? Et Efterstykke til Hyænejagten, udi een Handling. Oversat af det Franske.

Et Efterstykke til Hyæne-Jagten, udi een Handling. Oversat af det Franske. Dant veniam Corvis Vexant cenfura

Columbas!

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos Lars Nielsen Svare.

2

Hoved-Personerne:

Trekholt, en Proprietair fra Gascogne.

Redlig, en Dito fra Orleans.

Hendrik, hans Foged.

Søren, en Bonde fra Orleans.

Else, hans Daatter.

Niels, hendes tilkommende Mand,

Jesper, en Bondekarl fra Gascogne forlovet med Else.

Endeel Bønder, som frembringe deres Anliggende.

Forestillingen skeer i Hr. Redligs Huus paa hans Landgods i Orleans.

3

Første Optrin.

Trekholt, Redlig.

Redlig.

Velkommen i vor Egn, kiere gamle Ven! længe er det siden jeg havde den Fornøyelse at omfavne Dem; ... men, ak! hvor see De bleeg og affalden ud, er Sygdom eller Gremmelse Aarsag hertil, hvad Uheld er Dem hendet ..? De blegne, og mig synes Taarene forkynde mig alt et stort Onde Dem er hendet . . ak! gid jeg kunde redde Dem, men hvor ringe er en fattig Mands Evne? dog min Ven! siig mig Deres Nød, at jeg i det mindste kan trøste, om ikke hielpe

4

6

Trekholt.

En forbandet Hyæne-Jagt er Aarsag

til al min Ulykke.

Redlig.

Har dette glubende Dyr maaskee skilt Dem ved nogen af Deres kiereste Venner? ak! jeg gruer, aldrig er den elskværdigste Lucinde, deres Datter, bleven et Rov for dette Uhyre.

Trekholt.

Ak nei! Ulykken er endnu langt større; hun lever, men i en uværdig Mands Eye; ja, den Forræder, den Adelskiold har baade skilt mig ved min Daatter, og det som mere er, ved al min Magt og Myndighed over mit Gods og Bønder, som altsammen skede paa den ommeldte Hyæne-Jagt.

Redlig.

Deres Ord ere mig en Hemmelighed, uden De selv vil forklare sig tydeli-

5

7

gere: Hvem kunde betage Dem Deres Magt, enten over Lucinde, eller over Deres Bønder, uden vor Fyrste? og naar hørte man, at han giorde nogen Uret, eller uden Brøde betog nogen Mand sine redelig tilkiøbte Rettigheder?

Tretholt.

Nu traf De det, min Ven! Fyrsten var til al Uheld den Dag selv med paa Jagten, og derved fandt Adelskiold Leilighed baade at forsikre ham sin Kierlighed til min Datter, og Gud veed hvad han mere har sagt til Fyrsten om min Opførsel mod mine Bønder; men nok var det, jeg maatte af med min Datter, og det Bondepak beholdt desuden Ret over mig, som deres Hosbonde . . . . Uhørte Tildragelse! maa De altsaa ikke tilstaae mig, at jeg er en ulykkelig Mand? men dette er dog min Trøst, at jeg er ikke den eneste, ja, hele Landet stal lide med mig; thi de siden den Tid af Fyrsten udgivne Forordninger vise klarligen, at baade jeg og alle Proprietairer ere desværre faldne i hans Unaade.

6

8

Redlig.

Holdt inde, Hr. Trskhokt! med fas formasteligo Ord. Himlen forbyde, at faa stort et Onde skulde mang et afMigetS agtbare Stænder .. .. aldrig kiefalder jeg den Sætning: at de udkorrme Forordninger erect Unaades-Tegn, mi wertimod, derved vises baade Dem og ung de største Velgiernlnger, on Fyrste kan vise mod fine Undersaatter, som hanelsser, og hvis Velfærd han soger; Uordenttigheder,Misbrug, sclvtagen Myndighed ere derved satte vedbørlige Grændser, og Bønderne,, som mange Steder være alt for meget plagede, (forlad mig dette Udtryk,) ere ved disse vise Forordninger for denne Uheld befriede,, uden dog at betage Hosbonden den lovlige Magt og Myndighed, ha«' tilkommer, og bor vi derover besvære ost Kiereste Ven! lad saa nedrige Tanker aldrig, opstige, i Deres v.eltænkends Siekk

Trekholt.

Hvilken forunderlig Snak i har vi ikke, endog af Fyrsten selv og hans For-

7

9

fædre lovligen tilkiøbbt os vore Gaarder og Godser, Med alle de Rettigheder, Herligheder og Friheder, som dertil af Arilds Tid lagt have, og er det ikke Uret, at denne Magt og Myndighed os nu med et betages? .. Hvad for en Ulykke giør os dog disse nye Forandringer l Bønderne blive rebelske; vore Marke ligger udrevne; Herregaardene falde i deres Priis; og kort sagt: Bi ere ulyksalige Landmænd, om dette rasende Onde ei i Tide forebygges.

Redlig.

Ansee De, min Ven! disse Ting at være Følger af de udkomne Anordninger, da maae De tillade mig at modsige Dem. Vores nu regierende Fyrste besidder den største Retfærdighed, en Egenstab, som han har tilfælles med alle sine Forfadre; hvem tør derfor troe, at han vil eller kan bryde sit Løfte og egenhændig undertegnede Skioder? . . . dette er en Umuelighed; men Ulykken er, vi tage skyggen for Legemet; betænk min Ven! Fyrsten er saavel Bondens, som vores

8

10 Fader; han bor ei taale at nogen af hans Børn skee Uret, og jeg frygter, at Deere selv deelagtige i denne Last, siden Fyrskens Hyæne-Jagt har efterladt Dem: saa bedrøvelige Følger. Vredes ikke over en Vens Erindringer, og troe ikke, at jeg er af det Slags Folk, som vil bebreide en ulykkelig, men . . .

Trekholt.

Jeg er færdig at blive rasende over disse bestandige Modsigelser; viid min Forseelse, og døm saa deraf, om jeg har Ret eller Uret. De veed, at min Datter Lucinde, med min Tilladelse var forlovet med den Stodder Avelskiold; men des imidlertid melder den rige Hr. Richmand sig som en anden Frier, og hvo kan fortænke mig, at jeg søger mit Barns Lykke? derfor søgte jeg Baade med det. Onde og Gode at faae hende til at slaae op med sin første Frier og tage den anden; dette havde ogsaa rigtig lykkedes mig, hvis Fyrsten ei havde kommet paa den forbandede Hyæne-Jagt; men saa maatte jeg vige for Magten og give min Daatter Stodderen til Priis.

9

11

Redlig.

Og De havde det Hierte, med Magt at vilde tvinge Deres Datter? .. Himlen lønne Fyrstens Ædelmodighed! den seneste Efterstægt skal prise hans Retfærdighed.

Trekholt.

Nu lad mig da og herudi have Uret strå veed jeg dog at være berettiget til, at tage saa meget udi Indfæstnistg af mine Bønder, som jeg kan faae, og dette er dog regnet mig til Brøde; tael oprigtig, kiere Hr. Redlig! giore De ikke det samm?

paa Deres, Gods?

Redlig.

Nei jeg giør ikke, min Ven! thi. hvad nytter mig, at tage Alting fra en Fæster i Begyndelsen saa. maae han jo strax forlade Gaarden igien udi yderste Armod.

Trekholt.

Ja hvad skader det, saa staaer man jo atter nye Indfæstning?

10

12

Redlig.

Min Ven, jeg troer De spøge; thi umuelig kan en kyndig Landmand have saa liden en Indsigt. Hvor skal den nye Indfæstning komme fra, når Gaarden er øde og Besætningen fattes?

Trekholt.

Dertil er jo gode Raad, og det maa jeg lade min gamle Foged Igle, han vidste Tusinde Midler i slige Tilfælde; iblant andre: til en ode Gaard udvalgte han en riig Bondekarl, og naar han ei med det Gode vilde antage den, da giorde Angest for at blive Soldat ham strax villig, og paa saadan Maade blev der meget faa øde Gaarde paa mit Gods.

Redlig.

De maae da vist have mange rige Karle paa Deres Godser, fremfor paa andre Stæder, og især maa al Mandskabet være tjenstdygtige Karle; thi ellers kunde de er saa let trues med Frygt for at blive Soldat.

11

13 Trekholt.

Mig undrer, at De, som saa fornuftig en Mand, ere eller lade til at være saa lidet erfaren; duer Karlen ei til Soldat, da skal Frygt for Tugthuset nok giøre ham smidig, derfor har jeg altid gamle Tugthuus-Domme liggende uexeqverede, for at bruge i Nødsfald.

Redlig.

Daarlige Præcaution, som Jurist veed De jo, at slige Domme gielde ei for evig, og altsaa ere saadanne Tvangsmidler usle Udflugter, som en svag Hierne har udtænkt, enten for at narre en Deel taabelige Folk, eller for at giøre os Proprietairer desto mere forhadte i det Veltænkende, men tildeels kortsynede Publici Øine.

Trekholt.

Ja Snik Snak, jeg har fundet mig ret got ved disse Kneb, og hvis Fyrsten havde ei forstyrret mig, havde det gavnet mig endog den Dag 100 Rdlr; thi en

12

14 af mine Karle, navnlig Jesper, give mig disse Penge, for at faae Bryllup med sin Forlovede, som var en Daatter af en Bonde navnlig Søren, her fra Orleans, og maaskee De endog kiende denne gamle viismundede Knægt, jeg skulde snart troe det; thi han roeste saa meget sit Herskab.

Redlig.

Hvad sige De? Søren heder han; men der ere saa mange af dette Navn paa mit Gods; derfor at komme ud af Drømmen, skal jeg lade En af dette Navn strax komme ind, han staaer herude for at tale med mig, og da jeg nødig lader mine Bønder længe bie efter mig, paa det de ei skal forsømme deres Arbeide hiemme, vil jeg med Deres Tilladelse lade ham indkalde og affærdige ham i Deres Nærværelse.

Trekholt.

Hiertelig gierne, jeg er endog nysgierrig at see, om det er den samme Person.

Redlig raaber: Hendrik Foged!...

13

15 Andet Optrin.

Hendrik kommer ind, og da hdan seer Trekholt, giver han et stort Skrig og vil løbe igien, men vender tilbage, sigende:

Hendrik.

Ak! er det Hr. Trekholt jeg seer, eller er det Dievelen selv i hans Lignelse?

Trekholt.

Hvad, er det ikke Hendrik, som tilforn tiente Hr. Richmann for Tiener?

Hendrik.

Jo, ganske rigtig, den Tid var jeg kun simpel Hendrik, men nu heder jeg Monsieur Hendrik; thi denne gode Hr. Redlig har ophøyet mig til Foged-Værdighed, endskiønt denne Tieneste, mellem os sagt, indrenter kun lidet her paa Stædet; thi...

14

16 Redlig.

Er min Bonde Søren derude, da kald ham ind.

Hendrik.

Jo vist er han.. men gode Herre! jeg troer det maae være en pokkers Skielm; thi han giør ei andet end roser Herren, som De kunde være, en Guds Engel . . og, saa stille at sige, da har han en Fandens stor Pung under sin Arm med Penge udi, disse siger han, at han vil unde Herren; men piin ham kun brav; saa faae De nok endda flere af ham; thi ventelig er der flere hvor disse kom fra.

Redlig.

Jeg skulde pine denne ærlige Mand! derfra bevare mig Himlen! udryd dog saa nedrige Tanker engang af dit Hierte, Henrik. Husk hvem du tiener, og de Erindringer, jeg saa velmenende Tid efter anden haver givet dig . . lad Søren uden længere Ophold strax komme ind.

15

17

Trekholt (for sig selv.)

Dette er mig et fremmet Sprog; jeg veed den gode Hr. Redlig har alle de Penge nødig, som han kan faae, og dog lader det som han foragter hans store Pung; men han er vel ikke saa hellig? som han lader til.

16

18

Tredie Optrin.

De Forrige, og Søren kommer ind med Huen i Haanden og Pungen under Armen, hvilken han sætter paa Bordet.

Trekholt.

Jo det er rigtig den samme Mand, hvad mon han vil?

Søren.

God Dag, kiere Hosbonde! (giver ham Haanden) her har jeg en Pose, hvorudi er 300 Rdlr. i Kroner, og da jeg ikke selv behøver dem, vil jeg bede, at I vil være saa god, enten at giemme dem for mig, eller, bruge dem til Eders egen Nytte; thi jeg veed at I har dem bedre behov end jeg.

Redlig (undseelig)

Tak, ærlige Mand! for den Fortroelighed Du har til mig; men jeg kan ikke

17

19

imodtage Dit Tilbud af mange Aarsager.

Søren.

Hvorfor ikke? vilde jeg ei have undt jer dem, kunde jeg jo have beholdt dem hjemme. Behøve I dem ei, kan I jo giemme dem for mig, og naar jeg behøver selv nogle til miu egen Udgift, kan jeg jo altid faae dem hos jer igien, men hiemme kunde de let blive stiaalet fra mig.

Redlig.

Jeg maae ikke nægte, at disse Penge jo i denne Tid komme mig meget vel tilpas, da Amtstuen fordrer Restancerne af mit Gods, og desværre! de ere ikke faa; men desuagtet, saa kan jeg dog ikke tage imod Pengene.

Søren.

Hvilken Snak! jo min Siel skal I faa, tag kun Pengene, og giv mig en liden Seddel til Beviis, andet forlanger jeg ikke.

18

20

Redlig.

I det mindste bør Du have min Obligation til Sikkerhed for Capital og Rente. (sagte) gid min Evne kunde ikkun svare til Villien!

Søren.

Jeg forlanger ingen; Eders Ord var mig nok, hvis det ei var for Dødeligheds Skyld, og derfor giver I jo Eders Haand ti! mig; hvad Renten angaaer, skal vi nok derom komme tilrette; det kan hænde sig, at I ved en vis Leilighed kan beholde hele Klatten, uden at give mig To Skilling tilbage.

Redlig.

Hvad! skulde jeg bedrage dig, Søren? Hvilken grusom Tanke . . nei, tag dine Penge igien, og qvæl mig ei længere med din Ædelmodighed.

Søren.

Faae den Skam der giør, Falil! I forstaae mig ikke ret; der er en vis

19

21

Tieneste jeg forlange af jer, og for samme vil jeg gierne opofre disse Kroner, ja meget mere, om jeg havde dem.

Trekholt (sagte.)

Det tænkte jeg nok, at Knægten havde andre Aarsager, siden han var saa villig at laane hans Hosbonde Penge.

Redlig.

Siig hvori jeg kan tiene dig, men troe ikke at jeg giør det for Pengenes Skyld.

Søren.

Derpaa har jeg seet saa mange Prøver i Forveyen, men det maa beroe til en anden gang. Farvel Hosbond.

(han giver ham Haanden og vil gaae.)

Redlig.

Ak! men bie dog, ærlige Mand, saa længe til jeg kan skrive mit Beviis for Pengene.

Søren.

Det kan I sende mig siden med Eders

20

22

Foged. Farvel og god Nak.

(han gaaer.)

Redlig.

Ak! Han er alt borte, forlad mig, min Ven! jeg gaaer efter ham, for at levere ham Beviset, (raaber) Hendrik! Bie her saa længe, om Hr. Trekholt maatte have noget at befale.

(Redlig gaaer.)

21

23

Fierde Optrin.

Hendrik, Trekholt.

Trekholt.

Hvilken rørende Scene! drømmer jeg, eller er jeg vaagen? . . er det mueligt, der kan være saa Veltænkende en Bonde til? . . og saadan en Hosbonde? . . . det er vist en af de rare Sieldenheder.

(til Hendrik) .

Har I mange saadanne Bønder paa Godset?

Hendrik.

Ja vist har min nye Herre mange Snese saadanne Bonder, og om De see een eller tyve af disse Graalaare, da ere de alle eens klædde, med korte Vadmels Trøyer, hvide Buxer, uldene Strømper, som ere rullede op som Pølser over Knæene, et Par Træskoe beslagne med Jern, som et Par Heste-Skoe, og . .

Trekholt.

Ei Snak! dette er ei min Mening; men jeg mener, om alle Eders Bønder

22

24

ere saa formuende, som denne Bonde, og om de samtlig har saadan Tillid ti! deres Hosbonde, at de baade tør lade ham vide, at de har Penge, og end mere laane ham Dem, uden at befrygte? . .

Hendrik.

Herren mener nok, de skulde frygte for at blive snydt af Hosbonden, nu forstaaer jeg Dem, og Skam tage mig, om det er saa feil en Tanke; var jeg Bonde, saa sandt som jeg er Monsieur Hendrik, Drollen tage mig, om jeg troede min Hosbonde saa vel; omend skiønt De aldrig kan forestille Dem, hvilket barnagtigt Hierte min Herre har; thi Ømhed kan al den Snak jo ikke kaldes, De selv har nys hørt paa, og mine Øren ere somme Tider færdig at blive døve af lutter bare saadan Pølsesnak; thi ved alle Leiligheder foreholder han mig, at man skal omgaaes sine Bønder kierligen, som sine Børn, og holde dem i god Velstand, saasom Hosbondens Velfærd beroer paa Bøndernes; med mange flere Historier, som jeg hverken kan huske, etter gider

23

25 tænkt paa; thi saadanne Principia stride jo aabenbar imod en Fogeds sande Fordele, og derfor er og bliver jeg bestandig en Prakker, ligesom min Herre, om jeg længer skal blive i hans Tieneste. Vel er det sandt, han giver mig en raisonabel Løn; men derimod har han forbudt mig alle Sportler, og følgelig gier jeg ikke en Pibe Tobak for min ganske ærværdige Tieneste . . Ja end mere, min Herre tager selv imod Landgilden, besørger selv Indfæstningen, vil ikke engang tillade mig at holde noget Skifte, uden han jo baade først og sidst vil have sin Næse i alle mine Papire, Fanden kan jo ikke holde saadant ud; thi al min Fordeel gaaer bort. Skal en Karl udtages til Soldat, lader han alle de Karle, som paa nogen Maade kan undværes fra deres gamle Forældre, kaste Lod mellem sig selv, og den Lodden trækker maa gaa, om han endog bød aldrig saa mange Penge; thi med et Ord sagt: Penge agte vi ikke, og dem trænge vi dog forbandet haardt til, saa det er galt i alle Ender. Men see! hvad er det for en liden Pige der kommer?

Hvem vil I tale med, mit Barn?

24

Femte Optrin.

Else. De forige.

Else.

Jeg skulde saa men forhøre her paa Gaarden, om der var noget Brev til min Fader Søren eller mig, kommen med Posten fra Gascogne?

Hendrik.

Hvem holder I Brevvexling med, mit Barn? ventelig har I en Kiereste der i Egnen, siden I længes saa meget efter Brev?

Else:

Skal jeg sige sandt, og nødig vil jeg lyve, da har det sig som han siger, Monsieur Hendrik! ja men! jeg og min stakkels Jesper kan ikke noksom velsigne vor Fyrste, som paa Hyæne-Jagten forskaffede min Kiereste Frihed fra hans ugudelige Hosbonde, den bekiendte Hr. Trekholt.

Trekholt.

Nei saadanne Skieldsord kan ingen ærlig Mand taale; veed I vel mit Barn,

25

27

at jeg er den, som I saa skammelig fortaler, og jeg, ja ret jeg selv er Eders Kiærestes Hosbonde.

Else.

Ak er det mueligt? men lige meget, hvad jeg har sagt, er Sandhed, og I maa dog selv tilstaae mig, at det var skammelig giort af Eder, at forlange 100de Daler af min stakkels Jesper, bare for den Smule Fornøyelse, at komme med mig i Brudeseng . . .

Trekholt.

Jeg maa ærgre mig ihiel; thi al Verden forfølger og bebreider mig, det er uudholdelig; jeg maa gaae, men hvor hen? de indvortes Nag følge mig, endog paa de eenligste Steder . . Ak jeg ulyksalige Mand! ak! ak!

(Han gaaer)

Else.

Min kiere Monsieur Hendrik! siig mig dog, om der hverken er kommen Brev fra Jesper, eller mindste Underretning om ham, naar han kommer for at holde Bryllup? Tiden er mig utaalelig lang.

26

28

Hendrik.

Nei hør engang til den lille forliebte Pige; man kan nok høre, hun er et Landsbye Barn, da hun saa lidet kan forstille sig; nei, lille Glut! jeg har min Troe intet om Eders Jesper at sige; men maaskee min Herre har derom faaet nogen Underretning. Bie derfor et Øyeblik, saa vil jeg spørge ham derom.

Else alene.

Jeg veed ikke hvoraf det kommer sig, men meget uroelig er jeg i mit Sind; Aarsagen maa ventelig være min Jespers Udeblivelse, eller maaskee jeg føler forud den Angst, jeg maa igiennemgaae, naar jeg skal boe paa den ugudelige Mands Gods; nei! da er min Faders Hosbond en god Herre, og dog kiender jeg mange af mine Naboer, som ere misfornøyede med ham, hvoraf mon det kan komme sig? jeg troer, at han er alt for god, men mon nogen ogsaa kan være det? dog! hvad seer jeg, er det ikke Jesper, min kiere Jesper?

(hun løber hen at omfavne ham.)

27

29

Siette Optrin.

Jesper (med Ost og Brød i Haanden ædende) Else (løbende.)

Velkommen Jesper! hvor har du kundet blive saa længe fra din stakkels Else?

Jesper (vranten.)

God Dag Else, god Dag! (æder)

Else.

Vil du ikke anderledes hilse din Kiæreste? det var dog en lyksalig Hyæne-Jagt for os To især.

Jesper.

Hvad er Klokken?

Else.

Hvorfor spørger du saa derom? Jesper.

Fordi jeg har ei lang Tid at blive her.

Else.

Hvor vil du hen, vil du forlade mig saa hastig?. . hvad . . ak! hvilken Koldsindighed, Jesper holder du intet meer af

mig?

28

30

Jesper.

Jeg spørger endnu engang, hvad er Klokken?

Else.

Ak! desværre, nu kan jeg alt fornemme hvad Klokken er slaget, Jesper har glemt mig, han elsker mig ei mere. Ak! jeg arme Pige! Jeg maa gaa og klage min Nød for min Fader. Farvel Jesper.

Jesper.

Ja gaae kun Morlil! Farvel.

(Else gaaer)

Jesper alene.

Nær havde hun bevæget mig, den Tøs, men nu er det forbi; jeg maatte være gal, om jeg tog saadan en til Kone, nu da Fyrsten, efter sigende, har giort mig og alle Bønder frie fra Fødestavnet; nei, Jesper har bedre Forstand . . Jeg veed en bedre Ven, hvortil min Hue staaer hen . . til Engeland, til Engeland, der vil Jesper og jeg; der ere kiønne Piger, trods Else. Der, der er Frihedens Land, der kan man raade sig selv, og staaer hverken under Hosbond eller Fyrste. . Det er got nok, at jeg nu er fri for at sættes

29

31 til Soldat af min Hosbonde, men Fyrsten har jo endnu den samme Ret over mig, og Fanden staaer i hans Officerer; de jage mig snarere end nogen anden, da jeg er en ung og rask Bengel. Nei, gid ingen være længer i Frankerig, du est jo en fti Karl, Jesper; jeg giver altsaa Baade min Hosbond, Else og hendes Fader Søren, kort sagt allesammen: Døden og Dievelen; jeg reiser min Vei, saasnart jeg kan; alene ved at tænke paa det Engelske Øl, løbe mine Tænder i Vand; skulde jeg kun ei være saa uhældig at Møde Søren, ligesom før Else, Hendrik og Hr. Redlig; men vist nok er det, denne Herre lod til at være en kiøn Mand, ja vare alle Hosbonder saadanne! dog de ere vel allesammen eens; . . men see! kommer ikke der Søren, hvor har nu Fanden ført mig ham just paa Halsen? jeg vil lade, som jeg ikke seer ham. (skynder sig og vil gaae, men Søren tager ham ved Armen og trækker ham tilbage.)

30

32 Syvende Optrin.

Jesper. Søren.

Søren.

Nei bie, Kammerat! hvor vil du hen? plager Fanden dig, at du vil saaledes forlade min Daatter? er det den Tak vor naadige Fyrste skal have, for den store Tieneste han giorde dig?

Jesper.

I andre have ligesaa stor Nytte af denne Naade, som jeg . . Farvel! Jeg har ei Stunder at bie.

Søren.

Hvor vil du hen, dit Skarn! vil du vanære min Daatter? nei, du skal ei saa let slippe fra mig.

Jesper.

Kiere Søren! brug dog Eders Forstand; hvad Nytte kan det være jer, at Eders Daatter faaer mig? da jeg dog hverken elsker, eller nogensinde har elsket! hende.

Søren.

Hvad siger du? har du aldrig elsket min Daatter, hvorfor vilde du da ægte hende?

31

33

Jesper.

Brødet er kiert, Falil! men nu har jeg, Gud skee Lov! ei nødig at søge det hos jer eller jeres. Hele Verden staaer mig aaben, jeg reiser min Vei. Hils Else.

(han gaaer.)

32

34 Ottende Optrin.

Søren vil løbe efter ham, men forgieves, saasom han møder Hr. Redlig, som omfavner Søren. Redlig.

Hvad er der paa færde, min kiere Søren! Hvad fattes Dig? Søren.

Ak jeg arme Mand! ak min stakkels Else! Redlig.

Hvad Ont er der hændet hende eller Dig, siig om jeg kan redde Dig? Søren.

Ak! kiere Herre! Jesper, det Skarn, har slaget op med min Daatter, ham var det, I saae gik ud.

Redlig.

Jesper Jespersen af Hr. Trekholts Gods i Gascogne, som jeg selv nu nys talte med i Forstuen.

Søren.

Ja ja, gode Herre! det er just den samme Karl.

Redlig.

Sandelig! saadan en Hosbond er dog ilde faren, som plages med slige vanskeli-

33

35

ge Bønder; ingen Under derfor, om han imellemstunder forløber sig; men af hvad Aarsag har han slaget op med Din Daatter?

Søren.

Det maa Gud vide, og ikke jeg, kiere Hosbond! skaf mig Ret over dette Skarn, jeg skal evig derfor være Eder forbunden.

Redlig.

Jeg skal giøre hvad jeg kan, men der kommer Hr. Trekholt.. De komme ret tilpas, min Ven! Jeg har en Klage at fremføre over een af Deres Bønder..

(til Søren)

Gaae kun imidlertid ud, kiere gamle Mand! og søg at trøste Din bedrøvede Daatter lad mig saa kun raade for Resten.

34

36

Niende Optrin.

Redlig, Trekholt.

Trekholt.

Hvad! er her nogen af mine Bønder udi denne Egn?

Redlig.

Ja vist! Jesper Jespersen, som Fyrsten gav Lov til at faae min ærlige Sørens Daatter Else, nu har han uden Aarsag slaget op med hende.

Trekholt.

Naa! den Karl; med ham tør jeg ei videre befatte mig, paa det intet større Onde skal mig vederfares.

Redlig.

Hvorfor ikke? denne Jesper har begaaet en Forbrydelse, og bor straffes; for Rettens Haandhævelse blive hverken De eller nogen ærlig Mand af Fyrsten ilde anseete; men Uretfærdigheder straffer han, enten de saa findes hos Hosbonden eller Bonden.

Trekholt (spodsk.)

Er det mueligt en Bonde kan forsee sig, og hvad Ret tænke De at faae over en Bonde i disse Tider?

35

73

Redlig.

Min Ven! hvad Grund har De til at tænke eller tale saa formastelig? Ere vi ikke alle Børn af een Fyrste, Hvorfor skulde han ansee os for Stedbørn, mere end hine, uden vi ved egen Forbrydelse selv unddrage os hans faderlige Godhed? naar vi kun ikke glemme vore Pligter, og ikke misbruge de os forundte Benaadninger, har vi os aldeles intet at befrygte.

Trekholt (forbauset.)

Mit Hierte giver Dem Ret, og jeg føler min Forbrydelse i dens Grusomhed... Dette er mig den meest qvælende Tanke, at de adskillige Uretfærdigheder, jeg mere af en ond Vane end medfød Tilbøyelighed eller velberaad Hue under slette Menneskers Anførsel har begaaet, skal forvolde, at alle brave Landmænd for lige saadanne Uhyrer skal ansees og uforskyldt bedømmes.. Ja, ædle Ven! Gid mange vare saa ædeltænkende, som De, snart skulde disse Fordomme udryddes.. men maaskee de ere alt fordybt indgroede, og maaskee..

Redlig.

Qvæl dog ikke hverken Dem eller mig med saa fæle Billeder, vær vis paa, min

36

38 Ven! at der gives flere dydige Proprietairer her i Landene, end udydige, ellers var vist Jordegods og dessens Eyere for længe siden i Bund og Grund ødelagde .. troe mig, denne Sætning har større Grund end Hoben forestiller sig .. og saa vist som Jordegods er en af Regieringens Hovedpiller her i Landet, saa vist ere vi og forsikrede om at nyde alle lovlige Rettigheder ubeskaarne; thi vor vise Fyrste har længe indseet den Fordeel, hans Regiering har fremfor alle andre Lande, ved sine aarlige Skatters uryggelige Betryggelse, saa længe Herregaarde staae ved Magt. De mange 100de Tønder øde Bøndergods, som vore afdøde Fyrster have maattet tage til sig, fordi de ingen anden Hosbond havde, uden Beboerne selv (thi ellers havde de aldrig kundet blive øde,) bevise min Sætnings Sandhed.. Hvem vil derfor grue, saalænge man giør det som Ret er?

37

Tiende Optrin.

Hendrik. De forrige. Hendrik.

Nu ere Bønderne samlede, og længes meget efter at tale med Herren. Nedlig.

De tillade, Hr. Trekholt, at jeg lader dem komme her ind i Stuen; thi her er dog nogen Varme, og det er Synd, at de skal fryse i Borgestuen.

Trekholt.

Hiertelig gierne.

Redlig.

Beed dem da komme ind.

38

40

Ellevte Optrin.

Bønderne, Hendrik og de forrige.

Første Bonde.

Jeg maa tilstaae min Armod for Heeren, saa jeg umuelig kan besidde min Gaard længere, og fordi jeg vil vise, at jeg er en ærlig Mand, derfor frasiger ieg mig Gaarden nu i Efteraaret, da mine Lader er fulde af Korn og Høe.

Redlig.

Hvorfor kan du ei blive længere ved Gaarden?

Første Bonde.

Qvægsygen har nu tvende gange borttaget alt mit Qvæg, og det som giorde min nød fuldkommen, var en Sygdom, som kom imellem mine Bæster sidste Sommer, hvoraf ieg mistede de 2de beste. Jeg have r altsaa ikkuu en Følhoppe og en Aarings Plag tilbage, og dermed kan ieg umuelig drive Arbeidet baade til Hove og hiemme. Herren har selv forbudet os, at holde flere Heste, end vi vel kunde føde, hvilket ogsaa er godt nok, naar mine Bæster havde kun Livet; men . .

Redlig.

Jeg vil hielpe dig, min Søn, med et

39

41

par gode Heste, og 2de nybaarne kiør, saa veed ieg du kan reddes.

Første Bonde.

Hosbond skal have Lak ; men det forstaaer kuns lidet, betænk, jeg staaer desuden til Rest med 2 Aars Landgilde; og et Aars Kongelige Skatter. Ak! Jeg maa svare Skatter for mig, Kone og 5 voxne Børn; paa saadan Maade er det io en Ulykke at have Børn.

Redlig.

Giv dig tilfreds, ieg vil eftergive Restancen, og selv betale Skatten, er det saa godt?

Trekholt (kalder redlig tilside.)

Hold dog Maade med Deres alt for store Gavmildhed, det giør io kun dovne Bønder, lad den Knægt løbe, og und en anden Gaarden.

Redlig.

Hvilken anden? hvad Nytte at iage en Stodder ud og sætte en anden i Stæden; og hvis det er sandt som siges, at alle Bonderkarle skal gives fri for Fødestavn, hvor faaer ieg da en Beboer til dette eller andre ringe Steder? Ner min Ven! naar

40

man vil hielpe en Bonde, skal man hielpe ham tilgavns.

Første Bonde.

Jo Hosbond , naar I paa saadan Maade mig, maatte ieg være et Skarn, om ieg ei blev ved Gaarden og giorde saa i Eftertiden al min Flid til at aftiene Eders Godhed. Farvel gode Herre! Gud lønne Eder for Eders Kierlighed.

(gaaer)

Anden Bonde.

Vil Herren unde min Daatter Gaarden efter min Død, I veed min voxne Søn er død, og jeg haver ingen anden Arving? Redlig.

Maade du og enhver kan være forsikret, at ieg lige saa lidet i Fremtiden som tilforn skal sætte nogen Fremmed i Eders Gaard, saalange der er nogen af Eders Børn eller Slægtninge, I selv vil unde den, og derfor giver ieg og herved mit Samtykke til Din Datters Fæste; men først maa ieg vide, at hun faaer en skikkelig Karl til ægte? Hvem bliver det? Anden Bonde. Det er en fri Karl af et fremmed Gods, en duelig Arbeider, men han har kuns

41

43 lidet til Beste, og derfor kan ei taale at gide meget i indfæstning, hvor meget vil Hosbond have af ham? Redlig.

Mig er det ikke faa meget om Indfæstningen at giøre, som at faae en flittig Fæstere, der ved Indtrædelsen sættes i den Stand, at han bestandig siden kan svare Fyrsten og mig hvad han bør . . . Meer end 20 Rdlr. forlanger ieg ikke til Indfæstning.

Anden Bonde.

Det betaler ieg paa hans Vegne med Glæde. Farvel Hosbond og Tak.

(gaaer.)

Redlig.

Troels Knudsen, kom hid.

Troels.

Hvad Godt Hosbond?

Redlig.

Jeg har ei meget godt at sige dig; thi fra dig spørger jeg intet andet end Ondt; hver Dag søger du Kroen, og kommer først derfra langt ud paa Natten, din Mark og Creature forsømmes. Jeg eftergav dig din Restance i Fior, nu begynder du igien at trække paa dig, derfor

42

44 maa du herved vide, at saafremt du ei inden en Maaned clarerer, og fornemmelig bedrer dit ryggesløse Levnet, skal ieg forfare med dig efter Lovens yderste Strænghed; gaae strax fra mine Øine, og efterlev min Ordre, om du vil ellers fare vel.

(han gaaer grædende bort.)

Tredie Bonde.

Jeg maa lade Eder vide, gode Hosbond, at Jens Graversen og Kone ere nu begge døde, og har efterladt sig 7 umyndige Børn, den yngste døde hun fra i Barselseng, og den ældste, som er en Dreng, er endnu ei saa stor, at han kan kiøre Ploven. Hvad skal vi fange an med disse stakkels Børn? i I veed selv, at paa Stedet er intet tilovers, naar Besætningen fradrages, som Eder efter Loven tilhører? Redlig til Trekholt sagte.

Kiend mig nu et godt Raad min Herre!

Trekholt.

Jeg veed intet, Monsieur Hendrik! hvad synes I?

Hendrik.

Mig synes Herren kunde giøre ved disse Børn som man giør ved Hundehval

43

45

pene paa sine Steder, sæt dem ud paa Godser, og lad Bønderne føde dem til de blive store.

Redlig.

Har Bønderne ikke Udgifter nok i denne Tid desuden? nei Hendrik; men tag strax til Stervboet, og optegn Alting ude og inde, giør det altsammen i Penge, og saa vil jeg dele Summen mellem alle Børnene, efter som de har nødig, saa bliver der nok Folk som opføder dem paa Godset.

Hendrik.

Men saa bliver jo Gaarden øde, Herre. Redlig.

Lad det være min Sag, (til Bonden) følg med min Foged, jeg har giver ham om Alting behørig Ordre.

(Hendrik og Bonden gaaer.)

Fierde Bonde.

Tak for Skiftebrevet, gode Herre! jeg havde ei ventet, at der havde blevet saa meget tilovers for Børnene paa saa lidet et Sted.. men, gode Herre! den ældste af Pigerne skal nu giftes, kunde hun vel ad Aare faae sin Arvepart ud? den er just 20 Rdlr.

44

46 Redlig.

Det forstaaer sig, at hendes Arvegods af mig bør udbetales, saasnart hendes Mand kræver samme.. hun skal faae hver Skilling med Renten, fra Skiftebrevets Dato.

Bonden.

Tak Hosbond, paa hendes Vegne! Farvel.

(gaaer.)

Femte Bonde.

Mig synes ei, at jeg bør dølge for Hosbond, at der i vor Bye findes en Omloer, som har nu i nogle Dage haft sit Tilhold i Kroen, indtil for en Time siden, da han skal have været her paa Gaarden; denne Knægt løber med en Hoben Snak, har alt faaet endeel af mine Naboer til at troe, at der er udkommen nogle ny Forordninger, som deels give os alle frie for Hovarbejde, deels eftergive os vore Tiender, og desuden befale, at ingen af vore Karle skal mere høre til deres Fødestavn; ja han har endog faaet vor Degn til at skrive en lang Klage over Hosbond for nogle af vort Sogn, hvor iblandt er, saa sagte at sige, Troels Knud-

45

47

sen og mange flere. Denne Omløber har lovet selv at levere Fyrsten den, imod at hver Mand har givet ham 8 Sk. for hans Umage. Siig os nu, gode Herre! om der er noget Sandt i denne Karls Forebringende.

Redlig.

Saavidt jeg veed, er det altsammen Digt; for Resten er jeg aldeles ikke hange for deres Klagemaal, jeg har en god Samvittighed, og vor Fyrste er alt for retfærdig til at dømme nogen uforhørt Mand, ellers skal du have Tak for din Underretning.

Bonden.

Herren skulde dog ikke ansee den Sag saa ringe; thi den kan vist have farligere Følger, end man forestiller sig . . vore Karle troe allerede hans Sladder, og de fleste har alt resolveret at reise fra Godset, deels til Engeland, deels til Holland, af Frygt for at blive Soldat.

Redlig.

Naar de ere fri for Hosbondhold, hvor kan de da frygte for den Sag?

Bonden.

Det er jo ei Hosbonden, men Fyrsten

46

48 Der behøver Soldater, altsaa sidder Angesten i dem, enten de høre til Stavn eller ei; og I maa troe, at endskiønt jeg er en Bonde og selv haver Sønner, kan jeg dog ei indsee, at Fyrsten har nogen Nytte deraf, at Karlene ere fri; thi Hosbond! see kun hvor det gaaer med Søefolkene ved Strandkanten, dem raader Hosbond slet intet for, og hverken kan giøre dem til Soldater eller Matroser; men Officererne, som udi ingen Deel ere disse Folkes Omstændigheder bekiendte, tage ud hvilke der staae dem best an, lige meget om de har gamle Forældre, Kone og mange Børn hiemme, det lade de være Hosbondens Sag, som maa føde og klæde dem, mens Mændene ere paa Flaaden, ofte i mange Aar. Og endelig ere Officererne nødte til at tage for Føde naar de komme; thi det beste Mandskab løber ud af Lanet, saasnart det hører der skal være Udskrivning, og da Hosbonden intet haver over dem at sige, kan han ei forbyde dem det. De sige: De vil paa Farten, og vise deres Patenter, hvem tør saa mukke? Og I maa troe, det vil gaae lige saadan til med Soldaterne, om Karlene ere eller blive frie for Stavn-

47

49

Redlig.

Troe mig, min Søn, Karlene ere vist ikke endnu frigivne, det maa jeg best vide, og siig du dem det ikkun i mit Navn, for at forebygge videre Følger.. I øvrigt kan du sagte have et Øye efter denne Omløber, at han ingensteds kommer bort,

uden jeg faaer det at vide.

(Bonden gaaer.) Siette Bonde.

Jeg burde nok i Dag have betalt Hosbond min Skat, men sandt at sige, saa fattes jeg Pengene; thi Kornet er der kun lidt af, og deraf kan jeg i Aar intet sælge. Vel haver jeg, Gud skee Lov! gode Creature, og der iblant en god 3 Aars Plag, men da Hestene ere i slet Pris i denne Tid, og den er for god at sælge for et Smørbrød, vil jeg bede at Hosbond vil tage Plagen for Skattene.

Redlig.

Nei, jeg behøver den ei; men for at tiene dig, vil jeg giøre Forskud for dig i Skattene, indtil du med Fordeel kan sælge din Plag, glem mig saa ikke. Bonden.

Nei vist skal jeg ikke. Farvel.

(gaaer.)

48

50

Syvende Bonde.

Maa det ei være mig og mine Byemænd tilladt, at giøre vor Hovarbejde som tilforn, i vis tildeelt og bestemt Arbeide, isteden for udi dagviis, efter den sidste Anordning? vi vinde derved den Fordeel, at vi kan faae det Arbeide færdig udi een Dag, som vi ellers skal bruge 3de til. Kosten er dyr, Hosbond! i denne Tid, og en god Madkurv maa ikke seile, naar man skal til Hove.

Redlig.

Nei, min Søn, vi bør holde os paa det nøyeste Forordningens Bydende efterretlig paa alle Sider.

Bonden.

Men Fyrsten vil jo forunde os Lettelse? dette er hans Hensigt, og saa længe Hartkornet er saa ulige her i Landet, som det nu er, skeer os mere Gavn, hvis vi maa blive ved vor Skifte-Arbeide. Redlig.

Du taler efter din Forstand og fordi du staaer høit i Hartkorn, men dette maa være en Sandhed, at Forordningerne passe temmelig vel paa de fleste Stæder: men alle Sieldenheder kan intet Menne-

49

51

ske forud see, og hvor sligt indtræsker, kan man og være vis paa Fyrstens naadige Resolution; thi han vil ingens Fornærmelse . . Men, da du er saa forlegen for Skifte-Arbeidet, vel an! giør der som tilforn, men udregn først, hvad Proportion Arbeidet har med Forordningens Bestemmelser, saa vil jeg og give dig og dine Byemænd saa mange Billetter derfor, som paa begge Sider kan ansees billigt, i Følge Forordningens Forskrift. Bonden.

Ja! saa skal Baade vor gode Fyrste og Hosbonde have Tak, nu ere vi fornøyede, (gaaer.)

Ottende Bonde.

Jeg er Fattigfoged, og maa herved give tilkiende, at de 15 Mænd, som staae paa denne Liste, undstaae sig ved at give de Fattige af Sognet her, det de i Følge Forordningen ere ansatte for at svare . . og derfor maa Hosbond strax giøre Anstalt, ellers sulte de Fattige reent ihiel i denne dyre Tid, og det var vist allerede skeet, om jeg ei havde haft de 10 Tønder Korn, som Herren giver dem af sin egen Lomme om Aaret; og det er alt hvad

50

52

man af jer kan forlange, da Gud og hver Mand veed, I desuden har saa mange Snese Fattige at betale Skatte for; . . men da I ere saa god en Mand, bør jeres Bønder være lige saadanne, og derfor beder jeg, at I forskaffe mig Ret paa de Fattiges Vegne.

Redlig.

Jeg skal derom endnu i denne Dag føye Anstalt, gaae kun hen og siig de Fattige det . . ja gid min Evne var kun derefter, jeg vilde gierne betale for dem allesammen; men ak! alle Steds behøves min Hielp, og desværre den er saa lidet tilstrækkelig.

(Bonden gaaer.)

Niende Bonde.

Jeg kommer her som Lægsmand med den Karl, som det efter Lodtrækning er tilfalden at gaae til Soldat, i den Karls Sted, som forleden Dag fæstede, her er han, men jeg kan ei med det Gode faae ham til at gaae med mig til Officeren for at indskrives; thi han sværger paa, at han er fri Karl, saavelsom alle hans Kamerater. Redlig.

Min Søn! lad dig ikke forføre til at troe saadan opdigtet Tøi, du est og skal

51

53

blive Soldat, derudi bliver ingen Forandring.

Niels, Karlen.

Det troer jeg min Siæl ikke, medmindre Jesper Jespersen kommer herind, og i hosbonds Overværelse maa slaae sig selv paa Munden som en Løgner.

Redlig.

Send strax Bud efter denne Oprører, og lad ham komme herhid.

Niels.

Han er saamen ikke ret langt borte, men udi Borgestuen; thi han lovede at følge mig, og soer paa, at han skulde være Mand for, at ingen skulde røre en Fieder i min Hat.

Redlig.

Træk ham strax ind.

52

54

De komme slæbede ind med, Jesper Jespersen.

Jesper.

Gevalt! Gevalt! plager Fanden jer. . slip mig, eller I stal faae en Ulykke, saasnart jeg faaer Fyrsten i tale.

Redlig.

Har Du nogensinde haft den Naade? Jesper.

Ja, mange Snese Gange; forleden Nat kom jeg noget sildig for Slotsporten, og kunde ei komme ind for den store Bindehund, thi den giorde saadan Fandens Allarm, at Fyrsten befalede sin Frue at staae op og see hvem der var, Hun raabte: det er den gode ærlige Jesper, og kom strax og lukte mig ind for Hunden . . Jo, de gode Folk kiender jeg godt nok, saa det skal svie til visse Folk, naar jeg igien faaer Fyrsten i Tale.

Redlig.

Liderlige Siel! tør du understaae dig at digte saa grove Løgne? . . Børn! kan I selv nu skiønne, at han er et uværdigt Menneske?

53

55

Niels.

Jeg veed ikke hvad jeg skal sige Hosbond; thi der ere jo saa mange af os som har en Bindehund, og sagtens kan vor Fyrste evne at holde en, bedre end vi . . Jesper kan jo deri gierne have sagt sandt.

Redlig.

Taabelige Nar! men min gode Jesper, har du da samme Tid paa Slottet seet de nye Forordninger, som du har fortalt mine Bønder om?

Jesper (forbauset.)

Hvem siger, at jeg har seet saadanne Forordninger der? det har jeg aldrig sagt; thi hverken har jeg seet eller hørt er Ord af Fyrsten om slige Anordninger, derpaa kan jeg giøre min Saligheds Eed, men..

Niels.

Hvad! har du ei fortalt mig og Snese andre, at der var kommen Ordre ud, at alle Bønderkarle skulde værefrie for Godset, at.

Jesper.

Rigtig, rigtig, Niels! det har jeg og, og jeg tør lade min Næse paa, at dette ogsaa saaledes i Sandhed forholder sig.

54

56

Redlig.

Hvad Beviis kan du derom fremføre?

Jesper.

Snese Vidner, og deriblant vor Præst, Degn, Skoleholder og Sognefoged, de sore paa forleden Dag i Kroen, . . Jeg vilde have sagt paa Kirkestævne, at de havde hørt Forordningerne enten vare komne, eller med første skulde komme ud. Niels.

Er du ikke vissere i din Sag end saa?.. ja Hosbond, da maa jeg vel gaae til Soldat, indtil saa længe Forordningen kommer ud. Redlig.

Har Lodden truffen dig, bør du gaae lige saa villig, som de andre har giort for dig.. Niels.

Ja Hosbond, vi vare ei alle samlede ved sidste Trækning, thi Anders Truelsen gav sig ud for at være syg, og jeg har dog seet ham hver Dag siden tærske i hans Faders Lade.

Redlig.

Hvad! er der sandt, Lægsmand? da gaae strax med Niels derhen, og lad Loddet skielne hvem af dem der skal være Soldat. (de gaae.)

55

57 Jesper.

Farvel! jeg maa gaae med, og see hvordan det Spil løber af.

Redlig.

Nei! bie lidt, Jesper! du slipper mig ikke saa let; hvem har giort dig berettiget til at digte Forordninger, og derved oprøre mine Bønder?

Jesper: (bange)

Det er jo min og hver Mands Pligt, at hielpe de Nødlidende, og jeg har ikke giort andet, end været Eders Bonder behielpelig med at sammenskrive en Klage, hvorudi de anbringe deres store Nød for vor naadigste Fyrste.

Redlig.

Hvad har mine Bønder vel at klage over?

Jesper (leverer et Papiir)

Der er Klagen, døm saa, om de har Aarsag eller ei?

Redlig (læser)

Hvad seer jeg? de fleste af mine Bønder har underskrevet den, og deriblant endog saa mange af dem, som her have været i Dag .. hvad! (han læser) de vil være fri for Tiender, Landgilder .. Hovarbeide,

56

58 ja Skatten med . . aldrig bedre! de daarlige Folk! hvor lidet kiende de deres Pligter! . . men dog, der er ei saa meget deres, som deres onde Forføreres Skyld, og deriblant est du een af de værste; hør Karl! Klagen tager jeg til mig, og sikkerlig skal den blive forestillet Fyrsten! men imidlertid skal du blive her paa Gaarden under Vagt, indtil jeg faaer Ordre, hvorledes du bør afstraffes, thi straffes bør du, andre Ligesindede til Skræk.

Jesper.

Hvor kan I arrestere Mig, som nu er en fri Karl? og er jeg ikke det, da hører jeg jo ikke jer, men Hr. Trekholt til. ikke sandt, gode Herre?

Trekholt.

Jo det er sandt nok, men Hevnen er mig for sød, at jeg skulde unddrage dig samme, ved at forbyde Hr. Redlig Rettens Fremme over dig.

57

59 Trettende Optrin. Niels kommer ind med Søren. Else og Lægsmanden. De Forrige.

Lægsmanden.

Niels blev rigtig fri, gode Herre! og den anden Karl, som gjorde sig syg sidst, faldt Lodden paa at blive Soldat i hans Sted.

Redlig.

Men min gode Niels! hvad Ondt har jeg giort dig eller dine, at du og har underskrevet den Klage? du har jo hverken Gaard eller Huus i Fæste, og dog klager du over Hovarbeidet med mere?

Niels (ydmyg)

Ak! gode Herre! jeg har aldrig læst Klagen, og jeg tør helligen forsikre, at ikke den 10de Deel af dem, som har undertegnet samme, veed mere dens Indhold end jeg . . men hvem vil ei gierne slippe det letteste man kan? og denne Be-

58

60

drager (peger paa Jesper) har lovet at skaffe os alle fri, og derfor skreve vi enig alting under, som han forelagde os.

Jesper.

Ak ja, det er sandt altsammen, men hvad giør man ei for Fordeels Skyld .. jeg fik 8 Skilling af hver Mand i Skriverpenge.

Redlig.

Leveer strax disse ulovlige Penge tilbage.

Jesper.

Jeg kan ikke . . de ere alle drukne op.

Søren.

Det havde jeg aldrig troet om dig, Niels, som jeg nu hører; og efter saadanne Omstændigheder tør jeg ei forestille Herren mit Ærende.

Else.

Ak jo, Far! Herren er en ærlig Mand.

Redlig.

Hvad er dit Andragende, min ærlige Søren?

Søren.

Herren veed selv, hvor stammelig Jesper har narret mig og min Daatter.

59

61

Jesper.

Hvormed? jeg vil jo gierne have hende.

Søren.

Nei! ellers Tak. Det skal aldrig skee; men denne Niels her staaer, har tient mig i 8te Aar som Dreng og Karl, troe og flittig, ham vilde jeg gierne unde baade min Gaard og min Daatter, om Herren ellers vilde tillade det . . endskiønt jeg nu skammer mig ved at begiere det, da han saa uforskyldt har turde klage over jer?

Redlig.

Jeg lægger ham det mindre til Lastend du maaskee troer, Søren! og til Beviis derpaa, skal Gaarden hermed være ham overladt i Fæste efter din Død, Søren.

Søren.

Tusind Tak, gode Herre! men jeg vilde strax afstaae Gaarden til ham, og selv sidde hos dem paa Vedtægt; thi jeg er nu en gammel udslæbt Mand.

60

62 Redlig.

Velan! det kan og skee om ellers din Daatter vil have Niels til sin Mand; Hvad siger I dertil, lille Barn?

Else.

Hvad skal jeg sige? var ikke Jesper saadan et Skarn, som han er, veed jeg nok hvem jeg helst vilde have . . men fy! han er mig ikke værd, Niels er og skal være min Mand, kan han kuns komme til Rette med Herren om Indfæstningen.

Søren.

Den Sag skal jeg afgiøre paa Nielses Vegne... Gode Herre! mere end de 300 Rdlr. I har af mine Penge, forlange I vel ikke til Indfæstning?

Redlig.

Jeg skulde forlange saa mange? ... nei min gode Søren! aldrig har jeg faaet og heller ikke engang forlangt den halve Deel af nogen Mand.

Søren.

Da vil jeg min Siel ikke have 2 Sk. af disse Penge tilbage, veed I det Hosbond; giør mig nu ikke meensoren.

Redlig.

Nu vel an! saa ere disse Penge mig af dig forærede?

61

63

Søren,

I ja vist! I skal have dem til Indfæstning.

Redlig.

Tak da, ærlige Søren! de komme mig og meget vel tilpas, og da denne Capital nu er min Eyendom, har jeg og Lov til at giøre med den hvad jeg vil . . See der, Else! antag disse 300 Rdlr. af min Haand som en BrudeGave; Eders Fader og ikke mig bør I takke for Pengene og især for Gaarden; thi hans Flid har giort den nyttig baade for ham og Eder, hans Børn. Lever for Resten i et lyksaligt Ægteskab begge, og glemmer aldrig at elske og ære Eders ærværdige gamle Fader.

Søren.

Ak vi lykkelige Bønder, under saadan en Hosbonde!

Redlig.

Og jeg siger: Lyksalig er den Hosbonde, som har saadanne Bønder.

Trekholt.

Skal da hele Verden være lykkelig, og jeg eene ulyksalig?

Jesper.

Det samme er mine Ord.

Redlig.

Følg vor vise Fyrstes Øyemed, som er grundet paa Dydens Forskrift, saa skal hverken Hosbonde eller Bonde i Fremtiden have Aar-

62

64 sag at besvære sig over Vanlykken, eller Forfølgelser.. da, ja da skal det Navn som nu under saa mange fæle Billeder forestilles, være i et helligt og udødeligt Minde for Fyrsten og seeneste Efterslægt.

Hendrik.

Men mon der er nogen Stand til i Verden, blant hvilken slet ingen Udydige findes? og var det da ikke ubilligt, at alle Stænder skulde ansees for Uhyrer, fordi der hist og her kunde findes en Hyæne iblant dem? (seer til Parterret) Hvo altsaa af Eder, som er ganske reen, den kaste den første Steen herop. Nu gesvindt, hvor blive I af? jeg skal ærlig samle her hver Steen sammen, og deraf lade bygge en ÆreTempel for alle de øvrige Stænder.