Bonde-Plageren
eller
Danske
Fogders og Forpagteres
Skilderie.
Skreven
af
Ladefogden paa Gaarden:
Christen.
Kiøbenhavn, 1771.
Sælges hos Johan Gottlob Rothe i No. 8 paa Børsen.
23
Ingen kan nægte, at vi jo har i Overflødighed af alt hvad der kan give Oplysning
til et Lands sande Velfærds Befordring.
Hvor mange Forslag er ikke giort, til en bedre Agerdyrknings Forfatning, og dog mesten alle forgieves og uden Frugter; sandt nok: Den der vil skrive som Patriot, har mange Ting at vare paa; thi i hvor varlig han gaaer frem, kan han dog lettelig snuble, — og den der vil skrive om Bonden, maa have lidet Indsigt udi Agerdyrkningen. — Den der vil afskaffe alt Hoverie, maa nødvendig vide hvorfra Hoverie-Pengene skal komme; og den der ønsker Hovedgaards-Jorden deelt, og bebygt med Bønder-Gaarde, maa allerede vide hvor Besætningen til enhver Gaard skal komme fra, som i det
4mindste til hver nye Gaard maa være: 6 Bæster, 1 á 2 Kiør, 4 á 6 Stykker Faar og nogle Sviin. Naar da endelig alt dette opnaaede fit forønskede Maal, mangler vi dog duelige Beboere, flittige og vindskibelige Landmænd, hvor paa vi vist har en stor Mangel; thi det er den største Ulykke her i Landet, at de der ere Godseiere, al Tid maa lade sig lede af dem som høster til egen Fordeel, ja og lever vel paa andres Bekostning. Er det Forpagternes egen Sveed der ophøier dem, og befordrer mangen een selv til at eie Jordegods? Nei ingenlunde; men det er Proprietairens Tab og Bøndernes Ødeleggelse, der ophielper og befordrer Forpagteren. Her kunde vel nævnes en Deel, som steeg fra Foged til Forpagter, og fra Forpagter til Proprietair, ja vel og den, som allerede eier mere end een Herregaard. Det er i visse Maader got, at et Menneske tragter efter en bedre Opkomst, naar det kuns kunde skee uden andres alt for store Tab; men sandelig om det kan skee, ikke heller skeer, under denne Forfatning og disse Tiders Overdaadighed.— Enhver Proprietair, opdriver jo sin Forpagtning til allerhøieste Num-
5mer; et stort Onde og total Ødeleggelse for Godsets Bønder, der ikke allene trykker Proprietairen selv, men og hele Landet og det Almindelige. -O skadelige Fordomme og gevinstsyge Landmænd! betragter Eders Fordele og Tab; mon det sidste ikke overgaaer det første? Jo sandelig, men hvad er Aarsagen andet: end Gevinstsyge, Egennytte og Herskesyge.
Ingen Under, at Forvalterne og Forpagterne svinger sig op og bliver store Herremænd. Men ingen Under, at Bonden og hans Familie bliver til Betlere, som med sin sure Sveed skal fremme og befordre andres Vel. — Men jeg vil henvende mine Tanker til Agerdyrkningen, som er Grundstøtten til alles Lyksalighed, og vise hvor skadeligt det er for Landet, at Bondens Flid allene henvendes og anvendes til enkelte Persohners Opkomst; thi saa stor en Nødvendighed, som det er at udvide og befordre en fuldkommen Agerdyrkning, — saa stor en Nødvendighed synes det og, at sørge for Agerdyrkerens muelige Opkomst og Forbedring — ved at bortrydde en Mangel, der hindrer den Dan-
6ske Agerdyrkere. — Ja en Mangel, som er saa indgroet hos den Danske Bonde, at man snart kunde frygte Agerdyrkningens Ødeleggelse. Hvorfor udryddes ikke Folkets vrange Meeninger, deres skadelige Fordomme, — der stedse forhindrer al deres Drift, — og Hvorfor hæves ikke al skadelig og unødvendig Hovgang? — Mon ikke enhver ærekier Undersaat vilde vise sin Glæde over at see Rigets Flor. — Mon ikke enhver ærlig Dansk Patriot ønske den laborerende Agerdyrkning en bedre Forfatning. —— Jo sandelig; — men Hindringerne ere mange, som jeg siden nærmere vil vise: —- er det Interesse, Egennytte eller Skiebne, som imodstaae Magten? Lad os undersøge. — Mig kommer det for, som de to første imodstaae og hindrer os i Løbet, — blot for at herske over et armt og undertrykt Folk. — Ja nogle finder sig heelt fornøiet at kunde tyrannisere over deres Medmennisker. O! skadeligs Fordomme, som forskandse sig, for at mette sin Begierlighed — ved at beholde en uindskrænket Magt til at danne alle Ting efter egne Fordele; vel er det sandt: Magten er dem forundt, —
7men dog til Maade. -— Hvorfor skal det ene Menneske saaledes undertrykke det andet? Er det ei mueligt at finde en bedre Forfatning — kan disse siges at være Landmænd, som ei indseer eget Vel? maa man ikke væmmes ved at see Omgangen med deres Bønder? — ingen Under at Landet er fattigt! En Bonde kan jo ikke siges at tiene Staten, -— men allene den Herre hvis Creatur han er. Har ikke denne Indskrænkning længe undertrykt os, saavel Bonden som Borgeren. — Hundrede Paalæg tilstoppe alle Næringsveie, det ene Trældoms Aag formerer det andet, og den ene Plage rækker den anden Haanden — Alt for at mætte Herskesygens Begierlighed. — Ingen Under at Agerdyrkeren er vrangvillig. Ingen Under at han er doven og dorsk, som for sin sure Sveed skal belønnes med Armod. — Retfærdige Gud! skal disse Plagefogder evindelig vedvare, skal dog deres Magt ei snart forsvinde, og have en Ende; da kan aldrig nogen Bonde bestaae — Man kan vel indvende, hvorfor klager ikke Bonden, er det dem forbuden at søge Retten? jo desverre: thi de frygter mere for Fogden end
8for Herremanden selv, og altsaa kan Klagen ikke tiene dem til Linder i deres Nød, men snarere paadrage sig en langt haardere Medfart. — Forunderlige Skiæbne. Hvorfor hindrer du Bondens Opkomst. — Er din Lyst? at formere Agerdyrkerens Trældoms Aag, eller er det umenneskelige Fogder, Forpagtere eller Proprietairerne selv, som standser os alt Got. Hvo Haver lært Eder at vide Agerdyrkningens rette Maade, eller er det en indbildt Klogskab. — Er nogen Foged, som tør trine frem og give Bonden en bedre Oplysning: — Hvorfor skeer det da ikke, bedrøvelige Hærskesyge? Hvor snart skal din Fornuft opklares? — Bedrøvelig Gevinstsyge! hvor snart vil dine Øine oplades? Tænk aldrig at nogen paa engang giver 2000 Daler, — med mindre han seer 4 eller 6 til Fordeel. Hvor mangt et Jordegods bortgiver ikke nogle Tusinde, allene for, at imodtage nogle Hundrede. — Sees det ikke tydelig, naar et Jordegods bortforpagter sin Avling, bortforpagtes og Godsets Bønder, til at være Forpagterens daglige Trælle. Fornuften begriber lettelig, at naar Bonden
9Hver Dag er i Forpagterens Magt, maa alt eget forsømmes, er dette da ikke en indbildt Gevinstsyge. — Jo sandelig: thi alt hvad som vindes paa den ene Side, gaaer mere end dobbelt paa den anden. Jeg raader enhver Proprietair, at de selv beholder sin Avling, helst dem der stedse opholder sig paa deres Gaarde. Mon de ikke langt bedre skulle finde sin Regning. Deres Bønder kunde paa forskiellige Maader spares, alle de Fordele, som nu bortsmelter, blev dem selv til Gevinst; men de gode Proprietairer lader sig en Hoben indbilde, de foragte alle gode og nyttige Forslag. Sandt nok, vil man skrive om Bondestandens og Agerdyrkningens Mangel, er det best man først undersøger Mangelens Udspring, at en heel Mængde er bebyrdet med et umaadeligt Hoverie, nægtes vel ikke; men har vi ikke og en Deel frie Bønder, disse er jo og Fattige, af hvem undertrykkes da disse? af de saa kaldede Fogder og Forvaltere, dertil kommer de fra de ældre Tider hos dette Folk indprentede, skadelige Fordomme, Egenuyttighed og Dovenskab, der saaledes har
10bemestret Bondestanden, at om den ei afhielpes, lettelig kan paaføre Landet en langt større Kornmangel; jeg paastaaer at den kan afhielpes, og at Bondestanden kunde ophielpes, forbedres uden synderlig Tab for en Jorddgods Eiere: Maaden paa hvilket samme bør og kan skee, vil jeg hernæst berøre: — Jeg maa allerførst vise hvem der allermeest plager Hoverie Bonden, hvor udi Plagen bestaaer, og paa hvad Maade samme nærmest kunde afhielpes, — At de her i Landet bortforpagtede Jordegodser virkelig er Bondens totale Ruin, Undergang, og den derpaa følgende Armod, kan aldrig af Fornuften selv
benægtes. - Hindrer ikke Hoveriet Bondens
Kornavling, hans Humle Anlæg, hans Frugttræers Forplantning, og andre Havevæxters Anlæg, som han siden maa kiøbe, enten for rede Penge, eller og at betale samme med nogle Tønder Korn hindrer ikke Hoveriet? Bonden fra at rense saavel Ager som Engjord? — Agerjorden fra Steen og andet Ukrudt, og Engene fra Tuer og Mulvarpe-Skud. Hindrer ikke Hoveriet Bonden fra at
11holde Vandet, saavel fra Ager som Eng? — for nu at befordre Hoveriet maa næsten alt tilsidesættes; for nu at befordre Forpagterens Opkomst, maa Bonden bringes til Betlersta-Ven. — For nu at en Proprietair paa engang kan imodtage nogle hundrede Daler af Forpagteren, tilsættes visselig nogle Tusinde, ved Bøndernes ødeleggelse; en smuk Ooeconomie! ilde er det at saa mange eier Jordegodser og ei er Landvæsenet bekiendt; er det ikke beklageligt, at den som vil føre Navn af Landmand, veed ei hvordan en Ager bør pløies. Er det ei beklageligt, at den som eier Jordegodser, ei selv veed at bestemme Hoveriet til en Slags Ligevegt imellem sine Bønder og Forpagteren. Jeg siger: at beklagelig er det, Hvor en Jordegods-Eier skal lade sig lede af en Inspecteur eller Forvalter, som selv er ukyndig, hvor kan det Menneske indsee Bondens Trang, som neppe veed hvad en Bonde er, langt mindre, hvad hans Forretninger er, og til hvad Tid enhver i sær bør skee. Jeg vædder at der findes den Foged eller Forpagter, der ikke indseer det mindste i Land-
12husholdningen, og hvorledes kan denne opmuntre eller gaae andre for med Exempler, som synes at være hans Pligter. Ligger det ikke i Fogders og Forvalteres Pligter, at indsee hele Landhusholdningens Bedrifter? — Ligger det og ikke i hans Pligt at paasee Hoveriets Paalæg? Er del efter hans Pligt, at bevilge Forpagterens utilladelige Fordringer, i urimelige Hoverie-Paalæg, som er det allerskadeligste for Bondestanden der nogen Tiid kan nævnes. Jeg siger: at alt Fælledts-Hoverie er det allerskadeligste Paalæg, det hindrer al Flittighed, Vindskibelighed og Arbeidsomhed, det hindrer en god Landhusholdnings-Orden og Oeconomie, det berøver Bonden al Lyst til eget Vels Befordring, — det medbringer utallige slette Følger, saasom Dumhed, Dorskhed, den største Efterladenhed og Dovenhed, som indprentes den spæde Ungdom, der ret glædes ved daglig at bortdrive Tiden ved unyttig Hovgang — hvoraf det Ordsprog ofte høres iblandt Godsets Ungdom, at enten vi arbeider eller vi ligger stille, har vi lige stor Tak, og hvad vi ikke bestiller i Dag kan
13vi bestille i Morgen; ilde, Bonden som skal give Kost og Løn til sine Folk, for at bortdrive Tiden i Forpagterens Tieneste. Man indvender, at ved alt Hoverie er der Opsigt, ventelig af Forvalteren og Lade-Fogden. — En smuk Opsigt. Man maa vide, at Mageligheden for dem bør iagttages: jeg har været et øiensynligt Vidne til hvorledes Hovfolket, eller rettere Hoverie-Bonden bliver tilsagt, at møde ved Gaarden og det saa tilig som Dagen frembryder, for at anvises Forretningen; Bonden maa og skal møde, han møder: (thi ellers maa han ride Træmæren) Men hvor bliver Ladefogden, eller de andre som skal sette Folket i Arbeide, de sover til Klokken 9 á 10, imidlertid gaaer denne Dag saavel som flere saaledes frugtesløs bort, uden at faae synderlig noget bestilt, et artigt Syn og næt Orden, hvor en 60 Mennesker saaledes passerer Dagdriverie paa Bondens Bekostning; Mon ikke dette ligger i Forvalterens Pligt at viide alt hvad Hoverie-Bonden tilsiges til at forrette for Stedets Forpagter; thi man skulde neppe troe, at disse ere enige, som burde være Pro & Contra.
14Det ligger i Forpagterens Contrakt, at Bonden skal befordre hans Arbeide; men derimod er det og Fogdens eller Forvalterens Pligt, at eftersee hvorledes Ladefogden fører Folket an; kan eller vil nogen benægte, at jo Forvalteren bør opagte Bondens Velfærd, at være deres Forsvar, ved at indskrænke den Myndighed, som øves saa vel af Forpagteren selv som af hans Betientere.
Jeg paastaaer, at et Moderat Hoverie ei synderlig svækker, naar det drives paa en ret og reen Maade; men hvor skeer dette, meget faa Steder, og hvor det skeer, er det vist hos en Menneske-Ven. Jeg har sagt tilforn, at Bonden meest undertrykkes af Forpagteren, skiøndt mange vil paastaae, at Proprietairene er Bondestandens Undertrykkelse; men, som de fleste Proprietairer i en Deel Aar have opholdt sig meest i Hoved-Staden, kan samme ei saa læt troes.
Videre paastaaes, at saa ofte Herskabet er paa deres Landgods — sees aldeles in-
15gen Bonde i nogen Slags Hoverie, (dog Pløie- og Høste-Tiden undtagen,) men saa snart Herremanden er ude af Gaarden, (jeg mener den rette Herre) vaagner Bondens Ulykke og daglige Plage; thi da regierer de smaa Herskabe, og disse er det just der udsuer Bonden; Men burde saadan en Foged herske over et enfoldigt Folk, Hvorfor betroer en Proprietair sit Gods i en Uforsøgt Fogeds Magt; er det sagt, at fordi han forstaaer sin Pen, at han er Landvæsenet mægtig; er det sagt, fordi han er en habil Skriver-Karl, at han derfor kan forestaae et Jordegods, opfyldt med en Deel øde Bøndergaarde, besat med en heel Deel ufelt Pak, skal denne Ukyndige opmuntre Bonden, skal han foregaae dem med gode Formaninger og Lærdomme; mon ikke Bonden kan opmuntres langt bedre med gode Ord og Formaning, end med Tyre-Pidsken, eller anden Straf. Jeg mener jo, heldst hvor Proprietairen vilde indsee lidet nøiere til med egne Øine og ei med Fogdens. Er det Herremandens Villie, at en Foged tyranniserer over hans Gods, er det Egen-
16Nytte eller Interesse, der driver Herremanden til at undertrykke sit Folk, eller er det af Mangel paa en sand Kundskab om Sagens Sammenhæng? — Dette sidste bevidner Sandhedens Muelighed, og det første kan ei forkastes; thi den Interesse at opdrive det sædvanlige Fæste til høieste Grad, er en stor Feil og et stort Tab for Landet og Staten; thi naar en Bonde-Karl er Eiere af 100 Rixdaler han søger sit Herskab eller rettere Fogden, om en Gaard, for at faae lider for sig selv. — Er det nu sagt, fordi han har sparet sin aarlige Løn, og derved samlet denne liden Capital, at den paa eengang skal berøves ham for et Ark Papir, hvorudi han indskrives, at være Herremanden hørig og lydig, samt at være Forpagterens daglige Træl. Mon det ikke var langt bedre, han tiltraadte Gaarden uden Fæste? mon ikke Herremanden vandt alligevel? (men det er sandt Fogden tabte) mon det ikke var Herremanden til langt større Fordeel i Tiden? Naar dette iagttoges. Men desværre, det indsees ikke. Jeg siger at det var en Proprie-
17tair til langt større Fordeel, om han afskaffede disse høie Fæster, som let kunde søges paa en anden Maade; thi ved at opskrue Fæsted for en uformuende Bondekarl, hindres jo al Flittighed i en Landhuusholdning, derved taber jo et Menneske al Lyst, derved udelukkes han fra al Fornøielse og Drift til at blive en god Landmand, derved hindres jo Sparsommelighed, Dygtighed, Stræbsomhed og hundrede saadanne Ting. Ingen Under at Bondestanden i saa Maade er udtæret, ingen Under at Agerdyrkningen standses, ingen Under at al Flittighed i Landhuusholdningen er nedlagt, og ingen Under at Bonden er forfalden til Dovenskab. — Betragtes nu alt dette: sees jo tydelig hvor let et flittigt og vindskibeligt Menneske kan henfalde til de allerslemmeste Laster.
Hvorfor berøver Proprietairerne et flittigt Menneske sin sammensparede Skilling? var det ikke bedre at disse Formuende beholdt denne deres sparede Skilling, for at sette sig udi en nogenledes Stand til at drive deres Avling med en langt større Eftertryk? Mon ikke enhver Proprietair,
18vandt langt mere naar sligt en Paalæg ophævedes;
thi hvad hielper saadant et Fæste, der indtages
det ene Aar, og maa igien udgives det andet til samme Mand, som behøver Bæster: nogle Tønder Sædekorn, ja og noget til sig og Folk at æde. Vil nu Herskabet intet hielpe er denne nys
indsatte Bonde nødt til at forlade Gaard og
Eiendom, og siden passere sin Tid ved at btale Restancen i Herremandens Have; var det nu ikke bedre, at ophielpe denne, end henkaste ham i Armod, og dog maa forstrække hans Eftermand. Hvor tit skeer det ikke, at den som ved en ringe Hielp kunde fortbringes og istandsettes, har og Lyst at stræbe, men af et Slags Had jages af Gaarden? er det ikke at udsue sine Bønder-Karle,
eller Husmænd, som paa en eller anden
vindskibelig Maade har lagt sig lidt op? Mon der er Herremandens eller Forvalterens Skyld? Den første kan ei undskyldes, og den sidste aldeles ikke fritages; thi det er Forvalterens Pligt at forestille og ophielpe Flittige paa Godset, for ei at sætte de Flittige og Dovne i een Klasse; thi ingen kan benægte, at jo en Ridefoged eller Forvalter langt bedre maa
19kiende Godsets duelige og uduelige Mandskab, end Herremanden selv, og man skulde troe at en lang Erfaring gav gode Veiledere; men desværre Vindesygen hindrer for alt Got. Jeg har sagt, at den der vil skrive om Bondestandens Undertrykkelse, maa vide dens Udspring, jeg vil allene anføre nogle af de mindste men dog skadelige, som for Exempel: en Land-Soldat kan tiene og arbeide hvor han vil, men at være eller blive Land Soldat, synes for enhver Bonde-Karl at være det Foragteligste, hvorfor han mange gange sparer for at løse sig ud af en liden, men løber ind i en større Snare. Jeg siger: denne sparer og samler nogle Dalere, men til hvad Nytte? de gaaer allene bort i Doceur til Betienten, for at faae en øde Gaard, hvor Herremanden maa forstrække denne med Besætning, Sædekorn og Føde til sig og Folk i et heelt Aar; hvis Tab er dette? Mon den forrige ikke ligesaavel var værd at hielpe, som nu med mange Børn maa betle sit Brød? den forrige blev nys Soldat, for han var liderlig, og for han ei vilde giøre Got hos Bonden, og nu sættes han i Gaard; er det ikke at ødelegge sit Herskab og
20Bonden? hvor mangen en stræbsom Bonde kan ikke let geraade i Armod, som ved een eller anden Uheld ofte skeer, men kunde da denne ikke ligesaa vel hielpes som en anden? Herremanden fik da ikke saa mange Forarmede paa sit Gods som nu, og Bonden kunde ved en nøiere Eftersyn, bringes til Flittighed og Stræbsomhed, som er den allerstørste Hovedmangel iblandt Bondestanden; thi betragtes disse Forandringer, med at sætte af og i en øde Gaard, synes man at Fordelen er liden, men Tabet desstørre; den Afsatte var allerede Jorden (den Onde og Gode) vel bekiendt, men denne Indsatte er aldeles ukyndig; thi her observeres, at Bonden ei selv kiender sin Jord, med mindre han har havt samme i 3 Aar, og just bliver en anden Forandring foretager inden sammes Forløb; at dette har en Slags Grund i Agerdyrkningens Mangel og Sædens Fremvxet, kan let sees, naar Sæden staaer i sin Flor, da kiendes den dyrkede og udyrkede Jord, da seer man, at jo oftere en Gaard omskifter Besiddere, jo slettere bliver Jorden baade dyrket, pløiet og besaaet; thi naar en nye indsat Bonde mangler Plov-Red-
21skab, Bæster og Sædekorn, kan mon nok slutte sig til hvorledes hans Avling vil blive, og saadan Beskaffenhed har det med mange; vel sandt, herskabet forstrækker Bonden med Sædekorn, men Forvalteren maaler det med strøgen Maal; og mange gange kan Bonden ei faae det nødvendige Sædekorn, han har ingen Penge at kiøbe for, hvorover en Deel af Jorden ligger frugtesløs, alt af Mangel paa en sandfærdig Oplysning og Kundskab om Godsers Tilstand, som ofte skiules for Herremanden hvis Tab altid er størst, fordi han maae see med de andres Øine. Men om vores Proprietairer fandt for got, for Eftertiden at lade Hovedgaards-Avlingen overdrage til samtlig Godsets Bønder, hvad gielder Bondens Flittighed vilde opvaagne, et Menneske, som arbeider til egen Fordeel, er altid flittigere, end den som eren andens Træl, og arbeider over Kræfter, en anden til Fordeel. Jeg siger: at Bondens Flittig- og Vindskibelighed i saa Maade best kunde lægges for Dagen; thi, hvad kan give større Opmuntring hos Agerdyrkeren, end det at see sit Arbeide bedre belønnet; men dette Forslag bliver vel neppe antaget, deels fordi Bøn-
22derne ere fattige, saa man maatte frygte, at Jorden ei skulde blive ret dreven, og deels af Mangel paa den fornødne Caution. Jeg nægter det ikke, en Proprietair burde være agtsom, men Udfaldet vilde vist vise Fordelen, saa vel for Proprietairen som for hans Bønder; angaaende Cautionen, synes det Heel underligt om der ei paa et heelt Gods skulde være 20 velhavende Gaardmænd. Lad dem indestaae een for alle og alle for een. Videre: da Herskabet dog maa forstrække de Fattige Bønder med Heste alligevel, — var det høist fornødent, at Herremanden og forskaffede en 20 Stykker gode Plovbæster, som skulle staae paa Gaarden og foeres paa Proprietairens Bekostning, for dermed at hielpe Bonden det første Aar, som nok vilde blive det haardeste at trænge igiennem. Disse Plovbæster kunde kiøbes ved Fastemarkederne; thi ellers vilde deres Foering i en Heel Vinter blive alt for kostbar. Saaledes holder jeg fore, at en Proprietair best kunde ophielpe sine Bønder, uden at mærke ringeste Tab; og synes mig, at Proprietairen paa Bøndernes Vegne giorde best, at foraccordere Bygget til Brygger-lau-
23get og Rugen til Bager-Lauget, Hauren noget paa ethvert Sted, som skulle imodtages og betales strax: — Pengene henlegges i en Kasse under Laas og Nøgler, en til Proprietairen og en til hver af de Fornuftigste og meest Formuende Bønder, og var det best, at Afreigningen blev giort hver 11 Junii, da Sæden meest bortkiøres om Vinteren. Hvad Hollænderiet angaaer: da er det vanskeligt, dog kunde Proprietairerne selv holde en Besætning efter eget Behag, som af en 3 á 4 Piger og en Meierske lettelig kunde bestyres, derved blev Bonden befriet fra den Plage, som baade har været og endnu er hver Bondes Ruin. — Og Herremanden, uden at fornærme sine Bønder, kunde dog giøre sig en Deel smaa Fordele, som nu alt kommer Forpagteren og hans Familie allene til Nytte; der til forsvandt og den paa en Deel Godser i Svanggaaende gode Forstaaelse imellem Forpagteren og Forvalteren, som med al Slags Behendighed drives, for at giøre Vedkommende opmærksom; men hvad siger Bonden, hvis Aag daglig af disse Plagefogder fordobles, de sukker under Byrden, ja de synger under Lidelserne; O! HErre frels mig og dem min Sag, mod denne forhærdede Skare & c. I øvrigt ønsker jeg at de retsindige Proeprietairs vilde antage en bedre Forfatning, der vilde blive dem til langt større Fordeelagtiqhed. Ligeledes
var Det fornødent, at komme Bondens
24Enfoldighed til Hielp, med at overbevise ham, at alle hans Anlæg er urigtige baade i Pløining og Saaning; thi skiøndt Bondens Plov trækkes af 8te Bæster, er det dog neppe de kan krybe. Ventelig for Furen drives alt for breed og ugeskikt, hvor over Sæden ei kan fremspire. Jeg siger: at Furene opdrives forberede, de sættes paa Kanten. Naar nu Sædemanden udspreder Sæden i Ageren, triner han forvidt, som forvolder, al Sæden falder for tynd, hvorfor og Høsten nødvendig maa blive tynd, og hvad som falder imellem de brede Furer kan aldrig ventes at komme Sædemanden til Nytte. Jeg har og hørt, at Bonden klager: han mangler Giødning. — Det kan have en Slags Grund, formedelst Qvæg-Sygen; men dette kunde erstattes, imed at hente de affaldne Lov i Skoven og legge i Giødningstedet, at kiøre til Stranden og hente Tang, — at rense alle fornødne Parker, Gadekier, og andre fornødne Vandsteder, og alt det Ukrudt som voxer i Haverne; samle det tilsammen i Giødning-Stedet, og lad det vel raadne; før det siden ud paa Eders Jord, det vil nok belønne Umagen. Men uden der skeer Begyndelse opnaaes ingen Ende.