin Søn dertil, siger: Hosbond I kunde nok have forskaanet min, Og taget N. N. Søn, saaledes sige de alle: Tager man den Riges Søn, saa heder det, ja, Faderen har ei villet ofre nok, tager man den Fattiges, saa er der ingen Tvivl, det skeer, fordi han intet har at give, o. s. v. en Proprietair giør det aldrig til Maade, og mindst for dem, der ei kiender Bondestanden uden af det blotte Navn, og amusere sig med Chimærer og Ideer, som de stedse søge at anvende til Proprietairernes Æres Forkleinelse, helst da de troe at sinde Bifald, og bane sig Veien til en ufortient og umeriteret Lykke. Jeg tilstod før vel at være persvaderet, at en saadan Auction bringer mest ind; men aldrig tiistaaer jeg den holder længst ud; thi naar Bondens Skov (som han giør stor Regning paa) er forhugget, Bygningen forødet, Besætningen ruineret og adsplittet, og de af ham opbaarne Penge for alt sligt, bragt i sikker Forvaring, saa lader han Amtsforvaltere og Creditores giøre hvad de selv finder for got i hans stille og forstilte Sind, samt under Enfoldigheds Skin, giver han en Pinedøe eller Siel og Salighed bort, han er uskyldig, Qvæg-Svagheden, dyre og haarde Tider, Misvæxt, der er stiaalet et par af hans beste Bester, der er

28

creperet et par to til tre Aars Foler, o. s. v. Han giør en almægtig Regning hvad han kunde have havt, ja hans Sted havde ganske været betalt, om alt dette ikke var skeet, han fører hans Naboer til Vidner; man stevner, man undersøger Tingene, ja naar dette skeer, saa leer Bonden først for Alvor, saa er han vis paa at vinde sin Sag; hans Naboer ere ham for troe, de vente sig samme Hielp af ham: Der mødes for Retten, Eden oplæses, den aflægges af enhver især, her qvæstioneres pro & contra, og hvad kommer der ud af? Bonden faaer en Lovtale i Tings-Vidnet, for sin Trostab, Ærlighed, Redelighed og Gudfrygtighed, han er en god Huusholder, en habil Landmand og saadanne store Ting: Hans Procurator har got instrueret dem alle i Forveien, og den afsettes bedrøvelige (falske) Miner, geleidet med et enfoldig nedhængende Hoved, en aaben Mund (som om han ei kunde forsvare sig,) et langt Hvaa aae kan it val høer, aae forstaaer Jer it og saadanne tusende lumste Indfald, overbeviser Dommeren og alle, at N. N. er for enfoldig til at optænke Bedragerie. Saaledes maa Sælgeren i hvem han end er, tage sin Bondegaard igien, som nu neppe er den. tredie eller fierdedeel af det Værd, den var før: Han skal til at sette hundrede

29

og flere Rigsdaler paa Bygningen, han skal kiøbe en Beboere til at tage imod den, og det for ringere Afgivt, o. s. v. Naar Gaarden er repareret, og der findes Besætning, saa er visseligen den afsatte Bonde den første som melder sig, ei som en Kiøber, men som en Fæste-Bonde; Eieren fortæller ham, der kan intet blive af, thi han har jo intet, og tilmed selv forødet Stedet: han græder, han gnier sin Arm, klør sig for og bag, saa og i Hovedet, han tilstaaer at have været den Ulykkelige og spørger tillige, om Eieren ei letteligen kan forestille sig, han hellere ville have blevet ved et Sted, hvor han og Fader (i mange Leed op ad) vare opfødte, og hvorpaa han alt havde betalt en Deel, (han vil ei erindre sig at have bestiaalet Stedet tredobbelt,) og det som Selveier, end nu at give sig under Proprietair-Vinger, han seer dog han skal til een, saa vil han heller være hans, end nogen andens Bonde» See, faa smigrende veed denne formeente Enfoldige at tale. Proprietairen (som veed langt bedre, men ved de mange Forsvorne har maattet miste sin Ret) svarer: Hvad vil I med Gaarden, og hvad har I at tage den med? Bonden: Ja gode Herre! I veed jo selv jeg har intet, men et par af mine og Konens Stegt have lovet at assistere mig med nogle Daler og noget til Indboe, samt at ville gaae i

30

Caution for Stedets Vedligeholdelse: Hosbond skulle jo dog give en Fremmet noget til, baade af Æde- og Sæde-Korn; men da mine Slegtninger have lovet at hielpe mig derined, saa sparer den gode Herre dog det, og ingen kiender Markerne saa got som jeg, og jeg skal stedse vise at være en ærlig og lydig Fæste-Bonde, o. s. v. Saaledes smigrer han og Slegtning faa længe, indtil de naae deres Bytte, og Proprietairen trækkes paa Liste af disse maskerede Enfoldige. Nu har han (nemlig Bonden) sine Ting paa den rette Fod, og leer sin Hosbond et Stykke. Det sikreste Middel herimod, og hvad i Tidens Længde best havde holdet ud, og tilsidst mest indbragt, havde nok været, ei at taget imod Pengene, (uden af de, som reent ud kunde betale hele Stedet; thi saa vare alle Defraudationer forsvundne,) men vel paa den Maade som jeg har proponeret tilforn, kunde Bonden ei staae ved at give 150. Rdlr., (og mindre, ligesom Egnen var til, og enhver kunde blive enig med sin Hosbond,) hvorledes skulle han da kunde holde ud at give dobbelt? kunde han ei være ved Magt, naar han ene betalte Renterne af en Capital, hvorledes skulle han da subsistere, naar han ei alene maa give den yderste Rente, men endog store Douceurer, og de saa kaldte Villigheder, der langt overstige en dobbel Rente? Ingen Pro-

31

prietair kunde vente sig to Skilling Fordeel; thi Bonden behøvede ei at laane nogen Capital, altsaa faldt al Aager og deslige bort. Bonden, eller den som havde Lyst at arbeide, fik Leilighed nok til at erhverve sig rigeligen det han aarligen maatte give sin Hosbond, han accorderer strax med denne, hvad han (nemlig Hosbonden) vil give ham for en Plov- Spænd- og Gang-Dag; saaledes levede enhver igien i Rolighed, og den rette og Flittige Bonde havde aarligen langt mere end han gav ud, den dovne maatte takke sig selv. Faa Proprietairer besidde saa smaae Ejendomme eller Hovedgaards-Marker, at de kunde selv lade dem drive med egen Plov og Folk, saa Bonden der ville arbeide fik Leilighed nok: og ingen Proprietair var tient med at øde sin Bonde, som ham og var betaget, da han nu ei havde nogen Magt over Bonden, helst enhver Bonde paa denne Maade var at betragte som en frivillig Leiere: og vare alle unge Bønderkarle indskrevne som Soldater, saa faldt den største Had og Bagtalelse bort, som Proprietairerne dagligen ere exponerede. Af alt Hvad jeg har proponeret, troer jeg enhver som kiender Landet og Connectionen mellem Proprietairerne og Bønderne, maa tilstaae, jeg ei har seet (endog i den allermindste Maade) paa Proprietairens, men ene paa Bøndernes Fordeel, jeg har rettet mig efter

32

Billighed og Retferdighed, og derfra haaber jeg hverken den ene eller anden i Verden enten ved Forlokkelser eller Tvang skal bringe mig: Ret er og bliver Ret, enten en hidsig Feber eller flyvende uforskylt og for somme ufortient Lykke, end persvadere dem at afsondre sig fra Mængden, som Sandheds Hadere, skiønt de troe og tildeels vide bedre.

I Numer 3. sagde jeg, at det venteligen var Regieringens Hensigt, at hvad som staaer i Forordningen uden Haarkløverie skulle følges: skeer dette, og er Forordningen tydelig og fuldkommen? Jeg mener ingen af Delene, og det tør jeg sige uden ringeste Skye, helst jeg vel veed, at Feilen ikke ligger paa Regenten, thi han er ikke Concipist, men denne Har Skylden, at han ei bedre informerer sig om det Embede ham anbefales at udrette, og hvorfore han ofte baade æres og lønnes: Endeel tænker strax, at de bør ei længere befatte sig med Landets sande Beste, omendskiønt nogle nok vide og tiende den: Andre løbe Blindbuk og suplere et feilende Numer, de ville ei vide, at de æres og lønnes af Regenten og Landet, og de førstes Hensigt er ene stilet for at giøre alle sine Undersaatter lykkelige, og de sidste adlyde dem som Hyrder, de tænke, at disse vide best hvad dem er tienligen, og derfore følge deres Befalinger: De ville ei vide, at ingen

33

Regent kan falde paa de Tanker at forurette sine Undersaatter, samt, om en Regent engang faldt paa en Tanke som i Førstningen kunde synes god, men tilsidst føde en Heel Suite af Fordervelser efter sig, deres Eed og Pligt da udfordrer at giøre Forestillinger derimod, og naar de da have handlet efter Eed og Pligt, og dette endda ei kunde hindre, da hellere gaae ud af et Embede, hvor de hver Dag underkaste sig. Meeneed, Guds Foragt og Synd imod alle Herrens Bud, vel vidende, at høit er Herrens Bud, men høiere er Guds Bud, og man bør adlyde Gud meer, end Menneskene. Men nei! Gud er taalmodig og barmhjertig, en Eed kan muelig blive afbedet, (om man faaer Tid dertil, og Gud ville høre forsætlige Syndere) Æren og Gagen er dog god at tage imod, det varer dog saa længe det kan. Dette maa da Lignelseviis være nok sagt, om en Regents Hensigt i Almindelighed, som ene er, til sine Undersaatters Beste. Nu kommer jeg til at bevise, at Forordningen af 20. Febr. 1771. ei opfyldes, langt mindre er fuldstændig. I min Afdeling a) Har jeg viist, hvor vitløftig det skeer ud for en Proprietair, at klage, og vil ene føie dette dertil, at jeg endnu ei har hørt en eneste (Proprietair) kunde sige: Han har faaet en ret Satisfaction over sine opsætsige og halstarrige Bønder, omend-

34

skiønt de have handlet imod bemeldte Forordnings 17. Artikel, som synes ikkun at staae der for et Syns skyld. Hvor mangen en Bonde har ei paa en løgnagtig og bagtalersk Maade saavel skriftlig som mundtlig forklaget sin Hosbond, Tingene ere blevne undersøgte, man har fundet Bønderne have paa en ulovlig Maade beskyldt deres Herskab, de have attaqueret dem paa Ære og Lempe: Vores Lov befaler vel, hvorledes saadanne skal ansees og straffes; men hvad, hvem kan uden at holdes for ubarmhjertig dictere nogen Straf paa disse Enfoldige? Deres Straf har været denne, de skulle ei klage uden at have større Grund, ja saa gar, have en Irettesættelse. Jeg forstaaer mig ei paa slige Ting, men underligen er det dog, at man søger Ambition hos den eller de Personer, der ere nedrige nok til at lyve og beskylde honnette Folk paa Ære og Lempe. Iblant det Redskab som en Bonde skal tage med sig, naar han forlanges i sin Hosbonds Arbeide, nævnes en Hølleer, dette Redskab er det allerbekosteligste som af et gaaende Bud kan bruges ved Mark-Arbeidet: Derimod nævnes der intet om en Lynglee, som er langt mindre bekostelig, og bruges i Heede-Egner, begge Redskab ligne meget hinanden. Nu kommer Haarkløveriet: En Proprietair i Heede-Egnen beordrede sine Bønder at staae Lyng, de mødte alle, men ingen Havde dette Redskab med sig,

35

fordi det ei stod i Forordningen: Der kom Bud til Gaarden og meldte dette, hvad var derved at giøre? Proprietairen maatte lade dem gaae hiem igien med uforrettet Sag, og disse dreve Dagen bort uden ringeste Nytte: Proprietairen skrev mig til, og giorde mig trende Spørsmaale:

1.) Om jeg ei formeente Bonden skulle tage en

Lyng-Lee med?

2.) Der var ei bestemt i Forordningen hvor

stor en Plet Lyng hver skulle slaae: hvor meget jeg meente, hver gaaende Bud kunde tilfalde?

3.) Hvad han skulde giøre, for at faae dette sat i Verk?

Jeg svarede saaledeSs paa

No. 1.) At jeg ei andet kunde skiønne, end Bonden jo maatte og burde tage Lyng-Lee med, saasom dette Redskab mestendeels er som en Hølleer skiønt kortere, og da denne Forordning saa vel som alle andre efter de juridiske Grund-Regler burde expliceres, og disse ere: Ubi eadem est ratio ibi etiam eadem juris difpofitio, saa indsaae jeg ikke rettere, end han havde god Grund at tilholde dem, at medtage

36

No. 2.) Jeg kunde ei rettere skiønne, end Forordningen mest passede sig paa Sielland, og derfore endeel udelukket, som var en absolut Nødvendighed for de øvrige Provincer og Øer: Jeg havde observeret, at en Karl mageligen kunde slaae saa meget Lyng i en Dag, som der kunde groe paa tre til fire og en halv Skieppe Land, ligesom det staaer tæt i Bunden, og Forordningens Hensigt er, at en Karl af alt ubestemt Arbeide skulle giøre det han magelig kunde, saa burde disse og.

No. 3.) Skulde Bønderne ei ville medtage Lyng-Leer, og han kunde vente reent at miste sit Ildebrand, om han klagede, da Amtmanden vist ville holde sig til de blotte Ord: (hvorved han har mindst Hovedbrud og Ulejlighed,) saa ville jeg raade ham at beordre dem at møde med Hølleer, for at slaae Lyng, eller og at ruske Lyng, hvilken af Delene de ville resolvere til, maatte Tiden lære, i begge Tilfælde trode jeg vist de toge Lyng-Leer med, da de ellers ved den første Proposition aldeles forderve deres Hølleer, og ved Ruskningen tabte de baade Regler og Tid.

37

Saaledes er en Proprietair tusende Chicaner underkastet, og maa hver Dag studere paa Kneb, for at møde sine Bønders Malice, som ofte fordreve Dagen med Frem- og Tilbagegang, (af Mangel paa det nødvendige Redskab;) og have intet for Umagen, Karlene komme dog ei hiem for Aften; thi Selskabet er for amusent, og de have mange rare Indfald (efter deres Tanker) og Latter, at de saa mesterligen og snilde have drillet deres Hosbond. Saaledes chicanere de og i Høst og Slet, med at sende Børn fra otte til ti Aar, til det Arbeide som udfordrer vorne Folk. Sender man dem tilbage, saa svare de, det er ret got, vi see at vores Hosbond behøver ei flere i Dag, naar de beordres at møde igien, komme de samme Børn, omendskiønt Forældrene vide det er imod Forordningen: De sendes atter tilbage, og disse stakkels Enfoldige ere dog saa kloge, at de give det samme Svar, som før. Nu skal vi da lade den samme Mand for tredie gang tilsige at møde: men hører hvad Uskyldighed og Enfoldighed (er det ikke saa jeg skal kalde det?) bringer for et Svar, Gaardsens Bud faaer til Svar: I kan sige vores Hosbond, at dersom han ei vil give mig en Billet for de tvende Dage mit Barn har været ved Gaarden, saa møder der ingen i Morgen; saaledes svare de alle. Her hielper ingen Forestil-

38

linger, at det var Børn, og ei saadanne som Forordningen befaler, at de strax ere sendte hiem igien, m. m. Der svares af den hele Skare, Hosbond kan jo klage til Amtmanden: Herved trøste de sig ved at vinde Tid, imedens komme de ei, uden Hosbonden gotgiør dem deres smaae Børn for et fuld Bud, og da Slet eller Høst er for Haanden, altsaa periculum in mora, saa skal Proprietairen strax resolvere, eller indlade sig i en evig og uendelig Klage, samt lade Hans Høe og Korn raadne i Marken. At dette er sandt, kan erfares paa mange Steder i Danmark, hvor endeel Enge ei ere bievne slagne, meget Høe forraadnet, og endeel Korn staaet ude i Marken endnu i Novembr. Maaned. Mon Regentens Hensigter ei lige saa got, paa en tydeligere ved en mere complet Forordning, uden saa mange for Bonden ube kiendte Ord, for Ex. geometrisk, til hele Landets Gavn og Beste kunde været bekientgiørt, og det paa denne Maade? Enhver Amtmand i sit Stift, skulle have indkaldet fire af de fornuftigste og beste Landmænd, som tillige med ham havde conciperet nogle Poster til en Forordning, hvorved Bønderne paa en billig Maade vare blevne forskaanede for en og anden Proprietairs utilladelige Omgang, (omendskiønt jeg maa tilstaae, at det falder mig meget paradox, ar en Proprietair vil øde sine Bønder, thi

39

derved øder han sig selv mest.) Disse havde visseligen langt bedre kundet forfatte og bestemme en Maa delighed; der havde intet Arbeide blevet forsømt, intet Redskab forglemt, alle Tvetydigheder vare blevne udeladte, og Posterne affattede i Landets Sprog. Ville nogen sige, det kunde have været got nok, men, den Amtmand som havde selv Gods, maatte været for interesseret, og den som ingen havde, for haard i Bestemmelsen.

Af disse tvende Slutninger, troer jeg før den sidste end den første. Vi have dagligen de tydeligste Beviser, at den eller de som nyde Landets Penge, strax forandres, som jeg tilforn har sagt, de erindre og veed meget got, at Gagen er saa tilstrekkelig, at det som de tabte ved deres Jordegods, vinder de igien ved Gagen; og saa bor man dog in dubio præfumere, at den som selv har Jordegods, best veed hvorledes en Bonde er til mode. De andre Amtmænd som ei selv havde Gods, troer jeg vist bleve for uendelige, da de ei kiende fynderligen til Agerdyrkningen og hvad videre deraf dependerer; men naar de af hver Amtmand tillige med de fire Proprietairer forfattede Poster bleve indsendte til Confirmation, saa skulle det staae disse fire frit, a parte at referere hvad de havde at udsette, helst Amtmandens Votum vist ville a priori giøre udslaget. Den allerstørste Vanskelighed

40

Herved ville blive denne: Om Amtmanden var saa ilde sindet, og tog fire enfoldige og ukyndige Mænd til Hielp, som ved hvert Ord han sagde gik tilbages, bøiende Næsen til Jorden, sigende, ja gunstige Herre, dette synes vi og. Disse Maddiker og Med-Orme ere ei tienlige i en for Landet saa vigtig Sag: han skal Have Folk af Indsigt og Fyrighed, Folk som forstaaer Sagen og Materien der skal afhandles ex fundamento, Folk som kiende Ret og Billighed, og tillige forstaae deres Pen, samt have lært at føre deres Tanker i Orden, endelig, Folk som (efter det gamle Ordsprog) tør sige Kis til hans Kat; og ei af de skulende Løver som tydeligen udraabe et Bæe.

Hvorledes blev dette en Amtmand forhindret? Dette skede sikkerst og best, naar han blev anbefalet ved et Omgangsbrev, at tilkiendegive alle Proprietairer i hans Amt, den Kongel. Befaling, og at de samtligen ville udnævne fire, som de formeente at have den fornødne Indsigt. Dette kommer mig for at være den sikkreste Maade til at treske Landets Beste, og saaledes burde der stedse at omgaaes med Ting, hvoraf Landets Vel eller Vee dependerer. Ville nogen sige, dette er for vitløftig, og s. v. Da troer jeg stadigen, at Oponenten tænker som min Hert Antagonist,

41

Der ei var vitløftig i sit Svar, men tillige havde den Satisfaction at sige slet intet, uden racire at confentere udi en uryggelig Sandhed. Er, og var det ei langt bedre, om en saa vigtig Sag blev omgaaet mere vitløftig, end som i flyve Hast, og siden foraarsager tusende Klager, Forespørseler og Fortred? Der skulle have været stipuleret en vis Penge-Mulet for den Proprietair, som forsaae sig imod Forordningen, og nogle Dage eller Ugers Fængsel paa Vand og Brød, for den Bonde som ei holdte sig samme efterrettelig: og den som løgnagtig beskylte sin Hosbond, tiltales efter Loven, (thi derfor er den venteligen en Lov, Regel og Rettesnor,) og paa en vis Tid dømmes til Fæstnings-Arbeide. Mon dette ei skulle have bedre Virkning, end som en Irettesettelse, eller tvende Dages Arbeide for intet, der dog ei bliver efterlevet?

Nu vil jeg kortelig annatomere min Herr Correspondents Svar, og vise enhver Læser, at samme er opfylt med Nulliteter og bør ansees for inept. At jeg ei er en oprørisk Aand eller farlig Borger, det har jeg vist i Førstningen af mit Svar, allerhelst jeg troer at have opfylt Regieringens Hensigt, med at sige Sandheden, derved falder tillige den barnagtige Skole-Beskyldning bort, at jeg er vreed, dette

42

kommer mig for, som de smaae Børn der klage Hinanden an for Skolemesteren, sigende: Kiere Skolemester, N. N. siger det og det, og jeg kan see han er vreed. Fremdeles siger min betydelige Modstandere: Philopatreias har rigtig nok stavet sig frem i et par Bøger af den Nyere Litteratur; hvorfore mon han siger dette? ei for andet, end for at skiule sin Angest og Elendighed, han skal, og vil sige noget, og Sandheden er ei god at contradicere: Han tænkte, du maa giøre ham til en Ignorant og Compilator, saa slipper du nemmest, saa behøver du ei at modsige hans Grunde, o. s. v. Men med Tilladelse at spørge, hvem skriver De for? enten skriver min Herre for de Vittigste og Klogeste i Staten, eller for Pøbelen: skriver De for de første, saa er Svaret meget for slet og ugrundet, og vil De skrive for de sidste, da lad Svaret ei indrykke i nogen bekostelig Tidende, (som disse ei have Formue at holde,) men giv det ud under Titel Misch-Masch, eller Lygtemanden: muelig De saae Aftræk, og kan passere for et stort Lys, helst ved dette slags Folk, som ei fordre andet end Prendt. Jeg tvivler meget paa, at min Herr Antagonist har læst betydelige Skrifter; thi ellers kunde han ei have undret sig over, jeg citerede et Skrift: men det værste var nok, at jeg havde udsøgt de Stykker

43

som jeg formeente best passede sig paa det jeg ville

sige.

End videre heder der: „De bibelske Sprog forstaaer han at anvende til sin Sags Besmykkelse.„ De Sprog jeg haver betient mig af, behøve ingen synderlig Forklaring; thi de ere lydelige! og om jeg ei havde forstaaet at anvende dem, og giøre dem passende til den Materie jeg skrev udi, saa havde jeg handlet langt fornuftigere, reent at lade dem blive borte, som min Herre og havde handlet, dersom han slet intet Svar havde givet, helst dette bringer sin Mama ingen Ære. Fremdeles heder det: „Han (nemlig Philopatreias,) forstaaer just ei meget Latin, saa synes han dog ikke uskikket til, at udskrive andres Latin.„ Hvoraf veed min Gunstige Patron dette? Taler Propheten om sig selv? og vil han derefter giøre Fornuftstutninger? man seer hans Beviser gaaer paa Krykker, han gaaer uden om, og ene søger at amusere med alt hvad som hverken kan reise eller falde. Jeg setter, jeg forstod slet intet Latin, hvad da? naar ellers det jeg havde sagt og reciteret var rigtig, saa kom Latinen ingen ved: og vare mine Grunde svage og falske, saa hialp Latinet mig intet, om det end var det beste Ciceroniske. Men ved alt dette, saa vær af den God-

44

hed og siig Mig, hvoraf De beviser jeg ei veed meget Latin? saa og, at jeg har afskrevet andres Latin. Det er ikke nær nok at min Herre siger det, fornuftige Folk ere ei tilfreds med et blot Mund - Veier, og mindst af en Oponent: Det var lige som jeg ville formene det var alt nok, naar jeg sagde: Snee er ei hvid i sin Natur, men den bliver det alt som den nærmer sig Jordens Uddunstninger. Jeg bærer største Mistroe til, at nogen Fornuftig dermed var tilfreds: men jeg kunde vente mig til Svar: min Ven! Som et Menneske er I af Skaberen forundt en fornuftig Siel, men Eders absurde Indfald, giør Eder ridicul og rasende. Nu haaber jeg det første er besvaret, nemlig, at jeg ei forstaaer meget Latin: Jeg vil under fire Øine feie dette dertil, at jeg takker Gud ei at have havt min Herr Correspondent til Informator; thi saa troer jeg vist at have været et Rokke-Hoved og vanvittig ja Broder. Jeg kommer til det andet, nemlig, at skulle have afskrevet andres Latin. Min Correspondent beviser det ene lige saa got som det andet, han er sig selv lig hele Veien, og maa besidde store Tanker om sin Person og Indsigt: man skal troe ham paa hans Ord, der tør ingen vove at contradicere eller sette det i Tvivl, hvad han finder for got at sige. Veed

45

min kierlige Correspondent og Titulerer (det beste er, han nøder mig ei at løse Bestallingen som en oprørist Aand og farlig Borger,) ikke, at David siger, alle Mennesker ere Løgnere: da ingen kan nægte min Correspondent er et Menneske, saa troer jeg vist man har større Fortroelighed til David, end til ham, og om saa meget meer, da han ei har fundet for got at befæstige sin indbildte Sandhed med uomstødelige Beviser. Hvad har jeg da afskrevet, og hos hvem har jeg laant det? sig mig det en ami! det skal venteligen være Begyndelsen til min Anden Betragtning. Dersom min Gunstige Patron og Correspondent forstod Jura, saa indsaae han strax at ingen anderledes kunde definere det Ord Status, i hvor mange der end tilforn maatte have betient sig af selv samme Ord og Explication: Dette kommer mig før som en Samtale jeg engang bivaanede imellem A. og R.: Den første begierte, at den sidste skulle korteligen sige ham, hvad et Huus er bygget af? Denne sagde, det er bygget af Steen, Kalk og Træ;. A. blev fortørnet og sagde, at R. betiente sig af andres Ord; thi dette havde han hørt af adskillige tilforn; de bleve meget alvorlige paa hinanden, og da jeg befrygtede det vibe komme for vidt, bad jeg R. gaae ud, da os begge dog vare bekiendt, at A. havde dem ei alle hiemme, som

46

vi og tydeligere bleve overførte af Hans absurde Paastand. Et andet Sted heder det, „Publicum er, saavit vi har kundet erfare, endnu ikke tilstrækkelig overtydet om de Steders gode Anvendelse, som han til sin Sags Bestyrkelse har laant af Theologien. Er Publicum ikke overtydet af det jeg har anført, hvorledes monne de da vel være fornøiede, med der Ribs-Rabs som min gode Ben har sagt? Har han hørt Publici Tale og Indvendinger imod mine Betragtninger; saa skulle jeg og tillige troe, han stykkeviis maatte have erfaret, hvilke Poster de nøiere ville have oplyst. Men jeg setter alt dette i største Tvivl, allerhelst han ei har kundet nævne mig samme, og formoder, dette er ikkuns et nydeligt Indfald af ham, for mueligt at give sit Svar et Anseende, da det skulle lade som han talte for alt Folket. Min Gunstige Patron røber et fladdervoren og ærgierrig Væsen i al hans Svar, en Person som et endnu har sat sit unge Sind i Roelighed, en Mand, der vil skrive, uden at tænke, og det strax, der maatte ellers komme ham nogen tilforn: Havde dette ei været, saa havde han visseligen oppebiet den tredie Betragtning. Men nei! denne Argus befrygtede de skiønne Tanker og Ideer Han alt var omringet med, maatte blive tabte, og

47

Verden ei vide, Hvad han var for en betydelig Mand, og hvor ilde den kom i bløde, som han tager Pennen imod. Tænk hvilket et Tab for den lærde Verden! saa nær var det. Han taler om de Steder jeg har laant af Theologien: og finder dog Behag udi, at jeg atter skal betiene mig af samme, og det imod mig selv: er det ikke latterligen og Medlidenhed værd, at høre den som paatager sig at skrive imod en anden, og alt seer den andens Tanker, dog vil have, at en Forfatter skal skrive imod sig selv? Er det ikke det samme, som en Fiende vil fordre af den anden, han skulle først lade sin Armee øve sig indbyrdes med at døde hinanden? mon nogen Potentat skulle findes saa troskyldig? jeg tvivler derpaa, og da dette ikke er Brug, saa indseer jeg ei, hvorfore jeg herudi skulle tiene min Herre: helst jeg ei er af det slags Folk, som vil bære min Kappe til andres Fornøielse. Monne han ikke ved denne sin Begiering tilstaaer dette, at han noksom er overført om sin Uformuenhed, og derfore venligen ville bede, jeg selv ville skrive imod mig, og saaledes nedsette mig i mit eget Skiød? Da han har paataget sig at skrive, saa indseer jeg ei rettere, end det tilkommer ham, og ikke mig, at forferdige de tvende Afhandlinger, og saaledes selv erhverve den

48

mig belovede Hoved-Prydelse. Min Herr Correspondent siger, jeg har sagt, 1.) at Hoveriets Bestemmelse er Vold; 2.) Lovgiveren er ubemyndiget til at foreskrive Grendser. Hvad det første angaaer, da har jeg ei talt om Hoveriets Bestemmelse, som en Vold; men at det er et Indbrud i de gamle Privilegier, dette troer jeg ei kan negtes; især, da samme ei tilforn var ophævet, og adskillige har kiøbt Jordegods efter en urevoceret Lov, som enhver saa længe holder for gyldig, indtil den paa samme Maade giøres til intet, som den er promulgeret paa; og nu sidde de med deres Gods, som et par ilde giftet Folk med hinanden.

Det Ord Vold, formener jeg retteligen al have betient mig af imod visse Personer og Projectmageres Cabaler, som uden Overlæg søge at erhverve sig Ære og Belønning paa Proprietairernes dyre erhvervede og tilkiøbte Eiendommes Omskabelse: mine Tanker have stedse været, at Billigheden førte det saaledes med sig, at den Skyldige og ei Uskyldige skulle ansees og straffes: Jeg har troet, at Regieringens visseste Revenuer kom af Proprietairens Herligheds Bevilgning, og naar Herlighederne bleve formindskede, kom det ei Proprietairen ved at sørge for andre end sig selv. Hvad det andet angaaer, saa tilkiendegiver min Herre

49

atter Han ei er den Person, som burde have melleret sig med at besvare disse Betragtninger; han tilkiendsgiver, ei at være vant til at giøre Inddelinger. Er der ei Forskiel pan: en Regent, paa souverain Regent og paa en Lovgiver? Jeg giør største Forskiel, og saaledes kunde det aldrig indfalde mig at negte, at en souverain Regent jo kan. Men at min gode Patron troer, der ei behøves andet end som en Lovgiver til at giøre Hovedforandringer. Her falder jeg i Latter

og min Pen giør alle disse... Jeg har mest havt Projectmagerne for Øinene; over dem undres og forstummes jeg, og veed ei hvor de tør tænke, endnu meer søge at udføre visse Forandringer, hvoraf nogle tusende Menneskers Forderv efter al Sandsynlighed uforbigængelig maa følge: er denne Undskyldning siden gyldig og god nok? ja Gud bedre det, hvem skulde have troet Udfaldet havde blevet saaledes. Man kunde letteligen have troet det, dersom Projectet nøiere var undersøgt: men dertil findes ei Tid, det skal strax udføres, og det, i det store uden man veed og har nogen Vished om dets Fuldkommenhed. Hvor uforsigtig handlede ikke den Landmand, som til et Forsøg strax ville drive al sin Jord paa ganske tilforn i Egnen og Landet ubrugelig Maade; samt besaae den med fremmet Korn: er Udfaldet ei

50

efter Ønske, og han maa kiøbe Korn til sin Hussholding og Foder for Hans Fæe, mon nogen ville beklage ham? jeg tvivler meget herpaa, han bliver vist udleet, fordi han ei giorde Forsøg paa en halv eller heel Skieppe Land, og det nogle gange, siden kunde han alt tage meer og meer.

Nu vil jeg korteligen berøre de trende Hielpemidler (som og ere de eneste) min Herr Correspondent lader at have sagt noget med. 1.) Da Bonden havde ingen Sæde-Korn, saa mener han, Proprietairen burde have laant ham det. Her nødes jeg at giøre tvende Spørsmaal: Skal han laane Bonden det, som Proprietair, eller som en Medborger i Staten? som Proprietair siger han med rette nei, da han hver Minut har tusende Chicaner af ham, og faa tænke at giøre deres største Fiender og Chicaneurer vel. Skal han assistere sin Bonde som en Medborger, da er min Herr Correspondent lige saa nær som han, dertil forbunden: saa er det vel og en almindelig Regel, at den som vil have Tieneste og Villighed, bør og giøre nogen, ellers indseer jeg ikke, hvorledes det menneskelige Societet længere skulle ansees for en Fornøielse; og saa længe det varer, troer jeg vist, at den ene bør tiene den anden. 2.) Maa en Proprietair ei faae nogen Villighed af sine Bonder? de maa jo giøre det for Fremmede,

51

og Forordningen har ei heller noget derimod? (Da dette kan lige faa lidet negtes som forhindres) saa indseer jeg ei at noget retskaffens Menneske kan kalde det en Chartousch-Streg, eller at Proprietairens Hensigt Har været, at udhungre sine Bønder, for af dem at faae Villigheder, o. s. v. langt mindre tabes den lydige Undersaat og gode Borger af Sigtet. Ingenlunde, men Hos Dem min Herre, der tabes ganske den indsigtsfulde Besvarere og den veltænkende Mand, den Mand siger jeg, som nøie burde eftertænke hvad han ville skrive, og ofte oversee, hvad han ville tilbagedrive: see denne tabes, men ei hvad de har sagt. I Begyndelsen, Midten og Enden finder man Svaret opfyldt med Sotiser og Pesthuus-Grunde, eller som gives af Folk, der ligge i en rasende Sygdom. Det som Bønderne fordrede af deres Hosbond, var jo ei deres, men hans; altsaa kan vel ingen der har sin fulde Samling sige: Proprietairen var en Cartousch eller udhungrer Fæstningen, langt mindre en ulydig Borger og Undersaat. Taler min Herre som Soldat, da raad deres Commandant, (om han er saa enfoldig og forglemmer en Hoved-Post,) at han inden Beleiringen, provianterer sig, af Fienden tør han ei vente noget, den couperer ham før, og lukker ham saaledes inde,

52

at han ingen Tilførsel kan faae. Dette kan nok passe sig paa en Fæstning, men ei paa et Gods, hvor det ei staaer i Proprietairens Magt, at forhindre sine Bønder at kiøbe Korn, naar og hvor de ville; heraf seer man, hvor uviiselig og confus denne Lignelse er anbragt; dertil kommer og dette, at Proprietairen ei engang negtede dem sin Hielp, men fordrede en reciproque Tieneste: see efter hvad Hosbonden svarer, siger han ikke? I raabe alle Tider paa den sædvanlige Hielp, som skal komme fra mig: men, hvi giorde I mig ei det sædvanlige Arbeide, saa kunde jeg igien have hiulpet eder? I veed jo meget vel, at hvo ei saaer, han ikke heller Høster, o. s. v. Kan nogen finde den ringeste Ubillighed udi disse Ord? er nogen saa skarpseende, at han finder Proprietairen har negtet Bønderne sin Hielp, naar de igien ville hielpe ham? Hvi svarede de ikke, ja Hosbond, vi ville hielpe eder, naar I igien hielper os, det er jo christeligt og billigt, at det ene Menneske assisterer den anden. Ville nogen sige, saa megen Eftertanke har Bonden ei. At han har denne og langt større, har jeg viist, da jeg talte om Selveierne. Mon den Hielp Hosbonden fordrede for sit Korn, kunde ansees for en Defraudation? Hvem som veed, at naar en Hosbond laaner sin Bonde Korn, saa

53

faaer Han ei videre end Skieppe for Skieppe igien, omendskiønt der er stor Forskiel paa Tiden det laanes ud udi, og igien betales: Bonden behøver Hielp om Sommeren, da er Kornet baade svundet, og dobbelt saa dyre, som naar Han betaler det igien, hvilket stedse skeer imellem Martini-Dag og Juul, da Kornet er fugtig og udtrunnet; heraf slutter jeg, Proprietairen havde dyre nok betalt ham hans Arbeide, havde Bonden Penge og kunde faae Korn til Kiøbs for ringere hos andre, hvi søgte han da ei dem? Proprietairen formeente ham det ikke: men hvor kiøbe I Brød i Ørken? Min vigtige Løve og Modstander siger: Proprietairen skulle selv have forskaffet sig det Fornødne til Jordens Dyrkelse, og Avlingens Drift. Atter et Beviis, at han ei forstaaer sig mere paa Landet, Agerdyrkningen og alle Omstændigheder, end som et spæt Barn. Enhver skal see, jeg ei beffylder, uden strax at bevise: Ved hvad Tid om Aaret blev Forordningen promulgeret? Svar: den blev underskrevet den 20. Febr. 1771., og fem til sex Uger efter kom den til Proprietairerne, altsaa til en Tid, da alle ledige Folk alt vare fæstede bort, og ingen kunde faaes for Penge: Havde min venlige Herre kiendt noget til Bondestanden og deres Huusholding, saa kunde han umuelig have plumpet saa blindt afsted: og saa

54

havde han vidst, at Bonden alt ved Jule-Tider fester sig den Hielp han venter at behøve om Sommeren, og enhver ledig søger strax om Tieneste; der hører en god Næse ar lugte om Julen, hvad der skal skee i Mars eller April: og da der tillige med Forordningen ei fulgte Mark - Redskab eller Folk, og intet af sligt nedregnede fra Himmelen, (som dog, om det havde været Mennesker, maatte have bragt Korn med, ellers maatte de have død af Sult, eller gaaet til Holland og Engeland, som vores egne giorde,) saa gik og gaaer det, som det gaaer. Heraf troer jeg min Correspondent er overtydet, at det Tab som jeg har beregnet, saavel for Proprietair som Bonde, ei er kommet af den førstes Raadvildhed, (som han behager i Maade at titulere det med,) Resten maa han selv giette. Enhver indseer nok, at min kierlige Correspondents A gumenter ere kuldseglede, jeg lover vi seer dem igien, dog ei førend Havet bliver afpumpet: og saa længe troer jeg at leve i Fred, han maatte udsøge et andet Subject, og da vil Tiden lære om jeg har Leilighed at indlade mig i Correspondence. Der rester mig nu ei videre, end at fralegge mig den Beskyldning, at jeg haver skieldet nogle for Hunde: At et Menneske kan være en Atheist og Qvæker, det behøver jeg ei at bevise; men hvad det andet angaaer, saa vil jeg repetere mine egne

55

Ord, som ere: „De fleste af vores Projectmagere og krølle Skribentere kommer mig for, som en Flok Jagt- og Parforce-Hunde.„

Hvor staaer det, at de ere Hunde? jeg sagde, de kommer mig for som en Flok, o. s. v. ikke at de ere, men som. Et Menneske kan fløite som en Fugl, giøe som en Hund, brøle som en Tyr, og bræge som et Faar: han er dog ingen af Delene, men det er altsammen, som en af disse Dyr.

Nu har jeg svaret paa Tiltale, nu ere vi gode Venner: At jeg ei er krøbet af Veien, det maa min Herre ei undres over, helst naar han betragter sine egne brugte Talemaader: men da vi nu ere saa cordiale, saa vil jeg sige dem noget i Øret, behold det Hemmelig for dem selv. Den Skade jeg har beregnet over Hoveriets Bestemmelse, er ikke nær nok, jeg vil endnu korteligen sige tvende, og det vigtige. Den første er: At da Bonden havde consuleret sin Vinkelskriver, og denne tillige med ham selv udstuderet de Cabaler, de ville spille, at Bonden behøvede ingen Karl i Fremtiden, han kunde sende et halv-voxen Bud til Hove, o. s. v. saa gav han sin Karl Afsked, som siden ingen Tieneste kunde faae, de ginge flokkeviis, og tilbøde at tiene for Føden, da ingen heller kunde og ville det, (thi hvem

56

behøver nogle hundrede Karle i sin Tieneste; helst det skulle være om Vinteren,) saa ere de tildeels gaaet ud af Landet, og de øvrige giøre Landet usikkert, hvilket best erfares i Colding, Hadersleb, Weile og Horsens: udi en Complot ere der 28. Stk., en anden 7. og f. v. Jeg kiender en Proprietair, som har mistet 40. Karle, der har ingen meldt sig ved ham, og derfor har han største Føie at troe, der er commanderet marschirt aus: Jeg kiender ham, og derfor lader mig ei indbilde, det ei er saa. 2.) Mon ingen har merket der alt er mindre og mindre Penge i Terminen? jo det er kiendelig nok, og især i de to til tre sidste Aar. Man har længe mumlet om denne Indretning, og saa har adskillige ei villet exponere sine Penge i Jordegods, men listet dem ud af Landet. Der findes mange flere Ting og ødeleggende Skader jeg kunde fortælle, men hvad? Maa min Heere ei tilstaae det er særdeles underlig, Bonden skal eie sig selv, den samme Bonde, som man troer at være saa tosset og enfoldig, at man ei kan straffe ham for de største Injurier: er han saa enfoldig og dorsk, (at man frikiender ham lige som Rasende og Børn,) og af den Raison lader ham giøre hvad han vil, hvorledes kan han da gouvernere sig og sine? er han et saa enfoldig, (som jeg tydeligen har viist,) saa er det jo uretferdigt,

57

at visse maa og kan ustraffet giøre hvad de ville? Naar en Fader antager Informator til sine Børn, saa skeer det deels fordi de skulle lære noget, deels og, at de ei skulle molestere andre, og ingen dem: troer Informatoren andet, saa er han uskikket til dette Embede, og troer han gar, ar hans Ungdom maa giøre andre al den Ulykke og Fortred som de best kunde, og han ene er hos dem for at forvare dem for Straf: saa er han værre end en Hedning og Barbar, saa er han en Mand, der ei kiender Ret og Retfærdighed, og informerer nogle Unge, der ned af Stien giennem Bødelens Hænder vil udraabe den største Forbandelse over ham: og alle Fornuftige erkiende en saadan Informator, for en ubillig og ugudelig Mand. En Informator er en Hyrde, thi han er sat over andre, som egentligen forstaaes under dette Ord. En Hyrde eller Hyrder skulle være viise og retferdige, de skulle forvare Hiorden for al Fortred og ødeleggende Overfald, de skulle forvare den for indbyrdes Trette og Kamp, at den ei øder sig selv: de skulle drive den paa de beste og fedeste Beider eller Græsgange, og ei Tørve-Moser eller Møddige-Pøler, hvor de letteligen kunde blive siddende og ganske bortsiunke: de skulle dagligen efterses samme, og nøie agte, om de tage til i Fedme og Styrke, eller ei: de maa hverken selv eller tillade andre at

58

malke eller klippe dem, langt mindre slagte og føre sig dem til Nytte; thi de staae under Regnskab, og den Tid kommer vist, at man giør Forskiel paa en ærlig og god Hyrde, eller paa en Varulv som i Faare-Klæder har sneget sig til dette vigtige Embede. Socrates har meget vel demonstreret dette for hans Skolarer: Tiden tillader mig ei at sette hans Ord: men enhver som finder Behag at læse det, og tillige paa den korteste og tydeligste Maade ville eftersee et vel skrevet lidet Skrift om Sielens Udødelighed, forfattet af Moses Mendelsohn, (en Berliner Jøde.)

Jeg veed een og anden har været nysgierrig for at vide mit Navn, og til den Ende givet sig største Ulejlighed: Hvad vil dette sige, og af hvad Aarsag er man saa hidsig paa en Ting, som hverken giør til eller fra? For det fornødne Forsvars skyld, eller rettere for Skriftets, torde jeg gierne have sat mit Navn under, thi der sindes slet intet utilbørligt i samme, og jeg troer vist selv at være derved, naar Nødvendigheden udfordrede en Udtolkning: er der da intet utilbørligt i Skriftet, som jeg ved dette formoder at have viist, hvad er da Aarsagen til denne Nysgierrighed? Er det ærlige og redelige Folk samt uinteresserede Patrioter og Sandheds-Elskere der til Landets Gavn og Beste ville vide det: saa behøve de ei videre, end

59

sende et Brev med Udskrift, til Forfatteren af de tvende Betragtninger, til Adresse-Contoiret, hvorudi de stykkeviis begiere Oplysning, saa skal jeg ei undlade, enten selv at møde eller skriftlig at svare. Er det et Societet som ville vide det, saa staaer dem samme Vei aaben, men saa meget siger jeg forud, at i hvem jeg end møder for eller ei, saa putter jeg slet ingen Irettesettelse i Lommen, ei heller nævner nogen. Alle Retsindige skulle strax faae det at vide. Er det Landets Venner, som ville have Underretning, saa fortryde de ei paa Sandheden, men ere de dets Fiender eller ... saa behøve de ingen Oplysning: og ville de vide det, for at giøre ont, da vil jeg formane dem med disse Ord: Nooere poffe & nolle, laus ampliffima eft: imidlertid er det jeg har skrevet dog Sandhed.

Den 5te Januar. 1772.

60

Andet Brev.

Min Herre!

Jeg maa med største Bedrøvelse fornemme, hvorledes

de og deres Consorter argumentere: derfor er jeg nødsaget, end og forinden mit første Brev af 5te Hujus kommer for Lyset, at føre dette dertil. Jeg hører, ja jeg hører dem sige: „Det er ligegyldig og ingen Agtpaagivenhed værd, om og alle nu værende Proprietairer og Bønder bleve ruinerede, saa var Anstalterne dog til Nytte for vores Efterkommere, thi da Priserne absolut maa falde paa Jordegods, saa kunde vores Descendenter kiøbe Godsene saa meget lettere, og derved bedre udstaae de store Bekostninger som de fleste Proprietairer ere foraarsagede ved Forordningen om Hoveriets Bestemmelse, o. s. v.„ Hvorledes mon vores Monark være og blive til Mode, om Han fik slige rasende Grunde at høre? jeg tør spaae alle mine Medborgere hans Svar ville blive dette:

„Hvad hører Vi; har man misbrugt Vores Magt, Navn og Fortrolighed i en Sag, hvor alle Vores Undersaatters Vel-

61

fært dependerer af, og saa got som hænger i et Haar: Tingene stal undersøges, der stal strax udsendes nogle til alle Steder og i alle Provincer for at efterforske endog det allermindste hvorved det kunde synes, de bleve fornærmede: Vi ville et vitterligen giøre en eneste af Vores' troe Undersaatter imod, eller formindske deres Rettigheder og Eiendomme, Vores Hensigt er at giøre alle lykkelige, og leve faa med dem, at de ei alene skulle ære Os som Regent, men elske Os som Fader.. Da vi maa fornemme at ikke een, men alle ere misfornøjede, ikke een men alle fornærmede: Vi staae til Regnskab for Gud, og I som faa dristige have misbrugt Vores Navn, Magt og Fortrolighed, I skulle et alene her paa Jorden for Os giøre Regnskab, og offentligen tiene til Exempel; men efter dette Liv kommer et andet, og der, der skulle Iigien høste Frugterne, af eders forræderiske Projecter og Omgang. I vidste meget got, at en Regent er ingen Gud, og at han maa see med menneskelige Øine, og tillige betiene sig af menneskelig Hielp: I vare satte og betroede at være Folkets Talsmænd, og med Os at udtænke Landets sande og

62

væsentlige Gavn: I vare anbefalede at bringe alles Klagemaal for Vores Throne, og derved at erhverve eder den Roes, at I vare retsindige Hyrder og Vægtere, som vaagede over alles Velfært og Rolighed, og at alle ved eders Agtpaagivenhed kunde tilstaae, at leve i Fred og Retferdighed. Men hvad for Straf have I fortient, I som have givet Gift, isteden for Medicin? Nu J faa øiensynlig have forseet eder, ja handlet som Landets største Fiender og med eders forræderiske Projecter trykket et Land, som saa hørt elsker OS: saa viid! Vi ville være den anden Usong, og med ham vise, hvorledes alle Uretsindige bør straffes, og hvor magtpaaliggende det er for Os, at regiere et fornøiet Land, ja et Land, hvor enhver Undersaat bestræber sig at vise sin Regent, at deres største Lyksalighed ene beroer paa en Usongs Liv og at alt hvad de eie agtes for intet, naar de derved kunde tilkiøbe sig sammes Vedvarenhed. Der er sandeligen ikke en eneste retskaffen Undersaat i Riget, som setter dette i Tvivl; og jo strax knælende ville svare: „Naadigste Konge! vi kiende Deres Majestæts Retsindighed, og vores Forfædre have frivilligen overgi-

63

vet sig og os til en Stamme, hvis Naade, Mildhed og Retferdighed var noksom bekiendt.

Vores Forfædres hensigt var i fællig med vores, nemlig at regieres af en eneste, for derved at erhverve en tryg og utvungen jordisk Lyksalighed: og Deres Majestæts hensigter ere visseligen i fællig med Deres Forfædres, nemlig at regiere et Land, som under Deres Regimente er fuld af Glæde, Fred og alle jordiske herligheder, at regiere et Land, som dagligen opofrer de allerkraftigste Bønner til en Treenig Gud, for deres Syvende Christians lange Liv: og med rindende Øine og beængstigte Hierter beklage, at deres Monark er dødelig; de raabe eenstemmigen, O! Konge befal: sæt Prøve paa vores Troskab, og viid, at vores hierter ere enige med den Eed, som vi have svoret Deres Majestæt alene. Vi erkiende tilfulde hvor lyksalig det Land er, som regieres af en Regent der tænker saaledes som vores Konge. Lad hver Achitoffels Raad være forbandet, og opsøg dem et Raad, som under Guds Paakaldelse, og største Agtpaagivenhed maa vælges: vi ville alle eenstemmigen komme Deres Ønsker, hensigter og

64

Bønner til Hielp: da vi vide, at al Hielp kommer fra Herren.„

Af alt hvad jeg her har anført sees tydeligen den store Ondskab og ubegribelige Enfoldighed, der ligger ved de Mennesker, der tænke og tale saaledes som de have talt, der gave det Svar, jeg i Førstningen af dette mit Brev har fremført. Der hører et videre til at overtyde disse om deres rasende Indfald: end tvende Spørsmaale a) Hvorledes dette skulde gaae til, at ruinerede Forældre efterlade formuende Børn? og b) Naar saavel Proprietairer som Bønder vare forarmede, hvorledes en Regent da stal anstille sig for ar erlange den Afgivt som uomgængelig behøves til Landets Beste, og hans Underholdning?

Thi ere Forældrene fattige og arme, saa bringer intet, uden en særdeles hendelse Børnene til Velstand: saadanne hendelser treffer neppe een blant tusende: (ja blant hundrede tusende.) Altsaa faldt dette Kiøbmandstab bort af sig selv: og Gud bevare vores Land for saa Betydelige Prøver. — Et Forsøg til Efterkommernes Beste kan være got nok, naar det skeer saaledes, at lykkes Projectek, saa er sammes Nytte af største Betydenhed, og vanlykkes det derimod, saa er Tabet af den Bestaffenhed, det ei kan fiendes i Landet,

65

langt mindre regnes blant de Hazarderlige, hvorved en almindelig Ruin er ufeilbarlig. Jeg sagde i mit forrige Brev: Afstaf Misbrugen, men ikke Brugen, straf den Skyldige og i Uskyldige; thi dette er conform med Guds Lov. Forordningen kan blive af største Nytte, naar dens Poster conciperes paa den Maade, som jeg i mit forrige Brev har proponeret: og ei af en Person, som er saa ukyndig i Landvæsenet, og fremmet i alle Provincer: ei af en Person, som er fuld af Egenkierlighed og Fortrolighed til sine Indsigter, samt dristig nok til at spille Bold med Regentens Naade, Landets Velfært, og til at giøre alle misfor-' nøiede: ei af en Person, som derved søger at erhverve Ære og Velstand, og bekymrer sig lidet om nogle tusende Menneskers: ei af en Person, som har lidet Religion nok til at raade, og forsikre, det et er Synd at berige sig med den andens Gods, (er det ei tydeligen sagt, saa indseer enhver dog nok, at omtrent den Mening er der,) og som er uvidende i det juridiske axiom. nemo cum damno alterius locupletior fieri debet, heraf seer enhver, at dette er ei den Mand, som kan betroes saa vigtige Ting. Den som veed, at Landets Hoved-Guld-Mine ene bestaaer i Korn, Øren, Stutterie og Handel med Fede-Vare, og vil proponere denne Handels Ophævelse, som ufeilbarlige

66

Følger af Projectets Istandsættelse: en saadan Mand tør jeg ei regne for Patriot og Landets Ven, mindst naar han vil prositere af en Tid, for at omskabe et got Land. Lad ham have andre Fortienester eller besidde Indsigt i andre Ting, saaer dog dette almindelige Ordsprog rigtig: NE fu tor ultra crepidam.

Vel kan der findes de Projecter, hvis Udførelse undertiden synes at udfordre en, eller nogles Fornærmelse ; men de synes det alene; thi 1.) enten er Projecter til Landets 2.) eller til Regentens,

3.) eller og til nogle visse Medborgeres Gavn og Nytte:

I alle trende Tilfælde byder Billighed og Retfærdighed at den Beskadigte skal restitueres, og det af den eller de som ere berigede ved Hans Skade: ja, om de endog ei bleve berigede derved, saa er det alt nok, naar hans Ting har tient til at conservere den andens: Herpaa haves daglig Erempler ved de Søefarende, som ofte maa give de brusende Bølger en Deel as hvad de have inde, til Priis, for derved at lette deres Skibe: herved vinder jo ingen, thi Havet fører det Udkaste bort som et Rov, men Billigheden vil at de andre som havde Vare i samme Skib, skulle participere tillige med Eieren af de udkastede Vahre, i Skaden: helst sligt skede i

67

den Hensigt, at conservere de andres: Ubi eadem est ratio, ibi etiam eadem juris dispositio. Saaledes burde alles Rettigheder haandhæves, og ei ved Cabaler og Misbrug til intet giøres, ja aldeles mishandles: og sætte den ømmeste og retfærdigste Monark i Vove: men jeg sagde i mit forrige af 5. hujus, at Tiden vil snart komme hvor Man soleklar skal blive overtydet, og det store Regnstab af den rette Eier til Hiorden skal holdes: til den Tid ville mange skielve, men de ægte og redelige, inderligen prise Gud for dette Mirakel.

Den 12te Januar. 1772.

Tredie Brev.

Min Herre!

Da jeg strev de tvende foregaaende, saa ventede

jeg mindst, at denne lykkelige Forandring i Regieringen, var saa nær forhaanden, og maatte derfore rette mine Tanker nogen ledes efter det Aag, som jeg og alle Undersaatter vare styrtede udi. Disse mine Breve, og hvad jeg tilførn har

68

skrevet, kan tydeligen overføre min Herre, jeg et har kundet føre over mit Sind at kalde det Onde got, langt mindre villet smigre en forræderisk og meenedig Bande, for derved at erhverve mig Høihed og Ære. Jeg har stedse havt de Tanker, at alle de til Landets største Fordervelse giorte Indretninger umuelig kunde holde Stik, og tillige været forvisset, det ei var synderlig honorabelt, at modtage Naadestegn ved de Personers Fortale, som have hengt Ære og Samvittighed bag Døren. De implicerede Personer kan tiene alle til Advarsel, at Høihed uden Dyd er intet, samt, at Gud lader sig ei spotte, skiønt han en tidlang synes som ei at agte paa de afskyeligste Gierninger.

Hvem af os der nu behøver at skiule sine forrige Tanker og Ideer, det bedømmes best af Læseren, jeg formener med rette at beholde den Tanke jeg stedse har havt; at naar dette haarde Baand engang blev løst, saa maatte enhver ærekier og troe Undersaat inderligen takke Gud. Jeg siger derfor om den 17. Januar, h. a. Denne Dag bør kaldes een af de allerlykkeligste Dage for Danmark: ja en Dag, paa hvilken den Allerhøjeste atter ville vise den Naade og Barmhjertighed han havde for et Land, som nu syntes at være bragt til det yderste. Jeg burde ved disse korte Tanker at

69

nævne sex Personer: men alle kan være tilfreds med, jeg ene navngiver de fire, med Forsikring, at de tvende unævnte, ere er alene Landets største Velgiørere og Venner; men Personer, som (uden ringeste Reflection paa deres udvortes Værdigheder,) besidde de ædelste og største Siele: Disse tvende Personer, begge Kiøns Ære, syntes hver for sig, at tale saaledes; den ene som Landets retstafne Moder, hvis Væmodighed i Geberder, og medfødde Mildhed, noksom overtydede alle Tilhørerne, hvad der foregik i det ædelste og beste Hierte, og som af Kierlighed til Undersaatterne ret syntes at omfavne dem alle. Ordene tydede omtrent saaledes: „Elsker Nationen sin rette Regent, og findes der nogen som ville vise det i Gierningen, da kommer Vores Forsæt til hielp. Vi ville tiene eder til Beskyttelse. I vide selv, og Vi veed det med eder, at eders Forfædres Hensigt har aldrig været, at undergive sig en voldsom og ryrannisk, men en souverain Regiering, som den beste, saa længe Regemen erindrer sig sine Pligter, og ihukommer han er for Undersaatterne, men ikke disse for hans, skyld: saa længe siger Vi, som eders Regent erindrer, han omgaaes med Mennesker, og et frivillig overdraget Folk, der ene ønsker at elskes af ham som Børn, og igien ære ham som

70

Fader. I kiende ham, og veed, han er opfød i disse sine Pligter, han er udspiret af den beste Stamme, har havt den dydigste og retferdigste Fader, er fød til Verden af den yndigste og rareste Moder. Den anden talte som Landets Farbroder, og med der ømmeste Hierte overførte alle, om den største Misfornøielse han og sine fandt i denne Regieringsmaade:„ De talte begge som Med en Tunge og en Siel, og intet behøvedes videre til at bringe Forsættet i den beste Udførelse, og overføre en god Regent, han et tor frygte for sine Undersaatter, og for en Nation, hvis Tapperhed og Troskab i rette Tider er bekient. Talen blev holdet til saa, da Nødvendigheden udfordrede, at alle Ting skulle holdes hemmeligen, for at Fare Undersaatternes Blod: men de, der blev talt til, komme og selv. Strax mødte Grev Schach Carl Rantzau til Aschberg, en Eichstedt, en Køller og Beringskiold, som svore, et at nyde den mindste Pleie, inden de havde hævnet det Tyrannie som var udøvet over deres beste og naadigste Konge, og kiere Fædreneland. Disse glemte Familie, Liv og Ære, og tænkte ene paa deres Medborgere, hvis Tilfredsstillelse og Lykke, langt syntes at overstige den Fare, som en mislykket Forretning vist kunde forud spaae: De ville vist

71

Nationen fattedes saa lidet paa Mod, som Kierltghed og Jorighed til at udføre de betydeligste Anslag; naar ene deres retteRegent, ville yttre en Behag derudi, og at intet uden en tilbørlig Undergivenhed, og Frygt for deres Konges Unaade, hidindtil havde hindret et længe forønsket Anslag. De løbe til med en liden Commando, og grebe de tvende betydelige Struenseer, Brandt, Falckenskiold, Liv-Medicus Berger, Gæhler, Hesselberg og endeel andre. Nogle faa Timer bragte denne store Forretning uden mindste Allarm, til en god Ende, og vores Naadigste Konge fat i den Tilstand, strax at Skiønne, hvad der boede i de fleste Undersaatters Hjerter, og at hans Høie Person hverken behøvede Vagt eller Plankeverk, (om sit Slot,) for et Folks skyld, som ei kunde opfinde Ord nok til at forkynde deres Glæde, NU at have fundet deres rette Konge. Enhver var omhyggelig, for at takke en Rantzau, Eichstedt, Køller og Beringskiold, som saa: viiseligen havde reddet en from Konge og et undertrykt Land: de viste, at Taksigelsen for denne Giernings modige Udførelse, burde ydes af Undersaarterne, men Belønningen af Kongen: og Regenten, hvis Hierte er fød til Mildhed og Naade, glemte ei heller at belønne enhver. Jeg burde vel give en vitløftig Underretning om de benævnte fire Hoved-Perso-

72

ner, men Tiden og Rummet tillader det ei, dog saa: meget kan jeg til visse af Historien sige, at dem Ranzauiske Familie stedse have yrtret at være troe Tienere af deres Regent, og hele Landet strax spaaede en lykkelig Forandring, da de hørte Grev Ranzau fra Aschberg var kommet til Kiøbenhavn; som den Mand, der blev tiltroet, at besidde den fornødne Indsigt, Troskab og Fyrighed til at udføre et saa betydeligt Verk. De nu værende tvende Excellencer Eichstedt og Køller, (den sidste stal være fra Pommern,) have stedse været bekiendte for brave Soltater, men et før have havt Leilighed at vist deres Nidkierhed for Kongen og Landet. Canmerberre von Beringskiold, har tilforn (i den sidste Krig med Rusland,) overført sit Fædreneland., om sin Nidkierhed og Troskab. De giøre Nationen Ære, og have restitueret en Tort, som Fremmede paa en føie Tid har fundet Behag at forekaste os, for vores Taalmodighed.

Guds Time var da forhaanden, at disse, og flere ubenævnte Lands-Forrædere skulle indkaldes til Regnskab, for den og de allerafskyeligste Forbrydelser: (Crimen perduellionis,) og man seer af alle deres Handlinger, at Hensigten var stilet paa et større Onde, end jeg her tør eller vil føre for Lyset, skiønt samme inden en føie Tid

73

vil og bør bekiendtgiøres. Man søgte af yderste Kræfter at forjage de Ældste og Anseeligste, som de man stedse frygtede at være Kongen og Landet troe.

At den forrige Doctor og Landphysicus Struensee i Altona, som adskillige gange er udstødt af de der værende liderligste Huse, at denne, siger jeg, kunde være en Forræder og Tyran, dette undrer mig aldeles ikke, helst Faderen har bevidnet, at denne er en ulydig Søn, og et Menneske der agter intet om Gud, og de guddommelige Ting. Men at Danske kunde, overtale sig til saa ugudelige Gierninger, og ville giøre Regentens Ære til Skiendsel, dette er ubegribelig og noget som hele Nationen er opbragt og fordrer den største Hævn over. De forbande den Time, paa hvilken saa afskyelige Personer komme for Lyset, og skamme sig at skulle regne disse og flere ligesindede blant Landets Børn: De raabe eenstemmigen: O! Konge giør ei Slutning fra disse Umennesker paa os; og erindre, der vare trende Danske igien for at frelse Deres Majestæt af disse Lands-forræderiske og forbandede Klør: lad dem og alle implicerede nyde deres velfortiente Straf, andre til Advarsel, og bestyr en Inqvisition saaledes af ha-

74

bile Folk, at endog den mindste Ting maa komme for Lyset. Opsøg og arrestere de endnu omløbende Tigre, som giør Danmark til Polen, og som desværre ei strax ere blevne fastsatte, og viid, at enhver Person som maate have den ringeste Indflydelse i de forræderiske Anslag, burde absolut efter Criminal Proces-Maaden, strax at have været fængslet, saa vel som alle Domestiquer; thi den ringeste Angivelse tiener til Oplysning i saa betydelig en Sag. Hvem tør vel negre at der findes adskillige Partier i denne Bye? endog i denne Aften, har man havt det tydeligste Beviis paa den franste Comedie; kunde Forræderne ei giøre andet, saa ville de dog sette Prøve paa, at skrække Kongen, det Kongelige Huus og alle Retsindige, og det just i en Tid, da alles Gemytter ere i Bevægelse. Men til hvad Nytte? Kongen tør ei frygte, der findes neppe en blant tusende her i Byen, og ikke en i Provincerne som intentionerer andet, end gladeligen at fegte til yderste Blodsdraabe for deres beste Konge, (om Nødvendigheden det skulle udfordre,) og hvad ville da vel den ringe forræderiske Hob giøre? et Vink af Regenten er nok til strax at giøre en Ende paa den hele Ting: og naar alle Papirerne ere giennemlæste, saa formindskes venteligen denne Bande, Tid efter anden. Alle Un-

75

dersaatter have største Føie inderligen at bede Gud, at komme vores Monark til Hielp, for at udvælge fornuftige og habile Mænd, i alle de Embeder, som concernerer bandets Beste; lad ingen blive udnævnt, som i mindste Maade har været inpliceret i de forrige afskyelige Gierninger, opryd disse onde Træer med Rod, og tillad dem ei længere at regiere de Embeder, som behøver qvalificerede Folk, giv dem ei løs, inden rigtig Regnskab er lagt. Alle Retskafne piquerer af Ære, og en respectable Mand, har største Indflydelse i alt hvad som foretages, den blotte Titel forblinder ingen. (Enhver indseer nok, jeg ene forkaster de Personer, som ei ved besynderlige Indsigter distinguere sig: thi en habil Mand er en Skat for et Land; og Fortienester bør æres og lønnes. Visse Personer kunde nok bruges, men ei til de øverste og betydeligste.) Bring den forfaldne Justice i god Orden, og meleer alle Collegier med Jurister, saa opfyldes Deres Majcstæts Hensigter bedre, end en Tidlang har været i Brug: helst der i adskillige Collegier have siddet Folk, som neppe kiende det Ord Jus, langt mindre forstaaer retfærdig at decidere en Forespørsel eller Tvistighed. Giv aldrig noget Collegium en uindskrænket Magt, og tillad alle Undersaatter fri Adgang til Deres Majestæt selv. Lad alle deres

76

Suppliquer af retskafne Jurister og eedsvorne Mænd undersøges, og lad nøie agtes, om disse giøre et ordentlig Udtog og fornuftig Relation af alle Klager. Set retskafne Landmænd, nemlig fire fra Jylland, tvende fra Sielland og tvende fra Fyhn i General-Landvæsenets-Commission, som er saa betydelig for Landet, og lad disse tillige bedømme de smaae Tvistigheder, som maatte opkomme imellem Hosbond og Bonde, og lad være, denne Comission ville koste meer end før, saa tør der ei heller tvivles, den faaer langt større Nytte: der hører mere til Landvæsenet, end som engang imellem at ride paa Jagt: og af ungefehr see en Bonde ploie, det er ei heller nok, at en saadan Commissair veed, Ulden groer paa Faar, og ei paa Tornbusker, der hører mere til: jeg tør frit forsikre, at en saadan Commission, besat med de Mænd jeg har præsumeret, (nemlig som selv kiende og forstaae hvad der udfordres til Aggerdyrkningen og Bøndernes rette Conservation,) ei kunde falde paa de Tanker at sende en Brygger til at undersøge en Plovs Dygtighed, o. s. v. send Bryggeren for at undersøge Øllets og Maltets Godhed, og erindre det gamle Ordsprog: Ne Sutor ultra crepidam. Løn enhver Betient saaledes, at han magelig kan finde sin Udkomme, for sig og Familie; thi en forsultet og forarmed Mand, taber al

77

Mod og Lyst: men har han sin Udkomme, og endda paa ulovlige Maader vil erhverve sig noget, da lad ham tiene til et Exempel for alle.

Klage alle, eller mange paa en Ting, og demonstrere den Umuelighed, eller de skadelige Følger som deraf ville flyde: da beviis Undersaatterne den Satisfaction og Naade, at der udsendes nogle, for at undersøge Sammenhænget af Tingene. En Regent er en Fader, skriger et Barn, saa er Faderen pligtig (om han hører Raabet,) at komme det til Hielp, giør han det ei, og Barnet kommer noget til, da bliver det en Samvittigheds-Sag. Saaledes har Landet skreget over Brødkorn-Leverancen, endelig er en fierdedeel dem eftergivet, omendskiønt de endda yde en fierdedeel meer i Aar, end nogensinde er skeed; Gud veed hvor det skal komme fra! thi Misvexten er større end nogen troer: og mange tusende Tønder ere blevne usaaede, af Mangel paa Rug og Arbeide.

Der kunde endnu findes adskillige saadanne Ting, som alle tiene til vores kiere Fædrenelands Beste: men da Gud har viist sig saa naadig for samme, og tillige forundt os vores rette Hyrde og Fader igien, saa bærer ingen ringeste Tvivl, at alt hvad som kan tiene til Landets Gavn, ved Guds Bistand bliver indrettet; helst man alt hører en deel af de gamle og beste Patrioter indkaldes igien,

78

og da Landet meget har forandret sig, saa leve alle i det Haab, der tillige bliver indsat nyere Mænd, som kiende det: saa giøres vores Land lykkelig,

Regentens Liv og Regiering behagelig; som alle ønske.

Den 21te Januar. 1772.

79
80
1

Svar

til Forfatteren

af

Paamindelserne

til dem, som ville dømme

om

Forordningen af 20 Febr. 1771.

Hoveriet angaaende,

indrykte i

Magazinet for Patriotiske Skribentere,

No. 84. 1771.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt udi det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved F. C. Godiche.

2
3

Disse Paamindelser, saa lidet Rum de indtage, indbefatte saa mange urigtige Sætninger, at man ikke har kunnet lade dem hengaae ubesvarede.

1.) Allerførst bruger Forfatteren sine Ordens-Brødres, jeg mener, disse Tiders Ekonomisters almindelige Konstgreb, og indflyer til saadanne almindelige Sandheder, som ingen modsiger eller har modsagt. Han lærer os, at hverken et Beest, eller et Menneske bør paalægges større Byrde, end det kan bære. Dette lærer sig selv; Men da Forfatteren vil have dette

4

Hentydet paa en Hoveri-Bonde, som han altsaa sætter i Klasse med de umælende Dyr; Saa er Anvendelsen ganske urigtig. Et Beest skal tage mod den Byrde, man slænger derpaa; Man ræsonnerer ei med Beestet derom; Men, saaledes forholder det sig ikke med en Bonde; Ham skal man først adspørge, om han vil eller ikke. Vil han ikke, er ingen Proprietær i Stand til, ar paalægge ham nogen Byrde, liden eller stor. Derimod, har han samtykt tit Byrden, gaaer det ham, som andre: Han faaer at bære den; Men, dersom han ikke kan, gaaer det fremdeles ham, som andre i lige Fald; Han gaaer til agters, og saavel han, som hosbonden, der har kontraheret med ham, târ Skade. Saaledes er tilgaaet hidtil, og saaledes vil det fremdeles tilgaae. Men, siger Forfatteren vel (og dette er vore Ekonomisters fælles Sprogg.) En Bonde forstaaer sig ikke paa, hvad han kan bære, eller ikke; Han indseer ikke, qvid valeant humeri, qvid ferre possent; Derfore maae Staten, som for en Umyndig, sørge for ham; Men saaledes sætter jo Forfatteren en Bonde endog under de umælende Dyr, thi endog disse vide at maale deres Kræfter. Den

5

unge Stork skal ikke forlade Redet, før han er forsikret, Vingerne ville staae ham bi. En Hund skal ikke begynde at springe over det Plankverk, som han kan regne sig til, er ham for høi, m. m. Dette viser altsaa ikke andet, end at Forfatteren ikke kiender Verden, ikke kiender Bonden. For min Deel er jeg, saavidt skiønnes af disse Paamindelser, saavelsom af Skriftet om Frihed og Eiendom for Bonden, forsikret, at de fleste Bønder ere i Stand til at narre denne Forfatter op i Skiæget, omhan har Lyst og Leilighed til at indlade sig med dem. Desuden, er der vel nogen Proprietær saa ufornuftig, at han skulde forlange, Bonden skulde bære større Byrde, end han kunde? Til hvad Nytte denne Ufornuft? Kommer noget deraf ud? Bliver Bonden derved stærkere? Og kan en Proprietær, med den største Begierlighed, formaae umulige Ting iverksatte? Nei, en Proprietær og ethvert fornuftigt Menneske seer nok derhen, at han ikke betroer sine Huse og Eiendomme, eller i Almindelighed sit Gods og sine Vare hen paa andre Vilkor, end mulige og rimelige, thi, hvis ikke târ han jo Skade, og ingenlunde Fordeel. Af saadanne urigtige Præmisser fremfører Forfatteren.

6

2.) Denne urigtige Konklusion, at G.L.V.C. ved at bestemme Hoveriet, burte ikke see saa meget paa Proprietærens Commodum, som Bondens Incommodum. Jeg siger urigtige Præmisser; Thi Argumentet er dog vel dette. Paa et Fæ bør ikke lægges større Byrde, end det kan bære: Bonden er et Fæ, der ikke kan Maale sine Kræfter, ikke heller maa: Og Proprietæren er saa ubillig, at han vil læsse mere paa Bonden, end han kan bære, skiønt han med fuldkommen Vished forud seer, at, om saa skeer, gaaer det ud over ham selv; Ergo. Er dette ikke en herlig Forklaring, og hvad Under, at Konklusionen blev, som den er. I dets Sted argumenterer ethvert billigt og upartiskt Menneske saaledes. Proprietæren er ligesaavel en Kongelig Undersaat, som Bonden; Har ligesaa stor og endnu større Byrde og Ansvar. Er ligesaa ægte et alles vores fælles Faders Barn. De ere ligesaalidet Slaver, ligesaa frie Statens Lemmer, som Bønderne; Følgelig bør de være ligesaa nær til Beskiermelse og Handthævelse udi sine Rettigheder; Følgelig bør sees ligemeget paa enhvers Commodum cg Incommodum, som for enhver man befordres

7

og afhielpes, saavidt mueligt, og saavidt kan bestaae med Lovene, og med de Rettigheder, som ved Lovene for enhver ere forhvervede. Fremdeles siger Forfatteren

3.) Hoveriet maatte lempes efter Bondens Kræfter. Ja, saaledes har det altid været; Og jeg siger endnu eengang, at ingen i Verden kan, skiønt være saa urimelig at forlange, dog ikke naae hos Bonden, hvad der overgaar hans Kræfter. Men, hvorledes faar man Bondens Kræfter afveiede. Forfatteren siger: Her er ingen anden Maalestok, end Hartkornet. Jo her er. Men ikke desmindre, hvorledes staaer det til med denne Maalestok? Forfatteren siger selv, at den er ufuldkommen. Han siger vel og derhos, at der er tænkt paa, ved Local-Undersøgelser og derpaa grundede Hoveriets Modificationer at afhielpe denne Ufuldkommenhed. Men, hvorledes stikker dette af? Hvad kan det hielpe, at der er tænkt paa Undersøgelser, og paa Maalestokkens Ufuldkommenhed, naar ikke desmindre dermed, saa urigtig den endog er, er maalt. Desuden, hvad vil denne Local-Undersøgelse sige; Skal

8

dette være en ny Landmaalning? Ja, en ny Landmaalning! Og dette er det sidste Skridt, som kan giøres til Landvæsenets totale Ruin og Forfald; Og, hvo skulde giøre disse locale Undersøgelser? Hvo skulde foretage denne ny Landmaalning? Mennesker: Men det er jo og Mennesker, der have giort den nærværende; Følgelig vil den, ligesom denne, og ligesom alle menneskelige Gierninger, fremdeles blive ufuldkommen. Ja, godt og vel, om den nogensinde træffer saa ligelig og god, som den nu er. Man betænke kuns, hvor mange Mennesker der skal bruges til denne Forretning. Alle disse, fra den Høyeste til den Laveste, maatte, naar Landmaalningen skulde blive fuldkommen, i høieste Grad besidde Indsigt, Redelighed og Upartiskhed. Og, endda kunde det feile, da man har ondt ved, at veie endog 2 Pund Bly akkurat fra hinanden. Men at faae saa mange Mennesker af disse Egenskaber samlede, kan nogen, der kiender det mindste til Verden, formode det? Ja, lad være, Landmaalningen i Dag blev leveret ligelig fra Haanden, og kunde blive det; Saa er det dog i Morgen forbi. Her skeer idelig Forandringer; Deels ved Men-

9

neskenes stundom Flid, stundom Efterladenhed; Deels ved Hændelser, som Mennesker ikke kunne afvende. Ved en Aae ligge skiønne Enge; Hist og her komme Aabninger ved Foden af høie Hede-Brinker, som hist og her støde til Aaen. Der faaer Vandet strax et u-udtømmeligt Forraad af Sand, nu og da at overskylle og forringe Engene med. Vind og Væir kan ved det samme Middel endnu være tilrede, ja, undertiden ganske ubrugbar giøre den bedste Eng. m. m. Derimod, hør engang nogle af de Uleiligheder, en ny Landmaalning vilde drage efter sig. Her er et Kiær, en Mose, et Morads, en Hede, en Udørken; Det har Eieren med megen Bekostning udgravet, tørret, jevnet, opfyldt, opbrudt, dynget og dyrket; Og saaledes mangen gang dyre nok betalt denne Eiendom; Men han har trøstet sig ved, at denne var og den eneste Byrde, Han havde det paa: Nu faaer han at vide, han anden gang skal betale Eiendommen, den bliver maalt, taxeret og matrikuleret. Han og hans Naboer med, som seer dette, lader saadanne Historier beroe til en anden gang; De skytte ikke om at betale en Ting to gange; De vide ikke, hvor

10

snart det samme, kan ramme dem igien. De lade Mose blive Mose, og Kiær Kiær. Og dette er da ikke det største Onde, eller den største Ulejlighed, som deraf vilde flyde. Alt Hartkorn er ei lige godt; Undertiden forholder det sig til hinanden, som 1 til 3. Enhver Kiøber seer derfor, ikke alleneste pan Hartkornets Størrelse, men endog Gyldighed i Forhold efter Eiendommen og dennes Beliggenhed. Det er altsaa ikke rart, at en Gaard (Bonde- eller Herregaard) kan koste 2 à 3 gange saa meget, som en anden af lige Hartkorn; Hvorfor? For Eiendommen er her, men Hartkornet, med deraf flydende Udgivter, ikke. Naar nu disse tvende Gaarde bleve efter rigtig Forhold af sin Eiendom paa ny taxerede og matrikulerede; Og den som var kiøbt til en ringe Pris, følgelig blev nedsat i Taxeringen, med deraf hængende Skatter; Den anden derimod ligesaameget og maaskee mere forhøiet, var dette ikke at give Eierne, den ene, en Tin-Dose for en Guld-Dose, og den anden tvertimod; Og var det ikke det samme, som uden nogen Fortieneste at fordobble den enes Formue, og uden nogen Forbrydelse at forringe den andens, og maaskee sætte ham i

11

en ulyksalig Armods Tilstand; Thi lader os sætte, at den lavtskattede Gaard var dyre betalt, som den altid er; Og at Eieren sidder i Gield for mere end den halve Kiøbeskilling, der og gierne har Sted. Saa blev der jo slet intet tilbage for ham. Hans Gieldnere indsaae Gaardens Forringelse ved Taxeringens Forhøjelse; De vovede ikke længer Pengene derudi; Enhver tog sit. For Eieren blev da intet. Hvilken Ubillighed, ja, hvilken himmelraabende Synd! Hvad er det derimod, som kunde vindes ved en ny Landmaalnirig? Mere Li elighed, om end Taxeringen blev ligeligere; Nei, vist ikke: En Gaard er høit skattet, derfor er den ringe betalt, derfor giorte Bonden mindre Hoveri, gav mindre Indfæstning og Landgilde. En anden er lavt skattet, derfor er den dyre betalt; Derfor gjorte Bonden mere Hoveri, gav høiere Landgilde og Indfæstning; Her have vi Jevningen. Eieren eller Bonden vidste, eller kunne have vidst Omstændighederne, før han kiøbte eller fæstede. Enhver har og bør have det, ligesom han har lavet det for sig. Her have vi Billigheden. Kunde Staten vinde noget? Ikke heller, dersom Taxe-

12

ringen med deraf flydende Skatter alleneste skulde forflyttes fra en til anden; Og Totalen over der hele Land være og blive den samme. Men skulde alt, hvad der siden sidste Landmaalning er bragt i Brug ved Rydning, Bryden og Grøben m. m. tillige taxeres, er det en anden Sag; Men hvo seer ikke, at dette var at belægge de Flittige og Vinskibelige med Mulcter, som de Dorske og Efterladene bleve frie for. Desuden, er her nogen Penge i Landet, saa kan Staten jo sagte komme til dem, uden at rykke nogen i sær op med Rode; Og foruden saa exemplariter, som mældt, at straffe Vinskibelighed. Nu, de omtalte Hoveriets Modifikationer, som det lader til vi endnu maae vente, hvad vil de sige? Gode Gud! Er det endnu ikke afgiort, hvad man skal være, eller ikke være? Skal man endnu længer leve i Uvished og Usikkerhed paa sin Eiendom, sin Rettighed og sin Formue? Ach, at man dog eengang vidste med fuld Vished og Sikkerhed, hvorledes man sidder deri, oa, hvorefter man kan giøre sin Regning! Saa længe dette er uvist, kan man jo hverken kiøbe eller sælge, eller tage sig noget fore! Jeg har sagt, at her

13

er en anden Maalestok end Hartkornet, hvorefter en Bondes Kræfter kan og bør afveies; Og hvorefter de hidtil har været afveiede; Og det er Eiendommen; Dens Egenskab og Forhold mod Hartkornet, saavelsom og dens Beliggenhed; Og det ikke alleneste Bondegaardene, som giør, men endog Hovedgaardene, som nyder Hoveriet. Tvende Herregaarde, hver paa 20 Tdr. Hartkorn, kan være lige gode paa Eiendom i Forhold efter Hartkornet; Men den enes Eiendom, Ager, Eng, Brændsel-Biering, m. m., kan ligge saa ubeleilig, saavidt adspred, og forresten, frem for den andens, være saaledes beskaffen, at 120 Tdr. Hartkorn Bøndergoeds kan have besværligere ved at drive hin, end 60 Tdr. denne. Ligeledes forholder det sig med Bøndergaarde. Af tvende lige store og lige gode paa Hartkorn, og lige nær ved Hovedgaa den beliggende, kan den ene, formedelst samme Aarsag, lettere drive sin Gaard, og tillige sit Hoveri, end den anden sin Gaard allene. Naar nu Forskiel paa Hartkorn i Forhold efter Eiendom tillige støder til; Hvor langt er det da ikke fra, at Forfatterens Beregning om det Forhold der maa være imel-

14

lem det Hoverigiørende Goeds og Hovedgaarden, nemlig som mellem 1 og 6, overalt kan Holde Stik. Denne Forskiel, som der er ikke alleneste paa Hartkorn og Hartkorn af ulige Gyldighed, men endog paa lige godt Hartkorn formedelst Eiendommens Beliggenhed, er det, som kan giøre, og ventelig mangesteds har giort, at Hoveriet i de efter Forordningen af 6 Maj 1769. indkomne Hoveri-Reglementer have, som Forfatteren siger, varieret fra enkelt til firefold. Hvad bliver nu Slutningen: Forfatteren siger selv, at den brugte Maalestok er ufuldkommen, og at her desuden behøves Local-Undersøgning, for derefter at modificere Hoveriet. Dette løber jo derpaa ud, at det samme, som før Forordningen af 20 Febr. har været hrugt, til at jevne Hoveriet, eller til Bondens Kræfter at afveie, skal bruges herefter, nemlig Local-Undersøgning; Thi just derefter er det, enhver Hosbond hidtil har jevnet og indrettet Hoveriet; Og som ingen anden er i Stand til at kunne giøre. Thi, at Regieringen, eller et Kollegium i Kiøbenhavn nogensinde kan lære, at kiende det hele Rige saa nøie og saa omstændelig i alle dets Vraaer og Vinkler, som enhver

15

Eier i sær, der boer paa Stedet, og seer ikke med andres, men egne Øine, er aldeles umuligt. I denne Henseende tilstaaer jeg gierne, ar G. L. V. C. ikke kunde bruge anden Maalestok end Hartkornet. Men haardt er det dog for enhver, derved at see sig betaget de Rettigheder, som Loven, hans Skiøder og Adkomster ellers gave ham. Vi maae videre følge vor Forfatter, han siger

4.) Dersom et Maal paa Tiden og Hænderne bestemmes, saa bestemmes og Gierningen. Denne Sætning er ganske urigtig, med mindre man har Magt, med mindre man har en Kommando Dragoner ved Haanden, til at sætte Hænderne i Gang. Men som man ikke det har, saa er der 1000 gange bedre, naar Gierningen er bestemt; Thi saa behøves ikke andet Sverdslag, ingen anden Driver. Man betænke kuns, hvad vil en Ladefoged med 2 Arme udrette, kan han med dem tvinge 200. Desuden kan han ikke være allesteds. Saasnart han vender nogle Ryggen; Saasnart han er kuns en Snees Agere fra et Parti, saa kunne de jo loie og sluddre, saa

16

meget de ville. Jeg veed vel, man kan klage. Men hvor vanskeligt og vidtløftigt er det ikke, at bevise Forsømmelse og Skiødesløshed; Og, naar det end lod sig bevise, hvorfra tages Vidnerne? Skal en Ladefoged altid have tvende Vitterligheds Mænd med sig; Og dette kunde dog ikke forslaae; Thi disse to Vidner kunde ikke heller være allesteds; Ja, om man end var forsynet med Vidner? Hvor vidtløftigt seer det ikke ud med Tingsvidners Førelse i disse Tider, da saa mange Sager og Processer samles til; Og saa mange Jurisdiksioner eller Herreder ere sammenlagte; Og Rettens Betiente dog ikke ville sidde i Retten uden een Dag, eller rettere en halv Dag ad gangen, da Hen-og Hjemreisen medtager den halve Dag; Og naar nu Tingsvidnet endelig var ført; Hvor vidtløftigt ikke med Klagen. Inden alt dette kunde blive afgjort, blev der mere end Tid nok for Høet og Kornet at raadne op. Ja, kommer en Procurator, udrustet Med Beneficium paupertatis paa Bøndernes Side, i Spillet med, er det en lang Leeg, der kan vare en 5 á 6 Aar. Det var derfor at ynske, det maatte have været en Hosbond tilladt, selv at bestemme Arbeidet,

17

det i Forordningen er ubestemt, og, saa ofte Bestemmelse kunde have Sted; Men, som Forordningen ikke taler derom, saa siger Bonden Nei, naar man det vil forsøge; Et klart Beviis paa, at han ikke har i Sinde at stræbe, thi, hvis han det havde, var han selv ligesaa vel tient dermed. Men, man kunde maaskee ikke tillade en Hosbond at bruge deslige Bestemmelser, thi han kunde paastaae ubillige Ting. Men, saa kunde jo Upartiske Mænd skiønne derom. Det er ellers besynderligt, hvorfor vore økonomiske Skribentere ikke troe Hosbonden til det ringeste Godt, da dog Hosbondens Velfærd beroer paa, at Bonden trives og staaer sig vel; Og da dog Hosbonden skal være ved Billighed, han er sindet dertil eller ikke, med mindre han vil see sine Bøndergaarde staae ledige og øde. Kunde man ikke giøre sig den Slutning, at der ikke maa være meget godt ved disse Ekonomister selv; Og at de saaledes, ved at føle i sin egen Barm, dømme andre efter sit eget Sindelaug. Jeg har og kiendt perfonligen nogle af vore Tiders Patrioter og Menneske-Venner; Og lagt

18

Mærke til, at det just har været saadanne, om hvilke man siger, at der ikke er en god Seene i dem.

5.) Hosbonden maa anvende den Tieneste, som i Forordningen er ham til staaet, til hvad Slags Gierning han bedst er tient med, naar der kuns er af de Gierninger, en Bonde har Evne til. Ja, maatte han det, vardet endda godt, men det maa han jo ikke. Forordningen siger jo, at de, som ingen Auling bruge, maae ei tilsige Bonden i Pløie, Sæde-og Høste-Tiden; Det er at sige: Fra Medio Martii til den 8 Juni, og fra den 23 Juni til Mortensdag og derefter. Thi midt i Martius begynde nogle at saae Haure; Og i den første Uge i Junii-Maaned er der nogle, der endnu saae Boghvede. Paa Høe-Høsten begynde nogle endog før St. Hanses, og ikke dermed ende, før Korn-Høsten begynder. Undertiden bliver en 8 Dages Slip derimellem, men er ikke noget at giøre Regning paa. Inden Korn-Høsten er til Ende, begynde de fleste at pløie til Rug,

19

hvormed nogle ikke komme til Ende, før Mor: tensdag og derefter. Som der altsaa i al den Tid, nemlig fra Medio Martii til Mortensdag, en eller anden Bonde pløiet til Haure, eller

til Byg, eller til Boghvede, som altsammen løber i hinanden; Eller og høster Høe, eller Korn, eller pløier til Rug, der og alt løber i hinanden; Saa bliver der jo ingen synderlig

Tid tilbage for deslige Hosbonder, uden den paa hvilken intet kan foretages, nemlig Vinteren. Nu Proprietærer eller de Hosbonder, der bruger Bøndernes Tieneste til Hoveri ved en Gaards Drift; De ere jo ligeledes bundne, saa lange Høe- og Korn-Høsten paastaaer, der varer fra St. Hansdag til Mikkelsdag. Thi i all den Tid mane Bøndernes Tieneste jo ikke bruges til andet, end Høsten vedkommende Arbeide; Da dog mangen gang ingen Tid er ledigere for Bonden, end en stor Deel just af denne; Forstaae, naar det falder ind med vandigt Væirligt, der undertiden kan vedholde hele 3 á 4 Uger. Denne er og en af de Poster i Forordningen, der, foruden nogen væsentlig Nytte for Bonden forvolder

20

Hosbonden store og uovervindelige Vanskeligheder.

6.) Ved en paakommende Tvist om en vis Længde, en Agers Størrelse, er Læsses Tyngde er intet andet Middel, end at maale og veie. Jo her er; Det blotte Øiesyn kan i mange Tilfælde snarere afgiøre Sagen. Hver Bonde kan strax ved Øiesynet skiønne, om et Læs Høe eller Korn i Straaet, eller andre deslige Vare, som ikke veies eller maales, bør ansees for et forsvarligt Bondelæs, eller ei. Det forstaar sig selv, jo nøiere en Ting kan blive bestemt, desbedre; Ligesom og at Tall, Maal og Vægt hertil er det visseste, naar det kuns uden Tab og Ophold kan lade sig giøre. Det er altsaa godt at Bei, Ager og Eng bliver opmaalt; Derpaa kan man i Forveien være betænkt. Det er og godt, at saadanne Vare, som sælges og handles efter Tall, Maal og Vægt, derefter til Læsser bestemmes, thi dette forvolder ikke heller nogen Ophold. Følgelig er det og godt, at her bestemmes, hvor mange Tønder Korn, hvor

21

mange Lispund Flæsk, Smør, m. m. skal udgiøre et Læs. Men hvorledes falder det ud, naar Høe korn i Straaet, Jord, Sand, Skuer, Saier, Leer, og hundrede andre Ting skulle veies. Tørv tælges og maales. Nu Tømmer, hvorledes skal man bære sig ad, at veie det. Paa Landet, hvor ingen Anstalt til saadanne Vægter er, var det umuligt, med mindre Bielken, Mølaxelen, Sparren skulde oversaves og veies i smaa Stykker; Men det forlanger Forfatteren dog vel ei. Ved en paakommende Tvist, siger Forfatteren, ligesom dette kunde være noget rart. Nei, mangesteds er her Tvist hver Dag, og ved hvert Skrit. Det er ikke nok, at et Læs Høe eller korn veies; Det er lige nært med de følgende; Og hvilken Ophold giver dette ikke, og det paa en Tid, der ingen Ophold taaler. De fleste gange falder det saaledes ud, at man ikke uden 4 á 5 Timer á Dagen kan indage deraf. Af denne korte Tid er ikke meget at spilde. Det er en Ulykke, at de Mænd, som sidde ved Roret, (vore ekonomiske Skribentere vil jeg ikke engang tale om) ikke kiende Bonden. Jeg veed meget

22

vel, at Folk af andre Stænder er ikke af bedre Malm; Vi ere alle Vredens Børn. Men, som de have havt bedre Opdragelse, saa have de og mere Forstand og mere Sædelighed. Lade sig og følgelig ikke saaledes eller saa lettelig lede af andre ilde sindede Menneskers Pusten, Hidsen og Sammensyen. Man seer jo, det er saa langt fra, at Skikane og Vrangvillighed ansees af Bonden for noget Ondt og for en Skam, at det tvertimod holdes for en Ære; Og, dersom han paa høire Steder faaer Medhold i sine Skikaner med sin Hosbond, er det en Triumf, der udsynges ved alle Vertskaber og Lejligheder, der opliver andre til ar følge det samme Fodspor.

7.) Det er et stort Beviis pas Forordningens Billighed og Upartiskhed, at der omtvistes, hvo der meest har vundet eller tabt derved, Proprietæren eller Bonden. Men hvo er det, som herom kan tviste og tvile; Ingen uden dem, der i Landvæsenet have ligesaa liden Indsigt, som Forfatteren; Thi, ellers er dette Tvilsmaal lettelig hævet.

23

Nemlig: Hvor Hartkornet er for høit ansatt i Forhold efter Eiendommen, har Proprietæren vundet. Men Bonden, hvor det Modsatte har Sted. Thi, da hoveriet, som oven mældt, forhen var lignet efter det sidste og ikke efter Hartkorn; Saa er det, at, ligesom Forholdet mellem Hartkorn og Eiendom viger fra hinanden; Ligeledes viger Forholdet mellem forrige og nu gjeldende Hoveri-Ligning.

8.) Det var nødvendigt snare at foretage den anordnede Hoveri Bestemmelse, for de nærværende Fæste-Bønders skyld, siden de ikke have havt Frihed at kunne beringe sit Hoveri. Man mærker her Forfatterens Kyndighed i vore Love. Kan da Forfatteren forevise os noget i vore Love, der kunde tvinge en Bonde til at antage et Housted i Fæste; Eller, kan han forevise noget, der forbyder ham, forinden han fæster, ak betinge sig Hoverier, ligesom bedst kan foreenes; Nei ingenlunde. Deslige Betingelser have altid været enhver uformeeente, og tusinde gange have havt Sted, naar kuns begge Parter

24

derom have været enige. Proprietæren har altid havt ligesaaliden Magt, til herudi at foreskrive Bonden Love, som denne hin. Det er sandt, at Bondekarlen er bunden til Stauns, og ikke uden Tilladelse kan indfæste paa en anden Hosbonds Goeds; men da dette ikke gielder for Hoveriets, men for Landmilidsens skyld, saa vedkommer dette og slet ikke Hoveriet, der var til længe før dette Baand. Ikke heller følger heraf, at han jo, ved at indfæste paa sin Fødestaun, ikke har kunnet betinge sig Hoveriet, eller og ladet være at fæste et Housted.

Til Slutning kan jeg ikke efterlade at berøre den Trøst, som Forfatteren giver de Proprietærer, som ikke kunne komme ud med det anordnede Hoveri. Han siger: De faar i saa Fald, enten holde egen ploug og Vogn i Gang, eller lade endeel af Hovedmarkerne ligge til Græs, eller forpagte endeel af Avlingen til Bønderne, eller sætte Afbyggere paa endeel af Hovedmarken; Og ligesom undrer sig over, at saa faae Proprietærer have agtet dette, som dog er det som Forordningen

25

af 6 Maj 1769, dens 11te Art. siger. To mænd, dette kunne de meget gierne have agtet, og meget gierne, foruden Forfatterens Anviisning, selv have seet og fundet paa; Men da en Proprietær ikke kan bruge nogen af disse Maader, uden at tabe til visse 50 pro 100 og mere af sine aarlige Indkomster; Begriber De da ikke, at dette er saa meget sagt, som: Kan en Proprietær ikke see sin Udkomme, kan han tage en Strikke at hænge sig udi, eller klarere sine Skatter og Udgifter, som den Franske Kiøbmand sin Vexel, med en Pistol for Panden. Begriber De ikke, at en Proprietær har sine Udgifter til Skatter, Afgifter, Renter, Administration og Reparation, hvorudi ingen giver eller vil give ringeste Afslag. Veed De ikke, at tilvisse de halve Proprietærer have intet tiløvers; Og begriber De da ikke lettelig, at de ei kunne taale noget Skaar i Indtægterne, uden at gaae til agters, uden at miste deres Frihed, og uden at leve i en foragtelig og kummerlig Tilstand. Veed De ikke, at saadant Liv er mange haardere end Døden, Ergo; Saadan Uvished og Usikkerhed forvolder mere

26

ondt, end man skulde troe. Det giør, at mange indeholde, og alt nogen Tid have indeholdt med mange gode og nyttige Indretninger og Forbedringer; At Bemidlede trække Pengene af Jordegoeds, som ved Forordningen og dens Følger, virkelige og indbildte, have tabt saa meget af sin Værdie, hvorved de Proprietærer, som sidde i Gield for den største Deel af Goedset; saa meget ængstes. Har De slet intet hørt til alt dette? Har De ikke hørt, hvor mangen en Proprietær til Snapsting 1772 er opsagt Penge i Goedset? Nei, alt dette rører Dem ikke an De føle ikke, hvad der trykker andre. De har ved Deres Snak der, som viist er, og end videre kunde vises, ikke holder Stik saavel i disse Paamindelser, som i Betænkningen, hvorved De vilde forskaffe Bonden det, som ham ikke fattedes, nemlig Frihed og Eiendom, maaskee forhvervet sig Navn af Patriot, og muligen oven i Kiøbet løbet af med noget anseeligt; Hvad kommer Resten Dem ved? Har De skiænket, eller bestræber sig for, at noget skulde skiænkes til Bondestanden, da har det været af andres. Er det skeet i den Hensigt, at det Al-

27

mindeliges Gavn derved skulde befodres; Saa maatte jeg nok spørge, hvormeget har De skiænfer af Deres eget til det Almindelige ? Maaskee, De herudi forsaavidt er undskyldt, at det gaaer Dem, som de fleste af vore Ekonomister, der ere saa formuende, som Kirke-Rotter. Men skulde disses Røst, disses Voter overveie andres? Maatte man ikke snarere formode, at jo større Andeel en Borger havde i Landet, desmere maatte det være ham om Landets Vel at giøre. Saaledes tænkte Romerne ved deres Stats Anlægg, og Udfaldet viiste, at de tænkte ikke feil. Jeg siger, Deres Snak; thi blandt andet veed De vel, hvorpaa det meste af Deres Domme grunder sig. Paa Byerygter, Hieder, Hiader, Slidder Sladder. Men her maae haves andre Acter, inden der kan dømmes i en Sag. De maae ikke tage mig denne Erindring ilde op; De kan forresten gierne være en fornuftig og god Mand; Jeg kan saa meget mindre have noget paa Deres Karakter at sige, som De er mig ubekiendt, saavel af Navn som Person. Men, ligesom en vis Fransk Poet siger: On peut etre bonneté bomme et faire des

28

Mauvais Vers; Saa maa De være saa from og fornuftig, De vil; Landmand er De dog ikke. De maa derfor ikke undre sig over, det lader urimeligt og latterligt, De vil udgive Lektioner og Kommentarier i den Konst, som De er fremmet udi, og som De aldrig, som man tydelig nok seer, selv har lagt Haand paa.

Jylland, den 13 Octobr.

1771.

29
30
31
32
1

Hyæne-Jagten

Komedie i fem Handlinger,

oversat

efter

Marquis de saint Mirabelles:

Les gros mangent les petits.

Kiøbenhavn, 1771.

2

Personerne.

Trekholt.

Igel, hans Forvalter.

Lucinde, hans Daatter.

Pauline, hendes Pige.

Adelskiold, Lucindes Brudgom. Rigmand, Lucindes Frier.

Hendrik, Rigmands Betient.

Raadvild, en Borger.

Søren, } Bønder.

Jesper, }

Nogle flere Bønder med Hustruer og Børn.

Førsten med sit Jagdfølge.

3

Første Handling.

Første Optrin.

Søren. Jesper.

Søren

Iset vil ikke ud af Jorden. Det seer langsomt ud med Vaarsæden, Jesper.

Jesper. Det kan være mig det samme. Jeg faaer dog lidet af Grøden, Søren. Søren. Hvorfor ikke?

Jesper. Nei! denne Egn har farlige Herskaber, og end farligere Forvaltere. I eders Egn er I lykkelige Folk. Her paa Godserne findes neppe et fornøyet Ansigt blant Bønderne. Der ere de, som ikke har leet af glade Hierter i ti Aar, og maafkee længer.

4

Søren. Hos os er vi temmelig fornøyede, saavidt Folk kan være det, der ey tør vige fra deres Fødestaun.

Jesper. Eders Fornøyelse er dog ikke til Bestandighed. I kan faae en anden Hosbond, en anden Forvalter.

Andet Optrin.

Søren. Jesper. Igel.

Igel. Fanden skal føre dig til dit Arbeid. Staaer du endnu her og dovner? Det Satans Pak forsømmer sig aldrig i Kroen, men naar det gielder om at arbeide - - - Hør Jesper, din Søn skal i Morgen tidlig være her paa Gaarden. Han maae indskrives til Soldat.

Søren. Aa, Hr. Forvalter! spar ham om det kan skee. Sandt at sige, han er forlovet med min Daatter.

Igel. Jeg har hørt noget om denne Forlovelse. Den skal ikke just være mig imod, dersom jeg kan blive eenig med Jer. Men endeel

i

5

vil afgiøres i Forvejen. Siger mig, hvad kan I give eders Daatter i Medgift?

Søren. Han og hun holder saa meget af hinanden, og de ere begge saa gode Arbeidere, at de nok tiener sig Føde og Klæder uden Medgift. Naar jeg er død, skal de være mine Arvinger.

Igel. Som jeg siger. I Morgen skal han indskrives.

Søren. Aa, Aa, gode Hr. Forvalter! Et got Ord finder et got Sted. Han vil dog ikke være Egteskabs-Dievel. Lad dem komme sammen. Eengang skal jeg dog døe, og da faaer I jo alt mit Efterladenskab ind paa eders Hosbonds Gods.

Igel. I Morgen tidlig Kl. 7. Jesper - -

Søren. Lad Naade gaae for Ret - - - Hielp dog, Hr. Forvalter! der kan paakomme eder noget; da I og kan have Hielp behov.

Igel. Ingen Snak. I Morgen Kl. 7.

Søren. (tager til Lommen.)

Igel. Nu, Søren. Jeg troer, I leder i eders Lomme efter noget Got. Lad see engang.

6

Søren. Ja, der kan I see. Jeg er ikke saa ringe agtet, endskiønt jeg er en Bondemand. Denne store Sølvdaler er mig foræret, fordi jeg er en duelig Agerdyrker. Nu troer jeg, der skal giøres Ære af alle duelige Mænd, hvad enten de er Smaa efter Store.

Igel. Glem ikke, Jesper, din Søn.

Dersom jeg skal hente ham i Morgen tidlig, da skal Krabadsken svie paa hans Skuldre. (Han vil gaae bort.)

Søren. Jeg vil skienke eder to fede Aarings-Svin, dersom - - -

Igel, (til Jesper,) Det bliver altsaa derved, Jesper.

(til Søren,) Et par gode Aarings-Sviin, siger I? dem blæser jeg af Aarings-Sviin kan aldrig være fede, de setter alt i Vexten.

Søren. Og en maver Stud.

Igel. Jesper! din Søn maae være skikkelig paaklædt. Jeg skal laane ham de høyhælede Skoe, at han kan synes noget større.

Søren. Naar jeg seder den mavre Stud med Spiremalt, saa vil den og Svinene nok

7

virke saa megen Barmhiertighed hos Jer, at min Stakkels Svigersøn bliver fri.

Igel. Hør, Søren! Vil I give mit Herskab 100 Daler; saa vil jeg for Studens og Svinenes skyld, giøre hvad jeg kan;

Søren. (afsides) Han giør intet for Menneskens skyld.

Ja, Monsør! I og eders Herskab skal blive fornøyet. Maa det nu beroe derved?

Tredie Optrin.

Søren. Igel. Trekholt.

Igel. Naadige Herre! Denne gode Mands Daatter har forlovet sig med Jespers Søn, der skulle være Soldat.

Trekholt. Ja, min Ven! kan I løse eders tilkommende Svigersøn fra Soldateriet med 100 Daler, og desuden fornøye min Forvalter.

Igel. Vi er alt enige om alting.

Søren. Men Herre, jeg er bange, at naar de har haft Bryllup, saa truer I min

8

Svigersøn paa nye med Indskrivning, og saa skulle jeg løse ham anden Gang.

Trekholt. Om saa stede, var der intet Ondt deri. Jeg har dem paa mine Godser, der har løset sig tre Gange. I veed selv, Tiderne ere onde og besværlige. Jeg skal indestaae for mine Bønders Skatter. Ofte taber jeg det halve og meer. Jeg nødes til, at tage Penge paa andre Maader, hvor jeg kan faae dem, for at slippe skadesløs.

Søren. Vi stakkels Bønder.

Trekholt. Ja, I Stakler! I har nok Aarsag at snakke med. Hvordan vilde det see ud for Bønderne, dersom de ingen Proprietairer havde ? Mange Tusinde af eder ville raadne i Fængslerne, fordi der ingen var som kunde antage sig dem til deres Gields Betaling.

Søren. Sandt nok, i visse Maader. Men Proprietairen kunde ikke heller undvære Bonden.

Trekholt. Proprietairer har Ejendom. Bonden har ingen, og faaer heller ingen. Hvo

9

som har Ejendom, ham feiler det aldrig paa Tienere til at giøre hans Arbeid.

Søren. Faa jeg Skam og Last om jeg troer det, Herre! Dersom ikke Tvang holdt os til vores Fødestaun: Dersom ikke Frygt for Soldateriet skaffede eder Opsiddere paa de fleste af eders Bøndergaarder; saa blev Trefierdeparten af hele Landets Fæstegaarder ubeboet: med mindre I holdt meer menneskelig huss med Bonden, end I nu giør.

Trekholt. Ja, man tvinger nogle, det er sandt; men til deres eget Beste. Just den Tvang er det, som hindrer Bonden fra at sulte ihiel.

Søren. Med Forlov, Herre! jeg bruger en Bonde-Lignelse: Naar mit graa Øeg ikke vil staae stille imedens den beslaaes; saa binder jeg en Klemme paa Øegets Næse. Saalænge Hesten er bremset, tænker han kuns derpaa, og lader giøre ved sig, hvad Smeden vil. Bonden er saaledes bremset fra Barndommen af, indtil han kommer i Graven. Han holdevarm med lovlig og ulovlig Tvang, saa at han

10

aldrig faaer Lejlighed, at bruge den Forstand, Gud har nedlagt hos ham, saavelfom hos andre Adams Børn. Men tag Bremsen af ham. Han maa gierne blive Soldat, naar Lodden falder paa ham, men ikke, naar Hosbonden eller Fogden har Lyst, at snyde ham om hans Penge. Lad ham være i saadan Frihed ved Gaards - Antagelse, som den Frihed er, hvori Herremanden staaer. Lad ham blive vis derpaa, at Herremanden, der ofte er den største Creditor i Bondens Stervboe, og følgelig Arvingernes største Modstander, ikke meer skal være Skifteforvalter efter en afdød Bonde. Saa troer jeg Bondestanden vil inden kort Tid komme til Forstand igien. Den skal snart lære, at betinge sig gode og sikkre Vilkaar ved Gaards-Antagelse. Den skal nok vide, at erhverve sig noget. Proprietairens Hielp, for at undgaae Sulte - Død, behøver Bonden da striden og maaske aldrig.

Igel. Strax pag Dørren, din dristige

Slyngel

11

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel.

Trekholt. Den Slyngel er fuld, troer jeg. Igel, der seer I hvordan Bonden er. Vores Regiering giør ilde, at den lader sig merke med, at ville løsne Baandet. I faaer endnu at see almindeligt Oprør. Opsetsige har Bønderne hidindtil været: de vil blive det end meere.

Igel. Det regner dertil. Maaskee er Ulykken meget nær.

Trekholt. Mon der da ikke være nogen redelig Mand iblant de Store, der havde Dristighed nok, at forestille Førsten denne Fare? Jeg tænker endnu daglig paa min salig Fader. Hans Siel frydes i de evige Boliger med overvættes Salighed! Han fortaalte mig, een af vores Førster for mange Aar siden, fik Lyst at see, hvorledes Bønderne ville finde sig i Friheds-Stand. Det gik og den Gang rigtig nok for sig. Mands Villie, Mands Himmerig, pleier man at sige. Men hør

12

engang hvor tredskelig een af vores Store bar sig ad. Han lod henge et Skilderie op paa Slottet, paa hvilket en Bonde og en Hund var afmalet. Bonden stod i sin Lænke med en srek og opsedsig Mine. Hunden var lænket paa den anden Side og giøede af fuld Hals. Neden paa Stykket var anbragt med gyldne Bogstaver, disse Ord:

Var Bonden ikke bunden,

Da blev han verre end Hunden, Hvad skeede? Førsten sloeg i sig. Han indsaae sin Forseelse; men for Skams skyld ville han ikke rette den strax. Derimod har hans Eftermænd, som redelige Førster, bødet paa Skaden, saa at Bonden aldrig, ikke i to hundrede Aar, har været meere bunden, end nu omstunder. Lignelseviis talt, veier Lænken nu rive Pund, da den i min Opvext ikke vejede saa mange Lod. Det kalder jeg Patrioter, der tør vove sligt, for det almindelige Bestes skyld.

Igel. Ære være de gode Mænd, der den Gang hialp, og afvergede den største Ulykke, som kan optænkes.

13

Trekholt. Ja, men troe mig, de har havt deres Arbeid dermed. Tænk En myndig Første, der kuns tør sige: Jeg vil, saa skeer det. Hvad var her at giøre? Herremændene maatte ved Ven, og Vens Ven snige sig ind i Raadet, stille sig an, ligesom om de bifaldt Første i Alt, og saa lumsk underminere Den Gang gik det an Igel i Jeg haaber, vi endnu finder Leilighed, at møde det Onde paa Halvveien, for at kaste det i Afgrunden.

Femte Optrin.

Trekholt. Igel. Hendrik. Christen.

Christen. Hr. Rigmand er kommen. Hans Tiener er der, for ar anmelde Ham.

Hendrik. Min Herre vil giøre sin Opvartning, om der er belejligt. Han er allerede inde paa Salen.

Trekholt. Han er mig heel velkommen. Igel! Om et par Timers Tid vil jeg have de Bønder samlede her paa Stedet, som

14

har at tale med mig, angaaende Skiftet og Indfestningerne.

Igel. Got, naadige Herre! Jeg skal holde Protokollerne og Dokumenterne i Beredskab.

Siette Optrin.

Igel. Hendrik.

Igel. Nu min gode gamle Dusbroder! Din herre vil tage vores Frøken fra os.

Hendrik. Ja det er bekiendt nok, at han vil. Husets Folk maae best vide, om hun vil?

Igel. Hun? Det vil hendes Fader snart lære hende. Han lader sandelig ingen Frier, der ejer Millioner gaae fra Huset med en Kurv. Men siig mig ærlig og oprigtig, hvorfra kommer din Herres store Midler? For tive Aar stden havde han intet.

Hendrik. Er du tro og taus Igel! Saa vil jeg nok betroe dig endeel af vores Hemmeligheder.

15

Igel. Tie kan jeg, derom skal du ikke tvivle. Men der siges, at uagtet Hr. Rigmands Mildhed mod Alle, og uagtet den Kierlighed, han har vidst at erhverve sig overalt; saa skal han dog være af det flags Folk, der ingen Samvittighed giør sig af at stiele Oxen, naar ikkuns de Fattige bliver vederqvægede med Kallunet.

Hendrik. Saasnart Oxen hører det Almindelige til, og ikke nogen privat Mand i sær; jaa er det hverken Synd eller Skam, at stiele den.

Igel. Ikke det?

-Hendrik. Ney! Ikke efter vores Sædelære. Jo almindeligere Gods, jo sikkrere Prise for os Fribyttere.

Igel. Er I Fribyttere?

Hendrik. I Haab om din Tanshed, svarer jeg, Ja, vi er det. Vi fører Kaperkrig med hele Landet, hvor vi kommer hen. Dette bringer os Velsignelse i Huset, og Taarerne staaer min Herre i Øynene af Taknemmelighed hver Morgen, naar han giør sin Bøn, for den

16

Rigdoms Kilde, Forsynet af idel Maade, fo han meget beskedentlig siger, gandske ufortient aabner for ham.

Igel. Men er det mueligt, at den iblant høye og Lave saa meget yndede og ærede Hr. Rigmand, skulle være en Skielm?

Hendrik. Hor min Herres Historie, og døm. Fra en fattig Skriver-Dreng blev han Forvalter over nogle Landgods og med Tiden tillige Dommer i hele Egnen, tillige Skriver i Retten, tillige Fuldmægtig paa Amtet, tillige øvrighed i nærmeste Kiøbstæd, tillige Overformynder, tillige

Igel. Holdt dog op med din tillige Hendrik. Tillige Egnens Orakel, tillige Egnens Bussemand, dog alt med Mildhed og Venlighed. Hele Byer arbeidede for ham, deels af Villighed, deels af Frygt. Ullykkeligviss opkom der efter nogle Aars Forløb en Jl Ild Ildebrand. Meget gik op i Røg og Damp, og min Herre fik neppe Tid, at redde sin Person med omtrent et hundredtusind Daler i Kontanter, der herte ham selv til.

17

Igel. Der hørte ham selv til? Saa store Midler i nogle faa Aar!

Hendrik. Hans Genie, som han kalder det, hialp ham. Herskaberne og Øvrighederne syntes just ikke synderlig Got om den Ildebrand. Men han gav dem en god Dag. Hvad ville de giøre ham? Formodninger kan ikke letteligen fælde en anseelig Mand.

Igel. Nu videre.

Hendrik. Herfra gik han til en fremmed Første, og antog den Grundsætning, for han endnu holder over, aldrig at ville fornærme nogen privat Mand. Første behøvede Penge. Min Herre forestrakte ham en stor Sum, blev derimod Overmyntforvalter, og endskiønt han lod slaae nogle Millioner Dalere noget for let, i Henseende til deres indvortes Værdie, saa falder det dog strax i Øynene, at min Herre ey tog denne Fordeel paa nogen enkelt Person i

sær, men paa det Almindelige. Mange kan hielpe een.

Igel. Det Almindelige

18

Hendrik. Ja! Heri skal ikke være nogen. Ont. Omsider saae min Herre sig tvungen, at

giøre et slags Opbud, fordi nogle Skibsladninger med Gods, sagdes at være forulykket. Da var det han kom tilbage i sit Fædreneland, vel belæsset, som Bierne, naar de kommer fra den blomstrende Mark. Du begriber nok, Igel, at Penge udvirker meer end Fortieneste. Adelstanden var da det mindste, min Herre erhvervede sig ved sine Penge. Alles Bifald, alles Venskab, de Stores Fortrolighed, dette holder jeg for betydeligt. For alle disse gode Ting har

min Herre sine Midler at takke for.

Igel. Forlad mig, dersom han ikke tillige havde været mild og venlig, saa skulle han, uagtet al sin Rigdom, neppe have vundet alles Hjerter.

Hendrik. Det er fandt. Hver Man

troer sig hidindtil overtydet, at min Herre er en ærlig Mand, en stor Patriot. Men jeg frygter dog for Bagsmek.

19

Anden Handling. Første Optrin.

Adelskiold. Lucinde. Pauline.

Adelskiold.

Er det mig endnu tilladt, al haabe? Frøken!

Lucinde Mit Løfte bryder jeg ikke: Lad være Omstændighederne paa en kort Tid hindrer mig, at fuldbyrde det.

Adelskiold. Men hvo vil hielpe os, at overvinde Vanskelighedern? En myndig Fader. En rig Frier.

Pauline. Naar De, som et Mandfolk lader Modet falde, hvad skal da vi sige?

Lucinde. Min Faders Løfte til Dem, Hr. Adelskiold, er ulige ældre, end hans Løfte til Rigmand.

Adelskiold. Forlad, yndige Frøken, min Frygt, den er en Virkning af min inderlige Kierlighed.

Lucinde. De har mit Hierte. Jeg indestaaer Dem for dets Bestandighed. Vores

20

Forlovelse er høytidelig holdet, med alle Vedkommendes Minde, den skal følgelig ikke kunde omstødes, uagtet Hr. Rigmand har alle Folk til sin Tieneste. Men jeg hører min Fader tale uden for. Gaae De lidt tilside i nærmeste Kammer.

Andet Optrin.

Lucinde. Pauline. Trekholt. Rigmand.

Rigmand. Endnu saa taus, min Deiligste.

Lucinde. Beskedenhed, min Herre, holdt mig lidt tilbage ved vores seneste Samtale. Men De veed ventelig, at jeg er offentlig forlovet med Hr. Adelskiold, og at jeg følgelig intet har at svare Dem.

Trekholt. Jeg gider ikke hørt den Snak. Hermed ophæver jeg den Forlovelse i kraftigste Form, ved min Faderlige Myndighed. Adelskiold kan see sig om en anden.

21

Rigmand. De er en bedre Lykke værd, end den, Adelskiold kan sette Dem i. Min dejligste Frøken! Jeg praler ikke; Men det jeg tilbyder Dem, kan maaskee ikke en Mand i hele Landet tilbyde. Nest et kierligt Hierte, bliver de Eyer af meget Gods: De kommer i en merket høy Rang: De ere ved mig visse paa næsten Alles Yndest. Efter min Død skal De have en halv Tønde Guld, aarlig Indkomst.

Trekholt. Nu Adelskiold - - Set nu ham og hans i Ligning med alle disse fordeelagtige Vilkaar.

Tredie Optrin.

De forrige. Adelskiold.

Adelskiold. Men, dette gaaer for vidt. Jeg har hørt Forslagene. Jeg modsiger dem, og Lovene understytter min Modsigelse.

Trekholt. Hvad, Lovene? At true en Herremand med Lovene! Det finder jeg latterligt. Vi er over alle Love. Det beviser vores vilkaarlige Omgang med vores Bønder, som ingen

22

Lovgiver hidindtil har turdet forhindre. Troe mig, Adelskiold, vores Villie er en Lov, saasom vi altid har Venner ved Stats-Roret, der kan understytte den. Vi vinder Processer, vi tilvinder os Eyendomme og Rettigheder, som aldrig før har turdet paastaaes som billige. Jeg raader eder, Adelskiold, giver eder ikke i Trætte med mig og mine Lige. I taber altid, endog i dette Tilfælde, hvor I mener at have Lovens Medhold. Den Lov, som har bifaldet et vist slags Ceremonie, som man kalder Forlovelse, den samme Lov befaler i strengeste Tone, at en Daatter skal være sin Fader lydig. Jeg vil oplyse eder det med Exempel: Alle mine Bønders Fæstebreve forbinder dem til Arbeyd, til Hovning efter Skik og Brug. Her synes nu Fæstebrevet at blive en Lov for begge Parter. Men Slutningen af Fæstebrevet indeholder det store Bud: Bonden skal være sin Hosbond hørig og lydig. I Kraft af denne Artikel kan jeg drive Bondens Lydighed, saa vidt jeg lyster. Han maa arbeide saa meget jeg befaler: Gifte sig, ophæve Forlovelse efter min

23

Befaling: taxere forfaldne Gaarder, Skovhugst og andet, efter min Befaling: Indrette sit Vidnesbyrd efter min Befaling, med meere. See, Adelskiold, det kan en Proprietair giøre upaaanket, hvad ingen i hele Landet tør vove. Har I endnu Lyst at binde an med disse mægtige Mænd? Hvad, om jeg beviser, jeg var beskienket den Dag, eders Forlovelse stod med min Daatter? Hvad, om jeg beviser, at det Ja, jeg syntes at give til eders Forlovelse, ikke har været andet, end et Svar til min Ven, der spurgte mig om en Sag, der aldeles ey vedkommer Forlovelsen? Hvad, om jeg i Retten faaer Begreber om den faderlige Myndighed, saa ophøyet og understyttet, at alle andre Lovens Artikler maa giøres bøyelige, for at beqvemmes efter min Hensigt?

Lucinde. Kommer da min Villie i ingen Betragtning?

Adelskiold. Jeg, Frøken! Jeg skal finde Udveye, at befrie Dem fra den faderlige Tvang.

24

Trekholt. Jeg, som Fader, befaler - Adelskiold Jeg, som Brudgom - Rigmand. Sagte - - Sagte - - mine Venner. Alting i Mindelighed. Tiden vil befordre mine Ønskers Fuldbyrdelse. Frøkenen betænker sig, naar hun lærer at kiende mig nærmere. Hr. Adelskiold er alt for artig og eftergivende, end at han ville modsette sig vores og de største Mænds Hensigt. Jeg har, som bekiendt. Venner i alle Stænder; Venner i Kabinettet; Venner ved Hoffet; Venner i Raadet; Venner i Retten. Disse skal snart giøre - - -

Adelskiold. De skal giøre Ret til Uret - - Er det ikke Meeningen?

Rigmand. Hr. Adelffiold! Hvad er Ret? Hvad er Uret? De veed jo uden min Erindring, at Lovenes meeste Indhold er menneskelige Paafund. Et Menneske vil indskrenke mange Tusinde. Magten skal håndhæve disse Love; men om jeg eller en anden ærlig Mand har funden Middel, at undgaae Magten, at faae min, og ikke Lovgiverens Villie

25

frem: hvo vil fortænke mig? Ære være de gode Mænd, der har opfunden den Konst, at giøre vores Love bøyelige. Ved dette Middel bliver den mindre formuende, den mindre beskyttede Mand, altid den, der taber. Han har ikke havt andet end en indbildt Ret.

Adelskiold. Min Herre! Med ald Deres Rigdom holder jeg Dem for Fædrenelandets Fiende, for en ond Borger. Loven er aldrig bøyelig i den Forstand, De tager det. Dens Oprindelse er ædlere end de, min Herre foregiver. Menneskene har ikkuns - -

Rigmand. Hr. Adelskiold. Jeg titstaaer Dem, min Kærlighed til Frøkenen er grændseløs, og den der ville foreskrive mig Grændser, den kunde jeg let fristes, at hade. Deres gode Skiebne bevare Dem fra mine Forfølgelser.

Trekholt. For Afstaaelsen skienker jeg eder, de 5 øde Bøndergaarder i Vesterby, og dermed er I betalt.

Adelskiold. Øde Gaarder geraader deres Ejere til største Vanære. Jeg vil ikke have dem.

26

Fjerde Optrin. Trekholt. Rigmand. Trekholt. Jeg vil giøre Sagen kort og got. Lucinde skal jeg sette paa Vand og Brød inden fire Vegge. Adelskiold skal aldrig meer komme i Huset. Jeg vil tvinge Hende til, at sige Ja. Men kiere Svigerson! derimod skaffer I mig mine Allodial-Godser fri for Guld, efter eders Løfte.

Rigmand. Det er, siger De en Sag af 60,000 Rixdaler - - Ja jeg vil gaae ind, og forskrive mig dertil. Men deres Daatter maa De give mig til Ægte endnu denne Aften, det maa skee med eller mod hendes Villie.

Trekholt. En liden Tvang kan min

Daatter gierne taale, for min Skyld. At spare den natlige Rente af 60,000 Rdlr. er noget betydeligt.

27

Femte Optrin.

Trekholt. Igel.

Igel. Nu, Herre, nu samles Venderne, hvis Sager i Dag skulle afgøres. Jeg haaber, alting kan komme i Rigtighed inden Aften. Nogle af Bønderne ere haarde Halse: De sladrer om Lands Lov og Ret: Men jeg leer deraf - -

Trekholt. Hvad? - - Lov og Ret! Hvilken Dumdristighed? Har da Bonden anden Lov og Ret end Herskabets Villie?

Igel. Rigtig nok. Det har jeg og betyder dem.

Trekholt. Hvorfor satte I ikke strax et par af dem ned i Tyvehullet? kort Proces med saadant Pak.

Igel. Sandt at sige, Herre: I Dag torde jeg ikke gaae dem saa nær; Thi jeg har allerede spillet dem et Fandens Puds i Dag. Lad hver Dag have sin egen Plage. Trekholt. Hvad var da det?

28

Igel. Troe mig Herre! Jeg Hans Blodigel, jeg har Forstand i Panden; jeg seer dybt ind i Tingen. Om Forladelse, jeg roser mig selv. Havde jeg ikke spillet min Rulle saa hastig og saa net, da kunde maaskee Herren være bleven indviklet i stor Fortred.

Trekholt. Hvordan da?

Igel. Den Jord, Herren tog fra alle Bønder i Bissested, husker han den?

Trekholt. Det var, troer jeg, for syv Aar siden.

Igel. Men Bønderne har intet Vederlag faaet.

Trekholt. Hvad da?

Igel. Bønderne har stedse betalt Skat og ydet Landgilde af denne dem fratagne Jord.

Trekholt. Hvad da?

Igel. En Vinkelskriver har skreven en Klage for Bønderne desangaaende til Regieringen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

29

Igel. I Bøndernes Bøger er der qvitteret for ligesaa stor Afgift i disse sidste syv Aar, som forhen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

Igel. En ærlig Ven, lod mig det underhaanden vide, at Regieringen ville undersøge Sagen.

Trekholt. Hvad? Vil Regieringen giøre mig mine Bønder opsedsige?

Igel. Jeg faldt i Skrek, baade paa Herrens og mine Vegne. Strax skikkede jeg et ridende Bud til Bønderne, og lod hente deres Qvitterings-Bøger. Trekholt. Hvortil behøvede denne Forsigtighed.

Igel. Jo, den behøvedes høyligen. Jeg gik endnu videre. Jeg brændte alle Qvitterings-Bøgerne op. Lad nu Regieringen undersøge, saalænge den lyster. Ru kommer den for silde.

30

Trekholt. Endnu begriber jeg ikke, hvad I vil sige. Kan jeg ikke giøre med mit Gods, med mine Tienere, hvad jeg vil?

Igel. Ney, desværre.

Trekholt. Hvilken Snak! Lad os gaae i Kabinettet, for at eftertænke denne Sag noget nyere.

31

Tredie Handling. Første Optrin.

Rigmand. Raadvild.

Raadvild. Jeg seer ikke, hvad naadig Herre kan giøre videre i den Sag. Frøken Lucinde er oprigtig, ædelmodig, uforanderlig i sine Forsætter. Med god Villie forlader hun aldrig sin Adelskiold. Og hvad vil Herren med en Dame, der tvinges til ham ved Ægteskab? I Tiden vil det fortryde dem.

Rigmand. Det er mig imidlertid meget magtpaaliggende, at Partiet gaae for sig. Min Tilstand udkræver det. Er I endnu saa taus og tilforladelig, som I var det i forrige Tider?

Raadvild. Jeg stræber at leve og døe en ærlig Mand.

Rigmand. I har for mange Aar siden vunden min Fortrolighed. Jeg veed, I misbruger den ikke. I saadan Tillid, og da jeg nødvendig behøver eders Hielp, er det,

32

jeg vil aabenbare eder, at jeg har mine Efterstræbere, der gierne ville skille mig ved alt hvad jeg eyer. Det er paa det yderste, og intet kan sette mig i Sikkerhed for disse ubillige og ufortiente Forfølgelser, uden Hr. Trekholtes Daatter, der er beslegtet med de største Familier i Landet.

Raadvild. Men da Herren ventelig er uskyldig, faa kan han jo lade det komme an derpaa. Dyden staaer altid sin Prøve.

Rigmand. Førend jeg forklarer eder mine Hemmeligheder, maa jeg indleede eder i en dyb, men forstandig Tænkemaade, den I, af Mangel paa Opdragelse, og fordi I betragter alting af en eneste Synspunkt, ikke vel kan besidde. Eders Gemyts - Karakteer kommer mig sælsom for. I affekterer den ærlige Mand. Denne Karakter er vel i sig selv elskværdig. Men al Affektation synes latterlig, ja den er det virkelig. Denne Karakteer maa renses, luttres og med Skiønsomhed ophøyes. Siig mig dog, hvor tænker I omsider hen?

33

Raadvild. Fattigdom er min Deel, men Ærlighed er og min Deel, og denne haaber jeg, skal - - -

Rigmand. Ærlighed er just det, jeg søger at indprente mine Medborgere. Langt fra, at ville hindre den, opmuntrer jeg de Trængende ved Foræringer, ved Laan, ligesom enhvers Omstændigheder tilsiger mig, til Bestandighed i denne Dyd. Beviis nok, at en ærlig Mand altid er mig en kierkommen og inderlig elsket Giest. Men hvad har i vundet ved eders Ærlighed? I er endda en fattig Mand, uagtet de store Foræringer I Tid efter anden har erholdet fra min Haand.

Raadvild. Egentlig kan jeg ikke siges fattig, da jeg eyer Huus og Redskaber til min Konstes Fortsettelse. Men jeg har intet tilovers. Ikke en Daler om Aaret.

Rigmand. Der har vi det. I er ikke saa meget en ærlig Mand, fordi I finder Behag i Dyden, end fordi Geniet feiler eder. Troe aldrig, at Staten legger Mærke til eders

34

ørkesløse Ærlighed, der virkelig er meer til Byrde end til Gavn for Staten. Den, hvis Genie ikke frembyder ham Leilighed til at samle Midler, den, siger jeg, fortiener at leve og døe i Foragt og Armod. Skal vi da ikke giøre Got med vores Patriotismus, og hvorledes kan vi giøre Got, uden at eye noget anseeligt over det Nødtørftige?

Raadvild. Jeg ønsker mine Vilkaar forbedrede: Men jeg skielver ved Uretfærdighed.

Rigmand. Gandske rigtig tænkt. Uretfærdighed er en afskyelig Last. Men kan I da ikke hitte paa noget uden just at fornærme eders Medborger?

Raadvild. Maaskee i Tiden.

Rigmand. I er i Vane med, at ansee Tingene paa ufordeelagtigste Side. At stiele, at berøve sin Næste, er syndigt, og ledsaget med offentlig Vanære. I denne Feyl falder ingen andre, end dumme Folk. Men der gives Tilfælde, hvor et og andet synes fornærmeligt, og er det dog ikke. Vi ere

35

os selv nærmest. Vi ere os selv alle billige Fordeele skyldig. Dette tilsiger Naturen, der har indplantet os Egenkierlighed. For at fyldestgiøre Egenkierligheds-Pligter, bør vi nu ikke betage vores Næste, hvad ham tilhører, men - - med det Almindelige - - der er det en anden Sag - - der kan vi uden Betænkning indhente vor Skade. Det Almindelige, siger jeg, det har giort mig en Slags Forestrekning, paa det jeg kunde udøve mit patriotiske Sindelav. Forsynet har, saa at sige, indledet mig i visse fordeelagtige Situationer, efterdi det saae forud, jeg ville blive en lædskende Kilde for mine Medborgere - - hvor høyligen ærer jeg dog dette Forsyn! hvor inderlig hengiven - - !

Raadvild. Det Almindelige, min Herre! synes mig, burdte være lige saa sikkert, som en privat Mands Eyendom.

Rigmand. Rigtig, dersom vi levede i de eenfoldige Patriarkers Tider, men paa vores Tid er det ilde passende. Lær dog eengang,

36

at formilde eders Sædelære. Den strænge passer sig kuns for Hypokondrister. Just det, der skal udmerke os fra disse, bestaaer i en fiin og ædel Følelse af det virkelig Gode. Hvorledes vil vi udøve Velgierninger imod vor trængende Næste, naar vi selv ikke kiender, og maaskee aldrig i nogen kiendelig Overflødighed har smagt det Gode?

Raadvild. Jeg meener, privat Mandens Velfærdt er paa det nøyeste forbunden med den almindelige Velfærdt.

Rigmand. Det er den kuns i visse enkelte Tilfælde. I maa forestille eder det Almindelige, som en umaadelig stor Skat, der er samlet paa et Sted, og hvortil alle har bidraget noget. Kommer nu Ildsvaade paa dette Sted, da er det jo naturligt, at enhver vil hielpe og bierge. Jeg faaer ikke just det selvsamme igien, som jeg har bidraget til Skatten: Men af Begierlighed til at redde, af Menneskekierlighed, for dermed at kunde hielpe min trængende Næste, bierger og tager jeg til mig, alt hvad der kommer mig for

37

Haanden. Under adskillige Paasknd bortlokker jeg Folket fra Branden, bierger og fører i Sikkerhed. Det biergede bruger jeg for en stor Deel til mine Medborgeres Husvalelse. Ville nu disse ved mig vederqvægede Folk paastaae, at jeg deri skulle have giort ilde? Jeg troer ikke.

Raadvild. Lignelsen synes en, at passe til den Sag.

Rigmand. Den passer heel vel. Det almindelige er, som en Meelsæk. Ligefrem tør ingen, uden Ejermanden, aabne den, og tage deraf. Men enhver har Forlov, at banke paa den, og ved dette Middel erhverver han sig lidt Meel. Maa nu Ejeren miste det, hvo vil da fortænke mig, om jeg stræber, at fordrive alle andre, for at drage Fordeelen alleene. Er jeg en Menneskeven, saa beholder jeg ikke alt, men deeler med den Trængende. Beroede derimod det Almindelige Godses Uddeeling paa en uædel Siels Gotfindende, saa fik den Trængende ikke noget deraf. Jeg har ofte i et Aar borrskienket

38

3 til 4000 Rdlr. hvoraf skulle jeg give, om jeg ikke havde samlet i Forvejen? hvo skulle have husvalet disse Fattige? Holder dette altsammen hos eder selv, thi dumme Folk, naar de fik disse mine Begreb at høre, kunde snart udlede Ondt deraf. Maaskee I selv begriber endnu ikke tilfulde, at de Beviser jeg anbringer til min Opførsels Retfærdiggiørelse, har megen Styrke, ere praktisk rigtige, bifaldes og udøves af en stor Mængde Embedsmænd og andre i den hele Christenhed: At Potentaterne ved saadant - - - Jeg vil straxen hente eder et kosteligt Skrift, hvori disse mine Setninger ere antagne til Grunden af den udøvede Menneskekierlighed.

Andet Optrin.

Raadvild.

Hvilken forunderlig Mand! Dog saa forargelig denne hans Lære end er, maa jeg dog tilstaae, det gaaer saadan til med det Almindeliges Forvaltning næsten i hele Ver-

39

den. Fra en enkelt Person stieler man ikke just ligefrem. Men ved tusinde Snedigheder, og fra Fader paa Søn i mange Leed fortplantede Embedskneb, er endeel offentlige Betieninger bleven et Skiul for Bedragere. Naar visse Formaliteter iagttages; Saa er Embedsmanden sat i Sikkerhed. For ham er Galgen ikke bygt. Hr. Rigmand, troer jeg, har Lyst, at bringe Bedrage-Konsten i Regler. Fra hans Haand tør maaskee ventes et System.

Tredie Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik.

Hendrik. Herren kan forlade sig til, at jeg har udspioneret alting. Her hielper intet. Regieringen har foresat sig, at undersøge vores Sag. Ræven skal ud af Hulen. Man er os paa Hælene, og jeg frygter - -

Rigmand. Hvorfor? Hvo kan overbevise mig noget? Vold og Uret kan over-

40

Gaae hver ærlig Mand; men jeg trodser dem, Der vil gaae formelig tilverks imod mig. Hendrik. Maate jeg da ikke faae forov, at reise paa nogle Uger ud i Landet til mine Slægtninger?

Rigmand. Hvorfor frygter da du? Hendrik. Herre! her hielper intet Man er kommen efter vores gamle Historier, efter de Kneb, Herren i forrige Tider har brugt, efter de Fornærmelser, hvorover hele Egnen klagede, og aldrig beholdt Net. Vi er om en Hals, naar det kommer til Undersøgning. Bestyrk eders Parti ved et fornemme Svogerskab. Trekholts Daatter eller Galgen. I har kuns at vælge et af disse to. Slaaer Frøken Lucinde eder feil, saa bliver den anden eders Brud.

Rigmand- (skielvende) Ak, forbandet være Gierrighed Ak den Ildebrand den Ildebrand Raadvild ak min Ven, forlad mig ikke.

Hendrik. Ikke Ildebranden allene. Men vi skal tvinges til, at hiemle vores Rigdom.

41

Rigmand. Nu Raadvild! Nu gielder det. Jeg veed, I staaer i stor Kredit hos Frøkenen. Giør hende Adelskiold gandske forhadt. Tager Skylden paa eder, angaaende en vis Ildsvaade, hvorom Hendrik skal underrette eder nærmere. Tag Flugten for at undgaae Faren, derimod skienker jeg eder 22,000 Rixdaler.

Fjerde Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik. Trekholt.

Trekholt. Nu Hr. Svigersøn. Nu har jeg bragt hende til Raison. Nu siger hun Ja tusind Gange Ja Men jeg maatte bruge Tvang. Hun sidder i Fængsel, og der holder vi Bryllup i Aften.

Rigmand. Denne Time, om mueligt. Jeg ønsker intet heller.

Trekholt. Jeg seer, Hr. Svigersøn, at de 60,000 Rdlr. som han giver mig til mine Allodialgodsers Indfrielse, skal oppebæres i

42

Holland. Den Vei er vel lang. Hvo vil gotgiøre mig den Bekostning?

Rigmand. Det vil jeg. Men lad os nu gaae ind, for at underholde Frøkenen i sit gode Farsæt. Raadvild, tænk paa mig.

Femte Optrin.

Raadvild. Hendrik.

Raadvild. Hvad Begreb giør den Herre sig om min Person? Skal jeg vanære mig og mine Børn?

Hendrik. Min Herre har havt eder i Sigte, dog ikke uden tiltænkt Belønning. Det staaer til eder ar blive en rig Mand uden at vove eder. Tilstæd allene, at Skylden tør falde paa eder. I kan undflye, og paa et fremmet Sted, leve som en Kapitalist uden Bekymring.

Raadvild. Hvorfra kommer det Indfald?

Hendrik. I, Hr. Raadvild, var en af vores Naboer, da Ildsvaaden, den bekiendte store

43

Ildsvaade paakom. Denne Omstændighed, hvori min Herre maaskee har været lidet skyld, er bleven oplyst ved et døende Menneske, der troede, ey at kunde opgive Aanden med Sikkerhed, uden at stifte Ulykker for andre. Lader I nu Skylden falde paa eder imod billig Betaling, og giør I eder mistænkt ved en hastig Flugt; saa vinder min Herre Tid til sine øvrige Handlingers Besmykkelse. Hans Ordsprog er: Tiden vunden, alting vunden.

Raadvild. Min Ære er ikke til Fals. Hendrik. Det havde hverken min Herre eller jeg ventet. Man har betroet eder nogle Hemmeligheder. Lad see, I er taus.

Raadvild. Det vil jeg være, saavidt min Samvittighed tilstæder. Denne allene kan befale mig at tale og at tie. Jeg er aldrig min Næstes Angiver, men naar jeg spørges af øvrigheden, da

Hendrik. Da husk, at min Herre har giort vel imod eder har foræret eder mange hundrede Daler.

44

Fierde Handling.

Første Optrin.

Trekholt. Igel ved et Skriverbord. To Bønder med tre Børn.

Igel.

Hvad? Understaaer du dig at tale om Arv? Betal din Faders Gield.

Trekholt. Er Synet over Gaardens Brøstfældighed, lovlig tagen?

Igel. Ja, Herre!

Trekholt. Læs det op, tydelig og lydelig, saa at Skifteretten, og alle Vedkommende kan høre det.

Igel, (læser) Efter vor naadige Herskabs Hr. de Trekholtes høye Befaling, var vi underskrevne fire Bønder samlede, i den afdøde Festebonde Espen Kirkemands Gaard, for at syne og taxere Bygningernes Brøstfældighed, og Manglerne i Inventarium. Forvalteren Monsør Hans Blodigel forfattede en

45

Optegnelse paa alt dette, som herved føyes, og laxerer vi hermed Brøstfældigheden og Manglerne, for den Summa 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk.; hvilket saaledes af os vedgaaes, som rigtigt og paalideligt.

Trekholt. Kan I nu selv hore? Igel, læs Skifteforretningen, saa meget deraf Arvingerne kan vedkomme.

Igel. Gaardens Brøstfældighed og Manglerne i Inventarium er da bevisligen 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk. Skatter resterer

11 Rdlr. 4 Mk. Andre Afgifter til Hosbonden 10 Rdlr. 5 Skill, tilsammen, bliver da Boets Gield 393 Rdlr. 12 1/2 9/5 Sk. Derimod fandtes i rede Penge 361 Rdlr. efter at Begravelses Omkostningerne vare fradragne. Boets Løsere ere udbragde til den Summa 20 Rdlr.

2 Sk. tilsammen Boets Formue 381 Rdlr. 2 Skill, følgelig beholder Hosbonden tilgode 11 Rdlr. 10 19/25 Ek. Skifte-Salarium skulle desforuden betales med 3 Rdlr.

Den første Bonde. Med Forlov, Herre! Jeg taler et Ord med, endskiønt jeger fra et fremmed Gods.

46

Trekholt. Hvad kan I have at sige? min Ven!

Den første Bonde. Jeg er disse Børns Farbroder, og jeg antager mig deres Vergemaal lidt, saa got jeg kan. Jeg tænker, Gaardens Brøstfældighed er ikke at regne for 10 Rdlr., naar man havde raget andre Synemænd dertil, end eders forgielde og forskrækkede Bønder. Det er dog Synd, at de mange rede Penge, min afdøde Broder har samlet med Sved og Arbeid, skal gaae fra hans Børn.

Trekholt. Hvad vil den Mand. Hvor kan Farbroderen paastaae, at ville være Verge for de umyndige Børn? Der staaer jo deres ældre Broder, som har sin myndige Alder. Han er Børnenes Værge, ikke I, min Ven.

Den første B. Den Stakkel tør ey tale af Frygt. Han nødes til, at sige Ja, til alt hvad I skriver. Men jeg er fremmed for eder, og jeg skal spille med, saa got jeg kan, om det end skulle koste mig alle de hele Kroner, jeg har liggende paa min Kistebond.

47

Trekholt. Hvad siger du til denne din Farbroders Sladder, Peer?

Den anden B. Ligesom mit naadige herskab befaler. Men ellers synes mig, at min Farbroder har Ret i noget

Trekholt. Krabat, tør du mukke!

Den anden B. (stammende) Men Ney Aa Men

Trekholt. I Morgen tidlig, Igel, skal denne Slyngal, indskrives til Soldat.

Jeg skal lære dig

Den anden B. Aa, naadige Herskab Forlad min Uforstand.

Den første B. Herre! tro mig, jeg skal forsvare mine Broderbørns Sag. I er

den uretfærdigste Mand.

Trekholt. Paa Dørren med den Karl. Jeg vil lære eder, at bruge Respekt for mig, og for Skifte-Retten.

48

Trekholt. Igel. Den anden Bonde.

Trekholt. Skriv i Protokollen, Igel, saaledes som jeg nu vil sige. Vel mødte Børnenes Farbroder, velagte Bondemand Lars Larsen fra Elmegrunds Bye for denne Skifteret, formenende, Brøstfældigheden paa hans afdøde Broders Gaard at være lidet for høyt taxeret, og at en føie Moderation af Herskabets Maade og Omsorg for de fattige Børn turde ventes, og ydmygst udbedes: Men den afdødes ældste Søn, der er sine mindreaarige Sødskende fødte Verge efter Loven, og som kiendte Gaardens Brøstfældighed meget Nøye, samtykkede i et og alt Synsforretningen af Gaards Dato, som rigtig og sandfærdig Giør du ikke Peer?

Den anden B. Aa, naadig Herre! Lad min Farbroder komme herind igien, og være Verge i mit Sted. Jeg har ikke Forstand paa saadant.

49

Trekholt. Hvad, Min Søn, vil du endelig være Soldat?

Den anden B. Aa. Aa. ja (skielvende)

Ja, Ja, jeg samtykker Synsforretningen. Skriv kuns Ja.

Trekholt. Skriv videre, Igel! Thi blev Børnenes Farbroder afviist Med sin Paastand, saavelsom med det han i Begyndelsen havde yttret, at ville være Børnenes Værge. herskabet føiede ham dog, hvad den begierte Moderation angik, i det den hermed skienker og eftergiver den sal. Mands her beregnede Gield 11 Rdlr. 10 1/2 2/5 Skill, og saaledes blev dette Skifte sluttet med alle Vedkommendes Bifald, Skifteforretningen siger Børnene, at de for Tiden ikke ere i Stand, at lese med rede Penge. Derimod giver den ældste Søn paa egne, og de umyndige Sødskendes Vegne, sine 4 Faar, der gaaer paa Byens Fælled, merkede i det venstre Øre, med den Afdødes Bøemerke.

50

Tredie Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde.

Bonden. God Dag Hosbond. Er der da ingen Afslag at vente paa Indfestnings Pengene?

Trekholt. Som min Forvalter har sagt dig. 220 Rdlr. vil der til, ellers faaer du ikke den Gaard. Jeg veed, du har Pengene, og meer end dem jeg forlanger af dig.

Bonden. Men I har jo nylig ladt Gaarden syne efter den salig Mand, og som der siges, saa er jo Brøstfældigheden taxeret til 371 Rdlr. 2 Mk. og nogle Skill. Hvor kan jeg nu bestaae ved den Gaard. Brøstfældighed og Indfestning, koster mig da efter saadan Regning henimod 600 Rdlr.

Trekholt. Du Slyngel! Kommer det dig ved, at undersøge, hvorhøit jeg har ladet Brøstfældigheden taxere? Du, som en gammel Karl, du forstaaer jo nok, hvordan det er gaaet til. Kort Beskeed, enten 200 Rdlr.

51

Indfestnings-Penge, eller i Morgen skiffer jeg dig som Soldat til et gevorben Regiment.

Bonden. 100 Rdlr. Herre! dem kan og vil jeg give.

Trekholt. 200 Rdlr. skal du give, eller du er Soldat inden 24 Timer. Giør hvad dig lyster.

Bonden. Der har I dem da.

Trekholt. Got, Søn. Det var krav. Du er en af mine skikkeligste Karle. Jeg skal og holde dig i Agt og Ære. I Morgen skal Igel udfærdige dit Festebrev. Jeg ønsker dig til Lykke med Gaarden.

Bonden. Gaarden er god, Hosbond. Bygningerne feiler næsten intet: Og Inventarium er upaaklageligt. Men desbedre for mig.

Trekholt. Det er mig kiert, at jeg seer dig fornøyet.

52

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde med sine tre Sødskende.

Bonden. Naadig Herre! Vores arveparter

Trekholt. Arveparter?

Bonden. Ja, Herre! nu har I ikke givet os Renter af den i fem Aar. Og vi veed ey heller, hvorledes det staaer med Kapitalen.

Trekholt. Dersom dit halte Been ikke var, saa skulle jeg snart lære dig, at spise Kommisbrød.

Bonden. Jeg kan ikke bruges til Soldat, derfor er jeg og Mine Søstre maaskee lidet mere paastaande end andre. Dersom Rigtigheden nægtes os her, faa søger vi vores Ret paa Høyere Steder.

Trekholt. Den Arv tilfaldt eder paa et fremmet Gods, om jeg mindes ret.

Bonden. Jo Herre! Paa eders Kodier faaer aldrig nogen Arving noget ud. Arvingerne bliver stedse i eders Gield, om der

53

end var Tusind Daler i Boet. Men I har paa vores sal. Faders Begiering taget vores Arveparter den Gang i Giemme. I har lovet, at fette dem ud, og at skaffe os Renter deraf.

I har givet eders Haand derfor.

Trekholt. Eders salig Fader blev mig endeel skyldig, det er beviist for Retten.

Bonden. Det er sandt. Men vi har strax erklæret os, at vi hverken ville arve eller gielde.

Trekholt. Opsøg No. 311 iblant Doms-Akterne, oglad os høre hvordan den lyder.

Igel. Jeg seer, den er gammel. Alt over 6 Aar: (han læser) Efter Spørgsmaal, Giensvar og Vidnernes edelige Udsigende, tiender denne Politiret, som af Høyvelbaarne Herre, Hr. Florian de Trekholt i Dag er requireret, for Ret, at Jeppe Svensen for hans skiødesløse Forhold med Ild og Lys, men især fordi han, adskillige Advarseler uanseet,

2 Gange er funden med brændende Tobakspibes i Terskerladen, skal arbeide i Tugthuset i

54

6 Maaneder, sig selv til velfortjent Straf og andre til et afskyeligt Exempel.

Trekholt. Nu No. 209.

Igel. Den er endnu halvandet Aar ældre. (Han læser:) Søsterne Kristense og Birte Svensdaatter, der beviisligen har fulgt med deres Fader i Herskabets Skov, og hiulpen til, at bortføre det sammesteds stiaalne Brændefang: Samt desforuden ere overførte med megen Opsedsighed, ja endog med Trudsel, at have begegnet deres Hosbonde Erik Møller: Tilkiendes hermed, at arbeide i Tugthuset, den første i 4, den anden i 3 Maaneder.

Trekholt. Hvorfor vil I lade eders Fader ligge med Vanære i sin Grav? I har jo alle tre elsket ham i Livet, og været lydige Børn: Men nu vil I ikke betale hans Gield. Hvad siger I?

Bonden. Vi seer nok, Herre, hvad Meeningen er. I vil ikke af med vores Arveparter. I vil tvinge os med de gamle Tugthuusdomme, at bortgive disse Arveparter til eder, for vores salig Faders Gield.

55

Trekholt. Giører, hvad eder behager Børn. (Til Igel:) Endnu i denne Aftenstund skal en Vogn spændes for. Justizen maa fremmes, Dommene fuldbyrdes og Syndere afstraffes, ellers kan skikkelige Folk ey boe sikre i deres Huse.

Bonden. Ak, naadig Herre! vi falder til Føie. Vi vil give eders Haand tilbage, og dermed betale vor salig Faders Gield til eder.

Trekholt. Opfedsige Skarn! Falder du nu til Føie. Du troer maaskee, fordi du er halt, at jeg ikke havde Tømme paa dig. Du tager feil. Den Dristighed du i Dag er fremkommen med, den har jeg forudseet for mange Aar siden. Har du min Haandskrift hos dig?

Bonden. Ja Herre, der er den. Jeg og mine Sødskende vil aldrig mere kræve eder derfor.

56

Trekholt. Igel. En Bonde.

Tvekholk. Nu, du Gaardforsidder. Vil du vige godvillig, eller begierer du en Dom.

Bonden. Jeg nødes vel til at vige, Herre! endskiønt jeg har stræbet nok, for at komme frem. Herren har paatrængt mig Gaarden, han har aftruet mig det eneste hundrede Rixdaler jeg eyede, og som jeg havde sparet ved mange Aars Tieneste. Herren tog de beste Heste og det beste Qvæg fra Gaarden, førend den blev mig tilfæstet. Jeg ligger over en Miil fra Hovedgaarden, og maa dog giøre fuld Hoverie. Hvert Aar har jeg giort 20 og undertiden stere Egter paa 12 eller 13 Miils Længde.

Igel Endnu har jeg ikke staaet mine Fogedpenge for Fæstebrevet.

Bonden. Hvad, maatte jeg ikke give der min Part i de tre kullede Kiør, som jeg havde til halvt med Ip Ipsen?

57

Igel. Det er sandt. Men desforuden skulle jeg have havt 5 Tønder Byg, eller og Penge derfor.

Bonden. Jeg haaber og beder, naadig Herre har Taalmodighed med mig, og lader mig blive ved Gaarden, efterdi jeg dog er en stræbsom Mand.

Trekholt. Du, og endnu syv andre, skal i Dag afsettes. Jeg veed det nok. De fleste af eder, ere stræbsomme. Men I har paadraget eder Restanzer, det er allerede nok. At I ellers er skikkelige og stræbsomme Folk, det er eders eget Gavn: Men mig kan det ey hindre, at tage nye Indfestnings-Penge af andre Lysthavende. I har forbrudt eders Feste, og jeg vil ey længer staae i Forskud for eder.

Igel. (til Bonden) Gaae nu bort. Dn har faaet den Besked du har at vente.

(til Trekholt) Hvad vil Herren begynde med alle de ledige Gaarder?

Trekholt. Der har allerede meldet sig Lysthavende til dem alle. Frygt at blive Soldater bevæger de fleste, ar melde sig, at tilbyde

58

deres sammensparede Løn i Indfestning, og i øvrigt at lade sig Nøye med saadanne Vilkaar, som jeg finder for got, at foreskrive dem.

Igel. Herre! Jeg frygter, den vedvarende Ind- og Udsetning vil foraarsage Rømning og ondt Rygte.

Trekholt. Man kan ikke forud see de Forandringer, Regieringen kunde falde paa. Det er sikkerst jeg smedder, mens Jernet er hedt, og at jeg tager Pengene, saa mange jeg kan faae. Settes Bønderfolket engang i Frihed, og har jeg ikke meere Soldateriet at true med; saa fortørres min bedste Pengekilde. Tre af de nye Gaardmænd kan jeg hielpe med ligesaamange rige Enker. De to af Enkerne har jeg endnu Tugthuus-Domme liggende paa, der ere over 10 Aar gamle. Den tredie er i saadan Skræk, at hun giør alt, hvad jeg befaler med vred Mine. Det skal blive mig gode Malkekiør i Tiden.

59

Siette Optrin.

Trekholt. Igel. Syv. Bønder.

To Vidner.

Trekholt. Kommer frem, Børn. Underskriver denne Forpligtelse i disse gode Mænds Overværelse og under deres tilføyede Vidnesbyrd, at I anseer det som en Vaade af mig, naar jeg vil tage mine Gaarder igien; At I aldeles intet har at kræve hos mig; At alt hvad nu paa Gaardene findes, eders daglige Klæder allene undtagne, tilhører mig uden Paaanke, endskiønt I maaskee kunde have forbedret et og andet derpaa; At I aldrig vil klage eller føre Proces med mig eller mine Efterkommere, desangaaende; Og endelig, at jeg kan lade saadanne eders Erklæringer tinglyse.

En af Bønderne. Ja vi mødes vel, at giøre saa. Ellers er det haarde Vilkaar, da vi uforskyldt ere komne til Agters, efter at vi havde sat paa Gaarderne, alt det vi i vores

60

unge Dage havde fortient. Men vi bør vige for Magten, og takke, at ikke værre vederfares os.

(De underskriver, og Vidnerne giør ligesaa.)

Trekholt. Nu I got Folk. Jeg skulle have min Skade nogenledes opreist. Deri kan I aldrig fortænke mig. Eders Skiebne har jeg bestemt, det taaleligste jeg kunde. Ole og Hans har jeg overladt til Rytteriet paa sex Aar. Espen og Lars skal tiene 2 Aar hos Mølleren i Moseby. Lønnen kommer mig til. Erik, Jeppe og Æskel vil jeg give skikkelig Føde paa mit Teilbrænderi, dersom de vil stryge flittig. Paa eders Gield vil jeg afregne daglig aatte Skilling for hver, indtil Gielden er betalt.

Bønderne. Aa! vi Stakler! Hvad har vi nu for vor Slid og Slæb. Ak, hvilken Trældom! Dersom Regieringen vidste, hvorledes der holdes Huus med den stakkels Bonde.

61

Trekholt. Hvilken dristig Snak! I Gaardforsiddere! I Staadere! Er det min Tak for min Omsorg. Just her er det Tilfælde, hvor Bondens Trang er størst, og hvor Herskabets Ømhed og Omhyggelighed for forfaldne Bønder udmerker sig meest. Jeg paastaaer, at have sørget for enhver af eder, som en mild Fader, og ikke som en streng Hosbond.

Syvende Optrin.

Trekholt. Igel. Nogle Bønderkoner og Børn.

Trekholt. Jeg veed, hvad I vil sige: Eders Mænd ere afsatte, hvad skal der nu blive af eder? Jeg beklager eder, men det staaer ey i min Formue, at hielpe eder, saa gierne jeg ville.

Igel. Der bliver nok Raad. Den som setter mig et got Skiørt i Pant, eller

62

noget saadant, den vil jeg laane et par Pund Her, og foretrekke den halve Spindeløn. Jeg skal tage imod alt, hvad I kan spinde; men derimod ber I være fornøyet, med den Spindelen, som jeg finder før got , at bestemme.

(De gaaer grædende bort.)

Trekholt. Hvad ville der dog blive af den stakkels Bonde, dersom Proprietairen ikke sørgede for ham og hans Afkom. Jeg troer, de maatte døe af Sult. Nu Igel, nu er mit Sind rolig igien, nu da vi endelig har udstuderet Maaden, at hielpe de arme Mennesker til Brød, og mig til mine Penge.

attende Optrin.

Trekholt. Igel. Rigmand.

Rigmand. Man har paakaldet min Ædelmodighed. Endeel nedslagne Bønder, endeel grædende Qvinder og Børn, omrin-

63

gede mig, bad jeg ville betale deres Gield, og hielpe dem til deres Gaarder igien.

Igel. Deres Gield har jeg sammenregnet. Alt i alt er den 301 Rdlr. i Mrk. 5 Skill.

Trekholt. Hvad? Det kalder jeg en grov Forseelse. I glemmer de Tusinde. Ney Hr. Svigersøn, vil I betale for dem, da er Gielden, som jeg siger 1301 Rdlr. i Mk. 5 Sk. For denne Sum, naar den gives mig strax, skal Bønderne være hvad de før var, og jeg vil uden videre Undersøgning qvitere, saml lade dem blive ved Gaarderne.

Rigmand. Jeg betaler alt. Der er Pengene, deels i Kontanter, deels i Vexeler.

Trekholt. Tak. Lad os gaae ud, og glæde de Stakler med denne gode Tidende.

64

Femte Handling.

Første Optrin.

Ak! min stakkels Frøken! hvilket Uhyre til Fader! I et mørkt, fælt Kammer, uden Lys og Varme, uden Selskab, tørt Brød og intet andet, til Spise. Det et en haard Prøve paa Bestandighed. Jeg havde vist nok vaklet i det første halve Qvarteers Tid. Min Frøken holdt det ud fire fulde Timer. Endelig Maatte hun give efter. Nu er da Rigmand hendes Brudgom. Men hvilket prægtigt Syn! Hvad seer jeg? Er det vores regierende Første? Gid han var det! Gid han ville komme, undersøge og dømme efter sin sædvanlige Retsindighed.

65

Andet Optrin.

Førsten med sit Jagdfølge. Adelskiold.

Førsten.

Da Hyæne- eller Ulvejagden ey har villet lykkes i Dag; saa er det mig dog kiert, at jeg efter Adelskiolds Anviisning kan beslutte Dagen med en maaskee bedre og fornødnere Gierning, i det man bringer mig paa de moralske Hyæners Spor.

Adelskiold. Naadigste Herre! Efter saa langvarig, som besværlig Jagd, var Hvilen Dem fornøden.

Førsten. Mit Folks Lyksalighed og Retfærdigheds Handhævelse ligger mig alt for meget paa Hiertet, end at jeg vil udsette den for min Mageligheds skyld. Fremkalder mig Besidderen af dette Gods.

Adelskiold. Vores naadige Herremilde Sindelav ønskede jeg, maatte beholde Overvægten. Retfærdighed er en Dyd, der

66

zirer alle, men at tilgive Forseelser, efter at deres onde Følger ere forebygte, det er i sær en Dyd, der zirer regierende Herrer.

Førsten. Jeg veed det. Men ligesaa lidet, som jeg agter at underkaste nogen, Retfærdigheds strængeste Virkninger uundersøgt, ligesaa lidet finder jeg for got, at bevise Naade, førend jeg har prøvet, om det kan skee, uden andres Fornærmelse, og uden at foranledige onde Exempler. Vil en Regent ofte eftergive Lovenes Straf, saa voxer Overtrædernes Antal i samme Forhold. Man nødes omsider, at bruge Sværdet ofte, da man maaskee i sin hele Levetid aldrig skulle have nødig at blotte det, saafremt man havde været meget sparsom paa den eftergivende Maade.

Adelskiold. Men i Tilfælde, hvor Lovene ere vilkaarlige, som for Exempel, i Henseende til Bondens og Hosbondens Pligter? Just den Sag, som dette Godses Bønder i Dag paa Jagden har indklaget for Førsten.

67

Førsten. Jeg vil sørge for Pligternes Nøyere Bestemmelse. Jeg vil antage mig Bondestanden saaledes, at den skal see sig indført i sine Menneskerettigheder.

Adelskiold. Men indtil dette skeer, haaber jeg, vores naadige Første overseer, om en Hosbond havde behandlet sine Bønder noget for vilkaarlig.

Førstrn. Naturens Bud: „Som du ønsker dig behandlet, saaledes er det og din Pligt, at behandle Næsten." Dette Bud siger jeg, forklarer Lovene, der hvor den myndige, den selvraadige Hosbond troer at finde Utydeligheder. Ingen Lov i Verden kan bestemme alt. Menneskekierlighed, Billighed - det bør være Lovenes Fortolkere.

Tredie Optrin.

Førsten med sit Følge. Adelskiold. Trekholt.

Trekholt. Efter naadigst Befaling fremkommer jeg - takkende i Underdanighed for den Ære af Høysammes Be - Be - Besøg.

68

Førsten. Hvorfor har I villet indslutte eders Daatter, og tvinge hende til en i anden Mand, end den, med hvilken hun er offentlig forlovet?

Trekholt, (stammende og frygtsom) Jeg og mit Huus er alt for ringe, end at saa stor en Første skulle Umage sig, at bære Omsorg for os.

Førsten. Holder dog op, med at skielve og stamme. For hvem frygter I? Min Regiering har aldrig kundet give Undersaatterne Anledning til Frygt. Den har stedse været den Faderlige, og den vil blive det altid. Mig synes, I frygter Lovenes Trudsler. Nu, da I ventelig er underrettet om eders Bønders, om Adelskiolds og andres Klagemaal til mig, nu lærer eders Samvittighed eder, at finde de Lovens Punkter tydelige, der forhen syntes eder, som en Bondeplager, gandske utydelige, gandske ubestemte. Er det ikke saa?

69

Trekholt. Jeg tildrister mig, i Ydmygbed at erklære at at

førsten. At

Trekholt. At at - jeg er Ejer af mine Godser og af mine Bønder og at jeg er Fader til min Daatter Og som saadan har jeg troet, at kunde giøre med dem hvad med dem dem hvad

Førsten. Hvad I vil. Er det ikke Meningen.

Trekholt. Jeg mener underdanigst og uforgribeligen saa.

Førsten. Men eders Bønder skulle jo behandles billigen; de ere af ligesaa ædel Oprindelse, de ere skabte til ligesaa høye Hensigter, som I?

Trekholt. Torde jeg underdanigst modsige en stor Første. Det er jo saa bekiendt, som i hele Christenheden antaget, hvor adelige Godser findes, at Vildtet og Bonden egentlig

70

ere skabte til Herremandens Fornøyelse og Nytte.

Førsten. Jeg vil drage Omsorg for eders, og andre Ligesindedes bedre Oplysning. Jeg seer, I behøver den. Til Lykke, at der ikkuns findes gandske faa, faa ildetænkende og faa ubillige Proprietairer i mit Land, som jeg mærker, eder at være. Imidlertid, hvor lidet deres Antal end virkelig er; saa nødes jeg dog, at giøre nye almindelige Anordninger til Bondestandens Frelse og Sikkerhed; thi de gode Proprietairer kunde gaae af, eller tage onde Exempler af en saadan Mand. Overalt skaber det ikke, at Skrankerne settes. Eders Daatter ønskede jeg at see her.

(Trekbolt henter og hidfører fin Daatter.)

Fierde Optrin.

De forrige. Lucinde.

Førsten. Jeg troer, Jomfrue, Landets Fader meener det bedre med hende, end hendes naturlige Fader.

71

Lucinde. Naadige Herre! Naar jeg midtager denne Dags uforventede Hendelse, saa har min Fader stedse beviist mig ald muelig Kierlighed, og sørget vel for min Opdragelse. Og hvad den Tvang angaaer, mig i Dag blev tilføyet, da er den intet andet, end en liden Overilelse, som en god Daatter allid kan oversee hos en brav Fader. Jeg har aldeles intet at paaanke; thi. jeg er forsikret, min Fader af egen Drift giver mig min Frihed igien.

Førsten. Det staaer hende vel an, Jomfrue, at være Daatter, hendes gode Gemyt og hendes Lidelser ere bleven mig bekiendt. Hun har Ret til min Beskyttelse, og i det hun med sædelig Ømhed stræber at drage Skiul over hendes Faders lidet for haarde Medfart, kiender jeg hende tillige værdig til min Høyagtelse.

Lucinde. Høybaarne Første! Min Erkiendtlighed for deres Naade er grændseløs. Ville De overtale min Fader, at lade det Egteskab komme til Fuldbyrdelse, hvortil jeg med hans Samtykke har bestemmet mig?

72

Førsten. Jeg vil være betænkt derpaa. Trekholt! En Mand, som eders Bønder kalder Blodigel, siges at være her i Huset. Lader ham komme herind.

(Igel hentes.)

Femte Optrin.

De forrige. Igel.

Førsten. Er I den Mand, om hvilken Bønderne siger saa meget ondt?

Igel. Stormægtige Første! Har nogen sagt ondt om mig, saa er det en Skiebne jeg har tilfælles med alle Mennesker. Førsten maa ikke fæste Troe dertil, ligeså lidet, som jeg fæster Troe til det, der kunde tales min naadige Landsherre til Fornærmelse. Jeg er en ærlig Mand, jeg beraaber mig paa min Herres Skudsmaal. Jeg skulle findes duelig til Høyere Forretninger, dersom Regieringen ville prøve min Styrke i at - - -

73

Førsten. I at plage Bønder. Rigmand skal fremstille sig for mig.

(Rigmand hentes.)

Siette Opttin.

De forrige. Rigmand.

Rigmand. Længe, naadigste Første! har jeg attraaet den Lykke, at blive perfonligen kiendt af Høysamme, Deres Høyhed er en af de lyksaligste Regentere i hele Verden. Deres Lande blomstrer. Deres Folk elsker Dem. De ere Folkets Fader.

Førsten. Just som Folkets Fader, Har jeg Lyst at kiende noget nærmere en af mine Børn i eders Person.

Rigmand. Denne Lykke er den eneste, som hidindtil har manglet mig. Jeg er langt omkring bekiendt, og uden Selvroes, æret og elsket af alle. Nu vil jeg døe med Glæde, naar engang min Time kommer, nu jeg har

74

havt den Lykke, at være kiendt as vores fortreffelige Landsfader.

Førsten. Ere eders Midler saa store, som Ordet gaaer?

Rigmand. Noget har jeg erhvervet, men da mine fieste Godser ere betyngede med stor Gield, saa skiønner min naadigste Herre letteligen, at Folk, naar de udraaber mig som en Mand, der ejer Millioner, giøre for meget deraf. Imidlertid ejer jeg saa meget, at jeg underdanigst tilbyder en Tønde Guld til min naadigste Herres Raadighed, uden at jeg derfor begierer, andet Vederlag, end Høyførstelig Beffyttelfe i forekommende Tilfælde.

Førsten. Til min Beskyttelse er enhver berettiget, uden Betaling, i alle retfærdige Begivenheder. Men da jeg maaskee antager den tilbudne Sum, for at giøre Fattige got dermed; saa vil det være fornødent, at I strax forklarer mig, paa hvilke Veye I

75

Har funden eders Rigdomme? Thi ere de ilde erhvervede, saa - - -

Rigmand, (stammende) Store Arveparter - - Lotterier - - Hittegods - - Foræringer - - har lagt Grunden til min Rigdom - - Kapitalierne har forøget sig ved Handel, ved Vindskibelighed - -

Førsten. Tier! Jeg veed eders Historie. Lader alle de Folk af Bondestanden komme herind, som i Dag klagede hos mig, da jeg var paa Hyæne-Jagden.

Syvende Optrin.

De forrige. Endeel Bønderfolk med Børn.

Førsten. Alles Klager skal vorde nøye undersøgt, og enhver under mit eget Opsyn hjulpen til sin Ret, ved de Personer, jeg endnu i denne Dag dertil agter at forordne. Af disse kan Trekholt og Igel vente deres Dom. Rigmand, eder henviser jeg til en anden Domstoel, der maaskee vil behandle eders Sag strængere end den verdslige Øvrig-

76

hed, saafremt efter Forlydende, eders Midler skulle for den største Deel være ulovligen erhvervede. Almuen, som klager sig fortrykt og betynget ved eder - - Denne Almue indstævner eder for eders egen Samvittigheds Domstoel. Der skal I enten finde eders Befrielse, eller eders Pinebænk. Er I skyldig, hvilket jeg som Regent ikke finder for got at undersøge, da skal den upartiske Dommer, som har hiemme i eders egen Barm, forfølge eder med de grueligste og smertefuldeste Pinseler, indtil eders sidste Aandedræt. Samvittigheden vil blive eders Anklagere, eders Dommer, eders Bøddel.

Rigmand. Ak! naadig Herre! Ak! hvilket Tordenslag! Paa eengang overvældes jeg - - hielp Himmel! Ak jeg elændige! Jeg uværdige - - Jeg føler allerede Virkningen af - - (han nedfynker paa Gulvet) Ak!

Førsten. Bærer ham ud!

(Trekholt og Igel bærer ham ud.) Slige gierrige Folk maatte for deres egen Roligheds skyld have ønsket, at de fra Barn-

77

dommen af, vare bleven under Formynderskab. Den Gierrige trænger ofte meere til Formyndere, end den Ødsle og den Mindreaarige: Thi disse skader gemeenligen ingen uden sig selv; Ere de geraadne i Fattigdom, saa nødes de til, at arbeide, og ofte ere saadanne bleven de dueligste Borgere i Staten. Gierrige Menneskers Grændseløse Vindesyge derimod, kan blive farlig for alle deres Medborgere. Den har ofte havt samme Virkning over et helt Lands Indbyggere, som mange paa hinanden følgende ufrugtbare Aar. Den trækker, ligesom Ukruddet, de beste Planters Nærings-Saft til sig, indtil disse omsider fortørres og bortvisner. Ofte hindres Regenten, at see disse Hyæner, disse glubende Dyr, fordi de klogeligen har meddeelt andre af deres Rov, som af Taknemmelighed skulle hindre Førstens frie Udsigt. Hos mig gaaer dette ikke an. Til at opdage mit Lands Hyæner, vil jeg betiene mig af de skarpseende og behændige Losser.

78

Trekholt. Hr. Rigmands Liv staaer i stor Fare. Han er hæftig angreben. Neppe lever han een Dag over.

Førsten. Jeg beklager ham. Mine Venner! Der seer I Mennesket paa Samvittigheds Pinebænk. Hvad Helvedangst! Lærer af hans Exempel, at skielve ved Uretfærdighed.

I øvrigt er det min Førstelige Villie, at Adelskiolds Giftermaal med Lucinde ikke hindres: Og de to unge Folk af Bondestanden, som har villet gifte sig, kan nu anvende det, hvormed de skulle Have tilkiøbt sig Tilladelsen af Trekholt og Igel, til deres Egteskabs Fuldbyrdelse.

Begge disse Egteskaber vil jeg beære med min Forstelige Nærværelse i Morgen paa mit Slot.

Bønderfolkene. Længe leve vores vise, vores retfærdige Første.

Bønderbørnene. Det var en lykkelig Jagd-Dag.

1

Et Efterstykke til Hyæne-Jagten, udi een Handling. Oversat af det Franske. Dant veniam Corvis Vexant cenfura

Columbas!

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Lars Nielsen Svare.

2

Hoved-Personerne:

Trekholt, en Proprietair fra Gascogne.

Redlig, en Dito fra Orleans.

Hendrik, hans Foged.

Søren, en Bonde fra Orleans.

Else, hans Daatter.

Niels, hendes tilkommende Mand,

Jesper, en Bondekarl fra Gascogne forlovet med Else.

Endeel Bønder, som frembringe deres Anliggende.

Forestillingen skeer i Hr. Redligs Huus paa hans Landgods i Orleans.

3

Første Optrin.

Trekholt, Redlig.

Redlig.

Velkommen i vor Egn, kiere gamle Ven! længe er det siden jeg havde den Fornøyelse at omfavne Dem; ... men, ak! hvor see De bleeg og affalden ud, er Sygdom eller Gremmelse Aarsag hertil, hvad Uheld er Dem hendet ..? De blegne, og mig synes Taarene forkynde mig alt et stort Onde Dem er hendet . . ak! gid jeg kunde redde Dem, men hvor ringe er en fattig Mands Evne? dog min Ven! siig mig Deres Nød, at jeg i det mindste kan trøste, om ikke hielpe

4

6

Trekholt.

En forbandet Hyæne-Jagt er Aarsag

til al min Ulykke.

Redlig.

Har dette glubende Dyr maaskee skilt Dem ved nogen af Deres kiereste Venner? ak! jeg gruer, aldrig er den elskværdigste Lucinde, deres Datter, bleven et Rov for dette Uhyre.

Trekholt.

Ak nei! Ulykken er endnu langt større; hun lever, men i en uværdig Mands Eye; ja, den Forræder, den Adelskiold har baade skilt mig ved min Daatter, og det som mere er, ved al min Magt og Myndighed over mit Gods og Bønder, som altsammen skede paa den ommeldte Hyæne-Jagt.

Redlig.

Deres Ord ere mig en Hemmelighed, uden De selv vil forklare sig tydeli-

5

7

gere: Hvem kunde betage Dem Deres Magt, enten over Lucinde, eller over Deres Bønder, uden vor Fyrste? og naar hørte man, at han giorde nogen Uret, eller uden Brøde betog nogen Mand sine redelig tilkiøbte Rettigheder?

Tretholt.

Nu traf De det, min Ven! Fyrsten var til al Uheld den Dag selv med paa Jagten, og derved fandt Adelskiold Leilighed baade at forsikre ham sin Kierlighed til min Datter, og Gud veed hvad han mere har sagt til Fyrsten om min Opførsel mod mine Bønder; men nok var det, jeg maatte af med min Datter, og det Bondepak beholdt desuden Ret over mig, som deres Hosbonde . . . . Uhørte Tildragelse! maa De altsaa ikke tilstaae mig, at jeg er en ulykkelig Mand? men dette er dog min Trøst, at jeg er ikke den eneste, ja, hele Landet stal lide med mig; thi de siden den Tid af Fyrsten udgivne Forordninger vise klarligen, at baade jeg og alle Proprietairer ere desværre faldne i hans Unaade.

6

8

Redlig.

Holdt inde, Hr. Trskhokt! med fas formasteligo Ord. Himlen forbyde, at faa stort et Onde skulde mang et afMigetS agtbare Stænder .. .. aldrig kiefalder jeg den Sætning: at de udkorrme Forordninger erect Unaades-Tegn, mi wertimod, derved vises baade Dem og ung de største Velgiernlnger, on Fyrste kan vise mod fine Undersaatter, som hanelsser, og hvis Velfærd han soger; Uordenttigheder,Misbrug, sclvtagen Myndighed ere derved satte vedbørlige Grændser, og Bønderne,, som mange Steder være alt for meget plagede, (forlad mig dette Udtryk,) ere ved disse vise Forordninger for denne Uheld befriede,, uden dog at betage Hosbonden den lovlige Magt og Myndighed, ha«' tilkommer, og bor vi derover besvære ost Kiereste Ven! lad saa nedrige Tanker aldrig, opstige, i Deres v.eltænkends Siekk

Trekholt.

Hvilken forunderlig Snak i har vi ikke, endog af Fyrsten selv og hans For-

7

9

fædre lovligen tilkiøbbt os vore Gaarder og Godser, Med alle de Rettigheder, Herligheder og Friheder, som dertil af Arilds Tid lagt have, og er det ikke Uret, at denne Magt og Myndighed os nu med et betages? .. Hvad for en Ulykke giør os dog disse nye Forandringer l Bønderne blive rebelske; vore Marke ligger udrevne; Herregaardene falde i deres Priis; og kort sagt: Bi ere ulyksalige Landmænd, om dette rasende Onde ei i Tide forebygges.

Redlig.

Ansee De, min Ven! disse Ting at være Følger af de udkomne Anordninger, da maae De tillade mig at modsige Dem. Vores nu regierende Fyrste besidder den største Retfærdighed, en Egenstab, som han har tilfælles med alle sine Forfadre; hvem tør derfor troe, at han vil eller kan bryde sit Løfte og egenhændig undertegnede Skioder? . . . dette er en Umuelighed; men Ulykken er, vi tage skyggen for Legemet; betænk min Ven! Fyrsten er saavel Bondens, som vores

8

10 Fader; han bor ei taale at nogen af hans Børn skee Uret, og jeg frygter, at Deere selv deelagtige i denne Last, siden Fyrskens Hyæne-Jagt har efterladt Dem: saa bedrøvelige Følger. Vredes ikke over en Vens Erindringer, og troe ikke, at jeg er af det Slags Folk, som vil bebreide en ulykkelig, men . . .

Trekholt.

Jeg er færdig at blive rasende over disse bestandige Modsigelser; viid min Forseelse, og døm saa deraf, om jeg har Ret eller Uret. De veed, at min Datter Lucinde, med min Tilladelse var forlovet med den Stodder Avelskiold; men des imidlertid melder den rige Hr. Richmand sig som en anden Frier, og hvo kan fortænke mig, at jeg søger mit Barns Lykke? derfor søgte jeg Baade med det. Onde og Gode at faae hende til at slaae op med sin første Frier og tage den anden; dette havde ogsaa rigtig lykkedes mig, hvis Fyrsten ei havde kommet paa den forbandede Hyæne-Jagt; men saa maatte jeg vige for Magten og give min Daatter Stodderen til Priis.

9

11

Redlig.

Og De havde det Hierte, med Magt at vilde tvinge Deres Datter? .. Himlen lønne Fyrstens Ædelmodighed! den seneste Efterstægt skal prise hans Retfærdighed.

Trekholt.

Nu lad mig da og herudi have Uret strå veed jeg dog at være berettiget til, at tage saa meget udi Indfæstnistg af mine Bønder, som jeg kan faae, og dette er dog regnet mig til Brøde; tael oprigtig, kiere Hr. Redlig! giore De ikke det samm?

paa Deres, Gods?

Redlig.

Nei jeg giør ikke, min Ven! thi. hvad nytter mig, at tage Alting fra en Fæster i Begyndelsen saa. maae han jo strax forlade Gaarden igien udi yderste Armod.

Trekholt.

Ja hvad skader det, saa staaer man jo atter nye Indfæstning?

10

12

Redlig.

Min Ven, jeg troer De spøge; thi umuelig kan en kyndig Landmand have saa liden en Indsigt. Hvor skal den nye Indfæstning komme fra, når Gaarden er øde og Besætningen fattes?

Trekholt.

Dertil er jo gode Raad, og det maa jeg lade min gamle Foged Igle, han vidste Tusinde Midler i slige Tilfælde; iblant andre: til en ode Gaard udvalgte han en riig Bondekarl, og naar han ei med det Gode vilde antage den, da giorde Angest for at blive Soldat ham strax villig, og paa saadan Maade blev der meget faa øde Gaarde paa mit Gods.

Redlig.

De maae da vist have mange rige Karle paa Deres Godser, fremfor paa andre Stæder, og især maa al Mandskabet være tjenstdygtige Karle; thi ellers kunde de er saa let trues med Frygt for at blive Soldat.

11

13 Trekholt.

Mig undrer, at De, som saa fornuftig en Mand, ere eller lade til at være saa lidet erfaren; duer Karlen ei til Soldat, da skal Frygt for Tugthuset nok giøre ham smidig, derfor har jeg altid gamle Tugthuus-Domme liggende uexeqverede, for at bruge i Nødsfald.

Redlig.

Daarlige Præcaution, som Jurist veed De jo, at slige Domme gielde ei for evig, og altsaa ere saadanne Tvangsmidler usle Udflugter, som en svag Hierne har udtænkt, enten for at narre en Deel taabelige Folk, eller for at giøre os Proprietairer desto mere forhadte i det Veltænkende, men tildeels kortsynede Publici Øine.

Trekholt.

Ja Snik Snak, jeg har fundet mig ret got ved disse Kneb, og hvis Fyrsten havde ei forstyrret mig, havde det gavnet mig endog den Dag 100 Rdlr; thi en

12

14 af mine Karle, navnlig Jesper, give mig disse Penge, for at faae Bryllup med sin Forlovede, som var en Daatter af en Bonde navnlig Søren, her fra Orleans, og maaskee De endog kiende denne gamle viismundede Knægt, jeg skulde snart troe det; thi han roeste saa meget sit Herskab.

Redlig.

Hvad sige De? Søren heder han; men der ere saa mange af dette Navn paa mit Gods; derfor at komme ud af Drømmen, skal jeg lade En af dette Navn strax komme ind, han staaer herude for at tale med mig, og da jeg nødig lader mine Bønder længe bie efter mig, paa det de ei skal forsømme deres Arbeide hiemme, vil jeg med Deres Tilladelse lade ham indkalde og affærdige ham i Deres Nærværelse.

Trekholt.

Hiertelig gierne, jeg er endog nysgierrig at see, om det er den samme Person.

Redlig raaber: Hendrik Foged!...

13

15 Andet Optrin.

Hendrik kommer ind, og da hdan seer Trekholt, giver han et stort Skrig og vil løbe igien, men vender tilbage, sigende:

Hendrik.

Ak! er det Hr. Trekholt jeg seer, eller er det Dievelen selv i hans Lignelse?

Trekholt.

Hvad, er det ikke Hendrik, som tilforn tiente Hr. Richmann for Tiener?

Hendrik.

Jo, ganske rigtig, den Tid var jeg kun simpel Hendrik, men nu heder jeg Monsieur Hendrik; thi denne gode Hr. Redlig har ophøyet mig til Foged-Værdighed, endskiønt denne Tieneste, mellem os sagt, indrenter kun lidet her paa Stædet; thi...

14

16 Redlig.

Er min Bonde Søren derude, da kald ham ind.

Hendrik.

Jo vist er han.. men gode Herre! jeg troer det maae være en pokkers Skielm; thi han giør ei andet end roser Herren, som De kunde være, en Guds Engel . . og, saa stille at sige, da har han en Fandens stor Pung under sin Arm med Penge udi, disse siger han, at han vil unde Herren; men piin ham kun brav; saa faae De nok endda flere af ham; thi ventelig er der flere hvor disse kom fra.

Redlig.

Jeg skulde pine denne ærlige Mand! derfra bevare mig Himlen! udryd dog saa nedrige Tanker engang af dit Hierte, Henrik. Husk hvem du tiener, og de Erindringer, jeg saa velmenende Tid efter anden haver givet dig . . lad Søren uden længere Ophold strax komme ind.

15

17

Trekholt (for sig selv.)

Dette er mig et fremmet Sprog; jeg veed den gode Hr. Redlig har alle de Penge nødig, som han kan faae, og dog lader det som han foragter hans store Pung; men han er vel ikke saa hellig? som han lader til.

16

18

Tredie Optrin.

De Forrige, og Søren kommer ind med Huen i Haanden og Pungen under Armen, hvilken han sætter paa Bordet.

Trekholt.

Jo det er rigtig den samme Mand, hvad mon han vil?

Søren.

God Dag, kiere Hosbonde! (giver ham Haanden) her har jeg en Pose, hvorudi er 300 Rdlr. i Kroner, og da jeg ikke selv behøver dem, vil jeg bede, at I vil være saa god, enten at giemme dem for mig, eller, bruge dem til Eders egen Nytte; thi jeg veed at I har dem bedre behov end jeg.

Redlig (undseelig)

Tak, ærlige Mand! for den Fortroelighed Du har til mig; men jeg kan ikke

17

19

imodtage Dit Tilbud af mange Aarsager.

Søren.

Hvorfor ikke? vilde jeg ei have undt jer dem, kunde jeg jo have beholdt dem hjemme. Behøve I dem ei, kan I jo giemme dem for mig, og naar jeg behøver selv nogle til miu egen Udgift, kan jeg jo altid faae dem hos jer igien, men hiemme kunde de let blive stiaalet fra mig.

Redlig.

Jeg maae ikke nægte, at disse Penge jo i denne Tid komme mig meget vel tilpas, da Amtstuen fordrer Restancerne af mit Gods, og desværre! de ere ikke faa; men desuagtet, saa kan jeg dog ikke tage imod Pengene.

Søren.

Hvilken Snak! jo min Siel skal I faa, tag kun Pengene, og giv mig en liden Seddel til Beviis, andet forlanger jeg ikke.

18

20

Redlig.

I det mindste bør Du have min Obligation til Sikkerhed for Capital og Rente. (sagte) gid min Evne kunde ikkun svare til Villien!

Søren.

Jeg forlanger ingen; Eders Ord var mig nok, hvis det ei var for Dødeligheds Skyld, og derfor giver I jo Eders Haand ti! mig; hvad Renten angaaer, skal vi nok derom komme tilrette; det kan hænde sig, at I ved en vis Leilighed kan beholde hele Klatten, uden at give mig To Skilling tilbage.

Redlig.

Hvad! skulde jeg bedrage dig, Søren? Hvilken grusom Tanke . . nei, tag dine Penge igien, og qvæl mig ei længere med din Ædelmodighed.

Søren.

Faae den Skam der giør, Falil! I forstaae mig ikke ret; der er en vis

19

21

Tieneste jeg forlange af jer, og for samme vil jeg gierne opofre disse Kroner, ja meget mere, om jeg havde dem.

Trekholt (sagte.)

Det tænkte jeg nok, at Knægten havde andre Aarsager, siden han var saa villig at laane hans Hosbonde Penge.

Redlig.

Siig hvori jeg kan tiene dig, men troe ikke at jeg giør det for Pengenes Skyld.

Søren.

Derpaa har jeg seet saa mange Prøver i Forveyen, men det maa beroe til en anden gang. Farvel Hosbond.

(han giver ham Haanden og vil gaae.)

Redlig.

Ak! men bie dog, ærlige Mand, saa længe til jeg kan skrive mit Beviis for Pengene.

Søren.

Det kan I sende mig siden med Eders

20

22

Foged. Farvel og god Nak.

(han gaaer.)

Redlig.

Ak! Han er alt borte, forlad mig, min Ven! jeg gaaer efter ham, for at levere ham Beviset, (raaber) Hendrik! Bie her saa længe, om Hr. Trekholt maatte have noget at befale.

(Redlig gaaer.)

21

23

Fierde Optrin.

Hendrik, Trekholt.

Trekholt.

Hvilken rørende Scene! drømmer jeg, eller er jeg vaagen? . . er det mueligt, der kan være saa Veltænkende en Bonde til? . . og saadan en Hosbonde? . . . det er vist en af de rare Sieldenheder.

(til Hendrik) .

Har I mange saadanne Bønder paa Godset?

Hendrik.

Ja vist har min nye Herre mange Snese saadanne Bonder, og om De see een eller tyve af disse Graalaare, da ere de alle eens klædde, med korte Vadmels Trøyer, hvide Buxer, uldene Strømper, som ere rullede op som Pølser over Knæene, et Par Træskoe beslagne med Jern, som et Par Heste-Skoe, og . .

Trekholt.

Ei Snak! dette er ei min Mening; men jeg mener, om alle Eders Bønder

22

24

ere saa formuende, som denne Bonde, og om de samtlig har saadan Tillid ti! deres Hosbonde, at de baade tør lade ham vide, at de har Penge, og end mere laane ham Dem, uden at befrygte? . .

Hendrik.

Herren mener nok, de skulde frygte for at blive snydt af Hosbonden, nu forstaaer jeg Dem, og Skam tage mig, om det er saa feil en Tanke; var jeg Bonde, saa sandt som jeg er Monsieur Hendrik, Drollen tage mig, om jeg troede min Hosbonde saa vel; omend skiønt De aldrig kan forestille Dem, hvilket barnagtigt Hierte min Herre har; thi Ømhed kan al den Snak jo ikke kaldes, De selv har nys hørt paa, og mine Øren ere somme Tider færdig at blive døve af lutter bare saadan Pølsesnak; thi ved alle Leiligheder foreholder han mig, at man skal omgaaes sine Bønder kierligen, som sine Børn, og holde dem i god Velstand, saasom Hosbondens Velfærd beroer paa Bøndernes; med mange flere Historier, som jeg hverken kan huske, etter gider

23

25 tænkt paa; thi saadanne Principia stride jo aabenbar imod en Fogeds sande Fordele, og derfor er og bliver jeg bestandig en Prakker, ligesom min Herre, om jeg længer skal blive i hans Tieneste. Vel er det sandt, han giver mig en raisonabel Løn; men derimod har han forbudt mig alle Sportler, og følgelig gier jeg ikke en Pibe Tobak for min ganske ærværdige Tieneste . . Ja end mere, min Herre tager selv imod Landgilden, besørger selv Indfæstningen, vil ikke engang tillade mig at holde noget Skifte, uden han jo baade først og sidst vil have sin Næse i alle mine Papire, Fanden kan jo ikke holde saadant ud; thi al min Fordeel gaaer bort. Skal en Karl udtages til Soldat, lader han alle de Karle, som paa nogen Maade kan undværes fra deres gamle Forældre, kaste Lod mellem sig selv, og den Lodden trækker maa gaa, om han endog bød aldrig saa mange Penge; thi med et Ord sagt: Penge agte vi ikke, og dem trænge vi dog forbandet haardt til, saa det er galt i alle Ender. Men see! hvad er det for en liden Pige der kommer?

Hvem vil I tale med, mit Barn?

24

Femte Optrin.

Else. De forige.

Else.

Jeg skulde saa men forhøre her paa Gaarden, om der var noget Brev til min Fader Søren eller mig, kommen med Posten fra Gascogne?

Hendrik.

Hvem holder I Brevvexling med, mit Barn? ventelig har I en Kiereste der i Egnen, siden I længes saa meget efter Brev?

Else:

Skal jeg sige sandt, og nødig vil jeg lyve, da har det sig som han siger, Monsieur Hendrik! ja men! jeg og min stakkels Jesper kan ikke noksom velsigne vor Fyrste, som paa Hyæne-Jagten forskaffede min Kiereste Frihed fra hans ugudelige Hosbonde, den bekiendte Hr. Trekholt.

Trekholt.

Nei saadanne Skieldsord kan ingen ærlig Mand taale; veed I vel mit Barn,

25

27

at jeg er den, som I saa skammelig fortaler, og jeg, ja ret jeg selv er Eders Kiærestes Hosbonde.

Else.

Ak er det mueligt? men lige meget, hvad jeg har sagt, er Sandhed, og I maa dog selv tilstaae mig, at det var skammelig giort af Eder, at forlange 100de Daler af min stakkels Jesper, bare for den Smule Fornøyelse, at komme med mig i Brudeseng . . .

Trekholt.

Jeg maa ærgre mig ihiel; thi al Verden forfølger og bebreider mig, det er uudholdelig; jeg maa gaae, men hvor hen? de indvortes Nag følge mig, endog paa de eenligste Steder . . Ak jeg ulyksalige Mand! ak! ak!

(Han gaaer)

Else.

Min kiere Monsieur Hendrik! siig mig dog, om der hverken er kommen Brev fra Jesper, eller mindste Underretning om ham, naar han kommer for at holde Bryllup? Tiden er mig utaalelig lang.

26

28

Hendrik.

Nei hør engang til den lille forliebte Pige; man kan nok høre, hun er et Landsbye Barn, da hun saa lidet kan forstille sig; nei, lille Glut! jeg har min Troe intet om Eders Jesper at sige; men maaskee min Herre har derom faaet nogen Underretning. Bie derfor et Øyeblik, saa vil jeg spørge ham derom.

Else alene.

Jeg veed ikke hvoraf det kommer sig, men meget uroelig er jeg i mit Sind; Aarsagen maa ventelig være min Jespers Udeblivelse, eller maaskee jeg føler forud den Angst, jeg maa igiennemgaae, naar jeg skal boe paa den ugudelige Mands Gods; nei! da er min Faders Hosbond en god Herre, og dog kiender jeg mange af mine Naboer, som ere misfornøyede med ham, hvoraf mon det kan komme sig? jeg troer, at han er alt for god, men mon nogen ogsaa kan være det? dog! hvad seer jeg, er det ikke Jesper, min kiere Jesper?

(hun løber hen at omfavne ham.)

27

29

Siette Optrin.

Jesper (med Ost og Brød i Haanden ædende) Else (løbende.)

Velkommen Jesper! hvor har du kundet blive saa længe fra din stakkels Else?

Jesper (vranten.)

God Dag Else, god Dag! (æder)

Else.

Vil du ikke anderledes hilse din Kiæreste? det var dog en lyksalig Hyæne-Jagt for os To især.

Jesper.

Hvad er Klokken?

Else.

Hvorfor spørger du saa derom? Jesper.

Fordi jeg har ei lang Tid at blive her.

Else.

Hvor vil du hen, vil du forlade mig saa hastig?. . hvad . . ak! hvilken Koldsindighed, Jesper holder du intet meer af

mig?

28

30

Jesper.

Jeg spørger endnu engang, hvad er Klokken?

Else.

Ak! desværre, nu kan jeg alt fornemme hvad Klokken er slaget, Jesper har glemt mig, han elsker mig ei mere. Ak! jeg arme Pige! Jeg maa gaa og klage min Nød for min Fader. Farvel Jesper.

Jesper.

Ja gaae kun Morlil! Farvel.

(Else gaaer)

Jesper alene.

Nær havde hun bevæget mig, den Tøs, men nu er det forbi; jeg maatte være gal, om jeg tog saadan en til Kone, nu da Fyrsten, efter sigende, har giort mig og alle Bønder frie fra Fødestavnet; nei, Jesper har bedre Forstand . . Jeg veed en bedre Ven, hvortil min Hue staaer hen . . til Engeland, til Engeland, der vil Jesper og jeg; der ere kiønne Piger, trods Else. Der, der er Frihedens Land, der kan man raade sig selv, og staaer hverken under Hosbond eller Fyrste. . Det er got nok, at jeg nu er fri for at sættes

29

31 til Soldat af min Hosbonde, men Fyrsten har jo endnu den samme Ret over mig, og Fanden staaer i hans Officerer; de jage mig snarere end nogen anden, da jeg er en ung og rask Bengel. Nei, gid ingen være længer i Frankerig, du est jo en fti Karl, Jesper; jeg giver altsaa Baade min Hosbond, Else og hendes Fader Søren, kort sagt allesammen: Døden og Dievelen; jeg reiser min Vei, saasnart jeg kan; alene ved at tænke paa det Engelske Øl, løbe mine Tænder i Vand; skulde jeg kun ei være saa uhældig at Møde Søren, ligesom før Else, Hendrik og Hr. Redlig; men vist nok er det, denne Herre lod til at være en kiøn Mand, ja vare alle Hosbonder saadanne! dog de ere vel allesammen eens; . . men see! kommer ikke der Søren, hvor har nu Fanden ført mig ham just paa Halsen? jeg vil lade, som jeg ikke seer ham. (skynder sig og vil gaae, men Søren tager ham ved Armen og trækker ham tilbage.)

30

32 Syvende Optrin.

Jesper. Søren.

Søren.

Nei bie, Kammerat! hvor vil du hen? plager Fanden dig, at du vil saaledes forlade min Daatter? er det den Tak vor naadige Fyrste skal have, for den store Tieneste han giorde dig?

Jesper.

I andre have ligesaa stor Nytte af denne Naade, som jeg . . Farvel! Jeg har ei Stunder at bie.

Søren.

Hvor vil du hen, dit Skarn! vil du vanære min Daatter? nei, du skal ei saa let slippe fra mig.

Jesper.

Kiere Søren! brug dog Eders Forstand; hvad Nytte kan det være jer, at Eders Daatter faaer mig? da jeg dog hverken elsker, eller nogensinde har elsket! hende.

Søren.

Hvad siger du? har du aldrig elsket min Daatter, hvorfor vilde du da ægte hende?

31

33

Jesper.

Brødet er kiert, Falil! men nu har jeg, Gud skee Lov! ei nødig at søge det hos jer eller jeres. Hele Verden staaer mig aaben, jeg reiser min Vei. Hils Else.

(han gaaer.)

32

34 Ottende Optrin.

Søren vil løbe efter ham, men forgieves, saasom han møder Hr. Redlig, som omfavner Søren. Redlig.

Hvad er der paa færde, min kiere Søren! Hvad fattes Dig? Søren.

Ak jeg arme Mand! ak min stakkels Else! Redlig.

Hvad Ont er der hændet hende eller Dig, siig om jeg kan redde Dig? Søren.

Ak! kiere Herre! Jesper, det Skarn, har slaget op med min Daatter, ham var det, I saae gik ud.

Redlig.

Jesper Jespersen af Hr. Trekholts Gods i Gascogne, som jeg selv nu nys talte med i Forstuen.

Søren.

Ja ja, gode Herre! det er just den samme Karl.

Redlig.

Sandelig! saadan en Hosbond er dog ilde faren, som plages med slige vanskeli-

33

35

ge Bønder; ingen Under derfor, om han imellemstunder forløber sig; men af hvad Aarsag har han slaget op med Din Daatter?

Søren.

Det maa Gud vide, og ikke jeg, kiere Hosbond! skaf mig Ret over dette Skarn, jeg skal evig derfor være Eder forbunden.

Redlig.

Jeg skal giøre hvad jeg kan, men der kommer Hr. Trekholt.. De komme ret tilpas, min Ven! Jeg har en Klage at fremføre over een af Deres Bønder..

(til Søren)

Gaae kun imidlertid ud, kiere gamle Mand! og søg at trøste Din bedrøvede Daatter lad mig saa kun raade for Resten.

34

36

Niende Optrin.

Redlig, Trekholt.

Trekholt.

Hvad! er her nogen af mine Bønder udi denne Egn?

Redlig.

Ja vist! Jesper Jespersen, som Fyrsten gav Lov til at faae min ærlige Sørens Daatter Else, nu har han uden Aarsag slaget op med hende.

Trekholt.

Naa! den Karl; med ham tør jeg ei videre befatte mig, paa det intet større Onde skal mig vederfares.

Redlig.

Hvorfor ikke? denne Jesper har begaaet en Forbrydelse, og bor straffes; for Rettens Haandhævelse blive hverken De eller nogen ærlig Mand af Fyrsten ilde anseete; men Uretfærdigheder straffer han, enten de saa findes hos Hosbonden eller Bonden.

Trekholt (spodsk.)

Er det mueligt en Bonde kan forsee sig, og hvad Ret tænke De at faae over en Bonde i disse Tider?

35

73

Redlig.

Min Ven! hvad Grund har De til at tænke eller tale saa formastelig? Ere vi ikke alle Børn af een Fyrste, Hvorfor skulde han ansee os for Stedbørn, mere end hine, uden vi ved egen Forbrydelse selv unddrage os hans faderlige Godhed? naar vi kun ikke glemme vore Pligter, og ikke misbruge de os forundte Benaadninger, har vi os aldeles intet at befrygte.

Trekholt (forbauset.)

Mit Hierte giver Dem Ret, og jeg føler min Forbrydelse i dens Grusomhed... Dette er mig den meest qvælende Tanke, at de adskillige Uretfærdigheder, jeg mere af en ond Vane end medfød Tilbøyelighed eller velberaad Hue under slette Menneskers Anførsel har begaaet, skal forvolde, at alle brave Landmænd for lige saadanne Uhyrer skal ansees og uforskyldt bedømmes.. Ja, ædle Ven! Gid mange vare saa ædeltænkende, som De, snart skulde disse Fordomme udryddes.. men maaskee de ere alt fordybt indgroede, og maaskee..

Redlig.

Qvæl dog ikke hverken Dem eller mig med saa fæle Billeder, vær vis paa, min

36

38 Ven! at der gives flere dydige Proprietairer her i Landene, end udydige, ellers var vist Jordegods og dessens Eyere for længe siden i Bund og Grund ødelagde .. troe mig, denne Sætning har større Grund end Hoben forestiller sig .. og saa vist som Jordegods er en af Regieringens Hovedpiller her i Landet, saa vist ere vi og forsikrede om at nyde alle lovlige Rettigheder ubeskaarne; thi vor vise Fyrste har længe indseet den Fordeel, hans Regiering har fremfor alle andre Lande, ved sine aarlige Skatters uryggelige Betryggelse, saa længe Herregaarde staae ved Magt. De mange 100de Tønder øde Bøndergods, som vore afdøde Fyrster have maattet tage til sig, fordi de ingen anden Hosbond havde, uden Beboerne selv (thi ellers havde de aldrig kundet blive øde,) bevise min Sætnings Sandhed.. Hvem vil derfor grue, saalænge man giør det som Ret er?

37

Tiende Optrin.

Hendrik. De forrige. Hendrik.

Nu ere Bønderne samlede, og længes meget efter at tale med Herren. Nedlig.

De tillade, Hr. Trekholt, at jeg lader dem komme her ind i Stuen; thi her er dog nogen Varme, og det er Synd, at de skal fryse i Borgestuen.

Trekholt.

Hiertelig gierne.

Redlig.

Beed dem da komme ind.

38

40

Ellevte Optrin.

Bønderne, Hendrik og de forrige.

Første Bonde.

Jeg maa tilstaae min Armod for Heeren, saa jeg umuelig kan besidde min Gaard længere, og fordi jeg vil vise, at jeg er en ærlig Mand, derfor frasiger ieg mig Gaarden nu i Efteraaret, da mine Lader er fulde af Korn og Høe.

Redlig.

Hvorfor kan du ei blive længere ved Gaarden?

Første Bonde.

Qvægsygen har nu tvende gange borttaget alt mit Qvæg, og det som giorde min nød fuldkommen, var en Sygdom, som kom imellem mine Bæster sidste Sommer, hvoraf ieg mistede de 2de beste. Jeg have r altsaa ikkuu en Følhoppe og en Aarings Plag tilbage, og dermed kan ieg umuelig drive Arbeidet baade til Hove og hiemme. Herren har selv forbudet os, at holde flere Heste, end vi vel kunde føde, hvilket ogsaa er godt nok, naar mine Bæster havde kun Livet; men . .

Redlig.

Jeg vil hielpe dig, min Søn, med et

39

41

par gode Heste, og 2de nybaarne kiør, saa veed ieg du kan reddes.

Første Bonde.

Hosbond skal have Lak ; men det forstaaer kuns lidet, betænk, jeg staaer desuden til Rest med 2 Aars Landgilde; og et Aars Kongelige Skatter. Ak! Jeg maa svare Skatter for mig, Kone og 5 voxne Børn; paa saadan Maade er det io en Ulykke at have Børn.

Redlig.

Giv dig tilfreds, ieg vil eftergive Restancen, og selv betale Skatten, er det saa godt?

Trekholt (kalder redlig tilside.)

Hold dog Maade med Deres alt for store Gavmildhed, det giør io kun dovne Bønder, lad den Knægt løbe, og und en anden Gaarden.

Redlig.

Hvilken anden? hvad Nytte at iage en Stodder ud og sætte en anden i Stæden; og hvis det er sandt som siges, at alle Bonderkarle skal gives fri for Fødestavn, hvor faaer ieg da en Beboer til dette eller andre ringe Steder? Ner min Ven! naar

40

man vil hielpe en Bonde, skal man hielpe ham tilgavns.

Første Bonde.

Jo Hosbond , naar I paa saadan Maade mig, maatte ieg være et Skarn, om ieg ei blev ved Gaarden og giorde saa i Eftertiden al min Flid til at aftiene Eders Godhed. Farvel gode Herre! Gud lønne Eder for Eders Kierlighed.

(gaaer)

Anden Bonde.

Vil Herren unde min Daatter Gaarden efter min Død, I veed min voxne Søn er død, og jeg haver ingen anden Arving? Redlig.

Maade du og enhver kan være forsikret, at ieg lige saa lidet i Fremtiden som tilforn skal sætte nogen Fremmed i Eders Gaard, saalange der er nogen af Eders Børn eller Slægtninge, I selv vil unde den, og derfor giver ieg og herved mit Samtykke til Din Datters Fæste; men først maa ieg vide, at hun faaer en skikkelig Karl til ægte? Hvem bliver det? Anden Bonde. Det er en fri Karl af et fremmed Gods, en duelig Arbeider, men han har kuns

41

43 lidet til Beste, og derfor kan ei taale at gide meget i indfæstning, hvor meget vil Hosbond have af ham? Redlig.

Mig er det ikke faa meget om Indfæstningen at giøre, som at faae en flittig Fæstere, der ved Indtrædelsen sættes i den Stand, at han bestandig siden kan svare Fyrsten og mig hvad han bør . . . Meer end 20 Rdlr. forlanger ieg ikke til Indfæstning.

Anden Bonde.

Det betaler ieg paa hans Vegne med Glæde. Farvel Hosbond og Tak.

(gaaer.)

Redlig.

Troels Knudsen, kom hid.

Troels.

Hvad Godt Hosbond?

Redlig.

Jeg har ei meget godt at sige dig; thi fra dig spørger jeg intet andet end Ondt; hver Dag søger du Kroen, og kommer først derfra langt ud paa Natten, din Mark og Creature forsømmes. Jeg eftergav dig din Restance i Fior, nu begynder du igien at trække paa dig, derfor

42

44 maa du herved vide, at saafremt du ei inden en Maaned clarerer, og fornemmelig bedrer dit ryggesløse Levnet, skal ieg forfare med dig efter Lovens yderste Strænghed; gaae strax fra mine Øine, og efterlev min Ordre, om du vil ellers fare vel.

(han gaaer grædende bort.)

Tredie Bonde.

Jeg maa lade Eder vide, gode Hosbond, at Jens Graversen og Kone ere nu begge døde, og har efterladt sig 7 umyndige Børn, den yngste døde hun fra i Barselseng, og den ældste, som er en Dreng, er endnu ei saa stor, at han kan kiøre Ploven. Hvad skal vi fange an med disse stakkels Børn? i I veed selv, at paa Stedet er intet tilovers, naar Besætningen fradrages, som Eder efter Loven tilhører? Redlig til Trekholt sagte.

Kiend mig nu et godt Raad min Herre!

Trekholt.

Jeg veed intet, Monsieur Hendrik! hvad synes I?

Hendrik.

Mig synes Herren kunde giøre ved disse Børn som man giør ved Hundehval-

43

45

pene paa sine Steder, sæt dem ud paa Godser, og lad Bønderne føde dem til de blive store.

Redlig.

Har Bønderne ikke Udgifter nok i denne Tid desuden? nei Hendrik; men tag strax til Stervboet, og optegn Alting ude og inde, giør det altsammen i Penge, og saa vil jeg dele Summen mellem alle Børnene, efter som de har nødig, saa bliver der nok Folk som opføder dem paa Godset.

Hendrik.

Men saa bliver jo Gaarden øde, Herre. Redlig.

Lad det være min Sag, (til Bonden) følg med min Foged, jeg har giver ham om Alting behørig Ordre.

(Hendrik og Bonden gaaer.)

Fierde Bonde.

Tak for Skiftebrevet, gode Herre! jeg havde ei ventet, at der havde blevet saa meget tilovers for Børnene paa saa lidet et Sted.. men, gode Herre! den ældste af Pigerne skal nu giftes, kunde hun vel ad Aare faae sin Arvepart ud? den er just 20 Rdlr.

44

46 Redlig.

Det forstaaer sig, at hendes Arvegods af mig bør udbetales, saasnart hendes Mand kræver samme.. hun skal faae hver Skilling med Renten, fra Skiftebrevets Dato.

Bonden.

Tak Hosbond, paa hendes Vegne! Farvel.

(gaaer.)

Femte Bonde.

Mig synes ei, at jeg bør dølge for Hosbond, at der i vor Bye findes en Omloer, som har nu i nogle Dage haft sit Tilhold i Kroen, indtil for en Time siden, da han skal have været her paa Gaarden; denne Knægt løber med en Hoben Snak, har alt faaet endeel af mine Naboer til at troe, at der er udkommen nogle ny Forordninger, som deels give os alle frie for Hovarbejde, deels eftergive os vore Tiender, og desuden befale, at ingen af vore Karle skal mere høre til deres Fødestavn; ja han har endog faaet vor Degn til at skrive en lang Klage over Hosbond for nogle af vort Sogn, hvor iblandt er, saa sagte at sige, Troels Knud-

45

47

sen og mange flere. Denne Omløber har lovet selv at levere Fyrsten den, imod at hver Mand har givet ham 8 Sk. for hans Umage. Siig os nu, gode Herre! om der er noget Sandt i denne Karls Forebringende.

Redlig.

Saavidt jeg veed, er det altsammen Digt; for Resten er jeg aldeles ikke hange for deres Klagemaal, jeg har en god Samvittighed, og vor Fyrste er alt for retfærdig til at dømme nogen uforhørt Mand, ellers skal du have Tak for din Underretning.

Bonden.

Herren skulde dog ikke ansee den Sag saa ringe; thi den kan vist have farligere Følger, end man forestiller sig . . vore Karle troe allerede hans Sladder, og de fleste har alt resolveret at reise fra Godset, deels til Engeland, deels til Holland, af Frygt for at blive Soldat.

Redlig.

Naar de ere fri for Hosbondhold, hvor kan de da frygte for den Sag?

Bonden.

Det er jo ei Hosbonden, men Fyrsten

46

48 Der behøver Soldater, altsaa sidder Angesten i dem, enten de høre til Stavn eller ei; og I maa troe, at endskiønt jeg er en Bonde og selv haver Sønner, kan jeg dog ei indsee, at Fyrsten har nogen Nytte deraf, at Karlene ere fri; thi Hosbond! see kun hvor det gaaer med Søefolkene ved Strandkanten, dem raader Hosbond slet intet for, og hverken kan giøre dem til Soldater eller Matroser; men Officererne, som udi ingen Deel ere disse Folkes Omstændigheder bekiendte, tage ud hvilke der staae dem best an, lige meget om de har gamle Forældre, Kone og mange Børn hiemme, det lade de være Hosbondens Sag, som maa føde og klæde dem, mens Mændene ere paa Flaaden, ofte i mange Aar. Og endelig ere Officererne nødte til at tage for Føde naar de komme; thi det beste Mandskab løber ud af Lanet, saasnart det hører der skal være Udskrivning, og da Hosbonden intet haver over dem at sige, kan han ei forbyde dem det. De sige: De vil paa Farten, og vise deres Patenter, hvem tør saa mukke? Og I maa troe, det vil gaae lige saadan til med Soldaterne, om Karlene ere eller blive frie for Stavn-

47

49

Redlig.

Troe mig, min Søn, Karlene ere vist ikke endnu frigivne, det maa jeg best vide, og siig du dem det ikkun i mit Navn, for at forebygge videre Følger.. I øvrigt kan du sagte have et Øye efter denne Omløber, at han ingensteds kommer bort,

uden jeg faaer det at vide.

(Bonden gaaer.) Siette Bonde.

Jeg burde nok i Dag have betalt Hosbond min Skat, men sandt at sige, saa fattes jeg Pengene; thi Kornet er der kun lidt af, og deraf kan jeg i Aar intet sælge. Vel haver jeg, Gud skee Lov! gode Creature, og der iblant en god 3 Aars Plag, men da Hestene ere i slet Pris i denne Tid, og den er for god at sælge for et Smørbrød, vil jeg bede at Hosbond vil tage Plagen for Skattene.

Redlig.

Nei, jeg behøver den ei; men for at tiene dig, vil jeg giøre Forskud for dig i Skattene, indtil du med Fordeel kan sælge din Plag, glem mig saa ikke. Bonden.

Nei vist skal jeg ikke. Farvel.

(gaaer.)

48

50

Syvende Bonde.

Maa det ei være mig og mine Byemænd tilladt, at giøre vor Hovarbejde som tilforn, i vis tildeelt og bestemt Arbeide, isteden for udi dagviis, efter den sidste Anordning? vi vinde derved den Fordeel, at vi kan faae det Arbeide færdig udi een Dag, som vi ellers skal bruge 3de til. Kosten er dyr, Hosbond! i denne Tid, og en god Madkurv maa ikke seile, naar man skal til Hove.

Redlig.

Nei, min Søn, vi bør holde os paa det nøyeste Forordningens Bydende efterretlig paa alle Sider.

Bonden.

Men Fyrsten vil jo forunde os Lettelse? dette er hans Hensigt, og saa længe Hartkornet er saa ulige her i Landet, som det nu er, skeer os mere Gavn, hvis vi maa blive ved vor Skifte-Arbeide. Redlig.

Du taler efter din Forstand og fordi du staaer høit i Hartkorn, men dette maa være en Sandhed, at Forordningerne passe temmelig vel paa de fleste Stæder: men alle Sieldenheder kan intet Menne-

49

51

ske forud see, og hvor sligt indtræsker, kan man og være vis paa Fyrstens naadige Resolution; thi han vil ingens Fornærmelse . . Men, da du er saa forlegen for Skifte-Arbeidet, vel an! giør der som tilforn, men udregn først, hvad Proportion Arbeidet har med Forordningens Bestemmelser, saa vil jeg og give dig og dine Byemænd saa mange Billetter derfor, som paa begge Sider kan ansees billigt, i Følge Forordningens Forskrift.

Bonden.

Ja! saa skal Baade vor gode Fyrste og Hosbonde have Tak, nu ere vi fornøyede, (gaaer.)

Ottende Bonde.

Jeg er Fattigfoged, og maa herved give tilkiende, at de 15 Mænd, som staae paa denne Liste, undstaae sig ved at give de Fattige af Sognet her, det de i Følge Forordningen ere ansatte for at svare . . og derfor maa Hosbond strax giøre Anstalt, ellers sulte de Fattige reent ihiel i denne dyre Tid, og det var vist allerede skeet, om jeg ei havde haft de 10 Tønder Korn, som Herren giver dem af sin egen Lomme om Aaret; og det er alt hvad

50

52

man af jer kan forlange, da Gud og hver Mand veed, I desuden har saa mange Snese Fattige at betale Skatte for; . . men da I ere saa god en Mand, bør jeres Bønder være lige saadanne, og derfor beder jeg, at I forskaffe mig Ret paa de Fattiges Vegne.

Redlig.

Jeg skal derom endnu i denne Dag føye Anstalt, gaae kun hen og siig de Fattige det . . ja gid min Evne var kun derefter, jeg vilde gierne betale for dem allesammen; men ak! alle Steds behøves min Hielp, og desværre den er saa lidet tilstrækkelig.

(Bonden gaaer.)

Niende Bonde.

Jeg kommer her som Lægsmand med den Karl, som det efter Lodtrækning er tilfalden at gaae til Soldat, i den Karls Sted, som forleden Dag fæstede, her er han, men jeg kan ei med det Gode faae ham til at gaae med mig til Officeren for at indskrives; thi han sværger paa, at han er fri Karl, saavelsom alle hans Kamerater. Redlig.

Min Søn! lad dig ikke forføre til at troe saadan opdigtet Tøi, du est og skal

51

53

blive Soldat, derudi bliver ingen Forandring.

Niels, Karlen.

Det troer jeg min Siæl ikke, medmindre Jesper Jespersen kommer herind, og i hosbonds Overværelse maa slaae sig selv paa Munden som en Løgner.

Redlig.

Send strax Bud efter denne Oprører, og lad ham komme herhid.

Niels.

Han er saamen ikke ret langt borte, men udi Borgestuen; thi han lovede at følge mig, og soer paa, at han skulde være Mand for, at ingen skulde røre en Fieder i min Hat.

Redlig.

Træk ham strax ind.

52

54

De komme slæbede ind med, Jesper Jespersen.

Jesper.

Gevalt! Gevalt! plager Fanden jer. . slip mig, eller I stal faae en Ulykke, saasnart jeg faaer Fyrsten i tale.

Redlig.

Har Du nogensinde haft den Naade? Jesper.

Ja, mange Snese Gange; forleden Nat kom jeg noget sildig for Slotsporten, og kunde ei komme ind for den store Bindehund, thi den giorde saadan Fandens Allarm, at Fyrsten befalede sin Frue at staae op og see hvem der var, Hun raabte: det er den gode ærlige Jesper, og kom strax og lukte mig ind for Hunden . . Jo, de gode Folk kiender jeg godt nok, saa det skal svie til visse Folk, naar jeg igien faaer Fyrsten i Tale.

Redlig.

Liderlige Siel! tør du understaae dig at digte saa grove Løgne? . . Børn! kan I selv nu skiønne, at han er et uværdigt Menneske?

53

55

Niels.

Jeg veed ikke hvad jeg skal sige Hosbond; thi der ere jo saa mange af os som har en Bindehund, og sagtens kan vor Fyrste evne at holde en, bedre end vi . . Jesper kan jo deri gierne have sagt sandt.

Redlig.

Taabelige Nar! men min gode Jesper, har du da samme Tid paa Slottet seet de nye Forordninger, som du har fortalt mine Bønder om?

Jesper (forbauset.)

Hvem siger, at jeg har seet saadanne Forordninger der? det har jeg aldrig sagt; thi hverken har jeg seet eller hørt er Ord af Fyrsten om slige Anordninger, derpaa kan jeg giøre min Saligheds Eed, men..

Niels.

Hvad! har du ei fortalt mig og Snese andre, at der var kommen Ordre ud, at alle Bønderkarle skulde værefrie for Godset, at.

Jesper.

Rigtig, rigtig, Niels! det har jeg og, og jeg tør lade min Næse paa, at dette ogsaa saaledes i Sandhed forholder sig.

54

56

Redlig.

Hvad Beviis kan du derom fremføre?

Jesper.

Snese Vidner, og deriblant vor Præst, Degn, Skoleholder og Sognefoged, de sore paa forleden Dag i Kroen, . . Jeg vilde have sagt paa Kirkestævne, at de havde hørt Forordningerne enten vare komne, eller med første skulde komme ud. Niels.

Er du ikke vissere i din Sag end saa?.. ja Hosbond, da maa jeg vel gaae til Soldat, indtil saa længe Forordningen kommer ud. Redlig.

Har Lodden truffen dig, bør du gaae lige saa villig, som de andre har giort for dig.. Niels.

Ja Hosbond, vi vare ei alle samlede ved sidste Trækning, thi Anders Truelsen gav sig ud for at være syg, og jeg har dog seet ham hver Dag siden tærske i hans Faders Lade.

Redlig.

Hvad! er der sandt, Lægsmand? da gaae strax med Niels derhen, og lad Loddet skielne hvem af dem der skal være Soldat. (de gaae.)

55

57 Jesper.

Farvel! jeg maa gaae med, og see hvordan det Spil løber af.

Redlig.

Nei! bie lidt, Jesper! du slipper mig ikke saa let; hvem har giort dig berettiget til at digte Forordninger, og derved oprøre mine Bønder?

Jesper: (bange)

Det er jo min og hver Mands Pligt, at hielpe de Nødlidende, og jeg har ikke giort andet, end været Eders Bonder behielpelig med at sammenskrive en Klage, hvorudi de anbringe deres store Nød for vor naadigste Fyrste.

Redlig.

Hvad har mine Bønder vel at klage over?

Jesper (leverer et Papiir)

Der er Klagen, døm saa, om de har Aarsag eller ei?

Redlig (læser)

Hvad seer jeg? de fleste af mine Bønder har underskrevet den, og deriblant endog saa mange af dem, som her have været i Dag .. hvad! (han læser) de vil være fri for Tiender, Landgilder .. Hovarbeide,

56

58 ja Skatten med . . aldrig bedre! de daarlige Folk! hvor lidet kiende de deres Pligter! . . men dog, der er ei saa meget deres, som deres onde Forføreres Skyld, og deriblant est du een af de værste; hør Karl! Klagen tager jeg til mig, og sikkerlig skal den blive forestillet Fyrsten! men imidlertid skal du blive her paa Gaarden under Vagt, indtil jeg faaer Ordre, hvorledes du bør afstraffes, thi straffes bør du, andre Ligesindede til Skræk.

Jesper.

Hvor kan I arrestere Mig, som nu er en fri Karl? og er jeg ikke det, da hører jeg jo ikke jer, men Hr. Trekholt til. ikke sandt, gode Herre?

Trekholt.

Jo det er sandt nok, men Hevnen er mig for sød, at jeg skulde unddrage dig samme, ved at forbyde Hr. Redlig Rettens Fremme over dig.

57

59 Trettende Optrin. Niels kommer ind med Søren. Else og Lægsmanden. De Forrige.

Lægsmanden.

Niels blev rigtig fri, gode Herre! og den anden Karl, som gjorde sig syg sidst, faldt Lodden paa at blive Soldat i hans Sted.

Redlig.

Men min gode Niels! hvad Ondt har jeg giort dig eller dine, at du og har underskrevet den Klage? du har jo hverken Gaard eller Huus i Fæste, og dog klager du over Hovarbeidet med mere?

Niels (ydmyg)

Ak! gode Herre! jeg har aldrig læst Klagen, og jeg tør helligen forsikre, at ikke den 10de Deel af dem, som har undertegnet samme, veed mere dens Indhold end jeg . . men hvem vil ei gierne slippe det letteste man kan? og denne Be-

58

60

drager (peger paa Jesper) har lovet at skaffe os alle fri, og derfor skreve vi enig alting under, som han forelagde os.

Jesper.

Ak ja, det er sandt altsammen, men hvad giør man ei for Fordeels Skyld .. jeg fik 8 Skilling af hver Mand i Skriverpenge.

Redlig.

Leveer strax disse ulovlige Penge tilbage.

Jesper.

Jeg kan ikke . . de ere alle drukne op.

Søren.

Det havde jeg aldrig troet om dig, Niels, som jeg nu hører; og efter saadanne Omstændigheder tør jeg ei forestille Herren mit Ærende.

Else.

Ak jo, Far! Herren er en ærlig Mand.

Redlig.

Hvad er dit Andragende, min ærlige Søren?

Søren.

Herren veed selv, hvor stammelig Jesper har narret mig og min Daatter.

59

61

Jesper.

Hvormed? jeg vil jo gierne have hende.

Søren.

Nei! ellers Tak. Det skal aldrig skee; men denne Niels her staaer, har tient mig i 8te Aar som Dreng og Karl, troe og flittig, ham vilde jeg gierne unde baade min Gaard og min Daatter, om Herren ellers vilde tillade det . . endskiønt jeg nu skammer mig ved at begiere det, da han saa uforskyldt har turde klage over jer?

Redlig.

Jeg lægger ham det mindre til Lastend du maaskee troer, Søren! og til Beviis derpaa, skal Gaarden hermed være ham overladt i Fæste efter din Død, Søren.

Søren.

Tusind Tak, gode Herre! men jeg vilde strax afstaae Gaarden til ham, og selv sidde hos dem paa Vedtægt; thi jeg er nu en gammel udslæbt Mand.

60

62 Redlig.

Velan! det kan og skee om ellers din Daatter vil have Niels til sin Mand; Hvad siger I dertil, lille Barn?

Else.

Hvad skal jeg sige? var ikke Jesper saadan et Skarn, som han er, veed jeg nok hvem jeg helst vilde have . . men fy! han er mig ikke værd, Niels er og skal være min Mand, kan han kuns komme til Rette med Herren om Indfæstningen.

Søren.

Den Sag skal jeg afgiøre paa Nielses Vegne... Gode Herre! mere end de 300 Rdlr. I har af mine Penge, forlange I vel ikke til Indfæstning?

Redlig.

Jeg skulde forlange saa mange? ... nei min gode Søren! aldrig har jeg faaet og heller ikke engang forlangt den halve Deel af nogen Mand.

Søren.

Da vil jeg min Siel ikke have 2 Sk. af disse Penge tilbage, veed I det Hosbond; giør mig nu ikke meensoren.

Redlig.

Nu vel an! saa ere disse Penge mig af dig forærede?

61

63

Søren,

I ja vist! I skal have dem til Indfæstning.

Redlig.

Tak da, ærlige Søren! de komme mig og meget vel tilpas, og da denne Capital nu er min Eyendom, har jeg og Lov til at giøre med den hvad jeg vil . . See der, Else! antag disse 300 Rdlr. af min Haand som en Brude-Gave; Eders Fader og ikke mig bør I takke for Pengene og især for Gaarden; thi hans Flid har giort den nyttig baade for ham og Eder, hans Børn. Lever for Resten i et lyksaligt Ægteskab begge, og glemmer aldrig at elske og ære Eders ærværdige gamle Fader.

Søren.

Ak vi lykkelige Bønder, under saadan en Hosbonde!

Redlig.

Og jeg siger: Lyksalig er den Hosbonde, som har saadanne Bønder.

Trekholt.

Skal da hele Verden være lykkelig, og jeg eene ulyksalig?

Jesper.

Det samme er mine Ord.

Redlig.

Følg vor vise Fyrstes Øyemed, som er grundet paa Dydens Forskrift, saa skal hverken Hosbonde eller Bonde i Fremtiden have Aar-

62

64 sag at besvære sig over Vanlykken, eller Forfølgelser.. da, ja da skal det Navn som nu under saa mange fæle Billeder forestilles, være i et helligt og udødeligt Minde for Fyrsten og seeneste Efterslægt.

Hendrik.

Men mon der er nogen Stand til i Verden, blant hvilken slet ingen Udydige findes? og var det da ikke ubilligt, at alle Stænder skulde ansees for Uhyrer, fordi der hist og her kunde findes en Hyæne iblant dem? (seer til Parterret) Hvo altsaa af Eder, som er ganske reen, den kaste den første Steen herop. Nu gesvindt, hvor blive I af? jeg skal ærlig samle her hver Steen sammen, og deraf lade bygge en Ære-Tempel for alle de øvrige Stænder.

1

Danophili Besvarelse paa de i det Danske Magazin for patriotiske Skribentere No. 38 fremsatte 5 Spørsmaale.

Hvorhos ved hver Besvarelse er føiet en Moral til Danmarks Riges Opkomst

Bonum multorum, privato fingulorum Commodo longiffime præferendum.

At alle leve vel, er Statens Velfærd, Nytte, Bort! nogles Overflod, du Statens falske Støtte.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldt: Stræde,

2
3

Qvæstionerne.

Første Qvæstion

Om der er giørligt for en Hosbonde at bringe sine Bønder udi en langt sterkere Stand og Tilstand, end de nu ere, og vedligeholde dem stedse udi samme, saa at de altid blive Hosbondens gieldbundene Tienere, og udi en fattig og trængende Tilstand, uden at forbryde sig imod Landets Love og Forordninger. Guds Lov og Hosbondens egen Interesse og Tab kan ei her komme i Betragtning?

4

Anden Ovæstion.

Om ved nogen Anordning kan bestemmes og befales, hvorvidt en Hosbonde skal forstrække sine Bønder udi deres behøvende Trang med Forskudder af kongelige Skatter, Forstrækning til Bondens Avls Fortsættelse af Bæster, Sæde og Fedekorn med videre, og ofte sammes aldeles Eftergivelse, saaledes, at det kan geraade til Bondens, Hosbondens og Landets Vel?

Tredie Ovæstion.

Om fornuftigviis kan ventes, at Prisen paa Jordegods herefter enten vil stige eller falde, og hvilket Tilfælde kan bestemme Statens Vel eller Velstand, eller og, om samme kan være Staten ligegyldig?

Fierde Ovæstion.

Nok spørges: Om der ikke var tienligt for Bondestanden, ar Herredsfogden mødte ved Skifterne paa Propriertair-Godserne, ligesom Birkedommerne paa Kongens Godser?

5

Femte Qvæstion.

Om det ikke er høist fornødent, at Proprietairerne imponeres at lade udmelde Synsmænd fra Retten, naar de ville rage Fæld over en Bondegaard, og at Bonden af Amtmanden bliver anordner et Forsvar til at bivaane Synet, og derefter at tale i Sagen?

Første Qvæstion besvares.

Der er en saare let Sag, at Hosbonderne kan bringe Bønderne i en endnu slettere Tilstand og under de elendigste Vilkaar uden OpreiSnings-Haab, hvilker kan skee, blant mange andre, paa følgende Maader:

a) Saa længe det er efter Loven tilladt Hosbonderne at give Bonderkarle Passer, (eller at sælge Mennesker, hvilken Misbrug er saa forbrydelig som saare almindelig,) derved udsuer Jordegods-Eiere det unge Mandskab og disses Forældre, da Forældrene for at redde deres Børn, deels fra Borne-Rettigheden, dels fra Hove-

6

vie - Trældom, dels fra Soldaterstanden & c. hellere giver, hvad de selv haver, og kan faae at laane, og saaledes bringer sig selv og sine i en gieldbunden Tilstand.

b) Det kan skee, saa længe Loven tillader, uden

Indskrænkelse og Bestemmelse, at tage Indfæstnings - Penge af Bondestanden ved Gaarde eller Huses Tiltrædelse, thi naar een eller anden, ofte af tvingende Aarsager, vil have sig en Boepæl af Jordegods i Fæste, maa den Fæste-Antagende, enten strax eller aarlig, derfor betale saa meget, som en ubillig Begierlighed vil foreskrive, hvorved den menige Mand forarmes, og de Indfæstende oftest henleve, dets Aarsage, som gildebundne Slaver.

e) Det skeer, saa længe Udskrivnings-Maaden

saavel ved Land-Etaten som Søe-Etaten er paa nu værende Fod; da det vitterlig dependerer af Jordegods-Eierne, at frem-

7

stille ved Enroulleringen og Udskrivningerne (helst ved Land-Etaten,) hvo de finder for got af Godsernes Mandskab; naar altsaa Sessionerne nærmer sig, saa samler Hosbonderne alle deres Godsers unge Mandssab, først hiemme hos sig selv, og lader udraabe den Tordens Lyd: I skal til Sessionen og indskrives til Soldat eller Matros! naar da i Forveien Hosbonden med Fogden har udspioneret, hvor en Bondekarl eller hans Forældre har lidet lagt sig til Beste, saa bliver disse indkaldte i Jordegods-Eiernes private Audience-Kammer, hvor dem strax foreholdes: I kan ei spares fra at udskrives til Soldat eller Matros! Bondekarlen, som veed, at Penge er Løsenet, og har faaet er Vink af Fogden (efter Hosbondens forborgene Villie,) hvad Stræng han skal stryge paa, begynder strax at byde Hosbonden Penge for ar blive frie. Her finder Hosbonden Lejlighed til at lindre sin Snaps-Tings eller 11te Junii Smerte,

8

(Barmhjertighed spadseres forbie,) tør vel i der ringeste fordre 100 Rdlr. for at spare fra Soldateriet. Hvad skeer: Dagen efter kommer Fogden anstigende til Forældrene med den alvorligste Mine, og udlader sig saaledes: Jeg har at befale eder, paa mit høje Herskabs Vegne, at I til den Dag og Klokkeslet skal holde eders Søn færdig til Indskrivning ved Sessionen & c. Herpaa søger Faderen til Hosbonden om Befrielse og Afslag i det fordrede, men han gaaer hiem med dette Svar: Jer Søn kan gierne blive frie, men, siger Hosbonden: I maa give 100 Rdlr. for hans Befrielse, det har jeg sagt engang for alle. Moderen bliver bedrøver, og søger det høie Herskabs Frue paa Haanden. Ved første Antrit faaer den ømme Moder til Bondekarlen, der alvor-. ligste Afslag: Der er ingen Redning for jer Søn, og, siger hun videre, det er en Godhed af min Mand, at han har tilbudet jer Søn sin Befrielse for 100 Rdlr.

9

det samme er ei allene buden af mange andre, men endog er mig buden 10 Rdlr. for at tale er got Ord for dem hos min Mand a parke for at holde dem frie, hvad synes I derom ? Bondekonen, nu befindende sig trøsteløs, griber til dette Svar: Ja! har andre Forældre lover Fruen 10 Rdlr. a parre, saa faaer jeg og at love der samme, paa hvad Maade jeg faaer skrabet dem sammen. Derpaa trøstes den ømme Moders Hierte af Fruen: Ja! giv jer nu tilfreds, nu skal jeg giøre der, at jer Søn skal blive frie, naar I kan eniges om Løsepengene med min Mand, saa er jeg fornøiet for min Deel. Bondekonen gaaer nu halv trøstet hiem, og Fruen blev fornøier, thi hun trængte til en Tur. Derpaa maa Faderen til Hosbonden, og faaer sidste Svar: Ja! min Kone har talet vel for jer Søn, og jeg har lover for hendes Forbøn Skyld, at jeres Søn skal blive frie, men I maa ikke misbruge min Godhed eller vise jer ufornuftig, hvis I

10

nægter mig de begierte 100 Rdlr. og saa maa I clarere i Morgen Eftermiddag. Bonden med et bedrøvet Hierte lover som begiert, og gaaer hiem. Hvad skeer! Bonden gaaer strax til Forpagteren paa Herregaarden, sælger ham tvende smaa Skude, han ellers vilde haft til at betale de kongelige Skatter, for 4 Rdlr. ringere end de vare værd, thi han trængte, og her var ingen Dilation; Bonden faaer fat paa en Landprangere, sælger til ham for halv Værd en smuk Plag, han havde opfød til sin Gaards Drift, alt for at faae disse Penge til Hosbonden, og til den Ende saa laanes, saa betles, saa pandtsættes baade hvad Sønnen og Forældrene har; den arme Bonde! det var ei allene Hosbonden der udsuede, men Fruen og Fogden vilde have sin Erkiendtlighed, den første efter Anstændighed 5 Ducater, den sidste efter Behielpelighed 2 Kroner, og Bondekarlen afgaaer med et Pas eller rettere kaldet: Et syndig Ar-

11

mods-Brev. Saaledes faaer de beste Karle Passer eller pro forma Fæstebreve, for at drage dem fra deres Pligter, at tiene Gud og Kongen, og de Fattige maa undgielde. Ak! hvor seer ikke her en Kilde til Bondestandens Armod!

d) Det kan skee, saa længe Jordegods-Eierne uden Opsigt eller Contra-Protocol tillades selv allene at skalte og valte med Skifterne paa deres Godser, samt saa længe De egenraadig tilegner sig Magt til at tilbageholde og anvende Godsernes umyndige Børnepenge, uden aarlig, ja ønskelig strax ved hver Skiftes Slutning, samme at udbetale og derfor at aflegge Regnskab til en publik Beholdnings Vished.

Her vil man opløse den deraf flydende

Bondestandens visse Armod og Elendighed:

Hvorvel naturlig menneskelig Medynk tilsiger, at ved Skifter burde ytres Ømhed over

12

Enker og Faderløse til retfærdigste Behandling, saa dog forleder ofte den egen Fordeel heri til Contrarium. Jordegods-Eierne qva Skifteforvaltere tager oftest ud af Stervboen saa meget de vil, deels til Bygfæld og Brystfældighed, deels til Besætning, her er ingen Modstand, og hos tvende overværende Bønder, NB. af deres eget Gods, egne Tienere, som Skifte-Vidner, findes liden Forstand og mindre Billigheds Paastand, og om end noget ubilligt syntes foretaget, vilde og turde disse neppe modsige, thi Følgerne vilde blive af større Skade end Fordeel; denne nu Vankundighed, nu Taushed veed den Skiftende almindelig at betiene sig af, og derfore ved Skifter behandler som de lyster, hvorved de Umyndiges Tarv sielden befordres. Ex. gr. Skifteforvalterens og Fogdens Salarium glemmes ikke; stemplet Papirs Værdie tør vel og krybe i Hosbondens eller Fogdens Lomme. Skeer det, at Arvingerne efter Forældrene ere allene Pigebørn, da udtænkes alle muelige Udveie, hvorved Arven kan forebygges, saasom disses Arv

13

vilde dog engang af Godset udbetales; skeer det, at i Stervboen ere Drengebørn til Arvinger, da søges Arveparten at udbringe efter Muelighed, thi den retournerer til Jordegods-Eierens egen Fordeel fc. Har en Bondesøn noget til Arvepart, Da bliver Arven staaende hos Hosbonden indtil han er myndig, uden deraf at give Rente, og saasnart Myndlingen er efter Loven bleven raadig over sin Arvelod, saa strax trues han med at være Soldat, vil han derfra befries, saa maae han eftergive al sin Arvepart hos Hosbonden, og derfore give betrygende Afkald, at Myndlingen hos Formynderen har intet at fordre hos Hosbonden som Skifteforvalter. Ak et stort Onde i Bondestandens Forfatning! deraf flyder Kiedsommelighed hos Forældre til at stræbe og samle til deres Børn, ja Armod og Elendighed for de Gamle og Unge tillige.

Patriotisk Morale til Danmarks Riges Opkomst.

a) At Jordegods-Eierne uden Forskiel forbydes at sælge eller afskedige Godsernes Mand-

14

skab; thi at friegive Undersaatter fra Fædrelandets Forbindtligheder og Tiene-Skyldighed, det er et Regale, der allene efter Naturens Lov, ja Forsynets- og Regierings-Constitutionerne, kan tilkomme Regentere at give Undersaatter, og ei en Undersaat at give en anden for private ja ubillige Fordeles Skyld.

b) At Jordegods-Eierne overalt i Riget bestemmes en vis Taxt, hvor meget maa tages af hver Tønde Hartkorn til Indfæstning, som efter Billighed, i Proportion af Skyldefanget fra høiest til nedrigst Skattende, kunde tillades 2 Rdlr. pr. Tønde Hartkorn, under alt det udfæstede Jordegodses Forbrydelse til Fiscum, for hvilket, efter tvende beedigede Attesters Gotgiørelse mere blev begiert, fordret eller taget.

c) At alle Landgodsernes unge Mandskab fra 4 Aar exclusive til 50 Aar inclusive, bleve af

15

Præsterne aarlig optegnede og til hvert Nyeaar indleverede Sogneviis til Amtstuen, og derfra videre til Krigs-Depar- tementerne, hvoraf kunde giøres 3de Distinctions-Ruller: No. 1. fra 4 til 18 Aar inclusive, indeholdende Rigets tilvoxende Mandskab; No. 2. fra 18 Aar exclusive til 40 Aar inclusive, indeholdende Rigets tienstdygtige Mandskab. No. 3. fra 40 Aar exclusive til 50 Aar inclusive, indeholdende Rigets reserva Mandskab. — Alle disse maatte saaledes staae i Kongens Krigs-Ruller, og ved Indtrædelse i det 19 Aar sværge Fahnen, uden Forskiel fra den Tid ansees i Tieneste staaende, og ingen at nyde Pas, Fæste-Gaade eller Huse, før de beviislig har staaet i Hs. Majestæts Tieneste. Giftermaals-passer kunde tages fra Compagnie-Cheffen efter skriftlig Attest fra Præsten. Afskeeds- eller Udskrivnings-Pas af Krigs-Rullen, gives allene af Sessions-Deputerede med Præstens fore-

16

gaaende Attestation, om Karlens Uduelighed formedelst Svaghed, Alder, liden Statur & c. Ligesom og Tilladelse til Fæstes Antagelse udgives af Compagnie-Cheffen, med Præstens Oplysning om, at ingen af de fra 40 til 50 Aar findes til Fæsten paa Godset; thi saa længe af reserva Mandkiønnet haves til Agerdyrkningen at besætte, burde de Tienstdygtige fra 18 til 40 Aar vorde uforrykket fra Rigets Krigs-Styrke; dog at altid tages af de ældre før de yngere til at fæste. Ved Sessionerne, som formedelst Landmandens Beqemmelighed holdes midt i hvert Amt, kunde Præsterne møde efter foregaaende 4 Ugers Tilkiendegivelse, med forfærdigede Sognernes Mandskabs-Lister, og give Sessionen Oplysning om Mandskabet, hvilket Jordegods-Eierne samtlig, saavidt indskrives og udskrives, paagrandskes og bedømmes bør, for Sessionen haver at fremstille; men hvo som understaaer sig at friegive egenraadig, eller at

17

tage Stikpenge af nogen, meddele pro forma Fæstebreve, for at unddrage nogen Undersaat fra den Hørsommelighed, Pligt og Tieneste, de ere Gud, Kongen og Fædrenelandet skyldige, da at slig een uden Persons Undtagelse blev tiltalt og straffet som en Rigets Falsknere.

d) At ved alle Skifter hos Bønderne skulde hver Præst møde, eller i hans Forfald een af ham beordret redelig Mand, Degn, Skoleholder, Sognefoged & c. som skal i hver sin Sogn eller Sogne føre Inspections Protocol, lige med Jordegods-Eieren, og have nøie Tilsyn med at alle Ting paa Skiftet gaaer christlig og ret til, hvorved Tilhørerne med større Dristighed, Frimodighed og Fortrolighed kunde og torde andrage deres Anliggende om en medliden og ufornærmende Medfart. Ermeldte Inspections-Protocol, indbunden med ustemplet Papir, kunde bekostes af Sogne-Cassen, hvilken af Stiftets

18

Øvrighed giennemdraget, authoriseret og forseglet, kunde blive i Præstens Giemme og dertil ansvare. Til at forekomme al Underslæb og Forurettelse med de Umyndiges Arvemidler af Bondestanden, da kunde slige Skifters Arvepenge aarlig deponeres i Rigets Arve-Banqve, naar slig een til Sikkerhed for alle Rigets Stænders Umyndiges Arvemidler allernaadigst blev oprettet; hvorom videre ved en anden given Anledning.

Anden Qvæstion besvares.

Det fører den største Billighed med sig, at en Hosbonde, der vil have Arbeide, Gavn og Nytte af sine Tienere, maa og bør understytte disse med hvad der udfordres uundgiengelig til dette for Hosbonden gavnlige Øiemed. Vil følgelig en Jordegods-Eiere have sine underhavende Bønder befriet fra Ødeleggelse, for hvilket han efter Guds og menneskelige Love staaer til Ansvar; vil han have sit billige Arbeide fremmet ved disses Sved og møisomme-

19

lige Stræben, hvorved han selv spares fra mange Udgifter, og hans Beste og Velstand frembryder, saa bør en Hosbonde høist billig hielpe sine Bønder i deres Trang; thi i Mangel af Hielpvillighed giør han sig for Gud og Menneskene uværdig til at bære Navn af Hosbonde. Billighed tilsiger og, at naar Tieneren ei kan betale sine kongelige Skatter, da bør Herren eller Hosbonden betale, om ikke mere, da at giøre Forskud i 1 a 2 Aar. Til denne billige Forskud legges til Grund de store og mange Fordele, som en Hosbonde i mange Begivenheder høster af Jordegodser og af Bonderne, (endskiønt disse Fordele beklageligt ofte overstige Billigheds Grændser.) Ex. gr. Fordele ved Fæster, Fordele ved Passer, Fordele ved Skifter, Fordele ved Tiender, da næsten alle Konge- og Kirke-Tiender ere abalienerede, ved Kiøb, Arv, Gave eller slig Maade, fra Kronen og bragt under Jordegods-Eiernes Brug, (Kronen til stor Skade, Jordegvds-Eierne til stor Fordeel og den Fattige til Ruin) Fordele ved Hoveriet, der extenderer sig til at giøre alt,

20

hvad Hosbonderne pæger paa, hvad enten det hører til Hovedgaardens Avisdrift (som ved Herregaardenes første Oprettelse saavidt allene var indskrænket) eller det angaaer Uvedkommende og for Hosbonderne privatim fordeelagtige Dele; Fordele af utaalelig Landgilde, hvilket endog tages ofte af de Beboere, hvis Boligers Jorder end ei befindes ansatte i den kongelige Matricul, hvoraf altsaa Kongen nyder intet, men Hosbonden tager Profiten. Fordele af Jagten, hvor Vildtet indbringer ved Salg og Bortforpagtning paa sine Steder, store Penge. Fordele af Skovene, (hvoraf disse nedhugges, ei allene til en oeconomisk Fornødenhed, hvilket en aarlig Træ-Plantning igien kunde erstatte) men nedhugges i tusende Tal Træer uindskrænket, til Jordegods-Eiernes utrolige Fordele ved Bortsælgelse, da dog dette tilføier et Rige successive og ultimato en ubodelig Skade, hvorover Posteritæten vil sukke ved at mangle Tømmer til Landets Vedligeholdelse, ja Tømmer til Floden, Rigets Værns Bevarelse. Fordele af Fiskeriet, der

21

og giver Penge. Fordele af Kalk- og Teglbrænderie, hvor alle paagaaende Bekostninger med Arbeide af Kiørende og Gaaende retournerer paa Bondestanden, under Navn af Hoverie-Arbeide, Hosbondens Umage er allene at sælge og tage Penge. Ei at tale om de uforestillelige Fordele, der flyder af Herregaardenes store og vidtløftige Marker, de beste der findes i ethvert Land, i hvert Amt, ja i hvert Sogn. Lad os betragte den øiensynlige Fordeel, naar af en Gaard, der staaer i Matricul for 20, 30 a 40 Tønder Hartkorn (af hvilken Landets Grund, dog Landets Fader nyder lidet eller intet) kan aarlig sælges 2, 4 a 600 og derover Tønder Korn af alle Slags, hvor store Summer udgiør ikke dette? Derforuden kan staldes eller fores 1 a 220 Stude, foruden ligesaa mange Faar, en Mængde Kiør, Heste, Svin & c. der indbringer Jordegods-Eiere svære Penge, og hvoraf Hans Majestæts Casse nyder saare livet. Denne Jordegods-Eieres store Fordeel falder strax i Øie, naar betænkes, at det Jordegods som for et Aarhundre-

22

de blev solgt for 4, 6 a 10000 Rdlr., er nu opstegen til 20, 30, 40 a 50000 Rdlr., (da dog den nu værende Levemaade ei kommer nær den fremfarne Alders simple Oeconomie) saa er det en umodsigelig Sandhed, bekræftet ved Tidernes Erfarenhed, at udtænke Overlæg til private Fordele, ved Uindskrænkelse bragte til en virkelig Udøvelse, haver drevet Jordegodserne til saa høi en Spidse. Mon det ikke da være en unægtelig Billighed, at Jordegods-Eierne bor indestaae for den til Uformuenhed bragte Bonde? Desuden, da Hosbonden forsyner Bonden med fornøden Heste-Besætning, Sæde- og Ædekorn til Avlingens Drift, derved gavner han sig og Godset, reserverer sig Besætningen til Gotgiørelse ved Aftrædelse, og nyder aarlig Kornet betalt efter Indhøstningen; da nu de fleste af ovenanførte Fordele for Hosbonden, kommer enten directe eller indirecte fra Bondestanden, saa dømmer Billighed, at Hosbonden bør svare saavel til alle kongelige Skatter, som og hielpe, ja eftergive Bonden som omspurgt, hellere end at stevne, forfølge, ha-

23

de og efterstræbe ham for en liden Restance Skyld, thi naar saaledes Bondestanden hielpes, da conserveres Næringskilden til Bondens, Hosbondens og Landets Vel.

Patriotisk Morale til Danmarks Riges Opkomst.

a) At alle Jordegods-Eiere paalegges at indestaae

for deres Bønder, ei allene i Henseende til alle kongelige Skatter og Fordringer, men endog til Landgodsets Conservation og Uforringelse i alle Dele.

b) At Bondestanden ophielpes fra Trældom til

Frihed, og bringes, som let giørlig og ufornærmelig, under Kronen, at alle Stænder og alle Ordener med glade Hierter, trøstede Læber, kunde i Ordets rene og udelelige Forstand eenstemmig opløfte denne Bekiendelse: Vi høre Gud og Kongen til.

Tredie Qvæstion besvares.

Den formedest de mangfoldige private Fordele høie Priis, hvortil Jordegodser i Dan-

24

mark ere opstegne, haabes og sukkes efter af alle upartiske Danmarks Velfærds Elskere, at den igien maa nedstige! dette befordrer Statens Velstand, det afvender den Fattige Elendighed og Veestand; thi hvor mange Jordedegods-Eiere sætte ikke denne ubillige Slutning til Hovedregel for deres haarde Medfart mod deres underhavende Bønder: Du har kiøbt Jordegodset dyrt, du man udsue den Nedrige ved hver Leilighed, paa det du kan svare dine høie Renter, faae Godset betalt, og selv leve vel din Stand gemæs & c. Følgelig, hvad enten Jordegods er i flig høi Priis eller ikke, kan aldrig være Staten ligegyldig; men før det opnaaes, at Jordegods falder i Prisen, udkræver den høie Fornødenhed, at der fastsættes en Indskrænkelse for alle private og ugrundede Fordele, hvorved Jordegods-Besiddere beriges, men det Almindelige maa lide.

Patriotisk Morale til Danmarks Riges Opkomst.

a) At Jordegodsers høie Priis, som skadelig for det almindelige Vel, nedsættes og be-

25

bestemmes; heri kunde tages til Regul enten den i allernaadigste Lov 1 Bog 24 Cap. 18 Art. nævnede, af Kongen ansatte Taxt over Jordegodset, eller den Værdie, efter hvilken Jordegodserne kan være solgte fra Kronen, naar af den Capital kunde for Jordegods-Eierne (naar alt Arbeidet og Landgilden var anslaaet i Penge) da indkomme, af dette lige saavelsom af andre besiddende Midler, den retfærdige og allernaadigst determinerede Fordeels-Regul 5 qro Cento; thi hvad vedkommer det til Giengieldelsens Ret, at de nu Jordegods Kiøbende betaler 3 a 4 dobbelt, ene og allene i Øiemed til ubillige Fordele?

b) At alle extremiteter i de af Jordegodser tagende Fordele fc, ved Passer, Fæster, Skifter, Skovenes Ruin, ubillig og Gaardens Drift uvedkommende Hoverie, utaalelig Landgilde & c. & c. (conf. Besvaringen paa anden Qvæstion,) forbydes under høi Straf og reguleres.

26

c) At Jordegods-Eiere imponeres efter Landets billig satte Capituls-Kiøb:

I. At forsyne alle deres underhavende Bønder

med fornøden Æde- og Sædekorn, imod Regres til Indhøstningen.

II. Derefter uopholdelig efter Indavlingens

Aftærskning paa alle Herre- Sæde- og Avlsgaarde, at indstille til Amtstuen, og derfra videre, en nøie og sandfærdig Optegnelse, hvor meget Korn ydermere af hver Slags kan sælges, og beqvemmeste Udskibnigs-Sted, til at forsyne Landes andensteds trængende Provincer og Kiøbsteder, alt til at forebygge Hungers-Nød og Mangeli Riget og Rigerne, saa at private Landprangerie og Kornpugerie haardelig forbydes; thi at de udenrigs skal Kornet bringes i Hænderne for en umaadelig Vindesyges Skyld, og Danmarks og Norges Børn skal sukke og mangle Bord, det harmonerer ei med en chri-

27

stelig Medlidenhed at sørge for sig og sine Medchristne og Landsbørn, da den ene Medborger bør sørge for den anden.

Fierde Qvæftion besvares.

Det eragtes en stor Lykke for Danmark, om Herreds- og Birkefogder paa Landet ei vare til, lige saavelsom disses Assistenter, Advocater og Procuratorer; thi jo flere Rets-Betientere og Advocater, jo mere Allarm og Processer, jo flere Udgifter og Byrder for Publico, og jo mere blive Justice-Behandlingerne indbyrdes forvirrede. I disses Sted kunde oprettes tvende Justice-Provincial-Fiscaler, tvende i hvert nu værende Amtmandskabs District, hvorved alle Herreds- og Birkefogders, Herreds- og Birkeskriveres Løn, Salarium, Korn, Sportler pro officio tillagde Gaarde i hvert Herred og Birk, kunde henfalde enten til at belønne Justice-Fiscalerne med, eller til Kongens Casse. Disse begge kunde beqvemmeligst være udependerende den ene af den anden, men allene i Ordenen ansees som Primus og Secun-

28

dus, (under Specie som Tolder og Controlleur) at aldrig Dependence eller Subordination skal afdrage den subordinerede enten fra retfærdigste Behandling eller Andragelse i fornøden Tilfælde, af Frygt for Overmanden.

Da Herreds- og Birkefogder og Skrivere

giøre muelig eet med Jordegods-Besidderne, der formodentlig har den Fornedrede og Fattige til Maalet, saa vilde hines Overværelse ved Skifter vel lidet gavne den fattige og uvidende Bonde, men compendieusere og mindre bekostelig kunde, som før meldt er, (see Besvaring paa første Qvæstion) Sognepræsten ved sig selv eller en anden redelig Mand være overværende, at hver kunde skee Ret.

Patriotisk Morale til Danmarks Riges Opkomst.

a) At tvende Justice-Provincial-Fiscaler i hvert Amtmands District oprettes, hvis Embeder fornemmelig maatte angaae: 1) At holde Hævd over alle kongelige Befalningers nøie Efterlevelse. 2) At supplere alle

29

Justice-Betienteres Pligter, hidtil anordnede i Amtets District. 3) At anhøre, forenige eller decidere i de i deres Territorio forefaldende Stridigheder, til den allernøieste Retfærdigheds Udøvelse mod hver, uden Persons Anseelse; og 4) at boe, (ei samlede) men midt i hvert District, saaledes som beqvemmeligst var for Undersaatterne uden vidtløftig Reisen, at komme til dem med deres havende Andragende.

b) At ingen Advocat eller Procurator efter Lovens 1 Bog 9 Cap. 15 Art. maa understaae sig at gaae i Rette paa Landet, under Straf af Lands-Forvisning, endog under hvad Prætexr der være maatte: men at hver uden Frietagelse af Orden, Stand eller Vilkaar, der for Provincial—Fiscalerne personlig og eenfoldig andrager sin Sag, som saaledes med den største Ærefrygt for Justicien og med Taalmodighed anhøres, og da enten foreniges eller befordres ved Retten. Skulde saa

30

Eenfoldige i Districtet vorde forurettet og anklaget, som paa ingen anden Maade kunde indtale deres Sag og den udføre, da at Fiscalerne dertil beskikker en i Districtet boende redelig boesat Mand, som Fiscalerne selv kiender og for hans Redelighed indstaae i alle Dele, at intet efterlades fra dens Side, til den Fattiges og Forurettedes Sags retfærdige Fremme, alt for en taalelig Erkiendtlighed.

Femte Qvæstion besvares.

Naar redelige og fra Retfærdighed uafdragelige Subjecta, der efter nøie Undersøgning ikke staaer i nogen Relation med Jordegods-Eierne, blive i hvert Amtmandskab constituerede til Justice-Provincial-Fiscaler, saa var det unægtelig til Nytte, om af dem bleve denominerede i hvert Sogn 4 af diverse Godser, til Opsynsmænd ved Proprietairernes Skifter hos Bønderne, hvoraf i det ringeste tvende ved hvert Skifte i de øvriges hindrede Forfald, alternatim og vexelviis skulde være overværende. Disse

31

maatte som Skifte-Opsynsmænd aflegge deres Eed for Justice-Fiscalerne, have fuld Frihed til at giøre Instancer imod Skifternes ubillige Behandlinger, og under høi Straf være pligtige, ei at see igiennem Fingre, men uopholdelig for Fiscalen at andrage, hvad beviislig Urervisheder og Enormiteter af Skifte Administrationen var forøvet, og i saa Fald have uindskrænket Frihed til at nægte Skifte-Actens Underskrift.

At udmelde fra Tinge efter Spørsmaalet, Synsmænd ved Skifterne, naar disse alt existerede, vilde blive et saa kaldet Longum petitum,

og et for langt Udseende, naar de Formaliteter skulde iagttages, som Rigets Lov, ved Synsmænds Opkrævelse til Tinge foreskriver. Da som deslige Skifter kunde existere, der ingen Administrations Forholdning kunde tillade, deels for kongelige Restancer, deels for de Umyndiges Tarv, deels naar ingen fandtes, der forsvarlig kunde berroes Stervboens efterladte Eiendele & c.; saa var der ligesaa ubillig at paadrage Administrarionen i saa Fald, et hazardmnde Ansvar, af Mangel paa

32

forud redebonde og lovskikkende Opsyns-Vidner, som det i alle Tilfælde billiges; at den Regul og de Midler som ved hver retfærdige Forhold, endog i det Borgerlige, skal iagttages, bør for i Veien være indhelligede og anordnede, til der sees Lydigheds og Bevarelses Fremme.

Patriotisk Morale til Danmarks Riges Opkomst.

a) At Jordegods-Eiere anbefales ved anordnede Opsynsmænd at administrere Skifterne hos deres Fæste-Bønder, og vedbørlig at erkiende samme i alt deres anbefalede Forholds Medfør.

b) At Skifte-Opsynsmændene paa Landet (ligesom Skifternes Administrationer skeer i Kiøbstederne ved eedsorne Borgere,) da og aflegge Eed for Vedkommende, til deres Opsyns Gyldighed og Ansvar.

Gud underftytte det almindelige Vel!

1

Anders Christensens

Betænkninger

over

de i Aaret 1768 fra General-Landvæsenets-Collegium

forelagte

Spørsmaale.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt i det Kongel. Univers. Bogtrykkerie hos A. H., Godiches Efterleverske.

2
3

De forelagte Spørsmaale vare efterfølgende:

1.

Paa hvad Maade Hoveriet, i følge Hans Kongel. Majestæts allerhøyeste Øyemed, best kunde bestemmes og reguleres paa de Steder, hvor det af gyldige Aarsager (som vi ønskede at vide) ey aldeles skulde kunde afskaffes? om det eragtedes best , at fastsætte et vist Tal af Dage til at forrette det ved Hovningen forefaldende Arbeyde, hvilket med god Succes paa adskillige Steder er bleven forsøgt, eller ogsaa al fastsætte en vis Mængde Arbeyde, saasom Pløyning, Ud-

4

sæd, med videre, alt efter enhver Gaards Størrelse og Hartkorn. Vi ønskede, at have fra enhver Proprietair Udkast til et Reglement, hvorved alt Hoverie-Arbeydet blev paa en af de her foreskrevne eller nogen anden Maade determineret; Da efter slige Reglementer, naar de først af os vare igiennemgaaede, Hov-Arbeydet ligesom Landgilden til fælleds Efterretning kunde blive specificeret i et hvert Fæstebrev. Ved Hoveriets Bestemmelse, maatte saa vidt muelig iagttages, at de Bønder, som laae langt borte, bleve skaanede, om ikke aldeles fritagne, og de andre ey tildeelt andet Arbeyde, end det som efter Loven egentlig vedkommer Avlingens Drift, og hvad deraf dependerer, at altsaa det saa kaldede smaae Hoverie ey kan tilkomme Bonden at forrette, og at Hov-Terskningen, der, hvor Bonden selv bestrider den, maatte ophøre ved Udgangen af Martii Maaned, som den Tid, paa hvilken hans anden meget magtpaaliggende Foraars-Gierning begynder.

2.

Om ikke, da det er hans Majestets Villie, at Bønderne skal lettes i den nu brugelige

5

Maade at yde Tiender paa, Tiende-Eyerne og Tiende-Tagerne skulde i Mindelighed være at formaae til at lade Bonden selv beholde Korn-Tienderne i Kierven og i dets Sted modtage dem i Skieppen, efter hvad som ved en taalelig og bestandig Accord kunde fastsættes efter enhver Egns Beskaffenhed, eller ogsaa lade sig dem betale med Penge efter det Steds Capitels Taxt, hvor Tienden falder. Ved saadanne Accorder om Tiender maatte iagttages, hvem, enten Tiende-Yderen eller Tageren, skulle svare Skatterne af Kirke- og Konge-Tienden, og paa de Steder, hvor Degne-Traver pleyer at ydes in natura, maatte bestemmes, hvad Degner for samme skulle nyde i Skieppen.

3.

Hvorvidt i følge de allernaadigst udgangne Forordninger af 29 Dec, 1758 og 28 Dec, 1759, 8 Martii 1760 og 15 Maji 1761, med Felledsskabets Ophævelse er avanceret? Hvilke de Anstødsstene ere, som hindre sammes Iværksættelse, i sær naar det kuns gielder om Fælledsskab mellem Bye og Bye, for saavidt som disse kunde have sammenstødende Marker og Overdreve, i hvilke begge tilkommer fælleds

6

Græsgang? samt hvorledes og af hvilke Aarsager ikke overalt er bleven efterkommet, det fom befales i disse trende første Forordningers 6 Art. angaaende Aaers Oprendsning og Mosers Udgravning? Vi ønskede tillige at vide paa hvad Maade, saavel denne, som samtlige øvrige Artikler i ovenmeldte Forordninger meen tes best og fuldkomment at kunde blive efterlevede.

4.

Hvilke Proprietairer, publiqve Stiftelser, eller andre Jordegods-Eyere, enten allerede Have givet eller ere at formaae til at give deres Bønder Arvefæster, samt i saa Fald, hvorledes de da agtede at indrette samme.

5.

Hvorledes den, uagtet Forordningen af i Julii 1746 i Svang gaaende Misbrug at Bøndernes Tienestefolk blive lønnede med Korn i Steden for Penge, og fordre mere Løn, end tilladt er, best kunde hæves? Hvad Bøndernes Tienestefolkes Løn efter de nærværende Tider burde fastsættes til? og om det ikke var tienligt, at i Steden for Mikkelsdag og Paaske, Skiftetiden blev paa Landet enten 1 Dec. og 1 Jun.

7

eller 1 Jan. og 1 Julii, eller kuns engang om Aaret, nemlig den 1 Jan., og endelig 6.

Da Landeveyene ere af megen Betydenhed baade for Reisende og for Bønder, saa ønskede vi at see nogle Forslag paa hvad Maade, de til mere Varighed kunde sættes i Stand og vedligeholdes.

Erklæring

til første Post.

Det er ikke mueligt, at Hoveriet ved mine

Gaarde enten aldeles kan afskaffes, eller indskrenkes og sættes paa anden Fod, end det nu er, uden at jeg derved skulde blive meget fornærmet. Det kan ikke aldeles afskaffes, siden Bønderne her, saavelsom andensteds i Almindelighed, ere ikke i den Stand, at de paa andre Maader derfor kunde svare Vederlag; Thi om dette end kunde naaes ved nogle af dem, og maaskee ved den halve Deel, saa er det dog klart, at Tabet ved den øvrige halve Deel vilde blive uforbigængeligt. Man seer, hvor vanskeligt det er, at faae indfodred de Penge,

8

som Bonden allerede staaer for, der ofte ikke kan skee, uden ved at borge endeel, tage Skade for endeel, og endeel ved Execution paa Execution at inddrive, hvad vilde der da ikke blive af, naar Udgiften formeredes. De sædvanlige Qvartaler, Extraskatten, Saltskatten, den forrige Landgilde, alting gaaer ud paa rede Penge; Naar nu Misvext indfalder, som i Aar, naar der ingen Aftrek er paa Stude eller Heste, som i Aar, hvorfra skal da Bonden faae alle de rede Penge. Det kunde langt fra ikke naaes i de beste Aaringer, mindre naar nogen Vanskelighed møder. Skulde det da ikke være bedre, at Bonden reder endeel af sine Udgifter for sig med sit Arbeyde, som altid er ved Haanden, og som han kan forrette i sine Sparetimer, foruden at have fornødent derfor at holde ffere Folk eller Bæster, og foruden at hindres i ringeste Maader i sin egen Gaards eller Avlings Drift; hvilket er enhver vitterligt, som er bekiendt med Bonde- og Landvæsen, da man seer dagligen hundrede Exempler for sine Øyne, at Selveyer eller Hovfrie-Bonden, som boer i samme Gaard ved Hov-Bonden, holder ligesaa mange Folk og Bæster, som

9

denne, og dog de fleste gange i alle Byer staaer tilbage med sin Gaards Avling, frem for Hov-Bonden; Faaer sildigere tilpløyet og saaet, sildigere indavlet, sildigere sit Høe og sine Tørv biergede, med et Ord: Ingensinde er forved Hov-Bonden, men de fleste gange langt tilbage, end videre: Om end Bonden var i Stand til, at give os Vederlag for Hoveriet, saa at det foruden Fornærmelse kunde afskaffes; Vilde det dog ikke efter mit Tykke, blive det Almindelige til Nytte, men snarere til stort Tab; Thi hvad vilde der da blive af med Herregaards Markerne, der just ere de, der nu føde alle dem, som ikke saae og pløye; Og desuden have noget til Overskud, at sende ud af Landet og derved at bringe Penge herind; Ja, det er de, som allene have Korn at sælge, (naar Misvext indfalder, som i Aar) til dem, som trænge. Dette kunne Herregaardene nu giøre, siden de drives ved Bøndernes Sparetimer; Følgelig bliver Gevinsten af Arbeydet heel og holden foruden nogen Aftæring. Skulde Herregaardene derimod drives ved egne Folk og Bæster, vilde det gaae til der, som nu ved Bønderstederne; De vilde fortære, hvad de fortiente; Der vilde

10

lidet eller slet intet Overskud blive; Endda vel om Herregaards Markerne i faa Fald bleve drevne og kunde blive det; men det kunde de ikke. Det var ikke mueligt, at faae saa mange Folk leyede, hverken for aarlig Kost og Løn, mindre dagviis, at alle Herregaards Marker over hele Landet kunde blive drevne; Vel kunde en eller anden, som vilde have den Besværlighed, hvorved lidet eller intet blev at vinde, faae Folk nok at lene for aarlig Kost og Løn, men naar alle Herregaards Eyere bleve saa til sinds, var det umueligt, at Landet kunde give faa mange Folk af sig; Man seer, hvor vanskeligt man nu har, ved at faae en halv Snees Arbeydskarle leyede, der ikke kan skee, uden ved at samle dem vidt og bredt fra, da der dog ere kuns faae Gaarde, som leye deraf; Hvad vilde der da blive af, naar alle Gaarde skulde leye, og holde dobbelt saa mange, somme endnu flere. Herregaards Markerne vilde altfaa ligge udyrkede for største Delen, hvoraf enhver vel indseer Skaden for Landet; Og om de end alle kunde blive drevne, og bleve det, blev dog kuns lidet eller intet Overskud fra Arbeydsfolkenes og Bæsternes Aftæring. Men der ere jo de

11

samme Folk i Landet, da som nu; Og som Herregaardene blive drevne nu, saa kunde de og derefter blive det, allermeste med den Forskiel, at Herregaardene kom til at holde Folkene, som Bønderne nu maae holde for at drive dem. Saaledes tænker Folk i Almindelighed, og således skulde og synes rimeligt; Men da Erfarenhed er den beste Læremester, saa forholder det sig langt fra ikke saa, siden Bønderne holde lige mange Folk og Bæster, enten de giøre Hoverie eller ikke. Men dersom man ikke kunde faae Folk nok, at drive Gaardene med; Saa kunde man jo sætte Afbyggere paa Marken; Dertil svares: At saa mange Afbyggere, som kunde besætte Hovedgaards Markerne, kunde Landet ikke paa engang, og ikke for rum Tid efter Tid give af sig; Desuden fik man i saa Maade intet for Eyendommen; Man skulde her i Egnen have ondt ved at naae saa megen Landgilde, som Renten af Pengene, der vilde komme til at staae i Bygningen og Besætningen, kunde bedrage; Der vilde slet intet blive for Eyendommen; Og hvad det Almindelige angaar, da vilde i saa Fald blive endnu mindre Overflod og mere Aftæring af Herregaards

12

Markernes Frugter. Det er da klart, at Hoveriet ikke kan afskaffes uden Herregaards Eyernes Fornærmelse; Det formenes og, at det Almindelige endog derved vilde tabe; Men, posito non vero concesso, at det Almindelige derved vandt; Ere derfor mine eller en og anden Partikulieres Skuldre stærke nok, om vi end vilde, at lette Byrden for det Almindelige? Vore lærde Recensentere og andre vore oeconomiske Skribentere ville bilde os ind, at det endog var til vor egen Fordeel, og holde det overalt for afgjort, at være til det Almindeliges Fordeel. Menneske-Kierlighed, sige de, drive deres Pen. Men er det vel Menneske-Kierlighed at tage noget fra een for at give det til en anden? Det er saa let en Sag at skiære Remmer af en andens Hud; Men lader os forsøge det paa os selv først, vi skulle, om der er Menneske-Kierlighed inde, lade det beroe ved andre. Xenophon, til hvis Anførsel og Underviisning Cyrus i sin Ungdom var betroet, forelagde engang Printzen, for at venne ham til at dømme i forekommende Tilfælde, følgende simple Fald: Seer De hisset tvende Drenge af ulige Størrelse spøge; den mindste har en

13

meget lang, men den største en meget kort Kiol paa. Om De nu var Dommer, hvad vilde de foretage med disse tvende Kioler? Cyrus fældede strax og uden Betænkning denne efter sine Tanker billige Dom; Den store Dreng skulde have den lange, den liden derimod den korte Kiol; thi dette skikkede sig best paa begge Sider. Men Xenophon satte Printzen herover til rette, og forestilte ham, at han havde talt ret, om han skulde have skaaret Klæder til disse to Drenge, men da Qvæstionen var forelagt ham som Dommer, saa havde han for saa vidt afsagt en urigtig Dom; Thi, blev Hovmesteren ved, en Dommer maa ikke saa meget see paa, hvad der skikker sig best, som paa hvad der er ret og billigt; Han maa ikke undersøge, hvem en Ting kommer best til pas, men hvem dertil tilkommer meest Ret. Endog foruden at melde om, at Hovbonden ofte er Drengen med den lange Kiol, det er at sige, den som staaer sig best, da der er mangen Hovbonde, som er bedre holdend end hans Hosbond, var det at ønske, at vore oeconomiske Skribentere vilde tænke og dømme ligesaa billigen og eenfoldeligen; Disse godt Folk, som ved hver Linie

14

skinbarligen røbe deres liden Indsigt i Landvæsenet, maae overalt holde os tilgode, at vi ikke kunde indsee, at det er til vores Fordeel, ar tabe 5, 600 til 1000 Rdlr. og derover i de aarlige Indkomster, enhver efter Godsets Betydenhed. De forelegge os nogle Beregninninger, men da Anlægge er urigtigt, hvad Under da, at Producten ligeledes er det? Det maatte og være besynderligt, om de got Folk, som selv aldrig have lagt Haanden paa Ploven, bedre kunde indsee vores egen Fordeel, end vi selv. Om end mange Proprietairer vare blinde, saa maatte der dog blant saa mange endelig være, eller Have været nogle, der maatte have Øyne, ligesaavel som disse, og ligesaavel som disse give sig ud for, være frie for Fordomme. Det feyler ikke heller paa, at jo en og anden Proprietair i Landet, nu og da, for 20 Aar siden og derover, har forsøgt at giøre Bønderne hovfrie, men de har altid maattet begynde paa det gamle igien. Men Hoveriets Afskaffelse er til det almindelige Beste; og, som det er en Regel: Ilonum Publicum præferendum privato, saa ere de fleste Stemmer, forstaae deres, som intet derved lide, for Hoveriets

15

Afskaffelse. Men det er her oven for erindret, at det ikke er saa afgiort en Sag, om blev til det Almindeliges Fordeel, eller maaskee snarere til Skade, og om end til det første; at mine eller en anden Partikuliers Skuldre dog ere for svage til at lette Byrden for det Almindelige. Hugo Grotius lærer os af Naturens Ret, at, dersom en Eyendom, Huus eller anden Bygning ligger det Almindelige og dets Vel i Veyen; Saa har det Almindelige Ret til at giøre Plads, imod at betale den private, som det gaaer ud over, den foraarsagede Skade. Er Hoveriet det almindelige Vel i Veyen; Velan lad det blive afskaffet! Men lad det Almindelige betale Eyerne Skaden! Lad det Almindelige først udløse alle Herregaards Eyere efter den Priis, som Jordegods nu gielder eller forrenter, og siden sætte Landhuusholdningen paa den Fod, som best synes. Og lad Herregaards Eyere deraf tillige betale deres Andeel. For min Part skal jeg, der og giver mig ud for en god Patriot, med en god Villie afstaae mit Gods, betale min Andeel, og bære Byrden med mine Medborgere, saa vidt mig kan tilkomme; Men, at jeg skulde bære Byrden ene,

16

det kunde jeg ikke, om jeg end vilde. Skulde og Reglen om det Almindelige anderledes gielde og ansees, kunde man og sige, at det var til det Almindeliges Vel, om de lærde Recensentere vilde uddele deres lærde Aviser for intet. Saaledes vilde de lærde Aviser komme i manges Hænder, hvor de nu udeblive, hvorved Lærdom og den gode Smag videre kunde udbrede sig, som ingen vel nægter, jo at være til det Almindeliges Vel. Fremdeles kunde man sige, at det var til det almindelige Beste, om alle Embedsmænd vilde tiene for intet; Derved kunde Landet og den gemene Mand spares for mange Skatter og Udgifter, som de nu bebyrdes med. Med hundrede flere deslige Exempler; Da intet er lettere, end saaledes at vende op og ned paa alting, naar en Sag betragtes kuns paa een Side; Og det er paa den anden Side ligesaa let at bevise, at det er got for det Almindeliges Vel, at de lærde Avisskrivere saae Betalning for deres Arbeyde; At Embedsmænd blive salarerede; At Hoveriet vedbliver; og at enhver forbliver i rolig Besiddelse af den Rettighed, som er grundet paa Lands Loven og derved forhvervet. Jeg siger,

17

at jeg ikke, om jeg end vilde, kunde i fore skrevne Maader lette Byrden for det Almindelige. Man betænker sig i Almindelighed paa at drage af sin Kiol, for dermed at tiene sin Næste, omskiønt man har flere end een; Men har man ingen Kiol til overs; kan man ikke drage deraf, uden selv at fryse fordervet, holder enhver os undskyldt. Saaledes gaaer det mig. Jeg saavelsom de fleste Proprietairer her i Egnen, besidder ikke mine Gaarde og Gods uden med stor Gield; Jeg har slet intet til overs, og endnu mindre veed, Hvad jeg kan komme til at behøve; Jeg kan ikke forringe min Tilstand, mine Indkomster; Foruden selv at lide Mangel, der desuden vilde gaae ud over mine Gieldnere, som jeg dog er pligtig at betale enhver sit. Saa meget derfor som jeg er forbunden at forsvare og handthæve min Friehed, min Ære og Reputation; (thi ingen kan nægte, at jo Frieheden og Reputationen lider ved, at gaae i Slutteriet, eller ved at settes ud af den Stand, at kunne svare enhver sit). Saa lidet kan jeg give mit Minde eller Samtykke til Hoveriets Afskaffelse ved mine Gaarde, saafremt det til mig henstilles, men i saa

18

Maade henholder mig til mine lovlige Skiøder og Adkomster, og til den Beskiermelse, som Loven giver ved dem; Og ingenlunde, (med mindre jeg derfor, som meldt er, af det Almindelige faaer Erstatning), kan formedelst anførte Grunde samtykke til noget, der for mig, som andraget er, maatte have saa skadelige og saa betydelige Følger; Og hvorved jeg foruden nogen Forbrydelse blev underkastet en Straf, der endog langt vilde overgaae den, som Loven kalder paa yderste Formue.

Den samme Beskaffenhed omtrent, har det med Hoveriets Indskrænkelse til visse Dage eller visse Tønders Udsæd. Arbeydet ved en Avlings Drift er saa adskilligt, at man ikke forud kan vide, hvor mange Dage eller hvor megen Tid til hvert Slags udfordres, thi et Hvert flags Arbeyde udfordrer ikke altid lige lang Tid, men kommer an paa, ligesom Veyrliget og andre Omstændigheder skikke sig. Man saaer ikke heller lige Meget hvert Aar; somme Tægter ere store, somme smaae. Jeg har desuden for længe siden herved Gaardene indskrænket Hoveriet saa meget mueligt, foruden at blive forlegen; Som og er brugeligt de fleste Ste-

19

der her i Egnen, saavidt mig bekiendt. Hovbønderne ved mine Gaarde røre saa næsten ikke deres Haand ved noget, uden ved det, som stricte udfordres til Avlingens Drift; Ja giøre ikke engang alt, hvad dertil udfordres. I mange Tilfælde, saasom til Enge at grøbe, Moser at jevne, udgrøbe, med Mergel at dynge, og dernæst at opbryde. Vaser at forfærdige, Tegl at lade brænde til Husenes Vedligeholdelse og dertil de behøvende Tørv eller Klyne ar kaste og tilføre, Diger om Marken at sætte, Murerne med Pligts Arbeyde at tiene, alt sligt med mere lader jeg forrette ved egne Folk og Bæster, hvortil jeg en Tid lang bestandigen hver Sommer har holdt og holder endnu en stor Deel Arbeydskarle og Bæster, saa at Bønderne, ligesom om Hoveriet stricte var bestemt, meget vel vide, hvad de skulle forrette, og hvad ikke; Og man skulde ikke have got ved, at trykke dem en Fod bred uden for deres sædvanlige Arbeyde. Hvad der forstaaes ved smaat Hoverie, veed jeg ikke egentlig; Skal derved forstaaes. Faar at Klippe og toe, at hielpe ved Tvet, Slagterie og andet deslige; Da veed jeg ikke, hvorledes man skulle faae sligt forrettet foruden Hielp

20

af Bønderne, da man ikke, som meldt, kan faae nogen her at leye dagviis. At holde derimod hele Aaret igiennem et par Karle, for at bruges i Slagtertiden ved de øvrige Tieneste-Karle, eller et par Qvindmennesker for at hielpe de øvrige Tjenestepiger, naar Tvet forefalder, det vilde blive alt for bekosteligt; Bønderne derimod til ingen Hinder, nu og da til sligt Arbeyde at afgive et par Mennesker. Lader os sette, at til to gange om Aaret at slagte, behøves hver gang to Karle, og til fire gange om Aaret at tvette, hver gang tvende Qvindmennesker; Som i alt er tolv Dags Arbeyde aarligen. Her til Gaarden ere, foruden Boelsmænd 64 Bønder, som giøre Hoverie; Følgelig kunde det tilfalde hver Mand, i slig Fald at lade een møde en Dag hver femte Aar omtrent; At dette i ingen Maade kan være Bønderne til nogen Besværing, frem for den store Uleylighed, at man for den Tings skyld skulde aarligen holde saa mange Mennesker flere, det indseer enhver letteligen. Desuden er her til Gaarden, saavelsom de fleste Steder, Boelsmænd, 17 ialt, der forrette en Deel af det saa kaldte smaat Hoverie; Og som disse ikke

21

Have Heste og Vogn, forrette de intet af det øvrige Hov-Arbeyde, der tilkommer Gaard: mændene, Hvad Hov-Terskningen angaaer, da vilde man blive meget forlegen, om Bønderne den ey skulde forrette længer end til Martii Maaneds Udgang; Thi, hvorledes skulde man vel faae Resten aftersket. Paa den Tid af Aaret, da ingen Fardag er, kan man ingen Tjenestefolk faae at leye for aarlig Kost og Løn; Og af Daglønnere ere her, som meldt, ingen at bekomme. Bønderne skulde og nok, naar de vidste forud, at de ey vare forbundne at terske længere end til Martii Maaneds Udgang, mage det saa, at det meste til den Tid var utersket. De ere stive nok at drive til Arbeydet, nu de vide, det er deres Arbeyde tilhobe, det varer længe eller kort; Men ingen var i Stand til at drive dem, uden med militarisk Magt, naar de vidste, at de til foreskrevne Tid vare frie. Her til Gaarden leye Bønderne desuden Terskere for bestandig Kost og Løn hele Vinteren igiennem for Kornet at udterske; Bestemmelse ved Terskningen formenes ogsaa meget mere ufornøden, som det bestemmer sig selv, da det forstaaer sig, at Kornet skal udterskes og intet videre.

22

Men uden at tale om videre, saa staaer det jo i Bønderkarlenes frie Villie, enten de ville fæste et Hovsted eller ikke; Naar det nu skeer, ere de da ikke, ligesaavel som andre Statens Lemmer, pligtige at efterkomme den Contract, de frievilligen have indgaaet, heder det ikke: Volenti nulla sit injuria. Men de forstaae ikke deres eget Gavn; Det er dem kuns om at giøre, at faae Huus og blive gifte, enten de saa dermed kunne bestaae sig eller ikke. Jo mænd, saaledes raisonner vore oeconomiske Skribentere; Men de bevise dermed slet intet uden dette, at de ere ganske fremmede og ukyndige i vor Bonde-Verden og Landhuusholdning, saafremt de ellers mene det alvorligen; Er det Ondskab, Efterstræbelse og Misundelse, der fører Ordet, som det vel er hos nogle, er det en anden Sag. Men ikke des mindre, lader os sætte, at Bønderkarle ere saa dorske og dumme, at de ikke skulde forstaae deres eget Gavn, eller at de skulde indgaae saadanne Vilkor, som de ikke kunde bestaae sig ved. Ere da og Proprietairerne saa dumme, at de skulde skytte om at paalægge saadanne Byrder, som ikke kunne bæres. Men til hvad Nytte? Var

23

nogen dermed tient? Kort sagt: hvorledes dette end endes og vendes, saa er herudi ikke mindste Rimelighed, ikke mindste Sands eller Samling. Saavidt mine Tanker herom: Skulde ellers alt Hoverie bestemmes og i Fæstebreve indføres, kunde det uden Fornærmelse ikke skee paa anden Maade end saaledes: Hovbønderne skulde være pligtige 1) Til visse Tønders Udsæd at fælde, pløye, faae, samt Afgrøden deraf at høste, indavle, udterske, rense, føre paa Loftet, og derfra til nærmeste Ladeplads. 2) At bierge visse Dags Slæt og visse Læsser Brændsel. 3) Giødningen ved Gaarden at udage og paa Ageren at sprede. 4) At tiene Tækkemænd, Murere, Tømmermænd, Smed og andre deslige Haandverksfolk, naar nogen Reparation eller Bygning ved Gaarden foretages. 5) At tilføre de Kampestene, som maatte behøves til at legge Broe med i Lade- eller Borgegaarden.

6) Fra nærmeste Sted, Skov eller Ladeplads, det er at bekomme, at hente de Bygnings Materialier, som behøves til Gaardens Bygning.

7) At toe og klippe Faarene ved Gaarden.

8) At klappe til Jagt, hver Beboer to Dage om Vinteren, om forlanges, Og desuden,

24

9) at forrette aarligen hver fire Dags Spænd-Arbeyde og fire Dags Haand-Arbeyde a 1 Karl. Herforuden, om ulykkelig Tilfælde skulde tilslaaes ved Ildebrand, Vandflod, Stormveyr eller deslige; Eller om et eller andet Sted paa Godset skulde blive øde for nogen Tid, da at tage Deel udi det Arbeyde, som derved maatte forefalde, enhver efter sin Andeel, enten som Fierdepart eller som Halvgaard. Blev Hoveriet saaledes bestemt, da fik man at rette sin Leylighed derefter, men paa anden Maade vilde man blive meget forlegen, siden det ikke kunde nytte, at faae Hoveriet i nogle, men ikke i alle Stykker, forrettet; Thi hvorledes skulde man vel faae de manglende Stykker drevne eller fuldførte, da man, som meldt, her i Egnen ikke kan faae nogen at leye Dagvis.

Efterat jeg saaledes paa første Post har givet min Erklæring, fordrifter jeg mig at foreslaae Maader, hvorved Hoveriet enten meget maatte blive lettet, og overalt drevet uden allerringeste Skin-Aarsag til Klage, eller og foruden nogens Fornærmelse aldeles blive afskaffet. Det første kunde skee; a) Om det maatte være tilladt, at ligne Hoverie-Arbeydet mellem

25

alle sine Bønder, saavel Hov- som Frie-Bønder; I mindste mellem saa mange, som ikke ligge over en Miil fra Hovedgaarden. De længere fraliggende, siden det vilde blive dem for besværligt, selv at tage Haand i Arbeydet, kunde derimod betale saa megen des større Andeel af det, som Bønderne selv leye for Penge forrettet, saasom Terskningen. Man veed, at mange Hænder giøre Arbeydet let, og da det er tilladt efter Forordningen af 1688 at ligne Skatterne mellem sine Bønder, saa var der jo ikke heller nogen Ubillighed udi, at ligne Arbeydet og Landgilden, for enhver, efter Stedets Vigtighed og Fraliggenhed. Vel veed man, at dette kunde skee med Tiden ved forefaldende Fæsteledighed, men da saadan Ligning med et og paa engang skulde skee; alle Steder derimod ikke paa engang, men rum Tid efter Tid blive fæsteledige, saa var det forgieves, ved Fæsteledighed at vente sligt regleret. Lad os antage en Bye, hvorudi er ti Beboere; Alle disse Steder kunde maaskee ikke i en Mands Alder blive fæsteledige; Til hvad Nytte da at begynde eller anlægge en Plan, som man ikke veed, om man nogensinde oplever at fuldføre,

26

eller om af Efterkommeren bliver efterfulgt eller ey. b) Om det maatte være Bønderkarle tilladt at indfæste paa hvis Gods, de helst vilde; Det er at sige, om de maatte være frie for at bindes til Stavnen, og ligesom Kiøbstædkarle sig nedsætte, hvor de vilde. Dette kunde tiene til, paa den ene Side, at stoppe Munden for all endog Skinklage over Hoveriet, thi da det Heder: Volenti nulla sit injuria, saa kunde jo Bønderkarle lade beroe at indfæste paa det Hovgods, hvor de efter Formening ikke kunde bestaae sig, foruden at være forlegen for Boepæl. Og paa den anden Side, kunde det tiene til, at faa mange Proprietairer, som ikke maatte Have Billighed for Øyne, bleve nødte til, at blive inden dens Grændser, da de forud kunde see og slutte sig til, at, om Hoveriet blev for høyt opskruet, vilde Stæderne komme til at staae ledige, som nok skulde lære dem at blive ved Veyen. Men det er at agte, som forstaaer sig selv, at dersom Bønderkarle skulde være frie for Stavnen, saa maatte og Proprietairerne være frie for til Kongens Tieneste at levere Soldater, som derefter med samme og maaskee med bedre Fremgang for Tienesten kunde udta-

27

ges enten alle, som nu Søe Limiterne, eller og (ikke Hartkorn og Godsviis, som nu) men Mandskab og Sognvis, hver 4de, 6te eller 10de Karl, eftersom maatte udfordres. Maaden, Hvorved Hoveriet af sig selv og foruden nogens Fornærmelse kunde afskaffes, er denne, om Forordningen af 15 Maji 1761, dens i Art. som, forbyder at sælge Herregaarde stykviis, blev ophævet.

I den korte Tid, jeg har levet, kan man i denne Egn allene tælle sex Herregaarde, som saaledes stykvis ere bortsolgte, mens enhver dertil havde frie Hænder. Maatte enhver fremdeles beholde samme Friehed, skulde der inden hundrede Aar i det høyeste efter al Formodning ikke en eneste Herregaard blive tilbage i Landet, uden for saavidt deraf maatte være oprettede visse Fidecommisser. Saaledes kunde og Herregaards Markerne Tid efter anden med Beboere beqvemmeligen blive besatte, der ikke paa engang kan lade sig giøre.

Til anden Post.

Der er saa stor Forskiel paa Afgrøden og deraf svarendes Tiende, ikke alleneste fra en Egn til anden, fra et Sogn til andet, fra en

28

Bye til anden, men endog fra en Beboer i samme Bye til en anden; At det er umueligt, at derover kan skee nogen almindelig Lignings uden enten Tiende-Tageren eller Giveren at blive fornærmed. Men ved at tælge eller udtage hver tiende Kierv, enten det er et frugtbart Aar eller ikke, enten den ene Beboer frem for sin Naboe avler lidet eller meget, derved kan ingen af Parterne i mindste Maader fornærmes. Kunne de nu ikke foreenes om Tiendens Oppebørsel paa Skieppen eller for Penge, frem for at tage den paa Ageren; Da de nu paa begge Sider have frie Hænder, og de nu ofte boe Side om Side ved hinanden, og undertiden holde paa Ager Enden, hvor Tienden skal tages; Kunne de nu, siger jeg, ikke treffe en Foreening, saaledes at de paa begge Sider maatte finde sig uforfordeelte; hvorledes kan da ventes eller treffes en almindelig Ligning, foruden Fornærmelse paa enten af Siderne? Er det besværligt for Giveren at give Tienden paa Ageren, da er det til visse langt besværligere for Tiende-Tageren at tage den. Hvilken Besværlighed ingen eller i det mindste meget saa underkastede sig, om deres Rettighed

29

ved anden mindelig Forening foruden Omstændighed nogenlunde kunde naaes. Her i Egnen, hvor Sognene bestaaer af smaae Byer eller enkelte Steder, maae man ofte i et Sogn alleneste udsende 5 a 6 Tælgere; Naar man nu har flere Sogne at tælge udi, saa slutter enhver lettelig, hvilken Besværlighed det medfører, at udstyre saa mange ridende Mennesker; Og det til et Brug, hvortil dog just ikke hvert Menneste er tjenligt eller skikket. Dette vide og indsee Tiende-Giverne meget vel; Og derfor er det sielden, at de ville skride til en billig Tingsel, hvor meget de end derom foresnakke. Ikke alleneste alt dette, men naar Tiende-Tageren kan tinge eller tælge, ligesom Han vil, saa kan han og tinge og betroe sin Tiende, til hvem han vil, og lade det beroe hos den, som han anseer uvillig eller uvederheftig til samme at betale. Skal han derimod være bunden til en vis Afgift i Stedet for Tienden, vil denne Afgift mangesteds udeblive; Og Tiende-Tageren vist nok, formedelst mislig Betalning, komme til at tage megen Skade; som enhver, der har noget hos Bonden at indkræve, veed god rede til.

30

For min Deel ønsker jeg derfor, baade som Tiende-Tager, og paa mine Bønders vegne, som Tiende-Giver, at det maae forblive ved det gamle, og enhver have Friehed til at tælge eller tinge, ligesom best kan forenes, da det er klart, at enhver saaledes best rammer sin egen Tarv.

Til tredie Post.

Saavidt mig bevidst, er der slet intet foretaget eller afgiort med Fælleskabs Ophævelse, saasnart alle Vedkommende ikke have været enige; Følgelig er lidet eller intet derved udrettet. Hvad der har hindret denne høystpriselige Foranstaltnings Fremgang er mig ubevidst; Og, om jeg det end vidste, saa fik jeg dog vel at tie, naar jeg det ey kunde bevise. At den allegerte Forordning ikke heller har haft nogen Virkning ved Aaers Oprensning og Mosers Udgravning, reyser sig og til største delen af det skadelige Fællesskab; Saa længe derfor dets Ophævelse standser, saa længe blive Aaer og Moser og i deres forrige Stand; da det er saa vanskeligt, hvor der ere flere end een Eyer, at blive enige om deslige Arbeyde, dets Anlæg og Fuldførelse, der aldrig kan afgaae uden

31

Fortred og Dispute, hvorover man, for at undgaae det sidste, lader del første beroe, der desuden i deslige Fald ingen Fremgang kunde faae. Bønderne ere desuden meget trykne at faae til saadant Arbeyde, og ville herefter blive meget værre, da de ved vrang Forstaaelse af Forordningen af 15 April sidst næsten ikke engang ville giøre det sædvanlige og til Avlings Drift uforbigængeligen fornødne Arbeyde; Hvad vil der da vel blive af med Resten? Til at sætte ellers, saavel den 6te, som de øvrige Articler udi Forordningen af 8 Maji 1760 udi Drift og Virkning, holder jeg det for det sikkerste Middel, at give Vedkommende Friehed til, ved Lovens Maade at tvinge dem, som satte sig derimod, til at efterkomme Forordningen. Vel veed jeg, at Lovens Maade og Processer medføre Besværlighed og Bekostning, men Erfarenhed lærer, saavel udi dette som alle andre Tilfælde, at der dog ingen anden Udvey er; Og at det vil forblive inter pia desideria, at vente foruden Tvangs-Middel at komme til Endelighed eller Udgang. Dette alleneste at man forud veed og kan see, at blive dømt til at finde sig i Billighed, om man ikke vil i Min-

32

delighed, skal i dette saavelsom i alle andre Tilfælde holde de fleste fra at lade det komme dertil; Og fik udi dette saavelsom i alle andre Tilfælde for Resten at være enhvers egen Sag. Det er jo og klart, at Forordningen er ufornøden, naar Vedkommende i Mindelighed ere enige.

Til fierde Post.

Her i Egnen vil der ventelig findes faa eller ingen Proprietairer, der ere formuende nok til at give Arvefæster til deres Bønder, siden deres Tilstand eller Formue derved vilde blive meget forringer, som man vilde faae at vide, om man blev sindet eller nødt til at sælge Godset. For min Deel er jeg det vist nok ikke, som andraget er her oven for under Besvarelsen til første Post.

Bønderne staae endnu for den samme Landgilde, som de svarede for hundrede Aar siden, men da Penge imidlertid har tabt 2/3 Deel af deres Værdie; saa er det klart, at den Landgilde, som Frieheds Bønderne nu svare (fornemmelig naar den, som de fleste Steder, betales i Penge) langt undergaaer Renterne af den Kapital, som staaer i Stedet, eller det kunde ko-

33

ste, om det blev solgt. Enhver Fiber nu derfor Jordegods (ey heller kan kiøbe det anderledes) ikke efter Landgilden, som deraf svares, men efter Stedets naturlige Værdie; Det er at sige, efter den Landgilde, som kunde gaae af Stedet; Men naar denne til evindelig Tid aldrig maatte forhøyes, er det en afgjort Sag, at Godset ikke kunde løbe til den Priis som nu. Beboerne kiøbte det ikke, siden de maae formodes at see heller at kunne slippe med halv end dobbelt Afgift; Og det saa meget des mindre, som de endog i første Fald med mere Magelighed og Sikkerhed besad Stederne under en andens Forsvar og Regning. Andre indlod sig ikke heller i saadan Handel, hvorved de saae at skulle tabe deres halve Indkomst, foruden Haab, nogensinde at kunne nage mere, og dog underkaste sig den Hasard, Umage og Bryderie, som Jordegodses Besiddelse i Almindelighed medfører. Til Beviis eller Exempel herom kan alleneste anføres det solgte coldingske Rytterdistrict.

For nærværende Tid nyder jo Kongen flere Renter eller Indkomster, af den halve

34

Kapital, som i Stederne ere Heftede, end forhen af det hele Sted, eller hele Kapital, som stod i Stedet. Dette var ingenlunde blevet naaet, dersom Bønderne forinden Auctionen var blevet givet Arvefæster, som enhver maae tilstaae. En anden Sag var det, om Bønderne kunde finde sig udi, at svare Forhøyelse udi Landgilden omtrent efter den Kapital, som nu staaer i Stederne; Kunde de det, og denne Landgilde blev anslagen i visse Tønder Korn, at betales efter Kapitels-Taxten, eller i Mangel af Betalning til Forfalds Tiden, hos Bonden uden videre Proces at udterskes; skulde jeg for min Deel gierne udgive Arvefæster; Men Bønderne skulde neppe finde sig herudi, som noget Nyt; Allerhelst det er en af sin naturlige Billighed vedtagen Skik, at Bonden ligesaa fuldt, som om Han paa Stedet havde Arvefæste, udnævner og antager til sin Efterfølger paa Stedet, hvem han vil, som jeg ikke heller veed Exempel paa, enten paa andres eller mit Gods nogensinde at være bleven nægtet, saa længe for Resten paa Efterfølgeren intet har været at sige.

35

Til femte Post.

Her i Egnen hverken er eller nogensinde har været brugeligt, at Bøndernes Tienestefolk blive lønnede med Korn i Steden for Penge. Om det er en Lykke for Bønderne her eller ey, skal jeg ikke kunne sige. Saa meget er vist, at de rede Penge, helst naar alting derpaa gaaer ud, ere vanskelige at faae fra Bønderne; Og at Sæd i Steden for Penge medbringer desuden den Fordeel for Bonden, at, avler han lidet, bliver lønnen og liden; Saa at Tienestekarlen i saa Fald deler med Bonden Aarets enten Frugtbarhed eller Ufrugtbarhed, som lader taaleligere og naturligere, frem for, naar Bonden, som her, skal udgive samme Løn, enten han avler lidet eller meget. At bestemme Lønnen til noget vist, vilde have sin store Vanskelighed, siden der er saa stor Forskel paa Folk, at man ofte heller maae give en Karl 20 Rdlr. til Løn, end have en anden for intet. Skulde de ikke des mindre skiæres alle over een Kam, bleve de Efterladne styrkede i deres Dovenskab, og de Flittige betagede Opmuntring og Mod til

36

videre Duelighed og Vindskibelighed. Skulde det derfor ikke være best, at lade det komme an paa de contraherende Parters egen Forening? Da enhver nok skal see sig for, at udlove det mindste mueligt. Troer ikke heller, det er af nogen skadelig Følge, at Bøndernes Tienestefolkes Løn er høy; thi Pengene bliver jo ligefuldt mellem Bønderne; Og den Karl, som har faaet meget til Løn, har og meget at antage et Sted med, og meget igien i sin Tid at give Løn ud af. Det er altid Tegn til gode Tider og god Tilstand, at Bøndernes Tienestefolkes Løn er høy. Det giver blant andet tilkiende at Bøndernes Fortieneste er saa meget større, det er at sige: Overskuddet af Avlingen fra Lønnen. Saavidt jeg skiønner, skikker Skiftetiden for Tienestefolk her i Egnen sig best til de sædvanlige Paaske- og Mikkels-Terminer.

Til siette Post.

Siden her i Egnen overalt er sandet Grund, saa var det ikke vanskeligt at faae Veyene satte i en god og varig Stand, naar derpaa engang for alle blev anvendt noget ret-

37

skaffent Arbeyde. Dette kunde skee ved Vaser, 12 a 14 Alen brede, saavidt giørligt for Moser, Aaer og Bække, anlagte i en lige Linie, forsynede med en Grob paa begge Sider, 2 Alen viid og 7 Qvarteer dyb, paa een af de skraae Sider, og desuden i alle Lavninger med Tvergrobe over Vasen, og Stikgrobe ud fra den eene Side af Vasen, hvorved Grobene paa begge Sider af Vasen altid bleve holdte frie for Vand, Vinter og Sommer, og Veyene følgelig altid tørre; Falder der Bække eller Vandløb over Veyen hist og her, behøves desuden smaae Broer, eller og Vandtuder, overklædte med Jord, naar Vandet ey af mere Betydenhed, end at Tuderne kunne trække det. Dette Arbeyde kunde vel ikke overkommes udi eet Aar ved alle Hovedveyene, men Aar efter andet kunde det beqvemmeligen skee, og maaeske være Bonden, til mere Lettelse end Hinder, da dette var et Arbeyde engang for alle giort, fremfor de nu aarligen skulle ligge og lappe paa Veyene uden synderlig Nytte og af slet ingen Varighed, hvorved Tiden dog gaaer dem bort.

38

At saadanne Vaser der imod ere af Varighed, veed jeg af Erfarenhed, siden jeg for min egen Regning og ved egne Daglønnere deraf har ladet forfærdige nogle 1000 Favne, der ere endnu ligesaa gode, som da de vare nye.

Jeg siger og, at Aar efter andet kunde dette Arbeyde beqvemmeligen skee; Thi lad hver Mand i Herredet herved forrette aarligen 8 Favne Grob, som er en Dags Arbeyde, eller dobbelt, som er to Dags Arbeyde, saa kunde alle Hovedveyene paa en halv Snees Aar, og maaskee i kortere Tid blive giennemgaaede. Grobene, hvoraf det opkastede Jord, Gruus og Sand udjevnes over Vasen giøre desuden god Tieneste, i det man derved a) kan lede Vandet af Ruglandet, hvor Veyen falder over Agermark. b) Kan lære at kiende Marken over og under Jorden, og ved den Leylighed undertiden sinde Teglleer, Muurleer, Jordmarv, Muursand, Sand frie for Steen eller andet deslige, der er af stor Betydenhed for en Landmand; Og hvorpaa ofte, endog ved den største Overflødighed, haves Mangel, fordi man ey

39

veed, hvor at finde det. Dette jeg af Erfarenhed

har lært, da jeg ved denne Leylighed er kommen efter mangen nyttig Opdagelse.

Jylland den 30 Julii 1768.

Anders Christensen Danophilus.

P.S. Man merket vel, endog foruden nogen Erindring, at, siden dette er skrevet, ere adskillige Forandringer forefaldne.

Jylland den 21 Januar 1771.

40
1

Erklæring

paa

de Poster,

som

1768 af General-Land-Væsenets Collegium bleve forelagte

Proprietairerne

at give sin

Betænkning

over.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt i det Kongl. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Indledning.

De Poster, som det Kongelige General-Land-Væsenets

Collegium har fordret Proprietairernes Betænkninger om, ere saa vigtige, og med den hele Danske Stats-Forfatning saa nøye forbundne; En Forandring derudi betræffer ikke een og andens, men Folks og Slægters Velfærd, og naar den er giort, kan den umuelig kaldes tilbage, i hvor skadelige for Landets og Rigernes Velfærd Følgerne end maatte være; at jeg med Rette mistroer min ringe Indsigt og korte Erfarenhed, da Forfarenheden ene og allene maae være den rette Dommere derudi, til

4

med Vished at kunde give mine Tanker derom. Jeg har fra den første Dag af, jeg er kommen til at boe paa Landet, anvendt al muelig Overlæg paa de samme Poster, som nu handles om, og hvad jeg ved nøyeste Prøvelse og 10 Aars Forfarenhed har fundet Sandhed at være, vil jeg efter Skyldighed og Samvittighed skrive.

Det er uden Tvivl fornøden først ved enhver Post at agte paa den nærværende Indretning, og dens Fordele og Nakdele, og siden Forandringen, saavel i Henseende til Proprietairerne og Bønderne, som til

Kongen og Staten.

5

De forelagte Poster

ere følgende:

1.)

Paa hvad Maade Hoveriet, i Følge Hans Kongelige Majeft. allernaadigste Øyemeed, best kunde bestemmes og reguleres paa de Steder, hvor det af gyldige Aarsager (som vi ønskede at vide) en aldeles skulde kunde afskaffes? Om det eragtedes best at fastsette et vis Tal af Dage, til at forrette det ved Hovningen forefaldende Arbeyde, hvilket med god Succes paa adskillige

6

Steder er bleven forsøgt, eller ogsaa at fastsette en vis Mængde Arbeyde, saasom Pløyning, Udsæd med videre, alt efter enhver Gaards Størrelse og Hartkorn; vi ønskede at have fra enhver Proprietair Udkast til et Reglement, hvorved alt Hoverie-Arbeydet blev paa een af de her foreskrevne, eller nogen anden Maade determineret; da efter slige Reglementer, naar de først af os vare giennemgaaede, Hov-Arbeydet, ligesom Landgilden til fælleds Efterretning kunde blive specificeret i et hvert Fæste-Brev. Ved Hoveriets Bestemmelse maatte saavidt mueligt iagttages, at de Bønder, som laae langt borte, bleve skaanede, om ikke aldeles frietagne, og de andre ey tildeelt andet Arbeyde, end det, som efter Loven egentlig vedkommer Avlingens Drift, og hvad deraf dependerer, at altsaa det saa kaldede smaae Hoverie ey kan tilkomme Bonden at forrette, og at Hov-Tærskningen der, hvor Bonden selv bestrider den, maatte ophøre ved Udgangen af Martii Maaned, som den Tid, paa hvilken hans anden meget magtpaaliggende Foraars Gierning begynder.

7

2.) Om ikke, da det er Hans Majest. Villie, at Bønderne skal lættes i den nu brugelige Maade at yde Tiender paa, Tiende-Eyerne og Tiende-Tagerne skulde i Mindelighed være at formaae til at lade Bonden selv beholde alle Korn-Tienderne i Kierven, og i dets Sted imodtage dem i Skieppen, efter hvad, som ved en taalelig og bestandig Accord kunde fastsettes efter enhver Egns Beskaffenhed, eller ogsaa lade sig dem betale med Penge, efter det Steds Capitels-Taxt, hvor Tienden falder. Ved saadanne Accordter om Tiender maatte iagttages, hvem, enten Tiende-Yderen eller Tageren skulle svare Skatterne af Kirke- og Konge - Tienden; og paa de Steder, hvor Degne-Traver pleyer at ydes in natura, maatte bestemmes, hvad Degnen for samme skulde nyde i Skieppen. Saavidt Præste-Tienderne angaaer, have vi tillige tilskrevet Biskopperne.

3.) Hvorvidt i Følge de allernaadigst udgangne Forordninger af 29 Dec. 1758 og 28 Dec. 1779, 8 Martii 1760 og 15 May 1761 med Fælledsskabets Ophævelse er avanceret; hvilke de Anstøds-Stene ere, som hindre sammes Iværksettelse, i sær, naar det kuns

8

gielder om Fælledskab mellem Bye og Bye, for saavidt, som disse kunde have sammenstødende Marker og Overdreve, i hvilke begge tilkommer fælleds Græsgang? samt hvorledes, og af hvilke Aarsager ikke overalt er bleven efterkommet det, som befales i disse 3de første Forordningers 6te Art., angaaende Aaers Oprensning og Mosers Udgravning? Vi ønskede tillige at vide, paa hvad Maade, saavel denne, som samtlige øvrige Artikler i ovenmeldte Forordninger meentes best og fuldkommest at kunde blive efterlevede.

4.) Hvilke Proprietairer, publiqve Stiftelser, eller andre Jordegods Eyere, enten allerede have givet eller ere at formaae til at give deres Bønder Arve-Fæster, samt i saa Fald, hvorledes de da agtede at indrette samme.

5.) Hvorledes den uagtet Forordningen af 1ste Julii 1746 i Svang gaaende Misbrug, at Bøndernes Tieneste-Folk blive lønnede med Korn, i Steden for Penge, og fordre mere Løn end tilladt er, best kunde hæves? Hvad Bøndernes Tieneste-Folkes Løn, efter de nærværende Tider, burde fastsettes til? og om det ikke var tienligt, at i Steden for Michels-Dag

9

og Paaske, Skifte-Tiden blev paa Landet, enten 1ste Dec. og 1ste Junii, eller 1ste Jan. og første Julii, eller kuns eengang om Aaret, nemlig d. 1ste Jan., og endelig

6.) Da Lande-Veyene ere af megen Be-» tydenhed, baade for Reysende og for Bønder, faa ønskede vi at see nogle Forslag, paa hvad Maade de til mere Varighed kunde settes i Stand, og vedligeholdes; samt ogsaa en Specification over det, som er paalagt, at betales til Veye og Broer, tilligemed en Forklaring over, hvorledes Vedligeholdelsen derfor besørges. Imidlertid da Veyene paa mange Steder trænge til Eftersyn og Forbedring, saa ville vi tienstligst have høytærede Hr. Etatz-Raad anmodet om, at slige Forbedringer, saa snart skee kan, og Aarets Tid det tillader, maatte vorde foretagne.

1. Hoverier.

Hovedgaards Eyere i Dannemark, eyer i Almindelighed tillige al den Jord, som Bønderne boe paa, med al derpaa værende Bygning, og dertil hørende Besætning. I de ældre Ti- [Herregaarders og Hoveriets Oprindelse.]

10

der, da der var overflødigt udyrket Jord, da de, som indtog eller eyede en Strækning Land, havde hverken Folk nok eller Formue at holde saa mange paa egen Bekostning, som der udkrævedes til at dyrke den altsammen, da Jordens Dyrkning med Rygtning, Grøftning og Heigning var des besværligere, ja mindre beqvemme Redskaber dertil venteligen havdes, have uden Tvivl Eyerne udgivet hver af deres Tienere, eller hvo ellers ville antage denne Strækning Jord, bygget dem Huse, givet dem Heste og fornøden Redskab, at de af den indgivne Jordens Dyrkelse, i Steden for anden Kost og Løn, kunde have deres Ophold, ikke allene for sig selv, men og gifte sig, opføde Børn til Landets og deres Herskabers Tieneste, og derimod foruden en vis ringe aarlig Afgift forrette, hvortil deres Herskaber havde deres Tieneste nødig, saavel ved at dyrke den Jord, som Eyeren af hele Jord-Strækningen havde sig selv forbeholden, som og til al anden Tieneste i og uden for deres Huusholdning.

Alt nu saa kaldet smaat Hoverie, forrettet af De næstliggende, som kaldes Ugedags Tienere, og gave igien mindre Landgilde.

11

Saaledes gjorde saavel Kongerne, som andre Privat Eyere, hvor af siden Kronlæhnene og adelige Sædegaarde er kommen.

At dette er den rette Oprindelse til Hoveriet, dertil lede os alle de Spor, som findes saavel, i vores, som andre Folkes Historie og gamle Love, og det beviser Sagens Natur og den endnu værende Beskaffenhed, da alle Forandringer i nyere Tider, om hvilke vi have Kundskab, ikke er skeet til Herskabernes, men Bøndernes Fordele. I de følgende Tider, har Denne Indretnings Stadfæstelse. Regieringen befunden denne Indretning i alle Maader at tjene til Statens Velfærd og Opkomst; i det paa den ene Side Landet overalt blev dyrket og forsynet med Arbeydere, som var fød paa Stedet, og ansaae det dobbelt for deres Fæderne Land, og paa den anden Side Herskabernes Jorde, ikke allene med mindste mærkelig Bekostning kunde dyrkes, og ligevel dyrkes, enten Herskabet var selv tilstæde eller i Statens Tjeneste fraværende, men og ved Hovedgaardene mere af Landets Frugter avles, end til Hosbondens Families Underholdning behøvedes; ved hvilket Overskud Rigets Krigs-Folk og Flods kunde underholdes, Kiøbstæderne for-

12

synes, Skibsfarten og Handelen befordres. Den har derfor med al Flid søgt at vedligeholde den, saavel ved at indrette flere Kronens Læhne, som og ved at vedligeholde flere adelige Sædegaarde.

Eyerne af Sædegaardene selv, saavel Kongen, som Private, har til deels oprettet, til deels kiøbt flere Bøndergaarde, deels af forarmede Selveyere, deels af andre i adskillige Henseender og til adskilligt Brug. I de nyere Tider, have Kongerne paa adskillige Maader solgt de forrige Kronlæhne og andre Sædegaarde, saavel som Strøegods, som paa een eller anden Maade ere kommen under Kronen, til private Folk, dog alt med de Vilkaar, at Kiøberne skulle nyde samme Rettigheder og Herligheder, som Hosbond over sine Tienere, og Hosbonden har betalt al den Jord, som Bønderne indehave at dyrke med alt, hvad der fandtes paa, ligesaa fuldkommen, som Hovedgaarden og den dertil henlagte Jord; Loven veed og af ingen Indskrænkelse, end at en Fæste-Bonde under hans Gaards Forbrydelse skal være hans Hosbonde og sin Fuldmægtig hørig og lydig. Deraf, og deraf allene flyder og det Ansvar en Sædegaards Eyere har, saavel ved

13

Skatter, som al anden Paabud for alt hans Bøndergods, og som nødvendig tillige maae ophøre, saa snart Sædegaardens Eyere ikke længere er Hosbond, og Bonden tiener i den Forstand, som Loven, Forordninger, Skiøder og Breve tage disse Ord fra de ældste til de nyeste Tider, og paa hvilken alle Fæste-Breve ere grundede, som ere virkelig fra begge Parter frievillig og lovlig indgaaede Contracter imellem Hosbonden og sin Tiener over Hosbondens private Eyendomme, og saa snart den ophæves paa den ene Side, Maae den og nødvendig ophøre paa den anden Side; og Jorden med Bygning og Besætning falde tilbage til dens Eyermand, ved nye Contracter, eller paa anden Maade at giøre sig sit Eyendom saa nyttig, som han paa lovlig Maade kan efter Lovens 3 B. 13 C. 25 Art.

Indretningen i sig selv, og i sær saaledes, Nytten af nærværende Indretning.

som den ved den Danske Lov, dette i alle Henseender

store Mesterstykke, er fastsat, saavidt nogenledes skee kan, uden at Eyendoms og Hosbonds Rettighed skulle virkelig ophøre, og intet uden det blotte Navn, og den til Hosbonden liggende Besværlighed blive tilbage, er efter

14

min Indsigt saaledes, som den baade for Sædegaards Eyeren, og Bonden er nyttigt, og at tillige Statens Velfærd i alle Henseender best For Hosbonden. finder sin Fordeel derved. Hosbonden har ikke nødig til Hovedgaardens Drift at holde, lønne og føde flere Folk og Heste ved Gaarden, end dem, som til Opsyn og daglig Brug mener at behøve, hvoraf dog i vore Tider holdes langt flere, end Hovedgaardene i ældre Tider til Bøndernes Lættelst i smaat Hoverie, da deres Lods-Arbeydere ved Ager-Dyrkningens Forbedring har tiltaget. Han kan ved mange Hænder, naar Aarsens Tid det udfordrer i betimeligt Veyrligt faae sit Arbeyde giort, uden at han har nødig at fylde dem, naar han ikke behøver dem, han lønner og føder dem med det, som hans til Bønderne uddeelte Jord ved deres Dyrkning indbringer, denne Jord: bliver ved Beboernes Dyrkelse aarlig holdt i Frugtbringende Stand, og forbedret til at frembringe det, hvorved Kongen faaer sine Skatter, Præster og mange andre Folk i Kiøbstæderne og paa Landet, faae deres Leve-Brød, og Beboerne selv kan forhverve deres Underholdning, og opføde nye Arbeydere til Statens, Hosbondens

15

og deres egen Nytte. Dette, at Han slipper for den Uroe, Besværlighed og Bekostning selv at holde Folk og Heste, samt Redskaber til sin Jord og Huusholdning, maae og kan han regne til Erstatning for det, som Hans Jord maatte indbringe ham anseeligst mere, om han selv kunde, og vilde drive den, for den Ansvar han har for Bøndernes Skatter og Afgiften at indkræve og udrede dem, og for den Bekostning han maae anvende paa Bønderne til at sette og holde dem i Stand i vanskelige Tider og ulykkelige Tilfælde.

Hvad Bønderne angaaer, da kan her ikke For Bønderne blive Spørsmaal, om den er bedre faren, som ener en Bondegaard med tillagte Jorder, end den, som har den til Leye af sin Eyere, og det kan ligesaa lidet begieres, som ventes af en Jord-Eyere at han skulle skienke sin i Almindelighed dyrekiøbte eller forhvervede Jord bort til een ham Uvedkommende, som, at Eyere af een eller flere Gaarder i Kiøbstæder skulle forære dem til Haandværksmænd eller Dagleyere, paa det disse kunde blive boesiddende Borgere. Det kan allene blive Spørsmaalet, om Bonden ellers ikke finder sin Regning derved, at han,

16

som ellers ikke ener Huus eller en Fods breed Jord, i Steden for at blive hans Livs-Tid en eenlig og ustadig Tiener for Kost og Løn, eller en Dagleyere, og om han vilde gifte sig, føde og opføde Børn og Kone i saa stor Nød og Elendighed, som nu næsten uden Undtagelse alle de giøre, som gifte sig, inden de kan faae en Gaard eller og et Huus i Fæste; nu kan faae en bebygt og befadt Bondegaard, og saa meget Jord dertil, at han, naar han er ædruelig, ordentlig, flittig og vindskibelig, kan føde sig selv og Hustrue, opføde Børn, holde Creature, være selv Hosbonde, og holde Tieneste-Folk, og ved egen og deres Fliid imod en meget ringe Afgift til Hosbonden, forrette Hosbondens og sit eget Arbeyde, uden at holde mere end een Dreng eller Ugedags Tiener, og een eller undertiden 2de Heste mere, end han behøvede, om han ingen Hovning giorde, (dem han dog maatte med maaskee lidet mindre Bekostning leye eller til større Skade favne, naar indfaldende vanskeligt Veyrligt meest udkrævede dem) og kan efterlade sine Børn under Lovens og øvrighedens trygge Beskiermelse, hvad han ved sin Vindskibelighed har forhvervet, da

17

hans Hosbonds egen Velfærd tvinger ham til, at see hans Bønder holdt i den Stand, at de kan svare Kongen, hvad dem er paabuden, forrette Hosbondens Arbeyde tilbørlig, opføde deres Børn vel, og holde Gaardens Bygning og tilhørende i god Stand; dette giver Bonden alletider en vis Adgang og Tillid til Hosbonden, i hvor ildesindet den og ellers maatte være, at han i alle paakommende Tilfælde kan vente Hjelp, Opfettelse og Tilskuds; det nøder derimod Bonden til en god Opførsel, at vinde og beholde sin Hosbondes Yndest, at holde sin Gaard med Bygning og Besætning i god Stand, at tage med Fliid al beleylig Tid i agt til at forhverve sig og sine Børn Brød, og at opføde sine Børn fra først af til Arbeyde og Flittighed. Ved denne Indretning kan baade Hosbonden og Bonden indrette deres Huusholdning og Arbeyde ordentlig, og hver Ting skee til sin Tid, at det ene giøres, og intet af det andet forsømmes, saa længe ikke uformodentlige Tilfælde og Vanskeligheder giøre paa en kort Tid nogen Forandring derudi. Hosbonden veed, at han ikke savner tilstrækkelige Arbeydere, naar Tid er, og tør derfor ikke

18

overile sig; Bonden veed, at hans Hosbondes Arbeyde i Nødsfald skal forrettes frem for hans eget, han tør derfor ikke forsømme nogen Tid; han veed derimod, at han i Trang kan finde sikker Hielp hos Hosbonden, i hvad han fattes og behøver, derfor, naar Nøden det udkræver ikke at spare paa sine Folk, Heste eller Redskaber, og deraf er allerede øyensynligt, til hvor stor Fordeel nærværende Indretning er for Staten. Landet bliver overalt og ved mindste muelige Bekostninger dyrket, Arbeyderne blive fra første Barndom af opfedt og vandt til deres Bestemmelse; til hver Forbedring ere de udkrævende Folk og Redskaber ved Haanden; Veyrets Beleylighed kan oppebies og nyttes; Arbeyderne leve af det, som Jorden ved deres Hænders Fliid frembringer, og maae derfor anvende dem, tillige bliver dog ved mange forenede Kræfter paa et Sted fremlagt mere, end der forbruges, hvilket Overskud tiener til Kiøbstædernes, Armeens og Flodens Forsørgelse, og kan udføres til Handelens viiseste Fordeel. Ved den fortræffelige og viise, nu værende Indretning af den Danske Staat, beholder enhver sit, Hosbonden sin Eyendom, den rette Grund-

19

vold til alle Staters Velfærd, som aldrig kan rykkes, uden Staten maae falde med, om den end en Tid lang kunde støttes, uforkrænket, Bonden sit forhvervede, naar han afdrager hvad han bør, og forretter sit Arbeyde troelig i Sikkerhed, Hosbonden maae sørge frem for alle Ting, at hans Bønder kan blive i god Stand. Paalegger han dem idelig og uden yderste Nød mere Arbeyde, end at de tillige kan vel bestride deres eget, skal han betale deres Skatter, og miste deres Afgift, skal han bygge dem Gaarde, og kiøbe dem Heste, skal han give dem Æde-Korn og Sæde-Korn; ere deres Hester og Folk forsultede, og deres Redskaber uduelige, naar de skal forrette hans Arbeyde, saa ødelegger han sig selv uden Redning, og maae inden kort Tid miste Gaard og Gods, men Skader ingen mere, end sig selv; Staten taber egentlig intet derved, den holder sig til Eyeren for Skatterne, Creditorerne faaer den største Deel af deres Fordringer, Bønder-Godset kan des lættere igien ophjelpes, naar det kommer i en fornuftigere Eyeres Hænder, som bedre kjender og besørger sit eget Beste, siden Beboerne ere vant til Arbeydsomhed; Bønderne ere ved nærværende Indretning nødte til

20

e od io ■ qr (o

ved Lydighed og Troeskab at søge at beholde deres Hosbonds Yndest, det er ham, paa hvilken deres egen Velfærd beroer, ham de allene levere deres Skatter, og yde deres Afgifter til; Han kan bie efter deres Leylighed, giøre Forskud, naar de intet have, og intet kan sælge uden største Skade, og igien kræve det, naar de uden Skade kan betale, af ham skal og deres Børn efter dem vente deres Velfærd, saa kan han igien, og maae for hans egen Fordeels Skyld, om ingen ædlere Aarsag driver hannem, holde dem i tilbørlig Orden og Lydighed, uden nogen Statens Bekostning. I Henseende til Skatternes Oppebørsel.

Regieringen er alletider, i hvad Omstændigheder der paakommer, sikker paa de Afgifter, som den med lige faderlig Sindelaug, proportioneret efter Underfaatternes virkelige Kræfter, og efter Statens sande Behov, er ned til at paabyde, faaer dem ved den Indretning, frem for alle andre Stater i Verden, med allermindste muelig Bekostning, uden Formindskelse og med Sikkerhed, at ingen bliver overilet, eller ved egennyttige Underbetjente udsuet, endog i de vanskeligste Tider kan Bønderne arbeyde, naar de ikke kan betale, og derved op-

21

holde deres Hosbond i Stand, at bære Hans egne og deres Byrder, og at flye dem det de trænger til; men at dette kan allene finde Sted, saalænge Bønder ere virkelig Hosbonders Tienere, og han deres Hosbond, som lønner og føder dem med hans Eyendoms Jord, som de bruge, saa snart nogen Forandring skeer, og noget af det Baand, hvormed Proprietairens og Bondens Velfærd saa nær ere sammenbunden, at Godsets Eyere og alle dets Beboere udgiør ikkun een Familie, opløses, saa falder alle Ting, Hosbonden eller Bonden, eller Begge, og alle lider, Staten til et ubodeligt Tab.

En Forandring ved øvrighedens Magt, og en Eenevolds Konges Befaling vilde ophæve Eyendoms Sikkerhed, og derved al Tryghed, som Lov og Forordninger forjætter Undersaatterne, betage enhver al Lyst til at forbedre sine egne, og dermed tillige Statens Vilkaar, udrydde da al Kierlighed og Tillid, og paa eenganq forandre den Lyksalighed, som de Danske Undersaatter alletider have havt at rose sig af, at deres Konger ere Fædre, som anvende deres absolute Regiering allene til at beskierme enhver ved sit lovlige Eyendom, til Suk og

22

Bedrøvelse. Hvad har bragt Dannemarkes Land-Væsenets nærværende Flor I Dannemark Landvæsen i den Flor, som det er udi, og ikke Flor i af nogen i Sammenligning med forrige Tider, kan miskiendes, uden af dem, som ikke har mindske Kundskab derom, eller sand Indsigt derudi, endskiønt det, som alle jordiske Ting kan have nogen Forbedring nødig? Hvad har bragt Jordegods til nu værende Priis? Hvad har bevæget Folk til at anvende store Bekostninger paa, at lade rødde Krat, udgrøfte og rense Moser, opgrave Steen, og reyse Steen-Gierder u., uden allene den trygge Tillid til den Sikkerhed igien af deres Eyendom, efter gjorte Indretning at nyde Frugten? Hvad har bevæget Sædegaards-Eyere med store Penge at kiøbe Bøndergods, at anvende deres yderste Formue paa, at bygge og i Stand sette Gaardene og deres Beboere, og uagtet Qvæg-Syge, Misvext og forhøyede Skatter, vist ville Have ødelagt en stor Deel af dem, alligevel at holde dem alle i Stand, hvad andet, end den Tillid efter de Kongl. Privilegia, Love, Forordninger og egne Skiøder, uden nogen Hindring eller Uvished at kunde nyde samme Sikkerhed til at føre sig dette deres Eyendom lige-

23

saavel til Nytte, som mange Aars Forfarenhed Har lært de Danske Undersaatter at have under deres Eenevolds Kongers retfærdige Beskiermelse ved deres øvrige Eyendomme, frem for alle andre Lande, og den høye og høytidelige Kongl. Forsikring, at den forbedrede Jord ikke skal matriculeres Høyere eller anderledes, end den forhen været haver. Dets forrige Forfald.

Intet kan vise os Landets forrige Tilstand tilforladeligere, end de af høysalig Kong Christian stian 5te, Friderich 4de og Christian 6te udgivne Forordninger, hvoraf jeg ikkun i sær vil Nævne Forord, af 11 Dec. 1688, af 4 Aug. 1728 og 10de Febr. 1731, de vise, hvor meget øde Gods den Tid har været i Dannemark, at mange Proprietairer have vildet overlade til Rente-Kammeret meget Bøndergods, allene for resterende Skatter, og at Rente-Kammeret endog ikke har funden sin Regning derved, de viser, hvad Frieheder og Fordele Kongerne have tilbuden dem, som ville antage øde Gaarder, og at alligevel faae Liebhabere have indfunden sig dertil. I sær tiener den Taxt, som høysalig Kong Christian 5tes Forordning af 31 Jan.

1692 har sat paa Bendergods, til Oplysning,

24

naar dermed lignes den Taxt, som den allerhøyeste Kongl. Forordning af indeværende Aars 14 May setter derpaa, I den første, er Bøndergodsets Hart-Korn efter Proportion taxeret Tønden for 40, 30, 20 og 10 Rdlr., i den sidste i Almindelighed for 80 Rdlr., en kiende lig Forskiel i 76 Aar, som bliver des mærkeligere, naar derhos agtes, hvad Byrde der laae den Gang paa Jordegods, og hvad der nu efter Tidernes forandrede Omstændigheder ligger derpaa, det er deraf øyensynligt, at Bøndergodset ikke er forværret, men utroelig forbedret, at Landets Flor, i Henseende til Jordegodsets Tilstand, ikke har af, men mærkelig tiltaget, og at altsaa ingen med mindste Skin kan sige, at Landets Velfærd nødvendig udfordrer en saadan vigtig, betænkelig, og for Eyerne høyst fornærmelig Forandring, for at forekomme dets ødelæggelse. Proprietairernes hidindtil anvendte Flid og Bekostning. Og ved hvis Flid, og paa hvis

Bekostning er denne Forbedring skeet, uden Flid ved Proprietairernes under Guds Velsignelse og vore Kongers faderlige Regiering. Vel har den langvarige Fred, med hvilken Guds besynderlige Naade har glædet de Danske Lande, forundt den Roelighed, uden hvilken det ikke

25

havde været mueligt; men naar betænkes, under hvor haard en Lande-Plage Landet i saa mange Aar har sukket, og til deels endnu sukker, da Qvæg-Sygen har hjemsøgt næsten hver Mand, og at Nøden og Omstændighederne har alligevel udfordret i selv samme Tid Skatternes Forhøyelse i mange Maader, uden at nævne de mange andre Ulykker, som haver rammet enkelte Gaarder og Byer ved Ildebrand, Hesters Svaghed, Misvext og flere, og at alligevel ingen eller dog meget faae øde Gaarder i Landet findes, eller dog i det mindste flere Selveyer Bønder aarlig af Tvang og Uformuenhed sælge og vil sælge deres Gaarde til Proprietairer, end der findes øde Gaarde paa Proprietairens Gods, saa taaler den aabenbarede Sandhed ingen Modsigelse. Skulle Folkes Tryghed paa deres Eyendoms Sikkerhed og den Vished selv at nyde Frugten af de anvendte Bekostninger, og at handthæves ved de Rettigheder, dem efter Lov og Forordninger tilkommer, i mindste Maader forrykkes, saa ville Jordegodset snart komme i samme Stand, som de foranførte Forordninger bære Vidnesbyrd om, og hvorved Indgangen til den foranførte Forordning af

26

10de Febr. 1731 billig fortjener Eftertanke; den samme og vor egen Forfarenhed har mere Skadelige Følger af en velmeent Forandring. end eengang viist, hvad for skadelige Følger de best meente Forandringer have havt for Lande og Riger, naar de forud ikkun have været betragtet fra een Side. Jeg vil ikkun nævne Land-Militiens pludselige Ophævelse i Aaret 1730; Følgerne deraf sees i Forordningerne af 15 Dec. 1730, 5te Jan. og 5te Martii 1731 og 12te Jan. 1733, og ere med flere endnu i manges frise, Minde, ja hvo der veed og agter, hvad Følger det allerede har havt, at nogle er geraadet i en flags Uvished over det, som endeel ubetænksomme Folk har talt, ja ladet trykke, da nogle have standset med de Forbedringer, som de have havt i Sinde, andre solgt og adspredet deres Herre-Gaarde, hvoraf jeg maae bekiende, at befrygte høyst skadelige Følger for Landet ved mindste paakommende Vanskeligheder, saa tit jeg i sær i Kong Christian 5tes Forordninger seer, med hvor stor Omhue, paa hvor mange Maader, og af hvad vigtige Aarsager samme høystsalige Herre har opmuntret Folket til at complettere de igien ved Tidens Vanskelighed incomplet blevne Sæde-

27

Gaarder, for dermed at faae det øde Gods sat i Stand igien, den vil og derved oplyses med Vished at indsee i Fremtiden; dog Gud være lovet, at jeg kan tryggelig forudsette, at vores nu regierende allernaadigste Konge, og hans Høye Ministre regieres af samme Viise, retfærdige og naadige Grundsætninger, som hans høye Forfædre; Forordningen af 15 Ap. 1768 Retfærdige Grundsætninger i Forord. af 15 Ap. 1668. er et usvigeligt Beviis derpaa, som ved alle Poster udtrykkelig fastsætter, at alle Forandringer skal skee, uden at nogen af Vedkommende derved lider Tab eller Uret; og hvilken Proprietair vilde da ikke med Glæde række Haand til Bøndernes Vilkaars Forbedring, naar, og saalænge hans egen Velfærd er og bliver saa nær forbunden med deres; men paa hvad Maade Hoveriet skulle enten afskaffes eller indskrænkes og fastsættes, uden at enten Proprietairerne og alle Sædegaarde reent bleve ødelagte, eller og at baade Proprietairen og Bonden, og nødvendig Staten selv tabte derved, og maaskee ubodeligen, dertil maae jeg tilstaae, strækker Vanskelighed om Hoveriet skulle afskaffes og settes paa Penge min Indsigt sig ikke. Skulle det saa kaldede Hoverie, det er det Arbeyde, hvorfor Jordegodsets Eyere har indgivet det til Bønder at

28

beboe, eller i Følge af Kongl. Forordninger, Love og egne Skiøder kiøbt det, afskaffes, og Bønderne i den Sted betale Hovnings-Penge, saa mange som det vilde kofte Proprietairerne ved egne Folk og Heste at forrette Arbeydet, eller dog ikkun saa meget, at Eyerne kunde nyde Rente af det, som deres Bøndergods har kostet dem, og hvor af Landgilden ingensteds naaer den 4de, de fleste Steder neppe den 8te Deel, da var ingen af de meest formuende Bøndere der kunde taale at betale halv saa mange Hovnings-Penge, som kunde erstatte Proprietairen de Bekostninger han maatte anvende paa Avlingens egen Drift; ja jeg er forsikkret paa, at alle Bønder, som have sand Indsigt og Sinds Eftertanke, vilde strax tilstaae det, og frasige sig hellere deres Gaarde eller vedblive Hovningen; til Beviis derom, vil jeg allene nævne de Kongl. Bønder, som for faa Aar siden bleve kiøbte til Braasholms og Søeholms Godser i Fyhn, som alle hellere ville giøre Hovning, end betale 2 Mark af en Tønde Hart-Korn i Hovnings-Penge, endskiønt de ikke ere af de Høytskyldende, da de fleste Mennesker, og i sær vores Almue er saaledes sindet,

29

at de ikkun agte paa de nærværende Indretningers Besværlighed, og en anden forestilledes Gavn, den nærværendes Gavn, og en anden forestilledes ofte langt større Besværlighed, fornemmelig efterat endeel Mænd ret have giort sig Umage med Tale og Skrifter at forestille Bønderne det Arbeyde, som de efter Loven og deres Fæste-Breve ere skyldige al forrette, ligesom andre Tienere, det Arbeyde, som de ere fæstede til, og hvoraf de og deres hele Huus have Leve-Brød, og kan, om de selv vil, have det rigeligen, saa længe deres Afgifter ikke overgaaer deres Kræfter, som en utaalelig og ulovlig Slaverie, hvoraf de allene havde Besværligheden, og Proprietairen Fordelen uden Vederlag, om da end nogle af dem tilbød sig, i Steden for Hovning at betale Penge, hvo vilde da være Borgen for dem, og hvad Sikkerhed havde Proprietairen til at kunde faae de belovede Penge; han maatte jo meget mere være vis paa, at Bonden ved at udgive et par Aar Hovnings-Penge, som langt overgik hans Kræfter, den ene med den anden maatte hastig blive uformuende, at betale endog Skatter og Landgilde, langt mindre Hovnings-Penge, og

30

at faae altsaa meget hastig øde Gaarde, af hvilke han ikke havde ringeste Nytte, og skulle dog blive Regieringen ansvarlig for deres Skatrer og Paabud? Hvor længe monne endog velhavende Proprietairer kunde taale det, end sige de fleste, som have laant det meste, og mange alt, hvad deres Gods er værd; monne ikke deres Creditorer strax vilde kræve deres Penge, og da Jordegods, saasnart det er øde, taber det meste af sin Værd, og i langt høyere Grad, naar det er meget øde Gods, saa vilde Creditorerne tabe det meste af deres Fordringer, Jordegodsets Drift, Korn-Avling, og fede Vahres Product, i det mindste til en Tid for største Delen flaae stille, Landet til dets ubodeligere Skade, hvor mere en almindelig Forandring gjorde ogsaa Forvirringer almindelig.

Og hvad vandt Bønderne ved Hovning-Arbeyds

Afskaffelse? Deres egen Avlings Om Bonden derfor vilde holde mindre Folk og Hester.

Drift udfordrer, at de maae Holde Folk og

og Heste, for at have dem, naar de behøve dem,

endskiønt de ikke alletider have Arbeyde til dem.

Vores Almue er i Almindelighed hengiven til

Magelighed, og i de travleste Tider giøre vist

4re af vore flittigste Folk, ikke mere end i Hol-

31

steen og Meklenborg 3; maaskee Forskiellen er paa de fleste Steder større, da i Meklenborg, Holsteen og andre Lande 5 a 6 Bønder ved ligesaa store og større Herregaarde, giøre ligesaa meget, som i Dannemark 20, 30 og flere Bønder. En Bonde kan ikke holde mindre end 1 Karl, 1 Pige og 8 Heste, og om Sommeren 1 Dreng der til, for at vogte hans Qvæg; med disse kan han i Høeslettens og Høstens Tid ikke bestride sit Arbeyde, men maae leye Folk, i sær, naar vanskeligt Veyrligt indfalder, Leye-Folk ere vanskelig at bekomme, og om de ere at faae, da koster det Bonden næsten ligesaa meget, som han kunde holde en Dreng for Aaret igiennem; jeg kiender og ingen Hovnings frie Bonde, der jo holder 1 Karl,

1 Pige og 1 Dreng, de fleste holder endog

2 Karle, eller 1 Karl og 1 Ugedags Tiener, foruden Dreng og Pige, med 1 Karl, 1 Pige og 1 Dreng kan en Bonde, naar han bruger sine egne Hænder, og hans Hustrue hielper i de travle Tider med, om Nøden det udkræver, magelig

bestride baade en ordentlig indrettet Hovning, og sin egen Huusholdning, naar ikke besynderlig vanskelig Veyrligt indfalder;

32

en Bonde er alletider best faren, naar han kan betale med det han avler og Arbeyde, skal han betale mange Penge, saa skal han enten sælge i Utide sig til stor Skade, eller laane, og den Bonde er alletider vist Ødeleggelsen nær, som skal laane af en anden Bonde, de Villigheder, som de kaldes iblant Bønderne, dem han maae forbinde sig at giøre og at give ved mindste Penge-Laan, overgaaer gierne Penge-Laanets Bærdie; de fleste Bønder, naar de vide, de kan blive færdige den 4de Dag med deres Arbeyde, opsetter vist til den 4de Dag, hvad de kunde giøre den første, og jeg har endnu aldrig seet en Hovnings frie Bonde være før klar, enten med Pløyning, Sæd, Høeslet eller Høst, end de der giøre Hovning, men gemeenlig tvert imod; Forskiellen er mestendeels allene den, at Bonden selv sidder hiemme og sender hans Karl, hvor en Hovnings-Bonde gaaer selv med; mon Han dermed kan vinde Penge til at betale hans Hovnings-Arbeyde; mon han allene derved, at han bliver frie for at giøre Arbeyde til Hove, vinder Penge til at betale sit Hovning, da han maae holde de samme, eller dog næsten de samme Folk og Heste, og ikke kan saae, slaae eller

33

høste mere, hvad enten han giør Hovning eller ikke, allene han kan giøre det med mere Magelighed, og anvende flere Dage dertil, sig selv de fleste gange til Skade, om da endog Eyendoms Rettighed og Vished for en hver Undersaat om at beholde sit lovlige Eyendom, og at kunde føre sig det til al lovlig Nytte, her ikke kom i Betragtning, uden hvilket dog ingen borgelig Selskab kan bestaae, kan den Forandring, hvorved Eyeren taber alting, og Fæsteren vinder lidet eller intet, være andet end høystskadelig for Staten. At indskrænke og

[Vanskeligheder ved Hoveriets Indskrænkelse.]

bestemme Hovningen, er efter min ringe Indsigt

og 10 Aars nøye og upartisk Overlæg endnu

vanskeligere, ja jeg tør sige umueligere, end at afskaffe den, med mindre det skal være til ligesaa stor Tab for Eyeren, ved ligesaa liden Fordeel for Fæsteren; ikke allene i hver Provinz, men paa hver Gaard, ikke allene i hver Bye, men og hos hver Bonde i sær er hele Huusholdningen forskiellig indrettet efter Eyernes, Folkemængdens og deres Egenskabers, Jordens og andre Omstændigheders forskiellige Beskaffenhed, og det maae saaledes være, om hver Huusholdnings Maade skal svare til hvert Sted;

34

alle disse Omstændigheder ere idelige Forandringer underkastede, og Sielen af en god Huusholdning er just, at den, som bestyrer enten en stor eller liden Huusholdning, veed og kan forandre dens Indretning efter Omstændighedernes Forandring; et Aars Veyrlig forhindrer et slags Arbeyde, og er gunstig for et andet, som ellers maaskee ikke kunde skee igien i mange Aar. Nu udkræver Nøden et gandske uventet Arbeyde, for hvilket alt andet ellers sædvanlig Arbeyde maae staae tilbage; en Dæmning falder ind, en Steen-Broe synker, over hvilken alt Korn, som er tienlig at ages ind, skal føres; Taget paa Høe og Korn-Lader blæser af, ja hele Lader falder, Vinter-Sæden er forgaaet ved Frost eller Væde, Hagel eller Orm har ødelagt Sommer-Vexten, eller utallige andre Tilfælde kan i en Hast udkræve en Mængde Arbeydere, om en uovervindelig Skade skal forekommes, som kan forhindres, naar strax en tilstrækkelig Mængde af forenede Hænder kan angribe Arbeydet; hvorfra skal de komme i travle Tider, hvor enhver mene at behøve dem selv, naar ingen er forbunden at laane sine dertil? Hoveriet maatte altsaa bestemmes hver

35

Aar paa hver Sted for hver Bonde i sær, og kunde dog ikke bestemmes, uden med tilstrækkelig Undtagelse af uventelige Tilfælde, det vilde være meget mere nødig ved denne, end ved al anden Regning, fordi ingen ved Aarets Begyndelse kan vide, hvad Arbeyde han kan trænge meest til inden Aarets Udgang. Hvad [Processer som deraf vare at be-frygte.] bestandig Trætte og Processer, det allerskadeligste af alt ont, som kan opkomme imellem Hosbond og Tiener, vilde ikke uafladelig møde derved;

Bønderne vilde troe ved hver Skrit, det var uden for de foresatte Grændser, og det vilde aldrig feyle paa Folk, som endnu mere vilde ophidse dem dertil, saalænge de havde 1 Skilling tilbage. Og saa længe Processen varede, blev Hosbondens Arbeyde forsømt, og Bondens Tid ved Samlinger og Ting-Reyser spildt.

Hosbonderne, i hvor kierlig sindede de end vare, vilde dog uden Tvivl tabe Taalmodigheden og al Lyst til at hielpe og tiene dem; de ildesindede derimod ville opfinde utallige andre Uleyligheder, paa langt haardere og mere fornærmende Maader at trykke Bonden, og vilde opfinde desmere, hvor mere de kunde mene sig at være fornærmede, vilde og desmindre mangle

36

Hielpere, hvor mere Raad de havde til at lønne dem. Nu søger enhver, der har sin egen Velfærd kier, at indrette Hov-Arbeyde saaledes, at Bonden ikke forsømmer noget af hans eget, eller mister den beleylige Tid dertil, ja mangt et vigtigt Arbeyde opsettes eller udsettes, ja udebliver af samme Aarsag, da derimod en bestemt Hovning vilde altid kræves, enten det faldt Bonden beleyligt eller ikke. Hvad Baand kan i Verden opfindes for den, som ved egen Nytte, ja ved egen Velstands Ruin ikke kan ledes til det, hvortil Christendoms Pligt, Kierlighed og Samvittighed er hos hannem utilstrækkelig, for den derimod, der retter sig efter Guds, Kierligheds og Samvittigheds Lov, behøves ingen anden. Skulle Proprietairen holde Folk til at forrette det Arbeyde, som Venderne nu ikke mere skulle giøre, eller hvad ellers uventeligt kunde paakomme, saa bleve Omkostningerne for hannem des større, der skulde da holde baade Bønder og egne Folk; Folkene han holdt, savnedes andre Steder, bleve des vanskeligere at faae, og vil endog være ligesaa Utilstrækkelige til det Arbeyde, hvortil de meest udkrævedes, som overflødige i mindre travle Tider.

37

[Om smaae Hoverie.] Desuden er det ikke allene det saa kaldede Lods-Arbeyde eller Pløyning og Sæd, med alt Hvad dertil og til Jordens egentlige Drift maae henregnes, som fra Arilds Tider, og Sædegaardenes første Indretning indtil nu, har udgiort Hoveriet, de ældste Love, Forordninger,

Skiøder, Fæste-Breve og Efterretninger, giør Forskiel imellem Ugedags Tienere, eller de Gaarden næstliggende, ved hvilket alt saa kaldet smaat Hoverie, og langt mere endnu almindelig derunder begribes, blev forrettet, og Lods-Arbeyde, hvortil og de længst fraliggende bleve brugte, Hvis Landgilde er desmindre, og de kunde derfor des bedre taale, at giøre mere Arbeyde, da deres Ven til Hove er kortere, og de kan forrette alle Ting med mere Magelighed, end og Qvæget blev rygtet af Bønderne; og deraf kommer det uden Tvivl, at paa endeel Gaarde Bønderne efter Beretning maae holde Rygternes Senge, det er bekendt, at der i gamle Dage holdtes Spinde-Stuer paa Herregaardene, i hvilken Bøndernes Koner eller Piger maatte sidde og spinde om Vinteren, hvilket siden er bleven forandret til visse Pund Hør, som de spinde hiemme; at de har født og stal-

38

det Herregaardenes Stude og unge Qvæg, underholdt deres Herskaber med deres Følgeskab, eller deres Fogder, Jægere og andre Tienere, ikke af Villighed, men af Skyldighed, naar de kom til dem, det viser de adskillige slags Landgilde-Penge, som i gamle Fæster forekomme, da de omsider er sat i Penge, og at det er skeet i meget gamle Tider, sees af Pengenes Ringhed, som ydes i Steden for de gamle Rettigheder, da altsaa det saa kaldede smaae Hoverie, er ingen i nyere Tider ulovlig tiltagen Myndighed, men en ældgammel Rettighed, som hører til de Vilkaar, paa hvilke Eyeren Har forundt Bønderne sin ham allene tilhørende Jord i Fæste, saalænge de opfyldes, og ikke længere, saa kunde og Sædegaardenes Eyere ikke miste den, uden alt for stor Fornærmelse, med mindre at Bønderne skulle betale saa meget, som Hovedgaarden selv kunde holde Folk for, eller og Jorden maatte falde tilbage til sin Eyere, efter al Eyendoms Ret og Contractors Natur, men saa møder alt det igien, hvad tilforn er sagt, og Bønderne vilde langt mindre finde Fordeel ved at holde Folk hiemme, og betale for Arbeydet til Hove. Vel er det vist, at

39

den største Tyngde for Bonden ved Hoveriet, er Madposen, han skal give hans Folk med, som han med mindre Bekostning kunde give Mad hiemme, samlet ved et Bord, men derimod maae overveyes, at ved en ordentlig indrettet Hovning, det egentlige smaae Hoverie ikke kan strække sig til hver Bonde over een Gang om Ugen, naar Aaret igiennem regnes, at Folkene dog skal have Mad hiemme, og at just for Arbeydets Skyld, Landgilden er saa meget ringe hos os, at Bønderne i Dannemark de fleste Steder giver neppe saa meget af 1 Tønde, som de andre af 1 Skp., og derhos betænkes, at der skulle mange Aar til, inden Bønderne kunde komme i den Stand, om de for andre Omstændigheders Skyld kan nogensinde komme derudi, at de kunde taale en stor Penge-Afgift, at hverken Eyerne eller Regieringen kan taale at oppebie den Tid, og at lide imidlertid en vis Tab, og at jeg ikke veed, hvad Sikkerhed en Proprietair kunde faae for større Penge-Afgift; thi Gaarden, som Bonden boer paa, er forhen hans Eyendom, og hvo kunde vel for dre af en Eyere, at give sit Eyendom bort til en anden, paa det han kunde sette ham det [Hvilken Sikkerhed Proprietairerne havde for store Penges Afgifter.]

40

igien til Pandt for Penge-Laan, der vilde vel og stoles alt for meget paa et meget uvist Haab, om man vilde troe, at Bonden ved at blive befriet for Hoverie, om endskiønt han skulle aarlig gribe saa meget ud, dog paa engang skulle komme i den Stand, at han i alle paakommende Tilfælde kunde være Hielp og Understøttelse foruden, og skal han give Renter for den, da er der vist lidet Haab om hans Redning, end sige til hans Vilkaars Forbedring.

Faa Hosbonder vilde beholde Evne dertil, maaskee de fleste ville endog tabe Villien, saasnart det Baand, som nu saa nøye forbinder [Regieringgens Sikkerhed for Skatterne.] deres og Bondens Velstand, opløses. Regieringen tabte den Fordeel ved faa Regnings-Betiente med fuld Sikkerhed til bestemte Dage, at imodtage de paabudne Skatter. Proprietairerne, naar de ikke selv havde Sikkerhed for de dennem tilkommende Afgifter, kunde mindre staae Regieringen til Ansvar, den skulle holde langt flere Betientere til at indkræve og imodtage Skatterne, jo mere nidkiere samme Betientere vare i deres Arbeyde og Embeder, des Nøyere vilde de tilholde Bonden at betale til Forfalds-Tiden, enten det var hans Leylighed eller ikke,

41

hvilket de og umuelig kunde vide eller undersøge, ligesom de og hverken tabte eller vandt, enten Gaardene var øde eller Beboerne i Velstand, vilde derimod Betienterne ikke see paa deres Fordeel, da blev Bondens Vilkaar vist nok værre under een ham Uvedkommende, end under sin Hosbonde, hvis Velfærd staaer og falder tillige med hans. Var Betienternes Løn ringe, saa var Fristelsen des større; men Hvor anseeligere deres Løn var, desmere blev Kongens Cassa bebyrdet, og Nødvendigheden til store Skatters Paabud forøget, og hvor faa er der endog, som troe at have nok? Mon nogen Lov være i Stand herudi at forhindre Misbrug, i det mindste førend Skaden er skeet, naar ikke egen Fordeel kan det, og den, som udsuer den anden, tillige nødvendig ødelegger sig selv, som det skeer ved nærværende Indretning imellem Proprietairerne og Bønderne? Jeg lader den daglige Forfarenhed tale, og agter denne ene Omstændighed, om intet andet var, for meget vigtig til Høyere og Nøyere Eftertanke.

[Vanskelighed at bestemme Hoveriet, i] Foruden alt dette, vil det holde heel vanskelig og umuelig at bestemme Hoveriet, ikke allene i Henseende til Arbeydet i sig selv, hvor-

42

[Henseende til Proprietairnes og Bøndernes Forskiellighed.]

ved jeg har rørt tilforn, men og i Henseende til

Bøndernes og Proprietairernes Forskiellighed.

Forskiellen paa Sædegaardenes Størrelse og

Drift, og de dertil hørende Bønders Antal, er stor, og Forskiellen paa Bondergaardenes og Beboernes Beskaffenhed endnu større; at bestemme visse Dage og Folk, gaaer neppe an, da Aarets og Veyrligets Beskaffenhed er ulige og uvis, naar Folkene vare komne til Hove, kunde Veyrliget tit forhindre det bestemte Arbeyde, skulle Dagen regnes, tabte Proprietairen formeget, hvis Arbeydet blev ugiort, skulde Dagen ikke regnes, tabte igien Bonden, som havde savnet sine Folk hiemme, og dog ikke faaet forrettet sit Arbeyde til Hove; desuden maatte der og nødvendig forfattes et Reglement, hvormeget der af hver slags Arbeyde, der af hver Karl eller Pige skulle giøres om Dagen, og hvor vanskeligt blev det at bestemme, da der er saa stor Forskiel imellem et Sted og et andet paa Folkenes Mængde og Duelighed, og paa et og samme Arbeyds Besværlighed, da paa et Sted Markene, Engene eller Skovene ere længere fra Gaarden end et andet, Jorden enten bierget, stenet eller fuld af

43

[Efter Bøndernes Hart-Korn.] Moser med videre. At fastsette Hoveriet efter Bøndernes Hart-Korn, som var efter min Indsigt,

endog den eneste muelige Maade, vilde blive ligesaa utaalelig for Bønderne, da de fleste Tider en Bonde, der staaer for mindre Hart-Korn, bedre kan taale at forrette mere Hov-Arbeyde, og tiere, at undvære sine Folk, end den der staaer for stort Hart-Korn, og har meget og tungt Arbeyde hiemme; det høytskyldende Hart-Korn, som trænger meest til Lættelse, vilde blive langt mere bebyrdet, og des vissers ødelagt, skulle Undersøgelsen raade Bod derpaa, da vilde hver angive sine Vilkaar for de tungeste, og hvo vilde fordriste sig til at bestemme Sandheden, som ingen kan vide ret nøye, uden den selv, hvis Fordeel det er at skiule Sandheden, den nøyeste Landmaaling kan ikke heller hielpe, saalænge Engbond ligesaavel settes i Hart-Korn, som Ager-Jord, og saavel Jorden, som Beboernes Beskaffenhed, er desuden bestandige Forandringer underkastede, og retter sig i mange Ting den ene efter den anden, ved denne Maade skulle uden Tvivl bestemmes, at Bonden for hver Tønde Hart-Korn, som han har i Fæste, skulle legge visse

44

Skiepper Korns Sæd, men dette ville igien blive en meget uvis Regning, da der i ringe Jord saaes mindre Korn, og skal pløyes desmere Jord til en Skieppe, ligesom og Kornet kan saaes baade tyk og tyndt, som nødvendig maatte give Anledning til idelig Trætte, da Bonden uden Tvivl vilde saae tyk, og Hosbonden vilde have saaet tyndt, en Trætte, der de fleste gange vilde blive vanskelig at dømmes, og [Om Tærskningen.] hvo skulle være Dommere? Hvad Tærskningen i sær angaaer, da er Bønderne de fleste Steder bedre tient med ved deres Folk at lade tærske Kornet, end at betale derfor, den falder i Tider, hvor de gierne kan undvære deres Karl 1 a 2 Dage om Ugen, og Bonden anlediges derved selv, at bestille noget hiemme, i Steden for at Ledighed ellers ville give ham Anledning til at søge Kroerne. Skulle der bestemmes en vis Tid, til hvilken den skulle ophøre, da vilde dermed uden Tvivl de fleste Steder hele Huusholdningens Indretning for virres; Hollænderierne tage en stor Tab, da Foeringen er ulige bedre, naar der fra Pleilen bæres for Qvæget, end naar den har siddet længe i Loen, Bekostningerne forhøyes, siden

45

der atter skulle holdes Folk at bære Foeret fra Gulvene, naar Tærskningen havde Ende, som ellers ved samme Folk, som tærske, og med samme Umage kan daglig bætes fra Loen til Koe-Laden, enten vilde og Tærskerne være endnu mindre flittige, end de allerede ere, men søge ikkun at drive deres Tid hen, til de havde opnaaet den Bestemte, i fald Tærskningen skulle ophøre, hvad enten Kornet var udtorsken eller ikke, eller om Bønderne skulle skaffe det udtærsket til fastsatte Tid, eller tærske visse Traver om Dagen, saa vilde det tærskes desmindre reen, og Udraabet over haard Medfart, blive det større, i fald sligt ved Nøye Opsyn og Tilhold skulle forekommes, mig synes baade Eyerne og Bønderne at være langt bedre faren, naar Bønderne vide, at de skal tærske Kornet, og være frie, naar det er udtorsken, saa stræbe de selv desmere, for at faae deres Folk til den Tid de kan behøve og bruge dem i Marken; overalt ere ikke alle Marker ved Hovedgaardene saa Nøye lignede, at der saaes just eens meget hver Aar, langt mindre kan Høsten regnes for eens hver Aar, der falder altsaa nødvendig et Aar mere at tærske end et andet, og tit er Kornet

46

værre at tærske, naar der er liden Grøde end i velsignede Aaringer, da der behøves altsaa mindre Tid ved mere Korn- end i andre Aaringer ved meget mindre. Naar da Tærskningen uventelig forhaledes over den bestemte Tid, hvorfra skulle da Leye-Tærskere komme i den travle Foraars Tid; jeg kan altsaa ikke troe andet, end [Fordele af den nærværende Indretning.] at den Indretning og Stats-Forfatning, som er, og som enhver har søgt til sin Nytte at bruge og forbedre det beste han kunde, hvorved Landvæsenet er fra de bedrøveligste Omstændigheder, kommen i en herlig Flor, alle Forbedringer, som i Sandhed befindes at være nyttige, og Umagen lønnende Forbedringer, paa beqvemmest og mindst bekostelig Maade, hastig foretages! Eyendommens Sikkerhed betrygges for enhver, Hosbonden bliver Hosbond, og Tieneren Tiener; Proprietairen kan være forvisset paa, at han faaer i alle paakommende Tilfælde det ham tilkommer, enten i Afgift eller i Arbeyde, Bonden kan betale med Arbeyde, hvad han savner i Penge, og være forsikret om hans Hosbonds Hielp og Understøttelse, naar han trænger for dens egen Fordeels Skyld, om ikke for andet, Staten være forsikret om sin

47

Paabuds visse Betaling paa mindste bekostelig Maade, og at faae Almuen overalt holdt i Orden og til Flittighed, uden nogens Fornærmelse, bør foredrages en Forandring, hvorved der skulle vendes op og need paa Stats-Forfatningens visseste Grundvolde; Hosbonden miste det, han i Medhold af Lov og Forordningers og for en stor Deel af Kongerne selv dyre kiøbt;

Tieneren faae det, som han ikke har mindste Rettighed eller Adgang til, saa mange deels bekostelige Indretninger, som enhver efter beste Indsigt har giort, giøres unyttige, de fleste Forbedringer i Fremtiden, blive næsten umuelige; alle lide for nærværende Tid et vist og betydelig Tab, uden mindste Vished om Erstatning i Fremtiden. De fleste og betydeligste [Grunde som anføres for en Forandrings Nødvendighed.] Indvendninger, grunde sig enten paa en gandske falsk Slutning, ligesom Jorden Bonden driver og lever: af, var hans, og det Arbeyde han giør til Hove, et Slaverie, som han trællede i, for slet intet, da dog Jorden er Proprietairens, og hvad Bonden deraf nyder Løn og betydelig Len, som Proprietairen giver hannem for hans Arbeyde, eller paa et ubestemt og ubevist Oprør og Forvirrings virkende Raab,

48

over Proprietairernes onde Medfart, fordi de kræve af deres Tienere det, hvor til Lov og Forordninger, Kongl. Skiøder og billige Contracter berettiger dem, hvorved intet mere var at ønske, end at Regieringen vilde tilholde hver slig Raabere og Skribent at navngive de Proprietairer, som han sigter til, og at bevise, hvad han beskylder dem for, paa det de, som virkelig fornærme deres Tienere, kunde efter Loven alvorlig straffes, og derimod redelige, flittige Mænd, som med største Omhue stræbe at fordre Statens, deres egen og deres Tieneres Beste, ikke betages Lyst og Kraft dertil ved slige ærerørige og skammelige Beskyldninger, som den ublueste, forhen uhørte Maade offentlig ubestemt, udøses imod en heel Stand, iblant hvilken de fornemste og ærværdigste i Landet henhøre, og den Landets Velfærd har sin Opkomst og Vedligeholdelse at takke. Jeg er forsikret, at ved en nøye og upartiisk Undersøgning Antallet af dem, som ikke fornærme, men med største Ømhed søge at beholde flittige, men velhavende Tienere, vil befindes langt at overgaae dem, hvis Underhavende kan have Føye til at klage, og at Hosbonderne have i vore

49

Tider langt mere Regieringens Haandhævelse Behov imod deres Tienere, end Tienerne imod Hosbonden. Enhver Bonde veed fuldkorn- [Bønderne kan læt og uden Føye blive misfornøyede.] men, at Lov og Ret er ligesaavel for hannem, som for hans Hosbonde, derimod ere faa Mennesker fornøyede med deres nærværende Tilstand, og der behøves ringe Umage til, at giøre en Tiener misfornøyet med hans Hosbonde, i hvor liden Føye han har dertil.

Forfarenhed har lært mig i Militair-Etaten, at Folkene den Tid vare meget mere misfornøyede der, hvor de rigtig fik, hvad dem tilkom, og mere til, naar de derimod skulle være ordentlige, ædruelige og retfærdige i alle Ting, end der, hvor det maaskee ikke gik saa retfærdig til, og der blev derimod seet igiennem fingre med Drik, Spil, Bedragene, Slagsmaal, og andre Liderligheder; Iblant Bønder- De behøve opsyn. ne gager det ikke bedre, men det varer begge Steder ikkun en kort Tid, og Disciplin efterlades aldrig længe, uden ødeleggende Følger; det er ikke Tienerens Klagemaal, men Undersøgelsen om Ret og Aarsag dertil, som skal af ' giøre Sagen, og jeg behøver ikke at forestille et saa oplyst Collegie de høystfarlige, men nød-

50

vendige Følger, om nogen, end sige Almuen, kommer til at troe, at den ustraffet tør nægte Kongens Lov og Forordninger den skyldige Lydighed, og om Landets Lov og Ret ikke skulle beholde sin Gang for og imod enhver. [Hvorpaa en Bondes Velstand beroer.] Endnu tages nogle Indvendninger af meget uvis og lidet rimelig Haab og Forestilling, at med Hovnings-Friehed i al Velstand skulle udøses over Bønderne, de Lade blive flittige, de Liderlige skikkelige, de Forarmede rige, og jeg veed ikke hvad mere. Jeg har endnu aldrig seet et liderligt Menneske, som er bleven bedre ved at slippe fra nøye Opsyn, og faae mere Raade-Rum til at udføre sine Lyster, men vel ved at blive holdt fra Ørkesløshed, og til at bestille noget ordentlig under nøyere Opsyn, hvortil skulle hellers Love og Øvrighed, og hvorhen, vilde ikke de imodfatte Slutninger føre.

[Derpaa.] En Bondes Velfærd kommer an paa hans Jords, Flittigheds, Huusholdnings og Afgifternes Beskaffenhed, men ingenlunde paa Hoverie, Skyldighed og Friehed. Her ere mange Bønder i Fyhn, som ere frie for Hoverie, fordi de ligger for langt fra Sædegaarden, som

51

de høre til; Øyesynet kan vise enhver, som vil see, at der iblant dem og iblant Selveyerne findes ligesaavel fattige og velhavende, som iblant Hovnings-Bønderne, og at der ere mange Hovnings-Bønder der ere langt bedre i Stand, [At der findes mange fattige Selveyere og Hovfrie-Bønder.] i Henseende til Bygning, Besætning, Jordens

Drift, Arbeyde, Formue, og alle Poster, end mange Hovnings frie; er nogle af de sidste i bedre Stand, saa kommer det deraf, at deres Gaarde ere bedre, og det , som de betale for Hovningen, langt mindre end Hovningens Værdie; Forfarenhed lærer, at en Bonde, som giør samme Arbeyde, som hans Naboe, er velhavende, og hans Naboe, som ikke giør det mindste mere, er fattig, ja paa samme Gaard, er en Beboer yderlig fattig, og hans Eftermand, endskiønt han bær samme Byrde, bliver velhavende, ligesom een kan faae en Gaard, paa hvilken hans Formand har staaet sig vel, og han bliver fattig til et uimodsigeligt Beviis, at det ikke er Hovnings-Arbeyde eller Friehed, men Gaardenes eller Beboernes ulige Beskaffenhed, eller Vanheld og Afgifts-Kræfterne overgaaende Tynge; men for alting Guds Velsignelse og Bestyrelse der giør Bøn-

52

derne, ligesom alle andre velhavende eller fattige.

Men det forstaaer sig, at jeg taler om en fornuftig, billig, og til baade Hosbondens og Tienernes fælleds Velstand indrettet Hovning, faasom Omstændighederne best lærer enhver, der har sin egen Velfærd kier. [At de Lande, hvor Hoverie giøres, kan udføre det meste Korn.]

Overalt viser Forfarenheden, at just i alle de Lande, hvor Hoveriet giøres, Dannemark,

Holsteen, Meklenborg, Liefland, Polen & c. der er Kom til overs til Udførsel, derimod, at jeg ikke skal tale om Sveik, hvor Korn-Prisen er Høyere end nogen anden Sted, saa viser Engelands nærværende Korn-Mangel os vores tilkommende Skiebne, i fald Hoveriet og Sædegaardenes nu værende Indretning blev forandret, uden at vi have Engelands Kræfter at bære, eller dets Hielpe-Midler at erstatte den med, hvad der avles paa Bøndergaarde, fortæres der igien, og den ringe Overskud kan langt fra ikke tilstrække til vore Kiøbstæders eget Brug; ved Sædegaardene, om de dreves ved [Korn-Prisen ville forhøyes ved Hoveriets Afskaffelse.] egne Folk, ville Omkostningerne mærkelig forhøye Producternes værd, ja endog overgaae den, og det var næsten umueligt, i det mindste

53

for de fleste at faae og holde saa mange Folk, saa maatte deres Eyere nødes til at lade meget af deres Jord ligge udyrket, og Forbedringer at giøre, blev reent umueligt, dem selv og Staten til et ubodeligt Tab, hos de meest Formuende blev der vel Lyst-Gaarde og store Parker, som i Engeland, og ligesaa vanskeligt eller uden Tvivl umueligt, som det vilde blive, at indføre Hovning igien, naar den eengang var afskaffet, ligesaa vanskeligt vilde det være at faae vore Folk vant til denne Utrættelige Fliid, med hvilken et meget mindre Antal Folk skulle forrette det Arbeyde, hvortil nu langt flere Hænder bliver brugt, for at fuldføre det i meget kortere Tid, hvor flere Folk der maatte holdes, desmindre og des kostbarere blev Avlingens Overskud til at sælges, hvor mindre Folk een vilde holde, og hvor mere han ville anstrenge dem til Flittighed, desmindre Folk kunde han faae i en Tid, hvor alle trængte til Folk. Den store Fordeel vi have havt hidtil [Slutning.] med mindste Bekostning (naar det ikke regnes, hvad Bonde-Jorden kunde indbringe dens Eyere, om han selv drev den, mere end han faaer af Bonden) at faae i beleyligst Tid i faa

54

Dage pløyet, hvortil ellers maae anvendes hele Aaret igiennem mange Uger, og derved at Nytte Jorden des længere til Græsning, at faae saaet Korn, og høste det igien til en Tid, at have Hænder nok til at faae Høe og Korn bierget i en Hast, naar det er beqvem dertil, ved mindste umuelig Fare, ved vanskelig Veyrlig, alt dette tabte Eyeren, og desuden baade Nytte af Bøndernes Jord, om han selv drev den og tillige deres Arbeyde, som skulle gotgiøre ham dette Tab han tabte, og i Hollænderiet, dobbelt saa mange Kiør, som han skulde holde Heste til Avlingens Drift og uden nogen Erstatning, hvor flere Eyere der tabte, hvor mindre Levnets-Midler der blev frembragt, hvor mere de kostede at frembringe, og hvor mindre Overskud der blev at sælges, baade af Korn og fede Vahre, des større blev Statens Tab, uden at vinde igien, og jeg veed ikke, om vore Lande i nærværende Omstændigheder kan taale og erstatte et vist og øyensynligt almindeligt Tab, med et uvist Haab om en høymislig Vindning i tilkommende Tider.

55

II. Om Tienden.

Her kan atter ikke være Spørsmaal, om en Bonde, eller hvo, som driver Avling, ikke var bedre faren, i fald han kunde selv beholde, hvad han skal yde til Tiende, og være frie for denne, saavelsom al anden Afgift; men om denne Afgift kan efter nærværende Omstændigheder forandres til en anden, ligesaa beqvem, uden at enten den, som skal nyde, eller den, som skal yde Afgiften, eller dem Begge, derved skal lide Skade, og altsaa tillige Staten taber derved, dette er Spørsmaalet.

At Tienderne fra de allerældste Tider af, og [At Tienden er en beqvem slags Afgift.] næsten almindelig over den hele Verden har været brugelig, maae nødvendig opvække denne Tanke, at denne Afgift maae være mere be- qvem end nogen anden, paa nogle Steder er den given Kongen og Regieringen, i Steden for andre Skatter, i Almindelighed er den ydet til Geistligheden; i vore Lande, er den ved mange Love og Forordninger stadfæstet at deles i 3 Dele, hvoraf i fordum Tid Biskopperne fik een, Kirkerne den anden og Præsterne den 3die Deel, efter Reformationen, blev Bispernes

56

Andeel lagt til Kongen og Kronen, og Kongerne have igien til deels henlagt deres Part til Skoeler, Hospitaler, og hvad ellers trængte til at underholdes af Staten, eller og solgt den, som endnu i vore Dage er skeet ved en Deel, og dyre betalt. Ingen af dem der nu nyde dem, kan tabe dem uden Nøye Vederlag, de, som have kiøbt den, have kiøbt Nydelsen og Brugen, ligesom hans Kongl. Majest. selv har havt Rettighed, nemlig i Kierven, og derpaa have de Kongl. Skiøder, det uryggeligste, som kan tænkes, Skoler og Hospitaler have fæst dem bort paa samme Maade, deels paa [Deres umistelige Nytte for verdslige Eyere, Kirker og Præster.] Livs-Tid, og skal hiemle, hvad de have bort: fæstet eller selv erstatte Tabet, da de fleste Fæstere have givet anseelige Fæste-Penge, og mange af Foer-Trang forbunden sig til en større Afgift af Tienden er værd; Kirkerne, som intet

andet havde at vedligeholdes af, end Sognets Tiende, kunde ey heller miste den, og de fleste Kirke-Eyere have kiøbt dem, endog af Kongen selv, meget dyre for Tiendens Skyld, at nyde den til Foering. For Præsterne, er Tienden nu det meeste og visseste af deres Leve-Brød, og da de Tider ere forbie, hvor Folk af Overtroe

57

eller Kierlighed kappedes om at give Præsterne, saa trænge de vel mere til Beskiermelse i det visse af deres Indkomster, hvorved de mindst staaer Fare at fornærmes eller komme i Trætte om, end at Tiendens Ydelse skulle blive usikker for dem; overalt have nu alle, som enten ved Kiøb eller Fæste, eller paa anden Maade have Rettighed til Tienden i Kierven at oppebære, og som efter Loven, Forordninger, Skiøder og Fæster have med Rette anseet dem, som deres rette og uryggelige Eyendom, indrettet deres Huusholdning derefter, saa at den nu paa de steeste Steder er dem umistelig, uden deres og tillige Statens ubodelige Tab.

I Henseende til dem, som skal yde Tien- [Beqvem for Tiendeydere.] derne, synes denne Afgifts-Maade frem for alle andre, som settes i dens Sted, best afpasset efter enhvers Formue. Jordens Grøde er aldrig et Aar, som et andet, ikke allene i Almindelighed, men og for hver Jordebruger i sær, som nogle paa hinanden følgende frugtbare Aar formindsker Korn-Prisen anseelig, saa forhøye og nogle ufrugtbare Aar den tilsidst endnu i Høyere Grad. Nu giver enhver, som han avler til, da ved alle andre i den Sted

58

eengang for alle fastsatte Afgifter, de maae alletider give meest, som avle mindst, Kornet er dyrest, og de mindst have deraf. Den liden Foering, som hver Bonde mister, savner han ikke meget, da de fleeste kan foere flere Creature end de kunde græsse; saa længe Bønderne have deres Marker i Samling, som nok de fleeste Steder bliver umueligt heelt at forandre, kan det dog ikke tilstædes een at age Korn af Marken, førend alle kan indage for den Usikkerheds Skyld, som der ellers ville flyde af for enhver, at ikke hans Naboe tog af hans Korn, naar han havde Lov at age af Marken, hvad Tid han lystede. Der vilde og vist føres meget Korn vaadt og grønt ind, og raadne Bøndernes Huse, om ikke den liden Opsyn Tiende-Tagerne have dermed, at Kornet mage nogenledes være veyret forud, giorde Forhindring, og dette er dog den eneste betydelige Fordeel, som Bønderne kunde synes at have ved Tiende-Maadens Forandring, at hver kunde indtage sit Korn naar han vilde. [Derpaa beroer en stor Deel af Handelen med fede Vahre.] Staten, for hvilken det ligger meest Magt paa, at hver Ting, som Landet frembringer, bliver brugt til den høyeste Nytte med mindste

59

Bekostning, vilde miste en anseelig Deel Penge, som nu for Smør, Huder, Flesk og Stude, indkommer eller beholdes i Landet, saavidt de derved faldende Afgifter, de faa Kierve Foer, som hver Bonde leverer og neppe savner, ere af ingen Betydenhed for hver i sær; men der, hvor de samles, anvendes de til at foere og stalde mange Kiør og Oxer med; som ellers blev umueligt, og mange, som enten feyle Rum eller Villie til at spare paa Foeret i rette Tider, eller virkelig ikke have Foering, kan igien derfra blive hjulpen i deres Trang, det feyler ikke paa Exempler, at Herregaarde derfore allene have søgt paa det dyreste at forhverve sig Rettighed til Tienderne, forat kunde i Nødsfald hielpe de Trængende, og jeg haver i den korte Tid jeg haver boet paa Landet, allerede oplevet 3 Aar, i hvilke mange Heste og Kiør havde maattet sultet ihjel, dersom deres Eyere ikke vare blevne hiulpne af Herregaardene med ulige mere Foering, end de nogensinde have ydt til Tiende.

Af alle Ting, kan Bøndernes Hollænderier eller Stutterier, allermindst erstatte Staten den Tab, som den nødvendig maatte lide, om

60

66

begge Dele bleve aflagde eller svækkede paa Herregaardene, det er og allene deraf aabenbart, at Tienden maae bruges til meget større Nytte, der hvor den samles, end naar hver beholde sit, da Bønderne have det Privilegium efter Loven, at de frem for andre ere berettigede til Tienden, naar de vil give det samme, som en anden byder, og de alligevel meget sielden kunde eller ville det, ligesom og de fleste Tiende-Tagere hellere bære den store Uleylighed, der er forbunden med Tiendens Tagelse, end at accordere derom med Bønderne; og saavidt min Forfarenhed strækker sig, trænge Tiende-Tagerne meget mere i vore Dage til Beskiermelse mod Tiende-Yderes Uvillighed og Sviig, end disse for hines Overlast, da Bønderne have Forsvar i deres Herskab, og finde alletider mere Medhold end hine; og hvor deres Hosbonder selv oppebærer Tienden, da ere de, saa mange som jeg kiender, vist bedre faren med at yde den in Natura, end ved den måleligste Afgift, da altsaa Tiende-Tagerne ikke allene har kiøbt Rettighed til Kornet, men og til Foeringen, og skulle have Erstatning, ligesaavel for det ene, som for det andet, som de dog kan føre sig fil

61

megen større Nytte end Bonden, om han beholdt det, saa kan jeg efter de anførte Omstændigheder og min Indsigt ikke andet, end holde det for umueligt, uden nogens Tab og Fornærmelse at udfinde en anden bequem Afgifts-Maade, i Steden for denne, fordi den Afgifter i [Afgifter i deres Sted, vanskelig at fastsette.] ene Part taber nødvendig ulige mere, end den anden kan vinde. Desuden er Bønderne i

Sognene, og Gaardene i Byerne, ja ved Gaarde af lige Hart-Korn, Avlingen saa ulige, at ingen Afgift kan fastsettes, i Almindelighed efter Hart-Korn, men skal fastfettes for hver Gaard i sær, siden Engbond er ligesaavel anslagen til Hart-Korn, som Agerbond eller Jord, og hvad Regel kan dertil udfindes; saa tit der enten ved Fælledsskabs Ophævelse, eller paa andre Maader skeer Forandring med Byer eller Gaarde, maae Afgiften bestemmes paa nye; naar i Krigs eller andre vanskelige Tider eller ved Vanheld, ja ved slet Huusholdning,

Beboerne af Bønder-Gaardene bleve Uformuende at betale de Kongl. Skatter eller deres Landgilde, hvorfra skulle Tiende-Tagerne da faae deres Afgift, og ved hver seen eller ond Betalere, skulle de søge deres Rettighed med

62

Proces, som de fleste Tider maatte koste mere,

end Tiende Afgiften i mange Aar kunde erstatte; [Om der skulle settes Korn paa udi Skieppen.]

skulde der gives Korn i Skieppen, da foruden,

at de fleste Steder ikke Kornet, men Foeringen

attraaes af Tiende-Tageren, blev Døren aabnet

for uendelige aarlige Trætter, at ikke Avner ydes i Steden for Korn, og uden stor Vidtløstighed og Værdien overgaaende Bekostning, seer jeg ingen Maade at betage begge Parter Leylighed til aarligen at fornærme eller at chicanere hinanden, som er en des betydeligere Sag, hvor mere Statens Velfærd beroer derpaa, at al Trætte iblant dens Indbyggere, men i fær Almuen forhindres og forkortes, og hvad Vederlag knnde Eyerne af Tiender faae for den Usikkerhed, som er ved al anden Afgifts-Maade, frem for at faae den i Kierven; en stor Forskiel er der imellem, naar Tiende-Tagere og Ydere giør indbyrdes en Foreening, hvorved begge Parter finde deres Regning, og som strax ophæver sig selv, naar een af dem overtræder den, og hvorved gemeenlig Bønderne i Sognet eller Byen staaer den ene for den anden, og have Opsyn den ene med den anden, eller naar Afgiften, i Steden for Tiende, skulle

63

fastsettes engang for alle, og for hver i sær; jeg er forsikret, at alle Tiende-Tagere, som nogenlunde kan undvære den, gierne findes villige til en billig Accord med Bønderne, fom igien kan [Om den skulle settes paa Penge.] forandres efter Tidernes forandrede Omstændigheder, da Tiendernes Priser for nærværende Tid er sat høy, at den liden Fordeel ikke kan veye op imod den Vidtløftighed, Bekostning og Fortræd ved mere og mere tiltagne Tiende-Sviig, i sær ved store Byer, som falder ved at tage dem i Kierven, derimod bliver det langt vanskeligere at komme til nogen billig Foreening med Bønderne, saasnart de mene, at det var en flags Skyldighed for Tiende-Tagerne, at tage Penge i Steden for Kierven, hvorpaa vi have havt Exempler nok i disse Dage, da Bønderne i Steden for 4, 5, 6 og 7 Mark af 1 Tønde Hart-Korn, som de pleye at give paa de Steder, hvor Accord er giort, ikke have tilbuden mere end 24 Skilling, og jeg er forsikret, at naar ved en Commission nok saa upartiisk blev fastsat en billig Afgift, Bønderne vilde da langt mere klage, og være vrangvillige til at betale den, end de nu ere, eller bliver til at yde Kierven, ligesom den og efter foranførte Om-

64

[At de offentlige Stiftelser, Kirker, Skoeler, Hospitaler, Academier derved vilde tabe og trænge til nye Hielp af Staten.]

stændigheder, maae i Tidens Længde blive de fieeste til langt større Byrde end nu, eller og Tiende-Tageren fornærmes alt for meget tvert imod al Ret og Billighed, og deres Kongl. Majest. allernaadigste Hensigt. Jeg kan altsaa ikke andet end slutte, at Tiendens nu i saa mange Aar hundrede sædvanlige Maade, hvorved Tiende-Tagerne beholde deres lovlige Rettighed, og deres giorte bekostelige Indretninger til at føre sig den uden nogens Fornærmelse paa beste Maader til Nytte, uforkrænket og Sikkerhed at nyde det dem tilkommer; Tiende-Ydere yde, eftersom de have, uden mindste Fare for Fornærmelse og Overlast, Staten seer Landets Producter forøget og fores til høyeste Nytte, underholde Academier, Skoeler, Hospitaler og andre Stiftelser, Bisper, Præster og andre nødvendige Betiente, uden Regieringens Bekostning og med mindste Byrde for Undersaatterne, bør billig foredrages en Forandring, hvorved Eyerne enten miste det, de enten dyre have kiøbt og nyelig kiøbt, eller, som dem ved deres Embedes Tiltrædelse er tillagt til Leve-Brød, og al Sikkerhed om Vederlag, de Givende betynget med langt større Byrde i de Tider, hvor de ere

65

mindst formuende til at bære den, uden Haab om tilstrækkelig Vederlag i bedre Tider, Staten vilde tabe anseelig, saavel ved mange Godsers Ruin og Producternes Formindskelse, som og ved nye Skatter og Paalæg, som uomgiengelig inden kort Tid vilde udkræves til Kirker,

Skoeler og Hospitaler, og til Præsters, Skoele-Læreres og til andre Betiemeres Løn; allerhelst, da nu under Lovens og Forordningernes viise Indretning og Beskiermelse enhver et noksom og langt mere betrygget for Fornærmelse, end den kunde blive ved al anden Afgifts-Maade.

III. Om Fælledskab.

Vel er der ingen, som har mindste Indsigt i [At Fælledskabets Afskaffelse var at ønske.]

Landvæsenet, der maae ønske og med al

Flid giøre sit dertil, at Fælledskabet overalt at maatte kunde ophæves; men det er og umueligt, at det kan skee, uden ved alle Vedkommendes egen gode Villie, og at enhver tager alle beqvemme Leyligheder dertil i agt, den skal op-

66

pebies, og nødvendig maae der altsaa gaae mange Aar hen, førend en almindelig Indretning, hvis Ophævelse allevegne er forbunden med mange, paa mange Steder, næsten aldeles uovervindelige Vanskeligheder, kan almindelig forandres; skulle der bruges ringeste Tvang, blev Sagen ikke allene meget vanskeligere, men og Lægedommen uden Tvivl farligere og forderveligere for Lande og Riger, end Sygdommen, den almindelige og uryggelige Grund-Regel til alle Staters Grundvold er, at enhver kan være tryggekig forsikret, ingen kan tage hans lovlige Eyendom fra ham, imod hans Villie, blev den nu eengang tilsidesat, ophørte strax al Lov og Ret, i det al Tillid til Lov og Ret ophører, enhver tabte al Lyst til at have Eyendom, eller anvende Bekostning paa dens Forbedring, og Døren aabnedes til de allerforderveligste Følger, som uden Tvivl falde enhver, som eftertænker, strax i Øynene; Forhin- mange Godser kan ikke undvære det, som de [Forhindring ved Mage-Skifter.] ellers nok kunde og vilde magelegge, uden at blive incomplet; paa andre Steder, kan en-

67

ten den ene eller den anden, eller alle Lods-Ey- [som kunde foretages til Fælledskabs Ophævelse.]

erne, ikke undvære Godset fra Hovning, i sær

her i Fyhn, hvor Godserne ligger saa nær ved

hinanden, med andre feyler det paa Gods, hævelse.eller dog paa beleyligt Gods, som den ene kunde give den anden igien til Magelæg, ved noget er Skov eller anden Herlighed, hvorfor Eyerne ikke kan eller vil undvære det, andre have Gods og holde derpaa, endskiønt det ligger saa langt fra dem, at de ikke kan benytte sig saavel deraf, som en anden kunde, for ved forekommende beqvem Leylighed at kunde bytte med andet dem nærmere Gods. Nogle Eyere af Sædegaarde kan eller vil enten af Alder eller Lyst til Roelighed, eller Uformuenhed, eller Mangel af Indsigt og Forfarenhed, ikke indlade sig i alle de Uroeligheder, Besværligheder og Bekostninger, som nødvendig falder ved noget betydeligt Magelæg; andre Gaarde beboes deels af bedagede Enker, deels ere Stamhuse, som ved Gield og andre Omstændigheder ere saaledes bundne, at de ikke kan, i nogle elske de Bønder, som høre dem til, eller

68

kan ikke imodstaae Bøndernes Bønner, som ikke gierne vil skifte Herskab, andre frygte for, at tage fattige eller ildesindede Beboere, i Steden for dem de kiende at være velhavende og vel- , sindede, en Omstændighed, som er høyst betydelig, og hvor sielden kan noget Magelæg skee, uden at jo een af Parterne maae tabe derved; alt dette, hvorom dog meget mere kunde anføres, viser noksom, ar saa vanskelig en Ting, som Fælledskabets Ophævelse er, ingenlunde kan skee i en Hast, men udfordres mange Aar, inden ved Eyernes og andre Omstændigheders Forandringer hæve, kan skee, i hvor vel det dog neppe allevegne bliver giørligt, i sær da Fælledskabet endog siden de derom udkomne Kongl. Forordninger ved Rytter-Godsets og andre Godsers Adspredelse, er meget forøget, og mange Steder indført, hvor det tilforn ikke var.

At nogen skulle nødes til at overlade Gods for Penge til andre, som det ligger beleyligere, derved ville Eyendoms Rettighed alt for meget

69

forkrænkes, og dets Eyere betages Mueligheden ved forventende Leylighed, som ikke alletider kan forud sees, med Fordeel at kunde magelegge det, og hvo kunde underkaste sig andres Taxt, uden vel grundet Frygt for Fornærmelse, da mange have kiøbt Gods meget dyrt, enten af Hensigt til Magelæg, eller for Skov eller anden Herlighed, som de ansee betydelig for sig, men kan ikke være det for dem, som vil have det, eller i deres Øyne, som skulle taxere det; skulle det derimod settes til offentlig Auction, saa blev det ligesaa uvist om Øyemærket, neml. om Fælledskabs Ophævelse blev naaet derved, overalt maae det billig troes, at en Eyere maae have vigtige Aarsager, naar han heller vil nøyes med de ringe Indkomster, som langt fraliggende Gods kan give ham, end lade sig det betale efter dets Værdie, og under det Skin, som største Lods-Eyere at fordre en andens Gods efter Taxt, kunde Egennytte finde al for megen Leylighed til at fornærme andre, og de Ringere undertrykkes af de Mægtigere. Det maae og betænkes, at Fælledska-

70

bets Ophævelse hører ikkun til Landets Velstand, endskiønt vigtige Forbedring, men at Landet dog kan bestaae og anseelig forbedres, endog der, hvor Fælledskab er, Forfarenhed og vore Lande, og de fleeste Godsers nærværende Tilstand, viser det uimodsigelig, naar vi ligne det med Beskaffenheden for 30 Aar, og længere tilbage. Maaskee mange, mange større forventede Fordele, vil ogsaa blive meget mindre i Gierningen, end de nu er i Forestillingen, og andre Vanskeligheder igien møde, som nu ikke indsees forud, uden grundig Kundskab og Forfarenhed om hver Stats Beskaffenhed, skrives mange Ufuldkommenheder paa Fælledskabets Regning, som komme af langt andre Ting, og ventes Fordele af dens Ophævelse, som den aldrig kan føre med sig, i det mindste troer jeg, at Byernes Adspredelse, og at hver Bonde skulle boe for sig, og faae alt til hans Gaard hørende Jord indhegnet for sig selv, om det og var mueligt, vilde føre langt større og farligere Besværligheder med sig, end nærværende Indretning, hvorfra skulle Gierdsel-Sko-

71

ven komme, hvor meget Jord bliver spildt ved Grøfterne? Ville da ikke mange eenlige Huse og Gierder blive til Skiul for Tyve, Røvere og Mordere, eller Faren for dem blive større, da der ikke letteligen kunde ventes Hielp, vilde ikke i alle paakommende Tilfælde og Sygdomme Naboens Hielp savnes; monne ikke Menneske-Kierlighed, der allerede er fremmet for mange Hierter, endnu mere udryddes, ja ville ikke i Krigs-Tider og fiendtlig Landgang, som Gud forbyde, men dog ingen kan holde for umuelig, Fienden meget mindre kunde hindres. [Hvorved de kunde befordres.]

Jeg mener derfor, at de udgangne Kongl. Forordninger ere tilstrækkelige til at bevirke Fælledskabets Ophævelse allevegne, hvor det kan skee, uden farligere og skadeligere Følger end Fælledsskabet selv er, naar derover holdes.

Godsernes Adspredelse forhindres, Præmier udfettes, og aarlig uddeles til dem, som have magelagt noget, hvorved Fælledsskab er ophævet, eller formindsket, i Proportion af Mage leggets Betydelighed, og det magelagde Gods

72

benaades i et eller to Aar med Skatte-Friehed; for alle Ting, maatte en Commission af reedelige og kyndige Landmænd i hver Amt vedligeholdes, som, naar alle Vedkommende først vare selv enige om at ville magelegge, kunde jevne alle forekommende Vanskeligheder, og have Indseende, at ingen af Parterne, enten med eller uden andres Villie blev fornærmet, hvilke Comissarii maatte aflegge Eed for ved hver Forretnings Begyndelse, ikke lønnes af Parterne, men af Landets offentlige Indkomster, ey heller under deres Eed og Æres Fortabelse, tage imod mindste Foræring eller Belønning af nogen Part, enten for eller efter Forretningens Fuldbyrdelse, hvilket og burde være det eneste, som i deres Forretning maatte ved Lands-Lov og Ret paaankes, dog burde de ikke slutte deres Forretning, førend alle Vedkommende havde erklæret intet mere, at have at fremføre, hvortil og nødvendig i hver Amt maatte holdes et par duelige og i Landvæsenet kyndige Landmaalere, lønnet iligemaade af det almindelige, og opmaale paa hvert Sted, hvor

73

de forlangtes for en ringe fastsat Betalning, hvor mere al Skin af Tvang og af al Frygt derfor undgaaes, des vissere vil med Tiden Fælledskabets Ophævelse erholdes, hvor det kan skee, og Sagens Natur medfører, at der maae gaae lang Tid hen med. [Hvorvidt Jagtens Indskrænkelse befindes nyttig.]

Forfarenhed har lært, at Jagtens Indskrænkelse

ikke har tient til andet, end at nogle

store Godser have vundet, og nogle smaae Godser tabt en Herlighed, som de paa Grund af Lov og Forordninger have dyre kiøbt, uden nogen Vederlag, men mig er ingen Exempel bekiendt, at noget betydelig Fælledskab derved er ophævet, det ville endnu mindre skee, om Fælleds-Jagt og reent ophævedes, der, hvor Fælledskab er.

Ikkun faa Jordegods-Eyere, kan ved nærværende Omstændigheder taale, at holde Gods for Jagtens Skyld, og hvor andre vigtige Aarsager bevæger dertil, der bør og den beholde Nytten af sit Eyendom, som er nødt

74

til at bære dets Byrde; hvor mindre Indsigt, i sær Forfarenhed i Landvæsenet, de hertil og til andre herhid hørende Omstændigheder beskikkede Comissairer have, des lettere og hastigere vil de formodentlig fuldføre deres Forretning, men det vil og blive derefter. Og hvo tør tvivle, at det i saa vigtige Ting ikke kan komme an derpaa, hvor hastig, men hvor vel den afgiøres, og hvad Bestandighed det kan have dermed, Følgerne ere alt for betydelige og uforanderlige, end at de kunde tilstæde mange mindre almindelige, og allermindst tvungne Forsøg. [At fattige Huusmænd og Inderster læt kunde lide ved Fælledskabs Ophævelse.]

Hvor Fælledsskab ophæves, der ville det

være høyst fornøden, at sørge for Huusmænd

og Inderster, at de faae Græsning til nogle Creature, enten saa, at en Krog af Marken indhegnes til dem, den de igien kan dele indbyrdes, eller og, at Bønderne blive forbunden græsse et vist Antal deraf, efter Byens Beskaffenhed, enten for vis taalelig Betaling eller for intet; uden Græsning til Creature,

75

kunde Huusmænd ikke leve, og dog er det Huusmænd der i sær hielper til Folkemængdens Forøgelse, og forsyne Sædegaardene og Bønderne med Tieneste-Folk, og Land-Militien med Soldater, ligesom Menneske-Kierlighed udfordrer Omsorg for Inderster, men uden Tvang er der allerede nu mange Steder ingen Græsning for Penge at bekomme, og vil blive langt mindre at faae, hvor Fælledskab mere Indskrænkes.

IV. Om Aaer, Moser og Lande-Veye.

Og herudi, synes de Kongl. Forordninger tilstrækkelige, naar de efterleves, og det i sær paalegges Amtets og Herreders Betientere, hver Aar efter vedkommende Eyeres indhentede Erklæring om den beleyligste Tid at fastsette en vis Dag, paa hvilken alle Byernes Indbyggere, igiennem hvis Marker Aaen løber, eller hvor Mose findes, hvad enten deres Jord støder lige til Aaen eller Mosen, eller

76

ikke, tillige skal begynde med Oprensning og Udgravning, da hver tildeles sit Stykke, som de til een efter Arbeydets Beskaffenhed fastsat Dag, under visse dertil udnævnede eller antagne Folkes bestandige Nærværelse og Opsyn, og Herreds-Betienternes daglige Eftersyn maae skaffe færdig under bestemt Straf, og dog at fuldføre deres foresatte Arbeyde, paa hvilken Dag det vel vilde være fornødent, at Amtmanden selv mødte til at eftersee det giorte Arbeyde, fom Aar efter Aar saaledes burde vedligeholdes og fortsettes, det vilde og være fornødent, at den mindste Lods-Eyere, saavelsom den største, kunde have Rettighed at forbinde alle øvrige dertil, og forvisses om Amtmandens, saavelsom i fornødne Tilfælde, den høye Land-Commissions Hielp, da denne Post er een af de betydeligste, og i vore Lande til meest alvorlig Forbedring trængende Poster, som neppe uden øvrighedens idelige igientagne Tilhold, vil komme til nogen Fuldkommenhed, og halv Arbeyde er derved heel spildt.

77

[Om Lande-Veye.]

Med Lande-Veyene, saavelsom ved andre nødvendige Veye fra Bye til Bye, der ligesaa høyt trænge til Forbedring og Vedligeholdelse, kunde vel best forholdes paa samme Maade, men derved vil møde to iblant flere betydelige Vanskeligheder; Agerne i Marken, igiennem [I Henseende til Pløyning.] hvilke og mange Steder her i Fyhn tvers over dem Veyen løbe, ere ikke een Mands, hver gang Marken dyrkes, skal Ploven og Harven gaae tvers over Veyen, hvorved den igien ilde forderves, at giøre Forpløyning paa hver Mands Ager, langs ved begge Sider af Veyen, kan ikke skee, en saaer Vinter-, en anden Vaar-Korn, den tredie har udlagt sit til Høeslet eller Tyring; overalt pløyer og faaer ikke hver sit der beliggende Stykke paa een Dag, ved hver Forpløyning maatte vendes paa Naboens Sæd eller Græs, ham til utaalelig Skade, om det end var giørligt i vidtløftige Marker, at tildele al Jorden, langs ved Veyene een Mand, som det ikke er, vilde den tabe for meget ved den Skade, som han idelig stod i Fare for at lide ved Reysendes Opkiørsel paa hans Ager uden for Veyen, der ikke vel kan hemmes.

78

At Broelegge Benene, vil neppe være mådeligt, Broelagte Veye, foruden at de ere for bekostelige for Almuen, naar de ere best i Stand, slide for meget paa Heste og Vogne, og blive idelig fulde af Huller, hvorved de blive langt sværere at reyse over, end om de aldrig var broelagte; i Byerne kaste Bønderne i gode Aaringer, i sær om Efteraaret, Boghvede og Sæderugens Foer, som de enten ikke have Rum at giemme, eller mene at have tilovers, og om Foraaret det Foer, Creaturene ikke have fortæret, ud hver for sit Fortog paa Gaden, for at faae det giort i Giødning, naar de fiøre deres anden Giødning ud, hvorved desuden Veyene allermeest forderves, siden det gierne skeer i vaadt Veyrligt; naar de saa skovle det sammen igien, bliver Stenene løse, og Veyen eller Gaden fulde af Huller; at forbyde det reent, vilde betage Bonden saa megen Giødning, naar Han meest trænger dertil, og kunde dog ey vel forhindres, uden idelig høyere Tilsyn, som desuden allerede udfordres til mere vigtigere Ting, end det kan oversee.

79
80
1

Baronen

af Bratingshøi

og

Sælskab/

hvoriblant

Dannefærd/

som en Landmand,

faaer Leylighed at tale med Baronen om

en fri og aldeles ubunden

Agerforfatnings

almindelige Fordele.

Agricola patriam parvosqve nepotes

Sustinet.

Virg. Georg. Libr. 2.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder HvitfeldtS Strædet.

2
3

Min Herre!

Jeg forsikrer mig Deres Bevaagenhed i at bedømme disse Linier med Deres sædvanlige Retsindighed, da jeg herved giør mig en Fornøyelse af at meddele Dem følgende for kort Tid siden tildragne Begivenhed, ved Anledning af en Spadseretour med Baronen af Bratingshøy og hans Sælskab

4

Neppe havde Hr. Guncelin og hans Ven Capitainen, Baronessen og de neapolitanske Fremmede Thrennethri, Colaini og Nesti forladt os for at tilbringe Tiden ved Spillebordene i Blomsterstuen, førend vi, da Solen var endnu høyt oppe paa Himmelen, og man havde den behageligste Sommerdag, gik ud igiennem den store Have ind i Vildnissen, eller den saa kaldte Hareskov. Her kunne vi ikke andet, end rose den Indsigt og Flid, som man havde viist i at udlede Harebakkens Kildevæld til alle Baronens omliggende Jorde. — Vi opholdte os noget, gik derpaa videre frem, og kom i Møde med en gammel Mand, som eyer en Gaard med nogle dertil liggende Jorde i Nærheden af Brakingshøy. Den samme havde tilforn været 7 Mile derfra Forvalter paa et Gods, som tilhører en forgieldet Adelsmand, der skal have været Eyere af umaadelige Rigdomme, men ved Fruentimmer, Spil, og en slet Huusholdning ikke alene forødt sine Midler, men endog giort vidtløftig Gield paa Godset. Dennes Forvalter havde han været, saa længe han med en uskad Samvittighed kunne udstæde sammes Befalinger. Han havde, uden at berige sig af sin Herres Skrøbeligheder, fore-

5

staaet Godset i 11 Aar, indtil Hr. Svartalsar, da alting var forloren, henfaldt til den Yderlighed, at sætte sine underhavende Bønder i en Tilstand, liig Slavernes, Navnet undtagen. Som nu Forvalteren ikke var af Naturen dannet til at være Plagefoged, og han desuden paa samme Tid fik en anseelig lille Arvepart, saa besluttede han baade at opsige en Tieneste, som var ham allerede forhadt, og tillige sætte sine Penge i en Eyendom, som han for Eftertiden kunde leve af.

Jeg mærkede strax, at denne Mand var høyt antegnet hos Baronen. Han blev ham ikke vaer, førend han vendte sig til os, og sagde: Mine Herrer! seer de den Mand, som kommer os i Møde henne under Skyggen af Træerne?— Han boer her i Nærheden, og fortjener Navn af en forstandig, dydig og retskaffen Landmand. Han har den Lykke, at besidde et større Pund, end hans jevnlige i Almindelighed, men ansaae det aldrig for Lykke, naar han ikke vidste at benytte sig deraf, som en Christen. Derfor stræber han efter at vedligeholde en ordentlig og tilbørlig Egenkærlighed, og tillige at elske sin næste, som sig selv, saa at en idelig Iverksæt-

6

telse af de Kræfter, hvorved han skal befordre sin Fuldkommenhed, er hans daglige øvelse, og Umueligheden i al fyldestgiøre sig selv, uden tillige at iagttage Pligterne imod andre, bestemmer hans Handlinger. Naar jeg undertiden ved given Leylighed kan erindre een eller anden Godvillighed, som han ikke sielden beviser adskillige Trængende her i Egnen, har jeg ofte, særdeles fornøyet, hørt ham bryde denne Materie af med PhilosophenS (*) sindrige Tanke:

Lignes ikke det menneskelige Sælskab meget beqvemt ved den Hvælving af Steen. Denne ville jo falde, dersom den ene Steen ikke holdt paa den anden; da den nu derimod af samme Aarsag bliver staaende. —

Han har i sin Ungdom studeret, og en forunderlig Hændelse førte ham, saa at sige, fra Bogen til Ploven. Han er allerede gammel, men overmande munter. Jeg kan kortelig sige dem, at jeg ærer denne Mands Alderdom, elsker hans Munterhed, og tilbringer

(*) Seneca Epift. 95.

7

mange fornøyelige Timer i Omgang med ham. Han hører mine Tvivlsmaal, siger mig derover sine Betænkninger, og jeg søger at fortiene saa brav en Mands Raad.

Hvad Nyt, min gode Dannefærd, sagde Baronen, og vendte sig i det samme. Manden, som, just i det han nærmede sig, havde hørt de sidste af Baronens Ord, rødmede, bukkede og bad om Tilladelse, at giøre Baronen sin Opvartning paa en beleyligere Tid. Baronen, som forstod ham, sagde strax: Vel, min kiere Fader! eders Nærværelse vil være mine Venner behagelig, giør os Sælskab for nærværende Tid, og jeg vil, naar vi kommer tilbage, med Fornøyelse høre, hvad I kan have at sige mig.

Vi gik derpaa videre fort, og kom paa en grøn Plan, hvor vi paa den ene Side havde den rigeste Kornmark, og paa den anden den deyligste Eng. — Hisset løb en Stie imellem de tæt paa hinanden staaende Ax. -— Her derimod syntes der ligesom Naturen havde trodset Kunsten, ved at Mule Jorden med et Tæppe, der i sin Herlighed langt overgik de Persiske Kunststykker. — Vi gik nu allerede

8

herpaa, stoltere over Naturens Herres Almagt, end hine Monarker over deres KunstarbeydereS Færdighed, indtil vi endelig, ledsaget af de angenemmeste og reneste Følelser, naaede en paa Grændserne af Baronens Enemærker liggende Høy.

Som denne er meget steyl, saa har man her, for at vinde den mageligste Opgang, anlagt ved Naturens Hielp en snegleformig Buegang, Hvor igiennem man gaaer, som paa en jevn og lige Vey, under en bestandig Skygge af Træer, indtil man naaer Høyens øverste Flade. Her finder man et stort Antal af GræSbænke, og, da Træerne paa mangfoldige Stæder ere »giennemstkaarne, har man tillige herfra den behageligste og frieste Udsigt.

Paa den ene Side i Nærheden af Høyen surrede en Bæk igiennem en Allee af Pile. Paa den anden Side længere borte pløyede Skikene det troløse Hav. Vi saae her Føllet patte sin Moder, Koen spøge med fin Kalv, og de spæde Lam kappes om at følge de stærkere, indtil hele Hiorden samledes under Træerne ved Bækken. — Vi lod nu Øyet løbe omkring i

9

Cirkelen, mættede Nysgierigheden, og satte os endelig til Hvile paa de her værende Græsbænke, da Baronen tog Ordet, og begyndte denne herpaa følgende Samtale, hvorved jeg havde ønsket Dem, min Herre! selv nærværende. Baronens Nidkierhed i at handthæve Landmændenes Anseelse, og den Mine, hvormed Dannefærd udmærkede sit Hiertes Retskaffenhed, syntes vexelviis at drage al vores Opmærksomhed til sig. — Jeg havde Lyst til, med deres Tilladelse, mine Herrer! sagde Baronen, at høre Dannefærds Betænkning over noget, der just falder mig ind, angaaende vores almindelige Agerbrug; maaskee jeg endog herved kunde være saa lykkelig, at forskaske dem nogle Øyeblikkes fornøyelige Tidsfordriv. — Man forsikrede Baronen, med en slags Fornøyelse, om sin Agtpaagivenhed ved denne Leylighed. — Og I, min gode Dannefærd, sagde Baronen, vil i disse mine Venners Nærværelse ikke nægte mig eders Svar? Dannefærd bukkede og sagde: Han vidste ikke hvorvidt hans ringe Indsigt ville være tilstrækkelig til at fyldestgiøre dette Forlangende, imidlertid fandt han sig pligtig at adlyde, naar Baronen saa befalede, dog maatte han forinden udbede sig den Bevaa-

10

genhed, at Sælskabet ikke ville dømme ham uden for den Kundskab, han besad som en simpel, og om ikke uerfaren, saa dog ufuldkommen. Landmand.

I maa ikke ansee denne Begiering, sagde Baronen, som en Befaling, den er virkelig en Frugt af de Følelser, eders Fortrolighed bestandig efterlader sig, og benytter jeg mig for nærværende Tid heraf, for med eders Tilladelse at bibringe mine Venner saadanne Indtryk, som vil være dem behagelige.

Dannefærd taug hertil, og Baronen sagde fremdeles: Tillad da, at jeg forlanger at høre eders Tanker, angaaende Aarsagen til den store Overflødighed, man finder her i Landet paa slette og saa got som udyrkede Jorde? — Mangel paa Indsigt i Behandlings Maaden skulle dog vel aldrig være Kilden hertil? — Saa meget veed jeg, at Agerforretningerne, i Henseende til Jordens indvortes Godhed, ikke allesteds kan være af lige Beskaffenhed. Jeg veed ogsaa, at disse Forretninger, efter deres foranderlige Beskaffenhed, udkræver forskiellige Indsigter, nye. Regler; men jeg tvivler tillige

11

om, at nogen af Delene behøves, uden hvor Forskiellen er saa stor, at den bør tages under en særdeles Betragtning, Jorden f. Ex. i Marsklandene udfordrer andre Forretninger, og anden Behandling, end den paa Heeden, og den tunge Heedejord skal igien anderledes behandles, end den lette; derimod bliver vel neppe Forskiellen paa Agrenes Godhed i samme Mark saa betydelig, at een eller anden LodSeyere skulle til sin Jords fornødne Behandling behøve andre Forretninger og andre Regler end de, for den største Deel, sammesteds almindelige. Aarsagen til saa mange Jordstykkers slette Tilstand kan derfor, efter mine Tanker, ikke saa meget være Mangel paa Indsigt i Behandlings Maaden, som en slags Efterladenhed, hos den ene mere end den anden, i at benytte sig af den Kundskab, som de ikke mangler. Skulle jeg nu endog heri feyle saa vidt, at visse af de i samme Marker liggende Jorde virkelig udkrævede andre Behandlinger end de for den øvrige Deel tilstrækkelige, saa ville dog Besidderen af den manglende Jord aldrig kunne undskylde sig med at have brugt samme Forretninger, iagttaget samme Regler, som Eyeren af den frugtbare, hvis Jord i denne Tilfælde ikke kan være Exem-

12

plet, hvorefter at rette sig. Han bliver altsaa, som den der har forsømt de, til sine Tings nød vendige Brug, fornødne Kundskaber, altid i mine Øyne lastværdig. — Det er jo noksom bekiendt, hvorledes meget lærde Mænd har til Landvæsenets Forfremmelse bekiendtgiort deres ved nøye Undersøgelse og lang Erfarenhed giorte Anmærkninger. Man veed desuden, at nyttige Sælskaber haver ladet det være sig magtpaaliggende, at deelagtiggiore Publicum i deres vigtige Opdagelser. De har udsat Belønninger for dem, som best oplyste een eller anden betydelig Materie. Man har jo Dagbøger og Tidsblade, hvori Efterretninger om slige Ting findes indrykkede. Disse gaaer fra den ene Ende af Kongeriget til den anden; kort sagt: Der synes, som man hverken har sparet Omkostninger eller Møye, for at udfinde Midler, hvorved Landmanden kunde blive lykkelig. Hvorfor benytter han sig nu ikke heraf til sine Pligters nærmere Opfyldelse?

Ey, Hr. Baron! svarede Dannefærd, fandt Landmanden større Beqvemmeligheder, han fandt vel ogsaa paa, hvad hans Pligter bragte med sig. De behager alene at betragte

13

disse her omkring liggende Bønders Tilstand. De veed selv, hvorledes den politiske Agerforfatning, eller den efter Love vedtagne Form i Agerbruget, har, saavidt samme er meere eller mindre fti og ubunden, ikke liden Indssydelse i Agerhuusholdningen og de dertil hørende Forretninger. Saaledes udkræver jo den bundne Agerforfatning, at alle Byens Jorde og Agre maa have lige Skiebne, Besidderne af Jorden lige Fordele og lige Besværligheder. Man er her forbunden til paa een og samme Tid at pløye, saae, høste, føre ind, ikke holde mere Qvæg end sine Naboer. Ingen maa forsøge noget nyttigt Nyt. Alting skal blive ved den af Forfædrene, eller lang Sædvane, indførte Brug. Saa at saa tilbøyelig et fornuftig Menneske ellers er til at anordne sine Forretninger efter foregaaende Overlæggelse, saa maa Bonden og Landmanden i denne Fald (som en vis Forfattere siger) handle blot mekanisk. I saadan en Agerforfatning staaer nu just Besidderne af disse omliggende Jorde. Deres Agerforretninger ere indskrænkede og tvungne. Den, som her har en slettere Ager end sin Naboe, kan ikke, om han aldrig saa gierne ville, dyrke samme efter sin beste Indsigt til Fornødenhed.

14

Ja den, som har en lige god Jord med sine Naboer, kan ikke engang, naar hans tillige er større, behandle den saa vel som han ønskede. Saaledes veed man, hvad Rugsæden er angaaende, at det er vedtagen ikke at pløye og saae, førend Vinteren begynder at nærme sig, af Aarsag, at visse Kreaturer skal have Tilladelse, saa længe de lyster, at benytte sig af Markerne. En Vedtægt, som bringer store Uleyligheder med sig. Jorden er paa den Tid vaad, tung og mindst skikket til en faa fornøden Behandling. Man begynder da at pløye, og Pløyningen er nu, som de andre Forretninger i Fælledskabet, hver paa sin Tid, almindelig. Nu sætter jeg, een er, af trængende Aarsager, ikke i Stand til at begynde paa samme Tid, som hans Naboer, men vel maaskee først en heel Uge derefter, eller og han har dobbelt saa meget Hartkorn, som de andre, og ikke tillige den Evne at kunne drive tvende Plove, saa bliver han gemeenlig, i Fald han skal være med til Høsten, nødsaget at haste saaledes, at han ingen Grund har til at vente den Fordeel i Fremtiden, som han nødvendig burde have. At jeg ikke skal tale om, at han desuden ventelig har havt større Mangel paa Giødskning, end de andre, som havde mindre

15

Hartkorn end han. Stræber han nu ikke efter at faae nogenledes tilsaaet paa samme Tid, som sine Naboer, saa kan han heller ikke vente at komme til at høste med dem. Og her maa han dog følge Troppen, om hans Sæd end aldrig dertil var tienlig; ja han anseer dette allerede, som et Gode i Henseende til et større Onde, som han derved søger at undgaae, nemlig at sætte sine Agre blotte for det almindelige Indløb af samtlige LodSeyeres Kreature. Saadanne ere, ved alle Leyligheder, de Frugter, som høstes i den bundne Agerforfatning, eller det for Landhuusboldningen faa skadelige Fælledskab.

Men hvorfor er man da saa blind, sagde' Baronen, ar man ikke seer at finde herudaf? og hvorfor stræber man ikke, ved forenede Kræfter, at bringe dette ødelæggende Fælledskab ud til en saa kaldet fri og ubunden Agerforfatning?

Ja, Hr. Baron! sagde Dannefærd, dette er ikke saa let en Sag; man har her bestandig to Fæstninger at stride imod, hvor forbi det er overmaade vanskeligt at komme. Bøndernes forudfattede Meninger paa den ene, og deres

16

manglende Kræfter paa den anden Side. (Ved Kræfter forstaaer jeg her den Gevinst, Bonden skulle have af hele Handlingen, naar alle Omkostninger og Udgifter vare fradragne. At denne Gevinst bliver som altid i Henseende til de mange ulykkelige Tilfælder, han er udsat for, og hvorfra han uden samme ikke veed at redde sig, saa og i denne Henseende hoyst nødvendig, seer man lettelig, naar man betragter, at han here foruden intet Middel har, hvorved at udvide og bestride sine Hensigter). At ville slutte, fordi en eller anden Bye af egen Drift eller formaaende Kræfter, (eller maaskee ved en særdeles Understyttelse), kunne stride over til en fri og aldeles ubunden Agerforfatning, at Bonden derfor i Almindelighed skulle gaae samme Vey, synes neppe rimelig, da man veed, at han for den største Deel er indtagen af sine gamle vedtagne Skikke, alt for rodfæstet i en Færdighed, som han har erhvervet uden at kiende Reglerne, hvorefter at handle. Man veed ogsaa, hvor vanskeligt det er, ved blotte Overtalelser, at bringe saa mange Hoveder til at ville et og det samme. Man finder ikke hos alle lige stor Villighed, lige megen Fornuft og saa meget Mod og Hierte, at de tør lade en lille Deel komme an

17

paa Lykken. — Ja, hvad skulle vel bringe os til at tvivle om, at Mangel paa Formue bliver en vigtig Anstødssteen i Veyen for den almindelige Indførsel af en fri Agerforfatning.

Lad Elskeren af Landvæsenet sætte sig hen i en Afkrog, for der i Rolighed at eftertanke, hvad der kunne være nyttig for hans Brødre, Lad ham, naar det forlanges, give dem Regler og Exempler, hvorefter at rette sig. Lad ham giøre en tydelig Afridsning paa denne saa vigtige Kunst, at dyrke Jorden vel, og giøre sig den saa nyttig, som muelig. Ja, Hr. Baron! lad endog Sælskaber af duelige Folk forene sig til Landmandens Beste. Deres Øyemærke med al deres Arbeyde være Landets Velfærd; deres Ære hvile paa en fuldkommen Tilsidesættelse af al Egennytte, og deres hele fortjente Løn bestaae i den Fornøyelse, at kunne hielpe til at giøre det menneskelige Sælskab lykkelig. Man forelægge Landmanden Samlinger af ordentlige afhandlede Sandheder, nye Redskaber, ja man tilbyde ham at benytte sig heraf. — Dette og mere, vil jeg tilstaae dem, er noget stort, ja overmaade rosværdigt, men det er tillige utilstrækkeligt. Det heder: Læser I gode Land-

18

15

mænd, og lader os see Frugten af al den Omhu, man viser for eders Velfærd. Hvor gierne ønskede man ikke at vide, hvad der ville komme ud af eders Læsning; men, Hr. Baron! det er Dem vel ikke ubekiendt, hvorledes Svaret herpaa lyder: De gode Herrer maa forlade os, vi skylder dem for deres havte Umage den billigste Erkiendtlighed, men maa tillige tilstaae, at det er en stor Skade, man ikke har havt den Godhed at mælde, hvorfra vi skulle hente de Kræfter, hvorved at iværkstille deres gode Anslag, ach! dersom man havde seet saa beqvemmeligen til for os. — Mærker De vel, Hr. Baron, saåledes bliver Svaret i denne Tilfælde, og jeg kan ikke endda sige, at det synes saa urimeligt.

De veed selv, at Agerdyrkningen saavel som Qvægavlingen giver intet af sig, saa længe man herpaa vil spare det fornødne Arbeyde og de nødvendige Udgifter. At Bonden i Almindelighed har været nødsaget hertil, vises noksom af Erfarenhed.— Det svære Hoverie har ikke giort lidet, foruden andre Byrder og Paalæg.— Det er derfor ikke et sieldent, men vel et bedreveligt, Syn at see, hvorledes Bonden, efter det møysommeligste Arbeyde, neppe beholder den

19

nødtørftige Underholding. Han tørrer med Bekymring Sveden af sin Pande, naar han betænker, hvorledes han efter at have betalt Daglønner-Penge, Skatter, Tiende, Landgilde, og andre Afgifter, ikke beholder det nødvendige for sig og sin Familie; ey ar tale om de mange ulykkelige Tilfælder, han seer sig udsat for.— Af

saadan et Optrin var jeg kort tilforn en Tilskuere hos en af vore Naboebønder. Jeg kom ved en Leylighed forbi dennes Gaard, fik i Sinde at gaae derind, og havde allerede Haanden paa Laasen af Døren, da jeg i det samme hørte, Konen med en usædvanlig Sindsbevægelse tiltale sin Mand. Jeg studsede, holdt mig tilbage; da jeg blev en Aabning paa Døren vaer, saae jeg der igiennem. Manden sad ved sit Bord med Haanden under Kinden, og, som der syntes, i en dyb Betænkning. Af hans Ansigt kunne jeg læse en hemmelig Sinds Urolighed. Ved hans høyre Haand laae en Tavle, og ved den venstre stod Konen og Børnene. De søgte alle med den ømmeste Kierlighed ar adsprede de Bekymringer, som gvalte deres Ven. Kiere Mand, sagde Konen, hvortil nytter denne Græmmelse vore Omstændigheder bliver jo ikke derved bedre?— sørg ikke, Gud tør giøre

20

alting got.— Den ældste Datter trykte Faderens Haand. Hendes yngere Broder sagde: Fader, kan I ikke tage de 4 Daler, som man gav Mig til Faddergave, og saa sælge min lille gule Hest?— Det uskyldige Barn, som laae ved Moderens Bryst, rakte efter Faderen, og smilede. Jeg kunne nu ikke holde mig længere, jeg aabnede Døren, og man blev bestyrtet ved min uformodentlige Ankomst. — Manden raabte endelig: Ah! nu kiender jeg hvem det er, vær velkommen. Han løb hen at hente en Stoel, og bad mig sidde. Jeg spurgte, hvorledes det gik ham? fortalte ved hvad Leylighed jeg var kommen denne Ven, og endelig hvorledes jeg baade havde seet og hørt alt, hvad der nyligen havde tildraget sig imellem ham og hans Familie. Jeg spurgte om Aarsagen til hans Tungsindighed? Og ja, sagde han, derom vil I letteligen blive underrettet. Han gik derpaa hen til Bordet, tog Tavlen, og sagde: Behag at see denne Fortegnelse efter, og siig mig saa; hvorledes I ville være til Mode, om I befandt eder i lige Omstændigheder? Er det ikke min Pligt, som Huusfader, at bære Omsorg for mit Huus, for min Kone og for mine Børn? og er jeg ikke ulykkelig, da mine Vil-

21

kaar ikke tillader, at jeg kan efterkomme denne Pligt?— Barnets Klage og Moderens Trang er for den retskafne og tillige trængende Huusfader en jammerlig Lyd og et bedrøveligt Syn.— Jeg saae Fortegnelsen igiennem, og fandt deri beregnet alle saavel muelige Indtægter som nødvendige Udgifter. Jeg mærkte, at de sidste langt overgik de første. Jeg fandt hans Bedrøvelse billig, og sagde: Giv eder tilfreds, eders Kone og Børn skal ikke lide Nød; jeg giver eder Tilladelse at søge mig i eders Fornødenheder, og I maa ikke sælge edders Søns den lille gule Hest. Drengen rødmede, og gik bag sin Broder, Konen kom og ville omfavne mine Knæ, og denne hele Familie syntes at faae et nyt Liv. Manden sagde: I skal have Tak, jeg skal igien stræbe at aftiene eders Godhed, — Gud see til os, og opholde os! Kongen leve, og staae os bi! — Jeg følte over denne Mands Omstændigheder en heftig Bevægelse i mit Bryst, og ønskte, at Bondens Stand i Almindelighed maatte blive mere lettet, taaleligere og mindre udsat for Skiebnens Grusomhed. — See, Hr. Baron, hvorledes ville man nu vente, at Bonden under flig Betragtning kunne tænke paa at vove noget Nyt, han seer sig jo ikke

22

i Stand til al begynde, langt mindre at udfore det.

Vel, min kiere Dannefærd, sagde Baronen, dette stemmer med en Omstændighed, som jeg ved denne Leylighed erindrer: Jeg var for en Deel Aar siden i Frankerige, hvor jeg, af visse Aarsager, opholdte mig to Aar i Havre de Grace. Samme Sted kom jeg i Bekiendtskab med en Mand, der havde forpagtet adskillige Der omkring i Nærheden liggende Jorde. Denne var en retsindig, forstandig og til sin Handtering vel oplagt Mand. Hans Kone var ikke mindre. De drev et anseeligt Hollænderie, og giorde sig det i alle Ting faa nyttig, som muelig. Udgifterne, hvorunder blev beregnet hvad der svartes af Forpagtningen, Daglønner-Penge, Huusholdingens og Familiens Vedligeholding, belob sig aarlig i det allerringeste til 10000 Livres. Jeg spurgte dem, (overbeviist om deres Oprigtighed), hvor hoyt de vel kunne faa omtrent regne deres aarlige Gevinst. De bevidnede med Taarene i Øynene, at de ikke kunne giere nogen sikker Regning paa en aarlig Beholding af 50 Rixdaler; men at de vare meget lykkelige, naar de kunne slaae sig igiennem fra den ene Tid til den anden.— Jeg blev

23

rørt over denne Tilstaaelse. — Hvorledes, sagde jeg, den Fordeel, en Kiøbmand bør have, maa endelig være imellem 6 a 8 pro Cento af Capitalen, som han sætter i sin Handel. Nu er den Capital, som stikker i eders Hollænderie, imellem 35 og 40000 Franks, end ydermere udsat for de ulykkeligste Tilfælder af Ildebrand, Krigs Uroligheder, Vandskyld, Orkaner, ustadige Aarstider, Qvægsyge, o.s.v., og I trækker paa 18de Aar at regne ikke mere aarligen end 50 Rixdaler (*) af denne Formue? — Mine kiere Børn, der er ikkun en halv pro Cento, at regne, af eders Udsatte. I ere meget slet belønnede for al eders Omhu og Besværlighed.

Ja seer De, svarede Dannefærd, saaledes gaaer det. Man dømme endog Bondens Tilstand herefter, og man skal erfare, om ikke denne saa vigtige Forretning i Verden, saa nødvendige for Menneskenes Underholdning, er, i Henseende til sine Fornødenheder, mindre agtet og mere trykket, end den burde.

Jeg tilstaaer, min kiere Dannefærd, sagde Baronen, I har for en stor Deel Ret, men gid! Lykkens Egensindighed aldrig giøre Haabet vaklende. Den Vise er ligesaa uforsagt i Mod-

(*) Beregnet til 150 Franks.

24

gang, som bange i Medgang. Han leer derfor, naar Daaren græder, og skielver, naar denne leer. — Bonden arbeyder i Øyesynet af en oplyst Regiering. Samme har taget ham under en særdeles Betragtning, er bleven Landsmændenes Omstændigheder bekendt. Man er overbeviist om, at Staten uden Agerdyrkningens og Handelens Fremvext ikke kan andet end svækkes. Rørt af saa vigtig en Sandhed, omhyggelig for at udfinde Midler, hvorved at forskaffe Monarkiet al den Lyksalighed, som rnuelig, vil Regieringen ikke efterlade at handthæve Bondens Anseelfe. — Sandt at sige, min kiere Dannefirrd, jeg seer ikke, hvorfor en Kiøbsted-Tiener bør agtes høyere end eders Avlskarl, hvorfor Haandværkskarle skal have Fortrinet for eders Arbeydsfolk, og endelig hvorfor en simpel Borger skulle ansees mere end en Bonde. Den udvortes Anseelfe, Klædedragten, Talen er ikke det, som skal giore Folk. Disse bor ikke dømmes uden efter de Tjenester, som de beviser Sælskabet, og hvad ville da Borgeren blive til, om ikke Landmændene vare?— Er del ikke eder, som ernærer, klæder og skaffer ham de fleste Ting til hans Fornødenheder og Begvemmelighed? - Jorden er Moderen og

25

Kilden til uskatteerlige Rigdomme, men eders Arme ere Midler, hvorved disse bringes til Veye. Kunstneren giver Tingene deres Skikkelse, og Kiøbmandens Forretning gaaer alene ud paa at sætte dem af; ja I, som hører til det største Tal, ere endog denne sidste heri behjelpelige. Kort sagt: Jeg tvivler ikke paa, om Borgeren og I bleve enige om at holde eder alene i 14 Dage fra al indbyrdes Handel med hverandre, at han jo ville blive fuldkommen saa forlegen, som I. Man ville da ikke tage i Betænkning at forhøye eders Anseelse i det menneskelige Sælskab.— Ja, Hr. Baron,

Hvad Anseelse skulle vi ønske os? hvad Æresbeviisninger, om jeg underdanigst torde spørge, skulle vi forlange? — Vi besidder ingen Ærgierighed.

Vi stræber alene efter at kunne i Gierningen vise os dydige, arbeydsomme og nyttige Lemmer af Sælskabet, og saa ønsker vi tillige, (at jeg skal tale mine Brødres Sprog), at leve lidet beqvemmeligere og mindre trykkede i vore Fornødenheder. Her har de al den Ære og Anseelse, som vi attraaer, og sandelig i en fri og ubunden Agerforfatning behøves intet videre. Agerdyrkningen bringer selv sin Ære og sine Belønninger med sig. Disse ere de

26

Fordele, den skienker Landmanden, fom noget, der efter Arbeydets Fuldførelse bliver ham alenetilhørende. Bonden kan jo, under denne Betragtning, efter sin beste Indsigt indrette alting til sin Fordeel. Tiden, Maaden og Igientagelsen af Forretningerne beroer ganske og alene paa hans eget Val. Qvægavlingen kan han udvide eller indskrænke, eftersom han er forsynet med Græsgang og Foer. Ingen kan forbyde ham at tage al den Nytte af sine Jorde, som ham muelig er. Men jeg seer ikke, hvorledes man formedelst forhen anførte Aarsager stulle have nogen Grund til, uden særdeles foregaaende Omstændigheder, at haabe en faa betydelig Forandring.

Og hvilke, spurgte Baronen, skulle da vel, efter eders Tanke, disse Omstændigheder være?

Ja Hr. Baron, svarede Dannefærd, de Midler, som jeg, efter min ringe Indsigt, underdanigst formeener at være de kraftigste og beste til at raade Bod saavel paa Bondens forudfattede Meninger, som hans manglende Kræfter, bestaaer fornemmelige» deri, at, hvad Bondens forudfattede Meninger er angaaende, handlede øvrigheden aldrig uviseligen, naar den, i Hensigt til det heles Beste, sagde: Herefter skal det

27

saaledes være, og ikke anderledes. — De, som ikke ville finde sig i Billighed, bleve da nødsagede at giøre hvad deres Pligter udkrævede; de, som manglede Forstand til selv at indsee deres eget Gavn, ville engang komme til at takke dem, som havde seet saa vel til for dem, og endelig ville de, som slet ikke torde lade noget komme an paa Lykkens Lod, herved faae Leylighed at vove det, som de ellers efterlod.— I

Henseende til Bondens manglende Kræfter blev man nødsaget, at besørge ham det tilstrækkelige Forskud. De fleste Huse og Gaarde, som hidtil havde lagt samlede enten i Adelbye eller Torp, maatte jo afbrydes og forflyttes til den særdeles Agerlod, som enhver ved Lodtrækning maatte være tilfalden, efterår Markerne i Forveyen vare inddeelte i saa mange Stykker, som der i samme fandtes Lodseyere, somme større og somme mindre, alt efter den Forhold, i hvilken den ene tilkom en større Lod end den anden. Man maatte ved denne Leylighed, saa meget mueligt var, see til, at Bygningerne bleve lagte ved Landeveyene. Derved spartes megen Jord, som ellers gik bort til Veye, og derved blev tillige seet en Deel paa de Reysendes Beqvemmeligheder. — Her synes det, bemidlede Patrioter kunne befordre Lan-

28

dets betydelige Vel, giøre sig en Trone forbindtlig, og fortjene Nationens Erkiendtlighed. Naar andre Amindelser ved Tidens Længde bleve udslukte, saa skulle deres Ihukommelse endnu vare ved, ja de sildigste Tider ville endog heraf tage Anledning til at giøre den lykkelige Konge navnkundig, under hvilken de havde levet.— Desuden bliver det altid Herskabernes Fordeel imod billige Renter at forskaffe deres Bønder det tilstrækkelige Forskud. Dette Forskud maatte vel egentlig komme dem til Gode, som flyttede deres Bygninger, men Capitalen tilligemed Renterne Mille dog alle Lodseyerne, i Forhold med deres Jordparters Størrelse, tage en lige Andeel i. Foruden at det var billigt, at de, som fik den gode og fede Jord, maatte forpligtes til i de første Aaringer at understytte dem, som fik den slette og mavre, saaledes at alle skeete lige Ret, og ingen kunne siges at blive fornærmet. Det ville maaskee ogsaa i denne Fald have sin særdeles Nytte, om Bonden blev i de første Aar eftergiven en vis Andeel af sine Skatter. Man har Grund til ikke at ansee denne Eftergivelse anderledes end en udsat Capital, der altid med Renter kunne hentes tilbage. Skatterne kunne efter visse Aars Forløb forhøyes, Herskabernes Indtægter derved

29

formeres, og Flittighed endda finde fin rigelige Næring i Landvæsenets daglige Forbedring.

Ja, sagde Baronen, jeg tvivler ikke paa, at jo Udfaldet ville krone Arbeydet, og at dette, saavidt mueligt, ville føie sig efter den Vindskibeliges Ønsker; men paa hvor store Vanskeligheder bygges ikke saa store Fordele! — Imidlertid mistvivler jeg ikke, jeg har derimod uden hertil at vide anden Aarsag, end vores allernaadigste Konges utrættelige Fliid, for at giøre sine Undersaatter lykkelige, saa fast et Haab om disse Fordeles Erlangelse, at jeg seer ikke hen i Eftertiden, uden jeg forestiller mig, som i et Perspectiv, den almindelige Agerforfatning bragt til en uventet Fuldkommenhed, Bønderne blomstrende under de viseste Foranstaltninger, og Landmændenes Tilstand saadan, som Patrioten ønsker; ja hvor bliver ikke den velhavende Landmand, under denne Betragtning, lykkelig. Jeg seer ham forenet med en stræbsom og retskaffen Ægtefælle, Fader til en dydig og talriig Familie, Herre over et Antal af velfornøyede Tjenestefolk, Anførere for en Mængde af Daglønnere, den Fattiges Beskyttere, og en Besiddere af alle til Livets Beqvemmeligheder fornødne Ting. Kunne man ikke have Aar fag til at kalde ham riig, anseelig; med faa Ord:

30

En Konge paa hans lille Jordegods? Han er baade elsket og agtet; man kommer til ham uden Frygt, taler med ham i Fortrolighed. Hans Befalinger bliver efterlevede, hans Øyemærker tit og ofte forekommede, hans Fornødenheder besørgede. Ved mindste Anstød, han faaer af Sygdom, seer jeg Uroligheden afskildret paa An« sigterne, alles Hiertet saarede. Ved første Tegn til denne kiere Faders, denne gode Hosbondes Sundhed, seer jeg Glæden skinne frem igien, alting levende paa ny. Hans Sundhed agtes dyrebar, og hans Liv synes at være det, hvorved hans hele lille Republiks lever.— Her seer I, min kiere Dannefærd, Skilderiet over en velhavende Landmands lykkelige Omstændigheder. Skyggen efterlader sig ikke faa stærke Indtryk af Følelsen, som Legemer, og Skilderiet er ikke uden en svag Afbilding paa Herlighederne i deres naturlige Fuldkommenhed; imidlertid er jeg dog vis paa, at disse Træk finder eders Bifald.

Ach! Hr. Baron, svarede Dannefærd, hvorledes kunne man herved blive uden Følelse. Landmanden erkiender dette simple og rolige Livs Lyksaligheder, han attraaer intet uden hvad som bringer til sammes Forbedring og Vedligeholdelse. Ja Bonden kommer ikke engang til de stolte

31

Steder i Riget, uden Nøden og Trangen driver ham derind. Han opholder sig ikke sammesteds længere end fornøden, haster for at komme derud fra, hvor alting falder ham kiedsommelig, og brænder af Længsel at øyne sin Hytte. En forvirret Fornøyelse, en hemmelig Drift kalder ham tilbage. Glad over at se Frugten, Hesten og Produkterne, som Skyldes hans daglige Omsorg, ville han endnu føle en renere Glæde, naar han kunne sige: Dette eller i det mindste den beste Deel deraf her mig til. — Min kiere Dannefærd, sagde Baronen, saa naturlig som det er, at Agerdyrkningen og Qvægavlingen ikke alene maa besørge Bondens og hans Families virkelige og daglige Fornødenheder, men endog forfskaffe ham et slags Overskud for Tilfælder, saa sikkert kan man haabe, at Bondens Stand vil alleTider blive handthævet ved en Fyrste, en Fader og Ven, som vil see paa at reyse de faldne Sager, og standse den fordærvelige Misbrug. — Men (her saae Baronen paa sit Uhr, og da Tiden var løben hastigere end han havde ventet, gjorde han Sælskabet en Undskyldning, og sagde:) forlad mig, mine Herrer! jeg frygter for, at jeg allerede har opholdt saavel Dem som mine hjemmeværende Giester længere end jeg burde. Vi ville derfor

32

nu, i Fald De saa behager, vende tilbage. Jeg tvivler ikke paa, at jo min Kone har længtes efter os, saa er Par alvorlige Øyne, og saa mange Tak for du ville komme igien, bliver uden Tvivl alt hvad jeg kan vente, fordi jeg har baaret Omsorg for at vi kommer en Time sildigere hiem, end jeg havde lovet.

Vi traadte aldrig saa snart ind i Blomsterstuen, hvor man endnu spillede, førend Baronessen raabte: 30 Dukaters Gevinst, min lille Mand! Baronen vendte sig til os, smilede og sagde: Den gang slap jeg bedre end jeg havde ventet.

Nu seer De, min Herre! det fornemste af denne til Spadseretouren med Baronen af Bratingshøi og hans Sælskab henhørende Begivenhed. Hvad der siden indløb for Maaltidet, over Bordet og derefter, var af liden eller ingen Betydenhed, hvorfor jeg hermed, uden at blive Dem kiedsommelig, vil slutte.

Lev vel, min Herre! og troe, at Venskab og Høyagtelse paalægger mig, som en Pligt, ikke at bebyrde Dem Med en Mængde forfængelige Høfligheder, som ere, skiønt almindelige, dog aldrig opfundne for derved at udmærke det oprigtige Venskab.

1

til Landvæsenets Forbedring i Danmark.

Brev fra Hans Jensen,

Selv-Eier Bonde paa det Bernstorffske Gods,

til

Sine Landsmand,

de ovrige Danske Bønder,

om

de Nye Indretninger

til

Kiøbenhavn,

Trykt hos Hof-Bogtrykker, Nicolaus Møller. 1771.

2
3

Kiere Venner!

Jeg tager mig den Dristighed at forestille eder mine ringe Tanker, om vores nu værende Fælledskab, og de deraf flydende Tab og Fortrædeligheder; og tillige paa den anden Side de Herligheder, Fordele, Nytter og Fornøielser, det er at have sine Jorder for sig selv,

uden Fælledskab. Jeg ville fortænke eder, hvis I ikke indsaae og vidste, hvorledes at vores

4

Allerkiereste Landsens Fader tænker paa os ved alle Lejligheder, med de til os hensigtende Love og Forordninger, som sigter derhen, at enhver Bye, og enhver Mand skulde og kunde faae sine Jorder for sig selv paa et samlet Sted, og derved befordre vores Lyksalighed, saa vidt at vi kunde og ville dyrke og bruge vores Jorder, og handle frit og utvungen efter Gotbefindende, Villie og Indsigt.

Men hvortil nytter os alle de gode Anstalter, naar vi ikke kiender og indseer dem; det skulle giøre mig Hiertelig ont, om der endnu skulle findes de iblant mine Landsmænd, som ikke indsaae det, eller af Frygt, og gammel Vane, ere saa indtagne, at de ikke troe nogen Forbedring muelig; men dem vil jeg raade og bede, at de jo før jo bedre tager Tiden og Leiligheden i agt, at de ikke for sildig skal sukke og klage over dem selv, og deres Børn og Efterkommere tillige begræde deres Vrangvillighed og Efterladenhed, endogsaa til deres eget Beste; derfore søger kiere Landsmænd at rive eder løs af det skadelige Fælledskab.

5

Følger vores Allernaadigste Konges Villie og Hensigt, hvis Villie og Hensigt ikke kan have anden Grund, end en fornuftig og kierlig Faders for sine Børn, som han anseer for hans fleste, flittigste, og af Kielenskab mindst fordervede Børn; fatter Tillid til ham, og lader os stræbe at blive værdige til den Omhue han har for os, ved det at I søger at forbedre eders Jorder og Omstændigheder, og os selv, og de Børn, og den Slegt, som voxer op iblant os, at vi ikke forderver dem ved onde Exempler, med Trævenhed, Dorskhed og Ulyst til vor Stand: Men derimod med Flittighed, Troskab, Ædruelighed og Nøisomhed ved alle Lejligheder søger at forbedre dem, og forestille dem, at hvis vi have Arbeide og Møie ved at dyrke Jorden, da har vi tillige et frisk og sundt Legeme, og ere fri for tusende Fortrædeligheder, tillige med Sinds og Legems Svagheder, som følger de andre Stænder, og de ere plaget af.

Jeg skriver til eder mine Venner og Medborgere, min Hensigt er ikke Egennytte, Fordeel eller Vinding der søges; det jeg skriver er

6

alene en Igientagelse af hvad jeg tilforn har sagt for at overtale, og overtyde eder til eders egen Fordeel og Beste, ikke heller havde jeg vovet det at skrive, hvis ikke en Veltænkende Patriot, som søger vores og Fædrene-Landets Beste, Vel, og Ære, hvis Navn jeg vil fortie, havde overtalt mig til at skrive, hvis Enfoldighed han troede at passe sig til eders Tænke-Maade; Den Tillid jeg har ham, og bør have til ham, haver givet mig Dristighed til at lade dette gaae saa vidt, som jeg her vil fremsætte i Enfoldighed.

Den ringe Indsigt jeg har forhvervet mig ved den Omgang og Tale, jeg har havt med adskillige fremmede og egne Landsmænd, og ved egen Erfaring selv prøvet og indseet at tiene os til Fordeel, vil jeg søge at giøre saa almindelig som jeg kan; Jeg har endnu ikke ladet det blive derved, men jeg har og ladet min ældste Søn, som er atten Aar gammel, reise ud i Tydskland; for at see om han kunde hente nogen Kundskab for mig og eder, han reiser ikke for at besee de store Stæder, og de der værende Forfængeligheder, som jeg ikke har Formue til, at give ham

7

store Reise-Penge, da Gud har velsignet mig med otte Børn; men jeg har tænkt, at det kunde lade sig giøre for ham, ligesaavel som for en anden fattig Haandverks-Karl, med en Pose paa Ryggen at gaae fra et Sted til et andet, og tiene for Klæden og Føden, og derved at faae den rette Grund, og see hvorledes at de giøder, pløier og behandler deres Jorder, samt hvorledes de føder og feder deres Creaturer, og til Dels den indvortes Huusholdnings Beskaffenhed, og er han for nærværende Tid i det Halberstædiske, hvor han forbliver et halvt eller et heelt Aar, efter eget Gotbefindende. Det paaligger enhver af os at søge efter mueligste Fuldkommenhed, i at prøve og antage hvad der er os fordeelagtig, da vi savner den fornødne og tilstrekkelige Giødning ved det at vores Qvæg er borte, lader os derfore enhver især beflitte os paa at samle og formere den; og tillige, at pløie og dyrke vore Jorder desto bedre, for at hielpe dem i det de savner, derfore søger at faae eders Jorder for sig selv, da der strax kommer et andet Liv, Flittighed, Lyst og Mod til at

8

bruge og benytte eder af den Grund og Jord, I have; Jeg er forsikkret paa, at næst Guds Bistand, ville det være et kraftig Middel imod den grasserende Qvæg-Sygdom og andre paa Heste og Faar smitsomme Sygdomme, som er eder vel bekiendt, ar naar det treffer paa en Mands Creaturer, gaaer den over alt Byens, og fra en Bye til en anden Landet igiennem; men derimod hvis hver Mand havde sine Jorder og Creature for sig selv, vilde det ikke gaae saa farligt til, lad være at det døde for nogle, ville de dog snart komme til Opreisning igien, ved Naboer, Slegt og Venner, som kunde hielpe hverandre, ja det kunde maaskee være et Middel til at den kunde reent ophøre, ja I stulle med Lyst og Glæde see alting frydefuld, og eders Kalve og Lam at dandse og springe omkring eder, og prise Skaberen, og eders Flid; Ja hvorledes ville ikke mangt et nyttigt Træ opvoxe ved eders Flid, som ville tiene eder og eders Creaturer til Nytte og Fornøielse, til Skygge mod Solens Hede om Sommeren, og til Ly og Læ for Regn og Kuld For- og Efter-

9

Aar, ja til adskillig Nytte og fornødne Redskaber, og i sin Tid til at brænde, da enhver af eder seer at Skov og Tørve-Moser aftager, saa at vi og Efterkommere kommer til at savne det Fornødne til Redskaber og Ildebrand Kan I vel have de Tanker at troe, at nogen skulle være saa ond, at raade eder til det værste, da det er os, som de sikkert troer, at Landets Vel og Styrke beroer paa. Tænker ikke, at fordi de ikke er vant til at gaae ved Ploven, at de derfore ikke kan see og dømme om os og vores Foretagender, og hvad der kunde tiene os til Gavn og Beste; hvorledes ansaae os en Bernstorff, og adskillige Store, og for Fædrene-Landet Veltænkende Mænd, som har fremmet vore Allernaadigste Kongers og Konges Villie, og vores sande Velfærd og Beste? monne de ikke har omgaaets deres Underhavende, som umyndige Børn, der klager for en Fader, der ikke tillader dem deres Villie, ei heller giver dem de Ting, som ikke tiener dem, men søger at bringe deres Sind og Tanker til det, som sigter til deres Velfærd og Beste. Men spørger

10

dem nu ad, da de er kommet til Indsigt og Forstand, hvad mener I, at de vil svare! Jeg er forsikkret, at de ikke kan negte, eller negter, at de jo vare gienstridige til deres eget Beste, som de den Tid ikke indsaae.

Mon nogen nu vil klage? nei, enhver vil med Mund og Hierte udtrykke sig saaledes: At deres Børn og den sildige Slegt vil velsigne ham, som tænkte saa vel til deres Beste; skulle eller kunde der være de endnu, hvis Sind og Villie ikke er eller vil lade sig overtyde, dem maa man svare, lad dem blive i Jericho til deres Skieg voxer; men I hvis Sind og Villie er til Forbedring, lader eder ikke strekke, eller holde tilbage af de Besværligheder, I forestille Jer at ville møde eder, de ere virkelig ikke saa mange og farlige, som der lader til, lad være, at der forefalder nogle de første Aaringer, da oprettes det, lige saa snart ved det, at I have alle Ting samlet og omkring eder; Jeg vil forestille Eder de Herligheder og Nytter der er ved at have sine Jorder for sig selv, og tillige de Fortrædeligheder I

11

have af Fælledskabet, som I maaskee ikke kiender, ved det I er opfødt og daglig vant til dem, men jeg er forsikkret, naar I eftertænke dem, skal I tilstaae mig, at de Uleiligheder jeg her anfører, er endda ikke uden det halve, som forefalder og møder eder daglig.

Ja I ville vel indvende, at det kunde være got nok, naar det var saaledes, og dermed giort; men det er ikke saa let en Sag; Somme fik al den gode Jord ved Byen, og andre derimod al den slette, og hvor skulle vi faae fløttet vores Gaarder, og hvor skulle vi giøre af vores Creaturer, naar vi ingen Fælled havde.

Hvad den gode Jord angaaer ved Byen, ifald det var saaledes, at alle Lods-Eiere kunde ikke faae Jorder ved Byen, formedelst Byens Størrelse, og Markernes Vidtløftighed, eller fordi de ikke laae rundt omkring Byen, men ved en Side, og ifald det var nødvendig, at nogle Beboere maatte støtte deres Gaarder, da kunde der vel gives Lejlighed dertil, naar Lyst og Villie var der. Jeg sætter at der var sexten

12

Beboere i en Bye, og de fire stulle have deres Jorder længst ude, som det heder, at den slette Jord er, og det er naturligt, at den er slettere end den ved Byen, ved det at den ved Byen er i Nærheden, og oftere bliver giødet og bedre dyrket, desuden ved det at Creaturene, som idelig gaaer til og fra Byen, og holder sig der oppe om Morgen og Aften, som Faar, Sviin og Gies, der ligger inde om Natten, og altsaa ved det at Urin og Skarn idelig tabes der, saa at den, der er ude ved Marke-Skiel, omendskiønt den er af Naturen bedre, kan dog langt fra ikke svare til den anden for nærværende Tid, men ville snart paa nogle Aar komme i Stand, naar en Mand kom ud til den, og i Længden overgaae den anden; men var det end saa, at den i sig selv og af Naturen var slettere, maatte de, som støttede ud paa disse længst bortliggende Jorder, have og faae desto mere af den, hvilket af kyndige Mænd og Land-Maalere maatte fastsættes, som kunde meget vel udfinde Raad derimod, at ingen For- nærmelse skede, og hvad det var angaaende, at

13

den ikke for det første var saa god og frugtbringende, kunde de Beboere hielpes. Jeg sætter at der var sexten Mænd i en Bye, og de fire skulle treffe ved Marke-Skiel, og de blev enige, for Lodkastningen skede, at de Tolv som blev i Byen, og fik de Jorder, som var for den Tid de beste, skulle give til de Fire som treffede Udjorden, det første Aar hver sex Tønder, og det andet Aar hver fire Tønder, og det tredie Aar hver to Tønder i de tre første Aar, og var der altsaa sex og tredive Tønder til hver af de Fire, til de fik sadt deres Jorder noget i Stand, hvad det angik at fløtte Gaarden, kunde de paa samme Maade være dem behielpelige; Hvad det er med Creaturene, da kunde der vel grøftes og lukkes af i en Krog til dem, eller i Mangel deraf kan det meget vel tøires, da man kan sætte to Faar sammen i et Tøir, og det betaler meget got den Umage, og Svinene ligeledes to sammen, i et Tøir, da der kunde haves mere Fordeel af tre, end nu af sex til otte. Det kommer vel dem noget underligt for, som ikke ere vante dertil, men jeg forsikkrer at det lader sig let giøre, og

14

et Barn paa otte til ti Aar kan meget gierne styre dem, naar de nogle Dage blev vant til at tøires.

Betragter man Gødskningen, som er og skulle være et af de største Drive-Hiul i Land-Væsenet, da er dets Gang og Drift meget svagt og mat, og tænkes ikkun lidet paa at sættes i Drift og Gang, ved det nu værende Fælledskab, da en Mand maa slæbe det fra et Stykke til et andet, og fra en Kraag af Marken til en anden, saa han veed neppe hvor det bliver af, og langt mindre til hvad Nytte det kan være for ham; Thi lader hans Naboer sine Agre ligge til Tørring, opædes hans Sæd, saa der undertiden ikke er andet vundet end Slæb, Umage og Fortrædelighed, ikke at tale om det der spildes paa Gader og Stræder, og onde Veie, og paa Marken over Rinner og Render.

Er det Pløining, hvor fortrædeligt er det ikke at søge en Strimmel hist og en anden her, som ofte er og gives sexten til tive i hver Mark, og undertiden meget ont at komme til dem for Vand og Morats, ja det treffer ogsaa ofte ind,

15

at der staaer Vand paa den ene Ende, og undertiden paa dem begge, saa Jorden ikke kan bære Creaturene; thi man veed, at Agrene er taget fra Jorden og til Siderne, som har sin store Nytte for Vandfalds skyld i Fælledskabet. Naar saadan Jord bliver pløiet vaad, binder den siden sammen, saa at naar Sæden skal til at spire frem, finder dens spæde Rødder alt for megen Modstand, og kan ikke faae Næring, saa det foraarsager en liden og kort Sæd; men det er ikke mueligt, at det kan udgraves for de mange Lods-Eiere, og den kan desuden ikke bringes til lige Tørhed med det, som falder paa Høiden.

Hvad Tid gaaer der ikke bort med at slæbe omkring med Plov og Creaturer til de mange Stykker, og med at fare og maale, saa der ofte maae maales alle Agrene paa et Skifte, for at udfinde det rette Maal, som dog ofte slaaer feil, saa der pløies fra den Side der skulle legges til, saa det er ikkun halv giort Arbeide, at naar Naboerne kommer og pløier tilbage igien, foraarsages ikkun Kiv og Splid.

16

Desuden den Ulighed som er i Hartkornet i de fleste Byer, som gaaer fra fire til ti Tønder og derover, som ikke vel passer sig til Fælledskabet, og foraarsager onde Følger; thi de som har det lidet Hartkorn, pløier ligesaavel med en Plov som de, der haver dobbelt saa meget, og blive altsaa før færdig til at saae.

Naar der skal saaes, er det ligesaa besværligt at slæbe omkring med Sæd og Creature, saa tilføies og Naboer Skade ved at slæbe og træde paa den nylig opkommende Sæd.

Naar der skal krøges eller harves paa tvert, (og det treffer ind at Jorden er vaad) og man skal vende tre til fire Alen ind paa begge Sider, saa er der ikkun lidet af Ageren tilbaae, men bliver ganske nedtraadt, saa kan det ikke andet end foraarsage en slet Høst, enten det er Rug eller anden Sæd.

Ikke at forbigaae den anden Skade og Uleilighed, der flyder af det onde Fælledskab, med at man ikke kan have reen Sæd; thi det treffer ofte ind at det er Blest om Foraaret, naar der skal saaes, saa at der hvor saaes Havre,

17

bliver Sæden deels ved Uagtsomhed, deels ved Vinden bragt ind paa Naboens Side-Ager, en til to, vel tre Alen, og fra hans igien, paa den andens, til begges Skade, saa vidt det treffer; thi de ere begge fortrykt og forsaaet, saa vidt det kommer, foruden at Sæden bliver ureen og spilt.

Kommer vi til den forrige omtalte Ulighed i Hartkornet, da flyder det deraf, at de der har ikkun det lidet at bestride, og ikke retter sig efter Naboer, enten de ere færdige eller ikke, ja undertiden hverken tænker paa Tiden eller Veirlig, begynder altsaa nogle Dage, ja en heel Uge undertiden, førend Naboen kan komme med, som har det meget at dyrke, hvorover han er nød til mange Gange og de fleste Tider at stryge der over med Hare-Foden, for at han nogenledes kan komme med til Høstens Tid.

Hvad Skade er ikke den velsignede Sæd underkastet, og maa lide i den Tid den voxer, og inden den bliver høstet, af Creaturer, som ere Vange-vante, og tildeels treffer det ind at der kommer Regn, som nedskyller Diger og Gierder, saa at Creaturer kommer ind og for-

18

aarsager stor Skade. Ikke at tale om Tøire-Heste, som staaer hist og her omkring paa Dragre imellem Sæden, som kommer løse, og gaaer og vader, og slæber Tøirene omkring i Sæden, og foraarsager større Skade dermed, end det de æder. Hvad Sviin angaaer, har de en Slags Rettighed til Vangen; thi det heder, at de saaes ind og høstes ud. Det heder nok at det er Byes Ret og Skiel, med at skrive og pante, men hvem kommer saadan Mulct tilgode? Kroe-Mændene, og ofte foraarsages dobbelt Onde med Liderlighed, Kiv og Strid.

Naar det kommer til Høsten, da begynder de som har det lidet, og altsaa ved det de har saaet først, saasnart at deres Sæd nogenledes er tienlig til at høste, da de andre maae begynde med, enten at deres Sæd er tienlig eller ikke, for at den ikke reent skal opædes af Creaturerne; men de faaer en Sæd, som ikke er fuldkommen og tienlig til at saae, og foraarsager onde Følger, naar en Mand ikke indseer det, og foruden at han har kuns halv Nytte deraf i Huusholdningen, desuden den Fornærmelse den ene øver

19

imod den anden, baade vitterlig og uvitterlig, i at overhugge de Skiel og Rinner der skulle og burde være imellem Agrene.

Hvad Tid gaaer der ikke unyttig bort, med at gaae fra et Stykke til et andet, og ved Snak og Tobak naar de kommer til andre Folk, da man desuden skal bære Øl og Mad, samt Klæder og Redskab, og tillige med at bære Frokost og Middags-Mad ud til Meyere og Bindere; thi det treffer saa sielden ind, at de kan spise tilsammen, saa at naar en Mand har efterladne Folk, stieler de ham Kost og Løn fra, fordi han ikke kan oversee dem alle, eller være mere end paa et Sted.

Hvad Uleilighed er det ikke, og hvor megen Tids-Spilde for en Mand, naar han skal tiende, med Heste og Vogne, at han skal kiøre omkring til hvert Stykke især, og tage Negen, hvor den falder, som adskillige af vores veltænkende Præster paastaaer, og Bonden er nødt til og maa finde i sig efter Lov og Forordning; men han finder det og, da han i den Tid, han maa holde sin hele Magt i Bevægelse, naar der

20

beste Høstveir treffer ind, man for alting passe det, enten han faaer hans eget ager ind eller ikke; saa maa og en Mand være betænkt paa, at hugge sin Sæd om altsammen, omendskiønt at der kunde være nogle Stykker imellem, som burde staae, men det kan ikke lade sig giøre for Tætningens skyld; thi han kan ikke komme til at tiende, før det er opbundet altsammen, da der mange Tider kunde være Leilighed at kiøre noget ind imellem den Tid, og at noget kunde staae og blive fuldkommen modent, og altsaa være bierget naar Regn falder ind, da det hele og altsammen ligger, saa det undertiden maa splittes ad for at tørres, og den beste og modneste Kierne bliver paa Marken, ikke at tale om Bælkornet af adskillige Slags, som det er fast umueligt at saae paa saadanne Steder.

Til hvad Nytte er vel Engene i saadan Fælledskab, imod det de kunde og burde være, hvorledes bliver de ikke oprodet af Sviin, For og Efteraar, det heder jo de kunde og skulle ringes efter Lov og Forordning, men hvor er der en Bye i Sielland, at de retter dem derefter, det

21

heder at de ere saa usle, at de kan ikke taale at ringes om Foraaret, som ogsaa er Sandhed. Hvem legger sig efter at fange Muldvarpe? Ja, det gaaer i det ene som i det andet paa fælles Regning, og det heder, det gaaer ikke mig værre end min Naboe. Hvorledes staaer ikke de fleste Enge med Vand og Moes overdekket? som meget let kunde hielpes, ved at hielpe Vandet ved en liden Grøft i dets naturlige Løb, men det kan ikke skee, enten fordi Byemændene ikke haver lige Deel deri, eller og der skal graves over nogles Jorder, saa det maa forblive ved det Gamle, som det har altid været, til Vandet er fortæret af Soel og Vind, da den beste Vext og Tid er forbi, saa der bliver ikkun lidet og slet Høe, og besværligt at sanke, ved det at det er gierne fuldt af Tuer, og ujevnt af Creaturets Træden og Trampen i saadan blød Bund.

Kommer det til at der bliver givet Evret, hvorledes løber ikke da Creaturerne omkring, og hvad Møie er der ikke undertiden med at opsøge dem, ja halve og hele Dage gaaer bort, og en Dreng kan ride et Bæst til Skamme,

22

førend han kan faae samlet de andre, som kan være en eller to Mile borte, og undertiden gaae hen i en Krog, da de ikke gierne har noget vist Sted, ved det de altid er vant at gaae snart i en, snart i en anden Mark, ja paa to til tre Byers Marker omkring.

Hvorledes har det sig med Rug-Sæden? og kommer det endelig dertil, da bliver der ilde og silde pløiet og saaet; ja det heder, det kan ikke lade sig giøre før; thi saalænge Svinene har ret Lyst til at gaae i Marken, kan det ikke skee at saae Rugen, endelig naar Vinteren begynder at vise sig, maa der tænkes paa Begyndelsen, da den velsignede Sæd bliver nedvadt og nedtraad ved Jordens Forarbeidelse, da den saa silde paa Aaret er vaad og tung, ikke at tale om det kostbare Stutterie, som holdes paa fælles Regning, der gaaer og vader baade tvert og endelangs paa Rug og Engbond, hele Vinteren igiennem, ikke for der de kan faae at æde af Rugen; men fordi at deres Vei kan falde derover til en og anden Ager og Eng, som ligger der imellem, og føler Jorden da deres alvorlige, Gang;

23

Det heder nok de koster intet, men de koster alt for meget, ved den store Skade de foraarsager.

Tager man endelig den hele Forfatning i Betragtning, da møder ikke andet end Forvirring og Uorden, hvor man vender Øinene hen, og ikke til den halve Nytte og Fordeel enten af Ager eller Eng, samt fælles Græsning, som skulle kunde og burde være Fordeel for Bonden om Sommeren, men det bliver saa ilde behandlet af Sviin, som før er meldet, samt de øvrige Creature, som bliver jaget ud naar Jorden endnu er vaad, og da saaledes træder og vader, da der endnu hverken kiendes Græs eller Grøde, og der ikke saasnart kan opspire noget, førend det er afbidt need i den sorte Jord, ja vent oprykket med Roden, saa der ikke kan blive noget til det usle Creatur, men det gaaer kummerlig den beste Tid af Sommeren, og søger det lidet til Livets Ophold, saa det er ikke at undre paa, at det er uselt, smaat og magert, og seer elendig ud.

Desforuden naar smitsomme Sygdomme kommer paa Qvæg, Heste og Faar, er det gierne

24

en Følge, at den hele Byes Creature bliver befænget, og i det som alt andet, at alle maae lide derunder.

Betragter man derimod den Herlighed, Nytte og Fornøielse, det er for en Mand, at have Frihed til at handle, bruge og forbedre sine Jorder, og Omstændigheder, og saaledes at have fri Hænder til at giøde, pløie og saae, samt at inddele sine Jorder efter sin Villie og Indsigt, hvor forhadt bliver da ikke Fælledskabet?

Skal vi nu først betragte Ager- Pløjelandet, da er jeg af den Tanke, og er tillige overbeviist af Erfaring, og nøie Eftertanke, at den hidindtil med Markerne brugte Inddeling i tre Vange ikke er den fordeelagtigste, i de Omstændigheder Bonden er udi for nærværende Tid, da de haver saa liden og ringe Giødning, og dyrker alt for megen Jord; da det er med Jorden som med vore Heste, vil man drive dem idelig ved ringe Foer, bliver de magre og udmattet; men ved villig, eller got Foer kan de udrette dobbelt, og dog være i Stand; thi sætter man, at en Mand paa otte

25

Tønder Hartkorn har fem og en halv Tønde Udsæd efter hver Tønde Hartkorn, er det fire og fyrgetyve Tønder Udsæd, Engbunden uberegnet, og han dyrker de tvende Dele deraf, som er otte og tyve Tønder og fem Skiepper, og den tredie ligger til Hvile. Naar han nu for nærværende Tid, da Qvæget er borte, giøder til to Tønder Land om Aaret, kan man regne at hans Jord ikke faaer Giødning uden hvert et og tyvende Aar, og altsaa maa dyrkes i fiorten Aar, imod at den hviler i syv Aar; saa indseer nok enhver, at hvad Grøde den kan give, maa være ringe, og kan ikke regnes over firefold af alle Slags, det ene bøde paa det andet, er det hundrede og to og tredive Tønder og fire Skiepper. Da er jeg vist forsikkret, at hvis de fire og fyrgetyve Tønder Land, som før er meldet, blev deelt i sex Dele, som en Mand kunde, naar han havde sine Jorder samlet for sig selv, og han deraf dyrkede de tre, og de andre tre hvilte, saaledes at Jorden skulle hvile i tvende Aar, og bære Frugt i tre Aar, saa at han udlagde en

26

Vang hver Aar, og pløiede en op hver Aar, er ieg forsikkret om, at i Steden for at den før gav ikkun firefold, skulle den ved denne Forandring give meget mere. Han skulde, nemlig naar Jorden havde ligget i to Aar, giøde i den Mark, som skal drives op tilkommende Aar, og saa frede den om Foraaret, at der slet intet Creatur kommer derpaa, for at slaa det tilig ved St. Hans Dag, at det da kan pløies saa snart Høet er af, for at udrøde Ukruds Frøet, hvilket skeer ved det at man pløier det først paa langs med tvende Langjern, for at stiere Furen i to smale lige Strimler, og naar det har ligget i tre til fire Uger, og Ukruds Frøet er vel kommet til Wext, da pløier man det anden Gang paa tvers, og saa imod Høst igien, eller og saa snart der er indhøstet, tredie Gang paa langs, og harver det paa tvert hver Gang imellem det er pløiet, naar det har ligget i nogle Dage. Vil man pløie det fierde Gang, og siden saae Rug, kan man vist vente sin Umage betalt ved en rig Høst, øg tillige en dobbelt Nytte og For-

27

deel, ved at faae udrøddet Ukrudet, saa at man bringer et Aars Grøde, ved hver Gang det bliver pløiet, og faaer Jorden løs og lokrig tillige, enten man vil saae Vaar-Sæd eller Rug-Sæd. Og altsaa vil Jorden give syvfold, som udgiør af de to og tive Tønder, hundrede fire og halvtredsindstive Tønder, følgelig bekom Bonden ved denne Forandring to og tive Tønder mere, foruden de sex Tønder, der spartes ved Udsæden. Da han desuden kunde dyrke den bedre, naar han havde sex Tønder mindre at dyrke, og sparte altsaa sex Tønder som han tilforn saaede i Jorden.

Hvad Nytte kunde det ikke indbringe ham med Græsning og Høe til hans Creature? da Jorden ville give dobbelt saa meget Græs, naar den fik Hvile i tre Aar, imod den ellers hviler ikkun i et Aar, og kan altsaa ikke voxe til med Græs, og endnu fire Gange mere, om Bonden ville beflitte sig paa at saae Klever-Frø i den Mark, som skulle udlægges til Græs. Man kan til den Ende, naar Jorden er nogenledes tilharvet, blande Frøet iblant fiin Jord

28

eller Sand, og saae det jevnt ud, da en Tønde Land kan gierne besaaes med tre til fire Pund, ja, der er vel de der ville indvende, det ville falde noget kostbar at kiøbe til syv Tønder Land fire Pund til hvert, som var otte og tive Bund til hver Mark, men lad være at man ikke kan overkomme saa meget, saa kan det være nok, at den halve eller tredie Parten blev saaet, til at man selv kunde samle Frø, som ikke er vanskeligt, naar man lader et Stykke stage til det bliver vel moent, hvilket kiendes derpaa, naar dets Stengler og Top er brunt, og let lader sig brække, og Frøet begynder at gulnes, da hugger man det af, og lader det vel tørres, og saa binder det i Knipper, og legger der paa et tørt Loft eller Stenge, og lader det ligge hen imod Juul, da man tærsker det af paa et Lagen, og opsanker det, og kommer det i noget; thi det vil endnu ikke gaae fyldest ret af, men maa hænges ved Varmen, for ret at tørres igiennem, da man let kan gnide det af, og saa blæse eller drifte det urene fra, og giemme siden Frøet paa et tørt

29

Sted, til Tiden er at det skal saaes, og forsikrer jeg, at Kleveret er kraftigt til at foere med, baade som Græs og Høe, hvilket best kan skiønnes paa Malke-Kiøer; thi en Koe skal paa fire og tyve Timer give en Pot Melk mere, end ved andet almindeligt Græs, og tillige af ti til elleve Potter Melk et Pund Smør om Sommeren, da man af det almindelige Græs ikke faaer et Pund Smør af ringere end tolv til tretten Potter, og desuden kan haves overflødig af Faarene, baade i Fedme og Melk, da man kan giøre Ost, som ikke giver den Engelske meget efter. Man kan og lige saa let bestride det med fire til sex Heste, som kan holdes vel, i Steden for at der før holdes ti til tolv, ja somme Steder flere, som bortæder Græsningen fra de øvrige nyttige Creaturer, og de fleste til største Skade, som før er meldet, da man ikke har nødig at frygte, at de skal søge for vidt omkring, naar de først er vandt paa et Sted, og en Mand ville vel ikke holde saa mange usle Sviin som før, da han skulle just have dem paa sit eget, men faae og bedre,

30

med større Fordeel, og han tillod dem ikke heller at gaae uringet, og oprodede hans Eng og Græsning, ja langt mindre at hans Naboes ville besøge ham.

I Henseende til at giøde, da ville det falde langt lettere, og til deels give langt mere Lyst til at formere det, ved at holde Creaturet paa Stald om Foraaret, til at Græsset fik Vext og Jorden blev tør, og tillige inde om Natten. Ja man kan ikke vide, om det end ikke kunde komme i Brug her, som paa andre Steder, hvor de holder dem inde baade Nat og Dag den meste Tid af Sommeren, og slaaer Græsst af og foere dem inde, hvorved kunde samles megen og god Giødning, ja der gives adskillige Leiligheder til at samle og formere den, ved Huller at oprense, som kunde tiene til Vand-Steder, og giver overflødig Grøde i nogle Aar, ligesom det er fedt og got til, som kiendes, naar det klæver ved Fingrene naar det optages, eller og at man tager noget op med en Spade, og lægger det til at tørres, og det seer sort eller graat ud, er det meget got; men herimod den

31

røde, til liden eller ringe Nytte, undtagen paa en stærk Leer-Jord, som den giør lokrig og løs. Dog er herved at merke, at det maa ligge i det ringeste et halvt Aar inden det bliver nedpløiet; saa og gamle Diger og adskillige Leer-Arter til at blande iblant Giødningen, og kan der udrettes med en til to Vogne saa meget som ellers med tre eller fire, paa en nær eller lige Dei, spildes der noget, kommer det ham selv til gode, og i den Sted at der før giødtes til to Tønder Land, ville der nu vel giødes til tre til fire Tønder Land om Aaret, paa et samlet Sted, som og det, at have sin Sæd af hvert Slags paa et Sted, meget forbedrer en Mands Omstændigheder.

Er det Pløiningen, da er det meget fordeelagtig at have sin Jord samlet paa et Sted, da man kan pløie engang paa tvers og en anden Gang paa langs, og saaledes tvinge Ukrudet og Græs-Rødderne, og ret giøre Jorden løs og lokrig, og i det at man har det samlet, udretter man snart dobbelt, da man ellers skulle slæbe fra et Stykke til et andet, saa vin-

32

des og den Tid der ellers gaaer bort med at maale.

Man kan og tillige inddele sit Ager-Land paa en fordeelagtigere Maade, saaledes at Bonden kan pløie det Tørre eller Høiderne i den Tid at de ere tjenlige, og saaledes efterhaanden som det tørres, eller og udlegge saadan een til Eng, som nok betaler sig for en Tid.

Er det ved Saaeningen, da har man det samlet og paa et Sted, og ikke den Tids-Spilde med at slæbe Sæd og Redskab omkring, og man har og den Fordeel, at man kan have reen Sæd, naar man beflitter sig paa at saae reen Sæd, og kan Bonden altid udrette en halv Gang saa meget med lige mange Folk, da han har den samlet, og kan drive paa dem ved alle Leiligheder Er det at tiende, da er det meget hastigere baade talt og samlet, end naar Bonden skal kiøre omkring i to Marker, og i Henseende til hans eget, at bierge, og kiøre hiem, udretter han mere med to Vogne end ellers med fire; Og tillige hvad kan der ikke spares baade paa Kost og Løn, ved det

33

at hans Folk er sanket, baade til Mad og Arbeide?

Kommer vi til Engene, da formoder jeg, at de ville ikke see saaledes ud, som de see paa de fleste Steder, ja en Mand vilde nok forsøge at forbedre dem ved alle Leiligheder, baade ved at lede Vandet ud, og at holde Fred paa dem for Sviin, som han ikke kunde see at gaae uringet, og ei heller tillod at hans Naboes kom til ham uringet, samt at legge sig efter at fange Mulvarpe, ja og at oppløie en gammel Moesbegroet Eng, som i nogen Tid vilde give en god Grøde, og i dets Sted at udlegge en af sine Ager-Jorder, og hvor meget kunde ikke udrettes imod for, da han har det samlet?

Hvad Rug-Sæden angaaer, da vilde den ikke saa slet og ringe medhandles, som den bliver, da der i Fælledskabet neppe bliver pløiet engang, og det ilde. Jeg er derimod forsikkret, at den vilde blive pløiet i det ringeste to Gange, ja vel tre til fire, som fører meldet, og tillige saaet i det seneste otte til fiorten Dage efter Mikkels-Dag, da Sæden kunde flaae Røder

34

førend Vinteren kom, og komme smukt op, og Ageren tillige fredes for Sviin og Creature For- og Efter- Aar.

Vil man nu giøre en Sammenligning paa nu værende Fælledskab, hvor lidet at Bonden haver af sine Jorder, og paa den anden Side betragte de Fordele, han kunde have, naar han havde sine Jorder paa et samlet Sted, er det meget ulige; Sætter man, som før er meldet, at han dyrker af de fire og fyrgetyve Tønder Land, de otte og tyve Tønder, og faaer fire og en halv Tønde efter hver Tønde, er det hundrede og sex og tyve Tønder.

Naar man fraregner det som han forbruger: Som til udsæd igien - - 28. Tønder. Til Brød - - - - - 16. -

Til Gryn - - - - - 8. - Til Malt - - - - - 9. -

Til Meel - - - - - 2. -

Til Hestene - - - - - 24. -

35

Til Sviin at føde og feede - 8. Tønder.

Til Høns og Gies at føde og feede - 3. -

Skatte-Sæd - - - - - 3. -

Bliver altsaa det han haver at

sælge - - - - - 25. Tønder.

Sætter man nu som før er meldet, at han deelte de fire og fyrgetyve Tønder i sex Dele, og dyrkede de tre Tønder, og lod de tre hvile, er jeg forsikkret ved den Inddeelning, og bedre Behandling med Giødning og Pløining, vilde Jorden ganske vist give sexfold, om ikke mere, som vare af de to og tyve Tønder, 132. Tønder, og avler han altsaa af to og tyve Tønder sex Tønder mere, desuden spartes derved til Udsæd sex Tønder.

Nu sætter man at han kunde vist holde:

En Karl mindre, og derved

spare - - - 16. Rdlr. og 4. Tønd. To Heste mindre om Aaret at føde - - - - - 8. Tønd.

36

Sætter man, at de to Heste koster ham aarlig, enten han selv optrækker dem eller kiøber dem - - - 4. Rdlr. Sparer paa Vogne og Redskaber

aarlig - - - - - - -

2. Rdlr.

Hans Græsning og Høe enten han vil forbruge det til hans Giødnings Formerelse, eller sælge det, kan man sikkert sætte det aarlig til 12. Rdlr.

Er altsaa hans Fordele sikkert aarlig ved denne Forfatning saa meget i rede Penge - - - - - - 34. Rdlr.

I Sæd fire og tyve Tønder, regnes

hver Tønde en Rdlr. fire Mark - 40. Rdlr.

Tilsammen 74. Rdlr.

Mon man ikke let kan udfinde Aarsagen til den dyre Tid heraf, da Bondens Forfatning for den nærværende Tid er saa slet, da hans Qvæg er saa ringe, og derved og hans Giødning, som hans Jorder maa savne, og af Mangel maa sælge det lidet, der spares, af

37

hans Creaturer, som trækkes til Kiøbstæderne, ogsaa hans Foering, som gaaer bag efter, ham til desto større Tab, saa man behøver ikke at beskylde nogen for den utilladelige udførsel, som adskillige troer er Aarsagen, da enhver naar han eftertænker, at det er lidet han har at sælge og overlade, kan det ikke andet være, end han maa have det vel betalt; thi ellers ville det ikke forslaa til hans Udgifter. Det visse Folk siger, at der er Guds Velsignelse paa Jorden, og dog er og bliver det dyrere det ene Aar efter det andet, da de got Folk dømmer derefter, at de kan see et par Bye Marker eller flere, da det er vanskeligt at dømme deraf, hvorledes det vil give i Skieppen, ja endog for Bonden at dømme paa den Maade, førend han kommer til at bruge den.

Ja de got Folk tænker ikke paa, hvad Land-Manden maa beholde, i Steden for Melk, Smør, Kiød, Ost samt Talg, som han maa savne; Regner man at hver Mand haver otte Høveder mindre end tilforn, og at der iblant vare tre Malke-Kiør, og at hver

38

Koe gav fire Potter Melk om Dagen, i tre Fierding-Aar, var det om Aaret tolv Tønder og tre Fierdinger; Lad ham forbruge de sex Tønder og de tre Fierdinger sød til Kalve, Ost og i Huusholdning, og Kierne af de sex Tønder; Sætter man at af hver Tønde kommer et Lispund Smør, var det sex Lispund; Sætter man at af de otte Høveder solgte han to om Aaret, lad være at han fik ikkun; sex Rdlr. for Stykket, var det tolv Rdlr.; Og han slagtede et om Aaret, som holdt ti Lispund Kiød, og ti til tolv Pund Tælle.

Regner man af de otte Hoveder, gav hver Giødning til en og en halv Skieppe Land aarlig, var det til en Tønde og fire Skiepper, som nu maa ligge øde, og saa got som til ingen Nytte; Vil man regne, at den Tønde og fire Skiepper, som er den sikkerste Giødning for en Land-Mand, gav aarlig sexfold, var det:

39

Første Aar - - 9. Tønder.

Andet - - - 7. Tønd. 4. Skipper. Tredie - - - 6. Tønd. Fierde - - - 4. Tønd. 4. Skpr. Femte - - - 3. Tønd. Siette - - - 1. Tønd. 4. Skpr.

Er 31. Tønder 4. Skiepper.

I Steden for de tolv Tønder og tre Fierdinger Melk, sættes at han maa bruge tretten Tønder Øl, tager man til hver Tønde Øl to Skiepper, er det tre Tønder og to Skiepper; Jeg regner at han maa føde og fede tre Sviin, i det Sted at de Suul-Vahre er af hans Huusholdning, som Smør, Kiød og Ost, og de tre Sviin at føde og fede aarlig, tager sex Tønder, er det altsaa et Tab aarlig af fyrgetyve Tønder og sex Skiepper, foruden det

40

Kiød og Tælle, som er tabt for ham og det Almindelige, samt rede Penge for ham ved de tolv Rdlr. som før er meldt, og at han maa kiøbe saa meget mere Tran og Humble.

Bierregaarden den 29. San,

1771. Hans Jensen.

1

Tre

Patriotiske

Samtaler

imellem

to

Danske Reysende

om

Deres Fædrenelands

Tilstand.

Kiøbenhavn og Bergen 1771.

2
3

Første Samtale Om Baarnedrettighedens Tilstand , og hvorvidt samme bør ophæves.

A.

Skiebnen kunde aldrig, efter at jeg har fuldendt mine Reyser, været mig gunstigere, end at den lader mig finde Dem igien min Ven, en Mand, som jeg kiender fra Ungdom af, og hvis omme Hjerte og store Indsigter ikke engang ved den lange Fraværelse endnu er forglemt i Fædrenelandet.

4

B. Jeg undseer mig ved de gode Tanker De har om mig. Dog, da De taler om voreS fælleds Fædreneland; O saa underret mig om dets nuværende Tilstand, bestrid mig Monarken, som alle Nationer beundre, men bestrid mig ham nøye, da jeg hovmoder mig af, at være ham der underdanig herefter, bestriv mig de nyere Love, og kort alt, thi den mindste Omstændighed er mig vigtig.

A. De haver at befale. Her er et ufuldkomment Billede af vores store Konge. — Majestæt, en høy Tænkemaade, en levende Munterhed blinker med et mildt Skin af Menneskekierlighed ud af hans klare Blaa Øyne, hans Legemes deylige og regelmæssige Dannelse opvækker strax den Formodning, at en saa ypperlig Skabning maa belives af een endnu langt smukkere Siel.

5

Det hastige Overlæg i en hver Sag, hvorpaa dog strax følger en moeden Beslutning, giver et overtydende Beviis paa en ordentlig og let Tænkemaade. At give Exempler paa en prøvet Skarpsindighed, en frie Vittighed, vilde være overflødigt, da Holland, Engelland og Frankerig ikke vil efterlade, at overlevere til Udødelighed saa mange smukke Tanker. Men hans Hierte, denne herlige Skat, kan jeg ikke forbigaae. Alting er Følelse hos ham: aldrig var det tillukt moden Slags Bevægelse, en uindskrænket Ærbødighed imod det guddommelige Væsen, en folgsom Kierlighed imod Forældre, en Ægtemands og Faders Ømhed, den stedse arbeidende Drift, at befordre alle Undersaatternes Lyksalighed, ere Egenskaber, som man for lang Tid siden har erfaret hos ham. Aldrig nedfaldt en from Taare as hans oprigtige Kinder, aldrig blødte hans bevæ

6

gelige Hierte, uden ved at see en elendig, ved at blive underrettet, at ikke alle Danske nyde deres Lykke efter hans Hensigt. O kunde jeg udsige Dem, hvad denne Monart føler, naar Fædrenelandets trængende Omstændigheder noder ham til noget, som kan have Anseelse af at skade enkelte Statens Lemmer.

Langt fra ulyksalige Erobringer træder han i sine Forfædres fredelige Fodspor. Han lærte ar kiende fremmede Nationers Fortrin, men tillige deres Feyl han frygtede hverken Besværlighed eller Fare, for selv at underrette sig om de mindste Omstændigheder, og just derved blev hverken Øye eller Øre fordunklet af det udvortes, men trængte sig til Tingenes inderste. Med hvilken Aarvaagenhed vil han da ikke regiere sit eget Folk, hvor virkvil han ikke befordre deres Vel, og hvor lidet vil ikke onde eller uforstandige

7

Ministere være i Stand til, at forlede ham, til at optage andre Nationers glimrende Feyl.

B. O hvilken herlig Udsigt i den sildige Eftertid giver mig Deres Fortælling! Jeg kan neppe oppebie det Øyeblik, selv at see dette Mynster af en god Regent, denne opgaaende Soel i Norden, nedkaste mig for ham, og underkaste mig ham som min Arvekonge. Enhver Undersaat er vist forsikret om, at denne Monark aldrig har egennyttige Hensigter med sine Forordninger.

A. Det er Dem vel uden Tvivl allerede bleven bekiendt, at Baarnedrettigheden i vores Fædreneland skal ophæves, og Bønderne have Eyendoms Ret til deres Gaarde. Vil det derfor ikke vel være Umagen værd at undersøge, om og

8

hvorvidt dette kan skee, og hvad Nytte elker Skade deraf kan flyde for Kongen eller Landet?

B. De forbinder mig meget, dersom De vil give mig herom deres Tanker tilkiende. At Kongen har Ret, til at ophæve Baarnedrettigheden er vel en afgjort Sag, da det flyder umiddelbar af den høyeste Magt eller Souverainitæt.

A. Forlad mig min Herre, at jeg heri man modsige Dem. De synes ikke at have noget ret Begreb om Souverainitæt. Enhver Nation, der regierer sig selv, og ikke er afhængig af nogen anden, er en frie eller souverain Stat. Overdrager den nu den høyeste Magt eller Regieringen til een eneste Mand, saa handler samme i alles Navn, han er uindskrænket, naar han ikke ved Majestetens Overdra-

9

gelse er bunden til foreskrevne Regler. Troer De nu, at en saaledes aldeles uindskrænket Monark kan gjøre alt, hvad han behager?

B. Hvorfor ikke? Alting staaer jo i hans Behag, Undersaatternes Lykke og Ulykke ligger i hans Hænder, han afveyer det, og alt det Gode han gior, er Naade.

A. Snart skulde jeg troe, at Deres lange Ophold i Tyrkiet har forgiftet Dem med de Orientalske falske Grundsatser, denne Menneskehadende Politik. De maa ikke forglemme, at Borgerne allene for deres Fordeels og Velfærds Skyld udgiøre en Stat, og underkaste sig dens Love. Den souveraine, ja endog den uindskrænkede Magt er altsaa anordnet allenej til alle Undersaatternes Beste, og

10

det vilde være urimiligt, ak troe, at den kunde forandre sin Natur i en Monarks Hænder. Hyklerie kan derfor ikke, uden at giøre sig ligesaa latterlig, som forhadt, nægte, at Kongen er sadt allene til Selskabets Gavn. En god Fyrste, en viis Forstandere for Folket, man derfor vel betænke, at det ikke er ham tilladt, allene at see paa sig selv, allene at have sin egen Fornøyelse og Fordeel til Hensigt.

Hvor smukt er det, naar man seer en Konge af Engelland give Parlementet Regnskab for sine fornemste Forretninger, og forsikre dette Selskab, der forestiller Folket, at han ikke har noget andet Endemaal end Statens Ære og Folkets Lyksalighed; naar man seer, hvor han paa det kierligste takker dem, der hæve biedraget noget til berømmelige Hensigters Opnaaelse. Sandelig, ingen anden, end en Monark, der taler saa-

11

ledes, eller i det mindste tænker saaledes, er stor i de Viises Øyne.

Men allerede for længe siden haver Hyklerie bragt disse Maximer til Forglemmelse i de fleste Kongeriger. En Hob nedertrægtige Hofmænd og krybende Fransoser koster det liden Umage at saae en stolt Monark til at troe, at Folket er for ham og han ikke for Folket. Strax anseer han Kongeriget for et Arvegods, der tilhorer ham, og Folket som en Hoben Fæe, hvis Rigdomme han kan trække til sig, og skalte og vakte med dem, som han finder for got, til at opnaae sine Hensigter og tilfredsstille sine Tilbøyeligheder. Dette er Grunden til saa mange af Æresyge, Had, Stolthed og Uroe anstillede bedrøvelige Krige. Deraf kommer de svære Paalæg, som endten forødes ved en hoyst fordærvelig Pragt, eller skienkes Favoriter og

12

Maitresser. Deraf kommer det og, at saa mange vigtige Embeder blive besadte af blot Gunst, de som have giort sig fortient af Staten forbigaaes, og alt det, som ikke umiddelbar angaaer Fyrsten, gives til Priis for Ministrene og Underbetienterne. Hvem skulde i saadan en ulyksalig Regiering igien tiende en til det almindelige Beste indrettet Bestyrelse?

B. Jeg tilstaaer Dem mit urigtige Begreb om Souverainitæten, men jeg troer dog endnu at Regentens Hænder ere ham allene bundne mod hans private Fordeele, at han ikke af onde Absigter skal skade Folket; og at han fremdeles til Statens Vel kan opofre Livegenheden og berøve Gods-Herrerne deres Ret over Bønderne.

13

A. Aldrig kan nogen Statskyndig nægte, at Regenten har det høyeste Opsyn med sine Undersaatters Ting og Foretagender; aldrig kan han bringe den Grundsatz i Tvivl, at han har Ret til at hindre de Misbrug, der geraade til det Heeles Skade.

Skulde derfor Gods-Herrerne drive Ret over de Livegne for vidt; saa har Regenten Ret, til at bringe samme tilbage til de Lovmæssige Grendser, og straske enkelte Lemmer for haarde Forbrydelser. Ja jeg paastaaer endnu mere, han har Ret efter Omstændighederne at betage Overtræderne deres virkelige Rettigheder, og at true dermed i Forveyen ved Love. Men taler man om virkelig erhvervede, og for lang Tid siden indførte Rettigheder; saa kan Monarken ikke betage enkelte Besiddere samme under Paaskud af en deraf for Staten flydende Fordeel.

14

V. Men veed De ikke, at Regenten har Overeyendom (dominium eminens) over alle Privatgodser, og i Kraft deraf kan raade over dem?

A Sandske vel! Men dette bliver 1) kun udøvet i Nødsfald, naar Statens Vel ikke kan opnaaes, uden ved at opofre en enkelt Borgeres Eyendomme; 2) udfordrer Retfærdighed heri, at denne Borger holdes stadesløs af den offentlige Skat: og naar Skatten ikke formaaer dette; saa ere alle Borgere pligtige at giøre et Sammenskud. Thi Statens Byrde bør bæres med en tilbørlig Lighed, eller i et billigt Forhold.

Det har samme Beskaffenhed hermed, som med at udkaste Kiøbmandsgods, for at redde et Skib.

15

B. Men det kommer mig dog bestandig for, som om Vaarnedrettigheden i Almindelighed, og særdeles i Dannemark, ikke var erhverved igiennem tilbørlige Veye; men snarere opkommet ved en uretmæssig Overmagt over den svagere Deel. Den heele Natur og den menneskelige Følelse bliver oprørt ved Tanker om en Slavestand. Vi udkomme alle, som fuldkommen liige Kreature af Skaberens Haand, udrustede med liige Evner i Forstand og Villien, alle med en Tilbøyelighed til at vedligeholde og udvide disse efter vores Behag.

A. Jeg har to Ting at indvende imod Deres Tanker. De tage først merkelig Feyl, dersom De fra Grunden af vil omkaste Rettigheder, som af begge Parterne i mange Aarhundrede ere erkiendte og udøvede, fordi Maaden paa

16

hvilken de ere erhvervede ikke har den rereneste Kilde. Deres patriotiske Tale for det menneskelige Kiøns Rettigheder klinger maaskee og prægtigere, end den er overeensstemmende med Sandhed. —• Det er sandt, Menneskene ere af Natur fuldkommen liige, de ere det ogsaa i moralsk Forstand, og kunde blive det i en Politisk Forstand, naar de havde tænkt alle lige vel, og beholdt lige Legems og Siels Kræfter, til at sørge for deres Underholdning. Men var det ikke bedre, naar man føelte sin Svaghed, at overgive sin Friehed? for at faae' Underholdning, end at forhungre med sin Friehed? Men jeg forvilder mig med Dem i en Politisk Labyrint, som ikke agtes, uden af dem der allene betragter Menneskene i Almindelighed, uden see paa deres virkelige Trang.

17

For der andet vildfarer De meget , dersom De troer, at Vaarnedrettigheden i

Dannemark er indført ved Vold.

B. De giør mig meget begjerlig efter, ogsaa i dette Stykke at kjende mit Fædreneland. Føer mig derfor tilbage til den forløbne Tidsalder, for at see Vaarnedrettigheden i sit første Udspring.

A. Jeg vil ikke gaae tilbage til vore Forfadre de Tydske, jeg vil ikke fortælle Dem at disse have selv solgt deres Frihed, ja endog fatte den paa Veddemaal. Ney, jeg vil allene leede Deres Øyne derhen, hvor Historien giver os Lys nok.

I de midlere Tider tilhorte Grunden de Danske Bønder som en Eyendom, og disse bleve og derfore kaldte Selvegne, saasom de ikke havde anden Overherre end

18

Kongen. Endeligen solgte de deres Gaarde af Armod til deres rigere Naboer, der gave dem dem tilbage igien med Betingelse af en vis Tjeneste og Liveegenhed. Af den Jydske Lovbog og Kong Frodes Forordninger seer man tydelig, at de have været Liveegne eller Vaarnede i høyeste Forstand, ja Slaver, da de hverken kunde blive Soldater eller arve. Begik de noget Mord eller andre Forbrydelser; saa maatte Herren betale Bøder for dem; de havde altsaa selv intet der tilhørte dem. Deres hastige Formerelse giorde deres Tilstand taaleligere, deres Herrer eller Husbonder gav dem mere Land, opbyggede Landsbyer og Gaarde med den Betingelse, at de skulde arbeide dem saa vei for sig selv, som for deres Herskab. Deraf fik de i den Laalandske Lovbog (3 Bog 28 Capit.) det Navn Vaarnede. Den anden Tidsregning er fra Aar 1702, da der

19

blev bekiendtgiort en Forordning, at Bønderne ikke mere herefter skulde betragtes som Slaver, dog skulde de bestandig høre til Godserne, indtil Godseyeren selv løsgav dem. Kan vel Eyendoms-Retten tydeligere erkiendes, end her skeer, af Kongen og det heele Rige?

B. Nu begriber jeg, at Liveegenheden ikke er en blot politisk Indretning, der allene beroer paa Lovgiverens Villie. Men derved tænker jeg dog endnu bestandig, at Godsherrerne ere forbundne til, ifald Liveegenheden er skadelig for Staten, at opofre den til det Heeles Vel, ja at de endog imod deres Villie kunde tvinges dertil. A. Jeg tilstaaer Dem al Ting, dersom allene først Nytten øyensynlig kan viises, og for Det andet der kan anvises

20

en sikker Kilde, af hvilken Godsherrerne kan blive erstattede for deres lidte Skade.

B. Tilforladeligt er det nu omstunder farligt, strax at troe enhver Projekt, særdeles da vores Fædreneland allerede ofte har erfaret de bedrøveligste Følger deraf. O hvor bløder mit Hierte, naar jeg endnu tænker paa de Colonister, som Aar 1759 med usigelige Bekostninger bleve udhvervede fra Tydskland, forsynede med Huuse, Jorde, Qvæg, Penge og alle Nødtorftigheder og som dog omsider igien udrømte.

At give Bønderne deres Friehed, synes at være endnu betænkeligere, da efterat saadant Forsøg er giort, al Forhaabning henfalder, om at giøre igien til intet den Skade, som deraf kunde befrygtes. De forbinder mig derfor meget,

21

dersom De vil forestille mig de gode og skadelige Følger af denne Sag.

A. Da De ovenfor have angrebet Liveegenheden fra den Punkt, at den var grusom og imod den menneskelige Slægts Høyhed og Guddommelige Herkomst; og grusomme Indretninger aldrig kan være nyttige; saa vil jeg begynde med denne Undersøgning.

Det er een Gang afgiort, at Friehedens almindelige Erstatning, ikke vilde ophæve den Forskiel imellem Rige og Fattige, det er tillige nødvendigt, at de Fattigere arbeide de Riges Jord. Hvor meget er nu disse Daglønnere lykkeligere end de Liveegne?

B. Fornemmeligen deri, at det nu ankommer paa deres eget Valg, om de vil være nyttige, da tilforen deres heele

22

Skiebne beroede allene paa en eneste liden Tyran.

A. En rar Lykke! da de tillige ere udsatte for en langt større Fare, den bestandige Frygt, at forhungre, hvilken i det mindste deres liveegne Forfædre vare befriede for. Disse bleve underholdte af deres Herskab; naar de endog ikke meere kunde arbeide, ligesom vi give Syge, gamle Heste og Hunde Naadsens Brød. Godsherrernes oplyste og fornuftige Gierrighed lærte dem, at skaane deres Liveegne, ikke at overvælde dem med Arbeid, at forsørge dem med sunde og tilstrækkelige Fødevare, at de desto længere kunde udholde, at de ikke for Tiden skulde blive ubrugbare af Svaghkd eller borttages af Døden, Men hvorledes gaaer det med de frie og ofte slet betalte Daglønnere, naar de ikke arbeide? Hvem bekymrer sig om deres

23

Skiebne? hvem koster det noget, naar Elendighed og Mangel paa Kræfter truer dem med en nærforestaaende Ødelæggelse? Og hvem tager sig da af dem? Daglønneren er frie, siger De, dependerer af Ingen, men til Vanheld dependerer og ingen af ham; naar nogen har ham nødig, saa leyer han ham for saa ringe en Betaling, han kan. Man giver ham Oppassere, der holde ham til at forrette sit Dagarbeid hastigt; man driver, man skynder paa ham af Frygt for, at Haabet om at blive længere i Arbeid, kunde giøre hans Arme langsommere, og hans Redskab stumb.

Den nedrige Gierrighed der forfølger ham med Øynene fulde af Uroe, giør ham de haardeste Bebreidelser, at han stiæler de Øyeblik han bruger til at udhvile. Har han fuldendet Arbeidet, saa sender man ham tilbage med en koldsindig Lige-

24

gyldighed, uden at bekymre sig, om han i de følgende Dage, efterat han har faaet de 20 Skilling, roelig skal hungre og tørste, eller igien fortiene noget dertil.

Den Liveegne hører os til, hans Tab er en Formindskelse i vores Formue; men Daglønneren er fremmed, ved hvis Undergang vi intet taber. Saaledes, sættes der i en Krigshær ofte mere Priis paa en Pak-eller Artillerie-Hest, end paa en Soldat, fordi den koster mere. Ingen agter Tabet af en Draabe Vand af Floden, fordi den strax erstattes ved en Million saadanne, der kommer efter. Hvilken Ulykke, at denne Lignelse alt for meget passer sig paa vore Daglønnere. Den Lethed man har, ved at faae disse Folk, formerer de Riges Uemfindtlighed imod disse elendige Skabninger. Den Liveegne er sit Herskab nær, og derved opvækker samme til Medlidenhed i sin Gienvordig-

25

hed, i Steden for at Daglønnerens Fraliggenhed fra den Riges Boepæl betager ham al Fordring paa Barmhiertighed.

B. Men den blotte Tanke jeg er frie, jeg er min egen, forsøder al Lidelse, og desuden er der i Almindelighed sørget for syge og gamle Daglønnere ved Hospitaler og Almisser.

A. Nesten forgaaer mig Taalmodigheden ved den ofte igientagne Klang af Friehed. Hvorledes? en Daglønner har ingen Herre? Er ikke Mangel den største Tyran, maa ikke den Fattige være sig om enhver Herres Naade, da derimod Slaven selv kan forsøde sit heele Liv ved en eeneste Herres Gunst. Og hvilken Udsigt, hvilket skræksomt Syn. Sygeboliger,

der udspyer Skarer af Døde af deres Svælg. Hvad Trøst er der for en elendig,

26

og hvem bliver denne bedrøvelige Trøst til Deel? Indbyggerne i Stæderne, om hvilke vi desuden ikke tale her.

B. Nu tilstaaer jeg Dem gierne, at jeg ikke mere ville faa meget ophøye de frie Daglønneres Tilstand, jeg adskiller nu det Sande i Tingen fra den falske Glands af veltalende Udtryk. Men da jeg veed, at den Liveegne for sig ikke vilde vinde noget ved at blive friegivet; saa er jeg desto begierligere efter at viide, om ikke hele Staten kunde have mere Fordeel deraf.

A. Og dette nægter jeg, fordi Liveegenheden befordrer Folkeformerelsen i Landet, da Bøndernes Friehed vilde formindske samme. Thi en Godsherre vil aldrig undertrykke eller forhindre hos sine Liveegne den naturlige Drift til Forplan-

27

telse; men han vil for sin egen Fordeels Skyld, lade den have sit Løb ubehindret. En Liveegens Fødsel er for ham en kostbar Skat, fordi han derved faaer flere Arbeidere. Dette driver ham til at opmuntre sine Bønder til Frugtbarhed, og at rydde af Veyen alle de Hindringer, som Sorg for Ernæring kan giøre; han vil selv sørge for deres Opdragelse, eftersom det maa være ham meget magtpaaliggende at faae ordentlige og flittige Folk, som han kan bruge til sin egen Tieneste, og til at arbeide Jorden. Ofte har jeg eftertænkt Aarsagerne til Folkets Formindskelse og befunden, at den Vanskelighed at kunde anbringe Børnene er Hovedaarsagen til denne Mangel paa Mennesker. Hvor kan den udhungrede Daglønner lade sig bevæge af naturlig Drift, af en fornuftig Betragtning, til at forplante sin Slægt? Hvor skal det kunde falde en anden frie

28

Betient ind, at gifte sig, da han veed, at han som gift Mand ikke mere kan faae nogen Herretieneste?

B. Jeg troer, den føste Grund ligger i Agerdyrkningens Forsømmelse. Thi hvor hører man mere klage over Armod end i Frankerig og Italien? men hvor er og Agerdyrkningen mere forsømt end her?

A. De fører mig paa det rette Spor, thi nu sporger jeg: Hvoraf kommer denne Agerdyrkningens Forsømmelse? Blot deraf, at man har ophævet Liveegenheden. Tilforn, da Godsherren endnu havde Eyendom i Bøndergaardene, saa nødte deres egen Fordel dem til at have Opsigt over Godserne, og tilholde de Livegne, at være flittige og arbeidsomme i at dyrke samme. Han maatte udføre store

29

Absigter for at bestride Omkostninger; og just fordi han havde Land nok; saa kunde han og udsøge et hvert Stykke af samme til de Frugter, som der best kunde komme fort.

Skulde der giøres nye Forbedringer i Oekonomien, saa var den oplyste Godsherre i Stand til at bedømme de giorte Forslag, og anstille Forsøg dermed i det store. Hold De nu Bønderne, som blive tildeelt Stykker til Eyendom af et stort Gods, og deres Adfærd, imod dette Portrait. De Tildragelser De anfører om Frankerig og Italien lærer, at den frie Bonde mestendeels ikke bruger mere af sin Jord, end han behøver til daglig Ophold: Herved bortfalder først al Handel, og ved den mindste Misvæxt opkommer en almindelig Hungersnød, fordi der er ingen Forraad fra de frugtbare Aar. De som Have seet Landet omkring Rom og Florentz,

30

de, der have seet dem med en kyndig Landmands Øyne, kan uden denne Oplysning ikke begribe, Hvor det nogensinde er mueligt, at der kan være Mangel paa Brød i dette Paradis. Til denne de sin egen Opsigt overladte Bønders Træghed kommer endnu en nye Aarsag, som giør Agerdyrkningens Befordring umuelig. Ved Agernes oftere Deeling kommer omsider saa smaa Stykker til de enkelte Besiddere, at de ikke mere ere i Stand til at holde de til Arbeidet nødvendige Kreature; men maa forrette alting med eget Haandarbeid . Jeg beraaber mig her atter paa den Erfaring jeg selv har havt i Italien, og som enhver, der vil beføge disse Lande, selv kan faae. En Møggreb, Hakke og Skuffe ere der mestendeels Landfolkets Redskab, og fielden er en Plov at see. Det Valg man ellers kan giøre, at en beqvem Jordbrud til enhver Sort Korn eller Sæd bort-

31

falder aldeles ved den indskrænkede Plads af nogle Agere, og Bonden faaer: kuns det, som han meest trænger til, uden at spørge, om det kan komme fort eller om der var mere Fordeel ved en anden Slags Kornvæxt.

Er dette ikke en nye Kilde til Ufrugtbarhed og Misvæxt? Hvem der nogenledes af Erfarenhed kiender Bøndernes Tænkemaade, den veed, med hvilken Stivhed de hænger ved de gamle Fordomme og deres Fædres indførte Skikke, og at alle oekonomiske Selskaber og Skrifter, ja endog Landsherrens Befalinger ikke formaae at bringe dem derfra og bevæge dem til bedre Indretning.

B. Det, som De have sagt om de sydlige Lande, kan maaskee der fornemmelig passe sig; men om samme Følger ere at befrygte i de nordlige Egne og alt-

32

saa i Dannemark, synes endnu at fortiene nærmere Undersøgning, da Nemme og tænkemaade kan være forskiællige under forskiællige Himmelegne.

A. Nuvel! jeg vil da allene indlade mig med mit Fædreneland i denne Post, og Viise Dem, at dets Handel og Flor, ved Vaarnedrettighedens Ophævelse eller de friegiorde Bønders Eyendom i deres Grunde, vilde falde.

B. De maa altsaa Viise, at Stutterier, Hollænderier, tilligemed Oxehandelen og Rugens Dyrkning derved vilde falde.

A. Dette er just min Absigt. Thi først maa De tilstaae mig, at ingen Bonde holder flere Kreature, end han har nødig til Jordens Forarbeidelse og Giødskning.

33

To eller tre bliver det i det høyeste han opføder over dette Tal til at sælge, for derved at faae en Haandskilling, som han kalder det, til Klæder og andre Nødtørftigheder. Hans Jords snævre Indhegning tillader ham ikke heller, at indlade sig i en vidtløftig Qvægskiørsel. Da nu altsaa Heste, Koe- og Oxedriften, følgelig ogsaa Stutterier og Hollænderier ikke kan være nyttige og muelige uden ved en betydelig Mængde; saa følger nødvendig af Jordens Uddeeling iblandt Bønderne, at disse rige Kilder blive gandske tilstoppede. Folk, som kun opklække lidet Qvæg til Forhandling, kan desuden ikke have nogen Fordeel derved. Thi dersom de regner alt Foder, som en Hest eller Oxe har fortæret til det 3die eller 4de Aar den bliver solgt, saa vil dette langt overstige den Sum man faaer for dem, naar man

34

endog regner Nytten af Giødningen til.

Allene ved mængden kan der spares, ligesom det er lettere, at føde tusind Mand samlede, end fem hundrede enkelte.

B. Kunde da ikke flere Bønder

træde sammen i et Selskab, og altsaa med foreenede Kræfter udføre disse store Anstalter? A. Jeg troer neppe, at De giør denne Indvending for Alvor. De maa hverken kiende den menneskelige Natur og langt mindre Bøndernes Tænkemaade, dersom De holder en saadan fælleds Fædrift muelig. Hvem skulde have Opsigten over denne Indretning, hvorledes skulde de fordeele Foeringen, hvem skal sørge for Afsætningen? Lutter Omstændigheder, hvorved Bønderne vilde faae hverandre hundrede Gange i Haaret.

35

B. Men skulde ikke Kornhandelen fornemmeligen blive befordret, naar Bønderne fik Eyendoms-Ret til deres Jorde?

Thi som Livegne, arbeide de allene til deres Herskabs Nytte uden Lyst og Fornøyelse, de giøre sig altsaa ikke den Umage med Jordens Forbedring og Bearbeidning, som de vilde giore sig, naar de ansaae den, som deres egen, naar de var forsikret om, at efterlade den til deres Afkom. O hvad giøre Menneskene ikke for sine, for den sildige Afkom! Deels den milde Naturs Drift til vore Børn, deels Stolthed, at forevige sit Navn endog hos sine Børnebørn ved erhvervede Rigdomme, driver os til store Foretagender. Jeg har mere end een Gang erfaret, at Ungdommens slaviske Opdragelse, Herskabets gaarde Medfart betager Folket all Mod

36

og Lyst til Arbeide, at saadanne Mennesker blive dumme, og maa ligesom drives til alting, dersom de skal tage fat paa noget og forrette noget.

Faldt ikke alt dette bort ved frie Folk? vilde ikke Staten i Steden for dovne og dumme Bonder faae flittige og opvagte Borgere? vilde ikke derved Handel og Vandel blomstre og alle blive lykkelige?

A. I Sandhed De forstærker deres Angreb, og uden Tvivl vil disse Tiders Hyperpolitiker tilkiende Dem Seyeren over mig. Bliver De ikke utaalmodig over, at mine Øyne ere for svage til at see ind i den gyldne Tidsalder, som ved dette Projekt igien skal opleve. Jeg tilstaaer, at det er en Fornøyelse at være forsikret om Fremtiden, og at man derved opmuntres til Flid i en vedvaren-

37

de Sag. Men dette forudsætter en saadan Gemytsbeskaffenhed, som ingen anden Aarsag har til Efterladenhed og Dovenskab, end Besiddelsens Ubestandighed, hvilken strax vilde faae sin Kraft, saasnart den tunge Byrde blev afhiulpen, som hidtil har forhindret dens Virksomhed. De tage Feyl dersom De troer, at alle Bønder have saadan Siels Beskaffenhed. Disse Kreature lade sig nøye med lidet, og have altsaa sielden Begierlighed efter større Rigdom, end deres Forfædre have havt. De antager desuden, at de Liveegne kun slet dyrke og vedligeholde de dem betroede Jorde, hvilket ingen Godsherre i Dannemark, som har havt den tilbørlige Opsigt vil tilstaae dem.

Og endelig tillægger de Bønderne en saadan Begierlighed efter Ære, en saa ædel Drift til Forevigelse, som man neppe kan tiltroe den første Stiftere af en høy-

38

adelig Familie. Thi efter denne Drift, vilde enhver Bonde giøre sin liden Gaard til Stamgods, og indføre første Fødsels-Retten til den høybondelige Slægtens Glands med megen Omhyggelighed. Dette er en Feyl, som jeg har mærket i alle Deres Forsvar for Deres Meeninger, at De immer sætter sig i Bøndernes Sted og tillægger Dem samme Tænkemaade, som De selv have, De, som Opdragelsen har givet større Indsigter og er emsindtligere Gemyt. Og . . .

B. Forlad mig, at jeg falder Dem her ind i Talen. Betænk dog, at Bønderne ere skabte af samme Materie, som vi selv, og jeg altsaa er berettiget, at tillægge den samme Følelse af Ære og Omsorg for Eftertiden.

39

A. Ganske rigtig, jeg vil ikke vægte Dem den almindelige Grundforfatning, som enhver Siel haver, allene den finere, den langt udseende Følelse for den sildige Afkom, den forfængelige Bestræbelse efter et indbildt Eftermæle tilstaaer jeg Dem ikke. Omsorgen for deres Børn gaaer ikke videre, end at de kan være forsikret om, at disse vil kunde ernære sig ligesaa got efter deres Død, som de selv. Naar jeg altsaa beviser, at den liveegne Forbindelse med Godsherren betager dem al Sorg og forskaffer dem en fuldkommen Roelighed; saa giør jeg tillige Friehedens Fortrin til intet, og svækker fuldkommen Deres Indvending. De Børn, som en liveegen Bonde efterlader, ere enten allerede opdragne, og i Stands til at ernære sig ved Arbeid, eller de ere umyndige. Antager vi det sidste, som det bedrøveligste Tilfælde; saa kan dog den døende liveegne

40

Fader hensove i Roe; han veed, at Godsherren maa være deres anden Fader, opdrage og opholde dem; han veed, at egen Fordeel driver ham dertil. Er derimod der første, saa har han desuden den Forvisning, at Herskabet vil forsørge hans voxne Børn, som det selv kan have Nytte af, og ikke til sin egen Skade forstøde dem. Haver han altsaa endnu Aarsag, at være bekymret for sine Børn? Har han ikke den fulde Forsikring, at samme Lykke, samme Stand forestaaer dem, som han selv har havt i Verden?

Efterat jeg altsaa har viist dem at Liveegenheden ikke foraarsager nogen Bekymring for Eftertiden; saa bliver jeg saa dristig, at Viise, at Forandring i dette Baand imellem Godsherren og Bonden kan blive til langt større Hindring for Vindskibelighed Først er det afgiort, at den livegne Bonde har desto mere For-

41

deel, jo bedre han bearbeider Marken. For det andet veed Bonden, at hans hele Velfærd beroer paa hans Fliid og gode Forhold imod Herren; han veed og at samme hverken vil forskyde ham selv eller hans Afkom fra det tildeelte Gods, saa længe han opfylder sine Pligter; ja han kan med Vished love sig, at, naar han i alle Ting er troe og omhyggelig, naar han opdrager sine Børn paa samme Maade, hans Herre da vil betroe ham eller hans Børn et større Land at dyrke. Nu vil jeg overveye, hvad der paa begge Sider skal bevæge til Vindskibelighed. Den frie Bonde skal dog efter all Anseelse forskaffe Godsherren samme Tieneste og Afgifter som før, da han ikke var sin egen og havde Gaarden til Eyendom. Følgelig har den frie og livegne Bonde i Hensigt til den virkelige og nærværende fordeel lige megen Grund til Fliid. Men

42

hvad den fraværende Eftertid angaaer; saa har den Frie vel een efter Anseelse større Vished, at det han eyer vil tilfalde hans Efterkommere, end den Liveegne; thi den Sidstes Haab beroer allene paa hans hidtil værende Forhold; Hiin derimod veed, at all hans Eyendom, endog uden besynderlig Fortieneste, maa tilfalde hans Arvinger. Men jeg troer, at endog den liden Rimelighed vil opmuntre den Liveegne til at forskaffe hos Godsherren ved Fortjeneste, det der feyler ham i fuldkommen Rettighed. Dersom han skulde tvivle om, at Herren vilde tænke billig imod hans Børn; saa maa endog dette bevæge ham til i sin Levetid at erhverve saa meget mueligt ved sin Agerdyrkning, at han dog kan forsørge sine Arvinger med noget. Betragter vi nu videre, at selv Sikkerheden af Besiddelsen er langt oftere Aarsag til Dovenskab end til Fliid, saasom man giør

43

sig langt mere Umage før det, man let kan miste, naar man kun veed, at det med denne Omsorg kan beholdes; jeg seer altsaa hvor meget Overvægten af Bevægelsesgrundene til Fliid helder til min Side, og hvor faa visse Fordeele man kan vente sig i Landvæsenet af Friheden. Hvad De endelig endnu har anmærket om de Liveegnes Dumhed og Frygtagtighed er virkelig en Feyl, men til Lykke ingen Feyl, der nødvendig er forbunden med Liveegenheden. Den kommer allene af tyranniske Herskaber og en forsømt Opdragelse. Alt dette kan endres, naar først ethver Husbondernes uretmessige Forhold imod sine Liveegne Bønder blev straffet med all Strenghed, ja med at miste aldeles Liveegenheds-Ret over disse mishandlede Mennesker. For at giøre denne Undersøgelse let, kunde aarlig særdeles dertil bestilte Dommere reyse omkring i Provindserne og anhøre Besvæ-

44

ringer. Ved denne Indretning forhindredes, at en Liveegen ikke let lod sig forlede til formastelige Anklagelser imod sit Herskab naar han ikke kunde beviise deres Forseelse: thi han veed, hvor megen Skade det i Fremtiden vilde forvolde hos samme. En anden derimod, som var vis paa sin Sag, kunde ikke afskrækkes, saasom han ved Dommerens Kiendelse kom ud af deres Magt for hvilken han ellers havde at befrygte sig.

Opdragelsen bør bedre indrettes, og paalægges Geistligheden og Godsherrerne i det Kongelige Konsistorium, at have Opsigt dermed. Den aarlige Kirkevisitation giver den beste Lejlighed til at undersøge, hvorvidt Opsynsmændene selv heri opfylde deres Pligter.

B. I Sandhed De veed herlig at trække sig ud af Snaren, og jeg tilstaaer

45

gierne, at jeg ikke har meget mere at indvende. Jeg er derfor villig at anhøre Dem, ifald De vil gandske udarbejde den begyndte Plan.

A. Jeg vil altsaa handle lidet udførligere om Følgerne af Liveegenhedens Ophævelse i Dannemark. De veed, at de unge Danske Bønderkarle og Piger ere ikke tilbøyeligere til nogen Ting, end til at ernære sig ved smaa Handel og Høkerie. Faae disse nu Frieheden; saa vilde det heele Land blive oversvømmet med disse Unyttige Folk og Agerdyrkningen forsømmes. Hvem der desuden kiender Ondskabs Fremgang, har, veed at saadanne smaa Kiøbmænd ikke kunde ernære sig ved deres Handtering, og at da deels Nød, deels den beqvemme og hyppige Lejlighed til at see sig om i Husene vilde forlede dem til Tyverie. Derfor har jeg fore-

46

funden i de fleste Lande i Tydskland en Forordning, i Kraft af hvilken alle saadanne Bissekræmmere, der uden særdeles Tilladelse gaaer omkring i Landet og besøger Markederne, skal strax som Landstrygere føres uden for Grændserne og evig forvisses.

B. Men disse ledige Giester kunde vel bruges til Fabrikerne. Hvor meget maatte man ikke berømme Vaarnedrettighedens Ophævelse, naar derved allene kunde opmuntres flere Folk til Manufakturog Fabrik-Arbeid. Jeg forstrækkes, naar jeg beregner de Summer, der aarlig gaae ud af Landet for fremmede Vare.

A. Meget vel! men jeg nægter, at det er fordeelagtigt, at anlægge alle Slags Fabriker i et eeneste Land. Intet er, i en vis Forstand, urimeligere, end

47

den Grundsætning: Man maa anvende alle Kræfter, at iugen fremmede Varer indføres, men at samme allene forferdiges i Landet. Det sande i denne Sats er, at man bør selv forarbeide Landets Produkter og ikke udføre dem raa. Kunde fremmede Materialier ligesaa got og for ligesaa let Kiøb forfærdiges af os, som af vore Naboer; saa var vi taablige, om vi overloed dem Fordeelen af Arbeids-Lønnen. Men naar vore Naboer tilbyder os deres velforarbeidede Landsprodukter for meget ringere Priis, end den vi selv nogensinde kunde skaffe det for; saa er det Haardt og en Ruin for Undersaatterne, at anlægge saadanne Fabriker i Landet og forbyde de fremmede. Hvor skulde Handel og Vandel blive af, naar enhver vilde trække frem med saadant Forbud? ,

48

Det er sandt der bliver mange Penge i Landet; men der kommer og ingen ind. Jeg holder mig fra at anføre forhadte Exempler i vores Fædreneland, og vil allene beraabe mig paa nogle Preusiske Agterfabriker.

Hvor er der fleest Penge? I frie Handelsstæder, eller i saadanne indsperrede Lande?

Medium tenuere beati.

Herved har jeg allene vildet beviise, at Fabrikernes Formerelse er aldeles ikke nyttig. Desuden lærer almindelig Erfaring, at de allerede forvændte Bønderkarle sielden duer til Manufakturarbeid.

Den Stillesidden og uafvexlende Levemaade er aldeles imod deres Tilbøyelighed. Derfor løber de mestendeels derfra, saa at det er et rart Exempel, at en Bondesøn, udlærer et Haandværk.

49

Indbyggerne i Hovedstæderne ere langt beqvemmere til saadan Forretning, og lade sig fra den spæde Ungdom af anføre dertil. Efter mine Tanker er og Antallet af Kiøbstædfolk i Dannemark saa stort, at det ikke let kan feyle os paa Fakrikantere, om der endog skulde anlægges meget flere Manufakturer. Ja jeg paastaaer, at det vilde snarere være en Ulykke end en Lykke, om Bønderbørnene skulde forlade Agerdyrkningen og lægge sig efter Haandværker og Fabriker. Frankerig føler alt for meget den Skade det lider paa denne Side ved sine mange Fabriker.

B. Hvorledes vilde det gaae med Armeen, og den Rekrutering, dersom Frieheden blev indført i Steden for Liveegenhed?

50

A. Kongen vil tabe meget herved. Thi Bønderdrengene ere saa bange for Krigstienesten, at de hellere rømme Landet, end lade sig hverve til Soldat. Alt dette var før ikke at befrygte. Thi saasnart Godsherren var forkyndet fra Kongen, at skaffe saa meget Mandskab; saa søgte han samme ud iblandt sine Bønder, og de udsogte maatte følge. Flygtede een bort, saa var det atter Godsherrens Skyldighed paa alle muelige Maader, at sætte efter ham, saasom han ikke løb fra Kongen men fra ham selv. Den almindelige Fordeel og Forstaaelse imellem Godsherrerne giorde, at en saadan Flygtling let blev opdaget.

B. Men dette kan jo Kongen og forhindre, han behøver kun at sætte streng Straf for dem, der reiser ud af Landet, og besynderlig for dem, der hielper dem i

51

deres Forehavende. Han kan og sætte særdeles Opsynsmand derover.

A. Dette Forslag lader sig vel høre, men jeg er bange for, at det ikke saa let vilde hielpe. Thi jo haardere Straffen er, jo mindre Personer indfinder der sig, til at giøre den Flygtende ulykkelig, og jo mere vil andres Gierrighed vinde ved at være behielpelig til Flugten. Offentlige Betientere kan desuden ikke, naar de endog vilde være troe i deres Embede udrette det, som alle Godsherrernes Eenighed i denne Post. Det var desuden, at være alt for godhiertig i Statsklogskaben, dersom man vilde tiltroe alle disse Underbetientere, som maatte holdes til at oppasse Deserteurer et redeligt og pligtmæssigt Forhold. Erfarenhed viser, hvilke forunderlige Udveye Snedighed kan udfinde. Saaledes er det forbuden de

52

Danske Skippere under deres Skibs Confiskation at udføre en ufrie Karl, Skibene blive, endog for deres Afreyse, efterseet af Controlleurer og Visiterer, desuagtet lykkes det dog mange at komme bort. Thi enten staaer Deserteuren allerede paa Masten indhyldet i Segl, eller han er klædt som Matros, eller de Herrer Controlleurer har et svagt Syn, med hvilket de ikke see andet end det, de vil see.

B. Jeg maa ved denne Lejlighed fortælle Dem en artig Tildragelse, der skeedte for nogle Aar siden paa Øen Fænøe to Mile fra Ribe.

En Controlleur gik i Land der, for at confiskere nogle Vine, som ikke vare fortoldede. Fire Fade stoed der. Paa det første lagde han sin Hat og Stok, paa det andet sin Bog, Pen og Blæk, det tredie brugte han til at hvile sin Arm paa,

53

og det fierde, som var et halvt Oxehoved laae for hans Øyne og over dette forrettede han Confiskationen med all Iver. De tre andre havde ved en Ovidisk Forvandling faaet Anseelse af en Skrivpult, et Bord og en Lehnestoel, og undgik derved hans Hævn.

A. De seer altsaa, Min Herre, at Folkeformindskelsen vilde blive den nærmeste Følge af Liveegenhedens Ophævelse. Lad os nu overlægge, om Kongen vil have mere Fordeel i Skatter og Afgifter ved Frie, end ved Liveegne? Hvad tænker De?

B. Jeg skulde snart troe Ja: Thi da nu Bonden eyer selv sin Gaard; saa kan han og bringe mere Afgifter deraf, og altsaa vinder Kammeret noget betydeligt.

54

A. Tag mig det ikke ilde op, om jeg kalder denne Meening uanstændig gruesom og i all Henseende fordervelig for Staten. Thi enten lader man Hoveriet blive ved, eller ikke. Skeer det sidste, saa handler Regenten uretfærdigt imod Godsherrerne, der blive deres Formue berøvede uden Skyld. Thi nu har han allerede betaget ham Eyendommen til Jordene, og nu vil han ogsaa betage ham den ellers tilstaaede Tieneste. Men dersom Kongen derimod giør det første, faa forværrer han Bøndernes Tilstand, i det, at de nu som frie Folk skal giøre det samme Hoverie, og dog være underkastede større Afgifter. Kammeret bliver derfor i begge antagne Fald, vel efter Anseelse paa nogen Tid formeeret, men tillige bliver en Classe af Undersaatterne ødelagt. Efter min Statsindsigt ere saadanne Forøgelser i Indkomsterne nødvendig foreenede med det Almin-

55

deliges Forstyrrelse og Fald. Dersom Kongen altsaa ikke vil skade sig selv; saa maa han ikke giøre nye Paalæg, og endnu mindre afskaffe Hoveriet, følgelig har han ikke heller nogen umiddelbar Formeerelse at haabe af Lideegenhedens Ophævelse. Men nu vil jeg Viise, at deraf vil flyde en Aftagelse i Indkomsterne. Hidtil ere Skatterne blevne reparterede paa Godsherrerne, og disse maatte see, hvorledes de fik dem ud af Bønderne: Vare disse ikke i Stand til at betale; saa undskyldte denne Uformuenhed ikke hine; de maatte alligevel skaffe den fulde Sum, og altsaa betale for Bønderne. Kan dette endnu gaae saaleded an med de tilkommende frie Bønder? Vil man endnu kunde tilholde den forrige Godsherre at indbringe Skatter af Godser, hvis Eyendom er ham frataget, og givet til andre? I Sandhed, faa ubillig tænker ingen Europæisk Regent, og endnu min-

56

dre den menneskekierlige Christian af Dannemark. Skaden falder altsaa tilforladelig tilbage paa Landsherren.

B. Da De hidtil har fornøyet mig med Deres Anmærkninger; saa bifalder jeg Deres Meening, at Vaarnedrettighedens Ophævelse er en meget problematisk Sag. Ikke destomindre er jeg dog begierlig efter at vide Aarsagerne, hvorfore Liveegenheden paa saa mange Steder er ophævet.

A. Og heri vil jeg tiene Dem, og dermed ende denne vores Samtale. Mange, den store Montesquieu selv, Esprit des Loix, Liv. 15, Ch. 8. holder Friehedens Erstattelse for en Velgierning, en herlig Gave af den Christelige Religion, med hvilken en slavisk Underkastelse ikke kan bestaae.

57

Jeg har imidlertid altid tvivlet om denne Sats kan beviises af det gamle eller nye Testamente. Thi Moses billiger udtrykkelig Slaveriet, og var gandske overbeviist om dets Nødvendighed.

Christus har vel forandret den udvortes Maade, at tilbede den Høyeste paa, men det var aldrig hans Absigt, at forstyrre Menneskenes politiske Indretninger. Hans Efterfølgere, Apostlerne, traade i samme Fodspor, og aldrig læser man, at de omvendte Slaver ere blevne frietalte fra Lydighed imod deres fiendtlige Herrer. Det har heller ikke indfaldet nogen Kirkeforsamling indtil det tolvte Aarhundrede, at tale noget mod Slaveriet. Abbedierne og Klosterne havde selv mange Liveegne. Hovedrevolutionen gik for sig i det ellevte og tolvte Aarhundret, paa en Tid, da den groveste Uvidenhed om de helligste Sandheder bedækkede Religionen. De bestan-

58

dige Stridigheder gjorde de Liveegnes Tilstand høyst erbarmelig. De maatte forestille sig ethvert Øyeblik, som Enden paa deres jammerfulde Liv. I disse ulyksalige Omstændigheder opløftede sig tvende Magter og betiente sig af Leyligheden, til at undertrykke disse krigiske Riddere. Paven stræbte efter et almindeligt Monarkie i det Verdslige, ligesom han allerede havde faaet det i det Geistlige. Derfore tordnede han med Bannstraalen imod de ubodfærdige Syndere, naar de ikke vilde erobre det hellige Land, og forsone deres myrdede Brødre med at myrde de Vantroende. Imidlertid disse grusomme Helte rasede i Asien, underholdt den hellige Fader deres Undergivne og Liveegne med det Hiernespind om Friehed: Apostelens Ord: Imellem os er hverken Tienere eller Frie, som dog allene angaaer det Geistlige og Religionssager, bleve udvidede til det Verds-

59

lige; herved kom Samvittigheden i Uroe hos mange Herrer, at de af frie Villie løsgav deres Liveegne. De verdslige Regentere indsaae og, at de ikke bedre kunde undertrykke Adelen, end ved at giøre sig deres Undergivne til Venner. Derfor skienkte Kongerne først de Liveegne paa deres egne Eyendomme og Godser deres Friehed. Bønderne, hvis Herrer vare blevne i det forjættede Land, giorde sig selv frie, og bleve deri beskyttede af Fyrsten. Mange Riddere gav dem selv frie, imod nogle Penge, som de kunde behøve til Reysen. Man kan ikke uægte, at de fleste Herre dog forbeholdt sig i Friehedsbrevene visse Tienester, at de allene frasagde sig det slaviske Herskab, men ikke et formildet Herredømme over Bønderne; Men efter den Tid vendte disse Adelens saa kaldte Undergivne sig til Kongen, som beskyttede dem imod samme. Da ende-

60

lig Godsherrerne mærkede, hvor skadeligt det vilde blive dem i Fremtiden at sælge Frieheden, saa begyndte de at holde inde. Dette stred imod Regenternes Hensigt; derfor forordnede de, at enhver Godsherre skulde være forbunden til imod en billig Summe at under skrive FriehedsBrevet. Paa denne Maade vare alle Hindringer fra Herrernes Side ryddet af Veyen. Men nu fandt sig mange Liveegne, som ikke havde nogen Attraa efter at træde ud af deres forrige Tilstand. Ludwig Hutin, i Frankerig, vidste og Raad herimod; thi nu bleve Skatbetienterne anbefalede, at lægge langt stærkere Byrder paa de Liveegne, som vare forlibte i deres Slaverie, for derved at bringe dem paa andre Tanker. Den Romerske Rets Indførsel giorde og sit til, at fuldende det begyndte Foretagende, hvor

61

hist og her endnu feylede noget. Da begyndte der at blive Strid imellem Herren og den Ufrie om Liveegenheden; da hedte det bestandig: Libertus præsumitur, og Herren skulde beviise sin Ret til Liveegenhed. Men hvoraf kunde denne tage sine Beviis, han, som ikke kunde grunde sig paa andet, end en langvarig Besiddelse og det hans Forfædre havde sagt? Formedelst denne Mangel paa Beviis blev den Liveegne løskiendt og fik altsaa ved Rettens Dom, hvad han havde forlangt.

62

Anden Samtale.

Om adskillige Ting.

A.

Da vi dog een Gang have begyndt at betragte vores Fædrenelands Mangler; saa lad os for alle Ting see paa Lovenes Indretning selv. Det er ikke nok at bekiendtgiøre en Forordning for Statens nærværende Lemmer; men man maa og rette sin Hensigt paa Fremtiden. Derfore undrer det mig, at saa mange enkelte Forordninger omflyver i Dannemark; at saa mange gamle ligger under Skimmel- og Støv begravne i Retternes Registraturer. Hvem kiender disse? og hvem vil efter et halvt hundrede Aar endnu kiende dem?

Jeg veed hundrede Begivenheder, hvor der er bleven dømt efter ældre Love, fordi de ikke vidste af de nyere. Intet er

63

saa paradox, som at mange Reskripter og Forordninger allene tilstilles Dommerne, uden at de nogensinde kommer til Undersaatternes Kundskab.

B. Denne Bebreydelse rører ikke vores Allernaadigste Konge og hans Forfædre. Allerede for mere end 20 Aar siden bliver der arbeidet paa en offentlig Samling af alle Forordninger.

A. Jeg har ved mange paa hinanden følgende Forordninger endnu bemærket denne Ubeqvemmelighed, at ofte de sidste forandre adskillige Punkter i de første, uden at betegne dette. Derfor er en Dommere eller Prokurator ofte nødt til, at giennemlæse fem eller flere Forordninger, førend han finder, hvorvidt den første endnu gielder.

64

Kunde ikke Dommeren blive skaanet for denne sure Besværlighed, og Processerne afkortes, naar de nyere Forordninger meget korteligen berørte de gamle Love og deres Artikler eller Paragrapher, som vare forandrede? Dette havde desuden den Nytte, at Lovgivnings Historien blev i frisk Minde, og de onde Følger, som kommer af en Mængde sig selv modsigende Forordninger, vilde hindres.

A. Tillad mig nu at anbringe nogle Tanker om Rettens Forvaltning. Vores Monark har giort de beste Anstalter, hvorved enhver paa den hastigste Maade kan faae sin Ret. Naar vi altsaa fører grundede Klager over Rettens Forvaltning, som vi med god Føye kan giøre; saa falder all Skylden paa Rettens Betientere. Det Mindste, jeg kan forekaste de Herrer Stiftamtmænd, Amtmænd og Landsdommere,

65

er Uvidenhed om Lovene, Ukyndighed i Rettergang og Proces. Disse Herrer bliver Kongen foreslagne og berømte, som Mænd der ere udrustede med behørig Kundstab. Men i Gierningen er dette Egenskaber, som disse Candidaters Panegyrister næsten aldrig har erhvervet sig selv. En god Herkomst, eller det, som endnu er bedre, Venner til Hove, ere derfore mestendeels de Midler ved hvilke saadanne Embeder erlanges.

A. Men hvor kan saadanne Folk lade sig falde ind at søge om Embeder, hvis første Grundregler de ikke eengang forstaaer.

B. Den største Deel forlader sig paa Skriveren og Fuldmægtigen, som de lader forrette deres Embede, da de selv har allene nødig at sætte deres Navn under. Til Beviis, hvor sædvanlig og nødvendig disse Fuldmægtige ere blevne, tiener denne

66

Underskrift paa en Cirkulair-Skrivelse, som er at see i Kammercollegio i Kiøbenhavn. En Embedsmand havde den Ulykke, at just denne Skrivelse kom til ham, da hans Fuldmægtig var fraværende. I største Angest kunde han ikke sinde paa hvorledes han skulde indrette sin Underskrift; dog endelig faldt ham ind at han een Gang havde læst under et saadant Brev: I Min Principals Fraværelse N. N. Fuldmægtig. Han tænkte altsaa, at giøre det ret got, naar han sadt: I min Fuldmægtigs Fraværelse N. N. Principal.

A. Da De saa lærerigt har underrettet mig om de første og fornemste Rettens Forstandere; saa bør jeg og fortælle Dem noget om de ringere Rettens Betientere.

Det er ren Gang blevet til en gammel Sædvane, at Underretterne besættes med Stifts- og Amtsbetienternes forrige

67

Domestiker. Da De ikke er ubekiendt i Jylland, saa behøver jeg kun at anføre Dem 2 Personer, Byefoged G. i W. og G. i F . . to Mennesker, der endnu meget vel kan erindre sig deres Domestikstand. Af saadan Aarsag maa ingen forundre sig over, at Protocollerne føres med den største Forvirrelse og Ufuldstændighed, og at endog heele Blade blive udskaarne; Man bør ikke heller falde i Forundring over, at disse elendige Dommere begaae de største Feyl i at dømme, og derfor maa selv lade sig Viise til Rette af Parterne. En anden Aarsag til den slette Justitsforfatning ligge i uskikkede Tingstudes Antagelse. Er det ikke merkværdig, at en vis Bonde fra Staustrup har faaet Friehed at føre Processer ved alle Retter. Hvorledes kan Folk, der aldrig have lært at tænke ordentlig, der neppe kiender vores Ret efter Bogstaven, skriftlig forsvare andres Sager;

68

Hvilken Bondesladder maa det ikke være?

B. Har De allerede hørt, at det igien er tilladt, at bære Sølv og Guld.

A. O ja; men jeg erindrer mig denne Forandring mere end een Gang, og derfor er jeg meget begierlig efter at viide af hvad Grunde den selv samme Ting holdes snart for god og snart for ond. Saa meget har jeg altid hørt, at man forbød at bære Sølv og Guld, paa det at disse ædle Metaller ikke skulde vanæres og formindskes i Landet. Den Tid tænkte nok ingen paa, ad der vilde vandre langt flere Penge for silke Broderier til Frankerig, uden at komme tilbage. Denne Flitterstadses korte Varighed giør og desuden, at heele Værdien gaaer forloren, hvilket forholder sig gandske anderledes med Sølvog Guld-Tresser.

69

B. Men der ere endnu andre Aarsager, til Guld og Sølvs Udførsel af vores Fædreneland, hertil regner jeg fornemmelig, at vort Dukater, dobbelte Kroner, Rigsdalere, enkelte Kroner og Tiskillinger ere for ringe ansat efter deres inderlige Værdie mod fremmede Mynter. Derfor bliver disse Myntsorter deels omsmeltede til Forarbejdning, og deels af omskaarne og uomskaarne Jøder ført ud af Landet til Holland, Tydskland og Italien. Det bedste Middel imod denne Skade herefter, vilde være at forhøye disse Landets Mynter. Jeg har funden i Venedig en særdeles god Anstalt, ved hvilken alle Venetianske Zechiner der i indvortes Værdie ey er bedre end de Hollandske og Cremnitzer Dukater dog altid gielde en Paolo *) mere. Herved vindes dette, at alle Zechiner, naar de og gaae ud af Landet, kommer dog alle

*) En Paolo er ongefær tolv Skilling Danske.

70

tilbage igien, da ingen Fremmed kan udrette mere med disse, end med andre Mynter af lige Gehalt.

A. Endnu noget om Oxehandelen. De have maaskee hørt af deres Forfadre og Forældre, hvor meget denne Handel har blomstret tilforn. Heele Holland Forsynede sig dermed. Der er et vist Slags Plusmakkere, hvis dybsindige Projekter, at faae nye Indkomster, bestaaer allene i at forhøye Afgivterne. Disse Folk have vi allene at takke for, at denne betydelige Green af vores Handel er falden. Tolden paa de til Holland udførte Stude blev forhøyet. Dette giorde at Holland satte til Vederlag een endnu stærkere Afgivt paa Indførselen af Danske Stude. Herved forsvandt de Hollandske Kiøbmænd, og Studene maatte allene overlades Hamborgerne for en langt ringere Penge, disse solgte dem igien til Hollænderne under

71

Navn af Holsteenske Stude. Herved tabte Koligen paa en dobbelt Maade. Thi først var Undersåtternes forstyrrede Handel tillige Regenrens Skade; og for det andet kom nu ved den dobbelte Told ikke saa meget i Kongens Kasse, som tilforn ved den enkelte. Dette kom deels deraf, at meget mindre Stude bleve udførte, deels og ved det, at Undersaatterne formedelst disse stærke Afgifter søgte Omveye for at undgaae Toldboden.

B. Har De ikke hørt noget om det Forslag der har været paa Banen, at indføre den Blaa Farve i Steden for den røde ved vores Fodfolk, og hvad synes Dem derom?

A. Jeg seer ingen Nytte, men megen Skade af denne Forandring. Thi først have vi den røde Farve i Landet, vi vide fuldkommen at tilberede samme, og at farve Klæder, saa bestandigt, at Farven ikke tabes. Dette er saa sandt, at andre Nationer giør sig megen Umage for at lære os Konsten af, saa vel at bruge Kroppen. Var det altsaa ikke at miskiende sin egen Fordeel og stille sig ved samme, dersom vi antoeg Forandringen? For det andet er

det afgiort, at vi maa hente Indigoen fra

72

fremmede Lande, og først lære af andre, at berede samme til en bestandig Farve. Thi hidtil har Erfarenhed viist, at det Danske blaa Klæde neppe beholder Halvparten af sin Farve; men at de hvide Traade kiendes allerede efter nogle Maaneder. For det tredie, er den blaa Uniform vore Naboers, de Svenskes, Kiendetegn, det vilde altsaa ved saadan Forandring med vores falde besværligt, i Fald Krig paakom, at skille dem ad, hvilket kunde foraarsage adskillige Fortræd.

B. Snart er det Tid at forlade Skuepladsen for med koldt Blod at anhøre Verdens Dom bag Forhænget. Endog Dadel skal ikke skrække os, naar vi allene have udrettet saa meget, at værdige Statsmænd, som vi ikke have Mangel paa i vores Fædreneland, blive giorte opmærksomme over det vi have afhandlet.

73

Tredie Samtale.

Om de mange nye udkomne, politiske Skrifter.

A.

Hvad siger De om disse hastige Skribentere, der nu paa en kort Tid har ladet sig see i den politiske Verden?

B. Det første Skrift der udkom, og som har avlet alle de andre af sig, var dristigt nok, og indeholdt en Hoben Sandheder og Urigtigheder sammenblandede i hinanden. Forfatteren Skulde allene og fornemmelig have udeladt det Stykke om Geistligheden, der vist var meget unødvendigt, og tiener kuu til at giøre ham mere forhadt.

A. Ja der er og kommet adskillige Skrifter ud til Forsvar for Geistligheden, som alle ere meget vel skrevne, naar jeg undtager det som er kommet ud under Navn af Antiphilopatreias.

B. Ja jeg tænkte, da jeg læste det, at det var skreven af en forløben og halvgal Jesuit; men jeg har siden faaet upaatvivlelig Oplysning om, at det er af samme Forfattere, som Philopatreias. Han

74

har altsaa skrevet imod sig selv, enten for at fortiene Penge, eller for at forvilde Folk, eller af et særdeles Had til den Geistlige Stand, da han betydeligst udvider sig i det Stykke som angaaer samme, og desuden i sit første Skrift taler saa ufordeelagtigt om vores Geistlighed, at ingen Naturalist har værre behandlet De Katolske Geistlige, ja det synes, som om han havde laant det meste af Rabelais og Voltaire. Jeg veed ikke hvad der kan have opvagt den Misundelse hos ham mod vore Geistlige, helst da de nu omstunder ikke have meget at sige uden paa Prædikestolen, og der tør de endda ikke sige, hvad mange af dem gierne vilde. Ikke at jeg jo holder for at det er got, ja høyst nødvendigt, at Geistligheden er forbunden til saadan Varsomhed paa Prædikestolen; thi en Fanatisk Iver kunde gierne paakomme een eller anden skrøbelig, som derved til Meenighedens Forargelse kunde forledes til at besatte sig med mere, end ham vedkom. Private og publike Gierninger, hvad enten de ere onde eller gode vedkomme ikke Præsten, som Præst, saa længe Regieringen taaler dem; hans Sag er det allene at giøre sig Umage for at danne og bevæge Hiertet og Villien til det, som er got; naar han giør

75

dette, som han bør, saa følger det andet af sig selv, og skeer det ikke paa den Maade, saa skeer det heller aldrig ved at udpege fra Prædikestolen de Feyl, som mange maaskee ikke vidste, at være til, og som følgelig ikke forargede dem, Neppe troer jeg, at nogen Præst med all sin Prædiken og Pegen paa Fruentimmernes blotte Bryster var Aarsag til, at denne Mode blev forandret. Jeg troer han skulde snarere have udrettet det, ved at Viise Følgerne af uforsigtig Klædedragt i Almindelighed paa en varsom og fornuftig Maade. Under sine Øyne i et lidet Selskab skikker det sig ikke allene meget got, men har og megen Nytte, at en Præst giver gode og fornuftige Erindringer til een og anden af sin Meenighed, om at vogte sig for een eller anden herskende Uorden i Liv og Levnet, men aldrig offentlig fra Prædikestolen, thi det kan let foraarsage Partier og indbyrdes Had. Det tilkommer allene Regenten, at forbyde og tillade aabenbare Gierninger, og naar Regenten har taelt, tilhører det Præsten, at erindre om Lydighed mod Kongen.

Men at forlade dette, hvad siger De om vore Bankosedler, som man vil give Skyld for de dyre Tider i et af disse Patriotiske Skrif- ter?

76

A. Ja uden Tvivl har de og megen Skyld deri, men hvad enten de har megen eller liden Skyld, saa er det ikke at endre, i det mindste ikke saa hastigt; der maatte først være nogen klingrende Mynt i Landet, førend der kunde begyndes paa at formindske Sedlernes Mængde, og her myntes jo intet.

B. Veed De ikke, at der myntes i Hamborg for Kongens Regning?

A. Ja vist nok bliver det for Kongens Regning. Men jeg har ingen ret Begreb om denne Myntindretning, allerhelst da den er uden Exempel, jeg har desuden ingen seet endnu af disse der myntede Penge, følgeligen kan den Mynt ikke nytte os noget til at afhielpe Ulejligheden af for mange Sedler. Men Kongen eller Landet maa dog ventelig have nogen Fordeel af, at Mynten hellere er der end her?

B. Jeg veed ikke hvad Fordeel der er ved, men der er dem der paastaaer, at Kongen taber 50 Rdlr. paa hver Barre Sølv mere end der burde tabes.

A. Ja Kongen tabte og meget, da han myntede her sidst.

B. Det forstaaer sig selv, Han vilde tabe endnu, dersom Han myntede igien

77

paa den Maade, som før; Thi saasnart Kongen siger, at Han vil mynte, at Han vil have saa meget Sølv eller Guld, saa stiger Prisen paa Sølv og Guld, da de, som have at afsætte og sælge, viide, at det skal bruges. Men dersom Kongen satte een efter Sølvets og Guldets almindelige Gangbarhed passende og vis Pris, efter hvilken Han vilde kiøbe alt det der var at faae for denne Priis, saa vilde Jøderne, der desværre ere her de eeneste der handle med Landets kostbareste Rigdom, saa vilde de, siger jeg, vist hellere lade sig Nøye med en sikker og umaadelig Fordeel, end vove at sende Landets Sølv og Guld til Skibs og ved andre Lejligheder til Preussen og Hamborg.

A. Men det er jo dog saa strengelig forbuden at udføre Selv og Guld?

B. Ja det er og forbuden at indføre Manchester, og dog gaaer alle Folk her med det i Klæder. Hvor skal Jøderne giøre af det Sølv og Guld, de kiøbe? Her er vist mere Sølv og Guld til Kiøbs i Landet, uagtet alt det, der er reyst udenlands, end der behøves og forbruges til Arbejd, og det, som derfra bliver tilovers er jo til Byrde, saasnart det ikke kan afsæt-

78

tes; Og naar man ikke kan giøre det til Penge i Landet, saa maa det nødvendigt sendes ud af Landets thi Folk behøver Penge, og at laane paa Sølv og Guld, som man gierne vilde være af med, og betale Renter deraf, er lidt ubehageligt.

A. Men hvorledes kan det være, at Forfatteren, der kalder sig Philodanus, klager over i Anledning af vore mange Bankosedler, at her er for mange Penge i Landet? Er her for mange Penge? hvoraf kommer det da, at Folk klager saa meget over Mangel paa Penge? Det er jo næsten umueligt at faae Penge til Laans paa det beste Pant, saasnart det ikke er af den Beskaffenhed, at man kan sætte det i Banken?

B. Om her er for mange Penge, eller rettere sagt, for mange Bankosedler, vil jeg ikke nu indlade mig i at undersøge, jeg vil allene sige Dem, hvad jeg troer der er Aarsag til den virkelige Pengemangel, som De taler om. Renternes Nedsættelse fra 5 til 4 pro Cento, bliver uden Tvivl een Aarsag; thi jeg sætter, at jeg eyede 30000 Rdlr. den Gang det var tilladt, at tage 5 pro Cento, jeg laaner da disse 30000 Rdlr. ud paa en Pante-Obligation, denne Obligation pantsætter jeg i

79

7 Banken for 20000 Rdlr., af hvilke jeg ikkun svarer til samme 4 pro Cento, men laaner den udfor 5 pro Cento, og altsaa 1 pro Cento Gevinst, mod en Pante-Obligation, paa hvilken jeg atter i Banken laaner 12000 til 13000 og saaledes immer frem ad, at jeg, som allene er Eyere af 30000, kan udlaane 80000 ja blive anseet for at eye en saadan Capital. Men nu nedsættes Renterne til 4 pro Cento; strax indkalder jeg de 50000 Rdlr., som jeg ingen Fordeel mere har af at laane selv for igien at udsætte, naar jeg ikke maa tage mere Renter end jeg selv skal give; det samme giør og andre, der ligesom jeg har laant Penge i Banken, og strax bliver der Mangel paa Penge. En anden Aarsag er, at Kongen tager imod de publike Penge, som er at udsætte. Det er langt fra at derved forbydes at udsætte dem til Indbyggerne og Undersaatterne, og endnu mindre, at der befales at opsige Capitaler, som allerede ere udsatte. Men denne elskværdige og gode Monark veed ikke, at dette alligevel er en god Leilighed for egennyttige Forvaltere og Regnskabsførere ved publike Stiftelser, til at fortiene flere Sportler, ved at sætte Folk i Betryk. Det er disse Herrer tilladt at opsige og indkalde en Capital, naar den, der laante dem, kan og vil betale den ud; men den, der har Capitalen veed ikke altid, at det ey er tilladt, at tage den med Magt, saa længe han svarer rigtig sine Renter, han betaler altsaa Capitalen ud om det er ham nogen-

80

lunde mueligt, og kan han ikke, saa lader han sig let beqvemme til at give en god Douceur for al beholde Capitalen og komme ud af den Ængstelse.

A. Ja det er umueligt, at forudsee alting, derfor er det got at gaae langsom til Verks i Statssager, hvor det ikke behøves at haste. Men troer De ikke, at denne Skrivefrihed kan have onde Følger, naar Skribentere, hvad enten de have Indsigt eller ikke; benytte sig deraf til at klage over Statsfeyl og giøre Forslag til nye Indretninger?

B. Ney; thi jeg tænker, at iblandt en Hoben unyttigt Papier, kan der og komme noget got frem ved den Lejlighed, der kan opvække Vedkommendes Opmærksomhed; Og overalt troer jeg, at det ikke er stort mere farligt, at skrive frit om Statssager end at skrive frit i Physiken: De Lærde kan uden Fare bedrage sig i deres Tanker om Fosterets Dannelse og Biergenes Oprindelse, Fruentimmerne bliver immer ved at faae deres Børn, som de kan og Bjergene bliver immer staaende. Politiske Skribentere kan og uden Fare, enten af Ukyndighed eller Ondskab see Feyl, som ikke ere til uden i deres egen Hierne, og give Forslag til Midler, der ere værre end det virkelige Onde; Saadanne Skrifter er jo ingen Forordninger og Regieringen lader sig vist ikke af dem forstyrre i sin Plan.

A. Det er noget i dette, men jeg maa forlade Dem til en anden Gang.

1

Anmærkning over et ved Lodde oversat Skrift, under Titul: Betænkningen

Friehed og Eyendom

hvorledes

kunde forskaffes

Bondestanden,

Med

et dertil føyet

Anhang.

Kiøbenhavn 1771, trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Blandt 35 Piecer, mig forleden tilsendte (af hvilke en Deel vare Tryk-Frihedens alt for kiendelige Fostrre) fandt jeg og Betænkningen: hvorledes Frihed og Eyendom kunde forskaffes Bondestanden. Denne charmerede mig. Jeg fandt her en Forfatter af den rareste, skiønt tillige ønskeligste, Character, jeg meener, aldeles upartisk. Dertil den største Menneskeven, den billigste og retsindigste Medborgere. En Mand af den største Øm-

4

hed, Varsomhed og Forsigtlghed af Verden, af sunde og honette Principia, og dertil af god og grundig Indsigt i mangfoldige Poster vid. Pag. 12, 14, 15, 18, 24, 31, 43, 57, 86, 90, 112 indtil Enden.

Jeg fandt en Tegning, en Prospect, den alleryndigste og behageligste, som nogensinde kand fremstilles for en Patriots Øyne; (thi hvad behageligere for ham end at indsee Fædrenelandets, helst i saa høy Grad, tiltagende Fremvext, og Efterslegtens Lykstlighed?)

Jeg fandt et Middel foreslaaet, hvoraf i Tiden kunde flyde Folkemængdens Forøgelse indtil et dobbelt Antal, og med denne Forøgelse alle dens lykkelige Følger: Den borgerlige Håndterings Udvidelse. Sikkere Forsvars-Stand, og en paa disse 2 Omstændigheder grundet Anseelse og Magt for Staten. En vigtig og en Landets Fader høyst anstændig Erobring! da den foreslaaes at kunde skee uden Blods Udgydelse, uden andre Staters Hinder og Modstand, og uden egne Undersaatters mindste Fornærmelse.

5

Men Ach! naar jeg seer til Midlet, som foreslaaes; da nedslaaes jeg gandske; da forsvinder med eet ald denne Tegnings Pragt og Herlighed, og med Grunden, der befindes Grundfalsk at være, nedfalder den heele saa ziirlig og prægtig opførte Bygning.

Folkemængdens Fornærmelse skal være Grunden og bafis til Statens Fremvext. Og til denne Formeerelse formeener og foreslaar Forfatteren, at en sikker nye udvey til Næring aabnes os ved Hovedgaardenes Deeling og Hoveriets Afskaffelse. — Ved at læse dette, faldt jeg, som i Afmagt, saa i dybeste Forundring.

Skade, tænkte jeg, er det: At den

ærlige og brave Mand ikke har læst, hvad der i denne Materie pro & contra er skrevet i Danmarks og Norges Oeconomiske Magazin, Journal, og andre i samme Tid og ved samme Leilighed udkomne Skrifter.

(Dog, det er en almindelig Sygdom ved vore Oeconomiske Skribentere: At de hellere

vil skrive, end læse. Derfor seer man de Satser, hvis Falskhed for længst er ret

6

mathematisk demonstreret, daglig paa nye at fremtræde). Skade, tænkte jeg: At den gode Mand ey har havt samme Lykke, som du, at see det Skrift, som en skiønsom Patriot for en Tidlang indsendte til et høyt Collegium. Een eeneste deri anført Anmærkning vilde have været nok til at bringe en saa skiønsom Mand af sin Vildfarelse, og paa rettere Tanker.

En Tidlang var jeg tvivlraadig, om det og var ret, at oplyse ham og andre om denne Tegnings Urigtighed, og derved

at betage dem deres føde og behagelige Forestillinger. Dog, som jeg indsaae, at disse søde Drømme muelig kunde have sure

og ubehagelige Følger for Staten, resolverte jeg, som desuden for længst under Eed er enroulleret under Sandheds Forfægtere,

at bekiendtgiøre nogle Anmærkninger af den nyelig omtalte Patriots Skrift indsendt til et høyt Collegium. — Og her ere de:

- - -

I Landvæsenets Sager maae man gaae frem med største Varsomhed, dyb Eftertanke

7

og grundig Overlæg. De Flygtige, de Hastig-tænkende, de som bygger paa første Apparencer og Anseelser; udsetter sig for vigtige og idelige Feyltagelser. Og er det vel fornemmelig disse, der selv har anseet, og for andre udraabt, vort Landvæsen meere trængende og i slettere Stand, end det virkelig i sig selv er.

1. Disse saae for Exempel: At den Hovningsfrie Bonde almindelig stoed sig bedre, end Hovnings-Bonden. De sluttede, ja meente sig fuld berettigede til at slutte, og heel ufeilbar at slutte kunde: At Hovningen var Bondens Fordervelse, og til Statens Velfærd burde afskaffes. Men de bedrog sig; de antog en urigtig Aarsag til den Hovnings-fri, og Hovninggiørende Bondes forskiellige Vilkor. Da de satte Aarfager i Hovning og Hovnings Frihed. Havde de umaget sig, Sagen nøyere at indsee, da havde de fundet den rette Grund og Aarsag at stikke deri: At Proprietairerne almindelig og i lang Tid med en gandske ulige og ubillig Veyskaai Har udveiet Byrdene til de Hovnings-fri og Hovning-giørende Bønder. At de ikke

8

Har anslaaet Hovningen for det, den virkelig er, og ikke kiendt og indseet deres fulde Vegt og Byrde, og des Aarsag har de aldeles ingen Lighed og Proportion truffet imellem de Byrder, som paalagtes den eene, og den anden. Men langt over Billigheden forskaanet den eene, og overbyrdet den anden. Derudi, at den Hovnings-fri Bonde i sine ansatte Hovningspenge ikke nær har givet os Æqvivalent imod Hovningen, stikker den rette Grund og Aarsag til hans bedre Kor. Og derudi, at Hovnings-Bonden i Hovningen har baaret langt større Byrde, end den Hovnings-fri i sine Hovningspenge, stikker Aarsagen til hans slettere Vilkor. Havde Proprietairerne nu derimod paalagt den Hovnings-fri den største Byrde, og paasat ham Høyere Hovningspenge, end Hovningen kand beløbe til, og derimod meere, end skeet er, modereret Hovnings-Bondens Afgift og Landgilde, da Havde den Hovnings-fri Bondes Vilkor været de sletteste, og Hovnings-Bondens de beste. Men lige saa lidet som man i saa Fald kunde sige: At Hovnings-Frihed var Bøndernes Fordervelse, saa lidet kan der nu siges om Hovningen. — Afveies

9

Byrderne juste og lige til dem begge, ere de og lige vel farne. Tilsidesettes derimod Billigheden, da kan den eene ligesaa snart overbyrdes, som den anden.

Og naar denne Præjudice først er hævet, da vil det ikke vorde vanskeligt, at indsee de vigtige Grunde, som har indført Hovningen, og endnu tilraader at vedligeholde den.

Hvad der ellers har forledet Proprietairerne, Byrderne saa ulige til Hovnings-Bønder, og Hovnings-fri at udveie, og blindet dem i at indsee Hovningens rette Vegt og Byrde, er ikke vanskeligt at udregne; de har, som mageligst (og Magelighed er de fleste Menneskers Favorit) fulgt de gamle Jorde-Bøger, uden at iagttage paa den eene Side, at Hovningen ved Culturens Tilvext i Dannemark, allevegne mærkelig Tid efter anden var forøget, og Pengene derimod paa den anden Side i deres valeur imod Vahre paa en Tidlang anseelig vare faldne. Ved begge disse Omstændigheder var Forskiellen paa de Byrder, som almindelig paalagtes Hovnings-

10

Bonden og den Hovnings-fri, nu kommet til en saadan høy Grad.

Til Beviis paa Sagens og Satsens Rigtighed behøver man allene, at anslaae en gandske moderat Hovning af en fuld Gaard, og til moderateste Priser, saaledes:

Aarlig 6 Plov-Dage a 5 Mk. 5 Rdlr.

6 Harve-Dage a 2 Mk. 8 Sk. 2-3 Mk. 28 Kiøre-Dage a 2 Mrk. - 9-274 Dage med Hov-Karle a 1 Mk. 12, 2 -

42 Dage med Hov-Bud a 12 ß. 5-1-8 ß.

34 R.2 M.8 ß.

I Hovnings-Penge af saadan Gaard er derimod almindelig hidindtil ikke taget, uden 6 til 10 Rdlr. i høyeste. Saa aldeles ulige ere Byrderne afveiede til de Hovning-giørende og Hovnings-fri Bønder, at de sidste ikke har baaret uden høyt 1/4 eller 1/5 Deel imod de første. Man ændre nu denne Feil, man giøre deres Byrder lige, og da skal Bonden almindelig Hellere vælge Hovning, end Hovnings-Penge.

11

II. Videre saae og observerte de Hastigiænkende: at de Bønder, som har deres Grunde for sig selv adskildte og indhegnede, gemeenlig stoed sig bedre, end andre; de slut« rede deraf: at Byemænds Fælledsskab i Mark, Eng, Skov og Mose var Staten skadelig, og at Bondestandens Opkomst kunde befordres, om hver Mand fik sin Grund og sine Lykker adskildte, og fra Naboer indhegnede. Men man bedrog sig, i at udfinde Aarsagen til disse Bønders bedre Kor.

Deres mange Giærder, som baade medtager megen Grund, og endnu fordrer en Deel Grund til Giersel, hvormed de skal vedligeholdes, kand aldrig befordre deres Velstand.

En bedre Drift, Inddeeling og Paasetning paa Græsningen, er det og slet forgieves, at vente ved Bondestanden i Almindelighed; thi, at Bonden haren særdeles Lyst til at uddrive sin Jord, det bevidner de nu snart allevegne fra Fællederne aarlig indtagne Erte-Lykker. Endog Proprietairernes Fraraadelse og Forbud kand tilsidst ikke giøre Modstand imod deres eenstemmige Overhæng.

12

Ney! Aarsagen til flige Bønders bedre Kor befindes ved nøyere Indsigt, at bestaae derudi: At disse Bønder for en liden og ringe Kiendelse i Penge eller Drikke-Vahre, indleyer deres Faar, Gies, Sviin, ung Kræe og Klodder paa den næstliggende Byes fælles Græs, og drager saa i den Sted ved Koegang vel tidobbelt Nytte af deres egen Græsning. Det er da Naboe-Byernes Tab, der beriger disse. Men denne fordeelagtige Handel cesserte jo, naar hver Mand fik sin Grund adfkilt. Enhver fik da selv paa egen Grund at opføde sine Creature, og altsaa vare samtlige Byens Mænd efter Adskillelsen ikke bedre faren, end tilforn.

III. Fremdeles gik de hastig-tænkende endog saavidt: At, siden de saae Selveyer-Bonden at staae sig bedre, end andre, formeente de sig berettigede at paastaae: At alle Bonder skulde være Selveyere. Men saaledes kand man jo paastaae, at alle Borgere skulde selv eye deres Huse, siden Eyerne kand hytte sig bedre end Leyere. Dette er jo ikke andet at sige, end at den Rige er bedre holden, end den Fattige. Thi er Selveyere ikke rigere, end Fæste-Bonden, da tør jeg ey

13

forsikkre ham, at hans Kor bliver bedre ved det Navn af Selveyere, naar han til andre skal forrente en anseelig Capital. Høye Renter kand lige saa fuldt trykke og forarme, som Hovning og Landgilde. Det forynskede Navn af Selveyere tikiøbte mange daarlige Bønder paa seeneste Auctioner over Kongens Gods sig alt for dyre, ja til deres totale Ruin, om Retten var urgeret. Da de siden udregende Renter af Kiøbesummen, og fandt, at Renten i en bøy Grad overgik deres forrige Afgiftsbyrde, da mærkede de, at en Selveyere var ikke altid og ufeilbar saa lykkelig et Creatur, som de havde indbildt sig; at de havde levet vel, som Fæste-Bønder, men vilde nu, som Selveyere, komme til at gaae fra Huns og Gaard.

IV. Endelig faae de, som kuns overseer Tingene saa løselig: At Hovedgaards Taxterne ikke havde saa mange Æfgteaskabe og Beboere, som Bøndergodset, og sluttede: At det kunde geraade Staten og dens Folkemængde til anseelig Fordeel, om Hovedtaxterne bleve lige saa sterkt bebygte og beboede. Men de feilede. Ved nøyere Indsigt skulde de have befundet: At derved fik samtlig

14

Hovedgaardens og Hovnings Godsets Grunde dog ikke større Folkemængde i Tiden og til Bestandighed, end til disse Grundes Dyrkelse behøvedes, og den Folkemængde har de jo nu. De skulde befundet: At saa mange Ægteskabe, og Vaaningssteder, som Hovedgaards - Taxierne ved slig Forandring fik fleere, saa mange Ægteskabe og Vaaningssteder vilde der i Tiden afgaae paa det forrige Hovnings-Gods.

Ved en eneste Giennemlæsning af sidste og 4de Anmærkning seer Forfatteren, lettelig, at Grundsteenen, han til sin Bygning udsøgt havde, forsvandt og blev til intet. Thi da Forfatteren har antager de sunde og sande Begreber om Folkemængden (dem saa mange har vildet disputere mig): „At Folkemængdens Formerelst gaaer til en vis Grad, hvilken bestemmes af Forraad paa Næring. Naar den Grad er opnaaet, staaer Formerelsen stille, og dersom den skal drives endnu videre, maae der aabne sig en nye Udvey til Næring." Saa har jeg her got at giøre: Jeg har kuns at vise: At ingen nye Nærings-Vey aabner sig ved Hovedgaardenes Deeling

15

og Hoveriets Afskaffelse. og dette er for den Skiønsomme noksom viist ved anførte 4de Anmærkning. Dog for deres skyld, der ey har Forfatterens Begreb og Indsigt vil jeg forklare samme Sag med andre Ord. Samtlige Grunde paa et samlet Gods, Hovedgaardens og Bønderqodets, ere jo hidindtil dyrkede af Bøndergodsets Folk og Hests. Altsaa kand de jo endnu tyrkes ved samme Antal Folk. Hvad enten en Deel af dem har Boepæl inden eller uden for Hovedgaardens Eenemærker. Havde Hovedgaardenes Grunde hidindtil ligget udyrkede (da de tvertimod hidindtil ere dyrkede paa der beste) saa havdber aabnet sig en nye Udvey til Næring-Men ved den foreslagne Forandring ere og bliver jo Grundene, deres Dyrkelse og givne Næring, samt Folkene, de selv samme. Skal Hovedgaardens Grund uddeeles til Afbygger-Gaarde. Da er det jo det naturligste og retteste, dertil at tage og anvende forrige Are beydere, de mange Mennesker paa Bønder, godset, som ved Hovnings-Friheden bleve furnumeraire, vacante, og ved denne Forandring enten maatte betle, eller sulte ihiel.

16

Og skulde nu Proprietairen vilde forbigaae disse, sine Karle, Huussmænd og Inverster, som dog var en Himmelraabende Synd, og deres Brøds Betagelse, siden de Har giftet og nedsat sig paa den Næring, som Hovningen Hidindtil har givet, og efter Forfatterens Anslag p. 8I antage formuende Forpagtere (der dog hellere vil være Selveyere,) Kiøbstæd-Folk, Herskabers Betientere, Handels-Mænd, Capitalister af en liden Capital & c. (der dog sielden bliver Statens beste Landmænd,) saa vilde Folkemængden endnu ikke voxe. Afgangen paa forrige Hovnings-Gods maatte nødvendig blive ligesaa stor, som Tilgangen paa Hovedgaardens Grund.

ægteskabernes Antal, siden Næringen en blev forøget, maatte nødvendig i Tiden ligesaa meget formindskes paa første, som det tiltog paa sidste Sted.

Med selv samme Ret, som nogen kand sige: At den Forandring af Hovedgaarders Deeling og Hoveriets Afskaffelse aabner nye Nærings-Vey for saa mange, som nu fandt Plads og Boepæl paa Hovedgaardens Grund. Kand siges paa den anden Side: At denne

17

47 Forandring hæver den gamle og forrige Nærings-Vey for mangfoldige Huusmænd og Inderster, som ved Hovningen fandt Ophold og Næring. Altsaa taler den rettest og tydeligst, som siger: At denne Forandring i sig selv hverken forøger eller formindsker Folkemængde, men kuns forsetter dem, og forandrer Boeliger for nogle af dem.

At Forfatteren ikke af sig selv indsaae dette, maae jeg meget undre, da han skrev Pag. 66.: "Grunden og Jorden bliver den samme. De nærværende Hænder, som hidtil har bestrider Arbeydet, bliver og der.„ Denne Tanke burde jo veyledet ham til at see: At dersom Hoved-Gaardens Grundes forrige Arbeydere allerede er her, og forbliver her: saa aabner jo den Forandring ingenlunde nye Udveye til Næring, og altsaa ikke heller til mindste Folkemængdens Forøgelse.

Og som nu denne Forandring, som viist, ikke kand eller vil medføre Folkemængdens Forøgelse, saa udebliver og, desværre, alle Forøgelsens lykkelige Følger: "Den Borgerlige Håndterings Udvidelse, sikkere Forsvars,

18

Stand, samt den derpaa grundede Statens Magt og Anseelse.

Dette var da nok, og behøver jeg ikke at gaae videre; thi, saa længe ingen Nytte kand ventes og vises ved en Forandring, bliver vel det retteste, at undlade den.

Dog er det vel ikke Af Veyen, endnu at giøre een og anden Anmærkning:

Folkemængdens Formeerelse blev der intet af; thi Næringen befandtes uforandret at være og forblive den samme. Høystforunderligt skulde det og have været: Om saa ringe en Aarsag, som nogle Familiers Forflytning fra Bøndergodset til Hovedgaardens Grunde, kunde have saa store og sælsomme Virkninger. I en dobbelt Grad at forøge Nationens Folkemængde, Handel og Handtering, Styrke og Krigsmagt, Magt og Anseelse. Havde Forfatteren derimod lovet os Hestemængdens Formeerelse, da skulde jeg ikke have vidst noget derimod at indvende. Vel synes det, at samme Antal Heste, som de nye Udbyggere paa Hoved-Gaardens Grunde maatte anskaffe og holde, igien kunde afgaae paa Hovnings

19

Godset. Men, naar man betænker, at hver Bonde dog lige fuldt maatte holde det forrige Antal Bæster, eller saa mange, som til en Plov og en Harve behøves, samt Tillæg til Recrutcring; da befindes, at vi ved slig Forandring efter Forfatterens Beregning, fik en fierde Deel fleere Plov-Bæster at underholde, end vi nu haver. Tænker vi nu videre frem, hvad denne Mængde, en fierde Deel fleere Bæster aarlig fortærer, og hvor stor en Andeel af Hovedgaardens med nye Udbyggere besatte Grunde, der maae beregnes og udvises til disse os hidindtil undværlige Creature, til deres Græsning, Foering og Havre, da giør dette et betydeligt Skaar. i de Grunde, som hidindtil fornemmelig har fourneret Kiøbstæden og Handelen. Udgiør, efter Forfatterens

Meening, Hovedgaardens Grunde en fierde Deel af Statens, og de nye Heste-Familiers Andeel en femte Deel af Hovedgaardcnes, saa udgiør samme en tivende Deel af Statens Grunde. Poneres da Nationens

Folkemængde at være en Million, saa foraarsager disse nye Heste en Afgang af 50,000 Mennesker. Og altsaa behøves hverken at sørges for det nye Tillægs Føde eller Ilde-

20

brand, som dog Pag. 69 og 75. omhyggelig skeer er.

End videre, Folkemængdens Formerelse udeblev, ja endnu meere, den blev forvandlet til en skadelig Heste-Formeerelse, og det paa Folkemængdens Bekostning, og den til Afgang. Altsaa medfører Forandringen Folkemængdens Formindskelse, og alle dens ulykkelige Følger: den Borgerlige Haandterings Indskrænkelse, usikkere Forsvars-Stand, med en mindre Anseelse og Magt for Staten.

Og jeg skulde ynske: At dette var endnu det største og eeneste Onde, som slig Forandring vilde foraarsage vor Folkemængde.

Hvad er Aarsagen, maae jeg spørge: At Huusmænds og Indersters Ægteskabe ere nu bragte omtrent til samme Antal, som Gaardmændenes. Gaardmændene beklager sig i høyeste Grad over Huusmændenes Tilvert. "Deres Faar og Gies, siger de og beviser det og, æder Halvparten af Fælles Græsset. Den ringe Græs-Penge, de giver, er ingen Ting. Men de kan ikke give

21

meere. Og negter vi dem Græsningen, kand de aldrig subsistere. Og leve skulde de dog, siden de har faaet Livet. Og som Græsningen, saa skal jo og Foeringen for største Deelen ud fra Gaardmændene. Proprietairen, for sin Deel, kand og langt snarere regne sig Skade, end Fordeel til ved Huusmændene i sine Intrader. Huusleyen skulde i det mindste være Renter af Husets Bygnings Bekostning. Men nu, da Bygnings-Materialierne ere blevne Proprietairen saa dyre, og Skatter med Korn-Priser saa svære for Huusmanden, er der gandske faa, som kan svare denne Rente. Af en stor Deel faaer han ingen, i mindste ey fulde Huusleye. For nogle maa han betale Skatten; og andre, i det mindste de Syge og Sengeliggende, maa han føde og forpleye. Hvad er det da, som vedligeholder, ja indtil denne Dag har forøget Husenes Antal? Da Proprietairens Casse finder sig brøstholden ved dem, og Gaardmændene skriger saa stærk mod deres forøgede Antal. Det er Hovningen. Hovningen er den, der har givet dem deres Formeerelse, og indtil denne Dag under største Besværligheder vedligeholdt dem.

22

Culturens Fremvext hos os fordrede fleere Arbeydere, til fleere Arbeydere i Fremtiden behøvedes fleere Ægteskabe, og til flere Ægteskabe fleere Huse. Proprietairen, der Under værende Forfatning, som Godsets Fader, maa oversee alt, og sørge for alt, indsaae Fornødenheden. Skulde Hoved-Gaardens Drift frem, uden at Bondens til fælles Skade skulde staae tilbage, da maatte Godsets Folkemængde formeeres, og Formeerelsen stedse vedligeholdes, i hvad Vanskeligheder og Besværligheder, der end skulde bestrides og

overvindes. Borttag nu denne Aarsag!

Giør Bonden Hovnings frie! Sæt ham paa vis aarlig Afgift! Giør ham og Hosbonden uafhængige, eller mindre afhængige, den eene af den anden! Er saa den beste Støtte ikke borttaget, som Husene, deres Ægteskabe og Folkemængde, hvilede paa? Her nedfalder nu et Huus, der afbrænder et andet. Hvo skal opbygge dem igien? Proprietairen. Og det uden Fordeel, ja til sin anseelige Skade. Eller: Kand man vente, at Bønderne vil giøre det, de som allevegne skriger imod Husenes Mængde, og som almindelig (som Forfatteren og selv anfører) har antaget den Maxime: At bedrive Arbeydet med

23

det mindste Antal Folk, som mueligt. Hellere at bedrive det noget slettere, end besvære sig med for mange Folk.

Anseer vi Sagen saaledes fra denne Side af, da frygter jeg meget for Folkemængden. At der, i Steden for den forventede Formeerelse, vil af foreslagne Forandring flyde lige saa stor en Formindskelse, og med Formindskelsen alle dens forhen anmeldte ulykkelige Følger. See, saa uhældige har Menneskene utallige Gange og i utallige Tilfælde været, at naar de har meent sig ufeylbar at sigte og feyle i Vesten, saa ere de landede i Østen. Mon Klodens Rundhed skulde være Aarsag, at dens Indbyggere løber saa rundt og abed om, og saa sielden kand treffe det, de søger? Men vil nogen svare: Der er Raad mod Uraad. Det nu værende Antal af Huse skal forblive, og hver Proprietair forpligtes til deres Vedligeholdelse. Da svares: At hverken Forfatteren, eller jeg, ere Elskere af Tvangsmidler. Den Indretning har altid Fortrinnet, hvor den Particulaires Fordeel tilskynder til det, som er Statens Fordeel.

24

Foruden de Pladser for nye Familier, som Forfatteren formeener at finde paa Hoved-Gaardenes Grunde, formeener han og at finde Pladser for nye Familier, ved de større friegivne Hoverie-Gaardes Deeling. Pag. 13. Men Herved gielder endnu forrige Anmærkning og Oplysning; Deelingen giver ingen nye Næring, eller Nærings Forøgelse, til Bestandighed, (nye Huses og Gierders Reisning hører ikke herhen) Grundens forrige Arbeydere ere her, og strax i Nærværelsen. Rettest at tage dem, som ellers bleve yderst forlegne og ledige.

Hvad ellers Bønder-Gaardenes Deeling er angaaende, da giør vi vel best, at vi oppebier Besvaringerne paa det udsatte Problema: Om den for Staten fordeelagtigste Størrelse af Bøndergaarde? Mueligt, vi faaer en Besvaring, som vinder begge vores, ja almindeligt Bifald. Her vil jeg kuns sige dette: At deeles Bøndergaardene, bliver det rettest, ved denne Leylighed at employere de just ved denne Sag vacant blivende Huusmænd. Ligesom man og vel maae vogte sig for, ikke i mindste Maade at gaae for vidt i saadan Deeling. Gaaer Jordstykkernes For-

25

deeling saavidt, at hver Familie opæder sin Grunds Afgrøde, (thi hverken Flid eller Nød kand dog drive Jordens Frugtbarhed i det Uendelige) da har man forfordeelet Staten i elendige Maader. Og hvor skievt seer det ikke da ud, om der indfalder et Aar, som det afvigte, da de fleeste Bønder intet Korn kunde sælge.

At nogle fleere af dem, som nu bliver Huusmænd, bleve Gaardmænd, hvor Gaardene ere vel store, og fik Andeel i Jordbruget, har jeg intet imod. Men til en anseelig Forøgelse af begges Antal, tør jeg i de nu værende Tiders Omstændigheder ingenlunde raade. Thi det er tilforladeligt, som Forfatteren skriver: "At hvor der i Bondestanden er Plads og Næring for et Par Ægte-Folk, der bliver den og besat: At nye Udvey til Næring maae aabnes; om Formeerelsen skal gaae videre.„ Folkemængden i Bonde-Standen er da kommen til den Grad, hvor den naturligviis, indtil nye Næring aabnes, staaer stille. Om Proprietairens omtalte Omhue ikke endnu har drevet den lidt videre.

26

Med Fornøyelse handler jeg saaledes, det være sig skriftligt eller mundtligt, med Folk, der har sunde og sande Grundsætninger. Derimod er det et fortrædeligt og ævigt Arbeyde, at disputere med dem, der skal informeres fra tage Roed. Dog seer jeg, at mange har indfundet og med Iver antaget sig, at omvende Philopatrejas fra hans farlige Kietterie, i sær: om Geistlighedens Indkomster. Saa vidt, tænker jeg dog, han nu maae være bragt paa rettere Tanker, at han erkiender sin Vildfarelse, naar han siger: (og det uden at giøre Forskiel paa Materier og Anledninger) At Præsterne ikke gierne skriver.

Men for at komme til vor Materie igien, da indseer Forfatteren vel af det anførte: At saa priselig, som hans Vaersomhed, og Tilraadelse af langsom Fremgang i den foreslagne Forandrings Udførelse, for at give Folkemængden sin behørige Tiid til Fremvext, saa ufornøden er den. Var kun Forandringen nyttig, (om det kuns var tivende Graden af den Størrelse, den er faldet Forfatteren i Øynene) da kunde den for Folkemængdens Skyld, gierne straxen og med eet allevegne foretages; thi Folkemangeler, som Forfatte-

27

ren nu vel paastaaer, ere her. Men til Proprietairens Beste, vil han, man skal bie, indtil man efterhaanden kan faae formuende Forpagtere, Handelsmænd, Capitalister af smaae Capitaler, til at antage disse nye Gaarde. Men saa faaer man vel og længe at bie. Saa mange Bygnings-Materialier, saa mange Besætninger paa eengang at anskaffe, blev nok del verste. Var kuns Forandringen nyttig, da skulde jeg heller ikke skrækkes ved dens medførte Bekostning. Forfatteren maae ansee den langt farligere, end jeg, naar han siger Pag. 106: "Til at giøre disse Indretninger paa engang i den gandske Stat, ere hverken Gods-Eyerne, eller Lands-Herren, " rige nok.

Som en Uleylighed, flydende af den anførte Forandring, anfører Forfatteren: At vi fik slet Smør. Pag. 42. Vist nok, men dette blev hverken det eeneste eller største Onde. Vi fik og slettere Korn; Culturen, som ved Proprietairer i sær er bragt temmelig vidt, vilde standse i sin Fremvext, om ikke igien gaae lige saa mange Grader tilbage. Korn-Priserne, naar Proprietairene kom ud af denne Handel, vilde nedtrykkes alt for meget.

28

Agerdyrkningen til Forsømmelse, og dens Flid til Svekkelse. Bøndernes Eenfoldighed vilde alt for meget rige Kiøbmændenes Snedighed, i at bestemme Korn-Priserne. De vilde falde langt under det, som var billigt, og Staten fordeelagtigt. Nu derimod kand de modsatte Kræfter og Bestræbelser, i at opsætte og nedsætte Prisen, balancere. Thi, at en billig Bestemmelse af Korn-Priserne er den beste, haaber jeg, enhver tilstaaer; og at de til Statens Skade lige saa vel for dybt kan nedtrykkes, som for høyt opskrues. Nøden iblant den fattige Almue paa Landet, vilde blive langt større, og Undsætningen mindre.

Løsnedes den nu værende Nøye Forbindelse mellem Hosbonden og Bonden, og begges Interesse. Ophørte med Hovningen Hosbondens Trang til disse fattige Arbeydere, og Fornødenheden af deres Ophold; da vilde mange, som nu hielpes, afvises Trøstesløst: og mangt et fattigt Barn, mange Fader- og Moderløse, dem Proprietairen nu antager og maae antage sig, eeneste søge sin Trøst og Undsætning ved Betler-Staven. Betlernes Antal, som nu

29

allerede er os overlegen, vilde da blive langt større.

Og en Fornødenhed og Fordeel er en langt kraftigere Drivefiæder, end barmhiertighed; i det mindste maae den sidste voxe ved den førstes Foreening. Hertil svarer vel Forfatteren Pag. 68: "Det er dog i Almindelighed ustridig vist: At Bønderne leve ikke af Herremanden, men han tilligemed dem ved deres Arbeyde, af deres fælles Moder.„ Men, med Tilladelse! Undersaatterne leve ikke heller af Regenten, men han med dem, ved deres Arbeyde. Men derfor er det dog ustridig vist: At mange Mennesker, særdeles under vanskelige Tider og Tilfælde, ikke kand undvære Regentens besynderlige Undsætning, og at de uden den vilde geraade i yderste Elændighed.

Sædernes Fordærvelse er endnu det største og farligste Onde, som ved denne Forandring maae befrygtes. I Bonde-Standen opfødes og oplæres Ungdommen, men optugtes ikke, som i andre Stænder. Og dog er Ungdommen i Bonde-Standen, skiøndt opfødt i største Frihed, uden Tugtelser og Irettesæt-

30

telser, til Svir, Drik, Spil, Liderligheder, Dovenskab og Ødselhed ikke nær saa forfaldne, som i de andre Almuens Classer. Den rette Hoved-Aarsag dertil, kan vel ikke angives, at være anden, end Hosbondens Opsigt. Og at enhver Bonde-Dreng veed: At Flittighed, Tarvelighed og Skikkelighed, er ham uomgiængelig fornøden, saavel til Hosbondens Yndest, som til hans Befordring; og at et stridigt Opførsel vil paadrage ham Hosbondens Ugunst, og forspilde hans Velfærd. Giøres Karlene derimod efter Forslaget uafhængige af Hosbonden? Er det ey meere Flid, Tarvelighed og Skikkelighed, der skal hielpe ham til en Gaard, men enten Fødselen, eller nogle arvede Skillinger, da maae man ey undre: at den bliver ryggesløs, som der haves aldeeles intet Baand eller Tøyle paa.

Disse Poster, skiøndt af yderste Vigtighed, har jeg alleneste nævnt, uden at udføre dem; thi for Forfatteren, og andre af hans Indsigt, er det ufornødent. Thi naar de kuns bringes dem i Sigte og en oversees, seer de dem vist lige saa godt og tydelig, som mine gamle Øyne. Udførligere kand de og findes foredragne i andre vore Oeconomiske

31

Skrifter, om man nu ellers vil, og faaer Tid at læse noget, som er over en Maaned gammelt.

Hertil lægger man nu den forhen omtalte Folkemængdens Formindskelse, og dens ulykkelige Følger, saa faaer den foreslagne Forandring gandske andre Farver, og et langt andet Udseende, end som den af Forfatteren er fremstillet.

Endnu kunde her tilføyes et Onde, som ved den foreslagne og anpriste Forfatning i Bonde-Standen, (bestaaende i Eyendoms Besiddelse af Gaarden imod Afgifter til Jord-Drotten, uden Hoverie med fuldkommen borgerlig Frihed, dog at der stedse bliver en Forbindelse mellem Gaarden og Godset, hvoraf hiin bliver en Part) var høyst befrygteligt, og endnu af større Vigtighed, end alle de forrige. Om jeg ellers skal nævne det, da man kunde vente, at det af sig selv noksom faldt enhver Skiønsom i Øynene. — Under nærværende Forfatning er Staten forsikkret om en fuldkommen Tryghed og Sikkerhed for Opstand og indbyrdes Uroelighed. “Bonde-Standen, siger Forfatteren, er i enhver

32

Stat den talrigste, og imod samtlige øvrige Stænder i det mindste som 3 imod eet.„ Opstand er altsaa eene befrygtelig i den Stand, der har saa overlegen en Magt, og i denne, i Fald den existerer, Høyst befrygtelig. Ingen Sammenrottelser, ingen Opsætsighed mod øvrighed, ingen oprøriske Tanker eller Overlæg kand finde Sted under nærværende Forfatning. De maae nu under Jord-Drottens Opsigt, hans lovmæssige Myndighed, og den Forbindelse, der er imellem Ham og Godset, enten hindres eller strax qvæles i Fødselen. Løsnes eller brydes dette Baand, frietages Bønderkarlene fra al Afhængighed af Hosbonden, og betages den sidste al Myndighed over det unge Mandskab. Skal Karlene være deres Egne, den eene ikke mere end den anden, og altsaa ingen Hosbond tilhørende, da er jeg ikke meere garant for Statens indbyrdes Rolighed.

Een i yderste Friehed opvoxende Ungdom, samtlige øvrige Stænder trende Gange overlegne, friegivet aldeles fra al Forbindelse, Opsigt, Tømme og Tøyle, giør mig frygtsom. Denne Stands Alder, Fornuft og Retsindighed, tør jeg ikke, og holder det for ufornuf-

33

tigt, at fidere paa. Belægges de, skiøndt med mindste og billigste Skat. Vil man sætte Grændser for deres Løns Forhøyelse og Misbrug, (som da først vil gaae an for Al« vor) da ryster jeg. Deres Enroullering og Krigs-Disciplins Udøvelse tør jeg ikke eengang tænke paa.

Men hvem vil kaste sine Øyne saa vidt omkring sig, og fæste dem paa saa ubehagelige Prospecter, som disse? Er det ikke rettere, at udsøge sig lutter fornøyelige Prospecter, og føde sig med nogle søde Drømme? Men jeg frygter: At de gode Folk som drømte saa sødelig, vil vogne i yderste Forundring og Forskrækkelse. Vel an da, jeg vil ikke føre dem saa langt hen i Eftertiden, en Forandrings ubehagelige Følger forud at indsee og udgrandske, hvilket for de fleeste er en høyst modbydelig Sag. Jeg vil da kuns erindre det forrige, og som er i frisk Minde. De eeneste Tegn og Begyndelser til Misfornøyelse, Opsætsighed og Opstand i min Tiid, har allene yttret sig ved Almuen i Bergens District, paa Bornholm, og i Wissinberg Sogn paa Kongens Gods, og nogle Aar tilforn ved Land-Militiens Oprettelse i Holsteen.

34

Men aldrig, mig bevidst, har mindste Kiendetegn dertil yttret sig paa Proprietairernes Godser.

At de ved Udskrivning til Soldater, ved Præsentation til Sessioner, og i deslige Tilfælde har begaaet mange slemme Excesser, lagt Haand paa Hosbonden, og slaaet Fogden fordærvet, det har man nok hørt; thi haardere er dog ikke deres Aag, det Trældom og Slaverie, som nu tales faa meget om. Et Sted, nemlig Pag. 107, synes mig og, Forfatteren begynder at frygte sig, og spaaer sig ikke meget Godt af en større Friehed. Og havde han været saa vel vidende, som jeg, hvorvidt det unge Mandskabs Selvraadighed gaaer under værende Forfatning. At Bonden har slet ingen Myndighed over Karlen, men maae ret lokke for ham, og have alle Ting med det Gode. At han maae selv giøre, hvad Karlen ikke vil, der endog, hvad Dag ham ey lyster at arbeyde, tager sig selv Forlov, og gaaer hvor han vil.

Og da Præstens Myndighed, endog mod de groveste, liderligste og meest ryggesløse, nu ikke strækker sig videre, end blot til

35

gode Raad og kierlige Formaninger, saa er Proprietairen den eeneste, der endnu har nogen Slags Hold og Tømme paa ham. Og dette Baand er endda svagt nok, og næsten gandske kraftesløs, faa snart de giør Aftale øg Overlæg, (hvilket er dem meget sædvanligt) at staae alle, som Een. Havde Forfatteren, siger jeg, været underrettet om dette, og at der er ingen i alle Statens Stænder, der er mindre under Tugt, Tvang, Hold og Tøyle, eller hvad man vil kalde det, end Bondestandens unge Mandskab. Aldrig havde han da, som en redelig Patriot, raadet: at friegive dem fra det Hold, Proprietairen endnu har paa dem, førend han havde foreslaaet, og vidst at foreslaae, hvorledes de ved andre, og paa anden Maade kunde holdes i Tøyle. Havde Forfatteren erindret sig, hvorledes en Opstand alleene af Silkevæver-Svende for kort Tid siden satte heele London i Angest, og hvor skammelig The White Boys rasede i Irland, mueligt Pennen var faldet ham as Haanden. Vel er jeg ikke meere Pultron, end en anden. Men i saa Fald seer jeg dog, at Magten var os overlegen.

36

Soldaterne holdes i Tømme ved mange Opsigthavende Officerer, og fleere nøye og idelig paapassende Under - Officerer. Borger-Ständen og dens Ungdom ved Magistrat, Byefoged, Politie-Mestere, Rodemestere, Raadstue-Tiennere og Vægtere. Men Bondestandens saa talrige unge Mandskab, ved hvem nu? Ved slet ingen!

See, disse nu ommældte ere de sande, de store og aldeeles uovervindelige Hindringer for den foreslagne, og saa høyt anprisede Forandring.

Jeg kunde gierne forøge Registeret paa den foreflagne Forandrings medførte Uleyligheder. Jeg kunde spørge: Hvorledes det skal gaae til med alle Bøndergodsets Skove? Dog, (jeg erindrer det) Forfatterens Svar er Pag. 60: "De skal forbeholdes Jord-Drotten, og af ham skal Bønderne, de nu i Friehed og Eyendom forsatte Bønder, kiøbe deres Tienner Brænde og Tørv.„ Men, lad være: at dette ikke giorde Indgreb i deres fuldkomne borgerlige Friehed, saa seer jeg

37

ikke, hvorledes Gaardene i nogen fund Sands kand siges deres Eyendomme, den Stund de af en anden skal kiøbe det Timmer, det Brænde og den Tørv, som voxer og findes paa deres egne Eyendomme. Aldrig har jeg Hørt: At Hovnings-Bonden af Hosbonden har kiøbt det Timmer og Brænde, som voxer paa Bondens Fæstegrund. Men vel, at ham deraf gives Udviisning, (og naar der ingen Skov er paa Bondens, da af Hovedgaardens) og at sælge sin Fæste- og Hovnings-Bonde den Tørv, der falder paa Bondens egen Grund, var lovstridigt og en Criminel-Sag. Altsaa vil jo Forfatteren: At de nu, som Eyere, skal kiøbe deres eget, det de, som Fæstere, aldrig har kiøbt; havde for intet, og til Deels efter Fornødenhed burde have for intet.

Videre kunde spørges: Hvo der skulde opbygge afbrændte Bønder-Gaarde? Og under Kræe-Syge hielpe Bonden til Besætning, nu Gaarden med Besætning var Bondens Eyendom? Forfatterens Svar er: At begge Deele, Huse og Kræe skulde assecureres i en almindelig Brand-Casse.

38

Muelig, paa det Kræe-Sygen med desto større Ret kunde siges, at være en almindelig Lande-Plage, og dertil vorde forøget med en anden Plage, af det derved følgende uendelige Bogholderie, og utallige Vidners Føring. Men disse og deslige smaae Ting forbigaaes.

Thi de forhen ommældte ere de sande, de store og aldeeles uovervindelige Hindringer for den foreslagne og saa høyt anprisede Forandring, og ingenlunde Proprietairens Skadesløsholdelse.

Havde Forfatteren været saa hældig, at faae Øye paa de første, da kunde han have sparet al sin Møye og Bestræbelse med den sidste.

Et Sted finder jeg: at Forfatteren har giort sig selv den Scrupel: Om og Bonden kand taale denne Friehed? Ligesom og et andet Sted: Om og Bonden selv skulde ynske denne Forandring? Disse indfaldende Tanker, skulde jeg ynsket, at Forfatteren videre og længere havde fortsat. Men den gode Mand Har den Tiid alt været saa indtager af sin Teg-

39

nings Yndighed, at han hellere har vildet adsprede disse sorte Skyer, end dermed at fordunkle dens Glands, og formindske sin Fornøyelse. Saaledes bortrives vi af vore Lidenskaber, til hvad Side dem best behager.

Den ædelmodige Forfatter, som er saa øm og saa vaersom, at Jord-Drotterne, dem han erklærer for Godsernes retmæssige Eyere, ved hans foreslagne Forandring i allermindste skal vorde fornærmede, formeener og: At deres nu havende Indtægt af Gaard og Gods efter Forandringen kand Haves, og forsikkres dem. Dog undslaaer han sig for at giøre Beregningen, som noget, hans Plan ikke tillader, da han ey skriver om nogen vis Stat. Denne Beregning kand og gierne undværes. Trende saadanne Beregninger veed jeg vist, og den eene alt for mange Aar siden, at være kommen for Lyset. Alle trende ere og blevne besvarede. Disse Oeconomiske Regnemestere, da de første har giort Beregning over et slet indrettet og forvaltet Gods, og de sidste over et vel indrettet Gods, saa har de nødvendig maattet faaet, endog ved redeligste Beregning, forskielligt Facit; og fundet Fordeelene,

40

snart ved den eene, og snart ved den anden jorde-Godsernes Forfatning.

En fast og urykkelig Sandhed bliver det, (dog forlanger jeg ikke, man skal troe mig paa mit Ord, jeg har baade Vidner og Beviser, og hvad kand man forlange meere) at under værende Forfatning kand af et vel indrettet og administreret Jorde- Gods haves større Indtægt, end under den foreslagne Forandring.

Dersom Forfatteren alleene agtsom læser første Anmærkning af ommældte Patriots anførte Extract, i sær Beregningen: Hvad Hovnings-Bonden nu ved sit Hoverie svarer Hosbonden? Naar Ægt og Arbeyde anslaaes i Penge, og ham saa forundes en halv Times Eftertanke og Overlæg, muelig han da sparer mig baade mine Vidner og Beviser. Dog, eftersom jeg er uvis, saa fremkaldes først Bønderne, og adspørges 1.) almindelig: Om de kand ikke betale deres Hosbond meere, naar det, om ikke alt, dog for største Deelen, maae betales med ægt og Arbeyde, end naar det

41

skal betales med bare Penge, eller Korn-Vare? 2.) Om de, i Steden for deres

sædvanlige Hovning: 6 Pløye- og Harve-Dage, 28 Ægter, og 116 Gang-Dage kand taale at betale 34 Rdr. 2 Mk. 8 Sk.? Bønderne maae selv svare. Jeg vil ikke lægge dem Ordene i Munden.

At fremkalde Proprietairen, er ufornødent. Deres Giensvar: Om de kand have størst Revenue under værende Forfatning, eller under den Dem saa ofte og Høylig anprisede Forandring, har vi allerede; siden De, som heri har frie Hænder, og dertil Opmuntring og. Information nok, ingen Forandring har vildet forrtage. (At Forandringen paa nogle faae forhen ilde indrettede og forvaltede Godser er foretaget, og anseet for fordeelagtigt, beviser intet).

Skulde Proprietairernes Vidnesbyrd falde nogen mistænkeligt, da gad jeg vidst, hvad Idée han giør sig om Proprietairerne. Skulde det vel være Folk, som ikke søgte deres Fordeel? Den Tanke, troer jeg dog ikke, man almindelig har om dem, og behøver altsaa ikke at bestrides. Skulde

42

det da være Folk, som ikke indseer og skiønner deres Fordeel. Saadan Vanknndighed, saadant et Mørke, der skulde blinde dem, som erfarne i Land-Væsenet, at see, hvad saa mange deri uerfarne saa klart og øyensynlig kand see, kand vel heller ikke tillægges dem. Skulde man her ikke kunde applicere Forfatterens Ord, Dag. 33: " At et hvert Menne" ske i sin Omkreds seer videre, end hans " Tilsyns-Mænd (eller blotte Tilskuere?) „ Skulde de da vel være saa besrrikkede og indsnærede af gamle Vaner og Vedtægter, at de ikke kunde udreede sig. Da er det og høyst forunderligt, hvorledes disse skulde dertil være og forblive saa afmægtige, frem for alle andre deres Lige, og det i en Tiid, da vi, og alle Ting paa os og om os, har forandret sig meere i 20 Aar, end forhen i 100de. Da Lysten til Nyehed, og Reformations-Geisten, har bragt deres Herredømme til det allerhøyste. Da ingen af dem vil blive ved det Gamle, det være sig godt eller ondt.

I Haab da, at mine Vidner ikke forkastes, gaaer jeg til Beviserne. At Gaards og Gods-Revenue, under værende, Forfatning uomgiængelig maae: være større, end under

43

foreslagne Forandring, og det endskiøndt baade Grunden og Frugtbarheden (som Forfatteren siger) er her, og bliver den samme. Og siden Folk dog er for nyt, er jeg muelig og saa lykkelig, her at fremføre Dem nogle nye Beviser.

1.) Under værende Forfatning har Bonden betalt Hosbonden aarlig ved Hoverie 34 Rdr. 2 Mk. 8 Skill. Under foreslagne Forandring, da Hoveriet skal hæves, men Hosbonden indemniseres, skal Bonden i Hovningens Sted, i Penge eller Korn betale denne Summa. Jeg sagde: Bonden har ved Hoverie aarlig betalt 34 Rdr. 2 Mk. og 8 Skilling. Forskrækkes kuns ikke! Han har ikke betalt det alleene. Hans Heste har betalt en anseelig Deel deraf. Det samme Antal Heste, som han under Hovnings-Frihed endnu maae holde, nemlig til en Plovs og Harves Bespændelse, med det dertil behøvende Tillæg. End meere: Bondens Redskaber, hans Plov, Harve, Seeletøy, Vogne, Leer, River, Pleyler, Kornsold, Sække, Ørerne. Samme Reedskaber, og ikke fleere, dem han endnu under Hovnings-Frihed for eget Brug maae have, har og be-

44

talt noget. Læg dette tilsammen! da skal befindes: At Heste og Redskaber snart har betalt den halve Deel. Under Hovnings-Frieheden derimod skal Bonden selv alleene, uden Hestenes og Reedskabernes Tilskud, betale Hovningens fulde Værdi, og hvad den har indrentet. Dette er ham for svært, dette kand han ikke. Følgelig lider, og maae Hosbonden lide en anseelig Afgang i sin Indtægt ved Hovningens Nedlæggelse. Og som sligt geraader Hosbonden, saa geraader det Staten selv til Afgang. Til samme Grundes Cultur, som af Hovnings - Bønderne med samme Antal Heste og Reedskaber er bestridet, dem de under Hovnings-Friheden dog maae holde, skal ved Hovningens Nedlæggelse endnu anskaffes og holdes et anseeligt Antal Bæster, samt et anseeligt Antal Vogne og øvrige Agerdyrknings-Redskaber.

Dette var uden Tvivl noget Nyt, som muelig en Deel Land-Væsenets Reformatores selv forhen ikke har hørt eller tænkt paa. Bønderne derimod anseer jeg ikke saa, eensoldige, at de jo baade begriber og paaskiønner: At deres Bæster secunderer dem ærlig og redelig, og bære deres fulde Andeel af Hovningens Byrde.

45

For det

2. Da arbeyder Hovnings - Bonden meere, end den Hovningsfrie. Jeg siger ikke just: At han er meere- arbeydsom eller flittig; men alleene, at han arbeyder meer. Driften til at befordre sin og Sines Velstand, er under et retsindigt Herskab og Lovens Haandthævelse den samme, og lige for dem begge. Men denne er og den Hovningsfrie Bondes eeneste Drive-Fiæder. Og man opægge og tilskynde denne Drift, denne mægtige Egenkierlighed Dag. 69, saa meget, som man vil, saa seer man dog: hvor kraftesløs den er ved Almuen, den Stund den er eene, og ey undersiyttet ved andre og paa Almuen meere virkende Drivefiædre. I de andre Almuens Stænder, hvor der ikke klages over Mangel paa Frihed, eller paa Forsikring om en umiddelbar Nydelse af deres Arbeydes Frugter, der findes jo Lediggang, Ørkesløshed, Drukkenskab, Liderlighed langt meere herskende, end paa Hovnings-Godserne. Derimod har Hovnings-Bonden foruden denne, mange andre, saasom: Opsigt, Tvang, Fornødenhed, Æmulation, Hosbondens Roes, Opmun-

46

tring og Undsætning, hans Ugunst, Bebreydelse og Undsætnings Unddragelse.

Hvad Under da: At Han, som har saa mange andre og flere Drivefiædre, drives videre, og arbeyder meere? Hvad Under: At disse mange, og til Deels for Almuen høyst nødvendige og best virkende Drivefiædre, bedre kand bestride de stærke Tilbøyeligheder til Ørkesløshed, Lediggang, Kroegang & c., end den eeneste Drift: Omhue for sin og Sines Velstand. Hvor denne allene skal være nok, der maae være temmelig Oplysning og en ædel Tænkemaade. Naar nu Hovnings-Bonden, som beviist, som vitterligt og forstaaeligt nok, arbeyder meere, (thi hvad Forfatteren siger Pag. 34. og 35. om Hovnings-Arbeydets Langsomhed, da strider det imod al Erfaring paa ethvert vel forvaltet og administreret Gods) saa kand han og sortiene og betale meere. Bliver der derimod ved Hovnings-Friheden af samme Antal Folk mindre arbeydet, og mindre fortient, saa maae og nødvendig i Tiden Hosbondens Revenue blive mindre, men hans Restantse større.

Nor:

47

Forrige Revenue kand da af dette noksom sees, ikke at kunde haves, eller forventes, under foreslagne Forandring. Og see vi nu hen til Hosbondens Sikkerhed for sit Jorde-Godses Revenue, da seer det endnu meere broget ud. Her finder jeg og, at den ærlige Forfatter ret har været bragt i Knibe, og maae have fundet sig i yderste Forlægenhed. Aldrig havde han ellers skrevet, hvad som er hans Indsigt og øvrige Skrift saa aldeeles uligt: At Kongen, for hvis Skatter Proprietairen nu er Cautionist og Selvskyldener for Bonden, kunde gierne paatage sig Caution for Bondens Afgifter til Herskabet. Pag. 94. 97. Herpaa siger han, kunde giøres Forsøg i 10 Aar, (dog uden at sige os, om Krig, Kræesyge og Misvext i disse 10 Aar skulde indfalde, eller ikke). Men hvortil et Forsøg, helst saa kostbart, som Forfatteren beskriver det, al den Stund denne Forandring, saasnart Krig eller Krigsfrygt afdrager Dækket fra Øynene, og giør os lidet meere klarseende, besindes høyst afskyelig; præsenterer sig som den allerdaarligste og skadeligste Forandring af Verden; der umuelig kand holde Prøve, men ufeylbarlig vil omstødes, og da give Leylighed (som saa ofte, og i saa

48

mange Ting skeet er) at føre den gamle forkastede Forfatning i Triumph tilbage? Men dette vil vi forbigaae. Vi har seet, at Manden er i Forlægenhed.

Jeg vil kuns til Slutning fremsætte Forfatteren er Par Spørsmaal til egen nærmere Eftertanke.

Var han Proprietair, siger han; (men Hvo veed, om han da ikke blev sindet , fom de fleeste; om hans Syn og Indsigt da ikke forandredes?) var han Proprietair, vilde han udføre sin foreslagne Plan, og gaae saa og saa til Værks. Men stoed da og han, som de fleeste, da maae jeg spørge: hvorledes han meener, at han var til Mode til 11te Junii Tider? Naar Hovedgaardens forhen visse Revenue nu skulde indkomme og samles af Bøndernes uvisse Afgifter. Helst naar der indfalder et Aar af Misvext, da Bonden, som de fleeste i Aar, intet Korn kand sælge; eller Kræe-Syge, der i Aar har sat vore Bonder i saa kummerlige Omstændigheder. Mon hans nu saa høyt anpriste Forandring da ikke endnu høyligere vilde vorde beklaget. Hvorfore, vilde han vel sige, fandtes der ikke

49

en Ven, som fraraadede mit forvovne og overilede Foretagende, og forhialp mig til bedre Indsigt. Denne Beklagelse er det just, jeg her vil forebygge, i Fald han skulde saae en Herregaard.

Endnu maae jeg spørge: Hvorledes han tænker, at han blev til Mode under paakommende Krigstider og Krigens medførte Byrder og Paalæg? Hans forrige Afgifter fra Bonden bleve nu ikke uvisse, men vist udeblivende. Og naar Bonden ikke kunde udholde det længere, saa skulde han, som intet fik, og følgelig intet havde, endda betale for dem. Da vilde Proprietairens Lader og Hollænderier savnes for Alvor. Disse er det, som i vanskelige Tider hidindtil har hindret de fornemme Familiers Undergang, afværget yderlig Med, og i Længden baaret Krigens største Byrde.

Under værende Forfatning er, endog under haardeste Krigstider, dog Staten, samt Proprietairen, som Statens Cautionist, sikker paa den Andeel af Bondens paalagte Contributioner, som ved Hoveriets Arbeyde afdrages og erlægges. Han kand altid arbeyde,

50

og tvinges til Arbeyde; men ikke altid betale, eller tvinges til Betaling. Naar Krigens Byrde blev dem noget tung, og de derpaa aflod at betale, hvad vilde da Regieringen, Staten og Proprietairen giøre? At afsætte dem alle, eller en stoer Mængde fra Gaardene, gaaer ikke an; helst i saadan Tiid, da der er ingen Liebhabere. Gaardene kand en staae ledige og Jorden ligge udyrket. Og dette indseer Bonden meget vel. At lade dem contribuere, ved at arbeyde til det Almindeliges Nytte, gik nu heller ikke an. Hvad sligt Arbeyde kunde nu anvises dem, nu Hoved-Gaardene vare skildre ved deres Grunde og Lader? Dette skulde og Bønderne nok vide at betjene sig af. Hvorledes saae det nu ud for Staten og dens Cantionister?

Dette skulde De, der anseer og udraaber Hovningen, som en Hoved-Hindring for den almindelige Velfærd, tage under Eftertanke: saa vilde De tilsidst til deres store Forundring see denne Sandhed at udkomme: At Bonden ved at giøre Hoverie til Hosbonden, virkelig giør Hoverie til

51

Staten, siden det er Hovningen, og den Afgifts Deel, der afdrages ved Hovning, som sætter hans Cautionist i Stand, i sær under besværlige Tider, Bondens paalagte Contnburisner at betale. Under de Tider, da hverken Kongen, eller Cautionisten, kand faae meget andet af ham, end Arbeyde.

Men som faa af os (Gud være lovet!) kand huske Krigen, saa er der og faa, der tænker paa den, eller forestiller sig dens Følger og Virkninger.

Endnu burde dog den yngre Slægt saae Underretning hos den Ældre: Hvorledes Bondens Tilstand under og efter sidste Krig var paa Kongens endog beste forbeholdne Godser. Hvor lidet Bonden der, endog under haardeste Execution og Straf, betalte tilsidst. Hvor mangfoldige Gaarde der stoed ledige, dem ingen vilde antage; og hvorledes de Itvungne straxen forlode dem igien. Havde Contributionerne af Proprietair-Godset da ikke været vissere, end af Kongens Gods, da havde det seet ilde ud for Kongens Casse.

52

Men da Proprietairens Andemnisation ikke kand eller bør ansees, som en Hinder for den foreslagne Forandring, alt den Stund den er forknyttet med de forhen viiste store og høyst betydelige Uleyligheder; saa var det Uret, Læseren hermed længere at opholde.

Og, naar nu den føreslagne Forandring, foruden det, at den, som viist er, vilde medføre de betydeligste Uleyligheder. og anseelig Afbræk for heele Staten, dertil svækker Hosbondens Revenue og gandske kuldkaster hans Revenues Sikkerhed. Hvor ubeføyet er man da ikke, at anklage en Deel Proprietairer, som stridende for Despotismus, den Fornøyelse at herske over Medborgere, som for Majestæts Rettigheder; audre for angestfulde Sorger, at Bonde-Standen skulde vinde paa deres Bekostning; for ældgamle Fordomme, ligesom ingen anden bedre Forfatning var muelig, end den indførte, vid. Pag. 3. Alleene fordi de ey i Steden for en langt bedre Vil indføre een Staten, saavel som dem, høyst skadelig Forfatning ved Bonde-Standen.

53

Med slige Beskyldninger, som utidige, burde vel indeholdes, indtil den foreslagne Plans Fordeel og større Nytte for Staten tilstrækkelig var gotgiordt. Og hvor vanskeligt, ja slet umueligt, et Værk dette vil blive baade ham og andre, tænker jeg: At disse mine Indsigelser vil overtyde dem om. Men vil Forfatteren ikke vige for Beviser og Demonstrationer? Ney! ikke, som han siger Pag. 655 uden for den tilkommende Tids Forfarenhed og for de Forsøg, som endnu skulde giøres, og giøres med den tilbørlige Forsigtighed. Saa er jeg ikke den, der kand overbevise ham. Thi Deels lever jeg ikke saa længe, Deels eyer hverken jeg, eller min heele Slægt, nogen Fods Jord.

Er Hoveriet paa nogle Stæder drevet for vidt, og til virkelig Hinder for Bondens egen Avling, da lad den, siden det er Staten høyst magtpaaliggende, indskrænkes, at og Bondens Avling vel bedrives ! Misbruger nogen Hosbond sin Myndighed; lad ham ansees, straffes og rilrettesættes! Foruretter, undertrykker, forfølger han sin Underhavende; han straf-

.i

54

fes saa meget desto haardere, og andre til Exempel, som og paa nogen Tid skeet er! Man beskikke Opsyns Mænd med Hosbonderne, og Forsvars Mænd for Bønderne! Alle sig med Tiden indsnigende Myndigheds Misbrug opagtes nøye, forbydes og omstødes! Men aldrig vige en bedre Forfatning ved Jorde-Godset for den flettere; den som er forknyttet med mindre for den, der ere forknyttet med fleere og meere betydelige Uleyligheder!

Forfatteren og jeg har i denne Sag vel ulige Meeninger, men vore Hensigter ere lige reene; Begge skrive vi til Sandheds Opdagelse, Landets Nytte, og Publici Oplysning. I øvrigt har Skriftet vedbragt mig megen Høyagtelse for dens Forfattere, og viser mig: At vi i mangfoldige andre Satser ere gandske overeensstemmende.

55

Anhang til Anmærkningen

over

Betænkningen:

Hvorledes

Friehed og Eyendom

kunde forskaffes

Bonde - Standen.

Kiøbenhavn, 1771.

56
57

Sidstleden forglemte jeg at tale et Par Ord om Titulen: Af Frieheds og Eyendoms Forskaffelse for Bonde-Standen; samt denne Forfatterens Grundsætning: At det Lands Tilstand, hvor Bonden dyrker sin egen Mark, bør foredrages det Lands Tilstand, hvor han arbeyder uden Eyendom, og med indskrænket Friehed. Dette burde vel været det første. Jeg tilstaaer det. Læserne pardonnere! Til min Undskyldning veed jeg intet, uden dette: at siden det er en forvendt Verden, vi lever i, Land en forvendt Orden muelig behage de Fleeste.

58

Friehed og Eyendom skulde forskaffes Bonde- Standen. Men førend vi indlader os i Underføgelsen af denne Sats, da maae det forud bestemmes og udgiøres: Om vi her skal handle og tractere Sagen, som Statsmænd, eller ikke. Om vi under Sagen tillige (jeg siger ikke: fornemmelig eller alleene) skal indflutte den Hensigt til Statens og Regieringens, ja en Eenevolds - Regiærings Styrke, Sikkerhed og Beskyttelse (jeg siger ikke Glands, udvortes Anseelse og Myndighed). Eller: om vi skal udelukke denne Hensigt, og efter dens Udelukkelse eeneste, eller fornemmelig hensee til meenige Indbyggernes beste Velgaaende og ynskeligste Tilstand.

Fastsettes det sidste, og dermed supponeres: At Indbyggerne istedse indbyrdes forholder sig roelige og fornuftige, og dertil lever i bestandig Fred, ufornærmede og uoverrumplede af andre. Da er Undersøgelsen snart giort; da underskriver jeg ikke alleene denne Sats, men gaaer og i mange Poster meget videre. Frieheden udstrækkes da til fleere, end Bonde-Standen; ja mangfoldige dens Indskrænkninger hæves; den bliver større, og udvides for dem alle. Uligheden af Eyendommene bliver ikke nær saa stor, som nu. Stænders og Medborgeres Forskiellig-

59

hed bliver meget mindre, og Rang Forordningen, i Fald nogen behøves, meget kortere. Og saa fremdeeles.

Skal vi derimod tractere. Sagen, som Statsmænd, og under samme have den tilbørlige Agt og Hensigt til Statens Styrke, Sikkerhed og Beskyttelse; da fordrer denne Sætnings Undersøgelse nogen meere Betænkning.

Friehed og Eyendom, som de ikke bør frakiendes nogen Stand, saa skal de og vist tilkiendes Bonde-Standen. Men, under den tilbørlige Agt og Hensigt til Statens Styrke og Sikkerhed, kand ingen af dem blive saa store og saa vidt udstrakte, som man ellers gierne, og helst ynskede. Her gielder der da om, paa det nøyeste at afpasse og afmaale just: hvad Grad i Friehed og Eyendom for Bonde-Standen der er den tienligste og retteste, under en fastsat monarkisk Regiering? Men hvor skal man vente af Mennesker, der snart hvert Øyeblik differerer fra sig selv i deres Meeninger, tillægger eller indskrænker, om ikke slet omstøder, hvad de nyelig havde fastsat; der sielden tænker accurat den eene Dag, som den anden. Ak de, om man endog alleene vilde udsøge tvende Voldgiftsmænd, skulde blive fuldkommen eenige i

60

nøyagtig Bestemmelse af saadan Bonde: Standens Friehed og Eyendom?

Alle ere enige, at begge Deele kand udstrækkes for vidt, og indskrænkes for meget. Men den meest muelige nøyaglige Bestemmelse, som føges efter og skulde udfindes, den er det, der er saa vanskelig at udfinde, om ikke lige saa vanskelig at demonstrere.

Heri seer jeg ikke, at Forfatteren giver noget synderligt Lys og Ledsagning; han har undslaaet sig for, at indlade sig i denne Labyrinth; og dog er det der, at snart alle stridige Meeninger om Land - Væsenets retteste Forfatning møder og støder an paa hinanden.

Jeg derimod har ofte og ved mange Leyligheder vovet mig derind. Mine Tanker derom kand endog uddrages af forrige Anmærkning, om de end ikke for længst vare lagte for Dagen. Altsaa, da jeg nødig skriver det samme og samme igien, vil jeg her kuns anføre nogle faa og korte Erindringer.

For først, som sagt, maae vedtages: At Sagen skal behandles under tilbørlig Agt og Hensigt til Statens Styrke og Sikker-

61

hed; dermed er det største Skrit giort til Foreening, og de største og meest betydelige Afvigelser forebygte.

Dernæst maae man vel udstudere den Menneskelige Natur, og i Særdeeleshed vel kiende og udforske den omhandlede Nation, dens Almuens herskende Sindelav, Tænkemaade, Vaner og Tilbøyeligheber, for paa det nøyeste at kunde bestemme: Hvorvidt den kand bringes ved ædle Drifter og mildere Midler, Opmuntringer og Belønninger, og hvorvidt de drivende Midler, Trang og Tvang, kand behøves; alt paa det at man hverken skal love sig for meget af de ædlere Drifter og mildere Midler, og heller ikke anvende ufornødne Tvangs-Midler.

De mange Mennesker, som idelig siger og skriver os, og ret har giort sig det til et Mundheld: At dersom Bonden arbeydede for sig selv, da arbeydede han med større Flid og Lyst; og formeener, alleene ved dette myndige Axioma noksom at kunde bestride og kuldkaste Land - Væsenets iværende Forfatning, og tilkiendegiver dermed meere et godt Hierte, end god Indsigt. Disse betænke dog: At det er en hver Medborgeres Pligt, at arbeyde for andre. At Jordbrugerne eene skulde arbeyde for sig selv, og

62

beholde alt, hvad Jordbruget indbringer, kand De dog vel ikke mene; thi hvor gik det da dem selv. Staten og dens øvrige Stænder? De vise da: At Bonde-Standen arbeyder meere forandre, end Haandværks Manden, Borgeren, Søemanden, Manufactur- og Fabriqve-Arbeyderen, samt øvrige Almuens Classer! De vilde da vel: At Bonden selv skulde beholde meere af sit Arbeydes Producter og Vinding. Jeg ogsaa; (thi det feyler mig heller ikke paa et godt Hierte imod ham) dog med det Tillæg: saafremt og saavidt Statens Beste tillader, at den med sine øvrige Stænder kand undvære det. Og sigter De i sær til Hoveriet, da udregne og vise De: At Bonden, ved at bearbeyde 5 a 6 Tdr. Hartkorn for sig selv og 1 for andre, arbeyder meere for andre, end øvrige Almuens Stænder. Ney! slap han, og kunde han flippe dermed, da var hans Kor i mange Grader bedre, end øvrige Almuens.

Vilde De: ar Bønderne skulde være meere velhavende og rige, da betænke de først: At Bonde-Standen er den Talrigste, og mod øvrige Stænder i det mindste som 3 imod 1; og da Ordet (riig) er af en relativisk Bemærkelse, og sædvanlig betyder : velhavende imod andre at regne; saa maatte enten de øvrige Stænder nedsættes i deres Formues Forhold mod Bonde-Stauden (hvilket man dog neppe skulde troe at

63

være disses Tanke, da De gierne tillige taler om Kiøbstædernes Aftagelse, om Handel, Søefart og øvrige Haandteringer deres Forfald, og hvor Høylig de trænger til at ophielpes) eller alle Statens Stænder, i det mindste alle Almuens Classer skulde ophielpes til større Formue. Dette løber da kuns ud paa gode, men frugtesløse Ønsker. Dernæst udregne de: til hvad Arbeydsomheds Grad Almuen, og vor Almue i det tunge, møysommelige og besværlige Arbeyde, bringes eeneste ved Attraae efter Velstand, og ved hvad Velstands Grad denne Arbeydsomhed standser, og benævnte deres Drivesieder slappes; om den ikke med andre og fleere Drivefiedre, som medvirkende, hielpes og understyttes.

Endelig for det Tredie maae man udregne: Hvad Velstands Grad der kand lodde Almuen efter Nationens Nærings-Veye, Midler og Kilder, og dens iværende alle Slags Omstændigheder, uden at Statens Styrke og Sikkerhed lider; thi den høyeste Grad i Velstand, som han uden Statens Fornærmelse lodde kand, har han, og andre paa hans Vegne, første Ret at paastaae.

Jeg haaber, man tilstaaer mig denne Erindrings Vigtighed og Rigtighed. Er Bonde-Standen den, der skal nære de andre? Hvilket i sær har Sted der, hvor der ey ere Berg-

64

værker, hvor Fiskeriet ey giør meget, og Fabriqver og Handel ey engang er tilstrækkelig til egen Fornødenhed, da er det forstaaeligt nok: Jo meere Bonden selv fortærer, eller beholder, jo mindre ; derimod jo mindre han selv fortærer, jo større, er Overskudet til Staten og øvrige Stænder. At den os saa tidt citeerte gode Franske Konge ynskede Bonden en Høne i Suppe hver Søndag, [ hvilket dog ikke siger meget, naar der tales om den Danske Bonde, helst om han hævede Misbrugen af Tobak og Brændeviin] var kuns et frugtesløst Ønske, den Stund lige høye Skatter ham skulde betales, og øvrige Stænder en skulde leve slettere.

Bondens bedre Levemaade aabner, som forstaaeligt nok, ingen nye Næringsvey. Den Forøgelse, som mange deraf venter og giør Regning paa, i Fabriqveurers og Handelsmænds Næring, varer en saare kort Tiid, bekommer Staten ilde, og ender i en almindelig Vansmægtelse. Man snakke hvad man vil! Lever Bønderne paa lige Grund og med lige Produkter, det være sig i Haderslev Amt eller andensteds bedre, saa contribuerer og afkaster de og mindre til Staten og øvrige Stænder. Det er jo slet contradictorisk, at sige eller troe: At af lige Vinding og Afgrøde kand fra den, der fortærer selv meget, blive lige saa stort Overskud, som fra den, der fortærer mindre. Jeg taler

65

om Bonden som Bonde, er han desuden Capitalist og indtager Renter, er han Prangere, Handelsmand, Interessent i Forpagtning, og deslige; da er det en anden Sag. Han præsenterer da meere end een Person, og har ikke eeneste Indtægt som Bonde, men to Mænds Næring. Kunde til Staten og de øvrige Stænder overskyde ligemeget , og Bondestanden dog leve bedre og selv beholde meere, da var det jo en Tyrk og Tartar, der ikke vilde ynske og unde ham det, og befordre ham dertil. Men skal han leve bedre og beholde meere; da vil det et Sted skorte og savnes. Naar nye Næringsveye, en Sag dette uvedkommende, ey aabnes, og dog vil saa mange soreprædike os denne Umueligheds Muelighed.

Imod alle disse 3de nu giordte Erindringer pecceres der ofte meget øyensynlig af mange vore oekonomiske Skribentere.

De fleeste, som fremkommer med Forslag, løber mig alt for buus paa. Øynene har staaet dem for stille i Hovedet, de har sielden staaet meere end en eeneste Ting i Kikkerten. Hos Forfatteren derimod finder man en ret priselig Vaersomhed, ja Frygtagtighed; megen Circumspection og temmelig stærk Indsigt i Stats-Videnskaben, [dog meere i andre, end i den foretagne Materie] og just des Aarsag behøves saa

66

meget desto meere , at hans Skrift undersøges til Publici Advarsel og Oplysning.

Friehed og Eyendom, siger Forfatteren, skulde forskaffes Bonde-Standen, og [ som han siden forklarer sig] Fæste- og Hovnings-Bønderne.

Først har vi da at giøre os nogen Betænkning over, om det og med god Skiel kand siges: At vore Fæste-, og Hovnings-Bønder mangler den Friehed og Eyendom, dennem her billig lodde kand? Og dernæst: Hvorledes disse Bønder befinder sig, efter at de ere oversatte i den foreslagne Hovningsfrie Eyendoms Tilstand ?

Angaaende det Første, da tænker jeg, at Forfatteren burde vise: Enten at de øvrige Almuens Classer ligeledes mangler, og burde forhielpes til Friehed og Eyendom. Eller, i Fald dette ikke her er hans Tanker: At Bonde-Standen heri fremfor de andre Almuens Classer staaer tilbage. Eller og godtgiøre: Hvorfor Friehed og Eyendom er Bonde-Standen frem for andre nødvendig og tilbørlig. Ingen af Deelene finder jeg af Forfatteren ommældt og afhandlet. Han siger alleene Pag. 5. " Jeg er af den faste Meening: At det Lands Tilstand, hvor Bonden dyrker sin egen Mark, bor foredrages det

67

Lands Tilstand, hvor han arbeyder uden Eyendom og med indskrænket Friehed.

Saalænge da, at det ikke er beviist, ja ikke eengang paastaaet: At Friehed og Eyendom er Bønderne frem for andre Almuens Classer fornøden og tilbørlig; saa har jeg fuldkommen Ret til at paastaae: At for Bonden kand ingen Mangel af Friehed og Eyendom paaklages, den Stund Lovene tilstaaer: og forsikkrer ham begge Deele i samme Grad, som øvrige Almuens Classer.

Med samme Ret, som det fordres for Bonden, kand jo Borgeren og Haandværks- , manden paastaae: At Friehed og Eyendom ham burde forskaffes. Den Friehed, ey at arbeyde for andre; som ham gandske utienlig, forlanger han vel ikke; heller ikke en Eyendom, lige med Bonden, af nogle Tønder Hartkorn. Men Huset og de Værelser, dem de nu har i Leye, kunde han jo med samme Ret paastaae, at ham til eget og Landets Beste burde forskaffes Eyendom paa, samt paa den Andeel af Kiobstædens Græs-Marker, som ham lodde kunde. Foregivende: At Husene derved bleve bedre bevogtede for Ildsfare, bedre forsvarede imod kendte ligt Anfald, og at Jordene, som nu kuns føder hans Koe; da, naar han fik fri Hænder, tillige kunde fede ham og heele Familie. Skipperne,

68

Matroser og alle Søefarende, kunde med samme Skiæl paastaae: At de selv burde eye, i det mindste være Redere i de Skibe, de seylede paa. Foregivende: At sligt tiente til deres Flittigheds og Aarvaagenheds Opmuntring, og maatte ansees som største Billighed i Henseende til deres mange og store Fatiger og Farligheder.

Soldater - Standen vil jeg endda forbigaae, da Frieheden der i høyeste Grad er indskrænket, og Eyendommen saa godt som slet ingen. De af Bonde-Standen, som deri oversættes; ere de, som jeg beklager. Der lærer de snart at skiønne paa forrige Frieheds og Lyksaligheds Tilstand, og samme med andre Øyne end Forfatteren, at ansee. At lette deres Kør, er en Sag, anstændig for en Patriot at skrive om: men derom mueligt et Par Ord en anden Gang.

Raadeligst er vel og, her at forbiqaae Soldater-Standen; at vore gevorbene Tropper ey skal giøre samme Paastand, som Cæsar og hans Tydske Soldater fordum: At de Italienske Landgodser burde høre dem til, paa Fundament: At det Lands Tilstand, hvor Soldaten forsvarer sin egen Mark, bør foredrages det Lands Tilstand, hvor han forsvarer andres Grunde.

69

Men serieuse! da maae den være gandske fremmed og ukyndig om Landets Tilstand, der, ved at ligne Bonde-Standen med øvrige Almuens Classer , ey indseer: at første endog langt overgaaer de andre i Frihed og Eyendom, uagtet hans Fæste og Hovning. Hans Fæste er paa Livstiid, for ham og hans Enke, og gifter hun sig, da veed man, at ikke eet af icode forstødes, og skiøndt Gaarden og Grunden er en andens, er hans Boe og Kreature hans Jorders Bedrift saa eller saa, til Sæd eller Hvile, hans Indavling og Afsætning i hans egen Haand og fra Disposition. Gierselen er hans, og Tørveskiær paa hans egen Grund kan ikke negles ham; han kand contrahere, sælge og kiøbslaae alt efter beste Tykke. Hans Frieheds Indskrænkelse er kuns fornemmelig i de Ting, der vilde skade ham, saasom: At lade andre besaae hans Jord; at drive fin Jord til Upligt ɔ: at uddrive den; give Lønnekorn, forskiære Tørvemosen, brænde Brændeviin og deslige. Hovnings-Pligten er heller ikke Bonden, eller ansees af ham som et Aag, som en tung Byrde. Bonden paatager den jo ved en frivillig Contract, søger begierlig det fæsteledige Stæd, agter det for en Lykke, om han præfereres Medbeylere, og lader det ikke komme an paa, at betale anseelig Indfæstning. Sligt har jo ikke Stæd, hvor der kuns er Aag og Trældom at vinde? Da Bonden ey kand kiøbe sig en Gaard, begriber

70

han let: At en Eyere, der har sat sine Penge i Jordegods, og nu overlader ham Gaard, Grund og Besætning, maae have Indkomst og Afgift deraf. Afgiften, skiønner han og, trykker ham Meere, naar den i Penge eller Vare eeneste skal erlægges, end naar endeel med Ægt og Arbeyde maae afdrages; thi da tilskyder hans Bester og Redskab, dem han desuden Holde maae, en anseelig Andeel. Vil nogen skrække ham og sige; Hovningen vil vist hindre, og giøre Forsømmelse i Eders egen Avlings Drist, svarer han i sin Eenfoldighed, dog ey Taabelighed: Det er, som man vilde sige; At den 6te Tønde Hartkorn hindrer en Bonde fra de fem Tønders tilbørlige Drift. Nu staaer min Gaard kuns for 5, altsaa kand 1 Tøndes Drift ved Hoved-Gaarden ikke hindre mig, eller med Grund ansees, som Hinder. Og altsaa kand min Hovning, der er min Hosbond under indfaldende besværlige Tider den sikkerste, og mig den letteste Deel af min Afgift, ikke i nogen Maade geraade Landet til Skade.

Saaledes taler Bonden, naar han taler, som han tænker (men det giør han langt fra ikke altid, og for enhver). Over Mangel paa Friehed klager han ikke, han foredrager sine Kor uendelig over Krigsmandens, og alle de Søefarendes, vissere, end Forpagternes, der flytter hver tredje eller siette Aar, bedre end Degnenes,

71

Skoleholdernes og alle de Haandværksfolks, som boer paa Landet, og lige med de velhavende Borgeres. Og at klage over Mangel paa Eyendom, er aldrig faldet ham i Tankerne, siden han er i den stadige Troe: At uden Midler, er det daarligt, at tænke paa Eyendom af Jorde-Gods.

Herpaa har vi da at ansee: Hvorledes Bønderne virkelig befinder sig ved denne Forandring, efterat de ere oversatte i den Hovningsfrie Eyendoms Tilstand. Og giøre vi vel best, paa Forfatterens forelagte Proposition og Bilfor at lade Bonden selv svare, da det, vi sidst hørte af ham, dog ikke var saa taabeligt.

Forfatteren proponerer ham da: At han nu maae blive Hovningsfrie paa de Vilkor: At han i Korn eller Penge skal erlegge Hosbonden, hvad hans Hovnings Ægt og Arbeyde forhen har importeret ham. Og at samme efter nøyeste og billigste Beregning belober sig til 34 Rdr.

2 Mk. 8 Skilling aarlig.

Bonden svarer: Det kand gierne være, at min Hovning endog eene ved Avlingens Drift har importeret Hosbonden saa meget. Men at betale ham saa høn Afgift i Honningens Sted, blev mig plat umueligt. Da betalte jeg den tilbudne hovnings Friehed alt for dyre. Under

72

det, som Hovningen indbragte, Maae vist være anslaaet mine Beesters Arbeyde, samt hvad Hosbonden har sparet ved ar spare Plov, Harve, Vogn og øvrige Redskaber. Alt dette fordrer man nu, at jeg allene skal godtgiøre, som dog lige fuldt maae holde samme Antal Beester og Redskaber. Jeg betakker mig, den tilbudne hovnings Friehed kiøber jeg ikke saa dyre.

Ney holdt, siger Forfatteren; hør mig først ud! Jeg har tillige andre og større Fordeele at tilbyde dig. Og derpaa tilbyder han: At Bonden maae blive Eyere af Gaard og Grund, Bygning og Besætning, og at han skaal saae ordentlig Skiøde derpaa: At den overlades ham og Arvinger til ævindelig Arv og Eyendom.

Bonden svarer: At dette gode Tilbud land ikke Nytte ham, som ey har Evne, til at betale. Derpaa siger Forfatteren ham: At han kan faae Gaarden til Eyendom gandske uden Penge. Dog paa disse Vilkor: At han, foruden de sædvanlige Afgifter af Kongelige Contributioner, Tiende og Landgilde, i Steden for Hovning, betaler som mældt 34 Mdr. 2 Mk. 8 Skilling, og for Eyendoms Ret en aarlig billig Kiendelse, samt at der af Gaarden, hver Gang den overgaaer fra een til anden Besiddere, i Hosbondshold betales 4 Rdr. af hver Tønde Hartkorn;

73

dog at Jagt og ald Herlighed, samt Skoven forbeholdes Hosbonden, som deraf sælger ham for billig Betaling, hvad han behøver. Og at Gaarden med Grund og Besætning bliver Hosbonden et bestandigt Underpant til Forsikring for disse Gaardens paaliggende Byrder og Afgifter, deres rigtige og promte Betaling, dem Mand efter Mand sig til ævig Tiid skal paatage; da Gaarden, i Mangel af rigtig Betaling hjemfalder Hosbonden, som første prioriteret Pandthavere. Derpaa forklarer Forfatteren ham, hvilken en Herlighed det er: At være Eyere af sin Gaard, og faae Eyendoms Ret og Skiøde paa den, og det gandske uden Betaling: At kunde overlade den til sin Søn eller Slægtning, om han vil; eller sælge den; samt at kunde søge Penge-Laan paa Gaarden, hvor han vil.

Godt nok, svarer Bonden. Men jeg fatter ikke, hvorledes Gaarden i nogen sand Forstaaelse, kand siges min og min Eyendom, den Stund den nu, som før, i sig selv er og bliver Hosbondens. Et saadant i sig selv intet betydende Navn og Titel af Eyere kiøbte jeg og alt for dyrt, naar jeg nu under Navn af Eyere, , forpligtede mig aarlig formedelst de høye hovnings Penge, at betale saa anseeligt meere, end jeg forhen har betalt, som Fæstebonde. Da Bønder altid seer meest paa det Virkelige, meere paa Penge, end paa Characterer, overalt

74

veed jeg, at faa høy Afgift blev hverken mig, eller nogen anden Besiddere, mueligt af Gaarden at udrede. Og hvad nytter mig da den Friehed: At kunde overlade min Søn den? Det er da en elændig Herlighed. At jeg kand selge den, den Stund Gaarden ikke fand sælges uden over dens Værd, siden den staaer til Underpant for større Afgifter, end nogen kand taale deraf at udresde. At jeg kand søge Penge-Laan paa den, naar ingen fornuftig Mand vil eller kand laane mig, og jeg ikke heller kand laane, med mindre jeg vil bedrage. Som Fæstere har jeg hidindtil levet, som en ærlig Mand. For den Titel af Eyere vil jeg ikke døe, enten som Prakkere eller Bedragere.

Her indfalder Forfatteren ham, og siger: At man har Exempel, at flige Gaarde, uagtet de paahæstede Byrder ere solgte til temmelig høy Pris, og Fordeel for forrige Beboere? Sand vel være, svarer Bonden: der begaaes saa mange Daarligheder i Verden. Men at kiøbe en Gaard, som paahæfter Høyere Afgifter, end den kand afkaste, er ingen klog Mands Sag. Har Kiøberen selv Penge, da har han spildt dem, og laaner han dem, da bedrager han Hosbond, eller Creditorer, om ikke begge tillige. Den, Afgifterne ere for besværlige, ruineres snart, naar han skal svare Renrer desuden. Naar nu denne skal forlade Gaar-

75

den igien, faaer Folk vel Øynene op, og seer sig bedre for.

Videre vedbliver Bonden: Som Eyere, skulde jeg nu vel selv opbygge Gaarden, i Fald den afbrændte; og blev der, som forhen er talt om, oprettet en Brand-Casse, da blev dette atter en nye Skat for Bonden. Som Eyere, skulde jeg nu vel sørge for og kummerlig anhverve mine Tieneste -Folk; thi naar Mandskabet blev frie, og maatte løbe, hvor de vilde, som den omtalte Forandring vel skulde medføre, da vilde de for Alvor opskrue Løn- og Korn-Sæd. Og saa snart man saae surt til dem, helst i den travle Tiid, løb de vist deres Vey, naar intet meere Baand var paa dem. Lønnens Forhøyelse vilde da og give et nyt Paalæg.

Som Eyere, fik jeg vel heller ingen Udviisning mere , som forhen, men kom til at kiøbe det Brænde, om ikke Tørven med, der dog er paa Gaardens Grund. Atter et Nyt og betydeligt Paalæg!

Som Eyere, kunde jeg vel heller ikke under Foder-Trang vente mig nogen Hielp fra Hoved - Gaarden ; thi ved Hovningens Nedlæggelse skulde den vel omstøbes til Udbygger- Gaarde. Og endnu mindre kunde jeg

76

vel vente Bygnings-Tømmer, som hidindtil, eller Undsætning under Kræe-Syge og andre paakommende Besværligheder. Thi jeg begriber meget vel, at den meeste Undsætning fra Herremanden har Bonden Hovningen at takke for, paa det han kand holde Folk og Beester til sin Hovlods behørige Drift; og naar han fand drive den, saa kand han og drive sin egen Grund.

Men, jeg betakker mig! Best for mig, at lade sligt Gjekkerie fare. Under alle disse, endog forøgede Byrder, at give mig Navn af Eyere og Selveyrre, var jo at spille samme Comoedie med mig, som Jeppe, man vilde gjøre viis, at være forvandlet til en Frieherre. Jeg beder ydmygst: At jeg maae forblive, hvad jeg er og været har; nemlig, en Fæste- og Hovnings-Bonde.

Men, mig Forlov! vedbliver Bonden; har man og i Sinde al gjøre samme Forandring med Borgerne og Skipperne? Skal Borgeren, som nu boer til Leye, herefter bære Navn af Eyere, og faae Skjøde paa Huset, paa Vilkor, overeensstemmende med dem, som foreslaae Bonden: at svare al den Skat, Asseurance og Leye, som hidindtil er gaaet deraf. Selv at bygge det, om det afbrænder, og pantsætte Huset, med alt hvad

77

han eyer, til forrige Eyeres Forsikring? Og skal Skipperne, paa Vilkor af samme Natur, blive eller kaldes Eyere af de Skibe, de fører. Da forklar mig, hvad alt dette vil sige! Hvorledes de kand faae Eyendom, som har intet, eller muelig rettere: Hvorfore de Ord (Eyere og Eyendom) ikke nu længere maae beholde deres gode gamle Bemærkelse? (Mueligt Forfatteren forklarer ham dette en anden Gang, i Fald han ikke anseer ham for eenfoldig til saa høye Indsigter i Stats-Videnskaben). Dette var Bondens Svar. Læserne maae censurere det. Nogle vi! raabe: Men hører! hvilken Ignorance! Andre vil dog nok tænke: (men, om de tør udlade sig dermed, veed jeg ikke) At Bonden havde ikke Uret.

Vi har nu hørt Bondens Betænkning, hvorledes han forud tilregner sig: At han under foreslagne Forandring, (der dog foregives at skulde sigte til hans Beste, til ar forskaffe ham Eyendom og fuldkommen Borgerlig Friehed) vilde befinde sig.

Derpaa vil vi, om Læserne har Lyst, i Tankerne forsætte os hen i Eftertiden, alt under Supposition: At Freden vedvarer, og øvrige Omstændigheder bliver de samme; for kortelig at oversee: hvad Virkning den nye indførte

78

Forandring havt haver, og hvorledes Tilstanden da befindes?

Paa Veyen møder os allevegne, foruden et forskrækkeligt Antal Betlere, en Mængde Prangere, snart med Sviin, snart med Heste og Kræe, Forkjøbere af Smør, Flesk og alle Slags Kornvare. Tobakskræmmere, Saltkræmmere, Smuehandlere af alle Sorter contrabande Vare. Disse ere de friegivne Bønderkarle, som har søgt at undgaae Jordbrugets stærke Arbeyde og Fatige, og tænkt et Mageligere Levebrød at udfinde.

Paa Markene finder vi endeel Qvindfolk at pløye og harve; vi seer mange, hvis Arbeyde, foruden Klæde-Dragten, viser os, at de ey ere Bondevante, da alting staaer dem saa forkeert i Hænderne.

Af Gaardene finder vi kuns den halve Deel omtrent, at være besatte med Bønder. De øvrige findes besatte med en forunderlig

Blanding af alle Stænder. Af gamle

Laqvajer og andre Herskabs Betjenterere, banqverotterende Handelsmænd, Søemænd, en stor Deel Enker af alle Stænder. Under-Officerer. Alle flags Borgere, som Deels ikke havde kunde fundet sig vel i Kjøbstæderne formedelst Vanheld og slet Oeconomie, Deels havde maattet

79

vige og forlade Byen, formedelst den store Mængde af de formuende Bønder-.Karle, der havde trængt sig ind i Kjøbstæderne og deres adskillige Nærings Grene [unstagen i Manufactur og Fabriqver, da det derved faldende Arbeyde falder dem endnu meere modbydeligt, end Jordbrugets), og derved gjort Leyen og alting dyrere, samt draget en Deel af Byens Næring til sig.

Agerdyrkningen, seer vi, derfore at drives i elændige Maader, af visse nye ukyndige og ubevandte Landmænd, og ynkelig at være forfaldne, og at det er slet bestilt med heele Landhnusholdingen. Paa en Loe finde vi en Guldsmed og en Haarskjærer; paa en anden en Øltappere, med samt hans Kjelder-Pige, og saa fremdeeles.

I alle Byer finder vi nu mange Lods-Eyere. De Godser, som for Hovningen, samt adskillige nyttige Indretningers Skyld, førhen vare samlede, skjøtter nu ingen meere om at holde samlet, men findes splittede ad i elændige Maader.

Spørges Bonden ad: Hvo der er Hans Forsvar? Da nævnes een eller anden Procurator, og erkyndiger. man sig nærmere, da erfares: at disse har snart samme Myndighed

80

over Bonden, og siger nu lige saa frit til Hevn, som Hosbonden fordum; Procuratores, Auctions-Directeurer og Ting-Skrivere findes efter den nye Forfatnings Indførelse, at være blevne vældige Mænd. De forrige Tingdage forslog intet, der holdes Ting hver Dag. Jord-Drotterne stiller Bsudergaardene jevnlig til Auction formedelst resterende Skatter og Afgifter, skjøndt man forud veed, at der møder ingen Liebhabere. Ligesom det og jevnlig høres: At Jord-Drotten maae lade sig samme Medhandling befalde af sine Creditorer.

In Summa, alle Ting findes at være geraadet i saa forvendt og forvirret en Tilstand, at det ikke længe kand blive paa den Foed. Om man da, som faa ofte og mange Gange skeer er i Verden, igjen vil optage den gamle førkastede Forfatning, under Navn af nye Forbedring, kand jeg ikke vide. Jeg vil da ikke længere opholde Læserne, som slige Udsigter i Eftertiden muelig baade ere ubevandte og ubehagelige.

Men vi vil give hinanden Lov paa begge Sider, og dermed tage Afskeed. Esterat vi nu har befundet: At, ligesom den Staten tilsagte Folke-Formeerelse med sine lykkelige Følger udeblev, ja vanartede til en skadelig Folke-Formindskelse; saa fik Bonden heller ingen virkelig Eyendom, men kuns en blot, aldeeles uvirkelig og intet betydende Caractecr af Eyere, der som andre Caracteerer sædvanlig, ikkun er ham til Besværlighed og større Udgift. Samt: At den Bonde Standen tilsagte større Friehed, er ham aldeles ufordeelagtig, men derimod ham med heele Staten høysiskadelig.

1

Andet Anhang

til

O. D. Lütkens Anmærkning

over

Betænkningen:

Hvorledes Frihed og Ejendom kunde forskaffes Bondestanden,

indeholdende

1. En Anmærkning over de til samme Betænkning udgivne Zusäze.

2. En Repliqve til den Critiske Journals Anmældelse af Lütkens Anmærkning.

Kjøbenhavn, 1772.

Til Kjøbs hos G. C. Rothens Arvinger og Proft.

2
3

Anmærkning

ved Hr. Finanzraad Oeders Zusäze til Betænkningen: Hvorledes Frihed og Ejendom kunde forskaffes Bondestanden.

pag. 1.

Dersom Plinius, som ikke er ved Haanden, skulde forklare sig: hvorledes, hvori, og af hvad Aarsager de store Landgodser da fordervede Landene, udkom der formodentlig en ganske forskjellig Meening fra Forfatterens. —

Pag. 6. Naar Hosbondens Myndighed, den Lovene tillader, er ikke uden Faderlig, og

4

Bondens Afhængighed ikke uden Sønlig, (Misbrugen, som den der ikke hæver Brugen, tilsidesat), da vorder den liden Indskrænkelse af Bondens Frihed, og den liden Andeel, han deraf opofrer til Hosbonden, ham rigelig gjengjeldet ved Hosbondens faderlige Omhue, Opdragelse, Forsvar, Bistand og Undsetning, helst under vanskelige Tider og Tilfælde. Og, den Stund Hosbonden skal være Staten ansvarlig for alle de Bonden paalagte Skatter og Byrder, ja endog forpligtet at opholde, og tilstrækkelig at forslege alle de paa hans Gods værende Fattige, som nu for Fyen er anordnet, da bliver saadan Indskrænkelse af Bondens Frihed vel og aldeles uomgjængeliq, og kan, son, største Ret og Billighed, paastaaes af Hosbonden, for til alle, endog de vanskeligste, Tider at have Beboere, og duelige Beboere, til Bøndergaardene, at Agerdyrkningen, som Basis, faavel til Statens, som hans Velfærd, ikke skal lide. —

Daglønneren, siger Forfatteren, Har sin Frihed. Rigtigt nok! men han savner og en Hosbonds Omhu, og er under vanskelige Tider og Tilfælde overladt sig selv og egen kummerlige Skjebne. Hvor mange Tusinde gjorde ikke gjerne i denne Tid lige Offer med Bonden

5

af Friheden for lige Fordeele? De søge allevegne, om nogen vil antage sig dem, og forskaffe dem Arbejde og Tjeneste. Men finder saa, eller ingen.

Pag. 7. Hvorledes Forfatteren kan paastaae: at den Ret, at disponere over sin eyen Person, ustridig og uomgængelig bør tilstaaes ethvert Menneske, seer jeg ikke, den Stund der i alle Stater, endog de Republiker, der meest raaber paa og vaager over Frihed, presses Matroser, og af Bondestanden udskrives, og med Tvang udtages Soldater. For at komme til Udøvelsen af denne Ret, maae og den myndige Alder først opnaaes, og da er Dispositionen meest gjort, da er det vel sildigt, at applicere sig til noget Nyt. Dersom hver Stand meere blev ved sit: dersom Børnene meere henholdtes til Forældrenes Handteringer, saa at Officeer-Børn meest bleve Cadetter og Officerer, Gejstlighedens Studentere, Præster og Professorer, Kjøbmænds Kjøbmænd, og saa fremdeles, vilde Staten vist nok dermed være bedre tjent, end med den store Oversetninq fra en til anden Stand, der meest foraarsages af Menneskenes almindelige Misfornøjelse med deres egen Stand, under hvis Besværligheder, dem de

6

føler, de kuns fæster Øie paa andre Stænders Herligheder. Hvilket i et af mine Prisskrifter fuldstændigere findes udført.

Saaledes i mindste tillades Almuen i ingen Stat at disponere over deres egne Personer, at de fritages for at værge Staten til Lands og til Vands. Og har nu Staten fuldkommen Ret til denne Forbindelse og Friheds Indstrænkelse, da kan den Ret vel heller ikke frakjendes Staten, til dens Tarv og store Fordeele at forbinde de ved Jordbruget Opfødte, ved Jordbruget og dets behørige Bedrift, som Basis til heele Statens Velstand, at forblive, ja at forblive enhver i sin Egn og District, paa det de slettere Grunde og Egne ikke skal forlades, og mangle Arbejdere; og at den talrige Bondestandens Ungdom dog i nogen Maade, lige med øvrige Stænder, kan haves Hold og Tøjle paa, og holdes under nogen Disciplin og Politie-Opsigt: en Opsigt, som aldrig kan fra kjendes nogen Regiering, siden ingen Regjering uden den kan bestaae, og siden den udgjør en af dens væsentlige Pligter. Thi den Frihed, at Bondestandens Ungdom, de øvrige Stænder tredobbelt overlegen, løsgives fra al Hold og Tøjle, Disciplin og Politie-Opsigt, har ikke Sted under nogen, og mindst under

7

en monarkisk Regiering. — Og hvad nytter det, en eragter, eller virkelig, Mangel (thi fuldkommen bliver dog ingen Stats Forfatninger) ved et langt større Onde at afhielpe? Af en saa ubunden og uindskrænket Frihed maae nødvendig giøres Staten et offer. Det giøres nu paa den hidindtil brugelige, eller nogen anden Maade, i Fald nogen bedre kan udfindes, og som ei medfører Staten større Uleiligheder.

Pag. 12. Der er flet ingen Grund for, at Bondestanden meere skal afgive et Overskud af Hænder til at bedrive Kiøbstæd Nærinq, end at Kiøbstæderne skal afgive et Overskud til Landbruget; (uden at tale om, at Landet allerede jevnlig afgiver en Deel Folk til Kiøbstæderne, til deres Jordbrugs Bedrift, til Stald- og Gaards-Karle). Forfatteren er jo eenig med mig: at Folkemængdens Fremvæxt af sig selv, uden alle Konster og Konstgreb, fremgaaer, alt saavidt Næringen vil tillade. Dette maa jo da kunde appliceres saavel paa Kiøbstæderne, som paa Landet? Og hvorledes skulde Kiøbstæderne mangle den Folkemængde, som Kiøbstæd-Næring tillader, men Landet derimod kunde fremføre et Overskud over det Antal, dets

8

Næring tillader, og afgive dem til Stæderne og deres Nærings Bedrift? Forfatteren behage kuns at erindre disse hans egne Ord p. 43.

„Menneskenes Forplante Evne besetter meget hastig de Pladser, som aabner sig ved en nye, eller ved en gammel udviider Næringsvej.„ Heller ikke er der nogen Grund for, at de Bønder, som bleve boesatte paa de nedlagte Hovedgaarders Grunde, dem Forfatteren i Betænkningen har regnet for den 4de, men her for den 8de Deel af Statens, meere skulde kunde afgive Overskud til Kiøbstæder eller Fabriker, vid. pag. 60., end de øvrige 7 Deele af Jordbrugerne nu giøre. Og altsaa bortfalder

og ganske den Fordeel, som Forfatteren i denne Hensigt vil udregne fra Hovedgaardenes Nedlæggelse. Desuden da har de i Kiøbstæderne Opfødte baade Hoveder og Hænder bedre bevante og skikkede til Kiøbstæd-Næring. Ligesom de paa Landet i fri Luft, og under aaben Himmel Opdragne ikke gierne lade sig indflytte til Manufaktur- og Fabrike-Arbeide. —

Pag. 13. Jeg ynskede og Bondens Velstand større. Men, saa maae han og nødvendig afgive mindre til Staten og øvrige Stænder. Og saa meget, som Bondens egen Han-

9

del med Kiøbstæderne derved blev større, saa meget mindre blev de øvrige Stænders. Og altsaa blev Kiøbstæd-Næringen endnu den samme. —

De plovførende Arme, siger Forfatteren, skulde være i større Antal. Men i min Anmærkning over Betænkningen har jeg beviist: at ved hans foreslagne Forandring blev Antallet endog mindre. —

Pag. 20. Herregaarde, Præstegaarde og Degneboeliger betaler noget vist i Consumtion; og derfra reiser sig deres Frihed til at brygge og brænde. —

Pag. 22. Her paastaaer Forfatteren:

at Godser af lige Størrelse og Godhed ere i Slesvig dobbelt til tredobbelt saa meget værde og importante, som i Danmark. Aarsagen dertil, anmælder han at være denne: at hovedgaardens Grund mod Bøndergodsets er der den halve, men her ikkuns den ottende Deel. Og giør han endnu p. 24. den Beregning: at ved hver Tønde Hartkorn Bøndergods, Hosbonden endnu kan inddrage under Hovedgaard og Hovning, profiterer han 257 Rdlr. aarlig, Herved tilstaaer jo da Forfatteren tyde-

10

lig, aabenbare, og uden al Slags Udflugt: at den Indretning af Hovedgaarde og Hovning er langt meere profitabel for Jorddrotten, end den Indretning af, eller Forandring til Bøndergods aleene. I hans Betænkning derimod paastaaer han: at Jorddrotternes nu havende Indtægt af Gaard og Gods, efterat Hovedgaardens Grunde til Bøndergaarde vare udlagte, baade kunde haves og forsikkres dem; og giør sig sammesteds megen Møie og Bestræbelse for at vise og gotgiøre: at de kunde blive skadesløse, fortrøstende sig aldeles: at de Forsøg, som endnu giøres skulde, især paa de Kongelige Domainer, noksom skulde bevise hans Sætnings Rigtighed. Da nu den ene Sætning strider directe imod den anden, og i fuldkomneste Maade contradicerer den, saa maa nødvendig den eene frafaldes. — I min Anmærkning har jeg tydelig gotgiort den sidste Sætnings Urigtighed; og finder jeg nu her, at Forfatteren ikke aleene giver mig fuldkommen Bifald deri: ar den Indretning af Hovedgaarde med Hovning er Hosbonden den fordeelagtigste; men at han endog deri gaaer langt videre, end jeg, i det han paastaaer: at den bliver dobbelt til tredobbelt saa fordeelagtig, og at Fordeelen immer tiltager ved Hovedgaardens Udvidelse af

11

dens inddragne Bøndergods, endog efterat hovedgaarden udgiør halvt mod Bøndergodset, og derover; hvilket jeg dog aldrig har troet, eller kan troe. — Min Meening er: at til rettesie og fordeelagtigste Indretning for Eieren og Staten tillige, maae der iagttages en vis Proportion mellem Hovedgaarden og dens Hovnings-Gods; den Proportion: at Bønderne, uden Slaverie og Trældom, som fri Folk og Fæstere, med samme Bester og Reedskab beqvemmelig kan bedrive Hovedgaardens Avling, uden at deres eget Arbeide derved lider og forsømmes, samt, uden at tvinges til en for Almuen i christne og frugtbare Stater alt for haard og kummerlig Levemaade. — Meest maae jeg undre, at Forfatteren, efterat have beskrevet Jorddrorrens saa store Fordeele af en saa stærk paalagt Hovning, dog erklærer p. 23.: at han fordrer intet Offer for Staten; ligesom han og i Betænkningen har erklæret for den Danske Jorddrot. Men hvortil nytter da, at udkaste en Plan, som uden saadant Offer aldrig kan iværksettes; thi Regieringen var det jo slet umueligt, for saadan Plans Iværksettelse, at afkiøbe dem Godserne for deres Værd, naar Godserne siden, og efter Hovningens Nedlæggelse, ikkun bleve den halve eller Trediedee-

12

len saa importante, som de forhen under og formedelst Hovningen havde været Jorddrotterne? — Men kan Forfatteren kuns tilstrækkelig gotgiøre: at hans foreslagne Plan og Forandring er Staten tienligere, end den nærværende Forfatning; at Hovningen, den han nu her, tvertimod hans forrige Skrifts Indhold og Paastand, tilstaaer at være Jorddrotten højstfordeelagtig, er Staten skadelig; da venter jeg, at de fleeste vore Jorddrotter uden nogen Fordring frivillig opofrer, og at Resten finder sig i, til Statens Beste at opofre derer mistænkte Fordeele. —

Pag. 23. siger Forfatteren: at man kan ikke have noget tydeligere Exempel paa, hvor ganske ofte Statens og Privatpersonernes Fordeele ere adskilte, end anførte Jorddrottens Fordeel ved Hovning. Men udfører her ikke med et eeneste Ord, hvorledes denne for Jorddrotterne fordeelagtige Indretning er Staten skadelig; dog erfares af foregaaende p. 22., at den eragtes Staten skadelig i Henseende til Folkemængden, da han regner til, at i Hertugdømmerne er kuns 4/8 Deele af Grunden befatte med Bønder-Familier, imod 7/8 Deele ere befatte i Danmark. — Dertil svares: At,

13

i Følge anførte af Forfatteren tilstaaede Grundsætning om Folkemængdens Fremgang, er der paa begge Steder den Folkemængde, som Jordbruget fordrer, og den derved faldende Næring tillader, hvad enten de boer inden eller uden for Hovedgaardenes Grunde, hvad enten de arbeider Grunden for sig, eller for andre. Er Fæedriften mod Kornavlingen der større, end her (som Forfatteren mælder p. 17.), da forstaaer det sig, at Folkemængden er saa meget mindre, siden Kornavling giver Arbeide og Næring for fleere Folk, end Fæedriften. Men giør man Regning over den samtlige Danske Stat, da maa tilstaaes: at Kornavlingen snarere formeget har indskrænket Fæedriften, end denne den første. En Indskrænkelse af Fæedriften i Hertugdømmerne vilde vist nok foraarsage dens Udvidelse i Danmark. Saa meget da som Staten i saa Fald vandt i Folkemængdens Tilvæxt paa det eene, tabte den igien paa det andet Sted. —

Forfatteren er og bliver os da Beviset skyldig: at nærværende Landgodsernes Indretning, fordelagtig for Proprietairen, er Staten skadelig; ja provoceres herved til at bevise det, da det eeneste Argument, som han enten her, eller i Betænkningen, har frembragt, nemlig

14

at den skulde være hinderlig for Folkemængdens Tilvæxt, i min Anmærkning over Betænkningen aldeles er kuldkastet. —

I Henseende derimod til Bondestandens Vilkaar er det meget langt fra, at jeg bifalder den beskrevne Holsteenske Forfatning i Landvæsenet. Saa meget som Bondens Vilkaar og Velstand nedsettes under den Grad, ham her lodde kan og bør, saa meget bebyrdes han, saa meget hæves meere af ham, end skee burde; — thi alle Undertrykkelser, alle Udsuelser, alle for svære Byrder og Paalæg, de paalægges af Regieringen selv, eller andre, de indflyde i Statens eller Privatpersoners Kasser, kan aldrig være Staten tienlige, men, som de ere ubillige, saa bliver de og alletider, helst i Længden, høisthinderlige for Statens Velstand, og dens Næringsveies Opkomst og Udvidelse. —

Ved at læse hos Forfatteren, hvor fordeelagtig den Slesvigske Land-Oekonomies Indretning anmældes, maa dog ingen forfalde paa den Tanke: At den Stat var høistlykkelig, hvor der hverken var Proprietair, eller Selveier, men hvor alle Landgodser, Regenten aleene og umiddelbar tilhørende, bleve efter den Slesvigske Maade bortforpagtede, siden

15

Regenten deraf aleene kunde have saa overflødige Indkomster, at Undersaatterne kunde blive aldeles skattefri. Nei, ingenlunde! Hvor Regenten umiddelbar vil have alt, der seer det triste ud i alle Hiørner. Derved vilde alle øvrige Nærings-Kilder hindres og tilstoppes, og Jordbruget, som uden dem ikke kan komme til nogen Flor, maatte selv forfalde og blive af en meget mindre Importance; da den Regent, som vil, at alting umiddelbar skal indflyde i hans Kasse, uden at vilde lade Undersaatterne Rigdomme og Ejendomme, alletider bliver baade fattigere og svagere, end den, der setter sin Magt og Rigdom i Undersaatternes Industrie, Formue og Velstand. —

Pag. 29. At Folkemængden vilde tiltage ved det fleere Fæste-Bønder blev Selveiere, kan aldrig tilstaaes. Disse skiøtter ingenlunde om Huusmænds og Indersters Fællesskab i deres Græsninger, (hvilket Fæste-Bønderne af Herskaberne ved fleere Huuses Opbygning i nogen Maade er paatvunget), og uden Græsning og Kreaturers Holdelse kan Huusmænd ikke subsistere. Jeg har derimod viist i min Anmærk-

16

ning over Betænkningen, samt min Opløsning af det om Bondestandens Folkemængde udsatte Problema, at det er Hoveriet, eller Hosbonden for Hoveriets Skyld, der har forøget Folkemængden, og at samme ved Hoveriets Afskaffelse anseelig vilde formindskes — Hvad Virkning Hoveriets Bestemmelse aleene har havt paa Huusmænd og Inderster, det indsees nu af enhver, og føles af dem; og hvad som formindsker Næringen, maa nødvendig i Tiden formindske Næringsbrugernes Antal.

Pag. 31. At Pløielandet i Sielland ikke forholder sig mod den øvrige Grund, som 6 imod 17, men er langt meere, kan de af den nye Landmaaling forfærdigede Carter noksom udvise.

Pag. 32. Agerdyrkning og Fæedrift er langt meere Basis til Stats-Huusholdningen i Danmark, end i Engelland, da den sidstes Handel og Søefart er den floritanteske i heele Verden. —

Pag. 33. Godsherrerne i Engelland, siger Forfatteren, sørger for, at det Antal Folk, som deres Forpagtere kan behøve til Arbeide

17

i den travle Tid, kan finde Boepæl og Leilighed paa Godset. Men man begriber og lettelig, at denne Sag der maa besørges langt meere lunkent og koldsindigt, end her, hvor Herskabet skal forskaffe Forpagteren de fornødne Hovnings - Arbeidere til Avlingens Drift. Og naar det nu gaaer der, som her, at Huusenes Opbyggelse formedelst Skovenes Aftagelse ikke vel kan betale sig, hvad skulde da bevæge den Engelske Godsherre til at staae Bekostning og Tab for sin Forpagter, den han ikke er pligtig at forskaffe Arbeidere? — End meere! Siden Folkene der ere fri, og kan arbeide saavel uden som paa Godset, hvorfor skulde da Godsherren besvære sit Gods med mange Huuse, da hans Forpagtere dog ere uvisse paa disse Beboeres Arbeide, oq lige saavel kan faae og antage Arbeidere fra fremmede Godser? — Under en saadan Forfatning skiønnes det lettelig: at enhver Godseiere søger at afvelte den Byrde og Besværlighed af mange Huusmænd og deres Børns Opdraaelse fra sig paa Naboer, da Han kan tage Arbeidere faavel fra andres, som eget Gods; og at enhver heller vil inddrage voxne Mennesker fra andre, end selv opføde dem, og det til andre. Altsaa følger det og, at Folkemængden uomgængelig under en saadan Forfat-

18

8

ning maa lide. Forfatteren tilstaaer selv pag. 48. „At Bygnings-Bekostningen er Hoved-Aarsagen i Engelland til Meieriernes Udvidelse, og Agerlandets Forvandling til Græsland, efrerdi Agerdyrkningen fordrer mange Hænder, som maa boe paa Godset, og altsaa behøver Huuse, som Godsherren maa opbygge. „ Men, om de end boe paa Godset, maa jo dog de, som fri, arbeide og lade sig leie paa et andet, og hvor de lyster. I Henseende til Folkemængdens Formeerelse har da vor Forfatning unegtelig en stor Fordeel for den Engelske; og dog er det just i Henseende til Folkemængdens Tilvæxt, at Forfatteren vil have vores i den Engelske Form omstøbt. — At den Engelske Godsherre, som Forfatteren siger pag. 32., bruger sin egen forbeholdne Grund meest til Græsning, sielden til Sædeland, samt at Meierierne, som mældes pag. 48., immer udvides paa Kornavlingens Bekostning, viser noksom: at Folkemængden paa Landet der meere aftager, end tiltager, og at Hosbonder, saavelsom Forpagtere, frygter for at besvære sig med mange Folk; (en Frygt, den Forfatteren, som utidig og ugrundet, i Betænkningen forekaster den Danske Proprietair). Og naar nu Folkene, dem de bygger Huuse til, ikke meere tilhører

19

dem, end en anden, men kan arbeide hvor de vil, hvo vil da der opbygge Huuse? og hvorledes kan da den Engelske Forfatning anprises os, som den, der skulde medføre Folkemængdens Forøgelse? —

De Engelske Klagemaale over Næringens Forfald vil jeg ikke tale om; thi det er just dem, der har bragt disse politiske, og saa eragtede patriotiske, Klagemaale i Moden, da der nu klages, og maae klages, allevegne og over alle Næringer; men Engellændernes Klagemaale har vist nok ikke meere Sted i Henseende til Stædernes Næring, end til Landbruget.

Pag. 34. De her af Forfatteren opregnede Grunde for nærværende Forfatning har jeg i min Anmærkning over Betænkningen ikke betient mig af, da jeg havde dem, som vare vigtigere, tydeligere, og som gialt meere hos Forfatteren, saasom: den Grund af en større Folkemængde. Dog ere de af ham omtalte, men foragtede, heller ikke saa ganske ugyldige. Got nok, at Forfatteren henviser dem, som spørger: hvad skal der blive af Adelen? til Engelland. Men kan han og forskaffe os Engellands Omstændigheder? Engelland har sine mange og vidtudstrakte Colonier, vidtløftige Handel og

20

Handels-Compagnier, sine Fabriker og Manufakturer, hvor Adelens Rigdomme og Kapitaler kan indskydes og bevares. Her derimod findes det endnu ikke raadeligt, at hensette dem, uden i Jordegodser. Ved Hoveriets Hævelse aleene, uden at tale om Bønderkarlenes Løsgivelse, bleve Jordegodsernes Revenuer anseelig formindskede, (hvilket Forfatteren i Følge sin giorte Slesvigske Beregning nu nødvendig maae tilstaae), og dertil i indfaldende vanskelige Tider aldeles uvisse. Godserne vilde og meget adspredes, dersom det Baand af Hovningen, som nu holder dem sammen, løsnedes, da det andet Baand, som er Hovedgaards-Taxtens Skattefrihed, naar den har 200 Tdr.. underliggende og samlet Hartkorn Bøndergods, allerede paa mange Steder ikke har kundet hindre deres Adspredelse. (Vel har Kronen derved vundet Skatter af Hovedgaards-Tarten, men derimod tabt sin i vanskelige Tider høistbetydelige Caution for Skatter af alt dens underliggende Bøndergods). Naar nu Godsernes Indkomster ikke aleene, som sagt, anseelig formindskes, men endog giøres uvisse, hvorledes skal da Adelen soutineres? hvori skal dens Formue og Kapitaler isettes og bevares? Dersom dette nøiere eftertænkes, da fortiener Spørs-

21

maalet: hvad skal der blive af Adelen? et grundigere og nøjagtigere Overlæg; da skiønnes lettelig, at den ikke kan nøies med at henvises til Engelland, forinden Danmark settes i Engellands øvrige Omstændigheder. Og skulde det ikke kunde befrygtes, at, naar de Bemidledes Kapitaler her ikke meere til Sikkerhed og Fornøielse udsettes kunde, Statens Rige og Rigdomme da og virkelig overgik, hvor de henvises, til Engeland eller andre Steder.

Angaaende den Virkning, som Forfatterens Plan af andre forekastes: at saa mange Produkter da ikke kunde selges og udføres af Landet, da har jeg i min Anmærkning gotgiort, at samme nødvendig maatte formindskes, ligesom flere Plovbester da behøvedes og holdtes til samme Jordbrug, som forhen med et mindre Antal blev bestridet.

Og hvad endelig Hollænderier, Stutterier og Oxestaldingen angaaer, da er det vist, at Forfatterens Plan giver ingen Lejlighed eller Sted for samme, hvilket den Engelske Forfatning dog giør; thi der ere Hoved Avls- eller Meier-Gaarde, hvad man vil kalde dem, dog ikke saa smaae, som Forfatteren her vil have dem; og altsaa har han Uret, heri at henvise sine Modsigere til Engelland. Dog meener

22

Forfatteren, at de, som giøre Indvendingerne imod hans Plan, og fremfører Grunde til Forsvar for vor nærværende Forfatning, fortiener intet andet Svar og Afviisning, end at henvises til Engelland. Virkelig, slutter han, lønner det ikke Umagen, at indlade sig i nøiere Undersøgelser der, hvor et Forsæt viser sig, intet at vilde tilstaae. — Saadan et Sprog synes mig ikke, at den Forfatter er vel berettiget til at føre, der ikke er fastere i sin Sag, end at han, som nyelig er viist, i sine Zusaze aabenbare imodsiger hvad han har fastsat i Betænkningen. I denne forsikkrer han Proprietairerne, at de efter nedlagt Hovning, ja bortskiænket Frihed og Skiøde til Bønderne, kan vorde aldeles skadesløse, og have forrige fulde Indkomst af Gaard og Gods. — Nu derimod forsikkrer han, at Hovning giør Godserne indtil tredobbelt saa importante, som ellers; at Proprietairerne i Danmark, ved at udvide Hovningen efter den Slesvigske Maade, kunde faae dobbelt Revenue og Indkomst. — Den der taler, og kan tale saaledes, er ubeføjet, engang at mistænke de Modsigende for et Forsæt, intet at tilstaae. At tilstaae ham begge Deele, gaaer jo ikke an; og hvilket af Deelene er det nu, maa man spørge, han vil

23

have tilstaaet. — Et Forsæt, intet at tilstaae, skal ikke udledes mindste Spor til i mine Skrifter. Sandheden er det jeg søger, og er det mig indifferent, paa hvilken Side jeg finder den, saa og, enten jeg selv er saa lykkelig at finde den, eller den vises mig af en anden. Man fremsætte kuns faste, sikkre og gyldige Grunde, som Fornuften efter anstillet Prøve kan antage; thi den Føielighed, at den, der seer sig i Stand til at vise den nærværende Forfatnings bedre Grunde og større Fordeele, skulde frafalde dens Forsvar, og vige for nogle svage og brøstfældige Grunde, der aldrig kan holde Prøve, veed jeg den skiønsomme og retsindige Forfatter langt fra ikke er forlangende. Selv vilde han vist ansee det, som en Feighed og Nedrighed, saaledes at give Sandheden og Statens Beste til Pris. Kan Forfatteren, eller nogen anden samme Plans Forfægtere, vise mine Grundes Brøstfældighed, mine Sætningers Urigtighed, da forbinder de høilig den, som de udfører af Vildfarelsen, ligesom deres Umage heller ikke vil være spildt, i Henseende til den Mængde, og det af vittige og velerfarne, som i saa Fald bliver oplyste og bedre underrettede. —

24

Pag. 37. Da en Hovedgaards Drift ved Hoverie meget lettere kan foranstaltes og bestrides, end nogle faa Tønder Hartkorns uden Hoverie, saa kan det aldrig tilstaaes: at Hosbonden i sin store Hovedgaard har meere, end han vel kan oversee og bestride, og derfor ikke paatænke eller foretage sig nogen Forbedring. Nei, just fra de Jordbrugere, der har Hovning, deels siden Arbeidet giver dem mindre Bekymring og fordrer mindre Tid, deels siden de heller ikke ere saa sparsomme over Arbeidet til et og andet Forsøg, kan og maae man allersnarest vente sig, at alle Forbedringer i Landvæsenet skal herefter, som hidindtil, draae deres Herkomst, siden disse baade har fri Hænder og tilstrækkelig Ævne dertil, samt største Habilite, største Beqvemmelighed til de dertil udfordrende nyttige Speculationer. —

Pag. 38. Forfatteren beregner os kuns den beboeligste Deel af Lier-Sogn i Norge efter Hr. Effendrups Carte og Beskrivelse, men mælder intet om dets ubeboelige Deel, der ventelig er meget større, og af hvis Skove og Græsninger der ventelig og kan tages megen Fordeel. — Aarsagen ellers, hvorfor der paa lige Grund og Strækning kan være større Folke-

25

mængde i Norge, end i Danmark eller Hertugdømmerne, er denne: at der skattes og afgives mindre.

Pag. 39. Aarsagerne, dem Forfatteren leder efter, hvorfor Folkemængden i Slesvig er mindre end i Danmark, ere disse: at Gaardene der ere større, skiønt lavere ansatte; at Agerdyrkning med Fæedrift der er mindre; og at Selveiere der ere fleere, end her. I denne forskiellige Bondestandens Forfatning er det, at Aarsagerne stikker.

Pag. 55. Mod de Klagemaale af Mangel paa Hænder, som en uophørlig hinder for for vore Fabrikers Fremgang, veed jeg intet bedre, end at erindre Forfatteren hans egne Ord p. 43.: „ At Naturens Herre, til den menneskelige Slægts Vedligeholdelse (Forplantelse og Formeerelse), har giort kraftigere Anstalter, end Menneskene kan giøre. At deres Frugtbarhed er de sædvanlige Livets Tilfælde meget overlegen. At deres Evne og Drift til Forplantelse meget hastig opfylder de huller, som skeer ved slige Tilfælde, og besetter de Pladser, som aabner sig ved en nye, eller gammel udvidet Næringsvei. „Men det er saa vor Tids

26

Medfør, at der skal, især af dem, der prætenderer nogen Indsigt i Stats-Sager, klages over alting, om Klagemaalene end aldrig skal være saa contradictoriske. Saaledes klages der over Mangel paa Hænder, og Overflødighed paa Munde (skiønt første dog ere i dobbelt Antal mod sidste); at det tillige mangler paa Folk og Fødevahre (det er jo i nogen Maade at sige: at der er for lidet Mad, og dog for faa Giæster); at der mangler Folk til Arbeidet, og Arbeide til Folket; at Fæedrift med Stutterier og Faareavling er for liden, og Kornavling ligesaa. Det løber altsammen derpaa ud, at enhver Nation vilde, at dens Lande vare større, meere frugtbare og folkerige; at den havde fleere Folk, og endnu langt fleere Levnetsmidler; at dens Bondestand, samt øvrige Næringer, kunde beholde meere, uden at afgive mindre; at Almuen kunde leve bedre, og dog skatte lige høit; at alle Jordprodukter vare i ringe Pris, og dog Agerdyrkningen i Flor og Jordbrugerne i Velstand. Det løber derpaa ud, at enhver Nation vilde have Overflod, ja immer større og større Overflod af Korn, Heste, Øren, Faar, Sviin og Smør, samt alleslags Fabrikeog Manufaktur-Vahre at afsette til andre, ja alle andre Nationer. Men, som dette suppo-

27

nerer andres Trang og Fornødenhed, saa ere deres Ønsker indbyrdes stridige, og deres Opfyldelse slet umuelig. Midlertid er ingen at fortænke, at han giør sit beste. Den, der under en saadan almindelig Bestræbelse forsømmer sig, vil vist staae tilbage. Men til Klagemaale, fordi man ei kan naae det Maal, som i sig selv er umueligt, har man slet ingen Ret, og især skulde man vogte sig for contradictoriske Klagemaale. — Det Klagemaal over Mangel paa Hænder, havde jeg dog ventet, at de tvende sidste Aaringer havde standset. Disse Klagemaale, skiøndt i Moden, klinger dog heel forunderlig og paradoxe, paa en Tid, da vi ei kan føde de Folk, vi har; da den saa kaldede Mangel befrygtes ved Hungers Nød at vorde større; da snart den eene halve Deel af Nationen med ledige Hænder overløber og overtrygler den anden, for at skaffe den Arbeide og Næring. Og kan denne Mængde med deres ynkelige Klagemaale over Mangel paa Arbeide ikke overtyde Folk, at vore Fabrikers Fremgang ikke egentlig hindres ved Mangel paa Hænder, saa veed jeg og aldrig, hvad der har Magt og Styrke til at overtyde. — Her kunde man snart fristes til Mistanke, at der var er Forset, intet at tilstaae. —

28

Pag. 59. Er den retteste Epoke til Fabrikers Fremgang hos os, naar der paa Landet er Overskud af ledige Hænder, da maa den nu være kommen. Større Overskud har vel aldrig været, og kan aldrig ventes eller komme, end nu, da man ikke er uden Frygt, at hungers Nød vil formindske det. Men det verste er, at samme Aarsager, som giør mange Folk ledige, giør og Fødevahrene dyre, saa at det sidste betager Fabrikerne Fordeelen af det første. — Overalt maa man agte, at Fabrikerne nu ere bragte og komne til den Periode, at de ikke meere vel kan eller vil lykkes, uden i de Lande, hvor Almuen behielper sig knappere, og lever kummerligere, end andensteds. Af den Aarsag er det, at Frankerig nu deri har faaet Fordeelen (om det ellers er en Fordeel) fra Engelland og Holland. Og naar man heri beundrer den Alvises Grundlæg og Bestyrelse, at, som en Nations Rigdomme selv tilsidst bliver den til hinder i at blive rigere, saa bliver den andens Fattigdom den en Anledning og Hielpemiddel til at afhielpe sin Fattigdom. — Forhen, da faa og visse Nationer havde som et Monopolium paa Fabriker, indbragte de vist nok Rigdom og Velstand. Nu derimod, da Fabrikerne snart allevegne settes i Gang, da er

29

deres beste Fremgang just ikke det beste Tegn til Statens beste Forfatning og Indbyggernes største Velstand.

Pag. 61. Just dette, at den Danske Bonde, skiønt Land-Milicen er her langt mindre end i Norge, er bunden langt længere end den Norske, kunde jo veiledet Forfatteren til at indsee, at den Danske Bondes Hæftelse drager ikke sin Oprindelse aleene fra Land-Milicens Opretning, men at samme maa være skeet tillige i andre Hensigter. Den citerte Forordning af 4 Febr. 1733 setter jo snarere Frihedens Indskrænkelse, som Aarsag og Grund til Land-Milicens Oprettelse paa nye, naar den begynder saaledes: „ Efterdi Landets Velstand udfordrer, at Bondekarlenes Frihed, den de ved Land-Milicens Ophævelse bekom, ved samme igien at indføre, i nogen Maade vorder indskrænket. „

Pag. 67. De, som angriber denne saa kaldede Anstødssteen, vilde vel tage sig i Agt, at de ikke forekaster andre langt farligere, og til større Ulempe! Om dette, saavelsom andre og øvrige Forfatterens Hoved-Sætninger, maa jeg have ham og Læseren henviste til A