↩

Hyæne-Jagten

Komedie i fem Handlinger,

oversat

efter

Marquis de saint Mirabelles:

Les gros mangent les petits.

Kiøbenhavn, 1771.

Personerne.

Trekholt.

Igel, hans Forvalter.

Lucinde, hans Daatter.

Pauline, hendes Pige.

Adelskiold, Lucindes Brudgom. Rigmand, Lucindes Frier.

Hendrik, Rigmands Betient.

Raadvild, en Borger.

Søren, } Bønder.

Jesper, }

Nogle flere Bønder med Hustruer og Børn.

Førsten med sit Jagdfølge.

Første Handling.

Første Optrin.

Søren. Jesper.

Søren

Iset vil ikke ud af Jorden. Det seer langsomt ud med Vaarsæden, Jesper.

Jesper. Det kan være mig det samme. Jeg faaer dog lidet af Grøden, Søren. Søren. Hvorfor ikke?

Jesper. Nei! denne Egn har farlige Herskaber, og end farligere Forvaltere. I eders Egn er I lykkelige Folk. Her paa Godserne findes neppe et fornøyet Ansigt blant Bønderne. Der ere de, som ikke har leet af glade Hierter i ti Aar, og maafkee længer.

Søren. Hos os er vi temmelig fornøyede, saavidt Folk kan være det, der ey tør vige fra deres Fødestaun.

Jesper. Eders Fornøyelse er dog ikke til Bestandighed. I kan faae en anden Hosbond, en anden Forvalter.

Andet Optrin.

Søren. Jesper. Igel.

Igel. Fanden skal føre dig til dit Arbeid. Staaer du endnu her og dovner? Det Satans Pak forsømmer sig aldrig i Kroen, men naar det gielder om at arbeide - - - Hør Jesper, din Søn skal i Morgen tidlig være her paa Gaarden. Han maae indskrives til Soldat.

Søren. Aa, Hr. Forvalter! spar ham om det kan skee. Sandt at sige, han er forlovet med min Daatter.

Igel. Jeg har hørt noget om denne Forlovelse. Den skal ikke just være mig imod, dersom jeg kan blive eenig med Jer. Men endeel

vil afgiøres i Forvejen. Siger mig, hvad kan I give eders Daatter i Medgift?

Søren. Han og hun holder saa meget af hinanden, og de ere begge saa gode Arbeidere, at de nok tiener sig Føde og Klæder uden Medgift. Naar jeg er død, skal de være mine Arvinger.

Igel. Som jeg siger. I Morgen skal han indskrives.

Søren. Aa, Aa, gode Hr. Forvalter! Et got Ord finder et got Sted. Han vil dog ikke være Egteskabs-Dievel. Lad dem komme sammen. Eengang skal jeg dog døe, og da faaer I jo alt mit Efterladenskab ind paa eders Hosbonds Gods.

Igel. I Morgen tidlig Kl. 7. Jesper - -

Søren. Lad Naade gaae for Ret - - - Hielp dog, Hr. Forvalter! der kan paakomme eder noget; da I og kan have Hielp behov.

Igel. Ingen Snak. I Morgen Kl. 7.

Søren. (tager til Lommen.)

Igel. Nu, Søren. Jeg troer, I leder i eders Lomme efter noget Got. Lad see engang.

Søren. Ja, der kan I see. Jeg er ikke saa ringe agtet, endskiønt jeg er en Bondemand. Denne store Sølvdaler er mig foræret, fordi jeg er en duelig Agerdyrker. Nu troer jeg, der skal giøres Ære af alle duelige Mænd, hvad enten de er Smaa efter Store.

Igel. Glem ikke, Jesper, din Søn.

Dersom jeg skal hente ham i Morgen tidlig, da skal Krabadsken svie paa hans Skuldre. (Han vil gaae bort.)

Søren. Jeg vil skienke eder to fede Aarings-Svin, dersom - - -

Igel, (til Jesper,) Det bliver altsaa derved, Jesper.

(til Søren,) Et par gode Aarings-Sviin, siger I? dem blæser jeg af Aarings-Sviin kan aldrig være fede, de setter alt i Vexten.

Søren. Og en maver Stud.

Igel. Jesper! din Søn maae være skikkelig paaklædt. Jeg skal laane ham de høyhælede Skoe, at han kan synes noget større.

Søren. Naar jeg seder den mavre Stud med Spiremalt, saa vil den og Svinene nok

virke saa megen Barmhiertighed hos Jer, at min Stakkels Svigersøn bliver fri.

Igel. Hør, Søren! Vil I give mit Herskab 100 Daler; saa vil jeg for Studens og Svinenes skyld, giøre hvad jeg kan;

Søren. (afsides) Han giør intet for Menneskens skyld.

Ja, Monsør! I og eders Herskab skal blive fornøyet. Maa det nu beroe derved?

Tredie Optrin.

Søren. Igel. Trekholt.

Igel. Naadige Herre! Denne gode Mands Daatter har forlovet sig med Jespers Søn, der skulle være Soldat.

Trekholt. Ja, min Ven! kan I løse eders tilkommende Svigersøn fra Soldateriet med 100 Daler, og desuden fornøye min Forvalter.

Igel. Vi er alt enige om alting.

Søren. Men Herre, jeg er bange, at naar de har haft Bryllup, saa truer I min

Svigersøn paa nye med Indskrivning, og saa skulle jeg løse ham anden Gang.

Trekholt. Om saa stede, var der intet Ondt deri. Jeg har dem paa mine Godser, der har løset sig tre Gange. I veed selv, Tiderne ere onde og besværlige. Jeg skal indestaae for mine Bønders Skatter. Ofte taber jeg det halve og meer. Jeg nødes til, at tage Penge paa andre Maader, hvor jeg kan faae dem, for at slippe skadesløs.

Søren. Vi stakkels Bønder.

Trekholt. Ja, I Stakler! I har nok Aarsag at snakke med. Hvordan vilde det see ud for Bønderne, dersom de ingen Proprietairer havde ? Mange Tusinde af eder ville raadne i Fængslerne, fordi der ingen var som kunde antage sig dem til deres Gields Betaling.

Søren. Sandt nok, i visse Maader. Men Proprietairen kunde ikke heller undvære Bonden.

Trekholt. Proprietairer har Ejendom. Bonden har ingen, og faaer heller ingen. Hvo

som har Ejendom, ham feiler det aldrig paa Tienere til at giøre hans Arbeid.

Søren. Faa jeg Skam og Last om jeg troer det, Herre! Dersom ikke Tvang holdt os til vores Fødestaun: Dersom ikke Frygt for Soldateriet skaffede eder Opsiddere paa de fleste af eders Bøndergaarder; saa blev Trefierdeparten af hele Landets Fæstegaarder ubeboet: med mindre I holdt meer menneskelig huss med Bonden, end I nu giør.

Trekholt. Ja, man tvinger nogle, det er sandt; men til deres eget Beste. Just den Tvang er det, som hindrer Bonden fra at sulte ihiel.

Søren. Med Forlov, Herre! jeg bruger en Bonde-Lignelse: Naar mit graa Øeg ikke vil staae stille imedens den beslaaes; saa binder jeg en Klemme paa Øegets Næse. Saalænge Hesten er bremset, tænker han kuns derpaa, og lader giøre ved sig, hvad Smeden vil. Bonden er saaledes bremset fra Barndommen af, indtil han kommer i Graven. Han holdevarm med lovlig og ulovlig Tvang, saa at han

aldrig faaer Lejlighed, at bruge den Forstand, Gud har nedlagt hos ham, saavelfom hos andre Adams Børn. Men tag Bremsen af ham. Han maa gierne blive Soldat, naar Lodden falder paa ham, men ikke, naar Hosbonden eller Fogden har Lyst, at snyde ham om hans Penge. Lad ham være i saadan Frihed ved Gaards - Antagelse, som den Frihed er, hvori Herremanden staaer. Lad ham blive vis derpaa, at Herremanden, der ofte er den største Creditor i Bondens Stervboe, og følgelig Arvingernes største Modstander, ikke meer skal være Skifteforvalter efter en afdød Bonde. Saa troer jeg Bondestanden vil inden kort Tid komme til Forstand igien. Den skal snart lære, at betinge sig gode og sikkre Vilkaar ved Gaards-Antagelse. Den skal nok vide, at erhverve sig noget. Proprietairens Hielp, for at undgaae Sulte - Død, behøver Bonden da striden og maaske aldrig.

Igel. Strax pag Dørren, din dristige

Slyngel

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel.

Trekholt. Den Slyngel er fuld, troer jeg. Igel, der seer I hvordan Bonden er. Vores Regiering giør ilde, at den lader sig merke med, at ville løsne Baandet. I faaer endnu at see almindeligt Oprør. Opsetsige har Bønderne hidindtil været: de vil blive det end meere.

Igel. Det regner dertil. Maaskee er Ulykken meget nær.

Trekholt. Mon der da ikke være nogen redelig Mand iblant de Store, der havde Dristighed nok, at forestille Førsten denne Fare? Jeg tænker endnu daglig paa min salig Fader. Hans Siel frydes i de evige Boliger med overvættes Salighed! Han fortaalte mig, een af vores Førster for mange Aar siden, fik Lyst at see, hvorledes Bønderne ville finde sig i Friheds-Stand. Det gik og den Gang rigtig nok for sig. Mands Villie, Mands Himmerig, pleier man at sige. Men hør

engang hvor tredskelig een af vores Store bar sig ad. Han lod henge et Skilderie op paa Slottet, paa hvilket en Bonde og en Hund var afmalet. Bonden stod i sin Lænke med en srek og opsedsig Mine. Hunden var lænket paa den anden Side og giøede af fuld Hals. Neden paa Stykket var anbragt med gyldne Bogstaver, disse Ord:

Var Bonden ikke bunden,

Da blev han verre end Hunden, Hvad skeede? Førsten sloeg i sig. Han indsaae sin Forseelse; men for Skams skyld ville han ikke rette den strax. Derimod har hans Eftermænd, som redelige Førster, bødet paa Skaden, saa at Bonden aldrig, ikke i to hundrede Aar, har været meere bunden, end nu omstunder. Lignelseviis talt, veier Lænken nu rive Pund, da den i min Opvext ikke vejede saa mange Lod. Det kalder jeg Patrioter, der tør vove sligt, for det almindelige Bestes skyld.

Igel. Ære være de gode Mænd, der den Gang hialp, og afvergede den største Ulykke, som kan optænkes.

Trekholt. Ja, men troe mig, de har havt deres Arbeid dermed. Tænk En myndig Første, der kuns tør sige: Jeg vil, saa skeer det. Hvad var her at giøre? Herremændene maatte ved Ven, og Vens Ven snige sig ind i Raadet, stille sig an, ligesom om de bifaldt Første i Alt, og saa lumsk underminere Den Gang gik det an Igel i Jeg haaber, vi endnu finder Leilighed, at møde det Onde paa Halvveien, for at kaste det i Afgrunden.

Femte Optrin.

Trekholt. Igel. Hendrik. Christen.

Christen. Hr. Rigmand er kommen. Hans Tiener er der, for ar anmelde Ham.

Hendrik. Min Herre vil giøre sin Opvartning, om der er belejligt. Han er allerede inde paa Salen.

Trekholt. Han er mig heel velkommen. Igel! Om et par Timers Tid vil jeg have de Bønder samlede her paa Stedet, som

har at tale med mig, angaaende Skiftet og Indfestningerne.

Igel. Got, naadige Herre! Jeg skal holde Protokollerne og Dokumenterne i Beredskab.

Siette Optrin.

Igel. Hendrik.

Igel. Nu min gode gamle Dusbroder! Din herre vil tage vores Frøken fra os.

Hendrik. Ja det er bekiendt nok, at han vil. Husets Folk maae best vide, om hun vil?

Igel. Hun? Det vil hendes Fader snart lære hende. Han lader sandelig ingen Frier, der ejer Millioner gaae fra Huset med en Kurv. Men siig mig ærlig og oprigtig, hvorfra kommer din Herres store Midler? For tive Aar stden havde han intet.

Hendrik. Er du tro og taus Igel! Saa vil jeg nok betroe dig endeel af vores Hemmeligheder.

Igel. Tie kan jeg, derom skal du ikke tvivle. Men der siges, at uagtet Hr. Rigmands Mildhed mod Alle, og uagtet den Kierlighed, han har vidst at erhverve sig overalt; saa skal han dog være af det flags Folk, der ingen Samvittighed giør sig af at stiele Oxen, naar ikkuns de Fattige bliver vederqvægede med Kallunet.

Hendrik. Saasnart Oxen hører det Almindelige til, og ikke nogen privat Mand i sær; jaa er det hverken Synd eller Skam, at stiele den.

Igel. Ikke det?

-Hendrik. Ney! Ikke efter vores Sædelære. Jo almindeligere Gods, jo sikkrere Prise for os Fribyttere.

Igel. Er I Fribyttere?

Hendrik. I Haab om din Tanshed, svarer jeg, Ja, vi er det. Vi fører Kaperkrig med hele Landet, hvor vi kommer hen. Dette bringer os Velsignelse i Huset, og Taarerne staaer min Herre i Øynene af Taknemmelighed hver Morgen, naar han giør sin Bøn, for den

Rigdoms Kilde, Forsynet af idel Maade, fo han meget beskedentlig siger, gandske ufortient aabner for ham.

Igel. Men er det mueligt, at den iblant høye og Lave saa meget yndede og ærede Hr. Rigmand, skulle være en Skielm?

Hendrik. Hor min Herres Historie, og døm. Fra en fattig Skriver-Dreng blev han Forvalter over nogle Landgods og med Tiden tillige Dommer i hele Egnen, tillige Skriver i Retten, tillige Fuldmægtig paa Amtet, tillige øvrighed i nærmeste Kiøbstæd, tillige Overformynder, tillige

Igel. Holdt dog op med din tillige Hendrik. Tillige Egnens Orakel, tillige Egnens Bussemand, dog alt med Mildhed og Venlighed. Hele Byer arbeidede for ham, deels af Villighed, deels af Frygt. Ullykkeligviss opkom der efter nogle Aars Forløb en Jl Ild Ildebrand. Meget gik op i Røg og Damp, og min Herre fik neppe Tid, at redde sin Person med omtrent et hundredtusind Daler i Kontanter, der herte ham selv til.

Igel. Der hørte ham selv til? Saa store Midler i nogle faa Aar!

Hendrik. Hans Genie, som han kalder det, hialp ham. Herskaberne og Øvrighederne syntes just ikke synderlig Got om den Ildebrand. Men han gav dem en god Dag. Hvad ville de giøre ham? Formodninger kan ikke letteligen fælde en anseelig Mand.

Igel. Nu videre.

Hendrik. Herfra gik han til en fremmed Første, og antog den Grundsætning, for han endnu holder over, aldrig at ville fornærme nogen privat Mand. Første behøvede Penge. Min Herre forestrakte ham en stor Sum, blev derimod Overmyntforvalter, og endskiønt han lod slaae nogle Millioner Dalere noget for let, i Henseende til deres indvortes Værdie, saa falder det dog strax i Øynene, at min Herre ey tog denne Fordeel paa nogen enkelt Person i

sær, men paa det Almindelige. Mange kan hielpe een.

Igel. Det Almindelige

Hendrik. Ja! Heri skal ikke være nogen. Ont. Omsider saae min Herre sig tvungen, at

giøre et slags Opbud, fordi nogle Skibsladninger med Gods, sagdes at være forulykket. Da var det han kom tilbage i sit Fædreneland, vel belæsset, som Bierne, naar de kommer fra den blomstrende Mark. Du begriber nok, Igel, at Penge udvirker meer end Fortieneste. Adelstanden var da det mindste, min Herre erhvervede sig ved sine Penge. Alles Bifald, alles Venskab, de Stores Fortrolighed, dette holder jeg for betydeligt. For alle disse gode Ting har

min Herre sine Midler at takke for.

Igel. Forlad mig, dersom han ikke tillige havde været mild og venlig, saa skulle han, uagtet al sin Rigdom, neppe have vundet alles Hjerter.

Hendrik. Det er fandt. Hver Man

troer sig hidindtil overtydet, at min Herre er en ærlig Mand, en stor Patriot. Men jeg frygter dog for Bagsmek.

Anden Handling. Første Optrin.

Adelskiold. Lucinde. Pauline.

Adelskiold.

Er det mig endnu tilladt, al haabe? Frøken!

Lucinde Mit Løfte bryder jeg ikke: Lad være Omstændighederne paa en kort Tid hindrer mig, at fuldbyrde det.

Adelskiold. Men hvo vil hielpe os, at overvinde Vanskelighedern? En myndig Fader. En rig Frier.

Pauline. Naar De, som et Mandfolk lader Modet falde, hvad skal da vi sige?

Lucinde. Min Faders Løfte til Dem, Hr. Adelskiold, er ulige ældre, end hans Løfte til Rigmand.

Adelskiold. Forlad, yndige Frøken, min Frygt, den er en Virkning af min inderlige Kierlighed.

Lucinde. De har mit Hierte. Jeg indestaaer Dem for dets Bestandighed. Vores

Forlovelse er høytidelig holdet, med alle Vedkommendes Minde, den skal følgelig ikke kunde omstødes, uagtet Hr. Rigmand har alle Folk til sin Tieneste. Men jeg hører min Fader tale uden for. Gaae De lidt tilside i nærmeste Kammer.

Andet Optrin.

Lucinde. Pauline. Trekholt. Rigmand.

Rigmand. Endnu saa taus, min Deiligste.

Lucinde. Beskedenhed, min Herre, holdt mig lidt tilbage ved vores seneste Samtale. Men De veed ventelig, at jeg er offentlig forlovet med Hr. Adelskiold, og at jeg følgelig intet har at svare Dem.

Trekholt. Jeg gider ikke hørt den Snak. Hermed ophæver jeg den Forlovelse i kraftigste Form, ved min Faderlige Myndighed. Adelskiold kan see sig om en anden.

Rigmand. De er en bedre Lykke værd, end den, Adelskiold kan sette Dem i. Min dejligste Frøken! Jeg praler ikke; Men det jeg tilbyder Dem, kan maaskee ikke en Mand i hele Landet tilbyde. Nest et kierligt Hierte, bliver de Eyer af meget Gods: De kommer i en merket høy Rang: De ere ved mig visse paa næsten Alles Yndest. Efter min Død skal De have en halv Tønde Guld, aarlig Indkomst.

Trekholt. Nu Adelskiold - - Set nu ham og hans i Ligning med alle disse fordeelagtige Vilkaar.

Tredie Optrin.

De forrige. Adelskiold.

Adelskiold. Men, dette gaaer for vidt. Jeg har hørt Forslagene. Jeg modsiger dem, og Lovene understytter min Modsigelse.

Trekholt. Hvad, Lovene? At true en Herremand med Lovene! Det finder jeg latterligt. Vi er over alle Love. Det beviser vores vilkaarlige Omgang med vores Bønder, som ingen

Lovgiver hidindtil har turdet forhindre. Troe mig, Adelskiold, vores Villie er en Lov, saasom vi altid har Venner ved Stats-Roret, der kan understytte den. Vi vinder Processer, vi tilvinder os Eyendomme og Rettigheder, som aldrig før har turdet paastaaes som billige. Jeg raader eder, Adelskiold, giver eder ikke i Trætte med mig og mine Lige. I taber altid, endog i dette Tilfælde, hvor I mener at have Lovens Medhold. Den Lov, som har bifaldet et vist slags Ceremonie, som man kalder Forlovelse, den samme Lov befaler i strengeste Tone, at en Daatter skal være sin Fader lydig. Jeg vil oplyse eder det med Exempel: Alle mine Bønders Fæstebreve forbinder dem til Arbeyd, til Hovning efter Skik og Brug. Her synes nu Fæstebrevet at blive en Lov for begge Parter. Men Slutningen af Fæstebrevet indeholder det store Bud: Bonden skal være sin Hosbond hørig og lydig. I Kraft af denne Artikel kan jeg drive Bondens Lydighed, saa vidt jeg lyster. Han maa arbeide saa meget jeg befaler: Gifte sig, ophæve Forlovelse efter min

Befaling: taxere forfaldne Gaarder, Skovhugst og andet, efter min Befaling: Indrette sit Vidnesbyrd efter min Befaling, med meere. See, Adelskiold, det kan en Proprietair giøre upaaanket, hvad ingen i hele Landet tør vove. Har I endnu Lyst at binde an med disse mægtige Mænd? Hvad, om jeg beviser, jeg var beskienket den Dag, eders Forlovelse stod med min Daatter? Hvad, om jeg beviser, at det Ja, jeg syntes at give til eders Forlovelse, ikke har været andet, end et Svar til min Ven, der spurgte mig om en Sag, der aldeles ey vedkommer Forlovelsen? Hvad, om jeg i Retten faaer Begreber om den faderlige Myndighed, saa ophøyet og understyttet, at alle andre Lovens Artikler maa giøres bøyelige, for at beqvemmes efter min Hensigt?

Lucinde. Kommer da min Villie i ingen Betragtning?

Adelskiold. Jeg, Frøken! Jeg skal finde Udveye, at befrie Dem fra den faderlige Tvang.

Trekholt. Jeg, som Fader, befaler - Adelskiold Jeg, som Brudgom - Rigmand. Sagte - - Sagte - - mine Venner. Alting i Mindelighed. Tiden vil befordre mine Ønskers Fuldbyrdelse. Frøkenen betænker sig, naar hun lærer at kiende mig nærmere. Hr. Adelskiold er alt for artig og eftergivende, end at han ville modsette sig vores og de største Mænds Hensigt. Jeg har, som bekiendt. Venner i alle Stænder; Venner i Kabinettet; Venner ved Hoffet; Venner i Raadet; Venner i Retten. Disse skal snart giøre - - -

Adelskiold. De skal giøre Ret til Uret - - Er det ikke Meeningen?

Rigmand. Hr. Adelffiold! Hvad er Ret? Hvad er Uret? De veed jo uden min Erindring, at Lovenes meeste Indhold er menneskelige Paafund. Et Menneske vil indskrenke mange Tusinde. Magten skal håndhæve disse Love; men om jeg eller en anden ærlig Mand har funden Middel, at undgaae Magten, at faae min, og ikke Lovgiverens Villie

frem: hvo vil fortænke mig? Ære være de gode Mænd, der har opfunden den Konst, at giøre vores Love bøyelige. Ved dette Middel bliver den mindre formuende, den mindre beskyttede Mand, altid den, der taber. Han har ikke havt andet end en indbildt Ret.

Adelskiold. Min Herre! Med ald Deres Rigdom holder jeg Dem for Fædrenelandets Fiende, for en ond Borger. Loven er aldrig bøyelig i den Forstand, De tager det. Dens Oprindelse er ædlere end de, min Herre foregiver. Menneskene har ikkuns - -

Rigmand. Hr. Adelskiold. Jeg titstaaer Dem, min Kærlighed til Frøkenen er grændseløs, og den der ville foreskrive mig Grændser, den kunde jeg let fristes, at hade. Deres gode Skiebne bevare Dem fra mine Forfølgelser.

Trekholt. For Afstaaelsen skienker jeg eder, de 5 øde Bøndergaarder i Vesterby, og dermed er I betalt.

Adelskiold. Øde Gaarder geraader deres Ejere til største Vanære. Jeg vil ikke have dem.

Fjerde Optrin. Trekholt. Rigmand. Trekholt. Jeg vil giøre Sagen kort og got. Lucinde skal jeg sette paa Vand og Brød inden fire Vegge. Adelskiold skal aldrig meer komme i Huset. Jeg vil tvinge Hende til, at sige Ja. Men kiere Svigerson! derimod skaffer I mig mine Allodial-Godser fri for Guld, efter eders Løfte.

Rigmand. Det er, siger De en Sag af 60,000 Rixdaler - - Ja jeg vil gaae ind, og forskrive mig dertil. Men deres Daatter maa De give mig til Ægte endnu denne Aften, det maa skee med eller mod hendes Villie.

Trekholt. En liden Tvang kan min

Daatter gierne taale, for min Skyld. At spare den natlige Rente af 60,000 Rdlr. er noget betydeligt.

Femte Optrin.

Trekholt. Igel.

Igel. Nu, Herre, nu samles Venderne, hvis Sager i Dag skulle afgøres. Jeg haaber, alting kan komme i Rigtighed inden Aften. Nogle af Bønderne ere haarde Halse: De sladrer om Lands Lov og Ret: Men jeg leer deraf - -

Trekholt. Hvad? - - Lov og Ret! Hvilken Dumdristighed? Har da Bonden anden Lov og Ret end Herskabets Villie?

Igel. Rigtig nok. Det har jeg og betyder dem.

Trekholt. Hvorfor satte I ikke strax et par af dem ned i Tyvehullet? kort Proces med saadant Pak.

Igel. Sandt at sige, Herre: I Dag torde jeg ikke gaae dem saa nær; Thi jeg har allerede spillet dem et Fandens Puds i Dag. Lad hver Dag have sin egen Plage. Trekholt. Hvad var da det?

Igel. Troe mig Herre! Jeg Hans Blodigel, jeg har Forstand i Panden; jeg seer dybt ind i Tingen. Om Forladelse, jeg roser mig selv. Havde jeg ikke spillet min Rulle saa hastig og saa net, da kunde maaskee Herren være bleven indviklet i stor Fortred.

Trekholt. Hvordan da?

Igel. Den Jord, Herren tog fra alle Bønder i Bissested, husker han den?

Trekholt. Det var, troer jeg, for syv Aar siden.

Igel. Men Bønderne har intet Vederlag faaet.

Trekholt. Hvad da?

Igel. Bønderne har stedse betalt Skat og ydet Landgilde af denne dem fratagne Jord.

Trekholt. Hvad da?

Igel. En Vinkelskriver har skreven en Klage for Bønderne desangaaende til Regieringen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

Igel. I Bøndernes Bøger er der qvitteret for ligesaa stor Afgift i disse sidste syv Aar, som forhen.

Trekholt. Hvad er det saa meer?

Igel. En ærlig Ven, lod mig det underhaanden vide, at Regieringen ville undersøge Sagen.

Trekholt. Hvad? Vil Regieringen giøre mig mine Bønder opsedsige?

Igel. Jeg faldt i Skrek, baade paa Herrens og mine Vegne. Strax skikkede jeg et ridende Bud til Bønderne, og lod hente deres Qvitterings-Bøger. Trekholt. Hvortil behøvede denne Forsigtighed.

Igel. Jo, den behøvedes høyligen. Jeg gik endnu videre. Jeg brændte alle Qvitterings-Bøgerne op. Lad nu Regieringen undersøge, saalænge den lyster. Ru kommer den for silde.

Trekholt. Endnu begriber jeg ikke, hvad I vil sige. Kan jeg ikke giøre med mit Gods, med mine Tienere, hvad jeg vil?

Igel. Ney, desværre.

Trekholt. Hvilken Snak! Lad os gaae i Kabinettet, for at eftertænke denne Sag noget nyere.

Tredie Handling. Første Optrin.

Rigmand. Raadvild.

Raadvild. Jeg seer ikke, hvad naadig Herre kan giøre videre i den Sag. Frøken Lucinde er oprigtig, ædelmodig, uforanderlig i sine Forsætter. Med god Villie forlader hun aldrig sin Adelskiold. Og hvad vil Herren med en Dame, der tvinges til ham ved Ægteskab? I Tiden vil det fortryde dem.

Rigmand. Det er mig imidlertid meget magtpaaliggende, at Partiet gaae for sig. Min Tilstand udkræver det. Er I endnu saa taus og tilforladelig, som I var det i forrige Tider?

Raadvild. Jeg stræber at leve og døe en ærlig Mand.

Rigmand. I har for mange Aar siden vunden min Fortrolighed. Jeg veed, I misbruger den ikke. I saadan Tillid, og da jeg nødvendig behøver eders Hielp, er det,

jeg vil aabenbare eder, at jeg har mine Efterstræbere, der gierne ville skille mig ved alt hvad jeg eyer. Det er paa det yderste, og intet kan sette mig i Sikkerhed for disse ubillige og ufortiente Forfølgelser, uden Hr. Trekholtes Daatter, der er beslegtet med de største Familier i Landet.

Raadvild. Men da Herren ventelig er uskyldig, faa kan han jo lade det komme an derpaa. Dyden staaer altid sin Prøve.

Rigmand. Førend jeg forklarer eder mine Hemmeligheder, maa jeg indleede eder i en dyb, men forstandig Tænkemaade, den I, af Mangel paa Opdragelse, og fordi I betragter alting af en eneste Synspunkt, ikke vel kan besidde. Eders Gemyts - Karakteer kommer mig sælsom for. I affekterer den ærlige Mand. Denne Karakter er vel i sig selv elskværdig. Men al Affektation synes latterlig, ja den er det virkelig. Denne Karakteer maa renses, luttres og med Skiønsomhed ophøyes. Siig mig dog, hvor tænker I omsider hen?

Raadvild. Fattigdom er min Deel, men Ærlighed er og min Deel, og denne haaber jeg, skal - - -

Rigmand. Ærlighed er just det, jeg søger at indprente mine Medborgere. Langt fra, at ville hindre den, opmuntrer jeg de Trængende ved Foræringer, ved Laan, ligesom enhvers Omstændigheder tilsiger mig, til Bestandighed i denne Dyd. Beviis nok, at en ærlig Mand altid er mig en kierkommen og inderlig elsket Giest. Men hvad har i vundet ved eders Ærlighed? I er endda en fattig Mand, uagtet de store Foræringer I Tid efter anden har erholdet fra min Haand.

Raadvild. Egentlig kan jeg ikke siges fattig, da jeg eyer Huus og Redskaber til min Konstes Fortsettelse. Men jeg har intet tilovers. Ikke en Daler om Aaret.

Rigmand. Der har vi det. I er ikke saa meget en ærlig Mand, fordi I finder Behag i Dyden, end fordi Geniet feiler eder. Troe aldrig, at Staten legger Mærke til eders

ørkesløse Ærlighed, der virkelig er meer til Byrde end til Gavn for Staten. Den, hvis Genie ikke frembyder ham Leilighed til at samle Midler, den, siger jeg, fortiener at leve og døe i Foragt og Armod. Skal vi da ikke giøre Got med vores Patriotismus, og hvorledes kan vi giøre Got, uden at eye noget anseeligt over det Nødtørftige?

Raadvild. Jeg ønsker mine Vilkaar forbedrede: Men jeg skielver ved Uretfærdighed.

Rigmand. Gandske rigtig tænkt. Uretfærdighed er en afskyelig Last. Men kan I da ikke hitte paa noget uden just at fornærme eders Medborger?

Raadvild. Maaskee i Tiden.

Rigmand. I er i Vane med, at ansee Tingene paa ufordeelagtigste Side. At stiele, at berøve sin Næste, er syndigt, og ledsaget med offentlig Vanære. I denne Feyl falder ingen andre, end dumme Folk. Men der gives Tilfælde, hvor et og andet synes fornærmeligt, og er det dog ikke. Vi ere

os selv nærmest. Vi ere os selv alle billige Fordeele skyldig. Dette tilsiger Naturen, der har indplantet os Egenkierlighed. For at fyldestgiøre Egenkierligheds-Pligter, bør vi nu ikke betage vores Næste, hvad ham tilhører, men - - med det Almindelige - - der er det en anden Sag - - der kan vi uden Betænkning indhente vor Skade. Det Almindelige, siger jeg, det har giort mig en Slags Forestrekning, paa det jeg kunde udøve mit patriotiske Sindelav. Forsynet har, saa at sige, indledet mig i visse fordeelagtige Situationer, efterdi det saae forud, jeg ville blive en lædskende Kilde for mine Medborgere - - hvor høyligen ærer jeg dog dette Forsyn! hvor inderlig hengiven - - !

Raadvild. Det Almindelige, min Herre! synes mig, burdte være lige saa sikkert, som en privat Mands Eyendom.

Rigmand. Rigtig, dersom vi levede i de eenfoldige Patriarkers Tider, men paa vores Tid er det ilde passende. Lær dog eengang,

at formilde eders Sædelære. Den strænge passer sig kuns for Hypokondrister. Just det, der skal udmerke os fra disse, bestaaer i en fiin og ædel Følelse af det virkelig Gode. Hvorledes vil vi udøve Velgierninger imod vor trængende Næste, naar vi selv ikke kiender, og maaskee aldrig i nogen kiendelig Overflødighed har smagt det Gode?

Raadvild. Jeg meener, privat Mandens Velfærdt er paa det nøyeste forbunden med den almindelige Velfærdt.

Rigmand. Det er den kuns i visse enkelte Tilfælde. I maa forestille eder det Almindelige, som en umaadelig stor Skat, der er samlet paa et Sted, og hvortil alle har bidraget noget. Kommer nu Ildsvaade paa dette Sted, da er det jo naturligt, at enhver vil hielpe og bierge. Jeg faaer ikke just det selvsamme igien, som jeg har bidraget til Skatten: Men af Begierlighed til at redde, af Menneskekierlighed, for dermed at kunde hielpe min trængende Næste, bierger og tager jeg til mig, alt hvad der kommer mig for

Haanden. Under adskillige Paasknd bortlokker jeg Folket fra Branden, bierger og fører i Sikkerhed. Det biergede bruger jeg for en stor Deel til mine Medborgeres Husvalelse. Ville nu disse ved mig vederqvægede Folk paastaae, at jeg deri skulle have giort ilde? Jeg troer ikke.

Raadvild. Lignelsen synes en, at passe til den Sag.

Rigmand. Den passer heel vel. Det almindelige er, som en Meelsæk. Ligefrem tør ingen, uden Ejermanden, aabne den, og tage deraf. Men enhver har Forlov, at banke paa den, og ved dette Middel erhverver han sig lidt Meel. Maa nu Ejeren miste det, hvo vil da fortænke mig, om jeg stræber, at fordrive alle andre, for at drage Fordeelen alleene. Er jeg en Menneskeven, saa beholder jeg ikke alt, men deeler med den Trængende. Beroede derimod det Almindelige Godses Uddeeling paa en uædel Siels Gotfindende, saa fik den Trængende ikke noget deraf. Jeg har ofte i et Aar borrskienket

3 til 4000 Rdlr. hvoraf skulle jeg give, om jeg ikke havde samlet i Forvejen? hvo skulle have husvalet disse Fattige? Holder dette altsammen hos eder selv, thi dumme Folk, naar de fik disse mine Begreb at høre, kunde snart udlede Ondt deraf. Maaskee I selv begriber endnu ikke tilfulde, at de Beviser jeg anbringer til min Opførsels Retfærdiggiørelse, har megen Styrke, ere praktisk rigtige, bifaldes og udøves af en stor Mængde Embedsmænd og andre i den hele Christenhed: At Potentaterne ved saadant - - - Jeg vil straxen hente eder et kosteligt Skrift, hvori disse mine Setninger ere antagne til Grunden af den udøvede Menneskekierlighed.

Andet Optrin.

Raadvild.

Hvilken forunderlig Mand! Dog saa forargelig denne hans Lære end er, maa jeg dog tilstaae, det gaaer saadan til med det Almindeliges Forvaltning næsten i hele Ver-

den. Fra en enkelt Person stieler man ikke just ligefrem. Men ved tusinde Snedigheder, og fra Fader paa Søn i mange Leed fortplantede Embedskneb, er endeel offentlige Betieninger bleven et Skiul for Bedragere. Naar visse Formaliteter iagttages; Saa er Embedsmanden sat i Sikkerhed. For ham er Galgen ikke bygt. Hr. Rigmand, troer jeg, har Lyst, at bringe Bedrage-Konsten i Regler. Fra hans Haand tør maaskee ventes et System.

Tredie Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik.

Hendrik. Herren kan forlade sig til, at jeg har udspioneret alting. Her hielper intet. Regieringen har foresat sig, at undersøge vores Sag. Ræven skal ud af Hulen. Man er os paa Hælene, og jeg frygter - -

Rigmand. Hvorfor? Hvo kan overbevise mig noget? Vold og Uret kan over-

Gaae hver ærlig Mand; men jeg trodser dem, Der vil gaae formelig tilverks imod mig. Hendrik. Maate jeg da ikke faae forov, at reise paa nogle Uger ud i Landet til mine Slægtninger?

Rigmand. Hvorfor frygter da du? Hendrik. Herre! her hielper intet Man er kommen efter vores gamle Historier, efter de Kneb, Herren i forrige Tider har brugt, efter de Fornærmelser, hvorover hele Egnen klagede, og aldrig beholdt Net. Vi er om en Hals, naar det kommer til Undersøgning. Bestyrk eders Parti ved et fornemme Svogerskab. Trekholts Daatter eller Galgen. I har kuns at vælge et af disse to. Slaaer Frøken Lucinde eder feil, saa bliver den anden eders Brud.

Rigmand- (skielvende) Ak, forbandet være Gierrighed Ak den Ildebrand den Ildebrand Raadvild ak min Ven, forlad mig ikke.

Hendrik. Ikke Ildebranden allene. Men vi skal tvinges til, at hiemle vores Rigdom.

Rigmand. Nu Raadvild! Nu gielder det. Jeg veed, I staaer i stor Kredit hos Frøkenen. Giør hende Adelskiold gandske forhadt. Tager Skylden paa eder, angaaende en vis Ildsvaade, hvorom Hendrik skal underrette eder nærmere. Tag Flugten for at undgaae Faren, derimod skienker jeg eder 22,000 Rixdaler.

Fjerde Optrin.

Raadvild. Rigmand. Hendrik. Trekholt.

Trekholt. Nu Hr. Svigersøn. Nu har jeg bragt hende til Raison. Nu siger hun Ja tusind Gange Ja Men jeg maatte bruge Tvang. Hun sidder i Fængsel, og der holder vi Bryllup i Aften.

Rigmand. Denne Time, om mueligt. Jeg ønsker intet heller.

Trekholt. Jeg seer, Hr. Svigersøn, at de 60,000 Rdlr. som han giver mig til mine Allodialgodsers Indfrielse, skal oppebæres i

Holland. Den Vei er vel lang. Hvo vil gotgiøre mig den Bekostning?

Rigmand. Det vil jeg. Men lad os nu gaae ind, for at underholde Frøkenen i sit gode Farsæt. Raadvild, tænk paa mig.

Femte Optrin.

Raadvild. Hendrik.

Raadvild. Hvad Begreb giør den Herre sig om min Person? Skal jeg vanære mig og mine Børn?

Hendrik. Min Herre har havt eder i Sigte, dog ikke uden tiltænkt Belønning. Det staaer til eder ar blive en rig Mand uden at vove eder. Tilstæd allene, at Skylden tør falde paa eder. I kan undflye, og paa et fremmet Sted, leve som en Kapitalist uden Bekymring.

Raadvild. Hvorfra kommer det Indfald?

Hendrik. I, Hr. Raadvild, var en af vores Naboer, da Ildsvaaden, den bekiendte store

Ildsvaade paakom. Denne Omstændighed, hvori min Herre maaskee har været lidet skyld, er bleven oplyst ved et døende Menneske, der troede, ey at kunde opgive Aanden med Sikkerhed, uden at stifte Ulykker for andre. Lader I nu Skylden falde paa eder imod billig Betaling, og giør I eder mistænkt ved en hastig Flugt; saa vinder min Herre Tid til sine øvrige Handlingers Besmykkelse. Hans Ordsprog er: Tiden vunden, alting vunden.

Raadvild. Min Ære er ikke til Fals. Hendrik. Det havde hverken min Herre eller jeg ventet. Man har betroet eder nogle Hemmeligheder. Lad see, I er taus.

Raadvild. Det vil jeg være, saavidt min Samvittighed tilstæder. Denne allene kan befale mig at tale og at tie. Jeg er aldrig min Næstes Angiver, men naar jeg spørges af øvrigheden, da

Hendrik. Da husk, at min Herre har giort vel imod eder har foræret eder mange hundrede Daler.

Fierde Handling.

Første Optrin.

Trekholt. Igel ved et Skriverbord. To Bønder med tre Børn.

Igel.

Hvad? Understaaer du dig at tale om Arv? Betal din Faders Gield.

Trekholt. Er Synet over Gaardens Brøstfældighed, lovlig tagen?

Igel. Ja, Herre!

Trekholt. Læs det op, tydelig og lydelig, saa at Skifteretten, og alle Vedkommende kan høre det.

Igel, (læser) Efter vor naadige Herskabs Hr. de Trekholtes høye Befaling, var vi underskrevne fire Bønder samlede, i den afdøde Festebonde Espen Kirkemands Gaard, for at syne og taxere Bygningernes Brøstfældighed, og Manglerne i Inventarium. Forvalteren Monsør Hans Blodigel forfattede en

Optegnelse paa alt dette, som herved føyes, og laxerer vi hermed Brøstfældigheden og Manglerne, for den Summa 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk.; hvilket saaledes af os vedgaaes, som rigtigt og paalideligt.

Trekholt. Kan I nu selv hore? Igel, læs Skifteforretningen, saa meget deraf Arvingerne kan vedkomme.

Igel. Gaardens Brøstfældighed og Manglerne i Inventarium er da bevisligen 371 Rdlr. 2 Mk. 7 1/2 9/5 Sk. Skatter resterer

11 Rdlr. 4 Mk. Andre Afgifter til Hosbonden 10 Rdlr. 5 Skill, tilsammen, bliver da Boets Gield 393 Rdlr. 12 1/2 9/5 Sk. Derimod fandtes i rede Penge 361 Rdlr. efter at Begravelses Omkostningerne vare fradragne. Boets Løsere ere udbragde til den Summa 20 Rdlr.

2 Sk. tilsammen Boets Formue 381 Rdlr. 2 Skill, følgelig beholder Hosbonden tilgode 11 Rdlr. 10 19/25 Ek. Skifte-Salarium skulle desforuden betales med 3 Rdlr.

Den første Bonde. Med Forlov, Herre! Jeg taler et Ord med, endskiønt jeger fra et fremmed Gods.

Trekholt. Hvad kan I have at sige? min Ven!

Den første Bonde. Jeg er disse Børns Farbroder, og jeg antager mig deres Vergemaal lidt, saa got jeg kan. Jeg tænker, Gaardens Brøstfældighed er ikke at regne for 10 Rdlr., naar man havde raget andre Synemænd dertil, end eders forgielde og forskrækkede Bønder. Det er dog Synd, at de mange rede Penge, min afdøde Broder har samlet med Sved og Arbeid, skal gaae fra hans Børn.

Trekholt. Hvad vil den Mand. Hvor kan Farbroderen paastaae, at ville være Verge for de umyndige Børn? Der staaer jo deres ældre Broder, som har sin myndige Alder. Han er Børnenes Værge, ikke I, min Ven.

Den første B. Den Stakkel tør ey tale af Frygt. Han nødes til, at sige Ja, til alt hvad I skriver. Men jeg er fremmed for eder, og jeg skal spille med, saa got jeg kan, om det end skulle koste mig alle de hele Kroner, jeg har liggende paa min Kistebond.

Trekholt. Hvad siger du til denne din Farbroders Sladder, Peer?

Den anden B. Ligesom mit naadige herskab befaler. Men ellers synes mig, at min Farbroder har Ret i noget

Trekholt. Krabat, tør du mukke!

Den anden B. (stammende) Men Ney Aa Men

Trekholt. I Morgen tidlig, Igel, skal denne Slyngal, indskrives til Soldat.

Jeg skal lære dig

Den anden B. Aa, naadige Herskab Forlad min Uforstand.

Den første B. Herre! tro mig, jeg skal forsvare mine Broderbørns Sag. I er

den uretfærdigste Mand.

Trekholt. Paa Dørren med den Karl. Jeg vil lære eder, at bruge Respekt for mig, og for Skifte-Retten.

Trekholt. Igel. Den anden Bonde.

Trekholt. Skriv i Protokollen, Igel, saaledes som jeg nu vil sige. Vel mødte Børnenes Farbroder, velagte Bondemand Lars Larsen fra Elmegrunds Bye for denne Skifteret, formenende, Brøstfældigheden paa hans afdøde Broders Gaard at være lidet for høyt taxeret, og at en føie Moderation af Herskabets Maade og Omsorg for de fattige Børn turde ventes, og ydmygst udbedes: Men den afdødes ældste Søn, der er sine mindreaarige Sødskende fødte Verge efter Loven, og som kiendte Gaardens Brøstfældighed meget Nøye, samtykkede i et og alt Synsforretningen af Gaards Dato, som rigtig og sandfærdig Giør du ikke Peer?

Den anden B. Aa, naadig Herre! Lad min Farbroder komme herind igien, og være Verge i mit Sted. Jeg har ikke Forstand paa saadant.

Trekholt. Hvad, Min Søn, vil du endelig være Soldat?

Den anden B. Aa. Aa. ja (skielvende)

Ja, Ja, jeg samtykker Synsforretningen. Skriv kuns Ja.

Trekholt. Skriv videre, Igel! Thi blev Børnenes Farbroder afviist Med sin Paastand, saavelsom med det han i Begyndelsen havde yttret, at ville være Børnenes Værge. herskabet føiede ham dog, hvad den begierte Moderation angik, i det den hermed skienker og eftergiver den sal. Mands her beregnede Gield 11 Rdlr. 10 1/2 2/5 Skill, og saaledes blev dette Skifte sluttet med alle Vedkommendes Bifald, Skifteforretningen siger Børnene, at de for Tiden ikke ere i Stand, at lese med rede Penge. Derimod giver den ældste Søn paa egne, og de umyndige Sødskendes Vegne, sine 4 Faar, der gaaer paa Byens Fælled, merkede i det venstre Øre, med den Afdødes Bøemerke.

Tredie Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde.

Bonden. God Dag Hosbond. Er der da ingen Afslag at vente paa Indfestnings Pengene?

Trekholt. Som min Forvalter har sagt dig. 220 Rdlr. vil der til, ellers faaer du ikke den Gaard. Jeg veed, du har Pengene, og meer end dem jeg forlanger af dig.

Bonden. Men I har jo nylig ladt Gaarden syne efter den salig Mand, og som der siges, saa er jo Brøstfældigheden taxeret til 371 Rdlr. 2 Mk. og nogle Skill. Hvor kan jeg nu bestaae ved den Gaard. Brøstfældighed og Indfestning, koster mig da efter saadan Regning henimod 600 Rdlr.

Trekholt. Du Slyngel! Kommer det dig ved, at undersøge, hvorhøit jeg har ladet Brøstfældigheden taxere? Du, som en gammel Karl, du forstaaer jo nok, hvordan det er gaaet til. Kort Beskeed, enten 200 Rdlr.

Indfestnings-Penge, eller i Morgen skiffer jeg dig som Soldat til et gevorben Regiment.

Bonden. 100 Rdlr. Herre! dem kan og vil jeg give.

Trekholt. 200 Rdlr. skal du give, eller du er Soldat inden 24 Timer. Giør hvad dig lyster.

Bonden. Der har I dem da.

Trekholt. Got, Søn. Det var krav. Du er en af mine skikkeligste Karle. Jeg skal og holde dig i Agt og Ære. I Morgen skal Igel udfærdige dit Festebrev. Jeg ønsker dig til Lykke med Gaarden.

Bonden. Gaarden er god, Hosbond. Bygningerne feiler næsten intet: Og Inventarium er upaaklageligt. Men desbedre for mig.

Trekholt. Det er mig kiert, at jeg seer dig fornøyet.

Fierde Optrin.

Trekholt. Igel. En Bonde med sine tre Sødskende.

Bonden. Naadig Herre! Vores arveparter

Trekholt. Arveparter?

Bonden. Ja, Herre! nu har I ikke givet os Renter af den i fem Aar. Og vi veed ey heller, hvorledes det staaer med Kapitalen.

Trekholt. Dersom dit halte Been ikke var, saa skulle jeg snart lære dig, at spise Kommisbrød.

Bonden. Jeg kan ikke bruges til Soldat, derfor er jeg og Mine Søstre maaskee lidet mere paastaande end andre. Dersom Rigtigheden nægtes os her, faa søger vi vores Ret paa Høyere Steder.

Trekholt. Den Arv tilfaldt eder paa et fremmet Gods, om jeg mindes ret.

Bonden. Jo Herre! Paa eders Kodier faaer aldrig nogen Arving noget ud. Arvingerne bliver stedse i eders Gield, om der

end var Tusind Daler i Boet. Men I har paa vores sal. Faders Begiering taget vores Arveparter den Gang i Giemme. I har lovet, at fette dem ud, og at skaffe os Renter deraf.

I har givet eders Haand derfor.

Trekholt. Eders salig Fader blev mig endeel skyldig, det er beviist for Retten.

Bonden. Det er sandt. Men vi har strax erklæret os, at vi hverken ville arve eller gielde.

Trekholt. Opsøg No. 311 iblant Doms-Akterne, oglad os høre hvordan den lyder.

Igel. Jeg seer, den er gammel. Alt over 6 Aar: (han læser) Efter Spørgsmaal, Giensvar og Vidnernes edelige Udsigende, tiender denne Politiret, som af Høyvelbaarne Herre, Hr. Florian de Trekholt i Dag er requireret, for Ret, at Jeppe Svensen for hans skiødesløse Forhold med Ild og Lys, men især fordi han, adskillige Advarseler uanseet,

2 Gange er funden med brændende Tobakspibes i Terskerladen, skal arbeide i Tugthuset i

6 Maaneder, sig selv til velfortjent Straf og andre til et afskyeligt Exempel.

Trekholt. Nu No. 209.

Igel. Den er endnu halvandet Aar ældre. (Han læser:) Søsterne Kristense og Birte Svensdaatter, der beviisligen har fulgt med deres Fader i Herskabets Skov, og hiulpen til, at bortføre det sammesteds stiaalne Brændefang: Samt desforuden ere overførte med megen Opsedsighed, ja endog med Trudsel, at have begegnet deres Hosbonde Erik Møller: Tilkiendes hermed, at arbeide i Tugthuset, den første i 4, den anden i 3 Maaneder.

Trekholt. Hvorfor vil I lade eders Fader ligge med Vanære i sin Grav? I har jo alle tre elsket ham i Livet, og været lydige Børn: Men nu vil I ikke betale hans Gield. Hvad siger I?

Bonden. Vi seer nok, Herre, hvad Meeningen er. I vil ikke af med vores Arveparter. I vil tvinge os med de gamle Tugthuusdomme, at bortgive disse Arveparter til eder, for vores salig Faders Gield.

Trekholt. Giører, hvad eder behager Børn. (Til Igel:) Endnu i denne Aftenstund skal en Vogn spændes for. Justizen maa fremmes, Dommene fuldbyrdes og Syndere afstraffes, ellers kan skikkelige Folk ey boe sikre i deres Huse.

Bonden. Ak, naadig Herre! vi falder til Føie. Vi vil give eders Haand tilbage, og dermed betale vor salig Faders Gield til eder.

Trekholt. Opfedsige Skarn! Falder du nu til Føie. Du troer maaskee, fordi du er halt, at jeg ikke havde Tømme paa dig. Du tager feil. Den Dristighed du i Dag er fremkommen med, den har jeg forudseet for mange Aar siden. Har du min Haandskrift hos dig?

Bonden. Ja Herre, der er den. Jeg og mine Sødskende vil aldrig mere kræve eder derfor.

Trekholt. Igel. En Bonde.

Tvekholk. Nu, du Gaardforsidder. Vil du vige godvillig, eller begierer du en Dom.

Bonden. Jeg nødes vel til at vige, Herre! endskiønt jeg har stræbet nok, for at komme frem. Herren har paatrængt mig Gaarden, han har aftruet mig det eneste hundrede Rixdaler jeg eyede, og som jeg havde sparet ved mange Aars Tieneste. Herren tog de beste Heste og det beste Qvæg fra Gaarden, førend den blev mig tilfæstet. Jeg ligger over en Miil fra Hovedgaarden, og maa dog giøre fuld Hoverie. Hvert Aar har jeg giort 20 og undertiden stere Egter paa 12 eller 13 Miils Længde.

Igel Endnu har jeg ikke staaet mine Fogedpenge for Fæstebrevet.

Bonden. Hvad, maatte jeg ikke give der min Part i de tre kullede Kiør, som jeg havde til halvt med Ip Ipsen?

Igel. Det er sandt. Men desforuden skulle jeg have havt 5 Tønder Byg, eller og Penge derfor.

Bonden. Jeg haaber og beder, naadig Herre har Taalmodighed med mig, og lader mig blive ved Gaarden, efterdi jeg dog er en stræbsom Mand.

Trekholt. Du, og endnu syv andre, skal i Dag afsettes. Jeg veed det nok. De fleste af eder, ere stræbsomme. Men I har paadraget eder Restanzer, det er allerede nok. At I ellers er skikkelige og stræbsomme Folk, det er eders eget Gavn: Men mig kan det ey hindre, at tage nye Indfestnings-Penge af andre Lysthavende. I har forbrudt eders Feste, og jeg vil ey længer staae i Forskud for eder.

Igel. (til Bonden) Gaae nu bort. Dn har faaet den Besked du har at vente.

(til Trekholt) Hvad vil Herren begynde med alle de ledige Gaarder?

Trekholt. Der har allerede meldet sig Lysthavende til dem alle. Frygt at blive Soldater bevæger de fleste, ar melde sig, at tilbyde

deres sammensparede Løn i Indfestning, og i øvrigt at lade sig Nøye med saadanne Vilkaar, som jeg finder for got, at foreskrive dem.

Igel. Herre! Jeg frygter, den vedvarende Ind- og Udsetning vil foraarsage Rømning og ondt Rygte.

Trekholt. Man kan ikke forud see de Forandringer, Regieringen kunde falde paa. Det er sikkerst jeg smedder, mens Jernet er hedt, og at jeg tager Pengene, saa mange jeg kan faae. Settes Bønderfolket engang i Frihed, og har jeg ikke meere Soldateriet at true med; saa fortørres min bedste Pengekilde. Tre af de nye Gaardmænd kan jeg hielpe med ligesaamange rige Enker. De to af Enkerne har jeg endnu Tugthuus-Domme liggende paa, der ere over 10 Aar gamle. Den tredie er i saadan Skræk, at hun giør alt, hvad jeg befaler med vred Mine. Det skal blive mig gode Malkekiør i Tiden.

Siette Optrin.

Trekholt. Igel. Syv. Bønder.

To Vidner.

Trekholt. Kommer frem, Børn. Underskriver denne Forpligtelse i disse gode Mænds Overværelse og under deres tilføyede Vidnesbyrd, at I anseer det som en Vaade af mig, naar jeg vil tage mine Gaarder igien; At I aldeles intet har at kræve hos mig; At alt hvad nu paa Gaardene findes, eders daglige Klæder allene undtagne, tilhører mig uden Paaanke, endskiønt I maaskee kunde have forbedret et og andet derpaa; At I aldrig vil klage eller føre Proces med mig eller mine Efterkommere, desangaaende; Og endelig, at jeg kan lade saadanne eders Erklæringer tinglyse.

En af Bønderne. Ja vi mødes vel, at giøre saa. Ellers er det haarde Vilkaar, da vi uforskyldt ere komne til Agters, efter at vi havde sat paa Gaarderne, alt det vi i vores

unge Dage havde fortient. Men vi bør vige for Magten, og takke, at ikke værre vederfares os.

(De underskriver, og Vidnerne giør ligesaa.)

Trekholt. Nu I got Folk. Jeg skulle have min Skade nogenledes opreist. Deri kan I aldrig fortænke mig. Eders Skiebne har jeg bestemt, det taaleligste jeg kunde. Ole og Hans har jeg overladt til Rytteriet paa sex Aar. Espen og Lars skal tiene 2 Aar hos Mølleren i Moseby. Lønnen kommer mig til. Erik, Jeppe og Æskel vil jeg give skikkelig Føde paa mit Teilbrænderi, dersom de vil stryge flittig. Paa eders Gield vil jeg afregne daglig aatte Skilling for hver, indtil Gielden er betalt.

Bønderne. Aa! vi Stakler! Hvad har vi nu for vor Slid og Slæb. Ak, hvilken Trældom! Dersom Regieringen vidste, hvorledes der holdes Huus med den stakkels Bonde.

Trekholt. Hvilken dristig Snak! I Gaardforsiddere! I Staadere! Er det min Tak for min Omsorg. Just her er det Tilfælde, hvor Bondens Trang er størst, og hvor Herskabets Ømhed og Omhyggelighed for forfaldne Bønder udmerker sig meest. Jeg paastaaer, at have sørget for enhver af eder, som en mild Fader, og ikke som en streng Hosbond.

Syvende Optrin.

Trekholt. Igel. Nogle Bønderkoner og Børn.

Trekholt. Jeg veed, hvad I vil sige: Eders Mænd ere afsatte, hvad skal der nu blive af eder? Jeg beklager eder, men det staaer ey i min Formue, at hielpe eder, saa gierne jeg ville.

Igel. Der bliver nok Raad. Den som setter mig et got Skiørt i Pant, eller

noget saadant, den vil jeg laane et par Pund Her, og foretrekke den halve Spindeløn. Jeg skal tage imod alt, hvad I kan spinde; men derimod ber I være fornøyet, med den Spindelen, som jeg finder før got , at bestemme.

(De gaaer grædende bort.)

Trekholt. Hvad ville der dog blive af den stakkels Bonde, dersom Proprietairen ikke sørgede for ham og hans Afkom. Jeg troer, de maatte døe af Sult. Nu Igel, nu er mit Sind rolig igien, nu da vi endelig har udstuderet Maaden, at hielpe de arme Mennesker til Brød, og mig til mine Penge.

attende Optrin.

Trekholt. Igel. Rigmand.

Rigmand. Man har paakaldet min Ædelmodighed. Endeel nedslagne Bønder, endeel grædende Qvinder og Børn, omrin-

gede mig, bad jeg ville betale deres Gield, og hielpe dem til deres Gaarder igien.

Igel. Deres Gield har jeg sammenregnet. Alt i alt er den 301 Rdlr. i Mrk. 5 Skill.

Trekholt. Hvad? Det kalder jeg en grov Forseelse. I glemmer de Tusinde. Ney Hr. Svigersøn, vil I betale for dem, da er Gielden, som jeg siger 1301 Rdlr. i Mk. 5 Sk. For denne Sum, naar den gives mig strax, skal Bønderne være hvad de før var, og jeg vil uden videre Undersøgning qvitere, saml lade dem blive ved Gaarderne.

Rigmand. Jeg betaler alt. Der er Pengene, deels i Kontanter, deels i Vexeler.

Trekholt. Tak. Lad os gaae ud, og glæde de Stakler med denne gode Tidende.

Femte Handling.

Første Optrin.

Ak! min stakkels Frøken! hvilket Uhyre til Fader! I et mørkt, fælt Kammer, uden Lys og Varme, uden Selskab, tørt Brød og intet andet, til Spise. Det et en haard Prøve paa Bestandighed. Jeg havde vist nok vaklet i det første halve Qvarteers Tid. Min Frøken holdt det ud fire fulde Timer. Endelig Maatte hun give efter. Nu er da Rigmand hendes Brudgom. Men hvilket prægtigt Syn! Hvad seer jeg? Er det vores regierende Første? Gid han var det! Gid han ville komme, undersøge og dømme efter sin sædvanlige Retsindighed.

Andet Optrin.

Førsten med sit Jagdfølge. Adelskiold.

Førsten.

Da Hyæne- eller Ulvejagden ey har villet lykkes i Dag; saa er det mig dog kiert, at jeg efter Adelskiolds Anviisning kan beslutte Dagen med en maaskee bedre og fornødnere Gierning, i det man bringer mig paa de moralske Hyæners Spor.

Adelskiold. Naadigste Herre! Efter saa langvarig, som besværlig Jagd, var Hvilen Dem fornøden.

Førsten. Mit Folks Lyksalighed og Retfærdigheds Handhævelse ligger mig alt for meget paa Hiertet, end at jeg vil udsette den for min Mageligheds skyld. Fremkalder mig Besidderen af dette Gods.

Adelskiold. Vores naadige Herremilde Sindelav ønskede jeg, maatte beholde Overvægten. Retfærdighed er en Dyd, der

zirer alle, men at tilgive Forseelser, efter at deres onde Følger ere forebygte, det er i sær en Dyd, der zirer regierende Herrer.

Førsten. Jeg veed det. Men ligesaa lidet, som jeg agter at underkaste nogen, Retfærdigheds strængeste Virkninger uundersøgt, ligesaa lidet finder jeg for got, at bevise Naade, førend jeg har prøvet, om det kan skee, uden andres Fornærmelse, og uden at foranledige onde Exempler. Vil en Regent ofte eftergive Lovenes Straf, saa voxer Overtrædernes Antal i samme Forhold. Man nødes omsider, at bruge Sværdet ofte, da man maaskee i sin hele Levetid aldrig skulle have nødig at blotte det, saafremt man havde været meget sparsom paa den eftergivende Maade.

Adelskiold. Men i Tilfælde, hvor Lovene ere vilkaarlige, som for Exempel, i Henseende til Bondens og Hosbondens Pligter? Just den Sag, som dette Godses Bønder i Dag paa Jagden har indklaget for Førsten.

Førsten. Jeg vil sørge for Pligternes Nøyere Bestemmelse. Jeg vil antage mig Bondestanden saaledes, at den skal see sig indført i sine Menneskerettigheder.

Adelskiold. Men indtil dette skeer, haaber jeg, vores naadige Første overseer, om en Hosbond havde behandlet sine Bønder noget for vilkaarlig.

Førstrn. Naturens Bud: „Som du ønsker dig behandlet, saaledes er det og din Pligt, at behandle Næsten." Dette Bud siger jeg, forklarer Lovene, der hvor den myndige, den selvraadige Hosbond troer at finde Utydeligheder. Ingen Lov i Verden kan bestemme alt. Menneskekierlighed, Billighed - det bør være Lovenes Fortolkere.

Tredie Optrin.

Førsten med sit Følge. Adelskiold. Trekholt.

Trekholt. Efter naadigst Befaling fremkommer jeg - takkende i Underdanighed for den Ære af Høysammes Be - Be - Besøg.

Førsten. Hvorfor har I villet indslutte eders Daatter, og tvinge hende til en i anden Mand, end den, med hvilken hun er offentlig forlovet?

Trekholt, (stammende og frygtsom) Jeg og mit Huus er alt for ringe, end at saa stor en Første skulle Umage sig, at bære Omsorg for os.

Førsten. Holder dog op, med at skielve og stamme. For hvem frygter I? Min Regiering har aldrig kundet give Undersaatterne Anledning til Frygt. Den har stedse været den Faderlige, og den vil blive det altid. Mig synes, I frygter Lovenes Trudsler. Nu, da I ventelig er underrettet om eders Bønders, om Adelskiolds og andres Klagemaal til mig, nu lærer eders Samvittighed eder, at finde de Lovens Punkter tydelige, der forhen syntes eder, som en Bondeplager, gandske utydelige, gandske ubestemte. Er det ikke saa?

Trekholt. Jeg tildrister mig, i Ydmygbed at erklære at at

førsten. At

Trekholt. At at - jeg er Ejer af mine Godser og af mine Bønder og at jeg er Fader til min Daatter Og som saadan har jeg troet, at kunde giøre med dem hvad med dem dem hvad

Førsten. Hvad I vil. Er det ikke Meningen.

Trekholt. Jeg mener underdanigst og uforgribeligen saa.

Førsten. Men eders Bønder skulle jo behandles billigen; de ere af ligesaa ædel Oprindelse, de ere skabte til ligesaa høye Hensigter, som I?

Trekholt. Torde jeg underdanigst modsige en stor Første. Det er jo saa bekiendt, som i hele Christenheden antaget, hvor adelige Godser findes, at Vildtet og Bonden egentlig

ere skabte til Herremandens Fornøyelse og Nytte.

Førsten. Jeg vil drage Omsorg for eders, og andre Ligesindedes bedre Oplysning. Jeg seer, I behøver den. Til Lykke, at der ikkuns findes gandske faa, faa ildetænkende og faa ubillige Proprietairer i mit Land, som jeg mærker, eder at være. Imidlertid, hvor lidet deres Antal end virkelig er; saa nødes jeg dog, at giøre nye almindelige Anordninger til Bondestandens Frelse og Sikkerhed; thi de gode Proprietairer kunde gaae af, eller tage onde Exempler af en saadan Mand. Overalt skaber det ikke, at Skrankerne settes. Eders Daatter ønskede jeg at see her.

(Trekbolt henter og hidfører fin Daatter.)

Fierde Optrin.

De forrige. Lucinde.

Førsten. Jeg troer, Jomfrue, Landets Fader meener det bedre med hende, end hendes naturlige Fader.

Lucinde. Naadige Herre! Naar jeg midtager denne Dags uforventede Hendelse, saa har min Fader stedse beviist mig ald muelig Kierlighed, og sørget vel for min Opdragelse. Og hvad den Tvang angaaer, mig i Dag blev tilføyet, da er den intet andet, end en liden Overilelse, som en god Daatter allid kan oversee hos en brav Fader. Jeg har aldeles intet at paaanke; thi. jeg er forsikret, min Fader af egen Drift giver mig min Frihed igien.

Førsten. Det staaer hende vel an, Jomfrue, at være Daatter, hendes gode Gemyt og hendes Lidelser ere bleven mig bekiendt. Hun har Ret til min Beskyttelse, og i det hun med sædelig Ømhed stræber at drage Skiul over hendes Faders lidet for haarde Medfart, kiender jeg hende tillige værdig til min Høyagtelse.

Lucinde. Høybaarne Første! Min Erkiendtlighed for deres Naade er grændseløs. Ville De overtale min Fader, at lade det Egteskab komme til Fuldbyrdelse, hvortil jeg med hans Samtykke har bestemmet mig?

Førsten. Jeg vil være betænkt derpaa. Trekholt! En Mand, som eders Bønder kalder Blodigel, siges at være her i Huset. Lader ham komme herind.

(Igel hentes.)

Femte Optrin.

De forrige. Igel.

Førsten. Er I den Mand, om hvilken Bønderne siger saa meget ondt?

Igel. Stormægtige Første! Har nogen sagt ondt om mig, saa er det en Skiebne jeg har tilfælles med alle Mennesker. Førsten maa ikke fæste Troe dertil, ligeså lidet, som jeg fæster Troe til det, der kunde tales min naadige Landsherre til Fornærmelse. Jeg er en ærlig Mand, jeg beraaber mig paa min Herres Skudsmaal. Jeg skulle findes duelig til Høyere Forretninger, dersom Regieringen ville prøve min Styrke i at - - -

Førsten. I at plage Bønder. Rigmand skal fremstille sig for mig.

(Rigmand hentes.)

Siette Opttin.

De forrige. Rigmand.

Rigmand. Længe, naadigste Første! har jeg attraaet den Lykke, at blive perfonligen kiendt af Høysamme, Deres Høyhed er en af de lyksaligste Regentere i hele Verden. Deres Lande blomstrer. Deres Folk elsker Dem. De ere Folkets Fader.

Førsten. Just som Folkets Fader, Har jeg Lyst at kiende noget nærmere en af mine Børn i eders Person.

Rigmand. Denne Lykke er den eneste, som hidindtil har manglet mig. Jeg er langt omkring bekiendt, og uden Selvroes, æret og elsket af alle. Nu vil jeg døe med Glæde, naar engang min Time kommer, nu jeg har

havt den Lykke, at være kiendt as vores fortreffelige Landsfader.

Førsten. Ere eders Midler saa store, som Ordet gaaer?

Rigmand. Noget har jeg erhvervet, men da mine fieste Godser ere betyngede med stor Gield, saa skiønner min naadigste Herre letteligen, at Folk, naar de udraaber mig som en Mand, der ejer Millioner, giøre for meget deraf. Imidlertid ejer jeg saa meget, at jeg underdanigst tilbyder en Tønde Guld til min naadigste Herres Raadighed, uden at jeg derfor begierer, andet Vederlag, end Høyførstelig Beffyttelfe i forekommende Tilfælde.

Førsten. Til min Beskyttelse er enhver berettiget, uden Betaling, i alle retfærdige Begivenheder. Men da jeg maaskee antager den tilbudne Sum, for at giøre Fattige got dermed; saa vil det være fornødent, at I strax forklarer mig, paa hvilke Veye I

Har funden eders Rigdomme? Thi ere de ilde erhvervede, saa - - -

Rigmand, (stammende) Store Arveparter - - Lotterier - - Hittegods - - Foræringer - - har lagt Grunden til min Rigdom - - Kapitalierne har forøget sig ved Handel, ved Vindskibelighed - -

Førsten. Tier! Jeg veed eders Historie. Lader alle de Folk af Bondestanden komme herind, som i Dag klagede hos mig, da jeg var paa Hyæne-Jagden.

Syvende Optrin.

De forrige. Endeel Bønderfolk med Børn.

Førsten. Alles Klager skal vorde nøye undersøgt, og enhver under mit eget Opsyn hjulpen til sin Ret, ved de Personer, jeg endnu i denne Dag dertil agter at forordne. Af disse kan Trekholt og Igel vente deres Dom. Rigmand, eder henviser jeg til en anden Domstoel, der maaskee vil behandle eders Sag strængere end den verdslige Øvrig-

hed, saafremt efter Forlydende, eders Midler skulle for den største Deel være ulovligen erhvervede. Almuen, som klager sig fortrykt og betynget ved eder - - Denne Almue indstævner eder for eders egen Samvittigheds Domstoel. Der skal I enten finde eders Befrielse, eller eders Pinebænk. Er I skyldig, hvilket jeg som Regent ikke finder for got at undersøge, da skal den upartiske Dommer, som har hiemme i eders egen Barm, forfølge eder med de grueligste og smertefuldeste Pinseler, indtil eders sidste Aandedræt. Samvittigheden vil blive eders Anklagere, eders Dommer, eders Bøddel.

Rigmand. Ak! naadig Herre! Ak! hvilket Tordenslag! Paa eengang overvældes jeg - - hielp Himmel! Ak jeg elændige! Jeg uværdige - - Jeg føler allerede Virkningen af - - (han nedfynker paa Gulvet) Ak!

Førsten. Bærer ham ud!

(Trekholt og Igel bærer ham ud.) Slige gierrige Folk maatte for deres egen Roligheds skyld have ønsket, at de fra Barn-

dommen af, vare bleven under Formynderskab. Den Gierrige trænger ofte meere til Formyndere, end den Ødsle og den Mindreaarige: Thi disse skader gemeenligen ingen uden sig selv; Ere de geraadne i Fattigdom, saa nødes de til, at arbeide, og ofte ere saadanne bleven de dueligste Borgere i Staten. Gierrige Menneskers Grændseløse Vindesyge derimod, kan blive farlig for alle deres Medborgere. Den har ofte havt samme Virkning over et helt Lands Indbyggere, som mange paa hinanden følgende ufrugtbare Aar. Den trækker, ligesom Ukruddet, de beste Planters Nærings-Saft til sig, indtil disse omsider fortørres og bortvisner. Ofte hindres Regenten, at see disse Hyæner, disse glubende Dyr, fordi de klogeligen har meddeelt andre af deres Rov, som af Taknemmelighed skulle hindre Førstens frie Udsigt. Hos mig gaaer dette ikke an. Til at opdage mit Lands Hyæner, vil jeg betiene mig af de skarpseende og behændige Losser.

Trekholt. Hr. Rigmands Liv staaer i stor Fare. Han er hæftig angreben. Neppe lever han een Dag over.

Førsten. Jeg beklager ham. Mine Venner! Der seer I Mennesket paa Samvittigheds Pinebænk. Hvad Helvedangst! Lærer af hans Exempel, at skielve ved Uretfærdighed.

I øvrigt er det min Førstelige Villie, at Adelskiolds Giftermaal med Lucinde ikke hindres: Og de to unge Folk af Bondestanden, som har villet gifte sig, kan nu anvende det, hvormed de skulle Have tilkiøbt sig Tilladelsen af Trekholt og Igel, til deres Egteskabs Fuldbyrdelse.

Begge disse Egteskaber vil jeg beære med min Forstelige Nærværelse i Morgen paa mit Slot.

Bønderfolkene. Længe leve vores vise, vores retfærdige Første.

Bønderbørnene. Det var en lykkelig Jagd-Dag.

Hyæne- Jagden. Komedie i fem Handlinger, oversat efter Marquis de saint Mirabelles: Les gros mangent les petits.

Hyæne-Jagten

Komedie i fem Handlinger,

oversat

efter

Marquis de saint Mirabelles: